Issuu

N r .

7 4

M a r t s

2 0 1 6

Redaktion Mette Grandahl Mathilde Ravn Melvang Anna Rosenkrands Uldall Anne Katrine Bessmann Maria Lundehave Jeanette Sigtenborg Rasmussen Kirstine Sø Dieckmann Rikke Christensen Emilie Winther Jensen Adresse Jeppe Lauridsen Visir Langelandsgade 139, 3. sal 8000 Århus C Find os på Facebook: Kasernebladet Visir Forside

Emilie Winther Jensen Deadlines Deadline for indlæg til næste nummer er Bagside 20. april 2016 Mette Jakobsen Anmeldelser: Kontakt redaktionen for at ansøge eksemplarer/billetter m.m. inden 1. april

anmelder-

Indlæg VISIR modtager gerne indlæg inden og uden for tema og kan skaffe anmelderadgang til bøger, koncerter eller udstillinger. Indlæg sendes til kasernebladetvisir@gmail.com VISIR trykkes i 250 eksemplarer på Fællestrykkeriet for Sundhedsvidenskab og Humaniora, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Æstetik og Kommunikation for støtte til udgivelsen.

Indhold

Leder Skal det umulige blive muligt?

Visir har brug for dig!

Oplæg til næste nummer Begær!!?! <’3 :/

Reklame: Kasernerevyen Tema: Den sjette sans Følelsernes relevans, Jeppe Lauridsen I uvirkelighedens verden, Mathilde Ravn Melvang Barndom, Nana Agnete Flarup Hansen

Reklame: henfald

14 20

Digt Digte, Anne Katrine Bagai Uddrag, Malte Frøslev

Reklame: KURS

Novelle Om natten er der stille Emilie Winther Jensen

26 36

Essays I lang tid gik jeg tidligt i seng, Litteraturhistorie, 4. semester Refleksioner over refleksionen om at skrive om at sove, Mette Grandahl

38 40 42 44 46 48

Anmeldelser En kollektivroman i den danske provins, Jeanette Sigtenborg Rasmussen ”Bare fem minutter mere?!”, Rasmine Andersson Rasmussen Spotlight: Virkelighedens fortællinger, Jeppe Lauridsen Er hverdagen skæbnesvanger?, Anna Rosenkrands Uldall Er universitetet ikke andet end druk?, Jeanette Sigtenborg Rasmussen ”Og således ser hun sig selv”, Mathilde Ravn Melvang

50 51

Arkivguld Eskapisthunden 20 år senere, Kirstine Sø Dieckmann Den Indre Eskapisthund, Mette Bentholm

Annonce: VISIR

Visir # 74

8 10 12

Leder

Skal det umulige blive muligt? En dør, der åbner af sig selv, en uforklarlig knirkende lyd, et ansigt i mørket, der var der lige før (!) men nu er væk. Alle er klassiske eksempler på overnaturlige elementer i gyserfilm og spændingsromaner, men det er ligeledes hændelser, der ofte negligeres og bortforklares som havende en helt naturlig og videnskabstro årsag. Men hvorfor har vi mennesker et behov for at gøre umulige hændelser mulige? Hvorfor skal det overnaturlige og det fremmede inkorporeres i menneskeskabte kasser som videnskab, psykologi og fiktion? I dette nummer af Visir lader vi det uhåndgribelige, det umulige og det overnaturlige få frit løb, uden at forsøge at komme med en forklaring på dét, der ikke kan opfanges af vores sanser – dét, der kun kan opfanges af vores sjette sans.

Visir # 74

Men selvom det uhåndgribelige ikke nødvendigvis kan (eller skal!) forklares, er det alligevel muligt at beskrive det og derved at gøre det mere håndgribeligt. Og det er netop hvad dette nummers mange skribenter forsøger at gøre. Den sjette sans er noget uforklarligt, noget metafysisk, men også noget, der ifølge mange ikke er relevant. For hvorfor har vi brug for noget, vi alligevel ikke kan se eller forklare?, siger de. Hvordan skal det bidrage til vores forståelse af verden? Hos Visir siger vi: alt, der kan forklares, er allerede forklaret – hvorfor ikke beskæftige sig med det uforklarlige? Det er netop det, der åbner op for

vores selvforståelse. Det, der blæser den lukkede dør, vi har låst bag os, op, og lader os se verden i nyt lys. Men! Når man taler om en sjette sans, løber man hurtigt ind i en omfattende og skøn begrebsforvirring , for det kan rumme mangt og meget, hvilket vi også får at se i dette nummer af Visir. I essayet ”Følelsernes relevans” bliver der diskuteret, hvorvidt nutidens karrierebevidste menneske negligerer og mangler respekt for følelsernes magt, mens der kastes et videnskabeligt (og uvidenskabeligt) blik på virkeligheden i essayet ”I uvirkelighedens verden”. Også det, der er uundgåeligt og umuligt for at menneske at undgå, undersøges i dette nummer af Visir – nemlig søvnen. En række studerende har, i forbindelse med holdets undervisning, nedskrevet refleksioner omkring deres søvn eller mangel på samme. Visir #74 rummer ligeledes en række anmeldelser, der som altid spænder vidt: både romaner, film og udenlandsk litteratur er denne gang blevet læst og anmeldt. Af skønlitteratur kan vi i dette nummer byde på flere digte og en enkelt novelle. I sidste nummer opfodrede vi Kasernens Visir-læsere til oprør! Vi forsøgte ligeledes selv at forandre og forny magasinet – og det med resultater: vores logo, der længe har præget side 2, er blevet udskiftet med et nyt! Men selvom

Leder

Visirs visuelle udtryk har ændret sig meget gennem tiden – og fortsat (forhåbentligt) vil komme til at ændre sig, vil Visir altid være til for dig, kære læser! Visir er dit talerør, Visir er det, der kan undersøge det uforklarlige, og Visir brin-

ger reflekterede essays om alverdens emner. Så dyk ned i dette nummers uforklarligheder! Rigtig god læselyst! Redaktionen.

VISIR HAR BRUG FOR DIG! Hvis du går rundt med forsker- eller forfatterdrømme eller har en spirende journalist i maven, men mangler et sted at publicere dine tekster, så er VISIR stedet. Vi modtager med kyshånd både dybdegående journalistiske reportager, støvede men fortsat aktuelle eksamensopgaver, skriveøvelser, der aldrig blev udgivet, anmeldelser af koncerten med dit yndlingsband, små yndige digte, noveller, eller hvad din fantasi nu beder dig om at skrive på skærmen. Alt bydes velkommen! Vi ønsker at være et fagligt og socialt samlingspunkt for alle kasernes fag, så vi vil gerne høre fra jer alle sammen! Indslag både inden– og udenfor tema er velkomne! Og der er mere: Hvis du ønsker at anmelde f.eks. en bog eller en koncert, så har vi ofte mulighed for at skaffe anmeldereksemplarer eller anmelderbilletter. Dette skal dog foregå igennem VISIRs redaktion. Hvis du er interesseret, så skriv til: kasernebladetvisir@gmail.com Eller kontakt redaktør: Mette Grandahl på email: mettegrandahl@gmail.com

Visir # 74

Oplæg til næste nummer

BEGÆR!!?! <’3 :/ Vi har alle prøvet det. Vi tænker på noget, vi ser på noget, vi læser noget og SLAM! En storm af uregerlige følelser slippes løs i vores indre, og for en kort stund falder alle omgivelser omkring os i baggrunden til fordel for det objekt, der har vækket vores begær. Hvis objektet for vores begær er en person, kan følelsen på den ene side fremkalde den største tilfredsstillelse og nydelse i os i det tilfælde, at den er gengældt, men på den anden side få den grimmeste side frem i os, hvis den lidenskabelige følelse kun er ensidig. Begær er en følelse, som vi har absolut ingen kontrol over, så i næste nummer af VISIR handler det om at give slip. Nedfæld jeres dybeste drømme, frækkeste fantasier og erotiske elegier eller kræng jeres hjerter ud med smægtende sangtekster, fortvivlede fotografier og angstfyldte akvareller. I tilfælde af, at I ikke begærer nogen eller noget lige for tiden, eller hvis I hellere vil skrive om noget andet, så vil vi stadig gerne modtage det her på VISIR, hvad end det er prosa, malerier eller andre kreative påfund. God skrivelyst!

Visir # 74

Send dit bidrag til: kasernebladetvisir@gmail.com Deadline er 20. april

Reklame

Den sjette sans

KaserneRevyen er bygget på et fundament af kærlighed til revygenren og til universitetets æstetiske fag: Litteraturhistorie, Musikvidenskab, Æstetik og Kultur, Museologiske Studier, Kunsthistorie og Dramaturgi. Gennem de sidste ni år, har KaserneRevyen været med til at samle studerende og har budt dem på læring om kreative processer, personlig udvikling og ikke mindst livslange venskaber. Revyen er skabt fra inderst til yderst af frivillige ildsjæle, som hver og en har sat sit personlige mærke på produktionen. Det er en stor fornøjelse, og vi er én stor heldig kartoffel af en revy, at vi må nyde godt af så mange energiske mennesker. I hver sæson vælges en bestyrelse til revyen ved den årlige generalforsamling. Herefter ansætter bestyrelsen en række ansvarsposter, der igen står for at ansætte folk til hver af deres ansvarsområder. I løbet af efteråret vokser holdet således til også at bestå af skuespillere, dansere, musikere, scenografer, kostumierer, lysmænd, lydmænd og PRfolk. I alt er der omkring 60 medvirkende i KaserneRevyen på en sæson. Som medvirkende i KaserneRevyen, får man sat sit præg på netop den scene, det trin, den basnedgang, den hat, det bord, den lyd, det spotlight eller den plakat. Revyen skaber et rum, der består af den perfekte blanding af indblik i en professionel produktion og det at grine og fjolle med sine medstuderende på tværs af de æstetiske uddannelser. Således samler KaserneRevyen både dem, der søger at prøve deres teorier af i en kreativ proces af denne størrelse, og dem, der søger det sociale og at få lov at slå sig løs med sin hobby.

Maria Svane-Christiansen, Formand

Visir # 74

I kraft af de mange medvirkende er KaserneRevyen blevet en hjertevarm, sjov, seriøs og kreativ legeplads for de studerende ved de æstetiske fag. Det fejrer vi næste år med et brag af et 10års jubilæum!

