__MAIN_TEXT__

Page 1

145 mm

et g r hurtigt op for iels ent on at k inden ikke er en psykisk syg stakkel men en solodanser p en Kongelige allet der har ret fors undet i to døgn. g snart smides en bombe ind i sagen K inden har tilsyneladende ret druknet og er ble et genopli et lige inden hun sprang i døden.

Søvnen og Døden er danske Ka inskis brag af en opfølger til den prisbelønnede bestseller Den d e gode nd sbl sende sp nding ... asser af tempo drama og action. – LLANDS S EN ed denne originale intrige har forfatterne skabt en sp ndingsbog som ikke er til at slippe. – LE

URR ER RAN R G

ø nen og døden er et

sider storartet og intenst sp ndingsridt. – A EN S EN N RGE

A .J. K A Z I N S KI S N N

idselforhandleren hos Københa ns oliti iels ent on skulle ha e talt hende fra det. alt hende fra at kaste sig i døden denne sommernat p ybbølsbro. en han kunne ikke. g der ligger hun s . idt p skinnerne med bagho edet knust og en kryptisk besked skre et p h nden.

35 mm

ygt god krimi. – G N RGE

N

FOTO © MIKKEL ØSTERGAARD

A.J. KAZ I N S K I ... EN HELT FORRYGENDE KRIMI. – DAGBLADENES BUREAU

SØVNEN OG DØDEN

A.J. KAZINSKI er et pseudonym for filminstruktøren og forfatteren Anders Rønnow Klarlund og forfatteren Jacob Weinreich.

POLITIKENS FORLAG

IS N

... ELEG NT OG HYGGELIGT

NDENDE KOM ONERET.

– BERL NGS E DENDE

9 788740 017601

P O L I T I K E N S

F O R L A G

220 mm

L S GS DE ANDRE B GER SER EN

145 mm


A.J. Kazinski

Søvnen og døden

POLITIKENS FORLAG


DEL I

Blodets bog


Du, menneske, du skal dømme, du skal dømme blodets by! Du skal fortælle den om alle dens afskyelige handlinger. Du skal sige: Dette siger Gud Herren: Tiden er kommet for byen, der udgyder blod i sine gader. EZEKIELS BOG 22, 2-3


1.

Død. Det var det hun var. Tvunget om på den anden side af livet. Og hun ville ikke tilbage igen. Aldrig igen, der var intet for hende at vende tilbage til. Men om lidt ville hun blive hentet, det vidste hun, trukket mod sin vilje, slæbt gennem tid og rum. Hun ville få 220 volt gennem brystkassen, hun ville igen mærke det helvede hendes krop var blevet. Han ville gøre alt for at genoplive hende. Måske burde hun forsøge at skabe kontakt? Så hun kunne få fred. Og give ham fred. Hun hørte et skrig. Bag sig? Var det hende selv der skreg? Hun så sølvtråden der snoede sig legelystent og uendeligt, men som stadig forbandt hendes sjæl til dens jordiske hylster. Som en navlestreng. Noget der skulle klippes. Hun måtte kæmpe – så meget stod klart nu. Han skulle ikke få fat i hende igen, trække hende tilbage til livet, torturere hende, slå hende ihjel igen og igen. Hun skulle ind i lyset. Væk. Han trak i hende nu, han var begyndt at genoplive hende. Hun så på sølvtråden, den blev stram som en spændt elastik. Luk mig ind. Jeg beder jer. Og netop som hun kunne mærke lysets varme, fik hun svar. Det er dig der holder fast. Ikke os. Nej. De tog fejl. Hvem de så end var. Hun var klar. Det var ikke hende, hun ville videre, ikke tilbage i sin forpinte krop. Det er ham. Ikke mig. I må hjælpe mig. I samme nu blev hun halet tilbage, som en fisk der har bidt på krogen og bliver trukket gennem vandet, verden forsvandt forbi hende. 7


Det smukke net der omgav Jorden, var det sidste hun så inden alt blev mørkt. Derefter smerte. En uendelig smerte. – Kan du høre mig? Hun kunne genkende stemmen. Var det hendes far? Nej, han ville ikke gøre det her mod hende. Hun vågnede. – Kan du høre mig? Hans stemme var rolig, behagelig, omsorgsfuld – en stemme der ikke hørte sammen med hans handlinger. – Jeg giver dig lidt saft. Prøv at åbne munden. Hindbærsaft, samme slags hun engang havde fået på hospitalet, dengang hun var indlagt med en brækket ankel og skulle opereres. – Det gør ondt, hviskede hun. – Når du drikker? – Ja. – Dine muskler har været udsat for et kraftigt chok da jeg genoplivede dig. Det går hurtigt over. Jeg har tilsat saften noget smertestillende. Prøv at drikke lidt mere. Hun drak, den tykke væske kæmpede sig forbi hendes strubehoved. Endelig kunne hun åbne øjnene. Hun genkendte sin lejlighed. Sengen, ventilatoren i loftet. Den stod stille nu. Hun havde aldrig set lejligheden hernedefra, liggende fladt på gulvet. Fastspændt. Hun kunne hverken bevæge arme eller ben. Fisk, tænkte hun, og huskede en leg fra barndommen. Fugl, fisk eller midtimellem. Det var noget underligt noget at tænke på nu. Og måske ikke. Midtimellem – jeg var midtimellem, sagde hun til sig selv. Mellem død og levende, i det rum som katolikkerne kaldte skærsilden, men som slet ikke er grimt eller hårdt. Nu er jeg fisk, jeg burde være fugl. Han rejste sig op. Lagde en bog fra sig på kommoden og tog et par utålmodige skridt rundt i stuen. Havde han siddet og læst mens hun var død? Det var hendes bog, hendes bibel, med den enkle titel Faidon. Hvis hun ikke havde læst den, ikke var blevet betaget af Sokrates’ tanker om sjælens udødelighed, ville hun ikke have ligget her nu. Curiosity killed the cat. – Kan du tale? 8


