Fællesskaber

Foto: Yann Houlberg Andersen

1

FællesSkaber ISBN 978-87-7830-834-4 Udgivet af Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering Philip de Langes Allé 10 1435 København K

Udgivelsen er støttet af Bevica Fonden Tak til Slots- og Kulturstyrelsen for støtte til forfatter Victor Boy Lindholms bidrag Tak til Folkemødet for samarbejde og inspiration

Redaktion Redaktion: Natalie Mossin og Niels Offenberg Korrektur og koordinering: Linda Østergaard Hallberg og Thorbjørn Hyldgaard Lønberg Petersen Layout og illustration Lene Sørensen Rose, www.roseogrose.dk Bidrag ved Forfatter Victor Boy Lindholm Samt Anna Rytter, Suleman Choudhary Naim, Junaid Ahmed Aslam, Silas Leander Sørensen, Taha Delf Echresh, Momen Al Sbaihi, Hussein El-Zein, Khalid Osman, UNIG Ung i Gladsaxe Marie Engberg Eiriksson, Sonja Heer Henriksen, Bevica Fonden Natalie Mossin, Peter Hinsby Leal, Thorbjørn Hyldgaard Lønberg Petersen, Institut for Bygningskunst & Teknologi, Det Kongelige Akademi Anne-Marie Dynes Møller, Anders Sørensen, Enemærke & Petersen Bjørn Petersen, Mikkel Warming, AKB København Mette Mogensen, Domea.dk Josephine Michau, Sofie Stilling, Ida Willadsen Bang Kjeldsen & Signe Sophie Bøggild, Copenhagen Architecture Festival Annette Skov samt Simone Schwaerter, Karla Skov Petersen, Johanne Skov Petersen, Copenhagen Contemporary Niels Offenberg, Den Sociale Scene, Albertslund Bibliotek og Kbh Læser

Da Folkemødet 2020 blev aflyst valgte en række af partnerne bag Folkemødets Sociale Scene at fortsætte den demokratiske samtale om byggede, sociale og kulturelle FællesSkaber i ord og billeder.

Denne bog er resultatet.

Indhold

Natalie Mossin og Niels Offenberg, Den Sociale Scene

Samtaler til FællesSkaber

08

Længsel – fællesskab som frihed og fængsel

10

Anna Rytter, Suleman Choudhary Naim, Junaid Ahmed Aslam, Silas Leander Sørensen, Taha Delf Echresh, Momen Al Sbaihi, Hussein El-Zein, Khalid Osman, UNIG Ung i Gladsaxe

Marie Engberg Eiriksson, Sonja Heer Henriksen, Bevica Fonden

Der spirer noget der ikke må gå tabt

24

Labyrinth – et involverende kunstværk

30

Annette Skov, Copenhagen Contemporary

Peter Hinsby Leal og Natalie Mossin, Det Kongelige Akademi – Institut for Bygningskunst og Teknologi

Sammen – hver for sig

38

Fællesskaber i byggeriet: Fra fremmed til nabo

44

Hvad er du uden fællesskab?

48

Anne-Marie Dynes Møller, Anders Sørensen, Enemærke & Petersen

Simone Schwaerter, Karla Skov Petersen og Johanne Skov Petersen, Kunstdemokrater, Copenhagen Contemporary

Hvad sker der nu med byens fællesskab?

Thorbjørn Hyldgaard Lønberg Petersen, Det Kongelige Akademi – Institut for Bygningskunst og Teknologi

58

De almene beboere gør egentlig bare som altid – også når en krise som coranavirussen rammer

64

Bjørn Petersen og Mikkel Warming, AKB

FællesSkaber i bofælleseskabet

70

Breve om fremtidens by

74

Havet kom som en gæld, der skulle inddrives

80

Om Folkemødets Sociale Scene

Mette Mogensen, Domea.dk

Josephine Michau, Sofie Stilling, Ida Willadsen Bang Kjeldsen & Signe Sophie Bøggild, Copenhagen Architecture Festival

Victor Boy Lindholm

92

“When the Now was then”, Gallery Ultracontemporaine, artist Thierry Geoffroy / Colonel

Samtaler til FællesSkaber Natalie Mossin og Niels Offenberg, Den Sociale Scene

2020 blev på ingen måde det år, nogen af os kunne have forestillet os. Covid-19 ændrede rammerne for det meste og ikke mindst vores fællesskaber. Vi, partnere bag denne bog, skulle i juni have stået på Bornholm på Folkemødets Sociale Scene, for dér at tale om og udfolde fællesskaber. I fysisk nærhed af hinanden og med fokus på undersøgelser af, hvordan vi kan skabe demokratiske samtaler om rum til alle, i det byggede, kulturelt og socialt. Det kom vi så ikke til – som så mange andre ting, som vi alle måtte skrinlægge, udsætte og aflyse – den historie vi står midt i, mens dette skrives. Vores tema for året var FællesSkaber. Et tema der kun blev mere aktuelt, da coronakrisen kom.

Siden 2017 har vi på Folkemødets Sociale Scene undersøgt fællesskaber på mange måder, og forsøgt at komme med visioner for, hvordan vi kan indrette samfundet og give plads til hinanden – sammen. Vores scene har været et eksperiment i sig selv; hvordan skaber forskellige partnere rum for en demokratisk samtale, der er mangfoldig, alsidig og giver plads til dem, samtalen handler om. Vi har eksperimenteret med at inddrage arkitektur, kunst og litteratur i debatterne, så forslagsstillelse og fiktion kunne lukke debatterne op på nye måder, som traditionelle former ikke altid formår. Gennem vores samarbejde med Scenens huskunstner Victor Boy Lindholm har vi ved hjælp af litteraturen forsøgt at begribe vores samfund, udpensle fremtidsscenarier og åbne for nye perspektiver, som vi også skrev i den fælles bog, vi udgav i forbindelse med Folkemødet 2019.

Men i 2020 overgik virkeligheden fiktionen.

Det er sagt med en kliché, men en kliché, der langsomt og sikkert stak dybere og dybere, efterhånden som det ene efter andet 8

fællesskab blev sat på pause og åbenbarede en sandhed: At ethvert fællesskab har en skyggeside, nemlig dem der ikke er med – dem der ekskluderes. Mennesker med funktionsnedsættelser der ikke har lige adgang til fællesskabets bygninger; rum, der ikke kan huse alle og under coronakrisen færre og færre; hjemløse, der ikke kan gå hjem og lukke døren når samfundet lukker ned; udsatte unge der ikke kan etablere en fungerende ”hjemmeskole”.

Ikke alle kunne være ”sammen, hver for sig”.

Fællesskaber er noget, vi alle aktivt må arbejde for at skabe og ikke mindst til stadighed udfordre og udvide, ift. de mange der i større eller mindre grad bliver valgt fra, ekskluderet og sat uden for.

Da Folkemødet 2020 blev aflyst, sad vi dér bag hver vores skærm uden den mulighed for at være sammen, tale sammen og blive klogere, som vi havde set frem til på Folkemødet. Men behovet for den demokratiske samtale var om muligt endnu mere presserende end før.

Så tiden var, og er til at kæmpe for de fællesskaber, der aldrig kan tages for givet, men som også nu må gentænkes og genopfindes midt i en usædvanlig virkelighed. Måske – når corona ikke længere er her til at sætte præmissen – kan de ting krisen har vist os, hjælpe til nye forståelser af vores måder at skabe det fælles.

Denne bog er et forsøg på fortsætte den demokratiske samtale på andre måder, og mere vigtigt at beskrive nogle af de erfaringer, vi gør os under coronakrisen i forhold til det at skabe noget fælles. Det er vores undersøgelse af fællesskaber, der er bogens præmis: Hvordan kan man holde fast i hinanden, selvom vi ikke mødes?

Kan de stedfortrædende tekster være et fællesskab, hvor vi fortsat kan udveksle og blive klogere gennem hinanden?

forskellige og diverse former, der skal have lov til at stå ”med hver sin tunge”, side om side.

Og så inviterer vi igen fiktionen ind, så den kan belyse virkeligheden og sætte os i stand til at se på flere mulige fremtider.

Bogen slutter med en tekst skrevet af scenens huskunstner, Victor Boy Lindholm, der foregår i en fremtid efter pandemier og klimaændringer. Teksten i kombination med alle de andre tekster og billeder, der er vidnesbyrd fra vores undtagelsestilstand her og nu, efterlader et rum, hvor vi forhåbentlig kan tænke nye muligheder og nye løsninger.

Og så er denne bog en fordring og et løfte til os selv; om vi vil mødes igen og holde fast i den demokratiske samtale.

I bogen blander vi også genrer helt bevidst, ligesom vi på Den Sociale Scene altid har blandet formaterne. Fordi vi tror på, at den demokratiske samtale bedst undersøges fra mange sider, gennem mange 9

Længsel – fællesskab som frihed og fængsel Anna Rytter, UNIG Ung i Gladsaxe

Høje Gladsaxe. Fem højhuse af grå, trist beton. Sådan kan det se ud udefra. Men indefra, hvor det levede liv udfolder sig, ser det ganske anderledes ud. For de unge, der vokser op her, er betonen fuld af liv. Mellem blokkene lærer børn at cykle og i kælderskakterne bliver unge voksne. Da Høje Gladsaxe blev bygget i 1960’erne skulle det være som en landsby i byen. Og sådan er det stadig. Her er ikke noget gadekær, men et indkøbscenter, der efterhånden kun består af supermarkeder og store butikker. Her er bibliotek, beboerhus, selskabslokaler, træningsrum, hobbyrum og en masse andre faciliteter, som frit kan benyttes af beboerne. Her er legepladser, boldbaner, skoler, børnehaver og en masse sladder, nøjagtigt som i en rigtig landsby. Her er beboere, der har boet her siden højhusene blev bygget. Her er børn, hvis forældre selv er vokset op på de samme legepladser bag blokkene.

For de unge, der vokser op i Høje Gladsaxe, er frihed ofte noget, man længes efter.

Kravene til de unge i dag er store. Skole, uddannelse, fritidsjob og familien er sfærer, der stiller krav og skaber rammer.

Mange gange snævre rammer. Familien og samfundet stiller store krav til de unges præstationer. Krav, der kan være svære at leve op til, og krav, der nogle gange rider de unge som en mare og skaber et hverdagsliv, der kan føles som lænker. Friheden til selv at definere sit eget liv og bare være til – uden krav – findes kun som en længsel. Familien, skolen og jobbet er ofte rammen for det fællesskab, der opfylder de sociale behov, men når fællesskabet opleves som en snærende ramme med uopnåelige krav, tærer det på fællesskabsfølelsen.

Under corona-nedlukningen fik de unge pludselig frihed. Skellet mellem pligt og fritid blev opløst. Friheden ramte dem som en mur. Kravene var i opløsning.

10

De unge skulle selv sætte rammerne for deres skolegang. Nogle havde onlineundervisning og andre selvstudie. Mange droppede ud. Ikke kun af skolen, men også af det fællesskab, der ellers havde sat rammerne for hverdagen. Frihed uden fællesskab kan hurtigt føles som et fængsel og for de unge er det ikke nok at være sammen hver for sig. Alternative fællesskaber opstod. Også ungdomsklubber og fritidstilbud blev ramt af corona-nedlukning. Det betød ikke, at de unge gik hjem.

Det betød bare, at der opstod alternative mødesteder og fællesskaber. Garagegårdene blev brugt som boldbane, når skolens hal var forbudt område. Brandtrapper blev brugt som ryge- og opholdsrum i de sene timer.

Under Høje Gladsaxe Centeret ligger ungdomsklubben Fair Play, som er værested for mange af områdets unge. Dét fællesskab, vi forsøger at skabe i Fair Play, stiller ingen krav. Eneste regel er, at man

Foto: Khalid Osman

skal behandle hinanden ordentligt. Vi laver mad sammen, spiser sammen og rydder op sammen. Fællesskabet i Fair Play skulle gerne opleves som befriende og uden krav.

Her giver det frihed at være en del af et fællesskab. De unges fællesskab breder sig ud over bebyggelsen, når de via deres egen organisation Ung til Ung arrangerer naboskabsaktiviteter som bankospil og fællesspisning med de ældre i området.

Eller kunstprojekter, der er med til at forskønne de mange udendørs arealer, der flittigt benyttes af områdets beboere og som fungerer som væresteder for de unge selv, når Fair Play er lukket.

taler for sig selv. Det er de unges egne oplevelser og synsvinkel, der her kommer til syne for os andre, og giver et sjældent indblik i de unges verden på deres præmisser.

Under corona-nedlukningen i sommeren 2020 blev de unge udstyret med kameraer og fik til opgave at dokumentere deres længsel efter fællesskabet. Fotoprojektet blev til i et samarbejde mellem billedkunstner Mette Gitz-Johansen og ungemedarbejder Anna Rytter. Resultatet blev en række fine, fortællende billeder, der 11

Foto: Anna Rytter

Coronapandemien har påvirket vores liv på mange fronter. Dog er der et område, hvor omvæltningen har været gennemgribende. Nemlig måden hvorpå vi omgås hinanden. Den værktøjskasse, vi plejede at bruge under fysiske, sociale arrangementer, er fuldstændig ubrugelig nu. Vi kan dog glæde os over, at verdensomspændende kriser altid er grobund for nytænkning og innovation. Især en ting blev vi som samfund og individ nødt til at ændre og rette vores adfærd efter. Håndtrykket som førhen skete helt automatisk efter normal hilse-praksis var nu kraftigt udfordret. Håndtrykket blev undladt og med det også førstehåndsindtrykket, selvom håndtryk og indtryk ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre, er den ene ofte den andens konsekvens, altså efter håndtrykket kommer indtrykket. Derfor syntes jeg der manglede noget i situationen, jeg frygtede hvordan starten på et møde med et andet individ skulle eksekveres, når en helt essentiel del manglede. Og selvom jeg ser mig selv som omstillingsparat og lærenem, lå håndtrykket stadfæstet i min adfærd. En social tilkendegivelse af, at man er til stede i øjeblikket, og en registrering af den anden part. Det er min definition på, hvad et godt solidt håndtryk indebærer. Et alternativ til den beskrivelse af håndtrykket jeg lige har givet, synes jeg var svær. Der florerede forskellige videoer på nettet af hvordan mennesker rundt omkring havde fundet nye metoder at sige ”goddag” på, nogle gik lodret ned og brugte foden som hånden og sagde ”hej” ved at banke den ene fod ind i den andens fod, mens andre og lidt senere i processen brugte albuerne til at markere hinandens tilstedeværelse. En erkendelse jeg har fået mig under vejs, er vigtigheden af den fysiske berøring og uden det skal lyde alt for mærkeligt eller i værste fald seksuelt, er det alligevel en vigtig del som ikke kan forkastes.

Suleman Choudhary Naim

Foto: Suleman Choudhary Naim

Foto: Junaid Ahmed Aslam

Foto: Silas Leander Sørensen

Foto: Taha Delf Echresh

Foto: Suleman Choudhary Naim

Foto: Momen Al Sbaihi

Corona-blues De andre græd da landet lukkede Jeg græd da landet åbnede Jeg undrer mig over om Døden er det eneste der sætter grænsen for at komme ud over kanten Mens man kan falde for evigt, som bowlingkuglen uden banden Jeg ved livet har en værdi Men mine følelser kan man ikke lige se Jeg får det bedre af at gå igennem det svære Men jeg vælger at løbe væk og jeg får det endnu værre Hver dag er der for meget brød at smøre Jeg kalder og jeg kalder, men evolutionen har gjort at andre ik kan høre Jeg får det altid godt efter jeg har gået igennem det der er dårligt Men jeg får det værre end nogensinde hvis jeg handler uvilkårligt Roser er døde Og violer er for bløde Enten eller jeg skal være, men i denne verden bliver man spist hvis man er søde I sygdommen havde jeg ik noget at løbe væk fra, for der var ikke en løve Der var kun hamstere, men ikke noget at tøve Verden som en sygdom fik Verdens sygdom helbredte mig et kort øjeblik Men hvem skulle holde mig i varme?

