Sara Shepard
Pretty Little Liars
Spencer er vild med sin søsters kæreste. Aria har fantasier om sin engelsklærer. Emily er forelsket i den nye pige på skolen. Og Hanna bruger nogle hemmelige kneb for at holde sig smuk. Men den største og mest grusomme hemmelighed er den, de fire piger bærer sammen. Det har de gjort, siden deres smukke veninde Alison forsvandt. Ingen taler om det, der skete dengang, men pludselig begynder de fire piger at modtage mystiske breve og sms’er fra en, der bare underskriver sig – A. A ved alt og er parat til at afsløre det hele. Men hvem er det? Og hvad vil A? Pretty Little Liars har haft enorm succes på de amerikanske bestsellerlister og er også lavet som tv-serie. Du kan få de første fire bøger i serien, Løgne, Hemmeligheder, Skandaler og Afsløringer på dansk.
7 EN LÆGE MED I BOBLEBAD “Se lige hans røv!” “Hold mund!” Spencer slog sin veninde Kirsten Cullen over skinnebenet med sin hockeystav. Det var meningen, de skulle øve sig på forsvarsteknikker, men de var – sammen med resten af holdet – alt for optaget af at kigge på dette års nye hjælpetræner. Ingen andre end Ian Thomas. Adrenalinen prikkede i Spencers hud. Var det mystisk, eller hvad? Hun kunne huske, at Melissa havde snakket om, at Ian var flyttet til Californien. Men alle mulige mennesker, som man ikke lige regnede med at se igen, fandt vej tilbage til Rosewood. “Hvor var din søster dum at slå op med ham,” sagde Kirsten. “Han er så lækker.” “Schh,” svarede Spencer fnisende. “Og desuden slog min søster ikke op med ham. Han slog op med hende.” Fløjten lød. “Kom i gang!” råbte Ian og løb over mod dem. Spencer bøjede sig ned for at snøre sine sko, som om hun var fuldstændig ligeglad. Hun kunne mærke hans blik. “Spencer? Spencer Hastings?” Spencer rejste sig langsomt. “Åh. Ian, ikke?” Ians smil var så bredt, at hun var overrasket over, at hans kinder ikke gik fra hinanden. Han havde stadig den der kernesunde jeg-skal-overtage-min-fars-firma-når-jeg-er-25-aura over sig, men hans krøllede hår var blevet lidt længere og lidt mere rodet. “Jamen du er jo helt voksen!” råbte han. “Ja, det er jeg vel.” Spencer trak på skuldrene. 88
Ian kørte en hånd gennem sit hår. “Hvordan går det med din søster?” “Hun har det godt. Hun blev færdig før tid. Starter på Wharton.” Ian bøjede hovedet. “Og lægger hendes kærester så stadig an på dig?” Spencer tabte kæben. Før hun kunne nå at svare, blæste træneren, ms. Campbell, i fløjten og kaldte Ian over til sig. Kirsten tog fat i Spencers arm, så snart han havde vendt dem ryggen. “Du har så meget snavet med ham!” “Hold mund!” skyndte Spencer sig at sige. Da Ian løb tilbage over banen, så han sig tilbage over skulderen. Spencer holdt vejret og bøjede sig forover for at undersøge sine benbeskyttere. Hun ville ikke have, at han skulle vide, at hun havde kigget efter ham. Da Spencer kom hjem fra træning, gjorde hver en lille del af hendes krop ondt, fra hendes røv til hendes lilletå. Hun havde brugt hele sommeren på at organisere komitéer, nærstudere fremmedordbogen for at udvide sit ordforråd, og spille hovedrollen i tre forskellige stykker på Muesli, Rosewoods lokalteater – Miss Jean Brodie i The Prime of Miss Jean Brodie, Emily i Our Town og Ophelia i Hamlet. Så der var ikke tid til at holde sig i god form til hockey, og det mærkede hun nu på sin krop. Hun havde ikke lyst til andet end at gå ovenpå og kravle i seng. Ikke tænke på i morgen eller på, hvad en ny overambitiøs dag medførte: morgenmad i franskklubben, at læse morgenens skolebeskeder, et hurtigt møde med årbogens redaktion, fem højniveaufag, dramaprøver og endnu en krævende omgang hockeytræning med Ian. Hun åbnede postkassen ved indkørslen og håbede at finde 89
resultaterne fra sin PSAT-prøve. De skulle komme en af dagene, og hun havde en fornemmelse af, at det var gået godt – faktisk bedre, end det var gået nogensinde før. Desværre var der ikke andet end en stak regninger, info fra hendes fars mange investeringsfirmaer og en brochure stilet til ms. Spencer J (for Jill) Hastings fra Appleboro College i Lancaster, Pennsylvania. Som om hun nogensinde ville gå der. Indenfor lagde hun posten på det marmorbelagte køkkenbord, gned sin skulder og fik en idé: Jacuzzi i haven. Et afslappende bad. Ahhhh. Hun hilste på Rufus og Beatrice, familiens to labradoodles, og kastede et par stykker King Kong-legetøj ud i haven, så de havde noget