Issuu

N r .

8 2

O k t o b e r

2 0 1 8

Redaktion Nana Nikoline Boller Natasja Lundehøj Hedegaard Katrine Møller Jensen Caroline Borring Laursen Terese Bakke Petersen Senia Kragh Hansen Nanna Bach Henriksen Louciana Kold Benjamin F. Rasmussen Adresse Nikolaj Jakobsen Visir Trine Bodekær Lillie Langelandsgade 139, 3. sal 8000 Århus C For– og bagsidelayout Find os på Facebook: Kasernebladet Visir Natasja Lundehøj Hedegaard kasernebladetvisir@gmail.com Deadlines Deadline for indlæg til næste nummer er d. 14/11-2018 Anmeldelser: Kontakt redaktionen for at ansøge om eksemplarer/billetter m.m. inden deadline

anmelder-

Indlæg VISIR modtager gerne indlæg inden og uden for tema og kan skaffe anmelderadgang til bøger, koncerter eller udstillinger. Indlæg sendes til kasernebladetvisir@gmail.com VISIR trykkes i 250 eksemplarer på Fællestrykkeriet for Sundhedsvidenskab og Humaniora, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Æstetik og Kommunikation for støtte til udgivelsen.

Indhold

Leder Lømler og curlingbørn

Visir har brug for dig!

6 7

Redaktionen anbefaler Redaktionen anbefaler ikke

Oplæg til næste nummer MYTER

9 10 11 12 16 17 18 19 20 21 25 26 28 34

Tema: BANRDOM Vinteridyl - Jeppe Jelvin Barn, mand og kasse imellem - Emil Krabbe LØMLER - Emil Krabbe Alle børn har brug for Stoffer - Valdemar Lenschow Måske er jeg også skør? - Cecilia Hansen Nattens Dronning - Cecilia Hansen Venindesnak - Cecilia Hansen En drøm - Cecilia Hansen Kære dagbog - Cecilia Hansen CURLINGBARN - Julia Duyvejonck Frøberg Billeder i skyerne - Caroline Borring Laursen Al den stress for at komme hertil - Nana Nikoline Boller Billedserie: Små redaktører ArkivGuld: Ingenmandsbarn - Rasmus H. Steffensen

38 40 42

Anmeldelser Death from above pt. II - Nana Nikoline Boller Scarlet Pleasure - Sarah Daugaard Rose Hansen The Sense of a… - Nana Nikoline Boller

Andet ”Og inde i ordene de svimlende orgler” - Mathilde Ravn Melvang

Annoncer

Visir Visir ## 80 82

Leder

Lømler og curlingbørn Bladene er så småt begyndt at drysse af

at barndommen ikke for alle var en tid

træerne, og mørket falder tidligere og tid-

uden bekymringer. Bag det nostalgiske

ligere. Regn og kulde giver god anledning

billede af barndommen ses en tid fuld af

til at gemme sig under dynen med en kop

forandring og usikkerhed. En tid vi godt

varm kakao. Og god anledning til at min-

kan glemme når vi mindes leg og eventyr,

des. Mindes de varme sommerdage, min-

men som er mindst lige så stor en del af

des ferie, mindes barndommen. Dengang

det at vokse op.

sommeren varede evigt og man rigtig

I Visir #82 finder du lømler, bekymre-

glædede sig til jul. Før man skulle være

de børn og curlingforældre, blandt børne-

voksen og ansvarlig. En simplere tid.

billeder og anmeldelser af både litteratur,

Fyldt med børnefødselsdage, Disneyfilm

tegneserie og musik. Så sæt Hits for Kids

og akavede skolefotos. I dette toog-

på din CD-afspiller og dyk ned i nostalgi-

firsindstyvende nummer af Visir har vi

en.

givet plads til at mindes barndommens dage. Det har givet os på redaktionen en undskyldning for at skrålet med på Disney-musik, dele historier fra vores opvækst og grine af gamle billeder. Med de gode minder kommer også nostalgien. Barndommen er en svunden tid, årene er gået, måske alt for hurtigt.

Verden ser ikke længere ud som den gjorde gennem naive øjne, på godt og

82 Visir##80 Visir

ondt. Gennem nummeret bliver det klart

Leder

VISIR HAR BRUG FOR DIG! Hvis du går rundt med forsker- eller forfatterdrømme eller har en spirende journalist i maven, men mangler et sted at publicere dine tekster, så er VISIR stedet. Vi modtager med kyshånd både dybdegående journalistiske reportager, støvede men fortsat aktuelle eksamensopgaver, skriveøvelser, der aldrig blev udgivet, anmeldelser af koncerten med dit yndlingsband, små yndige digte, noveller, eller hvad din fantasi nu beder dig om at skrive på skærmen. Alt bydes velkommen! Vi ønsker at være et fagligt og socialt samlingspunkt for alle kasernens fag, så vi vil gerne høre fra jer alle sammen! Indslag både inden– og udenfor tema er velkomne! Og der er mere: Hvis du ønsker at anmelde f.eks. en bog eller en koncert, så har vi ofte mulighed for at skaffe anmeldereksemplarer eller anmelderbilletter. Dette skal dog foregå igennem VISIRs redaktion. Hvis du er interesseret, så skriv til: kasernebladetvisir@gmail.com Eller kontakt redaktøren: Nana Nikoline Boller nananikoline@outlook.com

Visir 80 Visir # 82

BARNDOM

Anbefaling

Redaktionen anbefaler

Varme nybagte hjemmelavede boller… med smør Shrek og Skrek 2 + Pinocchio i dameundertøj

Slik-halskæder Børnefødselsdag Sten og Stoffer Skovmandsbajer (aka rød sodavand) Hindbærkage Disney sange Ristede græskarkerner (Mmmmmm) Politisk ukorrekt og moralsk uansvarlige tyggegummi cigaretter Lakridspibe – den har samfundet ironisk nok det fint med Drengen og Jernkæmpen

82 Visir##80 Visir

Alt af Astrid Lindgren MED bekendt dansk fortæller (fri os fra dansk dialog – det skal være svensk!!)

Anbefaling

BARNDOM

Redaktionen anbefaler ikke

Curlingbørn Fødselsdagsklovne Folk der maler på græskar, fremfor at skære i dem… hvad fanden er det for noget? Stormvejr Rosenkål Sengetid Lektier At blive voksen Børn, hvor paradoksalt det end lyder

Bachelorprojekt (MEN DET SKAL NOK GÅ) Skolehjemsamtaler Plastik sugerør. Ja, de er sjove, men de dræber fiskene! TÆNK PÅ FISKENE.

Visir 80 Visir # 82

BARNDOM

Oplæg til næste nummer

MYTER Vi er alle bekendt med myter. Om det er fortællinger fra det gamle Grækenland, eller en stor dinosaur ude i den nærmeste sø, så er myter noget der omgiver os, og skaber mystik og liv i hverdagen. Nogle myter er til for at forklare det uforklarlige, andre til at skræmme småsøskende inden sengetid. I disse dage er vi skeptiske overfor myter, sagn og overtro, men er de det rene påfund eller bunder de i noget sandt? Har du altid drømt om at være Mythbuster, så er det tid til at finde dine beskyttelsesbriller frem, teste nogle husmorråd og undersøge utrolige historier. I næste nummer af VISIR sætter vi nemlig myter i fokus! Ligger du inde med en nyfortolkning af en gammel myte, har du hørt eller oplevet noget mærkeligt i byen, eller kender du nogle lokale myter - så skriv til VISIR!

82 Visir##80 Visir

Send dit bidrag til: kasernebladetvisir@gmail.com Deadline er onsdag d. 14. november 2018.

Digt

BARNDOM

Vinteridyl Af Jeppe Jelvin, litteraturhistorie

Mørke og dunkle, melankolske skygger kastes af storbyens skov. Stammerne døde, men dækket af liv indbyder børn omkring mig til sjov. Tæppet af hvidt mod den frostklare nat nærer et minde, jeg længe har gemt. En svunden erindring af lykke og håb, jeg ved, livets gang siden har glemt. Det naive sind døde stille hen og bortdrog med ungdommens sjæl. Efterladt i mig et virvar af spor som i sneen under min hæl. I voksenlivet er glæderne få, for med vished følger smerte. Barndommens fængslende vinteridyl eksisterer nu kun i mit hjerte.

