Thomas Winding

100 mm

177 mm

THOMAS WINDING havde en stemme, som alle mennesker holdt af at lytte til. Når han fortalte historier, hvad enten det så var hans egne eller dem om Emil fra Lønneberg eller Alfons Åberg, hørte folk instinktivt efter og blev indhyllet i roen og fortælleglæden fra hans røst. Men egentlig ville han være kunstmaler og gå forbillederne Picasso og Matisse i bedene. Imidlertid kom tilværelsen ham i forkøbet, og i stedet blev det til et liv som først mediemenneske og siden forfatter.

35 mm

HENRIK PALLE

BUNDFARVE-TEST: 68-68-68-94 (15%)

100 mm

HENRIK PALLE

Thomas Winding revolutionerede tv-mediet, inden det for alvor havde fundet sine ben i midten af 1960’erne. I monopolets tidsalder skabte han seje Super Carla, der kunne trylle, og han tog os med til Hundested for at gø og til Omvendtslev. Det er også takket være Thomas Winding, at en stor gul bamse blev en del af danske børns indre og ydre liv. Men selv om han i løbet af sin karriere lavede noget af det bedste børnefjernsyn, brød han sig ikke synderligt om det flygtige medie. Faktisk fandt han tv både fjollet og lidt til grin. Han endte på Ærø som glad kunstmaler og børnebogsforfatter med hunden Mester som diskussionspartner.

”

Bevares, et fjernsyn er da sikkert rart, ja ovenikøbet behageligt, fordi man blot behøver at åbne øjnene for at nyde godt af det. Men det giver ikke så meget at tænke over som gode bøger.”

251 mm

Denne bog er en krønike om Thomas Winding. Om hans liv, hans børn, hans forhold, hans fjernsyn, forfatterskab og forhåbninger. Og om den tid og den verden han var rundet af og talte til og med.

Thomas Winding i sit allerførste interview.

Bogens forfatter er Henrik Palle, som siden midten af 1990’erne har været journalist på Politiken, hvor han skriver om lidt af hvert og i de senere år først og fremmest om fjernsyn, musik, comedy og teater. Han er forfatter til adskillige bøger, bl.a. ’D.T. – en krønike om Dan Turèll og hans tid’.

ISBN: 978-87-400-4477-5

POLITIKENS FORLAG W W W. P O L I T I K E N S F O R L A G . D K

POL_ThomasWinding_DUSTCOVER_177x251_R35_F100_P2.indd All Pages

POLITIKENS FORLAG

20/09/2018 10.45

THOMAS WINDING – EN STEMME I TIDEN

H E N R I K PA L L E

POLITIKENS FORLAG

8

INDHOLD Forord...................................................................................................................... 10 Manden, der hadede Disney................................................................................. 15 En kunstnerisk familie.......................................................................................... 20 En dreng får en stedfar......................................................................................... 29 Det unge menneske som billedkunstner .......................................................... 55 Nu begynder så livet.............................................................................................. 68 Brydningstid og en knækket bolignød................................................................ 77 Et skriblende hoved vinder indpas..................................................................... 95 På vej videre..........................................................................................................104 Far til flere.............................................................................................................114 Hvem sidder der bag skærmen?........................................................................127 Fred, kærlighed og forståelse.............................................................................137 Den hemmelige sommer og meget mere.........................................................150 Revolutionen i vandkanten................................................................................158 Drømmen om at blive en ægte øbo..................................................................173 Farvel, jeg hedder Kurt........................................................................................188 Den vise Thomas som discipel..........................................................................202 Åh, jeg må ha’ magasin, magasin med det samme ........................................214 Filosofisk fjernsyn ...............................................................................................223 Se Hundested og gø.............................................................................................234 Farvel til fjernsynet .............................................................................................245 Nye tider, nye steder...........................................................................................254 Masser af drama og modstand mod vold.........................................................266 Den tiltrædende filmkonsulent lader sit våben..............................................271 Den glade amatør.................................................................................................277 Coda: en verden uden Thomas Winding ........................................................290 Stamtræ.................................................................................................................296 Film, tv, radio, teater og bogudgivelser............................................................298

9

FORORD I en avisartikel fra begyndelsen af 1970’erne, hvor Thomas Winding bliver interviewet om blandt andet sit forhold til sine børns skoletider, omtales han i overskriften som ’Emils stemme’. Drengenavnet henviser til Astrid Lindgrens klassiske figur Emil fra Lønneberg, som i de år for første gang blev vist i dansk fjernsyn i Olle Hellboms filmatisering, og som Thomas Winding lagde dansk stemme til. På det tidspunkt var han et af de allerstørste navne i Danmarks Radios B&U-afdeling, kendt som manden bag indtil flere populære børneserier og med en karriere som succesfuld bladtegner og kontroversiel filminstruktør; men ikke desto mindre valgte avisen BT af hensyn til læserne at identificere ham som det, man formodede måtte vække den største genkendelse: Hans stemme. Selv det mest fladpandede tabloide medie ville aldrig nogensinde omtale den kongelige skuespiller Henning Jensen som ’Jyllands-Postens stemme’, selv om han i en længere årrække lejede sin velmodulerede mørke baryton ud til avisen for dem, som ville vide mere. Og på trods af Søren Pilmarks stærke relationer til DSB og den lilla dukke Harry, vil kun de færreste kalde ham Bahnsen, det navn han optrådte under i tv-reklamer for togkørsel.

Men at Thomas Winding var Emil fra Lønnebergs stemme eller ligefrem ’far’ i visse mediesammenhænge, vidner om hvor stort et indtryk, hans stemme som speaker til såvel den svenske tv-serie som senere de animerede fortællinger om Gunilla Bergströms moderløse dreng Alfons Åberg og alskens andet gjorde: Thomas Windings sociale identitet og gerninger blev som tryllet væk af hans indfølende stemmes bløde klang. Den dovne og lettere affekterede diktion, den tørre Ben Webster-agtige tone og det nærmest hypnotisk rolige tempo blev for generationer af danske tv-seere indbegrebet af historiefortælling i fjernsynet, og det i en sådan grad, at da man i forbindelse med en tema-lørdag om menneskestemmen bad diverse mennesker om at nævne karakteristiske stemmer fra medierne, så sagde den overvejende del af disse Thomas Winding. Selv om han på det tidspunkt havde været død i et lille årti og ikke var blevet genudsendt eller udgivet i nævneværdig grad.

