34 Kapitel 6
Mort
D
a jeg var 18, købte jeg Mortimer Hearseburg, eller bare
Mort. En rustvogn, Buick 1948, som var til salg hos en lokal bedemand. I avisen havde jeg set en annonce for
den, så jeg tog hen til et sted, hvor der holdt adskillige rustvogne parkeret. Jeg tænkte, at en rustvogn ville være det ideelle køretøj for et band, og den kunne omsider erstatte den bil, vi
lånte af min mor, Rassy. Vi brugte altid en masse tid på at laste
og losse hendes lille Ensign, en engelsk bil fra Standard Motors. Den var ikke stor nok til bandets grej, men vi fik det lirket ind.
Her må jeg indskyde, at Rassy var den største støtte til mine musikalske foretagender, troede på mig lige fra begyndelsen og altid stod parat med opmuntring. (I virkeligheden hed hun for
resten Edna, men hendes far gav hende kælenavnet Rassy). Da vi boede i Winnipeg, havde hun stillet sin lille bil til rådighed for alle The Squires’ job indtil da, givet os lov til at øve i dagligMed Pam Smith ved Falcon Lake, Manitoba, august 1964.
Indmad_WagingHeavyP_TX.indd 53
17/10/2012 16.34
n e i l
y o u n g
stuen i vores lille lejlighed og sågar lånt mig penge til at købe instrumenter og forstærkere for, hvad min far nægtede på
grund af mine rædselsfulde karakterer i skolen. Engang tog hun hen til en slægtning med mig og min guitar og forstærker og lod mig spille ‘Malagueña’ for dem, fordi hun syntes, jeg var
så fantastisk. Jeg kendte ikke engang sangen, men jeg elskede at
improvisere over akkorder, hvad jeg anså for at være genialitet.
Hun blev virkelig sur, da min far ikke hjalp mig med at købe
mine instrumenter. Da min fars bog Neil and Me udkom i 1984,
var hendes skepsis ubeskrivelig! Hun kunne finde på at citere fra bogen og så tilføje: „Åh, Gudfader, sikke en omgang lort!“ og bemærke, at han jo ikke havde noget forhold til mig, sam-
menlignet med hende, og at han intet havde gjort for at støtte mit liv med musikken.
Hun tilgav ham aldrig, at han havde forladt os. Det gjorde
jeg.
Nå, men da jeg nåede frem til det sted, hvor rustvognen skulle
holde bag et pigtrådshegn, var det et område inde bag en port, og derinde holdt to identiske rustvogne. Den eneste egentlige
forskel var, at der var blåt interiør i den ene og vinrødt interiør
i den anden. Med interiør mener jeg fløjlsindtrækket bag i rust-
vognen. Det udvendige var helt vildt! Kølerhjelmen var mindst 20 centimeter højere end på en normal Roadmaster, og den var
virkelig lang. Akselafstanden var 4,5 meter. På siden af forskærmen stod navnet Flxible. To eksemplarer af 1948 Buick Roadmaster var blevet ombygget, ja, skræddersyet til rustvogne! Jeg elskede dem.
Omme bagi var der virkelig kønne forhæng, og hovedattrak54
Indmad_WagingHeavyP_TX.indd 54
17/10/2012 16.34
S E lv b i o g r a f i
tionen var fløjlsindtrækket og rullegardinerne til at trække ned, og mellem forsædet og det store rum bagi var der en rude til at
skyde frem og tilbage. I gulvet var der ruller, så ligkisterne let kunne skubbes ind og ud af bilen via en kæmpemæssig bagdør.
Kunne man forestille sig noget bedre? Perfekt til at rulle forstærkere og grej ind og ud, til at overnatte eller opbevare udstyr i, tænkte jeg ved mig selv. Prisen var 125 dollars per styk.
De kørte godt begge to. (Sådan var det med rustvogne; de
var altid i god stand på grund af det, de blev brugt til). Jeg traf et valg. Det blå interiør var bedst, så den valgte jeg. Rassy betalte regningen. Tak, mor! Jeg kunne næsten ikke tro mit eget
held. Jeg var helt oppe og flyve! På det første job med Mort
havde jeg det, som om The Squires havde fået en ny identitet.