Visir 80 Visir # 82

BARNDOM

Digt

Barn, mand og kasse imellem Af Emil Krabbe, dramaturgi

82 Visir##80 Visir

Jeg går jævnligt længere ture, når det ikke regner alt for meget. Jeg går og synes ikke synderligt om, at jeg ikke har noget videre formål med det. Man spilder jo sit liv sådan. Men på disse ture, når det ikke regner alt for meget, sker en del. Forleden kom en pige med sin far i barnevogn. Nu tænker du som læser nok, at det bare var noget jeg forestillede mig, måske drømte. Måske har jeg endog blot fundet på det, for at skabe historie og røre om min person. Men nej, jeg sværger ved en død persons grav. Manden sad i barnevognen og røg pibe - hvad man slet ikke bør gøre, når man er i børns nærvær. Han rørte sig utrolig meget i skægget, jeg tænkte faktisk at det måtte da blive ømt. Alt imens dette udspillede sig, forsøgte pigen - som jeg tvivler havde vokset sig meget større end en meter - ihærdigt at nå op til barnevognens styr, og det var altså noget af en opgave. Hun opgav dog også snarligt, og gemte sig i stedet i en postkasse. En af de store røde, som man faktisk ikke engang har så mange steder mere - sikke en skam. Her mødte hun en gammel ven, hvem - og nu tror I nok, at jeg lyver - havde oplevet nøjagtig det samme dagen før. Det var alligevel groft, forestiller jeg mig, at de sagde i fællesskab. De nød en chokoladekiks, hvorpå de tog affære.

Digt

BARNDOM

LØMLER Af Emil Krabbe, dramaturgi

Hvis jeg ikke bor til leje, så leger jeg blot med mine kammerater. Vi løber på gaden og råber vagt i gevær til forbipasserende ældre mennesker. Vi kaster røget sild, stadig i tønde, efter sagesløse spædbørn, midt i deres lur. Vi hinker om kap ned af store bakker, og snakker ellers bare om løst og fast. Engang havde vi eksempelvis en vældig diskussion om længden af 4 8-meter målebånd ville variere, hvis nu man klippede halvdelen af tre af dem. Jeg mindes ikke udfaldet af diskussionen, men ét ved jeg: Vi blev i hvert fald alle klogere, og gik hjem med god samvittighed. Nu snakker vi ikke så meget længere, vi løber bare.

Visir 80 Visir # 82

BARNDOM

Essay

Alle børn har brug for Stoffer Af Valdemar Lenschow, Litteraturhistorie

Ja, titlen var udelukkende til for at fange din opmærksomhed, og ja, nu da jeg har den, så vil jeg gerne snakke lidt om verdens bedste tegneserie: Sten og Stoffer.

82 Visir##80 Visir

Jeg elskede skolebiblioteket på Nørre Bølling Skole. Ikke på grund af deres rent faktiske bøger, og det var faktisk heller ikke fordi, man kunne sidde dernede i fred i frikvartererne, uden hverken lærere eller elever kunne finde og tvinge en til at gå udenfor og være social. Nej, det var fordi, de havde samtlige Sten og Stoffer tegneserier på lager, og jeg tror, jeg læste dem alle sammen igennem to gange fra ende til anden i løbet af tredje klasse. Det var min fars gamle album derhjemme, som startede interessen, og han kunne godt lide at bruge eksempler fra tegneserierne til at beskrive alt, hvad jeg foretog mig. Det var lige fra dengang, da bilruden gik i stykker under mystiske omstændigheder til, da jeg bestilte noget med posten, som jeg gik og ventede på i to uger, og som min far siden hen har omtalt som propelhat-ferien. Faktisk tror jeg bare, at han synes, jeg mindede lidt for meget om Sten til tider.

Essay

BARNDOM

For Sten er en lille møgunge. Han fører sneboldkampe med alle og enhver, der kommer inden for rækkevidde, han forsøger at lyve sig til flere julegaver, han låser sin babysitter ude af huset, og så laver han aldrig lektier. Men samtidigt er han en fantasifuld lille dreng med et uskyldigt barnesind, som repræsenterer både de bedste og de værste egenskaber i børn. Hans sneboldkampe ender som regel med at gå galt for ham, når han lyver i juletiden, så er det i hans tyve sider lange breve til julemanden, han vil ikke tvinges i seng af babysitteren, og hvad lektier angår, så var der vel ikke nogen, der tog dem seriøst i første klasse alligevel. For netop ikke at tage livet alt for seriøst, det er meget af det, som Sten og Stoffer handler om. Ofte kritiseres han af de vokse, særligt hans far, for ikke at bruge sin tid på mere fornuftige ting frem for at sidde og se tegnefilm om rumvæsner. Han bruger også sine dagdrømme om at være ”Rumagenten Spiff” til at slippe væk fra klasseværelset, hvor verden omkring ham bliver til en del af fantasien. Noget som jeg selvfølgelig aldrig har gjort som lille… eller ind imellem når det er fredags undervisning. Voksne bliver til menneskeædende rumvæsner og regnestykker til besværlige gåder, hvor livet står på spil. Fantasien er et af de vigtigste elementer i tegneserien, og Sten har spandevis af den. Det er her så, at tigeren kommer ind i billedet.

Visir 80 Visir # 82

BARNDOM

Essay

Sten er sjældent uden Stoffer, og han er den perfekte ven. Han er blød og god at kramme, han er ofte med på selv de værste af Stens planer, og så ønsker han sig ikke meget mere ud af tilværelsen end nogen at lege med, en smule solskin og så en dåse tunfisk. Samt, fra tid til anden, damer.

Hvor Sten er kynisk, impulsiv og grådig, så er Stoffer velovervejet, afslappet og klar på at hjælpe. Uden at gå for meget ind i det tørre og kedelige af sagen, så lad os bare sige, at de begge to er filosoffer. Sten er meget pragmatisk, nægter at tage ansvar og ignorerer ofte de dele af verden, som han ikke gider, imens Stoffer er mere ansvarlig, i hvert fald tidligt på dagen. Men på trods af hans overskuds attitude og tilsyneladende livserfaring, så går det fuldstændigt galt, hver gang han forsøger at hjælpe Sten med at lave lektier. Han forklarer matematik, sådan som en lille dreng forestiller sig, at det bør lyde, og derfor er det selvfølgelig noget værre sludder. Men det giver mening for Sten, når han hører det, og det er så hans undskyldning, når han dagen efter står med en opgave i skolen, som absolut ingen mening giver.

Sten ser verden på én bestemt måde, en måde der passer til en seksårig dreng, og derfor struktureres det meste af tegneserien efter denne synsvinkel, og det er netop det, der giver Sten og Stoffer dens specifikke charme. Sten og Stoffer er måske en sjov tegneserie, en rigtigt sjov en, men det, der virkeligt gør den til noget særligt, er venskabet imellem de to hovedpersoner. Stoffer er ikke en magisk tiger, der kun kommer til live, når voksne kigger væk, men han er heller ikke bare et fantasifoster eller en leg. Han er en del af Stens verden, og tigeren hjælper ham med at nyde barndommen så længe, den varer. Deres venskab er fyldt med eventyr, leg og en hel del skænderier, præcis som alle gode venskaber, men der er samtidigt plads til omsorg og en dyb forståelse.

82 Visir##80 Visir

Da striberne fra tid til anden bliver mere seriøse, som da Sten finder en såret vaskebjørn, han er ude af stand til at hjælpe, og som ender med at dø, så er det Stoffer, der trøster ham. Da der var har været et indbrud i familiens hjem, så er tigeren det første, Sten bekymrer sig om. Når man læser Sten og Stoffer som lille, som forstår man ikke altid alt, der bliver sagt og foregår i dem. Faktisk er det sjældent, men man får fat i nok af humoren til at nyde dem, og den hyggelige stemning holder en fast. Men når man så er blevet lidt ældre og genlæser dem, så er det, at man virkeligt fanger ikke blot al den skjulte satire, men hvad Stoffer egentligt repræsenterer. Det kan selvfølgelig også bare være, at det er mig, som bliver nostalgisk, og som ønsker mig tilbage til en simplere tid, hvor jeg ikke havde andet at tænke på end at få bygget min Lego Star Destroyer færdig og at udskyde mine

Essay

BARNDOM

lektier. Men jeg synes virkeligt, at der er noget magisk over venskabet mellem den lille fantasifulde dreng og hans plystiger, som ofte fortæller meget om livet selv, ting der gælder for både voksne og børn, og når jeg sætter mig ned med et af mine album, så føler jeg mig bare tryg og fri for alle verdens bekymringer, imens jeg følger på dem på deres eventyr og deres kampe mod onde snemænd, endnu ondere skolelærere, kedelige forældre og selvfølgelig nabopigen Susie. Det ville måske være plat og uoriginalt at sige, at Stoffer er Stens uskyld og barnlighed inkarneret. Men på den anden side så ville det også være fuldstændigt sandt, rimeligt sødt og velfortjent. Så det er derfor, at alle børn har brug for en udgave af Stoffer i deres liv, og derfor jeg i samtaler om tegneserier har det med at sige ”ja, ja, Watchmen var da meget god, men har du læst Sten og Stoffer?”.

Visir 80 Visir # 82

BARNDOM

Måske er jeg også skør? Af Cecilia Hansen, Kunsthistorie

Jeg sværger jeg kan se vinden; hvirvlende farver, sølv og guld, flyvende gennem den mørke nat månen, ligesom jeg, lysende og fuld. Jeg sværger jeg kan se stjernerne; dalende i en susende parade, blinkende rammer de jorden, dør jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde. Jeg sværger jeg kan se mit navn; høre det komme fra din mund, det dvæler mellem vinden og stjernerne i denne tågede måneskinsstund. Jeg sværger jeg kan se solen; den gemmer sig bag træer og tårne, ventende på de røde stråler står jeg slet ikke berørt af nattens storme.

