Tror vi på Gud, mor?

Olsson fik at vide, at hendes dengang femårige datter lider af en uhelbredelig, arvelig sygdom. Den vil på få år gøre hende handicappet og afhængig af en kørestol. Pernille Glavind Olsson var langt henne i sin anden graviditet og skulle sammen med sorgen Foto: Ulrik Jantzen

også tackle angsten for, om det kommende barn ville lide samme

Med rå ærlighed, humor og poesi beskriver hun i Tror vi på Gud,

mor?, hvordan drømmene om fremtiden viskes ud og langsomt erstattes af en ny forestilling om, hvordan det perfekte liv ser ud.

Undervejs på den personlige rejse hudfletter hun alt fra Gud, død, parforhold, handicap og gangstativer til hunde, toiletsnak, yoga

Jeg drøvtygger sorgen, gylper de maltrakterede drømme og smadrede håb op for at sluge det hele igen. Samtidig gemmer jeg som en anden hamster noget i kindposerne til ­senere. Jeg kan alligevel ikke rumme det fulde omfang af mit liv. Jeg har forsøgt.

Det er umuligt. De mørke tanker har formet sig som skyer over mit hoved, som jeg er ved at lære at leve med. Jeg kan sågar til tider bilde mig ind, at skyerne gør udsigten

og chokoladeboller.

mere kontrastfuld og dermed

Tror vi på Gud, mor? handler om at være udsat og føle sig ensom i en tid, hvor vi ikke skilter med vores svagheder, men også om hvordan man i et livsforandrende kaos finder styrke og indsigt, lærer at leve i nuet og at glædes over de små øjeblikke.

978-87-400-2258-2

Politikens Forlag www.politikensforlag.dk

P e r ni l l e G lav ind O ls s on

Pernille Glavind Olsson (f. 1975) er cand. mag. i dansk og teatervidenskab fra Københavns Universitet, har arbejdet som journalist på Forlaget Benjamin og siden 2006 på Jyllands-Posten. Hun har tidligere skrevet børne­bogen Sjuske Dorte og mysteriet om de forsvundne høns (2014).

skæbne.

Tror vi på Gud, mor?

Livet gik i opløsning den dag i november 2011, da Pernille Glavind

smukkere.

Forleden talte jeg med min kusine, som selv har oplevet en del modstand i livet. Da jeg kom ind på, hvor hårdt mit liv kommer til at blive, sagde hun, at det snarere vil

? r o m , d u G å Tror vi p

blive dybt.

Det ramte mig.

Pernille Glavind Olsson

Forside: Julie Nord illustration farvelagt

Politikens Forlag

af Pernille Glavinds ældste datter.

Tror vi p책 Gud, mor?

Pernille Glavind Olsson

Politikens Forlag

2016027_Tror vi INDHOLD_140x210.indd 3

16/03/16 13.18

Forord

Bogen er baseret på mine dagbogsnotater og min personlige oplevelse af de hændelser, som min familie har været igennem.

Jeg har tilstræbt at være åben og ærlig igennem hele skriveprocessen, og undertiden har jeg været skræmt og flov over mine egne ord og overvejelser. Men jeg har insisteret på at være så gennemsigtig som muligt, fordi jeg – inspireret af Jean-Paul Sartres ord – tror, at vi kun kan opløse det mørke, vi har inden i os selv, ved at være gennemsigtige over for andre.

Jeg har valgt at give vores børn samt de nævnte læger og psyko­loger i bogen fiktive ­navne. Alle, som spiller en vigtig rolle eller indgår med eget navn, har læst de relevante uddrag.

Pernille Glavind Olsson, maj 2016

Jeg spejder ikke længere efter horisonten.

Jeg er optaget af de sten, der ligger for mine fødder.

De tunge, de skarpe, de smukke.

2016027_Tror vi INDHOLD_140x210.indd 5

16/03/16 13.18

1.

Sally løber rundt i salen med armene ud til siden og laver propel­lyde med blafrende læber. ”Kom så, unger, ind og stå i en rundkreds.”

Gymnastiklæreren, en høj fyr, der læser idræt på universitetet, har sine sædvanlige, korte shorts på. Sally løber hen til en af de andre piger, der allerede står klar, og tager hende i hånden.

Jeg stiller mig ude i siden sammen med en anden mor, som jeg har småsludret med et par gange i løbet af sæsonen. Vores piger har ofte insisteret på at lege videre på skolens legeplads, hvor vi har delt en figenstang eller en riskiks mellem dem. Vi har fundet ud af, at vi har læst sidefag på humaniora samtidig, men hun virker ældre end mig med de kraftige grå stænk i pagehåret og sine elegante jakkesæt. Indimellem har vi grinet ad den unge lærers forsøg på at banke disciplin ind i ungerne, hvis myldrende ulydighed han tydeligvis ikke har den store, pædagogiske erfaring med at tackle.