– Ja. – Fik du kontakt? Måske burde hun bare finde på noget. Hvad ville han høre, hvad ville få ham til at stoppe og give hende sprøjten en sidste gang? – Ja. Jeg fik kontakt. Et kort øjeblik, hviskede hun. – Er det sandt? Du må ikke lyve for mig. Tårerne pressede sig på. – Nej. Måske. Jeg ved det ikke. Hun ville fjerne tårerne, men hendes hænder var stadig bundet på ryggen, blødt ganske vist, der var et fint fløjlsbånd om rebet så det ikke lavede mærker. Det havde han forsikret hende. – Jeg kan ikke se noget. Han fjernede vandet fra hendes øjne. – Kan du løsne mit hoved? Det gør så ondt. – Nej. Du skal tilbage igen. Vi bliver ved indtil det lykkes. Forstår du ikke hvor vigtigt det her er? – Du må ikke, sagde hun, men gråden kvalte hendes protester. – Det er sidste gang. Det lover jeg. Hun kunne lugte kanel i hans ånde, kanel og te. Havde han siddet med en kop te i hånden og læst Faidon mens hun var død? Som en britisk general i krig: upåvirket, kølig. Stoisk. Trøstet sig ved at det var okay at slå hende ihjel igen og igen. Fordi Sokrates selv havde bevist at vi mennesker har en udødelig sjæl. Hun rømmede sig: – Det er ikke som du tror. – Jo. Det kan sagtens lade sig gøre. Det var din egen ide. Ringede det på døren? Hun så på hans ansigt. Ængstelsen. Det flakkende blik. Det ringede igen. Denne gang hørte hun det med sikkerhed. Hun ville skrige. Hvis hun kunne. Men han holdt hende stramt for munden. Sekunder gik. Så stilhed. – Det er fra arbejdet, hviskede hun da han fjernede hånden. – De undrer sig over at jeg ... Smerter omkring struben. Ordene fyldte for meget i hendes hals. Hun så på ham. Så hvilke tanker der fyldte hans hoved: Hvornår slår de døren ind? Det var et sted mellem et og to døgn siden han var kommet, tænkte hun. Halvandet måske. Halvandet døgn hvor hun havde været holdt 9


fanget i sin egen lejlighed. Han havde travlt. Hun kunne se det på ham da han rejste sig og gik rundt om sig selv et par gange. Han så på uret. Tændte sin mobil. Der kom to beskeder. – Jeg har ikke tid, hviskede han til sig selv og gik ud i køkkenet med telefonen. Da var det hun mærkede det. Rebet havde løsnet sig bagpå. Venstre hånd kunne hun vride fri, hendes spinkle håndled trak sig ud af fløjlsbåndet. Hun kunne høre ham ude i køkkenet: – Nej. Det er godt du ringer. Men må jeg ringe når jeg er hjemme? Hjem, tænkte hun. Har djævlen et hjem? Hun forsøgte at samle tankerne, men stofferne i hendes hjerne gjorde det svært, alt det han havde pumpet ind i hende de sidste mange timer. Med venstre hånd fri kunne hun også løsne båndet der holdt den anden hånd. Og med begge hænder fandt hun skruerne på det apparat der holdt hendes hoved fastspændt. Hun kunne høre ham ude i køkkenet: – Det gør ikke noget. Nej, jeg mener det. Virkelig. Alt for behagelig en stemme. Gud skulle have balanceret menneskets stemme med mængden af ondskab i deres sjæl. Så havde hun ikke været her nu. Så ville hun have hørt en djævel hvæse allerede første gang de mødtes. For hun kendte ham. Godt endda. Måske fandtes der ikke et menneske hun havde betroet sig mere til. Sine allerdybeste hemmeligheder. Hun havde stolet på ham. Og alligevel gjorde han dette mod hende. – Jeg kan komme i morgen tidlig, sagde han ude fra køkkenet. Hun havde løsnet den første skrue, og det kraftige stof mellem skruen og hendes hoved faldt på gulvet. Skrue nummer to var nemmere. – Tror du det ville hjælpe? Hun kunne ikke nå det. Hun fik tårer i øjnene. Ville det nytte at skrige på hjælp? Næppe. Hun var også bange for at hun ikke havde nogen stemme tilbage, og han ville komme løbende med det samme. – Kan du hænge på et øjeblik? sagde han i telefonen. Hun kunne høre hans fodtrin. Hun gemte hænderne på ryggen igen og så stift op i loftet. Ud ad øjenkrogen kunne hun se at han stak hovedet ud fra køkkenet for at se til hende. Han lukkede døren bag sig igen. Nu. Med begge hænder arbejdede hun simultant på skruerne, bare dem omkring tindingerne, de bageste var ligegyldige. – Ville I gerne have jeg kommer nu? 10


