Oplevet Arkitektonisk Kvalitet I 50+ Bofællesskaber

OPLEVET ARKITEKTONISK KVALITET I

OPLEVET ARKITEKTONISK

KVALITET I 50+ BOFÆLLESSKABER

© 2026 Det Kongelige Akademi – Institut for Arkitektur og Teknologi

RAPPORTEN ER UDARBEJDET AF

Ulrik Stylsvig Madsen, Ingeborg Christiane Hau, Fruzsina Boutros, Thorbjørn Lønberg Petersen, Clara Ringgaard Poulsen, Gry Jespersen og Natalie Mossin

Projektet er finansieret af Det Kongelige Akademis midler fra Folketingets Forskningsreserve 2025.

KREDITERING

Alle fotos er taget af Fruzsina Boutros. Plantegningerne er udarbejdet af Gry Jespersen og Adam Linde Nielsen baseret på tegninger hentet fra filarkivet eller leveret af det respektive arkitektfirma.

Tak til beboere som har åbnet deres hjem, leveret materiale og svaret på spørgsmål.

ISBN: 9788778308573

INDHOLD

INTRODUKTION

Forord 03

Hverdagens æstetik - Oplevet arkitektonisk kvalitet som metode 04

Udvælgelse af cases 06

TEMATISKE ANALYSER

Rum til forskellighed 10 - lydhørhed og medbestemmelse i arkitekturen og fællesskabet

Fælles, sammen og hver for sig 16 - fællesskabets lag og sociale organisering

Fællesskabende rammer 22 - arkitekturen som social initiator

PERSPEKTIVERING

En arkitektur der lytter til beboernes ønsker og behov 32 - en perspektiverende diskussion

Fremadrettede potentialer ved Oplevet arkitektonisk kvalitet 36 som metode

PRÆSENTATION AF

Jonshøj

Haver i Jonshøj

INTRODUKTION

I dette afsnit præsenteres baggrund og bevæggrund for undersøgelsen, metoden Oplevet arkitektonisk kvalitet samt de bagvedliggende principper for udvælgelsen af cases.

Fælles gangareal med ophold i Toppunktet

FORORD

På Det Kongelige Akademi – Institut for Arkitektur og Teknologi er vi meget optagede af arkitekturens potentiale i forhold til at understøtte en helhedsorienteret, bæredygtig udvikling i samfundet og her er boligarkitektur et oplagt emne at fokusere på. I sammenhængen mellem den miljømæssige og den sociale bæredygtighed er den måde vi bor på, sammen og hver for sig, helt uomgængelig. Derfor igangsatte vi i 2025 projektet Oplevet Arkitektonisk Kvalitet i ’50+ Bofællesskaber’, der udgør instituttets bidrag til Det Kongelige Akademis indsatsområde velfærdsforskning i arkitektur og design for ældre støttet af den nationale forskningsreserve i 2025.

I projektet undersøger vi, hvordan arkitekturen og de fysiske rammer påvirker hverdagslivet og fællesskabet i nyere danske bofællesskaber for folk over 50 år. Med fokus på de kvaliteter, som beboerne selv udpeger som væsentlig i deres hverdagsliv, ønsker vi at diskutere og udvide vores forståelse af denne boligform.

Projektet er forløbet parallelt med projektet ’Den gode bolig på færre kvadratmeter’, som er udviklet i samarbejde med CONCITO og Behave Green med støtte fra Realdania. I det projekt undersøger vi den oplevede arkitektoniske kvalitet i nybyggede, gennemsnitsstore parcelhuse.Til sammen bidrager de to parallelle undersøgelser af beboernes oplevelse af arkitektonisk kvalitet i to meget forskelle boligformer til en kritisk diskussion af danskernes forbrug af boligkvadratmeter pr person.

Her er ’50+ bofællesskaberne’ et vigtigt eksempel på hvordan man kan bo tættere på hinanden og dele flere funktioner, hvilket er en vigtig nøgle både til reduktion af boligens størrelse og til at indgå i nye berigende sociale fællesskaber. Desuden kan udviklingen af attraktive boformer for seniorer bidrage til en øget boligrotation, hvor folk fraflytter deres parcelhuse, når børnene er flyttet hjemmefra og dermed giver plads til børnefamilier, med behov for en bolig med mange kvadratmeter. På den måde har bofællesskaberne potentiale til at udgøre et markant bidrag til en mere bæredygtig udvikling af det danske boligmarked.

Ambitionen med projektet har været at kortlægge de kvaliteter som arkitekturen bidrager med i forhold til hverdagens mange situationer, både i den enkelte bolig og på de fælles arealer. Ved at rette blikket mod beboernes egne oplevelser af hverdagens rum og de steder, de peger på som betydningsfulde, skabes en ny vinkling på diskussionen af arkitekturen og dens betydning. Her er tesen, at en dybere forståelse af disse oplevelsesmæssige kvaliteter kan berige udviklingen af fremtidens bæredygtige boformer med fokus på de gode rammer for hverdagslivet.

Denne rapport er opbygget i tre dele. Først et introduktionsafsnit, som udover dette forord indeholder en beskrivelse af oplevet arkitektonisk kvalitet som metode og en kort redegørelse for udvælgelsen af projektets cases. Derefter følger anden del med tre tværgående tematiske analyser af casestudierne efterfulgt af en perspektiverende diskussion. Sidste del af rapporten er en form for appendiks, som præsenterer udvalgte dele af datamaterialet fra de fem cases i form af citater med tilhørende fotos.

Denne undersøgelse har kun været mulig fordi venlige, åbensindede og interesserede beboere i de fem bofællesskaber har åbnet deres hjem for os og har givet et blik ind i deres privatliv. Det er vi dybt taknemmelige for og vi håber, projektet vil bane vejen for meget mere arkitekturforskning, som bygger bro mellem viden og virkelighed.

På redaktionens vegne

Ulrik Stylsvig Madsen og Ingeborg Christiane Hau

HVERDAGENS ÆSTETIK

– OPLEVET ARKITEKTONISK KVALITET

SOM METODE

For at undersøge hvordan arkitekturen skaber kvalitet i folks hverdag, har vi udviklet en metode som vi kalder Oplevet arkitektonisk kvalitet. Her undersøger vi, hvordan brugeren oplever og italesætter de arkitektoniske kvaliteter, som de fysiske rammer bidrager med i hverdagen.

Metoden knytter sig ikke kun til studier af boliger, men kan potentielt bruges til at skabe en dybere forståelse af al slags arkitektur. Ved at undersøge hverdagens æstetiske oplevelser skaber vi et mere nuanceret billede af arkitekturens betydning og værdi. Metoden er udviklet ud fra en oprigtig nysgerrighed for oplevelse af arkitekturen, som en integreret del af brugerens dagligdag.

I undersøgelsen, som denne rapport er baseret på, har vi været på besøg hos fem danske ’50+ bofællesskaber’ og spurgt ind til oplevelsen af arkitektoniske kvaliteter i beboernes hverdag.

Som forberedelse til vores besøg har vi bedt beboerne udvælge 3-5 konkrete steder i henholdsvis deres bolig og i de fælles arealer, som de oplever bidrager med kvalitet i deres hverdag.

Besøgene tager udgangspunkt i en rundgang til de udvalgte steder og en fælles kortlægning af deres særlige kvaliteter. Derudover har vi spurgt ind til, om der er steder, som har overrasket både positivt eller negativt i forhold til den daglige brug eller som bruges anderledes end forventet. Vi har også spurgt ind til steder udenfor bofællesskabet, i lokalmiljøet, som bidrager med kvaliteter.

Besøgene i ’50+ bofællesskaberne’ er dokumenteret gennem interviews og fotoregistrering, og materialet danner en rig samling af fortællinger om hverdagens æstetik og arkitekturens værdi for vores dagligliv.

Gennem analyser og en strukturet gennemgang af materialet har vi defineret tre temaer, som går på tværs af de fem bofællesskaber. Temaerne rummer indsigter om, hvilke oplevede arkitektoniske kvaliteter som denne boform skaber, med et særligt fokus på fællesarealernes betydning for hverdagen.

Som vidensinstitution ser vi store potentialer i oplevet arkitektonisk kvalitet som metode. Metoden skaber nye møder mellem arkitekturen som æstetisk kunstart, byggeriet som en central aktør i den grønne omstilling og boligudbuddet som en uomgængelig faktor i det gode hverdagsliv.

På den måde fremkaldes den kompleksitet, som altid er fagets præmis - at arkitektur er uendeligt vigtigt og værdifuldt - for det enkelte menneske og for vores fælles samfund.

Balancen

Købmagergade Skole

Jonshøj

Toppunktet

Tretårnet

UDVÆLGELSE AF CASES

I perioden april til august 2025 har videnskabelig assistent, arkitekt Fruzsina Boutros besøgt fem ’50+ bofællesskaber’

I alt er der gennemført 24 interviews med 27 beboere fra de fem ’50+ bofællesskaber’.

Alle beboere er anonymiserede og optræder derfor i denne rapport uden navn eller anden demografisk data.

DE FEM 50+ BOFÆLLESSKABER ER UDVALGT PÅ

BAGGRUND AF EN EN RÆKKE KRITERIER:

De er etableret i perioden 2015-2023

Beboerne har boet minimum et år i deres bolig

Bofællesskaberne er spredt ud over landet og der er bofællesskaber i by, landsby og på landet repræsenteret

De er indrettet i enten nybyggede bygninger, ombyggede eksisterende bygninger eller en blandning af nybyg og ombyg

• De private boliger har alle 2-4 værelser

• I boligbesøget er de mindste boliger prioriteret

Bofællesskaberne er enten private eller almene lejeboliger

Fælleshus i Balancen

TEMATISKE ANALYSER

I dette afsnit præsenteres de tre temaer, som er defineret gennem en analyse af interviews og besøg i de fem bofællesskaber.

RUM TIL FORSKELLIGHED

-

lydhørhed og medbestemmelse i arkitekturen og fællesskabet

Temaet Rum til forskellighed handler om fællesskabets og arkitekturens lydhørhed over for beboernes individuelle identitet og udtrykte behov – det vil sige, beboernes mulighed for at præge fællesskabets og arkitekturens opbygning.

Undersøgelserne af de fem cases har nemlig peget på, at gensidig udveksling mellem arkitektur, fællesskab og beboer, er en vigtig komponent i et velfungerende ’50+ bofællesskab’.

Fællesrum i Tretårnet

Arkitektur, der kan afspejle diversitet og forene fællesskab

At bo i bofællesskab, er at bo med andre, der ikke nødvendigvis er ligesom en selv. I de undersøgte bofællesskaber er forskellige verdenssyn, økonomiske forudsætninger, vaner og livsindstillinger samlet og må sameksistere inden for fælles arkitektoniske rammer. Dette nødvendiggør en åbenhed hos hver enkelt beboer, som må være indstillet på at lytte og forstå for selv at blive lyttet til og forstået. Men det stiller også krav til arkitekturen om at imødekomme den diversitet, der kendetegner bofællesskabet som boligform. Men hvordan kan en arkitektur både afspejle diversitet og samtidig forene fællesskaber?

I det almene ’50+ bofællesskab’ Jonshøj i Jonstrup er beboernes diversitet blevet et vigtigt element i arkitekturens samlede udtryk og et symbol for fællesskabets sociale sammensætning. Bofællesskabet er formet af en række klyngehuse med tre til fire boliger per klynge, og til hver bolig hører både en semiprivat forhave og en privat baghave. Og netop haverne udgør her den platform, hvorigennem hver husstand har mulighed for at udtrykke, hvem de er. For mens boligernes arkitektoniske udtryk i det store hele er ens, bidrager haverne med variation, gennem forskellige materialevalg, typer af beplantninger, belægninger og funktioner, alle afspejlende beboernes individuelle behov og specifikke præferencer.

”Der var ikke nogen fra boligselskabet, der havde sagt noget om, hvad vi måtte og ikke måtte. Så vi gik alle sammen i gang med at lave hver vores terrasser på alle mulige forskellige måder, og dem med hunde har lavet hegn, og vi fik lagt fliser over det hele, mens nogle af de andre har lavet træterrasser. Nogle steder minder det mere om Christiania, end det minder om et alment boligselskab.”

Beboer i Jonshøj

I Jonshøj afspejler haverne altså beboernes diversitet og bliver samtidig et udtryk for bofællesskabets helhed og mangfoldighed. Mens den arkitektoniske manifestering af denne diversitet for nogen kan virke både rodet og uoverskuelig, rummer den for andre kvaliteter, ved netop at afspejle bofællesskabets sociale sammensætning og beboernes levede liv. Og selvom denne variation ikke fra starten har været tiltænkt, er den ifølge samme beboer blevet et vigtigt element i Jonshøj:

I de semiprivate forhaver i Jonshøj har beboerne indrettet sig som de vil - med planter, opbevaring eller møbler til ophold. Hermed har de givet deres ankomstarealer egenartede identiteter, der får bofællesskabet som helhed til at fremstå diverst.

”Da formanden for boligselskabet kom ud første gang, var alle de her forskellige haver allerede etableret. Vi havde alle sammen måske boet her trekvart år. Hun kiggede rundt og sagde: ’det er jo helt forskelligt, alting. Altså, i virkeligheden skulle alle haverne have være lavet på samme måde.’ Og så sagde vi bare: ’ærgerligt, men det har vi altså ikke haft lyst til.’ Og det ville vi også have protesteret inderligt imod.”

Beboer i Jonshøj

Mens diversiteten i Jonshøj er blevet et eksplicit element i arkitekturen, i kraft af havernes fremtrædende karakter, er der også eksempler hvor mere beskedne tiltag har bidraget med lignende kvaliteter. Dette er tilfældet i ’50+ bofællesskabet’

Toppunktet i Farum Midtpunkt, hvor beboerne har etableret små nicher langs den fælles gang, som udgør projektets centrale rygrad. Nicherne deles mellem naboer, som i fællesskab indtager og møblerer dem, og nicherne bliver således udtryk for de forskellige naboskaber i bofællesskabet:

”Vores niche derude, det var jo sådan, at den skulle ikke have været der. Der skulle bare have været en væg, og så skulle pladsen hører til lejligheden. Men vi kunne ikke holde ud at have sådan en lang gang, så vi har lavet de her nicher, og dem deler vi to og to. Og det synes jeg også er meget værd.”

Beboer i Toppunktet

Hvor haverne i Jonshøj bliver udtryk for hver husstands individualitet, er nicherne i Toppunktet udtryk for et mere intimt naboskab i det større fællesskab.

Nicherne i Toppunktet er med til at fremhæve beboernes forskelligheder, men bringer dem også sammen - de deler dem nemlig to og to og må blive enige om det lille hjørnes udnyttelse.

Hvad der er fælles for de to eksempler er, at det er beboernes indtagelse af de mulighedsrum, som arkitekturen stiller til rådighed, der er medvirkende til at forme bofællesskabets samlede identitet, alt imens de bliver symboler på beboernes mangfoldighed. Diversiteten i både Jonshøj og Toppunktet skabes altså gennem beboelse over tid. Men der er også eksempler hvor arkitekturen er designet til at udtrykke variation fra starten af. Dette er tilfældet i ’50+ bofællesskabet’ Balancen, hvor arkitekterne bevidst har arbejdet med at give arkitekturen et varieret udtryk:

”Arkitektonisk, så synes jeg at her er flot, og jeg er virkelig glad for det. Her er der variation i højder, tagflader og ovenlys, og det giver noget, når man går igennem. Lige fra starten følte jeg mig hjemme her. Arkitekturen har virkelig en påvirkning på mig – jeg føler mig aldrig glemt her. Aldrig.”

Beboer i Balancen

Som det antydes her, giver den arkitektoniske variation beboeren en følelse af at være hjemme. Men i stedet for at det er beboeren selv, der skaber variationen gennem beboelse over tid, er denne variation på forhånd designet af arkitekterne. Således bliver bygningernes varierende højder, forskellige tagflader og ovenlysvinduer arkitektoniske markører, som i kraft af deres forskelligartethed, tillader beboerne at knytte personlige bånd til de byggede rammer, der udgør deres hjem.

Gennem undersøgelserne er det blevet tydeligt, at når bofællesskabets byggede og sociale rammer kan afspejle og imødekomme den forskellighed, som er en præmis i sociale fællesskaber, vil beboere føle sig hørt og set. Dette kan være ved at skabe mulighedsrum i arkitekturen, som beboerne selv kan indtage og præge, eller ved bevidst at skabe variation i arkitekturen, som arkitektoniske markører hvortil beboerne kan knytte bånd. Hvad der i nogens øjne kan virke rodet, kan i andres øjne være et udtryk for diversitet og mangfoldighed.

Lydhøre fællesrum og åbne mulighedsrum

På tværs af de undersøgte ’50+ bofællesskaber,’ er det blevet tydeligt hvordan fællesområder kan fungere som katalysatorer for fællesskabers sociale udfoldelse og sammenhold. Hvad der er vigtigt er, at disse fællesområder opfordrer til sociale aktiviteter, uden at diktere typen af aktiviteter, eller hvordan disse aktiviteter skal udfoldes. Fremfor specialiserede funktioner bør fællesområderne tilbyde åbne mulighedsrum, der tillader, at beboerne selv kan bidrage med viden, interesser og lyst.

”Noget af det der betyder meget for mig i min hverdag er vores fælleshus, fordi det rummer så mange muligheder for fællesskab. Vi har strikkeklub, vi sidder over i sofaen, vi har fredagsbar, vi har sangdage, og vi spiller spil og vi har fællesspisning. Der foregår rigtig mange ting”

Beboer i Balancen

I bofællesskabet Balancen i Ry deler beboerne et centralt placeret fælleshus mellem sig, og som beboeren i ovenstående citat udtrykker det, er kvaliteten ved netop dette fælleshus, at det kan rumme mange forskellige aktiviteter. I dette eksempel danner fælleshuset således en lydhør ramme, som tillader beboerne at indtage arkitekturen og tillægge den funktioner efter ønske og behov. En udveksling hjulpet på vej af de arkitektoniske kvaliteter indarbejdet i fælleshuset, såsom den generøse rumstørrelse, gode lysforhold, og robuste overflader og materialer.

I andre tilfælde må fællesskabets aktiviteter finde sig til rette i arkitektoniske rammer der ikke i forvejen har været tiltænkt netop disse formål. Dette gør sig gældende i bofællesskabet Købmagergade Skole i Fredericia, som er beliggende i en transformeret skolebygning fra 1898 samt i to nyopførte etageboligejendomme. Her er fællesområderne placeret i kældrene til de forskellige boligbebyggelser, som altså foruden tekniske funktioner nu danner ramme om bofællesskabets fælles aktiviteter.

”Da vi flyttede ind sagde boligselskabet til os: ’kælderrummene her må i bruge som I vil.’ Så gjorde vi det, at vi skrev ud til alle dem, der flyttede ind: ’hvad synes I er vigtigt?’

Der er mange, der gerne vil spille kort, mange, der gerne vil spille billard, og så videre. På den måde opstod de forskellige fællesrum.”

Beboer i Købmagergade Skole

Hvad der kendetegner fællesområderne i Købmagergade Skole er, at deres funktioner er opstået gennem beboernes indtagelse af de kælderrum, som har været til overs efter at skolebygningerne blev transformeret til bofællesskab. I den gamle skolebygning bærer kælderrummene præg af de tidligere praktiske funktioner de har dannet ramme om, hvilket har resulteret i varierende rumstørrelser og forskellige sammenhænge. I de nyopførte bygninger er fællesrummene kendetegnet ved store, generiske rumstørrelser, med en minimal bearbejdning, motiveret af en stram økonomisk ramme og formgivet af et modulært byggesystem.

Bygningerne i Balancen har varierende højder, taghældninger og overflader. Her ses et fælles uderum - omfavnet af bygningskroppe - hvor beboerne kan mødes.

