Strengt fortroligt

CMYK

K A R E N C L EV EL A ND

PORTRÆT: JESSICA SCHARPF

Karen Cleveland er tidligere CIA-analytiker.

STRENGT FORTROLIGT er hendes debutroman.

Vivian Miller jager sovende spionceller. Igennem sit arbejde som CIA-analytiker har hun udviklet et system til afsløring af fjendtlige agenter, og endelig kan hun mærke, at den forfremmelse hun så længe har tørstet efter, er på vej. Men da hun en dag finder frem til en tophemmelig fil med navnene på en række russiske agenter på amerikansk jord, smuldrer alt der betyder noget for hende – hendes ægteskab, arbejde, kærligheden til hendes fire børn – mellem hænderne på hende.

Vivian har lovet at forsvare sit land mod enhver fjende, men nu stilles hun over for et umuligt valg, som efterlader hende splittet mellem loyalitet og forræderi, pligtfølelse og frygt, kærlighed og mistænksomhed.

HVEM KAN HUN STOLE PÅ?

H

K AR E N C L EV E L A ND

Karen-cleveland.com

H

STRENGT FORTROLIGT

I JAGTEN PÅ EN SOVENDE RUSSISK SPIONCELLE PÅ AMERIKANSK JORD AFSLØRER EN CIA-ANALYTIKER FARLIGE HEMMELIGHEDER, SOM TRUER HENDES ARBEJDE, HENDES FAMILIE – OG HENDES LIV.

STRENGT SPÆNDINGSROMAN

FORTROLIGT HR. FERDINAND

Totalt medrivende.

– TERRY HAYES, forfatteren bag Jeg er Pilgrim

Strengt fortroligt.indd 2

17/01/18 19.54

Karen Cleveland

STRENGT FORTROLIGT SPÆNDINGSROMAN

HR. FERDINAND

Strengt fortroligt.indd 3

17/01/18 19.54

Til B.J.W. “Når man er forelsket, begynder man altid med at bedrage sig selv og ender altid med at bedrage andre. Det er det, vi mennesker kalder en kærlighedsaffære.”

– Oscar Wilde

Strengt fortroligt.indd 5

17/01/18 19.54

JEG STÅR I DØRÅBNINGEN TIL TVILLINGERNES VÆRELSE OG SER DEM falde i søvn, fredfyldte og uskyldige, gennem sengens tremmer, der minder mig om tremmerne i en fængselscelle.

En natlampe bader værelset i et blødt orange skær. Møblerne er stuvet sammen, der er alt for mange til et værelse på denne størrelse.

Tremmesenge, en gammel, en ny. Et puslebord, stabler af bleer, der stadig er i plastikposer. Reolen, som Matt og jeg selv samlede for længe siden. Nu hænger dens hylder, overlæsset med bøger, som jeg kan recitere udenad for de to ældste; dem jeg har svoret, at vil jeg læse oftere for tvillingerne, hvis bare jeg kunne få tid til det.

Jeg hører Matts trin på trappen, og jeg knuger USB-stikket i hånden. Hårdt, som om det vil forsvinde, hvis bare jeg presser hårdt nok.

Så vil alt blive som før. De sidste dage vil udviskes og ikke være andet end en ond drøm. Men det er der stadig: hårdt, fast, virkeligt.

Gulvet i gangen knirker, der hvor det altid gør det. Jeg vender mig ikke om. Han kommer op bag mig, tæt nok til at jeg kan dufte hans sæbe, hans shampoo, den duft af ham, som altid har virket sært beroligende, men som nu på uforklarlig vis får ham til at virke endnu mere fremmed. Jeg kan mærke hans tøven.

7

Strengt fortroligt.indd 7

17/01/18 19.54

“Kan vi tale sammen?” siger han.

Ordene er stille, men lyden er nok til at få Chase til at røre på sig.

Han sukker i søvne og falder så til ro igen, stadig rullet sammen som en kugle, som om han beskytter sig selv. Jeg har altid syntes, at han minder så meget om sin far, med de alvorlige øjne, der ser alt. Nu spekulerer jeg over, om jeg nogensinde kommer til rigtigt at kende ham, eller om han vil holde på så tunge hemmeligheder, at de vil knuse alle, der er tæt på ham.

“Hvad er der at sige?”

Han træder et skridt nærmere og lægger en hånd på min arm. Jeg flytter mig væk, lige nok til at gøre mig fri af hans berøring. Hans hånd bliver hængende i luften og falder så ned langs siden.

“Hvad vil du gøre?” spørger han.

Jeg ser på den anden tremmeseng, på Caleb, der ligger på ryggen i sin natdragt med fødder, engleagtige lyse krøller og arme og ben spredt ud som en søstjerne. Hans afslappede hænder, hans adskilte lyserøde læber. Han aner ikke, hvor sårbar han er, og hvor grusom verden kan være.

Jeg har altid sagt, at jeg ville beskytte ham. Jeg ville give ham den styrke, han mangler, sørge for at han fik alle muligheder, og for at hans liv blev så normalt som muligt. Hvordan skal jeg kunne gøre det, hvis jeg ikke er her?

Jeg vil gøre alt for mine børn. Alt. Jeg åbner hånden og kigger på USB-stikket, dette lille rektangel, ubetydeligt. Så lille, men med så megen magt. Magt til at bringe orden, magt til at ødelægge.

Nærmest som en løgn, når man tænker over det.

“Du ved godt, at jeg ikke har noget valg,” siger jeg og tvinger mig selv til at se op på ham, min ægtemand, den mand jeg kender så godt og så alligevel slet ikke.

Strengt fortroligt.indd 8

17/01/18 19.54

TO DAGE TIDLIGERE

1

“DÅRLIG NYT, VIV.” Jeg hører Matts stemme, det er ord, alle ville grue for, men tonefaldet er beroligende. Let og undskyldende. Det er helt sikkert en dårlig nyhed, men en der er til at håndtere. Hans stemme ville have været tungere, hvis det havde været noget rigtig dårligt. Han ville have sagt det i en hel sætning og med mit fulde navn. Jeg har dårligt nyt, Vivian.

Jeg holder telefonen mod mit øre med en løftet skulder, drejer min stol hen til den anden side af det L-formede bord, hen til computeren, der står lige under nogle grå regnskabsmapper. Jeg fører cursoren hen til det ugleformede ikon på skærmen og dobbeltklikker. Hvis det er, hvad jeg tror, det er – hvad jeg ved, det er – så kommer jeg kun til at sidde ganske kort ved mit bord.

“Ella?” siger jeg. Mit blik glider hen til en af farveblyantstegningerne, der er sat fast på båsens høje vægge med tegnestifter, en lille eksplosion af farve i dette grå hav.

“38.2.”

Jeg lukker øjnene og tager en dyb indånding. Vi har ventet det.

Halvdelen af hendes stue har været syge, faldet som dominobrikker, så det var kun et spørgsmål om tid. Fireårige er vist temmelig uhygiejniske. Men i dag? Skulle det absolut være i dag?