Rustvognen tiltrak imponerende megen opmærksomhed, og
det har man jo brug for i et band. Når man kommer ud til et job, er man nødt til at være cool. Med Mort var vi byens cooleste.
Ingen andre havde noget lignende. Intet af, hvad de andre havde, var på højde med den.
Pam Smiths far var selvfølgelig ikke så overbevist, da jeg
trillede op foran deres gadedør i det boligkvarter, hvor de boede.
Alle naboerne troede, at der var en, der var død. Pam var min faste kæreste, min første rigtige forelskelse. Vi kom sammen i et
års tid eller måske lidt kortere, så vidt jeg husker, og det var
lang tid for nogle i den alder. For nogen tid siden så jeg et nutidigt billede af hende, og hun er smuk den dag i dag. På billedet var hun iført en flonelsskjorte, der lignede dem, jeg selv elsker
at gå i. Selv efter, at jeg var flyttet fra Winnipeg, blev mine tan-
ker ved med at vende tilbage til Pam, og nu og da sendte jeg 55
Indmad_WagingHeavyP_TX.indd 55
17/10/2012 16.34
n e i l
y o u n g
hende nogle lange, vidtløftige breve, som hun ikke svarede på, sikkert fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle sige. Det korte af
det lange er, at hun var min første virkelige kærlighed, min første partner af den slags, en jeg kunne tale med, så der vil altid
være en varm følelse dér, som man har det med gamle venner. Jeg sender dig gode tanker, Pam.
I dag ejer jeg en rustvogn, der er identisk med Mort, og som
jeg har fået af Taylor Phelps’ partner, der sagde, at Taylor gerne
ville have, jeg fik den, når han døde. Jeg kørte selv Taylor til
hans begravelse i den bil. Bilen er med i Year of the Horse, en god film om Crazy Horse, som Jim Jarmusch lavede. For mig er den film noget ganske særligt, fordi min far er med i den. Jeg elskede min far, og i den periode begyndte jeg at kunne se, at han
ikke var helt sig selv. Engang forlod jeg ham på en af etagerne i det hotel i Dublin, hvor vi filmede med Jim, og så for han vild.
Det var foruroligende. På trods af hvad min mor sagde, vidste jeg, at han var en fin fyr. Han gjorde altid det, han mente, var det rigtige for mig.
En smuk morgen i 1963 eller ’64 holdt Mort ude foran vores
lejlighed i huset på Grosvenor Avenue 1123 i Winnipeg. Vi pakkede Mort med alt, hvad vi havde brug for, og så kørte vi mod
sydøst til Fort William, Ontario. Det var vores første store tur på landevejen, og vores første natklubjob var på Flamingo Club. Jeg var 18 år. Jeg følte mig som konge over hele verden. (Mort havde otte cylindre på række og manuelt gear i tre hastigheder.
Mort kørte godt, og for at spare benzin plejede jeg at sætte den i frigear, når det gik nedad, men uden at vide, at det forårsagede
et unødvendigt slid på transmissionen, hvad jeg senere kom til 56
Indmad_WagingHeavyP_TX.indd 56
17/10/2012 16.34
S E lv b i o g r a f i
at betale for. Selv dengang var jeg meget energibevidst! Men
Mort var selvfølgelig et kæmpemæssigt køretøj, ligesom Lincvolt, så egentlig er intet forandret).
Vi nåede Fort William uden problemer, og endelig oprandt
den store dag for tre unge mennesker med store øjne. Da vi
nåede frem til Flamingo Club – et lyst indrettet spisested i flere
etager med dansegulv og en lang bar, som de lokale kalder The Flame – var vi parat til at spille, og vi spillede tre-fem sæt per
aften for vores ugentlige honorar på 325 dollars plus aftensmaden. Den første aften var vi nervøse, men det gik fint.