Et af de mange fælles lokaler i kælderen i Købmagergade Skole. I dette er der indrettet bibliotek og gjort plads til samvær om eks. en læseklub. Alle beboere har haft mulighed for at sætte præg på faciliteterne så de hver især kunne danne gode rammer for deres individuelle interesser.

Opbevaringsrummet i kælderen i Købmagergade Skole har plads til både egne, individuelle rum og til de genstande man har valgt at være fælles om at låne indbyrdes.

For kælderrummene i både den transformerede skole og i de nyopførte bygninger er det væsentligt, at de ikke er tillagt specifikke funktioner, men derimod danner arkitektoniske mulighedsrum hvori fællesskabets aktiviteter kan finde sted og udfolde sig mere frit. Det altså forudgående praktiske og økonomiske forhold, som har formgivet fællesrummenes arkitektoniske benspænd, som gennem beboernes indtagelse, er blevet vendt til kvaliteter, der tilgodeser de funktioner beboerne i fællesskab tillægger de byggede rammer.

”Vi fik selv lov til at bestemme, hvad kælderrummene skulle bruges til, så vi lavede i den ene ende et magasinrum hvor vi sætter ting ned, som kan lånes, såsom stole, barnestole og alt muligt andet man ikke har plads til i sin lejlighed. Derinde har vi et stort fællesrum og så har vi en cykel kælder. Der har vi et fint stort træværksted. Derinde spiller vi kort, og vi spiser sammen en gang om måneden. Og her har vi lavet et lille krearum, og alle møblerne var nogle vi hver især havde i overskud. Og vi har tovholdere på alting.”

Beboer i Købmagergade Skole

I andre af de undersøgte bofællesskaber har det vist sig, at hvis fællesrum er for specifikke i måden de anvendes på, kan beboernes brug af disse rum mindskes i takt med at sociale omstændigheder ændrer sig. Dette kan være hvis beboerne generelt bliver ældre, beboersammensætningen ændres, eller hvis enkelte torveholdere på sociale fællesaktiviteter udflytter.

Dette har været tilfældet i bofællesskabet Toppunktet i Farum, hvor det ene fællesrum delvist er dedikeret til motion og sport. Dog er brugen af de forskellige træningsredskaber blevet mindre i takt med at beboerne generelt er blevet ældre, og da disse redskaber nu optager en væsentlig del af pladsen i det ene fællesrum, er mulighederne for at nye funktioner kan opstå tilsvarende blevet indskrænket. Som en beboer udtrykker det, er resultatet at fællesrummene nu ikke bruges særlig ofte:

”Vi har romaskine, løbebånd, cykel og et bordtennisbord, som ikke bliver brugt så meget mere, men som for nogle år siden blev brugt rigtig meget. Men det var fordi vi spillede mest med vores børnebørn, og nu er børnebørnene jo den alder, så det bliver ikke brugt så meget mere.”

Beboer i Toppunktet

Empirien peger på, at et velfungerende bofællesskab i høj grad er kendetegnet ved velfungerende fællesfaciliteter, som kan imødekomme diverse interesser. Hvis rum og funktioner er for forudbestemte og rigide, kan det være svært for fællesskabet at finde fodfæste, og resultatet kan blive, at aktiviteter i fællesskabet negligeres. De mest velfungerende fællesfaciliteter er dem, hvor brugen og driften bæres af frivilligt engagement og lyst.

Øget ansvarsfølelse gennem inddragelse og medbestemmelse

I flere af de undersøgte bofællesskaber er det blevet tydeligt hvordan en øget inddragelse i udviklingen af bofællesskabernes arkitektoniske rammer, kan være medvirkende til, at der knyttes stærkere bånd blandt beboerne til arkitekturen og fællesskabet. I bofællesskabet Balancen udtrykker en beboer blandt andet hvordan medbestemmelse fra starten har været et vigtigt element i skabelsen ansvarsfølelse for stedet:

”Der er rigtig mange mennesker, som er glade for at bo her, og de passer på stedet, og sørger for at her er hyggeligt, rent og pænt alle vegne. Det er sådan, at man skal føle ejerskab til det. Og det syntes jeg vi har fået lov til igennem medbestemmelse lige fra starten af.”

Beboer i Balancen

Selvom alle beboere i et bofællesskab naturligvis ikke kan være inddraget i dets udvikling fra start, kan den ansvarsfølelse som øget medbestemmelse føre med sig, godt have en positiv effekt på nye tilflyttere. Med andre ord, kan det være afsmittende på nye beboere, hvis der generelt eksisterer en kultur i bofællesskabet, der handler om passe på de arkitektoniske rammer. I særdeleshed kan udformningen af fælles værdigrundlag være vigtige redskaber i opbygningen af sådan en kultur.

Som en anden beboer i Balancen udtrykker der:

”At det er blevet så hyggeligt og hjemligt gør også, at man tager ansvar på en anden måde, end hvis det var koldt og ligegyldigt. Man vil gerne have det til at se ordentligt ud, fordi man hele tiden selv kigger ud på det og færdes i det.”

Beboeer i Balancen

I bofællesskabet Jonshøj i Jonstrup er udformningen og organiseringen af arkitekturen udviklet i dialog med kommende beboere. Sammenlignet med konventionelle udviklingsprocesser, kan en sådan inddragende proces være både ressourcetung og tage lang tid. Men samtidig kan beboerinddragelse medvirke til, at der knyttes stærke bånd mellem beboere og arkitektur. I Jonshøj er det blandt andet placeringen af klyngehusene og fælleshuset, som beboerne har haft indflydelse på:

”Bofællesskabets plan, er blevet til på den måde, at vi har siddet med en fysisk model sammen med arkitekterne og flyttet de der små huse rundt og fundet ud af hvordan det skulle være. Og sådan er det blevet. Det er blevet som vi gerne ville have det. Altså at fælleshuset ligger i midten, at alle har nogenlunde lige langt eller lige kort til det fælles”.

Beboer i Jonshøj

Mens den arkitektoniske helhed i Jonshøj er blevet formet i dialog med kommende beboere, hvilket er blevet italesat som en stor kvalitet, er der også i forhold bofællesskabet, som effektivt har mindsket graden af indflydelse på arkitekturen. Som almene lejeboliger, er boligerne i Jonshøj nemlig underlagt regler for hvordan, for eksempel, køkken og badeværelse må indrettes samt hvilke materialer, der må anvendes. Mens disse regler er til for at tilgodese praktiske og økonomiske forhold, såsom vedligeholdelse og husleje, resulterer de samtidig i en reducering af indflydelse hos beboerne. Som en beboer udtrykker der:

”Jeg ønsker, at man kunne få lov at bestemme noget mere selv, ikke? Jeg er i virkeligheden rigtig socialt indstillet, men vi er meget forskellige økonomisk stillet, så derfor er det vigtigt, at vi ikke alle sammen skal gøre det ens. Jeg har fået lov at betale for at få glasvæv op frem for savsmuldstapet. Det kunne vi få lov til.”

Beboer i Jonshøj

Selvom der kan være en demokratisk lighed i, at boligerne er ens for alle, kan det være relevant at undersøge hvordan medbestemmelse af boligernes udformning og materialevalg kan ske i overensstemmelse med de økonomiske og praktiske forhold der gør sig gældende i almene lejeboliger. For ligesom tidlig beboerinddragelse i udformningen af bofællesskabernes helhed og værdigrundlag, kan medbestemmelse af boligens organisering og materialevalg, være medvirkende til at skabe boligkvalitet og styrke ansvarsfølelsen for de arkitektoniske rammer.

At være engageret i bofællesskabet fra dets begyndelse, har vist sig i mange tilfælde at være en fordel, for således kan beboere præge bofællesskabets grundlæggende arkitektoniske rammer. Naturligvis kan alle beboere ikke være med fra starten, men ved at opbygge en omsorgsfuld kultur gennem tidlig medbestemmelse, kan nye tilflyttere inspireres til fortsat at drage omsorg og knytte bånd til arkitekturen. Dette kan også gælde inden for boligens fire mure, for eksempel, gennem indflydelse på materialevalg.

Ufærdig arkitektur som katalysator for social sammenhæng

Mens beboerne flere af de undersøgte bofællesskaber har været med til at præge udformningen af både værdigrundlag og arkitektoniske rammer, er der også eksempler hvor arkitekturen ligefrem er blevet overdraget til beboerne i ufærdig tilstand. Mens dette umiddelbart kan virke upraktisk og besværligt, har det også vist sig at være en effektiv måde at få beboerne til at knytte stærke bånd til både arkitekturen og hinanden. Dette er tilfældet i bofællesskabet Jonshøj, hvor en konkursramt entreprenør medførte at fælles- og udendørsarealer blev overdraget til beboerne i ufærdig tilstand. For eksempel havde fællesrummet ikke fået installeret køkken og der var heller ikke bygget redskabsskure til de forskellige boliger:

”Jeg har været tilknyttet projektet siden før vi flyttede ind. Og der skete der en masse med at projektet stoppede, fordi entreprenøren gik konkurs. Og da vi så flyttede ind, så var der byggematerialer der var ikke kørt væk og der var ikke kørt jord og sådan noget. Men, det er faktisk blevet til et meget positivt element i mine øjne at overtage byggeriet sådan helt korporligt. For eksempel, så var ikke penge til skure, og det opfatter jeg som et stort plus, fordi det skabte en samhørighed og et kendskab til hinanden, at bygge de skure, som rent socialt har været ubeskrivelig godt.”

Beboer i Jonshøj

På trods af, at dette forhold ikke har været tilsigtet, viste den udfordring, der blev pålagt beboerne, at danne grobund for et styrket fællesskab. Ufærdig arkitektur er dog i sig selv ikke en garanti for godt sammenhold, da det ikke nødvendigvis er alle beboere der kan bidrage på lige fod i en byggeproces som den beboerne i Jonshøj måtte gennemføre. Som en anden beboer udtrykker det:

”I starten af det første år jeg havde dårlig samvittighed, fordi jeg ikke kunne bygge skure. Så fandt jeg ud af at bage kager. Det var jo også godt, fordi jeg vil gerne bidrage. Vi har denne paragraf, der siger, at man skal alle yde efter evne. Ja, så kan du ikke bygge skure, så kan du ikke bygge skure. Aktiviteter er 100 procent lystbetonede. Så det har jeg så skullet lære.”

Beboer i Jonshøj

Samtidig med at beboeren i dette citat understreger hvordan styrkelsen af fællesskabet ikke blot handlede om at bygge skure, men i lige så høj grad handlede om at bidrage til en fælles social indsats, så peger beboeren på et andet vigtigt forhold i inddragelses- og medbestemmelsesprocesser, nemlig kvaliteten af, at indsatser er frivillige og lystbetonede. Således er det ikke blot det forhold, at arkitekturen er ufærdig, der medførte den sociale gevinst i Jonshøj, men derimod det mulighedsrum, som opstod, i kraft af den uafsluttede byggeproces, og som tillod beboerne at bidrage med egne kompetencer, efter evne og lyst.

I nogle af de undersøgte cases, er fællesarealer og rum blevet overdraget til beboere i ufærdig tilstand. Frem for at betragte en ’ufærdig’ arkitektur som et problem, har det vist sig at være en oplagt lejlighed til at knytte sociale bånd mellem beboere gennem arbejdet med at færdiggøre arkitekturen. Vigtigt er det, at potentialet ikke nødvendigvis ligger i det ufærdige, men derimod i det mulighedsrum som en ufærdige arkitektur kan skabe. Et mulighedsrum, som foruden kan styrke ejerskabet og ansvarsfølelsen for de byggede rammer gennem den praktiske færdiggørelse, kan styrke den sociale sammenhæng ved at samle beboere om en fælles indsats.

I Balancen har man i klyngerne udkig fra det private til fælles.

Det var slet ikke meningen, men beboerne i Jonshøj endte med selv at bygge alle skuerne. I sidste ende viste det sig dom som en positiv ting: projekt bragte nemlig helt fra start beboerne sammen om noget fælles

FÆLLES, SAMMEN OG HVER FOR SIG

- fællesskabets lag og sociale organisering

Temaet Fælles, sammen og hver for sig handler om den sociale organisering og sammenhæng mellem bofællesskabernes beboere.

Især har det vist sig, at elementer som fælles værdigrundlag, lejeforhold, klare beslutningsprocesser, frivillighed, skrevne og uskrevne regler samt alders- og kønssammensætninger alt sammen kan have stor betydning for velfungerende bofællesskaber.

At nå enighed gennem fælles værdigrundlag og forskellige ejerforhold

Hvordan skal fællesarealer bruges, og hvilke funktioner kan de rumme? Hvor ofte skal der gøres rent, og hvem har ansvaret? Hvad er hyppigheden af fællesspisninger, og hvem tager opvasken? Der er mange regler og praktiske forhold som et bofællesskab må tage stilling til, og når man bor sammen med mange andre, kan det være vanskeligt at nå til enighed. På tværs af de undersøgte bofællesskaber og deres varierende ejerforhold, er forskellige beslutningsprocesser blevet tydeliggjort, mens vigtigheden af fælles værdigrundlag er blevet italesat.

”Altså, der stod da vi flyttede ind, det her med at alle skulle være enige, og man skulle helst diskutere til alle var enige om løsningen, men det kommer jo ikke til at ske.” Beboer i Jonshøj

Som beboeren i Jonshøj udtrykker det, er enighed ikke altid en mulighed når mange mennesker bor sammen. En måde at overkomme uoverensstemmelser på, kan være at referere til værdigrundlag vedtaget i fællesskab. I de undersøgte projekter, hvor beboere tidligt er blevet involveret i udviklingen af bofællesskaberne, har etableringen af fælles værdisæt ofte været en integreret del af processen. I de projekter, hvor tidlig beboerinvolvering har været begrænset, er beboere løbende gået sammen om at etablere fælles værdisæt. På samme måde, kan det blive relevant at genbesøge værdigrundlag, da beboersammensætninger over tid forandres, og de værdier et bofællesskab oprindeligt var defineret ud fra, dermed kan blive forældede. For uden et fælles værdigrundlag i beslutningsprocesser, kan det blive vanskeligt at bygge et fællesskab op, som en beboer fra bofællesskabet Toppunktet også forklarer:

”Jeg har hele tiden været af den mening, at hvis man flytter i seniorbofællesskab, så skal man forstå at det er et senior-bo-fællesskab. Og det overraskede mig, hvor mange som flyttede herind, fordi de godt kunne bruge en lejlighed. Altså fællesskabet kom i anden eller tredje række, og det skabte en masse problemer i starten, når vi skulle holde fællesmøder…”

Beboer i Toppunktet

I Købmagergade Skole er der mange fællesrum. Dette kan bruges til både møder, fællesspisning og arrangementer.

En strategi til fælles beslutningsprocesser, som går igen i flere af de undersøgte bofællesskaber, er uddelegeringen af ansvarsområder til grupper af beboere eller torveholdere på specifikke aktiviteter. For eksempel er der i nogle af bofællesskaberne blevet etableret laug, som varetager ansvaret for at drive værksteder og fællesfaciliteter i overensstemmelse med fællesskabets værdier.

”Vi er ved at starte et keramiklaug op. Nu mangler vi bare at få de sidste godkendelser fra Keystone. Vi har allerede indhentet godkendelse ved kommunen og brandtilsynet og alle de andre steder. Så nu håber vi, at Keystone bakker os op med det sidste.”

Beboer i Tretårnet

Som beboeren i Tretårnet giver udtryk for, er fælles beslutningsprocesser også påvirket af det ejerforhold, som gør sig gældende i det givne bofællesskab. Bofællesskabet Tretårnet er ejet og drevet af en privat kapitalfond, og adskiller sig dermed fra de almene bofællesskaber, der er organiseret som non-profit. I denne sammenhæng peger undersøgelsen på, at en generelt højere husleje, mere liberale lejeregler samt udlejers ønske om konkurrencedygtighed kan skabe udgangspunkt for forhandlingssituationer mellem beboere og udlejer, når der for eksempel skal etableres nye funktioner i fællesarealer.

”Så spurgte Keystone: ’hvad vil I gerne have her?’ Og, så er der en gruppe, der har arbejdet med at foreslå forskellige ting, så det er deres værk, at alt det her er kommet til. De har forhandlet med Keystone og fået grønt lys, og det har været rigtig rart at blive inddraget i den proces. Altså, det her tætte samarbejde, og at Keystone hele tiden har fingeren på pulsen med hvordan stemningen er herude? Hvad vi laver, hvad som fungerer og hvad som ikke fungerer.”

Beboer i Tretårnet

Dette står i kontrast til de almene bofællesskaber, administreret af nonprofit boligorganisationer, hvor beboerdemokrati kombineret med begrænsede økonomiske ressourcer kan føre til mere komplekse beslutningsprocesser, præget af et større krav om konsensus blandt beboere. Det er for eksempel tilfældet i bofællesskabet Købmagergade Skole, som er ejet og drevet af den almene boligorganisation Boligkontoret Fredericia.

Mange beboere i Tretårnet holder af at bruge deres hænder - derfor har de etableret forskellige værkstedsfaciliteter. Og i tæt samarbejde med udlejeren er der endnu flere på vej.

”Alle dem, der er flyttet hertil, har jo været vant til at bo i villa før. De har ikke boet i lejebolig, så folk skal først lære at bo til leje, og det er faktisk en udfordring. Det er blandt andet en udfordring, fordi folk er vant til at bestemme selv og selv kunne gøre det og det og det. Men her er det meste jo en fælles beslutning. Vi har afdelingsmøde hvert år, og der bliver det aftalt og stemt om, hvad vi skal gøre, fordi det også er et spørgsmål om at holde huslejen nede. Altså, boligkontoret i socialt boligbyggeri har jo ikke en pengekasse, de bare kan give os af. Så alt hvad vi bruger og gør, er det os selv der betaler. Derfor skal vi være enige om, hvad vi bruger penge på, for ellers kan det jo løbe løbsk. Så folk skal lære, at de ikke bare kan kræve.”

Beboer i Købmagergade

På tværs at de undersøgte bofællesskaber viser undersøgelsen, at etableringen af fælles værdigrundlag kan have en central rolle i fælles beslutningsprocesser. Når mange forskellige mennesker bor sammen, er enighed ikke altid muligt, og her kan et fælles værdigrundlag fungere som et vigtigt referencepunkt ved uenigheder.

I bofællesskaber med tidlig beboerinvolvering er sådanne værdier ofte formuleret fra begyndelsen, mens de i andre tilfælde udvikles løbende. I alle tilfælde kan det være relevant at genbesøge værdigrundlag i takt med beboersammensætningen ændres. Derudover peger flere cases på, at uddelegeringen af ansvar til mindre grupper eller laug kan lette beslutningsprocesser.

Endelig viser undersøgelsen, at ejerforhold har betydning for, hvordan beslutninger træffes, idet private bofællesskaber i højere grad er præget af forhandling mellem beboere og udlejer, mens almene bofællesskaber ofte har mere formaliserede og konsensusprægede processer som følge af beboerdemokrati og begrænsede økonomiske rammer.

Balancen mellem beboersammensætning og -sammenhold

Mens et højt beboerantal kan gøre det vanskeligt at nå konsensus i beslutningsprocesser, er der også fordele i, at mange forskellige mennesker bor sammen. Gennem undersøgelserne er det for eksempel blevet italesat, hvordan det, at være mange beboere, kan gøre det nemmere at finde andre, med samme indstilling og tilgang som en selv. Som en beboer i Jonshøj udtrykker det:

”Fordi vi er 32 mennesker, så kan du næsten hele tiden finde en eller anden, der lidt synes det samme som dig. Hvis du har en idé, så bliver den nogle gange vedtaget og andre gange bliver den måske stemt ned, men der vil altid være nogen, der sådan er enig med dig.” Beboer i Jonshøj

Mens et højere beboerantal altså kan gøre det nemmere at finde mindre fællesskaber i beboersammensætningen, er det vigtigt også at lytte til dem, der ikke nødvendigvis enig med en selv. For risikoen ved udelukkende at bygge mindre fællesskaber op omkring andre beboere med samme indstilling er, at det store fællesskab splittes i kliker eller grupperinger, hvilket kan være dårligt for bofællesskabets sammenhængskraft.

