Nådestolen

”En ætsende intelligent roman.”

P U B L I S H E R S W E E K LY

Elizabeth H. Winthrop beskriver lavmælt og usentimentalt, hvordan angst og fordomme trækker et samfund fra hinanden og slider gode mennesker op.

”Det er den lavmælte, næsten ubærlige spænding, der gør denne roman så bemærkelsesværdig.”

Elizabeth H.Winthrop

Nådestolen

Mens solen går ned over Louisiana en smuk oktoberaften i 1943, tilbringer en ung sort mand sine sidste timer alene i en fængselscelle. Når klokken slår midnat skal den attenårige Willie Jones henrettes for at have voldtaget en hvid pige – en forbrydelse, flere er begyndt at tvivle på, at han er skyldig i.

Imens bumler den elektriske stol af sted gennem landskabet, fastsurret på ladet af en gammel lastbil. Fra den modsatte side nærmer Willies desperate far sig med sønnens gravsten på en kærre. Og mens timerne går, stiger spændingen, og noget ulmer i det lille sydstatssamfund, hvor almindelig menneskelig værdighed er oppe imod en rå og nedarvet tankegang.

NEW YORK TIMES BOOK REVIEW

ELIZABETH H. WINTHROP

”Sæt dig.”

Lane vender sig om. Han sætter sig. Træsædet er så hårdt som ethvert andet træsæde, og tværpindene i ryglænet trykker ind mod hans rygrad. Han tænker på de kroppe, der er sunket sammen her, forbrændte og rygende. ”Hvordan føles det?” Fængselsinspektørens hoved skinner i måneskinnet. Spansk mos hænger ned fra et træ, som Lane ikke kan se. ”Som en stol,” siger han endelig.

”En uafrystelig roman om et samfund, der er ramt af racismens cancer.”

Elizabeth H. Winthrop (1979) er født og opvokset i New York og uddannet i engelsk og amerikansk litteratur ved Harvard University.

Hun bor i Massachusetts med sin mand og datter, hvor hun ved siden af sit forfatterskab underviser i creative writing ved Endicott College.

Nådestolen, der blev Winthrops internationale gennembrud, er hendes tredje roman, og den bygger på en virkelig historie.

”En stor læseoplevelse med et brag af en overraskende slutning.”

LIBRARY JOURNAL

BBC.COM

”Et stærkt portræt af et racesplittet samfund og en klar kommentar til USA i dag.”

M A I L O N S U N D AY

ISBN: 978-87-400-4190-3

POLITIKENS FORLAG

Forfatterfoto: Meagan Reilly Omslag: Harvey Macaulay / Imperiet.dk

Elizabeth H. Winthrop

Nådestolen Oversat af Allan Hilton Andersen

POLITIKENS FORLAG

Nådestolen.indd 3

29/06/2018 12.21

“And the mercy seat is waiting And I think my head is burning And in a way I’m yearning To be done with all this weighing of the truth An eye for an eye And a tooth for a tooth And, anyway, I told the truth And I’m not afraid to die.”

—Nick Cave, ‘The Mercy Seat’

Nådestolen.indd 5

29/06/2018 12.21

F Ø R ST E D EL

Nådestolen.indd 7

29/06/2018 12.21

Lane

Da Lane kommer ud fra benzinstationens forretning, venter hunden på ham. Den sidder i det støvede vejkryds, ivrig og opmærksom, med spid­ sede ører og en stiv, sort tunge mellem de tungt gispende kæber. Den ligner lidt en krydsning mellem en ridgeback og en pitbull og består kun af senede muskler og bekymrede panderynker ligesom den hund, han havde haft som barn, indtil hans far en dag skød den ude i sukker­ rørsmarkerne, for fandeme om han ville give husly til en hund, som valgte kvindens side under husspektakler. Hunden var ikke død med det samme, og Lane havde prøvet at lappe den sammen, så godt han kunne, og havde redt et leje op til den ude i brændeskuret, hvor han hver dag havde bragt den mad og vand og havde plejet dens sår, indtil den var forsvundet et par dage senere, sandsynligvis for at lægge sig til at dø et eller andet sted.

