Se på os nu

Om Historie om et ægteskab

Geir Gulliksen, født 1963, er norsk forfatter og forlægger. Han debuterede i 1986 og har skrevet digte, drama, essays og en række prisbelønnede romaner.

Historie om et ægteskab (2015) blev hans internationale gennembrud og nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

I Se på os nu fortsætter Geir Gulliksen sin udforskning af vores moderne relationer og kærlighedsliv.

Se på os nu er en eksplosiv skildring af, hvordan begær, forelskelse og utroskab slår ned i et forhold og en familie. En både inderlig, komisk og pinligt rammende fortælling om, hvor let vi mennesker falder for hinanden, og hvor svært det kan være at finde sig selv igen bagefter. Om at se sig selv udefra – og ikke ane, hvad det er, man ser.

»En enestående samtidsroman« Expressen

Omslag: Lotta Kühlhorn Forfatterfoto: Bard Henriksen

C&K FORL AG

Gulliksen_sepaosnu_dk_org.indd 1-5

GEIR GULLIKSEN SE PÅ OS NU

P

assionen kan ramme, når man mindst venter det. 50-årige Hans har været gift med Ingunn, siden han var midt i 30’erne. Til et bryllup havner han ved siden af den meget yngre Harriet, som han modstræbende, men desto mere heftigt får en lidenskabelig affære med.

GEIR GULLIKSEN

SE PÅ OS NU ROMAN

C&K FORL AG

♥♥♥♥♥ »Rigtig mange parforhold går i opløsning, men få på så urovækkende velfortalt manér som dette.« Politiken

»Geir Gulliksen skriver rasende godt.« Berlingske

»Glimrende og modig.« Jyllands-Posten

»Bag den stille overflade spørger den: Hvad betyder kønsroller? Hvad er kærlighed? Og ser vi dybest set andre end os selv?« Kristeligt Dagblad

»Geir Gulliksens udforskning af frisindets grænser og jalousiens håndgribelighed er smertelig læsning.« Information

»Et skarpt og gribende billede af tavsheden efter en samlivskrise.« Aftenposten

»Stærkt om kærlighed, sex og bedrag.« Dagsavisen

»En emotionelt kompleks roman … Nærmest rystende i måden, den borer i dette, som er så privat, men helt livsafgørende.« Klassekampen

»En ægteskabsroman, som gør ondt for alvor … Historie om et ægteskab er en bog, man vil tale med andre om, i timer … At Gulliksen også er poet, mærkes i den lavmælte, smukke prosa.« Aftonbladet

2019-02-20 17:21

Se på os nu

Se på os nu.indd 1

20/02/2019 12.24

G E IR GU L L IK S EN

Se på os nu Roman

Oversat af Rolf Stavnem

C&K Forlag

Se på os nu.indd 3

20/02/2019 12.24

Se pĂĽ os nu.indd 4

20/02/2019 12.24

Indhold

1. Hans Kaasajordet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 2. Harriet Aakre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34 3. Kærlighedslivet i Norge tidligt på efteråret . . . . . . 74 4. Ingunn Sande . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 140 5. Tirsdag eftermiddag slutter aldrig . . . . . . . . . . . . . 173 6. Tag mig væk fra Hans og Harriet . . . . . . . . . . . . . 210 7. Salomon Olsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 250 8. Første sæson, sidste afsnit . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 297

Se på os nu.indd 5

20/02/2019 12.24

Se pĂĽ os nu.indd 6

20/02/2019 12.24

1 Hans Kaasajordet

Den sommer han fyldte halvtreds, så han en optagelse af sig selv, en video optaget til et bryllup først på sommeren, hvor han var en af de perifere gæster. Der var mange gæster til selskabet, mere end to hundrede, og det var sikkert kun værternes demokratiske sindelag, der hindrede dem i at skelne mellem gæster, der blev inviteret med til middagen, og gæster, der ellers bare ville være blevet inviteret til kaffen. I så fald ville Hans helt afgjort høre til blandt de sidstnævnte, for han kendte hverken bruden eller brudgommen særlig godt, og han havde ærlig talt heller ikke noget ønske om at lære dem at kende. Derimod var enkelte andre gæster blevet langt mere interessante for ham, hvilket var let at se, bemærkede han, og han blev ilde berørt, da Olof Evald viste ham optagelsen.

Der stod han med cremefarvet skjorte og blankpudsede Dr. Martens-sko sammen med Ingunn Sande, som han havde været gift med, siden han var seksogtredive. Ingunn havde lagt hånden på hans skulder og fået ham til at bøje sit øre ned til hendes mund. Det så sammensvorent ud. Eller bare intimt.

Hun holdt om hans nakke og hviskede noget til ham, han kunne ikke huske hvad, men de lo til hinanden og var levende sammen, og det, der levede mellem dem, var usynligt for 7

Se på os nu.indd 7

20/02/2019 12.24

andre. Intet af det, Ingunn og Hans vidste om hinanden, var muligt at se for andre, tænkte Hans, da han lænede sig frem og betragtede sig selv. De lignede et hvilket som helst modent par, selvtilfredse, nydelsessyge og ukritiske. Hans plejede at tænke på sig selv som utilpasset og kompliceret, specielt i større forsamlinger, men her virkede han veltilpas og ukompliceret, fuldstændig ligesom de andre gæster. Men de andre gæster anså sikkert også sig selv som uforståede undtagelser, de andre glemte også, at næsten ingen kunne se det levende og sårbare i dem.

Hans og Ingunn stod i udkanten af selskabet og løftede hvert sit slanke glas til munden, og så kom der nogen hen til dem, en ganske ung kvinde med rødblondt hår sat op i en vilter knold. Hans lænede sig frem mod skærmen og forsøgte at skjule for Olof, at han blev urolig. De gav hende et let håndtryk, først Ingunn og derefter Hans, og Hans fulgte nøje med i, hvordan han vendte sig mod hende og sagde noget, der fik hende til at le, spontant og med åben mund. Hun var en, der var let at begejstre, eller også var hun god til at lade som om.

Hans lo også lidt selv med let underbid og sammenknebne øjne. Smilerynkerne flækkede den øvre del af hans ansigt og fik ham til at se lykkelig og selvoptaget ud. Da hun gik videre, vendte han sig om efter hende og betragtede hende. Hans blik søgte ned langs hofterne til hendes bagdel, og måden, han vendte sig på, var ikke til at tage fejl af, han syntes, hun var flot, selvom hun sikkert var helt almindelig. Men hendes kjole var i hvert fald flot, den fremhævede underkroppen, som om alt af værdi ved hende havde samlet sig der. Ingunn så ham vende sig om efter den anden kvinde, og han må have følt hendes blik, for nu vendte han sig igen mod Ingunn, og 8

Se på os nu.indd 8

20/02/2019 12.24

lige efter smilede de to til hinanden, som om noget ustyrlig morsomt var sket. Det besynderlige var, at han ikke kunne huske optrinnet. Han stod der og løftede hvidvinsglasset eftertænksomt eller defensivt til munden, så ud over selskabet og ventede. Men på hvad? Så rettede fotografen kameraet i en anden retning og indfangede nogle af de mere berømte gæster, for det var jo dem, Olof var interesseret i at se på.

