Syng, levende og døde, syng

PRÆSENTATION - NO PRINT!!!

HYPNOTISK.

L.A. REVIEW OF BOOKS

STRÅLENDE I SIT K L A R S Y N. CHICAGO TRIBUNE

EN AF VOR TIDS MEST B E G AV E D E F O R FAT T E R E .

ENTERTAINMENT WEEKLY

EN AF ÅRETS TI BEDSTE BØGER. NEW YORK TIMES

* FINALIST TIL KIRKUS PRIZE. FINALIST TIL ANDREW CARNEGIEMEDALJEN. FINALIST TIL NATIONAL BOOK CRITICS CIRCLE AWARD.

THE NEW YORKER

JOJO ER TRETTEN ÅR GAMMEL og bor med sin lillesøster Kayla hos bedsteforældrene ved Mississippis kyst. Han kæmper med at forstå, hvad det vil sige at være en mand. Han mangler ikke forbilleder og kan både studere sin sorte morfar Pop, sin hvide far Michael, som snart bliver løsladt fra fængslet, sin fraværende farfar Big Joseph, og minderne om sin afdøde morbror Given.

Jojos mor Leonie er en flygtig tilstedeværelse i hans liv.

Hun vil gerne være en god mor, men er ude af stand til at sætte sine børns behov først, og når hun er på stoffer er det særlig svært. Hun på en gang trøstes og hjemsøges af syner af sin afdøde bror, og han kommer kun til hende, når hun er påvirket.

Da børnenes far løslades sætter Leonie, JoJo og Kayla af sted nordpå i bil mod fængslet Parchman i hjertet af Mississippi. Der vandrer en anden trettenårig dreng, genfærdet af en død indsat, rundt på gangene. Med sig bærer han hele den dramatiske historie om de amerikanske sydstater - og han har også noget at lære JoJo, om arv og kærlighed, vold og tilgivelse.

Å R E T S R O M A N 2017.

TIME MAGAZINE

HR. FERDINAND

JESMYN WARD

SYNG, LEVENDE OG DØDE, SYNG

ELEKTRISK. SITRENDE.

PRÆSENTATION - NO PRINT!!!

VINDER AF NATIONAL BOOK AWARD 2017

JESMYN WARD er en af USA’s mest anerkendte yngre forfattere og er siden indstiftelsen af National Book Award i 1950 den eneste kvinde, der har vundet den prestigefulde pris to gange. Hun har en MFA fra Uni-

JESMYN WARD ROMAN

HR. FERDINAND

versity of Michigan og har modtaget MacArthur Genius-legatet, et Stegner-fellowship og en Strauss Living Prize. Hun er født i 1977 og bor i Mississippi med sin familie.

OMSLAG: SIMON LILHOLT / IMPERIET.DK FOTO: BEOWULF SHEEHAN

Syng, levende og døde, syng

Syng, levende og døde.indd 1

23/03/18 09.16

Jesmyn Ward

Syng, levende og

døde, syng Roman

På dansk ved Juliane Wammen

Hr. Ferdinand

Syng, levende og døde.indd 3

23/03/18 09.16

Til min mor, Norine Elizabeth Dedeaux, som elskede mig før jeg trak vejret første gang.

Hvert eneste øjeblik af mit liv viser hun mig det.

Syng, levende og døde.indd 5

23/03/18 09.16

Hvem søger vi, hvem søger vi?

Equiano er den vi søger.

Er han ved floden? Lad ham komme tilbage.

Er han på gården? Lad ham vende hjem.

Equiano er den vi søger.

– kwa-sang om den afrikanske dreng Equianos forsvinden

Enhver erindring er levende – også den er på gennemrejse.

Men i dens øjeblik samler alt erindret sig, og lever – gamle og unge, fortid og fremtid, levende og døde.

– fra One Writer’s Beginnings af Eudora Welty

Golfen skinner, mat som bly. Texas’ kyst funkler som en fælg. Jeg har intet hjem så længe sommeren bobler til ende koger indtil dagen når i Herrens navn de glødende kul sankes på hovederne af dem hvis sandhed er pisken og bålet tidsalder på tidsalder, uden anvisninger fra de døde.