9

Strengt fortroligt.indd 9

17/01/18 19.54

“Er der ellers noget?”

“Kun temperaturen.” Han holder inde. “Undskyld, Viv. Hun så ud til at have det fint, da jeg afleverede hende.”

Min hals snører sig sammen, og jeg synker for at få klumpen i halsen til at forsvinde og nikker, skønt han ikke kan se mig. En hvilken som helst anden dag, ville han have hentet hende. Han kan arbejde hjemme, i hvert fald teoretisk set. Det kan jeg ikke, og jeg brugte al min orlov, da tvillingerne blev født. Men han skal med Caleb ind til byen for at få klaret den sidste runde lægebesøg. Jeg har haft skyldfølelse i flere uger over, at jeg ikke kan komme med. Og nu går jeg glip af det og må alligevel bruge den tjenestefrihed, jeg ikke har.

“Jeg er der om en time,” siger jeg. Reglen er, at vi har en time fra de ringer. Hvis man medregner køreturen og det stykke vej, jeg skal gå hen til min bil – den står parkeret i yderkanten af Langleys vidtstrakte parkeringsplads – har jeg omkring et kvarter til at runde dagens arbejde af. Et kvarter mindre i mit i forvejen negative timeregnskab.

Jeg kaster et blik på uret i hjørnet af min skærm – syv minutter over ti – og så vender jeg blikket mod Starbuck-koppen ved siden af min højre albue, der kommer damp op af hullet i plastiklåget. Jeg har forkælet mig selv, flottet mig i anledning af den længe ventede dag, brændstof til de kedsommelige timer, der lå foran mig. Kostbare minutter spildt i en kø, minutter der kunne have været brugt til at grave sig ned i digitale filer. Jeg skulle have holdt mig til det sædvanlige, den spruttende kaffemaskine, der efterlader flydende grums på overfladen af kaffen.

“Det sagde jeg også til skolen,” siger Matts. ‘Skolen’ er faktisk den børneinstitution, hvor vores tre yngste tilbringer dagene. Men vi har kaldt det skole, siden Luke var tre måneder gammel. Jeg havde læst, at det kunne gøre overgangen blidere og mindske den dårlige samvittighed over at efterlade sit spædbarn i otte-ti timer om dagen. Det gjorde det ikke, men det er vel svært at ændre gamle vaner, tænker jeg.

10

Strengt fortroligt.indd 10

17/01/18 19.54

Der er endnu en pause, og jeg kan høre Caleb pludre i baggrunden. Jeg lytter, og jeg ved, at Matt også lytter. Det er, som om vi på nuværende tidspunkt har vænnet os til at gøre det. Men det er kun vokallyde. Stadig inden konsonanter.

“Jeg ved godt, at det her skulle være en stor dag ...” siger han til sidst, og hans stemme dør hen. Jeg er vant til disse undvigende samtaler på min åbne telefonlinje. Jeg går altid ud af fra, at der er nogen, der lytter med. Russerne. Kineserne. Det er til dels derfor, skolen først ringer til Matt, hvis der er problemer. Når det gælder vores børn, vil jeg gerne have, at han filtrerer nogle af de personlige detaljer fra, så de ikke bliver opfanget af vores fjender.

Kald mig paranoid, eller kald mig bare en CIA-analytiker, der arbejder med kontraspionage.

Faktisk er det nærmest det eneste, Matt ved. Han ved ikke, at jeg forgæves har forsøgt at afsløre et netværk af russiske sovende spioner.

Eller at jeg har udviklet en systematik, der kan identificere folk, der er involveret i det allermest hemmelige program. Han ved bare, at jeg har ventet i måneder på denne dag. At jeg er ved at finde ud af, om to års hårdt arbejde bærer frugt. Og om jeg har en chance i forhold til den forfremmelse, vi har så hårdt brug for.

“Jamen, okay,” siger jeg og bevæger musen frem og tilbage, mens jeg betragter, hvordan Athena-programmet uploader, og cursoren tager form som et ur. “Calebs lægeundersøgelse er det vigtigste i dag.”

Mit blik glider tilbage til båsens væg og tegningen med de stærke farver. Ellas billede af vores familie, tændstikben og -arme, springer frem fra seks runde hoveder. Lukes tegning er lidt mere sofistikeret, en enkelt person, tykke takkede kruseduller i farver som hår, tøj og sko. MOAR, stod der med store bogstaver. Den er fra hans superhelte-fase. Det er mig, med kappe på og hænderne i siden, og der står “S” på min trøje. Supermor.

Jeg har en velkendt følelse i brystet, presset, den overvældende trang til at græde. Dybe indåndinger, Viv. Dybe indåndinger.

“Maldiverne?” siger Matt, og jeg mærker, at et lille smil sniger sig 11

Strengt fortroligt.indd 11

17/01/18 19.54

over mine læber. Han gør altid sådan, finder en måde at få mig til at smile på, når jeg har mest brug for det. Jeg ser på fotografiet af os i hjørnet på mit bord, mit yndlingsbillede fra vores bryllup, for næsten ti år siden. Vi er begge to så lykkelige, og så unge. Vi talte altid om at tage et eksotisk sted hen på vores tiårs bryllupsdag. Det ligger afgjort ikke i kortene mere. Men det er dejligt at drømme. På en gang sjovt og deprimerende.

“Bora Bora,” siger jeg.

“Det ville jeg godt kunne leve med.” Han tøver, i tomrummet hører jeg Caleb igen. Flere vokallyde. Aah-aah-aah. Jeg regner ud i hovedet, hvor mange måneder Chase allerede har lavet konsonantlyde. Jeg ved, jeg ikke burde gøre det – alle lægerne siger, at jeg ikke bør gøre det – men det gør jeg.

“Bora Bora?” Hører jeg bag mig, noget skeptisk. Jeg lægger hånden over mikrofonen på telefonen og vender mig om. Det er Omar, min FBI-kollega, med et fornøjet ansigtsudtryk. “Den bliver svær at retfærdiggøre, selv for CIA.” Han smiler bredt. Smittende som altid, får han også mig til at smile.

“Hvad laver du her?” siger jeg, stadig med hånden over mikrofonen. Jeg kan høre Caleb pludre i mit øre. Det er O’ets tur. Ohh-oohooh.

“Jeg havde et møde med Peter.” Han træder et skridt nærmere og slår sig ned på kanten af mit bord. Jeg kan se omridset af hans pistolhylster ved hoften gennem hans T-shirt. “Måske er timingen et tilfælde, måske ikke.” Han kaster et blik på min skærm og smilet forsvinder langsomt. “Det var i dag, ikke? Klokken 10 her til formiddag?”

Jeg ser på min skærm, cursoren er stadig rund. “Det var i dag.”

Den pludrende lyd i mit øre er forstummet. Jeg drejer min stol, så jeg vender bare lidt væk fra Omar, og tager hånden fra mikrofonen.

“Skat, jeg er nødt til at løbe. Omar er her.”

“Hils ham fra mig,” siger Matt.

“Det gør jeg.”

