Tom Kristensen

D E RH J E MME

TOM

I D E N N E SE LVB I OGR A F I

fortæller Tom Kristensen for første gang om sit liv med udgangspunkt i det racerløb, som har gjort ham til en ikonisk sportsmand herhjemme og i udlandet: 24 timers løbet på Le Mans. 18 gange stillede han til start og satte rekord med ni sejre, før han indstillede sin karriere i 2014.

Han skildrer, hvordan han siden barnsben har brændt lidenskabeligt for racerløb og jagtet respekt og anerkendelse. Hvordan han har kæmpet, fejlet og sejret. Og hvordan kynisme og ekstreme krav er en del af gamet. Undervejs fandt han sin egen opskrift på succes gennem vedholdenhed, samarbejde og ledelse.

KRISTENSEN

Bogen indeholder barske beretninger om de personlige omkostninger ved at stræbe efter perfektion, om at miste – og om at ’strejfe’ døden undervejs.

TOM KRISTENSEN

satte jeg mig ikke ned og havde mange, lange samtaler om døden med min familie og mine venner. Vi vidste jo alle sammen godt, at det var tæt på. Jeg havde ikke behov for at tale ulykken yderligere igennem.

Jeg ville videre.

Det betød ikke, at jeg var ligeglad, og i de stille timer, jeg havde med mig selv efter ulykken, tænkte jeg da over, at jeg havde strejfet døden. Som mange andre, der har været i en livstruende situation, fokuserede jeg i tiden efter på de små ting i livet. At jeg skulle nyde dem og ikke tage noget for givet. Jeg trak også min familie tættere til mig, men jeg var ikke derinde i mig selv, hvor jeg analyserede, hvordan Hanne og børnene ville have klaret det, hvis jeg var omkommet den dag.

VIDERE

TOM KRISTENSEN (f.1967)

er den mest vindende danske racerkører nogensinde med rekordmange sejre i Le Mans (1997-2014) for Porsche, BMW, Bentley og Audi. Flere gange kåret til Årets sportsnavn og vinder af BT’s Guld. Indlemmet i motorsportens Hall of Fame i 2013.

I 2014 indstillede han karrieren.

-

DAN PHILIPSEN (f.1972)

håndboldredaktør på TV 2 Sporten og tidligere sportsjournalist på Morgenavisen Jyllands-Posten. Han har blandt andet skrevet bøgerne Licens til at vinde (2006), En Dronning kom til byen (2009) og Over stregen (2010). Årets Sportsjournalist (2010) og modtager af Werther-Prisen (2014).

9 788740 022599

VIDERE

2017039_SMUDSOMSLAG.indd 1

POLITIKENS FORLAG

I SAMARBEJDE MED DAN PHILIPSEN

24/04/2017 15.19

2017039_FORSATS-BAGSATS.indd 2

25/04/2017 14.13

2017039_FORSATS-BAGSATS.indd 3

25/04/2017 14.13

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 4

24/04/2017 15.54

TOM KRISTENSEN VIDERE I SAMARBEJDE MED DAN PHILIPSEN

POLITIKENS FORLAG

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 3

24/04/2017 15.54

INDHOLD -

6

FORORD

9

PROLOG

17

OPKALDET

35

DRØMMENES MODGANG

59

HANNE FRA HØRBY

71

FIRE RINGE TATOVERET PÅ BRYSTET

83

DEN PERFEKTE MAND OG STØVSUGEREN

95

THE BIG NINE

105

EN KÆMPE PÅ 75 KILO

117

BENTLEY BOY

125

KRISTENSEN-SAN

139

SYV

155

TÆT PÅ

187

JEG KUNNE GODT VÆRE LØBET FRA HENDE

195

3-1 TIL OLIVER

213

ET HJERTE AF GULD

225

MAN BESKYTTER SINE VENNER

233

FARVEL TIL DEN GAMLE HANKAT

257

VERDENSMESTEREN ER HJEMME

279

MED LYSET SLUKKET

289

PRISEN

302

FOTOKREDITERINGER

304

KOLOFON

5

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 5

24/04/2017 15.54

FORORD -

I

NOVEMBER 2014 parkerede Tom Kristensen sin racer for sidste gang, og han fik endelig tid til eftertanke. Tid til at se tilbage på sit liv og sin imponerende karriere.

Sådan lød oplægget i hvert fald, da jeg kort tid efter indledte samarbejdet med ham om denne bog. For virkeligheden viste snart, at Tom ikke har gearet ned, selv om han ikke længere er aktiv racerkører. Hans liv foregår stadig ude i tredje spor. Derude, hvor han altid har haft det bedst.

Alligevel lykkedes det os at finde de utallige timer til interview, som denne bog er sammensat af. Præmissen var, at det ikke skulle være en bog om motorsport, men om mennesket under hjelmen, da Tom stadig kørte – og uden hjelmen, nu hvor han har taget hul på en ny epoke i sit liv.

Allerede ved vores første interview oplevede jeg, at hans passion for motorsport er usvækket. Han elsker stadig at tale om det. Når han sad i stolen over for mig på Tom Kristensen Vej 1 i Hobro, kunne han ikke lade være med at ’tage mig med’ på race. Ved hjælp af fagter og lyde gennemkørte vi sving på alverdens racerbaner, vi gik fra fjerde til femte gear på Mulsanne-langsiden på Le Mans og rundt i Spa-banens bløde kurver med voldsomme gearskift og lyde.

Rattet var imaginært i hans hænder, og munden spyttede naturtro motorlyde ud.

6

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 6

24/04/2017 15.54

I begyndelsen forsøgte jeg at tøjle den side af ham, men snart stod det klart, at hans svar blev bedre og mere reflekterede, hvis jeg lod den 49-årige motorsportsentusiast køre derudad på sin egen facon.

Han har i 20 år, siden sin første Le Mans-sejr i 1997, været en af Danmarks mest populære sportsstjerner. Han vandt verdens hårdeste racerløb ni gange. I 18 år i træk var han hvert år i juni med på den franske asfalt, og det er det, der udgør rammen for denne fortælling: løbet, der definerede ham og hans liv.

Nu ser han tilbage. På sejre, skuffelser, familiære afsavn og den pris, han også har betalt for at nå sin stjernestatus. Det er ikke gratis, når livet primært handler om én selv. Undervejs måtte han sammen med de store sejre håndtere modgang, ulykker og død, som han her taler åbent om.

Tag godt imod denne nye side af Tom Kristensen.

Dan Philipsen Aarhus, maj 2017

7

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 7

24/04/2017 15.54

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 8

24/04/2017 15.54

PROLOG -

D

ER VAR HØJ S O L over Hotel Walkershof søndag morgen 22. april 2007. Jeg boede med mit Audi-team på det hyggelige skovhotel ved Heidelberg, og med kun tre kilometer til Hockenheim-banen havde det sine indlysende fordele.

Der er altid noget i luften på en premieredag. Glæden over, at de utallige timers forberedelse skal kanaliseres ud i det sjove, ud i et racerløb, får alting til at vibrere. Selv om jeg på det tidspunkt havde prøvet meget, boblede adrenalinen i maven, som den altid gør op til et løb. Jeg var sulten og ville køre race.

Min lidenskab og mit arbejde i skøn forening.

