MØRKET UNDER KIGALI
SPIONTHRILLER
JACOB
WEINREICH LARS FINDSEN
„Kupotea njia ndiyo kujua njio“
(„At fare vild er at finde vejen“)
GAMMELT SWAHILI ORDSPROG
PROLOG
Berlin
Endelig, tænker Hedda, da hun hører den metalliske lyd af gitterporten, der går op. Endelig gør hun noget. Endelig. Gruppen af unge sætter sig i bevægelse. Det er noget af det bedste. Følelsen af bevægelse. Følelsen af at handle. Med sine 15 år er Hedda nok en af de yngste. Lidt længere fremme i flokken kan hun se Sabines kronragede hoved stikke op. Hedda kan ikke forklare det, men i dette øjeblik, hvor flokken af unge demonstranter stormer ind på pladsen foran Tesla Gigafactory Berlin-Brandenburg, har hun aldrig elsket Sabine højere. Hedda er taknemmelig for, at hendes storesøster tog hende med i dag. Hun havde regnet med, at Sabine ville sige nej.
– Det er sidste chance, sagde Sabine i morges til Hedda. – Tiden er ved at rinde ud. Og historien vil dømme os. Det er nu, vi skal handle.
Det er tidligt forår, solen skinner. Hedda kan hist og her genkende et par ansigter i vrimlen, måske nogle af dem, der har ringet på døren hjemme i stuelejligheden i Prenzlauer Berg, eller som Hedda har fået et glimt af, når hun en sjælden gang har fået lov til at hænge ud med sin søster i området omkring Oberbaumbrücke, hvor de har set på gadekunst, og Sabine har forklaret, hvorfor det er her og ikke på de støvede museer, den sande kunst findes.
Hedda lægger mærke til en tætbygget, lidt ældre fyr. Han ligner en på
30. Sabine har talt om ham. Han er amerikaner. Han er den, der råber højest, og nu begynder han at sparke på et af de store fabriksvinduer. Hedda havde troet, at de bare skulle stå sammen uden for administrationsbygningen og synge og råbe. Og måske sætte sig ned og bare blive siddende. Ligesom Greta Thunberg gør det.
– Er du med?
Sabine råber til hende. Hedda vinker og smiler. Det er dejligt, at hendes søster holder øje med hende. Det får hende til at føle sig tryg, får hende til at føle sig som en del af noget større.
Nu er nogen kravlet op på en bil. En af fyrene – en ung mand i en lang læderjakke – hopper på bilens tag. Amerikaneren er begyndt at hamre løs på bygningens glasdøre med en stor jernstang. Flere af de andre gør det samme.
Den første rude går i stykker, og lyden af splintret glas trænger gennem larmen fra den ophidsede mængde. Hedda har en uventet følelse af ubehag i kroppen.
En alarm er begyndt at hyle. Flere mænd er trådt ud af bygningen og står nu og misser med øjnene i den skarpe vintersol. En af dem siger noget til de unge, som råber tilbage i hovedet på manden. Hedda ville gerne have været tættere på. Ligesom Sabine, der er en af de forreste. Endnu en stor rude smadres.
– Fucking svin, er der en i mængden, som råber.
Hedda ved ikke, hvem det er, men ordene antænder noget og får flere til at blive mere aggressive.
Der er kommet flere aktivister til. Det hele bliver mere og mere kaotisk. Et par af de parkerede biler får smadret ruderne og forlygterne. Nogle af de unge løber ind i fabriksbygningen. Gennem de knuste ruder kan Hedda se amerikaneren springe over en skranke inde i receptionen, hvor han tager en computer og kaster den i gulvet. Flere af de unge trænger ind gennem de smadrede glasdøre.
To kvinder bag skranken skynder sig væk. Hedda ved ikke, om hun skal løbe ind i bygningen eller blive ude på pladsen. Sabine er derinde,
kan Hedda se. Hun står og råber og klapper. Hedda har aldrig set sin søster sådan før.