Hvem skal jeg holde i mine arme?

Hvordan møder jeg nye mennesker nu?

Jeg venter tit på at prinsessen kommer ind ad døren Jeg afskyer vinduet Indtil jeg blev træt Noget føltes ikke rart Jeg hader ændring, især når det sker i en fart Landet blev åbent og klart Min krop var ik parat Løverne kommer væltende og jeg bliver et løbe- og fryseapparat Der ik nogen at stole på, der er ik nogen pagt Derfor er så mange ligeglade med hvad der bliver sagt Jeg er rimelig indadvendt Så jeg er nødt til at være min egen ven Jeg er nødt til at skabe en standard for mig selv For de andre siger følelser ikke er til mænd Jeg håber vi kan få det bedre igen Men huske at give os selv en dejlig karantæne Hver dag er en kamp, hvad sker der herhenne?

At løbe væk er mere tiltrækkende end nogensinde...

Husk at holde din afstand, husk at elske dig selv En bil er svær at starte, men når du kører, bliver det nemt Jeg ønsker dig det bedste, det må du ikke glemme Hussein El-Zein

Foto: Momen Al Sbaihi

Foto: Khalid Osman

Foto: Anna Rytter

Der spirer noget, der ikke mĂĽ gĂĽ tabt Marie Engberg Eiriksson og Sonja Heer Henriksen, Bevica Fonden

Coronatidens undtagelsestilstand satte eksisterende vaner og fællesskaber på pause, og satte dermed også mange fysiske og sociale eksklusionsmekanismer ud af drift. Men der spirede samtidig noget fint som vi skal dyrke og bygge videre på.

Da størstedelen af befolkningen blev sendt hjem uden mulighed for fysisk at deltage i sociale og faglige sammenhænge, opstod nye fællesskaber og måder at være sammen på. Dette betød nye muligheder for deltagelse i fællesskab, også for mennesker med funktionsnedsættelser.

Vi så eksempler på at mennesker rakte ud mod hinanden og viste empati på tværs af geografiske og sociale skel. Vi så arbejdspladser blive mere fleksible og forstående for medarbejdernes forskellige situationer og vi så en opblomstring af socialt og kulturelt samvær på et væld af forskellige platforme.

En af de gennemgående temaer for FNs 2030 mål er at vi ikke må glemme nogen grupper, mens vi løber mod målet, og at vi skal nå dem først, der er længst fra mållinjen.

Socialt udsatte var, trods de mange gode tiltag, den gruppe, der blev ramt hårdest af krisen.

Hvis vi vil et ligeværdigt samfund, hvis vi vil opfylde verdensmålenes løfte ”leave no one behind”, så må vi huske de ting, vi har lært under Corona-krisen og tage dem med ind i vores genopbygning af samfundet.

25

Fællesskab for fællesskabet skyld

Det var det sociale idrætsfællesskab, som før nedlukningen var omdrejningspunktet for de 500 medlemmer i foreningen Recovery Bulls. Medlemmerne er socialt udsatte og har problemer som f.eks. misbrug eller hjemløshed. Da Corona lukkede ned for aktiviteterne, gik foreningen online.

Den oprindelige aktivitet gled i baggrunden og fællesskab for fællesskabets egen skyld blev det bærende.

at huske. For nogle af vores familiemedlemmer, venner og naboer lever stadig i en hverdag med begrænsninger. De oplever begrænsninger i deres familieliv, arbejde og studie. Begrænsninger i deres muligheder for at deltage i festligheder og kulturarrangementer, se en fodboldkamp, rejse på ferie eller bare komme ud af huset.

Mange oplevede situationer som dette før Corona og mange vil blive ved med at opleve det, når vi andre har glemt hvordan det var, da vi ikke kunne gå i Brugsen.

Tre dage om ugen kunne medlemmerne streame f.eks. sundhedsfremmende oplæg om positiv psykologi på Facebook. Hver fredag var der også livevideoer med livshistorier fra nogle af de andre medlemmer.

Ud af onlinefællesskabet voksede nye fællesskaber, for eksempel vandregrupper, som også er fortsat på den anden side af nedlukning og forsamlingsforbud.

Ud af de følelser af magtesløshed og manglende selvbestemmelse, voksede også nye opfindelser og ny teknologi der kunne bygge bro mellem mennesker på afstand.

Recovery Bulls er langt fra det eneste eksempel. Vi så en kollektiv lyst til at mødes, en kollektiv lyst til at gøre en svær situation bedre og en kollektiv lyst til at hjælpe andre.

Planlagte aktiviteter som møder og undervisning blev hurtigt rykket online. Med de nye kundskaber folk erhvervede sig fulgte hurtigt også kreative fællesskaber, koncerter, foredrag og fællessang.

Ifølge Røde kors ensomhedsundersøgelse fra maj 2020, har 49% gjort noget for at hjælpe andre under Corona-krisen. Det var næsten som om, at det at være tvunget til at være alene og forhindret i at være sammen, gav en oplevelse af at vi alle var i samme båd.

Alle oplevede at få frataget valg om deres egen hverdag. Måske gav kontroltabet en bedre forståelse af de situationer andre mennesker befinder sig i til hverdag? Vi var fælles om oplevelsen af ikke selv at have et valg, fælles om at være fastlåst, bekymret og uden indflydelse på egen situation.

Efterhånden som samfundet kan åbne mere og mere, må vi give håndslag på 26

Og mens verden lukkede sig for alle, åbnede den sig for nogen…

Mennesker med funktionsnedsættelse oplevede også før krisen, at de ofte ikke havde mulighed for at deltage i fællesskaber. På grund af en trappe eller en sen bus. Fordi lyden var for høj eller fordi der ikke blev brugt mikrofon. Fordi der ikke var et toilet de kunne benytte på stedet, eller fordi de ikke ville bede familiemedlemmer eller venner om at bære dem, at tolke for dem, eller at gå tidligt med dem. Disse mennesker oplevede pludselig, at der blev eksperimenteret med platforme og formater, som gjorde at de uden besvær kunne tilpasse deres deltagelse og være en del af fællesskabet på deres egne præmisser.

Og de samme fænomener så vi på arbejdsmarkedet. Lynhurtigt blev der oprettet hjemmearbejdspladser og virtuelle mødelokaler. Fredagsbaren blev

også streamet, man kunne mødes til en kop kaffe mandag morgen med katten i vindueskarmen og et barn på skødet. Selv arbejdstiden blev mere fleksibel. Igen betød de nye formater og forhold at der var en hidtil uset mulighed for at tilrettelægge en arbejdsdag der var mere fleksibel og på den enkelte medarbejders præmisser.

Krisen tvang os alle sammen til at se medarbejdere, kolleger og samarbejdspartnere som hele mennesker, med forskellige forhold, funktionsevner og præferencer.

Selv efter de fleste arbejdspladser gradvis

åbnede, er onlinemøder og konferencer stadig en del af hverdagen. Det er blevet normaliseret at arbejde mere hjemmefra.

I stedet for at spørge hvorfor en kollega deltager online, spørger man nu i stedet om mødet er fysisk eller digitalt?

De arbejdsforhold, som mange mennesker med funktionsnedsættelser har ønsket sig og efterspurgt, men ofte ikke haft mulighed for at få, er på meget få måneder blevet normaliseret.

27

Nye fællesskaber, nye muligheder, nye barrierer?

Når nye former for samvær, fællesskaber og arbejdskultur opstår er det vigtigt at huske at nye formater også kan komme med deres egne barrierer. Recovery Bulls oplevede en opblomstring i det online fællesskab, men de oplevede også at nogle medlemmer stod af på teknologien.

Selvom fællesskabet kommer hjem i stuen, kræver det noget af den enkelte bruger.

Nogen mennesker føler sig afskrækket ved tanken om at bruge uvante teknologier.

Andre igen har ikke adgang til de rette devices. Og selv om man har både den rette kunnen og de rette værktøjer kræver det ligeværdige digitale fællesskab også en del af både deltagere og arrangører.

Ny teknologi har altid betydet nye muligheder for inklusion og deltagelse for mennesker. Med skriftsprogets udbredelse blev mennesker i stand til at kommunikere med hinanden uden at rejse. Med telefonens opfindelse kunne man pludselig tale med hinanden på tværs af store afstande.

Med mobiltelefonens tekstbeskeder blev vi yderligere i stand til at skrive til hinanden uanset hvor vi var. Hver af disse innovationer har betydet fremskridt i kommunikation. Muligheder for at dyrke fællesskaber på nye måder, også for mennesker med funktionsnedsættelse. De nye teknologier pibler stadig frem og hurtigere end nogensinde.

Med den teknologi vi har til rådighed nu og har lært at bruge under Corona-krisen, står vi endelig med medier, der kan understøtte mange sanser på samme tid.

Vi kan streame tekst, billeder, video, lyd og undertekster i real tid, fra hver sin side af kloden. Vi kan bruge oplæsningsprogrammer og braille readers og deltagere kan selv skrue op og ned for lyd og lys. De kan vælge om de vil se alle deltagere eller kun den der taler. Disse medier som mange for 28

alvor tog til sig under corona-epidemien, kan meget mere for mange flere, end vi måske tænkte over, da vi gik i gang.

Rigtig mange mennesker kan være med nu, hvis vi fortsat gør os umage. Vi har værktøjerne til at få næsten alle med online, men det kræver at vi udviser omtanke og omhu. De tilgængelige digitale platforme kan blive utilgængelige, hvis vi ikke planlægger digitale møder og arrangementer lige så omhyggeligt som vi gør med de fysiske.

Hvis den rette teknik og de rigtige værktøjer tages i brug, kan vi ganske vist alle høre foredraget, uanset om vi er fysisk til stede eller med online. Men hvordan sikrer vi ligeværdigheden, når de fysiske deltagere går til kaffepause?

Vi skal også huske at bruge de værktøjer, der findes, så det indhold, vi producerer, understøtter brug af hjælpemidler som f.eks. oplæsningsprogrammer.

Udviklingen af fællesskaber under Corona strakte sig ud over online. De nye fællesskaber opstod mange steder. Fællessang på fjernsynet gjorde pludselig fjernsyn til et samlingspunkt, det ikke har været i mindst en generation. Ældresagen matchede hundredevis af telefonvenner, naboer sang fra altanerne med hinanden og børn og unge købte ind for ældre, der ikke turde gå ud. En børnehave i Aarhus tegnede tegninger til plejehjemsbeboere og sendte dem videohilsner da de ikke kunne komme på besøg.

Alle KAN være med – hvis vi udøver fællesskaber på måder der understøtter forskellige behov og præferencer. Der er fortsat brug for de indsatser der er startet under krisen, og vilje til at starte nye indsatser.

Vi skal gøre mere for at få de mennesker med i fællesskaberne, der har behov, men ikke selv kan række ud. Leave No One Be-

hind – and reach the furthest behind first – Vi skal have alle med, og vi skal starte med dem, der står bagest.

fund. Hvis de skal vokse, kræver det viden og vilje og omhu – græsset bliver grønnest der hvor vi vander det.

Så hvilke spirer skal vandes hvis vi fortsat vil have fællesskaberne til at gro?

Der spirer noget der ikke må gå tabt.

En vilje til at hjælpe, en evne til at se ud over egne behov og udover vante rammer. Vi har lært at bruge nye metoder og platforme og at kommunikere og planlægge på andre måder.

Vi skal videreudvikle, forbedre og udbrede de nye måder, vi er begyndt at bruge de digitale platforme, men også huske, at digitale fællesskaber ikke altid kan erstatte den fysiske nærhed. Der spirer mange små frø, der tilsammen danner muligheden for et mere ligeværdigt og omsorgsfuldt sam-

Der spirer et ønske om og en vilje til ligeværdige fællesskaber på tværs af samfundet. Og det skal vi dyrke.

29

Labyrinth – et involverende kunstværk Annette Skov, Copenhagen Contemporary

På kunstcentret Copenhagen Contemporary (CC) på Refshaleøen i København viste vi i sommeren 2020 et stort kunstværk med titlen Labyrinth.

Værket er udviklet af den amerikanske kunstner Sam Durant, som lavede Labyrinth for første gang i 2015. Han samarbejdede dengang med indsatte i et fængsel i Philadelphia. De deltog i et projekt, der havde fokus på de menneskelige og sociale omkostninger ved at være i fængsel.

På CC bestod værket af en labyrint på 12 gange 12 meter bygget op af trådhegn.

Sammen med kunstneren besluttede vi at aktualisere værket, og derfor bad vi alle gæster om at komme med tilkendegivelser om tiden med corona. Vi spurgte dem: Hvordan oplever du tiden nu, hvor store dele af verden stadig kæmper for at forhindre COVID-19 i at sprede sig? Hvilke konsekvenser havde nedlukningen af Danmark for dig? Og hvordan påvirker det dit liv i dag?

Vi opstillede borde med forskellige materialer ved siden af labyrinten, og gæsterne skabte så selv bidrag i form af ord, sætninger, tegninger og mønstre og satte dem fast, hvor de ville og på måder, de selv valgte.

I løbet af udstillingsperioden på CC inviterede vi også mennesker, hvis stemmer, vi ikke havde hørt meget til under covid-nedlukningen, til at deltage i skabelsen af værket.

Mennesker, der var meget isoleret fra omverdenen, venner og familie. Vi samarbejdede blandt andet med indsatte fra et fængsel, med grupper af ældre og med familier fra de såkaldt udsatte boligområder.

30

Kunstdemokraterne, CCs fællesskab for unge, der arbejder med kunst, demokrati og aktivisme, var også involveret i at samarbejde med kunstneren og de indsatte – et samarbejde, der fortsætter og udvikler sig.

Mængden af bidrag fra gæsterne i løbet af sommeren var overvældende. Værket voksede, og bidragene forholdt sig i stigende grad til hinanden. Filtrede sig ind i hinanden som samtaler. Slyngede sig rundt på trådhegnet og fortalte rørende og tankevækkende om en ganske særlig udfordrende periode. Opfindsomheden og trangen til at deltage var stor. Derfor besluttede vi på CC at bevare alle bidrag som en form for arkiv over en tid. Vi afmonterede dem – der er flere tusinde – og pakkede dem forsigtigt ned i mere end 40 kasser. Nu venter vi på, at nogen ønsker at fordybe sig i materialet og perioden.

Foto: Copenhagen Contemporary

Foto: Steffen Kloster Poulsen

31

Foto: Steffen Kloster Poulsen

Fotos: Copenhagen Contemporary

Fotos: Copenhagen Contemporary

Sammen – hver for sig Peter Hinsby Leal og Natalie Mossin, Det Kongelige Akademi – Institut for Bygningskunst og Teknologi

”Og der kommer mere…” statsministerens ord har prentet sig ind hos de fleste.

Sætning for sætning lukkede hun landet ned d. 11. marts 2020 som konsekvens af coronavirussen, der samme dag officielt blev opgraderet til at være en pandemi.

Men da først chokket over situationens alvor havde lagt sig (en smule), kunne man skimte konturerne af noget måske endnu mere opsigtsvækkende. Det hun sagde skete rent faktisk. Magten trængte ufortyndet ind i hele samfundslegemet – næsten uden forsinkelse. Nu havde vi vænnet os til, at politik handler om alt det der sker mellem noget går fra ord til handling, og at det ofte ikke sker eller kun delvist, fordi ”det økonomiske råderum”, parlamentarismen, EU, USA eller noget femte kommer i vejen. De fleste af os vidste med andre ord ikke at der fandtes en bestemmekraft (udenfor krig og terror), som potentielt set kan forandre verden fra den ene dag til den anden. Og her tænkes ikke på pandemien som måske nok med mikrobiologiens små bogstavskombinationer skubbede på, men på de store og magtmanifeste sætninger som befalede nedlukning af alt, hvad vi kender, og netop derigennem åbnede op for og anbefalede noget andet, som langsomt er begyndt at tage form.