Sådan skulle det være. Når jeg sad i bilen og ventede på starten på Hockenheim, var det ligegyldigt, hvor mange gange jeg havde kørt Le Mans-sejren hjem – tre, seks eller 15 gange. Det var ikke mit cv og alle pokalerne derhjemme, der skulle ramme kobling og speeder i det helt rigtige nanosekund. Og hverken berømmelsen eller de andre køreres respekt kunne hjælpe mig forbi en bidsk konkurrent. Det hele handlede om evner og

9

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 9

24/04/2017 15.54

finesse. Talent og passion. Intet andet. Slækkede jeg en brøkdel på minimumskravene, var jeg færdig.

Derfor havde jeg sørget for, at der ikke var nogen huller i forberedelserne op til premiereløbet i 2007. Jeg kan godt lide, når tingene følger en fast skabelon, når mit fokus skal være et andet sted end på småting. Kosten er vigtig, og især på en løbsdag skal alt passe sammen.

Om morgenen fik jeg min sædvanlige grovbolle med ost og marmelade. En kop sort kaffe, yoghurt med mysli og en flaske vand. Altid vand lige ved hånden. Kort efter jeg stod op klokken 7, kørte jeg alene fra hotellet i en lejebil. En af mine faste regler er, at jeg aldrig barberer mig på en løbsdag, så det havde jeg ordnet aftenen før. Derfor skulle jeg bare tage et hurtigt bad og ud til banen. Allerede fra morgenstunden stod der et par hundrede mennesker ved kørerindgangen, og jeg skrev omkring 25 autografer og hilste pænt på vores fans.

Alt foregik efter samme skabelon. Formiddagens opvarmning gjorde mig dog ikke tryg, for vi havde nogle problemer.

Vi holdt et teknisk møde med folkene på min bil, og jeg måtte stole på, at vi havde løst opvarmningens udfordringer.

Jeg havde ingen skavanker, så den fysiske forberedelse hos vores massør, Paul, om formiddagen var standard. Jeg fik en massage, der skulle forebygge den klassiske ømhed i nakke og lænd, som man får under et løb. Da jeg er en anelse rundrygget, er massagen særlig vigtig, fordi det er lidt mere anstrengende for mig at sidde fastspændt i et sæde i længere tid.

En del af forebyggelsen bestod i, at Paul satte kinesertape på min ryg. Sort tape. Ikke lyserød. For guds skyld ikke lyserød.

Det vidste Paul godt.

Paul er en stærk, tysk mand, der på daværende tidspunkt var omkring 50 år. Der blev ikke talt særlig meget, og når det skete, stillede han ufarlige spørgsmål om alt andet end løbet, så jeg kunne slappe af og blive afledt i mine tanker. Det gjorde mig rolig og koncentreret at ligge der. Jeg blev bygget mentalt op til det, der skulle ske, faldt lidt hen og blev løsnet op i hele min krop i cirka 30 minutter.

10

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 10

24/04/2017 15.54

Midt på formiddagen begyndte det at vælte ind med tilskuere på Hockenheim, og jeg skulle have min frokost. Ofte kastede jeg mig over en unik tomatsovs og pasta, som vores Audi-kok lavede. Den dag nøjedes jeg dog med nogle bananer og en powerbar.

Kunsten er, at man før starten opnår et fokus, der skubber alle eventuelle frustrationer væk. En premiere gør altid noget særligt ved sportsfolk. Når måneders forberedelse skal forløses, føles det som sæsonens vigtigste sekund. Da der var 40 minutter til, at løbet skulle begynde, blev pit lane, hvor alle biler stod linet op, åbnet. Jeg kørte gennem pitten nogle gange og lavede et par prøvestarter for at optimere koblingspunktet og passe på, at koblingen ikke blev for varm.

Derfra kørte jeg op på startgriden og fandt min startbås. Der duftede af forår, syntes jeg, men andre ville nok sige, at der lugtede mere af motorsport. Altså olie, benzin og dæk.

25 minutter før start, der altid går klokken 14.00, steg jeg igen ud af bilen. Som altid stillede jeg min hjelm på taget. Det var også et af mine ritualer.

Derefter blev alle kørere hentet i åbne Cabrioleter, der kørte os rundt på den 4,5 kilometer lange bane. Tilskuerne skulle se chaufførerne uden bil og hjelm. Det er fast kutyme for at knytte et tættere bånd til fansene. Jeg sad i præsentationsbilen Audi A5 sammen med min teamkammerat, Timo Scheider. ”Havde du en god fornemmelse med dine starter?” spurgte jeg. ”Ja, det var fint,” svarede han kort.

10 minutter senere var jeg tilbage ved min bil. Også den dag skulle næsten alle kørere sjovt nok tisse på samme tid. Jeg gik ind bag pitten, fandt toilettet og stillede mig i kø. Jeg har set kørere tisse i håndvasken, fordi der ikke var plads ved pissoiret.

Tissetrangen udløses naturligvis af, at racerkørere drikker meget i løbet af dagen før et løb, og at adrenalinen pumper rundt i kroppen.

Jeg var få minutter fra premieren på mit fjerde år i den tyske standardvognserie, DTM, og jeg var bevidst om, at sæsonstarten

11

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 11

24/04/2017 15.54

meget vel kunne blive rettesnoren for resten af DTM-serien.

Hvis jeg var ham i teamet, der skulle køres for, når sæsonen skulle afgøres, måtte den godt fra start. Måske var det derfor, det rumlede lidt mere i min mave end normalt. Jeg ville vinde den store, prestigefyldte serie. Jeg ville have den titel. Skuffelsen over, at jeg ikke havde fået den året før, sad stadig i mig.

Den titel skulle vi have haft. Den lørdag i juli 2006 på Brands Hatch-banen i England lå jeg suverænt forrest, og jeg kunne næsten mærke trofæet i mine hænder, indtil der var få omgange tilbage, og mit hjulophæng knækkede. Jeg føler mig stadig uheldig over, at jeg ikke vandt dengang. Da jeg især er stolt af min alsidighed i karrieren, ville det have set godt ud, hvis jeg havde sejret i verdens sværeste standardvognserie.

Jeg koncentrerede mig om ikke at lade mig tynge af skuffelsen, men i stedet bruge den positivt. Når man havde været så tæt på en sejr, gav det sig selv, at jeg var blandt favoritterne til at vinde titlen i 2007.

Jeg var stadig en anelse vrissen over at skulle starte som nummer fem på griden. Kvalifikationen dagen før burde have været bedre. Når man skal kvalificere sig, og konkurrenterne er inden for hundrededele af sekunder, skal hver en detalje være perfekt.

Det havde ikke været tilfældet. Jeg havde understyring igennem de første sving. Det koster altid tid, når fordækkene ikke har det perfekte greb.

Prisen betalte jeg på startgriden. Jeg vidste, at min startposition ville betyde, at der ville være en del trafik i første sving, og det er altid forbundet med risiko. Det er nemmere at køre race, når man hverken kan se en bil i forruden eller sidespejlene.

Fem minutter før løbets start tog jeg min HANS-krave, hjelm og handsker på. Det var dejligt at komme ind i bilen og nyde roen. Døren stod på klem, og de mange teknikere og mekanikere begyndte at trække væk fra min og de andres biler. Langsomt blev griden ryddet.