82 Visir##80 Visir

(d. 26/06-2017)

Digt

BARNDOM

Nattens Dronning Af Cecilia Hansen, Kunsthistorie

Rødt var gået over til at blive til lilla, som var blevet blåt og til sidst helt sort. Mine hæle gav genlyd over gadens blanke, hårde asfalt - og blandede sig med toner af frihed, ængstelighed og glemte problemer.

Vi havde mødt Helligånden en time tidligere, men var gået lige forbi. Stadig hang det frelste, det barmhjertige og det guddommelige, som en stank af billig parfume efter os. Blandt et utal af kroppe forsvandt og forduftede den dog og endte ud i det rene ingenting. Vi havde prøvet det så mange gange før, og også denne gang havde natten givet os det, dagen havde frarøvet. Dette tidspunkt, om noget, fik os til at føle os som noget andet end mennesker. Og før vi havde glemt det hele og tågen skød frem mellem vores ankler, hviskede jeg kærligt til min øl, at der kun var én af os der kunne være fuld.

(d. 02/02-2017)

Visir 80 Visir # 82

BARNDOM

Venindesnak Af Cecilia Hansen, Kunsthistorie

Han kyssede mig på munden, sagde jeg til hende. Hendes øjne glimtede med nysgerrighed. Vi lå på sengen bag hans lukkede dør, hans hænder på min krop. Hendes stemme bad mig fortsætte. Han tog min trøje af, og jeg vred mig under hans vægt. Hun lo og så på mig hen over kaffekoppen. Han trak vejret i korte sagte stød, jeg kneb øjnene i og lagde hovedet tilbage. Hun lykønskede mig, fortalte egne historier. Han snorkede i mørket og jeg følte mig varm, hans arm lå tungt over mit bryst. Hendes ord blev til en hvisken, hun rødmede. Hans lugt sad i mit hår, den fulgte mig, og jeg kunne mærke ham i hver en bevægelse. Hun gav min hånd et klem og blinkede fortroligt. Efter vores farvel vendte hun sig, vinkede. Mine kinder var våde da jeg nåede hjem.

82 Visir##80 Visir

(d. 17/11-2016)

Digt

BARNDOM

En drøm Af Cecilia Hansen, Kunsthistorie

I ly af den mørke nat har jeg drømt om lykken ved knust glas, men i virkeligheden af liv og lys befinder jeg mig på en tysk parkeringsplads. Ja, hvad der ikke er en drøm om dagen til den hvis øjnes flid med at skule til højre og blinke til venstre bliver belønnet med et pift af fortid. Den hellige drøm - den hellige drøm imens resten af landet sover, græsset vådt med perler af dug og en ensom sjæl sig langt væk vover. (d. 08/07-2014)

Visir 80 Visir # 82

BARNDOM

Kære dagbog Af Cecilia Hansen, Kunsthistorie

Jeg tror jeg er et spøgelse. Dette er ikke en dagbog. Jeg er ligeglad. Jeg føler mig gennemsigtig.

82 Visir##80 Visir

(d. 03/12-2013)

Digt

BARNDOM

CURLINGBARN Af Julia Duyvejonck Frøberg, litteraturhistorie

På en eller anden måde er der noget tiltalende ved et curlingbarn Og hvis jeg havde været sådan et barn med forældresavn Så skulle jeg kraftedeme curles Snyde mig forbi liv og lovs hurleys Jeg kunne være på Roskilde Festival allerede som 15-årig Og så kunne mine forældre klage så det batter Klage, så Facebookgrupper for curlerforældre endelig fatter At mine forældre vil tage det ekstra skridt, Jeg skal sgu ikke sidde i det skidt De kunne klage over regn og mudder Sludder, jeg skal da ikke sidde på de der røde anal-institutter Som hver anden har overmalet med alskens rester fra i går midt på madpladsen

Det der toiletpapir, det er sgu for hårdt for fjatten At de har glemt, at jeg havde glemt at pakke gummistøvler At de glemte kondomerne Min glidecreme Ja, udstyret skal sgu være i orden, så jeg kan have et ustyrligt sexliv med abort og klamydia Mit underliv kunne være historier, som modne drenge lavede myter af Og de kunne klage over At jeg ikke spiser sund mad

At udvalget af øl er for tyndt Og den vin de sælger, arme mig, hvor er det synd Og så kunne min far komme og hente mig Komme med forsyninger og ekstra lommepenge Sige at det fandeme er for dårligt at jeg ikke har nogen seng Og sige:

Visir 80 Visir # 82

”På de der stenmadrasser kan man da ikke ligge og bolle,

BARNDOM

Digt

her, tag nogle penge og køb noget alkohol at snolde” og ”Det går sgu da ikke at du om tredive år får gigt,

fra os skal du bestemt ikke føle omsorgssvigt” Når jeg så engang kom hjem igen Så kunne vi undgå sniksnak Jeg behøver da ikke at sige tak Jeg skal forkæles i hoved og røv Og videre, når jeg endelig tager det store valg Ind på STX jeg går og modtager mit første 4-tal Så kan min mor klage og snage For jeg skal da være karriekvinde

Så det her kan være noget, jeg tænker tilbage på som et gyldent minde At gymnasiet er pjat og spas Og præstationer og socialt gruppepres, som jeg med glæde maler på mit eget kanvas Og så vil hun til min kemilærer sige: ”Det her er da uacceptabelt, min datter er bedre end det her Vi kan da bare true med sexchikane, hvis du ikke gi’r hende mer’” Og ”Min datter skal være advokat, det har hun selv sagt Det her kemi skal hun jo ikke bruge, det er da helt gak”

Og så kunne mor og jeg gå ned og købe en is I sin iver kan hun beskytte mig fra alt For intet i vores lille verden er galt Og når jeg skal søge studiejob

82 Visir##80 Visir

Så kan min far skrive min ansøgning og CV Fortælle dem at jeg er ekspert i IT og teknologi Daglig bruger, selvom det kun er Instagram og Snapchat jeg sluger

Digt

BARNDOM

At jeg er en selvstændig lille skid For jeg har da været på forældrebetalt studietur i Madrid Og jeg er smilende, altid

Selv når jeg snerrer af min mor I mine kinder der et lille grin bor Og når jeg så ikke vil få jobbet Så kan mine forældre komme hastende Banke på arbejdsgiverens dør Fortælle hende, at de lægger sag an At det her supermarked er sexistisk og normativt kønsrollebaseret Og andre fancy og smarte og intellektuelle ord, jeg ikke har fået lært Uden at opfatte, at ting kommer knapt så nemt

At verdenen nok ikke er så slem At der er ting så forfærdelige, der finder sted, så de hurtigt kan blive glemt Og jeg kan eksistere i en lille boble af forsødet, syntetisk flødeskum Uden at have et begrebsapparat, i denne verden jeg kan gå blind og dum Og mine forældre vil da aldrig i en konflikt indgå ’Nej’ er da aldrig noget mit øre kan nå Og så kan min mor melde afbud for mig til fødselsdage og nytår For der kom da lige et bedre tilbud i går Og når jeg endelig får en kæreste og vil giftes og have børn

Og jeg endelig er blevet karriekvinde Den er endelig bristet, min lille pigehinde Og jeg er blevet ulykkelig og flad Så giver de da et tilskud, sørger for skilsmisse, igen for at blive glad Og så skal jeg være ung igen Jeg kan leve på forældrebistand

Visir 80 Visir # 82

Leve på mine forældres pension og sætte huset i stand

BARNDOM

Spilde voksenår på at gennemleve de ungdomssår, jeg aldrig fik Se det jeg gik glip Af yngre mænd med lystige blikke

Og lyserøde drinks de kan med mig bestikke Når jeg så kommer i kreditgæld

82 Visir##80 Visir

Så vender mor og far igen verdenen på hæld

Digt

Prosa

BARNDOM

Billeder i skyerne Af Caroline Borring Laursen, litteraturhistorie (først udgivet i 2010, Fanø Efterskole. Genudgivet med tilladelse fra forfatteren)

En græsmark. En blå himmel med hvide skyer. Middagstid. To børn ligger på ryggen i græsset.

Emma: (peger på en sky) Se, en kanin! Kasper: Se, en teddybamse! Emma: Se, en lagkage! Kasper: Se, et øje! Emma: Se, et par sure sokker! Kasper: Se, en ond klovn! Emma: Se, en hjelm! Kasper: (klør sig på næsen) Se, en syg, gammel dame! Emma: Se, en slagtet ko!

Kasper: Se, et maskingevær! Emma: Se, en lejemorder! Kasper: Se, en lille pige, død af sult! Emma: Se, en slavedreng! Kasper: Se, en rig mand, som slår en slavedreng! Emma: Se, en soldat! Kasper: Se, en død soldat! Emma: Se, en død amerikaner! Kasper: Se, en død inder! Emma: Se, en død iraker! Kasper: Se, en død kenyaner! Emma: Se, en død pakistaner! Kasper: Se, en død verdensbefolkning! Emma: Se, to børn, der ligger og kigger på skyer hele dagen uden at bekymre sig om noget!