– fra “Golfen” af Derek Walcott

Syng, levende og døde.indd 7

23/03/18 09.16

Syng, levende og døde.indd 8

23/03/18 09.16

K A P IT EL 1

Jojo Jeg håber jeg ved hvad døden er. Jeg håber jeg vil kunne se den lige i øjnene. Når Pop siger han har brug for min hjælp, og jeg ser den sorte kniv i bæltet i hans bukser, følger jeg efter Pop ud af huset, prøver at ranke ryggen, trække skuldrene tilbage; det er sådan Pop går. Jeg prøver at se ud som om det er almindeligt og kedeligt så Pop vil synes jeg lever op til mine tretten år, så Pop skal synes jeg er klar til at flå hvad der skal flås, skille indvolde fra muskler, organer fra kadaver. Jeg vil have Pop ved jeg kan tåle blod. I dag er det min fødselsdag.

Jeg griber fat om døren så den ikke smækker, lemper den forsigtigt på plads. Jeg vil ikke have Mam eller Kayla vågner når ingen af os er i huset. Bedst de sover. Bedst min lillesøster Kayla sover, for de nætter Leonie er på arbejde, vågner hun hver time, sætter sig ret op og ned i sengen, og skriger. Bedst bedstemor Mam sover, for kemoen har tørret hende ud, gjort hende hul, sådan som solen og vinden gør med vandege. Pop går ind mellem træerne, rank og slank

Syng, levende og døde.indd 9

9

23/03/18 09.16

og brun som et ungt fyrretræ. Han spytter på den tørre røde jord, og vinden får træerne til at svaje. Det er koldt. Foråret er stædigt; mange dage vil det ikke vige for varmen. Kulden bliver liggende som vand i et badekar med dårligt afløb.

Jeg efterlod min hættetrøje på gulvet i Leonies værelse, der hvor jeg sover, og min T-shirt er tynd, men jeg gnider mig ikke på armene. Hvis jeg giver efter for kulden, ved jeg at det vil give et gib i mig når jeg ser geden, mit ansigt stivner når Pop skærer halsen over på den. Og fordi Pop er Pop, så ser han det.

“Bedst at la’ den lille sove,” siger Pop. Det er Pop selv der har bygget vores hus, smalt fortil, og langt, ligger helt oppe ved vejen så han har kunnet beholde alle træerne på resten af grunden. Han lagde sin grisesti og gedefold og hønsehuset i små rydninger mellem træerne.

Vi går forbi grisestien for at komme hen til gederne. Jorden er sort og mudret af lort, og lige siden Pop gav mig smæk da jeg var seks år og løb rundt i stien uden sko på, har jeg aldrig været herude på bare fødder igen. Du ka’ få orm, sagde Pop. Senere samme aften fortalte han historier om ham og hans søstre og brødre da de var små, at de legede udenfor på bare fødder fordi de kun havde ét par sko hver, og de var til kirken. De fik alle sammen orm, og når de var på lokum, trak de orme ud af numsen. Jeg siger det ikke til Pop, men den historie virkede bedre end at få smæk.

Pop vælger den uheldige ged, binder et reb om halsen på den som en løkke, trækker den ud af folden. De andre bræger og farer hen til ham, stanger hans ben, slikker hans bukser.

“Shu! Shu!” siger Pop og sparker dem væk. Jeg tror geder forstår hinanden; jeg kan se det, sådan som de stanger 10

Syng, levende og døde.indd 10

SYNG, LEVENDE OG DØDE, SYNG

23/03/18 09.16

voldsomt med hovederne, sådan som de napper og trækker i Pops ben. Jeg tror godt de ved hvad det løse reb om gedens hals betyder. Den hvide ged med de sorte pletter danser frem og tilbage, gør modstand, som om den godt fatter hvad den skal. Pop trækker den forbi grisene, de farer over til hegnet og grynter ad Pop for at få mad, og videre ned ad stien mod skuret, tættere på huset. Blade dasker mig på skuldrene, de kradser mig tør, ridser tynde hvide streger på mine arme.

“Hvorfor har du ikke ryddet mer’ af det her, Pop?” “Ikke plads nok,” siger Pop. “Og der er ikke nogen som behøver se hva’ jeg har heromme.”

“Man ka’ høre dyrene derude. Ude fra vejen.”

“Og hvis nogen lister herom for at pille ved mine dyr, ka’ jeg høre dem komme gennem de træer.”

“Tror du dyrene ville la’ nogen snuppe dem?”

“Nej. Geder er arrige, og grise er klogere end man tror.

Og de er også galsindede. Hver eneste gris her ville bide hånden af en der ikke plejer at fodre dem.”

Pop og mig går ind i skuret. Pop binder geden til en pæl han har hamret ned i jorden, og den galper ad ham.

“Hvem kender du måske som har deres dyr ude så man ka’ se dem?” siger Pop. Og Pop har ret. Ingen i Bois har dyr til at gå rundt på marken, eller foran huset.

