Lysgraensen

„Fremragende psykoanalytisk fortælling …“ E K S T R A B L A D E T

I forbindelse med først en nær venindes pludselige, voldsomme inden for samme uge, påbegyndte Katrine Marie Guldager en psykoanalyse, der varede i ni år. Fire gange om ugen begav hun sig af sted til sin psykoanalytiker for at lægge sig på briksen. Det foregik meget diskret, hun fortalte intet om det til nogen, hverken familie, venner eller kolleger.

Det er dette forløb, der fortælles om i Lysgrænsen. Lysgrænsen er hverken en erindrings- eller en terapibog; den er en nøgtern og afklaret beretning om et forsøg på at komme til rette med sit livs op- og nedture, om en barndom i halvfjerdserne, om opbrud og svigt, rejser og dans – og om at nå til en ny forståelse af sig selv.

KATRINE MARIE GULDAGER (1966) er forfatter til en lang række digte, noveller, romaner og børnebøger, herunder den store familiekrønike fra Køge. Katrine Marie Guldagers bøger er er oversat til flere sprog, og hun har modtaget adskillige legater og priser, bl.a. Statens Kunstfonds treårige legat, Kritikerprisen og Beatriceprisen.

ISBN:978-87-4003051-8

K AT R I N E M A R I E G U L DA G E R LY S G R Æ N S E N

død og så faderens lige så pludselige, voldsomme død, begge

K AT R INE MARIE GUL DAGER LYSGR ÆNSEN POLITIKENS FORLAG

LysgrĂŚnsen

Lysgraensen.indd 1

21/04/16 12.28

Af samme forfatter: Dagene skifter hænder, digte 1994 Styrt, digte 1995 Blank, monolog 1996 Det grønne øje, roman 1998 Ankomst, Husumgade, langdigt 2001 København, noveller 2004 Kilimanjaro, noveller 2005 Lysgrænsen, selvbiografi 2007 En plads i historien, roman 2008 Nu er vi så her, noveller 2009 Ulven, roman 2010 Lille hjerte, roman 2012 Den ny tid, roman 2013 Samlede noveller, 2013 Et sted i verden, digte 2014 Peters død, roman 2014 Bror og søster, roman 2015

Lysgraensen.indd 2

21/04/16 12.28

Katrine Marie Guldager

LysgrĂŚnsen

POLITIKENS FORLAG

Lysgraensen.indd 3

21/04/16 12.28

Lysgraensen.indd 4

21/04/16 12.28

Tilegnet mine forældre, Per og Susanne Guldager, som udvekslede ringe i Dyrehaven og blev mine første pejlemærker i livet

68466_lysgraensen_r3.indd 5 Lysgraensen.indd 5

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

68466_lysgraensen_r3.indd 6 Lysgraensen.indd 6

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

FORORD

Mens jeg gik i psykoanalyse, forestillede jeg mig aldrig, at jeg skulle skrive en bog om det. Den teoretiske del af psykoanalysen var ikke noget, jeg interesserede mig særligt for, jeg interesserede mig bare for at få det bedre: Virker det, eller virker det ikke? Det var sådan set det eneste spørgsmål, jeg havde. Men da jeg begyndte at skrive denne bog, gik det op for mig, at man næsten ikke kan beskrive en psykoanalyse uden at forklare en smule om teorien bag. Derfor har jeg efterfølgende læst en del teori om psykoanalysen, og jeg har valgt at lade min analytiker læse de teoretiske afsnit af denne bog. På den måde skulle intet være direkte forkert, men på den anden side er det klart, at dette er en lægmands beretning, og at den derfor slet ikke er så udførlig, som en professionel analytiker kunne ønske sig. Jeg vil også gerne understrege, at når det drejer sig om mine erindringer, så er fortiden som bekendt ikke statisk. Så snart man har fortalt sin historie i én version, opdager man, at der også er andre.

Dét, der det ene øjeblik forekommer én helt utilgiveligt, ser i det næste øjeblik anderledes ud. Fortiden er, som en klog mand engang har udtrykt det, aldrig rigtig forbi. Det siger sig selv, at alle, der er nævnt, er nævnt i respekt og kærlighed.

7

68466_lysgraensen_r3.indd 7 Lysgraensen.indd 7

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

68466_lysgraensen_r3.indd 8 Lysgraensen.indd 8

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

DEL I

68466_lysgraensen_r3.indd 9 Lysgraensen.indd 9

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

68466_lysgraensen_r3.indd 10 Lysgraensen.indd 10

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

1.