Han havde ikke tænkt sig at lade hende leve, det vidste hun. Hun var ikke bange for at dø – men alligevel ville hun kæmpe. Hendes krop ville kæmpe. – Må jeg ringe tilbage? Hovedet var frit, nu manglede hun anklerne. Han havde afsluttet samtalen. Hun kunne ikke nå det. Hun ville kæmpe. Skrige og slås. Ankellåsen var en simpel velcrolukning ligesom dem man brugte på sindssygehospitalerne, som dem tumlingerne på legepladsen havde på deres sko. Men det afgav en høj, karakteristisk lyd idet hun rev de kraftige stykker stof fra hinanden. Hun hørte ham i ude køkkenet, hun rev den sidste lås op og kom på benene. Hun ramte noget med foden da hun gik mod døren. En bog? Lyden af noget der kurede hen over gulvet og endte et sted i soveværelset. Døren blev åbnet i samme sekund han stod over for hende. Det havde han ikke regnet med. – Det her behøver ikke ende grimt, sagde han, og hun kunne høre nervøsiteten i hans stemme. I det øjeblik han så hen på sin sorte taske med alle sprøjterne og de bedøvende stoffer, sprang hun mod udgangen. Han forsøgte at få fat på hende, men hun slog ud efter ham. – Nej! Han tog sig til hovedet, havde stadig fat i hendes håndled mens han så mod tasken. Ja, du kan ikke klare dig uden, tænkte hun. I det samme gav han slip. Hun fór mod døren. Han havde sat kædelåsen på, hun kæmpede med at få den op. – Hjælp, skreg hun, men hendes stemme var svækket. Inde i stuen, få meter derfra, så hun hvordan han gjorde en sprøjte klar med professionel hurtighed. Han var færdig i samme øjeblik som hun fik kæden af og rev døren op. Han indhentede hende inden hun var ude af lejligheden, greb hendes nakke. Hun forsøgte at skrige på hjælp, men hans brede hånd holdt om hendes kæbe mens han skød det bedøvende stof ind i hende, et tilfældigt sted ved halsen eller skulderen. Det gjorde ondt, måske var det derfor hendes krop fandt styrken til en sidste protest: Med begge arme langede hun ud bag sig, ramte et eller andet, måske hans hoved, i hvert fald slap han sit greb. Hun åbnede døren og tumlede ned ad trappen, bankede på en dør. 11


– Hjælp mig! Hun kunne høre ham bag sig. Uden at se sig tilbage sprang hun ned af trapperne. Hun var hurtigere end ham, det vidste hun, men hun kunne også mærke det bedøvende, hallucinerende stof han havde forurenet hendes krop med. Hans tunge skridt bag hende gav hende den sidste styrke til at rive hoveddøren op og løbe ud på fortovet. Først nu blev hun klar over det. Hun havde intet tøj på, ikke engang undertøj. Det spildte sekund gav ham tid til at indhente hende. Han var lige bag hende på fortovet, hun hørte hans stemme: – Jeg gør dig ikke noget, sagde han. – Du kan ikke gå sådan her. Hun satte i løb, men han holdt hende i håret så hun faldt. Hun skreg, sparkede ud efter ham, fik ham lidt på afstand. Hvor blev han af? Hun så mod de parkerede lastbiler. En eller anden råbte på et fremmed sprog. Hun satte i løb igen og kunne mærke hvordan benene allerede var blevet tunge. Hun måtte ikke falde om, ikke give efter, det ville være fatalt. Så ville han være over hende, bære hende op i lejligheden, bilde folk ind at alt var okay, at han nok skulle klare den herfra. – Hey, smukke. Har du ikke glemt noget? Nogen grinede. Hun vidste han var et sted bag hende og bare ventede på at hun skulle give efter for bedøvelsen. Folk stolede på ham. Hun havde stolet på ham, hun havde tænkt “sikke et rart menneske”. Han kunne have overtalt hende til hvad som helst. – Pas på, din stive kælling! Få noget tøj på. Hun måtte sætte farten ned. Det røde lys i vejkrydset lettede som et fly fra Kastrup. Nej. Det var ikke virkeligt. Det vidste hun. De andre gange var bedøvelsen også begyndt med hallucinationer, gulvet var blevet flydende, og loftet havde bevæget sig. Hun havde måttet bede ham om at slukke for ventilatorens propel i loftet. – Du ender med at blive kørt ned. Lad mig hjælpe dig, råbte han. Hun vendte sig. Et ekko langt borte. Nogle biler holdt stille på vejen, måske på grund af varmen, tænkte hun. Intet kan bevæge sig i denne varme. Hun slog ud efter ham og løb hen over vejen. Toget kørte ind i hende. Nej, det kørte under broen i stedet. Hun grinede ad sig selv, hun grinede længe og holdt med to fingre venstre øjenlåg åbent mens hun nærmede sig midten af broen. Herfra kunne hun se evigheden, helt til 12


