Klumme: Frivillighedens paradoks

Frivillighedens paradoks

TEKST: ANDERS KRINTEL

I Foreningsdanmark er vi stolte af frivilligheden. Vi er stolte af de mange mennesker, der hver dag knokler for at administrere og holde klubberne kørende. Folk der bruger deres aftener i bestyrelser, udvalg og styregrupper, og bagefter sidder og taster ind i databaser, laver regnskaber, orienterer, formulerer og opdaterer. Imidlertid indeholder den klassiske foreningsopbygning, hvad jeg vil betegne som et paradoks. Vi er nemlig tilbøjelige til at betragte det frivillige arbejde som uantasteligt, selvom de frivillige ikke altid er lige gavnlige for foreningen.

På en arbejdsplads kan det have konsekvenser, hvis en medarbejder ikke yder tilfredsstillende. Så kan man blive vippet ud. Derimod er det svært at skose kassereren i klubben for at sløse lidt med regnskabet. Han arbejder jo frivilligt og der er ikke andre, der gider. Man kan ikke klage over et forsinket referat, fordi referenten skal gøre arbejdet i sin sparsomme fritid. Man kan heller ikke anfægte, at klubbens hjemmeside ligner noget der er løgn, fordi det jo har kostet mange frivillige timer at lave den. Det er sådan det er. Vi er, og skal være, påpasselige med at anfægte kvaliteten af frivilligt arbejde. Desværre også selvom det kan være nok så berettiget.

Der findes en type blandt de engagerede, som kan betragtes som overengagerede. Det er dem, for hvem foreningsarbejdet er en livstil, og her hvor identiteten er forankret. Dem som vil have mest mulig medbestemmelse hele vejen rundt i foreningen. Dette engagement udspringer selvfølgelig af kærlighed til sporten og foreningen. Det er i hvert fald oftest den gode og rigtige forklaring. Men det er også her hos dette ”segment”, hvor det kan slå flest gnister, fordi spillereglerne er lidt mere brogede her i frivillighedens verden. Den allervigtigste pointe her er, at folk til tider glemmer, at man ikke har anciennitet i en klub og at ens stemme eller holdning ikke tæller mere end

andres, blot fordi man er den, der lægger flest timer i arbejdet eller siger mest til møderne. Når bestyrelsesmedlemmer og andre bliver så engagerede, at de bliver kværulerende, ærekære og enøjede i forhold til deres egen ”sag”, så kan der opstå skænderier, uvenskaber, intriger. Men det er og bliver rasende svært fx at påpege, at et medlem af bestyrelsen åbenlyst kun har sine egne børns vilkår i klubben for øje. Han eller hun kom jo ind ved demokratisk afstemning og bruger rigtigt mange timer. Poster i fx bestyrelserne bliver til tider besat at de overengagerede ved små kup, eller der bliver aftalt holdninger i krogene, så udfaldet af afstemningerne eller debatterne er givet på forhånd. Folk forlader bestyrelser i vrede og frustration, fordi engagementet gør, at alle glemmer, at det hele er frivilligt arbejde på begge sider af en holdning, og at vi egentlig alle er i klubben, fordi det skal være sjovt. ENS STEMME ELLER HOLDNING TÆLLER Det fænomen, at det frivillige arbejde nogen gange er uantasteligt, er i min optik en gordisk

IKKE MERE END knude. Om et bestyrelsesmedlem ANDRES, BLOT FORDI er nok så usympatisk, ærekær eller

MAN ER DEN, DER dysfunktionel, så er det svært at bede vedkommende om at opføre LÆGGER FLEST TIMER sig anderledes. Vi hænger simpelt-

I ARBEJDET hen til tider på frivilligheden og kan nærmest ikke gøre noget ved det, og det kan paradoksalt nok gå ud over netop frivilligheden og engagementet i klubben. De ”gode” trækker sig simpelthen. Det er heldigvis langt fra alle, der kan genkende det, jeg skriver, og det er godt. Kan man derimod genkende lidt eller meget, kan man jo overveje en snak om balance, tone og forventninger, inden styregruppen, bestyrelsen eller udvalget bliver et så træls sted at være, at ingen til sidst gider. Pas på hinanden og pas på frivilligheden. Det er det vigtigste vi har i kano- og kajakklubberne.