Som en anden beboer fra Jonshøj udtrykker det, har det således været svært finde den balance, der kendetegner det gode fællesskab, hvor der er plads til forskellige ideer og meninger. Mere specifikt beskriver beboeren opstartsfasen som en udfordring, da mange forskellige ideer om det at drive et bofællesskab mødes og må sameksistere, så der både er plads til de beboere, med erfaring fra tidligere bofællesskaber, og dem, der aldrig har boet med andre før, og som derfor har en masse nye ideer og forestillinger, som de gerne vil realisere:

”Det der med enten at være den, der ved noget, der kan bruges i fællesskabet, eller dem, der ikke har nogen erfaring, men har enormt meget lyst til at starte på en frisk med deres egne nye ideer og præge fællesskabet – den balance synes jeg har været svær at finde. Men jeg synes, det går bedre, efter at vi har lært hinanden at kende. Det var mere i opstartsfasen, hvor folk måske var lidt på vagt overfor hinanden.”

Beboer i Jonshøj

Det er således hårfin balance at bo så mange sammen, at man ikke nødvendigvis føler sig alene, når demokratiet er imod en, men stadig så få, at man ikke danner kliker og grupperinger men hellere lærer de andre at kende end, og gennem kompromisser og beboerdemokratiske processer når til enighed. Helt generelt peger undersøgelsen på, at det at bo i bofællesskab er en social og fællesskabsorienteret boligform, hvor sammenholdet med de øvrige beboere trods forskelligheder gerne skal en kvalitet mere end en byrde eller roden til mulig konflikt. Som en beboer fra Tretårnet udtrykker det:

”Altså, her har jeg fundet mennesker, som har nogle interesser der matcher mine. Fordi, der er så mange forskellige mennesker med forskellige kompetencer og vi har det altså sjovt. Her i juni er det min opgave at arrangere en udflugt for hele Tretårnet.”

Beboer i Tretårnet

Antallet af beboere i et bofællesskab er vigtigt. Bor der for få mennesker sammen, kan det være en udfordring for den enkelte beboer at finde andre med samme interesseområder og prioriteter. Men der kan også bo så mange sammen, at fællesskabets helhedsforståelse bliver udfordret, hvilket kan lede til klikedannelser og grupperinger.

I Tretårnet er der god plads til at udfolde sig til både hverdan og fest.

Aldersdiversitet som parametre for velfungerende fællesskaber

Mens antallet af beboere kan have stor betydning for hvorvidt et bofællesskabs demokratiske beslutningsprocesser og sociale sammenhænge er vellykkede, har diversiteten af beboerne også en indflydelse. I særlig grad har undersøgelsen peget på en varieret alderssammensætning som vigtig parameter, da ’50+ bofællesskaber’ netop er kendetegnet ved at orientere sig mod specifikke aldersgrupperinger. Dette er blevet tydeliggjort, da flere af de undersøgte bofællesskaber er forholdsvis nyopstartede, og derfor primært er beboet af første generation af beboere, der alle er flyttet ind på samme tid, og alle har nogenlunde den samme alder. For eksempel siger en beboer fra Jonshøj:

”Jeg kan godt nogle gange blive lidt bekymret for om vi nu bliver gamle samtidig. Altså kan vi blive ved at holde til det? Under projektets udvikling har vi været ude og besøge forskellige bofællesskaber, og der kan jeg huske, at vi besøgte et, der var 10 år gammelt, og der var der ikke nogen, der var døde. Altså, vi går jo ud fra, at vi bliver boende her, indtil vi dør, og så bliver der en udskiftning. Så, hvordan skal det gå os på sigt? Men ellers kan jeg meget godt lide, at vi ligesom er samme sted i livet.”

Beboer i Jonshøj

At være samme sted i livet kan styrke den indbyrdes forståelse mellem beboere. Men det kan også have en negativ effekt på bofællesskabets sammenhængskraft hvis beboerne aldres samtidig, og der derfor kommer til at mangle ny energi til at opretholde engagementer og skabe nye initiativer. Da beboernes virke i fællesskabet naturligvis mindskes med alderen, er det derfor vigtigt med nye tilflyttere, der kan variere alderssammensætningen, så aldersgennemsnittet ikke bare stiger. Dette er særdeles relevant for nyopstartede bofællesskaber, da det engagement det kræver at medvirke til etableringen af bofællesskaber nok nemmest kan tilvejebringes tidligere i seniorlivet, hvilket derfor medføre en ensartet alderssammensætning, og ligeledes, en parallel aldring blandt beboerne. Men, det er også en tendens som gælder mere etablerede bofællesskaber, for eksempel de alment organiserede, da anciennitet på ventelister er den afgørende parameter hvorved nye beboere udvælges. Dette er en problemstilling som gør sig gældende det almene bofællesskab Købmagergade Skole, som en beboer udtrykker det:

”Da vi flyttede ind her for otte år siden, var gennemsnitsalderen 70-75 år. Nu er den over 80. Det er jo et dejligt seniorbofællesskab, der ligger dejligt centralt, så der er mange der for eksempel siger til deres mor på 85: ’når du nu har sådan en god anciennitet i boligforeningen, så synes jeg, du skal flytte ned på Købmagergade Skole, for det er trygt, og det er dejligt.’ Og så sker der jo det at vi desværre ikke får nyt blod til. Det er vores største problem.”

Beboere i Købmagergade Skole

I bofællesskabet Tretårnet i Helsingør har man valgt at etablere et plejehjem i samme bygning som bofællesskabet, hvilket har vist sig at have en række positive synergier med 50+ bofællesskabet. For eksempel er der flere af beboerne, der har fået plads til deres forældre i plejehjemmet, hvilket har styrket familiære relationer og gjort det nemmere at yde omsorg, hvis en forælder bliver sygdomsramt. Og ligeledes har det medført, at mange af de faciliteter, som i første omgang er tiltænkt enten bofællesskabet eller plejehjemmet, kan komme flere beboere til gode. Men trods de positive synergier, har den tætte relation til plejehjemmet også medført, at plejekrævende beboere, der ikke har fået plads på plejehjemmet, er blevet flyttet til ledige lejligheder i bofællesskabet. Dette forhindrer derfor nye og yngre beboere at flytte ind, som ellers kan bringe ny energi til fællesskabet. I stedet øges aldersgennemsnittet samt behovet for ekstra omsorg fra de øvrige beboere:

”Stedet har det her højskolemiljø, som jeg godt kan lide, og så har det plejehjemmet nedenunder. Og da min mor var havde fået diagnosen demens, var jeg før 14 dage her og 14 dage der. Men, for et år siden fik jeg hende flyttet ned på plejehjemmet. Vi er flere, der har valgt at have vores forældre dernede. Og det er et kæmpe plus for stedet. Men, der er også det minus, at der er en del af de ældre, der ikke får plejehjemsplads, som flytter herop. Og det vil sige, at lige for tiden har vi en cirka ca. 14 demente og meget plejekrævende beboere.”

Beboer i Tretårnet

Undersøgelsen peger altså på vigtigheden af, at sikre muligheden for at nye og yngre beboere kan flytte til, så aldersgennemsnittet i bofællesskaberne ikke bare forøges over tid. En faktor, der i særlig grad gør sig gældende i et bofællesskab som Tretårnet, hvor nærheden til plejehjem og faciliteter muliggør, at beboerne kan blive boende langt oppe i alderen, og dermed effektivt forhindre friske kræfter i at flytte til. Eller i de almene bofællesskaber som Købmagergade Skole, hvor anciennitet er den primære faktor for udvælgelsen af nye beboere, hvilket naturligvis forfordeler ældre ansøgere. Naturligvis handler det ikke om at udelukke ældre beboere, men derimod om at sikre en varieret alderssammensætning blandt beboere. Eller, som en beboer i Tretårnet udtrykker det, så handler det om at undgå den skævvridning, som nemt kan blive resultatet, hvis ikke aldersdiversiteten effektivt opretholdes.

”Altså, det er jo lagt op til, at bofællesskabet skal være for folk på 55 og opad uden børn. Men nogle af os synes at der er det problem, at vi måske er lidt for mange i den ældre generation, som bruger rollator og så videre. Det forulemper ikke andre på nogen måde, men det er ligesom om vi har en skævvridning. Vi har ikke ret mange i den yngre gruppe.”

Beboer i Tretårnet

Flere af beboerne i Jonshøj ønsker at blive boende indtil de dør og håber at både rammer og fællesskab kan rumme det.

Diversitet er vigtigt for et bofællesskabs sociale sammenhæng. Hvis alle beboere for eksempel har den samme alder, kan der mangle friske kræfter når beboerne bliver ældre. På samme måde bidrager forskellige perspektiver og baggrunde til en større social forståelse og sammenhængskraft.

For almene bofællesskaber, hvor ventelisteanciennitet er afgørende for at få plads, vil en naturlig forfordeling af ældre ansøgere nødvendiggøre en aktiv sikring af aldersdiversitet, for at undgå at aldersgennemsnittet ikke bare stiger. Og for bofællesskaber kombineret med plejehjem for eksempel, er det ligeledes nødvendigt aktivt at sikre aldersdiversitet, så bofællesskabet over tid ikke bare bliver en forlængelse af plejehjemmet.

Frivillighed og lyst som forudsætning for velfungerende fællesskaber

Selvom de undersøgte bofællesskaber og deres sociale organisering varierer fra projekt til projekt, er der mønstre, der tydeligt går igen. Dette gælder blandt andet hvordan beboernes deltagelse i fællesaktiviteter er lystbetonede og frivillige, således at så få forpligtelser som muligt præger beboernes hverdag. Naturligvis er der opgaver som beboerne må varetage for at opretholde velfungerende arkitektoniske rammer, såsom rengøring og oprydning, hvilket medføre en vis form for pligtfordeling. Men når det kommer til de sociale aktiviteter, bliver frivillighed og lyst de bærende principper, hvad enten det gælder fællesspisning og fællesaktiviteter, eller mere praktiske anliggender som havearbejde og byggeprojekter. I bofællesskabet Balancen er det for eksempel fællesspisningerne, som fungerer som den primære sociale aktivitet på tværs af bofællesskabet, men her er deltagelse et frivilligt tilvalg, hvilket er blevet italesat til at styrke den sociale dimension i aktiviteten. Fællesspisning er altså et aktivt tilvalg, som ikke forhindrer beboerne i at dyrke andre aktiviteter eller fællesskaber, og som derfor er præget af en generelt velvilje og lyst.

”Vi syntes vores fællesspisninger er vigtige. Vi spiser mandag, onsdag og fredag i den ene uge og tirsdag og torsdag i den anden. Så kan alle dyrke deres interesser udenfor fællesskabet, uden at det forstyrrer. Det passer fint... Og vi har jo tre principper: frivillighed, frivillighed og frivillighed, og det fungerer stadigvæk.”

Beboere i Balancen

I bofællesskabet Jonshøj er vigtigheden af frivillighed og lyst direkte indskrevet som en central del af bofællesskabets fælles værdigrundlag, som en forudsætning for fælles sociale aktiviteter. Som en beboer beskriver, var dette i særdeleshed aktuelt, da beboerne selv måtte organisere og bygge de redskabsskure som ikke blev gjort færdige, da bofællesskabet blev overdraget fra konkursramt entreprenør til beboerne (se eventuelt afsnittet Ufærdig arkitektur som katalysator for social sammenhæng på side 15).

Da alle beboerne i Jonshøj ikke nødvendigvis havde færdighederne eller lysten til aktivt at deltage i byggeprojektet, opfordrede reglen om lystbetonet deltagelse i stedet disse beboere til at bakke op om projektet på andre måder. Så fremfor blot at have dårlig samvittighed over ikke at kunne bidrage i samme grad, som dem med byggekundskab, kunne de støtte projektet på måder, som passede deres færdigheder. Altså blev forudsætningen om lyst og frivillighed et grundlag for en øget og diversificeret måde at deltage i fællesskabets aktiviteter. Selvom nogle måtte trække et tungere læs når det gjaldt byggearbejdet, kunne andre lette byrden med forplejning og omsorg.

På tværs af de undersøgte cases, er frivillighed blevet italesat som en vigtig præmis for et velfungerende bofællesskab. Selvom nogle forpligtelser, såsom rengøring af fællesarealer og madlavning til fællesspisning, kan være nødvendige at fordele, beror størstedelen af de undersøgte bofællesskabers sociale aktiviteter på frivillighed. Når beboere yder efter evne og lyst, er der således plads til alle.

Det store fælleshus i Balancen danner ofte ramme om fællesspisninger. Det er frivilligt og lystbetonet, men sker ikke desto mindre mange gange om ugen.

Også i Jonshøj er det op til beboerne selv hvor hyppigt de har lyst til at deltage i aktiviteterne i fælleskøkkenet.

FÆLLESSKABENDE RAMMER

- arkitekturen som social initiator

Temaet Fællesskabende rammer dækker over arkitekturens kapacitet til at skabe og styrke fællesskabet gennem arkitektoniske virkemidler og rumlig organisering.

Bofællesskabernes byggede rammer kan således både formgive, understøtte og modarbejde den sociale sammenhæng ved i større eller mindre grad at invitere beboere til at engagere sig i fællesskabet. Fælles kvadratmeter alene sikrer altså ikke et velfungerende bofællesskab.

Fælles værksted i Balancen

Arkitekturen som formgiver af fællesskabets lag og organisering

Gennem undersøgelserne af de fem ’50+ bofællesskaber’ er det blevet tydeligt hvordan fællesskabernes sociale lag og organisering i høj grad påvirkes af arkitekturens udformning. Dette kan være gennem rumlige virkemidler og arkitektoniske tærskler eller skel, der skaber sociale underdelinger i det store fællesskab. Først formgives arkitekturen altså med afsæt i sit tilsigtede program – for eksempel gennem tidlig inddragelse af kommende beboere (se eventuelt afsnittet Øget ansvarsfølelse gennem inddragelse og medbestemmelse på side 14) – og derefter formgiver arkitekturen så bofællesskabets sociale sammenhænge. I bofællesskabet Tretårnet i Helsingør er dette særlig tydeligt, da flere markante arkitektoniske tærskler som etageskel, fællessale, og fordelingsgange, er med til at inddele og opdele bofællesskabet i sin helhed. Som en beboer udtrykker det, er denne opdeling med til at skabe særlige sociale forhold og mere nære fællesskaber, uden dog at modvirke det store fællesskab, og den sociale sammenhæng på tværs af bofællesskabets byggede rammer:

”Da jeg så bofællesskabet tænkte jeg: ’det er lige mig, det her.’ Det er i flere etager, og man kommer ikke ind til det hele på én gang. Der er salene, og det vil sige, at du har både det store fællesskab, men du har også fællesskaberne på salene, i de små enheder. Dels er vi et stort fællesskab, men vi er også lagdelt. Og det betyder faktisk også noget, at salene er inddelt i gange, fordi du har også et specielt forhold til dem, du bor på gang med. Så det giver et gangfællesskab, et salfællesskab og et bofællesskab.”

Beboer i Tretårnet

I bofællesskabet Jonshøj i Jonstrup spiller arkitekturens udformning på samme måde en vigtig rolle i fællesskabets organisering. Jonshøj er udviklet som en række klyngehuse med tre til fire boliger per klynge, og her er det altså boligklyngen som enhed, der danner grundlaget for bofællesskabets sociale underdelinger. En beboer fortæller blandt andet hvordan det ikke nødvendigvis er fælles interesser eller sindelag, der skaber grobunden for nære fællesskaber, men det, at bo tæt sammen, som naboer i boligklyngen. Dette understreger arkitekturens rolle i etableringen og organiseringen af sociale fællesskaber.

Selvom der er flere typer fælles uderum i Købmagergade Skole værdsætter beboerne også deres private altaner. Her kan de slappe af i rolige og stille rammer - men stadig med mulighed for at vinke ned til deres naboer i gården og tilslutte sig dem når kapitlet i deres bog er læst færdigt.

”Vi hygger os i den store fælles gruppe, men vi hygger også i den lille gruppe, vi er. Altså, vi er fire familier, der bor i den her klynge, og vi holder nogle middage en gang imellem –klyngemiddage kalder vi dem. Og det er ikke fordi vi har specielt meget til fælles, men det er enormt hyggeligt, og vi lærer altid hinanden lidt bedre at kende.”

Beboer i Jonshøj

Det samme gør sig gældende i bofællesskabet Købmagergade Skole, som er etableret i en transformeret skolebygning fra 1898 samt i to nyopførte etageboligejendomme. Her udgør lejlighedsopgangen én social enhed, centreret om det nære naboskab, mens de forskellige ejendomme, nye som gamle, skaber en anden underdeling i det store fællesskab. Hvad der derimod adskiller Købmagergade Skole fra de andre undersøgte bofællesskaber, er differentieringen af de forskellige boliger og deres faciliteter. For mens alle lejlighederne i de nyopførte etageejendomme har altaner ud til fællesgården, er det kun nogle af lejlighederne i den transformerede skolebygning der har altaner. Således tilskyndes beboerne uden altan til at bruge fællesgården i højere grad end dem med altan. Mens valget mellem altan eller ingen altan kan virke mindre relevant i forhold til bofællesskabets sociale organisering, har dette alligevel betydning for fællesskabets udfoldelse, da muligheden for at møde ens medbeboere trods alt er højere, når man aktivt bruger fællesområderne. Som en beboer fortæller:

”Da vi boede i den bygning derovre, der var det kun to af de seks, der boede der, som havde altan, så de andre fire måtte gå ned. Og når så vi satte os derned, så kom alle de andre hen og ville gerne sidde sammen med os. Det var svært når jeg sad og lavede kryds og tværs eller læste en bog… Nogle gange ville man godt bare sidde og passe sig selv. Det kan man gøre her. Nu kan jeg se og vinke til dem i stedet for at sidde dernede.”

Beboer i Købmagergade

Endeligt er der bofællesskabet Toppunktet i Farum, som er kendetegnet ved den lange fordelingsgang, der udgør projektets rygrad, og hvorfra alle lejlighederne tilgås. Foruden små nicher i gangen, som deles mellem naboerne i bofællesskabet, så findes der i mindre grad arkitektoniske tærskler eller markører, der kan underopdele det store fællesskab, som det ellers er tilfældet i de andre bofællesskaber.

Fælles terrasse i en af klyngerne i Jonshøj. I bofællesskabet er der plads til samvær i både større og mindre konstellationer.

Som flere beboere i Toppunktet har gjort opmærksom på, er resultatet af denne rumlige organisering en øget distance mellem beboerne – både helt konkret, da gangen virker for lang til at man lige går fra den ene ende til den anden – men også socialt, da netop gangens længde modarbejder daglig og uformelt samvær, selvom den tillader en visuel forbindelse på tværs af bofællesskabet:

”Hvis jeg skal sige noget arkitektonisk om at lave et seniorbofællesskab på sådan en lang gang, så er det ikke nogen god ide. For mig skulle et bofællesskab have fællesfaciliteter i midten, og det skulle i hvert fald være sådan, at når man træder ud på gangen, så ser man de andre. Det skaber mere fællesskab. Her kan det godt blive lidt institutionsagtigt. Nu kender vi hinanden, så vi vinker når vi ser hinanden. Men, det er ikke sådan, at man automatisk lige sætter sig ned med sin kaffe når der er så langt for dem, der bor i den anden ende. Hvis et seniorbofællesskab skal være rigtig godt, så skal man kunne se hinanden, når man kommer ud ad døren”

Beboer i Toppunktet

Hvordan fællesskabet er organiseret og sammensat, afhænger i høj grad af arkitekturens udformning. Undersøgelserne peger på, at flere forskellige lag af fællesskab – fra det det nære fællesskab med naboen, i opgangen, på etagen eller i boligklyngen, til det bredere fællesskab på tværs af bebyggelsen – kan være med til at skabe flere sociale sammenhænge og stærkere fællesskaber. Det er væsentligt, at arkitekturen understøtter og formidler overgangene mellem bofællesskabets forskellige lag og organiseringer.