De sad på Olofs kontor. Han drejede skærmen på sin Mac ud mod rummet, så Hans bedre kunne se, for han sad i sofaen, hvor alle, der holdt møde med Olof, blev placeret. Selv sad Olof på sin spinkle, anatomiske stol på en måde, der passede til en mand, som allerhelst gik i bare fødder, når han var på arbejde. Det var Olofs ældste datter, der var blevet gift, men det var ikke datteren, Olof ville vise frem, og heller ikke den pinligt berørte brudgom, en trediveårig journalist, der ikke havde haft nogen som helst indflydelse på, hvordan hans eget bryllup blev arrangeret. Og selvfølgelig var Olof heller ikke optaget af den perifere gæst, Hans Kaasajordet, som han havde arbejdet sammen med i mange år, og som han troede, at han vidste alt om. Det, der optog Olof, var et par af de andre gæster i selskabet, dem, der tilhørte landets politiske elite, og som helt naturligt minglede med Olofs mange andre venner. Olofs venner. Skrattende stemmer i store stuer, moden latter og gråplettet hud i magre ansigter. De fleste havde klaret sig godt, mange tilhørte den socialdemokratiske adel, med den forhenværende udenrigsminister som den allermest prominente – han nikkede og smilede afmålt rundt omkring sig. Men det gjaldt ikke bare ham, se nu partilederen Salomon Olsen, som var blevet udpeget til statsministerkandidat, 9

Se på os nu.indd 9

20/02/2019 12.24

se Salomon, sagde Olof, som engang var elektrikerlærling og med i et radikalt, socialistisk ungdomsparti. Nu var han en af de ganske få i ledelsen for Arbeiderpartiet med en autentisk arbejderklassebaggrund.

Salomon var der, fordi han var gift med Gitte Librekke, datter af en af arbejderbevægelsens gamle helte. Gitte var brudgommens tante, og Salomon var altså med til brylluppet som indgift onkel, men for Olof var han der som repræsentant for venstrefløjens fremtid. For Olof fandtes der ikke noget skel mellem privat og offentligt, for ham var datterens bryllup som et særlig interessant seminar.

– Se den habit, Salomon har på, sagde Olof. – Han har aldrig før været så velklædt. Han, der var så stiv og kejtet, er nu nærmest folkelig og afslappet og usnobbet og oprigtig. Nu er han næsten uangribelig, kan du se det? Men kan du huske, hvor klodset og sur han plejede at være? Det var jo dengang, han var folkelig, det var jo dengang, han var oprigtig, men det er der ingen, der tænker på længere.

– Og det er først og fremmest din fortjeneste, sagde Olof til Hans.

– Overhovedet ikke, sagde Hans.

– Men det var dig, der fik ham til at blive politiker på højt niveau.

– Nej, det gjorde han selv, sagde Hans, og Olof sukkede og sparkede skoene af, han havde ikke sokker på, og mod det mørke egetræsgulv virkede hans fødder hvide og uberørte og små som en kinesisk kvindes. Nej, ikke kvinde, og heller ikke kinesisk, Hans skammede sig over sine associationer – men hvad var der med Olof? I hvert fald noget, der virkede yngre og mere intimt end en femogtresårig mand. Små fødder, fug10

Se på os nu.indd 10

20/02/2019 12.24

tige og lidt private, en svag lugt af dødt kreatur steg op fra de tomme sko på gulvet. Olof strakte sig frem på tåspidserne og satte optagelsen på pause for at se nærmere på Salomon Olsen, og hvordan han stod med to fingre og pillede ved kanten af det røde slips, ukoncentreret og alligevel myndig, ikke fordi han forsøgte at se myndig ud, men måske fordi han havde givet slip på al traditionel myndighed, fordi han havde givet slip på sig selv, tænkte Hans, uden helt at vide, hvad det betød.

Salomon var blevet en moden mand, kinderne var begyndt at hænge på ham, glatbarberede og tunge mandekinder, de virkede lidt obskøne, ligesom store håndtasker efter nogle års brug. Og mærkeligt nok fik det ham til at se friere og mere afslappet ud.

– Omgængelighed, afslappethed, det er den nye folkelighed, sagde Olof. – Og den kan kun udøves af folk, der har arbejdet sig lidt op, så de har et sted, de kan stige ned fra igen, ligesom Salomon. Det er jo det, vi kan hjælpe ham med. Det er jo det, han må videreudvikle, sagde Olof og så på Hans, øjnene gnistrede oprigtigt og seriøst i det lille ansigt. Det var ikke første gang, han fremførte det synspunkt, det var en måde at tænke på, som Hans og adskillige andre havde gjort til deres, og som for længst var blevet en vellykket forretningside.

Olof satte optagelsen i gang igen, han ville tale om Salomon, det var derfor, han viste Hans filmen fra datterens bryllup. Men Hans var adspredt, han var ikke i stand til at se bort fra sig selv, og der gik et mørkt stød gennem ham, hver gang han genkendte sin egen krop i mængden, som om han stod splitternøgen blandt alle de andre gæster. Og se, der var han igen. Han holdt sig relativt godt, han havde i hvert fald hår på hovedet, tænkte han, da bryllupsfotografen fokuserede på 11

Se på os nu.indd 11

20/02/2019 12.24

ham på vej over plænen med det tyndslidte, askeblonde hår, der lidt pjusket stod til alle sider, som det altid havde gjort, helt fra han var nitten eller tyve. Han talte til eller kaldte på nogen, der stod et stykke væk, han måtte hæve stemmen for at blive hørt tværs over plænen. Han kunne godt huske, hvem han havde kaldt på og hvorfor, det var en af hans kunder, han ville hilse på, en kommunikationsdirektør i et mobiltelefonfirma, hun og Hans havde altid haft en spøgende tone mellem sig, men nu så han forundret på sit eget ansigt, det virkede så selvbevidst og sårbart, syntes han selv, fuld af en sat sødme, som han indimellem havde set hos andre modne mænd, men aldrig havde troet, at han skulle finde hos sig selv. Er jeg blevet sådan, tænkte Hans, så nøgen og desperat?

Og alligevel var det vigtigste i hans liv usynligt for andre.

Hans Kaasajordet så helst sig selv som en observatør, en, der var god til at betragte andre, en, der levede sig ind i andres skrøbelige glæde og hemmelige fortvivlelse. Som om han ikke selv var et handlende subjekt i sit eget liv, men det var han jo.