Så, ok! Coronavirussen har splittet os ad, ødelagt gode fester, sociale sikkerhedsnet, brancher og traditioner. Man kan tænke at den har sat livet på pause, mens vi venter på vaccinen. Men ser man nærmere efter, så er det næppe tilfældet. Livet fortsætter – måske nok i en anden form, ligesom nye fællesskaber og forståelser af fællesskaber opstår. Karantænesamfundet er ikke en apolitisk, asocial parentes eller et hul mellem et før og et efter. Karantænen er fyldt med liv, politik og afsløringer som kan informere en ny forståelse af, hvad vi kan sammen og hver for sig. Måske skal det vise sig, at det krævede den mest simple form for organisme, at få øje på, at vi er i færd med at skære den samfundsmæssige gren over vi sidder på.

38

Mens vi venter på vaccinen

Som en filosof bemærker, så er pandemien interessant – både som state of emergency, men måske mere som emerging states.

Altså både det vi ser i form af felthospitaliserede byer og biosocial kropsforskrækkelse, men også, og især det, der kommer til syne i periferien – nye fællesskaber på tværs af grænser og arter og på trods af eller netop på grund af isolation.

For bedst som vi mennesker, var ret dårligt i gang med at opbygge vores eget økosystem hinsides den biosfære som alt andet levende er en del af, så kom en formodet flagermus fra Wuhans våde markeder helt ind i vores stuer og krævede afstand. Hold jer fra hinanden, og hold fingrene fra jer selv! Og mens vi er gået i selvisolation,

for at minimere spredningen, er gader, pladser og parker blevet genbefolket. Billeder af rådyr, vildsvin og endda ulve i meget urbaniserede områder i Rom, Milano og Torino florerer overalt på internettet. Det er et Zoo. Men hvem er spærret inde, og hvem er ude? Hvis man er i tvivl, så spørg i Thailand, hvor en række byer er plaget og nærmest overtaget af såkaldte ”monkey gangs” som er klar til at slås for maden i manglen på godbidder fra gavmilde turister. Det er Abernes planet i realtid.

Kan man lave en grønlændervending i en supertanker?

Det er næppe overraskende at andet liv vil tage over, når vi burer os inde eller helt

forsvinder en dag. Men det tempo det sker med er ganske forrygende. Hvis virussen minder os om vores egen endelighed, så minder hastigheden, hvormed naturen generobrer vores urbane landskaber os om civilisationens endelighed. På godt og ondt. For det er velkendt at en afledt effekt af coronavirussen er bedre luftkvalitet i blandt andet Kina og over det nordlige Italien. Som med den samfundsomvæltning Statsministerens ord den 11. marts indvarslede, udfordres her en anden forestilling. For er klimaet ikke en supertanker, som har passeret så mange tipping points, at vores skæbne alene er i hænderne på teknologien, billionærklassen og de statsledere som forhåbentlig finder vilje til handling, før vandet kommer. Det er for tidligt at konkludere noget, men den 39

rene luft over Wuhan giver næring til tanken om at det måske (også) er muligt at foretage en grønlændervending med en supertanker. Det bedste og det værste er, at vi ikke behøver at gøre noget.

Isolation og politisk ikke-handlen som modstandsform

Det kan være svært at se, hvordan ikkeaktivitet kan udgøre et uhyre vitalt rum for mulige virkeligheder. Men der genereres i øjeblikket en række uventede udslag af solidaritet og nye fællesskaber. Tænk i første omgang på beslutningstageres spot og tøven overfor krisen. Det vil være for vidtgående her at udrede sammenhængene mellem Donald Trumps tilbagelænethed i forhold til coronavirussen og Black Lives Matter bevægelsen. Men det er næppe tilfældigt, at i det øjeblik staten svigter sit helt basale ansvar som garant 40

for befolkningens overlevelse, så opstår nye former for solidaritet – særligt blandt de hårdest ramte. I Brasilien hvor Jair Bolsonaro har forholdt sig passivt (nærmest aggressivt) til virussen, er gadebanderne i Rio, som normalt slås om kontrollen over deres territorier, favelaerne, gået sammen om at hjælpe lokalsamfundets svage og gamle. Et solidaritetspotentiale som hele tiden har været der blandt disse anti-institutionelle grupperinger, men først blev muligt, da magten i et skæbnesvangert splitsekund valgte ikke at bekymre sig om sin befolkning. I Syditalien har mafiaen på lignende vis matchet og overgået statsmagtens ”offer you cant refuse” ved at tilbyde hjælp til fattige i blandt andet Napoli. Det er næppe gratis, men noget man som borger er parat eller desperat nok til at gøre, når det store fællesskab ikke kan bære. Andre, mindre radikale eksempler, er kollektiv nedgang i tid blandt medarbejdere i økonomisk truede virksomheder,

samt social og praktisk støtte udstrakt spontant og selvorganiseret mellem mennesker uden forudgående relation.

Tilskuer til den biopolitiske frontlinje

Det er en almindelig antagelse at Danmark er sluppet nådigt (indtil videre) fra coronakrisen. Igen kan dette udlægges som at der heldigvis ikke er sket så meget.

Men også her har vi set masser aktivitet trods selvisolation og karantæne. Først og fremmest har karantænen synliggjort et klart skel mellem basale og ikke basale samfundsfunktioner. Italienske sundhedsprofessionelle beskriver, hvordan de i perioder ikke indtog væske i løbet af deres 8-, 10- eller 12-timersvagter, for at undgå at afklæde sig deres hazmat dragter sig i forbindelse med toiletbesøg. Amnesty vurderer i en analyse fra september at krisen har kostet 7.000 sundhedsprofessionelle livet globalt set. Ifølge den opgørelse har ingen danske sundhedsarbejdere mistet livet som konsekvens af pandemien, men alene det at operere i den biopolitiske frontlinje mod en sygdom, som ingen helt forstår, må være frygtindgydende. Det kan enhver forestille sig. Hertil kan man så lægge butiksansatte, taxachauffører, pædagoger og andre som dagligt har deltaget i hvad der må forekomme som et rent lotteri i det matematiske maskineri som dagligt risikogør by og rum i skiftende konstellationer af steder og adfærd og tilhørende protokoller for afstand, hygiejne og andre værnemidler. Hvilke afstandskrav skal vi forholde os til i morgen, når det viser sig at virussen er luftbåren?

Borgere i alle lande, isoler jer

I karantænen kan man så stille sig ud på altanen og juble og vinke til fortroppen og i det stille tænke, at man jo gør sit ved at blive hjemme og købe lokalt (men altid kun anstændige mængder toiletpapir) ind

i webshoppen. Denne form for ”bidrag til fællesskabet” kan man måske nok kimse ad. Men hvad er alternativet? At udfordre retningslinjerne og insistere på sine sociale rettigheder? Måske. Men som den franske filosof Catherine Malabou har bemærket, så kan en suspension af egen socialitet være den eneste vej til den anden – til alle klodens isolerede individer. De abstrakte og ofte grænseoverskridende fællesskaber får her renæssance på molekylært niveau.

Ikke sådan forstået at FN, NATO, EU og WHO tilbageerobrer terræn fra nationale eller endnu mere lokale fællesskaber. Mere fordi at vi i takt med, at vi støder på de globale forsyningskæders grænser indser, at ”os-selv-først” tilgangen er begrænset (i bogstaveligste forstand). Vi er filtret ind i hinanden – både biologisk, politisk, økonomisk og socialt. Endda i en sådan grad at vi ikke en gang behøver at nære sympati for de andre, fordi egennyttighed og solidaritet leder til det samme resultat.

Husk på at Israels premiereminister Benjamin Netanyahu, en hård og usolidarisk leder af strategier for territorial adskillelse, tilbød hjælp til det palæstinensiske selvstyre, fordi han indså at effektiv fysisk adskillelse var umuligt at opretholde som virussens udviklede sig. I Danmark tog det mærkeligt nok længere tid at erkende, og først efter et langt politisk tilløb blev der sendt respiratorer til Italien (så gamle at de viste sig at være ubrugelige).

Som den slovenske filosof Slavoj Zizek bemærker, så er selve handlingen at blive hjemme en jordisk anerkendelse af indbyrdes afhængighed. Ved grænserne for nationale og globale (markedskræfter) skabes her nye rum og fællesskaber.

Virussen binder os sammen i et indre molekylært netværk, som forekommer langt stærkere end de stærkt interessebårne (og derfor sårbare) fællesskaber som bygger eksterne alliancer overfor ydre trusler og begivenheder. Vi må tage virussens perspektiv.

41

Coronakrænkelsen

Det gode budskab er, at vi som mennesker rent faktisk er i stand til at indtage dette perspektiv og med lidt held forstå den samling af instanser, som vi er en del af.

Alene erkendelsen af at det er halen som logrer med hunden kan føre til ny praksis der ikke virkede mulig for blot et år siden.

Vi havde nok en gryende forståelse af at mennesket blot er en blandt andre naturlige arter på jorden, og særligt at det vi gør, påvirker resten i en sådan grad at nogen har døbt vores tid den antropocæne. Hvad enten denne betegnelse indgyder ansvar eller hybris, så er det stadig uomgåeligt at vor tid er menneskets tid. Vi kan handle, vi kan ændre det samfund vi er en del af! Men vi må forberede os på at tage de ikke-menneskelige briller på for helt at undgå hjemløsheden. Som Sigmund Freud bemærker, så er mennesket blevet krænket (han benytter termen krænket) før. Først blev vi smidt ud af universets centrum, da Kopernikus i 1543 præsenterede ideen om solen som centrum i universet (i vores del af det). Senere blev mennesket smidt ud af kirken, da vi med Darwins teorier ikke længere lignede gud, men derimod en mindre brik i evolutionen. Og da 42

Freud proklamerede det ubevidstes store betydning blev fornuften fremmedgjort og vi var ikke længere herre i eget sind.

Det er fristende at tilføje virusser og bakterier som en fjerde decentralisering af mennesket. Selvom mikrobiologien argumenterer for, at vi er værter for dem, så er det på et helt andet plan nok nærmere mennesket som er på besøg hos dem. I den uophørlige, evolutionære tilpasning vil det være naivt at tro, at vi kan slå sygdommene. Det er dem der har initiativet.

Vi må indtage det u-menneskelige perspektiv

Når vi nu ved fra epidemierne historie at vira fra smitsomme sygdomme aldrig rammer tilfældigt – men at de netop lever og spreder sig i de økologiske nicher vi mennesker selv skaber, og på forunderlig vis – som en art fremkaldervæske eller et spejl – viser hvem og hvad vi er, så er der måske en chance for at lære noget.

Vi er i dem og de er i os – ikke alene som antistoffer i vores kroppe, men også som mere eller mindre synlige dele af vores samfundsmæssige immunsystem i form af kloakker, byplaner, møbeldesign,

bygningsreglementer, regler for dyrehold, materialer, hospitalsdesign og parker etc.

De er også i vores globale infrastruktur, i flyene og på diskotekerne. I byernes periferier og centre, på wet markets i Kina, men ligeså meget i den intensive dyreproduktion i Danmark som skaber antibiotika resistens og dermed underminerer vores evne til at modstå de virusser som i samme bevægelse opstår, fordi vi har brug for at territorialisere stadigt flere ”naturlige” reservater for at opretholde vores globale forsyningskæder.

Mens vi synger og klapper fra altanen som under coronapandemien er transformeret fra privat uderum til offentligt privatrum (ikke ulig protokollerne under pesten i 1700-tallet, hvor man skulle vise sig i vinduet hver dag på et bestemt tidspunkt), så er det måske værd at bemærke netop dette. Det er ingen skam at blive hjemme hver for sig – hvis man har et hjem. At synge fra altanen, hvis man har en altan. At handle lokalt på nettet, hvis man har en computer, netværksforbindelse og midler at handle for. Men det vigtigste bidrag til fællesskabet under corona-epidemien, såvel som før, er at huske de andre. For det er måske lige netop den form for ”bidrag

til fællesskabet” som tillader os at indtage det u-menneskelige perspektiv som er menneskets privilegium og mulighed for at forstå den komplekse bunke af liv og ikke liv som hele tiden er tilstede i os og omkring os. Det gælder i forhold til både den mindre og måske langt større krise vi befinder os i.

For hvad nu hvis vi kunne tage det u-menneskelige perspektiv midt i den sociale og miljømæssige bæredygtighedskrise vi befinder os i? Er klimakrisen ikke netop en virus der spreder sig i de økologiske nicher vi selv har skabt. En krise der som COVID19 snarere er koblet til kalkuler for mulige eskaleringer end den suppedas vi rent faktisk befinder os i. Udfordringen er bare at smittestoffet i forhold til at nå FNs 17 verdensmål i vidt omfang er os selv. Vi skal vinde over mennesket ved at overvinde og ændre den måde vi er mennesker på.

Den øvelse kræver overskridelse og fællesskaber udenfor det vanlige – og det perspektiv kan muligvis trives i en krisetid hvor normalen udfordres og forandres, med udsigten til øde urbane landskaber og uden støjen fra produktionsapparaternes evige rumlen. Men vi har travlt, og lige om lidt kommer vaccinen.

43

Fællesskaber i byggeriet: Fra fremmed til nabo Anne-Marie Dynes Møller og Anders Sørensen, Enemærke & Petersen

Når man snakker om fællesskaber i byggeriet, kan ordet ”fællesskab” have vidt forskellige betydninger. Fællesskab i byggeriet kan handle om alt fra arbejdsforhold på byggepladsen til samarbejde på tværs af fagligheder. I dette afsnit dykker vi ned i, hvad fællesskab og socialt entreprenørskab kan betyde for sammenhængskraften i et lokalmiljø under en renovering af alment boligbyggeri.

Ud fra en Grundtvigsk forestilling kan man betragte fællesskabet som en forbindelse, der opstår mellem mennesker, som en betingelse for dannelsen af et samfund og et individ. Socialt entreprenørskab kan for mange lyde som et fluffy begreb, men i Enemærke & Petersen handler det bl.a. om at skabe samfundsudvikling, imens vi bygger. Med det sagt påstår vi ikke, at socialt entreprenørskab kan løse alle udfordringer i fx et socialbelastet boligområde, men vi tror på, at empowerment af ”rødderne fra blokken” på sigt kan være med til at skabe en positiv, social spiral.

I vores optik giver det rigtig god mening, at en privat entreprenørvirksomhed tager socialt ansvar, når vi renoverer alment boligbyggeri. Alligevel er det de færreste, der forbinder dét med at have konstruktionsmaskiner og håndværkere på en byggeplads med at skabe positiv, social forandring. Egentlig er det pudsigt, for det er os byggefolk, som skaber de fire vægge, der udvikles til et hjem for generationer af familier mange år fremover. Derfor tror vi også på, at vi som entreprenør skal tage del i et ansvar for at skabe bedre lokalmiljøer, for det er os, som kan støbe fundamentet til, at byggeri kan blive 44

meget mere end lydisolering og gulvvarme.

Derfor er det vigtigt, at vi i samarbejde med beboerne får omskrevet historien om livet i alment boligbyggeri, samtidig med at vi udvikler vores egen selvforståelse i branchen, til at cirkulere om mere end skruer og beton. I byggebranchen kan vi nemlig gøre rigtig meget for fællesskabet.