Arkitektonisk organisering som katalysator for socialt samvær

Ligesom arkitekturen kan spille en rolle i organiseringen af et bofællesskabs sociale lag, kan den arkitektoniske organisering underbygge eller modarbejde social kontakt og sammenhængskraft. Dette kan være ved at skabe muligheden for uformelle møder i hverdagen eller ved at sikre visuelle forbindelser på tværs af de arkitektoniske rammer, og på den måde invitere til socialt samvær. I bofællesskabet Balancen i Ry har man, for eksempel, valgt at placere køkkenet i de forskellige boliger ind mod de fælles haverum mellem klyngebebyggelserne, så man kan følge med i fællesskabet fra sin boligs mindre private rum, mens man fra fællesskabets arealer kan se om naboen er hjemme og nemt hilse på.

”Vi har alle sammen køkkenet ind mod midten af klyngen. Vi kan allesammen se, hvad der sker. Jeg synes, det er godt tænkt… Og så er det megahyggeligt. Der er mange, når de kommer herud, så siger de at det er sådan lidt sommerhusagtigt. Det er ret sjovt. Og så har vi heldigvis ret meget udeareal. Der er meget grønt rundt om os. Det er ikke så ringe endda.”

Beboer i Balancen

I Balancen er arkitekturen altså tænkt som en katalysator for fællesskabets udfoldelse, hvilket betyder, at man som beboer opfordres til socialt samvær gennem sin dagligdags praksis. Mens denne arkitektoniske strategi bevidst er tænkt til at styrke den sociale sammenhængskraft, kræver det også en åbenhed og parathed hos beboerne til aktivt at indgå i fællesskabet. Som en anden beboer fremhæver:

”Bygningerne lægger op til at man møder hinanden. Og det skaber altså det privilegium, at man kan møde mennesker, som man efterhånden også holder rigtig meget af. Altså i min alder, bliver mange ensomme og er alene. Men her har jeg mødt så mange dejlige og forskellige mennesker. Det er en god ting at blive udfordret på den måde så snart jeg træder ud af huset.”

Beboer i Balancen

En anden kvalitet ved den arkitektoniske organisering i Balancen er hvordan udeladelserne er bilfri, så man kun bevæger sig rundt mellem klyngerne ved at gå eller cykle, og derfor i højere grad møder hinanden i sin dagligdag. Her er det altså den større arkitektoniske organisering, som er med til at underbygge den sociale sammenhængskraft, og mens det ved første øjekast kan virke ubelejligt at parkere længere væk fra sin hoveddør, har det et socialt udbytte, som flere af beboerne italesætter som en kvalitet:

”Det giver noget, at vi stort set kun går og cykler rundt. Så møder vi hinanden, og man kan nå at snakke. Hvis folk kom kørende i biler parkeret ud fra sin egen lille hoveddør, så kunne vi ikke nå at snakke så meget. Vi har også en vits om, at det tager en halv time at gå ned med affaldet, fordi man skal snakke med fire på vejen og sådan noget. Men det er jo hyggeligt.”

Beboere i Balancen

I Tretårnet i Helsingør tillader de mange forskellige arkitektoniske inddelinger og sociale underdelinger, at beboerne nemt kan vælge hvilken form for samvær de ønsker. Bliver man på gangen, i det mere intime fællesskab, møder man måske naboen til en kop kaffe, mens man i bofællesskabets mere centrale fællesrum og faciliteter, har

Flere beboere i Toppunktet fortæller hvordan den lange korridor skaber en afstand mellem boboerne, fordi de ikke automatisk har udsyn til hinanden. Problematikken har de forsøgt at immødekomme ved at indrette opholdsrum i korridoren.

Den store fælles tagterrasse i Tretårnet lægger op til samvær på tværs af bygningen. Her kan man sammen nyde solen og passe planterne.

En fælles parkeringsplads i udkanten af området fremfor private garager eller parkeringspladser ved hver enkel lejlighed danner rig mulighed for uformelle møder. Så løber man oftere på hinanden til fods eller på cykel i dagligdagen. Her er det parkering ved Jonshøj.

mulighed for at dyrke sammenholdet i det store fællesskab, på tværs af hele bygningen. På den måde tilbyder arkitekturen en variation af social udfoldelse, så beboerne selv kan vælge i hvilken grad, de ønsker at være sociale. Og netop denne mulighed for at deltage i fællesskabet, alt efter hvor i arkitekturen man bevæger sig, er af flere beboere blevet italesat som en kvalitet. Som en beboer fortæller:

”Det, som jeg er tiltalt af er, at man kan vælge. Jeg kan hele tiden vælge: ’vil jeg være mig selv eller ved at være sammen med nogen, for eksempel, i stuen derhenne?’ Nogle gange, så går jeg ud på gangen, og hvis der er lys, så ved jeg, at der sidder nogen, og så tager jeg mit strikketøj med og får en snak. Jeg kan vældig godt lide det der med, at man kan vælge, at der er muligheder. Det er faktisk rigtig vigtigt for mig.”

Beboer i Tretårnet

Som beboeren også fremhæver, spiller den visuelle forbindelse en vigtig rolle for den sociale udfoldelse. Kan man se at der er liv og samvær i et fællesrum, opfordrer det altså andre beboere til at deltage, og på den måde kan rumlige sammenhænge og placeringer af fællesfaciliteter have stor betydning for bofællesskabets sociale dimension. Dette er blevet særligt tydeligt gennem undersøgelserne af bofællesskabet Toppunktet i Farum, hvor den rumlige organisering om den lange gang, og fællesrummenes placering i den ene ende ad gangen, har medført, at dem der bor længst væk, ikke så ofte bruger fællesfaciliteterne i deres dagligdag.

Fælleshuset i Balancen har store vinduespartier der lukker en masse lys ind, men som også danner visuel forbindelse til hele komplekset og giver forbipasserende mulighed for at se hvilke af deres naboer der er derinde og hvad de laver.

”Vores fællesrum – med tiden er det blevet et problem, fordi dem nede fra den anden ende, de har rigtig langt at gå… Et fællesrum skal ligge i midten. Så man kan se at man går forbi og alle har lige langt. Jeg har ellers ikke meget kritik af vores fællesrum – jeg synes det er pragtfuldt fællesrum. Jeg bruger det også. Jeg har en stor familie, jeg elsker at lave mad, og jeg elsker at invitere dem. Vi har jo både køkken og alting deroppe og masser af plads. Og de unge kan spille deres brætspil, og de gamle kan sidde og snakke.”

Beboer i Toppunktet

Netop den manglende visuelle forbindelse i Toppunktet fra den centrale fordelingsgang og ind i fællesrummene modarbejder altså den bredere daglige anvendelse og dermed den sociale sammenhæng i bofællesskabet. For, som flere beboere har udtrykt, kan det virke langt at gå fra den ene ende af bofællesskabet og ned til fællesrummet, blot for at opdage at der ikke er nogen at være sammen med. Som en lavpraktisk løsning på denne arkitektoniske problemstilling har beboerne dog indbyrdes aftalt at opsætte en markør i gangen, som signal for, at fællesrummet er i brug:

”Fordi man kan jo ikke se, om der er nogen der sidder i fællesrummet, så har vi valgt at den, der åbner og laver kaffe, også sætter en kost på en bakke ude på gangen. Så, når man træder ud, kan man se om der er nogen dernede. Ellers, hvis man skal gå helt fra den ene ende og ned i den anden, og der så ikke er et øje, så må man gå hjem igen. Men jeg tror, det er vigtigt for at holde et fællesskab ved lige, med meget mere fælles snak”

Beboer i Toppunktet

Bofællesskabets arkitektoniske organisering bør opfordre til social kontakt gennem visuelle forbindelser og som fysisk samvær. Dette kan opnås ved at gøre uformelle møder mellem beboerne til en del af dagligdagen eller ved at synliggøre socialt samvær, og på den måde invitere beboere på tværs af arkitekturen til at deltage i fællesskabet. Meget socialt samvær opstår nemlig spontant, når man støder på naboen idet man går ned med skraldet eller hen med vasketøjet. På samme måde kan en isolerende og opdelende arkitektur forhindre fællesskabets sociale sammenhæng.

Funktionelle fællesrum som forudsætning for sammenhold

Mens arkitekturens organisering tydeligvis spiller en rolle i enten at styrke eller modarbejde det social sammenhold i et bofællesskab, er den arkitektoniske programmering af fællesfaciliteter i lige så høj grad afgørende for sammenhængskraften. Det er altså ikke nok, at et fællesrum er placeret med omtanke for social kontakt og samvær –funktionaliteten og kapaciteten af fællesrum må i lige så høj grad være i stand til at imødekomme bofællesskabets beboere og deres daglige behov. I Balancen i Ry har man prioriteret at fællesrummene, foruden en velovervejet og central placering i bofællesskabet, hele tiden er åbne for alle beboere, og ikke uden videre kan bookes til private arrangementer, og dette er af flere beboere blevet italesat som en kvalitet, med en positiv social effekt:

”Fælleshusene ligger centralt, så alle passerer dem. De har en central placering i bebyggelsen og er dermed de tilgængelige for alle. Og vi skal ikke booke det eller leje det. Det gør, at det virkelig bliver brugt, og det gør enormt meget for fællesskabet, det tror jeg virkelig, at det gør. Det er guld værd.”

Beboer i Balancen

Fælleskøkkenet i Tretårnet har kun begrænset visuel kontakt med resten af bygningen.

Det kan betyde at man som beboer sjældnere bevæger sig derud og møder sine naboer.

Hvis et fællesrum ikke kan møde de behov, et bofællesskab må have til det, kan gå ud over den sociale sammenhængskraft beboerne imellem. I bofællesskabet Købmagergade Skole i Fredericia er dette blevet tydeligt, da beboerne ikke har haft mulighed for at etablere et fællesrum, der er stort nok til, at alle beboerne kan mødes, og det har haft en negativ effekt på den indbyrdes forståelse – et problem, som yderligere katalyseres af de markante arkitektoniske inddelinger og sociale underdelinger som karakteriserer bofællesskabet.

”Lige nu har vi svært ved at finde et sted, der er stort nok til at vi alle kan være der. Det er med til at gøre, at det nogle gange kan knibe med at få en forståelse for alle mennesker. Fordi, når man bare mødes med de samme 10-12 mennesker her og der, så kan man nemt komme til at sidde og tale om de andre afdelinger. Det er rigtig fint, at vi hygger i hver vores hjørne, men brug nu ikke tid på at snakke om de andre. Snak hellere om, hvor hyggeligt det er at være sammen.”

Beboer i Købmagergade Skole

På Købmagergade Skole er alle fællesrum placeret i kældrene til både den transformerede skolebygning og de nyopførte etageboligejendomme, og disse rum er ikke oprindeligt designet til at huse fællesskabets udfoldelse. Derimod er rummene defineret ud fra tidligere praktiske omstændigheder i tiden som skolebygning, eller mere økonomiske og byggetekniske omstændigheder, forankret i det elementbyggesystem, som de nyopførte bygninger er bygget op omkring (se eventuelt afsnittet Lydhøre fællesrum og åbne mulighedsrum på side 13).

Derfor er fællesrummenes begrænsede kapacitet altså en afledt konsekvens af den overordnede arkitektoniske organisering, defineret gennem de rumlige benspænd i den transformerede og nyopførte arkitektur.

En lignende problematik gør sig gældende i bofællesskabet Toppunktet, hvor fællesrum og -faciliteter er etableret i transformerede lejligheder, hvilket medfører at deres størrelser er begrænsede til lejlighedernes størrelser. Som en beboer forklarer, har disse foruddefinerede rumdimensioner medført at fællesstuen er for lille til, at alle bofællesskabets beboere kan samles, mens det tilknyttede fælleskøkken er blevet større end hvad behovet er.

”Egentlig skulle vi have været 22 beboere, men vi er kun 19. Til gengæld er der dårligt plads til 22 i vores fælles stue. Hvis vi skal sidde og spise, kan vi dårligt være der. Det er alt for småt, altså selve rummet. Køkkenet er alt for stort, men selve opholdsrummet er for lille.”

Både Købmagergade Skole og Toppunktet er altså udfordret af begrænsede kapaciteter i fællesrum og faciliteter, foranlediget af fastlåste rumdimensioner. Men denne problemstilling er ikke nødvendigvis en forudsætning for bofællesskaber etableret i transformeret byggeri, hvilket Tretårnet i Helsingør tydeligt demonstrerer. Tretårnet er nemlig etableret i et transformeret hospitalsbyggeri, og er kendetegnet større rumdimensioner og flydende rumlige overgange, og dette har resulteret i en mere åben plan, som tillader en højere grad af fleksibilitet og adaptiv funktionalitet. Altså kan fællesrummene i Tretårnet nemmere tilpasses varierende omstændigheder, som en beboer også beskriver:

”Det er vigtigt for mig at der er et fælles køkken som vi kan bruge til at lave store fælles arrangementer. Og hvis vi ikke kan være i køkkenet, så bruger vi gangen, og dækker vi simpelthen op derude så vi har mulighed for at samle hele huset. Det er vigtigt for mig. Oven i det, så kan man leje eller låne fælleskøkkenet og have sine egne personlige arrangementer, og det er der rigtig mange der bruger det til.” Beboer i Tretårnet

Den sociale sammenhængskraft i et bofællesskab styrkes ikke kun gennem den arkitektoniske organisering og placeringen af fællesrum, men i lige så høj grad af deres programmering, funktionalitet og kapacitet. Fællesfaciliteter skal altså ikke blot være synlige og strategisk placeret, men også dimensioneret og indrettet, så de reelt kan rumme beboernes dagligdag og fælles behov. Hvis fællesrum er for så, for ufleksible, eller disponeret funktionelt skævt, kan det altså begrænse fællesskabets udfoldelse og føre til sociale opdelinger. Omvendt kan fleksible og adaptive løsninger i højere grad imødekomme varierende behov og brugsmønstre. I særlig grad kan det være problematisk at sikre velfungerende fællesrum i transformerede projekter, hvor rumlige sammenhænge og dimensioner ofte er bundet til de eksisterende arkitektoniske rammer.

En bolig, som kan imødekomme skiftende behov og livsstadier

Selvom bofællesskabet som boligform er kendetegnet ved det sociale fællesskab, er det vigtigt at huske, at et bofællesskab helt grundlæggende skal fungere som hjem for dets beboere. Det er altså ikke nok, at et de arkitektoniske rammer kan imødekomme de sociale behov, som beboerne i fællesskab må have – rammerne skal også imødekomme hver beboers individuelle boligbehov. Og når man bor mange forskellige mennesker sammen, og det eneste sikre fællestræk er en alder på over 50 år, kan man ikke regne med en one-size-fits-all tilgang til boligens funktionelle disposition.

Beboer i Toppunktet

Det er vigtigt at der er forskelligartede fællesrum i bofællesskaberne for at immødekomme alle beboere og danne ramme om varierende former for samvær. Her er det værkstedsfaciliteter i Jonshøj

Igennem undersøgelserne af de fem ’50+ bofællesskaber’ er nogle temaer alligevel gået igen, og de handler i særlig grad om boligens evne til møde de skiftende behov, som opstår i takt med alderdommen. Som en beboer fra Toppunktet udtrykker det:

”Jeg syntes, det er vigtigt, at man bliver i sit nærmiljø, som man kender, og hvor der er liv på godt og ondt og på kryds og tværs. Fordi, man drager mindre langt væk fra sin bolig, når man bliver ældre, fordi man får skavanker. Derfor er det også en god ting at bo i seniorbofællesskab. Altså, jo ældre du bliver, jo vigtigere er det, at din bolig fungerer og dit nærmiljø fungerer.” Beboer i Toppunktet

Ens boligbehov ændres som man bliver ældre, og som beboeren her forklarer, stiller det helt særlige krav til boligens arkitektoniske rammer og det nærmiljø man opholder sig i. Mens det, at bo sammen med andre ligesindede kan få stor betydning i hverdagen, er der også helt lavpraktiske tiltag og funktioner i boligen, som må samtænkes med de behov, der opstår i alderdommen. For en beboer i Købmagergade Skole handler det om tilgængelighed:

”Vi havde tre ting, som vi synes, vi skulle have i boligen: Vi skulle have en altan; vi skulle have vaskemaskine i badeværelset, for jeg skulle ikke i en vaskekælder, det er slet ikke en mulighed; og så skulle der være elevator. Ja, og det er jo seniorbolig. Men vi er blevet fortalt, at bliver man meget plejekrævende, så er det ikke meningen, at man skal bo her. Fordi badeværelset er simpelthen ikke stort nok til, at man kan blive badet, hvis man er kørestolsbruger.”

Beboer i Købmagergade Skole

Som forklaret her, havde beboeren nogle helt konkrete kriterier for, at boligen kunne imødekomme de øgede behov for tilgængelighed som alderdommen måtte bringe. Og selvom disse kriterier i første omgang blev opfyldt, var der en vished om, at boligen over tid ikke ville kunne facilitere en mere plejekrævende hverdag.

Her er der altså tale om et kompromis fra beboerens side, nødvendiggjort af boligens begrænsede mulighedsrum. En begrænsning, som i Købmagergade Skole hænger sammen med de rumlige benspænd, der skyldes de fastlåste rammer i den transformerede skolebygning.

Anderledes er det i bofællesskabet Jonshøj, der som nybyg er designet med et fokus på netop tilgængelighed:

”[Jonshøj] er i meget høj grad blevet handicapvenligt. Det synes vi også er en kvalitet. Altså brede døre over det hele. Det hele er niveaufrit. Der er ikke nogen, der i dag er i kørestol. Men det kan blive en nødvendighed. Så vi synes jo, det er en kvalitet, at der er tilgængelighed på alle ledder, uanset om man er rollator- eller kørestolsbruger. Vi har i dag et aldersgennemsnit på 69 år. Det vil sige, vi er stadig yngre, men hvis man kigger 10 år 20 år frem i tiden, så kunne det godt være anderledes.”

Beboer i Jonshøj

Jonshøj opnår altså en høj grad af tilgængelighed på grund af sin arkitektoniske organisering som tæt-lav klyngebebyggelse uden væsentlige niveauforskelle. Og selvom dette i store træk må betragtes som en kvalitet, er der andre egenskaber ved netop denne arkitektur, der blandt nogle beboerne anses som mindre hensigtsmæssige i et ’50+ bofællesskab’ – en indsigt, som understreger hvordan alle behov sjældent kan tilgodeses samtidig. For eksempel beskriver en beboer hvordan boligernes åbenhed og mulige indkig for nogle udfordrer den privathed de ønsker, mens det på samme tid tillader en visuel kontakt, der kan virke tryghedsskabende for beboere med et øget plejebehov:

”Det er jo attraktivt at det vælter ind med lys. Men det kan også blive for meget, så man skal være bevidst om, at man kan få behov for gardiner, ikke? Nogle mennesker bliver overrasket over, at andre kan kigge ind. Men man kan sige, man vil jo gerne både være privat og følge med. Men den er svær, fordi hvis man nu bliver syg, så kan man faktisk være interesseret i, at naboen kan kigge ind. […] Jeg tror det er derfor de har bygget det sådan. Så den er lidt svær, for man vil gerne have opmærksomheden på de rigtige tidspunkter, og så vil man også gerne være privat. Den er lidt svær.”

Beboer i Jonshøj

Dette understreger, at der ikke findes enkle ideelle løsning til boligens udformning i et ’50+ bofællesskab’, og netop derfor bør man tilstræbe en forøget arkitektonisk lydhørhed, forstået som boligens evne til at imødekomme sin beboers individuelle krav og varierende behov over tid.

