Issuu

PRESENTATION ONLY - NO PRINT!

SØR EN PIL M A R K

Roman

(f. 1955), skuespiller, instruktør og forfatter, er uddannet på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1977. Han er desuden en passioneret tryllekunstner og musiker, og siden 1991 har han været

LAURITS og VALDEMAR

medlem af komikergruppen Ørkenens Sønner. Søren Pilmark har fejret berømte succeser i utallige film, serier og teaterstykker og har modtaget en lang række hædersbevisninger, bl.a. flere gange Robertprisen, en Bodil og i 1995 Lauritzen-prisen som en anerkendelse af fremragende præstationer som skuespiller. Han debuterede i 2006 som filminstruktør med

FRA DEN LILLE VARIETÉ APOLLO TEATRET

kortfilmen Helmer & Søn, der blev nomineret

udspringer denne varme og humoristiske saga i året 1910. Alt forandres i disse år. Biler, telefon, radio og biografteatrene udfordrer varietéens fremtid med kvindefrigørelsen og Den første Verdenskrig i kølvandet. Med den brillante og selvsikre tryllekunstner Laurits som omdrejningspunkt forsøger den plagede direktør Archibald Deutsch at holde styr på både spåkone, sabelsluger og en række halvtossede, elskelige artister, mens onde kræfter spænder ben. Laurits har ambitioner og vil væk med knust kærlighed i bagagen, men hvad han ikke ved, er, at en meget speciel dreng, Valde, en dag dukker op på bagscenen, og at Laurits’ mange forhistorier så trækkes frem og ændrer alt. Varieté – Laurits og Valdemar er en fortryllende roman om fædre og sønner og kærlighedens mange skikkelser krydret med ægte magi.

til en Oscar. I 2005 udkom biografien Søren Louis Pilmark,

skrevet af Kirsten Jacobsen. Søren Pilmark

LAURITS VALDEMAR

er ridder af Dannebrog og gift med Susanne Pilmark. Sammen har de tre børn og er bosiddende i København. Varieté – Laurits og Valdemar er hans første roman.

ISBN 978-87-400-7096-5

politik ens for l ag

om sl ag: si mon l i l holt

imperiet

A PO

LLO

LAURITS Tryllekunstner

Madsen Orakel og spåkone

Andy Kapelmester

Deutsch Apollos direktør

Melchior Violinist

Kaj & Ragna Komikerpar

Henry

Mangor

Sinclair

Muktar

Preisler

Montoroli

Lola

Arne

Bassist

Tankelæser

Trommeslager

E DAG E R

VALDEMAR Astrid

Valdemars mor

Hilma Jørgensen Valdemars tante

Aage Jørgensen

Hansigne Dalum Mor til Martin Dalum

Martin Dalum Præst

Valdemars morbror Gift med Hilma

I D B J E RG V H

Indisk fakir

Jonglør

Operettesanger

Laurits’ assistent

Scenemester

Irene

Per

Deutschs sekretær

Arnes søn

Zimmermann Bugtaler

Heinrich Runge

Grundlægger og ejer af Jernstøberiet

Erik Runge

Heinrichs søn

Elisabeth Runge Eriks hustru

Edvard

Tjener på Café Olympia

Carlo Høstø

Politiinspektør

Arthur Adler

Politikommissær

Orla Kratholm Slagtermester

Hjalmar Mollerup Direktør på Phønix Teatret

Varieté Laurits og Valdemar

Variete1.indd 1

24/08/2021 15.46

Variete1.indd 2

24/08/2021 15.46

SØREN PILMARK

Varieté Laurits og Valdemar Roman

Politikens Forlag

Variete1.indd 3

24/08/2021 15.46

Variete1.indd 4

24/08/2021 15.46

PROLOG STOKKEMARKE, LOLLAND April 1887 Nogen græd. Rasmus åbnede søvnigt det ene øje. Alt var gult og tåget. Han forsøgte at rømme sig, men klumpen blev siddende i halsen på ham. Luften smagte mærkeligt. Han nåede lige at undre sig over den dybe rumlen, da han mærkede varmen i nakken. Han vendte sig i alkoven og blev blændet. Stuen stod i lys lue. Han væltede ud af sengen, samtidig med at væggen til køkkenet brasede sammen, og larmen fra ilden steg til en torden. Igennem røgen kunne han se børnene løbe skrigende rundt med ild i deres tøj og deres hår. Han greb de to nærmeste i armene. Det var Matilde og Laurits. Rasmus sprang ud ad døren og smed børnene som kludedukker i græsset. Den femårige Laurits stirrede rædselsslagent på ham, men Matilde bevægede sig ikke. Halvdelen af hendes hår var brændt, og hendes ansigt var ét stort væskende sår. Rasmus ruskede hende og råbte hende ind i ansigtet, men hun reagerede ikke. Han pustede hende ind i munden og slog hende hårdt på kinderne, men hun forblev ubevægelig. Han vendte sig og kastede sig igen mod den åbne dør, hvorfra røgen væltede ud som lava. Han havde kun taget ét skridt, da hele huset, i et inferno af gnister og røg, styrtede sammen foran ham. Varmebølgen, der ramte ham, løftede ham fra jorden og kastede ham en meter tilbage. Hans overskæg brændte. Han rejste sig og tvang sig sidelæns hen mod muren af ild, men måtte vige tilbage. Larmen fra flammerne var øredøvende, og han kunne ikke høre flere skrig derindefra. 5

Variete1.indd 5

24/08/2021 15.46

I et pludseligt hul i ilden så han Emilie stå midt i stuen som en levende fakkel. Hun knugede babyen i armene. Hendes ben knækkede under hende, og hun faldt. Først forover ned på knæ og derefter bagover ned på gulvet. Han holdt armene op foran hovedet og forsøgte igen at nærme sig de brølende flammer. Varmen skar ham som knive, og han kunne mærke, hvordan huden på underarmene boblede op og krøllede sammen. Han løb rundt om huset og søgte desperat efter et andet sted at komme ind, men det var umuligt. Rasmus holdt sig for ørene og stirrede vantro på det, der for nogle minutter siden havde været hans hjem. Hans liv. Han gjorde et sidste forsøg på at trænge igennem den kvælende røg, men forgæves. Den ulidelige hede kastede ham tilbage. Kæmpebålet var en uindtagelig fæstning med mure af ild, der som rasende hvirvelvinde strakte deres lange ildtunger op i den kulsorte nat, hvor de blandede sig med hans rædselsskrig. Rasmus hørte svage stemmer. Det gjorde ondt at åbne øjnene. Hvor kom alle de folk fra? Der var mindst femogtyve mennesker rundt om ham, og det nærmeste hus lå to mil væk. Han forstod det ikke. De, der ikke pøsede vand på brandtomten eller slog med koste på de rygende askebunker, stod i små grupper rundt om det totalt nedbrændte hus. Han sad på et eller andet, med et tæppe over skuldrene, og var omgivet af fremmede mennesker. Han kunne genkende Orla, smeden, men resten kendte han ikke. Solen skinnede, og han kunne høre fuglene synge. En sortklædt kvinde rakte ham et krus med vand. Han tog kruset, men rystede så meget på hånden, at alt vandet røg ud. Hun fyldte det igen og holdt det op til hans mund. Han drak en enkelt slurk og knækkede sammen i et hosteanfald. På jorden, et lille stykke væk, lå der syv bunker ved siden af hinanden. Alle bunkerne var dækket af kornsække. Han så to mænd bære på en bylt omviklet af en kornsæk. De lagde bylten på den afsvedne jord ved siden af de andre. En forkullet babyhånd faldt ud af bylten, 6

Variete1.indd 6

24/08/2021 15.46

og den ene af mændene dækkede den hurtigt til igen med kornsækken. Han kiggede mørkt på den anden. “Det er de små kister, der er de tungeste!” Rasmus brækkede sig. Hans øjne prøvede at fokusere, og han ville rejse sig op, men benene eksede under ham. Den sortklædte kone nåede ikke at gribe ham, inden han tungt faldt til jorden. Det sidste hun hørte ham sige, inden han besvimede, var: “Hvor er han? Hvor er Laurits?”