Han var blevet gift og skilt og gift igen, han havde lavet et par kontroversielle dokumentarprogrammer til radioen, og så var han begyndt at arbejde sammen med Olof. Han havde en datter fra sit første ægteskab, Amanda, som næsten var voksen nu, og en lidt yngre datter, Kristina, og desuden Ingunns søn Kristoffer. Det var gået ganske godt alt sammen, bedre end han havde forventet, i hvert fald indtil nu.

Men nu så han sig selv for tredje gang på filmen, ganske kort, idet fotografen smukt panorerede hen over bryllupsmiddagen, festbordet med alle gæsterne, hvor han selv sad mellem 12

Se på os nu.indd 12

20/02/2019 12.24

en øjenlæge til den ene side og en af brudens veninder til den anden. Øjenlægen var en nær ven af Hans og Ingunn, hun var intenst optaget af sin bordherre på højre side, en ældre rusmiddelforsker med lang næse og store hænder. Han kunne konversere livligt om hvad som helst, hans borddame måtte bringe på bane, så Hans for det meste var overladt til brudens veninde.

Brudens veninde. Det var hende med kjolen, som han havde vendt sig om efter i begyndelsen af selskabet, og nu var det, som om han ikke kunne huske, at han allerede havde hilst på hende. Hun var knap tredive, nybagt mor med en baby på to måneder, hun havde studeret medievidenskab og var på barselsorlov fra et filmdistributionsselskab, hun selv havde startet. Alt det nåede hun at fortælle, før de havde sat sig, men det var noget andet, der optog Hans, noget ved hendes rødspættede, fugtige pande. De store modermærker ned over halsen. Den mørke dunvækst på overlæben. Eller var det bare, fordi hun talte lidt for højt? Hun afbrød sig selv og begyndte forfra, og der var noget ved måden, hun pludselig spærrede øjnene op på, mens hun så på ham, som om hun sad for sig selv i et halvmørkt og ensomt rum og så fjernsyn. Men det var ikke meningen, at det stirrende udtryk skulle betyde noget, hverken for ham eller andre, formentlig havde hun blot sminket sig mere, end hun var vant til.

Alligevel gjorde hun indtryk på ham. Og det var ubehageligt, for han brød sig egentlig ikke om hende. Hun var for pågående og overfladisk, hun var for optaget af at karakterisere sig selv og ham og alle andre i selskabet. Hun var velformuleret og lidt for kynisk og desuden alt for defensiv, tænkte han.

Men i nogle sekunder sad hun stille med vidtåbne øjne. Hun 13

Se på os nu.indd 13

20/02/2019 12.24

så på ham uden at sige noget, og Hans stirrede tilbage, og så begyndte hun at tale igen, og da ønskede han, at han havde vendt sig mod øjenlægen eller en anden, han kunne diskutere politik med. Men hende, der var brudens veninde, diskuterede ikke politik, ikke på den måde Hans foretrak at gøre det.

Hun talte om sig selv, om hvor svært hun syntes, det var at gå hjemme i stedet for at gå på arbejde, om at blive defineret af det lille barns behov, og ikke af det hun selv præsterede. Den slags kunne Hans uden problemer drøfte med andre, men altså ikke med hende. De kom ikke ind på hinanden, han brød sig ikke om hende, og han havde en følelse af, at hun heller ikke brød sig om ham, at modviljen var gensidig. En instinktiv og gensidig modvilje, men også: at det var modviljen, der førte dem mod hinanden. Han huskede, at hun pillede purløg væk fra en fladmast oksecarpaccio, at hun bøjede sig over tallerkenen og sagde – Dagene går, og jeg taler ikke med andre voksne. Jeg ved ikke, hvem jeg er længere, og at han svarede – Så det kvindelige er blevet et problem for dig? og det gav et sæt i hende, hun følte sig invaderet og lidt stødt eller blev bare overrasket, – Nej, det var ikke det, jeg sagde.

– Godt, men er det alligevel ikke det, du siger? At fordi du er kvinde, bliver du bange for, at det at gå hjemme med et lille barn skal sætte dig tilbage? Du bliver bange for at blive en indskrænket hjemmegående husmor, der har forspildt alle chancer, og ender som omsorgsperson for dit barn og din mand og dermed en, der ikke er noget i kraft af dig selv. En mand, der er hjemme med sit barn, tilhører stadig en hold14

Se på os nu.indd 14

20/02/2019 12.24

ningsmæssig fortrop, selv i vores land, og dermed bliver han tydeligere af at gå hjemme, mens du er i fare for at forsvinde i det, blive en forældet version af det kvindelige, er det ikke sådan?

Han hørte lidt overrasket på sig selv. Han kunne lide at tale på den måde, allerbedst kunne han lide at glemme sig selv, ræsonnementet gled ud af ham og lyste rummet op, mens han selv sad i skyggen og så på. Som sædvanlig beundrede og foragtede han sig selv på samme tid.

– Aha, sagde hun. – Du er sådan en.

– Sådan en?

– En, der indynder sig.

Det var ordet, hun brugte, “indynde”, og for Hans lød det som de gange, Kristoffer sagde “sarkastisk”, når han egentlig mente “sadistisk”, eller når Amanda sagde “Herri Potahh” i stedet for at sige Harry Potter på norsk. Det plejede at irritere ham, det irriterede ham, at Amanda, der næsten var voksen, læste noget, der var skrevet for børn, det irriterede ham, at hun var så skabagtig i sit sprog (og forresten ikke kun i sit sprog). Ja, han var en, der blev irriteret over sine egne børn, oftere end han ville indrømme over for sig selv, og nu blev han irriteret på samme måde over hende, der sad ved siden af ham, som om hun var et barn i forhold til ham, en, der ikke forstod, hvad hun selv sagde. Han gik ud fra, at det var med vilje, at hun brugte et forkert ord, at hun mente noget andet, som hun ikke var i stand til at sige, og at hun egentlig var ligeglad med, hvilket ord hun brugte.

– Indynde? sagde han. – Hvad mener du med det?

– Glem det. Det var ikke ment så alvorligt.

– Nej, men jeg er nysgerrig efter at vide, hvad du mente.

15

Se på os nu.indd 15

20/02/2019 12.24

– Føler du dig truffet?

– Slet ikke, jeg forstår bare ikke, hvad du mener, sagde Hans. Han lød forurettet, barnagtigt fornærmet, og han stirrede ud i luften med store øjne og vidste ikke, hvad han skulle sige for at komme ud af det igen, og derfor sagde han – Hvad var det, du hed?

– Harriet. Og jeg kan godt huske, hvad du hedder.