Selvom Sally med sine fem år er en af de ældste på holdet, har hun været en af dem, der har skabt uro i geledderne. Også i dag begynder hun efter de første indledende opvarmningslege at miste koncentrationen. ”Sally, du skal stille dig op i køen sammen med de andre børn. Sally, hører du?” siger gymnastiklæreren, da de har rullet måtten ud. ”Han har virkelig fået sin sag for,” hvisker jeg til moren og drikker en tår af den vandflaske, jeg har med til Sally.

7

2016027_Tror vi INDHOLD_140x210.indd 7

16/03/16 13.18

Jeg har lyst til en caffe latte og tænker, at vi kan cykle forbi bageren på vej hjem og købe kaffe og rugbrød til frokosten. Sally har endelig stillet sig op i køen, men kort tid før det bliver hendes tur til at gå på alle fire som en krabbe ned ad måtten, driver hun ubemærket ud til siden igen. ”Du ved godt, at du ikke må lege ved redskaberne, Sally, ­hører du?” råber læreren nu irriteret.

Hun har stillet sig op ad trampolinen i hjørnet, men trisser tilbage i køen. ”Sally er virkelig træt. Hun har haft en veninde sovende, og de faldt først i søvn 21.30,” siger jeg til moren. ”Hvor hyggeligt, det er Naja slet ikke begyndt på endnu.” ”Det er også kun anden gang. Det var faktisk Sally, der havde sværest ved at falde i søvn,” siger jeg.

Vi betragter ungerne, der er i gang med at træne kolbøtter.

Nogle­lettere kluntede, andre spændstige og snorlige. ”Hænderne og panden på måtten. Rund ryggen. Sæt af. ­Super!” lyder det fra gymnastiklæreren.

Da det bliver Sallys tur, bøjer hun i knæene og ruller med blød krop skævt rundt og ender med numsen uden for måtten.

Hun bliver siddende. Den næste i køen, en kraftkarl af en treårig knægt, ruller forbi hende i høj fart.

Jeg bliver irriteret, for jeg ved, at hun sagtens kan slå en proper kolbøtte. Vi har øvet dem dagligt på stuegulvet i en længere periode. Samtidig får jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke sørgede for, at hun faldt i søvn noget tidligere aftenen før. Jeg skæver over til moren, der også iagttager Sally. Idet hun vender ansigtet mod mig, spørger hun: ”Hvad er der egentlig galt med din datter?”

Lydene i salen forsvinder et kort øjeblik, mens jeg ser Sally rejse sig og med slingrende skridt lunte tilbage i køen. Der lyder­

8

2016027_Tror vi INDHOLD_140x210.indd 8

16/03/16 13.18

et dumpt brag, da læreren vælter en stor, grøn madras ned på gulvet. Jeg står i strømpesokker med ryggen mod ribben og aner ikke, hvad jeg skal svare. Sally standser midt i en løbeleg. Som en trækfugl, der forlader flokkens formation, går hun tværs over gymnastiksalens gulv, hen til døren og ud. Jeg løber efter hende.

Hun har sat sig på det øverste trin på terrazzotrappen ned mod omklædningsrummet. Bumpene fra de andre børns trampen i gulvet kan høres svagt. Jeg sætter mig ned ved siden af hende. ”Er du træt?” spørger jeg.

Hun nikker og skyder en våd underlæbe lidt frem. Hendes albuer støtter på de bøjede knæ i de lilla joggingbukser. ”Skal vi ikke gå tilbage, der er kun et kvarter til farvelsang?”

Hun ryster på hovedet. ”Jeg vil hjem,” siger hun og kigger på mig med beslutsomme øjne.

Jeg kysser hende på håret. Det er søndag den 17. april 2011.

Vi kommer aldrig tilbage til det hold.

9

2016027_Tror vi INDHOLD_140x210.indd 9

16/03/16 13.18

e Jeg begyndte selv at gå til springgymnastik, da jeg var seks år.

Det var et stort børne- og ungdomshold, hvor de ældste var 18, vi skulle til opvisninger og stævner og havde ens gymnastikdragter og joggingsæt. Man kunne kun gå på holdet, hvis man var indstillet på at træne to timer tre gange om ugen. Jeg gik selv de to en halv kilometer fra fritidshjemmet ned til hallen, som lå i udkanten af Jægerspris som en blåstribet klods foran lystbådehavnen. Jeg tog samme rute hver gang, forbi møllen, Brugsen og biblioteket, ned igennem hovedgaden forbi Skjold Burne, Slik Svend og Tatol. Den første gang, jeg mødte op til træning, sad holdet samlet rundt om de to trænere. Lene, som var den skrappe, råbte vores navne op fra en liste, og så skulle man stikke sin arm i vejret og højt og tydeligt sige ”Ja”, så hun kunne krydse os af i en fart. Der skulle være ro under afkrydsningen, fornemmede jeg. Da hun nåede til mig, kiggede hun ud over forsamlingen og sagde: ”Og så har vi fået en ny på holdet, Pernille?”