Tilgængelighed er centralt i opbyggelsen af et ’50+ bofællesskab’. Her er eks. placeringen af handicapparkering i Jonshøj prioriteret

Forudsætninger og behov kan pludseligt ændre sig mens man bor i et ’50+ bofællesskab’.

For en beboer i Toppunktet var det eks. vigtigt at have en altan så der var mulighed for nemt at bevæge sig udenfor selvstændigt.

højt.

Som beboeren i ovenstående citat demonstrerer, kan denne lydhørhed være den lavpraktiske mulighed for nemt at opsætte gardiner, og på den måde afskærme indkig og opnå den grad af privathed man ønsker. Andre tiltag kan være at variere beplantningen i de for- og baghaver, som ligger i forlængelse af boligens forskellige rum, og dermed tilpasse indkig og udsyn efter behov:

”Vi havde en idé inden vi flyttede ind, at vi skulle prøve at holde al beplantning nede i relativt lav højde. Men der kan jeg jo så se, at de forskellige huse har forskellige behov. Nogle har meget behov for at være private, så de skal have beplantningen foran vinduerne, så man ikke kan kigge ind og andre har det fint nok.”

Beboer i Jonshøj

En lignede omstændighed gør sig gældende i bofællesskabet Balancen, som i sin arkitektoniske organisering ligner Jonshøj, med tætte og lave boligklynger. Dog er der ikke etableret private for- og baghaver i samme grad som i Jonshøj, og derfor er indkig blevet en mere naturlig del af det at bo i Balancen, på både godt og ondt. Denne begrænsede lydhørhed betyder derfor at beboere med stort behov for privathed udfordres af arkitekturen, og som beboeren i det følgende citat forklarer, har det også medført at nogle er fraflyttet bofællesskabet igen. På den anden side betyder det, at dem, der bliver boende, i enighed anser den arkitektoniske åbenhed som en kvalitet, der både gavner det individuelle liv og fællesskabets sammenhold:

”Vi er jo ikke hegnet ind af hække, så vi kan altid se hinanden. For nogen er det en udfordring, men de flytter herfra. For os er det en kæmpe kvalitet. Så du får ikke lov til at sidde i dit hus og putte dig og mure dig inde i længere tid, uden at der er nogen, der reagerer. Så ville der være nogle der kontakter, og spørger om ’alt er ok?’ Det synes jeg er en kæmpe kæmpestor kvalitet og en beroligelse.”

Beboere i Balancen

I et ’50+ bofællesskab’ er tilgængelighed, privathed og tryghed således væsentlige elementer at imødekomme gennem lydhøre og adaptive rammer – også selvom måden at opnå dette på ikke nemt kan generaliseres. Men udover disse helt grundlæggende boligbehov, er der også lavpraktiske og funktionelle krav, som går igen på tværs af de undersøgte bofællesskaber. Især er muligheden for at have gæster boende i fælles gæsteboliger eller -værelser blevet italesat som vigtigt, da beboerne i bofællesskaberne ofte er fraflyttet større boliger, og derfor ikke har samme muligheder for at huse gæster og besøgende.

”Det betyder det rigtig meget for mig, at der er de fire gæstelejligheder. Både min søster og svoger og deres børn besøger mig ofte, og det er simpelthen så rart, at de kan være i gæste lejlighederne. Så det, at man til trods for at lejlighederne egentlig ikke er ret store, kan have et tæt familieliv, det betyder rigtig meget”

Beboer i Tretårnet

Et andet element, der går igen, knytter sig til de ting, man bringer med sig eller må efterlade, når man fraflytter den bolig man har boet igennem mange år. For, hvis man skal flytte til noget mindre, hvordan skiller man sig så af med de ting, man er blevet vant til at have i sin bolig, og som ens liv derfor er bygget op omkring?

”Vi kaldte det rettidig omhu, for vi var kun 65 da vi flyttede. Så vi kunne selv være med til at pakke ned og smide ud og gøre det hele. Havde vi ventet til nu, så havde det allerede været meget besværligere. Og mange af dem, der flytter, de er over 80, og på det tidspunkt er det altså lige før, at det er uoverkommeligt at skulle pakke ned det hus man har boet i, i 50 år.”

Beboer i Købmagergade

I denne sammenhæng er et tiltag, som går igen på tværs af de undersøgte bofællesskaber, den såkaldte fælles lånecentral eller grejbank, etableret af de ting, som tilflyttere bringer med sig, men ikke har plads til i den nye og mindre bolig. Her er det altså tanken at man donerer ting til fællesskabet, der derfor kan komme de øvrige beboere til gode, mens det bånd, der måtte være til de donerede ting, opretholdes. Således har både gæsteværelser og grejbank den effekt, at de aflaster behovet for ekstra opbevaring og plads i boligen, hvilket for hver enkelt beboer betyder et hjem som både er billigere og nemmere at holde.

”Så har vi grejbanken. Alt kan lånes og skal leveres efter brug. Det er smart, at man kan gå herned og hente en høj stol eller en stor gryde, for eksempel. Hvor mange har brug for en stor gryde hver eneste dag?”

Beboer i Købmagergade Skole

’50+ bofællesskabet’ skal ikke kun understøtte det sociale fællesskab, men også fungere som et hjem, der kan imødekomme hver beboers skiftende behov, ikke mindst dem, der opstår med alderdommen. Dette forudsætter arkitektoniske rammer, der er tilgængelige, fleksible og lydhøre over for både fysiske forandringer, behovet for privathed og ønsket om tryghed. Samtidig viser undersøgelserne, at disse behov indimellem kan være modstridende, hvilket understreger, at der sjældent findes én ideel løsning til boligens udformning. I stedet må boligens arkitektoniske rammer tilstræbe en højere grad af lydhørhed, så beboere selv kan tilpasse boligen efter individuelle og skiftende behov.

Endelig spiller bofællesskabets fællesfaciliteter den rolle, at de kan aflaste kravene til hver enkelt bolig, hvilket gør det muligt at bo mindre uden nødvendigvis at miste funktionel kapacitet.

De fælles værkstedsfaciliteter i Balancen er både gode for det sociale liv og for mængden af indviduelle ejendele for den enkelte beboer. Med et fælles værksted behøver man ikke at have en hammer, sav og boremaskine i hver lejlighed.

Fælles uderum i Jonshøj

PERSPEKTIVERING

På de følgende sider diskuteres arkitekturens evne til at tilpasse sig beboernes ønsker og behov, hvorefter de fremadrettede potentialer ved metoden Oplevet Arkitektonisk Kvalitet slutteligt vendes.

EN ARKITEKTUR DER LYTTER TIL BEBOERNES

ØNSKER OG BEHOV

- en perspektiverende diskussion

Hvis boligen kunne lytte til sin beboer, så vil den kunne imødekomme de forskellige ønsker og behov, som løbende opstår. Det er denne påstand, vi vil argumentere for i denne perspektiverende diskussion.

Her vil vi introducere ideen om lydhørhed som en vigtig arkitektonisk kvalitet, der ændrer den gængse opfattelse af hvad den vellykkede arkitektur og den gode bolig er. Vi vil argumentere for, at den gode bolig ikke nødvendigvis er færdig og fuldendt, men i lige så høj grad kan være åben og måske ligefrem ufærdig. For når alt kommer til alt, så kan den perfekte bolig ikke indfanges af et enkelt ideal. Den perfekte bolig er en unik størrelse, betinget af vores særegne ønsker og behov og derfor svær på forhånd at diktere. Det ufærdige giver beboeren råderum til selv at arbejde videre med sin bolig og dermed bestemme rammen om sit liv.

Med andre ord, så er den ideelle bolig ikke noget der er, men noget som opstår, i den løbende udveksling mellem beboer og arkitektur – en proces, vi, som arkitekter, i bedste fald kan facilitere og underbygge men aldrig forudsige.

Omdrejningspunktet for forståelsen af det gode liv, er i denne sammenhæng et rigt socialt liv, der bygger på samhørighed og fællesskab. Bofællesskabet som boform har i Danmark længe repræsenteret et attraktivt bud på rammen for det gode liv. Vi har i undersøgelsens fem danske ’50+ bofællesskaber’ spurgt ind til, hvordan arkitektur skaber kvalitet i beboernes hverdag. Hvert bofællesskab har deres potentialer, styrker og svagheder, men hvis vi skal pege på noget, som går tværs af undersøgelsen, så er det, at hvis arkitekturen lytter og giver plads til beboernes behov, opstår der arkitektonisk kvalitet. I en lydhør arkitektur, argumenterer vi, kan det gode liv selv finde sig til rette og folde sig ud.

Vi vil i de følgende afsnit pege på tre konkrete eksempler, der på forskellig vis demonstrerer lydhørhed i arkitekturen. Det kan være i form af en foranderlig, rå eller ufærdig arkitektur – alle kvaliteter, som både åbner en række muligheder for beboerne og samtidig gør dem ansvarlige for at færdiggøre arkitekturen.

Det potentiale, som vi ønsker at betone, handler altså ikke om, at en bygning fremstår ufuldendt eller halvfærdig, men derimod om, at boligen kan give plads til, at dens beboere selv kan arbejde videre med og indfri arkitekturens potentialer. Frem for at diktere hvordan beboeren skal bebo bygningen, ønsker vi at fremhæve en arkitektur, som først og fremmest kan lytte til,

og respondere på beboerens individuelle behov.

En omsorgsfuld arkitektur

En måde at forstå arkitektonisk lydhørhed på er gennem begreber hentet fra omsorgsetikken. Den amerikanske omsorgsforsker Joan Tronto beskriver omsorgsprocessen som en situationsbestemt udveksling, der starter med en opmærksomhed rettet mod et specifikt behov, efterfulgt af et ansvar for at imødekomme dette behov.1 Herefter følger den konkrete handling, hvor en omsorgsgiver udfører omsorg og dermed imødekommer det pågældende behov hos omsorgsmodtageren. I denne udveksling er det afgørende, at netop omsorgsgiveren er lydhør overfor modtagerens signaler, så det er er den rette omsorg, der ydes. Uden lydhørhed, er der ingen garanti for, at omsorgshandling er vellykket.

I en arkitektonisk sammenhæng kan man ud fra disse principper betragte arkitekturen som en omsorgsgiver, der i kraft af sin lydhørhed, kan imødekomme beboerens forskellige behov. Men arkitekturen kan ikke betragtes som en konventionel omsorgsgiver, da den ikke er en bevidst, selvstændig aktør på samme måde som en mor, der bevidst og opmærksomt yder omsorg for sit barn, eller en hjemmehjælper, der med professionel omhu yder omsorg for en ældre medborger. Selvom det er arkitekturens rammer, der helt konkret møder beboerens behov, er det altså beboeren selv, der må påtage sig ansvaret for, at omsorgsprocessen fuldendes.

En anden ting, som adskiller arkitektur som omsorgsgiver fra den mere konventionelle omsorgspraksis, er, at den særlige opmærksomhed som er nødvendig for at opdage de behov, som omsorgsprocessen søger at imødekomme, er internt orienteret i stedet for eksternt orienteret. Da det er beboerens egne behov, der er tale om, rettes beboerens opmærksomhed altså indad, mod deres egen dagligdag.

Dette er en proces, der modsat konventionel omsorgspraksis, ikke er underlagt fortolkningen af udefrakommende indtryk, men derimod beror på beboerens selvindsigt. På den måde bliver arkitekturen et redskab til at imødekomme beboerens skiftende behov og graden af arkitektonisk lydhørhed, har betydning for hvor vellykket omsorgsprocessen bliver. Desto mere lydhør arkitekturen er, desto bedre er den gearet til at tilfredsstille de varierende behov, som opstår i dagligdagens møder mellem beboer og arkitektur.

1 Joan C. Tronto, Moral Boundaries: A Political Argument for an Ethic of Care (Routledge, 1993), https://doi.org/10.4324/9781003070672; Joan C. Tronto, Caring Democracy: Markets, Equality, and Justice (New York University Press, 2013), https://doi. org/10.18574/9780814770450.

Omsorgsetikken gør det muligt at forstå arkitekturen som et omsorgsredskab – hvor arkitekturens lydhørhed åbner op for en omsorgsproces, der dog i sidste ende er betinget af beboerens egne handlinger og initiativer. Det er med denne forståelsesramme, at vi i det følgende vil se nærmere på tre konkrete eksempler på arkitektonisk lydhørhed, udvalgt fra vores undersøgelse af ’50+ bofællesskaber’.

Lydhørhed i den foranderlige arkitektur

Det første eksempel er bofællesskabet Købmagergade Seniorbo i Fredericia, som er etableret i en transformeret folkeskole fra 1898. Bofællesskabet adskiller sig fra de øvrige projekter i undersøgelsen ved, at alle kælderarealerne både under de nye og transformerede bygninger er tiltænkt bofællesskabets fælles aktiviteter. Her er altså tale om et bofællesskab, hvis sociale aktiviteter primært finder sted i kælderen, og hvor fællesfunktioner og faciliteter er bestemt og udformet af beboerne selv.

Kælderplanen til den transformerede skolebygning er naturligvis præget af dens forhenværende funktion som folkeskole. Man kan sige, at rummenes størrelse og indbyrdes organisering er en arv fra det tidligere arkitektoniske program. Det er derfor de rum, som tidligere var tiltænkt skolens tekniske faciliteter, som nu danner rum for de sociale fællesskaber. Dette kan virke som et markant arkitektonisk benspænd, men måske har det i virkeligheden været en stor kvalitet. De varierende rumstørrelser bidrager nemlig med unikke rumlige potentialer, som er opstået over tid, i takt med bygningens funktioner er blevet ændret og nye behov har indfundet sig. Små nicher, niveauforskelle og lysåbninger, som før har tjent konkrete, praktiske formål i skolens daglige drift, danner nu grundlag for bofællesskabets forskellige fællesskaber. Nu findes der bryggeri, spillerum og bibliotek hvor der før fandtes fyrrum, magasin og værksted.

I deres indtagelse af rummene har beboerne digtet videre på fortællingerne fra tidligere tiders funktioner og skabt en serie af unikke rum.

Kælderlokalerne har været i stand til at imødekomme nye funktioner. De har været lydhøre for forandring. Men ikke på den måde, som vi kender det fra den multifunktionelle idrætshal, hvor generøse dimensioner i konstruktionen sikrer en bred funktionalitet. Lydhørheden i forhold til det foranderlige er derimod opstået gennem finurlige rumligheder, opstået over tid som et resultat af tekniske og pragmatiske hensyn. Disse rum inviterer nu til en viderebearbejdning af de arkitektoniske kvaliteter og en gendigtning af de historiske motiver. I kælderen under den transformerede skolebygning er de tekniske og pragmatiske rum, nu blevet rammen om en opblomstring af nye funktioner, traditioner og fællesskaber.

Lydhørhed i den rå arkitektur

I den anden ende af bofællesskabet Købmagergade Seniorbo, i kælderen til den nyopførte etageejendom, finder vi en anden form for arkitektoniske lydhørhed. Denne del af bofællesskabet, som er opført i 2017, er underlagt nogle helt andre spilleregler.

Her er det ikke tidligere funktioner, der bestemmer arkitekturen, men derimod en stram økonomisk ramme og brugen af et industrialiseret, modulært byggesystem. Med rå beton på vægge, epoxygulv og synlige installationer, er kælderen under den nybyggede etageejendom kendetegnet ved en råhed, store spænd og åbne ensartede rum.

Graden af bearbejdning af rummene er i alle henseender minimal, så der hverken er malede overflader, naturlige lysindfald eller andre umiddelbare arkitektoniske kvaliteter.

Fælleslokalerne i kælderen på Købmagergade Skole bærer præg af bygningens forhenværende funktion som folkeskole. Arkitekturen i kældrene er formet af de tidligere praktiske og tekniske formål, men netop de særegne indhak, forløb og størrelser danner grundlag for levende og særlige rum til forskellige fællesaktiviteter.

I den nypoførte del af Købmagergade Skole er det økonomien der har præget udtrykket i de fælles kælderarealer. Der har ikke været budget til meget efterbehandling af rummene, så gulve, vægge og lofter fremstår rå, kolde og afvisende. Men netop dette har givet beboerne ekstra motivation til at indtage rummene og give dem liv - det har de gjort med stort engagement og en variation af genbrugsmøbler og farver.

Ved første øjekast virker disse rum kolde, afvisende og langt fra oplagte som sociale mødesteder. Men hvis man ser på, hvordan beboerne har indtaget disse rum, bliver det tydeligt, at den kolde, rå, og identitetsløse arkitektur også rummer en lydhørhed – måske ligefrem en lydhørhed som opstår i kraft af rummenes afvisende karakter.

I disse kældre har beboerne indrettet sig med blanding af de møbler, som er blevet til overs i forbindelse med deres indflytning. I dag danner kældrene ramme for bytterum, blomsterværksted og opholdsrum, og den ellers kolde og hårde arkitektur er opblødt af møbler og farver. Genbrugen af møbler fra de forskellige beboere har skabt en både meget varieret og stærk fælles identitet. Man kan sige, at arkitekturen, på grund af sin råhed og ensartede udtryk opfordrer og inviterer til indtagelse. For at den skal være beboelig, skal beboeren aktivt gøre noget.

Her er den arkitektoniske lydhørhed altså udtrykt gennem materiel råhed og programmatisk åbenhed. Disse kældres minimale og identitetsløse udformning, tilskynder til viderebearbejdning og kreativitet. . Hvor den gamle skolekælder kalder på en videreudvikling af tidligere tiders fortællinger, kalder den rå kælder på etableringen af en ny fortælling, som kan give betonen og den slidstærk epoxy kvalitet. Den rå udformning af kældrene udspringer nok mere af økonomiske hensyn end et bevidst arbejde med arkitekturens lydhørhed.

Dette illustrerer hvordan arkitekturen ikke behøver at være bevidst bearbejdet til at imødekomme de behov, som den danner ramme om. Derimod kan fraværet af arkitektonisk bearbejdning vise sig at være netop det, som gør, at beboeren påvirkes til at etablere sin egen særlige fortælling, der giver det rå og kolde kvalitet.

Lydhørhed i den ufærdige arkitektur

Fra den rå og ensartede arkitektur vil vi nu pege på en lydhørhed, der opstår i kraft af arkitekturens ufærdige karakter. ’50+ bofællesskabet’ Jonshøj ligger i Værløse og rummer 22 rækkehuse, fordelt i seks boligklynger. Hver bolig har en privat baghave samt en semiprivat forhave, og derudover deler bofællesskabet et fælleshus i midten af den tætte og lave bebyggelse. Haverne udgør en væsentlig del af oplevelsen af bofællesskabet, da de skaber variation og bliver et udtryk for de forskellige beboeres æstetiske præferencer.

Fælles for hver have er dog det sorte redskabsskur, som umiddelbart ligner en fast del af den arkitektoniske helhed, men i virkeligheden har sin helt egen historie. Disse skure er nemlig ikke tegnet af byggeriets arkitekter og er ikke bygget som et led i opførelsen af rækkehusene. De er derimod både tegnet og bygget af beboerne selv.

Historien bag skurene er, at entreprenør bag byggeriet gik konkurs, inden det stod færdigt. Derfor overtog beboerne et ufærdigt udeområde med tydelige spor fra byggeprocessen, ingen fælleshaver og ingen redskabsskure til hverken boliger eller fælleshuset. Resultatet blev, at et af de første fælles tiltag var at designe og opføre redskabsskurene, et for et. Som en af beboerne udtrykker det, blev denne proces en social øvelse –en mulighed for at lære hinanden at kende, og for at få fællesskabets forskellige kompetencer i spil.

Det at arkitekturen fremstod ufærdig, skabte muligheden for at fællesskabet kunne blive etableret og beboerne kunne knytte bånd. Dem med praktisk kendskab til byggeri kunne lede processen, dem med hænderne skruet godt på, kunne hjælpe til hvor nødvendigt og dem uden erfaring kunne lære af de andre. Dem, som ikke bidrog direkte i byggeriet, kunne bage

kage og brygge kaffe og dermed skabe rammerne om pauserne.