Den sjette sans

Essay

Følelsernes relevans Af Jeppe Lauridsen, litteraturhistorie

Visir # 74

En passage i litteraturen, som jeg ofte vender tilbage til for dens skildring af følelsernes relevans, er i George Orwells 1984. Faktisk så går der ikke en måned, uden den på én eller anden måde har været oppe og vende i mit hoved. Man kan sige, at det er noget nær min yndlingsbeskrivelse, hvis da sådan én eksisterer. Den udspiller sig således: Hovedpersonen Winston og hans fortrolige elsker Julia befinder sig uden for det massivt overvågede London, og de har netop påbegyndt en kærlighedsaffære, en højst ulovlig gerning der anskues som politisk højforræderi. Konsekvenserne erkender parret hurtigt, og især Winston er forstemt ved tanken om, hvad der sker, når de ikke længere kan være sammen. Dystert forklarer han Julia, at de netop har underskrevet deres egen dødsdom. Men Julia er ung og håbefuld, og spørger retorisk ”Don’t you enjoy being alive?”, alt imens hun skubber sin krop mod hans. ”Don’t you like feeling: This is me, this is my hand, this is my leg, I’m real, I’m solid, I’m alive!” Det varme rus i mellemgulvet gennemsyrer Winston, ligesom det gennemsyrer mig, og han lukker hjerteligt denne accept og følelse af liv ind. Igennem romanen bliver denne følelse oprørernes våben mod det tyranniske, politiske system. For mig bliver det en påmindelse om følelsernes relevans – og nu snakker jeg ikke om følelsen af koldt stål eller et blødt tæppe mod fingerspidserne, men en uhåndgribelig følelse der gennemsyrer mig fra top til tå, og som falder som lun regn gennem min krop – og en endelig accept af hvad der forårsager enhver menneskelig handling. Men Winston og Julias kamp mod sys-

temet bør ikke reduceres til pure fiktion; en mindeværdig passage der kun eksisterer i mit hoved eller en udelukkende litterær præstation – det er en kamp om følelserne, som vi alle må tage op, og hvori mange overgiver sig – en kamp om den sjette sans. Det sker næsten altid i det små: Ved spøgerier i fodboldholdets omklædning, under samtaler til fester eller i Nyhederne, den manglende respekt for følelserne. Forholdet er kendetegnet ved populære statements rangerende fra ”jeg ku’ hende godt” af en fordrukken ven (eller, Gud skal vide det, af mig selv) til ”Mindst 45 mennesker dræbt i dobbelt bombeangreb” – en simpel statistik – sidestillet på TV2’s hjemmeside med ”Her er EM’s officielle All-Star hold”. Det kommer til udtryk i vores idoler, som Barney Stinson, playboy og velfungerende sociopat i den populære tv-serie How I Met Your Mother. Selvom manuskriptforfatterne ikke skyr fra at anerkende karakterens dybt problematiske forhold til kvinder (de bliver løjet for, udnyttet og skrottet), så er Barney Stinson stadig en af de mest citerede og vellidte karakterer i det nye årtusinde. Det sker i mig selv, og det sker i alle omkring mig; den populære diskurs, der negligerer følelserne og fremmer det rationelle og kyniske, hænger som en tåge over vores sind. Vi som kultur er blevet rædselsslagne for det, der ikke kan måles og vejes, for det vi ikke kan tage og føle på, og derfor nøjes vi ofte. Vi nøjes med det videnskabeligt beviste, affægter religionen som noget irrationelt og som konsekvens sløres vores sind og

Essay

vores sanser. Og når endelig solen bryder med skyernes tåge, misser vi med øjnene, chokerede over det uvante lys og føler et ubehag over denne altgennemtrængende kilde. Men det er ikke kun tåge eller mørke, vi famler i. En voksende del af vores kultur synes i højere grad at acceptere følelsernes relevans, og tager således kampen op. Pixars nye og anmelderroste film Inside Out sætter følelserne i førersædet – bogstaveligt talt – og kæmper for en anerkendelse af disses relevans, i særdeleshed sorg og bedrøvelse, som hovedelementer i dét at være menneske. Det handler ikke om at besejre følelserne, og dermed reducere sig til noget mindre end levende, men at leve i dem, forstå dem og ikke mindst at turde snakke om dem. Og når jeg tænder for

Den sjette sans

fjernsynet, og dermed flygtninge debatten, er kontrasten til det kyniske og rationelle argument som regel til stede – empati, sorg, liv, lys. Forståelsen for at et pathos-argument ikke altid er et svagt argument, og at det uhåndgribelige, det der ikke kan indfanges af vores fem sanser, er af essentielt stof og værd at kæmpe for. For den sjette sans er hverken flyvende tallerkener, evnen til at se døde mennesker, en åndelig dimension eller andet voodoo- og heksekunst men derimod noget så simpelt og samtidig komplekst som vores følelsesregister. Det handler om den mest virkelige virkelighed, og problemerne vi har med at acceptere den.

Visir # 74

Essay

Den sjette sans

I uvirkelighedens verden Af Mathilde Ravn Melvang, litteraturhistorie

Når man sanser den håndgribelige verden, verden ’udenfor’ det æstetiske studerekammer, er det umiddelbart let at konkludere, at det, man sanser i en objektiv forstand, er ’virkeligt’. Syrenduft, mossets blødhed i skovbunden eller smagen af frisklavet kaffe. Men at sansninger selvfølgelig også ligger under for subjektivitet – det er forskelligt om smagen af kaffe opfattes opkvikkende (nærmest livgivende!) eller surt bitter – er en kendsgering. Så hvad er det ’virkelige’ aspekt af den sansbare kaffe? At der findes et eller andet moderat definerbart derude, som vi kalder ’kaffe’ i Danmark og ’coffee’ i England?

Visir # 74

Denne legen med vores forståelse af de sansbare og sproglige virkeligheder er et emne, der tages op igen og igen på litteraturhistorie. Vi taler om virkelighedskonstruktion, om at sprog skaber virkelighed og om at virkeligheden måske overhovedet ikke findes. Det er interessant blandt andet i forhold til det væld af alternative virkeligheder, der produceres i fiktionen. Ikke kun i bøger, men i vores senmoderne samfund, i høj grad også i computerspil, film og fjernsynet. Er én virkelighed mere sand end en anden – findes der én sand virkelighed, og hvis der gør, hvem bestemmer så dens grænser? Gud? Forskere på Harvard? Mig? I diskussionen om de humanistiske fags værdi i en cost-benefit-orienteret verden synes virkeligheden ofte en statisk og statistisk størrelse. De humanistiske fag kan ikke lære os noget om virkeligheden, fordi de ikke regner i tal og grafer eller måler med mikroskoper og tommestokke. Humaniora ’bygger’ ikke noget, der er intet fysisk, sansbart produkt udover

stakke af uigennemskuelige afhandlinger og essays, der benytter et uforståeligt sprog uden grundlag i virkeligheden, lyder kritikken. For eksempel udtaler en retorikstuderende i et læserbrev i Politiken d. 15/2 2016 at: ”Vi gemmer os bag højpandet akademiseret sprogbrug, for at almindelige mennesker ikke skal forstå, hvad vi taler om”. Måske ville humaniora være bedre tjent med at snobbe ned mod en lavere fællesnævner. Hvorfor? Fordi det faktisk ikke er så svært at acceptere nødven-digheden af humaniora, hvis man gider sætte sig ind i, hvad der forskes i, og hvordan der forskes her. For ’virkeligheden’ er ikke bare en given størrelse, som man ubetinget kan måle, veje, bygge om på eller købe efter behag. Menneskers indre liv og de former det kan antage: alle tænkelige former for kommunikation og kunst kan i lige så høj grad som den fysiske virkelighed være medvirkende til at forme vores hverdag. Alles liv – ministre så vel som håndværkere og digtere – er i større eller mindre grad påvirket af både den sansbare og den usynlige, urørlige virkelighed. Og vi har brug for videnskab til at forstå begge dele, hvilket det nok er de færreste på denne side af andedammen, der vil være uenige i. Ikke desto mindre er det værd at notere sig, hvordan økonomien, der af visse politiske fløje hyldes som samfundets grundstamme, i dag i lige så høj grad kan ses som en ’indre’ eller ’sproglig’ konstruktion, som et kunstværk eller en filosofisk tese. Vi har bare valgt at acceptere den økonomiske konstruktion som en sandhed, en del af vores virkelighedsforståelse. Oftest ser vi dog intet fysisk spor af de ’penge’, der styrer vores samfund. De bliver

Esasy

sproglige magtenheder, som tildeles en enorm indflydelse på vores fysiske verden. Nøjagtig på samme måde har ord indflydelse på vores verden. Billeder. Kunst, film og tv påvirker os, vores virkelighedsforståelse og vores virkelighed mindst lige så meget som naturvidenskabens udredning af vores fysiske omgivelser. De færreste vil betvivle tyngdekraftens magt over vores færden på jorden, men er det ikke også interessant at vide, hvordan det ’uvirkelige’ – kunstens fiktioner – kan påvirke vores handlingsmønstre? Hvorfor kan Beyoncés nye musikvideo skabe nationalt drama i USA? Hvad sker der med Yahya Hassen, og hvad betyder det potentielt for dansk politik? Hvorfor skal vi huske et fransk satireblad? Hvem bestemmer kunstens kvalitet, og hvad er avantgarde?

Den sjette sans

støder demonstrativt hånlige snøft, når vi fortæller dem, hvad vi læser, så skal vi prøve at tage diskussionen. At snakke med dem uden at blive unødvendigt elitære og åndssnobbede eller at gå i den modsatte grøft og tale ned til dem. Ligegyldigt om de hører efter denne gang eller ej – måske gør de næste gang eller næste gang igen. For vores fag er vigtige, og vi skal ikke undskylde vores plads i uddannelsessystemet. Men vi skal heller ikke opgive at få vores medstuderende fra andre fakulteter ind i en diskussion om vigtigheden af både humanistiske, samfundsfaglige og naturvidenskabelige fag.

Så her er et lille opråb fra ’uvirkelighedens’ verden til mig selv og til jer, kære medæsteter. Næste gang vi er til julefrokost, sidder i medicinerbaren eller er til familiefest, og vores sidemænd ud-

Visir # 74

Den sjette sans

Barndom

Af Nana Agnete Flarup Hansen, æstetik og kultur

Visir # 74

Poppel træet var hult Gemme steder i park haven Traktor og sav smuld Og hø og blomster Strå tag på bindingsværkshuset Fra markerne gule rødder og ærter Pandekager til morgenmad Jyske kort femhundrede eventyr Sol og fugl Bolsjer og gyngestol

Digt

Reklame

henfald

Den sjette sans

kunsttidsskrift.