Hunden rejser sig adræt op fra støvet, drejer rundt i en cirkel og følger efter Lane, mens han går hen til lastbilen, som står parkeret i den eneste skygge, under et træ. Lane standser op og vender sig om. Han kigger først på hunden, så tilbage på forretningen, et lille lavt og bredt hus byg­get af hvide slaggebetonplader, der står og bager i varmen. De ram­ 9

Nådestolen.indd 9

29/06/2018 12.21

ponerede rullegardiner indenfor er trukket ned for at holde den sene eftermiddagssol ude, og de krakelerede bogstaver i TEXACO-logoet på ruden gentager sig selv i skyggen på det revnede stof bagved. Lane spe­ kulerer på, om hunden er herreløs, eller om den tilhører dem, der bor her, den sorthårede kvinde bag skranken, som uden et ord havde taget imod hans penge, og manden, som nu kommer ud ad garagedøren med skjorteærmer, der er rullet op omkring olieplettede arme. Lane gætter på, at han er kvindens mand; han havde fanget et glimt af beboelse gen­ nem døren bag skranken og mærket lugten af en gryderet.

Lane rømmer sig. “Er det jeres?” råber han.

Manden spytter på vej hen til pumpen, hvor en bil venter på at få tanken fyldt op, og ryster på hovedet, nej.

Lane giver hunden et stykke af det tørrede kød, han købte for de møn­ ter, som fængselsinspektør Seward havde givet ham, og fortsætter hen til lastbilen, en knaldrød International Harvester selvbinder fra 1941. På Lane virker det, som om alt ved den på en eller anden måde er rundt: tykke, runde hjulskærme, rund kølerhjelm, runde bag- og forlygter, som om den udtrykte overraskelse. Og det ville den måske også gøre, hvis den vidste, hvad der befandt sig inde i den blikanhænger, der var fast­ gjort til dens bagende. Lane havde set den blive lastet i Angola-fængslet, træstolen med den lige ryg, der ville have set uskyldig nok ud, hvis det ikke havde været for læderstropperne langs armlænene og den lille tvær­ stang af træ mellem dens to forreste ben. Han var blevet helt forvirret over dens udseende; han havde forventet en eller anden metalindret­ ning med ledninger og kontakter. Den kendsgerning, at stolen bare lig­ ner en stol, finder Lane foruroligende; han oplever noget meget dystert ved dens enkelhed.

Han åbner døren ind til førerhuset og kravler ind bag rattet.

Seward sidder på passagersædet med en utændt cigar mellem sine tykke læber. Han er en stor mand uden hage og med en hals så tyk, at det virker, som om hans hoved vokser ud af den i stedet for at være anbragt oven på den, ligesom på en parakit.

Seward kaster et blik hen på Lane hen over gearstangen. “Jeg tænkte, 10

Nådestolen.indd 10

29/06/2018 12.21

at du måske var stukket af,” siger han. Cigaren vipper mellem hans læ­ ber, mens han taler.

Lane kigger på de tomme marker, der omgiver dem, og på de kryd­ sende grusveje, der strækker sig fladt ud i landskabet: øst, vest, nord, syd, alle retninger. “Der er ingen steder at tage hen.”

Seward peger på posen med kødstrimler. “Tilfreds?”

Lane tilbyder Seward et stykke af det tørrede kød som svar.

Den tykke mand napper cigaren fra munden og puster ud, som om han har taget et sug. “Det er fandeme for varmt til at spise,” siger han, men han tager alligevel det tørrede kødstykke fra Lane og flænser en bid af med kindtænderne.

Det er for varmt til at spise, en nådesløs eftersommer, men da de gjorde holdt, for at Seward kunne strække sit dårlige ben, hævdede Lane alligevel, at han var sulten, ligesom han hævdede, at han havde brug for at gå på toilettet, da de kørte forbi benzinstationen tidligere. Han har siddet inde i seks år og har drømt om ting som jerky, M&M’s, porcelæn under lårene. Nu, hvor han er mønsterfange, er han kommet ud og fungerer som chauffør for Seward og hans stol, og han vil have sin jerky, mens han har mulighed for det. Han insisterer på at insistere på det; betingelserne gør smagen af friheden bittersød. “Det kan aldrig blive for varmt til jerky, når det eneste, man har fået at spise i årevis, er havrevæl­ ling,” siger Lane, selv om han bare sidder og leger med det stykke, han har taget, og vender og drejer det hårde kød mellem fingrene. Til sidst smider han det hen i retning af hunden, der sidder ved lastbilens åbne dør. “Den minder mig om den, jeg havde, da jeg var knægt,” siger han.

