Ringenes Herre: Frodo griber til våben

Af Jens Yago Bundgaard-Raundal // jens.yago@gmail.com

Ringenes Herre er et uundgåeligt værk i fantasygenren specifikt og vestlig (pop)kultur generelt, hvis univers bliver ved med at fascinere nye generationer af læsere og seere. For altid i form af bøgerne, for nyligt i form af en mindre vellykket Amazon-serie. Jeg har genbesøgt Midgård, fordi jeg faldt over E-reolen på AppStore. Helt kort: Ringenes Herre er sygt godt. Jeg kværkede i omegnen af 25 timers mp3-fil på 12 dage, fordi jeg ikke kunne lægge det fra mig.

Note: Det skal siges, at jeg kun har genbesøgt Hobbitten og Eventyret Om Ringen (første bog i trilogien), og derfor er denne, ja hvad skal vi kalde det, anmeldelse, hovedsageligt med udgangspunkt i disse to værker.

Lige en ros til E-reolen. Her kan du finde

Hobbitten læst op på dansk, og Ringenes

Herre læst op på engelsk, helt kvit og frit og gratis, hvis du har et bibliotekslog-in. Og det er bare Ringenes Herre, venner, der er så meget andet godt i lydbogsformat, at jeg ikke engang gider remse det op. Det er næsten for godt til at være sandt. Tak til oplysningsidealer om, at litteratur skal være frit tilgængeligt for folket. Lydbogsformatet giver så enormt god mening, hvis man ønsker at gøre litteratur lettilgængeligt for alle, det er helt vildt. Grundtvig ville have været stolt.

Fortælleteknisk perfektion (næsten). Historien begynder for alvor, da Gandalf - som i øvrigt er inspireret af Odin - kommer tilbage til Herredet efter en rum tid (9 år), hvor han har været på farten og undersøgt den mystiske ring, som Bilbo efterlod i Frodos varetægt, før han drog af sted på sit sidste eventyr. Gandalf bydes velkommen af

Frodo, de snakker, de spiser (der er helt utroligt meget mad med i både Hobbitten og Eventyret Om Ringen), de ryger pibe, og ud på natten begynder Gandalf at fortælle om sine 9 års fravær. Hele eventyret, Ringens historie, Saurons fald og genopstandelse sættes i scene i Gandalfs fortælling til Frodo i de sene nattetimer i Sækkedyb, og det fungerer mesterligt. Knivskarp panoramisk fremstilling indeholdt i en scene, i et rum, så man får fornemmelsen af selv at sidde i Sækkedyb og høre Gandalf kridte banen op. Hvad er der sket indtil nu, og hvor går vi hen efter dette. Det får mig til at tænke på Jonathan Franzens Freedom eller Corrections, hvor fortid og nutid mødes med skæbnesvangre konsekvenser. Eller en virkelig god indledning i forskningsartikel, der beskriver den hidtidige litteratur på området og hvilket akademisk bidrag, artiklen selvs yder. Hvor Frodo er den lille ph.d.-studerende, og Gandalf er vejleder (og RUC er Mordor og Ringen er queer-teori).

Derudover giver Midgård bare utrolig god mening i sig selv, som de bedste fantasyuniverser gør, uden at skulle forklares, fordi læseren glemmer at stille spørgsmål (I modsætning til f.eks. Narnia-serien, hvor der er en lygtepæl midt i det hele). Efter min mening skyldes det, 1) at Ringenes Herre skriver sig ind i en arketypisk kristen fortælling om den udvalgtes kamp for det gode mod det onde, og 2) fordi den trækker på et mytologisk univers, som allerede er etableret, og som vi kender. Punkt 1 fungerer særligt godt, fordi den udvalgte - Frodo - langt hen ad vejen virker uduelig. I modsætningen til Harry Potter, Odysseus, Luke Skywalker, Neo eller Jesus er hobbitterne i Midgård generelt enormt evneløse, sammenlignet med Elverne, der er enormt smukke og vise, eller med Dværgene, der er viljefaste og kampklare. Frodo må ikke engang bruge ringen til at blive usynlig. Det eneste han kan, er at liste rundt og modstå ringens destruktive kræfter. Punkt 2 fungerer, fordi Tolkien trækker på et univers, men tilføjer et i og for sig meget simpelt narrativ, som kæder hele herligheden sammen, som god fantasy altid gør: nemlig at være forankret i virkeligheden hvad end det er historisk, mytologisk eller begge dele på en gang.

Der er dog et lille men, som Tolkien uden tvivl selv må have været enormt frustreret over, fordi det er et spørgsmål om overensstemmelse imellem Hobbitten og Eventyret Om Ringen. Bilbo og de 13 dværge, der følges ad for at generobre Det Ensomme Bjerg tilbage til Thorins slægt, rejser ligesom Frodo og følgeskabet øst ud af Herredet, og de drager i et vidst omfang i samme retning. Men for Frodo og kompagni er rejsen både længere og mere omstændig end den er for Bilbo og dværgene. Tolkien, som var besat af sammenhængen i sine værker, forsøgte angiveligt også at omskrive Hobbitten et senere tidspunkt i sit liv, men lagde projektet på hylden. Denne forskel i rejselængde betyder også, at Hobbitten er lettere tilgængelig for et yngre publikum, fordi bogen simpelthen er lettere læst. Men det gør samtidigt værket dårligere i sammenligning med hovedbøgerne, fordi rejsen til Det Ensomme Bjerg ikke får samme overvældende karakter som rejsen mod Mordor og Dommedagsbjerget. Derudover minder Hobbitten og Eventyret Om Ringen både kompositorisk og indholdsmæssigt lige i overkanten meget om hinanden, når man tænker sig om. Både Frodo og Bilbo rejser mod et stoooort, farligt bjerg. Gandalf indleder begge rejser nærmest på samme vis ved at dukke op i Sækkedyb og rode op i alt, hvad der hedder borgerlig idyl. Der er farlige edderkopper med.