10

Han kunne noget med at tryllebinde mennesker med sin røst og sine historier. Hvilket lader sig illustrere med en anekdote, som ophavsretsjuristen og jazzbassisten Jakob Thors, en tid lang medlem af Winding-vennen Nulles ensemble Verdensorkestret, fortæller: “Engang i 1990’erne spillede vi med ’Nulle’ og Verdensorkestret til afslutningsfesten på et seminar, som Kulturministeriet afholdt på Filmhøjskolen i Ebeltoft. Deltagerne var museumsdirektører, rektorerne fra kunstskolerne og andre ledere af de institutioner, der hørte under ministeriet. Ledernes hovedformål var at sikre næste års bevillinger, og det prøvede de hver især.

Stemningen ved festen var virkelig mærkelig; de ledere, som havde opnået de ønskede bevillinger, var glade og klar til at feste, mens de, som ikke var lykkedes med deres forehavende, var skuffede. Vi spillede det bedste, vi kunne, men det var næsten umuligt at trænge igennem den uforløste stemning, der lå som en tung dyne over selskabet. Bagefter sad vi lettere medtagede i ’musikerrummet’, som også var et lydtæt studie. Poul Nesgaard og hans kone Marianne gjorde os selskab sammen med Bibi og Thomas, som på det tidspunkt var lærer på stedet og deltog i festen. Thomas var klar over, at vi havde været på en hård opgave og derfor trængte til lidt opmuntring – så han begyndte at fortælle. Og Thomas’ skønne stemme fyldte fuldstændig det lydtætte rum, og med ét forsvandt den trykkede stemning. Han fortalte sine vidunderlige historier om hunden Mester, om sine oplevelser og barndomserindringer. Imens sørgede personalet godt for os med både vådt og tørt til langt ud på natten, og de sluttede sig til lidt efter lidt og satte og bare lyttede til Thomas. Som det gode menneske og den fremragende fortæller Thomas var, tryllebandt han os – og gøre os trygge og glade. Vi blev alle lidt lykkeligere den aften.”

Nævner man Thomas Winding for folk, der er født mellem 1960 og 1980, lyser de næsten alle op i et smil, når de hører hans navn.

“Hjemme hos os kaldte vi ham for den gode fortæller”, som en bekendt sagde – med en henvisning til den legendariske Anders And-tegner Carl Barks, der – fordi tegnerne bare var lønslaver på stykbetaling og derfor ikke blev synligt krediteret for deres arbejde – gik under navnet ’Den gode tegner’.

“Han er lyden af min barndom”, sagde en veninde om ham, og en kollega brød uopfordret ud i en begejstret lovprisning af Thomas Winding, Alberte Winding og Jan Rørdams udgivelse Sludder og vrøvl gamle jas, som havde fungeret som soundtrack til hans datters tidlige år.

11

Det stod imidlertid ikke skrevet over Thomas Windings vugge, at han skulle få den status og den karriere som et par generationers foretrukne historiefortællestemme – først og fremmest i tv-mediet. For dels var fjernsynet ikke – ikke for alvor i alle fald – kommet til Danmark i hans barndom i 1940’ernes Danmark, dels kom han fra en finkulturel baggrund, hvor massekulturen blev massivt foragtet. I Thomas Windings barndomshjem færdedes ikoner som Poul Henningsen, H.C. Branner, Bernhard Christensen, Henry Heerup, Svend og Ragna Johansen, Kjeld Abell og Helge Refn, som alle på deres områder var store og vigtige skabende kunstnere, der kun havde hånsord til overs for pjattet pop og populistisk pang. Så det lå i kortene, at Thomas Winding, af alle anset for en talentfuld Aladdin med en hel hovedbeklædning proppet med citrusfrugter skulle sætte sit aftryk som en slags kunstner, og tilskyndet af sin stedfar, Preben Wilmann, som var billedkunstner, sporede han selv tidligt ind på billedkunsten.

Men som Thomas Windings yndlingsbeatle John Lennon har sagt, så er ’livet alt det du kommer ud for, mens du har travlt med at lægge andre planer’. Thomas Windings karriere som professionel kunstmaler sluttede, før den for alvor havde taget sin begyndelse. Og i stedet for at agere skønånd i lønkammeret med paletten i hånd og baretten på sned blev den unge Thomas Winding ganske tidligt opslugt af den moderne tids molok: massemedierne, der æder deres børn, hvis ikke de spytter dem halvtyggede ud.

Først den trykte presse, siden fjernsynet, som i Thomas Windings verden var småborgerligt, leflende, fordummende og uinteressant.

Når man læser, hvad Thomas Winding har sagt om fjernsynet nærmest fra første interview og til det sidste, løber der en ariadnetråd gennem den labyrint af udtalelser, et skabende menneske næsten altid efterlader sig. Og det er en negativ holdning til det tyvende århundredes hinsides enhver tvivl mest betydningsfulde og væsentlige medie, fjernsynet. Fra det arrogant nedladende til det oprigtigt indignerede: Fjernsyn er ikke godt. Børn ser for meget fjernsyn. Der er for meget vold i fjernsynet. Skidt fylder for meget i fjernsynet. TV-avisen burde sendes lige inden midnat, fordi den er pakket med grusomhed.

Og når Thomas Winding overhovedet kunne leve med at producere indhold til dette rent ud sagt frygtelige fænomen af et massemedie, så var det fordi, at når nu det fandtes, så kunne man da i det mindste gøre sit til, at det ikke var helt til rotterne. Af hensyn til børnene, forstås.

12

Skærmen blev hans skæbne. På godt og ondt. Positivt for de mange børn, unge og voksne, der gennem årene er blevet lukket ind i et tolerant, fantastisk og snurrigt univers, skabt i Thomas Windings krøllede hoved. Negativt, fordi han selv altså hellere ville have været noget andet: jazzmusiker, filminstruktør, kunstmaler. Han ville gerne fortælle historier, elskede at berette. Men det skulle helst være fortællinger, som blev formidlet som litteratur, film, tegninger eller malerier. Fjernsynet var og blev et nødvendigt onde, en levevej, et money job, som han tilfældigvis havde geniale anlæg for og derfor måtte holde fast i.