Vi spillede seks af ugens dage. Pengene var pragtfulde! Det
var flere penge, end jeg nogensinde før havde tjent, og jeg var
konge over hele verden. Vi boede på KFUM for en billig penge,
så selv med lidt udgifter til mad havde vi en lille fortjeneste. Vi var tre, og vi delte ligeligt. Bill Edmundson på trommer og vokal, mig selv på guitar og Ken Koblun på bas. Ken, min klassekammerat fra skolen og oprindeligt medlem af The Squires lige fra starten, havde ført dagbog siden vores første job.
Flamingo fik os med tiden installeret på Victoria Hotel, og
jeg skrev en masse sange til vores job der. Vi gjorde et mægtigt nummer ud af Jimmy Reed-stilen, fordi jeg elskede Jimmy, og
jeg vidste, at den slags musik ville være helt rigtig til det sted. Jeg skrev et par rhythm & blues-numre i den stil lige med det
samme, ‘Find Another Shoulder’ og ‘Hello Lonely Woman’, der
på hotellet. Og så skrev jeg en masse flere. En ældre sang, som havde samme slags beat, blev genoplivet. Den hed ‘Ain’t It the
Truth’. De melodier var alle sammen R&B-baserede, og dem kom vi godt af sted med. Vi spillede også ‘Hi-Heel Sneakers’ og 57
Indmad_WagingHeavyP_TX.indd 57
17/10/2012 16.34
n e i l
y o u n g
‘Walkin’ the Dog’ og talløse andre af den slags. Der kom mange
lokale musikere for at høre os, og den lokale DJ, Ray Dee, kom også for at høre, hvad vi duede til. Ray lavede senere optagelser med os i den canadiske radiostation CJLX’s studier og skaffede
os job der i området. Han var en fantastisk hjælp for The Squires i Fort William med sit tilbud om hjælp og vejledning.
Vi blev venner med mange af de lokale musikere, og vi hang
ud sammen. Danny Hortichuck fra The Bonnevilles var bare én
af dem, og ham husker jeg som en virkelig fin fyr. Det at vi ikke selv var der fra byen, gavnede os enormt, som jeg havde håbet
på. Der er ikke noget som at være helt fri for forudfattede opfat-
telser, man skal leve op eller ned til. I dag er min fortid noget enormt. Alle har en forventning om, hvad jeg burde gøre. Der
kommer et tidspunkt, hvor den slags begynder at være i vejen. Forventninger kan spærre for lyset. De kan kaste skygger over
fremtiden og gøre det vanskeligere at være fritsvævende og
kreativ. I dag er jeg nødt til at genfinde den frihed, hvis jeg vil have luft under vingerne.
Under alt det spillede vi ‘Farmer John’ hver aften på Fla-
mingo Club og satte stedet på den anden ende. Ved at skrive
sange om natten og om morgenen og spille adskillige sæt i klubben hver aften, levede jeg det liv, jeg elskede, og hver dag
var en ny chance. Vi havde vældig succes dér og blev bedt om at
vende tilbage til en lønforhøjelse, nu 350 dollars om ugen. Hver morgen, når jeg vågnede, var tavlen visket ren. Der blev ikke
stillet tyngende forventninger til mig, og ingen historie bandt mig til fortiden.
Om aftenen havde jeg andre ting i tankerne. Jeg læste an58
Indmad_WagingHeavyP_TX.indd 58
17/10/2012 16.34
S E lv b i o g r a f i
noncerne for brugte biler i avisen. Hjemme i Winnipeg havde
jeg nogle gange prøvet at sidde i en åben 1959 Cadillac, som tilhørte faderen til to af mine skolekammerater, Brian og Barry Blick. Han ejede en tv-station i Pembina, North Dakota, og kørte frem og tilbage dertil fra Winnipeg i den store Caddy. Den var rød og med rødt læderindtræk. Den bil gjorde stærkt indtryk på
mig, så jeg sad gerne på KFUM i Fort William og prøvede at regne ud, hvor længe jeg skulle spille job som det i Flamingo
Club, før jeg havde penge nok til at købe sådan en bil. Jeg fandt alle avisannoncer om lignende biler og sammenlignede priserne. I dag ejer jeg faktisk sådan én, men den er i stumper og
stykker, fordi den fyr, der skulle til at sætte den i stand, af forskellige årsager aldrig nåede til at samle stumperne igen. Men
måske kan jeg stadig nå at få det gjort. Det ville være umagen værd bare for at få historien afsluttet. I vore dage er den bil en
formue værd og ville koste mere, end det koster at sætte den
sammen igen. Det ville passe fint ind i hele tanken med Feelgood’s Garage.