Jeg var endelig alene og kunne koncentrere mig om det, alt handlede om. At sidde i en racerbil med styrthjelm på, fast-

12

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 12

24/04/2017 15.54

spændt til et sæde, der er støbt til min krop, spændt fast med seks-punktsele og iført brandhæmmende tøj fra top til tå er noget af det bedste, der findes. Det byggede sig op inden i mig. Jeg registrerede de fyldte tribuner. 90.000 mennesker omsluttede banen, der var noget helt specielt, især for os, der bar Audis fire ringe på vores dragter. Vi var ikke elsket af alle derude i skoven på Hockenheim. Sådan måtte det være, når vi opholdt os i Mercedes-land, hjemmebanen for vores ultimative fjende i DTM-serien. Barcelona mod Real Madrid på fire hjul.

Min chefmekaniker, Markus, tjekkede låsen i min sele. Vi fik øjenkontakt, og jeg gav ham en bekræftende knytnæve-hilsen, og han lukkede min dør. Der var et minut til start, og motoren måtte startes. Nu var det hele op til mig.

Adrenalinet fyldte mine årer, sommerfuglene i maven ledte efter flugtveje. Larmen var vild og voldsom, men jeg ænsede den ikke. De fleste ville nok holde sig for ørerne, hvis de hørte 22 biler med 470 hestekræfter brøle i kor, men i mine ører lyder det som en symfoni, en uundværlig del af soundtracket.

22 brølende biler, der gasser op og venter på tilladelse til at komme ud og lege.

Mine øjne var stift rettet mod asfalten. Inde i min lille boble rensede jeg hjernen for alt. Selv om jeg havde ingeniører og mekanikere med i pitten og moralsk støtte i mine støbte hørepropper, var jeg mutters alene. Alt handlede om mig og om at holde fokus. Jeg ventede kun på, at lamperne slukkede, og jeg kunne gøre mit arbejde. Timing og fokus.

Jeg skulle have den perfekte start, og 20 sekunder før den gik, satte jeg bilen i første gear. Trykkede bremsen cirka halvt af det mulige. Ved rattet på venstre side trykkede jeg ventilen ned, så bremsetrykket på bagdækkene var optimalt. Derved kunne jeg give mere gas og forspænde bilen, så den var klar til at blive skudt afsted. Jeg ved, at jeg ikke missede med øjnene, for så havde jeg været i problemer.

Jeg opnåede aldrig at blive den bedste starter i DTM. Der var så mange forskellige aspekter i at starte en DTM-bil, at stort set ingen lavede en perfekt hver gang. Man får den perfekte

13

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 13

24/04/2017 15.54

start, hvis man accelerer fra til 0 til 100 kilometer i timen på under tre sekunder. Gør man det, overhaler man to-tre biler.

Rammer man 3,1 sekunder, holder man sin placering, men hvis der går 3,2 sekunder, mister man stensikkert en eller flere placeringer. Jeg ramte omkring 3,2 sekunder den eftermiddag.

Så nej, det var ikke en perfekt start.

I første sving holdt jeg min placering, men alle lå meget tæt.

I næste sving lå de forreste side om side, og jeg kom nok en anelse for langt ud. Men jeg havde Timo Scheider på indersiden, hvilket var en fordel, for en ny teamkammerat som Timo ville aldrig udnytte, at jeg tabte en anelse af min kørelinje. Selv om han også var min konkurrent og skulle køre for sin egen chance, forventer man loyalitet fra sin nærmeste kollega. Som minimum forventer man i hvert fald, at man ikke udsætter hinanden for fare. ”Hvad laver han?” tænkte jeg.

Jeg havde ikke tid til at sætte mig i rabatten med et regneark og kalkulere de muligheder, jeg nu havde. Med en fart på 170 kilometer i timen måtte jeg vurdere situationen på et splitsekund. Skulle jeg køre lige ud og spinne Timo rundt? Bremse?

Nej, man bremser ikke i andet sving i et racerløb. Skulle jeg så holde speederen på fuld gas og hamre ind over curben?

Instinktet tog over. Jeg holdt foden tungt på speederen og dansede hen over banens vigtige, men i denne situation irriterende baneafgrænsning, hvorved bilen pludselig kom i spin.

Autoværnet dukkede op som den næste, og sidste, destination for mig og min Audi A4. Sådan et gør pokkers ondt at køre ind i og sætter som regel også en brat stopper for arbejdsdagen.

Jeg gav gas for at komme væk fra autoværnet, der bevirkede, at jeg fortsatte i nogle voldsomme spin rundt om mig selv i høj fart. Redningsaktionen lykkedes, men det var ikke uden et offer, for bilen slingrede, bremsede og stoppede.

Videre, som min far ville have sagt. Det vilde spin havde skabt en dyne af dækrøg over banen, og jeg kunne intet se. Jeg anede ikke, hvor og hvordan jeg holdt på banen. Min eneste tanke var at få hjulene i lige linje og indhente det forsømte – og min

14

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 14

24/04/2017 15.54

teamkammerat Scheider. Længere nede i feltet foregik de samme hundeslagsmål, som jeg var en del af forrest i feltet. Uanset placering var alle kørere tændt til det yderste. Også franske Alexandre Premat, der havde haft en dårlig kvalifikation, og nu forsøgte at tilkæmpe sig en god position i løbet. I de første sving var han allerede avanceret et par pladser op til nummer 16. Da han kom drønende ind i min røgsky, kunne han ikke se, hvad der gemte sig derinde. Han havde ikke en chance for at vide, at jeg befandt mig derinde – og selv om han i sidste øjeblik så mig, kunne han ikke nå at undvige.

Han mødte mig med speederen i bund og 196 kilometer i timen, da jeg bød ham og hans Audi A4 velkommen mellem min fordør og mit venstre fordæk. Jeg fjernede instinktivt mine hænder fra rattet, trak dem ind til brystet for at gøre klar til det slag, der måske ville komme.

Jeg registrerede biler, der hamrede forbi mig, før noget slukkede min kontakt.

HJEMME PÅ RØNNEBÆRVEJ i Hobro sad Hanne i sofaen og fulgte med på den tyske tv-kanal ARD, da starten på løbet i Hockenheim blev flaget i gang. Hun så sin mands hvide Audi A4 nummer 7 gasse op og drøne af sted, sænkede så blikket og kiggede ned på Oswald, der lå fredeligt på hendes arm og sov.

Hun var vant til at se Tom i bilen, kendte risikoen, hver gang han kørte et løb, men hun var ikke nervøs. I de 18 år, de havde dannet par, havde racerløb og fart været en uløselig del af deres forhold.

Hun havde efterhånden været med til utallige af de løb, han havde deltaget i, og det havde altid virket beroligende på hende, at han ikke havde antydningen af frygt i sine øjne, når han satte sig til rette i bilen.

Derfor var hun helt rolig den søndag i 2007, da hun så Tom træde på speederen på Hockenheim. Det hjalp også, at de såkaldte standardvogne i DTM-serien kun kørte 280 kilometer i timen mod de mere potente racerbiler i Le Mans. Desuden havde løbet færre

15

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 15

24/04/2017 15.54

biler med, hvilket gjorde risikoen mindre. Faktisk havde Tom og hun talt om, at hun skulle med til hans DTM-premiere i Tyskland, men Oswald havde i sidste øjeblik stukket en kæp i hjulet på den plan.