Variete1.indd 7

24/08/2021 15.46

Variete1.indd 8

24/08/2021 15.46

Kapitel 1 HVIDBJERG, JYLLAND Oktober 1910 Archibald Deutsch var faldet i staver. Han stod sammen med Lola og brandmanden, Axel Dam, og kiggede ind på scenen på den franske jonglør, der var i gang med eftermiddagsforestillingens første nummer. Bag dem i kulissen gik operettesangeren Adam Montoroli frem og tilbage og varmede lydløst stemmen op med store mundbevægelser og ansigtsgrimasser. Deutsch skoddede cigaretten i den lille jernkasse med sand, der hang på væggen over brandmandens stol, og kiggede på Lola. “Hvor er Laurits?” “På sin garderobe, vil jeg tro. Men er det ikke Adam først?” “Jo, jo. Og Kaj og Ragna. Men Adam synger kun ét nummer. Han har noget med stemmen. Bare så Laurits ved det og er klar. Gider du give ham et praj?” “Selvfølgelig. Alt for dig, Archie.” Hun sendte ham et kælent smil og slentrede mod garderobegangen. Det var et kendetegn ved hende. Ligegyldigt hvor travlt hun havde, så slentrede hun. Deutsch kastede et blik efter hende. Fuldstændig uberørt af hendes sovekammerøjne og flirten. Han var udmærket klar over, at det ikke var møntet på ham specielt. Sådan var hun over for alle. Hun kunne ikke lade være. Og sandt at sige var det vel også derfor, han havde hyret hende. Så der var noget til husarerne. 9

Variete1.indd 9

24/08/2021 15.46

Orkesteret slog en touche an, og jongløren bukkede. Deutsch rettede på sin butterfly og gik ind på scenen, idet han gav tegn til scenemesteren, Arne, der igen gav tegn til sin søn Per, hvorpå de begge trak i to forskellige tæppetræk. “Tak til vores franske virtuos, André Preisler.” Deutsch løftede hagen og blikket og henvendte sig til publikum på balkonen. Det gamle fif, der fik tilskuerne på gulvet til at tro, at der også sad folk på balkonen. Det gjorde der ikke. De fireogtyve betalende gæster, der var, sad i spredte grupper nede i salen. “I de treogtredive år, Apollo-varietéen har eksisteret, har vores kendetegn og adelsmærke været internationalt berømmede kunstnere. Det er præcis, hvad vores næste artist er. Han har sunget i Paris. I Berlin, ja, over hele verden, inden det lykkedes os at lokke ham her til Apollo i Hvidbjerg. Så tag vel imod den danske Caruso, Adam Montoroli!” De fire mand i orkestergraven satte i med “La Donna È Mobile”, og Montoroli gjorde sin entre med en højtidelig mine, som om han skulle tildeles Ridderkorset.

Variete1.indd 10

24/08/2021 15.46

Kapitel 2 Laurits svedte. Ikke fordi det var varmt. Døren til garderobegangen stod som altid åben, og væggene i garderoberne var ikke isolerede. De fleste af dem bestod bare af brædder med tapet på og enkelte af dem med huller i, så man kunne se igennem. Alligevel svedte han og var rastløs. Han tog kjolejakken af igen og satte sig foran sminkespejlet og trommede med fingrene i bordet. Han tog et spil kort fra skuffen, skubbede den kinesiske æske og soluret til side og begyndte at blande kortene. Nabogarderobens vandrør gav sig til at hyle, og han kunne høre Mangor, Apollo Teaterets tankelæser, bande på den anden side af den tynde væg. Laurits var vant til det, men lige nu irriterede det ham grænseløst. Man kunne høre alt på dette teater. Det var næsten umuligt at skjule noget for nogen. Alle vidste alt om alle, men man lod, som om man ikke gjorde. Rent bedrag. Væggene var også kun kulisser. De var medskyldige. En ulmende vrede steg op i ham. Hvis man endelig havde en hemmelighed, så skulle man være meget forsigtig med ikke at få den afsløret. Og han havde én. Han vidste godt, at det var den annonce, der lå inderst i sminkebordets skuffe, der gjorde ham så utilpas. Han havde haft den i to uger. Han var blevet helt høj, da han rev den ud af Berlingske Aftenavis på Café Olympia, uden at nogen så det. Den aften var tanken blevet født, og den var vokset i ham lige siden. Han havde ikke sagt det til nogen. Ikke engang til Melchior. Men han ville fortælle det til ham i 11

Variete1.indd 11

24/08/2021 15.46

pausen. Det fortjente han. Melchior ville blive ked af det, det vidste han. Men det var der ikke noget at gøre ved. Han tog annoncen op af skuffen og læste den, selvom han kunne den udenad. La Scala i København søger nye artister. Henvendelse til Sigurd Fries. Telefon: Central 3522. Han skyndte sig at folde den sammen og lægge den ned i skuffen igen. Han betragtede sig selv i spejlet. Den alvorlige otteogtyveårige mand, der kiggede tilbage på ham, bed sig i læben. “Laurits! Kaffe.” Lola skubbede døren op uden at banke på og stillede kaffen på bordet foran spejlet. “Deutsch bad mig sige, at Montoroli er hæs og kun synger én sang i dag. Bare så du ved det.” Han nikkede uden at se på hende “Hmm. Tak!” Hun blev stående, mens han forsatte kortblandingen. Hun havde altid svært ved at løsrive sig, når hun så ham øve. Når han udførte små mirakler med alt lige fra spillekort til mønter eller cigaretter. Laurits blandede kortene tre gange på forskellig måde, og hver gang lige ekvilibristisk. Efter hver blanding vendte han det øverste kort, der hver gang, helt naturstridigt, viste sig at være spar es. Hun rystede smilende på hovedet og kunne ikke lade være med at blive imponeret. Hun nød synet af hans nakke og sukkede lydløst. Af alt det trylleri, han omgav sig med, var han selv det største mysterium. Hvorfor var han så indelukket? Han var talentfuld, otteogtyve år og havde livet for sig. Han burde være glad. Men det var han ikke. Der var noget i ham, som hun ikke forstod. Noget, som en gang imellem kunne gøre hans øjne sorte, og som hun næsten kunne blive bange for. 12

Variete1.indd 12

24/08/2021 15.46

Laurits vendte det øverste kort i bunken og studsede. En joker! “Hvad fanden er nu det? Hvor kommer den fra?” Han lagde jokeren på bordet og blev ved med at stirre på den, mens han foldede de resterende kort ud i en vifte. Han tjekkede dem alle, ét for ét, og vendte sig pludselig mod Lola. “Hvad?” “Deutsch ville bare sikre sig, at du vidste, at du er lidt tidligere på i dag.” “Ja, ja. Det hørte jeg godt. Var der andet?” Hun rystede på hovedet og samlede kimonoen, der viste alt for meget af hendes barm, og skred ud på gangen. En dyb kvindestemme lød fra garderoben over for Laurits’. “Åh Lola! Spørg lige Archie, om han har et sekund. Vil du?” Lola himlede med øjnene. “Er der andre, der skal ha’ bragt beskeder ud? Jeg kan også løbe med festtelegrammer!”