Den bil kørte engang glimrende. Det er en skam, at jeg fik
den demonteret med henblik på genopbygning. Men man lærer,
så længe man lever. David Briggs kaldte bilen Nanu det Elskovs-
syge Elsdyr, fordi bilen var udstyret med en interessant detalje:
Der var så meget højtryk på sprinklersystemet, at det sprøjtede ud over hele forruden.
Jeg kommer til at tænke på engang, da vi kørte ind på en
benzintank i Nanu med kalechen slået ned, og lige ved siden af
os holdt en bil fuld af rigtig skønne piger. De var ved at tanke op og lignede en hel million. Pragtfulde piger, der så ud til at 59
Indmad_WagingHeavyP_TX.indd 59
17/10/2012 16.34
n e i l
y o u n g
være vilde med lidt sjov. Fuldstændig klar over, hvad der ville ske, råbte Briggs et højlydt „Hej!“ til pigerne og trykkede deref-
ter på knappen til forrudens sprinkler. Vandet strintede ud af dyserne og lige hen over bilens åbne kabine uden at tabe en dråbe, før det landede på bagageklappen to en halv meter bag
os. Hans pointe var ikke til at tage fejl af: en imponerende storslået demonstration af maskulin virilitet. David sad bare og lod
som ingenting. Jeg kom til at grine sådan, at jeg ikke kunne holde op. Vi havde virkelig nogle skønne oplevelser, David og
jeg! Det her var kun én af dem. Jeg sidder her og er ved at grine min røv i laser bare ved tanken om alt det sjov, vi havde. Så
sorgløst. Det var i Nanus velmagtsdage. Jeg er nødt til at få den
bil til at køre igen. Hvor ville det dog være vidunderligt! Det ville gøre mig ufatteligt glad.
I Malibu kom vi en anden gang kørende ned ad Pacific Coast
Highway i Nanu. Vi havde en anelse kokain indenbords, og Art Linson, der var en ven af David og også Nils Lofgrens ven og
manager, sad på bagsædet. David og jeg sad i Nanus skålformede forsæder. Vi drønede gennem Malibu og var virkelig godt
tilfredse med livet. Så kørte en politibetjent fra Malibu op på
siden af os og slog blinklyset til. Han vinkede os ind til siden! Da vi standsede, stod han ud af sin bil og kom hen til vores.
Jeg rullede vinduet i min side ned og spurgte: „Hvad er der
galt? Er det forbudt at køre gennem Malibu i en åben Cadillac 59?“
Mit spørgsmål tog pippet fra ham et øjeblik.
„Den her bil er skabt til denne by!“ sagde jeg.
Han rystede på hovedet, smilede til mig og sagde: 60
Indmad_WagingHeavyP_TX.indd 60
17/10/2012 16.34
S E lv b i o g r a f i
„Tag den bare lidt med ro, ikke? Hav en god aften.“
Vi kørte væk. Da vi havde holdt vejret i et minut, kom vi til
bevidsthed igen. „Jeg har aldrig været ude for noget lignende,“
sagde Briggs. „Dér slog du fandeme benene væk under mig.“
Linson sad bare musestille på bagsædet og rystede på hovedet.
Sommetider betyder timing alt. Der var NUL tankevirksomhed involveret i den hændelse. Jeg anede overhovedet ikke, hvad jeg
sagde eller gjorde. Det kom bare. Det var en øjeblikkelig indsky-
delse. Grinende kørte vi videre og talte minutterne, til vi igen brast i latter. Det var skønne tider, fjernt fra Flamingo Club.