Kun en uge tidligere var han, parrets tredje barn, kommet til verden på Randers Sygehus, så hun var blevet hjemme for at give ham ro til at vænne sig til livet.

Oswald sov stadig, da den tyske kommentator pludselig hævede stemmen. Der var sket et uheld straks efter løbets start. Hendes puls steg. Det gør den automatisk hos alle racerkøreres nærmeste, når der sker uheld, og ingen endnu ved, hvem der er involveret. På skærmen fulgte hun billederne fra banen, der var indhyllet i tyk, hvid røg. Pludselig kom bilen til syne. Den var nærmest eksploderet og umulig at genkende, men kommentatoren gjorde hende klogere.

Det var hendes mand, der sad i vraget.

Hun vidste godt, hvad det betød, når døren ikke blev åbnet indefra på en forulykket racerbil.

16

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 16

24/04/2017 15.54

OPKALDET -

G

RUSET PÅ TENNISBANE 5 på Amerikavej i Hobro var lige blevet lagt, og derfor var banen så blød, at Tom måtte kæmpe endnu hårdere end normalt for at fange Henriks slag. Henrik kunne alt med en bold. Da han samtidig var Tom overlegen både fysisk og teknisk, var det som regel Tom, der med viljestyrke spurtede rundt for at støvsuge linjerne og hjørnerne, som Henrik konsekvent placerede boldene i.

Stemningen på banen torsdag 5. juni 1997 var gravalvorlig mellem de to mænd, der havde været nære venner i årevis. Henrik Pedersen var altid den første, Tom ringede til, når han var på et af sine sjældne stop hjemme fra udlandet og gerne ville dyrke lidt sport. Henrik var den rette udfordring, fordi han altid gav kamp til stregen, og mere til. Han havde spillet fodbold på højt plan i både Viborg og Hobro og havde vundet et landsmesterskab i badminton. Selvfølgelig var han også en sej modstander, når de to om vinteren havde drabelige opgør i squash-arenaens gladiatorkasse af glas.

Tom hadede at tabe, men kunne til nød acceptere det over for

17

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 17

24/04/2017 15.54

Henrik. Det truende nederlag, han stod over for den junieftermiddag i 1997, kunne i hans optik dog også tilskrives det bløde underlag, der føltes som kviksand under hans gummisåler.

De nåede dog aldrig til et resultat. Tom fik ikke brug for at trække gruskortet som undskyldning, for kampen blev snart afbrudt af et telefonopkald. Noget stort var under opsejling.

To dage tidligere havde det privatejede Roock Racing ringet til Toms manager, Werner Heinz, og tilbudt Tom et sæde i det franske storløb Le Mans. Roock Racing var et traditionelt opbygget motorsportsteam. To velhavende tyske brødre, Fabian og Michael, realiserede i 1980’erne deres drøm om at opbygge et team, der kunne køre med i de store racerløb.

Tilbuddet fra Roock var fristende. Det er enhver racerkørers drøm at holde på griden i det vestlige Frankrig og med sin blotte tilstedeværelse indskrive sig i den eksklusive klub. Roock Racing stillede op i en ny, stærk Porsche, men krævede sædet finansieret. Med blot en smule research i Toms karriere ville de have vidst, at den dengang 29-årige dansker – i modsætning til de fleste andre professionelle racerkørere – aldrig havde betalt for et sæde. Intet kunne rokke ved det princip, så Roock Racing fik et pænt nej tak.

Det var dog ikke uden svære overvejelser, for Tom vidste godt, at han dermed risikerede at forpasse sin chance for at komme til at køre Le Mans. Alligevel havde opkaldet indikeret, at der var interesse for ham ude i de kredse, som kunne blive hans billet til løbet.

Derfor havde han i de dage sin mobil med alle vegne, og da den ringede under tenniskampen, lagde han uden tøven ketsjeren og løb hen og tog den. ”Det er Tom,” sagde han og troede et øjeblik, at nogen lavede telefonfis med ham, da stemmen i den anden ende svarede: ”Guten tag, Ralf Jüttner hier.”

Henrik måtte vente. En arbejdsløs racerkører færdiggør ikke en tenniskamp, når selve ingeniøren fra Joest Racing, Ralf Jüttner, ringer og tilbyder en plads i den Porsche, der året forinden havde vundet Le Mans.

Joest Racing havde siden 1978 været et af motorsportens mest succesfulde team. Manden bag var tyskeren Reinhold Joest, der

18

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 18

24/04/2017 15.54

først havde været kører siden ejer af teamet. I flere år som fast sparringspartner med Porsche-fabrikkerne, og fra 1998 indgik Joest Racing så et Le Mans-samarbejde med Audi.

I 1997 var Joest Racing stadig et privat team drevet af Joest selv. ”Tom, kunne du være interesseret i at køre Le Mans?” spurgte Ralf Jüttner.

Tom nævnte intet om kontakten til Roock Racing – eller om penge.

Det taktiske spil skulle spilles, også selv om døren ind til paradis netop var blevet åbnet på klem. Der var kun ni dage til, at Le Mans 1997 blev flaget i gang, og det var helt uhørt, at et stort og stærkt team som Joest med så kort varsel var på jagt efter den potentielle vinderbils tredje og sidste kører. Baggrunden for, at holdet manglede en kører, var en diskussion mellem Reinhold Joest og nogle samarbejdspartnere. Som altid var penge årsagen, når samarbejdsrelationer går i hårdknude i motorsport.

Nogle dage inden Jüttner ringede til Tom, havde der været flere samtaler mellem Jüttner og Joest om, hvem den tredje kører kunne være, og hvordan arrangementet skulle se ud. De havde travlt og skiftede hele tiden standpunkt. Skulle de sælge pladsen for en million kroner til en kører med penge og dermed forringe chancen for et topresultat, eller skulle de æde den økonomiske bet, gå efter Tom Kristensen og håbe på noget stort?

I sidste ende tog teamejeren beslutningen. Han ville køre med om sejren, og Ralf Jüttner fik grønt lys til at ringe til Hobro. De satsede på, at man i Tom kunne få det unge blod, der kunne supplere bilens øvrige besætning med de erfarne, tidligere Formel 1-kørere Michele Alboreto og Stefan Johansson, der begge var 40 år. Og så skulle Joest have en kører, der evnede at køre om natten. En, der kunne finde hjem, når ”diskoteket lukkede”.

DET S KER I ND I M ELLEM, at man i livet får en chance, hvor man holder vejret og tænker, at man virkelig skal gøre sig umage. At netop denne chance kan blive vigtig. Sådan en chance var opkaldet fra Ralf. Det var nok det vigtigste opkald i min karriere, min

19

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 19

24/04/2017 15.54

chance, der fik mig med i Le Mans. Samtalen var banebrydende på flere plan. Vi var omgående på bølgelængde, kunne jeg fornemme. Jeg følte mig værdsat og respekteret med det samme, hvilket var meget vigtigt for mig. Da jeg havde lagt røret på, for det gennem mit hoved, at jeg ikke måtte skuffe ham. Vi havde ikke lavet en aftale på det tidspunkt, kun slået fast, at jeg dagen efter skulle komme til Tyskland til et møde. Alligevel var jeg optændt af tanken om at levere – kvittere for tilliden og chancen.

