ROMAN
”Salahdins søster Aya er faldet i søvn. Alt for mange biler på motorvejen, der skulle tælles og farver, der skulle huskes. Salahdin løfter forsigtigt hendes hoved fra sit skød og ned på sædet. Han tager jakken af, folder den som en pude og bliver stående foroverbøjet mellem sæderne. Gangen i bussen ser smallere og længere ud, nu hvor passagersæderne er tomme. Han kan ane toppen af hovederne på bussens nye førere – de to fyre, som havde præsenteret sig som Malthe, ham med gipsmasken, og Victor, en fyr med mørkere rande under øjnene end Salahdins gamle arabisklærer. Den store forrude gaber ud mod autobahnen. Det er, som om vejen fortsætter over bilerne nu, forbi træerne og ind i bakkerne. Den danske grænse har de kastet bag sig for længst, og siden da har sideruderne i bussen ikke transmitteret andet end genudsendelser af hastigt forvredne grå og golde marker igen og igen.”
Malthe er nyuddannet fra KU og bor i sin afdøde mormors lejlighed på Østerbro. Han er familiens første akademiker – og den eneste uden et arbejde. Victor er fra Børkop. Han er netop blevet sluppet ud fra en psykiatrisk institution og står nu til at overtage tronen i sin døende fars skiudstyrsforretning. Da de tre mænd ramler sammen, har de hver især fået nok af at gå i den forkerte retning på hverdagens rulletrappe, mens unge fra Cairo, New York og Athen rykker på gaderne i masseprotester og kræver forandring.
ISBN: 978-87-400-1252-1
JOHAN FORSBY & TAREK OMAR
- Uddrag fra bogen
S ØNNER AF MÆND
Salahdin er sygeplejer på Riget, men hans forældre fortæller alle på Nørrebro, at han er læge.
SØNNER AF MÆND ROMAN
Copyright: Morten Holtum
Johan Forsby laver musik under navnet ’Jooks’. Hans seneste album Dyr blev udgivet i januar 2015. Han er også medejer af Kommunikationsbureauet Lahme. Sønner af mænd er hans første skønlitterære udgivelse. Tarek Omar er debatredaktør, lederskribent og anmelder på Politiken. Han er uddannet historiker og journalist fra Syddansk Universitet og debuterede i 2011 med novellesamlingen MuhameDANEREN.
JOHAN FORSBY & TA R E K O M A R Forsideillustration: Thomas Pålsson Design: SVLSTG/ Tomace
bog_indesign_rød.indd 1
20/01/15 14:47
Johan Forsby & Tarek Omar
SØNNER AF MÆND
Politikens Forlag
Sønner af mænd.indd 3
19/01/15 14.41
Salahdin Gad vide, hvordan det føles at drukne. Salahdin skubber tanken væk, kører hånden gennem de mørke krøller og gnubber derefter den fugtige klorlufts kondensdråber af ansigtet. Pumpende stortrommeslag og reggaesynkoper svinger frem og tilbage mellem svømmehallens hårde vægge, mens fire svenske sangere jager rytmen i ren iver efter at fortælle, at de har set tegnet, og at det åbnede deres øjne. Salahdin tørrer hænderne af i sine bukser og forsøger at få øjenkontakt med sin 14-årige søster Aya i børnebassinet. Hun ser forbi ham, mens den skaldede træner, der står på kanten af bassinet, har travlt med at udstikke opmuntrende dessiner. Træneren har blå speedos på, og Salahdin, der kender programmet ud og ind, vender hovedet, inden manden begynder sine knæbøjninger med spredte ben. Han ser i stedet ud over det mennesketomme voksenbassin. Vandet er lyseblåt. Samme farve som Salahdins plasktiksutter. Rensningssystemet suger små bølger mod bassinkanten. Der sidder en person for hver af de unge i bassinet: spasserpasserne. Han ved ikke, hvad de hedder. Ansigterne skifter så tit, at han ikke længere hører efter, når de præsenterer sig med et påtaget myndigt ‘Lise’ eller ‘Søren’. Han tager sin mobil frem og tjekker uret. Et par timer endnu, inden han skal møde på arbejde. “Do you see the light?” spørger de diskantforvrængende højtalere. 7