Et godt stykke tid sagde de ikke noget, han senere kunne huske. Formentlig talte hun videre i sin iver efter at karakterisere og ironisere, hun lavede sjov på sin egen bekostning eller på hans, og han var vel med på den, let fornærmet og irritabel, men nu huskede han ikke længere noget af det. Ikke før første runde af hovedretten var blevet serveret, og brudgommens far skulle holde den første tale, og derefter brudens far, altså Olof, hvis tale var rørende og lidt sjusket og som sædvanlig uden manus. Så var det brudepigens og forloverens tur, brudepigen læste op af gamle breve og viste slides med fotos fra en blog, som bruden havde haft, siden hun var tretten, og først havde droppet for få år siden. Det var pinligt og langtrukkent, syntes Hans, men alle omkring ham lo, og han sad og støttede hovedet med den ene hånd, mens han holdt om et glas med den anden, og da forloveren tog ordet, lænede hende, der hed Harriet, sig mod ham og hviskede – Du keder dig, det er let at se.

– Gør alle ikke det?

– Tværtimod, alle har det fantastisk. Men jeg skal tisse, måske vil du med udenfor en tur?

– Udenfor?

– Ja, kom nu. Han bliver ved længe.

Hun rejste sig op, skubbede stolen ind til bordet, gik side­ 16

Se på os nu.indd 16

20/02/2019 12.24

læns langs bordet bag ryggen på de nærmeste gæster med hænderne løftet for ikke at komme nogen af dem for nær og smuttede ud ad døren. Hans rejste sig og gjorde det samme, også han forsøgte at smutte ud, gik nærmest på tæer, så ingen skulle bemærke ham, og der var kun et par ansigter, der drejede sig for at se, hvad han var i færd med.

Da han kom ud på gangen, stod hun og ventede ved et åbent vindue. Grønne trækroner klinede sig op ad vinduerne langs husets facade, og hun lænede sig ud. De mørke modermærker bevægede sig på hendes hals, kunne han se, da hun vendte sig mod ham og sagde – Opførte jeg mig okay over for dig nu?

Hun talte for højt, og han blev nervøs for, at nogen skulle høre hendes stemme helt ind i salen, og han sagde – Dejligt med noget frisk luft.

– Ja ja. Du ryger ikke?

– Nej, det er mange år siden.

– Jeg kunne godt bruge en smøg nu. Selvom jeg, der ammer og alt muligt, absolut ikke burde.

Han forsøgte ikke at se på hendes bryster, da hun sagde det, men der var noget ved hendes kjole, som han ikke kunne greje. Den var todelt, grov og uldagtig fra livet og ned, men på overkroppen var den tynd og silkeglat og delvis gennemsigtig som en underkjole.

– Du, der ammer og alt muligt, burde måske ikke stå sådan.

– Du mener, at mine bryster er lidt for synlige?

– Det var ikke lige det, jeg mente.

– Men det er de da. De er meget større, end de plejer at være.

– Det, jeg mente, var, at du kan få brystbetændelse, når du 17

Se på os nu.indd 17

20/02/2019 12.24

går så tyndt klædt. Men det behøver jeg vel ikke at fortælle dig.

– Brystbetændelse?

– Ja. – Du mener altså, at jeg ikke har klædt mig ordentligt på?

Han fornemmede, at hun måske kunne lide at tale med ham på den måde. Og han syntes vel også om det, det var som en omvendt flirt, som om de fornærmede hinanden med vilje. Og nu fortalte Hans, at han havde to børn, eller egentlig tre, og da det sidste af dem blev født, havde moren fået brystbetændelse. Han talte om Ingunn uden at bruge hendes navn, kaldte hende moren til sin datter, og han fortalte det som en banal sygehistorie, som noget, der kunne ske for alle.

Men det han sagde, gjorde noget ved ham. Det åbnede op for noget, han huskede tilbage på den sommer, da han og Ingunn fik Kristina, de rum, de boede i dengang, lugten i dem, farven på sengetøjet, Ingunns stemme, når hun kaldte på ham fra badeværelset. De var blevet kærester, og de havde ønsket sig et barn sammen, og inden der var gået et år, havde de fået det.

Ingunn, som vågnede og langsomt åbnede øjnene, ufokuseret, hendes arm under babyens hoved, de lyse fregner på armen.

Allerede dagen efter hun kom hjem fra fødeklinikken, blev Ingunn varm og omtåget og klagede over, at det værkede i brysterne. Hun mente, det måtte være en forkølelse, selvom hun af alle burde have vidst bedre. Og han, der ikke var vant til, at hun blev syg, burde vel også have vidst bedre. Alligevel tog han afsted hjemmefra og lod hende være alene med babyen. Han skulle hente Amanda, så hun kunne møde sin lille­ søster. Men efter at Hans var gået, havde Ingunn talt i telefon med sin mor, og moren havde hørt noget i hendes stemme, 18

Se på os nu.indd 18

20/02/2019 12.24

som Hans også burde have hørt, for hun overtalte Ingunn til at ringe til fødeafdelingen, og det gjorde hun, og så blev hun straks indlagt igen. Han vidste ingenting, han havde efterladt telefonen i bilen, da han gik ind for at hente Amanda.

Hun var et lille barn med store øjne og bløde hænder, og hendes mor ville ikke have, at Hans tog hende med sig. Han var blevet skilt fra Amandas mor over hals og hoved, efter at han mødte Ingunn, og de havde ikke engang kunnet blive enige om samvær med barnet, og nu havde han allerede fået et nyt barn. Det var sikkert derfor, hun foreslog, at Hans hellere skulle bruge lidt tid sammen med sin datter, når han nu endelig var der, det var lørdag formiddag, og Amanda kunne have godt af at se sine forældre under samme tag. Han måtte ikke tage datteren med sig, og han lod moren bestemme, at han ikke måtte. Han sad på Amandas værelse, mens hun legede, hun forstod ikke, hvorfor han var der, der var gået et år, siden han flyttede ud af lejligheden. Bagefter spiste de grød sammen, og da Hans kom ud i bilen igen, var der gået fire timer, og hans telefon lå på sædet med nitten ubesvarede opkald fra Ingunn. Han kørte til hospitalet og fandt hende nærmest bevidstløs med det storøjede og uvidende spædbarn ved brystet.

Et blegt babyansigt med røde læber om den ømme brystvorte, det var hende, der skulle blive Kristina.