Tåstrup og tilbage igen, sagde hun, eller også tænkte hun det bare. I et flygtigt øjeblik indså hun hvad der skete med hende. Hun ville snart miste bevidstheden. Alt hvad hun oplevede nu, var indhyllet i tåge, hun kunne ikke stole på sine sanser længere. – Rækværket, hviskede hun hæst og faldt på knæ. Dybbøl, nåede hun at læse på et skilt inden hendes hænder greb det kolde metal. Hun så sig over skulderen. – Lad mig være. Folk samlede sig. Enten var der flere, eller også havde han delt sig i mange. – Lad mig være, skreg hun igen. Et tog kørte under hende, ind på perronen. Ja, tænkte hun. Jeg skal også videre. Metallet på broens rækværk virkede nogle sekunder som modgift til den omklamrende uvirkelighed. Metal mod hud. Sort mod hvid. – Rust, sagde hun og kravlede op på rækværket. Hvornår mon hendes tog kom? – Gå væk, skreg hun, da en nærmede sig. Ham hun var flygtet fra? Djævlen. Lige meget. Om lidt ville hun springe på toget. Toget til evigheden.

13


2.

Islands Brygge. 23.35 Hvad er et mord? Hvad ved vi overhovedet om livet? Og døden? Sådan tænkte hun, Hannah Lund, mens hun stod på terrassen lige før midnat ude af stand til at sove. Hun lukkede forsigtigt terrassedøren. Hun ville ikke vække Niels. Selv om han sikkert allerede var vågen og for længst havde regnet ud hvad hun fejlede. Niels lagde mærke til alt, hendes humør, alle de små signaler man sender ud i verden uden at vide det. Det var derfor han var politiets gidselforhandler, en af de bedste på sit felt – ham de sendte ud for at tale desperate mennesker fra at gøre frygtelige ting. Det var jo derfor han var den rigtige for hende. Hun var også et desperat menneske. Kulørte lamper, røde og grønne, spejlede sig i det sorte vand, helt ovre på den anden side af havnen. Hvorfor kun røde og grønne? tænkte Hannah og tændte endnu en cigaret. Hun burde springe ned i sin kajak og padle igennem natten – over til dem. Deltage i festen. Det vigtigste middel mod søvnløshed, og alle de dumme, ubesvarlige spørgsmål der fulgte med når kroppen nægtede at sove, var at bryde det onde mønster. Det handlede om ikke at blive uvenner med de mørke timer, ikke blive søvnens fjende. Man skulle bruge tiden til noget fornuftigt. Man skulle arbejde mentalt med sine bekymringer, havde hun læst. Okay. Mine bekymringer, tænkte hun og håbede de kunne tælles på en hånd: Et, jeg er gravid og har ikke fortalt min mand det. Fordi jeg vil have en abort. Slå fostret ihjel. Begå mord. Jeg ved ikke om jeg kan producere et normalt 14


barn. Det eneste barn jeg har født, var defekt. Sygt, sindslidende. Og endte med at begå selvmord. På den ene side var han velsignet med en ekstraordinær begavelse. På den anden side forbandet med en ekstraordinær begavelse. Ligesom mig selv, tænkte hun. Hannahs forældre havde skammet sig over hende da hun var barn. Forsøgt at få hende til at være som de andre børn. “Ikke spille så klog”, som hendes far havde sagt. Det var først da hun som ganske ung var kommet på Niels Bohr Institutet at hun havde følt sig hjemme i verden. Hjemme blandt de andre tosser der heller ikke kunne mærke at de havde madrester siddende i mundvigen, at skjorten vendte vrangen ud, eller at de havde to forskellige slags sko på. Det var bare noget andre mennesker ikke kunne forstå. Hvordan den almindelige verden kunne forsvinde fuldkommen. At det eneste der eksisterede, var den ligning, den løsning, de tal der væltede gennem hovedet på hende i et sådan tempo at hun ikke opdagede at cykelhjelmen stadig sad på hendes hoved selv om det var tre timer siden hun var trådt ind ad døren. Var det ét problem eller flere? spurgte hun sig selv da hun fik øje på sit spejlbillede i vinduet. Den skønneste kvinde jeg nogensinde har set, sagde Niels altid om hende når han lå oven på hende og så hende i øjnene. Hun kunne ikke få øje på noget skønt lige nu. Kun en kvinde i midten af 40’erne med halvlangt, mørkebrunt hår. Da hun var lille, havde hun haft fregner i hele hovedet. Nu var det som om de var vasket væk, ganske svagt kunne de anes, men kun på en sommerdag. Hun fortsatte sit nattestudie: pæne former, næsten lige så høj som Niels. Slank, måske lidt for tynd. Hun havde tabt sig siden hun blev gravid, tabt sig af bekymring netop nu hvor man skulle tage på. Bortset fra brysterne. De var måske vokset lidt. Hun førte stearinlyset tættere på vinduet så hun kunne se sine øjne. Angst. Jeg er hunderæd, tænkte hun. Jeg ved ikke om jeg elsker ham mere. Niels. Jeg ved ikke om jeg er i stand til at elske. Måske er det en evne der ikke er alle forundt? Hun havde brug for en Gauloise mere, måske sammen med en snaps. Hun ville gennemgå bekymringerne en gang til inden hun skulle i seng.