Seward grynter. “Da du var knægt? Hvad er du så nu? En mand?”

Lane siger ikke noget. Han er fireogtyve år gammel. Han kigger på hunden, mens den spiser kødet, og mens han stadig sidder på sædet bag rattet, lader han, som om han vil sparke til dyret. “Skrid med dig!” siger han, idet hunden bakker væk. “Af sted!” Han smækker døren i, og fængselsinspektøren og mønsterfangen er igen på vej.

Nådestolen.indd 11

29/06/2018 12.21

Dale

Dale ser lastvognen forsvinde ned ad vejen mod syd, mens han fylder tanken på den ventende bil. En sky af støv rejser sig og hænger bag lastvognen i en langsomt aftagende søjle. Det har været en tør periode, oktober, ikke en dråbe regn i ugevis.

Han sænker blikket; benzindampe flimrer rundt om hans hånd, mens tanken fyldes op. Tallene på pumpen tikker langsomt opad og standser med et klik, da han slipper håndtaget ved femogtyve. Han sætter studsen på plads og skruer dækslet fast.

“Femogtyve cent,” siger han, mens han bøjer sig ind over bilens åbne vindue. Tre skinnende ansigter kigger tilbage på ham: far, mor og mel­ lem dem på træbænken en lille pige; folk fra landet i en lånt eller dyre­ købt bil. Et spædbarn ligger og sover i en kurv bag i bilen.

Chaufføren lader to ticent og en femcentmønt falde ned i Dales ven­ tende hånd, der er lige så snavset af fedt, som mandens er af jord fra marken. “Tror du, at det er nok til, at vi kan komme til Houma?”

“Det burde det være.” Dale retter sig op. Han stikker hånden med mønterne i lommen og ser bilen køre væk og ind i resten af støvskyen fra tidligere. Så vender han omkring og går hen over den koghede plads 12

Nådestolen.indd 12

29/06/2018 12.21

mod forretningen. Hunden har lagt sig til rette i skyggen af egetræet, hvor lastbilen havde stået parkeret; det er ikke deres hund, men den er ved at blive det efter et par ugers ophold på stedet. De har aldrig været hundemennesker, men Ora siger, at hun ikke kan lade være med at give den mad, så længe den er her, selv om Dale siger til hende, at det lige præcis er hendes fodring, der gør, at den bliver hængende.

Klokken over døren skramler, idet han går ind i butikken. Der er lige så varmt indenfor som udenfor, men der er i det mindste en vifte. Ora sidder på en skammel bag skranken med sit sorte, fugtige hår klistret til siden af ansigtet. Hun ser forventningsfuldt op fra sit blad, og det går op for Dale, at han ikke har noget at tilbyde, ikke noget at sige; han er bare kommet ind for at komme ind. Han kører en hånd gennem håret, som er stift af sved og støv, og læner sig op ad køleskabet. “Det lugter godt,” siger han.

“Mmmm.”

Dale kigger på sin kone; hun gengælder hans blik med et udtryksløst ansigt.

“Dyrekød?” spørger han.

Hun ser ned i sit blad igen. “Svinekød.”

“Den gris har holdt længe.”

“Mmmm.”

“Har du det køligt nok?” spørger han. “Jeg kan flytte viften tættere på.”

“Jeg har det fint.” Hun ser ikke op.

“Jeg har skiftet tændrørene i lastbilen,” siger han. “Så håber jeg, den er i orden.”

Hun kigger spørgende op på ham.

“Motoren blev ved med at sætte ud,” forklarer han.

Hun er ikke interesseret og ser igen ned i sit blad.

Dale klapper sig på skjortelommen efter sine cigaretter og opdager, at han har efterladt dem ude i garagen. Han kradser sig i hovedet og stirrer på sin kone lige så stift, som hun stirrer i sit blad, uden at hendes øjne bevæger sig ned over siden.

