Planen

… jeg går rundt i cirkler som en sulten løve der langtfra er dresseret, nu ved jeg at jeg er indespærret og har været det hele mit liv, ikke bag tremmer eller glas, men bag billigt beton, udenfor venter resten af verden, og den kan rende mig noget så grusomt, den skal hverken reddes eller hjælpes, men ødelægges og nedbrydes, og jeg skal fandme nok vise dem en dag, så jeg sætter mig ned med pen og papir og skriver mit had i rim uden at tænke over andet, jeg er ikke andet, jeg bliver aldrig andet end den pik I alle skal sutte på, den røv I alle kan kysse, …

w

40,5 mm

152 mm

152 mm

100 mm

Foto: © Rasmus B.Lind

228 mm

100 mm

Jeg nikker og tænker over det hele mens vi går over gaden hen mod grillen. På den anden side af vejen er jeg sikker på det.

“Jeg tror at det ville være bedst hvis vi flyttede i hus.”

Mor skyder underlæben frem og trækker vejret dybt ind gennem næsen.

“Et andet sted end Urbanplanen?”

“Alt andet end Urbanplanen,” svarer jeg med det samme.

Mor smiler ned til mig og nikker.

“Jeg er helt enig, Morten. Her kan man bo, men man kan fandeme ikke leve her, vel?”

Morten vokser op i ghettoen Urbanplanen på Amager.

Miljøet er præget af vold og kriminalitet.

Hans familie er ved at gå i opløsning, og i den stille dreng vokser et stigende had.

Planen er en moderne dannelsesroman om at finde sig selv i et rodløst og multikulturelt univers.

Morten Pape (f. 1986) er opvokset på Amager i Urbanplanen. Han er under uddannelse som manuskriptforfatter på den alternative filmskole Super16.

Planen er hans debutroman.

ISBN 978-87-40021-42-4

POLITIKENS FORLAG

I S B N 978-87-400-2142-4 978-87-567-9913-3 ISBN

politikensforlag.dk

9 788740 021424

Coverdesign: © Ida Balslev-Olesen

2

Morten Pape

Planen ROMAN

Politikens Forlag

UDDRAG FRA

PROLOG

Solen finder sjældent vej ind i Planen, den gemmer sig for alt det der gemmer sig rundt om hjørnerne. De enorme beboelsesklodser af beton kaster lange firkantede skygger der krydser hullede parkeringspladser, ujævne fortove og stier med utallige lappeløsninger i asfalten, der som en maltrakteret krop er forsøgt surret sammen af tykke hudlapper med nål og tråd uden bedøvelse. Betonens mange tusinde småsten ligner pupillerne på en hær af forstenede edderkopper der stirrer på en indtil man ikke tør kigge længere af frygt for at de blinker tilbage. Skyggerne ligger over de mange træer man engang har plantet her, buskene man engang har gemt stofferne i, gyngestativer og legepladserne man engang kunne være barn i. De tværer deres mørke urokkelige felter ned over Centret; en spøgelsesplads hvor mennesker misligholdes i lige så høj grad som bygningerne. Skudhullerne ved værtshuset er der ingen der vil tage sig af, ligesom de beskyttelsespenge som indehaveren er blevet afkrævet op til flere gange. Bagerens smadrede rude lige omkring dér hvor kanelstængerne og studenterbrødene til en femmer lå og hvilede sig til skue for frokostsultne skolebørn, er dækket af med tre ugeblade, lidt gaffatape og et par brædder fra Byggeren. Ude foran kiosken dyster mågernes efterladenskaber med drankernes brækpletter om hvor man skal træde, inden man kan gå ind og snolde for en krone i det mørke rum med de næsten tomme hylder og dåserammer uden pant ved siden af bladene med nøgne kvinder der alt sammen sælges af en skæv pakistaner med krøllet skjorte og en bolchestribet papirspose i hånden og en fastelavnskølle under disken. Drankerne går rundt, svajende og gryntende som en zombieflok blandt os andre, frem og tilbage fra bænken ved siden af skolen til kiosken med de tomme flasker som kan ombyttes til et par nye af slagsen. De skal helst ikke være for kolde, gerne lunkne, så er de nemmere at skylle ned. På en regnvejrsdag tegnes horisonten af to smattede monokrome flader, nedtonede og grå som betonen fordrer det. Fulderikker og junkier og bistandsklienter sidder på bænkene foran skolen mens de mindste elever kaster sten og glasskår mod drankerne, bare for at få dem til at rejse sig i arrigskab og jagte de små møgsvin et par meter indtil de falder over deres egne fødder og den fuldskab der

3

gør dem overmodige i et splitsekund. Første gang jeg så en død mand, lå han på maven med hovedet blodskudt og fladmast som en kødfars direkte ned i jorden, hans blege hånd holdt om et indkøbsnet med ødelagte ølflasker, og han havde skidt i bukserne. Regndråberne gled af på hans hud, fedtet og fuget som den var, også da døden i en al for tidlig, men moden alder mødte ham på jorden, og bag på hans beskidte hue stod der “Verdens Bedste Farfar” med gul tråd.