Geden svinger hovedet fra side til side, trækker sig baglæns. Prøver at ryste rebet af sig. Pop sætter sig overskrævs på den, stikker armen ind under kæben på den.

“Big Joseph,” siger jeg. Jeg vil helst kigge ud af skuret da jeg siger det, over skulderen ud på den kolde, skinnende grønne dag, men jeg tvinger mig til at stirre på Pop, på geden hvis hoved bliver trukket bagover for at dø. Pop fnyKAPITEL 1: JOJO

Syng, levende og døde.indd 11

11

23/03/18 09.16

ser. Det var ikke fordi jeg ville sige hans navn. Big Joseph er min Hvide bedstefar, Pop er min Sorte. Jeg har boet hos Pop siden jeg var barn; jeg har set min Hvide bedstefar to gange. Big Joseph er rund i det og høj og ligner overhovedet ikke Pop. Han ligner ikke engang Michael, min far, som er mager og med mange tatoveringer. Han har skaffet sig dem som souvenirs fra wannabe-kunstnere i Bois, fra da han arbejdede ude på havet på boreplatformen, og i fængslet.

“Der ka’ du se,” siger Pop. Pop kæmper med geden som om den var en mand, og gedens knæ giver efter. Den falder forover, hovedkulds ned i jorden, den vender hovedet til siden, ser op på mig, dens kind gnider mod skurets støvede jord og blodige gulv. Den viser mig sit blide øje, men jeg kigger ikke væk, blinker ikke. Pop skærer til. Geden siger en forbavset lyd, en brægen der ender i en gurglen, og så er der blod og mudder overalt. Gedens ben bliver gummiagtige og slappe, og Pop kæmper ikke længere. Hurtigt rejser han sig og binder et reb om gedens klove og løfter kroppen op på en krog der hænger fra spærene. Det øje: stadig vådt. Ser på mig som om det var mig der skar halsen over på den, som om det er mig der lader den forbløde, får hele dens hoved til at blive rødt af blod.

“Klar?” spørger Pop. Og han kigger på mig, hurtigt. Jeg nikker. Jeg rynker brynene, mit ansigt er stift. Jeg prøver at slappe af mens Pop snitter geden langs benene, giver geden strømpebuksesømme, skjortesømme, sømme overalt.

“Ta’ ved der,” siger Pop. Han peger på en søm på gedens mave, så jeg graver fingrene dybt ind og griber fat. Det er stadig varmt, og det er vådt. Ikke glide, siger jeg til mig selv.

Ikke glide.

12

Syng, levende og døde.indd 12

SYNG, LEVENDE OG DØDE, SYNG

23/03/18 09.16

“Træk til,” siger Pop. Jeg trækker. Geden er vrangvendt. Slim og stank alle vegne, noget muggent og skarpt, som en der ikke har været i bad i flere dage. Skindet skrællet af som en banan.

Det overrasker mig altid hvor nemt det går af når først man trækker. Pop hiver hårdt til i den anden side, og så skærer og snitter han huden af ved fødderne, men jeg kan ikke få den af ligesom Pop, så han skærer og snitter.

“Den anden side,” siger Pop. Jeg griber fat om sømmen nær hjertet. Geden er endnu varmere her, og jeg tænker om det rædselsslagne hjerte mon slog så hurtigt at dens bryst blev helt ophedet, men så ser jeg på Pop som allerede er ved at snitte huden af det yderste af gedens klov, og jeg ved at mine tanker har gjort mig langsom. Jeg vil ikke have han tror min langsomhed er frygt, svaghed, mig der ikke er gammel nok til at se på døden sådan som en mand skal, så jeg griber fat og hiver til. Pop snitter huden af ved dyrets klov, og så svinger dyret fra loftet, bare én stor lyserød muskel, indfanger det svage lys, glinser i mørket. Det eneste der er tilbage, er gedens behårede hoved, og på en eller anden måde er det endnu værre end øjeblikket inden Pop skar halsen over på den.

“Hent spanden,” siger Pop, så jeg tager metalkarret fra en af hylderne bag i skuret, og jeg trækker det ind under dyret.

Jeg tager alt skindet op, det er allerede ved at blive stift, og jeg smider det op i karret. Fire stykker.