12

Strengt fortroligt.indd 12

17/01/18 19.54

“Jeg elsker dig.”

“Jeg elsker også dig.” Jeg sætter telefonen ned i dens base og vender mig om mod Omar, der stadig sidder på mit bord med strakte ben i cowboybukser og anklerne over kors. “Jeg skulle hilse fra Matt,” siger jeg til ham.

“Aha, det er ham, der er Bora Bora-forbindelsen. Planlægger I ferie?” Hans smil er tilbage, med fuld styrke.

“Teoretisk set,” siger jeg med et halvhjertet grin. Det lyder latterligt, men jeg kan mærke, at jeg får farve i kinderne.

Han ser på mig et øjeblik længere og så taknemmeligt ned på sit håndled. “Okay, klokken er 10:10.” Han strækker benene og lægger anklerne over kors den modsatte vej. Så læner han sig fremad, og begejstringen i hans ansigt er ikke til at tage fejl af. “Hvad har du til mig?”

Omar har lavet dette længere, end jeg har. Ti år, i hvert fald. Han leder efter de faktiske sovende spioner i USA, og jeg prøver at afsløre dem, der leder cellen. Ingen af os har haft succes med det. Jeg fatter ikke, hvordan han stadig kan være så entusiastisk.

“Der er ikke noget endnu. Jeg har ikke engang kigget.” Jeg nikker mod skærmen, kigger først på programmet, der stadigvæk er ved at åbne og så på et sort-hvidt billede, der er hængt op på væggen i min bås ved siden af børnetegningerne. Yury Yakov. Kødfuldt ansigt, hårdt udtryk. Et par klik til, så er jeg inde i hans computer. Jeg vil være i stand til at se det, han ser, navigere rundt, sådan som han gør, nærlæse hans filer. Og forhåbentlig bevise, at han er russisk spion.

“Hvem er du, og hvad har du gjort ved min ven Vivian?” spørger Omar med et smil.

Han har ret. Hvis det ikke havde været for køen i Starbucks, så ville jeg være logget på programmet klokken ti nul dut. Så ville jeg i det mindste have haft et par minutter til at se mig omkring. Jeg trækker på skuldrene og gør tegn mod skærmen. “Jeg prøver.” Så nikker jeg mod telefonen. “Men uanset hvad, så må det vente. Ella er syg. Jeg er nødt til at hente hende.”

13

Strengt fortroligt.indd 13

17/01/18 19.54

Han puster ud på en dramatisk måde. “Børn. Det er altid på det værste tidspunkt.”

Nogle bevægelser på skærmen tiltrækker min opmærksomhed, og jeg ruller min stol tættere på. Athena-programmet er endelig ved at uploade. Der er røde bannere på alle sider, en masse ord, der hver især betyder en speciel form for kontrol, en bestemt afdeling. Jo længere tekstkoder, jo mere hemmeligstemplet. Denne her er fandens lang.

Jeg klikker forbi et skærmbillede, så endnu et. Hvert klik er en bekræftelse. Ja, jeg ved godt, at jeg går ind og ser på hemmeligstemplet information. Ja, jeg ved, at jeg ikke kan offentliggøre det uden at komme i fængsel rigtig længe. Ja, ja, ja. Få mig nu bare frem til informationen.

“Der er det,” siger Omar. Jeg kommer i tanke om, at han er der og ser på ham ud ad øjenkrogen. Han ser væk, med vilje, omhyggelig med at undgå at se på skærmen for at give mig noget privatliv. “Jeg kan mærke det.”

“Det håber jeg,” mumler jeg. Og det gør jeg. Men jeg er nervøs.

Denne systematik er en satsning. En stor en. Jeg har lavet en profil med mistænkte kontaktpersoner: uddannelsesinstitution, studieretning og afsluttende eksamener, bank, rejser i Rusland og udenfor. Så har jeg lavet en algoritme og identificeret fem personer, der passer bedst til mønstret. Sandsynlige kandidater.

De første fire viste sig at være falske spor, og nu skal programmet skrottes. Det hele står og falder med Yuri. Nummer fem. Den computer, det var sværest at bryde ind i, og den jeg selv troede mest på til at begynde med.

“Og hvis det ikke er den,” siger Omar, “så har du alligevel gjort noget, som ingen andre har kunnet. Du har været lige ved.”

Det er en ny tilgang at prøve at ramme kontaktpersonerne. FBI har i mange år prøvet at identificere de sovende spioner, men de er så godt integreret, at det nærmest er umuligt. Cellerne er konstrueret, så de ikke har kontakt med andre end deres kontaktperson, og 14

Strengt fortroligt.indd 14

17/01/18 19.54

selv den kontakt er minimal. Og CIA har fokuseret på hovedmændene, dem der holder øje med kontaktpersonerne, dem i Moskva med direkte forbindelser til SVR, Den Russiske Efterretningstjeneste.

“Lige ved tæller ikke,” sagde jeg stille. “Det ved du bedre end nogen.”

Omar var en hårdtslående nyansat agent, da jeg begyndte på sagen. Han havde foreslået et nyt initiativ, der inviterede de etablerede sovende spioner til at “ komme ind fra kulden”, så de kunne melde sig selv til gengæld for amnesti. Hans begrundelse? Der måtte være i hvert fald et par sovende spioner, der gerne ville forvandle deres dækidentitet til virkelighed, og vi ville måske få tilstrækkelig information fra de ‘omvendte’ sovende spioner til at trænge ind i hele netværket.

Planen blev lige så stille iværksat, og i løbet af en uge havde vi den første frivillige, en mand ved navn Dmitri. Han sagde, at han var kontaktperson på mellemniveau, gav os oplysninger om programmet, som bekræftede, hvad vi vidste – at kontaktpersoner som ham var ansvarlige for fem sovende spioner hver, og at han refererede til en hovedmand, der var ansvarlig for fem kontaktpersoner. En helt selvstændig celle. Det tiltrak selvfølgelig vores opmærksomhed. Så kom de uhyrlige påstande, information der ikke stemte med alt, hvad vi vidste var sandt, og så forsvandt han. Lokkeren Dmitri kaldte vi ham efter det.

Det blev afslutningen på det tiltag. Tanken om offentligt at skulle indrømme, at der var sovende spioner i USA, og at skulle indrømme at vi ikke var i stand til at finde dem, var allerede næsten ubærlig for FBI-institutionens øverste ledere. På grund af muligheden for russisk manipulation – uholdbare dobbeltagenter med falske spor – blev hans plan først eftertrykkeligt kritiseret, siden afvist. Vi vil blive invaderet af andre Dmitri’er, sagde de. Og dermed var Omars engang så lovende karriere bremset. Han var gået fuldstændig i glemme­ bogen og arbejdede derudad, den ene dag efter den anden, med en utaknemmelig, frustrerende, umulig opgave.