En kvæstet bil uden fælge eller nummerplade drejer skarpt om hjørnet og parkerer midt i det hele. Røg og tung musik fra et skrattende anlæg er det eneste tegn på liv derindefra. Et par gutter i dynejakke, sorte kasketter og engang skinnende hvide sko går hen mod bilen. Den ene henter en sportstaske i bagagerummet, den anden kigger sig hele tiden omkring, sludrer gennem chaufførens nedrullede vindue. Et håndtryk, et par gennemsigtige poser og en arabisk hilsen udveksles, inden bilen sætter i gear og er ved at pløje en alkoholiker med gin i en mælkekarton ned foran det lukkede posthus der ikke længere skal sælge frimærker til maskerede mænd med pistoler.

Døren ud til skolegården er kun lige blevet åbnet før vikaren opdager at han er på vej lukt i helvede. Jeg får øje på ham så snart han træder ud og allerede giver op. Hans ben vil ikke mere, ikke længere ud, så han stopper op midt i bevægelsen. Han er nødt til at fortsætte, så han tager tre skridt længere hen ad dørristens plateau indtil hans gummisko plantes på jorden, og døren bag ham smækker i af sig selv. Nu er han på egen hånd det næste kvarter i Dyvekeskolens kaotiske skolegård.

For mange år siden blev hovedstadens lort og affald opmagasineret på disse kanter. Lorteøen Amager var dér hvor man kunne gemme det grimme væk. I dag er lossepladssymbolikken ikke til at overse. Nu er dette stedet du ikke ønsker dine børn i nærheden af, en uoverskuelighedens arena hvor proletariatets afkom farer rundt i en hektisk krigsdans iført deres hudfarve som uniformer. Blege kartofler som jeg er i undertal. Der er flere tørklæder end tylskørter, og der synges mere arabisk i krogene end Halfdan Rasmussen ved hinkebanen. De voksne siger at det er fordi vi går på en skole der ligger midt i en ghetto. Det betyder at der er mange fremmedarbejdere i et bestemt boligområde. Men det er ligemeget, for vi skal alle sammen være her, siger de. Synet af skolegår-

4

dens virvar denne tirsdag klokken lidt over halv ti bekræfter i høj grad dén pointe.

En hær af flyverdragter med maven fuld af sukkerholdige morgenmadsprodukter farer rundt om hinanden henne ved den ramponerede legeplads med tårne og en hængebro og en rusten rutsjebane der ebber ud som en rådden tunge. Det giver et rungende smæld i den halvdel af skolegården hver gang en dreng kyler en anden dreng ned i rutsjebanen inden han selv tager turen ned til resten af de grædende unger. Et par andre brag ved de gamle busstandere i hjørnerne af gården efterfølges forudsigeligt af et skrig eller et skrål, senere latter, inden det hele drukner i et hysterisk inferno af råb og bandeord.

Vikarens fingre griber rundt om hanken på en kaffekop af billig porcelæn med et forvasket print af kommunens logo på. Han inspicerer den knaldgrønne refleksvest med de fortabte øjne mens han forsøger at hitte ud af hvordan han kan iføre sig vesten uden at stille koppen fra sig og dermed miste sit sidste håb om at ligne en voksen. Kaffen skaber autoritet, den indikerer at der er tale om en person der har noget at skulle have sagt i den her skolegård. Han kan irettesætte børnene og skille dem fra hinanden i en slåskamp. Han minder sig selv om det og tager en tår af koppens indhold. Kaffen er allerede blevet kold. Han har endnu ikke lært at holde af lærerværelseskaffens beske kalksmag. Så kommer han igen i tanke om den skide refleksvest. Et nyt tiltag der skal gøre gårdvagterne mere synlige over for eleverne. Dér står han som en lille dreng alene i et prøverum. Han formår efter et lille svaj med nakken at få vesten på. Det hjælper ikke på noget. Hans tøvende bevægelser lækker dråber af sårbarhed, usikre svedperler, og i denne skolegård er det noget man kan lugte på lang afstand. Dette bliver det længste kvarter i hans liv. Indtil næste gang klokken ringer ud, og kvarterets børn skal vogtes på ny.

Jeg ved hvordan han har det.

5

UDDRAG FRA

KAPITEL 4

Inden far flytter ud, og mens han stadig officielt har adresse hjemme hos os, når Jonas og Pernille at fejre fødselsdag. Ingen nævner mors og fars forestående separation med så meget som et ord. Ikke engang morfar der bare sidder i sofaen og hele tiden tjekker klokken. Ellers opfører alle sig som sædvanlig. Anonymt og ligegyldigt. Jeg kan kun lige mærke medlidenheden og sympatien sive ud af de voksnes ellers så vandtættte skodder. De to fødselsdage forløber ens som to kedelige halvlege. Goddag. Tillykke. Tak for mad. Nå, vi må også se at trille hjemad. Da gæsterne er gået, pustes fyrfadslysene på stanniolbakkerne ud, gavepapiret samles i en indkøbspose, mine søskende går op på værelset og leger med deres gaver, og jeg ulmer inde i mig selv over de voksnes lette omgang med et problem der er ved at ødelægge mig indefra. Jeg forstår at de forsøger at skåne os. Jeg hader at de tror vi ikke har gennemskuet det.