Pop skærer midt ned gennem maven, og indvoldene glider ud og ned i karret. Han skærer, og lugten overvælder, som at stikke ansigtet ned i griselort. Det lugter som planteædere, døde og rådnende ude i den tætte skov, når det eneste spor af dem er stanken og musvågerne der flyver KAPITEL 1: JOJO

Syng, levende og døde.indd 13

13

23/03/18 09.16

op og slår ned og kredser. Det stinker som pungrotter eller bæltedyr kvast halvvejs flade på vejen, rådnende på asfalten i heden. Men værre. Den her lugt er værre; det er lugten af død, den råddenskab som kommer fra noget der lige var i live, noget der er varmt af blod og liv. Jeg skærer ansigt, har lyst til at lave Kaylas adr-ansigt, det udtryk hun får når hun er vred eller utålmodig; for alle andre ser det ud som om hun har lugtet til noget ulækkert: hendes grønne øjne knebet sammen, næsen som en champignon, de tolv små mælketænder tydelige i hendes åbne mund. Jeg har lyst til at skære ansigt, for der er noget ved det at rynke på næsen og klemme lugten væk som måske ville gøre den knap så slem, måske ville lukke af for stanken af død. Jeg ved at det er mave og tarme, men det eneste jeg kan se, er Kaylas adr-ansigt og gedens blide øje og så kan jeg ikke længere stå stille og se på, så er jeg ude ad døren til skuret, og jeg kaster op i græsset udenfor. Mit ansigt er så varmt, men mine arme er kolde.

Pop kommer ud af skuret, og han har en tyk side ribben i hånden. Jeg tørrer mig om munden og ser på ham, men han ser ikke på mig, han ser op mod huset og nikker.

“Synes jeg hørte den lille græde. Du må heller gå op og se efter.”

Jeg stikker hænderne i lommen.

“Jeg ska’ ikke hjælpe dig?”

Pop ryster på hovedet.

“Jeg klarer det,” siger han, men så ser han på mig for første gang, og hans øjne er ikke længere hårde. “Gå du bare.”

Og så vender han sig om og går ind i skuret igen.

Pop må have hørt forkert, for Kayla er ikke vågen. Hun 14

Syng, levende og døde.indd 14

SYNG, LEVENDE OG DØDE, SYNG

23/03/18 09.16

ligger på gulvet i underbukser og gul T-shirt, hovedet til siden, armene bredt ud som om hun prøver at kramme luften, benene spredte. Der sidder en flue på hendes knæ, og jeg børster den væk, håber ikke den har siddet der i al den tid jeg var ude i skuret med Pop. De lever af råddenskab. Dengang jeg var lille, dengang jeg stadig kaldte Leonie Mama, fortalte hun mig at fluer æder lort. Det var dengang der var mere godt end skidt, hvor hun skubbede mig på gyngen som Pop havde hængt op i et af pekantræerne foran huset, eller hun sad ved siden af mig i sofaen og så fjernsyn med mig, strøg mig over hovedet. Før hun var mere væk end hjemme. Før hun begyndte at sniffe knuste piller. Før alle de små lede ting hun sagde til mig, samlede sig mere og mere og satte sig fast som skidt i et skrabet knæ.

Dengang kaldte jeg stadig Michael Pop. Det var dengang han boede sammen med os før han flyttede ind hos Big Joseph igen. Før politiet hentede ham for tre år siden, før Kayla blev født.

Hver gang Leonie sagde noget ledt til mig, sagde Mam at hun skulle lade mig være i fred. Jeg driller ham bare, sagde Leonie, og hver gang smilede hun bredt, strøg hånden over panden for at glatte sit korte hår med de lyse striber. Jeg vælger farver som fremhæver min hud, sagde hun til Mam. Får det mørke til at skinne. Og så: Michael elsker det.

Jeg trækker tæppet op over Kaylas mave og lægger mig ved siden af hende på gulvet. Hendes lille fod er varm i min hånd. Stadig i søvne sparker hun tæppet af og griber efter min arm, trækker den op på sin mave, så jeg holder om hende før jeg putter mig igen. Hendes mund åbner sig, og jeg vifter efter den kredsende flue, og Kayla kommer med en lille snorkelyd.

KAPITEL 1: JOJO

Syng, levende og døde.indd 15

15

23/03/18 09.16

*** Da jeg går ud til skuret igen, har Pop allerede ryddet det hele op. Han har begravet de stinkende indvolde i skoven og pakket det kød vi kommer til at spise om mange måneder, ind i plastik og lagt det ned i den lille dybfryser som står i hjørnet. Han lukker døren til skuret, og da vi går forbi foldene, kan jeg ikke lade være med at vige uden om gederne som styrter hen til træhegnet og bræger. Jeg ved at de spørger efter deres ven, ham jeg var med til at slå ihjel.