SØGER BIDRAG

henfald er et nystartet kunsttidsskrift. henfald søger fx: lyrik fotografi billedkunst ting der er skrevet af folk med pels noter noget prosa manglende ind- og udsigt noder unoder h a h a h a h a evt. lyde el. beats udklip indklip indskud tilskud VARM BLING opskrifter diverse noget muggent ej noget åndsvagt osv. ALLE bidrag vil blive modtaget med et ”trut truuut” på trompeten og med våde kyshænder. ALLE bidrag vil blive vurderet af redaktionen. DEADLINE FOR

INDSENDELSE ER FREDAG D. 18. MARTS. bidrag og spørgsmål kan sendes til redaktionens email

redaktionenhenfald@hotmail.com kh jeres henfald (find os på facen (facebook))

Visir # 74

Redaktion: Sebastian Egholm Lund, Amalie Hyldgaard Nielsen, Frederik Blæsild Vuust, Morten Østergaard Rasmussen, Malte Frøslev

Den sjette sans

Digte

Af Anne Katrine Bagai, litteraturhistorie

* vi starter under velour resterne falder ned på kakler vi venter under kalveknæ vi vil ikke levne aldrig vi vil gribe ud med hurtige fingre det kan være alt sulten skorpen et korn en iris vi rager til os i højhælede kamppositioner vi får trommehinden skudt i stykker vi fylder nettet med fad vi holder servietterne på skødet synk gennem rør gå med lyskæderne et hav gå med moses gå med kurv vi synger en sang det er en salme vi vil gå i reema 1000 uden at dø vi er dit hjerte vi står i kø in the meantime someone got pregnant and started a war

Visir # 74

tågen har lagt sig vi rækker ud i det mælkehvide vi insisterer på at opfylde kriteriet om at findes vi har ikke store læber vi har smalle læber vi gennemgår alle de læber vi har set brede store smalle alle de hænder der nogensinde har været

Digt

Den sjette sans

vi ved ikke hvorfor vi gør det vi kører ud til havnen vi taler vi holder dørene åbne vi forklarer hvordan vi har det hvor længe har de bygget herude spørger vi vi vi vi vi vi

afleverer ved skranken betaler med pis er sedlen med tal er etuiet er her

vi ser klip med roger federer hans slag den tangeren mellem det stærke det lette vristen anklen bukker let gruset hans behandling af spillet som en læge brune brede hænder på håndklædet han tørrer sit ansigt den hvide polo bliver aldrig klam vi glor ned i vandet vi holder regnskab vi mærker dig som et lille dyr er du et venligt dyr eller er du bare et dyr?

Visir # 74

vi vil gerne hjælpe vi vil gerne holde dørene åbne

Den sjette sans

solen er ikke oppe men det blinker når billygterne rammer vi kommer forbi en have hvor alt er arrangeret systematisk i kistekasser her kan livet gro står der på et skilt vi river bladene af et japansk grantræ vi undrer os over hvor sådan et træ gror under normale forhold gror det på bjergene eller ved havet sprænger det op af asfalten som en mare vi så en film om at falde vi gentog det fald i flok greb og undveg vi tog det til os som refleks vi rakte ud efter noget der var glemt *

Visir # 74

kan du godt rumme alle med krop plukket fra ærtebælg jeg spiste grådigt din dessert slukne øjne hånden omkring skeen i en krampe er du figur i et lystspil alt opløses i vand tabletter papir menneskekød det flyder

Digt

Den sjette sans

jeg forsøger at rigge sejlet til spænde op komme nogen vegne på hav den angst den angst at vinden river en midt over * lys fragmenteret i ryk røntgenfotografer det tænd mig vi er voksne vi er vi er gået på kompromis vi har bygget en rundkørsel vi kører rundt i som spassere i min søvn overvejer jeg at dø i en armsbredde fra hvem som helst at lysår eksisterer i vakuumpakkerne at vi allerede ikke lever mere og hvad betyder faldet så hjertet slår jo idiot * du læner dig op af en flaskegrøn kommode og alle sting sprænger som mørbrad i saltvand ha! alle dine rynker er syninger slidt af kys du leder i mørket efter knep-staccato han er røv irriterende med alle sine små stik

Visir # 74

natten er i perleblå and it’s time to act

Den sjette sans

like a real man jeg troede du var på den restaurant din profil en lys sommer jeg troede du åd grønlangkål til det fossede ned af hagen jeg troede du var fast som en frossen svinekæbe jeg troede du var penetrérbar at du var brændende varm mellem hænder at du kunne være her igen lidt endnu pinnocio skriger i sin redningsvest indtil noget lukker sig om ham med en milliard gæller vent her ændernes kor hæse stemmer næsens krumning det startede med os vi vandrede hvilken tid på døgnet er de aktive om natten! de kradser næbbene op af hinanden plukker hinanden de vil ind til varmen gennem panser af fjer

Visir # 74

ændernes kor jorden under sålen er vores håb spørgsmål om tid små udspilede lunger kan vi kravle op kan vi vandre i en snor lige lige mit hår er graner vi taler sløjfer ud af munden

Digt

Den sjette sans

det suser heroppe råber du jeg kan ikke høre dig min sidste vi holder ved siden af et lager opmagasinering det er uværdigt med den beliggenhed blandt kroge og ribber brusekabiner håndtag en location som bilka dit ansigt mellem mine hænder fosser det ud som vandet bliver det lettere end et fuglekranie blegner du i kalk jeg skal fyre op jeg skal ankomme de venter på at jeg bringer dig frem de fyrer op med blade de venter på at jeg bringer dig frem ud af det hvide ind i det røde

Visir # 74

Den sjette sans

Uddrag

Af Malte Frøslev, litteraturhistorie

vi har hvaler i maven. vi drikker os en pukkel til.

vi spiser øjne til en housekoncert. vi leger house.

(…)

Visir # 74

’

Digt

Den sjette sans

elefanterne står stuvet sammen som sild i en tønde dvs. der er sindssygt mange elefanter i rummet hvor vi befinder os. man ånder elefanter ind man ånder elefanter ud ligesom man går ind og ud af fx en dør.

elephants all over

elephants all over the room.

elefanterne står meget tæt sammen dvs. med meget lille eller næsten ingen fysisk kontakt. elefanterne stimler sammen i rummet hvor vi befinder os.

elephants all over. de hænger med hovederne nedad.

(…)

elefanterne entrerer vores kroppe bl.a. igennem luftvejene men også direkte ind i blodbanerne fx med en effekt som følelser. there is an elephant in my blood siger du.

okay.

Visir # 74

elefanterne klæber sig fast til os både inden i og uden på kroppen. elefanterne er

Den sjette sans

Digt

klæbrige mod fx vores ben og de indre organer inde i kroppen er de meget tunge.

elephants all over the fucking body there are elephants inside the body

elefanterne inde i kroppen er kvælende. de lægger sig om mavesækken og blodårene de lægger sig om lungerne som gråt guld. hvis man vendte os på vrangen ville vi ligne elefanter.

vi ville ligne hinanden mere og mere vi er elefanter når man vender os på vrangen.

Visir # 74

elefanterne står stuvet sammen som slid inde i vores kroppe dvs. der er meget lille eller næsten ingen fysisk kontakt. elefanterne der er stimlet sammen inde i vores kroppe er gråt guld.

Reklame

Den sjette sans

Der er en ny KURS på Kasernen Du tænker måske nu, åh nej ikke mere reformhalløj eller ikke flere besparelser på Danmarks bedste uddannelser, og tværtimod. Den nye KURS er en ny begyndelse for de studerende på kasernen. KURS står nemlig for: Kasernens Udvalg for Relevant Samvær og vi er dannet på grund af dig. Vi er et udvalg som repræsenterer de forskellige fagligheder på Kasernen, som frivilligt vil skabe nogle ”mind blowing” fester og faglige begivenheder. Målet er at samle alle os æstetisk begavede mennesker i løbet af semestret til både fest og faglighed, hvor der vil være masser af rum til udveksling af hjerneceller og øl. KURS vil også vise udadtil, at den gamle kaserne er mulighedernes land, hvilket vi allerede nu har sat i værk.

Vi har i samarbejde med Kasernebaren sat et stort kryds i kalenderen den

marts

18.

hvor vi officielt springer ud i din favn med en fredagsbar i KURS’ ånd.

Baren vil også fungere som et release-party for vores jomfru-event, og hvad det handler om, må du komme til baren for at finde ud af. MEN, vi kan ikke gøre det alene og for at samle kasernens folk, skal der kasernefolk til. Vi søger derfor en masse frivillige fra alle kasernens studier til at hjælpe med at få en masse fede og kreative idéer, og føre det ud i livet. Skriv til os, hvis det har interesse: KURS.arts@gmail.com. Vi ses den 18. marts og hvis du ikke kan vente med at finde ud af hvem vi er, så

Visir # 74

find den rigtige KURS på Facebook.

Den sjette sans

Novelle

Om natten er der stille Af Emiilie Winther Jensen, litteraturhistorie

Nu er der næsten stille. Solen forsvinder langsomt ned bag de høje bygninger, der danner sorte silhuetter på himlens storslåede kanvaslærred, som nuancerer helt fra spæde at det prøver at holde afstand til dets egne artsfæller, eller at det ligefrem ikke ønsker at være en del af dem. Det ensomme hus er placeret lige netop så langt fra de andre huse, at dets eneste vestvendte vindue fanger de sidste lyslilla farver over til hidsigt flammende dybrøde farver. De huse, der er placeret således, at de kan slubre de sidste stråler af aftenssolen, fremstår oplyste, som om de vover at vide mere end de andre huse. Et lille vakkelvornt hus ligger lidt væk fra de andre, og man må nærmest tro, eksklusive solstråler over de tårnhøje tagtoppe. Vinduet er lille og af kvadratisk form, og glasset kunne godt trænge til en god pudsning – det kunne det vist have trængt til det sidste årti. Trods snavs og størrelse lukker vinduet alligevel en skrøbelig solstråle ind i værelset bag væggen i hemmelighedernes hus. Hvis man vover at følge solens modige strålehær ind i værelset, vil man opdage, at værelset er et sovekammer. Strålehæren starter sin march neden for vinduet, hvor den oplyser et mørkt plankegulv af ujævne brædder. Hvis man kniber øjnene sammen og spejder ind i mørket, kan man måske få øje på et mørkt klædeskab, hvis dør står på vid gab. Man vil undre sig over, hvilken besynderlig mand, der er indehaveren af dette værelse, da skabet udelukkende indeholder nypressede skjorter af den samme grålige nuance, der ikke kan bestemme sig for, om den vil imitere en cementblok eller en regnvejrshimmel. Man får en følelse af, at manden ikke er så glad for at blive set, da skjorterne har nøjagtigt den farve, der vil få ham til at gå i ét med triste omgivelser. Før man når at undre sig mere over den besynderlige mands besynderlige garderobe, marcherer strålehæren videre og lader klædeskabet stå i mørke. Rejsen over gulvet er svær, da plankernes ujævnhed gør grunde for et hårdt og bakket terræn, der sætter solstrålens vilje på prøve. Men solstrålen fortsætter ufortrødent over plankerne i en bølgende bevægelse, indtil den oplyser et lille spinkelt natbord. Man vil igen undre sig over, hvilken besynderlig mand, der bor i dette hus, da der på bordet står en tallerken med en urørt ostemad. Man vil måske mistænke, at maden er gammel og forrådnelsen nær, men idet solstrålen rammer maden, går det op for én, at maden er frisk. Hvilken besynderlig mand laver mon en mad blot for at lade den stå og friste vindueskiggere, indtil den intet er værd, vil man tænke. Man vil undre sig over, om manden er syg, eller om han måske bare har mistet lysten til at indtage livets næring, mistet lysten til at leve.