Jeg rakte med det samme min hånd i vejret, men lige idet jeg skulle til at sige ”Ja!”, kom jeg til at slå en prut. Ikke en stor, bragende en, mere et trut med et lille umiskendeligt smæld i enden.

Jeg gik på holdet i syv år. Måske var det pruttens skyld, at jeg aldrig rigtig fik nogen slyngveninder. Det var noget andet, der fik mig til at fortsætte. Jeg elskede spændingen i kroppen, når det lige om lidt var min tur. De mange timers træning, der efter­ hånden resulterede i, at hver muskel i min krop intuitivt vidste,­ hvordan den skulle justere sig, når jeg med klaskende, bare fødder løb alt, hvad jeg kunne hen over gymnastikgulvet frem mod måtten, hvor jeg satte af og placerede hænderne på det grågrønne underlag, navlen suget ind til rygraden, fødderne,

10

2016027_Tror vi INDHOLD_140x210.indd 10

16/03/16 13.18

der samledes over hovedet og med et smæk hamrede i måtten igen så tilpas langt inde under kroppens tyngdepunkt, at det var naturligt at bøje bagover i en bue. Sitrende skulderblade, spændte lårmuskler som pæle under huden. Farten, der gjorde det muligt at fortsætte rundt i endnu en bue. Det afsluttende hop op i luften, kroppen som en flitsbue. Følelsen af vægtløshed. Det gav et kick at kaste sig ud i springet, fornemmelsen af både at have ultimativ kontrol og samtidig at skulle slippe den. Den kildrende angst for at fejle, vrikke om, snuble, lande forkert, brække n ­ akken.

Fredag gik jeg selv hjem efter træningen. Mandag og onsdag hentede min mor mig direkte fra arbejde. Havde broen ikke været oppe, kunne jeg være heldig, at hun kom, fem minutter før vi sluttede, og dermed nåede at se mig lave et sidste spring.

Jeg skævede altid over mod døren, når timen var ved at være til ende. Den boblende glæde, når hun pludselig var listet ind og stod op ad døren og lignede Krystle Carrington fra Dollars i flade sko og cowboybukser.

e

11

2016027_Tror vi INDHOLD_140x210.indd 11

16/03/16 13.18

På vej hjem fra gymnastiktimen køber vi rugbrød hos bageren.

Hjemme sætter Sally sig i sofaen med en brik kakao for at se Mads og Mikkel. Hendes overkrop tilter let mod venstre, og jeg skubber en stor pude ind under hendes arm som støtte. En lille dråbe savl har samlet sig som en skinnende glasperle på hendes underlæbe. Christian står med koncentreret trutmund henne ved vasken og renser espressomaskinens vandbeholder. ”Det er ikke den store succes med den gymnastik for tiden,” ­siger jeg. ”Nå.” ”Det er, som om hun bliver dårligere. Hun er begyndt at have svært ved at lave kolbøtter,” fortsætter jeg. ”Jeg så hende da lave en perfekt kolbøtte forleden.” ”I dag var hun helt slatten. Det er da underligt, så meget som vi har trænet.” ”Tror du ikke bare, hun er træt oven på i går?” ”Hun gik ud af salen midt i timen og ville ikke ind igen,”­ svarer jeg.

Han trykker to knapper på maskinen ind, og afkalknings­ programmet går i gang. ”Måske burde vi tage fat i den der børnelæge igen?” prøver jeg.

Jeg ved, hvad han vil svare. Jeg er selv træt af at svæve i et konstant limbo mellem optimisme og sortsind. Jeg ville også ønske, at vi bare kunne tage en beslutning om, at Sallys dårlige motorik og koordination ikke betyder, at der er noget galt med hende, at lægerne har ret, når de konstaterer, at hun er sund og rask og velfungerende og bare er lidt hypermobil. Som en kollega konstaterede, er det måske mig, der har et problem, ikke min datter. Alle børn hverken er eller skal være ens, og hvorfor sygeliggøre det, når ungen stikker lidt ud? Men jeg kan mærke,

12

2016027_Tror vi INDHOLD_140x210.indd 12

16/03/16 13.18

at jeg ikke kan lukke øjnene. Morens direkte spørgsmål ”Hvad er der egentlig galt med din datter?”­runger stadig i mit hoved.

Bekræfter min frygt.

Christian kigger træt op på mig med øjenbrynene løftet i to opgivende buer. ”Jeg troede, vi var blevet enige om at tage en pause fra læger og kraniosakral-terapeuter, og hvad ved jeg,” siger han. ”Men lægen sagde, at jeg skulle komme igen, hvis jeg blev ved med at være bekymret.”