Betændelsen måtte behandles med intravenøs penicillin, et kirurgisk indgreb blev overvejet, og Ingunn og babyen blev på hospitalet i to uger. Alt det stod han og fortalte Harriet, som han ikke kendte, og det var ikke engang sig selv, han talte om, han forsøgte at beskrive smerterne i brysterne, hver gang Ingunn ammede. Ja, han talte om bryster, om Ingunns bryster, med en anden kvinde, og hende, han fortalte det til, 19

Se på os nu.indd 19

20/02/2019 12.24

stod bare og så på ham. Hun sagde, at hun aldrig havde hørt om brystbetændelse før, der var en ligegyldighed over hende, som irriterede ham. De gik ned ad trappen til stueetagen for at finde et toilet, og hun sagde – Alting er gået så hurtigt. Jeg vidste ikke engang, om jeg ønskede at få børn, og pludselig var jeg gravid, og nu er jeg her. Se på mig nu, en hjemmegående småbørnsmor, der taler med en fremmed mand om sine bryster.

Han lo. En kunstig og larmende latter, syntes han selv, men hende, der hed Harriet, bemærkede det ikke, eller også syntes hun, at hans latter var fin nok, for hun tog fat i hans arm, som om de var kommet tættere på hinanden, og Hans sagde – Risikoen øges, hvis du udsætter brysterne for træk. Det er nok derfor, nogle bruger ammeindlæg af uld.

Hendes hånd strøg hurtigt hen over kjolen, hen over det ene bryst, og hun sagde – Hvad taler du nu om?

– Ammeindlæg.

– Af uld. Ammeindlæg af uld, sagde du. Du er læge, ikke sandt?

– Nej, jeg er bare gift med en, sagde han og mærkede en svag forurettelse brede sig i ansigtet. Han havde troet, at hun vidste, hvem han var, at hun vidste, hvor han arbejdede, at hun havde en slags billede af, hvad han stod for, og at det egentlig var derfor, de talte sammen. Men hun tog ham bare i armen igen og ruskede den let. Han var højere end hende, og hun ruskede ham, som om hun ikke kunne forstå, at han var virkelig. I hvert fald stod de der over for hinanden, og hun ruskede hans arm på en måde, han ikke forstod, og så hørte de, at nogen åbnede en dør ovenpå ind til salen, hvor forlo­ver­ 20

Se på os nu.indd 20

20/02/2019 12.24

en endelig var færdig med sin tale, lyden af bifald og lettede stemmer strømmede ned mod dem, som om en vandhane var blevet åbnet. Så blev døren lukket, og det eneste, der kunne høres, var skridt, højhælede smæld fra en, der var gået ud og snart ville være på vej ned ad trappen.

– Her er det, sagde Harriet og åbnede døren til et handicaptoilet. De stirrede på hinanden, uvidende, eller kun delvist vidende om, hvad der fandtes der, de kunne ikke blive stående, og skridtene nærmede sig, så gik hun ind, og han fulgte efter og låste døren efter dem.

Der stod de sammen i en alt for intim situation og holdt vejret, mens skridtene nærmede sig på gangen udenfor, en eller anden kom med smældende skridt hen over gulvet og sagtnede farten uden for døren, men uden at standse, for så at gå videre med beslutsomme skridt og forsvinde. Og fra da af var det noget andet, der tog over, tænkte han. Hende, der hed Harriet, løftede sin kjole op til hofterne, trak trusserne ned til knæene og satte sig på wc’et. Der sad hun helt ugenert og tissede, det plaskede i kummen under hende, hun tørrede sig hurtigt med et enkelt strøg, bemærkede han, og så blev hun siddende med trusserne omkring anklerne. Helt almindelige hvide trusser. Helt almindelige hvide ankler på en trediveårig kvinde. Hun støttede sit ansigt i hænderne og sænkede hænderne med ansigtet ned mod sine nøgne knæ og sagde – Åååh, det var dejligt.

Og da han ikke svarede, sagde hun – Skal du også tisse?

– Nej tak, det er fint.

– Jeg skal bare sidde lidt, jeg er så svimmel. Jeg har lidt ondt i brysterne, og det blev på en måde værre, da du snak21

Se på os nu.indd 21

20/02/2019 12.24

kede om brystbetændelse. Jeg har også før haft ondt, og jeg har tænkt, at det bare var brystspændinger, men nu ved jeg ikke rigtig. Jeg plejer at amme hver anden time, men i dag har vi babysitter for første gang, og jeg har aldrig været væk fra babyen så længe. Jeg har slet ikke tænkt på, hvad jeg skulle stille op med mælken.

Hun satte sig op og så helt bleg ud. Han tænkte, at hvis hun besvimede, ville hun ramle ned på gulvet med kjolen om livet, og så måtte han hjælpe hende. Først måtte han trække kjolen ned og trusserne op om hofterne på hende. Eller måske trusserne først og så kjolen, tænkte han, men hun besvimede ikke, hun lagde hænderne under sine bryster og sagde – Du har jo haft småbørn, du har erfaring. Du er gift med en læge, og du taler om brystbetændelse og ammeindlæg af uld. Hvad synes du, jeg skal gøre?

– Det er muligt, at du skal tømme brysterne.

– Tømme brysterne?

– Har du måske en pumpe?

– Jeg aner ikke, hvad du taler om.

– En brystpumpe? Som man bruger til at tømme brysterne?

– I guder. Jeg har kun haft en baby i halvanden måned, min svigermor er babysitter, og ingen har sagt noget om, at jeg skal have en pumpe med for at tømme brysterne. Hvis jeg havde været med i en mødregruppe, ville jeg sikkert have fået al den slags at vide, men jeg magter det ikke, såkaldte kvindelige fællesskaber er bare ikke noget for mig.

Hun sad på wc-sædet med ansigtet i hænderne, huden på albuerne var tør og skælagtig. Hun passede ikke godt på sig selv, tænkte Hans, og han sagde – Man kan jo også håndmalke, 22

Se på os nu.indd 22

20/02/2019 12.24

og i samme øjeblik fortrød han, at han brugte det ord, at det var ham, der sagde det. Men hun rejste sig og hev trusserne op, som om hun ikke havde hørt noget. Hun trak kjolen ned over hofterne igen og skyllede ud efter sig, og så blev hun svimmel. Hun måtte sætte sig på wc-brættet og læne sig op ad væggen. Hun lavede en lyd med stemmen, rystede på hovedet, lavede igen en lyd, og han sagde – Hvordan har du det?

– Jeg ved det ikke rigtig. Men jeg har brug for hjælp til kjolen.

– Til kjolen?

– Jeg er jo nødt til at tømme mig, er det ikke rigtigt, og den her kjole er ikke ligefrem velegnet til amning. Så hvis du vil være så sød at unzippe mig, det kan jeg ikke gøre selv.

Han bøjede sig ind over hende, og hun lænede sig frem for at gøre det lettere for ham. Der var en hel række små knapper og stropper i kjoleryggen, som han måtte hægte op én for én, inden han kunne lyne lynlåsen ned. Han så sine hænder mod hendes ryg. Magre skuldre med mørke modermærker.