Variete1.indd 13

24/08/2021 15.46

Kapitel 3 “Madsen spø’r, om du har et sekund?” Deutsch nikkede til Lola og gik mod garderobegangen. Fireog tyve ud af to hundrede og tooghalvtreds mulige publikummer! Han var vred, og det var han stort set aldrig. Bekymret måske, men sjældent vred. Og det irriterede ham, at han ikke vidste, hvem han skulle være vred på. Sig selv? Det var jo hans ansvar. Hvad fanden var der sket? Hvorfor sad der kun firoegtyve i salen? Han var ramt på sin professionelle stolthed. I over tredive år havde han styret skuden med sikker hånd. Han havde altid – i hvert fald indtil for nylig – haft en sikker fornemmelse for, hvad der solgte billetter. Det var også grunden til, at Madsen i sin tid havde hentet ham fra byens andet varietéteater, Phønix. Én af grundene i hvert fald. “Jeg tror, De har et stort talent for at drive et teater,” havde hun sagt. Og senere, efter de var blevet dus, og talen en dag var faldet på hans ansættelse, havde hun på sin sædvanlige, mystiske vis tilføjet: “Og så tænker du med hjertet, Archie. Det er der meget få, der gør.” Han nåede kun lige at løfte hånden for at banke på, da Madsens dybe stemme sagde: “Kom nu bare ind, Archie, og luk døren!” Lampen på hendes bord var som sædvanligt dækket med et spraglet tørklæde, der henlagde rummet i halvmørke. Ud over lampen var garderoben kun oplyst af stearinlys, der glimtede i samovaren og i 14

Variete1.indd 14

24/08/2021 15.46

hendes øreringe. Den udstoppede ravn i hjørnet kiggede uudgrundeligt på ham. Han anede ikke, hvordan der så ud på et orientalsk bordel, men havde altid forestillet sig, at sammenligningen lå ligefor. Hans øjne skulle vænne sig til den dæmpede belysning, efter døren var lukket. “Lola sagde, du ville tale med mig?” Hun blev siddende med ryggen til ham og fortsatte med at lægge tarotkort. “Ja. Hvad sker der?” “Undskyld. Plejer det ikke at være mig, der spørger dig om det?” “Er der udsolgt?” “Det ville være synd at sige.” “Der er bare noget, der bestemt ikke er, som det plejer.” Han fnøs. “Meget morsomt. Har du overvejet at gå til scenen? Du ville gøre dig som komiker.” Hun studerede uanfægtet tarotkortene. “Hvor mange?” “Fireogtyve. Det er alvor, Mads!” “Har folk fået deres gage?” “De nye har. Resten siger, at de godt kan vente.” Hun nikkede, men var et andet sted i tankerne og fastholdt sit undersøgende blik på kortene foran hende på bordet. “Vi skal forberede os på at få gæster.” “Gerne. Og helst to hundrede og tooghalvtreds hver aften.” Madsen lagde fingrene på to af kortene. “De her er ikke publikummer.” Han sukkede. Han var igennem årene blevet vant til at skulle hive svarene ud af hende. “Er det godt eller skidt?” “Det er både rigtig godt. Og også lidt skidt.” “Nå! Jamen så er du jo også dækket ind. Hvad der end sker, så får du ret. Så kan jeg sgu også spå.” 15

Variete1.indd 15

24/08/2021 15.46

Deutsch var ikke i humør til hendes gættelege. “Er det noget, jeg skal gøre noget ved?” Hun vendte sig mod ham. “Det kan du ikke. Og det kan jeg heller ikke. Og det er det, der bekymrer mig.” Der lød to hurtige bank, og Laurits åbnede døren. “Mads! Har du…” Han fik øje på Deutsch. “Archie! Lola siger, at der kun sidder tyve?” “Fireogtyve!” “Hvorfor aflyser vi så ikke?” “Fordi vi ikke straffer dem, der er kommet.” “Så hellere straffe os på scenen?” “Sig til, når jeg skal få ondt af dig.” “Archie, for fanden! Hvordan vil du ha’, at folk skal komme, når vi spiller i al hemmelighed? Ingen annoncer. Du tror, det sælger med Mangor på en plakat ude foran. Hans numre er hundrede år gamle. Vi andre prøver trods alt …! Glem det. Det er lige meget.” “Hvis det stadig er det sæbeboblenummer, du tænker på, så glem det. Hvordan skal jeg kunne tætne et fyrre år gammelt teater?” Deutsch smøg sig forbi ham og fortsatte: “Jeg skal ind. Og Mangor står øverst på plakaten, fordi han ikke har nogen fine fornemmelser og kender sin plads!” Laurits spruttede: “Ingen fine fornemmelser? Er du blevet sindssyg? Han har sgu da ikke andet. Mangor er den største krukke, og ved du hvorfor? Fordi han får lov! Derfor!” Deutsch var allerede gået. Laurits lod skuldrene synke. For helvede da også! Det var sådan, det var blevet på det sidste. Det var ikke hans hensigt, men han kom oftere og oftere op at skændes med folk. Archie var god nok. Men han havde også forandret sig. Det havde han sgu! 16

Variete1.indd 16

24/08/2021 15.46

Han var blevet et gammelt, forstokket røvhul, der stadig troede på det bedste i mennesker. Hvor naiv kunne man blive? Arne, scenemesteren, råbte fra scenedøren: “Laurits! Kaj og Ragna er gået på!” Laurits råbte tilbage: “Kommer!” Han vendte sig mod Madsen. “Har du lagt kabale med mine kort?” “Jeg har ikke rørt dem. Jeg har mine egne.” “Hm! Der var bare en joker i. Det plejer der ikke at være.” Han drejede om på hælen og så ikke hendes undrende blik, som hun holdt, længe efter han var væk.