Han skyller karkluden, vrider den hårdt og lægger den med en irriteret mine. Jeg vender ham ryggen og sætter mig over til Sally.

13

2016027_Tror vi INDHOLD_140x210.indd 13

16/03/16 13.18

e Det var Christians læber, der fangede mig, da jeg mødte ham for første gang i et festlokale i Dalgas Have i 1996. Hans stemme forsvandt, lydene i det store rum druknede, og mens hvert sekund føltes som et lille vidunder, kunne jeg kun tænke på, hvordan det ville være at berøre dem. Overlæbens bue, der bredte sig som vingefanget på en fugl. Lidt efter kom lydene igen. Klirrende bestik, musik og højrøstet latter. Ingen omkring langbordet bemærkede, at jeg havde været væk. Hans blik fangede mit et kort øjeblik. Jeg tog mig selv i at sidde og smile.

Et halvt år senere satte vi os op ad vores rygsække på en rasteplads i Tappernøje. Min stedfar havde kørt os derned, og planen var, at vi derfra ville tomle ned gennem Europa. Jeg var 22, og Christian var 24, og sommerferien var lige begyndt.

Tomle­turen var min drøm. Christian ville hellere have lejet en bil, men han var let at overtale. Han havde lige kronraget sig, og jeg kunne ikke få nok af at lade mine fingre stryge hen over hans veldrejede baghoved.

Den første, vi henvendte os til på rastepladsen, var en midaldrende nordmand, der takkede nej til vores selskab, inden han trådte op i sin truck og kørte ud på motorvejen. Fem minutter senere kom han tilbage, fordi han havde glemt sine solbriller i cafeteriaet. Vi vinkede til ham. ”Det må være skæbnen!” råbte jeg.

Han slog ud med armene, og lidt efter var vi alle tre på vej sydpå. Christian satte sig på forsædet og fik tændt op under nordmanden ved at drille ham med det norske landsholds kedsommelige fodboldspil. Jeg sad bagved i truckens kabine, stille og varm af lykke. Vi blev sat af i Osnabrück, hvor en tysk arkitekt tog os med videre. Han kom kørende forbi os, netop som vi

14

2016027_Tror vi INDHOLD_140x210.indd 14

16/03/16 13.18

havde sat os i græsset for at spise vores medbragte madpakker, og spurgte, om vi havde brug for et lift. Senere inviterede han os hjem til sin familie, hvor vi tilbragte natten på en hems med udsigt til månen over Aachen. Et persisk kærestepar bragte os i en sort BMW til Paris og vinkede farvel til os og vores rygsække midt på Champs-Élysées, hvor solen hang som en glødende guldkugle over Triumfbuen.

Efter en uge i Paris ville vi til Korsika. I Marseille satte en enlig italiensk mor os af på havnen, men vi kom akkurat for sent til at nå dagens sidste færge mod Korsika. I stedet ind­ logerede vi os på et billigt hostel og faldt for fristelsen, da den afrikanske receptionist kundgjorde, at han solgte Marseilles bedste pot.

Christian rullede en joint, som vi delte, inden vi gik en lang tur på stranden. Vi lagde os ned side om side på et par ramponerede liggestole i det varme aftenmørke. Jeg fik lyst til at sætte Christian ind i sprogets fonetiske lyde og egenskaber, som jeg havde lært om på danskstudiet. Han gik op i det med liv og sjæl, når jeg forklarede om tryk og stød, fortunge- og bagtunge­ vokaler, katte-a og kappe-a og stemte s’er. Vi endte med at skrive de fonetiske tegn for forskellige ord til hinanden i den bløde natteluft. ’taŋ ’snagə ’haw ’tåmlə ma’sæi ’sankoån fø:lə a’mu:r

15

2016027_Tror vi INDHOLD_140x210.indd 15

16/03/16 13.18

I vores pottåge blev vi enige om, at det system var det mest geniale i sprogets historie. Vi lå længe og stirrede op i himlen, der med et imponerende opbud af blinkende stjerner forekom os levende, nærmest kriblende. Jeg har ingen anelse om, hvor længe vi lå der, men pludselig åbenbarede himmelhvælvet sig for mig på en måde, som kiggede jeg op under et enormt, klokkeformet strutskørt. I samme øjeblik sagde Christian: ”Kan du også se det? Stjernerne har formet en kjole.”

e

16

2016027_Tror vi INDHOLD_140x210.indd 16

16/03/16 13.18

2.