15


3.

Islands Brygge. 23.37 Telefonen brummede på køkkenbordet. Niels Bentzon så på uret. Det kunne kun være arbejde. En eller anden håbløs stakkel der ville tage livet af sig selv eller andre og nu skulle tales tilbage fra afgrunden. Men ikke i aften, tænkte Niels. De måtte ringe til næste mand på listen over politiets gidselforhandlere. Telefonen brummede stadig. Hannah var mindre end fire meter fra Niels, ude på terrassen, men alligevel et helt univers væk. Han havde holdt øje med hende mens hun stod og betragtede sit eget spejlbillede. Hun var ikke tilfreds, kunne han se. Niels Bentzon lod som om han sov da hun kom ind for at hente cigaretter og myggespray. Hun anstrengte sig ganske vist for at være stille, men han havde hørt hende hviske med sig selv ude på terrassen. Ligesom i går nat. Og de sidste mange nætter. Og han vidste at det kun ville gøre ondt værre hvis hun følte at hendes søvnløshed også gik ud over ham. Men det gjorde den. Den seneste tid havde Hannah trukket sig ind i sig selv. Måske var det for impulsivt at de havde kastet sig ud i livet sammen. Måske var de blevet gift for hurtigt. Niels tænkte tit over det. Havde de forvekslet en barnlig forelskelse med rigtig kærlighed? Var det derfor? Hannah lukkede forsigtigt døren bag sig og forsvandt ud på terrassen. Niels kunne se cigarettens glød lyse op og forsvinde igen. Som en puls, nattens puls. Hvis han ikke vidste bedre, ville han gætte på 16


at hun var gravid. Hendes bryster var svulmet op på det seneste. Han havde mærket det en dag i køkkenet hvor han havde grebet hende bagfra. Hun havde afvist ham. Skubbet bagdelen bagud, vredet sig fri af hans greb. Sagt noget om hovedpine. Ja, hvis han ikke vidste at han ikke kunne få børn, ville han have været næsten sikker. Men det kunne han ikke. Han så sig om i den treværelses lejlighed. Forsøgte stadig at ignorere den satans telefon. Hvorfor havde de købt lejligheden? Han kunne jo ikke lide den, udsigten over Københavns havn var måske fin nok, men han brød sig ikke om den kliniske stil der kendetegnede nybyggede lejligheder, alt var så forbandet hvidt. Som et hospital. Men måske var det bare sådan at nyforelskede skulle besegle deres fælles skæbne med et tåbeligt indkøb. En alt for gammel bil, en lidt for lille lejlighed, et faldefærdigt sommerhus. Han tænkte på Kathrine, sin ekskone, mens gløden fra Hannahs cigaret uden for vinduet kom og gik. Savnede han Kathrine, eller savnede han følelsen af nærvær? Umuligt at afgøre, konkluderede han. Nærvær. Nærhed. Alt det man burde have med sin kone, men som han ikke havde længere med Hannah. Måske var de blevet gift i et anfald af vanvid? Ja, ja, for fanden. Er forelskelse ikke det sidste sted vi må opføre os kriminelt uden at blive straffet? Hvor en smule vanvid er på sin plads? Nej – Niels trak tanken tilbage og fremsatte en ny: Vi bliver straffet alligevel, bare ikke af staten. Straffen var tabt nattesøvn, hjertekvaler, at sidde aften efter aften de sidste – to måneder? Han prøvede at regne efter. Hvornår var det sket? Hvornår havde hun trukket sig ind i sig selv? Halvanden måned siden? Måske kun en måned? Det føltes som et år. Han burde flytte. Finde en lille lejlighed. Niels overbeviste sig selv om at han ikke ville få økonomiske problemer. Det var ganske vist krisetid. Men når krisen hev og sled i det lille land, fik Niels travlt, ikke kun ham, men alle politiets forhandlere, de politimænd der var specialuddannet til at tale med borgere der ville skyde sig selv eller andre eller hele verden, et antal der steg voldsomt når konjunkturerne vendte nedad. Ja, han havde nok at lave, ingen ville fyre ham lige foreløbig. Ergo kunne han godt flytte. Begynde forfra. Måske finde en ny kæreste? Hans udseende fejlede ikke noget, det vidste han. Han var højere end de fleste, med en kropsbygning der 17