Det er omkring samme tidspunkt at Jonas begynder at gå sin vej. Han sidder i sofaen og stener, på stolen ved spisebordet og æder indtil nogen siger eller gør noget der går ham imod. Så rejser han sig pludselig med et rasende ansigtsudtryk der kan blive til gråd når som helst, vender sig om og går ud ad døren. Havedør eller hoveddør er vilkårligt. Ikke noget med at løbe. Ikke noget med at flygte. Han går bare. Det ene ben foran det andet. Han vil væk. Nogle gange når mor at få fat i armen på ham, og så sætter gråden ind. Andre gange er han simpelthen for hurtig på fødderne, og så må mor hoppe i træskoene og følge efter ham. Pernille siger ikke noget. Ikke andet end “Nu går han igen, altså.” Når de så kommer tilbage lidt senere, holder min mor ham bagfra i begge arme mens han forsøger at vriste sig fri som var han ved at blive anholdt. Han løber op ad trappen og smækker med døren ind til sit værelse. Han er svær at få i tale for tiden. Han er sur på alt og alle. Også mig. Pernille forsøger at efterabe Jonas’ flugtforsøg, men hun er trods alt nemmere at fange. Hun løber også op ad trappen og smækker med døren ind til sit værelse. Vores hjem er lyden af brag. Lyden af indebrændte frustrationer. Nu ender vi ligesom alle de andre håbløse familier. Jeg kan mærke det.

En aften hvor far er ude at cykle, fortæller jeg mor om mine bekym-

6

ringer. Hvordan den her skilsmisse kommer til at ødelægge det hele.

Jeg kender det alt for godt fra stort set samtlige mine danske venner og mine søskendes venner. En skilsmisse er ligesom et jordskælv, siger jeg til hende. Jeg er bange for de sprækker det kommer til at skabe. At vi ender på hver vores side og aldrig kan nå hinanden igen. Jeg er bange for at far og hende kommer til at hade hinanden. Jeg er bange for at det ikke er for alles bedste som de ellers konstant minder os om.

“Hvad er det helt præcist du frygter, Morten?”

“Jeg frygter at alle bare bliver ligeglade med hinanden. Sådan er det gået med de andres familier.”

Jeg opremser alle dem jeg overhovedet kender. Alle dem med danske efternavne, i hvert fald. Min mund bævrer, og til sidst kan jeg ikke sige mere. Mor tager over. Hun lægger en arm på min skulder.

“Jeres far er altså anderledes. Han er god nok, Morten. Han kunne aldrig finde på at blive ligeglad med jer, ligesom I heller aldrig ville blive ligeglade med ham. Det ved du også godt.”

Jeg beslutter mig for at stikke af hjemmefra. Nu kan de rende mig. Jeg vil ikke mere, andet end at straffe dem. Jeg pakker ingen taske. Intet tøj eller proviant. Jeg har mine ben, det må være rigeligt. Jeg smækker døren, og efter tredive sekunder har jeg passeret kirken og står foran skolen, og jeg begynder at fryse. Til højre for mig sidder et par alkoholikere på bænkene. De ser ikke ud til at fryse synderligt. Der gemmer sig med garanti en masse livskloge synspunkter langt inde i deres fordrukne hjerner. De har set og hørt og oplevet mere end de fleste. Samfundet skal anskues fra bunden, har jeg hørt nogen sige. De må vide hvordan kagen skal skæres.

Jeg går helt hen til dem, og jo nærmere jeg kommer, stinker der af pis og lort og humle fra de mange flasker. Jeg går hen til Fedtmule, ham som laver en umanerlig dårlig parodi på Fedtmule, hans lange røde hår glinser, og hans hænder skælver.

“Fryser du?” spørger jeg.

“Næh,” siger han, “jeg glemte bare min metadon i morges.”

Han smiler og tager sig en slurk af sin bajer. Jeg sætter mig ned ved siden af ham.

“Fedtmule?”

“Ja, min dreng?”

7

“Jeg synes livet er hårdt.”

“Nå da da. Så skal du bare begynde at drikke, du.”

“Men jeg kan ikke finde ud af om det er i orden. At have det sådan her og være ked af det, når nu alle har det på samme måde, eller endnu værre.”

Han sumper lidt rundt inde i sig selv, hovedet bopper op og ned som en bøje ude på Øresund, det lader ikke rigtig til at han hører efter.

“Fedtmule. Hvis jeg må spørge dig: hvad er det værste her i livet?”

Han behøver ikke megen betænkningstid.