15

Strengt fortroligt.indd 15

17/01/18 19.54

Skærmen ændrer sig, og der kommer et lille ikon med Yurys navn frem. Jeg får altid et kick, når jeg ser mit byttes navn her, for så ved jeg, at vi har et vindue til deres digitale liv, til information, de tror, er fortrolig. Omar rejser sig op som på tælling. Han kender til programmet, til vores kamp for at få fat i Yury. Han er en af den håndfuld FBI-medarbejdere, der er inde i programmet – og den, der bakker det allermest entusiastisk op, den der tror på algoritmen og på mig, mere end nogen anden. Men han kan stadig ikke tilgå det direkte.

“Ring til mig i morgen, ikke?” siger han.

“Klart,” svarer jeg. Han vender sig om, og så snart jeg kan se, han har ryggen til mig, fokuserer jeg på skærmen. Jeg dobbeltklikker på ikonet, og der kommer en indlejring med røde kanter om op. Den viser indholdet på Yurys bærbare, et spejlbillede, som jeg kan gennemgå minutiøst. Jeg har bare kun nogle få minutter, før jeg skal gå.

Men det er tilstrækkeligt til lige at kaste et hurtigt blik på skærm­ billedet.

Baggrunden er mørkeblå og prikket med bobler i forskellige størrelser og nuancer af blåt. Til den ene sider er der ikoner i fire sirlige rækker, og halvdelen af dem er mapper. Filnavnene er alle sammen skrevet med det kyrilliske alfabet, som jeg kan orientere mig i, men ikke læse – i hvert fald ikke særlig godt. Jeg tog et begynderkursus i russisk for år tilbage; så kom Luke, og jeg kom aldrig i gang igen.

Jeg kan nogle grundlæggende sætninger og kan genkende nogle almindelige gloser, men mere er det ikke. Resten må jeg overlade til lingvister eller oversættelsesprogrammer.

Jeg åbner først nogle af mapperne og derefter tekstdokumenterne i dem. Side efter side med tæt kyrillisk tekst. Jeg mærker en bølge af skuffelse, skønt jeg godt ved, at det er fjollet. Som om en russer, der arbejder på sin computer i Moskva skulle skrive og føre sine journaler på engelsk. Liste med hemmelige agenter i USA. Jeg ved, at det jeg kigger efter er krypteret. Jeg håber bare at kunne se en eller anden ledetråd, en eller anden beskyttet fil, noget der åbenlyst er krypteret.

I årenes løb har optrevling af celler på højt niveau lært os, at det 16

Strengt fortroligt.indd 16

17/01/18 19.54

kun er kontaktpersonen, der kender de sovende spioners identitet, deres navne bliver opbevaret elektronisk, lokalt. Ikke i Moskva, fordi SVR frygter muldvarper i deres egen organisation. Frygter det så meget, at de hellere vil løbe risikoen for at miste sovende spioner end at beholde navnene i Rusland. Og vi ved, at hvis der skulle ske noget med kontaktpersonen, går hovedmanden ind i de elektroniske filer og kontakter Moskva for at få dekrypteringsnøglen, en del af en flerlaget krypteringsprotokol. Vi har koden fra Moskva. Vi har bare aldrig haft noget at dekryptere.

Programmet er skudsikkert. Vi kan ikke bryde ind i det. Vi kender ikke engang dets præcise formål, hvis der er et. Måske er det bare en passiv samling, måske noget mere skummelt. Men eftersom vi ved, at lederen af programmet refererer til selveste Putin, er jeg mest tilbøjelig til at tro det sidste – og det er det, der holder mig vågen om natten.

Jeg bliver ved med at skimme, mine øjne glider over hver eneste fil, skønt jeg ikke er helt sikker på, hvad jeg leder efter. Og så ser jeg et kyrillisk ord, jeg genkender. Друзья. Venner. Det sidste ikon i den sidste række, en mappe. Jeg dobbeltklikker, og mappen indeholder en liste med fem JPG-billeder, intet andet. Mit hjerte begynder at slå hurtige. Fem. Der er fem sovende spioner knyttet til hver kontaktperson; det ved vi fra adskillige kilder. Og så er der titlen. Venner.

Jeg åbner det første billede. Det er portræt af en ubestemmelig midaldrende mand med runde briller. Et lille gys af ophidselse farer gennem mig. De sovende spioner er godt assimilerede. De er vitterligt usynlige medlemmer af samfundet. Ham her kunne virkelig være hvem som helst.

Jeg ved af erfaring, at jeg ikke skal blive for begejstret; alle i efterretningstjenesten siger, at filerne med sovende spioner er krypterede.

Men min mavefornemmelse siger, at dette er noget stort.

Jeg åbner fil nummer to. En kvinde med orangefarvet hår, store blå øjne, et bredt smil. Endnu et portræt, endnu en potentiel sovende spion. Jeg stirrer på hende. Der er en tanke, jeg prøver at igno17

Strengt fortroligt.indd 17

17/01/18 19.54

rere, men jeg kan ikke. Dette er kun billeder. Der er intet om deres identiteter, intet hovedmanden kunne bruge til at kontakte dem.

Men alligevel. Venner. Billeder. Så måske er Yury ikke den utilgængelige hovedmand, jeg håbede at afsløre, den som CIA har brugt ressourcer på at finde. Men kunne han være rekrutteringskonsulent?

Og disse fem personer: De må være vigtige. Bytte måske?

Jeg dobbeltklikker på det tredje billede, og der kommer et ansigt frem på min skærm. Et portræt, et nærbillede. Så velkendt, så forudsigeligt – og så alligevel ikke, fordi det er her, hvor det ikke hører til. Jeg blinker en gang, to gange, og min bevidsthed kæmper for at få det, jeg ser til at hænge sammen med det, jeg ser, og hvad det betyder. Så sværger jeg på, at tiden går i stå. Iskolde fingre lukker sig omkring mit hjerte og trykker til, og jeg kan kun høre blodet suse i mine årer.

Jeg stirrer ind i min mands ansigt.

Strengt fortroligt.indd 18

17/01/18 19.54

2

FODTRIN DER KOMMER NÆRMERE. JEG KAN HØRE DEM, SELV GENNEM den dunkende lyd i mine ører. Med et sæt krystalliserer tågen i min bevidsthed sig til en ordre. Skjul det.

Jeg fører cursoren op til X’et i hjørnet af billedet og klikker, og Matts ansigt forsvinder, uden videre.

Jeg vender mig mod lyden, den åbne væg i min bås. Det er Peter, der er på vej herhen. Så han det? Jeg kaster et blik på skærmen. Ingen billeder, kun mappen, åben, fem linjer tekst. Lukkede jeg det i tide?

En irriterende stemme i mit hoved spørger mig, hvad forskel det skulle gøre. Hvorfor syntes jeg, at jeg var nødt til at skjule det. Det er Matt. Min mand. Burde jeg ikke løbe af sted til sikkerhedstjenesten og spørge, hvorfor russerne er i besiddelse af et billede af ham? En bølge af kvalme rører på sig dybt nede i min mave.

“Holder vi møde?” siger Peter. Hans ene øjenbryn er løftet over de tykke brilleglas. Han står foran mig i hyttesko, khaki-bukser med pressefolder og en skjorte, der er knappet lidt for højt op i halsen.