Efter hændelsen i gymnastiksalen bliver vi alligevel enige om, at Sally skal undersøges igen. Jeg tager hende med til den børne­ læge, som vi har set en gang tidligere, og nu henvises vi uden tøven til en kvindelig neurolog på Østerbro. En kraftig vind får de tunge skyer til at feje hen over himlen, da Christian, Sally og jeg krydser parkeringspladsen foran neurologens klinik. Idet en teenagepige kommer ud af hovedindgangen med slæbende, ujævne skridt og sin mor ved hånden, peger jeg instinktivt på en due, der har slået sig ned i en vandpyt. Først da de har passeret os, holder jeg inde med at fokusere på duen. Sally ender med at hvæse højt, som hun altid gør ad duer, og den hvidgrå fugl letter og stiger til vejrs.

I venteværelset ulmer uroen i min krop, mens Sally helt upåvirket vælger en hærget version af en Bambi-bog, som hun beder­Christian læse højt. ”Hvornår bemærkede I første gang, at der var noget anderledes med hende?” spørger den kvindelige neurolog, da vi er blevet vist ind i hendes kontor, og hun har set Sally gå på en lige linje, løbe, hinke, bukke sig og rejse sig op. ”Det er efterhånden nogle år siden, da hun var omkring tre år,” siger jeg. ”Vi studsede over, at hendes krop indimellem virkede slap og slasket. Først så en fysioterapeut på hende i børnehaven, og siden er hun blevet undersøgt af ergoterapeuter og øjen- og ørelæger.”

17

2016027_Tror vi INDHOLD_140x210.indd 17

16/03/16 13.18

”Sidste år blev hun også tjekket af en neurolog på Herlev Hospital, hvor de scannede hendes hjerne,” tilføjer Christian. ”Viste scanningen noget?” spørger neurologen. ”Nej, alt så normalt ud, heldigvis. Konklusionen har hele tiden været, at hun er hypermobil og lidt motorisk forsinket. Og hun er jo en meget velfungerende pige,” svarer han.

Neurologen vender tilbage til Sally. Flere gange rækker hun en kuglepen frem mod hende og hæfter sig ved hendes specielle måde at gribe fat om den på. ”Hun griber meget bredt ud efter selv de smalleste ting, det er ikke normalt,” konstaterer neurologen.

Efter tre kvarter klatrer Sally rundt på hendes skrivebord og får os alle sammen til at grine. Neurologen vil have Sallys hjerne scannet en gang til. * Et par dage senere sidder Sally ved spisebordet i vores køkken og maler, mens Hr. Skægs nye plade kører i baggrunden. ”Jeg har så mange store drømme, men den største af dem alle er drømmen over alle drømmene.”

Pludselig hører jeg hende snøfte. ”Er det svært at styre penslen?” spørger jeg.

Jeg ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før hun bryder ud i gråd. ”Driller det?”

Gennem tunge tårer hulker hun et langstrakt ”Jaaa!” og bryder helt sammen hen over maleriet, som forestiller en storøjet prinsesse med bølget hår og et lille hus oven på hovedet. Der er ild i huset. Motivet er fra en kunstbog, og Sally og jeg har brugt flere timer på at farvelægge de mange mønstre, blonder og lag i prinsessens enorme kjole. Nu er hun nået til ansigtet, og den

18

2016027_Tror vi INDHOLD_140x210.indd 18

16/03/16 13.18

grønne farve, som hun har valgt til øjenskyggen, ligger nu i en fed bane hen over prinsessens næserod. Prinsessen er ødelagt.

Verden er brudt sammen.

Igen.

Jeg kan se, hvordan hun har det. Jeg kan føle det. Øvelse gør ikke mester. Det er en stor, fed løgn. For hun elsker at tegne og male, og hun har tydeligvis arvet interessen fra sin far og farmor. Alligevel bliver det sværere og sværere for hende at kontrollere motivet. Jeg sætter mig ned ved siden af hende. Vi bliver enige om at lægge øjenskyggen på det andet øje med samme ekspressive strøg, som første øje har fået. ”Nu ser hun sej og mystisk ud. Lidt fugleagtig,” siger Sally. ”Ja! Der kan du bare se. Det ender altid med at blive spændende, når du laver noget, du synes, er en fejl.”

Sally er ikke helt overbevist, men hun er ikke længere ulykkelig og går koncentreret videre med at farvelægge trutmunden på en papegøje, som prinsessen holder i hånden. Små bølger af syntetisk harpeklang stiger op fra min telefon. Det er min venindes fotografkollega, der spørger, om hun må lave en bolig­ reportage fra vores lejlighed til en designbog, hun er i gang med. Jeg skruer ned for Hr. Skæg, der fabulerer: ”Tænk, hvis alle havde det godt.”

Jeg fortæller, at vi snart vil skifte vores spisebordsstole ud med nogle hvide skalstole fra Hay. ”Vil du ikke vente med at fotografere, til vi har fået dem hjem?” spørger jeg. * Sallys hjerne ser heldigvis normal ud. Den er blevet scannet på Hvidovre Hospital, og der er hverken svulster, metastaser eller blød­ninger.