I Jonshøj udgjorde de ufærdige rammer en lydhørhed, der skabte grobund for en kreativ udfoldelse, der styrkede den sociale sammenhængskraft mellem beboerne. Sammen kunne fællesskabet præge arkitekturens helhed og derved sikre et stærkt ejerskab til og ansvar overfor stedet.

En omsorgsfuld arkitektur kræver noget af os

Fælles for de tre eksempler er, at arkitekturen i alle tilfælde både tilbyder et kreativt råderum samtidig med, at ansvaret for forløsningen af de arkitektoniske kvaliteter ligger hos beboerne. Den måde beboerne indtager og bruger bygningen på har ikke på forhånd været styret og planlagt – den er opstået i samspillet mellem beboer og arkitektur.

Her er altså ikke tale om, at arkitekturen bare løser et problem eller indfrier et behov, men derimod at den inviterer til handling. Dette peger på en forståelse af arkitekturen og den arkitektoniske kvalitet som en dynamisk proces i konstant forandring, i et fortløbende samspil med sine beboere, der selv må tage ansvar for at realisere sine ønsker og behov.

Arkitekturen er et vigtigt redskab i det at drage omsorg om os som mennesker. Men denne omsorg handler ikke kun om, at vores fysiske rammer blot skal imødekomme vores behov.

Lydhørhed for vores ønsker og behov kalder også på en arkitektur, der kalder på handling, hvor vi selv bliver aktive i udformningen af arkitekturens kvaliteter og fortællinger og i en konstant udveksling mellem arkitekturen og os som brugere og beboere.

For at arkitekturen kan drage omsorg for os, skal vi drage omsorg for dens fortløbende udvikling og forankring i vores hverdag.

Alle boligerne i Jonshøj har et tilhørende sort redskabsskur. Egentlig var de slet ikke del af projektet, men da beboerne ved indflytning overtog ufærdige udeområder tog de sagen i egen hånd og designede og byggede i fællesskab skure til alle boliger. Processen viste sig gavnlig på flere planer idet de nyindflyttede knyttede et stærkt og socialt naboskab på baggrund af samarbejdet.

FREMADRETTEDE POTENTIALER VED OPLEVET

ARKITEKTONISK KVALITET SOM METODE

Rapportens tre tematiske analyseafsnit har sammen med den perspektiverende diskussion tilvejebragt en række problematikker, som peger på den videre udvikling af ’50+ bofællesskaber’ som en attraktiv boform. Denne liste er dog ikke udtømt og der er stadig pointer i det indsamlede materiale, som kan udfoldes yderligere.

Netop rigdommen og mangfoldigheden i det indsamlede materiale, er en af de kvaliteter, som arbejdet med metoden har vist, og man kan med fordel diskutere, hvordan Oplevet arkitektonisk kvalitet som begreb og metode kan udvikles i nye projekter fremadrettet.

Da vi igangsatte arbejdet med udviklingen af begrebet Oplevet arkitektonisk kvalitet, var det med et stort ønske om at få en dybere forståelse af, hvordan arkitekturen påvirker oplevelsen af hverdagens situationer.

Det seneste års arbejde med indsamling og analyse af data, har vist os de stærke potentialer ved at rette fokus på brugerens daglige interaktion med de fysiske rammer. Især i forhold til arbejdet med at forstå de arkitektoniske kvaliteter i forhold til boliger, har metoden vist sig meget frugtbar.

Den har peget på aspekter af hverdagens arkitektur, som en traditionel arkitektonisk analyse ikke har kunnet fange. Vi ser derfor mange muligheder for både at arbejde videre med dette emnefelt og for at forberede og udvikle begrebet og analysemetoden.

Behov for et stærkere, fælles ordforråd

En af de ting, som blev meget tydelige i dialogen med beboerne i de fem cases omkring deres oplevelse af de fysiske rammer i forhold til deres hverdagsliv, var en mangel på ord, som kunne beskrive arkitekturen og dens betydning. Dette førte os til at ændre vores spørgeguide, så ordet ’arkitektur’ ikke indgik.

I dialogen med beboerne i bofællesskaberne var fokus for samtalen oftest elementer af dagligdagen, hvor de fysiske rammer gjorde en forskel. Det skabte et fokus på en række nye og overraskende kvaliteter, som man normalt ikke har fokus på i en arkitektonisk analyse. Disse observationer peger på flere interessante aspekter i forhold til en forståelse af arkitektonisk kvalitet.

Dels savner mange mennesker et ordforråd i forhold til diskussionen af kvaliteter i hverdagens arkitektur. Dette kunne styrkes gennem et større fokus i den offentlige samtale og debat omkring disse kvaliteter og hvordan de opleves og italesættes. Men den manglende forståelse går også den anden vej.

Nødvendigt med en dybere forståelse

Analysen har vist, at det er vigtigt for arkitekter at forstå de kvaliteter, som beboeren oplever i sin hverdag, da de er væsentlige både for det at skabe gode boliger og for det at skulle foreslå ændringer af eller påvirke folks præferencer.

I en dybere forståelse af de oplevede arkitektoniske kvaliteter ligger en række muligheder for at skabe nye løsninger, som bygger bro mellem folks ønsker og behov og en mere ressourceansvarlig boform.

Hvis vi ikke kan forstå de kvaliteter, som et flertal af danskerne drømmer om og værdsætter i deres hverdag, bliver det vanskeligt at påvirke deres adfærd i en mere bæredygtig retning. Her rummer arbejdet med undersøgelsens begreber og undersøgelsesdesign efter vores vurdering store potentialer fremadrettet.

I det fremadrettede arbejde med Oplevet arkitektonisk kvalitet som en metode til indsamling og analyse af data til forståelsen af brugerens oplevelse af arkitektur, kunne undersøgelsesdesignet udvikles yderligere.

Her kunne arbejdet med at dokumentere de kvaliteter, som brugeren peger på, for eksempel styrkes. Dette kunne være gennem opgaver, hvor brugeren skal fotodokumentere sine oplevelser over en længere periode, gennem en grundigere undersøgelse af arkitekturens sanselige påvirkning på brugeren eller gennem arbejdet med rumlige tegninger sammen med brugeren. Der er et stort uudforsket potentiale her, som også kan tilpasses andre former for arkitektur end boligen.

Menneskers oplevelse af arkitektur knytter sig altid til konkrete situationer og derfor vil vores oplevelse ogaå altid været farvet af disse. En dybere forståelse af den oplevede arkitektoniske kvalitet, er derfor en vigtig nøgle til at se alle typer af arkitektur som en integreret del af hverdagens liv.

PRÆSENTATION AF CASES

I dette afsnit præsenteres de fem ’50+ bofællesskaber’, som danner grundlag for rapportens indsigter.

Hvert ’50+ bofællesskab’ beskrives med fakta, fotos og citater fra besøget samt situationsplan, som følges af en arkitektfaglig beskrivelse.

BALANCEN

Interviews med syv hustande foretaget d. 30. april 2025.

Opførelsesår: 2021

Beliggenhed: Kildebjerg i Ry

Antal boliger: 33

Ejerforhold: Privat lejebolig, PensionDanmark, Virke

Fællesfaciliteter: Køkkenalrum i fælleshus og tilhørende terrasse, værksted, drivhus, to gæsteværelser og vaskeri.

Parter bag projektet

Bygherre: PensionDanmark

Projektet er støttet af Realdania (værdiprogram)

Arkitekt: Tegnestuen Vandkunsten

Landskab: Tegnestuen Vandkunsten

Ingeniør: Viggo Madsen

Kontraktor: Lph Byg

Entreprenør: Lph Byg

Konsulent: Andel (værdiprogram)

BALANCEN

BESKRIVELSE AF PLANEN

• Balancen består af etplanshuse – 33 boliger er i klynger er samlet omkring fællesbygninger, jævnt fordelt så hver bolig ligger omtrent lige langt fra dem. Hver beboelsesbygning indeholder to lejligheder.

• Parkering ligger udenfor bebyggelsen ved matrikelgrænsen, som er afskærmet af et cykelskur for de nærmeste boliger.

En central asfaltvej fører ind på området og forgrener sig i mindre grusveje til boligklyngerne.

Fælleshusene er placeret langs asfaltvejen.

Boligerne har sorte facader i træ og tegl, og fællesbygningerne adskiller sig via deres genbrugte rustrøde pandeplader og ubehandlede træpaneler.

Boligernes køkkener, med store vinduespartier i hjørnerne, vender sig mod hinanden og ind imod klyngen.

Hver bolig har en stejl taghældning med ovenlys, som skaber en fornemmelse af højt til loftet, udsigt til himlen og et særligt lys.

Parkering

Fælleshus

Cykelskur

Værksted

Vaskeri

Vaskeri

Vaskeri

Orangeri

“Vi har en kilometer ned til SuperBrugsen og til Netto, og det er altså vigtigt. Flere af dem, vi har besøg af, bor i landsbyer og de tænker: ’når vi nu bliver gamle i den her landsby, så skal vi have et bofællesskab i landsbyen.’

Og der tror jeg, at man skal tænke sig rigtig godt om. Fordi, medmindre man er virkelig velbevandret på internettet og bare kan bestille mad og sådan, så er det der med at vi er i gåafstand til indkøb, virkelig vigtigt tror jeg.”

”Der hvor jeg boede før, der var jeg med til at starte en læsekreds. Det har jeg også gjort her. Og vi er 10 i læsekredsen, og vi læser en bog om måneden. Og vi samarbejder med Ry Bibliotek.”

BALANCEN

NÆROMRÅDET

Offentlig transport, indkøb, motionscenter, fysioterapi og natur er på gåafstand fra bofællesskabet.

Kulturliv, flere indkøbsmuligheder og mere natur ligger inden for cykelafstand.

“Jeg vil meget gerne ud og se kunst, vil gerne i biografen, i teateret og sådan nogle ting. Så jeg laver tit et opslag på vores ’Hej Nabo’ -platform, for at spørge om der er nogen der vil med? Og sommetider er der nogen der vil det. Nogle gange er der ikke, og så tager jeg selv afsted.”

“Der er meget smuk natur heromkring. Du kan måske ikke gå til det hele, men så kan du tage din cykel og køre bare 3 kilometer væk og så gå i naturen. Der er meget smukt omkring Ry, masser af søer og Himmelbjerget.”

“Der ligger et motionscenter lige derovre, og det gør, at jeg aldrig i mit liv har motioneret så meget som jeg gør nu, fordi det er sjovt. Jeg kan tage derover hele tiden, det ene hold efter det andet. Men hvis jeg skulle køre et kvarter, så ville jeg ikke få det gjort. Så det er simpelthen fantastisk. Og der er flere af os, der bruger det jævnligt, især fordi vi er seniorer og nu har tiden til at pleje os selv.”

BALANCEN FÆLLESAREALER

Køkkenalrum i fælleshus og tilhørende terrasse, vaskeri, værksted, drivhus, to gæsteværelser

“Bygningerne lægger op til at man møder hinanden. Og det skaber altså det privilegium, at man kan møde mennesker, som man efterhånden også holder rigtig meget af. Altså i min alder, bliver mange ensomme og er alene. Men her har jeg mødt så mange dejlige og forskellige mennesker. Det er en god ting at blive udfordret på den måde så snart jeg træder ud af huset.”

“Fælleshusene ligger centralt, så alle passerer dem. De har en central placering i bebyggelsen og er dermed de tilgængelige for alle. Og vi skal ikke booke det eller leje det. Det gør, at det virkelig bliver brugt, og det gør enormt meget for fællesskabet, det tror jeg virkelig, at det gør. Det er guld værd.”

“Så er der den positive ting, at vi har fået færre kvadratmeter. Jeg plejer at sige, at selvom vi har 99 kvadratmeter, har vi sådan set 399 kvadratmeter, for vi har et 300 kvadratmeter fællesareal, som vi jo også har råderet over og kan bruge. Og vi bruger stort set det hele. Gæsteværelser bruger vi måske ikke så meget, men ellers bruger vi resten.”

“Der er rigtig mange mennesker, som er glade for at bo her, og de passer på stedet, og sørger for at her er hyggeligt, rent og pænt alle vegne. Det er sådan, at man skal føle ejerskab til det. Og det syntes jeg vi har fået lov til igennem medbestemmelse lige fra starten af.”

“Det viste sig, at vi var en 3, 4, 5 stykker, der havde malet meget. Og så sagde vi ’Okay, vi vil gerne undervise.’ Og så blev det sådan. Altså lige så snart der er nogen der siger ’jeg vil gerne i gang med noget – kom og vær med, og så kan I se om det er noget for jer,’ så er der ofte en gruppe, der bliver hængende, og syntes det er sjovt.”

“For os var det vigtigt at søge ind i et fællesskab, mens vi stadigvæk var i stand til at bidrage til fællesskabet. Og det behøver jo ikke at være, at man er i stand til at gå ud og grave huller eller dyrke urtehaver. Det kan også bare være, at man bidrager ved at deltage i nogle af arrangementerne eller i nogle af de grupper, der er. Man behøver ikke at være fysisk stærkt for at flytte ind. Men, man skal mentalt være indstillet på at bidrage. Det tænker jeg er vigtigt, hvis man skal bo sådan et sted som det her.”

“Jeg synes, det er fantastisk at stå og lave mad til mine naboer og så gå ned og høste grøntsager. Det er noget jeg sætter stor pris på.”

“Vi synes vores fællesspisninger er vigtige. Vi spiser mandag, onsdag og fredag i den ene uge og tirsdag og torsdag i den anden. Så kan alle dyrke deres interesser udenfor fællesskabet, uden at det forstyrrer. Det passer fint... Og vi har jo tre principper: frivillighed, frivillighed og frivillighed, og det fungerer stadigvæk.”

“Jeg synes altså også det er en kvalitet, at vi ikke bor i et etagebyggeri, men at vi bor i små huse på stueetagen. Og der er ingen biler her, så parkering er udenfor. Det synes jeg også er en kæmpe fordel. Det er godt tænkt.”

“Vi er jo ikke hegnet ind af hække, så vi kan altid se hinanden. For nogen er det en udfordring, men de flytter herfra. For os er det en kæmpe kvalitet. Så du får ikke lov til at sidde i dit hus og putte dig og mure dig inde i længere tid, uden at der er nogen, der reagerer. Så ville der være nogle der kontakter, og spørger om ’alt er ok?’ Det synes jeg er en kæmpe kæmpestor kvalitet og en beroligelse.”

BALANCEN BOLIGEN

Antal boliger: 33

Boligareal: 2.605 m²

Boligtyper:

6 toværelsesboliger på 55 m²

17 treværelsesboliger på 75 m²

3 treværelsesboliger på 100 m²

“Vi har alle sammen køkkenet ind mod midten af klyngen. Vi kan allesammen se, hvad der sker. Jeg synes, det er godt tænkt. Og så er det megahyggeligt. Der er mange, når de kommer herud, så siger de at det er sådan lidt sommerhusagtigt. Det er ret sjovt. Og så har vi heldigvis ret meget udeareal. Der er meget grønt rundt om os. Det er ikke så ringe endda.”

“Jeg synes det er er en kvalitet, at boligen er mindre – faktisk er det overskueligt. Jeg skal ikke have flere gryder end der kan være her. Det har overrasket mig, hvor rart det er, at skille sig af med ting.”

“Jeg har 100 kvadratmeter, og det er et kæmpe privilegium. Bortset fra at det er mange ressourcer til en enkelt person. Men jeg har det fint med det. Jeg kan sagtens leve her og fylde de her rum. Også fordi jeg får rigtig meget besøg. Rigtig mange af mine venner kommer fra andre lande, og de bliver ikke bare en dag eller en weekend – de bliver som regel en hel uge, for det er så smukt. Det er jo pragtfuldt.”

“Jeg synes også det fungerer med et åbent køkken. Jeg har aldrig haft et åbent køkken, så jeg tænkte også i starten, at det var bedre hvis det var lukket. Men jeg synes det er godt integreret og det giver arkitektonisk også nogle muligheder, at det ikke er adskilt. Man kan bruge det på mange måder, og det er vigtigt, at man har flader, hvor man kan have reoler eller billeder. Det er der også mulighed for her. Og netop fordi det er så højt til loftet, kan man have mange billeder.”

“Det her rum, som egentlig er beregnet som soveværelse, kalder jeg min salon, hvis det skal lyde rigtig fint. Altså fjernsynsstue, skrivebord, de få bøger jeg har tilbage efterhånden og sådan noget. Jeg nyder rigtig meget at have det her rum. Og her har vi en skydedør i stedet for en dør. Det gør også rigtig meget.”

“Der er et fantastisk lys herinde. Og det er fedt, at der er højt til loftet, fordi hvis der bare var almindeligt loft i sådan en lille bolig, så ville man også føle sig lidt lukket inde på en eller anden måde. Og der er fantastisk lys altid. Så det er helt afgjort en faktor. Og jeg ved, at arkitekterne har tænkt meget over, at de skal maksimere lysindfaldet. Det er jeg virkelig glad for.”

KØBMAGERGADE SKOLE

Interviews med to hustande foretaget d. 1. maj 2025.

Opførelsesår: 2017

Beliggenhed: Købmagergade Skole, Fredericia

Antal boliger: 53

Ejerforhold: Almen lejebolig, Boligkontoret Fredericia

Fællesfaciliteter: gymnastiksal, fællesstue, værksted, gæsteværelser, krea rum, blomster værksted, billard rum, ølbryggeri, bibliotek og gård

Parter bag projektet

Bygherre: Boligkontoret Fredericia

Arkitekt: Arkitektfirmaet Frost Larsen A/S

Ingeniør: COWI

Landskabsarkitekt: COWI

KØBMAGERGADE SKOLE

BESKRIVELSE

• Købmagergade Skole er beliggende i Fredericia midtby.

De eksisterende skolebygninger udgør sammen med de nyopførte bygninger en hel karré.

Midt i karréen er der udført et rekreativt grønt område, gymnastiksal, festsal og parkering.

Bebyggelsen omfatter i alt 53 almene boliger i fleretagesbygninger fordelt på otte trappeopgange.

Skolebygningerne er opført i røde mursten, har store buede vinduer og høj rumhøjde. Der er blevet monteret nye altaner ud mod det grønne område.

Nye infill-bygninger med røde og grå murstensfacader blev opført på den eksisterende sokkel. De har også altaner, der vender ud mod det grønne område.

De fleste af fælleslokalerne ligger i kælderen under de to skolebygninger og Bygning I.

• Kælderen i Bygning I har ingen vinduer og derfor ingen direkte sollys i fælleslokalerne. ’

• Udover fællesarealer, findes der også cykelparkering og opbevaringsrum til de fleste lejligheder i kælderen.

værksted cykel kælder

Kælder

krea rum

fællesstue

Gadeplan

cykel kælder

blomster værksted billard rum bibliotek

øl bryggeri

gæsteværelser

Bygning A – Drengeskolen

Bygning B – Pigeskolen

Bygning C – Gymnastikhuset

Bygning D – Gymnastiksal

Bygning I

Bygning H

Byg A

Byg C

Byg I

Byg B

Byg D

Byg H

Byg A

Byg C

Byg I

Byg B

Byg D

Byg H

KØBMAGERGADE SKOLE

NÆROMRÅDET

Bofællesskabet ligger midt i den gamle bydel i Fredericia tæt på sundhedsvæsen, indkøbsmuligheder, offentlig transport, togstation, kulturliv, parker, strand, mm.

“Vores tanker ved at flytte herind midt i byen var, at på et tidspunkt i vores alder, har vi jo ikke bil mere. Og hvordan får vi så handlet? Men jeg har fem minutter at gå op til Føtex. Lidt længere oppe ligger biblioteket lige herovre lægger biografen, og i Dronningensgade er sundhedshuset. Og skal vi handle lidt mere, så kører vi ud i Vestbyen, og får det ordnet.”