Peter er senioranalytikeren på sagen, et levn fra Sovjet-æraen og min mentor de sidste otte år. Der er ingen, der ved mere om den russiske efterretningstjeneste. Han er stille og reserveret, og det er simpelthen umuligt ikke at respektere ham.

19

Strengt fortroligt.indd 19

17/01/18 19.54

Og lige nu er der ikke noget mærkeligt i hans udtryk. Bare et spørgsmål. Kommer jeg til morgenmødet? Jeg tror ikke, han så noget.

“Jeg kan ikke,” siger jeg med en unaturlig skinger stemme. Jeg prøver at dæmpe den, prøver at holde min skælven tilbage. “Ella er syg. Jeg er nødt til at hente hende.”

Han nikker, det er mere et lille kast med hovedet. Hans ansigtsudtryk er roligt, uanfægtet. “Håber, hun får det bedre,” siger han og vender sig om og går, over mod mødelokalet, glaskuben der passer sig bedre for en nystartet teknologivirksomhed end for CIA’s hovedkvarter. Jeg kigger længe nok efter ham til at se, at han ikke ser sig tilbage. Jeg drejer tilbage til min computer og skærmen, der nu er helt tom. Jeg er blevet svag i benene og trækker vejret hurtigt. Matts ansigt. På Yurys computer. Og mit første instinkt. Skjul det. Hvorfor det?

Jeg hører mine kolleger fra teamet slentre mod mødelokalet. Min bås er den, der er tættest på det, den alle går forbi, når de skal til møde. Normalt er der ret stille hernede, den fjerneste ende i havet af båse, medmindre folk er på vej til mødelokalet eller tjenestelokalet med Begrænset Adgang lige bag det – der, hvor systemanalytikerne kan låse sig inde og se de allermest følsomme filer, dem med så værdifuld og svært opnåelig information, at russerne helt sikkert ville spore kilden og slå vedkommende ihjel, hvis de vidste, vi havde dem.

Jeg tager en dyb indånding, og så endnu en. Jeg vender mig om, da deres skridt kommer nærmere. Det er først Martas. Så Trey og Helen, side om side, i en stille samtale. Rafael og så Bert, vores afdelingsleder, der ikke laver meget andet end at redigere dokumenter.

Peter er den rigtige chef, og alle ved det.

Vi udgør sovende spion-teamet, alle syv. Et underligt slæng, virkelig, fordi vi har så lidt til fælles med de andre teams i Efterretnings­ tjenestens Afdeling for Rusland. De andre har mere information, end de kan bruge; vi har praktisk talt ingen.

“Kommer du?” spørger Marta og standser ved min bås og lægger 20

Strengt fortroligt.indd 20

17/01/18 19.54

en hånd på en af de høje vægge. Jeg mærker lugten af pebermynte og mundskyl sive ind over mig, når hun taler. Hun har poser under øjnene og et tykt lag sminke. Det ser ud, som om der røg lidt for meget indenbords i går. Marta er tidligere aktiv agent i FBI, der sætter lige stor pris på whisky og på at genopleve sine glorværdige dage i felten; hun lærte mig engang at dirke en lås op med et kreditkort og en hårnål, som jeg fandt på bunden af min arbejdstaske, det er den, der holder Ellas hår fast i en knold, når hun er til ballet.

Jeg ryster på hovedet. “Sygt barn.”

“De bakteriebæster.”

Hun lader hånden falde og går videre. Jeg smiler imødekommende til de andre, da de går forbi. Her er alting normalt. Da de alle er inde i glasburet, og Bert trækker døren til, vender jeg mig om mod skærmen. Filerne, virvaret af kyrilliske bogstaver. Jeg dirrer. Jeg kigger på uret i hjørnet af skærmen. Jeg burde være gået for tre minutter siden.

Knuden i min mave er knyttet hårdt, og den er tung. Jeg kan jo faktisk ikke tage af sted nu, vel? Men jeg har intet valg. Hvis jeg henter Ella for sent, får vi anden advarsel. Ved nummer tre ryger vi ud; skolen har ventelister til alle klasser og ville ikke betænke sig.

Desuden, hvad skulle jeg foretage mig, hvis jeg blev?

Der er en sikker måde at finde ud af præcis, hvorfor Matts billede er her, og det er ikke ved gennemse flere filer. Jeg synker og har kvalme. Jeg fører cursoren hen for at lukke Athena og lukke computeren ned. Så tager jeg min taske og frakke og går mod døren.

NOGEN ER UDE EFTER HAM Da jeg når min bil, er mine fingre som istapper, min ånde kommer ud i små, hvide stød, og jeg er sikker.

Han ville ikke være den første. Russerne har været mere aggressive end nogensinde de senere år. Det begyndte med Marta. En kvinde med østeuropæisk accent henvendte sig venligt til hende i træningscentret, og de fik nogle drinks sammen på O’Neill’s. Da de havde 21

Strengt fortroligt.indd 21

17/01/18 19.54

fået lidt at drikke, spurgte kvinden ligeud, om Marta ville være interesseret i at udvide deres “venskab” med en samtale om arbejde.

Marta afslog og så hende aldrig igen.

Trey var den næste. Han var stadig ikke sprunget ud på det tidspunkt, han havde altid nogle arrangementer med sin “bofælle”, Sebastian. En dag mødte jeg ham, rystet og bleg, på vej op til sikkerhedstjenesten. Senere hørte jeg via rygter, at han havde modtaget en afpresningsforsendelse med posten – der indeholdt billeder af de to sammen i nogle kompromitterende stillinger og en trussel om at sende dem til hans forældre, hvis ikke han gik med til at mødes.

Så det er ikke særlig fantasifuldt at forestille sig, at russerne ved, hvem jeg er. Og hvis de gør det, så kræver det ikke meget at finde Matts identitet. Det gør det heller ikke at regne ud, hvor vi er sårbare.

Jeg drejer nøglen i tændingen og Corollaen siger sin sædvanlige hostende lyd. “Kom nu,” mumler jeg, drejer nøglen igen og hører motoren komme i gang, gispende. Sekunder efter rammer en iskold luft mig fra ventilationssystemet. Jeg rækker ned og drejer på knappen, så den kommer op på den varmeste indstilling, gnider hænderne mod hinanden og sætter bilen i bakgear. Jeg burde lade den varme op, men der er ikke tid. Der er aldrig tid nok.

Corollaen er Matts bil, den han havde, helt tilbage fra før vi mødte hinanden. At sige at den synger på sidste vers, er en underdrivelse.

Vi byttede min gamle bil væk, da jeg var gravid med tvillingerne. Så fik vi en minibus, en brugt en. Den kører Matt, familiebilen, fordi han henter og bringer mest.

Jeg kører på rutinen, helt fortumlet. Jo længere jeg kører, jo mere snører knuden i maven sig sammen. Det er ikke det, at de er ude efter Matt, der bekymrer mig. Det er det ord. Venner. Giver det ikke grund til at tro, at der er tale om en eller anden form for medvirken?