Ham som Pop bærer på stykker af nu: Den møre lever til Mam, den han steger meget kort så blodet ikke løber ud ad munden på hende når han sender mig ind for at made hende med det senere; køllerne til mig, dem han koger i timevis og bagefter ryger og griller i anledning af min fødselsdag. Nogle af gederne tripper af sted for at slikke på græsset. To af bukkene støder sammen, og så stanger den ene den anden, og de slås. Da en af bukkene halter væk og vinderen, en snavset hvid en, begynder at plage en lille hun og prøver at bestige den, trækker jeg armene ind i ærmerne. Hunnen sparker ud efter bukken og bræger. Pop standser op ved siden af mig og vifter med det friske kød for at få fluerne væk. Bukken bider efter hunnens øre, og hun udstøder en lyd som en knurren og bider igen.

“Er det altid sådan?” spørger jeg Pop. Jeg har set heste stejle og bestige hinanden, set brunstige grise rode rundt i mudderet, hørt vilde katte skrige og snerre om natten når de laver killinger.

Pop ryster på hovedet og løfter det gode kød mod mig.

Han smiler skævt, og den side af hans mund som viser tænder, er knivskarp, og så er smilet væk.

16

Syng, levende og døde.indd 16

SYNG, LEVENDE OG DØDE, SYNG

23/03/18 09.16

“Nej,” siger han. “Ikke altid. Sommetider er det også sådan.”

Hunnen stanger bukkens hals og hviner. Bukken tripper bagover. Jeg tror på hvad Pop siger. Det gør jeg virkelig. For jeg har set ham sammen med Mam. Men jeg ser Leonie og Michael lige så tydeligt som hvis de stod foran mig, i det sidste store skænderi de havde inden Michael forlod os og flyttede ind hos Big Joseph igen; lige inden han kom i fængsel: Michael smed sine trøjer og sine camouflagebukser og sine Jordans i store sorte skraldesække og slæbte sine ting udenfor. Han gav mig et knus inden han tog af sted, og da han bøjede sig tæt ind til mit ansigt, kunne jeg ikke se andet end hans øjne, grønne som fyrretræerne, og at hans ansigt blev rødt i store plamager: Hans kinder, hans mund, næsefløjene hvor blodårerne var små højrøde floder under huden. Han lagde armene om mig og klappede mig én, to gange i ryggen, men klappene var så lette at de ikke føltes som et knus, selvom noget i hans ansigt var stramt fortrukket, forkert, som om han havde et netværk af klisterbånd sat fast under huden. Som om han var lige ved at græde.

Leonie var gravid med Kayla dengang og havde allerede fundet på hendes navn og skrevet det med neglelak på hendes autostol, som havde været min autostol. Leonie var ved at blive større, hendes mave så ud som om hun havde en Nerf-basketball proppet ind under blusen. Hun fulgte efter Michael ud på verandaen hvor jeg stod og mærkede de to klap på ryggen, blide som svage vindpust, og Leonie greb fat i kraven på ham og trak til og gav ham en lussing, så hård at den lød højt og vådt. Han vendte sig og greb hende i armene, og de råbte og trak vejret tungt og hev og sled i hinanden, frem og tilbage over verandaen. De var så tæt KAPITEL 1: JOJO

Syng, levende og døde.indd 17

17

23/03/18 09.16

på hinanden, deres hofter og overkroppe og ansigter at de lignede ét væsen, kravlede klodset som en eremitkrebs over sandet. Og så lænede de sig helt ind mod hinanden og talte, men deres ord lød som en stønnen.

“Jeg forstår det godt,” sagde Michael.

“Du har aldrig fattet en skid,” sagde Leonie.

“Hvorfor skubber du sådan til mig?”

“Du ka’ bare skride,” sagde Leonie, og så græd hun, og de kyssede, og de rev sig først væk fra hinanden da Big Joseph holdt ind i indkørslen, bare lige sådan at hans pickup var væk fra vejen og holdt i mudderet foran huset. Han dyttede ikke eller vinkede eller noget, sad bare der og ventede på Michael. Og så vendte Leonie sig om og gik, smækkede døren og forsvandt ind i huset, og Michael så ned på sine fødder. Han havde glemt at tage sko på, og hans tæer var røde. Han trak vejret tungt og greb sine poser, og tatoveringerne på hans hvide ryg bevægede sig: dragen på hans skulder, leen ned ad hans arm. Manden med leen mellem hans skulderblade. Mit navn, Joseph, nederst på nakken mellem blækaftryk af mine babyfødder.