Jeg tænkte på Allan Husted. Manden, der ejede Mou Gokart Bane, og som troede på mig. Jeg var omkring ni år, da jeg begyndte at komme på banen, der ligger ved Aalborg og er en perfekt legeplads for børn, unge og voksne med kærlighed for fart. Fodbold begyndte dog at trække mere, da jeg rykkede fra den lokale klub til Randers Freja, hvor jeg kom på det bedste juniorhold. Selv om jeg fik fidusbamsen et par gange, rakte mine evner som fodboldspiller kun til, at jeg var middelgod, og det generede mig. Derfor var jeg modtagelig for at gå tilbage til gokart, da Allan lige før min konfirmation sagde til mig: ”Du spilder dit talent på at spille fodbold. Du kan komme meget længere inden for motorsport. Du er godt dum, hvis du ikke satser på motorsport. Jeg skal nok hjælpe dig med en kart og grej.”

Der er mange mennesker, der har en andel i min karriere som racerkører. Allan har i sandhed en af de største.

Jeg fløj alene ned til mødet med Ralf og Joest Racing-ejeren, Reinhold Joest, på teamets fabrik ude i Wald-Michelbach ved Mannheim. Resten af teamet var taget af sted til Le Mans. Bilen, mekanikerne og alt deres grej. Stemningen var dejlig afslappet fra første øjeblik. Ralf og Reinhold har siden fortalt, at de var imponerede over mine evner udi det tyske sprog, en ikke ubetydelig detalje i et tysk team, og selv om de gerne ville have, at jeg havde penge med, fornemmede jeg, at de trods alt var mere interesserede i mine evner.

Med en sandwich i hånden viste de mig rundt på fabrikken,

20

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 20

24/04/2017 15.54

hvor der stod mange udtjente racerbiler og gamle tyske gadebiler overalt, indhyllet i tæpper. Jeg var meget betaget af stedet.

Jeg ville gerne have siddet i bilen, men den var selvfølgelig rejst i forvejen til Le Mans. Der stod kun monocoquen, altså ’underkroppen’ af en Porsche. Faktisk den, som teamet havde kørt Le Mans i året forinden. Den måtte jeg straks ned at sidde i.

Jeg sad selvfølgelig ikke perfekt, for sådan en brønd er tilpasset chaufføren, men da jeg gerne ville bibeholde en god stemning – og køre Le Mans for dem – roste jeg den. Kun en enkelt detalje kunne jeg ikke dy mig for at nævne. ”Bremsepedalen. En lille smule tilbage. Bare en lille smule, så sidder jeg helt perfekt,” sagde jeg på tysk.

Det bed ikke rigtig på mine nye tyske venner. Mekaniker Jürgen Hördt, en fåmælt type, lænede sig ned over mig og sagde med myndig stemme og tysk ro: ”Hos os bestemmer den hurtigste.”

Selve forhandlingen varede knap en halv time. Så var vi enige.

Det var på alle måder en usædvanlig måde at hyre en racerkører på, hvilket var mit held. Normalt vil den slags forhandlinger foregå over uger eller måneder med en masse taktik, kontraktudkast og drøftelser. Joest havde travlt, og den gode kemi mellem os gjorde det endnu nemmere at nå hinanden.

Det var ikke taktisk bevidst, men jeg tror, det var et glimrende træk, at jeg mødte alene op til mødet. Jeg kom med min ægte interesse, og jeg mærkede, at det var gensidigt. Jeg spillede ikke højt spil. Det var først senere, at jeg blev mere bevidst om og rimelig god til det. Der var ingen grund til at gøre det dengang.

Jeg var på den anden side heller ikke ydmyg. Det skal man aldrig være i den slags situationer. Man skal skyde brystet frem og vise, at man tror på sig selv. Selvudslettende racerkørere kommer ikke langt. Omvendt kommer man heller ikke en meter længere i karrieren, hvis man tror, at man kan det hele.

Ydmyghed til en vis grænse har altid været vigtigt for mig. Jeg ramte balancen til mødet i den tyske skov. Alt var jovialt og nærmest familiært. Også da jeg skulle underskrive en hensigtserklæring om, at vi havde en aftale. Sekretæren var Ralf Jüttners

21

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 21

24/04/2017 15.54

kone, men det anede jeg ikke før ugen efter Le Mans. Joest havde tydeligvis flere kørere, der var klar med en eller halvanden million kroner for den attraktive plads. De penge havde jeg ikke, og jeg ville nok heller ikke betale, hvis jeg havde. De skulle tage mig for mine evner, eller også skulle en sponsor kunne se mulighederne i mig. Det har altid været min filosofi. Aftalen blev en nulkontrakt, hvilket betød, at jeg ikke fik penge for at køre Le Mans, men heller ikke skulle betale for en plads. Jeg fik min kontrakt og ja, man kan vel sige, at jeg greb chancen. Den største chance.

-

T

OM KRISTENSENS FØRSTE møde med den mytiske asfalt på Circuit de la Sarthe-banen lidt uden for den franske by Le Mans emmede ikke ligefrem af storhed og historieskrivning. Han ankom til banen bag rattet i Ralf Jüttners lejede Renault Clio. Optændt af viljen til at vise sin dedikation fik han lyst til en afstikker ind på banen i Clioen med Jüttner siddende i sædet ved siden af.

Racerbanen Circuit de la Sarthe tog den omkringliggende landevej med, så strækningen nåede op på 13,605 kilometer i 1997-udgaven.

Tom kom tøffende og ville fra landevejsstykket krydse ind på selve banen forbi et hegn, men sandet omkring hegnet var lige så blødt, som tennisbanen i Hobro havde været det, og han sad fast.

En håndfuld banemedarbejdere fik garneret deres grillaften med et godt grin, da en dansk racerkører og chefingeniøren fra en af løbets potentielle vinderbiler sad i en lejebil og tryglede om deres hjælp til at blive skubbet fri.

I dag har de banemedarbejdere deres egen lille fortælling om den største Le Mans-vinder nogensinde. De fortæller sikkert Renault Clio-historien vidt og bredt i de motorsportskredse, hvor de frivillige Le Mans-medarbejdere kommer.

Den slags er motorsportsfreaks og dermed forelsket i sportens historie, der spiller en vægtig rolle. Man glemmer aldrig sine helte, og 24-timers løbet på Le Mans er af mange grunde omgærdet

22

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 22

24/04/2017 15.54

med stor respekt blandt racerkørere. At køre race i 24 timer i dagslys, i den mørkeste nat, i 40 graders varme eller i kaskader af regn. Le Mans har budt på det hele, siden det første gang blev kørt på Sarthe-banen i 1923. Store hæderkronede navne fra Formel 1, Indycar, rally og andre klasser har prøvet kræfter med Le Mans, men er faldet igennem.

Som en sand motorsportselsker kendte Tom selvfølgelig alt til Michele Alboreto. Han viste sig at være en af dem, der havde peget påTom til det ledige Joest-sæde i Le Mans-besætningen. Alboreto var den italienske gentleman med alle de rigtige værdier, og han var for længst sikret en plads blandt motorsportens helt store navne. Instinktivt kunne Tom lide sin nye teamkammerat. Han var hurtig i en racerbil, charmerende udenfor og venligheden selv.

