1 minute read

Natalia Ginzburg – Familieleksikon

Ingen Ferrante uden Ginzburg

En uforglemmelig klassiker fra 1963 og et varmt, excentrisk portræt af hverdagsliv og familieforhold i Italien fra fascismens opkomst til årene efter anden verdenskrig.

Natalias jødiske far Giuseppe Levi er professor i biologi, manisk optaget af sit arbejde og besat af at vandre i bjergene. Derhjemme er han en ustyrlig tyran, konstant efter alle, især sin bedrøvede og letbevægelige kone Lydia. Sammen har de fem børn og en hverdag, der vrimler med gæster og lidenskabelige diskussioner.

Levi-familiens stuer danner rammerne om det antifascistiske miljø i Torino, hvor racelove og verdenskrig bramfrit kritiseres, og i Mussolinis Italien er det ikke ufarligt. Familieleksikon er en vidunderligt sprudlende roman, smukt og stilsikkert nyoversat af forfatter Majse Aymo-Boot, om en families rutiner og ritualer, fornærmelser og indforståede vittigheder, og om de sproglige udtryk, der binder familien sammen.

Natalia Ginzburg er en af Elena Ferrantes yndlingsforfattere, og en af de mest afgørende stemmer i moderne italiensk litteratur.

OM FORFATTEREN

Natalia Ginzburg (1916–1991) voksede op i Torino i et hjem, der fungerede som salon for antifascistiske aktivister, intellektuelle og kunstnere. I 1938 giftede hun sig med Leone Ginzburg, en fremtrædende turinesisk forfatter, aktivist og redaktør, og i 1940 forviste den fascistiske regering ægteparret og deres tre børn til en fjern landsby i Abruzzo. Efter Mussolinis fald flygtede Leone til Rom, hvor han blev arresteret og tortureret til døde. Natalia tilbragte de næste tre årtier i Rom, London og Torino og skrev romaner, skuespil og essays. Familieleksikon vandt den prestigefyldte Strega-litteraturpris i 1963.

“Det italienske politiske liv før og under anden verdenskrig fremskrives genialt gennem excentriske, intime erindringer om hverdagsdiskussioner, traditioner og vaner. Det er en lille, fortryllende klassiker.” OBSERVER

“Ginzburg giver os en ny skabelon til den kvindelige stemme og en ide om, hvordan den kan lyde.” RACHEL CUSK

“Et funklende lys i moderne italiensk litteratur … Ginzburgs magi består i hendes prosas komplette enkelhed, der pludselig stråler i kraft af et enkelt ord.” THE NEW YORK TIMES

“Helt og aldeles charmerende.” GURADIAN

FORFATTER: NATALIA GINZBURG OVERSÆTTER: MAJSE AYMO-BOOT OMFANG: 235 SIDER FORMAT: 13,5 X 21,0 CM HARDCOVER MED SMUDS PRIS: 250 KR UDKOMMER: MARTS 2021 ISBN: 978-87-400-6362-2