Naboskab i Putnams ånd

Socialt entreprenørskab handler både om fællesskabets og individets udvikling. Hvis vi et øjeblik erstatter den gule byggehjelm med Robert Putnams sociologiske briller, kan man anskue naboskab i boligområder ud fra teorien om social kapital. Putnam skelner mellem to former for social kapital blandt mennesker; den afgrænsede og den brobyggende sociale kapital. Kort opsummeret kan man med den afgrænsede sociale kapital tale om sociale bånd eller en fælles identitet, som knyttes mellem mennesker, der fx ligner hinanden i forhold til deres sociale status eller etnicitet.

Den brobyggende sociale kapital baseres på svagere sociale bånd, der opstår på tværs af grupper og sociale skel. Grupperne er mindre lukkede og baserer sig i stedet på fx uddannelse eller religion, hvor

”projekt kloge hænder” – foto: Jonathan Weimar

personer kan få adgang til fx ny viden.

Men hvorfor er det relevant for byggeriet at forstå social kapital? Det er det, for hvis vi som virksomhed kan understøtte én enkelt beboers handlekraft eller en gruppes tilhørsforhold, kan det smitte af på ejerskabet og det sociale landskab, når vi er færdige med vores arbejde. Vi oplever, at når beboerne tager ejerskab under en renovering, skaber det bedre byggeri, tryghed og mindre hærværk.

Vi har under vores renoveringer af det almene byggeri i fx Rosenhøj i Aarhus erfaret, at det skaber stor værdi for fællesskabet, når vi tager teten og inviterer til byggemøder eller grillarrangement på fællesarealerne, fordi beboerne går fra at være fremmede over for hinanden til at være naboer. Når vi får de forskellige grupperinger til at møde hinanden med

sociale aktiviteter, skaber det en ny balance i boligområdet på tværs af sociale skel og etnicitet. Samtidig oplever vi, at vi kan give ”rødderne” fra blokken en stemme, hvis vi inviterer dem ind på arbejdsmarkedet og giver dem et ansvar via praktikeller arbejdsforløb. På den måde bliver de inviteret ind i en ny virkelighed, som udvider deres muligheder.

Den enkelte borgers trivsel spiller ind, når det kommer til at evne at indgå som en aktiv del af den lokale-, samfundsog arbejdsmæssige integration. Socialt entreprenørskab handler nemlig bl.a. om at agere som brobygger, der skaber rammerne for udvikling i fællesskab med det omgivende samfund.

45

Entreprenørskab i samspil med rødderne

I byggeriet snakkes der ofte om, at man skal gøre op med silotænkningen. Den samme tankegang kan overføres til måden, hvorpå vi anser tryghed i boligområder. Når vi tale om ”rødderne fra blokken”, der ødelægger sammenhængskraften i et lokalområde, skal vi som samfund selvfølgelig sætte ind. Samtidig er vi nødt til at se på udfordringerne i socialt boligbyggeri, som en del af et større samfundsproblem.

foto: Jonathan Weimar

Vores opgave er først og fremmest at skabe godt byggeri, men vi bør også sætte krav til dem, der står i spidsen for byggeriet. De skal nemlig anse udviklingen af byområder som en prioritet, hvor man har mulighed for at få beboerne gjort til medborgere. Vi kan med andre ord sagtens bygge smukke, arkitekttegnede bygninger i udsatte område, men det er de færreste, der har lyst til at flytte ind i et lokalmiljø, hvor der er uenighed om de sociale normer og dominerende grupper skaber utryghed.

Vi kan som byggebranche vælge at tage ansvaret på os og udøve en indflydelse, som kan have stor værdi for det samfund, vi selv er en del af. Vi skal ikke kun skabe flotte, nye badeværelser, men vi skal også være med til at bygge bro mellem opgangene. Måske skal flere aktører i byggebranchen – ligesom Ali eller Sarah fra blokken – lære, at de er vigtige for fællesskabet og sammenhængskraften i samfundet.

HVAD ER DU UDEN FÆLLESSKAB?

Simone Schwaerter, Karla Skov Petersen og Johanne Skov Petersen

Malou Rafferty

vi har lavet vores eget fællesskab hvor vi diskuterer, argumenterer, debatterer, undersøger og opdager, lytter, taler, lærer vi forsøger at skabe rod og opmærksomhed og forståelse og tanker

Simone Schwaerter

der findes et menneske som ikke er en del en del af det vi alle deler der findes et menneske som er til stede som ikke bliver hørt som ikke bliver set som ikke bliver mødt som ikke bliver spurgt om det vil der findes et menneske

der findes et sted hvor fÌllesskaber findes fordi fÌllesskaber forsvandt hvor dyrkelsen af jeg bliver dyrkelsen af dig bliver dyrkelsen af vi vi sker fordi vi behøver et vi

for os var det at komme til koncert igen et glimt af fællesskabsfølelsen på trods af masker, håndsprit og afstand formår musikken at skabe et univers hvor vi i et øjeblik føler os lige så tætte sammen som vi gjorde før

i lang tid har vi ikke kunnet være en del af de fællesskaber som vi plejer musikken er et af de steder vi samles allerbedst

Foto: FRAADS

vi har dannet et fællesskab udenom rammerne for vores vante fællesskaber vi har ikke fundet hinanden på skole eller arbejde vi har fundet hinanden fordi vi vil noget vi vil sige noget og vi vil gøre noget, når ikke der gøres og siges nok vi hører til på Copenhagen Contemporary vi arbejder med aktivisme, politik og kunst på en måde der er vigtig for os vi sætter menneskeliv i centrum

Hvad sker der nu med byens fællesskab?

Thorbjørn Hyldgaard Lønberg Petersen, Det Kongelige Akademi – Institut for Bygningskunst og Teknologi

Boligmarkedet har indtil videre virket immun over for COVID-19. Men hvad sker der hvis krisen fortsætter; risikerer vi så en ny finanskrise a la 2007, hvor boblen brast, og boligpriserne dykkede? I forvejen er den danske storby blevet et eksklusivt og dyrt sted at bosætte sig – en udvikling, man kan mene, er gået ud over den mangfoldighed, man kunne ønske sig af storbyen. Nu står vi midt i en pandemi, byerne er lukket ned og alle arbejder hjemmefra. Er vi i begyndelsen af en af-urbanisering? Hvad sker der nu med byens fællesskab?

Det spurgte Arkitekt Thorbjørn Lønberg Petersen, IBT, direktør i Boligøkonomisk Videncenter, Curt Liliegreen, om den 30. september 2020. Artiklen herunder er et kondenseret uddrag af hans svar.

Thorbjørn Hyldgaard Lønberg Petersen: ”Hvad sker der nu med byens fællesskab?”

Curt Liliegreen: ”Det er jo det, alle spørger sig selv… ”

Lige nu har vi ikke nogen krise på det danske boligmarked, men det skyldes, at den nuværende udvikling, er økonomisk understøttet. Vi er kun i starten af det her kriseforløb, på vej ind i vinterhalvåret, med risiko for en anden bølge og nye nedlukninger – og så vil økonomien blive ramt endnu hårdere. Mange prognosemagere, som f.eks. OECD, har regnet på et ’single hit’ og et ’dobbelt hit’ scenarie, og ved et ’dobbelt hit’ scenarie, får vi en ny nedlukning i 4.kvartal af 2020, tilsvarende 50 % i forhold til første nedlukning. Det vil blive en dyb økonomisk krise vi så kommer ind i, og så tror jeg, at boligmarkedet vil blive ramt af den gamle grimme form for boligmarkedskrise, hvor priserne falder.

Men Danmark vil klare sig bedre end andre lande, fordi vi slap billigt gennem første bølge. Den danske regering lukkede meget 58

tidligt ned, og det gjorde at vi aldrig kom ud i nedlukninger som i Storbritannien, Belgien eller Spanien, hvor der de facto var udgangsforbud. Det er klart, at det er fuldstændig ødelæggende for økonomien.

For mange mennesker, vil en krise handle om, hvorvidt de kan blive siddende i deres hus eller lejlighed, og ikke hvorvidt de kan finde en anden – det er simpelthen en kamp for ikke at komme ud i tvangsauktioner som man gjorde i Danmark fra 2007 til 2012, oven på finanskrisen. Heldigvis har vi denne gang et andet set-up end da krisen ramte – udgangspunktet for det danske boligmarked har været robust i forhold til finanskrisen i 2007, som startede på boligmarkedet, for så at ryge ind i realøkonomien. I Danmark dykkede lejlighedspriserne 37 % fra top til bund, men det er der ingen,

som forestiller sig vil ske denne gang.

Det skyldes at det danske boligmarkeds udgangspunkt ikke er inde i en kunstig oppustet situation, men der-imod meget tæt på at være i balance. Økonomisk set, er der nogle ubalancer, f.eks. i København, men København har ikke et spekulativt boligmarked.

Man er nødt til at gøre noget ved udbuddet

Siden finanskrisen, har der været en kraftig befolkningstilvækst i Danmarks store byer, hvilket man ikke havde op til finanskrisen. Men i København stiger befolkningen med 10.000 om året, og man skal tilbage til 1. verdenskrig for at finde en tilsvarende kraftig stigning i folketallet.

En stor del af denne stigning skyldes

fødselsoverskuddet – og her er ikke tale om fødsler, men overskuddet mellem fødte og døde. Det er højt i København, fordi byen har en meget ung befolkning. Og mange unge mennesker får mange børn. Og omvendt, når der er mange unge, er der ikke mange, der dør. Så forskellen mellem fødte og døde bliver stor. Det betyder, at der er en enorm efterspørgsel efter boliger, hvilket forklarer manglen på boliger, og især manglen på billige boliger. Men det forklarer også, hvorfor priserne er blevet presset op: byerne vokser og efterspørgslen går op, men udbuddet giver sig ikke, så priserne stiger. Man siger i økonomisk jargon at udbudselasticiteten er lav. Så priserne står ikke til at crashe – de vil måske tilpasse sig, og nogle dele af markedet vil måske få et prisfald. Men man skal ikke regne med, at der kommer til at ske noget, som vil få 59

Udviklingen i pris pr. m² for ejerelejligheder i Københavns Kommune1

40.000

30.000

10.000

priserne ned på et mere realistisk niveau.

Det skyldes alderssammensætningen i befolkningen, som er blevet forankret gennem mange år, og det vil tage ligeså mange år at lave om. Derfor står storbyerne over for det samme problem, igen og igen, år efter år. Det er ikke et problem, der bare forsvinder – man er nødt til at gøre noget ved udbuddet – men det er ikke så nemt endda.

Vi må leve med fortidens fejl på boligmarkedet

Vi har rigtig mange boliger i Danmark – omkring 2,8 mio. Når der er byggeboom, bygger vi omkring 28.000 boliger årligt – altså 1 % af boligstokken. Så er det hele ved at overophede, og man taler om flaskehalse etc. Derfor skal boligpolitik planlægges over mange år, og man kan ikke bare rette op på en boligpolitisk blunder, hvis en kommune virkelig kommer i underskud med boliger. Københavns Kommunes be60

handling af ungdomsboligproblematikken er et godt eksempel; kommunen indførte i 1995 en kvote for at holde ungdomsboligbyggeriet nede til nogle få hundrede om året, og fjernede så igen kvoten i starten af 10’erne. Nu har kommunen en målsætning om at bygge rigtig mange ungdomsboliger, og endda vedtaget, at en stor del af dem skal være almene ungdomsboliger, for at sikre at de er billige. Men når man først står og mangler ungdomsboliger, skal man bruge 10 år på at indhente det. Man kan sige, at vi må leve med fortidens fejl på boligmarkedet.

Et andet problem er, at når pensionskassen bygger nye lejeboliger, her er der tale om boliger, som ikke er omfattet af boligreguleringsloven. Derfor er de underlagt en aftalt husleje, som er en markedsleje fastsat ved indgåelse af kontrakt, men ikke efterfølgende ved regulering. De er dyre, og derfor er det muligt at få fat i dem, hvis du kommer udefra og kan betale. Kan man

1.kv. 2010

1.kv. 2009

1.kv. 2008

1.kv. 2007

1.kv. 2006

1.kv. 2005

1.kv. 2004

1.kv. 2003

1.kv. 2002

1.kv. 2001

1.kv. 2000

1.kv. 1999

1.kv. 1998

1.kv. 1997

1.kv. 1996

1.kv. 1995

1.kv. 1994

1.kv. 1993

0 1.kv. 1992

Pris i kr. pr m²

20.000

1.kv. 2030

1.kv. 2029

1.kv. 2028

1.kv. 2027

1.kv. 2026

1.kv. 2025

1.kv. 2024

1.kv. 2023

1.kv. 2022

1.kv. 2021

1.kv. 2020

1.kv. 2019

1.kv. 2018

1.kv. 2017

1.kv. 2016

1.kv. 2015

1.kv. 2013

1.kv. 2012

1.kv. 2011

1.kv. 2014

1) kilde: https://www.boliga.dk/boligpriser/

ikke blive godkendt til at købe en ejerbolig, fordi man ikke har den likvide kapital, kan man leje i stedet for, og det er der mange unge der gør. Unge er generelt tiltrukket af at leje, fordi deres husstandssituation hurtigt kan forandre sig. Lejeboligformen er attraktiv, men den er dyr.

I den uregulerede del af den private ­udlejningsmasse findes eksempler på årlige huslejer, helt oppe på 2.500 kr. pr. m², hvilket er ekstremt dyrt. Gennemsnittet for denne del af boligmassen ligger på omkring 1.600 kr. pr m² i 2020. Der er en verden til forskel i forhold til de ældre private udlejningsboliger, som er omfattet af boligreguleringsloven. Et eksempel er den Sønderjyske By på Frederiksberg, som Blackstone ville overtage. Her kan den årlige leje være helt nede på 700 kr. pr. m² – altså under det halve af hvad, der er gennemsnittet for lejeboliger, der ikke er omfattet af boligreguleringsloven. Typisk vil det så være ældre lejligheder i dårligere

stand – men hvis du ikke har mange penge, er du ligeglad, for så vil du bare gerne have en bolig.

Og se, her er et problem; man kan ikke bygge nye lejligheder, der er billige – man kan ikke få huslejen ned. Når den almene sektor, som er offentligt støttet, bygger nye lejligheder, starter årslejen ved 1.200 kr. pr. m2, mens der er gamle lejligheder i den almene sektor med årslejer på 500 kr. pr. m2. Nye almene boliger er ikke billige – de starter med at være dyre. Hvis man skal bygge billige almene boliger, skal man derfor bygge småt – altså, lejligheder på omkring 50 m². Og på det punkt, har Københavns Kommune ændret strategi; tidligere har holdningen været, at lejligheder i gennemsnittet skulle ligge på 95 m², det gjaldt alle typer boliger. Det har påvirket den almene sektor, pensionskassernes udlejningsboliger, og selvfølgelig også ejerlejlighederne. Men nu er Københavns Kommunes officielle målsætning, at der 61

skal bygges mindre boliger, for kun sådan kan man bygge billigt.

De 95 m2 er altså fortidens synder, og det har taget Københavns Kommune lang tid at komme ud af. I dag er det uforståeligt, at man har haft en sådan politik, men den trækker spor tilbage til byfornyelsen.

København var en kommune med rigtig mange små lejligheder, og i dem sad mange mindrebemidlede. Da man byfornyede, slog man mange af kommunens 1- og 2-værelses lejligheder sammen – drømmen var at få nogen ind, med en skattebærende indkomst, og meget gerne børnefamilier. Man frygtede at komme tilbage til fortiden – til det fattige København, hvor alle var på overførselsindkomst. Og deri ligger forklaringen.

