Wienerringen - Jens Henrik Jensen

Monica følger med, da Wienerringen sender et professionelt bjærgningshold af sted til Danmark for at søge efter en skat, der befinder sig i en sunket nazi-ubåd fra 2. verdenskrig. Men i havet ud for Anholt har fem dykkervenner med danskeren Thomas Larsen i spidsen allerede lokaliseret ubåden og er i gang med deres egen operation under vandet.

Wienerringen er Jens Henrik Jensens debutroman.

Forfatter og journalist Jens Henrik Jensen slog igennem med trilogien Kællingen i Krakow (1997), Hofnarren i Murmansk (1999) og Ulven i Banja Luka (2002). Han udgav derefter den anmelderroste bestsellerserie om kriminalassistent Nina Portland, Økseskibet (2004), Kulmanden (2007) og Spøgelsesfangen (2010). I 2012 udkom første bind i Jens Henrik Jensens nye anmelderroste serie om Niels Oxen, De hængte hunde, der i 2014 blev efterfulgt af andet bind, De mørke mænd og i 2016 af tredje bind, De frosne flammer.

JENS HENRIK JENSEN WIENERRINGEN

Under arbejdet med at infiltrere et nynazistisk miljø i Berlin får den tyske efterretningsagent Monica Haldemann fat i livsfarlige oplysninger, der kan afsløre den hemmelige nazistiske organisation Wienerringen.

JENS HENRIK

JENSEN WIENERRINGEN THRILLER

P H O T O B Y R E D S TA R

ISBN: 978-87-400-1623-9

POLITIKENS FORLAG

Wienerringen_PB_145x220_R16_A.indd 1-3

31/01/2017 14.04

WIENERRINGEN

Wienerringen.indd 1

20/01/17 18.55

Af samme forfatter: Kællingen i Kraków, 1997 Hofnarren i Murmansk, 1999 Ulven i Banja Luka, 2002 Økseskibet, 2004 Kulmanden, 2007 Spøgelsesfangen, 2010 De hængte hunde, 2012 De mørke mænd, 2014 De frosne flammer, 2016

Wienerringen.indd 2

20/01/17 18.55

Jens Henrik Jensen

Wienerringen Roman

POLITIKENS FORLAG

Wienerringen.indd 3

20/01/17 18.55

Personliste Dykkerne: Thomas Larsen Wayne Petersen Craig Bonner Klaus Dorffner Wienerringen: Frederich von Huber Bruno Inckelmayer Max Stein Dr. Manfred Kleber Erik Hirschmann Efterretningstjenesten: Maria Walter

Alex Weihrauch

Danmark, historielærer og dykkerinstruktør USA, dykkerinstruktør Australien, dykkerinstruktør Tyskland, mekaniker og dykkerinstruktør

Tyskland, leder af den nazistiske organisa­ tion Wienerringen Østrig, næstkommanderende i Wienerrin­ gen Tyskland, eks-lejesoldat og leder af Bar Die­ trich gruppen i Berlin Tyskland, leder af Wienerringen i Nordtysk­ land under dæknavnet Berthold Tyskland, indenrigsminister

Tyskland, dæknavn for Monica Haldemann, agent i den interne tyske efterretningstjene­ ste, Bundesverfassungsschutz Tyskland, agent i Bundesverfassungsschutz 5

Wienerringen.indd 5

20/01/17 18.55

Karl-Heinz Wittenberg Tyskland, leder af Bundesverfassungsschutz Franz Georg Rossmann Tyskland, næstkommanderende i Bundes­ verfassungsschutz Werner Strübing Tyskland, næstkommanderende i Bundes­ verfassungsschutz, sidestillet med ­Rossmann Udvalgte bipersoner: Hanne Jørgensen K. Storm Magnus Löffler Philip René Johann Kerner Jürgen Dorffner José Luis Alvarez

Wienerringen.indd 6

Danmark, tante til Alex Weihrauch Tyskland, lejemorder Østrig, vagt og lejemorder for Wiener­ringen Tyskland, vagtmand og lejemorder for ­Wienerringen Belgien, eks-lejesoldat Australien, vinproducent, søn af Alfred Ker­ ner, Waffen SS Tyskland, far til Klaus Dorffner og officer på U770 Spanien, under dæknavnet Aldena leder af den spanske del af Wienerringen

20/01/17 18.55

1 WIEN, ØSTRIG Nerverne havde lagt sig som et svagt, sitrende lag mellem hans krop og dynen, og det var ikke blevet til megen søvn i løbet af natten. Tankerne havde flakset rundt i hans hoved som mørke skygger, han ikke kunne koncentrere sig om at fastholde og tænke til ende. Hele tiden vendte de tilbage og kredsede om de kommende tre dage. De skulle blive altafgørende, hvis det hele gik efter planen.