– I bygger jeres rigdom på Afrikas blod, kan hun nu høre Sabine råbe, og flere af de andre følger med. Lamper bliver hevet ned, en af de store skranker vælter. Hedda løber sammen med en større flok ind i bygningen. Igen denne følelse af uafvendelighed. Det er ikke muligt at standse op. Det er ikke muligt at gå tilbage. Bølgen er startet, og nu må hun følge med. Hun forsøger at skrige det samme som sin søster, og det føles godt. Det giver hende mod. Det hidser hende op. Et par mænd i jakkesæt står for foden af en bred, hvid stentrappe og betragter de unge, mens de taler i telefon. En af dem, en ældre, gråhåret mand prøver at sige, at de skal forlade området. Andre siger, at politiet er på vej, men det får kun alle til at hidse sig yderligere op.
– Kom nu, råber en kvinde til Hedda. Kvinden har fregner og dreadlocks, Hedda tror ikke, hun har set hende før. – Vi skal længere ind, så de svin forstår, at vi mener det.
Hedda siger ikke noget. Hun følger bare med. Lyden af sirener nærmer sig i det fjerne. Men lyden drukner næsten i larmen fra de unges kampråb.
Nu ser Hedda flammerne. Amerikaneren har kastet et eller andet. Ilden har fået fat i de store gardiner bag skranken.
– Vi brænder hele lortet ned, råber amerikaneren. Han lyder som en tysker. Han sparker til en stol. – Og vi gør verden en tjeneste.
Den gråhårede mand i jakkesæt henne ved trappen er tydeligt nervøs, mens han forsøger at tale beroligende til de forreste af de unge. – Forlad venligst området, siger han. – Politiet er på vej.
– Forbandede hykler, er der nogen, som råber.
Hedda kan ikke få øje på sin søster. Ilden er begyndt at brede sig, og hun føler sig mere og mere utryg. Nu kan hun høre, hvad manden for foden af trappen siger.
– Jeg er direktør her på fabrikken. Mit navn er Friedrich Zimmermann. Jeg deler jeres bekymring for klimaet. Vores fabrik er med til at gøre verden grønnere og mere bæredygtig. Og alt det vil jeg gerne
fortælle om, men det skal ske under ordnede forhold. Jeg må derfor bede jer om at forlade området først.
En kvinde i hvid skjorte står bag ham. Hun ser bange ud. Hedda fornemmer, at hun prøver at få direktøren til at trække sig tilbage. Men han fortsætter:
– Hærværk vil intet hjælpe, siger han. – Dialog er vejen frem, og den vil jeg gerne føre med jer.
Amerikaneren løber frem og slår ham i ansigtet.
Det er et hårdt slag, og Hedda holder vejret. Direktøren vakler og tager sig til ansigtet. Kvinden bag ham vender om og styrter tilbage op ad trappen. Direktøren forsøger at gøre det samme, men amerikaneren er over ham. Det første spark er som i slowmotion. Hedda ser, hvordan manden knækker sammen, da amerikanerens tunge Dr. Martens-støvler rammer ham i maven. Ilden har bredt sig yderligere, en fyr ved siden af hende hoster og binder et tørklæde om sin mund.
– Han ødelægger planeten, råber nogen i mængden. – Giv svinet det, han fortjener.
Hedda prøver at råbe det samme, men ordene føles underlige.
Amerikaneren rejser direktøren op. Med hjælp fra et par andre trækker de ham gennem den ødelagte reception. Det ligner en krigszone. Fuck Tesla, har nogen skrevet på den ene væg. Andre er begyndt at smadre løs på nogle kontorer inde bagved.
– Pas på, pas på, er der en, der råber, uden at Hedda ved, hvem der skal passe på hvad.
Hun ser igen efter Sabine i mængden, men kan ikke få øje på hende.
Hedda søger udenfor, ud på pladsen foran. Solen, der skinner, den sorte røg, den skrigende flok. Det er kaos og anarki.
Amerikaneren har flået en bildør op. Hedda kan se, at direktøren bliver smidt ind på bagsædet, og amerikaneren sætter sig ind på førersædet. Hedda har tårer i øjnene. De bortfører ham, tænker hun.
Da bilen suser gennem mængden, ser Hedda Sabine sidde på bagsædet. Et øjeblik strejfer de to søstres blikke hinanden. Sabine holder hånden op, så fingrene danner et V for Victory.