En af mine yndlingsbøger er Dantes store værk Den Guddommelige Komedie. Bare begyndelsen, som den lyder på italiensk, er sød musik i mine ører: „Nel mezzo del cammin di nostra vita/ mi ritrovai per una selva oscura/ ché la diritta via era smarrita// Ahi quanto a dir qual era è cosa dura/ esta selva selvaggia e aspra e forte/ che nel pensier rinova la paura!“ („Midtvejs på vores vandring gennem livet/ befandt jeg mig i mørke, dybe skove, /forvildet fra den vej, jeg burde følge./ Hvor tungt og plagsomt er det sted at skildre:/ så vildt og ufremkommeligt at tanken/ genføder frygten som jeg dengang følte!“).* Dantes bog er, ud over at være en samtidsbeskrivelse, en verdensfortolkning og et uovertruffet digterværk, også en rejse til sindets mest hemmelighedsfulde egne. Psykoanalysen kan også være en sådan rejse, ja måske er psykoanalysen ligefrem den moderne verdens sjælerejse. Da jeg i efteråret 1993 begyndte på en freudiansk psykoanalyse, begyndte jeg også på en endeløs og pinefuld vandring gennem helvedeskredsene, hvor folk gnaver af hinandens baghoveder, flår hinanden i stykker med negle og tænder, skælver i rystefeber og simpelt hen brænder op. Min psykoanalytiker var min * Den danske oversættelse er taget fra „Dantes Guddommelige Komedie“, oversat af Ole Meyer, 2000. I øvrigt er er næsten alle navne og stedord fra komedien identiske med dem, man finder i Ole Meyers oversættelse.

11

68466_lysgraensen_r3.indd 11 Lysgraensen.indd 11

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

Vergil, som gik, om ikke foran mig, så ved siden af mig et stykke ad vejen.

En freudiansk psykoanalyse, som den foregår i Dansk Psykoanalytisk Selskab, foregår som på Freuds tid ved, at man ligger på en briks og stirrer op i loftet eller ind i en væg.

Personligt vil jeg aldrig glemme den væg, jeg stirrede ind i i ni år. Jeg kom fire gange om ugen. I en freudiansk analyse kommer analysanden fire–fem gange om ugen til sessioner af 45 minutters varighed. Kommer man mindre, går man ikke i analyse, men i terapi, og her er det vigtigt at skelne.

Når man går i terapi, møder man typisk op med et særskilt problem, der skal behandles. Man ligger ikke på briksen, man har øjenkontakt med analytikeren, og fokus ligger i højere grad på at løse problemet snarere end at analysere problemet, hvilket ikke altid er det samme.

At gå i analyse er ligesom at blive smidt af et skib ude midt på havet – og så må man selv finde ud af, hvordan man kommer i land. Terapi er langt mere hjælpsomt – som at komme til te hos en klog kone.

Når man går i analyse fire gange om ugen, lægger det selvfølgelig ret stort beslag på ens tid. Jeg har siden 1994 været forfatter og fri fugl, men på grund af analysen var jeg lige så bundet, som hvis jeg havde haft fast arbejde.

Analysen er ikke noget, man kan rykke rundt på eller udsætte, så snart man begynder at ville manipulere tiderne, bliver det opfattet som forsvar: –„Det, vi taler om lige nu, er faktisk lidt besværligt, så gør det noget, at jeg rejser til Paris på fredag?“ Når man skal ned i de lag i psyken, som man skal, når man går i psykoanalyse, vil man uvægerligt møde ret intens modstand. Fra sig selv. De mennesker, som siger, at de 12

68466_lysgraensen_r3.indd 12 Lysgraensen.indd 12

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

ikke har nogen hemmeligheder, og at de ikke vil have nogle problemer med at blotlægge hele deres sjæleliv for en vildt fremmed, kender ikke sig selv særlig godt. Én ting er den åbne, direkte modstand som måske er den, det er lettest at håndtere, fordi den er så indlysende. Noget andet er den ubevidste modstand, den ubevidste værgen for sig, som gør, at man kom for sent op, kom til at tage den forkerte bus, har glemt pengene, sin tankerække, slet ikke aner, hvad hun taler om. Når de ubevidste dele af personligheden føler sig pressede, skal de nok finde på noget.

Derfor holder man ret meget på formen i psykoanalysen.

Timen starter og slutter på minuttet, der er ingen aflysninger, ingen sygdom, hvis man skal til begravelse, betaler man alligevel. Hvad den slags ting angår, er psykoanalysen faktisk lidt som en militærlejr. Eller et fængsel. Der er nemlig ingen veje væk, og der skal heller ikke være nogen veje væk. Hvis der var, ville modstanden nemlig løbe af med sejren. Så ville man aldrig komme til bunds i det allergrimmeste, Lucifers frosne behåring allerinderst i Dantes Helvede.