61
Indmad_WagingHeavyP_TX.indd 61
17/10/2012 16.34
34 Kapitel 13
I
1970, da jeg var 24 år gammel, var jeg på besøg i det nordlige
Californien, og CSNY’s road manager, Leo Makota, fortalte
mig om en ejendom, der ville blive sat til salg. Jeg fik lyst til
at se den med det samme. Jeg var parat til at rykke fra Los Angeles, hvor jeg boede, og på mine rejser til Bay Area havde jeg
set det smukke landområde syd for San Francisco-bugten fra flyet. Når jeg kiggede ud ad vinduet, så jeg bølgende bakkedrag
ud til havet med græs af en farve som hvede, så skråningerne så ud til at være betrukket med fløjl. I kløfterne havde redwoodtræerne groet i århundreder.
Der var engang et flyselskab ved navn PSA, hvor stewardes-
serne var iført ultrakorte nederdele og hvide gogostøvler. Det
var et skønt flyselskab. Man kunne flyve fra LA til San Francisco eller den anden vej for 9,95 dollars. Der afgik fly hver halve
time. En dag fløj jeg derop fra LA, fik Leos anvisninger på vejen og kørte ned for at bese ejendommen i Santa Cruz Mountains.
Allerede før jeg var nået frem, vidste jeg, at jeg ville synes om Sammen med The Stray Gators i laden på Broken Arrow Ranch, 1971. Fra venstre er det Tim Drummond, Jack Nitzsche, mig selv, Kenny Buttrey og Ben Keith.
Indmad_WagingHeavyP_TX.indd 107
17/10/2012 16.34
n e i l
y o u n g
stedet. Det lå ved en lang vej ind gennem skoven, faktisk for
enden af skoven, hvor der åbnede sig et landskab af græsgange og en udsigt til Stillehavets kyst, som tog vejret fra én. Jeg vidste, at jeg ikke kunne komme ind på ejendommen, fordi der
endnu ikke var nogen ejendomsmægler involveret. Men selv om jeg ikke nåede længere end til porten, elskede jeg stedet.
Senere hen fandt jeg ud af, at det ikke engang var det rigtige
sted! Det sted, Leo havde givet anvisninger på, lå endnu længere nede ad vejen! Ejendomsmægleren og jeg fik lavet en aftale, og så kom jeg ud og så det hele. På stedet boede en
ranchbestyrer ved navn Louis Avila sammen med sin kone, Clara. Louis kørte mig en tur rundt på ejendommen, alle de 550
hektar, i en gammel blå jeep fra hæren, som jeg stadig har. På
ejendommen var der to søer, to huse og en skøn gammel ladebygning. Ejerne var et par advokater, Long og Lewis, og ranchens navn var The Lazy Double L.
„Hvordan kan en ung mand som dig have penge til at købe
sådan et sted?“ spurgte Louis.
„Jeg har vist bare været heldig“, svarede jeg.
Senere hen, da jeg lige var flyttet ind på stedet, skrev jeg
sangen ‘Old Man’ om Louis. Min far troede, den var skrevet til ham, og jeg fortalte ham aldrig, at det ikke passede, for sange er
til enhver, der er modtagelig for dem. Det var et skønt sted at bo. Jeg elskede det fuldstændigt. Jeg besluttede mig for at kalde det Broken Arrow Ranch.
Køreturen fra det sydlige Californien op til ranchen, da jeg
flyttede ind, var en skøn tur. Jeg havde en Willys Jeepster fra
1951, som jeg havde købt i Santa Ana i Californien. Dens topha108
Indmad_WagingHeavyP_TX.indd 108
17/10/2012 16.34
S E lv b i o g r a f i
stighed var kun 55 miles eller ca. 90 km i timen. Med alle mine jordiske ejendele, især guldplader og musikinstrumenter, trillede jeg nordpå fra LA. Jeg havde boet på hotellet Chateau Mar-
mont i nogen tid, fordi jeg var flyttet fra min første kone, Susan, og det var en god fornemmelse at komme på landevejen for at begynde forfra et nyt sted. Johnny Barbata, trommeslager i
CSNY (og tidligere medlem af The Turtles), ville også op nordpå og bo og skulle op og lede efter et sted, så han kørte med. Da vi
kørte ud af LA, var der brand på begge sider af Highway 101. Gennem røg og flammer styrede vi ud mod fremtiden!