Man har fejlcastet nybyggeriet

Hvad man dengang ikke havde forstået var, at det moderne storbymenneske gerne lever som single – også selvom man danner par. Rigtig mange par er faktisk living apart couples, noget vi allerede så fra midten af 80’erne. Den tid er forbi, hvor det at være single er ensbetydende med at man er førtidspensionist eller på kontanthjælp. Det er altså ikke manden med guldøllene i plastikposen vi taler om, men den succesrige modefotograf, designeren, lederen og den frigjorte kvinde med en høj uddannelse, der slår sig løs og morer sig. Og det er jo netop det, storbyen handler om. Så på en eller anden måde 62

har man fejlcastet nybyggeriet i forhold til, at storbyen er et sted, hvor singlerne lever, og effekten er så, at dem som ikke er den succesrige designer, eller filminstruktøren, eller reklamedirektøren – dem som ikke har mange penge, er der ikke særlig mange lejligheder til. De lejligheder som var, er blevet snuppet af netop den succesrige designer – af hipsteren – som har budt prisen op.

COVID-19 vil måske kradse lidt i overfladen

Ejerlejlighedsmarkedet er lukket land, og andelsboligerne er også blevet dyrere, fordi man har indført valuarvurdering, så de gradvist har fulgt de private udlejningsejendomme op i værdi – og er steget meget markant i pris. Dermed er det, som før var det billigere alternativ til ejerlejlighederne forsvundet. Der er altså mange forskellige ting på spil, som alle slår meget hårdere end COVID-19. COVID-19 vil måske kradse lidt i overfladen, men de andre faktorer har arbejdet i 25 år, for at gøre livet surt for dem, der vil være en del af byens fællesskab, men som ikke tjener mange penge.

Jeg tror der kommer en effekt, jeg ved bare ikke hvor stor den bliver. Jeg har mine målinger, men jeg stoler ikke på tal, i en situation som denne, hvor krisen kun har varet i to kvartaler. Så ved jeg også, at jeg heller ikke skal stole på, hvad folk siger – jeg skal se, hvad de gør. Og det er ikke

altid det samme. Så jeg mener det er for tidligt at sige noget, og jeg synes pressen har meget travlt med at tale boligmarkedet op og krisen ned. Jeg tror de har fat i noget af det rigtige, når de siger, at den her krise er anderledes, men lad os nu lige se, hvordan krisen udvikler sig. Det er en naiv tanke, at vi får en vaccine allerede i løbet af i år, og hvad så hvis vi ikke gør?

Det kan blive en gruelig oplevelse gennem vinteren og henover foråret. Når folk ikke kan holde til en ny nedlukning, så forestil dig den 3. nedlukning.”

63

De almene beboere gør egentlig bare som altid – også når en krise som coranavirussen rammer Bjørn Petersen og Mikkel Warming, Formand og næstformand, AKB, København Arbejdsløse beboere og unge lømler. Betonblokke og ghettoer. Alt for ofte hører vi i AKB, København mange knapt så pæne ord om de almene boligområder og os, der bor her. Det gælder ikke kun i medierne, men til tider også når politikerne omtaler os. Af og til gælder det også dem, der ikke er så heldige at kende en af de 1 million danskere, som bor alment. Heldigvis rummer fortællingen om det almene byggeri og os beboere langt, langt mere. Og noget tyder på, at coronakrisen har åbnet endnu fleres øjne op for alt det, vi kan og bidrager med – gennem stærke og bæredygtige fællesskaber.

Selvom coronakrisen i skrivende stund stadig hænger over os som en mørk sky, ser vi i AKB, København midt i krisen små lysglimt. Flere positive fortællinger om de almene beboeres måde at være sammen på og indgå i stærke fællesskaber med hinanden har nemlig plantet sig som små frø blandt andre omkring os. Små frø, som vi håber vil spire langt på den anden side af coronakrisen.

For os i AKB, København kan det virke lidt paradoksalt, at coronakrisen bliver en øjenåbner for andre omkring os i forhold til at få øje på alt det, vi kan. For i virkeligheden har vi ikke gjort så meget anderledes under coronakrisen. Jo, beboerne har fundet nye, alternative måder at være sammen på. De har hjulpet hinanden med andre ting, end der måske ville være behov for i en helt almindelig hverdag uden coronavirus. Men alt det grundlæggende har ikke ændret sig, for vi gør egentlig bare som altid. Vi står sammen og hjælper hinanden, nabo til nabo. Vi tager ansvar for hinanden og verden omkring os, og vi inviterer alle typer mennesker med i vores 64

stærke fællesskaber – uanset deres alder, beskæftigelse eller etniske baggrund.

Så hvis vi skal rette blikket indad, skal vi almene boligorganisationer måske også være bedre til at fortælle om alt det, vi bidrager med. Og særligt hvad beboerne kan. Coronakrisen har vist, at mange er nysgerrige og interesseret i at blive inspireret af os almene beboere. Denne bog er en god start til at dele de gode historier og inspirere i form af nogle af de fantastiske eksempler under coronakrisen rundt omkring i AKB, Københavns mere end 75 boligafdelinger.

Danmarks højeste altanbanko for 1.600 beboere i Lundtoftegade

I hjertet af Nørrebro ligger AKB, Københavns største boligafdeling, Lundtoftegade. Du genkender måske navnet, for Lundtoftegade er ofte nævnt. Desværre i mindre grad for deres stærke inkluderende fællesskab i afdelingen og i højere grad fordi regeringen ud fra flere kriterier har givet afdelingen et ghettostempel.¹

Foto: Yann Houlberg Andersen

Foto: Thomas Brolyng Steen 1) december 2020 udsendte regeringen en ny ghettoliste, hvor Lundtoftegade ikke lĂŚngere er med

65

Fotos: Yann Houlberg Andersen

Lundtoftegade fremstår ret markant i bybilledet med sine 699 boliger fordelt på fire 12 etagers højhuse og yderligere fire 4 etages boligblokke. Så god udsigt fra altanerne, der summer af liv, er selvfølgelig selvskrevet. Altanerne er flittigt benyttet af beboerne, og midt under corona-lock-down blev altanerne da også et centralt samlingspunkt. Lundtoftegade lavede nemlig Danmarks højeste altanbanko for de godt 1600 beboere, og det var en succes. Faktisk så stor en succes at det sjove anderledes arrangement nåede hele vejen til de større medier, som med et kamerahold i hælene troppede op for at få syn for sagen.

Netop Danmarks højeste altanbanko i Lundtoftegade er et rigtig godt eksempel på styrken i de almene boligområder. Man ser i hvert fald ikke mange villakvarterer, der formår at samles i det omfang og være sammen med hinanden. Nabo og nabo.

Med lige præcis altanbanko i Lundtoftegade blev mange involveret. Fra en beboer fik idéen, gik der ikke lang tid før, at lokalområdets butikker begyndte at donere bankopræmier. Så Altanbanko i Lundtoftegade inkluderede rigtig mange mennesker.

Ikke kun dem, der bor i Lundtoftegade, men også mennesker fra lokalområdet.

Beboerne på Sjælør Boulevard fyrede den af med fest og farver til Silent Disco

Også i en af vores andre store boligafdelinger på Sjælør Boulevard i København SV samledes beboerne på nye, alternative måder under coronakrisen. Blandt andet til Silent Disco, hvor beboerne festede og dansede på livet løs – sammen, men med god afstand fra deres vinduer og altaner og på de store grønne fællesområder i afdelingen.

To af beboerne havde fået idéen til at lave Silent Disco i samarbejde med gode

folk fra Silent Events. Opbakningen fra afdelingsbestyrelsen kom hurtigt, og ligeså gjorde tilslutningen fra beboerne til at deltage i det festlige Silent Disco. Den boligsociale helhedsplan i området – Fællesskaberne – der i forvejen laver mange gode aktiviteter og arrangementer med beboerne i afdelingen, stod for at udlevere høretelefoner til beboerne, så de kunne deltage i de festlige begivenheder. Det hele foregik nemlig ved, at beboerne hver især havde høretelefoner på, hvor man så selv kunne styre musikken, som DJ’s fra Silent Events leverede.

Også i flere andre af AKB, Københavns boligafdelinger flød lyden af musik og fællessang. Ikke fordi at vi i AKB, København havde booket diverse indslag til vores mange boligafdelinger, men derimod fordi ildsjæle i de enkelte boligafdelinger selv kom på idéen med at invitere gårdsangere. Og så var der ikke langt fra tanke til handling.

Coronakrisen giver vigtig læring – og nye idéer

Al rosen for de gode måder at skabe nyt fællesskab i boligafdelingerne under coronakrisen tilfalder beboerne selv. Det er beboerne og alle de frivillige kræfter, der hver for sig og sammen har været nytænkende og kreative midt i en krisetid. Det skal vi som boligselskab favne og støtte op om. Det er nemlig det helt unikke ved at bo alment; at beboerne går sammen om fælles interesser og dyrker fællesskabet med hinanden.

I AKB, København tror vi på, at succesen ligger i, at vi som boligselskab ikke gik ud og arrangerede en masse og inviterede beboerne. Derimod gav vi plads til og støttede op om beboernes egne idéer og forslag.

Denne form skaber engagement. Det er en unik drivkraft blandt almene beboere, når idéer og initiativer kommer fra dem selv.

67

Og det er en styrke, der samtidig skaber unikke fællesskaber mellem beboerne i hver enkelt boligafdeling og inddrager mange. Også de beboere, der normalvis ikke deltager så meget i fælles aktiviteter med deres naboer.

Så i AKB, København har coronakrisen bekræftet os i, at der ligger et enormt potentiale i at støtte op om de gode idéer, der kommer nede fra. Vi skal blive ved med at prioritere at give plads til beboernes egne initiativer og understøtte, at beboerne får mulighed for at udleve dem. Det er i øvrigt også de typer gode historier, som omverdenen får øjnene op for og lader sig inspirere af. Præcis som med altanbanko i Lundtoftegade og Silent Disco på Sjælør Boulevard. Spørgsmålet er så, hvordan AKB, København bedst kan understøtte beboerne i at udleve deres drømme om nye aktiviteter, der samler og inkluderer beboerne i hver enkelt boligafdeling.

I AKB, København er vi fast besluttet på at understøtte den fantastiske udvikling, som ofte opstår i selve boligafdelingerne. Ikke når coronakrisen engang ser ud til at være fortid, men allerede nu – midt i coronakrisen – vil vi høste de gode erfaringer og se på, hvordan vi som boligselskab kan nære de gode lokale initiativer og give plads til, at de bliver realiseret.

Det er i øvrigt i stor fokus i AKB, Københavns nye strategi, som går i luften i 2021.

Her har vi vendt op og ned på den klassiske måde at tænke strategi på, for i stedet at give plads til, at de konkrete idéer og tiltag for hver enkelt boligafdeling faktisk kan opstå lokalt. Det betyder samtidig, at vi som boligselskab ikke har lavet en masse nye målsætninger, som vi beder hver enkelt boligafdeling nå. Tværtimod har vi skabt en strategisk ramme ud fra mere end 100 inputs fra beboere og afdelingsbestyrelser. En strategisk ramme, som hver enkelt boligafdeling så selv udfylder lokalt.

68

Og herefter bliver der god mulighed for, at hver enkelt boligafdeling kan dele viden og lade sig inspirere af hinandens gode idéer og tiltag.

AKB, København vil træde til i det øjeblik, som behovet opstår

Udover at give næring til idéerne blandt beboerne har coronakrisen også vist, at vi som boligselskab kan bidrage på nye måder som en stærk medspiller i vores samfund. At bidrage til samfundet er ikke nyt for os i AKB, København, for det har vi gjort i mere end 107 år. Det er en vigtig rolle som almen boligorganisation, for vi har også et ansvar over for den omverden, vi er en del af. I en ganske almindelig hverdag er vores ansvar tydeligt for de fleste.

Blandt andet i form af at sikre tag over hovedet til en betalbar husleje, som alle har råd til. Coronakrisen har gjort os mere bevidste om nye måder, vi kan have ansvar på og bidrage med løsninger, når akutte udfordringer opstår.

Da samfundet så småt begyndte at åbne op, og vuggestuer, børnehaver og skoler skulle i gang igen, havde AKB, København mulighed for at give en ekstraordinær håndsrækning og hjælpe med at løfte.

Der var nemlig mangel på lokaler til Københavns Kommunes dagtilbud, for nok kunne de forskellige ting åbne op, men det skulle ske med langt færre i fx børnehaverne på grund af kravene om afstand.

Derfor var vi i AKB, København hurtige til at stille mange af vores fælleslokaler i boligafdelingerne til rådighed for Københavns Kommunes dagtilbud.

Coronakrisen har også bekræftet, at vi med hurtige, men stadig velovervejede beslutninger kan give en hjælpende hånd til dem, der er hårdest ramt. Alt for mange mennesker mistede deres job og fik revet tæppet væk under dem. Blandt dem er

ikke kun vores beboere, men også mange erhvervsdrivende, som har til huse i vores erhvervslokaler. Flere af dem er mindre lokale iværksættere, og de har særligt mærket coronakrisens ubarmhjertige konsekvenser i form af mennesketomme butikker og manglende omsætning.

Ligesom vi gjorde for de af vores beboere, der blev hårdest ramt af coronakrisen i form af fx arbejdsløshed, gav vi også vores erhvervslejere en økonomisk håndsrækning. Vi besluttede hurtigt at tilbyde dem afdragsordninger og henstand med huslejen, så de fik et pusterum og kunne holde hovedet oven vande, indtil det igen blev forsvarligt for folk at gå ud og handle i butikker og gå på restauranter. Selvom disse lokale erhvervsdrivende lejer sig ind i Boligselskabet AKB, Københavns lokaler, så er de også til for mange andre, der bor omkring vores boliger i eksempelvis private boliger og ejerboliger. Derfor var vi også glade for at bidrage med en håndsrækning, så hjulene stadig kunne holdes kørende i lokalområdet.

De vigtigste refleksioner

Ingen kan spå om, hvad fremtiden byder på. Derfor giver det heller ikke mening at sætte alle mulige konkrete tiltag i gang, inden et behov opstår. Én ting, der særligt kendetegner kriser, er at de udvikler sig – og ofte hurtigt. I AKB, København har coronakrisen gjort os endnu mere bevidste om, at vi hurtigt skal kunne reagere og træde til, når behovet opstår. Præcis som det lykkedes os at gøre med at tilbyde vores fælleslokaler i boligafdelingerne til Københavns Kommune og i forhold til en økonomisk håndsrækning til både beboere og erhvervslejere.

er nødvendigt i rigtig mange sammenhænge, men i forhold til at nære det lokale engagement, kan vi almene boligselskaber måske gøre beslutningsprocesserne mere smidige.

Den næste krise kan være en pandemi eller en ny finanskrise. Det kan være om 3 år eller om 20 år. Denne uvished gør, at vi ikke kan iværksætte konkrete foranstaltninger, men vi kan til gengæld gøre vores for at være så forberedte som muligt. Forberedte på at træde hurtigt til og skabe løsninger.

Ikke med indkaldelser til bestyrelsesmøder flere uger frem, men med hurtig reaktion og løsninger. Uanset om det er i form af økonomisk hjælp til husleje, at understøtte beboernes nye idéer og initiativer eller noget helt tredje.

Det vil være et godt skridt på vej mod at være forberedt på fremtidige kriser, og det er i hvert fald én vigtig erfaring på baggrund af coronakrisen, som vi i AKB, København vil tage med os og bygge videre på. Ligesom at vi også vil blive endnu bedre til at fortælle og vise alt det gode, vi almene kan. Ikke for at prale, men for at inspirere andre omkring os og på den måde bidrage til løsninger, som mange får gavn af. Både de almene beboere og samfundet som helhed. Vi vil huske at fortælle alt det gode, vi almene beboere bidrager med.

I bøger som denne og ved arrangementer og lignende – herunder ­Folkemødet, som vi glæder os til kommer igen på den anden side af coronakrisen.