Hun trak kjolens overdel af, som måske snarere burde kaldes et korset med alle de stropper ned over ryggen. Hun bøjede armene om på ryggen og åbnede bh’en, hægtede den af sig og frigjorde brysterne. Nøgne bryster med mørke brystvorter, knudrede som hindbær. Enkelte blågrønne årer i alt det hvide, hun rejste sig og holdt hænderne over sine bryster og sagde – Undskyld mig.

– Skal jeg gå ud?

– Nej, jeg skal bare kunne stå ved vasken.

Han slap hende forbi, og hun bøjede sig over vasken og jamrede, og så tænkte han, at det var jo sandt, hvad hun sag23

Se på os nu.indd 23

20/02/2019 12.24

de, at han havde mere erfaring end hende. Han havde haft småbørn to gange, og han kunne godt lide at være en, der kunne tale om alt, hvad der havde med spædbørn at gøre.

Også det kropslige, også det kvindelige, der angik fødsel og amning. Længe inden han fik sit første barn, havde han tænkt, at han ikke ville være fremmed for det, han ville besidde flere kompetencer, han var en mand, der blev nødt til at have et bredere register for at kunne holde sig selv ud. Det var livsvigtigt for ham ikke at blive en, der faldt pladask ned i alt det, han var født ind i, alt det, der havde med Kaasajordet og de andre mandlige Kaasajordet-slægtninge at gøre. For ikke at tale om mændene på farens side, de havde et efternavn, han ikke engang ville vedkende sig. Sønner af sønner, mutte og mørkøjede mandsansigter, der kun livede op under druk og måske i sengen. Kaasajordet var hans mors pigenavn, og han havde taget hendes navn, det år han blev nitten. Lige efter havde han afbrudt forbindelsen til faren, og som voksen var han fortsat med at slide sig væk fra alt det, han kom fra, efterhånden også fra moren. Og i den senere tid var det kommet op i ham igen, endnu mere akut end tidligere, at der måtte findes noget andet, en anden måde at være en moden mand på.

Og nu var han her, på et toilet med en fremmed kvinde, der havde brug for at tømme sine bryster, og det gav på en måde mening, syntes han selv. Hun bøjede sig over vasken, og han så på hendes ryg, håret, der hang ned over ansigtet i spejlet, hun arbejdede med brysterne med sine hænder, og han hørte hende sige – Det går ikke, og hun sagde – Det gør vanvittig ondt, 24

Se på os nu.indd 24

20/02/2019 12.24

og hun sagde – Jeg får ingenting ud, og han sagde – Jeg kan sikkert godt hjælpe dig, og hun svarede ikke, men trådte til side og gav ham plads ved siden af sig, og Hans tænkte, at en hvilken som helst kvinde sikkert ville have tilbudt at hjælpe hende, i hvert fald den type kvinder, han holdt af og kunne identificere sig med, så hvorfor skulle han ikke gøre det? Sådan tænkte han, og det gav mening for ham, der fandtes ingen anden måde at tænke det på, som han stod der. Og hun vendte sig mod ham med en ganske lille drejning i kroppen for at lade ham komme til.

Han lagde sin venstre hånd på det nærmeste bryst, det var virkelig varmt. Og hårdt. Han holdt det, så varsomt han kunne, strøg forsigtigt indefra og udad. Han tog om brystvorten med tommel og pegefinger, ikke lige på, pressede blidt mod den mørke krans, hvis navn han pludselig kom i tanke om. Areola. Han pressede med fingerspidserne omkring hendes areola, det havde han før kun gjort ved kærester, og han havde vist aldrig taget på et bryst for at få modermælken til at løbe. Men han havde set Ingunn gøre det, og han må have set bedre efter, end han kunne huske, for nu kom der mælk, tynd og grå, og den rendte ned ad fingrene på ham, og så standsede den igen, og Hans sagde – Vær sød at læne dig lidt frem.

Hun lænede sig frem, og han tog fat lidt længere inde på brystet og masserede, så blidt han kunne over hele brystet, og så kom det faktisk, en tynd stråle mælk sprøjtede ned i vasken, gullig, tynd, tyndere end han huskede, at den kunne være, men han fortsatte, hans hænder fortsatte, og det 25

Se på os nu.indd 25

20/02/2019 12.24

sprøjtede samtidigt fra flere små åbninger i hendes brystvorte, mælken rendte ud ad hende, og han ledte det ned i vasken, og hun lavede en lyd med stemmen, og han sagde – Gør det ondt?

– Ja, meget. Men fortsæt, og det gjorde han, og han kom i tanke om, at han havde set Ingunn håndmalke begge sine bryster samtidigt, hvordan havde hun egentlig været i stand til det? Og var det ikke noget, kvinder burde lære på hospitalet, lige efter at de havde født? Hende, der stod her, havde tydeligvis ikke lært det, ikke sådan som Ingunn havde, og måske var tilbuddene til fødende kvinder virkelig blevet dårligere, det vidste han, at mange mente, men det plejede Ingunn at imødegå på den forpinte måde, hun kunne blive forpint på, efter at hun var trådt ind i sundhedsbureaukratiet og var blevet en af de ansvarlige for regionens sundhedstilbud. Og nu stod han her med et varmt bryst i hænderne og lod mælken sprøjte ned i vasken, og det var, som om brystet allerede var blevet lidt blødere i hans hånd, og det gjorde alt sammen noget ved ham, kunne han mærke. Han voksede, han mærkede det i bukserne, og det var selvfølgelig helt forkert, og alligevel var det helt naturligt, følte han. Hvis ordet naturlig i det hele taget kunne bruges, måtte det vel være nu? Og hende, der hed Harriet, lavede en lyd, som han kunne regne ud var et udtryk for smerte, men noget i ham forbandt det alligevel med lettelse, eller nydelse, og han måtte læne sig frem for at skjule virkningen, for nu mærkede ham, at pikken stod lige ud i bukserne, og han så for sig, hvordan han løftede hendes kjole op og tog hende hårdt bagfra op mod vasken, og han så sig selv ligge oven på hende, og de råbte ind i munden på hinanden, og han så sig selv flytte 26