nærmede sig det firskårne og passede til hans lidt kantede ansigt. Og selv om han ikke ligefrem var i topform, var han heller ikke i dårlig fysisk forfatning, og han var god til at tale med folk – også kvinder. Eller måske skulle han rejse ned til Kathrine? Cape Town var en dejlig by. Måske kunne de starte helt forfra? I det mindste havde Kathrine aldrig straffet ham med tavshed og indelukkethed. Hvad ville hun sige hvis han stod der i morgen i Cape Towns internationale lufthavn, med sin kuffert i hånden og et usikkert smil på læben? Og når han lå ved siden af hende, ville han så tænke på Hannah? Og savne hende? Måske havde han forbrudt sig mod en eller anden gud, og det her var straffen. For evigt at savne den man ikke er sammen med. Vrøvl. Han satte sig op. Alt var fint indtil Hannah forsvandt ind i sig selv. Han måtte finde sin kuffert. Tjekke ind på et hotel. Komme væk. Få noget søvn – overophedede følelser og denne sommervarme fungerede ikke sammen. – Vækkede jeg dig? spurgte Hannah da Niels trådte ud på terrassen og tog en cigaret fra pakken på bordet. – Nej. – Er du sikker? Han klaskede en myg der havde sat sig på hånden. I stedet for at se på Hannah betragtede han blodet fra myggestikket ved håndleddet, lige der hvor det ser ud som om årerne deler sig og bliver til et delta. – Er der noget i vejen? spurgte hun. – Hannah, sagde han indledende, holdt en kort pause, mærkede efter en sidste gang. Jo. Han var klar til det. – Det lyder ikke godt, sagde hun. Telefonen ringede stadig inde fra køkkenet. Niels vendte sig. Hun greb ud efter hans hånd. – Hvad ville du sige? – Jeg bliver nødt til at svare. Det kan kun være arbejde, sagde Niels og trak hånden til sig. Inde i køkkenet lå telefonen og lyste op; et blåt, kunstigt lys bag fire bogstaver på displayet: Leon. – Det er Bentzon. 18


– Bentzon. Jeg har noget til dig. Leons stemme havde en underliggende aggressivitet der mere end tangerede det truende, og Niels vænnede sig aldrig til den. Men sådan talte Leon til alle. Som indsatsleder hos politiet var han vant til at kommandere med folk. – Hvad har du til mig, Leon? – Du skal i krig, Bentzon. Slaget ved Dybbøl. – Krig? – Netop. En nøgen, fucked up narkoluder står ude ved Dybbølsbro og tror hun kan flyve. Niels tøvede. Så ud på Hannah, og hun så på ham. – Er der nogen ude ved hende? Niels kunne pludselig høre på sin stemme at han havde drukket snaps inden han lagde sig. – Det er du, Bentzon. Om et øjeblik. Hvis hun springer, risikerer vi at hun laver grimme buler i togene. Det kan vi ikke have. DSB er på røven. De har ikke råd til den slags. – Jeg drak til aftensmaden. Leon overhørte ham: – Smid blinket på. Vi ses om tre minutter. Så forsøger jeg at underholde hende imens.

23.42 Niels bakkede ud på vejen, præcis som han gjorde efter sit første møde med Hannah: med følelsen af at hun så efter ham. Og at hun tænkte på meget mere end hun sagde. Selvfølgelig gjorde hun det. Hun var astrofysiker, hendes tanker kørte i et andet gear – nej, forkert metafor: Hvis hun var en Ferrari, så kørte Niels i en Trabant. Hvordan er det egentlig at være gift med en kvinde der er klogere end en selv? havde hans kollega Damsbo drillende spurgt da Niels havde fortalt afdelingen om Hannah Lund og deres hemmelige bryllup på rådhuset. – Det er frækt, havde Niels svaret og tilføjet: – Intelligens er sexet, men det synes din kone åbenbart ikke, Damsbo. Lige nu var det ikke så frækt. Hannah var en gåde pakket ind i et mysterium omsluttet af et enigma. Hvem havde sagt det? Churchill? Nej, hold nu op Niels, fokuser på opgaven. Dybbølsbro. Kvinden der vil springe. Han burde få fat i Leon, få noget baggrund på kvinden, 19