Sidst men ikke mindst vil jeg lige nævne, at oversættelsesarbejdet er helt suverænt. Alle egennavnene er oversat. Det er dare devil oversættelsesarbejde, hvis du spørger mig, for det betyder, at alle navnene på steder og karakterer skal oversættes så rent som muligt, og det er svært i fantasygenren, fordi egennavne her ofte har en ubestemmelig mystisk fonetisk kvalitet, som er svær at oversætte (på fransk er Hogwarts f.eks. oversæt til ”Poudlard”, og det er enormt forstyrrende, selvom det er en direkte oversættelse fra engelsk). Den frygt bliver dog gjort til skamme i sådan en grad, at jeg lige skulle vænne mig til at høre navnene i den engelske lydbog, fordi navnene bliver oversat så fremragende godt. Shire er Herredet, Bilbo og Frodo Baggins bliver til Bilbo og Frodo Sækker, Sam Gamgee bliver til Sam Gammegod, Middle Earth bliver til Midgård, Sværdet Sting bliver til Stik, og jeg kunne blive

Grib Til V Bnene

ved. Jeg ved godt, at det bliver hjulpet på vej af, at Tolkien stjæler med arme og ben fra den nordiske mytologi, hvorved dansk allerede indeholder mange af begreber (f.eks. Midgård), Tolkien bruger. Men ikke desto mindre. Man skal anerkende godt oversættelsesarbejde, når man støder på det.

Tiøren falder.

Min største kritik af Ringenes Herre trilogien har altid været, at den ender så lykkeligt. Frodo og kompagni drager ud på en farefuld færd, med onde, onde, onde magter, der vil gøre alt for at stoppe dem. Og der er flere krigshandlinger undervejs, Frodo bliver stukket med et frygteligt giftigt sværd, de skal snige sig ind i mørkets hjerte, og onde edderkopper og dysser og egetræer, og alligevel klarer de skærene hver evig eneste gang

Når man tænker på, at Tolkien var ved fronten i 1. verdenskrig - heriblandt ved Somme -, at han har set sine bekendte dø left and right and center omkring sig, mens han havde en nygift kone og nyfødt barn derhjemme, og dermed har oplevet krigens rædsler helt tæt på med alt at miste, så virker det en smule absurd for ikke at sige distraherende og frustrerende, at Følgeskabets eventyr slet ikke oplever nogle reelle konsekvenser ved deres farlig tur. Til sammenligning gør slutningen af His Dark Materials af Phillip Pullman, hvor Bill og Lyra adskilles i hver deres verden, hele deres kærlighedsfortælling og deres sidste tid sammen så meget mere stærk, fordi de man som læser ved, at de mister det hele lige om lidt (En slutning der sønderknuste mit 11-årige hjerte, samtidig med at min kusine hørte Someone Like You af Adele, hvilket yderligere knuste mit stakkels sønderknuste hjerte i Sommeren 2010).

I Harry Potter dør Remus Lupin og Nymphadora Tonks i slaget om Hogwarts.

Den slags tab har Ringenes Herre ikke. Der er ingen i Ringes Følgeskab, der dør, bortset fra Boromir, der allerede er nederen i forvejen. Det ender med at give et indtryk af, at der ikke rigtigt er noget på spil for Frodo og Sam og resten af deres følge. Men det er netop hele pointen ved Tolkiens værker - det er ren og skær eskapisme. Og selvom han selv siger det i prologen, til den udgave jeg har arvet fra min mor, så er det først nu, at jeg for alvor forstår det for, hvor befriende det kan være at grave sig ned i en eventyrverden, og glemme sig selv for ens stund (jeg har haft en enormt nederen februar-måned). Det, Tolkien har villet (og lykkes med), er, at kort sagt at skabe et frirum, hvor man ikke skal forholde sig til verden udenfor. Man åbner bøgerne, og lukker sig ind i en verden, der ikke indeholder bacheloropgaver eller stress eller noget som helst.

Heri ligger måske en abstrakt kritik af den faktiske verden, som man bliver nødt til at flygte fra for at holde sig sammen. Selvom Tolkien uden tvivl ville protestere over sådan en fortolkning og insistere på, at han bare har skrevet et eventyr for fanden. Og det har han gjort med et værk, der lyser. Af fortællerglæde, af omsorg for sin læser, af en simpel fortælling som indeholder så meget.

Bonus, Bonus: En svensk komponist ved navn Bo Hanson lavede i 1970 et album inspireret af hvert kapitel Ringenes Herre, som i sig selv er et virkelig godt album, og som selvsagt ledsager bøgerne på fornem vis.