Fra 1984 til 1997 var milaneseren en af kanonerne i Formel 1 for Ferrari – i 1985 med andenpladsen i serien efter legendariske Alain Prost. Alboreto kørte med i motorsportens kongeklasse i 13 år og duellerede i de år også med Stefan Johansson, der både kørte for Ferrari og McLaren. Også en kører med et cv, som Tom ikke var i nærheden at matche. I ni sæsoner var svenskeren med i Formel 1.

Det lod sig ikke mærke, da han første gang trykkede deres næver i Le Mans. Begge hans nye teamkammerater var imødekommende og delte generøst ud. ”Det er gået dig godt i Formel 3000, og jeg har også noteret mig dine gode resultater i Japan, Tom,” sagde Alboreto.

Det varmede at blive anerkendt af en mand, der ikke havde behøvet at sige noget som helst eller vide noget som helst om Tom Kristensen fra Danmark. Tom labbede ordene i sig.

Det var anderledes med Stefan Johansson, men ikke mindre hyggeligt. Johansson var den stille type. Altid afslappet og professionel og ofte klar med en underspillet, ironisk kommentar. For en nordjyde, der hylder og nyder nordjysk ironi, passede kemien og anerkendelsen Tom særdeles godt.

Han mødte for første gang sine nye medkørere i pitten på Le Mans. Fire dage før løbet. Der blev udvekslet håndtryk og høflige fraser med håb om et godt samarbejde. Det var tydeligt for Tom, at Alboreto var den usagte chef i bilen. Den hurtigste bestemmer. Som

23

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 23

24/04/2017 15.54

et stort navn i det motorsportsforelskede Italien var det ham, der havde de fleste sponsorer med på Porsche-raceren.

En storskrydende debutant havde ikke overlevet længe i et Le Mans-setup med to drevne Formel 1-piloter. Det havde Tom regnet ud, og det lå i øvrigt heller ikke til hans natur. Ralf Jüttner noterede til sin tilfredshed, at Tom var videbegærlig. Når Tom ikke var i bilen, sad han i pitten og sugede viden ud af Ralf Jüttner. Porschens opbygning og kravene til et 24-timers løb blev ikke bare terpet igennem for at være så godt forberedt som muligt. De tekniske spørgsmål havde Toms oprigtige interesse.

Det gjorde den tyske arbejdsgiver rolig, at Tom hverken var for duperet til at spørge eller for at arrogant til at lade være. For selvfølgelig var han Joest-teamets usikre kort op til løbet. Han var endnu ikke et stort navn i motorsport, og han havde ikke kørt en eneste meter i Le Mans. Mekanikerne og teamlederne undrede sig over, at han ikke virkede nervøs. De så heller ingen trækninger, da de taktiske planer blev fremlagt, og Tom fik et af de største tillidshverv, en racerkører kan få: at køre bilen i Le Mans’ kulsorte nat. ”Tom, nu tager du det bare roligt. Mærk banen, og kom ind i rytmen, før du begynder at tænke på dine tider,” sagde teamejer Reinhold Joest beroligende inden starten.

Hans første tre timer i bilen var nydelige. Ikke mere end det. Han lyttede til chefens råd og tog ingen chancer. Det ændrede sig snart.

Han skulle tilbage i bilen klokken 03.57 om natten. Omkring 11 kilometer af banens i alt 13,605 kilometer er sorte som i et bagagerum.

Der er kun belysning ved målområdet, og der er ingen afmærkninger af, hvornår svingene kommer. Pludselig er de der bare. Uanset om man kører 150 eller 340 kilometer i timen. ”Jeg har vænnet mig til mørket, jeg kender bilen og banen. Nu går jeg i gang,” sagde Tom til Jüttner, før han et par minutter i fire satte sig i bilen.

Daggryet lod vente på sig, da han efter en time i bilen fik støj i ørerne. ”Tom. Schnelleste Runde. Super. Super, Tom,” lød det på tysk fra Ralf Jüttner gennem høretelefonerne.

24

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 24

24/04/2017 15.54

Tom nøjedes med at smile og tage imod det store fix af selvtillid.

Han kiggede stålsat på kørebanen og tænkte: ”Videre.”

Normalt sætter kørerne ikke løbsrekord om natten. En debutant gør slet ikke. Indtil Tom kom og kørte de hurtigste omgange i mørke på 3.45,405 minutter. I Joest-pitten sad Michele Alboreto klar til at overtage Toms natarbejde, og han stirrede vantro på skærmen ved siden af Ralf Jüttner, da omgangstiderne stod noteret. ”Wauw, det er temmelig hurtigt. Banen må være hurtig derude,” udbrød han. ”Ja, i hvert fald for vores bil. Skal vi bede ham tage et stint mere?” spurgte Jüttner, der den nat genfandt troen på et topresultat.

Få minutter senere måtte han forbløffet tilbage på radioen. Banerekorden var smadret af debutanten. ”Laprecord, Tom, laprecord. Keep it steady,” sagde Jüttner, mens Tom nød den mentale indsprøjtning og tanken om, at han havde fået en tysker til at tale engelsk.

Den førende Porsches store forspring var næsten blevet spist af Tom. Han kørte længe på sin debutnat. Den tredje tankfuld benzin og et sæt dæk – et ’stint’ på racersprog – var ved at være brugt, da Ralf Jüttner meldte sig og spurgte, om Tom kunne fortsætte det fremragende arbejde og tage fjerde stint i træk. ”Ja, ja, jeg er okay,” lød det fra Tom i Porsche nummer 7, selv om hans fingre sad på rattet som en tæge efter næsten tre timer i bilen, blodgennemstrømningen var minimal og gjorde forbandet ondt.

Små brusklæsioner sad som kugler rundtom i fingrene. Alle knogler var under maksimalt stress. Han havde ikke været helt ærlig, da mekanikerne og kørerne sammen skulle finde den optimale placering af sædet for alle tre chauffører. Han ville ikke være besværlig, og den manglende ærlighed kostede smerter i Le Mans’ nat.

Da han omsider var ude af bilen, over fire timer senere, kunne han i morgendisen konstatere, at han havde kørt bilen op på løbets tredjeplads. Ifølge Ralf Jüttner var de fire nat-stints kimen til den senere sejr. Ganske vist kørte Tom i den forsvarende vinderbil, men Porschen var ikke blevet opdateret og desuden gjorde en række regelændringer, at den i 1997 ikke var blandt storfavoritterne.

25

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 25

24/04/2017 15.54

26

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 26

24/04/2017 15.54

At køre racerbil på Le Mans er anstrengende. At gøre det om natten er endnu hårdere for fysikken. Nattekørsel på Le Mans kræver efterfølgende ro. Øjnene er trætte efter flere timers massiv koncentration. Kroppen har været presset af adrenalin, ikke mindst hos en nybegynder. Det siger sig selv, at søvn er en god idé på det tidspunkt.

Tom tillod ikke sig selv nogen af delene, og igen klokken 11.23 sad han i bilens dybe cockpit.

VI VAR PÅ VEJ til en plads på podiet, men det spillede ingen rolle i mit hoved. Jeg tænkte aldrig på den slags, når jeg kørte. Fokus, fokus, fokus. Kør hurtigt, vær opmærksom på alt. Det betyder ikke, at jeg ikke registrerede den løbsrekord, jeg satte om natten. Selvfølgelig gjorde jeg det, men jeg sad ikke og analyserede det og tænkte på dem, som ikke havde troet på mig, min plads i 1997-løbets historiebog og sådanne flyvske ting. I holdsport er man ikke bedre end ens seneste kamp. Det samme gælder ens seneste omgang i motorsport.