at lege med. Så slæbte hun sig ad stien ned til poolens omklædningsrum. Hun stod ved døren og skulle lige til at hoppe ind under bruseren og tage en bikini på, da hun tænkte: Hvem ser det? Hun var for træt til at tage noget på, og der var ingen hjemme. Og jacuzzien var alligevel omgivet af rosenbuske. Da hun nærmede sig, kunne hun se, at det allerede boblede, som om det ventede hende. Hun tog alt af på nær bh, trusser og lange hockeystrømper, bøjede sig forover for at strække ud i lænden og kravlede ned i det dampende boblebad. Ahhh, sådan skulle det være. “Hov.” Spencer vendte sig om. Wren stod ved siden af roserne, med nøgen overkrop og iført de mest sexede bokserbadeshorts, hun nogensinde havde set. “Ups,” sagde han og dækkede sig til med et håndklæde. “Undskyld.” “Du skulle ikke være her før i morgen,” udbrød hun, selvom han tydeligvis var lige her, hvilket var i dag og slet ikke i morgen. “Det var heller ikke meningen. Men din søster og jeg var 90
i Frou,” sagde Wren og lavede en lille grimasse. Frou var en snobbet butik et par byer væk, der solgte pudebetræk til omkring tusind dollars stykket. “Hun skulle løbe et ærinde og sagde, at jeg skulle lege med mig selv.” Spencer håbede, at det var en eller anden besynderlig, britisk vending. “Nåh,” sagde hun. “Er du lige kommet hjem” “Jeg har været til hockey,” sagde Spencer og lænede sig tilbage og slappede lidt af. “Årets første træning.” Spencer skævede ned til sin slørede krop under vandet. Åh gud, hun havde stadig sine strømper på. Og de højtaljede, svedige trusser og en sports-bh! Hun kunne have sparket sig selv for ikke at have skiftet til sin gule Eres-bikini, som hun lige havde købt, men så gik det op for hende, hvor skørt det var. “Jeg ville bare lige have et varmt bad, men hvis du gerne vil være alene, så er det helt okay,” sagde Wren. “Jeg går bare ind og ser tv.” Han begyndte at gå igen. Spencer mærkede et stik af skuffelse. “Nej da,” sagde hun. Han stoppede op. “Kom bare i. Det gør ikke mig noget.” Mens han stadig stod med ryggen til, hev hun hurtigt sine strømper af og smed dem ud i buskene. De landede med et tungt klask. “Hvis det er okay med dig, Spencer,” sagde Wren. Spencer elskede den måde, han udtalte hendes navn på med sin britiske accent. Spen-SAAAH. Han dyppede sig forlegent ned i boblebadet. Spencer blev helt ovre på sin side og trak benene op under sig. Wren lagde hovedet bagover og sukkede. Hun gjorde det samme og forsøgte at lade være at tænke på, hvor forkrampede og ømme hendes ben blev i denne stilling. Hun begyndte at strække lidt ud og kom til at ramme Wrens senede lægmuskel. Hun trak hurtigt benet til sig. “Undskyld.” 91
“Ikke noget problem,” sagde Wren. “Nå, så du går til hockey? Jeg roede, da jeg gik på Oxford.” “Gjorde du?” spurgte Spencer og håbede, at hun ikke lød alt for overstrømmende. Det bedste, hun vidste, når hun kom kørende ind i Philadelphia, var synet af roerne fra Penn- og Temple-universiteterne, der roede af sted på Schuylkill River. “Ja,” sagde han. “Jeg var vild med det. Er du vild med hockey?” “Ikke rigtigt.” Spencer tog håret ud af hestehalen, rystede på hovedet og tænkte på, om Wren synes, hun så dullet og åndssvag ud. Den gnist, der havde været imellem dem uden for restaurantskibet, var sikkert bare noget, hun havde forestillet sig. Men Wren var på den anden side hoppet i boblebadet sammen med hende. “Men hvis ikke du er vild med hockey, hvorfor spiller du så?” spurgte Wren. “Fordi det ser godt ud på en universitetsansøgning.” Wren satte sig op og lavede bølger i vandet. “Gør det?” “Øh, ja.” Spencer skiftede stilling og ømmede sig lidt, da hendes nakkemuskler blev strakt ud. “Er du okay?” spurgte Wren. “Ja, det er ikke noget,” sagde Spencer og følte sig pludselig helt overvældet. Det var hendes første dag tilbage i skolen, og hun var allerede helt brændt ud. Hun tænkte på alle de lektier, hun skulle lave, lister, hun skulle skrive, og replikker, hun skulle huske. Hun havde for travlt til, at hun kunne nå at flippe ud over det, men det var også det eneste, der afholdt hende fra at flippe ud. “Er det din skulder?” 92