Visir # 74

Før disse spørgsmål bliver svaret, bliver man afbrudt af et råb fra gaderne udenfor, og det går her op for én, at solen endnu ikke har overgivet sit herredømme til månen, og at der stadig er liv i byen udenfor. Men hør blot! Råbet fra gaden har ændret på noget i stilhedens og mørkets værelse. Et snøft, irriteret. Selv solens stråler tøver et øjeblik, før de oplyser en skikkelse, der ligger i en enkeltseng op ad værelsets endevæg. Dette er

Novelle

Den sjette sans

den besynderlige mand, som gerne vil forsvinde fra verden. Men se nu! Manden er slet ikke besynderlig eller speciel, tværtimod. Han er ligeså sørgelig som sine skjorter, ligeså mager som sit manglende madindtag hentyder, og ligeså sur som sit suk. Manden kigger ud gennem vinduet med en svag rynken på panden, og man kunne næsten tro, at det var larmen udefra, der var til gene, og i takt med solens langsomme overgivelse til månen, dør de sidste toner i natten ud, indtil deres svingende strenge ikke længere har en frekvens, og står stille. De allersidste solsoldater kysser her den nu ikke-besynderlige mands ansigt godnat, og det sidste man ser igennem vinduet, er det næsten usynlige smil, der spiller om mandens læber. Nu er der stille.

Har du skabt noget fantastisk i dag? - send din sang, collage, hjertebarn til Visir kasernebladetvisir@gmail.com senest d. 20/4-2016

Visir # 74

Den sjette sans

Essay

I lang tid gik jeg tidligt i seng Af Litteraturhistorie 4. semester

Forord Som underviser i litteraturhistorie sætter man sjældent pris på, at de studerende sover i timen. Det er imidlertid noget i den stil jeg bad et helt hold i Hovedværksstudier (BA) om at gøre i forbindelse med deres læsning af Marcel Prousts På sporet af den tabte tid. Opgaven lød på at tage Proust med i sengen og skrive et essay med udgangspunkt i den berømte ouverture, hvor værkets fortæller ligger og døser hen og ikke helt kan få styr på hvilket værelse eller hvilken tid han befinder sig i. Studerer man søvnen hos Proust, følger hele romanens underverden med og pointen med øvelsen var at sætte litteraturen på bølgelængde med søvnen. Dét indebærer selvsagt at man til tider under læsningen tager en solid lur. Essayenes første del skulle derfor skildre egne søvnerfaringer, anden del skulle være en refleksion over skriveprocessen og søvnens betydning. Resultatet blev en række særegne og tænksomme tekster, der også understreger at en god nats søvn ikke altid indtræffer så nemt, når man har hovedet fyldt med litteratur. På de følgende sider følger et udvalg af de afleverede tekster og lur mig om ikke læserne får øjnene op for at livet som studerende ikke kun er fyldt med læsning, men også gode mængder sanselig slummer. God læselyst - og sov godt!

Visir # 74

Jacob Ulrich, ekstern lektor i litteraturhistorie

Essay

Den sjette sans

Jeg folder sovesofaen ud, nænsomt, lægger lagen ud, omhyggeligt. Jeg stopper lagenet godt ned i revnerne, godt ned, ned i revnerne! Lagenet skal være stramt, så stramt, at en mønt kan bruge det som trampolin. Stramt lagen. Dynen skal lægges over sengen, den skal være helt lige. Dynen skal være indbydende, ligne en fristende hvid krop der venter. Jeg betragter mit værk, undersøger dynen med mine millimeterøjne. Smiler. Jeg kravler ned i sengen, jeg kommer, prustende, lægger mig slapt ned. Lader dynen omslutte mig, som en livmoder. Jeg lægger mig i fosterstilling, knæ op mod bryst, lukker øjnene, forestiller mig, hvordan det er at være et foster, jeg fornemmer mit hjerteslag sænkes, mit åndedræt varmer luften omkring mig, skaber fugtighed, min livmodersituation bliver mere livagtig - det er sådan her det føles. Det fylder mig med en tryghed, jeg tænker på mor, hvordan jeg i søvnens grænseland kommer så tæt på hende igen, hvordan jeg i dette simulerede skød, denne edderdunskuvøse, genoplever min tid som førfødt, min mors hjerteslag. Under dynen kommer en følelse af vægtløshed, af at alt andet end dette forsvinder, det er kun mig i min livmoderdyne, svævende i et mildt mørke, hvor et universelt hjerteslag, ekkoet af Audhumblas milde brøl i Ginnungagabs tomhed, vugger mig som en damper. Jeg rejser nu gennem blidt mørke, tiden er forsvundet, der findes kun et evigt nu. Piiiip! Piiiip! Piiip! Vækkeurslarm. Jeg rives ud af vægtløsheden med et slag. Min livmoderdyne rives af med et vræl. Min hud føler fugtig kølighed som lussing. Mine øjne opfatter iskold mørke, med konturer af et rum i sig. Jeg kigger rundt, ved ikke først hvor jeg er. Min hjælpeløse krop er endnu i fosterstilling, men nu ude i verden. En ny dag begynder.

Visir # 74

Den sjette sans

Essay

Visir # 74

I lange tider kunne jeg ikke falde i søvn om aftenen. Jeg blev forstyrret af en omverden, der åbenbart aldrig sov og som tilsyneladende konspirerede imod mig. Måske havde jeg også noget at gruble over. Det husker jeg ikke længere. Men når jeg lagde mig i sengen og slukkede lampen ved hovedgærdet, så kom lydene mig stille og roligt i møde gennem mørket. Fra det ene naboværelse kunne jeg høre trommelyde; den primitive rytme fra traditionelle afrikanske trommedanse. Det var aldrig særlig højt, men det var vedvarende. Jeg kunne vugge min fod i takt med rytmen, hvis jeg da ellers gad det. Fra det andet naboværelse kom der efterhånden en højere og højere stønnen. Nogle mennesker kopulerede heftigt lige på den anden side af væggen. Fra etagen ovenover mig sivede stumper af mystisk sang ned til mig; det lød som et kor af gregorianske munke, der holdte midnatsmesse. Lydene omkring mig blandede sig med hinanden; det forekom mig, at den dæmpede afrikanske tromme fastsatte et tempo, som de elskende inde ved siden af holdte trit med, og munkekorets sang foroven var et akkompagnement til den vilde elskov. Jeg kunne ikke falde i søvn, så længe denne symfoni omgærdede mig, og jeg lå sådan til langt ud på natten; vågen, stirrende ud i rummets larmende tomhed. Til sidst faldt jeg altid hen i en underlig døs. Aldrig helt vågen, men heller aldrig helt sovende. I uhyggeligt levende drømme så jeg stammefolk danse rundt om et bål, mens de trommede på deres egne opspilede maver. De sang dystre salmer med himmelvendte øjne og foretog sig vulgære akrobatiske spring op og ned ad hinanden. Jeg opdagede med rædsel, at jeg var bålet, der var centrum for denne scene. Det var lyset fra mig, der oplyste dette absurde teater. Når jeg vågnede fra min døs, var det altid med et sæt. Der kunne være gået få øjeblikke eller mange timer; jeg følte, at jeg overhovedet ikke havde sovet, men alligevel været langt borte. Jeg glemte altid de sære drømme i løbet af formiddagen og var derfor klar til at blive overrasket for første gang hver aften.

Essay

Den sjette sans

Siden gymnasieårene har min døgnrytme medført at en væsentlig del af mine vågne timer bruges mens gennemsnittet sover – min mor har siden den tid jævnligt sendt mig politiken-artikler om sundhedsrisici ved søvnunderskud – og med tekstanalyseeksamenen er døgnrytmen forskubbet yderligere: nu falder jeg i søvn til lyden af roomies der tager på arbejde, en søvnvane jeg selvfølgelig tænker, må ophøre en dag – det er allerede upraktisk nu med forelæsning i morgen, og nærmest uforenligt med ambitionen om at indfri drømme om familie og arbejde. I håb om at normalisere min døgnrytme – selvom jeg er kommet til at værdsætte Caspers skramlen og frem for alt den af gadelamperne orangefarvede Gellerup-himmel – lægger jeg mig for tiden langt tidligere i seng end jeg kan sove, hvorfor de seneste nætter er præget af et utroligt tankevælde. Der er for mig ingen sammenhæng mellem hastigheden om at falde i søvn og indholdet af det jeg tænker – fåretælling er altså tidsspil, og derfor tænker jeg kun på ting, der betyder noget, hvilket i nat inkluderer – men ikke begrænser sig til – Pasolinis Accatt-one – den så jeg i dag – Kanyes nye – den kommer i morgen – den uskrevne fødselsdagsbesked til min mormor – den var i dag – osv

Visir # 74

Den sjette sans

Essay

Visir # 74

Det er forventningen om søvn, der gør søvnen til noget angstfyldt, noget anspændt. Fotografierne over mit sengegærde, der falder ned ét efter ét – Ida med efterårsblade i håret falder klokken 01, Ronja og Signe udklædte og klar til fest snitter min kind ved halv tre-tiden. Billedet af Christoffer er overbelyst og hænger faretruende i en tråd af elefantsnot.”Nu genkendte jeg det ikke længere, og jeg blev opfyldt af uro, som om det var et hotelværelse, hvor jeg var kommet for første gang[...]” Viseren på uret rammer hvert sekund tungere. Tungere. Jo flere sekunder, jo hårdere og mere uformelig virker puden. Min bevidsthed om tiden bliver en mur, der bremser søvnen og til sidst umuliggør den. Jeg tæller mit lager af femkroner til tøjvask. Jeg genstarter min playlist. Jeg koncentrerer mig om søvnen: forlænger mit åndedræt, prøver at tvinge min hjerterytme ned. Tænker på får og andre flommede ting, der ligner skyer. ”Min tanke, der timer igennem havde anspændt sig for at vide sig ud og strække sig til vejrs[...]”: Sommerhimmelen: men det er paradoksalt, fordi den netop er blå og skyfri i min erindring. Problemfri, modsat søvnen, der bliver et større problem jo længere min forkølede næse skal strække natten ud. Ubevidstheden ligger og kilder min overlæbe som et lokkende paradis, lige udenfor rækkevidde. ”[...]jeg tilbragte størstedelen af natten med at mindes vort fordums liv[...]”. Billedet af Christoffer glider ned bag sengegærdet, næsten lydløst som en flagermus. I morgen må jeg hellere samle det op. I morgen: umuligheden, paradiset, urets tikken: langdistanceløberen.