Til sidst var han stået op, selv om kroppen virkede så uendelig tung, og selv om de ømme muskler bønfaldt ham om endnu nogle timer i sengen. Tre kopper sort kaffe og et halvkøligt brusebad hjalp ikke meget – gav ham højst en fornemmelse af, at han dog var oppe og i gang, trods kroppens vrede protest.

Hele den foregående dag havde han travet op og ned ad Wiens ga­ der i et forsøg på at finde fred. Fra det lille lurvede hotel i Siebenstern Gasse, hvor han havde fået besked på at indlogere sig, vandrede han ind til Burggarten, hvor han planløst dryssede rundt. Til sidst slog han sig ned på en bænk. Her havde han siddet en times tid, og igen og igen gennemgik han de kommende dages forløb i tankerne.

På skrømt læste han et par linjer i en avis, bladrede og læste lidt igen. Overskrifter og billeder nærmest flimrede forbi på nethinden, og de små bogstaver myldrede som store skarer af myrer hen over papiret – han havde befundet sig et helt andet sted. Til sidst rejste han sig, igen drevet på benene af den ulidelige rastløshed.

7

Wienerringen.indd 7

20/01/17 18.55

Efter at have spist aftensmad i den indre by spadserede han tilbage mod Karlskirche. Han kendte det store bygningsværks historie, og den vældige kuppel med de ydre søjler betragtede han som det smukkeste syn i byen. Kejser Karl d. 6. opførte kirken til Den Hellige Carlo Bor­ romeos ære. Det havde han lovet i 1713, dengang Wien var plaget af en voldsom pestepidemi. Gik den hurtigt over, ville han bygge kirken som tak – og kejseren havde holdt sit ord.

Som han stod der med hovedet bøjet stærkt bagover for at suge synet til sig, var den mægtige kuppel begyndt at snurre rundt om ham, og midt i den tiltagende svimmelhed kunne han pludselig ane sig selv.

Hvis de næste dage forløb som planlagt, havde han også lovet sig selv noget – og lovet at vise sin taknemmelighed. Karl d. 6. havde aldrig set sit værk. Måske ville han heller ikke selv nå noget som helst. Måske skulle han snart dø.

Nu var han kommet i tøjet, men alligevel følte han sig underligt nøgen og sårbar, som han stod der midt på gulvet omgivet af nusset, storblomstret tapet. Han tømte sin kop for den sidste sjat kold kaffe og lagde mærke til, at han rystede svagt på hånden.

Det havde været en lang dag i går, og hans 63 år havde slidt på ham.

Benene var tunge, og den gamle knæskade pinte ham, da han stille humpede ned ad trappen.

Nede i receptionen betalte han sin regning under navnet Hans-Die­ ter Schmidt. Han havde næsten glemt, at det netop var dette navn, han havde indprentet sig før landingen i Schwechat Lufthavn. Så hankede han op i den elegante rejsekuffert. Klokken var næsten halv ti. Det var dagen.

Han gik til venstre, drejede op ad Stift Gasse og ventede 50 meter henne ad gaden ved en lille p-plads. Kort efter gled den sorte Merce­ des-Benz stille ind til siden. Vinduerne var mørkttonede og uigennem­ sigtige. Chaufføren steg ud og lukkede døren op for ham.

– Værsgo, hr. Som altid er De præcis. Rart at se Dem igen. De er lige så venlig at huske denne lille formalitet?

Chaufføren trak et lille klæde op af lommen, og manden, der kald­ 8

Wienerringen.indd 8

20/01/17 18.55

te sig Hans-Dieter Schmidt, lagde sirligt sine briller i et etui, før han bandt det sorte klæde for øjnene.

Han havde prøvet det mange gange før, og han hilste høfligt på de to andre mænd på bagsædet. De sad også med bind for øjnene, og bortset fra den lavmælte, formelle hilsen var der ingen, der sagde noget.