Thomas Winding kom til verden i 1936 samtidig med de første danske talefilm og døde umiddelbart inden, medielandskabet for alvor ændrede sig med sociale medier. Og det er ikke til at sige, hvad han ville have sagt til Facebook eller Instagram, selv om et godt gæt vil være, at han næppe havde været udelt begejstret, trods det enorme demokratiske potentiale. For i bund og grund var Thomas Winding en gammeldags intellektuel, en tænksomt anlagt læsehest, der foretrak Haruki Murakamis fabulerende romaner fremfor Disney-koncernens mandsjævnende, skematiske fortællinger. Han var til filosofi og samtaler, ikke til facade og forudsigelighed. ”En påfaldende elskelig mand i en forreven tid”, omtalte forfatteren, litteraten og ungdomskollegaen Niels Barfoed ham som. Dertil kan man sige, at han også opnåede at blive en stemme i den forrevne tid, der blev hans livsløbs periode. Præget af store omvæltninger. Han var barn i den gamle borgerlige verden med klasseskel og plusfours. Blev voksen i velfærdssamfundets første spæde tid og oplevede, at ungdomsoprøret løb en hel verden af normer, manerer og værdier over ende i løbet af ganske få år.

I den proces blev han en stemme, der fortalte historier. Han fandt sin egen fortælling. Men måtte også opleve, at stemmen skyggede for alt det andet. Også fortællingen om ham selv.

Denne bog går i krønikens fabulerende form på jagt efter Thomas Windings historie og den tid, den udspandt sig i. For han havde altid antennerne ude efter, hvad der rørte sig, og han var ganske meget med på beatet, hvad enten det så handlede om fjernsyn, børneteater, beatmusik, pornografi eller måder at leve sit liv på.

En tak skal der lyde til alle de i bogen interviewede for at give sig tid til at tale med mig. Samt til bibliotekar Michael Jensen for hjælp med fremskaffelse af arkivalier.

Henrik Palle

13

Thomas Winding tramper pü massekulturens ikoner i arbejdstøj og med sikkerhedssko.

Foto: Isak Hoffmeyer.

14

MANDEN, DER HADEDE DISNEY Læserne af kultur- og ikke mindst filmmagasinet Levende Billeder fik måske ikke ligefrem kaffen, øllen eller rødvinen galt i halsen, da de så forsiden af juni-udgaven 1993, nummer 101 i publikationens samlede kronologi, siden journalisten og litteraten Henrik Jul Hansen grundlagde bladet i 1975. Men de har nok alligevel tænkt deres. Forsiden var nemlig prydet af et iscenesat foto, taget af den unge fotografkomet Isak Hoffmeyer, som viste historiefortælleren og børne-tv-legenden Thomas Winding set nedefra, så man lagde mærke til hans sikkerhedsskoklædte fod, hævet til eftertrykkeligt tramp, og først efterfølgende bed mærke i kedeldragten og det kendte kontrafej fra udsendelser som Op på ørerne, vi er kørende. Mest opsigtsvækkende var imidlertid nok forsidelayoutet, hvis grafiske pointe var, hvad Thomas Winding havde tænkt sig at træde så eftertrykkeligt under fode: den amerikanske kulturindustris førende koncern, Walt Disneys gigantiske mediekonglomerat. Den lokkende overskrift til den tidligere børnetv-vært Svend Rasmussens ganske omfattende interview lød: ”Jeg hader Walt Disney af samme grund som jeg hader broer og nåletræer”. Bum. Et interviewmæssigt Kinder-æg med ikke mindre end tre specifikke hadeobjekter for en mand, der på det tidspunkt allerede så småt havde erhvervet sig kultstatus på grund af såvel sine tv-produktioner som sin udsøgt behagelige barytonrøst, der af mediemennesket Anders Lund Madsen i en klumme i Ekstra Bladet blev karakteriseret som ”hans dybe, syngende tag-det-bare-roligt-min-lille-ven-jeg-er-jo-her-stemme”.

I interviewet fortæller skribenten, der trods sin trivelige fremtoning i sin DR-tid ikke var bleg for at optræde i stram lycra-heldragt a la Superman, om hvordan han rejser til Ærø, hvor Thomas Winding atter er bosat efter en sæson i en anden del af Danmark, og hvordan minderne om alene tanken om Thomas Windings historier og stemme fylder ham med glæde, tryghed og ro. Hvordan han sendes tilbage til teenageårenes eftermiddage foran

15

familiens tv-apparat og monopolfjernsynets programudbud, hvor blandt andet et format som Flid, fedt og snyd formåede at fascinere. Det var nemlig noget andet end alt det andet socialdemokratisk bedrevidende og pædagogisk velmenende ungdomsfjernsyn, som 1970’erne og 1980’erne anså som passende underholdning for de kommende generationer af indbyggere i velfærdstaten. Han erindrer, hvordan han selv som programmedarbejder i Danmarks Radios legendariske B&U-afdeling for relativt nylig har gennemset sæsoner af Winding-materiale med henblik på at finde inspiration og måske et par tricks eller fire, men endte med at genudsende førnævnte Flid, fedt og snyd i stedet for at begive sig ud på den åbenlyse kamikaze-mission, det ville være at forsøge at lave noget udpræget Windingsk.

Og Rasmussen understreger både sin veneration for idolet, og hvordan han fik rollen som en hel generations venlige voksen, der ikke beundres med samme kitschede overfladiskhed, som blev eksempelvis sangskriveren Povl Kjøller til dels, da halvfjerdserungerne genopdagede ham og deres barndoms Jeg er så glad for min cykel-sange. Thomas Winding var nemlig ikke blot ”en figur fra barndommens sort-hvide tv-land,” som han skriver. Nej, ”Thomas Winding var den voksne, der tog sig af os, mens vores forældre enten var ude at realisere sig selv eller som i mit eget tilfælde knoklede rundt for at tjene til 1970’ernes overforbrug.”