“Jeg kommer tilbage,” sagde han, og så sprang han ned fra verandaen, rystede på hovedet og hev skraldesækkene op på skulderen og gik over til pickuppen, hvor hans far, Big Joseph, manden som aldrig nogensinde har sagt mit navn, ventede. En del af mig havde lyst til at give ham fingeren da han kørte ud ad indkørslen, men en større del af mig var bange for at Michael ville hoppe ud af pickuppen igen og slå mig, så jeg lod være. Dengang fattede jeg ikke hvordan Michael først så ting og bagefter ikke gjorde, hvordan han sommetider så mig, og så i hele dage og uger ikke gjorde. Hvordan jeg, lige i det øjeblik, ikke betød noget.

18

Syng, levende og døde.indd 18

SYNG, LEVENDE OG DØDE, SYNG

23/03/18 09.16

Michael så sig ikke tilbage efter han sprang ned fra verandaen, kiggede ikke engang op efter han havde smidt poserne op i ladet af pickuppen og sat sig ind på forsædet. Det virkede som om han stadig koncentrerede sig om sine røde, bare fødder. Pop sagde at en mand skal se en anden mand direkte i øjnene, så jeg blev stående og så Big Joseph sætte pickuppen i bakgear, så Michael der sad og kiggede ned i skødet indtil de kørte ud ad indkørslen og fortsatte ned ad vejen. Og så spyttede jeg, sådan som Pop gør, og sprang ned fra verandaen og løb om til dyrene på deres skjulte steder mellem træerne bag huset.

“Kom så, min dreng,” siger Pop. Da han begynder at gå op mod huset, følger jeg efter og prøver at lade mindet om Leonie og Michael der slås, sive bort som tåge i den fugtige, kølige dag. Men det følger efter mig, selv mens jeg følger sporet af tynd kødsaft som drypper efter Pop i støvet, et spor der signalerer kærlighed lige så tydeligt som de brødkrummer Hans og Grete dryssede efter sig i skoven.

Lugten af lever der steger på panden, er tung bagest i halsen, selv gennem det baconfedt Pop hældte i først. Da Pop lægger leveren på tallerkenen, lugter den, men den sovs han lavede til at hælde over, samler sig som et lille hjerte rundt om kødet, og jeg tænker på om Pop mon gjorde det med vilje. Jeg bærer den over til døren ind til Mam, men hun sover stadig, så jeg tager maden ud i køkkenet igen, hvor Pop lægger køkkenrulle over for at holde det varmt, og så ser jeg ham skære kødet og grøntsagerne i stykker, hvidløg og bladselleri og cayennepeber og løg, som får mine øjne til at svie, og sætter det over blusset.

Hvis Mam og Pop havde været der den dag Leonie og KAPITEL 1: JOJO

Syng, levende og døde.indd 19

19

23/03/18 09.16

Michael sloges, ville de have standset det. Det der behøver drengen ikke se, ville Pop sige. Eller I vil vel ikke ha’ det er sådan jeres barn tror man er over for andre, kunne Mam have sagt. Men de var der ikke. Det er ikke så ofte jeg kan sige det. De var der ikke fordi de havde fundet ud af at Mam var syg af kræft, så Pop kørte hende til lægen og til­ bage igen. Det var første gang jeg kunne huske de lod Leonie passe mig. Efter Michael kørte af sted med Big Joseph, virkede det underligt at stå over for Leonie ved bordet og lave en sandwich med stegte kartofler mens hun stirrede ud i luften og lagde benene over hinanden og vippede med fødderne, lod cigaretrøg sive ud mellem læberne og omkranse sit hoved som et slør, selvom Mam og Pop hadede når hun røg inde i huset. At være alene med hende. Hun askede sine cigaretter og slukkede dem i en tom coladåse hun havde drukket af, og da jeg tog en bid af min sandwich, sagde hun: “Det der ser virkelig ulækkert ud.”

Hun havde tørret tårerne efter slåskampen med Michael, men jeg kunne se spor af dem i hendes ansigt, tørre og skinnende der hvor de var faldet.

“Det er sådan Pop ka’ li’ det.”

“Ska’ du virkelig gøre alt hva’ Pop gør?”

Jeg rystede på hovedet fordi det virkede som om det var det hun ville have. Men jeg kunne godt lide de fleste af de ting Pop gjorde, kunne godt lide hans måde at stå på når han talte, kunne lide at han redte håret væk fra ansigtet og glattede det så han lignede en indianer fra en af de bøger vi læste i skolen om Choctaw- og Creek-stammerne, kunne lide at han lod mig sidde på skødet og køre med rundt på traktoren omme bag huset, kunne endda godt lide måden han spiste på, hurtigt og sirligt, kunne lide de historier han 20

Syng, levende og døde.indd 20

SYNG, LEVENDE OG DØDE, SYNG

23/03/18 09.16

fortalte mig når jeg skulle sove. Da jeg var ni år, var Pop god til alting.