19

2016027_Tror vi INDHOLD_140x210.indd 19

16/03/16 13.18

Da vi vender tilbage til neurologen, konkluderer hun, at Sally har ataksi. ”Hvad er det?” spørger vi. ”Det er en fællesbetegnelse for nogle forskellige typer af både arvelige og ikke arvelige sygdomme, som blandt andet viser sig ved koordinationsforstyrrelser, dårlig finmotorik, bredsporet gang, balanceforstyrrelser og utydelig tale,” forklarer hun.

Det vækker alt sammen genklang. ”Men skal vi være bekymrede? Er det farligt? Hvad er perspektiverne?” ”I er nødt til at få taget en blodprøve for at finde ud af, om Sallys ataksi er alvorlig eller ej. Det skal gøres på Rigshospitalet,” svarer hun.

Vi får en henvisning og går derfra mærkeligt rolige. Selvom vi har fået konstateret, at der er noget galt med vores datter, er det rart, at nogen endelig tager os alvorligt, og neurologen virker meget kompetent. Vi beslutter os for at holde fast i hendes ord om, at det ikke nødvendigvis er alvorligt. Alligevel har jeg i de kommende uger svært ved at kvæle den voksende bekymring. Da Sally sidder på mit skød og ser en engelsk version af filmen To på flugt på i­Pad’en, falder jeg i staver med hagen støttet mod hendes hoved. Vi har en tid hos en speciallæge i børnesygdomme­på Rigshospitalet dagen efter. ”Hvad siger de, mor?” spørger Sally utålmodigt.

Jeg genoptager lusekæmningen af hendes tykke hår, mens jeg sporadisk oversætter højdepunkterne i handlingen om Rapunzel med det meterlange hår, som efter et liv i fangenskab endelig tager flugten. ””Nu har jeg kigget ud ad de her vinduer i 18 år og drømt om, hvor­dan det mon ser ud, når lanternerne svæver op i himlen,”­

20

2016027_Tror vi INDHOLD_140x210.indd 20

16/03/16 13.18

siger ­Rapunzel, ”hvad nu hvis det slet ikke lever op til mine forventninger?” ”Det skal det nok gøre,” svarer Flynn, ”og ellers finder du bare en ny drøm.””

Christian småløber rundt i lejligheden og leder efter sine benskinner. Han skal til fodbold, og der er allerede blevet dyttet to gange nede foran lejligheden. Sallys åndedrag er tungt ind mod mit bryst, næsten som om hun sov. Christian bukker sig ned og kysser hende hastigt. Jeg vender hovedet væk, kigger ud på den blege, lyseblå himmel. Han er kommet sent hjem fra ­arbejde. Lejligheden roder, og jeg har netop opdaget lus i Sallys hår for tredje gang på en måned. ”Hvor skulle far hen?” spørger Sally, da døren er smækket. ”Til fodbold, som han plejer om onsdagen.” ”Er du sur på far?” ”Nej, ikke spor.”

Sally får lov til at se filmen færdig, selvom det bliver småsent.

Da hun skal sove, ligger hun på ryggen i sengen og kigger på mig, mens jeg masserer hendes ømme ben. ”Jeg glæder mig, til jeg bliver mor,” siger hun pludselig. ”Så vil jeg give mine børn rigtig meget slik.”

Jeg smiler. ”Glæder du dig ikke også til at blive mormor?” ”Jo, helt vildt,” svarer jeg. ”Tænk, hvis Rapunzel fik lus,” siger hun så.

21

2016027_Tror vi INDHOLD_140x210.indd 21

16/03/16 13.18

e Jeg var fire år, da det gik op for mig, at min far og mor ikke skulle­leve lykkeligt sammen til deres dages ende. En sommeraften, lige inden jeg skulle i seng, kom min far ud på badeværelset, mens min storesøster og jeg børstede tænder. ”Vil I med ud på en aftentur?” spurgte han.

Vi spyttede skummet ud, tørrede munden og fulgte med ham.

Iført natkjoler og kinasko med aftensolen i ryggen og far i hånden gik vi op ad Magnoliavejs skrånende bakke. Det var som at være på besøg i en fremmed verden. Fuglene sang endnu, cykel-Ole stod og grillede og fløjtede, men alle børnene var væk, og vandværkets grønne plæne lå øde hen. Det orange lys fik de lilla puder af blomster, der hang ned ad forhavernes lave stengærder, til at se næsten selvlysende ud.