“Fodvorter, min dreng. Dem skal du fandeme passe på med.”

“Ikke andet?”

“Nej. Egentlig ikke. Det hele skal nok gå. Om ikke andet, så ad helvede til. Hør, du har vel ikke en femmer på dig?”

Jeg spiller fodboldkamp den aften hvor far skal flytte. Han er med ude at se mig spille. Sammen med et par andre forældre kører han os ud til de forskellige udekampe rundt omkring i Storkøbenhavn. Vi spiller mod HIK den aften. Fars gamle klub. Vi får som sædvanlig røvfuld, og som sædvanligt lunter jeg rundt på fodboldbanen med hamrende hjerte og høj puls og gemmer mig. En fodboldkamp er noget af det mest skræmmende jeg kender, og min frygt lammer al vildskab og glæde og vilje til sejr. Jeg burde skamme mig, men er egentlig ret tilfreds med at forholde mig anonym på min efterhånden faste venstre back-plads. Så kan jeg i det mindste ikke direkte klandres for nederlagene. Da slutfløjtet lyder, er jeg lettet. Mest fordi jeg ikke begik de helt store fejl. Jeg mærker efterårskulden vikle sig ind bag stoffet i kamptrøjen, da jeg som den eneste smilende går rundt og siger tak for kampen til modstanderholdet. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med om vi vinder eller taber, eller hvor stort vi gør det. Så længe Fuad og de andre ikke har noget på mig til næste dag.

Da vi har smidt folk af ved klubhuset og sagt tak for i aften, sætter jeg mig ind på forsædet mens far sætter bilen i gang og drejer ned af Englandsvej. Far lægger en hånd på mit knæ.

“Jeg er blevet spurgt om jeg vil være afdelingsleder for jeres årgang.”

“I Fremad Amager?”

Jeg er overrasket, men det gør ikke noget indtryk på mig.

8

“Det må du jo selv om,” svarer jeg.

Far blinker af, vender hovedet bagud og drejer til højre ned ad Røde Mellemvej. Han sætter bilen tilbage i andet gear. Så tredje.

“Jeg tænkte bare at det ville være en god måde for mig at være involveret i jer. Nu hvor jeg flytter og sådan noget. Så har jeg dit fodboldhold som en lille sidebeskæftigelse. Så kan jeg også komme med på udlandstur sammen med dig. Og så videre.”

Nogle gange ville jeg ønske han kunne læse situationerne bedre. Så ville han vide at jeg ikke bryder mig om at han står ude på sidelinjen til hver kamp og råber højere end træneren ad spillerne inde på banen.

Spillere, som efter kampen er de venner der driller mig med min tykke, højtråbende far.

“Det synes jeg bare du skal gøre. Hvis du gerne vil, far.”

Han kigger på mig inden vi drejer ind på parkeringspladsen.

“Er du sikker, Morten? Fordi det er helt fint, hvis …”

“Hold nu op! Med alle de valg! Træf selv en beslutning.”

Mit eget temperament kommer bag på mig. Tårerne naturligvis lige bagefter. Far opdager det da han parkerer bilen og trækker i håndbremsen.

“Det var ikke for at gøre dig ked af det. Jeg prøver jo bare. Ja, jeg skal jo også finde hoved og hale i det her, ikke?”

Jeg åbner døren og henter min fodboldtaske i bagagerummet.

Da vi kommer indenfor, sidder Pernille og Jonas med mor i sofaen og ser fjernsyn. Jeg smider min taske i entreen og går ud i køkkenet for at finde noget mad. Mors hjemmelavede pizza med tyk bund, kødsovs og pepperoni ligger i et fad i køleskabet. Jeg skærer et stykke og propper det i mikrobølgeovnen. Tre minutter plejer at være rigeligt.

Far har samlet en stor blå Ikea-pose op og en pose med sin hovedpude og lidt sengetøj. Han har beholdt sko og jakke på. Jonas og Pernille rejser sig fra sofaen og går ud mod ham.

“Nå. Så er det nu. Men vi ses jo igen lige om lidt, unger.”

Vi krammer ham en ad gangen. Hans store mave står altid i vejen når vi skal kramme. Jeg hviler mit hoved på hans varme dunk, og han kører sin hånd frem og tilbage et par gange på min ryg, løfter Pernille op og kysser hende på kinden.

“Så laver jeg sgu gryderet til på næste fredag. Den helt stærke version.”

Han blinker mod Jonas og mig.

9

En kvalme er pludselig ved at stige op fra et ukendt dyb i mig. Nu flytter far. Mor står bag os og smiler så godt hun kan. Og så går far ud ad døren og lukker den bag sig. Jonas og Pernille sætter sig tilbage i sofaen ved tv’et. Jeg går ud i køkkenet og kigger ud gennem ruden til gården.

Tænk hvis han nu stod der og kiggede lidt på sit pludselig forhenværende hjem. Det ville være smukt. Det havde jeg gjort. Men han er der ikke. Han er på vej ud i bilen. Mikrobølgeovnen bipper. Jeg ender med at smide pizzaen ud i skraldespanden.