De kørte i en lille times tid, efter hans skøn. Han havde ikke set me­ get, før han fik bindet for øjnene, men han mente at kunne genkende den engelske chef. Han kaldte sig Adams og ledede den engelske ring fra London. Men igen, hvad vidste han om personer og navne? Fra det øjeblik han satte sig ind i bilen, havde han foretaget dagens andet navneskift. Nu var han som sædvanlig hr. Berthold.

Endelig sagtnede bilen farten mærkbart, og til sidst blev der bremset helt op.

– Sådan, d’herrer. Chaufføren åbnede dørene for dem. – De må gerne for et øjeblik tage bindet af.

Han havde gættet rigtigt. Den ene var Adams fra England, mens den anden mand viste sig at være chefen for den belgiske del af orga­ nisationen, Marnix. Han havde sit udgangspunkt i Bruxelles og var ligesom Adams en af de vigtige personer i kredsen.

– Aahh, Berthold. Goddag! De tre gav hånd og hilste mere hjerte­ ligt, mens de missede med øjnene i den stærke sol, men der var ikke meget at se. De befandt sig på en slags gårdsplads omkranset af høje, beskidte, fabrikslignende bygninger. I det fjerneste hjørne af den for­ faldne plads stod en helikopter.

De tre mænd fik lige lov til at sunde sig i fem minutter. Adams og Marnix nåede at ryge en cigaret, inden de fik besked på, at pausen var slut. Chaufføren gav dem igen bind for øjnene, og de blev ledt op i helikopteren.

Selv var dr. Manfred Kleber også en af nøglepersonerne i organisa­ tionen. Han var en af de gamle og rutinerede fra inderkredsen, og han havde det tunge ansvar at dirigere hele det nordtyske område. Efter Honeckers fald og de berusende dage i 1989, hvor muren var faldet, havde han fået udvidet sit mandat til at gælde hele det tidligere DDR. 9

Wienerringen.indd 9

20/01/17 18.55

Fra Frankfurt og mod syd blev opgaverne løst af hans kollega, Schim­ mel, en ilter ung mand på bare 45 år, som med en energisk arbejdsind­ sats havde gjort lynkarriere.

Indimellem rev den monotone lyd fra helikopterens rotorblade dr.

Kleber tilbage fra tankerne, og han fik en underlig fornemmelse i hele kroppen. Han følte sig sårbar ligesom på hotelværelset. Han ville helle­ re have følt sig uovervindelig, men alligevel sad han og tænkte tilbage med en vis ro. Han forstod ikke hvorfor.

I små glimt så han for sig og huskede tiden i Berlin, hvor han var født og vokset op i den østlige del i et af de pænere kvarterer. Han og storebroderen Peter holdt altid sammen. Hver sommer tog de op til familiens hytte på Rügen. Op til bølgerne, der smagte af salt, den røde marmelade og det friske brød nede fra gården, brydekampe, den skarpe lugt af vådt brænde, grønt græs på knæene og højtlæsning før sengetid.

Hytten var for længst jævnet med jorden, og sidst han havde været på Rügen, kunne han slet ikke genkende stranden. Østersøen var over­ hovedet ikke sig selv mere.

I 1940 sluttede det alt sammen, alt det gode og alt det trygge. Efter det forbandede år kom de to brødre på 10 og 14 år aldrig mere til hyt­ ten på Rügen sammen med moderen Martha og faderen, Karl-Walter.

Han var en respekteret rektor på en privatskole og med baggrund i en kort, men succesrig militær karriere var han på opfordring gået ind i Hitlers Waffen SS. Den 13. april 1943 blev han henrettet ved et nakke­ skud af franske modstandsfolk i et skovområde uden for Montbéliard, tæt ved grænsen til Schweiz. Det havde han selv fundet ud af mange år senere. Efter at manden i den sorte uniform var kørt, havde moderen grædt og grædt, men hun havde fået sagt til dem, at deres far aldrig mere ville komme hjem til dem.

Efter den dag havde hans og broderens verden været grå og uden noget at se frem til. Han tænkte på sin far hele tiden og savnede ham.

Hans mor var blevet stille, og latteren havde forladt deres hus. Hun tabte viljen, blev skrøbelig og skrantede meget af tiden.

10

Wienerringen.indd 10

20/01/17 18.55

En kold og klam morgen, der krybende var kommet til syne oven på en lang nat med endeløs regn på ruden, gav hun op. Hun tog beslut­ ningen fra en bro – lige før toget kom, eller også havde hun taget den på forhånd. Det var i 1949.