Mange har spurgt mig, hvorfor det absolut skal være fire gange om ugen. Min psykoanalytiker har engang forklaret det på et offentligt møde. Hvis psykoanalysen kun var to gange om ugen, ville den glade, lille velfriserede skoledreng hinke hele vejen hen til analytikeren, svinge sig op på briksen og være sød og sympatisk i 45 minutter, hvorefter han ville gå trallende hjem. Efterhånden som han voksede til, ville han lære at sige alle de rigtige psykoanalytiske ord, måske ville han ligefrem forsvinde ind bag et regulært panser af psykoanalytisk correctness. Men den glade lille skoledreng er ikke ham, analysen skal have fat i. Analysen skal have fat i ham, der føler sig misforstået af hele verden, ham, der brænder insekter af i skolegården, drømmer om at kvæle sin far 13

68466_lysgraensen_r3.indd 13 Lysgraensen.indd 13

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

langsomt. Det er den uartige, ulykkelige, forvirrede dreng, der skal i analyse. Det er ham, der har brug for den.

Nok sikrer de fire gange om ugen ikke, at den pæne, velfriserede dreng ikke bruger de tre til at opretholde den pæne facade, men sandsynligheden for, at den uartige dreng også kommer på besøg, er trods alt større.

Det første, der skete, da jeg begyndte at gå i psykoanalyse var, at jeg besluttede mig for at holde min kæft. Især i starten er det en meget skrøbelig proces, og det sidste, man har brug for, er andres mere eller mindre tilfældige projektioner. Man ved ikke, hvad det er, man har begivet sig ud i. Om man så har læst nok så mange bøger om emnet, så ved man det ikke, før man selv står i det. Det er som at melde sig til en militærskole, bestige et bjerg eller få et barn. Man kan ikke forudse, hvordan det er, og måske er det også det bedste.

Der findes mange fordomme om, hvad psykoanalyse er.

Nogle tror, at Freud kun interesserede sig for sex, ødipuskomplekser og en håndfuld forbudte forestillinger. Andre tror, at det drejer sig om at tilkende mor og far skylden for alle livets fortrædeligheder, finde ud af alt det, der gik galt i fortiden. Selv var jeg ganske fortørnet, da jeg en dag i analysen pligtskyldigt lå og oprullede min barndom i Afrika, og min analytiker lige så stilfærdigt spurgte, hvor jeg ville hen med alt det? Til min store forbløffelse kunne jeg ikke klare mig med at oprulle fortidens synder.

Psykoanalysen bygger på det, man kalder overføring.

Snarere end at ligge og fortælle om ens barndom kronologisk, analyserer man problemerne, efterhånden som de opstår i overføringen. Langt de fleste problemer viser sig på et eller andet tidspunkt i forholdet til analytikeren (som man for eksempel skiftevis forguder og hader) – og herfra kan 14

68466_lysgraensen_r3.indd 14 Lysgraensen.indd 14

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

problemerne så tackles. Fordi de er i den konkrete situation og udspiller sig i nutiden.

Typisk vil man vide meget lidt om analytikeren. Fordi hun skal være dette blanke spejl, hvorpå hele ens sjæls dybeste kvaler kan ses i deres fulde omfang, er det ikke hensigtsmæssigt, at man kender hende for godt. Ubevidst træffer man så mange beslutninger, når man træffer nye mennesker.

Næsten hvad enten man vil eller ej, projicerer man gode eller dårlige ting ind i dem, og meget ofte kan det være små ting, der afgør sagen. Når analytikeren bliver ved med at være forholdsvis anonym, er det, for at man kan være sikker på, at det er ens egne projektioner, der er tale om. Analytikeren, som er forholdsvis tavs, opfattes den ene dag som kold og nedladende, den næste som venlig. Det må der være en grund til. Og det er selve benzinen i analysen.

Noget af det, mange mennesker har svært ved at forstå, er, hvorfor psykoanalyse skal tage så lang tid. I en tid, hvor tingene går så stærkt, og hvor forpligtelser er noget, de fleste tager let på, kan det være svært at forstå, hvorfor man skal ligge der år ud og år ind. En af de ting, man lærer at respektere, er, hvor omfattende det er at kende et andet menneske.

Med sin familie eller sin kæreste har man mange genveje, når det gælder intimitet og fortrolighed. Men når det gælder at arbejde med et andet menneske, og selve analysen er jo en slags arbejde, så tager det meget lang tid – og mange misforståelser! – at sætte sig ind i et andet menneskes måde at skabe betydning.