Til sidst ser hun op. “Hvad?”

13

Nådestolen.indd 13

29/06/2018 12.21

“Hvad selv?” spørger han.

Hun klapper bladet i og rejser sig. “Maden er næsten færdig,” siger hun, går ud i baglokalet og lukker døren efter sig.

Dale gnider sig i øjnene. Han går væk fra køleskabet og hen over gulvet til døråbningen. Der står han bag ruden og stirrer ud i det fjerne, hvor hovedvejen forsvinder i en sitrende luftspejling.

Nådestolen.indd 14

29/06/2018 12.21

Ora

I køkkenet skruer Ora ned for blusset, og uden overhovedet at løfte låget og kigge ned i gryden skynder hun sig hen til netdøren, der plejede at smække i med en velkendt lyd, indtil Dave i sidste uge limede filt på dørrammen. På Ora virker stilheden højere end ekkoet helt ud på mar­ ken af træ, der klaprer mod træ, nogensinde havde gjort; det får hende til at føle sig utilpas. Før i tiden skete det, at negerdrengen ude mellem bomuldsrækkerne kiggede op ved lyden og så hende stå der; nu tænker han ikke mere over hendes tilstedeværelse, men plukker bare og lægger bomulden ned i hessiansækken.

Hun sætter sig til rette på de tre trappetrin af træ, der fører ned fra døren til benzinstationens baggård, hvor den støder op til marken. Cika­ derne summer som klapperslanger. Hun spekulerer på, om Dale stadig står lænet op ad køleskabet indenfor og stirrer på det sted, hvor hun sad, som om han måske alligevel kan få et svar på det, han søger, fra det tomrum, hun har efterladt, hvad svaret end måtte være. Hun tillader sig ikke at spekulere over, hvor Tobe opholder sig. De har ikke fået brev fra Guadalcanal i flere uger. Hun og Dale taler ikke om det, som om en erkendelse af fakta kunne få varslet til at gå i opfyldelse. Det er ikke gået 15

Nådestolen.indd 15

29/06/2018 12.21

hen over hovedet på hende, hvordan deres søns fravær efter alle disse år har forårsaget den samme splittelse mellem dem, som hans ankomst i deres liv medførte for atten år siden. Dengang ønskede de i al hemme­ lighed deres gamle liv tilbage, mens de hver især i deres stille sind lagde skylden på den anden for tabet af det; nu afventer de post og nyheder fra fronten i Stillehavet i ængstelig tavshed.

Hun kigger op ved lyden af ophidsede fuglestemmer og ser en spurv jagte en høg hen over marken. Fra den anden side af bygningen kan hun høre en bil suse forbi ude på hovedvejen, og et minut senere kan hun se den blive mindre og mindre på vejen østpå. Nogle gange oplever Ora, at det er mærkeligt at bo ved et vejkryds, hvor næsten alle dem, hun ser, er på vej et eller andet sted hen, mens hendes liv er sådan, at hun ikke har noget sted at tage hen. Da Tobe var yngre og plejede at sidde sammen med hende bag disken, før han blev gammel nok til at pum­ pe benzin eller hjælpe Dale på værkstedet, digtede de historier om de mennesker, der kom ind i deres forretning: Kvinden med hatten skulle til New Orleans og fejre sin fødselsdag; familien med de små tvillinger skulle flytte til Californien; manden med lommetørklædet var på flugt for loven. Hun opdigter ikke længere historier; hun spekulerer bare.

Drengen i marken er nået frem til enden af rækken, uden skjorte og svedende. Han er måske ni eller ti år gammel, en af de mange negre, der bor til leje i bitte små hytter på de omkringliggende jorder, og som lever deres liv, som om Dales og Oras benzinstation ikke eksisterer. De har ikke brug for benzin, og de får deres varer fra plantagens forsyningsafde­ ling nogle kilometer væk. Sådan har det været i tyve år, siden Dale arve­ de benzinstationen fra sin onkel, og de flyttede herop fra New Orleans.