noget han kunne arbejde med mens han kørte. Men billedet af Hannah, den måde hun så på ham. Hendes fysiske forandringer. Noget var helt galt. Lykkelige minder pressede tårerne frem i øjnene på ham: første gang hun havde vist ham Niels Bohr Institutet. De var lige blevet kærester. En weekend i sengen sammen, og om mandagen ville de vise hinanden deres liv. Hun havde forklaret ham om universets mørke stof og vist ham Niels Bohrs pibe. Og hun havde sat sig på den gamle mesters bord da Niels lukkede døren til kontoret. Hun havde mumlet noget om kvantemekanikken der var udregnet netop på disse kvadratcentimeter, da Niels kyssede hende og pressede sig ind mod hendes krop. En bus foran ham bremsede pludselig op, og Niels nåede først i sidste øjeblik at dreje udenom. Han gned sig i ansigtet og forsøgte igen: Dybbølsbro. Hvad havde Leon sagt: en narkoman? Nøgen? Det var det han vidste. Intet andet. Niels undrede sig over hendes valg mens han drejede af ved Tivoli. Dybbølsbro var ikke særlig høj, men på den anden side høj nok til at det med meget stor sandsynlighed ville være en enkeltbillet til himmel eller helvede at springe ud. Hvorfor var det altid teknikaliteterne omkring folks selvmordsforsøg, der undrede Niels? Hvordan de ville gøre det? Hvilket tårn de valgte at springe ud fra? Hvilke piller de slugte? Anvendte de reb eller ledning når de hængte sig selv hjemme i spisestuen? Drak de salpetersyre, eller tog de deres brudekjole på inden de skar pulsårerne op? Det var aldrig – som hos de andre betjente – tanken om hvorfor nogen kunne få den tanke at livet ikke var værd at leve. Måske fordi tanken også havde strejfet Niels. Politiradioen hvæsede. Leon. – Ja? – Hvor bliver du af, Bentzon? – To minutter. – To minutter? Til den tid er hun jo sprunget. Giv mig et godt råd. – Et godt råd? – Noget jeg kan sige til hende. Niels tænkte. Hvad kunne Leon sige til et menneske der var ved at tage afsked med livet? God rejse? Det skulle jo være ærligt. Det var det første man lærte som gidselforhandler. Ærlighed var regel nummer et. 20


– Tænker du, eller kan du ikke finde på noget? spurgte Leon i politiradioen. – Du skal kun sige noget du mener. Det er alfa og omega. – Noget jeg mener? Jeg mener hun burde få noget tøj på, komme ned i en fart og så ellers skynde sig at opføre sig bare nogenlunde normalt. Leons utålmodighed var legendarisk. Måske på grund af hans næsten overnaturlige evne til at nå hurtigt frem når det gik løs. Lige meget hvad der skete, og hvor det skete, kunne man altid regne med at Leon var der som den første. Med pistolen afsikret og et indædt håb om at tingene ikke kunne ordnes uden magtanvendelse. De unge betjente hviskede om det bag hans ryg. Niels havde hørt det flere gange. Med en blanding af foragt og fascination – angst og respekt – omtalte de Leon som en enmandshær man altid kunne regne med. Ingen brød sig om ham. Det kunne ikke lade sig gøre. Men Leon brød sig heller ikke om at nogen brød sig om ham. Leon ville det sådan, alt andet ville gøre ham svag. I øvrigt havde han efter sigende en hengiven kone og nogle utrolig søde børn – sådan er livet fuldt af gådefulde modsætninger. Niels kørte over for rødt ved Fisketorvet, overhalede en taxa og drejede af ved havnen. Et minut, så var han der. Ved Dybbølsbro. Klos op ad Fisketorvet. Ikke just en charmerende ramme som slutning på det hele. Men måske var det ikke det man tænkte på i sådan en situation. På æstetik og skønhed. Det var almindeligt at vælge broer. Storebæltsbroen, Øresundsbroen, Vejlefjordbroen. Blandt politiets forhandlere og psykologer blev der joket med det. At næste gang der skulle opføres en stor bro, burde byggeriet sponsoreres af Forenede Danske Bedemænd, hvis der var noget der hed det. Hos forhandlerne jublede man hver gang politikerne besluttede sig for en tunnel i stedet for en bro. Golden Gate var selvfølgelig kongen. Det mest populære sted i verden at springe fra. Cirka 25 mennesker afsluttede hvert år deres liv ved at hoppe i San Francisco Bay. Var det vandet under broen der trak? Forestillede man sig at døden ville blive blødere? For det blev den ikke. Fra så mange meters højde svarede vandoverfladens hårdhed nogenlunde til asfalt. Måske handlede det om vandet som mytisk kraft? Forestillingen om at lande i et hav af følelser, at krydse floden til dødsriget? Det sidste lille ryk op ad afkørslen, og Niels holdt ind med en hård 21


opbremsning. Politibiler, ambulancer, afspærringsbånd, betjente der forsøgte at udstråle ro og overblik, og allerværst: den flok af nysgerrige tilskuere der forsamlede sig når der var udsigt til tragedie. De var der altid. Uden undtagelse. Tidspunkt og sted var underordnet. Niels havde tit været lige ved at råbe til dem. Råbe at de skulle se at skrubbe hjem, hjem foran fjernsynet og til aftenkaffen og pligtsexen med lillemor, det her var ikke en biografforestilling, det var menneskelig tragedie. Men hvad skulle det nytte? Næste gang ville de være der igen. Nogle endda med kameraerne fremme. En sidste ting inden han stod ud af bilen: at tjekke sig i spejlet. At se ordentlig ud inden man stillede sig op foran det stakkels menneske. Det var et alvorligt blik der mødte ham. Grønne øjne, bekymrede rynker der helt sikkert ikke havde været der sidste år. Niels steg ud og fandt Leon. Varmen var klæbrig. Sveden løb ned ad Leon da han råbte: – Jeg har stoppet al trafik på skinnerne. Men vi har travlt. – Hvad ved vi om hende? spurgte Niels og gav bilnøglerne til Leon. – Hun blev set løbe op ad Skelbækgade, sagde han og vendte sig mod broen. Først kunne Niels ikke se hende. Men så fulgte han linjen fra Leons pegefinger fra broen og op ad elevatortårnet der strakte sig yderligere nogle meter mod himlen. – Hvordan er hun kommet derop? spurgte Niels. – Det må du spørge hende om. – Et navn? Leon rystede på hovedet: – Niels. Det er ingenting. Se at komme op til hende og få det overstået. De har en stige til dig. Gør dit bedste. Jeg har et hold klar hvis det går galt. Vi står med et par hundrede tusind københavnere der skal bruge skinnerne om tre timer. Niels nikkede. Hold. Et neutralt, udramatisk ord der dækkede over de specialuddannede rengøringsfolk der rykkede ud efter ulykker. Fjernede ligdele. Vaskede blod og hjernemasse væk. Leon havde drejet hovedet og stirrede lige på Niels. – Har du drukket, Bentzon? Niels nikkede. – Tre snaps. Og en øl. – Du lugter som et værtshus. 22