Matt er softwareingeniør. Han ved ikke, hvor sofistikerede russerne er. Hvor nådesløse de kan være. Hvordan de bare vil tage fat i den mindste åbning, det mest ubetydelige tegn på at han måske vil være 22

Strengt fortroligt.indd 22

17/01/18 19.54

villig til at samarbejde med dem, og udnytte det, fordreje det så han bliver tvunget til at gøre mere.

Jeg har to minutter at løbe på, da jeg når frem til skolen. Varm luft slår mig i møde, da jeg går ind. Inspektøren, en kvinde med skarpe træk og et kronisk vredladent blik, kaster et blik på uret og ser strengt på mig. Jeg kan ikke være sikker på, om det er et blik, der siger: Hvordan kunne du være så længe om det? Eller: Hvis du allerede er her nu, så har hun jo helt sikkert været syg, da du afleverede hende. Jeg sender et halvhjertet undskyldende smil, idet jeg går forbi, skønt jeg skriger indeni. I himlens navn, uanset hvad Ella fejler, så har hun fået det her.

Jeg går ned ad gangen, der er dekoreret med børns billedkunst – håndtrykte isbjørne, glimtende snefnug og vanter i akvarel – men mine tanker er andet steds. Venner. Har Matt gjort noget, der fik dem til at tro, at han ville være villig til at samarbejde med dem? De skal bare have et lillebitte tegn. Noget, et eller andet som de kan udnytte.

Jeg finder hen til Ellas stue, små stole, små båse og kasser med legetøj, en eksplosion af primærfarver. Hun sidder i det fjerneste hjørne af rummet, alene på en knaldrød sofa i børnestørrelse og med en billedbog med hårdt omslag åben i skødet. Adskilt fra de andre børn, tilsyneladende. Hun har et par lilla gamachebukser på, som jeg ikke genkender; jeg husker svagt, at Matt nævnte, at han ville tage hende med ud og købe noget nyt. Selvfølgelig gjorde han det. Hun er vokset ud af sit tøj både i højde og drøjde.

Jeg går over mod hende med udstrakte arme og et overdrevent smil. Hun ser op og kigger forsigtigt op på mig. “Hvor er far?”

Det krymper sig i mig, men jeg fastholder mit smil. “Far er til lægen med Caleb. I dag er det mig, der henter dig.”

Hun lukker bogen og sætter den tilbage på hylden. “Okay.”

“Må jeg få et knus?” Jeg står stadig med fremstrakte arme, omend de begynder at falde. Hun ser på dem et øjeblik og går så ind i et knus. Jeg krammer hende tæt ind til mig og begraver mit ansigt i hendes bløde hår. “Jeg er ked af, at du ikke har det godt, lille skat.”

“Jeg er okay, mor.”

23

Strengt fortroligt.indd 23

17/01/18 19.54

Mor? Jeg holder vejret. Så sent som denne morgen var jeg moar. Åh, vær sød ikke at holde op med at kalde mig moar. Jeg er slet ikke klar til det. Især ikke i dag.

Jeg ser på hende og klistrer endnu et smil på mit ansigt. “Lad os finde din bror.”

Ella sidder på bænken uden for stuen med de helt små, mens jeg går ind for at hente Chase. Rummet gør mig ligeså nedtrykt i dag, som det gjorde for syv år siden, da jeg afleverede Luke første gang.

Puslebordet, rækken med børnesenge, rækken med høje stole.

Chase er på gulvet, da jeg træder ind. Før jeg når hen til ham, skovler en af hans pædagoger, den unge, ham op, krammer ham tæt og kysser hans kinder. “Sådan en sød dreng,” siger hun og smiler til mig. Jeg mærker et stik af jalousi, mens jeg ser på det. Dette er kvinden, der fik lov at se ham tage de første skridt, hvis udstrakte arme han tumlede ind i første gang, mens jeg var på arbejde. Hun ser så naturlig ud med ham, så veltilpas. Ja, selvfølgelig gør hun det. Hun er sammen med ham hele dagen.

“Ja, han er,” siger jeg, og ordene lyder akavede.

Jeg får begge børn manøvreret ind i deres posede jakker og givet dem huer på hovedet – det er en sjælden kold dag af en martsdag at være – og ind i deres bilsæder, dem der er hårde og smalle nok til, at der kan stå tre ved siden af hinanden på Corollaens bagsæde. De gode sæder, de sikre, er i minibussen.

“Hvordan har din formiddag været, lille skat?” spørger jeg og kaster et blik på Ella i bakspejlet, idet jeg bakker ud fra parkeringspladsen.

Hun er stille et øjeblik. “Jeg var den eneste pige, der ikke kom til yoga.”

“Det er jeg da ked af at høre,” siger jeg, og så snart ordene har forladt min mund, ved jeg, at de ikke er de rigtige, at jeg burde have sagt noget andet. Den efterfølgende stilhed føles tung. Jeg rækker ud efter knappen til anlægget og tænder for børnemusikken.

Jeg kaster igen et blik i bakspejlet, og Ella ser ud ad vinduet, stille.

Jeg burde stille et andet spørgsmål, få hende ind i en samtale om 24

Strengt fortroligt.indd 24

17/01/18 19.54

hendes dag, men jeg siger ingenting. Jeg kan ikke få billedet ud af mit hoved. Matts ansigt. Jeg tror, det var et nyere billede. Hvor længe har de holdt øje med ham, med os?

Vejen fra skolen til vores hjem er kort, den snor sig gennem et kvarter, der er et studie i modsætninger: nybyggede huse i palæstil afbrudt af ældre huse som vores, der er alt for lille til seks personer og gammelt nok til, at mine forældre kunne være vokset op i det.

Forstæderne til Washington D.C. er notorisk dyre, og Bethesda er en af de dyreste. Men skolerne er blandt de bedste i landet.

Vi standser ved vores hus, som er pænt, lidt kasseagtigt og med to garager. Der er en lille veranda foran huset, som den foregående ejer byggede til, og den passer ikke helt til resten af huset, og vi bruger den slet ikke så meget, som jeg troede, vi ville. Vi købte huset, da jeg var gravid med Luke, og det med skolerne retfærdiggjorde de skyhøje priser.

Jeg ser på det amerikanske flag, der hænger lige ved hoveddøren.

Matt hængte det flag op. Erstattede det sidste, da det falmede. Han ville aldrig gå med til at arbejde mod vores land. Det ved jeg, at han ikke ville. Men har han gjort et eller andet? Gjorde han nok til at give russerne formodning om, at han måske ville?

Der er en ting, jeg er sikker på. De er ude efter ham på grund af mig. På grund af mit arbejde. Og det er derfor, jeg skjulte billedet, er det ikke? Hvis han er i fare, er det min skyld. Og jeg må gøre, hvad jeg kan for at hjælpe ham ud.