I begyndelsen tænkte Ora, at tingene selvfølgelig ville ændre sig, efter de havde overtaget benzintanken. Hun havde forestillinger om et slags mø­ dested, et tilholdssted for både sorte og hvide, som den store landhandel i Natchez, hvor hun voksede op. Men Dale delte ikke den forestilling med hende, gør det stadig ikke, og intet har ændret sig overhovedet; skiltet ‘Kun for hvide’, som Dales onkel havde hængt op, hænger stadig på døren. Det har altid øget Oras følelse af isolation at være omgivet af 16

Nådestolen.indd 16

29/06/2018 12.21

et helt samfund og så alligevel være så totalt adskilt fra det. Og Tobes fravær har gjort følelsen af isolation endnu værre.

Impulsivt råber Ora til drengen, og Dale kan bare skride ad helvede til. Han kigger op ved lyden af hendes stemme og lader hænderne hæn­ ge ned langs siden, den ene tom og den anden med et greb om toppen af sækken. Han venter. Ora sparker sine sandaler af og går hen over jorden til kanten af marken. Han ser mistænksomt på hende.

“Er du sulten?” spørger hun ham.

Han svarer ikke.

“Jeg har noget gryderet med grisekød på komfuret,” siger hun. “For meget. Skal jeg komme med en bøttefuld til dig?”

“Nej, ma’am.” Drengen kaster et blik over skulderen, hen over mar­ ken, hvor andre plukker i det fjerne.

“Er du ikke sulten?” spørger hun.

Han vender sig om mod hende igen og trækker på skulderen, og un­ der hans sorte hud står skulderbladene frem som knoglerne på en fugl.

“Hvad med noget chokolade?”

Drengens blik flakker. Han siger ikke nej.

Ora stikker hånden ned i lommen efter en halvfuld æske Milk Duds.

Hun ryster nogle stykker ud i hånden og kigger på drengen: Ja? Han sætter sækken fra sig og går hen til Ora i udkanten af marken.

Hun lader slikket falde ned i hans ventende hånd; han kigger på de små, brune kugler med forsigtig interesse.

“Smag en.”

Han stikker en af kuglerne i munden, og han ser forbavset ud, mens han tygger. “Det er ikke chokolade,” siger han.

“Der er karamel indeni.”

Drengen synker. “Jeg har aldrig fået den slags chokolade før.”

Der lyder et råb fra den anden side af marken; drengen kigger igen derhen. Så vender han sig om mod Ora og ser på hende, som om han skal have hendes tilladelse eller sættes fri af hende.

“Gå du bare,” siger hun og vinker. Han propper resten af chokoladeog karamelkuglerne i lommen, og mens hun ser ham skynde sig hen 17

Nådestolen.indd 17

29/06/2018 12.21

over markens knoldede jord, er hun sikker på, at Dale også kigger fra døråbningen bag hende, er sikker på, at hun kan mærke hans misbilli­ gende blik. Men da hun vender sig om, er døråbningen tom, og hun er alene.

Nådestolen.indd 18

29/06/2018 12.21

Dale

Dale går om bag disken for at lægge mønterne fra lommen ned i kassen, og selv om det altid lykkes for Ora, er han nødt til at skubbe skuffen med kontanter i tre gange, før låsen smækker. Ved siden af kasseapparatet ser han det blad, som Ora har ladet ligge på skranken, et nummer af Life fra august, hvor der på forsiden er et fotografi af en uniformeret officer fra hæren, der kysser en velklædt kvinde på kinden. Rubrikken er ‘En soldats farvel’. Dale blinker. Han tænker tilbage på januar måned, hvor de tre havde klemt sig sammen i deres Bantam og tavst kørte til New Orleans. Ora rystede, Tobe var beslutsom, og Dale selv havde hærdet sig mod følelser af enhver art. Han kan se for sig, hvordan drengene stod samlet ved fortovskanten, da de nåede frem, og ventede på bussen, der skulle fragte dem til træningslejren. De var klædt i blå jeans, ikke uni­ former. Deres mødre græd. Deres fædre så for de flestes vedkommende ud til at føle sig utilpasse. Sådan havde Dale haft det. Han kigger ned på bladets forside, den uniformerede mand, den uanfægtede kvinde. Så sandelig ‘En soldats farvel’.