Variete1.indd 17

24/08/2021 15.46

Kapitel 4 KØBENHAVN Juli 1888 De stak ikke ud, som han havde frygtet, men gik i ét med mylderet og alle de handlende på Højbro Plads. De betænkeligheder og den nervøsitet, som Rasmus havde haft forud for mødet med hovedstaden, var forsvundet, da de var steget af toget og havde begivet sig ud i byen. Der var ingen, der tog notits af en mand med armen i en slynge om halsen og en lille dreng, der krampagtigt holdt fast i den vadsæk, manden bar i den anden hånd. Det var en ukendt og faretruende, men også mærkeligt behagelig fornemmelse. At kunne forsvinde i mængden. Rasmus tog kasketten af og nikkede til damen bag den bugnende bunke rabarber. Laurits så på sin far og gjorde det samme. “Undskyld, frøken. Ved De, hvor Larsens Plads er?” Hendes ene bryn røg op i panden, og hun udstødte et lille fnys. “Frøken? Ja, gid det var så vel, kammerat. Til venstre før kirken og så bare ligeud er den hurtigste vej.” Hun kastede armen i den retning, hun mente, og Rasmus takkede. Men kvinden svarede ikke. Hun var allerede travlt optaget af at arrangere de grøntsager, hun havde foran sig. Allerede inden de nåede enden af bygningen, kunne de mærke den kolde luft fra vandet slå imod dem, og da de rundede hjørnet, standsede de uvilkårligt. Synet var overvældende. Travlheden på pladsen, hvor mænd med sækkevogne hastede frem og tilbage imellem 18

Variete1.indd 18

24/08/2021 15.46

strømmen af ankomne hestedroscher og de to landgangsbroer, imens andre trak store læs med tønder og bagage på trækvogne og råbte ordrer og advarsler til alle, der kom på tværs, stod i grel modsætning til grupper af rejseklædte mennesker, der enten stod eller sad roligt afventende på kufferter og kasser. Nogle med tomme, sørgmodige øjne og andre med udtryk af udlængsel og eventyrlyst malet i ansigtet. Som en menneskelig myretue, hvor nogle arbejdede hårdt og mål rettet på fastlagte ruter, mens andre gik forvildet rundt på må og få i et ikke planlagt mønster, og andre igen stod helt stille i håbet om ikke at blive væk. Hverken fra rejsefæller eller sig selv. Og bagest tårnede skibet sig op. Majestætisk lå det og ventede ved kajen. Den gule skorsten i midten pulsede en langsom søjle af røg op i den grå himmel, mens kranen på dækket konstant svingede frem og tilbage og løftede ubegribeligt store kasser om bord i et kæmpenet. Laurits måbede og trak sig ind bag Rasmus. Han kiggede vagtsomt på det enorme, sorte skrog og syntes, han kunne fornemme, at det trak vejret. Skibets langsomme vuggen gjorde det levende. Et stort metaldyr, der heldigvis var bundet til kajen med tykke tov i hver ende. Lige nu duvede det roligt, som om det sov, men hvad nu, hvis det vågnede? Han turde kun kigge på det i glimt, for sæt nu, det pludselig åbnede et par kæmpe øjne og kiggede tilbage på ham. Og hvad kunne der ikke ske, hvis man bandt de enorme knuder op og slap det løs? Rasmus aede ham beroligende på skulderen, mens han stavede sig igennem navnet på stævnen: THINGVALLA. De banede sig vej igennem mængden frem til bygningen med havne kontoret. Rasmus tog sin arm ud af halsslyngen og gemte slyngen i lommen. Han trak skjorten godt ned over armen med forbindingen, inden de gik ind. Indenfor var stemningen en helt anden end ude på pladsen. Personerne i det højloftede lokale med de to lysekroner, der udsendte et varmt orange skær, virkede uberørte af den hektiske aktivitet lige uden for døren. Der var to skranker med rækker af ventende foran. 19

Variete1.indd 19

24/08/2021 15.46

Familier og medrejsende sad tålmodigt på bænkene langs væggene. Nogle læste eller halvsov. En mor med fire børn kiggede fortabt på et punkt foran sig, som forsøgte hun at overskue den altforandrende beslutning, hun selv eller snarere en anden havde taget for hende. At emigrere! Rasmus stillede sig i den ene kø. “Du kan bare sætte dig over og vente.” Han ville tage hånden til sig, men Laurits knugede den og rystede en enkelt gang på hovedet. “Ja, ja. Men det kommer nok til at tage lidt tid.” Manden foran dem vendte sig. “Ja, det er helt sikkert.” Han målte hurtigt Rasmus med øjnene og spurgte: “Skal du også arbejde den af? Rejsen?” “Ja, det stod der, at man kunne.” “Jo, jo. Den er go’ nok. Hvis altså de mangler.” Rasmus nikkede og knyttede den forbrændte hånd et par gange. Der opstod pludselig lidt røre i den anden række. En spinkel mand stod foran billetlugen. “Det kan ikke være rigtigt. Tre lægetjek. Tre, siger jeg Dem. Først her, så på båden og så endelig derovre. Jeg gik igennem dem alle, og alligevel sender De mig tilbage. Jeg talte med Deres kollega, som sad her i går. Jeg forlanger, at rederiet giver mig en billet.” Billetsælgeren rystede træt på hovedet. “Hr. Zachariassen. Vi kan intet gøre. Det er de amerikanske myndigheders suveræne afgørelse.” Zachariassen råbte. “Jeg efterlod min kone og mine børn. Har De selv børn? Så forstår De, hvordan jeg har det. Jeg aner ikke, hvad der blev af dem. Om de overhovedet er sammen. Jeg må og skal tilbage.” “Hr. Zachariassen. De har været her i fire dage nu. De har talt med os alle. Også kaptajnen. Og jeg har fået strenge ordrer til ikke 20

Variete1.indd 20

24/08/2021 15.46

at udlevere nogen billet til Dem, medmindre De betaler. Og hvis De ikke forføjer Dem nu, må jeg få ordensmagten til at fjerne Dem. Næste!” Zachariassen brød ud i gråd. “Hvordan skulle jeg kunne skaffe nok til endnu en billet?” Han vendte sig og gik grædende ud af køen. Den hvidhårede billetsælger råbte: “Næste!” Zachariassens intermezzo havde ændret stemningen i lokalet. Ingen læste mere, og alle var vågne og opmærksomme. Et par mænd hjalp den hulkende Zachariassen hen på bænken ved siden af moderen med de fire børn. Da han fik øje på familien, stønnede han højlydt: “Åh Gud! I må ikke tage dem med. Man kan ikke være sikker på, at hele familien kommer ind.” En af de hjælpende mænd spurgte: “Hvad skete der?” “Det er så forfærdeligt. Vi ankom efter to uger på havet. Vi faldt på knæ på dækket, da vi så den kæmpestatue af Frihedsgudinden uden for havnen. Men efter undersøgelsen hos lægerne i havnen blev vi sendt ud af hver vores dør. Min hustru ud af en dør, hvor der stod “B”, og pigerne ud af én, hvor der stod “C”, og jeg selv ud, hvor der stod “A”. Jeg har ikke set dem siden. De sendte mig tilbage efter syv dage.” Zachariassen knækkede sammen, som om han havde stærke mave smerter. Han rokkede kraftigt frem og tilbage og udstødte nogle dybe støn. De omkringstående kiggede uroligt på hinanden. Utrygge ved ham. To mænd kom ind i lokalet og gik frem til billetlugen. Billet sælgeren gjorde et kast med hovedet, hvorefter de to gik hen og tog Zachariassen under armene og slæbte ham ud af bygningen. “Næste!” Den hvidhårede billetsælger råbte igen: “Næste!” Rasmus vendte sig og opdagede, at det var blevet hans tur. Han 21

Variete1.indd 21

24/08/2021 15.46

gik langsomt hen til billetlugen. Laurits slap ikke hans hånd. Den hvidhårede skulede olmt tilbage på Rasmus, da han spurgte: “Hvornår sejler den?” “I morgen klokken 16.00.” Rasmus sank en klump. Han stirrede på billetsælgeren og kunne pludselig se, at han svedte. “Skal I med eller hvad?” “Av!” Laurits havde trukket hånden til sig. “Du klemte mig alt for hårdt, far!”