Essay

Den sjette sans

Den bedste søvn er den søvn, der er lidt forbudt; de ekstra tyve minutter, man sniger sig til om morgenen, velvidende at man bliver forsinket, og alligevel taber den indre kamp det er at vriste sig fri af dynernes varme og armene på den, man elsker. Det er en søvn, der altid er en smule ubelejlig, for det meste bare for dig selv, den skader ikke nødvendigvis andre, men den kommer altid i øjeblikke, hvor man enten er for svag til at bekæmpe den eller den er så overvindende, at kampen er afgjort på forhånd. Det er en søvn, der finder sted midt på dagen, allerhelst på dage hvor man om natten allerede har fået sine obligatoriske otte timer, så derfor er denne søvn ikke fysisk nødvendig for det fortsatte velbefindende, men alligevel er den så behagelig, at man tager i mod den på trods af alt, hvad man burde. Det er en søvn, som man i allerhøjeste grad falder i; kroppen ligger allerede ned, men for sjælen tager det lidt ekstra tid at falde på plads ned i kroppen, måske på grund af det uvante tidspunkt, måske fordi behovet egentlig ikke er der, nok en blanding af de to, men uanset hvad, kan man her mærke hvordan den skal falde på plads i denne afslappende stilling. Men sjælen stopper ikke med at falde ned i kroppen, den falder dybere og dybere ned i madrassen og hiver kroppen med sig med så stærk en kraft, at hjernen er hjælpeløs og ikke kan rykke i en eneste muskel; man er bundet i en bevægelsesløs afslapning, der tvinger øjnene og ørene i.

Visir # 74

Den sjette sans

Essay

Visir # 74

Jeg kunne ikke sove. Mit venstre ben summede som bier, der bringer pollen til kuben. Jeg gik sent i seng i en længere periode, ofte først ud på de tidlige morgentimer. Først der indfandt søvnen sig, når jeg lukkede øjnene. Men denne gang var jeg tvunget til at sove; hverdagen havde meldt sig og med den kom også forpligtelserne. Dagen efter forventedes det at jeg stod ret med solens første spæde stråler, og derfor lå jeg nu i sengen. Jeg følte mig helt klar i hovedet; mine tanker var fyldt med billeder og forhindrede mig i at glide ind i søvnen. Jeg blev ved med at se bierne for mig, deres summen fortsatte op gennem min krop og ind i mine øregange. Billeder af min barndoms sommer ved Vesterhavet gled ud og ind af bevidstheden, blev til bier i Paris, i Prag, New York og til sidst hele verdens bier. Disse billeder stod endnu klarere for mig, når jeg lukkede øjnene.

Essay

Den sjette sans

I lang tid lå jeg vågen i timevis om natten og ventede på søvnen. Det var som om den dansede drillende omkring mit hoved uden at byde op, konstant afbrudt af tankestrøg fra et mørkere sted. Jeg var i limbo. Jeg dansede limbo; altid lige ved at falde bagover ind i søvnen, indtil nogen hev mig op igen. Når det lykkedes mig at falde, faldt jeg hårdt og vågnede med et sæt. Jeg tager piller nu. En lille hvid pille der formår at lukke ned for min krop og vigtigst af alt for mit hoved. Jeg ligger og lytter til lydbøger før jeg falder ind i søvnen, og jeg lægger ikke længere mærke til hvordan ordene fra bogen bliver til hvid støj i det komplette mørke bag mine øjne. Men med dyb søvn kommer dybe drømme. Dybe drømme der er svære at forlade. Jeg åbner øjnene og slukker for min ringende alarm. Jeg strækker mig, vender mig og ser solen på den anden side af vinduet. Jeg rejser mig, trækker et par bukser på og tænder for elkedlen. Jeg vågner, blinker langsomt mine øjne åbne, strækker mig, og ser solen på den anden side af vinduet. Min alarm er slået fra, men for flere timer siden. Der er stadig en hinde af søvn om mit sind og jeg føler mig mest af alt som en levende død, der endnu ikke er klar over, at hun er passeret.

Visir # 74

Den sjette sans

Essay

Visir # 74

Jeg går altid tidligt i seng – hvilket selvfølgelig er løgn, for indimellem går jeg sent i seng, men for det meste, når jeg kan, går jeg tidligt i seng. Det er altid det, jeg har lyst til. Med tidligt mener jeg, når jeg er træt og det bliver jeg hurtigt. Jeg læste en bog af Alfred Espinosa, der hed ”Everything You And I Could Have Been If We Weren’t You And I”, hvor der var blevet opfundet en ”kur” mod søvn, og for dem som havde taget kuren havde døgnet og livet og hele deres eksistens en helt anden rytme end for alle dem, der stadig sov, der var et helt halvt liv som de gik glip af i søvnen – et halvt liv som slet ikke skulle have eksisteret. Jeg tænker søvnen som en meget menneskelig ting, en måde at identificere os med hinanden på; vi lever alle mellem søvnen hvor tiden eksisterer, for søvnen er tidsløs, den tæller kun fordi andre er vågne mens vi sover, søvnen er pausen mellem at leve og leve igen, og vi lever alle sammen kun et halvt liv. Halvt i søvne, halvt i live. En slags genopståen fra de døde; igen og igen og igen. Det tiltrækkende ved søvnen er netop dens afstand fra livet; en nødvendighed for at leve, men som et pitstop, hvor livet er på pause. Jeg elsker at sove af den grund, fordi livet ikke kan røre mig. Jeg sover; jeg glemmer. Jeg er i min krop, men uden at skulle tage stilling til den, mit bevidste jeg byder mit u(nder)bevidste jeg velkomment, forlader huset, måske er vågne Kirstine ikke den samme som sovende Kirstine, eller måske er de den samme. Jeg er ligeglad; i søvnen får jeg lov at være ligeglad. Jeg er overgivet til drømme, og de er kærkomne, og jeg husker dem godt. Jeg drømmer i detaljer, i hele historier, og indimellem sidder de fast i min krop når jeg vågner. Det er okay. Først der reagerer jeg på dem, indtil jeg vågner har de blot spillet på en skærm uden publikum. Man bliver træt af at være sit eget publikum. Træt; træt; træt.

Essay

Den sjette sans

Jeg sover bedst, når det ikke er meningen, at jeg skal sove. Om morgenen, når jeg har snoozet min alarm for tyvende gang, om formiddagen, når min kæreste lige vender sig og lægger armen om mig, om eftermiddagen, når jeg burde læse. Jeg nyder at ligge i min seng med min bløde dyne eller på sofaen med det fnuggede tæppe og krølle mig sammen som en kat. Jeg falder altid hurtigt i søvn. Bare lige fem minutter. Tyve. En halv time. Men aldrig om aftenen, når hverdagens døgnrytme indikerer, at nu går almindelige mennesker i seng. Så ligger jeg og drejer og vender mig og tænker på alt det jeg burde have sagt men ikke sagde eller sagde men ikke burde have sagt og bekymrer mig om ting der er sket eller vil ske og hvilke konsekvenser det har for mit liv på langt eller kort sigt og om jeg nogensinde kommer op i morgen tidlig når jeg nu ikke kan sove nu fordi jeg ikke er træt fordi min hjerne er på overarbejde og der lige var de her tusind ting jeg burde gøre men hvis jeg først står op nu og tænder lyset så falder jeg da først aldrig i søvn men i morgen står jeg tidligt op og så er jeg formegentligt træt når jeg skal sove og så bliver det ikke noget problem i morgen aften selvom jeg godt ved at det ender på præcis samme måde fordi det altid ender sådan men hvis jeg falder i søvn nu så kan jeg stadig nå at sove seks timer fem en halv time fem timer åh det nytter ikke noget men hvis jeg nu lægger mig på den anden side i stedet kan det være at

Visir # 74

Den sjette sans

Essay

Refleksioner over refleksionen om at skrive om at sove En kommentar til essays om søvn og Proust Af Mette Grandahl, litteraturhistorie At sige ”Jeg sover” er temmelig paradoksalt, da søvn er karakteriseret ved at være ubevidst, og derfor at et jeg ikke vil kunne være i stand til at lave denne type ytring. Dette paradoks har dog ikke været en forhindring for os – nærmere en velkommen udfordring, der her er blevet håndteret på forskellig vis. Vi er som litterater temmelig begejstrede for mulighederne i sproget, de virkeligheder, sproget kan skabe, og hvordan det er muligt at skildre, forklare, synliggøre ellers uudsigelige ting. Alle de essays, du lige har læst, tager i forskellig grad udgangspunkt i ”Ouverturen” i Marcel Prousts mesterværk På sporet af den tabte tid. Dette er stykke litteratur, som kan være svær at blive klog på – i særdeleshed fordi, det er så super svært at fatte hvad, der foregår på siderne. Prousts’ stil er unik og sær og svær at få sit hoved omkring. Men derfor er denne form for bearbejdning (kopiering) af stilen også super nyttig: det særegne synliggøres mere end da man sad og rev håret ud af hovedet i sin lænestol.