Bag mig kørte Bruces hvide Cadillac limousine 1958. Det tog
omkring 11 timer at nå op til ranchen. Sent på aftenen den 23. september 1970 nåede vi frem. Der duftede helt uvirkeligt af alle de planter og redwoodskoven; der var bare et eller andet
ved den lugt, som jeg elskede. Hjemme. Det var lugten af hjem. Jeg var endelig nået hjem.
Så snart jeg nåede derop sammen med mine venner Johnny,
Bruce og Guillermo, som også skulle bo i området, gav vi os til at skille huset ad. Det var kun en lille hytte, bygget nede ved en
sø af krydsfinerplader engang i 1950’erne, og indvendigt var den også temmelig lurvet. Vi pillede de billige plader med forloren træoverflade ned af hyttens vægge. Nogle dage senere erstattede vi dem med smukke redwoodplanker, som jeg selv
havde udvalgt på tømmerpladsen. Jeg gennemgik den ene stak
efter den anden af 12 tommer brede, uhøvlede førsteklasses redwoodplanker og udvalgte dem med den smukkeste lød og
åretegning. Jeg valgte kun omkring hver 12. planke og læssede dem forsigtigt bag i min lille Willys pickup-varevogn. 109
Indmad_WagingHeavyP_TX.indd 109
17/10/2012 16.34
n e i l
y o u n g
Da vi havde fået træet ud på ranchen og ind i huset, savede
vi omhyggeligt plankerne til i længder, så vi fik nøjagtigt den
åretegning frem, som vi gerne ville se på væggen, og først der-
efter satte vi dem op. Jeg udvalgte hver en planke og anbragte den med omhu, tog mig tid til at studere åretegningen, før jeg
bestemte, hvor den skulle sidde. Plankerne havde meget smukt
ved og en smuk åretegning. De egnede sig ikke specielt til opbygning af væggenes bærende skelet, men det var dem, jeg bedst kunne lide, og jeg brugte dem kun som vægbeklædning. Pegi og jeg glæder os over dem i opholdsstuen den dag i dag.
Da vi også rev det forsænkede loft ned og blotlagde lofts-
brædder og bjælker af fyrretræ, tænkte jeg, at det ville være en god idé at bejdse dem med noget teakbejdse. Den bejdse havde
jeg stiftet bekendtskab med, fordi den var blevet brugt i mit første hus i Topanga Canyon. I det hus var der også førsteklasses
redwoodtræ indvendigt. Men da jeg havde forsøgt mig lidt med
teakbejdsen, kunne jeg se, at det ikke fungerede. Det blev alt for
mørkt. Så jeg standsede med det samme. Det er der endnu i et
lille hjørne i dagligstuen. Jeg bliver i godt humør af at se på det,
fordi det minder mig om, hvor uskyldig jeg var. Jeg bliver i godt humør af bare at tænke på det. For mig var det virkelig en god periode. Jeg elsker at begynde forfra.
Sådan blev huset stort set ved at være i cirka otte år, indtil
Pegi og jeg blev gift i 1978. Vi udvidede og byggede en helt ny
fløj til, som skulle kunne rumme hele den fremtidige familie.
Den var fire gange så stor som det oprindelige hus, men selv med al den plads kunne ingen jo have forudset ankomsten af
Ben Young, vores spastiske, tetraplegiske, umælende åndelige 110
Indmad_WagingHeavyP_TX.indd 110
17/10/2012 16.34
S E lv b i o g r a f i
leder med alle de særlige hjælpemidler og udstyr og plejere. Så vi fortsatte og indrettede ny plads til Ben og hans hold …
Hvis der er noget, jeg elsker næsten lige så højt som at lave
musik, så er det at bygge noget. Huse, både, biler, alle mulige
bygninger, kontrolsystemer, playbacksystemer til lyd og modelbanelandskaber er alle sammen bygget og ombygget enten af mig selv eller af folk, jeg har bestilt til det i løbet af min tid her
på kloden. Hvorfor bliver jeg så fascineret af folks – kunstneres, designeres og ingeniørers – arbejdsprocesser? Jeg tror, det er
fordi jeg ikke helt ved, om en idé vil fungere, når projektet begynder. Den kreativitet er fascinerende. Jeg elsker at kigge på og
prøve at styre det, der sker, og udvide hensigten med og rækkevidden af et projekt, mens det udfolder sig. Nogle mennesker
mener, at det er den gale måde at udføre tingene på, men jeg mener, at det er den rette måde at opdage noget nyt på. Hvert
stadie åbner nye muligheder for udforskning og nyopdagelser.