Se på os nu.indd 26

20/02/2019 12.24

ind der, hvor hun boede, i en delvis nyistandsat toværelses, forestillede han sig, mens hendes mand måtte flytte ud, han bar en papkasse med køkkengrej ned ad trappen, mens Harriet lå nøgen i en stor dobbeltseng sammen med Hans, men så vågnede hendes baby vel, og så gik Hans rundt og bar på babyen, han var en halvtredsårig mand, der var blevet stedfar for en anden mands lillebitte barn, og han fortrød allerede, selvom det ikke engang var sket, han savnede Ingunn, han savnede Kristina, han var sikker på, at hans egne børn ville afvise ham for evigt, hvis han lod alt fare, bare fordi han stod her med en fremmed kvindes nøgne bryster i sine hænder, og han så sig selv ringe til Ingunn, men hun ville ikke tale med ham, og han så sig selv stå og ringe på døren hjemme hos sig selv uden for rækkehuset, hvor han pludselig ikke længere boede sammen med Ingunn, og nu havde hun en anden mand der, og hvor kom han fra? En fremmed mand, der åbnede døren, da han ringede på, en mand, der gik i strømpesokker i de rum, Hans netop havde boet i, han var betydelig højere end Hans, og bag ham i entreen stod Ingunn og sagde Du har selv valgt det, Hans, og han så sig selv flytte ind i en ynkelig, lille kælderlejlighed i et overbelånt typehus i udkanten af byen, hvor et ungt ægtepar forsøgte at få deres økonomi til at hænge sammen ved at udleje deres kælderlejlighed til en moden og fraskilt mand, for det kom ikke til at gå, det med Harriet, hverken med hendes bryster eller hendes baby, og så let kunne alt det, der havde været hans liv, smuldre mellem hænderne på ham, tænkte han, og alligevel gik han rundt om hende for at komme til fra den anden side, for at hjælpe hende med også at tømme det andet bryst. Han mærkede selv, at han pressede sig mod hendes hofte, de stod tættere sammen, end der var 27

Se på os nu.indd 27

20/02/2019 12.24

grund til, og mælken løb hen over hans hænder, og han kunne næsten ikke stå oprejst på grund af erektionen, og hende, der hed Harriet, lagde en varm hånd om hans nakke og trak ham til sig og sagde – Det her er helt skørt, og hendes stemme var lidt for varm i hans øre, og endelig slap det taget i ham, som om et lys blev slukket i et værelse i kroppen, som om han blev lukket ud af det værelse, som om seksualiteten kunne isoleres til et enkelt værelse i kroppen, til et enkelt ord i sproget, og så let og hurtigt var han ude af det igen, og derfor sagde han ikke Ja, det er skørt, og han lænede sig ikke frem med sit ansigt tæt op ad hendes ansigt, og han lod sig ikke blive varm og ophidset med åben, søgende mund, han sagde bare – Tænk ikke på det, og rettede sig op, og pikken var allerede blevet blødere, og han var klistret på hænderne og sagde – Nu tror jeg, du selv kan klare resten, og det gjorde hun. Han så på, at hun tog om sit højre bryst og pressede på det, som om hun havde gjort det mange gange før, og mælken fortsatte med at sprøjte ud i vasken, Hans stod lidt bag hende og rettede på det halvstive lem i habitbukserne og tænkte, at det her skal ingen vide noget om, aldrig nogensinde, og i hvert fald ikke Ingunn. Eller jo, han blev nødt til at fortælle det til Ingunn, især til Ingunn. Og nu glædede han sig til at tale med hende, det ville blive en god historie, som hun kunne fortælle videre: Har du hørt om dengang, Hans hjalp en fremmed kvinde med at tømme hendes bryster på et handicaptoilet? Og han tænkte, at hans liv var blevet fuldstændig, som han havde ønsket, det skulle blive, og at han 28

Se på os nu.indd 28

20/02/2019 12.24

endelig havde formået at gøre sig fri, fra sig selv og alt andet, og først nu, midtvejs i livet og mere end det, var der intet, der pressede sig på og spærrede ham inde længere, skoven brændte til alle sider, eller var det ham selv, der brændte sig vej gennem alt det, der kunne spærre ham inde, alt det, der før havde gjort ham så ufri? Han var ikke ufri, han åndede frit og uhindret, og hende, der hed Harriet, stod og tog sin bh og kjoleoverdel på, og han hjalp hende med at lyne lynlåsen og hægte alle de små stropper, og de stod foran spejlet og gjorde sig i stand som et par, der havde været nøgne sammen, og det havde de jo næsten også været, men ikke på den måde, tænkte Hans. Heldigvis ikke, tænkte han og stod og så på, da Harriet bøjede sig over vaskekummen og vaskede hænderne. Han syntes at høre stemmer ude på gangen, først bemærkede han dem næsten ikke, men kort efter var der ingen tvivl. Der var folk derude, og der var mange af dem. Ubekymret snak lige uden for døren, men Harriet var ligeglad, hun stod og gned sin ene hånd hårdt mod den anden, igen og igen. Og så var hun endelig færdig og lukkede for vandet, og alligevel stod hun bøjet over vasken. Hun havde røde pletter i nakken og på skuldrene, og han hørte hende sige – Hvorfor gjorde vi det?

Hun rettede sig op og vendte sig mod ham, og han så hendes baghoved i spejlet, det grove, rødbrune hår, og måden, det delte sig helt lige ned over baghovedet på, den hvide hovedbund under håret. Der var noget ynkeligt og ødelagt i hendes blik, syntes han, mascaraen var tværet ud, og han hørte hende sige en gang til, – Hvorfor gjorde vi det? Så ulækkert og så simpelt. Og det hjalp ikke engang, jeg har stadig lige ondt i brysterne.

29

Se på os nu.indd 29

20/02/2019 12.24

Hun så rød og varm ud, og måske havde hun virkelig feber, tænkte Hans, de var kommet hinanden nær på en helt forkert måde. I hvert fald var det blevet forkert for hende, og dermed måtte det jo også være forkert for ham. Hun havde det dårligt, så han, hun støttede sig med hånden mod væggen og holdt den anden hånd mod sin kind, og han spurgte, om hun ville sætte sig lidt, men hun sagde – Nej, vi skal bare ud herfra. Med det samme.

– Jeg tror, der er nogen derude, sagde Hans, og så slog hun ud med hånden, desperat eller irriteret eller så fortvivlet, at hun var ude af stand til at sige noget. Han låste døren op og åbnede den. Uden for stod hele selskabet.

Trappen og gangen var fuld af habitklædte mænd og kvinder i kjoler, der stod i kø for at komme ud. Senere fik Hans at vide, at brudeparret havde valgt at holde deres tale sammen, og den tale skulle være så nyskabende og personlig, at den ikke kunne holdes indenfor ved bordet, derfor var alle gæsterne blevet bedt om at trække ud i haven, selvom middagen endnu ikke var overstået. Og nu stod de der, Hans og Harriet, de kom ud fra toilettet sammen, og ansigterne drejede sig mod dem. Der blev helt stille, og en, der kendte Harriet, trådte frem og talte lavt og fortroligt med hende, mens Hans så lige ind i det eneste ansigt, han syntes, at han kendte. Ingunn var kommet ned ad trappen sammen med en lidt yngre mand med et dunet, lille skæg. De havde været midt i en samtale, Ingunn forklarede noget, argumenterede med åben mund og åbne øjne, og Hans så hendes vidtåbne ansigt, hvor alt ligesom gik lige ind.