Ingen af passagererne havde sagt noget under turen. Helikopterpilo­ ten så sig over skulderen. Den lille mand, der havde talt tysk, sad stille og roligt – som en stenstøtte.

Først var broderen Peter blevet kemiingeniør, og siden gik han selv samme vej. Efter flere år i hver sin ende af landet havde de slået sig sammen, og den lille medicinal-varefabrik, Klebers Medicinal, vok­ sede sig hurtigt stor i en branche, hvor de dygtige oplevede voldsom vækst.

For nøjagtig et år og tre måneder siden døde Peter på en privatklinik i Hannover. Kræften havde vundet kampen. De havde haft et godt liv sammen. Da Peters kone døde, fik de i fællesskab livet til at gå videre.

Selv havde han aldrig været gift, desværre, for han ville gerne have haft børn. Kun på ét punkt kunne de to blive uvenner, nemlig når dis­ kussionen drejede sig om Tyskland og krigen. Temaet var endevendt gennem årene.

Peter havde ofte belært ham om, at han måtte slippe af med sit had.

Erkende, at deres far havde repræsenteret noget grufuldt og derfor var blevet dræbt. Lige meget hvad de sagde i EU eller andre steder, så kunne tyskerne ikke være bekendt at glemme. De måtte også selv bære skammen.

Men, måske lidt i trods, og båret frem af et had til alt, der havde knust familien, havde han altid ynket sin ellers så forstandige bror på dette ene punkt. Hvorfor fornægte fortiden, og det man havde holdt af? Faderen havde gjort sin pligt som så mange andre. Med mindet om ham og sine klare radikale idealer var han automatisk – men i ubemærkethed – gledet ind i en speciel kreds af erhvervslivets spidser.

En snæver kreds med fælles interesser, som trivedes bedst i det skjulte.

Men nu var det, som om der var sket et eller andet. Og det var plud­ selig gået hurtigt. I sit livs efterår oplevede han, hvordan jorden skred 11

Wienerringen.indd 11

20/01/17 18.55

under ham. De værdier og den tro, han altid havde været solidt forank­ ret i, var smuldret. Og han havde accepteret det og var villig til at tage konsekvenserne. Det skyldtes sikkert en samlet sum af påvirkninger.

Hvilken der kom først, og hvilken der var vigtigst, vidste han ikke helt.

Måske var det broderens sidste ord, der havde løst op for noget, han havde haft lyst til længe. Stoltheden havde måske hindret ham. “Brug dine sidste år på noget, der er godt – og find for Guds skyld fred med dig selv, Manfred, før det er for sent …” Det havde Peter hvisket til ham.

Måske var det et uhyggeligt sceneri, som gang på gang vendte tilba­ ge og opsøgte ham om natten.

Det var sket for godt fire måneder siden, sent om aftenen på en af indfaldsvejene til Hannover. Han var stoppet op ved en færdselsulykke – som den første på stedet. Familien var bosnisk, fik han at vide bagefter.

Han holdt den lille pige i sine arme, og blodet og skriget flåede ham.

Pigen havde overlevet, men drengen – knust til ukendelighed – var død, da han fiskede ham ud af bilen. Og det samme var forældrene …

Måske var det billedet af den lille, skrøbelige skikkelse, der i mørket ofte flimrede hen over hans nethinde, måske var det hende, der havde fået ham til at vende om.

Eller måske var det mødet med chilenske Fabiola Ramirez López, enke, bare 48 år gammel, flygtet fra Pinochets styre i 1975 med sin mand – uddannet i Paris og en yderst kvalificeret kemiker i afdeling C. Indtil for halvandet år siden, da hun blev udpeget til noget udvalgsar­ bejde, havde han ikke anet, hvem hun var.

Fabiola var en nuanceret og intelligent kvinde med et livssyn, der i al dets latinske, dramatiske åndfuldhed lå milevidt fra hans eget stren­ ge, germanske syn på tingene. Deres forhold var rent platonisk – men det havde udviklet sig til at blive varmt og hjerteligt. Han havde lært meget af Fabiola med den blodige familiehistorie. Måske var det hen­ de …

Eller måske var det den besked, han havde fået for nogle måneder siden …

12

Wienerringen.indd 12

20/01/17 18.55

Han måtte slippe ud af organisationen i levende live, så han kunne nå at vende om. Alene salget af Kleber Medicinalwaren International, som koncernen hed i dag, ville gøre ham i stand til at hjælpe, gøre et eller andet godt.