Vi gik ikke særlig længe, før min far stoppede foran indkørslen til et rødt murstenshus og sagde: ”Der bor jeg.”

e

22

2016027_Tror vi INDHOLD_140x210.indd 22

16/03/16 13.18

Sallys hår lader til at være fri for lus, da jeg kæmmer det igen inden cykelturen til Rigshospitalet. Forårssolen er skarp, men da jeg hopper af cyklen og klapper støttefoden ned mod fortovsflisen, sørger hospitalets bastante betonkorpus for skygge hen over vejen og et stykke ud på det grønne bælte af græs, hvor folk står og ryger. Det blæser. Jeg er for sent på den.

Jeg løfter Sally ned fra cykelsædet, klikker hendes cykelhjelm af og roder lidt op i hendes pandehår. Jeg lyner min jakke op og kan mærke, hvordan små svedpartikler er i gang med at bryde igennem bomulden på min bluse omkring lænden og under armene. I venteværelset sidder Christian på det yderste af en stol ved siden af et bordfodboldbord, som ingen bruger. Fra loftet hænger et skilt med en gul løve, hvor der står ”Sjældne Sygdomme”. På bagvæggen er der malet et naivt bjerglandskab i varme farver med eksotiske træer og græssende giraffer og elefanter. Han rejser sig, da han ser os. ”Er du o.k.?” spørger jeg og tager hans hånd.

Han trækker lidt på skuldrene og giver mig et kys. Jeg kigger mig omkring og får øjenkontakt med en lille, rund kvinde fra Indien eller måske Pakistan med lilla tørklæde om sit lange,­ sorte hår. Hendes overvægtige teenagedreng sidder skråt over for hende, krumrygget i en kørestol, og ser fraværende ud bag et par tykke, firkantede briller. Hans hår er blankt og fedtet, og en kraftig hvirvel i baghovedet afslører, hvor hans hoved har hvilet natten igennem. Kvinden flytter ligegyldigt blikket væk og ser med slukkede øjne ud i rummet. Synet af dem vækker en blanding af medlidenhed og angst i mig.

Sally har sat sig på en zebrastribet skammel og er optaget af at farvelægge et billede af en delfin på en skærm på væggen.

En større pige med et abnormt pandeparti, store buskede øjenbryn og noget skællende udslæt i ansigtet stiller sig ved siden af

23

2016027_Tror vi INDHOLD_140x210.indd 23

16/03/16 13.18

Sally, meget tæt, som om hun ikke har nogen fornemmelse for afstand. Sally kigger op på hende et øjeblik, men fortsætter så med at farvelægge delfinen. Jeg holder øje med dem, indtil en kvinde i hvid kittel og hvide træsko, med høj stemme kalder: ”Sally Glavind?”

Overlægen Mogens Højbjerg sidder for enden af lokalet, der er oplyst af lysstofrør. Han rejser sig og giver os hånden med et fåmælt nik, sætter sig igen, ruller kontorstolen ud i lokalet og kigger på Sally. ”Dav,” siger han så med alvorlig mine.

Han beder hende bl.a. om at stable nogle træklodser, og hun bygger et tårn på ni klodser, hvilket lader til at imponere ham.

Efter et par øvelser mere tager sekretæren hende med ud i lege­ rummet, hvorefter Mogens Højbjerg siger, at vi ikke skal bekymre os. Han mener ikke engang, det er nødvendigt at teste Sally med en blodprøve, som neurologen ellers har opfordret til. ”Jeg vurderer, at hun ligger i en gråzone mellem ataksi og et helt almindeligt fumle-tumle-barn. At prøve at finde svar på noget i en blodprøve ville være som at lede efter en nål i en høstak,” siger han. ”Er du sikker? Mener du virkelig det? Er du klar over, hvor lettede vi er?” udbryder jeg og får et kort øjeblik næsten lyst til at omfavne ham. ”I kan være helt rolige,” siger Mogens Højbjerg, der allerede har rejst sig.

Han har tydeligvis travlt. ”Men kan det være arveligt, selvom det er en gråzone? Vi går og overvejer at få et barn mere,” indvender jeg. ”Nej, gå I bare ud og lav nogle børn”, siger han med et mat smil.

Jeg er lettet på en tør, fornuftsbåren måde. Alligevel skvulper tvivlen ufordøjet rundt nede i maven længe, og det er først, da

24

2016027_Tror vi INDHOLD_140x210.indd 24

16/03/16 13.18

vi halvanden måned senere tager på ferie til Marrakesh i Marokko, at vi lægger bekymringerne, de hvide kitler og hverdagen bag os en stund.

På riaden, hvor vi bor, udbryder den smukke tjener Abdul med et hengivent smil ”Ma petite princesse”, hver gang han ser Sally, og hver morgen serverer han hjemmelavet yoghurt, pande­kager, friskpresset appelsinjuice, hvidt brød, æg, muffins, sort te og stærk kaffe på tagterrassen. Christian smiler, da jeg, efter at have tømt min egen tallerken, spørger Sally, om jeg må spise hendes yoghurt.