Det er ingen hemmelighed, at vi som alment boligselskab er underlagt en helt klar lovgivning og tydelige regler og procedurer på mange områder. Alt sammen 69

FællesSkaber i bofællesskabet 3. revle Mette Mogensen, By- og boligudviklingschef, Domea.dk

Domea.dk udvikler boligprojekter, der understøtter sociale fællesskaber. Senior­ bofællesskabet 3. Revle i København har været under udvikling siden 2011, og de allerførste beboere flyttede ind i sommeren 2020, netop samtidigt med at pandemien ramte Danmark, og landet lukkede ned. Beboerne, hvis fælles værdier og fællesskab er baseret på en udadvendt aktiv deltagelse i både lokalområde og 3. verdenslande, har dermed – så at sige – fået store dele af grundlaget for ­fællesskabet sat på ‘hold’.

Vi er på Nørrebro i Tikøbsgade i et rødpudset etagehus med 33 boliger, hvor 5 x ugentlig fællesspisning danner hverdagsgrundlaget for fællesskabet – indtil videre en aktivitet, der er sat på Corona-stand-by.

Seniorbofællesskabet 3. revle tog allerede tilbage i 2011 sin begyndelse sammen med DFB og Domea.dk. Midt i CoronaDK2020 har der været indflytning, og beboergruppen har fået rammer om fællesskabet.

Fællesspisning er også tænkt til at frigive tid til det egentlige mål. DNA’et i bofællesskabet 3.revle har fra starten været en lyst og vilje til at åbne sig mod omgivelserne: at ville mere end sig selv og hinanden. Det er aktive beboere med engagement i både 3. verdenslande og den lokale tilstødende naboverdens børn, unge, voksne og ældre.

Bofællesskabets fysiske rammer et faktisk indrettet til at rumme og understøtte netop aktiviteter, der kommer andre end dem selv til gode: at huse møder, arrangementer, studiegrupper og kulturelle sessions.

Coronaen har besværliggjort og umuliggjort mange af disse aktiviteter.

70

I stedet mødes beboerne på kryds og tværs i myriader af pop-up aktiviteter. Der er stor åbenhed overfor og nysgerrighed efter andres hitten-påsomhed. Der er vandregrupper, teatergrupper, værkstedsgrupper og litteraturgrupper – der er daglig udenfor-spisning og fredagsbar med tag-selvmed drikke og der er altangangsspisning.

Der er renden ind og ud ad åbne døre, pasning af naboers katte, indkøb og i det hele taget stor tanke for hinanden.

Alt er klar – 3. revle venter på at verden åbner, så der kan tages aktiv del i og vare om den så FællesSkaber kan dyrkes.

Beth, Lene og Jytte til en snak om deres bofĂŚllesskab 3. revle

71

Karen har sendt et par huskepunkter før vi mødes:

Corona – Den 3. Revles første tid • Stram plan for indflytning, pligt til rengøring af elevator efter hver flytning.

• Opstilling af sprit på alle etager.

• Ingen gæster på fælleslokalerne eller terrassen bortset fra en kort rundvisning.

• Spisning på terrassen af egen frokost kl. 13.30 hver dag for dem, der har tid og lyst.

• Fællesspisning på initiativ af enkeltpersoner i løbet af sommeren, hvor der ikke blev talt om smittetryk.

– Deltagelse godt 20, da mange var på ferie.

• Aflysning af den planlagte fællesspisning de første 5 dage i ugen, som skulle starte d. 15.9.20.

• Mulighed for at booke køkkenet til fællesspisning for etagen eller mindre arbejdsgrupper.

• Sidde ved møder og spisning i siksak, så man ikke sidder lige over for hinanden.

• 1. fællesmøde d. 24.8. med omhyggelig opstilling af stole, men måske nok lidt for tæt.

• Efter skærpelse af reglerne blev næste møde af holdt i Elforbundet med 1 person ved hvert bord, egne drikkevarer, stor afstand i pausen.

•

3. fællesmøde. Vi kan ikke sidde forsvarligt i egne lokaler og heller ikke være i Elforbundet.

Vi forbereder diskussionen omhyggeligt med inddragelse af skriftlige argumenter for og imod de enkelte forslag, formøder på etagerne, afstemning på græsplænen.

• Start af gymnastikhold for 7-8 personer med start på græsplænen til de ”store” øvelser afsluttende med afslapning i mødelokalet.

N.B. Da aldersgennemsnittet er ca. 70, og flere har helbredsmæssige forhold der derudover gør dem sårbare, så vil det være meget risikabelt, hvis der kommer smitte ind i huset. Derfor er det efterhånden en helt automatisk refleks at holde afstand i højere grad, end jeg f.eks. oplever det blandt venner.

72

Breve om Fremtidens By Josephine Michau, Sofie Stilling, Ida Willadsen Bang Kjeldsen & Signe Sophie Bøggild, Copenhagen Architecture Festival

I begyndelsen af 2020 inviterede Copenhagen Architecture Festival (CAFx) arkitektbranchen og byggeriet, der tegner sig for 30-40 procent af Danmarks samlede CO2-udslip, til at dele visioner og løsningsforslag til en grøn omstilling under titlen ’Kære Frank Jensen’. Siden er Danmark blevet ramt af en pandemi, som har haft stor betydning hvordan vi færdes i byen og omgås hinanden. Ligeledes fik anden bølge af #metoo konsekvenser for den siddende overborgmester Frank Jensen, og en ny overborgmester vil fremadrettet komme til at tegne udviklingen i København. Selvom adressaten er ny, og COVID-19 tegner til at blive en afstikker på vejen mod en grøn omstilling, er pointerne fra byens borgere og markante stemmer vigtige at videreføre i debatten om fremtidens by. Håbet er, at vi med denne brevsamling kan inspirere til nytænkning, og at de gode intentioner kan forplante sig i konkrete tiltag på tværs af byer i Danmark. Sundhedskrisen har vist os, at vi kan lave nye reguleringer, love og vaneændringer på rekordtid, så lad os bruge momentum til at ændre praksis.

I 2021 er der kun fire år til at indfri Køben­havns ambitiøse målsætning om CO2-neutralitet i 2025, og ni år til at nå Klimalovens målsætning om 70 procents CO2-reduktion på nationalt niveau. Som et ekko af Greta Thunbergs »the house is on fire« er bidragsyderne enige om, at der skal handles NU. Omstillingen skal indlejres dybt i byudviklingen, byggeriet, ressourceforbruget, produktionen, driften, borgernes adfærd, infrastruktur og fra første idé til færdig plan og byggeri.

FÆLLESSKAB er det begreb, som flest brevskrivere nævner, og alt tyder på at pandemien ikke har mindsket dette behov: Madfællesskaber, kulturelle fællesskaber, sociale fællesskaber, bofællesskaber eller andre fællesskabsformer står centralt i klimakampen. Fællesskab omfatter også deleøkonomi, delebolig, delebil og andre deleordninger, hvor man løfter i flok og 74

lever mere klimavenligt – og muligvis også mere socialt og økonomisk retfærdigt.

Andre punkter og begreber, som respondenterne kommer ind på: GRØNNE OMRÅDER er livsgrundlaget for en bys trivsel. De skaber biodiversitet, livskvalitet og resiliens. De kan absorbere varme og øgede regnmængder i fremtidens forandrede klima og facilitere møder på tværs af aldersmæssige og sociale skel.

Under pandemien er det blevet tydeligt, at netop grønne områder er tiltrængte åndehuller, hvad end det er parker, haver eller vild natur. Dette gør dem uhyre vigtige at bevare og forøge.

BILTRAFIKKEN er én af de største klimasyndere og sundhedsfarer i danske byer. Efter pandemiens udbrud er behovet for individuel transport desuden forøget, og der skal derfor findes nye løsninger

Foto. Natalie Mossin

på, hvordan man kan håndtere trafikken forsvarligt ift. sundhed og klima. Hvis den nuværende udvikling fortsætter skal det gøres attraktivt for borgerne at tage offentlig transport, cykle og gå, hvorved eksisterende trafikale net og veje sågar kunne genbruges som byggegrunde eller faunapassager.

BEVARING AF DET EKSISTERENDE & TRANSFORMATION, renovering, genbrug, design til adskillelse, og forbedring af materialernes livscyklus er nøgleord i kampen mod klimaforandringernes effekter. Det er centralt at renovere, transformere og bygge bygninger, der holder flere generationer for at kunne minimere ressourceforbrug og CO2-udledning i byggebranchen. Vi kan lære af den stolte danske byggetraditions materialeanvendelse, omsorg for detaljer og det stedsspecifikke. Det gælder materialegenbrug, byggemåder og sam-

mentænkning af gammelt og nyt. Også nybyggerier og nyudviklede materialer skal kunne holde meget længere, end de typisk gør i dag.

BOLIGDIVERSITET, at bo tættere og på mindre plads fremhæves som forudsætning for, at flere folk har råd til at bo i byen, hvis blot fortætningen forholder sig til behovet for grønne områder. Byggebranchen må understøtte udviklingen af en mangfoldig by med plads til alle i en tid, hvor Dansk Statistik regner med 37 forskellige familietyper.

Endelig anbefaler flere at LYTTE TIL UNGDOMMEN. Ungdommen har fremtiden for sig, men vi deler alle magten og ansvaret for i fællesskab at komme i mål med en bæredygtig udvikling i fremtidens by.

75

Citater fra breve sendt til ”Kære Frank Jensen”:

Bæredygtighed er en investering. Amsterdam er modig, de stiller økonomi og områder til rådighed for bæredygtige iværksættere. Der er ikke noget at være bange for. For det hedder ikke længere cirkulær økologi, det er cirkulær økonomi, det er big business.

Anders Lendager Arkitekt, CEO og grundlægger af Lendager Group

Derfor dejligst: (...) en af grundene til, at København er populær for danskerne og hele verden, er skønheden. Fyldt med forskelligheder, historie og kvalitet. Du ved jo godt, at vi bliver flere og skal bo på mindre plads. Ved du også, at det gør den ældre boligmasse ideel at renovere?

Maria Wedel Søe og Jens Bertelsen arkitekter

Kun gennem stærke, forpligtende fællesskaber kan vi løse klimaudfordringen. Bofællesskaber bruger 40% mindre vand, 25% mindre elektricitet og 60% færre fossile brændstoffer på transport. Når man først har forpligtet sig til at bo sammen, er det nemt at dele.

Alle os i Almenr

Bevar et København for alle – (Anvend) Affald som råvare frem for forbrænding

Curt Liliegreen Projektdirektør, Boligøkonomisk Videncenter

Lav en markant omstilling af kommunen eget byggeri, så alt det som kommunens bygger, sætter nye standarder for, hvordan vi skal bygge bæredygtige, klimaneutrale byggerier.

Dan Stubbergaard Grundlægger af arkitektvirksomheden COBE

For at understøtte byens socialt bæredygtige udvikling foreslår vi, at universelt design tages i brug som grundværdi i skabelsen af den inkluderende by. Det skal ske, når der renoveres, bygges nyt og udarbejdes kommunale politikker, der vedrører byens fysik fx adgangsforhold til byens forretningsliv og kommunale kultur- og fritidstilbud.

Marianne Kofoed, Direktør i Bevica Fonden & Natalie Mossin, Institutleder, Det Kongelige Akademi, Institut for Bygningskunst og Teknologi

I Dansk Beton har vi sammen med 52 centrale aktører i byggebranchen sat os for at gøre beton mindre CO2-belastende. Vi har en plan med 35 konkrete initiativer, som vi kalder Bæredygtig Beton initiativet. En plan, der lever op til regeringens mål om en CO2-reduktion på 70 procent i 2030. Et partnerskab, som jeg vil benytte lejligheden til at invitere dig med i.

Dorthe Mathiesen Branchedirektør i Dansk Beton

Lad os (..) blive klogere på, hvordan vi på én og samme tid passer på og fortsat udvikler den grønne kulturarv, beskytter den mod klimaforandringer, og lader den hjælpe med at klimatilpasse og holde byen åben.

Ellen Braae Professor i landskabsarkitektur og urbanisme, KU

Vi skal lytte til de unges ideer – til deres forestillinger om indretning af byen. Deres ideer skal have en platform. Ikke kun fordi de er unge, men fordi de har viljen til radikalt at gentænke vores økonomiske og byplanmæssige koncepter. Fordi de gerne sætter grundlæggende og hyppige spørgsmålstegn.

Lene Dammand Lund Rektor, Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering

Kategorisering af ord fra breve sendt til ”Kære Frank Jensen”

Betale for en kvalitet.

Giv ikke byen til ejendomsspekulanter Building or material passports: og investorer Stedsligt forankret aktører ensuring a quantifiable list of building Udvikle en ren, bæredygtig energiproduktion Eksperimenter indenfor ejerskab af jord Skarpt formuleret krav som skal stilles til de Materialebank Blandede ejerformer, enkelte developere og grundejere nye finansieringsformer Bekæmp ensformige byggerier

Bæredygtig Beton

Markedet er byens tjener

Ind under huden på Greta Thunberg-generationen

Trækonstruktioner og lerjordsbyggeri

De unge tænker grønnere, enklere, mere socialt og langsigtet

CLT

Cirkulært byggeri Teglsten

Sæt pris på istandsættelse og gode materialer Restaurere, bevare, vedligeholde og passe på

MATERIALER

ØKONOMI

Vedligeholdelse fremfor at udskifte Historiske lag Transformation og omsorg

Bygge for kommende generationer Uddannelserne til at gå den bæredygtige vej De unge tænker grønnere Formidle den grønne omstilling Børnenes kontakt til naturen Koblingen mellem byliv og natur Parker, vertikale haver og grønne tage Håndtering af regnvand Dyrkningshaver Flere træer Større biodiversitet Fremtiden kalder på udelivet, arbejdspladser i det grønne

Patina Certificering af genbrugsmaterialer,

Kvalitet fra helhed til detalje

Levetid i byggemateriale

Udskift developerne med nye, små aktører.

I unge arkitekter findes vilje og evner som fortjener realisering i byggeriet

Robuste byggerier

Effektiv udnyttelse af naturressourcer

Gentænk byens mekaniske udbuds- og enterpriseformer Private sektor ind som en partner Deleøknomiske modeller Muligheden for at konkurrere om byens kommunale opgaver Mindre enheder til enhver pengepung

DE UNGE GRØNNE OMRÅDER

TRAFIK

Bevarer byens historiske bygninger

BEVARING & TRANSFORMATION

Bevaringsværdig betonarkitektur

BOLIG DIVERSITET

Flere almene boliger

FÆLLESSKAB

Høj arkitektonisk kvalitet Eksperimenterende byggerier Bosættelsesmønstret spredes

Fortætning Indre boliger, sikre billige boliger Bo tættere Alternative familietyper og leveformer Råd til at bo

Revurder skybrudsplanen

Variation i boligtyper

Lad det gro Grønne parkrum Cykle mere Relation til natur og om historisk forankring Forældet infrastruktur Grøn kulturarv Gennemkørende trafik under jorden Plads til lys, luft, byliv og natur

Plantes flere solitære træer på offentlige pladser, stier og veje Fortæt byen ved at lægge metroen under jorden

Mangfoldighed

Det særlige

Ikke en ‘one size fits it all’ Partnerskaber Bofællesskaber Madfællesskaber En grøn kulturpulje Selvbyggere og Nærværende Byens sjæl byggefællesskaber Billigere at leve i fællesskab Plads til alle

Tolerant syn på de der er anderledes

Indre By bilfri Færre fossile brændstoffer på transport

Samarbejde med nabokommunerne Inkluderende by Social by

Diagrammet illustrerer samlede overskrifter,der går igen i brevene og hertil citater og ord fra brevene.