FØRSTE DEL Claudia
Hun stiller glasset med isvand på kanten af verandaen. Claudia har været i Afrika før, men aldrig i Congo og aldrig på så luksuriøs en lodge som den, hun befinder sig på nu. Hun ser op på den klare, dybblå himmel, der på en måde virker mere åben og endeløs end andre steder. Fra verandaen kan hun også se de jadegrønne bjerge, der knejser i det fjerne som en slags horisontens mur. Et øjeblik føler hun sig lille og langt væk hjemmefra.
– Det var englænderne, som fik idéen om at flytte luksus ud i naturen.
Claudia vender sig og ser på Christoph, der sidder ulasteligt klædt i sin kørestol med en drink i hånden. Han har samlet håret i en lille grå pisk, der trækker hans 76 år gamle ansigt i en ungdommelig retning. Huden er solbrændt og læderagtig under den hvide, åbentstående skjorte.
– Når Moses ikke kommer til bjerget, må bjerget komme til Moses, siger Claudia og ler.
– Du ser dejlig ud.
– Christoph?
– Ja?
– Tak, siger Claudia og ser på den ældre mand. – Tak, fordi du tog mig med.
Christoph smiler og vender sit blik fra hende og mod udsigten.
Leopard Hill Safari Lodge – Congo
Claudia følger hans blik. Skovene, som nærmest flyder ud for øjnene af dem. Congofloden og dens mange bifloder, der bugter sig som slanger gennem de dybe skove. Bjergene, sumpene, himlen. Lodgen er en lille fæstning. En jeep kommer ud af skoven og kører gennem porten, forbi de bevæbnede vagter. En gartner vander de store bede foran hovedindgangen, poolrenseren fisker nedfaldne blade op fra poolen.
Mørket falder hurtigt på i Afrika. Snart vil stjernerne funkle over Leopard Hill Safari Lodge, flere drinks vil komme frem, kvinderne i deres smukke, kropsnære silkekjoler fra Prada og Dior, mændene med deres Rolex-ure og koloniale attituder. Der vil være musik og alverdens varianter af charmerende engelske accenter omkring de veldækkede art deco-borde med deres gastronomiske mirakler, klirrende champagneglas, en hånd på låret, en lille flirt. Claudia kender miljøet fra filmene og bøgerne.
Og bag det hele: lydene fra savannen og dens dyr.
– Da jeg voksede op i Zürich, kendte jeg ikke dette Afrika, siger Christoph. Han tømmer sin drink, sætter glasset fra sig ved siden af hendes. – Afrika fandtes kun som problemer. Krige, sult, håbløshed. Men tænk, hvis det her er det sande Afrika.
Christoph taler en del om sin barndom. Fortiden fylder meget, når man er 76. Deres fælles fortid går kun to måneder tilbage, men de har allerede talt om, at det føles som væsentlig længere tid siden, de mødte i hinanden på Hôtel des Bergues ved Genevesøen. Christoph søgte en personlig assistent, og Claudia fornemmede allerede ved første jobsamtale, at kemien var god. De lo ad de samme ting, nærede begge en stor kærlighed til Bachs cembalo-værker, og da Claudia dristede sig til at kalde den japanske kunstner Yayoi Kusama overvurderet, var Christoph så enig, at han endte med at tage hendes hånd og give den et klem.
Christoph handler med kunst og smykker. For nylig købte han et Picasso-billede på Sotheby’s for 60 millioner dollars og forklarede, at det var et røverkøb. Bagefter fejrede de handlen med en middag på en fransk restaurant i Richmond, hvor Nicole Kidman kom over og hilste på.
Da Christophs telefon ringer, åbner Claudia skydedøren og hjælper
ham indenfor. Et imponerende zebraskind pryder den ene væg mellem et par store jagttrofæer og en større samling stikvåben og fløjteinstrumenter anvendt af et af Congos oprindelige folk. Alkoven midt i rummet er indhyllet i et hvidt moskitonet, der ligner et brudeslør.
– Jeg bliver nødt til lige at tage den her, siger Christoph. – Middagen starter om en halv time.
– Jeg skal nok være klar, siger Claudia og forlader værelset.