Sønner af mænd.indd 7
19/01/15 14.41
Træneren udfører et dansende vrik, der mest af alt får det til at se ud, som om han rammes af et akut behov for at bide anushjørnerne sammen, men han stopper midt i et hoftevrid for at berolige Lars, den 24-årige mongol, der har trukket sine dykkerbriller ned over munden og nu er gået i panik, fordi han har fået vand i øjnene. “Hallo!” råber Salahdin, men musikken overdøver ham, så han glider ned fra tribunen og løber forbi træneren, der har begravet begge sine hænder i Lars’ mund. Han prøver at få et overblik over den bølgende overflade, til han endelig spotter Aya under vandet. Hun hoster, da Salahdin får trukket hende op til overfladen. “Aya,” siger han. “Det er okay, basse.” Hun ser på ham med blå rande under øjnene og laver trutmund. Han giver hende et hurtigt kys og bliver stående ved kanten under resten af undervisningen. Afbrækket har ikke været mere usædvanligt, end at træneren efter et undskyldende nik igen er tilbage på rytmen. Da alle er faldet ind i deres sædvanlige rutine, giver Salahdin sig igen til at tjekke telefonen. Intet nyt – kun minutterne, der bliver flere. Efter træningen hjælper han Aya op af vandet. Hun er kold, og han lægger håndklædet om hende på vej ud mod omklædningen. Han skæver op mod cafeteriets panoramavindue. Ekspedienten står med ryggen mod ruden og læser en bog. Hun har små shorts på. Hendes balder flader ud mod glasset i to velformede sorte bønner. Inden Salahdin og Aya når døren til omklædningen, har ekspedienten fået kunder i butikken, og hun går hen til disken. Aftegningen af hendes balder hænger et kort sekund på glasset, inden den fordamper i kantinens lumre luft. Salahdin trækker en lilla Hello Kitty-trøje over hovedet på Aya, da træneren kommer hen og stiller sig ved den brune træbænk i omklædningsrummet. “Det må du undskylde, Salahdin. Du ved, at jeg plejer at fange hende.” Salahdin tørrer Aya om munden med den ene ende af håndklædet og sørger for at komme op i øjenhøjde med træneren. Han lægger hånden beroligende på den skaldede mands skulder og tager så Ayas jakke ud af skabet. 8
Sønner af mænd.indd 8
19/01/15 14.41
“Det skal du ikke tænke på. Du havde rigeligt at se til.” “Går det bedre med hendes hjerte?” Aya blev ikke alene født med en anderledes mental kapacitet end de fleste, hun havde også haft problemer med hjertet siden dag ét. Som ung teenager havde hendes ringe fysiske tilstand resulteret i en række anfald af hjertekramper. Første gang hun fik et anfald, var til træning i svømmehallen, og træneren havde kørt dem på skadestuen med sin hvide T-shirt hængende ud ad vinduet, hvilket åbenbart tillader føreren af bilen at overtræde samtlige færdselsregler. Privatpersonens blå blink. Hvis det ikke havde været for trænerens snarrådighed, var det ikke til at sige, hvad der var sket. Siden havde træneren fulgt aktivt med i Ayas tilstand. Til at begynde med havde Salahdin følt sig en smule utilpas over den store interesse fra den forholdsvis fremmede mand, men nu havde han vænnet sig til det, og faktisk havde det vist sig, at træneren var den eneste i hans omgangskreds, han også kunne tale med om problemerne ved at have ansvaret for sin søster. “Hun var til undersøgelse i sidste uge. Det går bedre. Det er et halvt år siden, hun har haft hjertekramper, og siden har