10

UDDRAG FRA

KAPITEL 9

De ankommer i busser i regnvejr i mærkelige farver og underlige jakker og tøjmærker vi aldrig har set før. De kommer som duknakkede gæster med bøjler og bumser og grimme frisurer og ligner virkelig de grisekneppere vi er overbeviste om de er. De kommer gående ned ad vores gang i en absurd parade mens vi står ude op ad væggene og ser dem marchere ned, og de har garanteret aldrig set så mange negere og perkere og kinesere og sorte øjenbryn før, for de glor, og de glor, og de ser rædselsslagne ud, og et par af perkerne opfører sig som om jyderne var nye indsatte i spjældet, de gør som hunde og peger mod bestemte tilfælde i jydeflokken, og de taler alt for højt om dem de udser sig, og gør alt hvad de kan for at skræmme dem, og efter at have set paraden til ende tænker jeg at det i hvert fald ikke bliver noget problem, for der er ikke en eneste perker blandt delegationen fra Randers.

Vi bedriver psykisk terror på dem inde i det store computerrum hvor vi gør jydeparaden selskab, og så snart vi træder ind, sender vi dem et kollektivt elevatorblik, vurderer dem og rynker på næsen eller slår op i en latter og noget med “fucking bonderøve” og “I kan Randers i røven” og andre velkomsthilsener. Bahnsen og Aske og de andre lærere fra x’erne og v’erne hilser på jydernes lærere som alle ligner forstanderinder med skarpt pagehår eller tætbarberede landmænd med kakifarvede bukser.

Vi bliver råbt op og delt op i grupper og sovekammerater og bliver en del af kvægbestanden, og vi hilser med håndtryk og shuffer jydepigernes göt, og der er nogle meget pæne kızlar blandt dem med blottet maveskind og stramme lavtaljede jeans med patronbælter og patter der sikkert kommer frisk lun jydemælk ud af, og vi udveksler telefonnumre og giver dem forkerte cifre, bare for at fucke med dem, så de ikke kan få fat på os, men Andrew og Mike er de høflige skruebrækkere der pludselig bliver ringet op af det halve af Randers, og alle jyderne vil gerne have at vi viser dem det nye kæmpe shoppingcenter Fisketorvet på den anden side af Bryggen. Jeg skal have to bønder sovende, den ene hedder Morten og ligner en lang og ranglet udgave af mig selv med briller og

11

togskinner og akne i hele krateret. Den anden hedder Jens, og jeg bliver automatisk mistroisk over for drenge der har fået tildelt gamle danske navne, han er lille og brummende og har en sideskilning som Hitler og en kæmpe tud som en jøde og ingen humor eller rygrad. De smider deres ting på mit værelse og spørger om jeg ikke er for gammel til at holde marsvin, og da jeg peger på de ti kræ og siger: “Det er min mors hobby,” kigger de på hinanden og siger: “Nå ja, hver sin smag da,” og lyden af jydedialekt kontaminerer væggene og luften i mit hus som mor har ryddet op i for første gang i årevis. Hun giver os hver hundrede kroner vi kan snolde eller shoppe for, og hun smiler og spiller skuespil og virker som en rigtig overskudsmor, og jeg kigger mærkeligt på hende og tænker at det har hun da ikke råd til, men jyderne er glade og takker og bukker og nejer. De spørger mig hvad jeg får i lommepenge, og jeg siger “ikke en skid,” og de kigger igen på hinanden som om de er landet på Månen og ikke helt ved om de kan fjerne hjelmen med ilt endnu.

Vi aftaler at mødes i Centret lidt senere på eftermiddagen, og alle drankerne og junkierne og perkerne der ikke går i skole, fæstner deres blikke på flokken af mærkeligt talende teenagere, og de ser sig omkring på de smadrede facader og siger: “Det ligner godt nok det wilde westen, det her,” og en overvægtig kvinde kommer drønende på en handicapscooter med flæsket hængende ud over sædet og dytter ad de filipensbefængte bondegårdsdyr, og Morten hoster af grin og kalder hende “MC Mamma” og perkerne for “sand- og oliegangstere”, og jeg fortæller ham at han skal passe på med hvad han siger, og fortæller om alle de gange vi har fået en på hovedet for bare et forkert ord eller blik hvilket får Morten til at klappe i, ligesom alle de andre pludselig falder ned på jorden og kvitter hedens kækhed. Vi tager i samlet flok af sted med bus 33 ind til Hovedbanen og sætter os i et S-tog der kører os hen til Fisketorvet hvor vi straks går på McDonald’s, for sådan en har de fleste jyder aldrig prøvet før. De mæsker sig i McChicken og McFlurry, videre rundt i det store shoppingcenter hvor de er målløse over butikker de kun har hørt om, telefoner de kun har set i reklamerne, og de bruger timevis på at ose og pille og røre ved fodboldtrøjer og klaptelefoner, og Jens køber sig en vaskeægte Ice-manskjorte i Jack & Jones-butikken, og vi kigger på hinanden og morer os over at have sluppet provinsen løs i Fisketorvet, og hvor meget tid de kan bruge på bare at være benovet og imponeret over de mest simple ting.