Hun går ind til sig selv, klæder sig af, tænder bruseren. Står et par minutter og nyder det varme vand mod sin hud. Da hun slukker for vandet, kan hun høre Christoph tale i telefon på den anden side af væggen. Hun kan ikke høre, hvad han siger, men han virker oprevet. Enkelte ord trænger igennem fra det ene hotelværelse til det andet. – Det kan jeg ikke acceptere …
Claudia træder ud af bruseren. Hun står ved døren og forsøger at lytte, men opfanger kun brudstykker.
Hun kryber i en elegant, vinrød Mac Duggal-kjole, som Christoph insisterede på at købe til hende i en af de dyre forretninger på Avenue Montaigne i Paris. Hun tager lidt på øjnene og læberne. Gør hun for meget ud af sig selv? Hun ligner mere en ledsager end en PA. Men det er sådan, Christoph ønsker det. Det har han været meget klar omkring. Hun skal hjælpe med de praktiske ting i hans liv. Aftaler, hoteller, flybilletter, assistance med kørestolen. Men hun må gerne kaste lidt shine over ham også. Hun betragter sit ansigt i det ovale spejl. Og kan et øjeblik ikke genkende sig selv.
Der er allerede fyldt godt op, da Claudia triller Christoph ind i loungeområdet. En større flok velklædte gæster har indtaget små borde, hvor de småsnakker og nipper til kølige gin tonics. Endnu flere er gået ud gennem de åbne døre og har fundet en plads omkring poolen. Dæmpet jazzmusik flyder ud i baggrunden.
– Vil du have noget at drikke? spørger Christoph.
Et øjeblik efter har Claudia en pink drink i hånden, hun ikke ved, hvad er.
Tjenerne er lokale mænd og kvinder klædt i hvide uniformer. Der er måske 60-70 gæster i alt, vurderer Claudia. Kinesere er der en del af. Men hun hører også arabiske gloser, opfanger franske ord hist og her og overværer en kraftig mand med tyk Texas-dialekt sige til en ung tjener, at han altid har drømt om at skyde en gorilla. Et sted i mængden hører hun også engelsk med skandinavisk accent.
– Ham den mørkhårede derovre var venner med den engelske kongefamilie, siger Christoph. Han peger på en undseelig, yngre mand, der står og taler med en ung kvinde. – Han holdt ferie med prins Harry for et par år siden. Der er også vigtige folk fra Mellemøsten og Sydamerika til stede.
– Hvordan vigtige?
– Betydningsfulde. Indflydelsesrige.
– Politikere?
– Du kan sikkert godt finde en kleptokrat i selskabet. Nej, jeg mener rigtig indflydelsesrige. Du ved, der er de synlige beslutningstagere. Og så er der alle dem, som opererer uden for rampelyset. Finanstyper, påvirkningsagenter, oligarker. Foruden os almindelige gangstere og storsvindlere. Christoph slår en latter op.
– Kender alle hinanden?
– Mange gør, siger Christoph. Han peger på to andre mænd, der står i hver deres lille gruppe. – Den belgiske storentreprenør derovre og den skæggede mand fra Kuwait … ham, der står i baren …
– Med den hvide blazerjakke?
– Nej, ham ved siden af. Han er våbenhandler. Han sad fængslet i Irak efter den første Golfkrig. Men rygtet siger, at en af Saddam Husseins sønner, Uday, havde et blødt punkt for ham, fordi de kendte hinanden gennem en fælles hang til gambling og kvinder. Så Uday fik ham ud. For et par måneder siden var han på kasino med belgieren i Montenegro. Jeg ved det, fordi …
– Du også var der? foreslår Claudia.
– Lige ved siden af. De vandt og vandt.
– Hvad laver de her?
– Det samme som alle andre, siger Christoph. – Nyder livet og ser frem til i aften.
Claudia siger ikke mere. Allerede nu kender hun Christoph godt nok til at vide, at han ikke vil have flere spørgsmål. Han skal nok sige til, når der er noget, han vil fortælle. Indtil da må hun tage til takke med at stå her i sin røde kjole og nippe til sin udefinerbare drink omgivet af mennesker, hun ikke ved, hvem er.
Claudia ser sig omkring. Et par unge asiatiske kvinder har sat sig i baren. Nogle ældre mænd søger straks derover, drinks bliver skyllet ned, fnisen, smalltalk, how is life in Bangkok ? Oh, really?