Visir 80 Visir # 82

BARNDOM

Anekdote

al den stress for at komme hertil Af Nana Nikoline Boller, litteraturhistorie

Anekdote-tid; efter at jeg havde søgt om optagelse på Litteraturhistorie fik jeg en mail – ikke lige efter, for hvornår har nogen administration nogensinde været så hurtig, men et par uger senere. Problem med ansøgningen skrev de, og så vidt jeg kan huske begyndte jeg at skrige. Ikke højlydt! Faktisk slet ikke fysisk. Bare indeni – min sjæl forlod min krop og befandt sig på et andet plan, sikkert et sted tæt på Nietzsches afgrund, og så svævede den dér og skreg. Selvfølgelig var løsningen bare at åbne mailen og finde ud af, at det bare var en lille fejl fra administrationens side, og som det viste sig, var det ikke engang en fejl der indebar mig. Jeg kunne slappe af. Alt var fint og under kontrol. Der var ingen grund til panik. Ny anekdote; jeg var engang til et oplæg i en stor sal, omgivet af alt for mange mennesker. Det er i og for sig slemt nok; men hvad der var værre var, at en fyr ved siden af mig – et fuldstændigt ukendt ansigt, som jeg ikke havde observeret før – pludselig faldt i søvn. Og langsomt. Faldt sammen i sin stol. Og til siden. Så hans hoved. Hvilede. På min. Skulder. Aldrig i mit liv har jeg siddet så stille, i så megen panik.

82 Visir##80 Visir

Og her er noget der skete for nyligt; jeg trak min cykel op af Randersvej – fordi det stormede og små-regnede, og fordi jeg var træt, og fordi det ikke er hver dag jeg gider blive mindet om hvor dårlig form jeg er i – og var på vej over det sidste kryds inden jeg kom hjem. Jeg var nået tre skridt hen af fodgængeroverfeltet, da det pludselig blev rødt. Valgte jeg at fortsætte fremad, som en almindelig person, for jeg havde jo taget de første skridt? Nej. Nej. Hoppede jeg op på cyklen for at komme hurtigere over, og være mindre generende for de bilister der skulle forbi? Nej, åh nej. Bakkede jeg, til fods, med cyklen slæbende, hele vejen bagud til jeg stod på fortovet igen? Ja, det gjorde jeg. Snublede jeg næsten over den ene pedal? Det tror jeg vist. Var der en ung mand, der grinede og spurgte pænt om jeg havde slået mig? Jeg tror desværre ikke, jeg hallucinerede ham. Var mit eneste svar en mindre hysterisk latter og en håndbevægelse som jeg HÅBER betød ”alt er helt fint, makker”? Jep. Jep, det var helt sikkert det, der skete. Min trøst er, at jeg ikke fik øjenkontakt med ham, så forhåbentlig smelter mit ansigt sammen med de mange andre tåbelige piger, han har mødt den dag. Den sidste ting jeg gerne vil bringe på banen; jeg har sagt ”I lige måde” til adskillige servitricer og tjenere, der bad mig om at nyde mit måltid. Jeg skulle engang bestille en slush-ice maskine over telefonen, og da den meget flinke mand i den anden ende sagde ”okay, fint, hejhej” var mit svar ”hejhej, elsker dig!” Disse ting sker tit for mig. Hvorfor koncentrere mig om øjeblikket, når der sker så man-

Anekdote

BARNDOM

ge tusind ting inde i mit hoved? Hvorfor tænke på, hvad jeg skal lave lige nu – studere, sove, snakke, læse, cykle – når jeg kan tænke på fortiden og fremtiden i stedet? Jeg er inderligt overbevist om, at jeg har gjort flere pinlige ting i hele mit liv, end nogen anden person i denne verden. Jeg kunne forestille mig, at der er en del andre, der går rundt med denne forestilling. Jeg tror, jeg kommer til at lave flere akavede moonwalks tilbage til fortov i fremtiden. Jeg ved, at jeg kommer til at sige flere dumme ting til folk, fremmede såvel som bekendte. Jeg tror ikke grundene til at være søvnløs over sine dumheder stopper for mig. Det er måske, i sidste ende, bare en ting jeg skal acceptere. Hvis jeg ikke kan få min søvn, kan jeg i det mindste få skrevet noget nonsens til et studenterblad.

Visir 80 Visir # 82

BARNDOM

Små redaktører

82 Visir##80 Visir

Terese

Billedserie

BARNDOM

Små redaktører Natasja

Visir 80 Visir # 82

NORDEN

Små redaktører

82 Visir##80 Visir

Caroline

Billedserie

NORDEN

Små redaktører Nana

Visir 80 Visir # 82

BARNDOM

Små redaktører

82 Visir##80 Visir

Senia

Billedserie

BARNDOM

Små redaktører Katrine

Visir 80 Visir # 82

BARNDOM

ArkivGuld

Ingenmandsbarn Et essay om leg, erindring og skrift i Georges Perecs Weller erindringen om en barndom

82 Visir##80 Visir

Af Rasmus H. Steffensen

Man behøver vel blot at tænke tilbage på sin egen barndom for at overbevise sig om, at litteratur og leg har en del med hinanden at gøre. Helt oplagt kan man kaste sig over adskillige børneremser og vrøvlevers, som skænker barnet et poetisk forhold til sproget gennem ordenes klag, rytme og associationer – samtidig med at de (hvad der pædagogisk side måske for ofte bliver lagt vægt på) styrker indlæringsevnen. Men man kan også mere grundlæggende tænke på legen som et rum, hvor der kan eksperimenteres med identitet, sansning og fortælling. Dette kan så spænde over alt fra mere eller mindre anarkistiske enspænderlege, som grænser op til det rene dagdrømmeri, til mere socialiserede og organiserede lege med en række på forhånd vedtagne regler. Netop reglen er da også et centralt aspekt ved legen. Regelsættet for legen kan være enkelt, men det kan også være uhyre komplekst grænsende til det autistiske – det kan være nøje defineret eller elastisk. Regelsættet kan opstå intuitivt, indforstået og følgelig umuligt at gennemskue for den, der er uden for legen, men det kan også blive trukket ned over hovedet på den legende. Er der noget mere angstprovokerende og ydmygende end at blive skubbet ind i en leg, hvis regler man ikke begriber? En grov og forsimplet fejlslutning er, at legen står i modsætning til alvoren – at den bare er for sjov. Tværtimod udgør legen et eksperimentarium, hvor grænser kan overskrides og erfaringer udforskes. Legen repræsenterer som litteraturen en særlig tilgang til verden, et særligt erfaringsrum – derimod ikke en eskapisme. Selvom der ind imellem er en tendens til

at inddele litteraturen i henholdsvis en eksperimenterende/legende og en realistisk/alvorlig retning, så er der et grundlæggende element af leg i litteraturen – hvilket naturligvis ikke er det samme som at sige, at den bare er for sjov. Der er selvfølgelig nogle forfattere, der er bedre, mere inspirerende og dristigere legekammerater end andre. Nogle kan være trygge og stabile kammerater, som man kender så godt og ved, hvor man har – andre kan være spændende og provokerende bekendtskaber, der altid fører en ud på mærkelige, uopdagede stier, så man med garanti får skæld ud af sin mor (eller hvem man nu har til at skælde sig ud), når man længe efter spisetid omsider dukker op fra lænestolen. Georges Perec ligner på forfatterf toet til sin roman W eller erindringen om en barndom fra 1975, der nu foreligger på dansk i Frants Iver Gundelachs oversættelse, en rigtig sjov legekammerat med sit store krøllede hår, sine underfundige øjne og sit skælmske smil. Deri tager man da heller ikke fejl; om nogen har Perec nemlig taget litteraturens legende elementer til sig og udforsket dem flittigt i sin eksperimenterende prosa. Således har han direkte betonet det ludiske i sin litteratur. En betegnelse, der hos ham dækker over forskellige ord- og bogstavlege underlagt diverse ofte stramt systematiske regler. Dette indbefatter palindromer, anagrammer, lipogrammer m.m. Det mest radikale og notoriske eksempel på Perecs bogstavlege er vel romanen La Disparition, som systematisk udelader bogstavet e. Legen griber dog også ind i det stil- og fortællermæssige plan, hvor Perec konsekvent udforsker nye måder at fortælle på. Hans eksperimenter bragte ham i slutningen af 60’er-