“Noget af det, vi vægter højt, er, at vi bor midt i byen, og det kan vi virkelig godt lide. Men det negative ved at bo inde i byen, som man skal huske på, er, at der er mere støj. Altså, der er det vi kalder gasværksgrunden derovre, det er en stor legeplads, hvor man kan spille fodbold og løbe på skateboard. Det larmer frygtelig, og sådan er det bare inde i byen. Altså, vi skal være indstillet på, at der også er støj inde i byen. Du har selv valgt at bo herinde. Der er støj, og det finder vi os i.”

“Der er kort afstand ned til havnen, og der er kort afstand til byen til både at shoppe eller gå på cafeer eller hvad man nu vil. Og der er kort afstand til stranden. Og så er der hele voldsystemet.”

KØBMAGERGADE SKOLE

FÆLLESAREALER

Gymnastiksal, gård, fællesstue, værksted, gæsteværelser, krea rum, blomster værksted, billard rum, ølbryggeri og bibliotek

“Da vi flyttede ind, sagde boligselskabet til os: ’kælderrummene her må i bruge som I vil.’ Så gjorde vi det, at vi skrev ud til alle dem, der flyttede ind: ’hvad synes I er vigtigt?’ Der er mange, der gerne vil spille kort, mange, der gerne vil spille billard, og så videre. På den måde opstod de forskellige fællesrum.”

“I kortrummet er der en dårlig akustik, og det betyder noget i vores alder, fordi mange har høreapparater. Vi har prøvet at afhjælpe det med akustikplader, og nu er vi ved at undersøge, om vi kan få gulvtæppe på derinde. Men, det er jo også noget med pengene. Nogle ting splejser vi til og siger, at det vil vi bare have. Men nogle ting bliver også for kostbare, og så spørger vi vores bestyrelse om det lade sig gøre.”

“Vi fik selv lov til at bestemme, hvad kælderrummene skulle bruges til, så vi lavede i den ene ende et magasinrum hvor vi sætter ting ned, som kan lånes, såsom stole, barnestole og alt muligt andet man ikke har plads til i sin lejlighed. Derinde har vi et stort fællesrum og så har vi en cykel kælder. Der har vi et fint stort træværksted. Derinde spiller vi kort, og vi spiser sammen en gang om måneden. Og her har vi lavet et lille krearum, og alle møblerne var nogle vi hver især havde i overskud. Og vi har tovholdere på alting.”

“Så har vi grejbanken. Alt kan lånes og skal leveres efter brug. Det er smart, at man kan gå herned og hente en høj stol eller en stor gryde, for eksempel. Hvor mange har brug for en stor gryde hver eneste dag?”

KØBMAGERGADE SKOLE

FÆLLESAREALER

“I krogen der har vi sat havemøbler, og der mødes vi, hvis det er godt vejr. Vi hygger os, og nogle gange så bliver det til et glas vin, og andre gange bliver det også til en grillpølse. Og så mødes vi som sagt en gang om måneden nede i kælderen, og der tager vi selv vores mad med og spiser så sammen.”

“Vi har to gæsteværelser, som det kun er os, der bor her, som må bruge. De er rigtig populære at have, fordi vi ikke har så meget plads i lejlighederne. Det godt at have sådan nogle til vores gæster.”

“Lige nu har vi svært ved at finde et sted, der er stort nok til at vi alle kan være der. Det er med til at gøre, at det nogle gange kan knibe med at få en forståelse for alle mennesker. Fordi, når man bare mødes med de samme 10-12 mennesker her og der, så kan man nemt komme til at sidde og tale om de andre afdelinger. Det er rigtig fint, at vi hygger i hver vores hjørne, men brug nu ikke tid på at snakke om de andre. Snak hellere om, hvor hyggeligt det er at være sammen.”

“Der er ingen her, der behøver at føle sig ensomme, medmindre de selv vælger at trække sig. Så alle har mulighed for at have et godt seniorliv her, fordi der er så mange aktiviteter og muligheder. Man kan altid gå ned og finde en at snakke med, og det benytter folk sig af.”

“Vi har jo to gymnastiksale, som er jo fra den gamle skoles tid. Og da jeg blev pensioneret, der fik jeg en uddannelse som stolegymnastikinstruktør. Og da vi havde boet her i et par måneder, så tilbød jeg mig, og jeg startede mit hold op, og det kører stadigvæk, hver tirsdag formiddag. Så går vi over og laver gymnastik.”

KØBMAGERGADE SKOLE

BOLIGEN

Antal boliger: 53

Omfang: Renovering af 4.650 m² og nybyggede 2.700 m²

23 lejligheder findes i to renoverede og ombyggede tidligere skolebygninger.

30 lejligheder findes i to nyopførte bygninger på eksisterende sokkel.

Boligtyper:

11 toværelseslejligheder

42 treværelseslejligheder

“Egentlig havde jeg nogle ønsker, som jeg gik fuldstændig på kompromis med, da jeg flyttede herind, fordi jeg ville ikke have et sted, hvor der ikke er altan, og så flytter vi ind i den øverste lejlighed derovre, hvor der ingen altan er. Men det var fordi vi simpelthen ikke kunne stå for den lejlighed. Den var bare så flot og vi kunne se ud over hele bæltet og alt det der, og vi blev enige om at vi sagtens kan gå ned i haven og hygge os, og det gik rigtig fint. Og jeg må sige, at det gik fint, indtil vi besluttede os for at flytte herover for at få en altan. Fordi man bliver jo ældre. Og første gang jeg stod derude på altanen tænkte jeg: ’hvordan i alverden har jeg kunnet undvære en altan? Altanen giver mulighed for at sidde ude, også når vejret ikke er så fint. Fordi hvis du tænker: ‘ah, vejret er ikke helt godt i dag’, så bliver du oppe i stedet for at gå ned i haven. Med altan går du ud, så snart solen kommer.”

“Alle dem, der er flyttet hertil, har jo været vant til at bo i villa før. De har ikke boet i lejebolig, så folk skal først lære at bo til leje, og det er faktisk en udfordring. Det er blandt andet en udfordring, fordi folk er vant til at bestemme selv og selv kunne gøre det og det og det. Men her er det meste jo en fælles beslutning. Vi har afdelingsmøde hvert år, og der bliver det aftalt og stemt om, hvad vi skal gøre, fordi det også er et spørgsmål om at holde huslejen nede. Altså, boligkontoret i socialt boligbyggeri har jo ikke en pengekasse, de bare kan give os af. Så alt hvad vi bruger og gør, er det os selv der betaler. Derfor skal vi være enige om, hvad vi bruger penge på, for ellers kan det jo løbe løbsk. Så folk skal lære, at de ikke bare kan kræve.”

“Vi havde tre ting, som vi synes, vi skulle have i boligen: Vi skulle have en altan; vi skulle have vaskemaskine i badeværelset, for jeg skulle ikke i en vaskekælder, det er slet ikke en mulighed; og så skulle der være elevator. Ja, og det er jo seniorbolig. Men vi er blevet fortalt, at bliver man meget plejekrævende, så er det ikke meningen, at man skal bo her. Fordi badeværelset er simpelthen ikke stort nok til, at man kan blive badet, hvis man er kørestolsbruger.”

“Vi kaldte det rettidig omhu, for vi var kun 65 da vi flyttede. Så vi kunne selv være med til at pakke ned og smide ud og gøre det hele. Havde vi ventet til nu, så havde det allerede været meget besværligere. Og mange af dem, der flytter, de er over 80, og på det tidspunkt er det altså lige før, at det er uoverkommeligt at skulle pakke ned det hus man har boet i, i 50 år.”

TRETÅRNET

Interviews med tre hustande foretaget d. 28. maj 2025.

Opførelsesår: 2022

Beliggenhed: Helsingør

Antal boliger: 95

Ejerforhold: Privat lejebolig, Tretårnet APS

Fællesfaciliteter: Fællesstuer på hver etage, fælles køkken, tagterrasse med drivhuse og højbede, værksted og krea rum, fællessal med storskærm, motionsrum, gæste lejligheder, petanque bane, cykelskur og storskrald

Parter bag projektet

Bygherre: Keystone Investment Management

Arkitekt: FRONT Arkitekter

TRETÅRNET NÆROMRÅDET

Offentlig transport, indkøb og natur er på gåafstand fra bofællesskabet. I Helsingør er der flere indkøbsmuligheder, kulturliv og adgang til Sverige via færgen.

“Helsingør har utrolig meget liv. Der er mange turister, fordi Sverige ligger lige ovre på den anden side. Og vi bruger også Sverige – vi sejler med båden derovre. Og der er biograf med fem sale. Der er masser af caféer og restauranter. Det betyder meget, at der er så mange niveauer af god underholdning og ting man kan beskæftige sig med, og det gælder både sommer og vinter. Der er virkelig mange tilbud her. Og igen, fordi vi er den aldersgruppe, vi er, så betyder det meget, fordi vi har tiden til det.”

“Naturen her er skøn. Vi har skoven lige derovre. Vi har vand hele vejen rundt om os. Det betyder meget. Og nok specielt i vores alder, hvor vi har tid til det. At vi har en indkøbsmulighed 200 meter nede ad vejen. Det betyder også virkelig noget, og at den har et prisniveau, hvor alle kan være med.”

TRETÅRNET

FÆLLESAREALER

Fællesstuer på hver etage, fælles køkken, tagterrasse med drivhuse og højbede, værksted og krea rum, fællessal med storskærm, motionsrum, gæste lejligheder, petanque bane, cykelskur, storskrald.

“Stedet har det her højskolemiljø, som jeg godt kan lide, og så har det plejehjemmet nedenunder. Og da min mor var havde fået diagnosen demens, var jeg før 14 dage her og 14 dage der. Men, for et år siden fik jeg hende flyttet ned på plejehjemmet. Vi er flere, der har valgt at have vores forældre dernede. Og det er et kæmpe plus for stedet. Men, der er også det minus, at der er en del af de ældre, der ikke får plejehjemsplads, som flytter herop. Og det vil sige, at lige for tiden har vi en cirka ca. 14 demente og meget plejekrævende beboere.”

“Da jeg så bofællesskabet tænkte jeg: ’det er lige mig, det her.’ Der er i flere etager, og man kommer ikke ind til det hele på én gang. Der er salene, og det vil sige, at du har både det store fællesskab, men du har også fællesskaberne på salene, i de små enheder. Dels er vi et stort fællesskab, men vi er også lagdelt. Og det betyder faktisk også noget, at salene er inddelt i gange, fordi du har også et specielt forhold til dem, du bor på gang med. Så det giver et gangfællesskab, et salfællesskab og et bofællesskab.”

“Altså, det er jo lagt op til, at bofællesskabet skal være for folk på 55 og opad uden børn. Men nogle af os synes at der er det problem, at vi måske er lidt for mange i den ældre generation, som bruger rollator og så videre. Det forulemper ikke andre på nogen måde, men det er ligesom om vi har en skævvridning. Vi har ikke ret mange i den yngre gruppe.”

“Det, som jeg er tiltalt af er, at man kan vælge. Jeg kan hele tiden vælge: ’vil jeg være mig selv eller ved at være sammen med nogen, for eksempel, i stuen derhenne?’ Nogle gange, så går jeg ud på gangen, og hvis der er lys, så ved jeg, at der sidder nogen, og så tager jeg mit strikketøj med og får en snak. Jeg kan vældig godt lide det der med, at man kan vælge, at der er muligheder. Det er faktisk rigtig vigtigt for mig.”

“Det er vigtigt for mig at der er et fælles køkken som vi kan bruge til at lave store fælles arrangementer. Og hvis vi ikke kan være i køkkenet, så bruger vi gangen, og dækker vi simpelthen op derude så vi har mulighed for at samle hele huset. Det er vigtigt for mig. Oven i det, så kan man leje eller låne fælleskøkkenet og have sine egne personlige arrangementer, og det er der rigtig mange der bruger det til.”

“Vi lægger vores blade herud. Så, hvis der er nogen, der køber blade, og så kan man jo bare gå ud og låne dem. Og så har vi aviser nede på tredje og fjerde sal.”

TRETÅRNET FÆLLESAREALER

“Så spurgte Keystone: ’hvad vil I gerne have her?’ Og, så er der en gruppe, der har arbejdet med at foreslå alle de her ting, så det er deres værk, at alt er kommet til. De har forhandlet med Keystone og fået grønt lys, og det har været rigtig rart at blive inddraget i den proces. Altså, det her tætte samarbejde, og at Keystone hele tiden har fingeren på pulsen med hvordan stemningen er herude? Hvad vi laver, hvad som fungerer og hvad som ikke fungerer.”

“Vi er ved at starte et keramiklaug op. Nu mangler vi bare at få de sidste godkendelser fra Keystone. Vi har allerede indhentet godkendelse ved kommunen og brandtilsynet og alle de andre steder. Så nu håber vi, at Keystone bakker os op med det sidste.”

“På tagterrassen, der søger vi hinanden fra alle sale. Og der er drivhuse deroppe, som gør, at vi bruger tagterrassen fra tidligt forår til sent efterår. Folk griller og sidder inde i drivhusene og spiser, selvom det er lidt småkoldt og sådan noget.”

“Det betyder det rigtig meget for mig, at der er de fire gæstelejligheder. Både min søster og svoger og deres børn besøger mig ofte, og det er simpelthen så rart, at de kan være i gæste lejlighederne. Så det, at man til trods for at lejlighederne egentlig ikke er ret store, kan have et tæt familieliv, det betyder rigtig meget”

“Det er utrolig vigtigt, at der både er træværksted og andre kreative ting. Og så er der jo fællessalen bagved værkstedet med en storskærm – det synes jeg er pragtfuldt. Dels så kan vi holde vores store arrangementer, generalforsamling, beboermøde og den slags, men storskærmen gør også, at vi ser fodboldkampe, håndboldkampe og OL og sådan nogle ting sammen. Og vi har snakket om, at vi også skal have nogle filmaftener dernede, hvor vi ser film med popcorn og hotdogs. Det synes jeg er vigtigt, at der er plads til den form for sammenhold.”

“Der er mange, der har deres fysioterapeut med hen i motionsrummet, og det er jo fordi vi er et seniorbofællesskab, og fordi vi har et plejehjem nedenunder. Der er mange, der har skader i vores alder, så det, at fysioterapeuten kan komme herud og lære dig de rigtige øvelser, det er et kæmpe plus.”

TRETÅRNET

BOLIGEN

Boligerne er beliggende på 3.-6. etage i den renoverede hospitalsbygning.

Boligerne har gulv til loft vinduer, køkken alrum, og de er højt til loftet. Indvendigt kan man se de bærende betonkonstruktioner fra den oprindelige bygning.

Antal boliger: 95

Boligtyper: 1-4 værelseslejligheder på 60 til 119 m²

“Jeg vil aldrig bo i stuen, fordi jeg har altid vinduet åbent i soveværelse… og jeg må også have udsigten. Udsigten er helt afgørende for mig. Jeg vil simpelthen ikke bo et sted uden udsigt. Det der med at bo til den anden side og se på huse… jeg var aldrig flyttet ind der. Så jeg har min gyngestol der, og så sidder jeg og ser solnedgang. Og jeg sidder her og drikker kaffe efter frokost.”

“Der burde have været et skab der. Så det har jeg selv sat op. Inden jeg flyttede ind, blev jeg inviteret op hos flere af de andre beboere for at se, hvordan de havde gjort. Og så fik jeg ideerne til det.”

“Der er mange der har valgt at tage en lejlighed mod øst. Især i de øverste etager har det været populært, fordi der kunne man mere eller mindre se til Sverige. Men det der talte til mig, var udsigten mod skoven.”

”Der hvor jeg boede tidligere, kunne der kun være seks personer ved det bord her, og det betød, at når jeg havde fødselsdag eller noget andet, så holdt jeg det altid hos mine børn. Men nu kan jeg holde det selv. Og det er dejligt, fordi jeg kan også booke fælleskøkkenet.”

TOPPUNKTET

Interviews med seks hustande foretaget d. 6. august 2025.

Opførelsesår: 2015

Beliggenhed: Farum Midtpunkt

Antal boliger: 17

Ejerforhold: Almen lejebolig, KAB

Fællesfaciliteter: Fællesstue med terrasse, depotrum, værksted/motionsrum

Parter bag projektet

Bygherre: Furesø Boligselskab

Byggeforretningsfører: KAB

Arkitekt: JJW Arkitekter

Landskab: Rambøll Architecture, Urban Development

Ingeniør: Rambøll Denmark A/S

Andre samarbejdspartnere: Hoffmann, Dominia, Enemærke & Petersen, Mangor & Nagel, BogL, Asserballe & Knudsen, Ole Jepsen og Domus arkitekter

TOPPUNKTET

BESKRIVELSE

• Seniorbofællesskabet Toppunktet ligger på øverste etage i blok 12 i Farum Midtpunkt. Bygningen har en facade af cortenstål og er et terrasseret landskab af boliger og taghaver med udsigt over de tæt beplantede grønne områder mellem blokkene.

• Ankomsten sker via parkering på gadeplanen under bygningen. Hovedtrapper og store elevatorer giver adgang fra parkeringspladsen. På første og anden sal er der rehabiliterings- og genoptræningscenter samt plejeboliger.

• Når man ankommer til tredje sal, træder man ind i en lang korridor med østvendte vinduer og indgange langs korridoren til de 17 lejligheder på den modsatte side. Der er nicher mellem næsten alle boligerne, som beboerne selv har indrettet.

• Fællesstuen med stort køkken, spisestue, stue og terrasse ligger i den sydlige ende af korridoren. Fælles værksted og motionsrum ligger midt i korridoren. Der er tre fælles depotrum fordelt jævnt langs den lange korridor.

• Hver lejligheds hoveddør har et rundt vindue ud mod korridoren. Hver bolig har et mindre depotrum. De fleste lejligheders badeværelse har et ovenlys. Og hver lejlighed har en stor, privat vestvendt terrasse i hele boligens bredde med adgang via to trin fra lejligheden.

Terrasse

TOPPUNKTET

NÆROMRÅDET

Indkøb, kulturliv, sundhedsvæsen, natur, offentlig transport inklusiv adgang til København med S-tog ligger inden for gåafstand fra bofællesskabet.

“Da vi flyttede hertil, var vi så heldige, at vi kunne få en god læge, som bor lige herovre. Altså, jeg kan gå derover. Og der er også en tandlæge, der bor her, som er god. Alle de der offentlige ting. Det har været alletiders. Og så er der et indkøbscenter, og der kan jeg også gå ned. Nu kan jeg ikke køre bil længere, så skal jeg cykle eller gå. Men alle de der ting ligger tæt på. Der er også et kulturcenter, og der foregår en masse ting. Altså, der er det hele dernede, så det er rigtigt godt. Det er en vigtig ting, synes jeg. At der ikke er langt til noget.”

“Jeg synes, det er vigtigt, at man ikke kommer ud på en eller anden mark, hvor de bygger nyt. Jeg synes, det er vigtigt, at man bliver i sit nærmiljø, som man kender, og hvor der er det liv på godt og ondt og på kryds og tværs. Fordi, man drager mindre langt væk fra sin bolig, når man bliver ældre, fordi man får skavanker. Derfor er det også en god ting at bo i seniorbofællesskab. Altså, jo ældre du bliver, jo vigtigere er det, at din bolig fungerer og dit nærmiljø fungerer.”

“Det er min oplevelse, at der er utrolig mange pladser til fællesskabet og vi har også ret mange legepladser rundt omkring, og bænke og stisystemer. Så hvis man går en tur, så kan man sætte sig et sted, og så kommer der nogen forbi der godt vil snakke. Så jeg er faktisk ret glad for at bo her. Og tryg.”

TOPPUNKTET

FÆLLESAREALER

Fællesstue med terrasse, depotrum, værksted/motionsrum.