Et stykke arbejde er aldrig for alvor færdiggjort. Det når bare et stadie, hvor man kan lade det hvile i nogen tid.
Ved siden af ranchen lå der et sted ved navn Star Hill. Det tilhørte min nabo, Jimmy Wickett, og det var en slags kollektiv.
(Kollektiver, hvor nogle hippier boede sammen på landet, var populære i Californien på det tidspunkt). Jeg havde hørt om
det, så en dag kørte jeg over for at se det. Det var der, jeg mødte Mazzeo. På det tidspunkt kaldte han sig Sandy Castle. Der
boede en masse mennesker i interimistiske boliger. En af de mest interessante var Ken Whitings hus oppe i et træ. Det viste
Mazzeo mig. Man fik adgang til det ved at træde ud i en slags 111
Indmad_WagingHeavyP_TX.indd 111
17/10/2012 16.34
n e i l
y o u n g
utraditionel gondol, der hang under et stålkabel mellem træet og en bygning, som var blevet efterladt af de skovhuggere, der
havde brugt Star Hill som hovedkvarter, mens de høstede skovens redwoodtømmer. Kens træ voksede helt nede i en kløft, og
bygningen lå oppe på kanten af den kløft. Så kablet strakte sig lige over til Kens hus, cirka 30 meter oppe i det store redwoodtræ. Det var en lige linje. Kløften var fuld af høje redwoodtræer, og Kens hus var bygget i et af de højeste.
Jeg blev overtalt til at tage en tur i svævebanen, som faktisk
bare var en metalplade hængt op i nogle trisser som dem, man
bruger til en tøjsnor, og som rullede hen ad kablet til trætoppen.
Noget tøvende sprang jeg på for at køre derud. Metalpladen
hang ned fra kablet, og af sted gik det. Jeg var nået næsten helt derud, da gondolen gik i stå og derpå begyndte at trille tilbage mod midten af kablet, hvor det hang lavest. Der hang jeg ude, midt oppe i luften. Så begyndte Ken at trække mig ind mod
træet ved hjælp af et tov, der var indbygget i indretningen som sikkerhed. Der var ikke noget rækværk på metalpladen. Det var
ikke blevet sat på endnu. Kun wirer ned til pladens fire hjørner. Foroven blev de fire wirer samlet i den store trisse, der rullede hen over kablet, når ‘gondolen’ bevægede sig.
Jeg begyndte omsider at forstå nogle af svaghederne ved
den overordnede indretning. Det var vigtigt at blive stående midt på metalpladen og bevare ligevægten. Folk råbte hurra.
Ken halede mig ind, og ‘gondolen’ hældede mere og mere, jo
nærmere jeg kom træet. Da jeg nåede over til træet, gik det op for mig, at ud over Ken var jeg den første, der havde benyttet svævebanen. Det tog mig nogen tid at samle mod til tilbagetu112
Indmad_WagingHeavyP_TX.indd 112
17/10/2012 16.34
S E lv b i o g r a f i
ren. Ovre fra træet var det ret svært at komme om bord i indretningen igen. Der var en smuk pige ovre hos Ken, hun var klatret
op ad træet for at nå op til huset. Hun var imponerende. Hun kunne godt have heddet Sun Green, og hun var en del af inspirationen til Sun Green, heltinden i Greendale, en film og en plade,
som jeg lavede flere år senere. Eller også findes det alt sammen kun inde i mit hoved, hvor fantasien har taget magten. Den slags ting kan nemt ske.