hun ikke haft brug for sin medicin. Det gør det hele lidt lettere,” svarer Salahdin. “Godt med bedre.” Træneren strækker brystet frem. “Og husk, at du altid kan ringe, hvis der er noget. Jeg er bare glad for ...” Træneren bliver afbrudt af et langt, klagende skrig. Lars, mongolen fra bassinet, har nægtet at give slip på sine dykkerbriller. Han svinger dem over hovedet, og hans nye hjælper kigger desperat på den kuglestøderlignende figur. Træneren sukker og går stille hen bag Lars, tager ham i et sikkert greb omkring skulder og nakke og får ham med beroligende ord ned på gulvet. Aya har ikke ladet sig forstyrre af optrinet – hun er for optaget af at fortælle en historie til killingen på sin trøje og er ikke påvirket af Lars’ gråd, da hun sammen med Salahdin bevæger sig gennem de matterede glasdøre, der adskiller omklædningen fra resten af hallen. Kantinepigen står i den åbne luge foran svømmehallens friturestinkende cafeteriekøkken. Hun rækker en finger i vejret, inden Salahdin afgiver sin bestilling. 9
Sønner af mænd.indd 9
19/01/15 14.41
“En gang fritter og én appelsin,” siger hun. Saladin nikker og finder sin pung frem. Pigen bag disken har kastet en håndfuld frosne kartoffelfingre i den spruttende olie og vender tilbage. “Aj, sådan et har min søster også!” Salahdin ser uforstående på hende. “Hvad har din søster?” Hun peger mod Salahdins pung. “Hvad? En pung?” “Nej, Einstein – et personalekort til Riget.” Salahdin kan ikke finde ud af, om hun er hånlig eller forsøger at flirte. Han vender sig mod sin vilje mod Aya, som rykker frem og tilbage i plastikstolen ved deres sædvanlige bord. “Her.” Pigen har vendt sig, før Salahdin får taget bakken. “Pomfritter til min lille trold.” Aya rykker stadig frem og tilbage og stopper først, da tallerkenen står lige foran hende, og Salahdin har presset to en halv pose ketchup ud ligeligt fordelt på hver side af pomfritterne. Hun spiser, og Salahdin slapper af i ryggen, mens han skræller appelsinen og igen tjekker sin mobil. Ikke så meget som et pip.
Sønner af mænd.indd 10
19/01/15 14.41
Malthe Den elektroniske lyd af et toilet, der bliver trukket ud, fylder soveværelset. Malthe famler efter telefonen og fanger den med fingerspidserne, inden vibratoren kaster den på gulvet. Han læser teksten med søvnklistrede øjne. ‘Kære alle. Så går jobjagten i gang. Bussen kører klokken 10. Husk CV, madpakke og højt humør. Carpe Diem – grib dagen. KH Bjarne Aagaard.’ Malthe sletter SMS’en og slipper mobilen. Søvnen når lige at hive ham under, før der igen bliver trukket ud i toilettet. ‘Det er din dag i dag. KH Bjarne.’ Bjarne Bæ. Samme mønster hver gang: to SMS’er og en stinkende optimisme. Og så er Bjarne tilmed hjemmeværnsmand og jobkonsulent – en dræbende kedelig kombination. ‘Din dag,’ mimer Malthe vrængende i lyset fra telefonen. Værelset lugter af søvn og sæd. Mest af sæd fra bunken af sammenrullet køkkenrulle på natbordet. Hvis det ikke var, fordi dagpengene afhang af hans fremmøde, havde han fordrevet dagen horisontalt og sørget for, at køkkenrullen blev ti stykker fattigere. Med telefonen som lommelygte stavrer han frem til vinduet og puffer det misfarvede mørklægningsgardin op. Et levn fra nætterne under 11
Sønner af mænd.indd 11
19/01/15 14.41