“Nå, men sådan virker det.”

I stedet for at svare sank jeg voldsomt. Kartoflerne var salte og tykke, mayonnaisen og ketchuppen smurt for tyndt på, så kartoflerne blev ligesom hængende i halsen lidt.

“Selv det der lyder klamt,” sagde Leonie. Hun lod cigaretten falde ned i dåsen og skubbede den over bordet til mig hvor jeg stod og spiste. “Smid den ud.”

Hun gik ud af køkkenet ind i stuen og tog en af Michaels baseballkasketter som han havde ladet ligge i sofaen, trak den langt ned i panden.

“Jeg kommer tilbage,” sagde hun.

Med sandwichen i hånden småløb jeg efter hende. Dø­ ren smækkede, og jeg skubbede den op. Lader du mig være alene? ville jeg spørge, men sandwichen var en kugle i munden på mig, fastklemt i den panik som begyndte at komme boblende op nede fra maven. Jeg havde aldrig før været alene hjemme.

“Mama og Pop kommer snart hjem,” sagde hun og smækkede bildøren. Hun kørte i en lav rødbrun Chevy Malibu som Pop og Mam havde købt til hende da hun blev færdig med high school. Leonie kørte ud på vejen med den ene hånd ud ad vinduet, enten for at mærke blæsten eller vinke, jeg vidste ikke hvad, og væk var hun.

Der var noget ved det at være alene i det alt for stille hus der skræmte mig, så jeg sad lidt på verandaen, men så hørte jeg en mand der sang, sang med en høj stemme som virkede helt forkert, sang de samme ord igen og igen. “Åh Stag-o-lee, hvorfor er du ikke tro?” Det var Stag, Pops store­bror, med en lang stok i hånden. Hans tøj så kraftigt og KAPITEL 1: JOJO

Syng, levende og døde.indd 21

21

23/03/18 09.16

fedtet ud, og han svingede stokken som en økse. Jeg kunne aldrig få nogen mening i det han sagde når jeg så ham; det var som om han talte på et fremmed sprog, selvom jeg vidste han talte engelsk: Hver dag vandrede han rundt i hele Bois Sauvage og sang og svingede med stokken. Gik rank som Pop, stolt som Pop. Havde den samme næse som Pop. Men alt andet var overhovedet ikke ligesom Pop, var som Pop vredet som en våd klud og hængt op og tørret i den forkerte facon. Det var Stag. Jeg havde engang spurgt Mam hvad der var galt med ham, hvorfor han altid lugtede af bæltedyr, og hun havde rynket panden og sagt: Han er syg i sit hoved, Jojo. Og så: Du ska’ ikke spørge Pop om det.

Jeg ville ikke have han skulle se mig, så jeg sprang ned og løb om bag huset til træerne. Der var trøst i det, i at høre grisene snøfte og gederne flå og spise, se hønsene pikke og skrabe. Jeg følte mig ikke lige så lille og alene. Jeg satte mig på hug i græsset og iagttog dem, syntes næsten jeg kunne høre dem tale til mig, kunne høre dem kommunikere. Sommetider, når jeg så på den fede orne med de sorte pletter på bugen, gryntede den og daskede med ørerne, og jeg tror den prøvede at sige: Klø her, dreng. Når gederne slikkede min hånd og stangede mig mens de nippede mig i fingrene og brægede, kunne jeg høre: Saltet smager så skarpt og godt – mere salt. Når den hest Pop har, bøjede hovedet og dansede og bukkede så dens flanker glinsede som rødt Mississippimudder, kunne jeg høre: Jeg kunne springe hen over hovedet på dig, dreng, og åh hvor ville jeg løbe og løbe, og du ville aldrig se mere end det. Jeg kunne få dig til at ryste. Men det skræmte mig at kunne forstå dem, at kunne høre dem. For det kunne Stag også; Stag stod midt på 22

Syng, levende og døde.indd 22

SYNG, LEVENDE OG DØDE, SYNG

23/03/18 09.16

vejen sommetider og førte hele samtaler med Casper, den stridhårede sorte hund fra kvarteret.