ArkivGuld

ne i forbindelse med forfattergruppen OuLiPo – en gruppe, der bl.a. talte navne som Raymond Queneau og Italo Calvino. Her arbejdede man netop med at lægge en række – ofte matematisk funderede – regler ned over skrifteskperimenterne. Tanken var bl.a. at litteraturen (som legen) altid er underlagt et regelsæt, og det kan man ligeså godt blive sig bevidst om. Alt andet lige bliver litteraturlegen sjovere, når man selv er med til at definere rammerne. Skønt en øvelse som La Disparition altså kan forekomme at være næsten autistisk eller blot et ørkeløst avantgarde-eksperiment – er der altså essentielt tale om et frigørelsesprojekt. Frigørelse fra hvad? I første omgang naturligvis en frigørelse fra litterær vanetænkning og stivnede konventioner. Men de litterære spil og lege synes også at have et videre sigte end dette. På samme måde som Calvinos spindelvævstynde, labyrintiske prosa i nogen grad kan ses som en kamp mod fascismens monumentale magtsprog, kan Perecs værk ses som en modstrategi imod nazismen, som tromlede hen over hans barndom med et sæt absurde og grusomme spilleregler.

ling om barndommen. Sagen er nemlig, at denne barndom ikke er tilgængelig – at den er sunket ned i en tilsyneladende uigennemtrængelig glemsel. ”Jeg har ingen erindringer om min barndom”, slås der fast fra starten som en grundlæggende præmis for den videre fortælling. Og videre: ”Jeg fremførte denne påstand med overbevisning, næsten i en slags trods. Det var ikke noget, man skulle spørge mig ud om. Det optrådte ikke i mit program. Jeg havde fået dispensation: en anden historie, den Store, Historien med dens vældige hug, havde allerede svaret i mit sted: krigen, lejrene.” Den store historie, der fortrænger hans personlige barndom, er Anden Verdenskrig, nazismen, holocaust. Perec, der er af jødisk afstamning, mister begge forældre, men overlever selv og flyttes rundt på diverse pensionater af perifere familiemedlemmer, samtidig med at han opfordres til at glemme, da dette kan hjælpe til at skjule hans virkelige identitet. Som det ovenstående citat demonstrerer, forholder Perec sig dog skeptisk over for denne passive accept af Historiens ubestridelige magt. Han ser faren ved at lade sig forføre af de store begivenheder – og søger i stedet en anden måde at fortælle på. I en anden sammenhæng har han omtalt sin skrivestrategi som et forsøg på at skrive det infra-ordinære frem – hvor både historiebøgerne og den typiske selvbiografi betoner det ekstraordinære (begivenheden, katastrofen, tragedien m.m.). Citatet ironiserer således over de folk, som bruger holocaust som et uimodsigeligt argument – et stigmata, som automatisk suspenderer ethvert personligt ansvar. Dog; ironien retter sig først og fremmest mod ham selv. Senere hedder det: ”Jeg har i lang tid forsøgt at

Visir 80 Visir # 82

I denne kontekst må W eller erindringen om en barndom siges at være en nøgletekst. Som titlen angiver, er der tale om en erindringsbog, men en vis distance lader sig også mærke i det køligt klingende: erindringen om en barndom. Hvorfor ikke min barndom – eller slet og ret erindringer? I hvert fald bliver det klart, at her ikke er tale om en typisk følelsesladet og personlig bekendelse. Det betyder ikke, at bogen ikke er personlig – for det er den i høj grad – men projektet er et andet end at konstruere en fortløbende fortæl-

BARNDOM

82 Visir##80 Visir

fordreje, eller tilsløre, disse kendsgerninger ved at lukke mig inde i den forældreløses, den ufødtes, ingenmandsbarnets uskyldige rolle. Men barndommen er hverken nostalgi eller rædsel, tabt paradis eller gylden vlies, men måske horisont, udgangspunkt, koordinater ud fra hvilke mit livs akser vil kunne finde deres mening.” Her gøres det også klart, at romanen ikke blot udspændes mellem en glemt barndom og en fortællende nutid, men at den rummer flere forskydningslag. Perec forholder sig konstant ironisk og tvivlende i forhold til sin egen erindring, og hele romanen befinder sig i en spænding mellem tung alvor og kølig distance.

Forskydningen er om noget et centralt element i romanen. Således er den spaltet i to fortællespor – det ene er selvbiografisk og knytter sig til Perecs forsøg på at erindre sin barndom, mens det andet er en fiktiv fortælling om øen W. Dette fortællespor er dog også forankret i selvbiografien, eftersom det er en skriven videre på en fantasiverden, som barnet Perec opdigtede. W er et utopisk ø-samfund isoleret fra resten af verden. Her drejer alt sig om sport, og der holdes konstant spektakulære idrætsstævner, hvor der dystes om eftertragtede titler, og hvor beboerne kan demonstrere deres dygtighed. Fortælleren beretter nøgternt om denne verden. ”Jeg er ikke helten i min historie. Jeg er heller ikke ligefrem dens skjald. Selvom de begivenheder jeg var vidne til, vendte op og ned på mit livs indtil da ubetydelige forløb, selvom de med hele deres tyngde stadig påvirker min adfærd og min måde at anskue tingene på, så ønsker jeg at berette om dem i etnologens kølige

ArkivGuld

og uforstyrrende tonefald,” siger han indledningsvist. Det tager dog ikke lang tid at indse, at W er en allegori, som på dobbelttydig vis fremstiller Det Tredje Riges menneskeideal og kz-lejrenes rædsler. Den ceremonielle iscenesættelse af sportsbegivenheden, disciplineringen af kroppen og de stramme regelsæt føres ud i det absurde. Samtidig viser det sig, at reglerne er sært vilkårlige og uigennemskuelig for deltagerne – og at disse konstant holdes fastlåste i et despotisk spil. Sejrherrerne får nok en belønning, men taberne får ligeledes deres straf, som indebærer både sult, vold og seksuelle ydmygelser. Et egentligt navn eller en identitet har man heller ikke på W. Folk har alene titler – titler som hurtigt kan blive fravristet dem, hvis de ikke konstant yder deres bedste. Og selv da kan en lunefuld dommer pludselig vende hele regelsættet på hovedet, så man alligevel bliver taber. Mod slut falder utopien helt bort, idéen om den gudelige, olympiske sportsudøver vender vrangen ud og – fristes man næsten til at sige – medaljens bagside vises med grusom ironi: ”Disse skeletagtige Atleter, med askegrå ansigter, med ryggen der altid er bøjet, disse panikslagne øjne, disse væskende sår, alle disse uudslettelige tegn på endeløs ydmygelse, på bundløs rædsel, alle disse beviser gives, hver time, hver dag, hvert sekund, på en bevidst, organiseret, rangordnet tilintetgørelse, man skal se hvordan dette enorme maskineri fungerer, og hvordan hvert eneste hjul med ubønhørlig effektivitet bidrager til menneskenes systematiske udslettelse, for ikke længere at kunne undre sig over resultaternes middelmådighed: 100-meteren løbes på 23,’4, 200-meteren på 51,0’; den bedste

ArkivGuld

højdespringer er aldrig kommet højere end 1,30 m.”

effekten af en endeløs vekslen mellem et endnu uopdaget ærlighedens sprog og forstillelsen i en skrift der alene er optaget af at opbygge sine forsvarsværker: Det er knyttet til selve det skrevne, til skriften som projekt såvel som til erindringen som projekt.” Jeg ved ikke om jeg intet har at sige, jeg ved at jeg ikke siger noget; jeg ved ikke om det jeg kunne have at sige, forbliver usagt fordi det er usigeligt (det usigelige skjuler sig ikke i skriften, det er det der i første instans udløser den); jeg ved at det jeg siger, er hvidt, neutralt, et tegn én gang for alle på en én-gang-for-alle udslettelse.” Idéen om et ærlighedens sprog afvises. Det er en vildfarelse at tro, at skriften har adgang til Sandheden. Alligevel er skriftens projekt uadskilleligt knyttet til erindringens projekt. I filmen Livet er smukt af Roberto Benigni forsøger protagonisten at afskærme sin søn fra kzlejrens rædsler ved at iscenesætte hele forløbet som en forunderlig leg. Som Perec viser, kan dette netop lade sig gøre, fordi lejrens logik på mange måder kan ses som en uhyrligt vrængende spejling af legens princip med dens groteske regelsæt. Hvor Benignis film handler om at overleve rædselslegen ved at svare igen med sin egen leg og trylle diktaturets magtfremvisninger om til en fjollet

Visir 80 Visir # 82

Erindringen belyses således gennem fiktionen, ligesom det dobbelte spor demonstrerer, hvordan det selvbiografiske forskyder sig ind i det fiktive. Dog er denne struktur mere kompleks og drilagtig end som så. Her er nemlig ikke tale om to spor, der passer til hinanden som fod i hose. Her er ingen kabale, som går op til sidst. Ganske vist spejler erindringen og fiktionen sig i hinanden, men de enkelte spor rummer også adskillige andre dobbeltheder, forskydninger og distanceskabende effekter. Især erindringsafsnittenes mere reflekterede natur forgrener sig på mangfoldig vis og giver os anledning til adskillige kringlede spekulationer over erindring, identitet og fortælling. Her henvises til såvel den personlige biografi som til Perecs øvrige forfatterskab. Ligeledes vedlægger Perec tekststykker skrevet af ham selv på et tidligere tidspunkt – tekststykker, som han derpå giver sig til at korrigere og kritisere i en række omstændelige fodnoter, hvorpå han kritiserer sig selv for denne kritik! Man kan ligefrem spørge, om ikke denne skrifthygiejne på dæmonisk vis afspejler det diktatur, den skriver sig op imod. Der sættes spørgsmålstegn ved erindringsprocessen – eksempelvis demonstreres der, hvordan flere forestillinger om Perecs fortid er farvet af eller direkte overtaget efter eventyr, kitsch-malerier og film. Umiddelbart kan det måske virke trættende. Kan manden ikke engang fortælle om sin barndom uden at fortabe sig i meta-litterære digressioner og skriftbevidste formeksperimenter? Men det er vel netop pointen, at en sådan skelnen ikke er mulig. ”Det er ikke, sådan som jeg længe har hævdet,