“Det tror jeg,” sagde Spencer og forsøgte at rotere skulderen. “I hockey bruger man så meget tid på at bøje sig forover, og jeg ved ikke, om jeg har forstrakt den eller hvad ...” “Jeg kan garanteret ordne den for dig.” Spencer stirrede på ham. Hun havde pludselig lyst til at køre fingrene igennem hans rodede hår. “Nej, det gør ikke noget. Men tak, ellers.” “Jeg mener det,” sagde han. “Jeg bider ikke.” Spencer hadede, når folk sagde sådan. “Jeg er læge,” fortsatte Wren. “Det er garanteret din posteriore deltoideus.” “Øh, okay ...” “Din skuldermuskel.” Han gjorde tegn til, at hun skulle rykke tættere på. “Kom nu her. Jeg mener det. Vi skal have blødgjort den muskel.” Spencer forsøgte at lade være med at læse for meget ind i det. Han var jo trods alt læge. Han opførte sig bare lægeagtigt. Hun gled hen mod ham, og han pressede sine hænder ind mod midten af hendes ryg. Hans tommelfingre borede sig ind i de små muskler omkring rygraden. Spencer lukkede øjnene. “Åhh. Det er skønt,” mumlede hun. “Der har bare samlet sig noget væske i din slimsæk,” sagde han. Spencer forsøgte at lade være med at fnise ad ordet slimsæk. Da han gik ind under stroppen til hendes sports-bh for at komme dybere ind, skulle hun lige synke en ekstra gang. Hun forsøgte at tænke på ikke-seksuelle ting – hendes onkel Davids næsehår, det forstoppede ansigtsudtryk, hendes mor fik, når hun sad på en hest, dengang hendes kat, Kitten, kom listende nede fra bækken med en død muldvarp i munden, som den efterlod på hendes værelse. Han er læge, sagde hun til sig selv. Det her er, hvad læger gør. 93
“Dine pektoraler er også ret stive i det,” sagde Wren og bevægede til hendes store skræk sine hænder om på forsiden. Han lod hænderne glide ind under stropperne igen og masserede hende lige over brystet, og pludselig gled bh-stroppen ned over den ene skulder. Spencer tog en indånding, men han rykkede ikke væk. Det er bare en lægeting, mindede hun atter sig selv om. Men så gik det op for hende: Wren var førsteårsstuderende på medicin. Han bliver læge engang, rettede hun sig selv. En dag. Om tre år. “Øh, hvor er min søster?” spurgte hun stille. “I butikken, tror jeg? Wawa?” “Wawa?” Spencer rykkede sig væk fra Wren og trak bhstroppen op på skulderen igen. “Wawa er kun to kilometer væk! Hvis hun er dér, henter hun bare cigaretter eller noget. Hun kan være tilbage hvert minut!” “Jeg tror ikke, hun ryger,” sagde Wren og lagde hovedet spørgende på skrå. “Du ved, hvad jeg mener!” Spencer rejste sig op i badet, tog fat i sit Ralph Lauren-håndklæde og begyndte demonstrativt at tørre håret. Hun følte sig så varm. Hendes hud, hendes knogler – selv hendes indre organer og nerver – føltes, som om de var blevet grydestegt i boblebadet. Hun kravlede ud af jacuzzien og skyndte sig op mod huset, på jagt efter et stort glas vand. “Spencer,” råbte Wren efter hende. “Jeg ville ikke ... Jeg ville bare hjælpe.” Men Spencer hørte ikke efter. Hun løb op på værelset og kiggede sig omkring. Hendes ting stod stadig i kasser, parat til at blive flyttet ned til laden. Pludselig havde hun lyst til at få det hele ordnet. Hendes smykkeskrin trængte til at blive sorteret og inddelt efter ædelstene. Hendes computer var fuld af to år gamle engelskstile, og selvom hun havde fået topkarakterer 94
for dem dengang, var de garanteret pinagtigt dårlige og skulle slettes. Hun så på bøgerne i kasserne. De skulle ordnes efter emne, ikke efter forfatter. Selvfølgelig. Hun tog dem ud og begyndte at sætte dem tilbage på hylderne, begyndende med Amerikansk puritanisme og Det flammende bogstav. Da hun nåede frem til Utopier, der gik galt, havde hun stadig ikke fået det bedre. Så hun tændte for sin computer og pressede den trådløse mus, der var dejligt kølig, ind mod sin nakke. Hun klikkede på sin e-mail og så, at der var kommet en ny mail. I overskriften stod der: UDVID DIT ORDFORRÅD. Hun blev nysgerrig og klikkede på den. SPENCER, ATTRÅ er et nemt ord. Når nogen attrår noget, begærer de det og har lyst til det. Det er som regel noget, de ikke kan få. Det problem har du nu altid haft, har du ikke? –A Spencers mave vendte sig. Hun så sig omkring. Hvem. I. Helvede. Kunne. Have. Set. Det? Hun åbnede det største vindue på sit værelse, men der var ikke nogen nede i den store cirkelformede indkørsel. Hun så sig omkring. Et par biler kørte forbi. Naboens gartner var ved at trimme hækken ved indgangen. Hendes hunde jagtede hinanden rundt i haven. Nogle fugle fløj op på toppen af en telefonpæl. Så fik hun øje på noget i naboens øverste vindue: et glimt af lyst hår. Men var den nye familie ikke sort? Det løb koldt ned ad ryggen på Spencer. Det var Alisons gamle vindue. 95