JEG LADER ELLA se tegnefilm på sofaen, den ene efter den anden. Normalt stopper vi efter en enkelt film, en lækkerbisken efter middagen, men hun er syg, og jeg kan ikke koncentrere mig om andet end billedet. Mens Chase får en lur, og hun slapper af foran fjernsynet, gør jeg køkkenet rent. Jeg tørrer køkkenbordene af, de blå som vi ville udskifte, hvis vi havde pengene. Jeg skrubber pletter af komfuret, omkring de tre blus der stadig virker. Rydder op i skabet med plastikbeholdere, finder de rigtige låg til beholderne, stabler dem, så de passer ind i hinanden.

25

Strengt fortroligt.indd 25

17/01/18 19.54

Om eftermiddagen klæder jeg børnene på, og vi går hen til busstoppestedet for at hente Luke. Hans hilsen er den samme som Ellas.

Hvor er far?

Far er til lægen med Caleb.

Jeg laver eftermiddagsmad til ham og hjælper ham med lektierne.

En hjemmeopgave i matematik, plusstykker med tocifrede tal. Jeg anede ikke, at de allerede arbejder med tocifrede tal. Det plejer at være Matt, der hjælper.

Ella hører Matts nøgle i låsen, før jeg gør, og hun farer op fra sofaen som skudt ud af en kanon og styrter mod hoveddøren. “Far!” råber hun, da han åbner døren med Caleb på den ene arm og indkøb på den anden. På en eller anden måde får han sat sig på hug og giver hende et knus, spørger hende, hvordan hun har det, selv mens han vrider Calebs jakke af. På en eller anden måde ser smilet i hans ansigt ægte ud, det er ægte.

Han rejser sig op og slentrer over til mig og giver mig et kys på munden.

“Hej, skat,” siger han. Han har cowboybukser på og den trøje, jeg gav ham sidste jul, den brune med lynlås i halsen, og en jakke over.

Han sætter posen med indkøb på køkkenbordet, og hiver Caleb på plads på hoften. Ella klamrer sig til hans ene ben; han lægger sin frie hånd på hendes hoved og stryger hende over håret.

“Hvordan gik det?” Jeg rækker ud efter Caleb og er nærmest overrasket over, at han bevæger sig over i mine arme helt frivilligt. Jeg klemmer ham og kysser hans hoved, indånder den søde duft af baby­ shampoo.

“Strålende, faktisk,” siger Matt, krænger sin jakke af og lægger den på køkkenbordet. Han går over til Luke og roder ham i håret. “Hej, sønnike.”

Luke ser op og stråler. Jeg kan se hullet, hvor han har tabt sin første tand, den der kom under hans hovedpude, før jeg kom hjem fra arbejde.

“Hej, far. Kan vi øve os i at kaste og gribe?”

26

Strengt fortroligt.indd 26

17/01/18 19.54

“Lidt senere. Jeg skal lige tale med mor først. Har du allerede lavet noget på naturfagsprojektet?”

Er der et projekt i naturfag?

“Jae,” siger Luke, og hans blik flakker mod mig, som om han har glemt, at jeg var der.

“Sig sandheden,” siger jeg, og min stemme lyder skarpere, end det var meningen. Jeg møder Matts blik og ser, at han hæver øjenbrynene, bare en lille smule. Men han siger ingenting.

“Jeg har tænkt på mit naturfagsprojekt,” hører jeg, Luke mumle.

Matt går tilbage til mig og læner sig ind over køkkenbordet. “Doktor Misrati er virkelig tilfreds med udviklingen. Både ekkokardiografien og EKG’en så godt ud. Hun vil have, at vi skal komme igen om tre måneder.”

Jeg klemmer Caleb igen. Endelig er der godt nyt. Matt begynder at tømme indkøbsposen. En liter mælk. En pakke kyllingebryster, en pose med frosne grøntsager. Småkager fra bageren – af den slags, som jeg altid beder ham om ikke at købe, fordi vi kan lave dem selv for en brøkdel af prisen. Han nynner for sig selv, en eller anden melodi jeg ikke genkender. Han er glad. Han nynner, når han er glad.

Han bøjer sig ned og tager en gryde og en pande ud af den nederste skuffe og sætter dem på komfuret. Jeg kysser Caleb igen, mens jeg ser på ham. Hvordan kan han være så god til alt det her? Hvordan kan han have så mange bolde i luften uden at tabe dem?

Jeg vender mig væk fra ham og mod Ella, der er tilbage på sofaen.

“Er du okay derinde, lille skat?”

“Ja, mor.”

Jeg kan høre, Matt stopper, hans bevægelser fryser. “Mor?” siger han sagte. Jeg vender mig om og ser bekymring mejslet i hans ansigt.

Jeg trækker på skuldrene, men jeg er sikker på, at han kan se i mine øjne, at jeg er såret. “Ja, så er det vel i dag, det skulle være.”

Han sætter beholderen med ris, som han har i hænderne, fra sig og trækker mig ind i et knus, og lige pludselig er den mur af følelser, der har bygget sig op inden i mig, ved at brase sammen. Jeg kan høre 27

Strengt fortroligt.indd 27

17/01/18 19.54

hans hjerte slå, mærke hans varme. Hvad er der sket? Har jeg lyst til at spørge ham. Hvorfor fortalte du mig det ikke?

Jeg synker, tager en indånding og trækker mig væk. “Kan jeg hjælpe med aftensmaden?”

“Jeg har styr på det.” Han vender sig om, indstiller knappen på komfuret, og så læner han sig frem og rækker ud efter en flaske vin fra metalstativet på køkkenbordet. Jeg betragter ham, mens han trækker den op og derefter tager et glas i skabet. Han fylder det forsigtigt halvt op. Rækker det til mig. “Tag lidt at drikke.”

Hvis bare du vidste, hvor meget jeg trænger til det. Jeg giver ham et lille smil og tager en lille tår.

Jeg får børnene til at vaske hænder, spænder de små fast i deres høje stole, en for hver bordende. Matt øser den lynstegte ret op i skåle og sætter dem foran os på bordet. Han sludrer med Luke om noget, og jeg kommer med passende kommentarer, som om jeg er en del af samtalen, men mine tanker er andetsteds. Han ser så glad ud i dag. Han har været gladere end normalt på det seneste, har han ikke?

Jeg ser et billede for mit indre blik. Mappens navn. Venner. Han ville da ikke gå med til at lave noget, ville han? Men det er russerne, vi taler om. Det eneste, det ville kræve af ham, var at give dem den mindste åbning, den mindste lillebitte tilkendegivelse af, at han måske overvejede det, og så ville de slå til.

En rislen af adrenalin løber gennem mig, en følelse der minder om illoyalitet. Den tanke burde end ikke strejfe mig. Men det gør den. Og det er sandt, at vi har brug for penge. Hvad hvis han har tænkt, at det ville være godt for os, en anden måde at få en ekstra indkomst på? Jeg prøver at huske, hvornår vi sidst skændtes om penge. Han kom hjem med en billet til Powerball til næste dag og satte den op på køleskabet under hjørnet af den magnetiske, hvide tavle.

Skrev Jeg er ked af det på tavlen og tegnede et lille smilende ansigt ved siden af.