Problemet er bare, at Thomas Winding ikke kommer. Svend Rasmussen sidder på Café Arrebo i Ærøskøbing og drikker øl, mens han venter. Stive to timer går der, og så fortæller en af de lokale, at han har hørt Thomas Winding i radioen samme dag, hvilket kan pege på, at han måske slet ikke er på øen. En tur med øens taxa bringer Svend Rasmussen videre i eftersøgningen, og på vejen mod Thomas Windings nye bopæl finder han ham så, cyklende med vinden i håret på vej til købmanden efter blødt brød til eftermiddagskaffen. Og det viser sig, at legenden ganske enkelt havde glemt aftalen med den unge skribent. ”Guuud, det må du undskylde,” siger Thomas Winding. ”Den aftale har jeg fuldstændig svedt ud. Vi er ved at pakke ud og gøre rent. Men sæt dig ud i solen, så kommer jeg om lidt.”

Om det er som kompensation for sin pinlige forglemmelse, er svært at vide, men Thomas Winding giver virkelig Svend Rasmussen noget på blokken. Han lægger ud med en anekdote om, hvordan han var ved at forlade et tv-program med Michael Meyerheim, hvor han blev præsenteret som ”børnenes ven”. Ikke fordi han som sådan opponerer mod den betegnelse,

16

men fordi han føler, at det måske vil støde hans egne børn en smule – han indrømmer at have været en langt fra optimal forælder, og at hans egne børn klart overgår ham udi den metier. Men at han til gengæld i sin rolle som historiefortæller og forfatter har forsøgt at være den voksne, han selv savnede i sin barndom – selv om han med en udtalelse i den retning kom til at såre sin gamle mor. Ikke desto mindre, siger han: ”Det hænger sammen med, at mine forældre blev skilt, da jeg bare var to-tre år gammel. Når hele ens tilværelse skrider i den tidlige barndom, så prøver man at danne en lille voksen, der kan overkomme situationen. Den siger: ’Okay, vi kan åbenbart ikke stole på alle, men så prøver vi at lægge en plan.’ Det bliver et barns version af en voksen, og i den indgår der jo også en del løgne.”

Thomas Winding indvier læserne i, at han som barn faktisk ikke var synderligt barnagtig: ”Til gengæld blev jeg et stort pattebarn, da jeg blev voksen, for nu havde jeg jo ret til at være ansvarsløs. Og det gik jo helt galt. I dag som 57-årig øver jeg mig stadig på at blive voksen.”

Hvorfor Thomas Winding hader Disney, får vi ikke umiddelbart at vide.

Først skal vi en omvej forbi det at fortælle historier og ikke mindst Thomas Windings indgang til disciplinen. Ikke overraskende kan Thomas Winding afsløre, at hemmeligheden bag at blive en god historiefortæller er læsning. Hans forældre læste meget, og derfor var det også naturligt for ham at læse i bunker. ”Jeg læste flere bøger om dagen. Og på et eller andet tidspunkt skal det ud,” siger han og forklarer om sin vanskelighed ved at finde et personligt udtryk, og at det ikke er en udvikling, samfundet støtter op om. For op igennem barndommen udsættes man for en lang række påvirkninger, der korrigerer og udøver retvisning i forhold til det, individet måske umiddelbart ville sige: Punktum, punktum, komma, streg, sådan tegnes Nikolaj. Det fører til, at børn i en tidlig alder lærer ikke at stole på deres egne iagttagelser og deres eget sprog, og det er en dødssynd”, erklærer Thomas Winding og fortsætter: ”Vi er underlagt nogle vedtagne regler for, hvordan man fortæller en historie, og hvordan en sådan skal skæres. Det er med andre ord ikke en naturlig fortælling, men en tillært evne til at fortælle en bestemt form for historier på en bestemt måde. I dag kan du lære at blive forfatter. Det har i hvert fald skabt nogle forfattertyper, som skriver enormt kedeligt, synes jeg.

Altså for der er egentlig ikke noget i vejen med deres iagttagelsesevne, selv om meget er lånt, men du kan mærke, at det er konstruktioner. Altså nu når

17

vi til et sted, hvor der skal være en iagttagelse, og det er næsten dræbende, for hvis iagttagelsen ikke er fuldstændig præcis, så er den nærmest overflødig, og hvis ikke den falder på det følelsesmæssigt rigtige tidspunkt, men er konstrueret til at ligge, hvor det bliver lidt kedeligt – nu har bilen kørt lidt længe på landevejen, nu må vi have lidt action – så er det, fordi de på en måde sidder og skriver film i stedet for bøger. De ser bogen udefra, ligesom noget, der foregår på et lærred, og så tilføjer de små detaljer, og det tror jeg ikke, der kommer virkelig kunst ud af, heller ikke fortællekunst.”

Faktisk er en af skurkene i denne udvikling det fjernsyn, som Thomas Winding i et par årtier stod som en dansk hovedrepræsentant for. For fjernsyn har en tendens til at formidle ting på en bestemt måde efter nogle bestemte modeller, strukturer som Thomas Winding selv har hængt sig fast i, og det kan blandt andet være modstillinger mellem godt og ondt, og det forhold at der nødvendigvis skal være en konflikt, for at en historie kan eksekveres. Historier skal udspringe af, at en person har noget at fortælle til nogle andre, ikke af modeller og simplificeringer. Og de må for guds skyld ikke være drevet af en alt for stærk trang til alene at underholde. Fjernsyn til børn eller voksne må ikke være ren underholdning. Thomas Winding er klar over, at han selv har gjort det – eksempelvis i Super Carla, hvor titelpersonens modpart, drengen, helt uformidlet repræsenterer det onde, fordi det hjælper på en lidt tynd historie og skaber underholdning. Det er faktisk så grelt, at Thomas Winding udtaler, at han skammer sig over det. Men værst er, at alting skal tilpasses, være det samme og kunne gå nærmest den ganske verden over. Det er her, at Disney bliver bragt på banen: ”I Junglebogen er det da meget sjovt, at dyrene kan synge og danse, men Junglebogen handler egentlig om mennesket mod naturen. Og på grund af Disney-koncernens kolossale kommercielle gennemslagskraft bliver bøgerne og de egentlige historier glemt. Samtidig med, at Disney-koncernen på ret imperialistisk vis tvinger børn over hele verden til at se alt deres møg, fordi de sælger de gode film og de gode tegneserier i store pakker, hvor tv-stationerne tvinges til at købe revl og krat. Også alt møget. Hvorfor skal franskmændene også have en Disney World? Hvorfor skal der være en Burger King i alle byer over hele verden? Det er af samme grund, jeg elsker, når tyrkere og pakistanere i Danmark bliver ved med at bevare deres særpræg – hvorfor skal de partout ligne os danskere? Og det er af samme grund, jeg hader broer. Broen over Svendborgsund fra Langeland til Fyn, den ødelagde Langeland. Lige