Visir # 74

Det er nogle meget interessante og underholdende stykker tekst, der er kommet ud af denne øvelse. Ikke nok med at vi forhåbentlig er blevet lidt klogere på Proust, tror jeg, at vi også er blevet klogere på os selv. Eller i hvert fald på vores søvn. Og søvn (eller i nogle tilfælde mangel på samme) betyder meget for os som mennesker: hvis vi sover de anbefalede 8 timer hver nat, vil man nå at sove 2920 timer på et år – det svarer til lige knap 122 døgn. Det er lang tid, hvor man som bevidst individ ikke er bevidst. Og det er så det næste spørgsmål: Hvor bevidst er

man egentlig, når man sover? Er man stadig sit eget selv, eller træder man ud af dette? Hvor underligt er det ikke at drømme og virkelighed kan ligne hin´anden så meget, at man ikke kan kende op eller ned på noget som helst? Og hvordan sætter vi ord på alt dette? De studerende her har gjort sig nogle forskellige observationer og refleksioner over netop dette. Det har resulteret i, at vi her kan læse om søvn som noget seksuelt, som noget bevidst ubevidst – eller ubevidst bevidst om du vil – som noget befriende, som noget paralyserende, som noget opfriskende og som noget stressende. Pudsigt er det nok især med det stressende: Søvn burde vel lade os op, klargøre os til det egentlige stress? Fordi søvnen er dette absolut nødvendige behov, som vi endda bliver dikteret bør indfinde sig i tidsrummet mellem 22 og 06, bliver man urolig, frustreret, træt (i sindet, ikke altid i kroppen) når søvnen ikke kan kontrolleres. Man kan ligge i sin seng og ryste af arrigskab over, at man ikke forhelvede bare kan falde i søvn NU, så man i det mindste når 4 timer og 38 minutter. Man kan føle sig helt fortabt og væk fra vinduet, når man fortumlet vågner fra en ikke-planlagt lur, der varede 3 timer i stedet for den opkvikkende 30-minutters-powernap, man havde sat sig for. Den dårlige samvittighed over den manglende evne til at kontrollere noget ukontrollerbart er bare endnu et kapitel i bogen Om det at Være et Menneske uden Evner til at Styre Alting i HELE VERDEN! Men det er nu meget rart at sove. Og det er rart at drømme. I hvert fald når man

Essay

skelner mellem de to. Og viser sig ikke altid at være helt lige til (”Du skal bare prikke dig selv i håndfladen!” udbrød min kammerat, da jeg fortalte ham om denne type forvirring. Duh.”. Det er nu bare ikke altid let at have verden sat fast i sin faste ramme, når man oplever, at tid, sted, rum og bevidsthed kastes i tørretumbleren med 5 tennisbolde. Erindringer, tidligere – nogle gange fremtidige – oplevelser, tanker, kan tumle rundt i og uden for hovedet på en sådan måde, at man ikke rigtig kan få fat i noget af det. Og når man endelig griber noget, der ikke er gult og fuzzy, vågner man, og finder ud af, at også det var uvirkeligt. Eller i hvert fald ikke til stede i den verden, vi kalder vores virkelige verden.

Den sjette sans

form også meget. Forfatterne har brugt energi og tankekraft på at beslutte sig for den helt rigtige (til tider ukorrekte) tegnsætning, det rigtige ordvalg, de rigtige billeder, de rigtige referencer (selvfølgelig til Proust himself, men eksempelvis også til nordisk mytologi og danske digtere), den helt rigtige længde på sætningerne. Om det handler om søvn, søvnløshed, drømme eller drømme i drømme, er det svært at forklare det uden forvir-ring. Og derfor fylder forvirring også som et greb, der flittigt tages i brug. Det, du her har læst er myldrende tankestrømme fra litteraturstuderende, som tænker meget. Over ting. Over søvn. Over Proust. Over sprog.

Der er mange overvejelser, som kom både før og efter udformningen af disse essays, og i de overvejelser fylder stil og

Visir # 74

Den sjette sans

Anmeldelse

En kollektivroman i den danske provins Af Jeanette Sigtenborg Rasmussen, litteraturhistorie

Jacob Skyggebjerg tager i sin anden roman Hvad mener du med vi læseren med på højskole, hvor syv kvindelige amatørforfattere mødes for at skrive på deres egne værker og udveksle erfaringer og livssyn. Det er en kollektivroman, hvor man nogle gange føler sig uvis på plottet, men som alligevel formår at underholde læseren.

Jeg havde blandede forventninger, da jeg begyndte at læse Hvad mener du med vi. Jeg forventede humoristiske indslag, da bogen handler om syv meget forskellige kvindelige forfattere på et skrivekursus i den fiktive midtjyske by Vikøbing i påskeugen (der må da opstå gnidninger mellem syv kvinder!). Samtidig gjorde den korsfæstede Skyggebjerg med stråleglans omkring sig på bogomslaget mig også nysgerrig. Ved siden af mit håb om at få et smil på læben, så forventede jeg også, at bogen levede op til bagsidetekstens sidste linje: ”En undersøgelse af samfundet, og de mennesker, der befolker det.” Mine forventninger blev delvist indfriet.

Visir # 74

Det var interessant at lære de forskellige kvinder at kende igennem deres interaktion med hinanden – at læse, hvordan samtalen flød uden forfatterkommentarer, og hvordan kvinderne repræsenterer forskellige livssyn. Romanen indeholder både samtaler imellem dem, men også skænderier og uenigheder om at acceptere hinandens forskelligheder. I løbet af ugen læser forfatterne op for hinanden på skift under aftensmaden og en del vin. Selve oplæsningerne løftede

romanen. Man blev indfanget i hver af kvindernes fortællinger, som spænder lige fra børnelitteratur og en diskussion af nødvendighed af morale til færøsk socialrealisme og narkosmugling i store brystimplantater. Af og til var man faktisk ærgerlig over, at historierne ikke blev fortalt færdige. Noget jeg til gengæld ikke fik afklaret var nødvendigheden af byens fiktionalitet. For mig lyder Vikøbing som en blanding af de to jyske byer Viborg og Nykøbing Mors. Måske er der derved en skjult reference til Forlaget Gladiators eget skrivekursus på Krabbesholms Højskole i Skive (en by tæt på både Viborg og Nykøbing Mors) i sommeren 2015, som også Skyggebjerg selv deltog i på vegne af Gladiator. Ligesom spørgsmålet om den fiktive by undrer jeg mig også over romanens løfte om at undersøge samfundet og dets mennesker. Hvis det er romanens ærinde, finder jeg det ikke særlig klart. Der sker et clash mellem nogle af karaktererne, som kommer fra hver deres hjørne af Danmark, men romanen formår alligevel ikke at leve op til løftet på en overbevisende måde.

Anmeldelse

Den sjette sans

Romanen stiller flere spørgsmål, end den besvarer. Faktisk er der en del uafklarede spørgsmål til sidst i romanen. Ikke kun i forhold til den fiktive by og den påståede undersøgelse, men også i forhold til den kristne symbolik og karak-

terne, når de vender hjem efter skrivekurset. Romanen kan måske ikke siges at leve op til sin påstand om at undersøge samfundet (i hvert fald ikke for denne læser), men det er en interessant idé og ramme, romanen sætter.

Jacob Skyggebjerg Hvad mener du med vi Gladiator 304 sider 300,00 kr.

Visir # 74

Den sjette sans

Anmeldelse

”Bare fem minutter mere?!” Af Rasmine Andersson Rasmussen, litteraturhistorie

Er du klar til en tidsrevolution af din hverdag? Synes du, at samfundet, institutionerne og menneskene omkring dig ikke tilgodeser dit ønske og behov om længere søvn? Er du én blandt mange, der føler at det er ok at sige godmorgen med et smil kl. 12 om formiddagen, eller en blandt mindre mange, der synes at sengen lokker kl. 20?

Visir # 74

Camilla Kring tilgodeser både A,- og Bmennesket i sit 142 siders kampskrift. Kring forsøger at angribe problemstillingen så objektivt som muligt, og med en videnskabelig tilgang til både fakta og historiens gang. Det gør hun også godt. Camilla Kring er stifter bag det, hun kalder B-samfundet, som er en samling mennesker, der alle tilgodeser, at samfundet ændrer sine sociale rytmer, så de tilpasser sig det enkelte menneske, frem for at det enkelte menneske skal tilpasse sig samfundet. Det skinner skam igennem bogen, denne tankegang, og det er da mennesker med et senere indre ur, der ikke er nemt at tilpasse det ydre ur som f.eks. skoler og arbejdspladser opstiller, og med et større socialt jetlag, som er fokus i Krings kampskrift, da hun ser, at de er tilsidesat i nutidens Danmark. Nu sidder du måske og tænker, oven på ord som socialt jetlag og indre,- og ydre ur, at der findes da kun et slags ur og det er altså noget pjat. Samtidig kan tanken også være, at den her bog med dens specifikke fagtermer inden for søvnforskning lyder sgu ikke nær så spændende, som næste afsnit af Game Of Thrones eller næste kapitel af Proust’ mesterværk På sporet af den tabte tid. Men med bogens lille størrelse er den snildt læst på samme tid, og indeholder muligvis samme energiske kampgejst, der er lige så dragende.

”At sove er som en tur i vaskemaskinen” Camilla Kring angriber et dugfriskt forskningsområde, som ikke har set meget af dagens lys. Derfor kan mange af termerne hun bruger i sine forklaringer, samt påstande og eksempler fra helt almindelige dagligdage hos helt almindelige mennesker, synes meget simple og ikke særlig kringlede, som meget forskning kan synes at være. Kring fremlægger resultaterne gjort på søvnforskningsområdet med forskerne i ryggen og referer på smukkeste vis, til noget velkendt i nærmest alles dagligdag og derigennem skaber en form for solidt argumentationsgrundlag til at vise, at det er ikke fuldstændig hen i vejret eller hokuspokus det her. Vaskemaskinen bliver et eksempel som Kring vender tilbage til i hele hendes skrift. Som Kring skriver, så ville du ikke vælge at stoppe din vaskemaskine midt i vasken, og sige at det var nok, som du gør med dit vækkeur om morgen. Kampskriftet for B-mennesket er en velskrevet, letlæselig lille bog som leverer nyttig og spændende viden på få sider. Bogen vil tilfredse dig, som godt kan lide at læse små letlæselige videnskabelige tekster, omhandlende viden som vedrører din egen hverdag, og som muligvis kan gøre en forskel.

Anmeldelse

Den sjette sans

Camilla Kring Jeg er B-menneske. Kampskrift for et samfund, der understĂ¸tter alle dĂ¸gnrytmer Gyldendal 142 sider 249,95 kr.

Visir # 74

Den sjette sans

Anmeldelse

Spotlight: Virkelighedens fortællinger Af Jeppe Lauridsen, litteraturhistorie

Den Oscar-nominerede Spotlight, instrueret af Tom McCarthy, er en film om avisen Boston Globes afsløring af en skandaløs sag om pædofili i den katolske kirke. Det er også en film om virkelighedens fortællinger, og om hvor spændende de kan være.

Som studerende på Litteraturhistorie er fortællinger alfa og omega. De handler om drager og riddere i rustning, parforhold og venskaber, samfund og revolutioner. Ofte er fortællingerne gamle, støvede og antikke rester fra sagnomspundne tider uden en direkte eller hårdtslående effekt på vores liv. Nuvel, man kan tage sig selv i at grine, når Don Quixote med løftet lanse og pap-hjelm angriber vindmøller, som han tager for kæmper, og man kan med en vis intellektuel distance beundre værket for dets historisk nyskabende kvaliteter, men personligt er det ingen livsforan-drende oplevelse – jeg tvivler det er for nogen. Med det sagt, så er ovenstående ikke et forsøg på at fratage litteraturen dens essentielle rolle i vores fælles kultur, men et forsøg på at illustrere hvor forfriskende det er med en film som Spotlight, en fortælling om en fortælling, der med højtragende konsekvenser, uregerlig og vild, styrtede den katolske kirke.