Jeg smiler tilbage. Jeg er gravid.

Lydene fra byen ligger som et støvet lydtæppe under os.

Knallerter, høns, bønnekald.

Vi bor i et højloftet værelse, hvor lyset spreder sig i små rombeformede felter gennem en oval metallampe. Sally sover i en himmelseng under duvende gult silkestof. Hun nægter at have andet tøj på end den lyserøde djellaba-kjortel med sølvbort, som vi har købt i soukens hede kaos. ”Findes Aladdin?” spørger hun en aften, hun skal sove. ”Ikke i virkeligheden, han er en person i et eventyr.” ”Tror du, der er flyvende tæpper her?” ”Måske, hvor ville du så flyve hen?” ”Ingen steder,” svarer hun.

Vi ser halvskaldede aber i lænker, krydderisække, der står som strunke bjerge af gult og rødt, afmagrede æsler spændt for kærrer fulde af afbleget frugt. Fiskeindvolde, der slynges ned på de ujævne jordstier, hvor syge katte med åbne sår piler rundt mellem snabelsko og klipklapper. Sorte spøgelser med kohløjne,­der sælger henna og gebisser på glas. Farveløse kamæleoner og sløve skildpadder i papkasser. Midt på ugen har Sallys ben fået nok af at gå, hun er træt af varmen og er klynkende u ­ oplagt,

25

2016027_Tror vi INDHOLD_140x210.indd 25

16/03/16 13.18

lige indtil en ivrig hestevognskusk planter hende på heste­ vognens forsæde med udsyn til en sort og en hvid hest med cirkus­lignende pynt på seletøjet. Hun smiler om kap med den tandløse kusk hele vejen gennem byen. I Yves Saint Laurents have sidder vi længe i skrædderstilling og betragter guldfiskene og de bittesmå skildpaddeunger, der kaster sig frygtløst ned fra kanten og ud i bassinets grønne vand. Bagefter stopper hun foran havens koboltblå og gule hus. Står længe og kigger på det.

Så siger hun: ”Jeg vil være kunstmaler.”

26

2016027_Tror vi INDHOLD_140x210.indd 26

16/03/16 13.18

Olsson fik at vide, at hendes dengang femårige datter lider af en uhelbredelig, arvelig sygdom. Den vil på få år gøre hende handicappet og afhængig af en kørestol. Pernille Glavind Olsson var langt henne i sin anden graviditet og skulle sammen med sorgen Foto: Ulrik Jantzen

også tackle angsten for, om det kommende barn ville lide samme

Med rå ærlighed, humor og poesi beskriver hun i Tror vi på Gud,

mor?, hvordan drømmene om fremtiden viskes ud og langsomt erstattes af en ny forestilling om, hvordan det perfekte liv ser ud.

Undervejs på den personlige rejse hudfletter hun alt fra Gud, død, parforhold, handicap og gangstativer til hunde, toiletsnak, yoga

Jeg drøvtygger sorgen, gylper de maltrakterede drømme og smadrede håb op for at sluge det hele igen. Samtidig gemmer jeg som en anden hamster noget i kindposerne til ­senere. Jeg kan alligevel ikke rumme det fulde omfang af mit liv. Jeg har forsøgt.

Det er umuligt. De mørke tanker har formet sig som skyer over mit hoved, som jeg er ved at lære at leve med. Jeg kan sågar til tider bilde mig ind, at skyerne gør udsigten

og chokoladeboller.

mere kontrastfuld og dermed

Tror vi på Gud, mor? handler om at være udsat og føle sig ensom i en tid, hvor vi ikke skilter med vores svagheder, men også om hvordan man i et livsforandrende kaos finder styrke og indsigt, lærer at leve i nuet og at glædes over de små øjeblikke.

978-87-400-2258-2

Politikens Forlag www.politikensforlag.dk

P e r ni l l e G lav ind O ls s on

Pernille Glavind Olsson (f. 1975) er cand. mag. i dansk og teatervidenskab fra Københavns Universitet, har arbejdet som journalist på Forlaget Benjamin og siden 2006 på Jyllands-Posten. Hun har tidligere skrevet børne­bogen Sjuske Dorte og mysteriet om de forsvundne høns (2014).

skæbne.

Tror vi på Gud, mor?

Livet gik i opløsning den dag i november 2011, da Pernille Glavind

smukkere.

Forleden talte jeg med min kusine, som selv har oplevet en del modstand i livet. Da jeg kom ind på, hvor hårdt mit liv kommer til at blive, sagde hun, at det snarere vil

? r o m , d u G å Tror vi p

blive dybt.

Det ramte mig.

Pernille Glavind Olsson

Forside: Julie Nord illustration farvelagt

Politikens Forlag

af Pernille Glavinds ældste datter.