Han var vant til at være den, der så det hos hende, måske den eneste, men det var vel, fordi hun lod ham se det, indså han pludselig. Hun plejede at lade ham være den, der så det, og 30

Se på os nu.indd 30

20/02/2019 12.24

nu gjorde hun det ikke. Hun fik øje på ham, det så han, og alligevel åbnede ansigtet sig ikke mod ham, som han var vant til, hun sagde bare – Hans, hvad er det, der sker? og han svarede – Ingunn, godt du kommer, der er en her, der har brug for hjælp, og intet af det var selvfølgelig kommet med i den film, som Olof viste, for det sidste, Hans så af sig selv i den, var, at han sad ved bordet og konverserede brudens veninde. Og så kom brudeparrets tale ude i haven, og den spolede Olof heldigvis forbi, han ville se Salomon Olsen, partilederen og statsminis­ terkandidaten, og da han ikke kunne finde noget, der var mere interessant, spolede han tilbage og satte optagelsen på pause, der hvor Salomon stod med to fingre om slipset. Olof lænede sig frem og berørte skærmen med en grov pegefingernegl og sagde – Se lige det slips.

– Hvad er der med det slips?

– Det er rødt.

– Det er vel ikke videre opsigtsvækkende, at Salomon går med rødt slips?

– Rigtigt, men til et privat selskab? Problemet med de røde slips er, at mange ser dem som formindskede røde faner. Altså som et signal om venstreradikal politik. Men også konserva­ tive og reaktionære mandlige politikere demonstrerer magt ved at gå med rødt slips. Ja, måske i særlig grad konservative politikere. Tænk bare på Kerry og Bush, begge havde rødt slips på i alle vigtige debatter. Og se på Trump, han har taget det til sig og gjort det til sit, rødt er blevet republikanernes 31

Se på os nu.indd 31

20/02/2019 12.24

farve. Men i Norge tror mange, at de røde slips kun bliver brugt af folk på venstrefløjen, hvilket giver dem en helt anden betydning hos os, ikke? Men er du ikke enig i, at den forrige statsminister og den evige udenrigsminister, og alle, der betyder noget hos socialdemokraterne, har været omhyggelige i deres brug af rødt slips, de har udelukkende haft det på ved offentlige begivenheder. Et rødt slips er et offentligt anliggende. Du har aldrig set nogen af dem gå med rødt slips til et privat selskab, vel?

Olof satte de hvide fødder blødt ned på gulvet og bøjede sig frem mod Hans, og Hans lænede sig tilbage i sofaen. Han lagde hånden over ansigtet, strøg sig over panden, ned over næsen og munden og helt ned til hagen. Og han gjorde det igen, lagde hånden over sit ansigt, som om han forsøgte at stryge ansigtet af sig.

– Hans, hører du efter?

Men Hans var ikke i stand til at svare. Han sad med hånden for ansigtet, som om han måtte berøre sig selv. Hånden for ansigtet, som om han måtte lave helt om på sig selv. Hånden for ansigtet, som næsten altid betyder: Jeg kan ikke være den, jeg er. Han sænkede hånden og så på den, lagde den så i skødet sammen med den anden hånd. Men det var også forkert. Han strakte armene og lod dem hvile langs sofaens ryg, som om han kunne flyve, fordi han ligesom var så fri.

Han sad med armene ud til siderne, som om han ville demonstrere, hvor fri og afslappet han var, og han så på Olof, der rystede let på hovedet og forsøgte at få øje på noget i hans ansigt.

– Hvad er der? sagde Hans.

– Det spekulerer jeg også på, sagde Olof. – Der er sket no32

Se på os nu.indd 32

20/02/2019 12.24

get med dig. Jeg har set det i et godt stykke tid, men det går først op for mig nu, at jeg længe har set det.

De betragtede hinanden i nogle sekunder, stirrede ufravendt ind i hinandens ansigter. Derefter så de hurtigt væk, begge to.

Hans rejste sig, han stak hænderne i lommerne og tænkte på, at Ingunn også havde set ind i hans ansigt på nøjagtig samme måde som Olof, granskende, undrende, urolig, og han havde ikke lyst til at vide, hvad nogen af dem havde set.

Se på os nu.indd 33

20/02/2019 12.24

Om Historie om et ægteskab

Geir Gulliksen, født 1963, er norsk forfatter og forlægger. Han debuterede i 1986 og har skrevet digte, drama, essays og en række prisbelønnede romaner.

Historie om et ægteskab (2015) blev hans internationale gennembrud og nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

I Se på os nu fortsætter Geir Gulliksen sin udforskning af vores moderne relationer og kærlighedsliv.

Se på os nu er en eksplosiv skildring af, hvordan begær, forelskelse og utroskab slår ned i et forhold og en familie. En både inderlig, komisk og pinligt rammende fortælling om, hvor let vi mennesker falder for hinanden, og hvor svært det kan være at finde sig selv igen bagefter. Om at se sig selv udefra – og ikke ane, hvad det er, man ser.

»En enestående samtidsroman« Expressen

Omslag: Lotta Kühlhorn Forfatterfoto: Bard Henriksen

C&K FORL AG

Gulliksen_sepaosnu_dk_org.indd 1-5

GEIR GULLIKSEN SE PÅ OS NU

P

assionen kan ramme, når man mindst venter det. 50-årige Hans har været gift med Ingunn, siden han var midt i 30’erne. Til et bryllup havner han ved siden af den meget yngre Harriet, som han modstræbende, men desto mere heftigt får en lidenskabelig affære med.

GEIR GULLIKSEN

SE PÅ OS NU ROMAN

C&K FORL AG

♥♥♥♥♥ »Rigtig mange parforhold går i opløsning, men få på så urovækkende velfortalt manér som dette.« Politiken

»Geir Gulliksen skriver rasende godt.« Berlingske

»Glimrende og modig.« Jyllands-Posten

»Bag den stille overflade spørger den: Hvad betyder kønsroller? Hvad er kærlighed? Og ser vi dybest set andre end os selv?« Kristeligt Dagblad

»Geir Gulliksens udforskning af frisindets grænser og jalousiens håndgribelighed er smertelig læsning.« Information

»Et skarpt og gribende billede af tavsheden efter en samlivskrise.« Aftenposten

»Stærkt om kærlighed, sex og bedrag.« Dagsavisen

»En emotionelt kompleks roman … Nærmest rystende i måden, den borer i dette, som er så privat, men helt livsafgørende.« Klassekampen

»En ægteskabsroman, som gør ondt for alvor … Historie om et ægteskab er en bog, man vil tale med andre om, i timer … At Gulliksen også er poet, mærkes i den lavmælte, smukke prosa.« Aftonbladet

2019-02-20 17:21