Variete1.indd 22

24/08/2021 15.46

Kapitel 5 De havde gået i næsten to timer, da Rasmus standsede og åndede lettet op. Han havde været nervøs for ikke at kunne finde det. Det eneste, han vidste, var, at Emilies bror, Manfred, var urmager og boede i noget, der hed Smallegade. Han blev stående med Laurits i hånden og kiggede over på butikken på den modsatte side af den brede vej med det, i hans øjne, misvisende navn. På hele turen fra Larsens Plads havde han vaklet i sin beslutning. Men han havde ikke kunnet gøre andet. Han var trådt ud af køen foran billetlugen, havde løftet Laurits op med den raske arm og krammet ham hårdt. Den hvidhårede billetsælger havde foragteligt rystet på hovedet og råbt: “Næste!” Uden for havnekontoret havde han hurtigt sat Laurits ned igen. Selvom det var tre uger siden, var brandsårene langtfra helet, og han var stadig så svag, at han kun med nød og næppe kunne løfte Laurits’ næsten tyve kilo med en arm. Skulle han alligevel have lyttet til dem på Rasted Sygehus? Om morgenen efter branden havde de åbenbart kørt ham de femogtyve kilometer til Rasted. Han havde været bevidstløs det meste af tiden og erindrede kun svagt nogle enkle opvågninger. De havde fyldt ham med urter og en ikke ringe mængde hjemmebrændt alkohol. Da han, på den fjerde nat, var vågnet i den fælles sygestue og for første gang var kommet lidt til sig selv, havde han fundet Laurits liggende på et tæppe under den briks, som de havde givet ham. Han havde lagt sig ned til drengen og havde hulket sig i søvn med armene 23

Variete1.indd 23

24/08/2021 15.46

om ham. Den næste morgen havde han været som forandret. Han havde taget sin beslutning. Han ville væk. Væk fra alt det, der mindede ham om ulykken og om Lolland. Væk fra smerten. Han ville fysisk fjerne sig fra chokket og rædslen, som hver nat rev og flåede i ham i ulidelige mareridt. Væk fra de ydmygende ansøgninger om tilfældigt arbejde, hvor han oftere og oftere var blevet vraget til fordel for polakkerne. Helt oppe på Møn havde han været, men altid var svaret det samme. Han ville væk fra den evige, kvalmende søde stank af røgen fra sukkerfabrikken, der hang over stedet, og som de sagde lugtede af penge. Men først og fremmest væk fra alt, der mindede ham om Emilie og børnene. Han havde rystet på hovedet, da de havde spurgt ham, om han ville med til begravelsen. Der ville blive en kort ceremoni, havde de sagt. Han havde bidt tænderne sammen og havde ikke kunnet udholde tanken om at skulle begrave hende og de seks børn. Da han fortalte plejerne på sygehuset om sine planer, var de blevet tavse og havde vendt sig bort. Stuekonen, der havde skiftet deres forbindinger og madet dem, havde sagt, at han var alt for afkræftet til sådan en tur. Ikke bare fysisk, men også i sindet, men Rasmus havde affejet hende. Men måske havde hun haft ret. Ikke nok med, at Rasmus kunne mærke, hvor få kræfter han faktisk havde. Han havde også været helt uforberedt og alt for modtagelig for Zachariassens historie og havde fået et regulært chok, da han hørte den. Han havde ikke anet sine levende råd, da de igen stod uden for havnekontoret. I et forsøg på at skjule sin rådvildhed havde han sat sig på hug foran Laurits, havde pjusket ham i håret og sagt: “Kom! Jeg har en ide!” Og så var de gået.

Variete1.indd 24

24/08/2021 15.46

Kapitel 6 Rasmus havde kun mødt sin svoger, Manfred, og hans kone, Rita, én gang, og det var femten år siden. De havde været med til hans og Emilies bryllup i Sakskøbing og havde overnattet på hotellet, og der var blevet taget et fotografi af hele selskabet, hvor de havde stået i baggrunden. Manfred havde været den højeste på fotoet, og Rita havde nået ham til midt på overarmen. En lille klokke ringede over døren, da Rasmus åbnede den og gennede Laurits indenfor i Keilings urmagerbutik. Der var ingen mennesker i det otte kvadratmeter store butiks lokale. Urene på hylderne og i de tre glasmontrer, der også udgjorde butiksdiske, tikkede stædigt i utakt og fik, helt paradoksalt, tiden til at stå stille. Som om tilstedeværelsen af flere forskellige ure ophævede enhver form for udmåling af tid. En dame med håret i en stram knude i nakken kom frem fra et bordeaux forhæng i hjørnet og ud i butikken. En svag trækning i hendes ansigt afslørede, at hun med det samme havde bedømt de to kunder foran hende til at være “ikke købedygtige”. “Godeftermiddag. Kan jeg være behjælpelig?” “Goddag, Rita! Det er Rasmus. Rasmus Larsen! Manfreds svoger fra Lolland. Det er min søn, Laurits. Vi har været ude for en ulykke.” Rita Keilings læber skiltes langsomt, mens hun stirrede på dem. Så vendte hun om på hælen og forsvandt bag forhænget uden et ord. Efter femten sekunder bøjede Manfred Keiling sit lange korpus frem gennem forhænget og kom ind i butikken og rettede sig op. Den

Variete1.indd 25

24/08/2021 15.46

høje, sorthårede mand med fuldskæg og pincenezbriller i en snor om halsen lagde begge hænder på disken og lænede sig frem: “Rasmus?” Rita kom tilbage fra køkkenet, mens hun tørrede øjne i et lommetørklæde. Manfred sad rank og kiggede alvorligt på de to gæster, der spiste kartoffelsuppen i stilhed. Småsnøftende satte Rita sig ved bordet igen. “Det var dog forfærdeligt! Det var dog en forfærdelig historie!” Manfred sendte hende et blik, der fik hende til nervøst at rejse sig igen og forlade stuen. Da hun var ude, vendte han hovedet mod Rasmus: “Hvor længe?” Rasmus lagde skeen og tørrede sig om munden. “Et halvt år. Højst syv eller otte måneder.” Manfred fortrak ikke en mine. Rasmus lænede sig mod ham og sænkede stemmen. “Manfred! Det er …..” Han gik i stå. Hans blik havde fanget Laurits, der ikke spiste længere, men bare sad og stirrede ned i bordet. Drengen trak vejret i små hektiske stød og var tydeligt utilpas. Rasmus rakte ind over bordet og lagde en hånd på Laurits’. Han smilede til ham og sagde: “Manfred! Må Laurits ikke se alle urene? Manfred holdt forhænget for dem og tændte lyset i butikslokalet, mens de gik rundt om disken. Rasmus gjorde sig fri af Laurits’ svedige drengehånd, der klamrede sig til hans. Han satte sig på hug ved siden af ham foran et lille træbord med forskellige ure. “Se, Laurits! Er de ikke flotte?” Rasmus kunne godt selv høre, at han lød overdrevent livlig og glad. Han følte sig pludselig overvåget. Manfred stod i hjørnet ved forhænget og betragtede dem dystert. Forretningen fremstod helt