Hvad nu, hvis de havde taget fat i ham, og i hans hoved var det som at vinde i lotto? Hvad nu, hvis han ikke har opfattet, at de har 28

Strengt fortroligt.indd 28

17/01/18 19.54

opsøgt ham? Hvis de har narret ham, så han tror, han går ind til et helt legitimt bijob, noget der ville kunne få tingene til at hænge sammen for os? Åh altså, det hele handler om penge. Hvor jeg dog hader, at det hele handler om penge.

Hvis jeg havde vidst det, ville jeg have sagt til ham, at han skulle være tålmodig. At det bliver bedre. Vi er godt nok i det røde felt lige nu. Men Ella er næsten klar til børnehaven. Tvillingerne rykker snart ud af vuggestuen; vi kommer til at spare nogle penge, når de kommer på småbørnsstuen. Vi vil være i bedre form næste år.

Meget bedre. Det her er bare et hårdt år. Vi vidste, det ville blive et hårdt år.

Han taler med Ella nu, og hendes søde lille stemme skærer gennem min hjernetåge. “Jeg var den eneste pige, der ikke kom til yoga,” siger hun, ligesom hun fortalte mig i bilen.

Matt tager en bid af sin mad, tygger omhyggeligt, ser på hende hele tiden. Jeg holder vejret og venter på hans svar. Endelig synker han. “Og hvordan fik det dig til føle?”

Hun lægger hovedet på skrå, bare en lille smule. “Det var vel okay.

Jeg fik lov til at sidde i forreste række, da vi skulle have læst historie.”

Jeg stirrer på hende, mens min gaffel bliver hængende i luften.

Hun var ligeglad. Hun havde ikke brug for en undskyldning. Hvordan kan det være, at Matt altid finder de rigtige ord, altid ved præcis, hvad der skal siges?

Chase fejer resterne af sin aftensmad ned på gulvet med sine buttede, fedtede hænder, og Caleb begynder at grine og slår sine hænder ned i sin bakke, så maden flyver rundt. Matt og jeg skubber vores stole ud samtidig, af sted efter køkkenrulle, og så begynder vi at tørre hænder og ansigter, der er fulde af sovs og madrester, af, noget vi har god øvelse i på nuværende tidspunkt, tandemrengøringen.

Luke og Ella får lov til at rejse sig fra bordet og gå ind i stuen.

Da tvillingerne er rene, sætter vi også dem ind i stuen og begynder at gøre køkkenet rent. Jeg standser pludselig, da jeg er ved at skovle 29

Strengt fortroligt.indd 29

17/01/18 19.54

resterne over i plastikbøtter, og fylder mit vinglas igen. Matt kaster et spørgende blik på mig, mens han tørrer køkkenbordet over.

“Har du haft en hård dag?”

“Lidt,” svarer jeg og prøver at tænke på, hvordan jeg ville have besvaret det spørgsmål i går. Hvor meget mere ville jeg have sagt? Det er ikke, fordi jeg fortæller Matt noget hemmeligt. Måske anekdoter om kolleger. Hentydninger til forskellige emner, såsom den store informationsmængde i dag. Men det er petitesser. Ikke noget russerne ville være virkelig interesserede i. Ikke noget de ville betale for.

Da køkkenet endelig ser rent ud, kaster jeg mit sidste stykke køkkenrulle i skraldespanden og synker ned på min stol ved bordet. Jeg ser på væggen, den bare væg. Hvor mange år har vi boet her nu, og der er stadig ikke noget på væggen. Jeg kan høre fjernsynet inde fra stuen, showet med Monster Truck, som Luke godt kan lide. Den svage melodi fra en af tvillingernes legetøj.

Matt kommer over til mig, trækker sin stol ud og sætter sig. Han ser på mig med bekymring i ansigtet og venter på, at jeg skal begynde at tale. Jeg er nødt til at sige noget. Jeg er nødt til at vide det. Alternativt skal jeg gå direkte til Peter, til sikkerhedstjenesten, og fortælle, hvad jeg har fundet. Og give dem lov til at begynde at undersøge min mand.

Der må være en uskyldig forklaring på alt dette. De har ikke henvendt sig til ham endnu. Eller de har henvendt sig, men det er ikke gået op for ham. Han er ikke involveret i noget. Han har vitterlig ikke sagt ja til noget. Jeg drikker det sidste af min vin. Min hånd ryster, da jeg sætter glasset tilbage på bordet.

Jeg stirrer på ham, jeg aner ikke, hvad jeg skal sige. Man skulle ellers tro, at jeg ville have fundet på noget efter alle disse timer.

Hans ansigtsudtryk er fuldstændig åbent. Han må vide, at der er noget stort på vej. Jeg er sikker på, han kan se det i mit ansigt. Men han ser ikke nervøs ud. Ser ikke ud på nogen speciel måde. Ser bare ud som Matt.

“Hvor længe har du arbejdet for russerne?” spørger jeg. Ordene 30

Strengt fortroligt.indd 30

17/01/18 19.54

er rå, ubearbejdede. Men de er ude nu, så jeg betragter hans ansigt nøje, for hans udtryk betyder meget mere for mig end hans ord. Vil der være oprigtig forvirring? Indignation? Skam?

Der er ingenting. Der er absolut ingen følelser i hans ansigt. Det forandrer sig ikke. Og det sender en pil af frygt gennem mig.

Han ser roligt på mig. Venter lige lidt for længe med at svare, men kun en anelse. “Toogtyve år.”

Strengt fortroligt.indd 31

17/01/18 19.54

CMYK

K A R E N C L EV EL A ND

PORTRÆT: JESSICA SCHARPF

Karen Cleveland er tidligere CIA-analytiker.

STRENGT FORTROLIGT er hendes debutroman.

Vivian Miller jager sovende spionceller. Igennem sit arbejde som CIA-analytiker har hun udviklet et system til afsløring af fjendtlige agenter, og endelig kan hun mærke, at den forfremmelse hun så længe har tørstet efter, er på vej. Men da hun en dag finder frem til en tophemmelig fil med navnene på en række russiske agenter på amerikansk jord, smuldrer alt der betyder noget for hende – hendes ægteskab, arbejde, kærligheden til hendes fire børn – mellem hænderne på hende.

Vivian har lovet at forsvare sit land mod enhver fjende, men nu stilles hun over for et umuligt valg, som efterlader hende splittet mellem loyalitet og forræderi, pligtfølelse og frygt, kærlighed og mistænksomhed.

HVEM KAN HUN STOLE PÅ?

H

K AR E N C L EV E L A ND

Karen-cleveland.com

H

STRENGT FORTROLIGT

I JAGTEN PÅ EN SOVENDE RUSSISK SPIONCELLE PÅ AMERIKANSK JORD AFSLØRER EN CIA-ANALYTIKER FARLIGE HEMMELIGHEDER, SOM TRUER HENDES ARBEJDE, HENDES FAMILIE – OG HENDES LIV.

STRENGT SPÆNDINGSROMAN

FORTROLIGT HR. FERDINAND

Totalt medrivende.

– TERRY HAYES, forfatteren bag Jeg er Pilgrim