18

pludselig tog alle over broen til Svendborg og fik job. Langeland døde. I gamle dage var det sådan, at hver gang du kom til en ny ø, så var det en ny oplevelse. Sådan er det gudskelov stadig her på Ærø. Men kig dig omkring, hvor de laver broer. Det hele ligner hinanden. Det samme med nåletræer. Dem har jeg sådan set ikke noget imod, men hvorfor skal de altid stilles op og plantes i snorlige rækker. Det er forskellene, der gør livet værd at leve,” slutter Thomas Winding sin nærmest programmatiske dialog med Svend Rasmussen.

Det var noget af en udmelding at komme med i sommeren 1994, hvor den amerikanske voldsæstetik i sin seneste inkarnation havde vundet Den Gyldne Palme i Cannes. For juryen, hvor Clint Eastwood var formand, valgte at give kunstfilmverdenens største hæder til Quentin Tarantinos Pulp Fiction, der måske nok både brød med traditionelle, lineære fortælleformer og gav et overraskende comeback til John Travolta, der spillede den heroinglade gangsterhåndlanger Vincent Vega, men sandelig også overskred nogle grænser med hensyn til grafisk vold, splat og andre modbydeligheder i en massepublikumsfilm.

Men reaktionerne på Thomas Windings udtalelser udeblev, fortæller den daværende redaktør af Levende Billeder, filmjournalisten Per Juul Carlsen. ”Jeg kan tydeligt huske, at skribenten Svend Rasmussen kom jublende med interviewet, især afsnittet om Disney. Som jeg husker det, regnede vi ikke med en storm af reaktioner, men som redaktør var jeg meget tilfreds med tanken om at servere et velformuleret oplæg til diskussion. Dengang kom der ikke så mange reaktioner, og eftersom en stor del af Levende Billeders læsere havde baggrund i venstresnoede miljøer, der jo også hadede Disney, vakte det ikke så meget postyr som forventet. Jeg kan ikke huske én eneste reaktion fra læsere, kun almindelig undren hos vi lidt yngre folk på redaktionen, som elskede Disneys fantasifulde tegnefilm,” siger Per Juul Carlsen.

Det er så en side af det hele, set i bagklogskabens uendeligt klare lys.

En anden er, om et andet, aldeles underspillet element i Svend Rasmussens interview i dag ikke havde fået landets web-redaktører og tabloidpressens rubriksnedkere til at slikke sig lystent om munden, inden de viderekolporterede pointen om indvandrerne, der holdt fast i deres oprindelige etnicitet og traditioner, selv om de nu befandt sig i Danmark i stedet for Tyrkiet og Pakistan. Man ser det for sig: ’DR-legende undsiger assimilation’ eller ’Winding foretrækker kulturkonservative indvandrere frem for både Disney og broer’. Men det havde formentlig befæstet hans kultstatus i visse miljøer.

19

EN KUNSTNERISK FAMILIE Ser man på det tyvende århundredes historie år for år, er 1936 måske ikke et, der udmærker sig for det ekstraordinært gode. Den spanske borgerkrig, som endte med, at en af Europas værste diktatorer, Francisco Franco, som forblev ved magten i Spanien frem til sin død i 1975, tog sin begyndelse, da dele af hæren foranstaltede et militærkup mod Niceto Alcalá-Zamoras kun fem år gamle Anden Spanske Republik. I Japan måtte den demokratisk sindede premierminister, Keisuke Okada, vige pladsen for den fascistiske Koki Hirota, der gik i kompagniskab med Nazi-Tyskland og Mussolinis Italien, inden han lod japanske militærstyrker bombe USA’s flådebase Pearl Harbour i 1941 og sluttelig blev dømt som krigsforbryder i opgøret efter 2.

Verdenskrig. I Tyskland varslede Der Führer, Adolf Hitler, krigens komme med sin fireårsplan, der skulle ruste landet til den endelige overtagelse af magten i Europa med militær magt. Inden måtte han notere sig et par ridser i lakken under De Olympiske Lege i Berlin i august måned, hvor den sorte amerikanske sprinter Jesse Owens lod hånt om den ariske races overlegenhed ved at vinde fire guldmedaljer i henholdsvis 100 meter, 200 meter, 4 x 100 meter stafetløb og længdespring. Selvfølgelig til den tyske diktators store fortrydelse. Man ved fra den nazistiske arkitekt Albert Speers dagbøger, at Hitler var ekstremt opbragt over den farvede atlets store succes – ingen andre opnåede fire medaljer ved legene. Han tilskrev det imidlertid en fysik, der havde at gøre med et tæt slægtskab med junglens primitive folk, og derfor skulle sorte fremover ikke have adgang til internationale idrætskonkurrencer. Sidst på året demonstrerede Adolf Hitler tillige sin absolutte foragt for åndslivet ved at fratage den nobelprisbelønnede forfatter Thomas Mann et æresdoktorat ved universitetet i Bonn med den begrundelse, at han havde kastet smuds på det nazistiske Tyskland og dermed tusindårsriget og fremtiden.

20

Ole Vinding med sønnen Thomas i barnevogn pü Frederiksberg.

Foto: Privat.

21

I Danmark sad socialdemokraten Thorvald Stauning i Statsministeriet.