Diagrammet illustrerer dede samlede overskrifter, der går igen i brevene og hertil citater og ord fra brevene.

79

Havet kom som en gæld, der skulle inddrives Victor Boy Lindholm

Jeg gik. Det var den eneste mulighed. At gå. Der var jo i grunden ikke langt.

Hvad tænkte man om afstanden mellem København og Rügen dengang?

Ingenting. Vitterligt ingenting.

Men det var noget andet at gå, fordi det ikke var at gå langs fint anlagte veje. Nej, det var noget andet at gå igennem en marsk, et vådområde.

Jeg gik i ankeldybt vand på hele turen. Forestil dig det landskab, følelsen af at vandre igennem noget, som langsomt forandrer sig og bliver fjendtligt overfor din eksistens.

Jeg kunne knapt nok følge med, og jeg følte at vandet bare steg og steg, men det var en illusion. Vandet blev hvor der var. Ankeldybt og helt krystalklart. Det var det, der undrede mig mest, at det var så klart. Hvordan kunne det være?

Det var et syn. Et smukt syn. Jeg tror, at det er vigtigt at huske, at verden forandrede sig dengang, men at den ikke forsvandt, som vi først troede.

Det kan den ikke. Forsvinde. De to ord står og stirrer på hinanden. En forandring, en forsvinden. Hvad husker du om det forsvundne, hvordan tilpassede du dig det forandrede?

Er der et fællesskab og et tomrum, som du husker?

Jeg ved, hvordan du tilpassede dig, og det var et svigt, som løb igennem os alle.

Det var mig det gik udover, men jeg stoppede det ikke. Jeg burde have sagt noget, jeg burde have gjort noget, men istedet søgte jeg i skjul i udkanten, i lukkede kredse. Jeg søgte ind og ned i en resignation, men jeg er stadig i tvivl om, der var andre muligheder. Kunne jeg andet? Jeg så jo træerne vælte, bladene rådne og de golde knoldede marker ligge usåede hen.

Jeg så et oprør uden sæd, en opstand uden andet at holde om end nogle gamle ord.

80

Så hvad – hvad vil du mig? Der var ikke andet at gøre. Jeg valgte at gå min vej, og det der gør mest ondt nu, er det du giver videre til én der ikke er mig.

Jeg er ikke din mere. Men er du nogens?

Er du derude et sted? Er der nogen derude et sted?

Sådan tænker jeg, og sådan tænkte jeg, mens jeg gik igennem det ankeldybe og varme vand. Der var små dyr i vandet, tanglus, tobis – måske en enkelt kutling? Jeg oplevede det som en slags kæmpemæssig første revle til et kolossalt og meget dybt, ja nærmest bare voksende hav. Og det var jo det det var. Lyder det latterligt? Havet der bare bredte sig, og oversteg vores vildeste forventninger til hvor dybt og bundløst noget kan blive, hvor meget noget kan gemme på, og hvor meget noget kan tage tilbage igen.

Havet var en slags gæld, som skulle inddrives.

Havet har altid haft den plads i mit hjerte. En stor masse i bevægelse som skjulte noget frygteligt.

Eller som i hvert fald skjulte et løfte. Et løfte, som vi i lang tid ikke kunne tyde, men som gjorde os urolige. Hvad var det havet ville os? Hvad var det havet indeholdte? Hvad levede i dybet – i det skjulte. Ja, det var løftet, og en del af løftet var min vandring igennem det ankeldybe vand.

Dengang sang de fra tagene, fra altanerne, fra alle afsatser i byen. Hver aften gik de ud og sang i aftenen. Den samme sang, hver eneste aften.

Det erstattede fuglenes sang, der var trukket længere og længere nordpå.

På statslig initiativ blev der faciliteret fællesang fra tagene for at glemme, hvad der skete. Man fyldte stilheden med strubernes støj. Det var bedre.

En ny rytme i dagen.

Der var en tid hvor alt blev roligt, tyst. Man vænnede sig til tingene, og man undrede sig ikke længere over at tingene var blevet som det var. Man glemte det stille og roligt. Sådan var det bare blevet, og der var ikke længere brug for at diskutere tingene. Det var det egentlige problem. Vi glemte, hvordan vi diskuterede tingene, og vi vænnede os til stilheden, til den præcist afmålte afstand i gaderne mellem menneskene. Man gik ud, og man gik hjem.

Det var helt slut med omveje, og vi vænnede os til det. Vi vænnede os til at gå på en lige linje, og acceptere at dette var den verden som vi levede i.

Denne verden og ingen anden.

Nogle dage føltes det som, at der var alternativer. Som når solen stod højt og flot op over Øresund, når den varmede sandet på stranden, ja så var det noget andet. Vi gik ud i det og sad i solen, men det blev et problem.

Det blev et problem at sidde i solen. Byen var indskrænket, skrumpet og der var ikke længere plads til os. Det opdagede vi for sent, at der simpelthen ikke var plads til os længere. Hvad tænkte vi om det? Ikke så meget. Vi tænkte ikke så meget i de dage.

Men jeg gik og hvad så jeg? Jeg så byernes tomhed.

Jeg gik vest på og krydsede ikke sundet mellem Rügen og Falster. Jeg var bange. Jeg var bange for afgrunden, at det lave vand skulle ende brat og sende mig ud på dybder, hvor jeg ikke kunne bunde. Jeg var bange for at blive slugt af det, som jeg endnu ikke kendte. Det var der god grund til, fandt jeg siden ud af.

I stedet gik jeg mod vest, jeg gik mod de sønderjyske marskområder. Jeg fulgte den nordtyske kyst, og jeg håbede inderligt, at Vidåen ikke var blevet større, og at områderne stadig var tørre.

Det sjove eller højst mærkværdige var, at jeg ikke blev træt i de dage. Før havde jeg altid haft en tendens til træthed, til pludselig og enorm uoverstigelig udmattelse, der lod dagen ligge uudnyttet og tom hen.

Men nu, nu var jeg frisk. Intet kunne gøre mig træt, selvom jeg spiste meget lidt.

Jeg levede af strandens affald. Af måger der var drattet ned fra himlen, af fisk der var skyllet op på stranden, af sælernes harske fedtlag, når de lagde sig til at dø på sandet.

Det var ikke muligt at tænde bål. Jeg havde i grunden ingen evner ud i at overleve, og derfor vidste jeg ingenting om at få varme ud af de våde drivtømmer, som jeg fandt på stranden.

Drivtømmeret var en slags hilsen. I flere af dem var der indgraveret små tegn. Eller ridser. Små ridser, og det var umuligt at vide om det var tegn 82

på menneskeligt liv eller om det var havet, der talte til mig. Havet der talte om alt det levende under overfladen. Var det det, der var ved at ske. Livet flyttede sig fra overfladen til under overfladen. Vi havde end ikke et ord for det. Under overfladen.

Hvad sker der under vandspejlet? Hvor kom sygdommen fra?

Det spørgsmål hjemsøgte mig. Det blev en forestillingsverden for mig.

En ny tro. Et andet ord for det hinsides. Hvad sker der under overfladen?

Jeg tænkte meget på fiskene i de dage. Fiskene. En havørred i sit rette element. Har du tænkt på det? Ørreden der glider som en skygge henover en leopardspættet bund ved Møns Klint. Har du tænkt på hvor naturligt det er?

At se ørreden jage i aftenssolens sidste stråler, se den springe i solnedgangens lyserøde genskær.

Det er et billede af dage, der er bag mig.

Jeg går med dig i hånden langs stranden ved Møns Klint. Ørrederne hopper vildt i den første varme forårsaften, og jeg kigger udover vandet. Jeg er ramt af en genkendelig og typisk melankoli. En melankoli som føles luksuriøs at tænke på nu. Men i det øjeblik, hvor jeg står med dig i hånden rammes jeg af en melankoli. Jeg siger det til dig. Jeg fortæller dig om min melankoli, og den bliver din. Vibrationen i min krop bliver din vibration, og vi skændes. Jeg ødelægger øjeblikket med mine egne følelser. Du siger, se på den ørred, der springer, se på den sol der synker så lyserødt. Jeg siger. Jeg kan ikke huske, hvad jeg siger til dig. Jeg husker, at jeg tænkte på de billeder, på den melankoli, mens jeg gik langs den nordtyske kyst.

Det slog mig først sent, hvor dekadent min melankoli var.

Det var et perfekt øjeblik, og øjeblikkets fuldstændighed splittede mit indre.

Det var det, der skete. Jeg kunne ikke rumme, at den sol var der, at den ørred var der, at jeg gik med dig i hånden der. Det føltes umisteligt.

Der var intet, der kunne trænge ind i min verden og fratage mig dig. Det var før det skete. Det var før spørgsmålene. Før vi sang fra altaterne. Det var før, at håndtrykket blev et tegn på fjendtlighed.

Hvad sker der under vandspejlet?

Jeg ankom til marsken, til det sønderrevne landskab, og Vidåen var bred og hårdt strømmende. Jeg fulgte dens løb mod Rudbøl Sø og længere mod Nørresøen, hvor jeg fra breden kunne se Tønder Kristkirkes spir over vandspejlet.

Et bælte af lavt vand, en slags hastigt dannet indfjord, havde afskåret Danmark og Tyskland. Nu var det ikke bare en grænsespærring, men det var naturen der indstiftede forskellen mellem de territorier.

83

Jeg stod der. Alene. Absolut alene med brakvand omkring knæene. Det var ikke dybt. Det havde bare skåret landet over. Vandet var ikke dybere end, at kirken i Tønder stadig stak op, men jeg var bange, som jeg altid er bange for vandet.

Hvad sker der under vandspejlet?

Var der andre muligheder end at svømme? Jeg tænkte det spørgsmål, som et spørgsmål der havde hjemsøgt mig igennem hele mit liv. På et tidspunkt skulle jeg derud og svømme henover den mørke bund.

Jeg så hele tiden mig selv, som en lille lys prik mod det kolossale blå vandspejl, der forvrængede overfladens genstande til uigenkendelige kantede billeder. En slags overgangsfase mellem det synlige og det usynlige.

Jeg så med det blik, der kiggede op ad fra mørket, fra vandets kolde midte, hvor mørket var reglen, ikke lyset. Hvor min verden slet ikke eksisterede.

Jeg tror, at det var det der skræmte os ved spørgsmålet: Hvor var du da isen smeltede? Det skræmte os, og det skræmmer mig stadig selv efter alt, hvad der er sket. Men det var umuligt ikke at genkalde sig billeder af vandmasserne, der skyllede ind over os. Ikke fordi vandet repræsenterede modsætningen til ilt, gællerne modsætningen til lungerne, nej fordi vandets altomsluttende mørke repræsenterede modsætningen til lys. I alt den tid havde vi bygget en verden op omkring ilden, elektriciteten, de lysende skærme og efterlivet som et langt håb om lys. Gå mod lyset.

Men vandet kom med mørket.

Vandet kom med mørket og skyllede lyset væk. Hvor der før var byer med lys i gaderne, lå de nu mørklagte under vand. Gradvist åd vandet lysets bølger, og jo dybere man dykkede, jo mørkere blev det.

Dybhavsdykkeren var en heltefigur, industridykkeren, fridykkeren. Jeg deltog engang i et fridykningskursus ved Furesøen for at overkomme min angst for dybderne. Vi mødtes i en varm og summende forårsdag. Vandet var stadig koldt, og blåalgerne som plager søen, og kvæler ilten var endnu ikke i flor. Vi var ikke mange. Fem-seks stykker og en instruktør, men jeg var den eneste med angsten. Den eneste som tænkte på mørket, som noget der skulle overstås, som noget der skulle flygtes fra. Som en uønsket tomhed dernede

på bunden af Danmarks dybeste sø. Det var meningen, at vi henover nogle uger skulle lære at fridykke ned til bunden. Vi ville få et diplom den dag, hvor kurset sluttede, og vi havde rørt den sandede bund. Jeg læste meget på internettet i de dage, hvor internettet stadig var den vigtigeste informations- og hukommelseskilde.

Jeg læste om Furesøens skrænter, om bratte fald fra få til næsten 20 meter midt ude i søens kolde vand. I søen lå springlaget typisk omkring de 15 meter, hvor overfladens varme vand mødte bundens kolde, og jeg vidste ikke, hvad der ville ske med min krop, når jeg dykkede igennem dette. Ville jeg klare det og dykke videre ned igennem kulden eller ville jeg vænne om?

Vi tog dragterne på i den allerede varme morgen, og jeg ved ikke, hvad det var, om det var det, men det var som om, at spørgsmålet allerede pressede sig på. Hvor var du da isen smeltede?

I det nordsjællandske morænelandskab, hvis dale og bakker var formet og skabt af istiden, der stod jeg og tænkte, hvem er vi når isen smelter? Det ramte mig i varmen, at jeg skulle lære at forholde mig til vand som et helt nyt begreb. Jeg fornemmede så småt, at vand ville blive min verden.

Instruktøren var ung, yngre end mig, og jeg var ung i de år. Jeg var 25 år gammel, men jeg havde allerede forladt den følelse. At være ung. Men hun var ung og modig. Bare det at kunne få sig til det. At gøre dykningen, livet på bunden til sit arbejde. Dykkeren var en heltefigur.

Dykkeren repræsenterede alt det jeg ikke var.

Dykkeren var hjemme i mørket. Dykkeren var hjemme i det lungeløse landskab, og dykkeren kunne overskride grænsen mellem vores verden og deres verden. Grænsen mellem overfladen og under overfladen.

Dykkeren havde forstået, hvad der skete lang tid før os andre.

Med nysgerrighed sank de ned i dybet, ned i mørket, og de vidste intuitivt, at dette var den rigtige, den oprindelige verden. De vidste, at alt under overfladen var det vi måtte vende tilbage til. Så enkelt var det.

Havet kom som en gæld, der skulle inddrives.

Vi sejlede ud i båden. Den lille elektriske motor piskede i vandet og bragte os langsomt ud på søen. Det var den første dag, og vi skulle lære at dykke ned til otte meter. Det var et overskueligt mål. Det kunne alle lære, og det tog kort tid. Egentlig ganske få sekunder at dykke fra overfladen og ned på otte meters vand. Det krævede igen særlig træning, hvis bare man kunne trykudligne.

Men det var et problem for mig. Jeg kunne simpelhent ikke trykudligne og i det lå noget af min angst for vandet. Men ikke bare vandet, også højderne voldte mig problemet. I de dage befandt man sig jo ofte i et fly. Det lyder mærkeligt, det klinger så fremmed.

Man gik igennem lufthavnens arkitektur, først sikkerhedskontrollen, hvor vi udførte det samme ritual. Man afklædte sig og afleverede ens personlige ejendele, man accepterede at få scannet sin krop, at få blotlagt sit indre overfor et fremmed menneske. Det var det eneste tidspunkt i vores ellers intimsforskrækkede civilisation, hvor et fremmede menneske kunne åbne tasken og spørge til ens intimsæbe.

Fra sikkerhedskontrollen gik det igennem de luksuriøse haller. Københavns lufthavn. Selve det ord.

Jeg har fortalt om det før, men jeg slipper det aldrig. Jeg kunne savne de haller så inderligt. Det bløde tøj på bøjlerne og dampen fra de åbne restauranter. Jeg følte mig altid rig, når jeg gik på de hårde og mørke trægulve.

Jeg havde råd til at købe ting, og jeg købte ting, som jeg aldrig havde råd til udenfor dette afgrænsede område.

Lufthavnen var virkeliggørelsen af en drøm. Et hav af forbindelser, som vi troede var et fællesskab Først drømmen om at flyve, dernæst drømmen om verden forbundet igennem et netværk, og det netværk var pengenes skiften mellem hænder.

Sygdommens indtog i vores lunger I lufthavnen kunne man se al verdens pragt. Det var som en permanent verdensudstilling, og jeg savner det.