Høje grin bag hende får Claudia til at vende sig om. En gruppe lokale mænd skiller sig ud fra de fine gæster. Et par af dem har grønne army-
frakker på, ligner nogle, der er trådt direkte ind fra en af Afrikas mange krige. De afrikanske mænd ler og skåler. Claudia betragter dem. Det er især manden, der har en rød baret på, som fanger hendes opmærksomhed. Er det ham? Claudia træder nærmere.
Manden, hvis det er ham, hedder Joseph Stanley. Han er en af lederne af organisationen M23 og er eftersøgt for drab, våbenhandel og terrorvirksomhed. Som han står der og ler i de luksuriøse omgivelser, ser han ganske tilforladelig ud. Smuk, næsten, med de hvide tænder, den mørke hud og den violetrøde baret.
Joseph Stanley har været forsvundet i tre år. Der har været historier fremme om hans død. Men en højtstående engelsk diplomat blev dræbt sidste år af en kraftig bilbombe, der også slog fire lokale politikere ihjel, og selvom M23 nægtede at tage ansvaret, pegede pilen mod dem. Og mod ham. Joseph Stanley.
– Du kan glæde dig, til vi skal til Zanzibar, siger Christoph. De har fået nye drinks.
– Ja, jeg glæder mig, siger Claudia. Hun vender blikket og smiler til Christoph.
– Det er jo muslimsk, men vi kan sagtens få en drink alligevel. Christoph ler og holder whisky-glasset op. – Man skal bare have de rette forbindelser.
Claudia smiler, men hendes tanker er et andet sted.
Forsamlingens opmærksomhed rettes mod poolen udenfor. En gruppe mænd er i færd med at stige ud af en helikopter på den enorme grønne plæne, der strækker sig bag ved poolen. De småløber med bøjede hoveder væk fra helikopteren, der allerede er ved at lette igen, som var det en militæroperation. Claudia kan se dem gennem de åbne døre. Det er et helt lille entourage centreret omkring en mand, som hun vurderer til at være omkring de 40 år. Middelhøjde, tæt, muskuløs og ingen hals. En menneskelig træstamme, tænker Claudia og har af en eller anden grund svært ved at få øjnene fra den mand, som tydeligvis er lederen af gruppen. Håret er helt kort og nærmest stålgråt. Han har guldindfattede solbriller på og en cigaret i munden. Modsat de fleste
andre er han afslappet klædt. Råhvid T-shirt, løse cowboybukser, røde kondisko. Ingen af mændene omkring ham er i uniform, men deres korte hår, kantede ansigter og måde at bevæge sig på får Claudia til at tænke på specialstyrker. De danner nærmest et lille skjold omkring lederen, da de går gennem pool-området og nærmer sig baren, hvor Claudia står. Hun betragter gruppen, som hun nu kan høre er russere. Modsat de andre taler lederen ikke meget. Claudia kan ikke undgå at bemærke den særlige aura, der hviler over ham, og som et øjeblik næsten får hende til at glemme alle andre i restauranten. Han udstråler en selvsikkerhed og arrogance, som kun findes hos mennesker, der aldrig bliver sagt imod. Russerens blik fejer roligt rundt i lokalet, indtil det falder på Claudia. Her hviler det et øjeblik. Undersøgende. Flirtende, måske?
– De forkæler os i dag, siger Christoph. – Den her Macallan-whisky med 50 år på bagen fejler i hvert fald ikke noget.
Claudia smiler. Hun går om på den anden side af ham, så hun har et bedre udsyn over rummet. Den afrikanske mand med baret er gået lidt væk fra barområdet. Han er tæt omgivet af sine folk. En højrøstet franskmand er faldet i snak med russerne. Måske kender de hinanden, tonen er hjertelig. De taler tilsyneladende om en jagt, de var på for nylig. Sproget er gebrokkent engelsk, men Claudia opfanger ord hist og her. En af russerne skød en løve. De andre minder ham om, at det var en unge. Baby lion killer, kalder de ham og griner. Russerne bestiller mere vodka. De bliver hurtigt højrøstede.
– Skal vi trække udenfor lidt? spørger Christoph. Et blik på de larmende russere fortæller Claudia, at han er træt af dem. – Jeg trænger til luft.