BARNDOM

Fra VISIR #28: Leg, 2003

BARNDOM

Anmeldelse

Death from above pt. II Af Nana Nikoline Boller (for anmeldelse af Angel Wings #1, se VISIR#78—Karneval)

82 Visir##80 Visir

Yann og Hougalt gentager succesen fra sidste gang med dette midterstykke af trilogien Angel Wing. Sidst havde vi Burma Banshees – denne gang står den på Black Widow. Vi følger igen Angela, den kvindelige fragtpilot under krigen, som ikke kun kæmper for sit fædreland, men også for sin søster; en anden pilot, som blev skudt ned af en af deres egne. Forhåbningerne om en dybere psykologi hos karaktererne, som det første bind efterlod os mig, bliver absolut videreført her. Angela bliver en mere og mere velafrundet karakter, og Black Widow føles mere som en fortælling end et overblik over historiske omstændigheder, hvilket Burma Banshees på sin vis blev nødt til at være. Introduktionen er overstået; nu kommer vi til det saftige plot. På trods af at plottet hev mig mere ind i denne udgave, er tegnestilen stadig ikke lige min kop te. Det er skam godt tegnet, ingen tvivl om det, teknikken er der – men jeg havde adskillige irritationsmomenter, hvor jeg ikke kunne se forskel på Angela og den anden prominente kvindelige karakter ved første øjekast. Den mest mærkbare forskel var i deres tøjstil, men de ’generiske’ træk og det samme mørkebrune hår gav mig et par visuelle udfordringer. Måske skal jeg bare have nye briller. Måske skal jeg blive bedre til at læse tegneserier, på trods af at jeg allerede synes, jeg har en del erfaring med dette. Måske, bare måske, skal de fleste professionelle artister lære at være mere kreative i deres udfoldelse af kvindelige træk, så vi ikke alle kommer til at ligne hinanden. Åh, dette er ikke kun te spildt på Yann og Hougalt, jeg sigter også gerne efter Disney og lignende. I Vorherres år 2018 er det måske på tide, at vi tør tegne

og animere kvinder, der ikke alle har den samme fine lille næse, den samme ’bløde’ hage og fine dådyrøjne. I det mindste er Angela og Jinx forskellige i forhold til kropstype: Angela er mere kort og rund i det, i modsætning til den højere, slanke Jinx. Fedt. To hele forskellige kropstyper. Stadig ikke nok til at jeg altid kan se, om det er Jinx på siden eller Angela med en blomst i håret.

Og så er der den lille ’kærlighedshistorie’ viklet ind i plottet, for selvfølgelig er der det. Angela går og er småforelsket i en af

Anmeldelse

de mandlige piloter, på trods af (eller måske på grund af) at han, da de først mødtes, egentlig var ret led ved hende. Det ER blevet bedre til det punkt at han nu, specielt efter en redningsmission, hvor han fik lov til at glo på Angela i en fin kjole med makeup og håret sat, faktisk får hende malet på sit nye fly som en lykkebringer. Angela er overrasket, men sikkert glad for det. Lad os ignorere, at begge gange de har kysset, har han gjort det ud af det blå, uden at tjekke om hun gerne ville, og første gang var det meget tydeligt bagefter, at hun ikke var glad for det. Det hjælper ikke, at Jinx også flirter med manden, da hun kommer – Rob, hedder han, John var vist for generisk et navn – og det gør, at nogle af de eneste interaktioner blandt to kvinder, vi får på siderne, er fyldt med jalousi og skarpe kommentarer. Det bliver lidt bedre hen mod slutningen, da de to er alene og får snakket nogle ting ud, og den cliffhanger, Black Widow ender på, giver mig håb for bind 3 og hvad det nu må bringe - men det er stadig trættende for mig som læser, udelukkende fordi det er så skide prævalent at se ting som de ovenstående. Forhåbentlig tyder den cliffhanger på, at Angela og Jinx ditcher Rob til fordel for hinanden, og efter krigen flytter de sammen som såkaldte gal pals og lever lykkeligt til deres dages ende.

BARNDOM

Yann Angel Wings #2 Cobolt 48 Sider Vejl. Pris: 198 kr.

Visir 80 Visir # 82

Men jeg kommer ud på et sidespor. På trods af mine feministiske betænkeligheder, så er Angel Wings værd at læse, hvis man er interesseret i historiske perspektiver, der giver os lov til at følge omstændigheder, vi normalt ikke har hørt om. Og det er givetvis en flot tegnet og godt skrevet grafisk roman, hvis tredje og sidste del jeg uden tvivl skal have fingre i.

Anmeldelse

BARNDOM

Scarlet Pleasure, Scandinavian Congress Center 24/03/2018 Af Sarah Daugaard Rose Hansen, litteraturhistorie

82 Visir##80 Visir

Opvarmning: Soleima og Mavi Phoenix Det må siges, at opvarmningen kræver en musikfan, der ikke lader sig skræmme af genre og formatskift. For selvom både Soleima og Mavi Phoenix er unikke og kendte for at lege med autotunen – så er det på hver deres måde. Det afspejles i formatet, hvor Mavi Phoenix først går på med egen DJ som backdrop, for dernæst at blive erstattet af Soleimas fulde band og hende selv på klaver. To meget diverse musikalske oplevelser – sidstnævnte den mere kendte danske model af slagsen. Måske Soleima har en fordel i at kende sit publikum, og kunne skråle “hva sååååå!” ud til aarhusianerne. Mavi Phoenix ** Mængden af autotune kommer for det danske publikum måske til at virke lige så fremmed som navnet på kunstneren selv. Mavi har dog ellers en ny-udgivet potentialefyldt EP på gaden, og undertegnede gik hjemmefra og glædede sig til at høre “Love Longtime”s personlige aspekter og specielt “Aventura”s kæmpe energi på scenen. Det hele faldt dog lidt til jorden med den valgte opsætning. Mavi selv var meget klar på at agere med et publikum, der måske ikke var så klar på, hvem Mavi var – for selvtilliden fejler ikke noget hos sanger og rapperinden fra Østrig, men attituden rammer måske ikke plet hos det danske publikum, medmindre man hedder Kanye eller Beyoncé. Sammen med en ekstrem brug af autotune – det virker som om der lige er tilføjet 30% ekstra fra EP’en, specielt på Aventura, så går luften lidt af ballonen. Netop “Love Longtime” og “Phoenix Fly” har dog bedre aspekter, og den rene lyd af Mavi lykkedes bedre – det er ikke fordi potentialet er forsvundet, det føles nærmere

lidt på afveje på live-scenen. Soleima **** Hun spillede sidste år på Spot Festival, hvor hendes sceneshow mindede markant mere om Mavi Phoenix, som det så ud denne lørdag aften. Og måske fokus da også bliver noget andet, når man som Soleima snart ikke kan kalde sig “upcoming” eller spille festivaller som Spot længere. Eller måske det er et nyt fokus for sangerinden selv – mere fokus på musikken som helhed. For man kan mærke, den ligger hende nær, og der bliver brugt lige så lang tid på at rocke ud til det instrumentale med tilråb, som der bliver på at performe og synge for publikum. Soleima nærmer sig et peak, på forsiden af GAFFAs aprilmagasin, aktuel med ny plade, og ikke mindst i sprudlende topform denne aften, omend det til tider kommer til at virke lettere fraværende eller kitsch. Scarlet på den store scene ***** Der er ingen tvivl om, at Scarlet Pleasure aldrig har været større, end de er lige nu. De udgav i 2017 to EP’er, hvoraf undertegnedes favorit “Limbo” består af mesterværk på mesterværk og kunne før koncerten i Aarhus også tage imod de tre GAFFA-priser, de vandt sidste måned. Populariteten, og det faktum at nær alle deres sange har haft deres tid på en dansk radiokanal, afspejles også hurtigt i form af diversiteten i aldersgrupper til koncerten. Selvom vi endte med at stå ved siden af en “lettere” beruset skare af gymnasiepiger, og køen til spillestedet dagen lang havde været besat af 14-årige piger, så er hankøn, midaldrende par og bedsteforældre ikke til at overse. Et talstærkt fremmøde af en alsidig dansk be-

Anmeldelse

BARNDOM

folkning – tjuhej hvor det går! Showet har heller aldrig set større ud. Der er langt fra Train til Forum og SCC, men lysshowet og volumen på hele projektet ligner også lidt, at drengene har følt, at det var Parken, de skulle spille op. Selvom det hele spiller og er velarrangeret, så blænder lyset flere gange for, at man overhovedet kan se musikerne, og der er generelt bare meget mere lys, end der er areal eller behov for. Dog har gruppen formået at bikse et lækkert backdrop sammen, der afspejler både deres skandinaviske stil og inspiration fra de varmere lande. Det består af tre splittede skærme, der viser alt fra simple primærfarver til skove, ørken og teksten til sangen “Blessings” – og flot er det. Mixet af ørkenvarmen og sangria med den danske natur og minimalisme er noget gruppen har kørende for sig – både visuelt og musikalsk.