Variete1.indd 26

24/08/2021 15.46

anderledes nu, hvor det var aften, end da de var ankommet. Som et akvarium, med alt for meget lys, hvor alle udefra kunne betragte ham, som han sad der. Udsat. Uformående. En far med sin søn ved sin side. Men en søn, han ikke vidste, hvordan han skulle tale med. Det kom bag på ham, at han lød så akavet, men dette var ikke hans gebet. Det var Emilie, der var den, der trøstede børnene. Sådan havde det altid været. Tanken om hende fik ham næsten til at miste balancen, og han måtte støtte sig til gulvet med hånden. Han tog et tag i sig selv. “Se det her! Det behøves aldrig at trækkes op. Er det ikke fint?” Han tog et lille solur i lyserødt marmor og rakte det til Laurits. “Man stiller det i solen, og så kan man se, hvad klokken er.” Laurits kiggede mut, mens han vendte og drejede soluret i hånden. Rasmus rejste sig. “Hvad koster det solur, Manfred?” Rasmus lagde tæppet over ham og forsøgte at få Laurits til at lægge sig ned, men drengen blev siddende op i sofaen med soluret i hånden. Laurits rørte ved den lille metalplakette, der var fastgjort på soklen. “Hvad står der?” Rasmus tog uret. “Gør som jeg. Tæl kun de lyse timer.” Han stillede soluret fra sig. “Godnat!” De kiggede på hinanden i den mørke stue. Rasmus undrede sig, som så mange gange før, over de store, spørgende barneøjne, der alligevel så så voksne og erfarne ud, at de aldrig ville behøve at spørge om noget. De kendte jo allerede alle svarene, så det ud til. Han skulle til at rejse sig, da Laurits’ ansigt gik i opløsning, og han klyngede sig ind til ham og græd.

Variete1.indd 27

24/08/2021 15.46

“Så, så! Så, så, Laurits!” – var det eneste, han kunne finde på at sige. “Så, så!” De sad længe. Tæt omslyngede i den fremmede stue. Vuggende roligt frem og tilbage indtil Laurits’ hulken endelig stilnede af og var blevet til en sporadisk hiksten. Stilheden, der fulgte, var en befrielse. Rasmus følte sig pludselig lettere til mode. De overvejelser, han havde haft, om, hvor meget han skulle fortælle Laurits om rejsen og indvie ham i sine planer, var ikke så påtrængende længere. Han havde ikke fortalt Laurits om turen og havde holdt både samtalen og drengen lidt på afstand. Et barn i den alder? Hvor meget ville han forstå? Men som de sad der, mærkede Rasmus en ny følelse brede sig i kroppen. En ny samhørighed med sin femårige dreng. Den skæbne, som han indtil nu havde troet kun var hans, indså han nu skamfuldt, at de jo delte. Laurits’ gråd havde visket al forstillelse og fortielse væk. Den havde skabt det frirum imellem dem, som han selv havde haft så svært ved at finde. Han bøjede hovedet ned mod sin søns øre og hviskede: “Det tager ikke så længe. Jeg er tilbage, før du tror det.” “Men hvad nu, hvis du aldrig kommer igen?” “Det gør jeg. Det lover jeg. Det lover jeg!”

Variete1.indd 28

24/08/2021 15.46

Kapitel 7 HVIDBJERG, JYLLAND Oktober 1910 På scenen var ægteparret Kaj og Ragna ved at afslutte deres komiske duet. Midt i den afrikanske jungle var storvildtjægeren Kaj blevet forelsket i Ragna, der, som den lokale stammedronning, var sminket kulsort i ansigtet. Laurits gik hen til oversavningskassen, der stod klar i mørket på scenen lige bag jungletæppet. Han tjekkede, at de kunstige fødder var på plads i metalklemmen, så de ikke kunne ses af publikum, før han selv udløste mekanismen, der fik dem til at svinge ud af kassen. Det var hans egen ide at optimere den effekt. Arne havde bygget kassen, så den passede præcis til Lola, og han havde været imponeret, da Laurits foreslog forbedringen. “Godt tænkt, Laurits!” havde han sagt. Laurits kiggede rundt på den mørke bagscene og på hver eneste velkendte detalje. De tre gulvlemme, træk nummer syv, der hang skævt, døren ud til Arnes værksted, den lille trappe ned til orkestergraven, hvor alle bankede hovedet imod gulvplanken, første gang de gik ned. Bagscenen! For et par år siden havde han diskuteret netop bagscenen med Kaj. De havde været rygende uenige. Laurits havde hævdet, at bagscenen var netop bagsiden af medaljen! Alt det, som publikum ikke måtte se. Det umalede, det beskidte, det lurvede og trøstesløse. Et 29

Variete1.indd 29

24/08/2021 15.46

nødvendigt onde for at komme ind på scenen, hvor man kunne stråle og vise sig frem fra sin mest betagende side. Kaj havde dengang smilet overbærende. “Bagscenen er et limbo. Overgangsstedet, når man kommer fra den larmende garderobegang, og inden man går videre ind i selve rampelyset. Det ene skridt, fra kulissen og ind på de såkaldt skrå brædder, der adskiller én fra den meditative koncentration på bagscenen til den larmende eksponering foran publikum. Inde på scenen taler man højt og tydeligt. På bagscenen hvisker man og kan være sig selv.” Laurits kunne stadig genkalde sig fornemmelsen af uro, da Kaj havde taget ham om skuldrene og sagt: “Men det kræver selvfølgelig, at man kan holde sig selv ud.” Laurits havde følt sig underligt ramt og havde ikke kunnet svare, men Kaj var bare fortsat: “Det kommer, når du bli’r voksen. Så forstår du, at bagscenen er vores. At den er din og ingen andres.” Det var der i hvert fald en vis sandhed i. Der kom kun sjældent uvedkommende på bagscenen. Publikum på scenen var ikke noget særsyn. Både han selv og mange andre artist er havde igennem tiderne hevet tilfældigt udvalgte op fra salen som medhjælpere i forskellige numre. Disse havde oftest følt sig som fisk på land og havde længtes efter at komme tilbage til mørket nede på tilskuerpladserne. Men på bagscenen befandt sig kun mennesker, der havde noget at gøre der. Hvis der, helt uvant, var fremmede, virkede de altid malplacerede, og følte sig om muligt endnu mere utilpasse her end inde på scenen. Kaj havde også altid bare trukket på skuldrene ad den gængse opfattelse, der hævdede, at det var scenen, der var teaterets ansigt. At det var her, magien skete. “Det er for så vidt rigtigt, og det må folk gerne tro. Men bagscenen er teaterets hjerne og hjerte. Det er her, ideer bliver født, tanker bliver udtænkt, og det er her, forberedelserne ligger.