Klokken over døren ringer, og da Dale kigger op, ser han, at Benny Mayes er kommet for at passe sin aftenvagt ved benzinstanderen. Dren­ 19

Nådestolen.indd 19

29/06/2018 12.21

gen er jævnaldrende med Tobe og den yngste af Art Mayes’ ti børn, som alle er vokset op nogle få kilometer derfra på en farm, som Art stadig passer i en alder af firs. “Jeg ville bare lade dig vide, at jeg er her,” siger Benny.

Dale nikker som hilsen og vender bladet om med forsiden nedad.

“Du er tidligt på den,” siger han. “Klokken er ikke engang seks endnu.”

Benny trækker på skuldrene. “Jeg havde ikke andet at lave,” siger han.

Han træder nærmere med en papirspose i hånden og rækker den hen over disken til Dale. “Fra mor,” siger han. “Figner. Vi har et par træer, der bugner af dem.”

Dale tager posen. “Hils hende og sig tak,” siger han.

“Hun er bare glad for at slippe af med dem.”

“Nå, men vi er glade for at få dem.” Dale snøfter. “Hvordan har din mor det? Jeg har ikke set hende her på det seneste.”

“Hun har det godt.”

“Og din far?”

“Han har det okay.”

Dale rømmer sig. “Fungerer det med den nigger, der arbejder for ham?”

“Det virker sådan.”

“Og hvordan går det med hans knæ?”

Benny trækker på skuldrene. “Godt nok. Han kan i hvert fald køre igen. Han kører over til St. Martinville i aften for at se dem henrette ham knægten. Han sagde, at han ikke ville gå glip af det, om det så ko­ stede ham gården.”

Dale kradser sig i hovedet. “Stolen kommer til at være inde i fængslet, står der i avisen. Der bliver ikke meget at se.”

Benny trækker på skuldrene, og et øjeblik forstummer deres samtale.

“Nå,” siger Benny til sidst. “Jeg sætter mig ud i lastbilen og venter.”

“Okay,” svarer Dale og ser drengen gå.

Nådestolen.indd 20

29/06/2018 12.21

Lane

På sin højre hånd har Lane et ar, som, når han holder fast om noget for længe, som for eksempel et økseskaft eller en østerskniv eller et rat, begynder at brænde, som om huden på ny bliver flået fra hinanden, og da de når frem til sumpområdet langs Bayou Teche, er arret begyndt at gøre ondt. Han fik det, da han var tretten, første gang han nogensinde slog hånden gennem en rude, før han vidste, man skulle vikle noget om hånden, før han vidste, hvordan man dirkede en lås op. Den første gang var det ikke så meget for at stjæle noget som for at tage noget tilbage, der rettelig tilhørte ham, en Remington kaliber 12, som havde tilhørt hans bedstefar, og som hans far havde brugt som indsats i et slag poker, og som han havde tabt til en kollega i sukkerrørsmarken ved navn Guy Da­ vis. Lane havde slået næven gennem vinduesruden over køkkendørens håndtag og hånden ind mellem de spidse glasstykker, og på den enkle måde havde han for første gang befundet sig i en anden mands hjem med kold suppe på komfuret, beskidte tallerkenstabler i vasken, mudre­ de støvler ved døren. Såret var ikke blevet syet og var derfor vokset dårligt sammen, så arret nu var en hævet ormeagtig streg, der altid minder ham om, hvor let det er at bryde ind i en andens hjem.

21

Nådestolen.indd 21

29/06/2018 12.21

Han ryster hånden, trykker sin arrede kno mod munden og smager saltet fra sin egen sved. Han kan ikke se den sumpede flod fra vejen, men han kan fornemme dens skimlede lugt, en blanding af mineraler, sump og jord, der minder ham om hans hjem. Sukker- og bomuldsmarker har veget pladsen for lunde med pekannøddetræer, som snart overlader pladsen til de store søjlebesatte palæer, der ligger i klynger mellem de stedsegrønne ege i udkanten af New Iberia. Det er meningen, at de skal tilbringe natten her efter henrettelsen i St. Martinville ved midnat, tyve kilometer mod nordøst. Seward er faldet i søvn på passagersædet; han trækker vejret med gutturale lyde, og måden, som hans kæber nogle gan­ ge smækker sammen på, får Lane til at spekulere over, om manden spiser i sine drømme. Tanken har slået Lane, at når nu fængselsinspektøren sover, kunne han køre stolen, hvorhen det skal være, eller stikke af, men han aner ikke, hvor han skulle tage hen, og da han allerede har afsonet halvdelen af sin straf, tænker han, at det er bedre at gennemføre end ri­ sikere en endnu værre straf. Og nu er de her med deres forfærdelige last.