– Jeg sagde det jo. – Gjorde du? – Hvis du hellere vil ringe efter en anden, forstår jeg det godt. – Det tager jo en halv time mere. – Du er indsatsleder. Det er din beslutning. – Se at komme op til hende. Så vi kan få det overstået og komme hjem. Der er boksning på Eurosport. En af teknikerne rakte Niels en sort cylinder af plastic, ikke meget større end en pastil. – Til øret. Så kan vi tale til dig, sagde han. – Og sige hvad? Manden overhørte spørgsmålet. I stedet fastgjorde han en lige så mikroskopisk ting på kraven ved Niels’ gennemblødte skjorte. – Vi kan også høre dig, sagde teknikeren og var væk. Leon nikkede opfordrende til Niels. Han glædede sig, Niels kunne se det på ham. Oprigtig, barnlig glæde. – Jeg er ikke så tryg ved det her udstyr, sagde Niels. Leon trak på skuldrene: – Den moderne verden. Væn dig til det. Niels gik under politiafspærringen og ud på broen hvor han nu bedre kunne se den nøgne kvinde stå og balancere oppe på det sorte elevatortårn. Som en statue, tænkte Niels. Spinkel. En piges krop, en voksens ansigt. Skind og ben. Kvinden lagde sig ned. – Bentzon? Han vendte sig mod Leon som tog et skridt nærmere, helt tæt, forbi intimgrænsen, så ingen af de andre betjente kunne høre ham: – Det skal nok gå. Du har aldrig mistet en. Det sker heller ikke i aften, hviskede Leon og rundede af med et sjældent ærligt smil mens han klemte Niels’ arm ganske let. Måske var han bare glad for at det ikke var ham der skulle derop.

23


145 mm

et g r hurtigt op for iels ent on at k inden ikke er en psykisk syg stakkel men en solodanser p en Kongelige allet der har ret fors undet i to døgn. g snart smides en bombe ind i sagen K inden har tilsyneladende ret druknet og er ble et genopli et lige inden hun sprang i døden.

Søvnen og Døden er danske Ka inskis brag af en opfølger til den prisbelønnede bestseller Den d e gode nd sbl sende sp nding ... asser af tempo drama og action. – LLANDS S EN ed denne originale intrige har forfatterne skabt en sp ndingsbog som ikke er til at slippe. – LE

URR ER RAN R G

ø nen og døden er et

sider storartet og intenst sp ndingsridt. – A EN S EN N RGE

A .J. K A Z I N S KI S N N

idselforhandleren hos Københa ns oliti iels ent on skulle ha e talt hende fra det. alt hende fra at kaste sig i døden denne sommernat p ybbølsbro. en han kunne ikke. g der ligger hun s . idt p skinnerne med bagho edet knust og en kryptisk besked skre et p h nden.

35 mm

ygt god krimi. – G N RGE

N

FOTO © MIKKEL ØSTERGAARD

A.J. KAZ I N S K I ... EN HELT FORRYGENDE KRIMI. – DAGBLADENES BUREAU

SØVNEN OG DØDEN

A.J. KAZINSKI er et pseudonym for filminstruktøren og forfatteren Anders Rønnow Klarlund og forfatteren Jacob Weinreich.

POLITIKENS FORLAG

IS N

... ELEG NT OG HYGGELIGT

NDENDE KOM ONERET.

– BERL NGS E DENDE

9 788740 017601

P O L I T I K E N S

F O R L A G

220 mm

L S GS DE ANDRE B GER SER EN

145 mm

Profile for JP/Politikens Forlag

Søvnen og døden af A.J. Kazinski  

Gidselforhandleren hos Københavns Politi, Niels Bentzon, skulle have talt hende fra det. Talt hende fra at kaste sig i døden denne sommernat...

Søvnen og døden af A.J. Kazinski  

Gidselforhandleren hos Københavns Politi, Niels Bentzon, skulle have talt hende fra det. Talt hende fra at kaste sig i døden denne sommernat...