Variete1.indd 30

24/08/2021 15.46

Det er her, man beslutter, hvornår lyset bliver tændt, hvornår tæppet skal gå op, og også, hvornår det skal gå ned igen.” Nu, hvor han stod der i mørket, var han måske ikke så uenig, som han havde været. Han havde selv været duknakket af ærefrygt, første gang han fik lov til at opholde sig i kulissen under en forestilling. Det var femten år siden … Han afbrød sin tankeflugt og rystede på hovedet. Han forbandede sin sentimentalitet. Ja, ja! Femten år! Men nu skulle han væk. Han sukkede. De ville ikke kunne forstå det. Han kunne høre Andy dirigere orkesteret frem til det store crescendo. Ud over Andy på klaver bestod kvartetten af Melchior på violin, Henry på bas og den blinde Sinclair på trommer. Århh, for helvede! De skulle også have det at vide. Der var mange, han skulle sige farvel til. Men det var den rigtige beslutning – det var det! På scenen var Kaj nu blevet bundet til en palme af de indfødte, men var ikke mindre forelsket af den grund. Deutsch og Lola stod i kulissen og fulgte med i dramaet. Det samme gjorde teaterets faste brandmand, Axel Dam, når han ikke kiggede stjålent på Lola. I modsatte side stod scenemesteren, Arne, klar til at sænke tæppet, når junglenummeret var færdigt. Laurits lod blikket hvile på Deutsch. Den femogtresårige teater direktør var en lille kompakt mand med et vemodigt ansigt og til tagende måne under den sirlige frisure. Han var i de fleste af livets henseender godmodigheden selv. Smilende, venlig og udadvendt. Men Achibald Deutsch var også en terrier. Hvis nogen kom imellem eller ligefrem truede Apollo Teateret eller nogle af dets ansatte, så veg han ikke tilbage for noget som helst for at beskytte hverken sine nærmeste eller teaterets overlevelse.

Variete1.indd 31

24/08/2021 15.46

Laurits sukkede. For det var lige nøjagtig det, han havde tænkt sig at gøre. True Apollos eksistens. Han ville forlade stedet, og Deutsch ville med garanti opfatte det som en krigserklæring. Deutschs ord ringede for hans indre øre. “Mangor står øverst på plakaten, fordi han ikke har nogle fine fornemmelser og kender sin plads!” Det var længe siden, nogen havde sagt: “Godt tænkt, Laurits!” Hele den afrikanske stamme, der bestod af to statister, lå på knæ med armene strakt ud foran sig og tilbad den bagbundne Kaj. Han var begyndt at jodle, hvilket åbenbart var det, der skulle til. Dronningen overgav sig. Hun rejste sig fra sin bambustrone og udstødte nogle uforståelige ordrer. Kaj blev løsladt, blev sat på tronen ved hendes side og fik en sivkrone på hovedet. Sinclair gungrede løs på stortrommen, og Arne lod langsomt tæppet falde. Deutsch gik på scenen og takkede for bifaldet, der allerede var hørt op. “Ærede publikum! Læn Dem tilbage, og nyd for en kort bemærkning, at De ikke skal bekymre Dem om den grå hverdag med alle de problemer og trakasserier, som virkeligheden byder os. Tænk at kunne lave den om. Virkeligheden. Er det ikke det, vi alle drømmer om en gang imellem, når livet går os imod? Få ting til at forsvinde! Reparere det ødelagte. Sætte ting – eller mennesker – sammen, der er gået i stykker eller måske ligefrem savet over! Få vores drømme til at gå i opfyldelse ved hjælp af ... Ja! Trylleri! Jeg giver jer – magi i verdensklasse. For her kommer den uforlignelige Laurits Larsen!” Tæppet gik op, og lyset ramte ham. Han gik storsmilende frem til de fireogtyve. Han bukkede, hvorved hans hoved røg af. Han greb det i sine hænder i hoftehøjde. “Undskyld! Jeg tabte vist hovedet.” En dame på ottende række udstødte et forskrækket hvin. Ellers 32

Variete1.indd 32

24/08/2021 15.46

var salen tavs. Han skyndte sig at sætte hovedet på plads på halsen. Andy slog an på flygelet, og Melchior fulgte trop på violinen. Laurits smøgede ærmerne op og fremviste sine tomme hænder. Ud af det blå fremtryllede han en blomst, og så én til – og én til, indtil han stod med en buket hvide og blå papirblomster. Et yngre par midt i salen rejste sig, krabbede sig ud fra rækken og forlod salen. Laurits bed tænderne sammen. Hva’ fanden bildte de sig ind? Han anstrengte sig for ikke at lade sig distrahere. Det lykkedes kun delvist. Der sad et ældre par i sidelogen, helt tæt på scenen. Han gik over til parret og rakte papirblomsterne til kvinden. Besværet med at fremstille en ny buket til hver forestilling var det hele værd. Folk huskede sådan noget, så det havde han altid gjort. Foræret blomsterne væk. Også den aften for elleve år siden, da hun havde siddet i logen. Selvom hun havde siddet helt stille, havde han med det samme lagt mærke til hende. Hun havde siddet med blussende kinder og skinnede øjne og været fuldstændig henført af hans optræden. Da han havde grebet pistolkuglen imellem tænderne, havde hun, med et lille skrig, holdt sig for munden. Og da han havde givet hende papirbuketten, var hun blevet ildrød i hovedet. Hun havde presset sig langt tilbage i sædet og lignet én, der mest havde lyst til at kravle i et musehul. Hun havde været det smukkeste, han nogensinde havde set. Det var først, da manden lænede sig frem og sagde: “De er en sand mester, hr. Larsen!” at det gik op for Laurits, at han ikke havde sluppet blomsterne endnu. Han skyndte sig at aflevere buketten og køre oversavningskassen frem, hvorpå han præsenterede Lola. En gruppe herrer piftede og klappede, da hun gjorde sin entré. Laurits kunne se, at de var berusede.

Variete1.indd 33

24/08/2021 15.46

Kapitel 8 Andy satte i med en touche på klaveret, og Arne sænkede det røde fortæppe, mens Deutsch storsmilende annoncerede femten minutters pause. Laurits trådte et skridt tilbage for ikke at få tæppet i hovedet. En af de ting, som han normalt gjorde automatisk, men som han i dag pludselig tænkte over. Han blev stående et øjeblik lige bag tæppet og blev ramt af dets hengemte lugt. Det var sikkert aldrig blevet hverken vasket eller renset. Hvordan skulle man også kunne det? Med den størrelse? Lola kom hen til ham. Han vidste, hun ville prøve at sige noget opmuntrende. “Sikke en flok røvhuller, hva’? Hvor mange tror du, der bli’r efter pausen?” Han trak bare på skuldrene. De kom ind på garderobegangen, samtidig med at Mangor kom ud fra garderoben ved siden af Laurits’ og omhyggeligt lukkede døren efter sig. Han var en korpulent herre iført et gråt kjolesæt over en rød vest, der fremhævede mavens størrelse. Hans sparsomme krøller var forsøgt tæmmet med hårcreme og trukket i strimer hen over issen, og det kødfulde ansigt var kraftigt sminket med både mascara, kind- og læberødt. Mageløse Mangor, med det borgerlige navn Mogens Svendsen, Apollo Teaterets tankelæser, eller mentalist, som han selv yndede at betitle sig, pressede læberne sammen og kvalte en bøvs. Laurits så med det samme det fortinnede udtryk i hans røde øjne. Mangor smilede svedent. 34

