Månedens album- s

ER FORZA EN GAL ELLER GENIAL AFSLUTNING PÅ SIVAS’ TRILOGI?

Af Carl Lowies 3.f

I 2018 udgav Sivas ULTRA, et anmelderrost album med kæmpe hits såsom ”Vejen”,” Colombiana” og ikke mindst ”Sidste Timer”. I 2019 kom CONTRA, som ikke blev storrost på samme måde, men stadig formået at blive kaldt ”et melankolsk album med dybe nuancer”. 2 album, der på mange måder viser 2 sider, det mørke på ULTRA og det lyse på CONTRA. Og nu 4 år efter første album i trilogien, er den lukket med sidste album, FORZA. Albummet åbner med ”Deloreans”, hvor Sivas også hiver Hans Philip med. Allerede fra start kan man mærke, at han er blevet voksen: ” Den her rejse har været lang, jeg sku’ lige finde mig selv. Har fået en datter nu, vil aldrig kalde dig ”bitch”, igen”. ”Deloreans” er også en forsættelse af sporet på ULTRA og CONTRA, nemlig stille, refleksiv og man mærker tvivlen. ”Martial Arts” er en behandling af Piero Umillianis’ ”Ricordandoti”, hvor flowet er stabilt og Sivas leverer fraser som: ” Jeg’ Übermensch, ligesom Nietzsche, når jeg’ bagved bars. Det var virkelig smart med alt det fucking house-arrest”. Jeg ved ikke, hvorfor han har samplet netop denne, men når han efter min mening bør betragtes som Nydansk HIP-HOP’s Godfather, er det kun passende. Den jazz’et lyd på nummeret giver et fedt modspil til den efterfølgende ”Cozy”, som med en fræk og blød guitar, og så næsten luller dig i en dyb kærlighedssøvn. Vi er ikke på gaden, men inde på klubben over i hjørnet, hvor tempoet ikke er hvilepulsen, men pulsen måske er høj af andre grunde. ”Cozy” bliver derfor også starten på resten af albummet, som forbliver i det bløde. Dog hjælper de særdeles velproduceret produktioner både i ”backseats” og ”Comrads” stemningen, og fastholder lytteren i et jerngreb. Den spanske guitar er der stadig, men gadementaliteten fra Luko understøtter det stærk, og beskriver samtidig de nye og unge kræfter i Nydansk Hip-Hop. ”Menace II Society” og ”Artificial Intelligence freestyle” står ikke ligeså stærkt, men Sivas leverer en så stærkt performance, at det kan være ligemeget. Branco er med på ”Violence”, og det siger det hele. Branco levere kant og er som altid en formidabel feature, og Sivas’ ”Shotcaller” kaster mig tilbage til en af de bedste EP’er udgivet i nyere tid, D.A.U.D.A. ”Shotcaller” ligger også en lille dæmper på de tidligere dominerende trommer, men smider masser af hi hat ind. Lord Siva samarbejdet cementerer, at Sivas kan lave hits. ”Material Girl” minder mig lidt om ”Comfy”, som også er en banger. At tage Lord Siva med må siges at være en sikkert valg, og det samarbejde bærer frugt. Om det er godt lyrisk og musisk, det ved jeg nu ikke, men hvis spørgsmålet er, om jeg kan danse til det på klub kan svaret kun være et RUNGENDE JA. ”Push It To The Limit” er albummet bedste sang, og det er mig en gåde, at det ikke er blevet en kæmpe hit. Det er lige til at smide på til en privatfest eller på klub. Her spiller Sivas ind i trenden om, at alt skal lyde som om det var udgivet i firserne. Måske er det netop den sidste del af albummet som også kommer til at bestå om 5 år, fordi jeg ville vurdere, at resten af albummet lyrisk og musisk står stærkere, så skal man aldrig tage fejl af, at selv næsten 10 år efter dets udgivelse er D.A.U.D.A stadig et sikker valg. 5 kanyler til Siavash Memaran-Torbati