Der er ingen tvivl om, hvilket nummer gruppen slutter showet med, og sekunder efter jeg har kaldt det for en veninde, går et “Limbo! Limbo!” chant kortvarigt i gang hos vores førnævnte gymnasienaboer. Endnu et varme-inspireret nummer, der har lagt landet ned som en plage sendt fra manden above. Nuvel, det er jo ikke ufortjent, for sangen er et rigtigt fest-hit, men det er heller ikke aftenens højdepunkt. Det føles heller ikke som en kæmpe eskalering på hele showet – hele showet har i sig selv været en eskalering. Kan der være en downside til at ens bagkatalog udelukkende består af hitsingler, der både har poetiske tekster, pop-struktur i omkvædene og en flawless vokal? I think not. Så selvom jeg startede kritisk ud og ville skære Scarlet Pleasure ned på fire stjerner, så ville det ikke være fortjent. For meget mere på toppen kan de nu alligevel umuligt komme – og når de gør, så er jeg sikker på at lysshowet i Parken vil klæde dem.

Visir 80 Visir # 82

Det føles dog også som om nogle få perler som “White Rose” bliver kørt lidt over i den store produktion, hvor forsanger Emil Golls sprøde og helt exceptionelle (on fleek!) stemme forsvinder i larm og lys. Så selvom Scarlet tager tempoet og produktionen helt ned på andre numre som “Deja Vu”, hvor stemmen demonstreres a cappella (on fleek!), så var der flere numre, der havde været bedre tjent med samme minimale produktion og fokus – måske bare bedre tjent med en mindre venue. Men af ting, der kan falde i svinget i opgraderingen af et show, har skaderne været yderst minimale for Scarlet – det er ridser i lakken, interiøret er stadig fuldt polstret, og jeepen brummer lystigt derudaf. “Det spiller fandme!” på god gammeldags jysk.

I want your heat! Eller... måske ikke helt så meget Til trods for gruppens unge alder (og ligeledes dens medlemmers), sniger der sig en lille dad-joke med i showet. For godt nok er salen sat godt i kog med rytmerne og tekster, der lader én drømme sig væk til alverdens sommerlige sandstrande, men det bliver selvfølgelig først rigtig “hedt”, når de spiller nummeret “Heat” (haha... suk).

BARNDOM

Anmeldelse

The Sense of a… Af Nana Nikoline Boller, litteraturhistorie

Jeg har altid haft svært ved at skrive anmeldelser af fagbøger. Hvordan kan det ikke være svært? Hvad skal jeg skrive om plot, om karaktererne, når disse ikke er til stede? Hvilke temaer kan jeg tage op og lægge vægt på? HVORDAN SKAL JEG FINDE PÅ EN SJOV TITEL MED ORDSPIL?

82 Visir##80 Visir

Leander, som så mange andre der har skrevet fagbøger, gør det ikke nemt for mig. Det er ikke deres skyld; fagbøger har, lige meget hvad, altid en tørhed over sig, en belærende tone, som vi ikke kan komme udenom, for vi skal jo lære noget af dem. Det er ikke for sjov, det her. Men sjovt er det lidt alligevel; Leander har en fin måde at skrive på, der gør det forståeligt for selv klaphatte som mig, og så hjælper det, at det er et reelt spændende emne, han tager op. For hvad betyder en begyndelse egentlig for den litterære tradition? Hvor vigtig er den, både isoleret i sig selv, men også sammen med resten af værket? Læs Leanders bog for at få svar på disse og mange flere spørgsmål, du aldrig vidste, at du havde. Men seriøst. Bogen er værd at læse, hvis du har bare en lille interesse for dette emne, den er relativt hurtig at komme igennem og også nem at bruge som opslagsværk. Fire ud af fem stjerner herfra.

Niels Buch Leander The Sense of a Beginning: Theory of the Literary Opening Museum Tusculanum Press 191 sider Vejl. Pris: 198 kr.

Essay

BARNDOM

”Og inde i ordene de svimlende orgler” Af Mathilde Ravn Melvang, litteraturhistorie

Inger Christensen er utvivlsomt en af de største danske digtere, vi nogensinde har haft. En stilistisk og sproglig ekvillibrist, der kunne udføre de mest sentimentale digteriske discipliner helt usentimentalt og uden nogensinde at blive prætentiøs. Dette er et essay til

Inger, til yndlingsdigte(re) og stederne, man læser dem. Mit 17-årige jeg kunne lide smagen af

skrift skete i gymnasiet. Jeg kan ikke hu-

ordene, rimenes underlige alvor og dét,

ske, hvem der gav mig idéen til at læse

der på én gang virker tungt og let i digte-

hende eller hvorfor, men jeg har lysende

nes rytme. Stemningen i digtene havde

klart minde om at stå i æblehaven på mi-

sat sig i mig, men jeg forstod dem ikke.

ne forældres gård med Sommerfugledalen

Jeg er heller ikke sikker på, at det er me-

i hænderne og læse hver eneste sætning

ningen. Alligevel er det, som om jeg for-

igen og igen. Et minde om varmen og

står noget nyt, noget andet, hver gang jeg

katten, der snoede sig på træstubben

læser digtene. Måske afhænger det af

foran mig. Om de rådnende jordbær og

min hver gang lidt lidt ældre krop, fuld af

deres søde lugt, der blandede sig med

lidt mere liv og lidt tættere på dén død,

den tørre duft af sommergræs. Jeg er slet

værket også taler om: ”gå ind i billedet af

ikke sikker på, at mine forældre havde

menneskeheden/som græsset, selv når

anlagt det jordbærbed dengang. Eller på,

det er gravens græs”. Måske afhænger

at det var så varmt. Jeg ved ikke, hvor

læsningen af stedet, jeg læser på. Måske

meget af mindet, der kommer fra digtene

et gråligt fingeraftryk eller et æseløre på

og hvor meget, der er noget, jeg egentlig

én af siderne. Min Samlede digte knæk-

husker. Hvor meget er mig, hvor meget

ker lige dér, omkring side 471, hvor Som-

er ordene? ”Er det min hjerne, som er

merfugledalen åbner sig og ”de stiger op,

bleg og grå,/der selv får lysets farver til

planetens sommerfugle”. Med Ingers eg-

at gløde”? Da jeg for nylig læste hele son-

ne ord kunne man spørge, hvad eller

netkransen igen, slog det mig, at jeg ikke

”Hvem er det der fortryller dette møde?”.

havde tænkt over digtenes betydning

Er det ordene, er det genkendelsen? Ville

overhovedet, første gang jeg læste den.

jeg have forelsket mig i ordene, hvis jeg

Visir 80 Visir # 82

Mit første møde med Inger Christensens

Essay

82 Visir##80 Visir

BARNDOM

ikke havde været 17 og stået i æblehaven

sko. Auguste, den litauiske pige, der hav-

og måske, bare en lille smule, ønskede at

de lært sig norsk og nu også dansk, sad

forelske mig i en digtsamling?

og kiggede med rynkede bryn ned i sin

Jeg genlæste Sommerfugledalen sidste

kopi. Det havde været svært for hende at

efterår, fordi jeg skulle undervise i et

forstå, der var mange lange og uforståeli-

valgfag i litteratur på Askov Højskole. Jeg

ge ord i digtene. Jakobs sorte rander un-

havde travlt, læste lidt i toget og skrev

der øjnene lignede uvejrsskyer. Vi blev

noter i margenen på den kopi, jeg møj-

enige om, at vi ville læse dem højt for

sommeligt havde stået i højskolens kopi-

hinanden, vi havde tid nok, og så kunne

rum og klipset sammen med andre ko-

vi få rytmen med. Jeg plejede at få Jakob

pier. Det tager timevis at lave et standard

til at læse højt, fordi jeg havde på for-

sorthvidt kompendium til et lille højsko-

nemmelsen, at han godt kunne lide at

lehold. Printernes langsomhed og kopi-

tale, når der ikke var et pres på ham til

rummets lugt af efterskoleelever. Måden

selv at vælge ordene. Han rømmede sig.