Visir # 74

Spotlight udspiller sig primært i årene 2001-2002 omkring Boston Globes redaktion, hvor et lille hold af journalister afdækker den skandaløse mørklægning af pædofili i den katolske kirkes regi. Den dybdeborende efterforskning er i førersædet; filmens to timer består af interviews, redaktionsmøder, telefonopkald og dør-til-dør rundspørgere, som

alle for én opbygger suspense. Det klinisk effektive manuskript, som sikkert nedsænker én i den gradvise afsløring af rendyrket ondskab, havde mig på kanten af sædet, og således fandt jeg mig selv med svedige håndflader og vidtåbne øjne under simple redaktionsmøder og telefonopkald. Dette er ikke muligt uden et velkomponeret manuskript og fremragende skuespil – to elementer som Spotlight i høj grad er garant for; man kan i hvert fald roligt konstatere at Michael Keaton og Mark Ruffalo har gjort sig fortjent til deres Oscar-nomineringer. Faktisk er der ikke en eneste rolle, der ikke udfyldes tilfredsstillende – undertegnede var særligt positiv overfor Liev Schriebers portrættering af chefredaktør Marty Baron, og komponist Howard Shore bør også krediteres for at supplere et soundtrack, der rammer en dyster og samtidig medrivende tone i fortællingen. De små tandhjul der får Spotlight til at køre rundt – manuskript, skuespil, instruktion, soundtrack – går alle op i en højere enhed, og tager én med på et spændende helvedesridt gennem tilblivelsen af en chokerende fortælling. Smækkede døre, gennemrodede sagsakter og hemmelighedskræmmeri: Produktionen af virkelighedens fortællinger er både spændende og farlig i Spotlight, ikke mindst fordi journalisterne har så

Anmeldelse

Den sjette sans

ufatteligt meget på spil – de gør op med lokal- og tillidssamfundet, autoriteter og institutioner. ”How do you say no to God?” udbryder et af ofrene retorisk i et forsøg på at forklare, hvordan kirkens overgreb er gået ubemærket hen. Men det er ikke kun kirken, journalisterne må konfrontere. Som filmen skrider frem, viser det sig, at domstolene også er involverede i den systemiske skandale. Faktisk så er hele Boston involveret, hvis man skal tro advokaten Mitchell Garabedian: ”Mark my words: if it takes a village to raise a child, it takes a village to abuse one.” Modet det tager at konfrontere et systematisk onde, at tage fat i roden af problemet og hive det op med rødderne i fuldt dagslys, er mildest talt beundringsværdigt, især når flere af journalisternes relationer er ubehageligt

inkluderet i processen. Deres tætte forhold til kristne familiemedlemmer, deres eget forhold til religionen og den foruroligende nærhed af pædofile præster til deres børn er med til at skabe en klaustrofobisk og skræmmende fornemmelse af lokalsamfundets dybt begravede hemmeligheder. Spotlight gør det meget tydeligt, at Boston Globes fortælling ikke er nogen tam reportage, men en afsløring af seismiske dimensioner, der ryster Boston og hele den katolske kirke i deres grundvold. Det er en film om virkelighedens fortællinger – og Spotlight, de er virkelighedens helte.

Instruktør: Tom McCarthy

Visir # 74

Spotlight Øst for Paradis 80 kr.

Den sjette sans

Anmeldelse

Er hverdagen skæbnesvanger? Af Anna Rosenkrands Uldall, litteraturhistorie

Den 6. august 2012 ramte et mindre jordskælv københavnsområdet, og det er netop denne dag, der er omdrejningspunktet for Jeppe Krogsgaard Christensens roman Indre by (2015). Det fysiske skælv under byens gader er dog ikke i fokus – det er derimod de indre rystelser, som romanens mangfoldige karakterer er genstand for, der er romanens kerne.

Visir # 74

Gennem 18 kapitler følger vi 18 menneskers hverdagsliv, som det ser ud den skæbnesvangre dag (den 6. august 2012). Og netop det hverdagsagtige og det skæbnesvangre, som jeg, inden jeg læste romanen, anså som et hårdt optegnet modsætningsforhold, viser sig at glide sammen som romanen udfolder sig. De fleste af de mange kapitaler tager deres afsæt i en morgen fyldt med hverdagsagtige morgenrutiner. En baggrunds -historie udvikles, og langsomt afsløres mere og mere for læseren: hvorfor Tim træner sig pumpet, hvordan Esben har fået jobbet som kulturredaktør, og at Tommy ikke er sluppet ud af det forbrugssamfund, han fordømmer. Flere af karakterne har i løbet af dagen, eller i tiden op til dagen, truffet en skæbnesvanger beslutning, der skal udføres på dagen for jordskælvet. Men selve den skæbnesvangre handling får gennem Jeppe Krogsgaard Christensens sprog og billeder tillagt en hverdagsagtig tåge. Micheals skæbnebeslutning fører ham, på en normal hverdagsdag, ud på en mark, op i et fly og ud i et fald. Tankerne har i lang tid kredset om netop dette fald, og hvor skønt det vil blive. Men da han endelig oplever det befriende fald på egen krop, sker dette: ”Men da skærmen har foldet sig ud, og

buen på springet er trukket ud i en lang næsten lodret linje, mærker Michael en stikken. Den ene sele ligger lige over hans ene testikel. Først forsøger han at dreje sig lidt, men hans kropsvægt holder selen på plads, og så forsøger han at ignorere stikket og mærker viden blafre i kinderne og trække jorden dernede ind gennem øjnene. Det stikker bare lidt for meget, og han prøver igen at dreje sig i selen mens Lasse råber Yee-haah og holder et kamera ud foran ham. Han smi -ler og rækker en tommelfinger frem for sig.” (side 45) Selvom romanen er polyfonisk – den består af mange forskellige stemmer, der hver især beretter deres egen fortælling, den indeholder forskellige stilarter (kapitlet om Marianne er ét langt digt) – så er dens tema gennemgående: et forsøg på at være en person, man egentligt ikke er, et forsøg på at gøre noget skæbnesvangert, der kan vende op og ned på det hverdagsliv, vi alle er fanget i. Den vilde oplevelse, Michael har set frem til, bliver negligeret af noget så hverdagsagtigt og så ligegyldigt som det at mærke en mild smerte et sted på sin krop. I sproget bliver det skæbnesvangre og vilde til noget hverdagsagtigt: måske er hver dag en skæbnesvanger dag? Et

Anmeldelse

Den sjette sans

spørgsmål, der stilles i romanen, er om skælvet kommer indefra eller udefra. Er karaktererne selv herre over deres handlinger, eller styres de af udefrakommende kræfter? Karakterernes historier bindes sammen i ét net, der viser romanen som denne skabende kraft: selvfølgelig er Jeppe Krogsgaard Christensen den ultimative skabende kraft, idet han har skrevet og udtænkt romanen, men samtidig er der en anden energi til stede.

Byens energi, der sammentrækker og sammenfletter karakterens beretninger. Byens magt kan ikke undslippes, og den bliver i sidste ende det der skaber karakternes indre skælv: ”jeg er skælvet du tror kommer indefra” (side 131). Byen er skælvet.

Jeppe Krogsgaard Christensen Indre By Gyldendal 200 sider

Visir # 74

199,95 kr.

Den sjette sans

Anmeldelse

Er universitet ikke andet end druk? Af Jeanette Sigtenborg Rasmussen, litteraturhistorie

Med Tanker fra en rus sætter Kasper Selmar Pedersen spørgsmålstegn ved flere aspekter i det danske individs liv. Romanen ansporer læseren til at tage stilling til både druk- og stresskulturen i Danmark og skriver sig dermed ind i tilbagevendende debatter. Romanen er reflekterende, kritisk, men samtidig drukner noget af handlingen desværre i romanens ellers kreative sprog.

Visir # 74

Tanker fra en rus er Kasper Selmar Pedersens debutroman. Det er en hurtig læst roman, som sætter fokus på den drukkultur, som hersker på de danske universiteter. Mødet med drukkulturen sætter spor på romanens hovedperson Peter og følger ham igennem livet – også på den anden side af universitet. Ligeså meget som man kan nikke genkendende til flere ting, som romanen berører, så for -svinder den røde tråd og pointerne og-så af og til i sproget. Der er en kreativitet i sproget, som desværre ofte drukner hand -lingen, eller er med til at udtvære fokus, så man som læser nogle gange sidder tilbage med en følelse af tvivl om, hvorfor det her afsnit på flere sider nu overhovedet var vigtig for handlingen. Romanen følger Peter fra hans første dag på jurastudiet. Han er nervøs for rusugen, men har samtidig også en forventning om, at universitetet er en læringsinstitution. Denne opfattelse må han flere gange i løbet af romanen revurdere, eftersom han udsættes for de sociale spil -leregler og drukkulturen i rusugen. Hans refleksion over universitetet fortsæt -ter dog også, selv da han er gået ud, og romanen sætter spørgsmålstegn ved pres -set på et studie, karakterræset og engagementet ved de studerende. Alt sammen med udgangspunkt i jurastudiet på Århus Universitet. I romanens anden del

møder vi igen Peter, men denne gang 20 år senere og godt i gang med livet på den anden side af universitets mure. Nu arbejder han som advokat i et prestigefyldt firma og har kone og barn. 20 år senere er alkoholkulturen skiftet ud med stresskulturen. Uanset hvor læseren møder Peter i livet, så kæmper han for at få livet til at hænge sammen, om det så er studie- eller familielivet. Peter lærer, at alting har en pris. Nogle gange flyder han igennem livet, imens han andre gange må se sig slået og derefter finde en måde at kæmpe sig tilbage på benene igen. Romanen stiller spørgsmålstegn ved flere aspekter i den danske kultur og reflekterer over, hvorfor tingene er, som de er. Hvorfor den grønne Tuborg er karakteristisk for universitetstilværelsen, hvorfor de ældre studerende i rusugen udnytter de nye studerendes tillid og hvorfor arbejdslivet ikke altid hænger sammen med familielivet. Ikke mindst er der også en refleksion over dødens betydning og priserne for at gå til psykolog. Romanen indeholder altså mange refleksioner og berører flere emner i den danske kultur, men desværre følges emnerne ikke helt til dørs. Nogle af dem bliver glemt undervejs, andre drukner i hovedperson-ens tankestrøm eller bliver for forvirrende i alle metaforerne. Nogle gange er de brugte metaforer velvalgte og fungerer til

Anmeldelse

Den sjette sans

at male billedet frem eller beskrive problemerne på en ny og frisk måde, men andre gange tager de overhånd. Af og til er der bare for mange unødige beskrivelser. De tager plads og fokus fra handlingen, hvilket er en skam, når romanen nu vil så meget. Ikke desto mindre er det en roman, som sætter tankerne i gang og

spørger ind til vigtige aspekter af individets liv og får læseren til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad man selv ønsker sig af livet.

Kasper Selmar Pedersen Tanker fra en rus Forlag: Kasper Selmar Pedersen 231 sider

Visir # 74

99,95 kr.