Lane kaster et blik over på inspektøren. Seward rører på sig, rømmer sig og skifter stilling i sædet, mens han kaster et blik på Lane, som om han lige vil tjekke, om hans lur er blevet bemærket. Så skruer han kaps­ len af den lommelærke, han opbevarer i sin brystlomme, og drikker en tår, og efter at have tørret sig om munden holder han hånden for ansig­ tet, mens han kigger ud gennem forruden.

Udenfor glimter aftensolen i støvkorn, der er blevet hvirvlet op i luf­ ten af forbipasserende trafik: vogne med sukkerrør og tankbiler, brune kampvogne på åbne ladbiler. Lastbilens motor mumler jævnt og støt.

“Jeg har ikke været i New Iberia siden 37,” siger Seward endelig. Han lader hånden falde ned. “Samme år som mit barnebarn blev født og døde.”

“Samme år jeg røg i fængsel,” mumler Lane. Han mener, at han må­ ske kom gennem New Iberia, da hans farfar blev syg, men han var dreng dengang, og det var midt om natten, og han er ikke helt sikker på, om det var New Iberia eller en anden sukker- og olieby. Han kan huske, at hans far talte om oliebumserne, og han kan huske en mark fyldt med 22

Nådestolen.indd 22

29/06/2018 12.21

boretårne i måneskinnet, en by af spinkle stænger. Det meste af fortiden viser sig for Lane på denne måde, i glimt uden sammenhænge. Det er, som om hans eksistens inden Angola-fængslet består af en række af­ sondrede og drømmelignende øjeblikke uden en fortælling til at binde det hele sammen: en gås fanget i noget pigtråd, hans mor, der græder over en suppegryde i baggården, hans søskendes små, nøgne kroppe i regnen. Fra Angola er der ikke meget at huske, fordi alle dage er ens.

Lane sætter farten ned, da de når ind til midten af byen. Indtil nu har hele turen bestået af sump, prærie og sukkerrørsmarker og nu og da en enkelt lille by. Det her er den første store by, Lane har set, siden han fik sin dom i Thibodaux for seks år siden. Der sidder mænd i stole i skyggen foran en barbersalon, hvor en stang drejer langsomt rundt ved det åbne vindue. Folk går op og ned ad gaden, forbi butiksvinduer med poseren­ de mannequiner i jakkesæt, og med udstillede bøger og ure og kager.

Uden for biografen under en blinkende markise står folk i kø til en efter­ middagsforestilling og vifter sig med, hvad de nu har for hånden. Lane kan huske, at han kørte i fængselsbussen fra domhuset i Thibodaux og kiggede længselsfuldt ud på gader som dem her. Når han ser ud gennem vinduet nu, fyldes han med en forundring, der grænser til panik. Det er det samme som enhver anden bymidte, han nogensinde har set, men han kunne lige så godt være landet på Månen. Biografer, restauranter, små butikker, flotte sko: Der er ikke noget af det, der rigtigt giver nogen mening mere. Han spekulerer på, om det nogensinde har gjort det.

“Drej til venstre her.” Seward peger. “Iberia Street.”

Lane drejer og standser på Sewards ordre foran en stor, hvid bygning, der ligger tilbagetrukket fra gaden, en fireetages bygning af cementstuk oven på en niveaudelt betontrappe med pilastre mellem fem smalle vin­ duespartier, der når næsten op til bygningens tag. Dobbeltdørene og vinduesrammerne er lavet af matteret aluminium, dørene præget med otte skinnende, runde skiver. Den ligner ikke nogen anden bygning, Lane nogensinde har set.

“Domhuset,” siger Seward. “Niggeren venter derinde. Øverste celle.

Og jeg tror ikke, at han har det for godt i aften, boy.”