Helikopteren steg forholdsvis brat, og han var pludselig nærværende igen.

De havde fløjet længe, syntes han, så nu stod han snart over for man­ den, der kunne underskrive hans dødsdom med et nik, men samtidig en mand, hvis magt han kunne sætte ud af kraft. Dén mand, som de alle kun kendte som Frederich von Huber. Han var i sig selv Wiener­ ringen. Den eneste, som stod ham nær i det daglige arbejde, var lede­ ren af den østrigske del af ringen. Han kaldte sig Bruno Inckelmayer.

På én gang både slangen, der huggede dødeligt, og desmerdyret, der listigt ventede på en åbning og så slog til med lynets hast. En mand, som dr. Kleber så vidt muligt altid havde holdt sig på afstand af.

Hvad han ikke kunne se var, at den lille Ecureuil nu kom ind over en ny skovklædt dal med grønne marker i bunden. Farten blev taget mærkbart af, og helikopteren nærmede sig et stort byggeri lidt oppe på bjergsiden.

En smal asfalteret vej snoede sig op mellem klipperne nede fra da­ len, og den mundede ud i det parklignende område rundt om byg­ ningerne. På store flade arealer, der tilsyneladende var skabt ved at sprænge enorme stykker af bjergvæggen bort, var der kun græs, velple­ jet som på en golfbane og overalt omkranset af vældige blomsterbede.

På en af de utallige flisebelagte gangstier, der skar parken ud i små, fine stykker, kørte en sygeplejer med en lille, indtørret skikkelse, der sad i rullestol.

– Nååh, er de her igen. Det er da vist også længe siden efterhånden, hvad? Tænk, sådan at blive fløjet hertil. Jeg kunne godt tænke mig at komme op at flyve … Den gamle kvinde i rullestolen kiggede op på helikopteren, der fik det til at ruske voldsomt i træerne, da den gik ned til landing bag den store, hvide fløj.

Det så ud, som om der skulle være bestyrelsesmøde igen. Ved den 13

Wienerringen.indd 13

20/01/17 18.55

tid plejede der at komme mange ind med helikopteren. Der var godt nok ingen, der så noget til de fine herrer, men en eller anden havde fortalt, at de altid boede i den hvide fløj, og at de spiste sammen i den gule sal.

Fra en altan iagttog to mænd landingen. Den ene stod helt inde ved muren opslugt af den skarpe slagskygge fra en gesims. Den anden, en bred og firskåren skikkelse, lænede sig frem mod rækværket og kneb øjnene sammen i det skarpe sollys.

– Det var så de sidste – og for ham var det vel også den sidste tur hertil? Jeg håber sgu, han har nydt den. Chefen for den østrigske del af organisationen, Bruno Inckelmayer, nikkede ned i retning mod en lille mand med guldindfattede briller. Det var dr. Kleber, der netop satte foden på asfalten, mens han prøvede at holde styr på det tynde, grå hentehår, der flagrede vildt i luftstrømmen fra rotorbladene.

– Hvad har du helt præcist tænkt dig der skal ske med ham? Inckel­ mayer drejede sig om og så spørgende på den høje mand i skyggen.

Men i stedet for at svare fiskede manden et etui frem fra inderlommen i sin habitjakke, tog en cigaret ud, førte den op til munden og tændte den. Det hele foregik i en rolig og afmålt bevægelse, næsten demon­ strativt langsomt. Og stadig kom der intet svar.

Manden pustede en tynd søjle af røg op i luften. Han vidste, hvad han måtte gøre. Der var ingen vej udenom, selv om han lidt over­ raskende for sig selv havde ondt af Kleber. Han havde kendt ham i mange år, og han havde været en af de bedste og en af de mest entu­ siastiske på sin egen kølige facon. Kleber ville blive et tab – i hvert fald midlertidigt – men han måtte følge traditionen …

– Jeg spurgte, hvad der skal ske med ham. Østrigerens lidt irriterede tonefald afslørede, at han forventede et svar. Inckelmayer lod sine el­ lers evigt vandrende øjne hvile fast på manden i skyggen.

– Der sker det, som skal ske, Bruno. Dr. Kleber må nødvendigvis dø.

Det er mit ansvar.

