Seksualitet og magt svøbt i pink velour på Aarhus Teater

Nicolai Frederik Gernyx // nicolaigernyx@hotmail.com

Anmeldelse: Forestillingen Stuepigerne på Aarhus Teater lukker tilskuerne helt ind i et letpåklædt og intimt rum, hvor en sensuel sammensværgelse mellem mørkt begær og magtens kulørte klør sætter individets undertrykkelse og frihedskamp på spidsen. Forestillingen kan ses frem til starten af marts

En candyflossfarvet ottekantet pudderkasse af et gammeldags fransk påklædningsværelse sætter scenen for stykket. ”Værelset” er lavet som en arenalignende scene, hvor vægge indkapsler et intimt rum, hvor man som tilskuer er placeret udenfor, med snuden mod en rude, og uden sammentykke trænger helt ind i privatsfærens skrøbelige historiefortælling. Man føler sig nærmest ubehøvlet som tilskuer, når man sidder og belurer selve akten udefra. Rummets møblementer og dusinvis af pyntegenstande er alle i nuancer af lyserød. I midten står en rund divan, som er prydet af et pjusket lammeskind, puder i følsomt velour og en blød bjørnebamse. Langs rummets ”vægge” står en gammeldags kommode, et sminkebord i parisisk stil og endnu en divan, alle prydet med pynt i samme flamingofarvede kulører. Man kan nærmest fornemme duften af tung odeur og friske farverige blomster, som sirligt sanser sig fra alle rummets hjørner.

Stykkets omdrejningspunkt er det sprudlende søskendepar, Solange og Claire, der er stuepiger for den betuttede og magtfuldkomne Madame i huset. Tjenestepigerne er for det meste klædt i en klassisk sort/hvid stuepigeuniform, hvis ikke de da bare slanger sig rundt på divaen i deres blotte undertøj. Stuepigerne spilles af Mette Klakstein og Amanda Friis Jürgensen, der til dagligt udgør en del af det sprudlende ensemble på Aarhus Teater. De spiller sammen med Mette Døssing, som har indtaget rollen som den velhavende Madame.

Fortællingen er i sig selv meget simpel, hvor dynamikken, og især magtforholdene mellem stykkets tre personer, til tider både er klar som glas, men også kan forekomme både flydende og utvetydig. Historien får også en tredje dimension, når stuepigerne nærmest skaber et parallelunivers med deres rollespil, hvor den ene spiller fruen i huset. Gennem nærmest sadomasochistiske seancer mellem de to søskende, bliver man som publikum konstant i tvivl om, hvad der er en lidenskabelig leg, og hvad der er krampende had og forpint jalousi.

Stykket er skrevet af den franske dramatiker Jean Genet, og blev opført for første gang på det traditionsbundne og smukke Théätre de l’Athénée i Paris i 1947. Nu har de franske fornemmelser bevæget sig nordpå, og fundet sin vej til Studio-scenen på Aarhus Teater. Selvom forestillingen er over 70 år gammel, er den stadig samfundsrelevant, da den behandler nogle helt grundlæggende tematikker som koldt magtbegær, hadefuld misundelse og samfundets iskolde klassekamp. Man bliver gennem stykket tvunget til at tage stilling til sine egne moralske forpligtelser omkring lighed og næstekærlighed.

Stykket omfavner også den kvindelige seksualitet i 40’ernes formalitetsbetonede og blufærdige samfundsstruktur. Kvindekroppen og det lystige begær fylder meget gennem stykket. Med historiebrillerne på, har stykket uden tvivl brudt med nogle af datidens normer, og gør det på sin vis også i dag. Det intime rum, hvor den bramfrie tone hersker, beskuer vi helt nøgternt de kvindelige sensuelle fantasier, som frodigt udfolder sig blot få meter fra os.

Ud over at være en anderledes og sanselig kulturo- plevelse, er stykket med til at sætte nogle tanker i søen, omkring rødglødende djævelsk had, magtens lystbetonede åndelighed og kvinders sensuelle mangfoldighed. Vi inviterer os selv ind i stuepigernes billedlige, hadefulde hævnfantasier og surrealistiske rollespil, hvor længslen efter frigørelsen fra samfundets klasseopdeling er sprudlende.