Den sjette sans

Anmeldelse

”Og således ser hun sig selv” Af Mathilde Ravn Melvang, litteraturhistorie

Den chilenske forfatter María Luisa Bombals to små sanselige kortromaner Den sidste tåge og Ligklædt er blevet oversat af det lille Skjødt Forlag, der specialiserer sig i at oversætte i Danmark ukendt spansk litteratur til dansk.

Visir # 74

Chilenske María Luisa Bombal (19101980) var en stor skikkelse i sydamerikansk litteratur trods sit livsværks forholdsvis ringe størrelse. Hun var anerkendt af store forfattere som Jorge Luis Borges og var selv en vægtig stemme i de intellektuelle og kunstneriske kredse, selvom de på det tidspunkt hovedsagligt bestod af mænd. Nu foreligger hun for første gang i dansk oversættelse af Liv Camilla Skjødt med de to kortromaner Den sidste tåge og Ligklædt (i den danske udgave samlet i ét bind). Karakteristisk for begge romanerne er et udvisket handlingsforløb, der primært fungerer som bagtæppe for hovedpersonernes indre liv. Bombals fokus er på den latinamerikanske overklasses kvinder, der lever stagnerede liv afskåret fra omverdenen eller deres begærsobjekter. Beg -ge de kvindelige hovedpersoner glider ind og ud af den reelle verden og en svæv -ende bevidsthedstilstand, hvor naturen og kroppens sanselighed træder i forgrun -den og blandes sammen, som i dette citat fra Den sidste tåge, hvor hovedpersonens uforløste begær hjemsøger hende: ”Jeg vidste ikke, at jeg var så hvid og smuk. Vandet udvider mine former, som får uvirkelige dimensioner. Aldrig før har jeg vovet at se på mine bryster; nu ser jeg på dem. Små og runde, de ligner bittesmå blomsterkroner, som flyder på vandet” (Bombal, s. 18). Flugten ud i og ind i naturen bliver en slags eskapisme ind i en anden verden, hvor virkelighedens grelle lys ikke kan trænge ind.

Det er, som om hovedpersonernes ensom -hed først kan forsvinde, når de endelig er helt alene. Ligesom hovedpersonen i Ligklædt, Teresa, en nyligt afdød kvinde, som på uforklarlig vis kan betragte sig selv på lit de parade og iagttage alle de personer, der kommer for at tage afsked med hendes døde krop. Først da hun er alene, lagt i jorden, får hun fred for livet: ”Og nu ønskede hun intet andet end at være korsfæstet til jorden og i sit legeme undergå og nyde dette fjerne, ganske fjerne tidevands kommen og gåen; mærke græsset gro, nye øer opstå og en ukendt blomst åbne sig på et andet kontinent[...]” (Bombal, 131-132). Bombals stil er på én gang tung i sin overmættethed og legende let i sin skønhed. Det øjeblik, man bliver bange for at drukne i blomstrende naturbeskrivelser, kommer en ren og skarp iagttagelse, der lyser klart op i virvaret, ”For fremtiden vil han i det mindste vide, hvad det betyder at bære en død i sin fortid. Aldrig, aldrig mere nyde noget til fulde. I enhver nydelse, selv den mest banale – en vintermåne, en festaften – altid en tomhed, altid en underlig følelse af ensomhed”(Bombal, 2015, 121). Man kan kun være Skjødt Forlag taknemmelig for oversættelsen af disse to små perler af nogle romaner.

Anmeldelse

Den sjette sans

María Luisa Bombal Den sidste tåge & Ligklædt Skjødt Forlag 140 sider

Visir # 74

198,00 kr.

Den sjette sans

Kommentar

Eskapisthunden 20 år senere Af Kirstine Sø Dieckmann, litteraturhistorie

Mette Bentholm skrev tilbage i slutningen af 1996 den følgende klumme om eskapisme, om hvordan vi egentlig helst vil ses som kulturelle, sofistikerede, vellæste, veloplyste individer, der ikke har set samtlige sæsoner af Say Yes To The Dress eller Paradise Hotel på under en uge og ikke kan få sig selv til at bede Net -flix stoppe med at afspille næste afsnit, selvom klokken er 4 om natten, og vi har glemt hvem vi er. Det er selvfølgelig 20 år siden det var 96, så det er også et indblik i, hvad man allerhelst ikke ville lade andre folk opdage. Det var også før instagram, twitter og facebook, hvor vi nu kan præsentere os selv præcis, som vi gerne vil have, andre ser os. Det er jo ikke tilfældigt, at vi lige ligger et billede op af den klassiske koncert, af at vi lige pt har gang i at læse Ulysses til studiet, eller hvor godt et teaterstykke vi lige har overværet. Vi behøver heller ikke længere snige os ned i videobutikken efter film, men kan famle efter den bærbare i mørket, smide den op på maven og tænde for Netflix uden at forstyrre vores tømmermænd, eller bevæge os mere end højst nødvendigt. Og så handler det bare om aldrig at lade nogen se sin Netflix, og de forslag den dukker op med (og undgå at forbinde Netflix til facebook), og så kan den indre eskapisthund ellers slå sig selv løs.

Visir # 74

På redaktionen havde vi dog lidt problemer med at finde frem til tv-shows, man ville skamme sig over at sige, man så. Måske er vi på det punkt kommet vid -ere, jeg er blandt andet blevet fortalt at

hvis man nu kører i bus og ens ipod earplug falder ud og det tilfældigvis er Justin Bieber med ’Sorry’, der spiller, så er det ikke længere pinligt, det er faktisk helt okay. Måske ville det lyde anderledes, hvis det var Ekstra Bladet, vi sad med. For det er nok stadig de færreste af os, der uden et hint af ironi, ville indrømme at elske De Unge Mødre og finde det intellektuelt stimulerende, for i sidste ende kan vi måske åbent stå fast ved vores kærlighed til Criminal Minds, CSI eller Gossip Girl (og alle reality-shows nogensinde), og vi har intet imod at livetweete X-factor, men ofte med en mindre klausul: at vi gør det jo for at slappe af, vi tager det slet ikke ’alvorligt’. Og på instagram ryger billeder af ny-indkøbte blomster, hjemmebagt brød, den der dokumentar om politik og en fitness-selfie, alt i mens vi også sidder i mørket med Netflix og vores sande, ufiltrede jeg, der uflatterende spejles tilbage på skærmen hver gang, den er sort. Det er muligt, den slags også kommer på instagram og facebook (vores følgere skal jo gerne kunne relatere til os), men kun med det rigtige filter, og kun efter vi har lukket for Hannah Montanna og åbnet House of Cards. I hvert fald er Mette Bentholms klumme ganske underholdende og på trods af en alder på 20 år, stadig relevant, selvom jeg virkelig ikke aner hvad hverken Tricky eller Hjem til Fem er, en lille historisk rejse i eskapismens eskapader.

Arkivguld

Den sjette sans

Den Indre Eskapisthund Af Mette Bentholm fra Visir Magazine, d. 10 November 1996

Vi kender den godt alle sammen. Nogle af os har et forbandet hyr med at holde den nede. Den indre eskapisthund; den, der som en anden panserværnsraket i nærheden i rockerborge truer med at ned -bryde den mur af smartness, man ihærdigt og ivrigt har forsøgt at bygge op omkring sig. Man lader ”tilfældigt” Lord Byron-digtsamlingen, James Joyce-romanen eller Paul Auster-trilogien ligge opslået på sen -gen: ”jeg var lige i gang med…”. Hvis det er en nyindkøbt sag, har man højst sand -synligt knækket bogryggen, for ligesom at cementere en jeg-sværger-til-ting. Eller man hører ”tilfældigvis” lige den nyeste med Tricky, når folk ringer. Inden man tager telefonen, har man nået at skifte Alberte-pladen ud og skruet behændigt op.

Alt det besvær! Nej, man burde stifte en eskapistforening. Her man kan så se alle de film, man kun ville se på en billigdag; på de-havde-desværre-kun-billetter-tilWaiting-to-Exhale-dagen. Eller de film, man brødbetynget sniger sig ned i videobutikken efter. Helst med tømmermænd, eller som en dagen derpå-look alike – for så har man da en undskyldning. Man kunne også læse de bøger, man normalt højlydt foragter, men som på en eller anden måde altid har fået læst. Det kunne for eksempel være Hulebjørnens klan, Tornfuglene eller Pigen med den blå cykel. Eller se de fjernsynsprogrammer, man of -ficielt kun har set, fordi der ikke var andet. Reelt har man tjekket TV-siderne og ved helt præcist, hvornår den skotske miniserie, Danielle Steel-dramaet eller den amerikanske politistations-serie kom -mer. Og man kunne købe det Se og Hør eller Billedblad, man normalt kun svælger sig i hos frisøren. Som man jo gerne siger… Hvis man stifter sådan en forening, kan man med god samvittighed og i fuld offentlighed dyrke sin indre eskapisthund. Ja, man kunne endda tage skridtet, bilde sig selv – og andre – ind, at man gør det fordi det et Kitsch. Og så er man egentlig dækket fuldstændigt ind her i halvfemserne. Ingen kan herved klandre én, at man elsker Liv eller Død, Lykkehjulet eller Hjem til Fem. For de ved, at man ved, at der er en forskel. Og den er man heldigvis bevidst om. Er man ikke?

Visir # 74

Og så er der de ting, man erhverver sig. Ikke fordi man har lyst, men fordi man vil signalere, at man har fattet det; Bøgerne, man alligevel ikke får læst. Pladerne man aldrig rigtig får hørt. Filmene, man ser, men som man i sit dybe B-films - og eskapismeelskende indre egentlig ikke forstår fascinationen af. Personligt sad jeg i biografens ret praktiske mørke i stive tre timer og sneglede mig igennem ”Farvel min konkubine”! Vel var den da flot, men den kunne altså ikke overskygge min irritation over kinesisk dragedans, det skrigskingrende sprog og de lar -mende trommer. Naturligvis kunne jeg aldrig finde på at sige det højt. Der er jo ingen grund til ligefrem at råbe ud over det hele, at man tilsyneladende ikke har forstået en brik. Tværtimod holder man sig sjældent tilbage, når lejligheden byder sig, med lige at lade bemærkninger falde og sige et par bevingede ord om dem-skal-man-altså-have-set-film…

Hvad i alverden skulle man dog gøre uden uddybende og analyserende anmeldelser?!

Den sjette sans

Dit kaserneblad, Visir, søger skribenter. Så er du brændt inde med nogle guldkorn for nylig, eller har du bare lyst til at skrive, så meld dig under Visirs højt hævede faner og send dit bidrag eller kontakt os på kasernebladetvisir@gmail.com.

Visir # 74

Se nærmere info på titelsiden.

Annonce

Den sjette sans

Visir # 74