– Der er vist flere, der har fået samme idé, siger Claudia. – Hvis du venter her, så kigger jeg lige.
Hun efterlader Christoph og hans kørestol i mængden og trækker i retning af det udendørs pool-område, hvor afrikanerne også er gået ud.
Hun har telefonen fremme, tjekker for beskeder, inden hun foregiver at føre en samtale. Hele tiden kigger hun på manden, der måske er den eftersøgte Stanley, forsøger at få den bedste vinkel. Hun har skubbet
solbrillerne op i panden, presser telefonen mod skulderen, siger „oh, really?“ et par gange og ler dæmpet.
Da hun afbryder den falske samtale og lægger telefonen tilbage i tasken, har hun taget billedet.
Claudia bemærker, at russerne i mellemtiden er gået over til Christoph, inden hun kaster et blik ud over det overfyldte soldæk foran poolen. Så går hun tilbage til Christoph.
– Godaften, vi har vist ikke haft fornøjelsen af at hilse på hinanden, siger den russiske træstamme, da Claudia er kommet helt tæt på. Han har solbrillerne på igen, hans engelsk er med en tyk russisk accent, der på mærkværdig vis klæder ham. Han rækker sin hånd frem, tager hendes og holder den op og lægger sin anden hånd næsten kærtegnende oven på hendes. Deres blikke hviler et øjeblik i hinandens.
– Godaften, svarer Claudia.
– Jeg har lige hilst på din schweiziske ven, siger russeren og nikker til Christoph. – Vores veje har krydsedes før.
– Sikke et sammentræf, siger Claudia. – I hvilken sammenhæng?
– Gamle dage.
Et blik på Christoph er nok til at afgøre, at han virker utryg. Sveddråber har lagt sig i den vigende hårgrænse, øjnene virker urolige.
– Din ven siger, du er tysker?
– Jeg er hans personlige assistent. Fra Berlin, siger Claudia.
– En dejlig by. Og navnet er?
– Claudia.
– Som Claudia Schiffer, siger russeren og ler. – Very beautiful model. Mine venner kalder mig Roman.
Claudia smiler og trækker sin hånd fri. Han holder igen hendes blik fast, inden han slipper det.
– Det begynder vist snart, forsøger Christoph. Men russeren ignorerer ham, og da Claudia spørger, hvad der snart begynder, får hun ikke noget svar.
– Undskyld mig, siger hun i stedet. – I need to freshen up.
Claudia går ud gennem mængden, træder ud på en lille gang og forsvinder ind på toilettet.
Spejlet. Rammen er af elfenben. Vandhanen af guld.
Dybe indåndinger. Hun tjekker sin makeup i det store spejl. Billeder passerer for hendes indre blik. Af M23-lederen Joseph Stanley, men især af den russiske mand, der tilsyneladende kender Christoph „fra gamle dage“.
Hvem er han?
Claudia har telefonen fremme. Hun ser på det billede, hun tog af afrikaneren. Det kunne godt være bedre, men med lidt held er det nok til, at de kan fastslå hans identitet.
Claudia indtaster et nummer og trykker send. Så sletter hun billedet og historikken.
Hareskoven, nord for København
Daniel Hartmann hælder cava op i et langstilket glas, mens han smiler for sig selv. Isabellas søster, som Daniel ikke har set i hundrede år, er ved at fortælle om de umulige unger på den folkeskole i Aarhus, hun arbejder på. En onkel, der står ved siden af i den festpyntede stue, har fået laserbehandlet øjnene og har med egne ord fået falkeblikket tilbage. Søsterens to drenge leger Spiderman i sofaen. Familiens skød, tænker Daniel. Onkler og tanter, fætre og kusiner fra nær og fjern. Alle har de fundet vej til Hareskoven lørdag aften, hvor Isabellas 44-års fødselsdag skal fejres.
Og de skal fejres. Daniel og Isabella.
Det er ikke noget, de har sagt højt, men Daniel fornemmer, at der er skruet lidt ekstra op for festlighederne, fordi han og Isabella har behov for at vise, at de er tilbage. Tilbage som par, tilbage efter en større krise, der sendte Daniel ud af klappen og hjem til sin chef i Forsvarets Efterretningstjeneste, Gregers Schmidt.