Det Radikale Venstres Peter Munch befæstede den danske neutralitetspolitik, og hans partifælle Bertel Dahlgaard holdt hånd i hanke med tildragelserne på de indre linjer i Indenrigsministeriet.

Gennemsnitslønnen for en faglært arbejder var 1 krone og 33 øre, en sum penge, der kunne bruges til indkøb af eksempelvis små syv kilo rugbrød, fire halvlitersflasker med bayersk øl eller en snes hønseæg, og skulle der være penge tilovers til en biografbillet, kunne man lade sig underholde af den filmatiserede version af årets cirkusrevy – den anden overhovedet – hvor Ludvig Brandstrup gav den gas med Hen te’ kommoden, og Osvald Helmuth sang Aage Stentofts Dit Hjerte er i fare Andresen, så latteren skræmte hjortene i Dyrehavens lyse sommernat. Og gad man ikke revy, var der folkekomedien Panserbasse at grine ad – med Ib Schønberg som godmodig og giftelysten gadebetjent samt det femårige livsstykke Lille Connie (Meiling) som filmens kvikke barnestjerne.

Det var denne verden, Thomas Winding blev født ind i som det første barn af journalisten og æsteten Ole Vinding og hans kone Aase, født Frandsen, men ikke gift med sønnens far.

Winding-familien – eller Vinding-familien alt efter hvor og hvornår man støder på den – er en af Danmarks gamle familier, og navnet stammer fra den jyske by Vinding, hvor nogle forfædre var præster. Thomas’ bedstefar Andreas Vinding tog vejen fra Seem, som senere skulle blive hjemsted for en af den danske højrepopulismes bannerførere, præsten og politikeren Søren Krarup, til København for at blive journalist. Andreas Vinding fik ansættelse på Politiken, og her agerede han som en for magthaverne uhyre irriterende reporter, der anede urent trav i forbindelse med Peter Adler Alberti.

Og det var ikke dennes retspolitiske strambuks med blandt andet indførelse af pryglestraf for seksualforbrydelser, nej, det var rygterne om, at den juridisk uddannede venstrepolitiker havde en utøjlelig spillelyst og af den grund konstant måtte skaffe sig midler fra alskens hold, der gav Andreas Vinding og hans politiske redaktør Ove Rode en stærk journalistisk fært. Ministeren Alberti blev i årene 1907 og 1908 genstand for ganske voldsom politisk kritik, der gik på, at han misbrugte sin politiske magt i personlig vindings øjemed.

Så selv om han formåede at ride stormen af og bevare sin ministerpost, fik hans ry et grundskud. Ikke mindst på de indre politiske linjer, hvor det var alment kendt, at han var involveret i nogle obligationsinvesteringsnumre,

22

der ikke nødvendigvis tålte at komme til offentlighedens kendskab. Han tog sin afsked som justitsminister efter syv år på posten og troede således, den hellige grav velforvaret.

Trods pensionering og udnævnelsen af Alberti til gehejmekonferensråd fortsatte Politiken skriverierne, hvilket førte til, at den tidligere minister 8. september 1908 meldte sig på Københavns Domhus og angav sig selv. Han tilstod underslæb og diverse former for falskneri i et omfang af 15 millioner kroner (det svarer til godt en milliard i vore dages penge), hvilket var halvdelen af Den Sjællandske Bondestands Sparekasses samlede kapital – og det var dette pengeinstitut, der havde måtte holde for. Pengene var gået til ukloge investeringer i blandt andet guldmineaktier.

Sagen og den deraf følgende skandalisering af en lang række borgerlige honoratiores endte for Albertis vedkommende med en dom på otte års fængsel, der skulle afsones i Horsens Statsfængsel. Efter to år i det østjyske blev han overflyttet til Vridsløselille Statsfængsel, indtil han i 1917 blev benådet og løsladt. I dag ville en sådan afsløring med stor sikkerhed have indbragt en Cavlingpris, men da den endnu ikke var indstiftet, måtte Andreas Vinding og Ove Rode nøjes med almindelig anseelse blandt kollegerne på Rådhuspladsen.

Det var dog ikke som politisk journalist, Andreas Vinding primært slog sine folder og luftede sin formidable pen. Det var i sin tid ingen ringere end chefredaktør Henrik Cavling, der havde fået øjnene op for Vinding, og under hans ledelse foldede han sig ud som københavnerskribent og ikke mindst småspydig skildrer af hovedstadens selvhøjtidelige borgerskab. Pennenavnet var Per Pryd, og under dette pseudonym var han en elsket og feteret skikkelse i det københavnske selskabsliv. Imidlertid nærede han også journalistisk udlængsel, og da 1. Verdenskrig brød ud, var han allerede bosat i Paris som Politikens mand i Byernes By. Og da var han også lige blevet skilt fra sin hustru, skuespillerinden Antoinette Kathrine Helene Nielsen, kaldet Agis.

Hun var fra Aarhus, datter af en stentrykker, og spillede på Aarhus Teater, da hun traf den flamboyante journalistspire Andreas, som hun forelskede sig i og flyttede til København sammen med. Her blev hun en del af byens teatermiljø og havde roller på det i dag nedrevne Casino Teatret, som i sin tid blev bygget af Tivolis grundlægger Georg Carstensen, og siden også på Dagmar Teatret, Alexandra Teatret og Betty Nansen Teatret – og for sin indsats i scenekunstens tjeneste blev hun i 1937 belønnet med majestætens

23

Ingenio et Arti-medalje af Christian X. I dansk films barndom havde hun også en række mindre roller, mest fremtrædende blandt andet som pastor Blichers ømme hustru i George Schnéevoigts filmatisering af Henrik Scharlings klassiske julekomedie Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard fra 1934. Ægteskabet med Andreas Vinding var i øvrigt ikke hendes første. Det blev heller ikke hendes sidste. Hun havde forinden været viet til musikeren Andreas Bertram Ludvig Camillo Larssen, og efterfølgende var hun gift med forsikringsmanden Erik Schall Holberg. Til gengæld bar ægteskabet, som det eneste, frugt i form af børn. I 1906 fødtes sønnen Ole, og året efter fulgte datteren Else Margrethe.