“Hvis jeg skal sige noget arkitektonisk om at lave et seniorbofællesskab på sådan en lang gang, så er det ikke nogen god ide. For mig skulle et bofællesskab have fællesfaciliteter i midten, og det skulle i hvert fald være sådan, at når man træder ud på gangen, så ser man de andre. Det skaber mere fællesskab. Her kan det godt blive lidt institutionsagtigt. Nu kender vi hinanden, så vi vinker når vi ser hinanden. Men, det er ikke sådan, at man automatisk lige sætter sig ned med sin kaffe når der er så langt for dem, der bor i den anden ende. Hvis et seniorbofællesskab skal være rigtig godt, så skal man kunne se hinanden, når man kommer ud ad døren.”

“Vores niche derude, det var jo sådan, at den skulle ikke have været der. Der skulle bare have været en væg, og så skulle pladsen hører til lejligheden. Men vi kunne ikke holde ud at have sådan en lang gang, så vi har lavet de her nicher, og dem deler vi to og to. Og det synes jeg også er meget værd. Når det bliver meget varmt, kan jeg ikke holde varmen ud i lejligheden, så om eftermiddagen sidder derude, hvor det kan være køligt.”

“Den lange gang gør jo, at vi ser hinanden, lige så snart vi går uden for vores dør. Der er godt nok langt derned, men når vi ser hinanden, så vinker vi altid. Altså så man fornemmer man er set, ikke?”

“Egentlig skulle vi have været 22, men vi er kun 19. Til gengæld er der dårligt plads til 22 i vores fælles stue. Hvis vi skal sidde og spise, kan vi dårligt være der. Det er alt for småt, altså selve rummet. Køkkenet er alt for stort, men selve opholdsrummet er for lille.”

“Fordi man kan jo ikke se, om der er nogen der sidder i fællesrummet, så har vi valgt at den, der åbner og laver kaffe, også sætter en kost på en bakke ude på gangen. Så, når man træder ud, kan man se om der er nogen dernede. Ellers, hvis man skal gå helt fra den ene ende og ned i den anden, og der så ikke er et øje, så må man gå hjem igen. Men jeg tror, det er vigtigt for at holde et fællesskab ved lige, med meget mere fælles snak.”

“Vores fællesrum, med tiden er det blevet et problem, fordi dem nede fra den anden ende, de har rigtig langt at gå… Et fællesrum skal ligge i midten. Så man kan se at man går forbi og alle har lige langt. Jeg har ellers ikke meget kritik af vores fællesrum – jeg synes det er pragtfuldt fællesrum. Jeg bruger det også. Jeg har en stor familie, jeg elsker at lave mad, og jeg elsker at invitere dem. Vi har jo både køkken og alting deroppe og masser af plads. Og de unge kan spille deres brætspil, og de gamle kan sidde og snakke.”

TOPPUNKTET

FÆLLESAREALER

“Det her depotrum hørte til hobbyrummet, og folk havde planer om, at der skulle malerier og lerfigurer stå og tørre. Men, der er aldrig nogen, der har brugt det til det. Så lige nu er det primært mine køkkengadgets, der står der.”

“Hobbyrummet har været brugt på forskellige ledder og kanter gennem tiden. Da vi flyttede ind, var der mange, der malede og lavede forskellige ting og sager i ler og silketryk og sådan noget og de havde en forestilling om, at det skulle vi også lave her i bofællesskabet. Hobbyrummet er bare aldrig blevet brugt til det. Og så kom der jo et tidspunkt, hvor vi begyndte at få vores skavanker.”

“Vi har romaskine, løbebånd, cykel og et bordtennisbord, som ikke bliver brugt så meget mere, men som for nogle år siden blev brugt rigtig meget. Men det var fordi vi spillede mest med vores børnebørn, og nu er børnebørnene jo den alder, så det bliver ikke brugt så meget mere.”

“Jeg er begyndt at have det rimelig godt med min nabo. Vi har aldrig haft det dårligt, men vi er vidt forskellige. Vi går ikke ud og laver noget sammen, det gør vi ikke. Men vi hjælper hinanden. Når jeg er afsted nogle måneder, så kigger hun efter mine planter. Ellers, så passer jeg hendes datters dyr. Sådan er vi altså.”

TOPPUNKTET

BOLIGEN

Antal boliger: 17

Boligtyper:

12 toværelseslejligheder på 65 m² + 24 m² terrasse

5 treværelseslejligheder på 85 m² + 36 m² terrasse

“Jo ældre vi bliver, jo mere har vi brug for at være hjemme. Så har man den ene skavank og den anden skavank. Og det er også hjemme, at vi har brug for at have plads til, at der kommer gæster, som måske også skal sove og så videre, fordi vores base bliver mere og mere centralt i hverdagen.”

“Jeg kan godt lide, at lejligheden har en god bredde, altså fra nabo til nabo. Da jeg var nyskilt, der boede jeg på et tidspunkt i et gadehus, hvor bredden kun var fire meter. Det var ubehageligt. Det var så smalt, at du kunne sidde og følge med i, hvad naboerne talte om i de andre haver. Så, jeg synes det er så rart her, at der er den afstand mellem boligerne.”

“Min terrasse, den er cirka 40 kvadratmeter. Og det var en af årsagerne til, at vi valgte at bo her, fordi vi har altid boet i parcelhus med en masse grund, og vi har også boet på landet. Et lille trelænget husmandssted med masser af jord til. Så det var en beslutning at sælge det hele og flytte hertil. Og det var naturligvis fordi vi tænkte, at nu har vi snart en alder, hvor vi ikke magter det hele mere. Så skal vi have noget, vi kan overkomme. Og vi har altid snakket om, at på et eller andet tidspunkt skal vi bo i seniorbofællesskab”

“På grund af den størrelse vores gamle hus havde, betød det, at vi også havde nogle store og tunge møbler. Så vi tog den beslutning, selvom det gjorde ondt, at vi solgte det hele. Så da vi flyttede ind her, der havde vi et campingbord, og så havde vi to campingstole. Og så havde vi to madrasser og vores tøj. Det var, hvad vi havde. Resten havde vi solgt. Alt hvad vi ejede – vi solgte det hele.”

“Jeg har boet i kollektiv i mange år, da jeg var yngre, så selvfølgelig kunne jeg sige ja til at bo her. Problemet var mere det der med, at når man kommer fra et hus og så ser boligen her, så er den ikke ret stor. Men jeg vil sige, at den egentlig er rigelig stor. Lige når man kommer fra hus eller stor lejlighed, så virker den lille, men vi har ikke behov for mere. Kvadratmetermæssigt så er jeg fuldt tilfreds.”

JONSHØJ

Interviews med seks hustande foretaget d. 11. august 2025.

Opførelsesår: 2023

Beliggenhed: Jonstrup, Værløse

Antal boliger: 22

Ejerforhold: Almen lejebolig, Farumsødal, Domea

Fællesfaciliteter: Fælleshus med køkken alrum, værksted, gæsteværelse, mødelokale, vaskemaskine og tørretumbler, skur, fællesområde med borde, bænke og grill

Parter bag projektet

Bygherre: Boligselskabet Farumsødal, Domea

Arkitekt: Pluskontoret Arkitekter

Entreprenør: JFP

Rådgivere: Ekas Rådgivende Ingeniører, Ingeniør’ne, JFP

JONSHØJ

BESKRIVELSE

Seniorbofællesskabet Jonshøj ligger i Jonstrup i Furesø Kommune i en landsby omgivet af natur og rekreative områder.

Bofællesskabet består af 22 etplans rækkehuse i klynger af 3-4 boliger rundt om fælleshuset i et bilfrit miljø. Hver bolig har et lille privat have og et semiprivat have med lav beplantning ved indgangen, som vender mod de fælles områder. Bygningerne er beklædt med lysegule tegl og sort tagpap.

• Parkering ligger udenfor bebyggelsen ved matrikelgrænsen, som er afskærmet fra de nærmeste boliger af en hæk. Fra parkeringspladsen kommer man ind i et terrasserede landskab med forskudte bygninger, som skaber et varieret terræn og forskellige typer udendørs rum. Skure med fælles funktioner er spredt jævnt på matriklen, så alle har lige adgang til dem.

• Derudover ligger der en række med otte små boliger, som kommunen har anvisningsret til. De er ikke en del af bofællesskabet men en del af afdelingen.

• Fælleshuset indeholder alle fællesskabets indendørs faciliteter, såsom køkken, spisestue, stue med storskærms, værksted, gæsteværelse og mødelokale.

• Man ankommer til boligerne via den semiprivate forhave, som beboerne selv har indrettet. Der er et lille skur ved indgangen, som beboerne selv har bygget. Køkkenets vindue vender ud mod de fælles stier. På den modsatte side har hver bolig en lille have, der er afskærmet fra naboerne med en hæk.

Boligklynger

Fælleshus

Værksted

Gæsteværelse

Anvisningsboliger

JONSHØJ

NÆROMRÅDET

Offentlig transport, indkøb, natur og rekreativ området, Flyvestation Værløse er på gåafstand fra bofællesskabet. Kulturliv, sundhedsvæsen, flere indkøbsmuligheder, samt København med S-tog enten fra Værløse eller Måløv ligger inden for cykelafstand.

“Der er så meget natur omkring os, både skoven og flyvestationen, og det synes jeg er helt fantastisk. Jeg har boet i Birkerød det meste af mit liv, og der er også rigtig meget natur, og jeg har altid troet, at der ikke var noget, der kunne slå det. Men det synes jeg simpelthen det herude kan. Her er der virkelig plads til lange gå- og cykelture.”

“Når vi kommer op ad trappen, op til vejen, så er der 50-100 meter over til Rema. Ja, altså, hvis ikke vi havde den indkøbsmulighed så tæt på, så er jeg ikke sikker på, at vi havde været interesserede. For det er noget alle har brug for, altså de dagligdags indkøb. Der er også nogle seniorbofællesskaber oppe i den nordlige del af byen, og der skal man altså langt væk for at finde en Netto.”

“Og så har vi jo jazzfestivalen, der kommer i næste weekend. Det er meget hyggeligt, når det nu kun er tre dage. Altså, hvis det var sådan noget med, at det var hver weekend, så blev vi nok trætte af det. Jeg har en enkelt gang, inden vi flyttede, meldt mig som frivillig derovre, for ligesom at få en fornemmelse af, hvad det var for nogle folk, jeg skulle bo i landsby med.”

JONSHØJ

FÆLLESAREALER

Fælleshus med køkken alrum, værksted, gæsteværelse, mødelokale, vaskemaskine og tørretumbler, skur, fællesområde med borde, bænke og grill

“Det har overrasket mig meget, at lige præcis er det spot derude ved bordet er sådan et dejligt sted. Der er lidt læ mellem skurerne, og der kommer hele tiden folk forbi. Hvis jeg sidder derude om eftermiddagen, og har lavet en termokande, så tager jeg måske fire kopper med ud, og så er der ofte nogen, der kommer og lige vil snakke om et eller andet og sætter sig ned. Jeg har det på samme måde hvis jeg skal gå ned til skraldespanden, så er der altså mindst to kaffe invitationer på vejen, når det er en sommerdag hvor folk sidder hjemme. Det er enormt hyggeligt.”

“Vi vil helst kunne kigge til hinanden uden at skulle kigge hen over en bil. Altså, vi skal ikke kigge ud på biler. Vi skal kigge på hinanden, og vi skal kigge på huse, og vi skal kigge på træer og blomster og alle de der ting, folk har etableret i deres haver… og ikke på biler.”

“Vi hygger os i den store fælles gruppe, men vi hygger også i den lille gruppe, vi er. Altså, vi er fire familier, der bor i den her klynge, og vi holder nogle middage en gang imellem –klyngemiddage kalder vi dem. Og det er ikke fordi vi har specielt meget til fælles, men det er enormt hyggeligt, og vi lærer altid hinanden lidt bedre at kende.”

“Så synes jeg, at noget af det, der er rigtig dejligt, det er de åbne forhaver. At vi har bestemt, at man ikke må bure sig inde, fordi det gør, at man kan næsten ikke gå udenfor, uden at der er nogen, der lige vil sige noget til en. Så vi får rigtig meget fællesskab ved at vi ikke har hække. Det synes jeg er en af de bedste beslutninger vi har taget.”

“Fælleshuset er sådan en forlængelse af vores dagligstue. Nu er jeg også med i den der gruppe, der har indrettet fælleshuset, og som sørger for det, hvis der er noget der mangler eller som skal gøres og sådan noget.”

“Der var ikke nogen fra boligselskabet, der havde sagt noget om, hvad vi måtte og ikke måtte. Så vi gik alle sammen i gang med at lave hver vores terrasser på alle mulige forskellige måder, og dem med hunde har lavet hegn, og vi fik lagt fliser over det hele, mens nogle af de andre har lavet træterrasser. Nogle steder minder det mere om Christiania, end det minder om et alment boligselskab.”

JONSHØJ FÆLLESAREALER

“Det, at vi fik lagt fælleshuset i midten, og at husene ikke bare ligger i to lige rækker, men at det blev knækket og forskudt lidt, gør det mere levende. Ja, så jeg kan se deres gavl. Men jeg kan også se deres hoveddør. Det giver bare sådan en lille fornemmelse af, om de er hjemme. Er de oppe? Det er jo ikke for at snage – det er bare sådan lige fornemmelsen. Det synes jeg er rigtig hyggeligt.”

“Jeg er måske også lidt overrasket over folks forskellige opfattelser af, hvad fælleshuset er. Jeg tror for mange, i hvert fald i starten, tænkte det var et selskabslokale man kan leje, hvis man skal holde fest, altså som hvis man bor til leje i en eller anden boligforening. Men, jeg fornemmer, at der er flere og flere, der ligesom også kommer derover og bruger det. Hver anden onsdag er der for eksempel kaffehygge. Der er også en, der lige er begyndt at lægge puslespil derovre, så folk kan komme og lægge puslespilsbrikker.”

“Jeg har været tilknyttet projektet siden før vi flyttede ind. Og der skete der en masse med at projektet stoppede, fordi entreprenøren gik konkurs. Og da vi så flyttede ind, så var der byggematerialer der var ikke kørt væk og der var ikke kørt jord og sådan noget. Men, det er faktisk blevet til et meget positivt element i mine øjne at overtage byggeriet sådan helt korporligt. For eksempel, så var ikke penge til skure, og det opfatter jeg som et stort plus, fordi det skabte en samhørighed og et kendskab til hinanden, at bygge de skure, som rent socialt har været ubeskrivelig godt.”

“Fællesspisning, det er simpelthen der, hvor man mødes på kryds og tværs i løbet af ugen. Og hvis der ikke er noget fællesspisning, så er det ret svært at få det hele til at hænge sammen, fordi så mødes du ikke. Altså fællesspisning er jo almindeligt samvær. Og det er meget forskelligt, hvem der kommer, og så sætter man sig jo bare, hvor der er en plads. Så du sidder sammen med de forskellige. Det er vi meget glade for. Vi ville næsten gerne have, at det var tre gange om ugen.”

“Mange af de ting man gør i en normal familie, altså inviterer mennesker til morgenmad, når man har fødselsdag eller sådan et eller andet – det gør vi jo ikke her i huset. Det gør vi ovre i fælleshuset. Vi flytter de aktiviteter derover, og vi spiser i fælleshuset to gange om ugen, nogle gange tre gange om ugen. Og det aflaster ens bolig, og det har vist sig, synes jeg, at det fungerer skidegodt.”

JONSHØJ

BOLIGEN

Antal boliger: 22

Omfang: 2530 m² inkl. 200 m² fælleshus

Boligtyper:

7 toværelsesboliger

11 treværelsesboliger

4 fireværelsesboliger

“Vores baghave, det er vores private område, men forhaven kalder vi semiprivat, fordi man sidder ude og snakker med alle dem, der går forbi. Og det har vi det fint med. Altså, det er jo noget af det, man må acceptere, når man bor i et seniorbofællesskab. Det kan godt være, det tager en halv time at gå op til skraldespanden og tilbage igen, fordi man skal lige nå at snakke med nogle af de andre på vejen.”

“Vi havde en idé inden vi flyttede ind, at vi skulle prøve at holde al beplantning nede i relativt lav højde. Men der kan jeg jo så se, at de forskellige huse har forskellige behov. Nogle har meget behov for at være private, så de skal have beplantningen foran vinduerne, så man ikke kan kigge ind og andre har det fint nok.”

“Jeg ønsker, at man kunne få lov at bestemme noget mere selv, ikke? Jeg er i virkeligheden rigtig socialt indstillet, men vi er meget forskellige økonomisk stillet, så derfor er det vigtigt, at vi ikke alle sammen skal gøre det ens. Jeg har fået lov at betale for at få glasvæv op frem for savsmuldstapet. Det kunne vi få lov til.”

“Det her er i meget høj grad blevet handicapvenligt. Det synes vi også er en kvalitet. Altså brede døre over det hele. Det hele er niveaufrit. Der er ikke nogen, der i dag er i kørestol. Men det kan blive en nødvendighed. Så vi synes jo, det er en kvalitet, at der er tilgængelighed på alle ledder, uanset om man er rollator- eller kørestolsbruger. Vi har i dag et aldersgennemsnit på 69 år. Det vil sige, vi er stadig yngre, men hvis man kigger 10 år 20 år frem i tiden, så kunne det godt være anderledes.”

JONSHØJ BOLIGEN

“Vi havde 120 kvadratmeter. Men vi havde så også hele loftet, hvor der var stod mange flyttekasser. Vi havde også et skur og en garage, der var helt fyldt med ting. Men når man flytter i bofællesskab, så behøver man ikke at have sin egen græsslåmaskine eller sin egen skruetrækker eller hvad det nu kan være, fordi det har vi fælles – det har vi stående klar til brug i vores værksted.”

“Vi har udvidet vores køkken lidt, ved at lave en køkkenø. Fordi det, der basalt set er standarden, er jo bare det herovre, og der synes vi, at vi godt vil have lidt mere plads – både arbejdsplads og opbevaringsplads. Og det er prisen, der har været udgangspunktet for rigtig meget af det her. Altså, det hele har hele vejen igennem skulle være så billigt som muligt. Så nu har vi fået overskab og højskab, så allerede det er ikke helt standard. Men altså, de her brede skuffer, dem er vi glade for, og også den ekstra arbejdsplads i køkkenet. Fordi, vi kan godt lide, når vi går i gang med at lave mad, så kan vi være der begge to.”

“Jeg er meget glad for den her bolig er så godt lydisoleret, fordi der bor altså tre mennesker lige derinde, og vi kan bare ingenting høre. Det er noget, der betyder meget for mig. Jeg er både meget udadvendt og meget indadvendt. I alle de lejligheder, jeg har boet i, har man altid kunnet høre naboerne. Men man kan ingenting høre her, og jeg har også spurgt naboerne, og de siger, at de heller ikke hører os. Det er superfedt, når vi nu bor så tæt. Fordi du kan godt blive lidt irriteret på dine naboer, hvis du går og følger med i deres privatliv, hvis de sådan diskuterer. Så det er virkelig skønt, at de har bygget det godt.”

“Det er jo attraktivt at det vælter ind med lys. Men det kan også blive for meget, så man skal være bevidst om, at man kan få behov for gardiner, ikke? Nogle mennesker bliver overrasket over, at andre kan kigge ind. Men man kan sige, man vil jo gerne både være privat og følge med. Men den er svær, fordi hvis man nu bliver syg, så kan man faktisk være interesseret i, at naboen kan kigge ind. Så jeg tog alting væk, fordi jeg tænkte, at hvis nu en af os falder død om, så er det jo meget godt, at naboen kan se ind. Jeg tror det er derfor de har bygget det sådan. Så den er lidt svær, for man vil gerne have opmærksomheden på de rigtige tidspunkter, og så vil man også gerne være privat. Den er lidt svær.”