Nu er Daniel flyttet hjem igen.
– Telefonerne er det største problem, siger søsteren. – Meningen er jo, at de ikke må have dem fremme i timerne, men jeg siger dig, ungerne er kreative, når det kommer til at få deres TikTok-fix.
– Det kunne jeg forestille mig, siger Daniel og rækker ud efter Isabella, som går forbi med et stresset blik.
– Kører det? spørger han.
– Det tror jeg, siger Isabella. – Har I noget i glasset?
– Masser, indskyder søsteren. – Hvor er det hyggeligt. Skal du ikke snart pakke gaver op?
– Så lad gå, siger Isabella. Hun går hen til det lille bønneformede sofabord, hvor en håndfuld gaver ligger og venter. Hun slår på sit glas, roen sænker sig. – Nogen derude synes, jeg skal have en lille gave. Tusind tak for det, siger Isabella. Hun smiler. Hun er i sit es nu. Daniel betragter sin kone, mens hun pakker ud. En selvhjælpsbog. Asparges-reglen og andre råd til at holde sig ung. Folk ler, da Isabella læser det tilhørende kort højt. Hun holder sig godt, tænker Daniel.
Den næste gave indeholder bornholmsk keramik. Daniel fanger ikke, hvem det er fra, men Isabella virker oprigtigt begejstret.
– Nå, for pokker, så er der kun én tilbage, siger hun efter at have pakket et par gaver mere ud. – Jeg tror også, maden er ved at være klar. Jeg kan afsløre, at vi skal til Vietnam, så hvis nogen drømmer om sovs og kartofler, må de finde en anden fest. Ja, den var til dig, onkel Hans. Folk ler, mens Isabella fortsætter: – Uha, nu bliver det spændende. Den er fra min dejlige mand. Skal vi lige skåle først?
Alle hæver glassene, en af de overgearede unger råber på fødselsdagssang. Daniel mærker en lille vibration fra telefonen i inderlommen. Han tøver. Beslutter sig for at lade Isabella pakke ud, før han tager den. Telefonen hvæser insisterende i lommen, da Isabella løsner båndet på den lille æske, hun står med i hånden:. – Øreringe, udbryder hun. – Med diamanter. Hvor er de fine. Isabella går hen til Daniel. Hun kysser ham. – Tusind tak, skat. Dem er jeg virkelig glad for.
– Er det ægte diamanter? spørger en af drengene. – Er I meget rige? Min mor siger, at diamanter kommer fra Afrika.
– Det er rigtigt, Linus, siger onkel Hans. – Der er diamantminer i blandt andet Sydafrika og Congo. Men vist også i Brasilien.
– Er der ikke meget mørkt i sådan nogle miner? spørger drengen.
Gregers. Daniel vidste, det var ham. Han kunne mærke det. Der er heller ikke andre, der ringer på arbejdstelefonen lørdag aften.
– Skal vi gå til bords? spørger Isabella.
– Jeg kommer lige om to minutter, hvisker Daniel.
– Hvad skal du?
Daniel holder telefonen op. – Gregers. Du ved …
Isabella ved.
Og Daniel ved. At når den operative chef i Forsvarets Efterretningstjeneste, Gregers Schmidt, ringer, tager man telefonen. Sådan er det at være chefanalytiker i FE. Daniel er altid på arbejde. Fjender af Danmark tager ikke hensyn til weekender eller fødselsdage. Alt det har han forsøgt at forklare Isabella i cirka tyve år.
– Hvor er du? spørger Gregers.
– Vi har bare et lille arrangement, siger Daniel. – Isabella har fødselsdag, så hele den pukkelryggede er kommet.
– Jeg har noget, vi skal se på, siger Gregers.
Daniel sukker. Han kender rumlen. Daniel fanger sit spejlbillede i glasdøren. 48 år gammel. Er han begyndt at se ældre ud? På en god dag har han ellers en forestilling om, at han bærer sine 189 centimeter nogenlunde skarpt. Er skuldrene begyndt at hænge lidt? Eller er det snittet i den nye blazerjakke, der driller? Daniel tænker på billedet af Obama før og efter, han blev præsident. Jobbet som USA’s præsident var åbenbart verdens hurtigste ældelsesmaskine. Hvert eneste af de otte år havde kastet fire-fem dybe ansigtsfurer af sig.