Ole Vinding slægtede sin far på i mere end en henseende. Han arvede en frankofilt funderet udlængsel, og allerede som 20-årig rejste han til Paris for at studere kunst og arbejde som journalist. Han havde – muligvis ved farens mellemkomst – en aftale med Politiken, og han interviewede i den egenskab blandt andet en række af den europæiske modernismes helt store skikkelser: Pablo Picasso, Henri Matisse og arkitekten Le Corbusier, men også en politiker som Georges Clemenceau kom den unge dansker i audiens hos.

Den 4. oktober 1936 blev Ole Vinding så far til Thomas. Og umiddelbart var der ikke meget, der tydede på, at det passede ham videre godt at skulle omgås et spædbarn og tage det nødvendige hensyn, sådan en størrelse kræver. Fra sin egen barndom var han vant til at være centrum for sin moders udelte beundring, og fra selskabslivet havde han også vænnet sig til, at omgivelserne lyttede og lo, når han på charmerende vis underholdt med sine morsomme historier og sin store viden. Så den lille Thomas var ikke sin fars lille kærlighedsmaskot. På det tidspunkt havde Ole Vinding allerede en søn fra et tidligere forhold, men han og dennes mor var flyttet fra hinanden grundet uoverensstemmelser.

En anekdote, som filminstruktøren Anders Refn, der i mange år var ven og samarbejdspartner, har fået fortalt af Thomas, illustrerer ganske brutalt, hvordan relationen mellem far og søn var fra begyndelsen: ”Det er fra de helt tidlige dage i barndommen, altså fra bletiden. Den lille Thomas vågner i sin seng om natten, så kravler han på alle fire ud på gulvet i et mørkt værelse. Det viser sig, at det er forældrenes soveværelse, han er i, og han giver lyd fra sig, som børn nu engang gør i den alder. Og så står hans far, Ole Vinding, ud af sengen, giver ham et lods i røven, så han ryger ind i et

24

skab. Faren lukker døren, og så kan han sidde derinde i skabet,” siger Anders Refn.

Trods den uhørt hårde medfart bar Thomas Winding ikke nag over akkurat den episode. ”Han fortalte altid den historie med et smil på læben,” husker Anders Refn.

Den lille familie boede i en lejlighed på Asmussens Allé, en afsides vej, der går mellem Vesterbrogade-sidevejen Schlegels Allé og Jacobys Allé. Og selv om Ole Vinding måske ikke var sin lille søn så hengiven, som han kunne have været, og familielivet heller ikke i anden ombæring levede op til drømmene, resulterede samlivet med Aase ret hurtigt i yderligere to børn, broren Rasmus og lillesøsteren Annette. ”Det var ret kaotisk. Der er næsten ingen aldersforskel på os, vi er næsten trillinger. Altså, da jeg blev født, havde Thomas allerede en lillebror Rasmus.

Jeg kom til tre måneder før han fyldte 3 år, og der var en lillebror imellem,” siger Annette Winding og fortsætter: ”Rasmus var syg, fra han var ganske lille, havde noget med sine ører, så han var syg i meget lang tid – han fik en dårlig start, må man sige. Og der blev ikke rigtigt taget hånd om ham, der var en barnepige, men det var ikke … Thomas var jo min mors et og alt, det var det eneste, hun ønskede sig, et barn og en søn, og det fik hun, og så fik hun de to små. Men jeg var trods alt pige, så jeg var noget andet. Det var måske mit held. Og det har selvfølgelig været en underlig tid med tre små børn, og min far, han flygtede jo mest muligt.”

Den flugt, hun henviser til, er det forhold, at Ole Vindings arbejde som korrespondent for først Politiken og siden Ekstra Bladet holdt ham borte fra hjemmet en del af tiden. Han mødte ikke bare på arbejde på Rådhuspladsen som alle de andre bladsmørere. Han opholdte sig i Paris, hvor han dækkede byens kunstneriske liv og plejede omgang med malere, tænkere og alskens andre skønånder, hvilket han – udover i interviews og artikler fra datidens aviser – blandt andet har skildret i bøger som Franske kunstnerportrætter samt Erindringer eller breve: Vejen til den halve verden.

Efter tre børn havde forholdet til Aase måske også mistet passionen i hans opfattelse. Den mellemste søn, Rasmus, var, som nævnt, svagelig og havde ofte bøvl med ørerne i et omfang, der krævede en professionel plejerske i hjemmet. Måske derfor gik Ole Vinding på opdagelse ude i byen og indledte

25

et forhold til en anden kvinde. Men hans nye elskerinde var ikke tilfreds med at være til venstre hånd. Hun ville have papir på relationen, ring på fingeren og orden i sagerne. Hvilket førte til, at Ole Vinding måtte vælge mellem sin nyfundne store kærlighed eller sin ikke helt lille familie med Thomas, Rasmus og Annette.

Han valgte sin seneste erobring, men beskeden om, at han ville gøre det forbi med Aase og deres tre fælles børn, blev ikke leveret med ømhed i stemmen over et fortroligt glas rødvin, efter at børnene var lagt i seng. Ej heller blev den formidlet som afslutningen på et heftigt skænderi. I stedet valgte Ole Vinding en særdeles håndfast måde til at signalere familiens opløsning på. Præcis hvornår det fandt sted, er upræcist i familiens overlevering, og vidnerne er enten borte eller var dengang for små til at huske tid og sted.

Men at det foregik nogenlunde som følger, er der flere, der kan skrive under på: Aase og børnene havde været på ferie hos deres mormor, som havde et pensionat ved Henne Mølle Å midtvejs mellem Hvide Sande og Blåvand ved den jyske vestkyst – der i øvrigt var bygget til hende af den Poul Henningsen, som Aase havde en affære med, inden hun fik børn med Ole Vinding. Da de vendte hjem, trætte efter rejsen, viste det sig, at låsen på hoveddøren var blevet skiftet, og de kunne ikke komme ind i lejligheden. Farmand havde fået nok, og Aase og de tre små børn på fem, fire og snart tre måtte finde andre steder at opholde sig. Som et yderligere tegn på sin uvilje ved den nu forhenværende familiekonstellation søgte Ole Vinding at forhindre, at børnene kunne hedde Vinding til efternavn. ”Men det kunne han ikke forhindre,” fortæller Annette Winding og fortsætter: ”For i mellemtiden var der en af mine onkler, en af hans fætre, som trådte ind og sagde til min mor: ’Hvis det er tilfældet, så gifter jeg mig med dig!’”