Søndag ved middagstid skulle jeg tilbage i bilen. Lidt under fire timer før afslutningen. Der var 27 grader varmt, og solen stod højt på himlen. Jeg kom i pit og stirrede målrettet ud mod udgangen, mens mekanikerne tjekkede bremserne, pudsede cockpittets visir, skiftede dæk og fyldte tanken på ingen tid.

Ud igen. Op i gear. Smed kilometerne af. Kørte hurtigere.

Tre, fire, fem kilometer. Ud af den første chikane og op mod den næste. Lige før klokken 14 var der pludselig røg for enden af Hunaudiéres-langsiden. Kom tættere på. Tænkte: ”Det er sgu da … er det ikke? Nej, kig lige ud.” Kold fokus. Ud af chikanen. ”Det er sgu ham. Det er Ralf Kellernes bil, derude i siden af kørebanen.” Den jævnaldrende tysker fra Dinslaken. ”Heldigvis uskadt. Det er hans brændende fabriks-Porsche nummer 26, er det ikke?” Racerbiler i brand er et af de værste syn for en racerkører. En førende racerbil i brand er helt ubærligt, dog nok mere for ejermanden end for ham, der ligger nummer to.

“Så du det? Så du det?” skreg jeg ned i mit headset.

Få minutter før åbningen på Toms første Le Mans i 1997. Et højdepunkt i karrieren.

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 27

24/04/2017 15.54

Jeg fik intet svar. Jeg flænsede bilen op gennem hårnålesvinget og skreg nu endnu højere: “Så I det? Så I det? Så I det?”

“Ja, Tom, vi har set det. Rolig. Hold fokus. Du fører nu Le Mans.”

Nok havde jeg ondt overalt i min krop, men jo, der var plads til gåsehud i kørerdragten. Jeg elsker at udfordre. Udfordre mig selv fysisk, mine omgivelser, en bil, et løb, en foranliggende konkurrent. Når man udfordrer noget, kæmper man. Der skulle dog ikke længere udfordres, da jeg kørte forbi den ulykkelige Kellernes. Jeg skulle forsvare, ikke jagte. Og jeg havde pludselig noget at miste.

Jeg gav bilen videre til Michele, der med halvanden time tilbage skulle forsvare vores føring i mål. Den efterfølgende time står mig ikke klart i erindringen. Jeg husker først noget, fra cirka 20 minutter før løbet sluttede. ”Tom, Tom, Tom.” Ralf Jüttner kom småløbende ind i rummet bag pitten, hvor Stefan Johansson og jeg fik behandling. Mit hjerte røg direkte op i halsen. Var der sket noget? Skulle Michele skiftes ud?

Havde vi mistet føringen?

Han ville bare hente os og gøre os klar til podieceremonien, når Michele kørte bilen i mål. Det er ellers regel nummer ét blandt teamchefer på Le Mans: Lad være med at komme oprevet ind til en kører, der ikke er ude i bilen.

Den slags sker for en debutant, en rookie. Jeg kunne dårligt sige noget til det, for jeg havde selv undladt at sove under løbet.

Jeg var så smadret efter min nattekørsel, at jeg bildte mig ind, at kroppen havde bedre af behandling end søvn. Det var også alt for spændende at sove fra.

Hvor ung og dum kan man være?

Efterfølgende hvilede jeg mig i pauserne i samtlige af mine Le Mans-løb.

Jeg stod oppe i nærheden af præmiepodiet og ventede på de sidste minutter. Ventede på, at Michele kørte over målstregen, og vi kunne bryde ud i jubel. Jeg tænkte på vores mekanikere.

28

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 28

24/04/2017 15.54

Det var i deres ansigter, jeg havde set alt, hvad Le Mans handler om. I deres rynker, de oliefyldte porer, i deres trætte øjne, som havde været vidne til mange vilde ting på banen og i pitten. De gutter havde arbejdet lige så hårdt som Michele, Stefan og jeg. De var i høj grad også vindere og følte glæden ved det.

Ikke meget slår den følelse af fællesskab i en Le Mans-garage før, under og efter et løb. Og ja, den bliver sødere og mere rørende, når ens bil kører rundt i spids og bare venter på, at klokken bliver 16.00, og løbet slutter efter 361 omgange.

At mærke deres respekt for mit arbejde betød alt for mig. De kendte mig ikke en uge forinden, og nu stod vi her som vindere af det sværeste løb. Respekt og anerkendelse er essentielt for alle mennesker. Selvsagt også fra mig til dem.

På sejrspodiet var Michele og Stefan lykkelige, stolte og afmålt euforiske. Jeg var bare vild. Fuldstændig. Jeg skulle mærke og smage det hele og ville ikke gå glip af et eneste sekund.

Man siger, at man altid kan huske den første gang, men jeg har kun enkelte detaljer parkeret i min hukommelse. Jeg ringede helt sikkert til min far og til min kæreste, Hanne, og talte med Nils Finderup, der hjalp mig med pressearbejdet. Jeg fik også stukket det samlede løbsresultat i hånden. Roock Racing, der havde tilbudt mig en købeplads i deres bil, udgik på løbets 46. omgang. Min integritet blev mit held.

På podiet fik jeg et kæmpe Le Mans-trofæ, en blå, keramisk pokal for løbets hurtigste runde og et Franck Muller-ur. Det var åbenbart et temmelig dyrt ur, men det anede jeg intet om.

Jeg var så taknemmelig, at jeg forærede Ralf uret. Igen og igen takkede jeg ham, Reinhold og vores mekanikere.

Mine minder efter løbet handler mest om pølser. Tyske pølser. Frankfurtere, bockwurst og specielt den lille, fede hvide, der skal spises med sennep, weisswurst. Når man vinder mægtige Le Mans, forestiller de fleste sig sikkert en stor fest med pomp og pragt, men sådan var det i sandhed ikke i 1997.

Joest Racing holdt til i forteltet på en mindre bus bag pitten, hvor der blev grillet og drukket Eichbaum-dåseøl. Primært weissbier. Jeg husker stemningen som glad, men afdæmpet.

29

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 29

24/04/2017 15.54

De rutinerede mekanikere havde knoklet i en uge og i hvert fald ikke sovet i 40 timer – ligesom debutanten med krøllerne.

På et tidspunkt tidligt på aftenen gik jeg hen til mekaniker Jürgen Hördt, der ugen forinden havde sat mig på plads ved rundvisningen i teamets hovedkvarter i Mannheim. ”Næste år,” sagde jeg, ”bremsepedalen en anelse tilbage.”

Jürgen, som man normalt ikke slår mange ord eller grin af, drejede hovedet og smilede. Jeg kunne se i hans øjne, at han betragtede det som en udmærket udligning for hans bemærkning.

Det var en dejlig anerkendelse.

Ellers brugte jeg det meste af min tid på at holde styr på de mange opkald på min ’elegante’ Phillips-telefon. Jeg måtte igen og igen trække antennen ud og svare på spørgsmål og modtage lykønskninger. Jeg var smadret, totalt smadret, men mentalt var jeg helt oppe at køre. Dagen måtte bare ikke slutte, tænkte jeg.