– Jeg er inde på kontoret, siger Gregers utålmodigt. – Hvornår kan du være her?
Daniel kaster et blik ind i stuen. Gæsterne er ved at sætte sig. Den fregnede unge pige fra vejen – Daniel har glemt, hvad hun hedder – som Isabella har hyret til at hjælpe, er begyndt at bære maden ind.
Dumplings, nudler, børnevenlige forårsruller, mangosalat. Daniel har selv været med til at bestemme menuen. Hvidvin og asiatiske øl er stillet frem på bordet. Døren går op, inden Daniel kan nå at svare.
– Hvad sker der? Isabella har et glas i hånden. – Du skal ikke gå nu, vel?
– Det er bare …
– Men det er min fødselsdag. Vi har inviteret 29 gæster. Folk er kommet fra Jylland. Jeg skal til at holde tale. Til dig.
– Jeg ved det godt, skat, siger Daniel.
– Jeg har fået nyt job.
– Hvad? Daniel er i tvivl, om han hørte rigtigt.
– Ja, det ville jeg faktisk have breaket i talen.
– Du har fået det?
– Hvad mener du? Er det virkelig så overraskende?
Daniel ved ikke, hvad han skal sige. Isabella havde søgt job på Christiansborg. Det vidste han selvfølgelig godt. Han var heller ikke i tvivl om, at hun som mangeårig, højtprofileret DR-journalist med fokus på blandt andet miljøpolitik ville være yderst kvalificeret til jobbet som særlig rådgiver for klima-, energi- og forsyningsministeren. Så kvalificeret, at nogen havde prikket hende på skulderen og opfordret hende til at søge. Men alligevel. Daniel havde bare ikke troet, at han ville få det at vide på den måde. Mens han var på vej ud ad døren.
– Overrasket? Nej, slet ikke, siger han. – Det er bare …
– Timingen?
– Kan vi tage den senere? spørger Daniel, da telefonen igen hvæser i hans hånd. Daniel vidste ikke, at han havde afbrudt samtalen.
– Er der noget galt? Isabellas søster står i døren.
– Nej, siger Isabella. – Det er bare Daniel, som er på vej ud ad døren.
– Nu? Men maden er lige kommet på bordet.
– Jeg tror bare, vi tager den alene, siger Daniel. Han skal kæmpe for ikke at lyde utålmodig. Hans forhold til søsteren har gennem årene været lidt op og ned. Lige nu er det mest ned.
– Hvor er colaen? En af ungerne blander sig.
– Den skal jeg nok finde, siger Isabella. Det lykkes hende at genne både sin søster og drengen tilbage i stuen. Så vender hun sig og ser på Daniel.
– Skal du ikke sige tillykke?
– Jo, selvfølgelig, siger Daniel. – Tillykke, skat. Med jobbet og fødselsdagen og det hele. Det er da helt fantastisk …
Men Isabella er allerede væk. Tilbage i stuen hos gæsterne, der nu har sat sig til bords. Daniel forsøger at fange hendes øjne gennem ruden i døren, men hun ser i den anden retning.
Hvem kan man stole på i en verden af særinteresser?
Da direktøren for Europas største Tesla-fabrik bortføres og myrdes, peger sporene mod Danmark. Forsvarets Efterretningstjeneste sættes på sagen. Analytiker Daniel Hartmann og føringsofficer Maja Birk beslutter sig for at kortlægge den mulige gerningsmands færd.
Jagten på drabsmandens relation til Danmark bliver startskuddet til en chokerende rejse ind i et større komplot, der har tråde til både den danske ambassadør i Rwanda, den frygtede, russiske lejehær
Wagner, en succesfuld nordjysk forretningsmand, samt ikke mindst
Christiansborgs inderste cirkler, hvor et livsfarligt spil om magt og interesser kan begynde.
MØRKET UNDER KIGALI er en højaktuel spionthriller om hybridkrig, spin og dobbeltspil i en verden, hvor ingen er, hvem de giver sig ud for.
ISBN 978-87-400-1200-2
ISBN: 978-87-400-1200-2