Men det var umuligt at lade være med at høre dyrene, for jeg så på dem og forstod, øjeblikkeligt, og det var som at se på en sætning og forstå ordene, de kom alle sammen til mig på en gang. Så efter Leonie var kørt, sad jeg omme bag huset et stykke tid og lyttede til grisene og hestene og gamle Stags syngen der forsvandt i det fjerne som en vind der blæste op og lagde sig igen. Jeg gik fra fold til fold, kiggede op mod solen og prøvede at regne ud hvor længe Leonie havde været væk, hvor længe Mam og Pop var væk, hvornår jeg kunne forvente at de kom tilbage så jeg kunne gå ind i huset igen. Jeg gik med nakken lidt tilbage og lyttede efter dækkenes brummen, så jeg opdagede ikke dåsens takkede låg der stak op af jorden, opdagede ikke da jeg satte foden oven på det, trådte ned på det midt i et skridt. Det gik dybt ind. Jeg skreg og faldt om, holdt om benet, og jeg vidste at dyrene også forstod mig lige der: Slip mig, store tand! Skån mig!

I stedet brændte det og blødte, og jeg sad på jorden i hes­tenes fold og græd og smagte ketchup og surt bagest i halsen og holdt om min ankel. Jeg var for bange til at hive låget ud, så hørte jeg en bildør smække og ikke andet, indtil Pops stemme råbte, og jeg svarede, og han fandt mig siddende på jorden, og jeg snøftede og kunne ikke helt få vejret og var ligeglad med om mit ansigt var vådt. Pop kom hen til mig og tog mig om benet sådan som han gør med vores hest når han efterser dens sko. Lynhurtigt trak han låget ud, og jeg skreg højt. Det var første gang jeg ikke syntes det Pop gjorde, var godt.

Da Leonie kom hjem den aften, sagde hun ikke noget.

KAPITEL 1: JOJO

Syng, levende og døde.indd 23

23

23/03/18 09.16

PRÆSENTATION - NO PRINT!!!

HYPNOTISK.

L.A. REVIEW OF BOOKS

STRÅLENDE I SIT K L A R S Y N. CHICAGO TRIBUNE

EN AF VOR TIDS MEST B E G AV E D E F O R FAT T E R E .

ENTERTAINMENT WEEKLY

EN AF ÅRETS TI BEDSTE BØGER. NEW YORK TIMES

* FINALIST TIL KIRKUS PRIZE. FINALIST TIL ANDREW CARNEGIEMEDALJEN. FINALIST TIL NATIONAL BOOK CRITICS CIRCLE AWARD.

THE NEW YORKER

JOJO ER TRETTEN ÅR GAMMEL og bor med sin lillesøster Kayla hos bedsteforældrene ved Mississippis kyst. Han kæmper med at forstå, hvad det vil sige at være en mand. Han mangler ikke forbilleder og kan både studere sin sorte morfar Pop, sin hvide far Michael, som snart bliver løsladt fra fængslet, sin fraværende farfar Big Joseph, og minderne om sin afdøde morbror Given.

Jojos mor Leonie er en flygtig tilstedeværelse i hans liv.

Hun vil gerne være en god mor, men er ude af stand til at sætte sine børns behov først, og når hun er på stoffer er det særlig svært. Hun på en gang trøstes og hjemsøges af syner af sin afdøde bror, og han kommer kun til hende, når hun er påvirket.

Da børnenes far løslades sætter Leonie, JoJo og Kayla af sted nordpå i bil mod fængslet Parchman i hjertet af Mississippi. Der vandrer en anden trettenårig dreng, genfærdet af en død indsat, rundt på gangene. Med sig bærer han hele den dramatiske historie om de amerikanske sydstater - og han har også noget at lære JoJo, om arv og kærlighed, vold og tilgivelse.

Å R E T S R O M A N 2017.

TIME MAGAZINE

HR. FERDINAND

JESMYN WARD

SYNG, LEVENDE OG DØDE, SYNG

ELEKTRISK. SITRENDE.

PRÆSENTATION - NO PRINT!!!

VINDER AF NATIONAL BOOK AWARD 2017

JESMYN WARD er en af USA’s mest anerkendte yngre forfattere og er siden indstiftelsen af National Book Award i 1950 den eneste kvinde, der har vundet den prestigefulde pris to gange. Hun har en MFA fra Uni-

JESMYN WARD ROMAN

HR. FERDINAND

versity of Michigan og har modtaget MacArthur Genius-legatet, et Stegner-fellowship og en Strauss Living Prize. Hun er født i 1977 og bor i Mississippi med sin familie.

OMSLAG: SIMON LILHOLT / IMPERIET.DK FOTO: BEOWULF SHEEHAN