Men tøj og legesager blev pligtskyldigt eftersendt til en ny adresse.

Så stod Aase Frandsen der, mildest talt med fletningerne i postkassen og med tre små børn, hvis far ej længere ville kendes ved dem. Og ifølge Thomas Winding selv, dukkede farmand Ole kun op med uhyre lange mellemrum.

Til dokumentaristen Maria Mac Dalland, der i 2007 lavede portrætfilmen Jo tak, jeg kender godt Thomas Winding, fortalte han, at han efter den indledende opløsning af hjemmet først så sin far på ny, da han var seks år gammel.

Dernæst gik der fire år inden endnu et gensyn, og først som 16-årig etablerede han en nogenlunde regelmæssig kontakt til sit biologiske ophav.

26

Hjemløse var de således, men heldigvis kunne de trække på venner og families velvilje, selv om det – dengang som nu – er sin sag at give husly til en enlig mor og hendes tre unger. Der kom ingen økonomisk bistand fra faren, der var godt i gang med at opbygge en ny familie, inden han også forlod den og drog til Grønland for at beskrive forholdene der, hvilket i øvrigt endte med at indbringe ham Cavlingprisen i 1946.

Efter noget tid fik Aase og de tre faderløse rollinger atter foden under eget bord. Nærmere bestemt i den hyggelige brolagte Rosenvængets Allé, en sidegade til Østerbrogade over for udmundingen af den fordums så folkerige Ryesgade og lige inden trafikknudepunktet Trianglen med kioskbygningen Bien, som dengang i 1940’erne i folkemunde blev omtalt som Suppeterrinen på grund af den iøjnefaldende tagkonstruktion af kobber, fordi denne lignede et låg.

Mens Thomas og hans mor og søskende havde haft deres trakasserier og var flyttet fra sted til sted, inden de fandt roen på Østerbro, var der sket en del i det øvrige land og ikke mindst Europa. Det nazistiske Tysklands udenrigspolitiske aktivitet var gået fra fjendtlig snerren til regelret aggression med invasionen af Polen 1. september 1939. Danmark blev gjort til tysk protektorat, da Hitlers tropper besatte landet den 9. april 1940, og med ét var militær tilstedeværelse på gaderne en del af livet på det ellers så fredelige Østerbro. Allerede året før havde Folketinget indført rationering på brændsel til opvarmning og benzin til motorkøretøjer, men snart kom der også begrænsning på, hvad folk måtte købe af dagligvarer som eksempelvis sukker, kaffe, smør og kød, og inden længe skulle der også klippes af de forhadte rationeringsmærker til basisvarer som rugbrød og sæbe. Mangelsamfundet blev en realitet for alle, undtagen den øverste del af middelklassen og den absolutte overklasse, som med deres rigelige pengemidler kunne erhverve sig rationeringsmærker via mellemhandlere.

Trods det generelle mismod over krigen, de kødløse dage og tyskerne stedse mere bastante prægning af den danske befolknings hverdag var stemningen god, gående mod bedre i Aase Frandsens hyggelige lejlighed i Rosenvængets Allé. Hun havde fundet sig en ny kavaler, der ville både hende og børnene på en ganske anden imødekommende måde end hendes tidligere gemal. Han hed Preben Wilmann og vidste af egen erfaring, hvad det ville sige at blive ladt alene med små børn.

27

Preben Wilmann ser til, mens Aase Frandsen taler i telefon. Foto: Privat.

28

100 mm

177 mm

THOMAS WINDING havde en stemme, som alle mennesker holdt af at lytte til. Når han fortalte historier, hvad enten det så var hans egne eller dem om Emil fra Lønneberg eller Alfons Åberg, hørte folk instinktivt efter og blev indhyllet i roen og fortælleglæden fra hans røst. Men egentlig ville han være kunstmaler og gå forbillederne Picasso og Matisse i bedene. Imidlertid kom tilværelsen ham i forkøbet, og i stedet blev det til et liv som først mediemenneske og siden forfatter.

35 mm

HENRIK PALLE

BUNDFARVE-TEST: 68-68-68-94 (15%)

100 mm

HENRIK PALLE

Thomas Winding revolutionerede tv-mediet, inden det for alvor havde fundet sine ben i midten af 1960’erne. I monopolets tidsalder skabte han seje Super Carla, der kunne trylle, og han tog os med til Hundested for at gø og til Omvendtslev. Det er også takket være Thomas Winding, at en stor gul bamse blev en del af danske børns indre og ydre liv. Men selv om han i løbet af sin karriere lavede noget af det bedste børnefjernsyn, brød han sig ikke synderligt om det flygtige medie. Faktisk fandt han tv både fjollet og lidt til grin. Han endte på Ærø som glad kunstmaler og børnebogsforfatter med hunden Mester som diskussionspartner.

”

Bevares, et fjernsyn er da sikkert rart, ja ovenikøbet behageligt, fordi man blot behøver at åbne øjnene for at nyde godt af det. Men det giver ikke så meget at tænke over som gode bøger.”

251 mm

Denne bog er en krønike om Thomas Winding. Om hans liv, hans børn, hans forhold, hans fjernsyn, forfatterskab og forhåbninger. Og om den tid og den verden han var rundet af og talte til og med.

Thomas Winding i sit allerførste interview.

Bogens forfatter er Henrik Palle, som siden midten af 1990’erne har været journalist på Politiken, hvor han skriver om lidt af hvert og i de senere år først og fremmest om fjernsyn, musik, comedy og teater. Han er forfatter til adskillige bøger, bl.a. ’D.T. – en krønike om Dan Turèll og hans tid’.

ISBN: 978-87-400-4477-5

POLITIKENS FORLAG W W W. P O L I T I K E N S F O R L A G . D K

POL_ThomasWinding_DUSTCOVER_177x251_R35_F100_P2.indd All Pages

POLITIKENS FORLAG

20/09/2018 10.45