12

Jeg bilder mine gæster ind at Helge er min morfar, og han ikke har et sted at bo, og de synes min mor er det mest generøse menneske i hele verden, men også lidt underlig eftersom hun går i seng med ham om aftenen. Der er ikke mere gulv tilbage på mit værelse da vi lægger de fnulrede madrasser ned ved siden af min seng, og jyderne lyner op i deres soveposer, og vi siger godnat og slukker lyset. Morten slår en kæmpe skid der varer i alt for mange sekunder, og de griner begge af det, sådan noget jyde humor med prutter og bøvser og han siger: “Hov, for dælen da, der er en vist en lille bådflygtning der presser sig på,” og jeg siger ikke mere, men glæder mig med stor fryd til den dag han kommer til at sige sådan noget foran en af perkerne, for så skal han nok få at føle hvordan vi ordner sådan nogle som ham heromkring.

Vi laver fjollede fællesøvelser og har undervisning sammen i klassen, og i starten går det godt, det er som om mine klassekammerater faktisk gerne vil lade lærerne snakke og undervise for en gangs skyld, men hurtigt går der viskelæderkrig i den, og jyderne dukker sig og søger mod døren for at komme væk fra de råbende lærere og de evigt urolige københavnerelever.

Helt galt går det, da vi har idræt sammen og spiller fodbold, perkerne mod danskerne, og for en gangs skyld er danskerne i flertal, men det betyder intet når modstanderne kun er ude på at slagte hver eneste af dem for at hilse dem velkommen på andendagen, og sætte en tyk streg under hvem der bestemmer og styrer lortet. Forskellen mellem danskere og perkere kommer sjældent tydeligere til udtryk end når man ser en fodboldkamp mellem de to grupper. Danskerne spiller med fysikken og alle de kartoffelmadder de har indtaget gennem årenes løb, de laver små fine indersideafleveringer til hinanden og organiserer sig i forsvaret og stoler på fællesskabet, og alle mand forsvarer mens det kun er dem oppe foran der får lov at score, og så high-fiver man hinanden og siger “godt gået” og “kom igen” og hvis lokummet brænder, skyder man med strakt vrist udefra mod et mål hvor ingen fra det knap så velorganiserede modstanderhold helt ved hvem der må tage med hænder lige nu.

Perkerne er individualisterne, selv bagerste mand vil drible gennem hele kartoffelrækken, og så triller Jens den bare ned i det tomme mål fra midterlinjen, og perkerne skælder ud på hinanden og er ved at komme op at slås og arrangere vur i næste frikvarter indtil en tunnel eller hus-

13

mandsfinte får den store daner til at miste balancen, og med lidt hæl og en smule tå ender bolden i kassen på et halvsløjt saksespark, for det skal ikke være effektivt, det skal være smukt at se på, det skal være teknisk overlegenhed og små vævre træk der afgør kampene. Alle vil have bolden og bliver stiktossede hvis de ikke får den, så holder de bare på den selv alt for længe og varmer kuglen, og de råber “fucking svans” og “tag dig lige sammen, din kurder, din neger, din berber, din bjergged, din fucking paki”, og de bliver mere og mere frustrerede over at danskerne udnytter deres fejl. Til sidst bliver det for meget for Behrouz der har haft en skidt kamp, og som mod slutningen af timen bliver så sur over at Jens hele tiden tackler bolden fra ham at han samler læderet op med hænderne og flugter den lige i hovedet på ham så han vælter omkuld ind i ribberne, og hans baghoved rasler ned ad rillerne som et franskbrød.

“Hvad fanden laver du, I er da for syge taberrøve!” råber en af bønderne, og straks er der tumult og skubben og flade der bliver langet over disken mens lærerne holder kaffepause, og kampen bliver afblæst, og ingen tør gå i bad, og på vej hjem forklarer jeg Jens at Behrouz nok bare havde en dårlig dag mens jeg fryder mig over den bule han har fået i baghovedet som han forhåbentlig aldrig vil glemme.

Vi har tænkt os at tage jyderne en tur i Algården, bare for skræmme dem lidt mere, men de har vist fået nok af at spille fodbold med perkere.

Vi stener hele eftermiddagen hjemme hos mig. Morten og Jens er forbløffede over at vi ikke har en computer med internetopkobling i huset.