Dengang jeg købte mit hus i Topanga, boede Billy Talbot allerede i nærheden. Han boede ude ad Fernwood Pacific Drive et
sted, som han havde lejet af musikhistorikeren Michael Ochs,
bror til den glimrende sangskriver Phil Ochs. Huset var et lille sted længere oppe på en anden side af højderyggen i forhold til
mit. Det var for småt til de forrige lejere, så de var flyttet, og Billy var flyttet ind med sin familie. Hans kone hed Susan, og deres lille søn hed Chris.
De fik Chris’ vugge stillet ind i et lille værelse, og der var et
virkelig modbydeligt maleri på væggen over vuggen. Maleriet var så uhyggeligt, at Billy dækkede det med træpaneler. Det havde de forrige lejere malet og ladet sidde. Det var først senere,
at Billy opdagede, at de forrige lejere var Charles Manson og en lille flok piger.
Omkring den tid, bare lidt senere, kom jeg på besøg sam-
men med Dennis Wilson, som jeg havde truffet sammen med Buffalo Springfield, da vi var på turné i Syden sammen med The Beach Boys og hoppede fra by til by i Florida med tre koncerter
om dagen. Dennis og jeg var blevet ret gode venner. Jeg ville 113
Indmad_WagingHeavyP_TX.indd 113
17/10/2012 16.34
n e i l
y o u n g
gerne vise ham nogle sange, jeg havde skrevet. På det tidspunkt
havde Dennis et rart sted på Sunset Boulevard i nærheden af Pacific Palisades – det havde engang været Will Rogers’ bolig, et
etplanshus med en enorm pool og et stort opholdsrum og kønt
indrettet på en måde, jeg husker som virkelig imponerende, med en enorm forhal med en storslået gammel pejs. Jeg kan virkelig godt lide den gamle spanske arkitektur på egnen omkring
Los Angeles, fordi det er kunst og afspejler kulturen og hele livet i det gamle Hollywood. Det må have været fantastisk at leve på den tid.
Nå, men jeg tog altså over og besøgte Dennis der og opda-
gede, at han boede sammen med tre-fire piger, som virkede lidt
fjerne. Der var noget uengageret over dem alle. De var ikke ligesom de andre piger, jeg havde mødt i Hollywood eller Topanga
eller for den sags skyld nogen andre steder. Han havde samlet dem op, da de stod og blaffede. De havde ret intense vibrationer
og virkede ikke egentlig tiltrækkende, syntes jeg. Lidt senere
dukkede der en fyr op, tog min guitar og gav sig til at synge en masse sange. Han hed Charlie. Han var en ven af pigerne og nu også af Dennis. Hans sange var noget, han rystede ud af ærmet, mens han sad der, og der var ikke to af dem, der lød ens. Lidt
ligesom Dylan, men anderledes, fordi det var svært at ane noget
egentligt budskab i sangene, men de var fascinerende. Han var temmelig god.
Jeg spurgte ham, om han havde en pladekontrakt. Det havde
han ikke endnu, sagde han, men han ville gerne indspille plader. Jeg fortalte Mo Ostin på pladeselskabet Reprise om ham og
foreslog dem at kigge nærmere på ham. Terry Melcher var pro114
Indmad_WagingHeavyP_TX.indd 114
17/10/2012 16.34
S E lv b i o g r a f i
ducer på den tid, han lavede nogle succesplader, der fik stor indflydelse. Melcher havde åbenbart allerede lyttet til Charlie og besluttet sig til ikke at gå ind for det.
Kort tid efter skete mordene på Sharon Tate og LaBianca-æg-
teparret, og pludselig blev Charlie Mansons navn kendt verden over. Det var ikke til at fatte, at vi havde siddet og spillet med
ham. De gruopvækkende mord fandt sted i det hus, Terry Melcher lige var flyttet ud af. Sharon Tate var den næste lejer, som lige var flyttet ind.
115
Indmad_WagingHeavyP_TX.indd 115
17/10/2012 16.34