Jeg savner det virkelig. Men jeg savner ikke det at sidde i flyet. Det gør jeg ikke. Det var forfærdeligt pinefuldt at sidde i flyets kabine og mærke det undertryk, som der blev skabt i mit mellemøre, og som rent faktisk føltes som forstadiet til en eksplosion.

Det var et mareridt for mig i de dage. Jeg frygtede, at mine trommehinder skulle eksplodere, og det isolerede mig. Jeg skulle overkomme mig selv for at sætte mig op i flyet, og jeg var ofte en af dem, der hang i baren tidligt om morgen for at dulme nerverne.

Jeg kunne ikke slippet blikket af en stille bane af blod, der piblede fra mit 86

øre. Det skete naturligvis aldrig. Men alligevel. Det blev også ansatsen til min frygt og nervøsitet for vandet.

Jeg kunne ikke lade mig falde mod bunden uden at trykket blev uudholdeligt.

Det føltes som om, at vandet pressede sig på mine trommehinder, og at de vil briste som nogle alt for svage diger.

Det var en del af mit mareridt. En del af min frygt for druknedøden. Et var at blive opslugt af det mørke og kolde vand og ende på bunden af et eller andet tilfældigt hav. Fuldkommen isoleret.

Noget andet var det øjeblik, hvor ens krop rent faktisk gav efter for trykket.

Der hvor ens lunger var fyldte med vand i stedet for ilt, og hvor ens livløse krop sank ned mod bunden og trykket pressede vandet ind i hjerneskallen.

Det var det øjeblik jeg frygtede. Vandet der pressede sig igennem min krop.

Havet kommer som en gæld, der skulle inddrives.

Vi sad i båden i denne lyse morgen, hvor varmen rigtigt trængte igennem vinden. Vi var de eneste på vandet, og de små krappe bølger slog mod bådens sider. På en måde kunne jeg ønske, at det ikke var datid, men på den anden side, så skulle jeg jo gøre det igen. Tvinge min krop mod bundens dynd.

Vores instruktør slukkede motoren, og smed ankeret ud. Det var en intuitiv øvelse. Hun ville observere, hvordan vi rent instinktivt søgte mod bunden, om vi kunne holde vejret, om vi slappede af i vandmasserne. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på skyggerne, på gedderne der sikkert svømmede store og massive under os. Hvad lavede jeg egentlig der på kanten af båden over det grønne vand med en stor klump i min hals?

Det var som om, at jeg havde en gæld som skulle inddrives.

Men gælden var fyldt med tvivl og spørgsmål. Gælden var ikke tydelig, men en antydning i tiden. Vandet der vandrede og det blå der lå og lurede på kanten af hjertets kunnen.

De andre gjorde sig klar. De krængende våddragtens hætte op om hovedet, der pressede ansigterne sammen, så det foldede i nye mønstre. Hudens nye folder mindede mig på en måde om vandet, så formeligt og uforudsigeligt, små bølger i ansigtet. Jeg gjorde det samme.

Jeg ville gå ind i fællesskabet ved at kæde mig dykkerens uniform. Hættens stramme materiale om mit ansigt.

Det var en tryg følelse, og jeg følte mig faktisk klar til at dykke. Vi fik udleveret masker og snorkel, og vores instruktør gav os tegn. Vi hoppede i vandet, hvor vi fumlende fik svømmefødder på, så vi kunne komme hurtigt ned og hurtigt op. En udvidelse af vores krop.

87

Vi fik instruktioner. Instruktøren trådte vande, mens hun helt ubesværet fortalte os om trykudligning, om at bevæge sig effektivt mod bunden, hvordan vi skulle sparke fra med fødderne og bruge armene mindst muligt. Vi skulle være strømlinede. Tænk på delfinen, vær delfinen der suger luft fra overfladen og går ned under overfladen. Lad jeres krop være delfinens krop.

Lad kroppen være delfinens krop, tænkte jeg, da jeg stak hovedet ned under vandet, og alt blev grønt. Jeg var den sidste i gruppen, og selvfølgelig havde alle de andre klaret det uden problemer. Deres smil, da de dukkede op til overfladen var inspirerende, men også nedslående, fordi jeg anede mit eget nederlag i de smil. Lad Kroppen være delfinens krop.

Tænk at tiden kan strækkes og udvides, den voksede i det grønne rum. Som min uro voksede og strakte tiden sig i det tredimensionelle rum. Hvad var op, og hvad var ned?

Var det egentlig spørgsmålene? Eller rettere: Er det her vores verden? Jeg baksede med finnerne, jeg baksede med at få min krop mod bunden, men ned skulle jeg. Jeg havde taget den sidste mundfuld ilt, og jeg var klart til nedstigningen til de otte meter med min instruktør ved min side.

Hun tog min hånd, og det var en rørende gestus. En anderkendelse af samhørighed. Hendes hånd der rakte igennem de uklare vandmasser. Noget klart menneskeligt i en verden, der ikke er lavet til mennesket.

Vandet trykkede sig imod min krop på vej mod bunden. Jeg mærkede tyngden af masserne omkring mig, en fornemmelse af, hvordan det strakte sig i alle retninger. Min puls steg og en umærkelig lyst pressede sig på i kroppen.

Det var ilten, der talte igennem blodet. Ilten der skulle inddrives som en gæld. Jeg mærkede hendes hånd i min. Jeg mærkede den forbindelse, og jeg håbede på, at bunden nærmede sig, at jeg kunne få fast grund under fødderne.

Men halvvejs nede slap hun min hånd, og hun steg mod overfladen med et enkelt spark, og jeg blev efterladt i det grønne mørke. Det var en tillidsøvelse. Uden tvivl en tillidsøvelse, men jeg var ikke klar til det, blev aldrig klar til det. Jeg kiggede ned eller kiggede jeg til venstre eller mod højre? Det var en mærkelig panik, fordi jeg bare kunne kigge op, og finde lyset fra himlen over mig. Værre var det ikke, men min krop var imod.

Søen havde en gæld, der skulle inddrives.

Jeg spjættede, og jeg mærkede, at jeg var fremmede. Det var så simpelt.

Jeg spjættede, og jeg mærkede, at jeg var fremmed.

Hvad tænker man der? Når man indser, at vores, den menneskelige verden, er en undtagelse? Vi trækker vejret blandt hinanden, som det mest naturlige.

Vores kroppe er forgrenede og forbundne, fordi vi konstant transporterer ilt rundt i kroppene. Det er vores fællesskab, vores fælles rum, at vi trækker ilten ind og puster kuldioxiden ud.

Men hvad tænker man der på bunden med lungerne bankende og næsten bristende mod sit rigide skelet?

Man tænker: Mørket. Det grønne mørke.

Jeg har lyst til at blive ved det, at dvæle ved det. Men jeg husker kontrasten, nye konstraster. At jeg giver op, at jeg spjætter videre, følelsen af kroppen, der lægger sig på bunden.

Nogle må havde hevet mig op.

Jeg har ingen erindring om det, som om, at søen gældsatte min hukommelse og efterlod mig der på bunden.

Var jeg et nyt menneske, da jeg igen stod på bredden? Tænkte jeg det dengang?

Nej. Jeg var ikke bevidst om de allerede begyndende forskydninger. Men jeg stod ved breden af det nye bælt ved Tønder marsk, og jeg tog det første skridt fra det knædybe vand ud mod det stadig dybere og mørkere vand.

Det første svømmetag. Den første tanke.

Hvem er jeg nu, svømmende som en prik i det ikke bare blå, men grågrønne hav.

“When the Now was then”, Gallery Ultracontemporaine, artist Thierry Geoffroy / Colonel

Om Den Sociale Scene

I 2017 lancerede Folkemødet Den Sociale Scene sammen med en bred kreds af partnere. Baggrunden for lanceringen var et ønske om at understøtte og udvikle den demokratiske samtale igennem en mere tværgående og tematisk dialog på Folkemødet.

Formålet med Den Sociale Scene er at skabe et sted hvor der er højt til loftet og hvor vi i fællesskab forsøger at adressere de problematikker i hverdagen og i det professionelle Danmark, der vedrører det sociale.

Ved at engagere en bred kreds af partnere på tværs af branche- og organisationstyper omkring et fælles tema, skabes fokus på samfundets ansvar og vores fælles ansvar over for hinanden.

Den Sociale Scene har i årene siden (”RumLighed” 2017, ”LivsRum” 2018, ”Alrum” 2019) udforsket og undersøgt den demokratiske samtale og har hvert år samlet en partnerkreds bestående af både private og offentlige, små og store aktører på tværs af det sociale, det kulturelle og det byggede. Scenen har været omdrejningspunkt for en lang række eksperimenter med formater og rammer for den gode samtale. Temaet for 2020 var ”FællesSkaber”.

Parterne bag Den Sociale Scene belyser årets tema fra hvert deres ståsted, og i fællesskab faciliterer vi en dialog om det samfund vi er en del af, om det demokratiske rum, om tanker og handlinger der kan bære os frem og om muligheder og barrierer for et samfund med plads til alle.

Folkemødet i 2020 blev aflyst grundet Corona-krisen, men behovet for at fortsætte den demokratiske samtale, og det værdigrundlag som Folkemødet er skabt med, er der stadig, derfor overfører den samlede partnerkreds fra 2020 temaet FællesSkaber til 2021. Af de 14 partnere på Den Sociale Scene 2020 og 2021 har 10 bidraget til denne publikation, mens vores partnere 3B, By og Havn, FAOD og Center for Boligsocial Udvikling har taget den demokratiske samtale videre på andre måder. De bidragende partnere er kort præsenteret herunder.

92

AKB, København er et alment boligselskab med over 9000 boliger fordelt i hele København. AKB, København har ikke én ejer, men er et stort fællesskab bestående af sine beboere. AKB, København har udbudt boliger i København i over 100 år og har derfor en solid erfaring med det, de er bedst til: at sætte beboeren i centrum, at forbedre og skabe nutidens og fremtidens boliger og at udvikle beboerdemokratiet.

Bevica Fonden har fokus på selvstændigheden og uafhængigheden for mennesker med bevægelseshandicap, med samme mål som dengang fonden blev oprettet i 1872: at styrke den enkeltes mulighed for både at deltage i og bidrage til samfundet. Bevica Fondens strategiske indsats tager afsæt i nogle af de mest aktuelle udfordringer for den enkelte og for samfundet, bl.a. ulighed i sundheden, ulighed på arbejdsmarkedet og en ulighed i tilgængeligheden til vores byer og bygninger, det sociale liv og oplevelser i al almindelighed.

Copenhagen Architecture Festival udforsker, hvordan arkitekturen præger vores liv og vores verden – og hvordan vores liv påvirker arkitekturen. Arkitektur er ikke bare mursten, rum og rammer. Den er sanselig, kropslig og social.

Den er politisk, historisk og psykologisk. Arkitekturen er menneskelig, og den påvirker alle aspekter af tilværelsen. Gennem foredrag, udstillinger, ekskursioner og et omfattende filmprogram sætter CAFx hvert år fokus på de steder, hvor arkitekturens forvandlinger krydses med menneskeliv. Festivalen skildrer visioner, konflikter og historiske forandringer i det byggede miljø, og undersøger grænserne mellem æstetik, funktion og identitet.

Copenhagen Contemporary (CC) er et af Skandinaviens største udstillingssteder for international samtidskunst. Siden åbningen i Burmeister & Wains gamle svejsehal på Refshaleøen i 2018 har CC arbejdet målrettet for at skabe de bedste rammer for udstilling og formidling af samtidskunst for børn, unge og voksne. CC er et levende samlingssted for et bredt publikum, der kan deltage i art walks, workshops, undervisning, events, koncerter, kunstnermøder og meget mere. Med fællesskab som en kerneværdi og et stærkt værtsskab i fokus udvikler og udfordrer CC, hvordan kunstinstitutionen kan bidrage til at skabe øget lighed i adgangen til kunst og kultur. Kunstdemokraterne er CCs fællesskab for unge mellem 15 og 25 år, der er optaget af politik og demokrati og har lyst til at arbejde med kunst og aktivisme.

93

Det Kongelige Akademi – Institut for Bygningskunst og Teknologi udbyder tre kandidatprogrammer og et bachelorprogram samt tværgående undervisningselementer, herunder på Akademiets ph.d.-skole. Instituttet forsker i arkitekturens teknologi og rummer to forskningscentre, CINARK og CITA. Institut for Bygningskunst og Teknologi fremmer forskning og undervisning, der ser arkitekturen i sammenhæng med dens teknologier og tilblivelsesvilkår. Ved kritisk dialog med de teknologiske og videnskabelige discipliner, og i tæt samarbejde med praksis ønsker instituttet at fremme arkitektur, der er miljømæssigt og humant bæredygtig, kontekstuelt robust, rig på rumlige oplevelser og intellektuelt dristig.

Domea.dk er sat i verden for at skabe gode, trygge boliger, som er til at betale for almindelige mennesker. Det forudsætter så lav en husleje som muligt, og det opnår Domea.dk gennem løbende effektivisering og digitalisering af ydelser. Domea.dk er en af Danmarks største almene bygge- og boligadministrationer, og en stor del af Domea.dk beskæftiger sig med at varetage nybyggeri eller renovering på vegne af de almene boligselskaber.

Domea.dk er nonprofit, ejet af kunderne og er demokratisk ledet.

Enemærke & Petersen er en landsdækkende entreprenørvirksomhed med ca. 700 medarbejdere fordelt i Ringsted, Glostrup, Aarhus og Aalborg – og dertil to partnerskabskontorer for de strategiske partnerskaber med hhv.

Københavns Kommune og den almene boligorganisation KAB. Med 40 års erfaring som hoved- og totalentreprenør, løser Enemærke & Petersen stort set alle former for byggeopgaver med en høj grad af egenproduktion og fastansatte håndværkere. Enemærke & Petersen har udviklet et stærkt forankret socialt engagement, der spænder lige fra at ansætte arbejdsløse beboere på boligrenoveringsprojekter til at støtte kommende håndværkere i Tanzania.

Foreningen Folkemødet står bag hele Danmarks demokratifestival i Allinge på Bornholm hvert år i uge 24. Folkemødet har fundet sted siden 2011. Her mødes mere end 1.200 organisationer, foreninger, partier og virksomheder for at dyrke den demokratiske samtale, i bestræbelsen på at mindske afstanden mellem borgere og beslutningstagere.

94

Rose & Rose er et designpartnerskab der tror på, at design kan være med til at skabe forandring, skærpe fokus og finde løsninger på hverdagens problemer og globale udfordringer. Med et mulitidisciplinært afsæt hjælper vi kunder og organisationer med at kommunikere og visualisere deres strategier og budskaber i stor og lille skala – på print, digitalt og rumligt.

UNIG Ung i Gladsaxe arbejder med afsæt i en fællesskabende og deltagelsesorienteret pædagogik, hvor omdrejningspunktet er at skabe dynamiske ungemiljøer, der med afsæt i unges interesser og behov, giver trygge omgivelser og motiverer til aktiv deltagelse, engagement og ansvar. Ung i Gladsaxe er brobygger mellem unge og folkeskole, ungdomsuddannelser, kommunale understøttende indsatser, forenings- og kulturliv samt private aktørers tilbud.

96

Havet kom som en gæld, der skulle inddrives Victor Boy Lindholm

”Dengang sang de fra tagene, fra altanerne, fra alle afsatser i byen. Hver aften gik de ud og sang i aftenen.

Den samme sang, hver eneste aften. Det erstattede fuglenes sang, der var trukket længere og længere nordpå. På statslig initiativ blev der faciliteret fællesang fra tagene for at glemme, hvad der skete. Man fyldte stilheden med strubernes støj.

Det var bedre. En ny rytme i dagen.”