– Hvad skal der ske? Skal svinet skydes, eller …

– Det vil du få at se. Det er sket to gange før. Jeg har selv set det 14

Wienerringen.indd 14

20/01/17 18.55

én gang for mange år siden. Men vent til i morgen og læg mærke til frygten i deres øjne. Det er den frygt, der er magt, og magten er byden­ de nødvendig. Ellers ville vi ikke kunne udføre vores arbejde. Og da drabet som redskab er det mest effektive overhovedet for at opretholde magt, ja så er drabet også legitimt. Men det har aldrig moret mig at tage liv … Man må være ærbødig og have respekt for drabet, og det må aldrig forherliges, sagde han dæmpet og eftertænksomt. Det lød mest, som om han talte til sig selv. Så trådte den høje mand ud af skyggen, og med en bydende gestus gjorde han det klart, at Inckelmayer skulle følge ham ind i stuen igen. For Frederich von Huber var samtalen slut.

Wienerringen.indd 15

20/01/17 18.55

2 CAIRNS, QUEENSLAND, AUSTRALIEN – Hvad fanden er der los oppe i Europa? Er I blevet splittergale? Det er fjerde gang inden for fjorten dage, at tyske højreekstremister overfalder en flygtningelejr. Er det hele ved at udvikle sig til en nazi-rede, eller hvad?

Wayne Petersen sad på rælingen med Cairns Daily i skødet, og på hans drævende accent kunne ingen være i tvivl om, at den solbrændte mand var fra Texas.

Han var 32 år, høj og bredskuldret. De markerede muskler anty­ dede, at han var meget veltrænet. Det sorte, tætklippede hår, de svagt vigende tindinger og solbrillerne gav ham et anstrøg af noget strengt.

Og arret gjorde det absolut ikke bedre.

Men sådan forholdt det sig slet ikke. Wayne Petersen var et leven­ de og charmerende menneske, og hver gang han smilte eller grinede, forvandledes han. Det var som at skrabe is af ruden. Ansigtet lyste op i milde, varme linjer, og man kunne se ham, som han var – tillidvæk­ kende og lun.

Han havde blankt afvist at følge de militære ambitioner, hans far havde haft på hans vegne for nogle år tilbage. Det eneste, der var til­ bage fra den tid, var det cirka fire centimeter lange, mørke ar lige over venstre øjenbryn. Det havde form som et L og skyldtes et snit med en bajonet.

De andre vidste godt, at der bag hans klippefaste ro rasede noget, 16

Wienerringen.indd 16

20/01/17 18.55

som han næsten altid kunne kontrollere. Men hans ukomplicerede væsen kunne pludselig vende 180 grader. Så forsvandt smilet og glø­ den i de mørke øjne, og han kunne blive urimelig og irritabel.

– Nu skal du lige høre, fortsatte amerikaneren og læste højt af avisen: “Bremen, Tyskland: En 35-årig tyrkisk kvinde og hendes femårige søn blev tirsdag nat de seneste ofre for bølgen af højreekstremisters angreb på indvandrere. De to omkom i flammerne, efter at en boligblok i Bre­ men blev sat i brand af unge nynazister og skinheads. Politiet frygter, at denne nye tragedie vil medføre en yderligere optrapning i bølgen af racistiske optøjer, der længe har hærget. For blot en uge siden omkom en iransk familie ved en brand i Hannover, og med de to nye ofre er an­ tallet af dødsofre ved optøjer nu oppe på 81 fra januar og frem til juni.”

– Det er slemt nok, men det værste er, at det efterhånden er hele Europa, som går agurk. Det er en farlig udvikling, har du tænkt over det, bladsmører? Forleden læste jeg, at en indisk familie var inde­ brændt under en påsat brand i Liverpool, sagde Wayne og kiggede ud over kanten af solbrillerne og over på Steve Rendell, der sad og rodede med fiskegrejet.

– Det ved jeg godt. Vi er da ikke et hak bedre end alle andre. Der har snart været ballade over hele England i det sidste års tid. Det ligner et stort galehus med raceoptøjer, nynazister, skinheads, og hvad der ellers samles af sindssyge idioter helt ude til højre. Jeg tror, det først lige er begyndt, Wayne. For fanden da, hvor solen stikker!

Steve Rendell var fætter til Wayne, og med sine 30 år var den spink­ le englænder yngste mand i den lille gruppe, der skulle samles på yachten i løbet af de næste dage. Han rakte irriteret ud efter sin ny­ indkøbte stråhat. Rødhåret, bleg og fregnet som han var, plagede solen ham voldsomt.