“Hvordan kan I klare jer uden?” spørger Morten helt fortvivlet. “Hvordan får du så fat i porno?” spørger Jens, og jeg forklarer dem om Kanal København som hver midnat sender live-strip og porno til klokken tre om natten, og de spærrer øjnene op og tror ikke på mig. De spørger mig hvad man laver en ganske almindelig aften herude omkring, jeg svarer at vi hænger lidt ud på gaden eller går i Jokeren eller Algården. Hvad laver man i Randers, spørger jeg. Vi går på PC-café, svarer de i kor. Hvad fanden laver man på en PC-café? Man gamer og æder chips og drikker cola. Det er for fedt, forsikrer de mig om.

Jens og Morten er åbenbart ikke de eneste der har fortalt om deres yndlingsfritidsbeskæftigelse, for kort tid efter ringer Mike til mig og spørger om vi vil med ham og hans to gæster på PC-caféen ved Ama-

14

gerbrogade og Englandsvej. Jeg spørger Mike om han nogensinde har været sådan et sted før. En enkelt gang, siger han, det var mega stenet, men jyderne vil gerne af sted.

Vi sender et par sms’er rundt, og inden for en time sidder jyderne med høretelefoner og skærmlys i øjnene med cola og flæskesvær og spiller online mod hinanden og folk på nettet mens anlægget på caféen spiller Metallica. Jeg sidder ved en computer og stener fodboldnyheder og skifter mellem det og Mujaffa-spillet på DR’s hjemmeside som jyderne også kender, og indtil for nylig er det spil det eneste de kender til folk i landet med en mørkere hudfarve end dem selv.

Pludselig vælter pigegruppen ind med Giulia og Sofie og ikke mindst Vanessa i front. De stinker af vodkashots på lang afstand og sejler rundt langs rækkerne af nørder og skubber til dem og deres tastatur, og mange af de erfarne hardcore gamere har ikke set en pigerøv eller patter i flere dage, så de bliver hylet helt ud af den og glemmer spillet, og så bliver de dræbt, og kaster med høretelefonerne og mumler “fucking kællinger” mens de tager sig en ny tår af sodavanden. Vanessa har grineflip, fuldkommen ustyrligt, hun siger de har puffet og boozet og er helt væk. Hun sætter sig på mit skød og aer mig i nakken, og jeg kan mærke hårdheden i mine bukser stige til vejrs som en selvoppustelig redningsvest. Jeg glor direkte ind i hendes kavalergang, og hun hvisker mig i øret at jeg skal gå med på toilettet, men jeg tør ikke, for alle de andre er til stede, og de synes Vanessa er lidt af en billig luder, så hende skal jeg ikke hugge i foran alle andre. Hun leder efter noget i sin jakkeinderlomme og finder en lille mørkegrøn flaske frem som ligner den hostesaft eller forfærdelige flaske med levertran som min mor havde stående i køleskabet da vi var små. Der står “Jungle Juice” på det lille mærkat med dryppende skrift, og jeg spørger hende hvad fanden det er for noget. “Kom med ud på toilettet, så skal jeg vise dig det,” hvisker hun og bider mig i øreflippen. Hendes ånde kæler min øregang, og jeg har aldrig været så liderlig og forfærdet på samme tid. “Du skal kneppe mig, Pape, lige nu og her.”

Hendes overmagt skræmmer mig fra vid og sans, og jeg ender med bare at smile og grine lidt fjoget og vende tilbage til skærmen. Vanessa niver min brystvorte og rejser sig fra mig. “Din fucking pussy,” siger hun og går hen mod Guled og gnubber sig op ad ham. “Jeg vil ha’ dig, din neger.” De forsvinder ud på toilettet, og jeg spørger Sofie hvad der sker

15

med Vanessa. “Hun har taget det der poppers, og nu er hun sindssyg liderlig.” “Hvad fanden er ‘poppers’?” spørger jeg. “Har du ikke prøvet det før? Man sniffer det fra en lille flaske, og så bliver man bare vild i fissen”.

Guled kommer alene tilbage fra toilettet og går grinende og klappende hen mod Sofian og Rami og Behrouz. “Wallah, hun er helt væk, hende der luderen,” siger han og hvisker dem noget i øret mens “Whiskey In The Jar” brager ud over caféen, og jyderne sidder og headbanger og har ikke opfanget en skid af hvad der foregår.

“Skal du med ud og ryge lidt?” siger Giulia til mig, og jeg ryster på hovedet, mest fordi jeg ikke helt tør gætte på hvad det er vi skal ryge på.

“Du er en go’ dreng, Morten, altid så artig og klog,” siger klassens eneste begavede pige til mig og klapper mig som en ged på hovedet. Vanessa kommer tilbage med kollapsede øjne og tilbyder sig til hvem som helst og griner ved hvert afslag som om det hele var en spøg, og hun går ud sammen med Giulia og Sofie og hiver et skod op af lommen i et blåt og aflangt plastichylster, og de tager kun to hvæs ad gangen før de giver den videre til den næste.

“Shuf de der junkier,” siger Sofian og nikker ud mod gaden.

“Skal vi zigge dem?” siger Behrouz og klør sig i pikken. “Jeg ku’ godt trænge til lidt fisse.” Rami og Fuad griner af ham. “Dem der? Er du gal, bare gå med dig og knep de der narkofisser, og kom tilbage med noget aids,” siger Fuad.