man skal brække bøgernes rygge på, for

Og sommerfugledalen slog alligevel vin-

at der ikke kommer for meget lys ind til

gerne ud for os. Jeg var både 17 år og i

scanneren. Det var, som om der ikke var

æblehaven, jeg var 19 år og på Testrup,

noget af processen, der var ordene vær-

selv højskoleelev, jeg var 23 år og lærer

dig. Som om jeg ødelagde digtene på for-

og kiggede ud på bladene, der piskede

hånd ved at tage dem med ind i et grå-

rundt

hvidt klasselokale med sparepærer i et

”sommersyner af forsvundne døde”, det

koldt og blæsende efterår. Jeg var mere

var ”et digt som nældens takvinge kan

nervøs, da jeg havde Inger med, end da

bære”.

jeg skulle præsentere eleverne for Tran-

Med efteråret som bagtæppe handlede

strömer, for Garcia Márquez, for Hem-

digtet mere om død, om grå hjerner og

mingway. Det var pludselig så vigtigt, at

om ”den underjordisk bitre hule/som

de også forstod. Fredag eftermiddag, det

bjergbudskadset dækker med sin duft”.

mest utaknemmelige tidspunkt i en høj-

Der var nuancer af digtene og linjer i

skoleuge, sad vi så dér i en kantet heste-

dem, jeg aldrig tidligere havde lagt mær-

efterårsvinden,

det

var

Essay

BARNDOM

sten som en gave.

essentielle. ”så fint som intet skabt af in-

Teksten kan give et fælles rum, som den

gen”. Vi var stille lidt efter oplæsningen.

gav mig og højskoleholdet den fredag ef-

’Det var smukt,’ sagde Jakob, for os alle

termiddag. Et sted, hvor vi har været

sammen. Det var ved at læse Sommerfug-

sammen, og som ordene kan være en

ledalen med eleverne, at jeg for første

nøgle til at åbne igen. Og på samme må-

gang forstod, hvor meget digtene også

de kan man gennem erindringen om det

handler om at læse og blive læst af ver-

sted, hvortil ordene har været en slags

den. Om Gud og måske ingen gud. Det er

mentalt soundtrack, nå en udgave af sig

alt det ondeste og hårdeste ved at være

selv, som man måske har glemt. Littera-

menneske, sorgen, døden, fordærv og

turen bliver pludseligt noget, der kan

løgn, og alt det, der alligevel er smukt

vække den form for sande erindring, som

ved løgnen, ved døden. Sommerfuglen

Marcel, hovedpersonen i Marcel Prousts

som den perfekte forpuppede metafor for

På sporet af den tabte tid, oplever. Mar-

det ultimativt forgængelige og uendelig-

cels erindring sker ufrivilligt hos Proust,

heden på én gang. Jeg talte med eleverne

igangsat af sansninger, smage og dufte,

om forskellene på at læse teksten, at for-

der giver ham adgang til glimt af fortiden.

stå den og at mærke den. Man kan få

Men hvis man skal tænke videre i

hjælp til at læse en tekst af teori, af at

Prousts erindringsforståelse, kan man

have læst meget og forstå referencerne til

måske forestille sig, at den slags sans-

anden litteratur og filosofi eller af en læ-

ninger, man oplever gennem læsningen,

rer, der kan være ens vejviser i teksten.

kan være lige så gyldige, som dem vi duf-

Man kan også sagtens bare læse uden at

ter eller føler med vores krop. Eller at or-

forstå overhovedet, læse hen over ordene.

dene i hvert fald kan være med til at bin-

Men det kan være lige så godt bare at

de øjeblikket og digtet, de fysiske sans-

kunne mærke en tekst. At være enige om

ninger og de poetiske, sammen i en tæt

dens skønhed, at have en fornemmelse

knude af ’sådan var det’. ’Sådan var det’,

for det, der lever i den, uden at kunne

skriver Merete Pryds Helle også i slutnin-

udrede fornemmelsen. Bare at læse tek-

gen af sin roman Folkets skønhed, netop

Visir 80 Visir # 82

ke til, og som nu virkede som de mest

Essay

82 Visir##80 Visir

BARNDOM

da fortælleren begynder at tvivle på

digte, kan jeg finde på at lade, som om

sandhedsværdien af sine erindringer. For

det ikke er mig, men sproget selv, der

hvad er egentlig virkelighed, og hvad er

skriver”. Vi er alle sammen på bar bund,

fiktion? Hvor meget af virkeligheden er

forfatter og læsere sammen, alle forun-

bare den historie, vi fortæller os selv om

drede. Og det i endnu højere grad i mere

verden?

fragmenterede, mindre stilitisk fuldendte

For mig findes sandheden om den dag og

værker som Gyldendals julebog for 2017,

den 17-årige pige i æblehaven i hvert fald

Som var mit sind lidt græs der blev fortalt,

i lige så høj grad i Sommerfugledalen og i

der er en samling af Ingers efterladte tek-

min fortælling om den dag, som det ville

ster. Digtene er dekoreret med rettelser

findes i et fotografi eller et dagbogsnotat,

og forfatterens små skitser af planter el-

havde et sådant eksisteret. Sandheden

ler matematiske og fysiske sammenhæn-

ligger i den underlige følelse af samhørig-

ge. Det er stadig naturen, tallene og det

hed med digteren, en følelse af at jeg har

cykliske, der dominerer Ingers univers,

oplevet sonnetkransen sammen med In-

men

ger, så digtenes sted bliver noget, hun

kluntede efter Sommerfugledalens mate-

har delt med mig. Det er en følelse, jeg

matiske perfektion. Der er prosa og poe-

oftere har med poesi end med prosa, må-

si, der er fejl og strøtanker blandet med

ske fordi prosaen ofte fortælles til læse-

brilliant slebne vers som for eksempel

ren og derfor giver en fornemmelse af

”Og inde i ordene de svimlende orgler/Og

overstyring, en fornemmelse af at forfat-

hver kanal er en flod for sig selv”.

teren ved mere end læseren. Poesien fø-

Som var mit sind lidt græs der blev fortalt

les oftere søgende og oplevende, ukendt,

kaster sin læser rundt i de poetiske land-

mens prosaen i højere grad er en guidet

skaber, og måske derfor var det en lettel-

tour. Det ene er ikke bedre end den an-

se, at jeg bare sad her ved mit skrive-

den, men forskellen forklarer måske min

bord, da jeg læste den. Der var ingen æb-

fornemmelse af at dele poesien med Inger

letræer, ingen orgler og intet hav, men

og mine elever. Inger skriver i et essay i

min hvide væg var et godt sted at se op,

Hemmelighedstilstanden: ”Når jeg skriver

når det svimlede for mig med springene

genreblandingerne

underligt

Essay

BARNDOM

mellem forstadier til Alfabet og sonetter,

læser hendes digte. I æblehaven og kopi-

man kunne forestille sig var blevet til

rummet. Når jeg læser hendes essays fra

overs fra Sommerfugledalen. Måske følte

Hemmelighedstilstanden i en alt for blød

jeg mig også som en indtrængende i tek-

seng i mine forældres hus, eller når jeg

sterne. Denne gang havde jeg ikke forfat-

læser hendes svimle prosa i Nataljas for-

teren med ind i poesien, den var trukket

tællinger i en stopfyldt bus på vej til Kø-

frem af andre og klistret sammen i forla-

benhavn, mens det mørkner på motorve-

gets julegave til det litterære parnas,

jen. Og det er det, tror jeg, ens yndlings-

ufuldstændig og rå, og jeg var overladt til

litteratur, eller yndlingskunst og –musik,

mig selv og min egen læsning. ”Man har

for den sags skyld, gør. Den udligner for-

aldrig rigtig set verden, hvis man ikke

skellen mellem kunstner og publikum

har drømt den” står der i ”VERDEN ØN-

ved at få os til at føle, at vi sammen går

SKER AT SE SIG SELV”, en af teksterne

ind i kunstens rum og dér kan opleve no-

fra samlingen. Og hvis man skal genre-

get, som vi endnu ikke helt er sikre på,

betegne Som var mit sind lidt græs der

hvad er. Yndlingsværkerne får os til at

blev fortalt, kan teksterne i samlingen

glemme, hvor vi egentlig er, for for alvor

være hver deres indgang til en drøm,

at lade os se, hvor vi bliver taget hen. Et

hvorigennem læseren kan se verden. El-

rum hvor ord og følelser er virkelighed,

ler med Ingers ord: ”Et landskab bæres

på samme måde som farver under øjen-

frem i en skål; hvis du drikker denne ør-

lågene og idéer, man får, lige inden man

ken, disse begyndende sandbjerge, skal

vågner, kan være det.

du aldrig tørste”. På min hvide væg danser ordene og de svimlende orgler over mit skrivebordskaos af kvædete, studiebøger og kvitteringer. Ordene skaber drømmene skaber virkeligheden. Jeg har tilladt mig at være på fornavn

Visir 80 Visir # 82

med hende, Inger, ”Kålsommerfuglen fra en eng i Vejle”, fordi det er jeg, når jeg

82 Visir##80 Visir

BARNDOM

Annonce

BARNDOM Annonce

Visir 80 Visir # 82