23

Nådestolen.indd 23

29/06/2018 12.21

Lane tøver. Den dømte mands pludselige nærhed til den stol, der skal tage livet af ham, får Lane til at føle sig mærkelig til mode. “Jeg troede, han var i St. Martinville.”

“Ha. Hvis de havde ladet ham blive i St. Martinvilles fængsel, ville de gode bysbørn have gjort vores arbejde for os, før vi overhovedet havde forladt Angola.”

Lane ser på bygningen og prøver at forestille sig manden derinde, hvad en mand kunne tænkes at foretage sig, når han ved, at han kun har et par timer mere at leve i. “Hvad har han gjort?” spørger han.

Seward spytter ud gennem vinduet. “Voldtaget en hvid pige. I hendes egen seng. Han krøb ind gennem vinduet og gjorde med hende, som han havde lyst til, mens hendes far var i værelset ved siden af.”

Lane tøver igen. “Slog han hende ihjel?”

“Slog hende ihjel? Næh. Jeg ved ikke, om han ville have været i sik­ kerhed nogen steder, hvis han også havde taget livet af hende.” Seward slår på siden af lastbilen, og hans ring skramler mod metallet. “Men det kunne han lige så godt have gjort,” tilføjer han. “Hun tog livet af sig lige efter. Dagen efter skød hun sig i hovedet med sin fars riffel.”

Udenfor, på den anden side af domhuset, gløder himlen med det sælsomme orangefarvede skær, der hører til markafbrændingsperioden, selv om den tid ikke er inde endnu. En kirkeklokke i nærheden slår seks gange, og det slår Lane, mens han lytter, at den dødsdømte mand hører den samme lyd.

Nådestolen.indd 24

29/06/2018 12.21

”En ætsende intelligent roman.”

P U B L I S H E R S W E E K LY

Elizabeth H. Winthrop beskriver lavmælt og usentimentalt, hvordan angst og fordomme trækker et samfund fra hinanden og slider gode mennesker op.

”Det er den lavmælte, næsten ubærlige spænding, der gør denne roman så bemærkelsesværdig.”

Elizabeth H.Winthrop

Nådestolen

Mens solen går ned over Louisiana en smuk oktoberaften i 1943, tilbringer en ung sort mand sine sidste timer alene i en fængselscelle. Når klokken slår midnat skal den attenårige Willie Jones henrettes for at have voldtaget en hvid pige – en forbrydelse, flere er begyndt at tvivle på, at han er skyldig i.

Imens bumler den elektriske stol af sted gennem landskabet, fastsurret på ladet af en gammel lastbil. Fra den modsatte side nærmer Willies desperate far sig med sønnens gravsten på en kærre. Og mens timerne går, stiger spændingen, og noget ulmer i det lille sydstatssamfund, hvor almindelig menneskelig værdighed er oppe imod en rå og nedarvet tankegang.

NEW YORK TIMES BOOK REVIEW

ELIZABETH H. WINTHROP

”Sæt dig.”

Lane vender sig om. Han sætter sig. Træsædet er så hårdt som ethvert andet træsæde, og tværpindene i ryglænet trykker ind mod hans rygrad. Han tænker på de kroppe, der er sunket sammen her, forbrændte og rygende. ”Hvordan føles det?” Fængselsinspektørens hoved skinner i måneskinnet. Spansk mos hænger ned fra et træ, som Lane ikke kan se. ”Som en stol,” siger han endelig.

”En uafrystelig roman om et samfund, der er ramt af racismens cancer.”

Elizabeth H. Winthrop (1979) er født og opvokset i New York og uddannet i engelsk og amerikansk litteratur ved Harvard University.

Hun bor i Massachusetts med sin mand og datter, hvor hun ved siden af sit forfatterskab underviser i creative writing ved Endicott College.

Nådestolen, der blev Winthrops internationale gennembrud, er hendes tredje roman, og den bygger på en virkelig historie.

”En stor læseoplevelse med et brag af en overraskende slutning.”

LIBRARY JOURNAL

BBC.COM

”Et stærkt portræt af et racesplittet samfund og en klar kommentar til USA i dag.”

M A I L O N S U N D AY

ISBN: 978-87-400-4190-3

POLITIKENS FORLAG

Forfatterfoto: Meagan Reilly Omslag: Harvey Macaulay / Imperiet.dk