Lidt senere hiver Jens mig i trøjen og spørger om vi ikke skal til at tage hjem. Det har længe været mørkt, og gaderne er tomme, og de foreslår vi tager en taxa, de skal nok betale, og jeg minder dem om at der kun er fem minutter hjem, men de vil hellere køres til døren end gå hele vejen ad Englandsvej og det der måtte vente i stisystemerne i Planen. Jeg insisterer på at vi går, de andre følges med os, og da vi kommer hjem og lægger os til at sove, har ingen af dem så meget som en prut eller en kæk bemærkning i ærmet.

På tredjedagen holder vi fest i den nye ovale tilbygning til skolen der kaldes Sneglen; et stort rundt lokale som vi fylder med musik fra ghettoblasteren og tømmer for lys ved at slukke for alle lamperne. DJ Alligator og Eiffel 65 kører på repeat, og jyderne tramper i jorden og sætter deres egen trance-musik på som de hysterisk hvirvler rundt til mens Behrouz og Fuad hakker af grin over dem. Perkerne har beholdt deres dynejak-

16

ker på og sprøjtet sig selv med Giorgio Armani-parfume, og der stinker af hormoner og bumsecreme, og Vanessa har nok en gang taget poppers med i inderlommen, og hun kommer hen til mig og vil danse, men det er jeg rædselsslagen for, så jeg nægter utallige gange af frygt for at blive gjort til grin. Hun tager min hånd og kører sin pegefinger op og ned ad min håndflade mens hun slikker sig om munden på den der måde, hvilket vist nok betyder at hun gerne vil i seng med mig. Igen bliver jeg hård, igen bliver jeg paralyseret, og hun finder hurtigt en anden at forsøge sig hos.

Jeg får øje på en skikkelse ude på dansegulvet. Katarina kaster smilende og lykkelig om sig med bløde bevægelser. Det går op for mig, hvor meget jeg stadig elsker hende. Hver måned går der rygter om at hun har fundet sig en ny kæreste eller er forelsket i en eller anden idiot. Hver gang jeg hører om alt det hun foretager sig uden mig, bliver jeg luns for luns et mindre menneske der suges ned i jorden, gennem gulvbrædder og beton, indtil jeg til sidst kun anskuer verden i støvlehøjde med hovedet stikkende op. Kviksandet æder mig langsomt, og til syvende og sidst forsvinder jeg et sted hen hvor jeg måske ikke ser hele min fremtid som afhængig af et liv med hende.

Jeg bliver revet ud af min trancelignende tilstand da Morten og Jens står ved siden af mig som to standhaftige tinsoldater og råber ind i øret på mig at de er trætte og gerne vil på hovedet i seng.

“Allerede?” råber jeg, og de nikker begge to mod mig ude af takt ligesom resten af den dansende jydeskare.

17

… jeg går rundt i cirkler som en sulten løve der langtfra er dresseret, nu ved jeg at jeg er indespærret og har været det hele mit liv, ikke bag tremmer eller glas, men bag billigt beton, udenfor venter resten af verden, og den kan rende mig noget så grusomt, den skal hverken reddes eller hjælpes, men ødelægges og nedbrydes, og jeg skal fandme nok vise dem en dag, så jeg sætter mig ned med pen og papir og skriver mit had i rim uden at tænke over andet, jeg er ikke andet, jeg bliver aldrig andet end den pik I alle skal sutte på, den røv I alle kan kysse, …

w

40,5 mm

152 mm

152 mm

100 mm

Foto: © Rasmus B.Lind

228 mm

100 mm

Jeg nikker og tænker over det hele mens vi går over gaden hen mod grillen. På den anden side af vejen er jeg sikker på det.

“Jeg tror at det ville være bedst hvis vi flyttede i hus.”

Mor skyder underlæben frem og trækker vejret dybt ind gennem næsen.

“Et andet sted end Urbanplanen?”

“Alt andet end Urbanplanen,” svarer jeg med det samme.

Mor smiler ned til mig og nikker.

“Jeg er helt enig, Morten. Her kan man bo, men man kan fandeme ikke leve her, vel?”

Morten vokser op i ghettoen Urbanplanen på Amager.

Miljøet er præget af vold og kriminalitet.

Hans familie er ved at gå i opløsning, og i den stille dreng vokser et stigende had.

Planen er en moderne dannelsesroman om at finde sig selv i et rodløst og multikulturelt univers.

Morten Pape (f. 1986) er opvokset på Amager i Urbanplanen. Han er under uddannelse som manuskriptforfatter på den alternative filmskole Super16.

Planen er hans debutroman.

ISBN 978-87-40021-42-4

POLITIKENS FORLAG

I S B N 978-87-400-2142-4 978-87-567-9913-3 ISBN

politikensforlag.dk

9 788740 021424

Coverdesign: © Ida Balslev-Olesen