-

N

ÆSTE MORGEN VÅGNEDE Tom meget tidligt til første dag i en ny tilværelse. Øm og euforisk i hele kroppen skulle han pludselig forholde sig til, at telefonen ringede insisterende og ustandseligt. De danske medier havde atter fattet interesse for Le Mans. Den var ellers sygnet hen, i takt med at årene var gået, uden at en dansker havde stået øverst på skamlen. Faktisk var det kun sket en gang før med John Nielsens Jaguar-sejr i 1990.

I mandagens aviser kunne Tom senere se, at han stort set havde været i kontakt med samtlige danske aviser efter sejren søndag eftermiddag. Den ene levende reportage fra triumfen afløste den anden.

Historierne var alene fortalt over vinderens entusiastiske genfortælling, ikke over øjenvidneberetninger fra skribenterne selv.

Mandag var der dog ikke tid til at suge noget ind. Han skulle haste fra Frankrig til Mugello-banen i Italien, hvor et længe planlagt testarbejde i Formel 3000 skulle klares. Først fire dage efter sejren trillede den nykårede Le Mans-vinder ind på pladsen foran Nordisk Films studier i Valby – i en åben Porsche. Lånt til lejligheden.

Iført en alt for stor habit, med høje, lyse krøller og Le Mans-

30

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 30

24/04/2017 15.54

Smadret, men høj på eufori og adrenalin tog Tom også imod alle opkald fra de danske medier efter den overrumplende debut-sejr på Le Mans i 1997.

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 31

24/04/2017 15.54

trofæet i hånden var han live i tv-programmet Go’ Morgen Danmark, hvor værten Eddie Michel præsenterede den gode historie. ”I søndags klokken 16 tog tingene en uventet drejning for en 29-årig tidligere bankmand fra Hobro, da han havde udstået et af verdens hårdeste motorløb og faktisk vundet det. Løbet hedder Le Mans, og vinderen, han hedder Tom Kristensen.”

Tom skulle blandt andet forholde sig til oplevelsen af at køre i mørke for første gang nogensinde. ”Det var ret specielt, men der var godt lys på bilen. Det var ikke så svært, som jeg havde regnet med. Det var nærmest pissefedt,” fortalte Tom ironisk, for lyset var ikke godt, og debuten havde ikke været nem.

Men han valgte at være underspillet og kæk – også da han lovede Porschen væk til værten. Den var jo også kun til låns. Til daglig kørte Tom i en Polo.

Danmark var ikke vant til Le Mans-triumfer, men alligevel var Dansk Automobil Sports Union hurtig med at få arrangeret en hyldest af den nye danske vinder. Efter tv-showet blev han hentet af DR’s motorsportskommentator, Claus Borre, og kørt til Langelinie Pavillonen ved Den Lille Havfrue i København. Ydmyg og genert modtog han taler og hyldest, inden han dødtræt kunne trække sig tilbage og summe over den seneste tids skelsættende begivenheder.

DER S KET E EN KÆ M P E omvæltning i medieinteressen efter min første Le Mans-sejr. Jeg sagde sjældent nej til et interview. Jeg skulle jo holde mig selv interessant til de store sæder. I min bevidsthed spillede medierne en kæmpe rolle i min fremtid som racerkører, men jeg stillede også livligt op, fordi det er mest anstændigt.

Jeg har altid gået op i at repræsentere min sport ordentligt – og ikke mindst i at være en god repræsentant for min familie og min by. For mig var Hobro Avis og Nordjyske Stiftstidende lige så vigtig som Berlingske Tidende og Herald Tribune. Jeg gjorde aldrig forskel på dem, og kun i ganske få tilfælde har jeg

32

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 32

24/04/2017 15.54

takket nej til et interview. Indtil 1997 havde det ikke være nemt for mig at få spalteplads. Jeg blev anset for at være et talent og senere en dygtig kører, så avisernes motorsportsjournalister kendte mig godt, men den manglende interesse for min person hang sammen med, at jeg ikke var braget igennem på den store scene.

Efter Le Mans i ’97 fik jeg Nils Finderup som fast pressechef, men det var min mor og far, der stod for at sortere de spredte skriverier. Vi abonnerede på Ajour – en ordning, hvor vi fik tilsendt samtlige artikler, hvori mit navn indgik. Mine forældre klippede dem ud og placerede dem i store scrapbøger, som jeg har gemt som et kært minde lige siden.

33

2017039_TOMK_Videre_Indhold.indd 33

24/04/2017 15.54

D E RH J E MME

TOM

I D E N N E SE LVB I OGR A F I

fortæller Tom Kristensen for første gang om sit liv med udgangspunkt i det racerløb, som har gjort ham til en ikonisk sportsmand herhjemme og i udlandet: 24 timers løbet på Le Mans. 18 gange stillede han til start og satte rekord med ni sejre, før han indstillede sin karriere i 2014.

Han skildrer, hvordan han siden barnsben har brændt lidenskabeligt for racerløb og jagtet respekt og anerkendelse. Hvordan han har kæmpet, fejlet og sejret. Og hvordan kynisme og ekstreme krav er en del af gamet. Undervejs fandt han sin egen opskrift på succes gennem vedholdenhed, samarbejde og ledelse.

KRISTENSEN

Bogen indeholder barske beretninger om de personlige omkostninger ved at stræbe efter perfektion, om at miste – og om at ’strejfe’ døden undervejs.

TOM KRISTENSEN

satte jeg mig ikke ned og havde mange, lange samtaler om døden med min familie og mine venner. Vi vidste jo alle sammen godt, at det var tæt på. Jeg havde ikke behov for at tale ulykken yderligere igennem.

Jeg ville videre.

Det betød ikke, at jeg var ligeglad, og i de stille timer, jeg havde med mig selv efter ulykken, tænkte jeg da over, at jeg havde strejfet døden. Som mange andre, der har været i en livstruende situation, fokuserede jeg i tiden efter på de små ting i livet. At jeg skulle nyde dem og ikke tage noget for givet. Jeg trak også min familie tættere til mig, men jeg var ikke derinde i mig selv, hvor jeg analyserede, hvordan Hanne og børnene ville have klaret det, hvis jeg var omkommet den dag.

VIDERE

TOM KRISTENSEN (f.1967)

er den mest vindende danske racerkører nogensinde med rekordmange sejre i Le Mans (1997-2014) for Porsche, BMW, Bentley og Audi. Flere gange kåret til Årets sportsnavn og vinder af BT’s Guld. Indlemmet i motorsportens Hall of Fame i 2013.

I 2014 indstillede han karrieren.

-

DAN PHILIPSEN (f.1972)

håndboldredaktør på TV 2 Sporten og tidligere sportsjournalist på Morgenavisen Jyllands-Posten. Han har blandt andet skrevet bøgerne Licens til at vinde (2006), En Dronning kom til byen (2009) og Over stregen (2010). Årets Sportsjournalist (2010) og modtager af Werther-Prisen (2014).

9 788740 022599

VIDERE

2017039_SMUDSOMSLAG.indd 1

POLITIKENS FORLAG

I SAMARBEJDE MED DAN PHILIPSEN

24/04/2017 15.19