Steve var journalist på The Sun i London, men havde taget et halvt års orlov, efter at Barbara havde forladt ham for et par måneder siden.

De havde holdt sammen i seks år, og nu var tiden kommet, hvor han troede, de skulle til at have børn og være en rigtig familie. Men sådan var det bare ikke gået. Han havde spekuleret dag og nat, men aldrig 17

Wienerringen.indd 17

20/01/17 18.55

fundet et svar. “Jeg er kørt fast i det hér,” havde hun sagt. Det lød så hamrende ordinært. Måske havde han grebet det hele forkert an. Han måtte indrømme, at han heller ikke kunne slippe tanken om, at der kunne være en anden. Han havde aldrig været jaloux før …

Steve var lige på nippet til endnu en gang at lukke sig inde i nye spe­ kulationer, da et ordentligt brøl nede fra kahytten fik begge på dækket til at kigge op.

Av, for satan! Et lyshåret hoved med små sygekassebriller kom til syne. Ordene spruttede ud af munden på Thomas Larsen, da han kom op på dækket, og indimellem røg der et par danske gloser med. Han stod med bar overkrop og holdt en finger i vejret. Hele vejen ned ad maven løb en rød strøm.

– Det er ikke blod, bare ketchup, men jeg skar vist min finger. Hvem hulen har også fundet på at stoppe ketchup på dåse? De to andres for­ skrækkelse blev afløst af latter, og danskeren grinede også selv højlydt, mens ketchuppen løb ned på hans afklippede cowboybukser. Han smed bukserne, trak vandspanden op på dækket og tog et kort brusebad.

Han var ikke så stor som Wayne, men også atletisk. En mand med et boblende temperament, der var lidt usædvanligt for en akademiker, for Larsen var akademiker. Han havde skrevet to undervisningsbøger om Danmark under den tyske besættelse. I en alder af 33 år havde han pludselig droppet et job som historielærer, og det sidste år havde han lidt på må og få rejst rundt på den sydlige halvkugle og undervist på dykkerskoler, som han havde gjort det tidligere. I alt hvad han foretog sig, var der engagement, selv om han nød det tilbagelænede liv. Steve havde altid nydt hans selskab og misundt ham den ubekymrede og kompromisløse facon, han udfordrede livet på.

– I sov begge to, da jeg kom tilbage fra byen, så jeg ville ikke vække jer, sagde danskeren.

– Jeg fik fat på Craig i telefonen. Han kommer i morgen. På posthu­ set lå der et telegram fra Klaus, og hvis hans rejseplan holder, ankom­ mer han her til Cairns i overmorgen. Når vi er samlet, skal jeg nok gen­ nemgå alle detaljer. Så kan jeg nøjes med at fortælle historien én gang.

Wienerringen.indd 18

20/01/17 18.55

Monica følger med, da Wienerringen sender et professionelt bjærgningshold af sted til Danmark for at søge efter en skat, der befinder sig i en sunket nazi-ubåd fra 2. verdenskrig. Men i havet ud for Anholt har fem dykkervenner med danskeren Thomas Larsen i spidsen allerede lokaliseret ubåden og er i gang med deres egen operation under vandet.

Wienerringen er Jens Henrik Jensens debutroman.

Forfatter og journalist Jens Henrik Jensen slog igennem med trilogien Kællingen i Krakow (1997), Hofnarren i Murmansk (1999) og Ulven i Banja Luka (2002). Han udgav derefter den anmelderroste bestsellerserie om kriminalassistent Nina Portland, Økseskibet (2004), Kulmanden (2007) og Spøgelsesfangen (2010). I 2012 udkom første bind i Jens Henrik Jensens nye anmelderroste serie om Niels Oxen, De hængte hunde, der i 2014 blev efterfulgt af andet bind, De mørke mænd og i 2016 af tredje bind, De frosne flammer.

JENS HENRIK JENSEN WIENERRINGEN

Under arbejdet med at infiltrere et nynazistisk miljø i Berlin får den tyske efterretningsagent Monica Haldemann fat i livsfarlige oplysninger, der kan afsløre den hemmelige nazistiske organisation Wienerringen.

JENS HENRIK

JENSEN WIENERRINGEN THRILLER

P H O T O B Y R E D S TA R

ISBN: 978-87-400-1623-9

POLITIKENS FORLAG

Wienerringen_PB_145x220_R16_A.indd 1-3

31/01/2017 14.04