Anden Verdenskrig. Det er hans mormors lejlighed. Men efter at hun lagde sig i den permanente seng på Assistens Kirkegård, gik den i arv til hans mor, som lader ham bo der gratis. ‘Bare indtil jeg får et job,’ tænker Malthe, mens han hjemmevant sjosker uden om de små dynger af billige DVD’er, vintagepornoblade og bøger, som vokser sig større og til stadighed truer med at overtage de sidste stråler gulvtæppe. Malthe trykker vilkårligt på tastaturet på sin computer, og mellem revnerne på skærmen dukker Tony Soprano og psykologen Jennifer Melfi frem. Det er tredje gang, han ser serien, og selvom Malthe ved, det ikke kommer til at ske, håber han, som de første to gange, at Tony denne gang ender i seng med hende. Bare for at se, hvordan det ville se ud. Kaffe først. Stempelkaffe – kogt vand, fem skeer, og træk i fire minutter. Det er lige den tid, det tager ham at skide, lynbade og hente posten i entreen. Ét brev. Ét afslag. Hvad ellers? Han låser døren og går ned til kiosken i stueetagen. “20 brune Kings,” siger Malthe og peger på hylden bag ved Sanjevann. “Du skal ha’ job?” For fremmede er det svært at forstå, hvad Sanjevann siger. Den stærke accent og det uforudsigelige toneleje er ledsaget af øjne, som ustandseligt flakker i hver sin retning: det ene ved magasinerne og slikket, det andet ved spillemaskinerne. “Ja, jeg skal have et job,” svarer Malthe irriteret. De første mange gange, Malthe besøgte Kioskherren efter at være flyttet ind i lejligheden ovenover, havde han forgæves forsøgt at fange Sanjevanns ottetalsgyngende blik, som var det en summende flue, men efter at Sanjevann har hængt en neongrøn plakat af hindu-guden Shiva på væggen bag disken, holder Malthe fast kontakt med Shivas fremadkiggende øjne, som lige præcis kan anes over Sanjevanns hovedbund. Bagerst i kiosken, bag ved flaskeautomaten, er offeralteret, og en sølvbalje med mælk, kokos og ris med to store lys foran. Malthe havde under hinduernes faste fået lov til at komme med om bagved for at overvære ritualet, men ellers er det lukket område for kunder. “I den tøj, jeg ville ikke gi’ dig job,” siger Sanjevann. Malthe trækker tøvende i den krøllede skjorte. 12
Sønner af mænd.indd 12
19/01/15 14.41
“Så er det godt, at jeg ikke beder dig om et.” Malthe tager en pakke tyggegummi fra glasdisken uden at betale. Ud på cyklen, mens Sanjevann bjæffer sin sædvanlige historie om, hvordan intet på rejsen gennem livet er gratis. På parkeringspladsen bag Østerport Station holder Bjarne vagt ved den brune bus. Han ligner en spejderleder i civil. Moustachen og de blå øjne stritter over den tilknappede skjorte og den stramme rullekrave. Kulden lader til at prelle af på ham. Hænderne er samlet og det optimistiske smil trukket ud over tænderne. Malthe undgår øjenkontakt og træder ind i Gylletanken – et navn, den brune, aflange lort af en bus har fået af de hjælpeløse sjæle, der hver dag bliver proppet ind og skyllet ud, uden anden forandring end lugten af nedbrudt selvtillid, der klæber til kroppen. 12 mænd. Alle mellem 25 og 30. Malthe genkender de fleste fra fredagsbaren på KU. Bussens sæder, der engang var grå, stinker af mild urin. Ikke på den klamme måde, for Malthe stikker altid næsen diskret ned i nakkestøtten og genoplever den støvede dunst, der vidner om, hvor mange gange Gylletankens hjul har været nede og touchdowne ved Padborgs grænsehandel med en stavgangsklub af overvægtige seniorer eller kørt snottede andenklasser til og fra svømning. Nu bruger den sine sidste leveår på at transportere arbejdsløse egoer til og fra virksomheder. Bagpå sædet foran Malthe har en ambitiøs elev udødeliggjort sig selv med indgraveringen ‘2b styre – fåk de andre’. Chaufføren har skiftet radiokanal, og mens Malthe med fugtige fingre forsøger at fiske telefonen op af sin stramme bukselomme, fortæller sportskommentatoren, hvordan det danske landshold er præget af skader frem til opgøret mod tyskerne. Malthe forestiller sig sine 11 medpassagerer i landsholdsdragter. Bjarne er træner. Chaufføren vandbærer. Toilettet bliver skyllet ud, og Augustas navn lister blinkende frem på skærmen. ‘Løb, min hamster! Og når du er færdig med at lege voksen, så ring. A.’ Malthe rejser sig rastløst og strækker benene i mellemgangen. Ingen af de andre taler til hinanden, enkelte sover, resten glor dødt ud ad vin13
Sønner af mænd.indd 13
19/01/15 14.41
duet, mens byen sløvt bliver trukket forbi. Bjarne læner sig op ad sit sæde og siger noget til buschaufføren, der lidt efter rækker ham mikrofonen. “Så, drenge, stik skjorten ned i bukserne. Vi er der om fem.” Malthe dumper ned i sædet igen. Han hiver gummicoveret af og på sin telefon flere gange og skriver så: ‘Vidste du, at lige meget hvor hårdt du niver huden på din albue, så gør det ikke ondt?’ og hashtagger #WF for weird facts.
Sønner af mænd.indd 14
19/01/15 14.41
Victor Der er cirka fem meter til døren. En afstand, der kun er interessant, fordi døren er låst. Jette sidder bag ved skranken, hun holder det lille bræt med papirerne i udstrakt arm og tyder de små bogstaver gennem sine læsebriller, som vipper på det yderste af hendes næsetip. Hun krydser små felter af og retter så sine grønne øjne mod ham: “Pas nu på dig selv, ikke? Det kan tit virke overvældende at komme tilbage, men jeg er sikker på, at du kan klare det. Skulle der ske noget, så ved du, hvor vi er.” Hendes kæber bevæger sig, og Victors øjne kravler mod ruden i døren. For enden af vejen kan han ane en ældre mand, der er på vej mod busstoppestedet i snegletempo. Bussen holder rastløst og ryster ved det gule skilt, klapper så sine døre i og drejer ud på vejen. Manden smider den ene hånd opgivende op i luften, slæber sig forbi busskuret med sin indkøbsvogn på to hjul og fortsætter krumbøjet ned ad den stille vej. Det er en stor bedrift at kunne holde livet ud så længe. “Victor?” “Ja, undskyld. Tak,” svarer han. Hun rækker ham en konvolut med hans navn og CPR-nummer på. Ved siden af Jette står Karsten, psykologen. “Kom, jeg følger dig ud,” siger Karsten. 15
Sønner af mænd.indd 15
19/01/15 14.41
“Farvel, Jette,” får Victor sagt, men det drukner i lyden af den elektroniske døråbning. Fem skridt. Og så det sjette. Ude. Karsten fører ham ved albuen, og først da døren er lukket bag dem, bliver hans bekymrede grimasse ledsaget af ord. “Jeg er ked af det, der er sket med din far. Men jeg er sikker på, at det er det rigtige tidspunkt for dig at komme lidt ud. Du er nået langt, siden du kom her for et år siden. Du har grund til at være stolt.” “Jeg har sovet meget bedre.” “Godt. Og du er klar til at møde ham. Husk vejrtrækningen,” siger Karsten og tager en hvid pakke op af lommen. “Citalopram er næsten det samme som Cipralex, som du har taget indtil nu, det er bare billigere. To piller, inden du skal sove.” “40 milligram,” siger Victor overrasket med pakken i hånden. “De er ikke så stærke som Cipralex,” svarer Karsten. “Derfor går vi op.” For enden af gaden er den gamle mand ved at nå til svinget. Karsten klapper Victor på skulderen og vender sig om. Victor ser ham rejse et fredstegn mod kameraet over døren. Den elektroniske lås summer, og døren åbner.
Sønner af mænd.indd 16
19/01/15 14.41