Variete1.indd 34

24/08/2021 15.46

“Nå! Fik I varmet dem op?” Laurits kantede sig forbi ham uden at hilse, men Lola blev fanget. Mangor spærrede vejen for hende og ville kindkysse. Laurits hørte hende vrænge: “Du stinker af gin!” inden han lukkede sin dør. Han smed jakken, kastede sig omkuld på briksen og kiggede op i loftet. Den gamle vandskade på det gulnede loft lignede en kyststrækning på et landkort. Så Amerika mon sådan ud? Han lukkede øjnene og forestillede sig en fyldt sal med tusind mennesker. Scala! Jo før, jo bedre. Melchior åbnede døren uden at banke på. Selvom han og Laurits var lige gamle, så lignede Melchior stadig en sekstenårig. Det sorte bølgede hår, det uskyldige drag om munden og de dunede kinder gav hans drengede ansigt et tilforladeligt, lidt usikkert udtryk, som han selv var irriteret over. Hans stædige forsøg på at gro et overskæg var en ulige kamp mod den manglende skægvækst. Det lignede i bedste fald en snavset skygge under næsen. “Du havde lukket?” Laurits sprang op, hev ham ind og lukkede døren igen. “Ja! Jeg trængte til lidt ro. Sæt dig ned.” Melchior lagde violinen på bordet og satte sig. “Det er sgu da de færreste, vi har haft, ikk’? Det kan man da kalde arbejdsro.” Laurits skævede hurtigt til ham. Hvor skulle han begynde? Han kunne jo stadig ændre mening. Han kunne lade være med at sige noget. Vente til et bedre tidspunkt. Lige nu følte han sig som en romersk kejser, der kunne vende tommelfingeren op eller ned efter behag. Bevare status quo eller gøre sin ældste ven ulykkelig. Melchior tændte en cigaret. “Hvad skete der med blomsterne?” “Hvad mener du?” 35

Variete1.indd 35

24/08/2021 15.46

“Foldeblomsterne! Da du skulle give dem til hende damen. Du var helt væk!” “Gu’ var jeg da ej.” “Det var du da. Jeg troede, du var blevet syg eller noget. Du stod bare og gloede forelsket på hende den gamle i logen.” “Forelsket! Hold dog kæft. Det har sikkert været tømmermænd!” “Ja, det kan du bilde mig ind. Jeg skred fra havnekroen kvart over to, og der var du verdensmester. Du var begyndt at trylle for fiskerne, der blev ved med at hælde snaps på dig. Du var ikke til at styre. Du havde det der dødsudtryk. Som om du ville drikke dig ihjel.” Laurits forsøgte at smile. “Det var selvfølgelig en mulighed, selvom Mangor sikkert vil påstå, at det også var hans ide.” Melchior lo. “At drikke sig ihjel? Fanden heller.” “Jo, han mener, alt er hans ide.” “Er han begyndt igen?” “Han er aldrig holdt op. Og hver gang han har en skid på, skal jeg høre om, hvordan han har opfundet mig.” “Nåh! Jamen det har han jo også, på en måde. Du startede jo som hans assistent.” Laurits bed ham af. “Begynder du nu også? Tre måneder hjalp jeg ham. Siden har jeg sgu da været min egen. Jeg har fandeme lært mig selv det hele. Fra bunden. Mangor, han ku’… han ku’ optræde med nummeret ‘Halvt menneske – halvt gin.’ Det har han opfundet.” Melchior rynkede brynene. “Du kan sagtens blive vredere, hvis du anstrenger dig lidt.” “Undskyld! Melchior, hør her!” Arne gik forbi ude på gangen og ringede med en klokke, mens han råbte. “Fem minutter!”

Variete1.indd 36

24/08/2021 15.46

Melchior knipsede gløden af cigaretten med tommel- og pegefinger og lagde den halve cigaret tilbage i pakken. “Du skal ikke tage dig af Mangor.” “Det gør jeg heller ikke.” Laurits tog en dyb vejrtrækning. “Jeg rejser!” Melchior nikkede og tog violinen. “Godt!” Laurits stirrede på ham. “Hørte du ikke, hvad jeg sagde?” “Jo. Og det er det eneste rigtige. Han er en gammel, misundelig idiot. Og det vil han være, til han dør. I hans øjne vil du aldrig kunne gøre noget rigtigt. Du vil altid være knægten, som han lærte op. Men han når dig ikke til sokkeholderne. Og det ved han godt. Derfor hader han dig.” Melchior åbnede døren for at gå, men Laurits smækkede den i igen for næsen af ham. Han sænkede stemmen til en hvisken. “Melchior! Jeg rejser!” “Rejser?” Laurits pegede på væggene og viste med hænderne, at han skulle dæmpe sig. “Hvorhen?” “Til København. Til Scala.” “Scala?” “Ja! Hvis de vil ha’ mig. Alle de store kommer derfra. Ferdinand Frogner! Han startede på Scala. Nu er han i Paris. Ved du, hvad de betaler? Der kan sidde over tusind mennesker.” “Jamen – jeg forstår ikk’ ... rejser – væk? Hvorfor?” “Fordi jeg er ved at blive kvalt her. Kan du ikke se det? Det er et provinshul, det her. Der kommer aldrig til at ske noget her. Og så fordi jeg kan. Jeg kan sagtens slå igennem i København. Er det så forbudt at ville være den bedste?”

Variete1.indd 37

24/08/2021 15.46

“Næh, men …” “Jeg vil være berømt og rig. Jeg vil sgu ikke spille for fireogtyve. Jeg vil være et sted, hvor man værdsætter mig.” “Det gør vi da også her.” “Tfff! Der er ikke en kæft, der ville løfte et øjenbryn, når jeg er væk.” “Det passer ikke.” “Nej, du ville måske, men de andre. De har nok i sig selv.” Melchior rystede på hovedet. “Har du sagt det til Mads?” “Ikke endnu. Hun vil gøre alt, hvad hun kan, for at jeg skal blive. Og det er ikke så lidt. Så du skal ikke sige noget!” “Nej, nej. Men hvad med penge?” Laurits tog den kinesiske æske på bordet. Han trak skuffen i æsken ud. Den var tom. Så lukkede han skuffen og åbnede den langsomt én gang til. Melchior spærrede øjnene op. Han var helt uimponeret af en kasse med dobbelt bund. Dem havde Laurits vist ham mange af. Det var indholdet, der fik ham til at måbe. “Hvor har du dem fra?” “Mangor fik bank i mausel.” “Hvor mange er der?” “Firs kroner.” “FIRS KRONER?!!” “Schyyyy, for helvede! Du er den eneste, der ved det. Og du tier stille.” Melchior gloede på pengene og så på Laurits. Han ville sige noget, da Arne ude fra gangen råbte: “To minutter!”

Variete1.indd 38

24/08/2021 15.46

PRESENTATION ONLY - NO PRINT!

SØR EN PIL M A R K

Roman

(f. 1955), skuespiller, instruktør og forfatter, er uddannet på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1977. Han er desuden en passioneret tryllekunstner og musiker, og siden 1991 har han været

LAURITS og VALDEMAR

FRA DEN LILLE VARIETÉ APOLLO TEATRET

kortfilmen Helmer & Søn, der blev nomineret

til en Oscar. I 2005 udkom biografien Søren Louis Pilmark,

skrevet af Kirsten Jacobsen. Søren Pilmark

LAURITS VALDEMAR

er ridder af Dannebrog og gift med Susanne Pilmark. Sammen har de tre børn og er bosiddende i København. Varieté – Laurits og Valdemar er hans første roman.

ISBN 978-87-400-7096-5

politik ens for l ag

om sl ag: si mon l i l holt

imperiet