Psykoanalyse er ikke nogen nem løsning. Hvis man bare er lidt utilfreds og ikke véd, om farven på ens kjole skal være blå eller rød, så er psykoanalyse som at skyde gråspurve med kanoner. Paradoksalt er det i øvrigt, at man på én gang skal 15

68466_lysgraensen_r3.indd 15 Lysgraensen.indd 15

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

være rask nok til at kunne klare at se hver eneste lille stump af troldspejlet i øjnene – og samtidig skal ens problemer være af et sådant omfang, at man føler sig seriøst hæmmet i sin livsudfoldelse. Man skal være kommet til en slags „end of the road“, hvor man ikke føler, at andre udveje er mulige.

68466_lysgraensen_r3.indd 16 Lysgraensen.indd 16

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

2.

For et års tid siden kom jeg tilfældigt forbi den Brugs, hvor det hele var begyndt i 1986.

En præst, jeg kender, havde sendt mig sin søndagsprædiken, og jeg havde lyst til at høre den. Jeg var sent på den og tog en taxa. Vi havde ikke kørt mange meter, før taxachaufføren spurgte, hvilken vej han skulle køre, og jeg kan huske, at jeg tænkte: Er det ikke det, du bliver betalt for at vide?

Efter gudstjenesten fulgte jeg med min præst ud i baglokalet, hvor hun skulle skifte til almindeligt tøj. Hun var lige kommet hjem fra Spanien, og fordi hun var gået ud og ind af en airkonditioneret bil, var hun blevet forkølet. Desuden havde hun fejret sin mands fødselsdag aftenen forinden: Hendes krop var helt lille og svedig under præstekjolen. Udenfor skiltes vi, og jeg gik ned ad Jagtvej. Det var en meget varm dag, og i en kiosk købte jeg et klippekort. Jeg havde hele dagen for mig. Jeg kom i tanke om, at mit køleskab var tomt, så efter krydset ved Tagensvej gik jeg ind i en Fakta for at købe brød og ost.

Det var først, da jeg stod midt i den, at jeg genkendte den som den Brugs, jeg havde arbejdet i, lige da jeg gik ud af gymnasiet, den Brugs, hvor jeg en dag pludselig fik et angstanfald. Døren op til frokoststuen var den samme, grøntafdelingen var blevet lavet om, indgangen til slagterafdelingen var helt fjernet. Men der var ingen tvivl i min krop, det var det samme butikslokale, den samme fornemmelse af 17

68466_lysgraensen_r3.indd 17 Lysgraensen.indd 17

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

knugende anspændthed. Selve kassen var også den samme, det var der, jeg havde siddet med et gammeldags kasseapparat, dér, jeg forgæves havde prøvet at følge med strømmen af kunder og til sidst måtte give op.

En torsdag morgen, som jeg stadig husker, fik jeg nogle meget mærkelige fornemmelser i kroppen, det føltes som en art lammelse, men det var naturligvis bare indbildning, for selv om det indvendig føltes, som om hele min verden var styrtet i grus, var jeg i stand til at rejse mig, gå op i frokoststuen og sige til en af de andre, at hun måtte overtage kassen. Jeg satte mig aldrig ved kassen igen. Jeg kom dagen efter for at prøve, om jeg ikke kunne klare et job i grøntafdelingen, men det kunne ikke nytte noget. Der var ikke andet at gøre end at få en sygemelding. Fra den ene dag til den anden kunne jeg hverken køre i bus eller gå i teateret, jeg kunne kun være sammen med én eller to personer ad gangen.

Jeg havde tidligere haft små angstanfald, men aldrig noget, der mindede om dette. Angsten var kommet ind i mit liv, og min læge gav mig en henvisning til en psykiater. Psykiateren blev jeg dog hurtigt klar over, at jeg ikke skulle gå hos. Han spurgte om alle de forkerte ting, og desuden ville han give mig medicin. Hvad jeg med sikkerhed vidste, at jeg ikke skulle have.

Derfor gik jeg på jagt efter en psykolog. En af min mors naboer fortalte mig om en psykoanalytiker, der lige var flyttet til Hillerød, og hende opsøgte jeg. Jeg gik hos hende hele sommeren, mens jeg boede hos min mor og arbejdede som rengøringsassistent på sygehuset – på psykiatrisk afdeling af alle steder. Jeg kom to gange om ugen, og det hjalp. Angsten forsvandt, og selv om jeg måske ikke var det stærkeste menneske i verden, så kunne jeg fungere normalt.

18

68466_lysgraensen_r3.indd 18 Lysgraensen.indd 18

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

Min kæreste dengang hed Søren. Søren boede sammen med sin far i et stort hus i Charlottenlund, og indirekte var det hans skyld, at jeg tog til Nicaragua. Ved et tilfælde gik han på hf med en af mine veninder fra Hillerød, Anne. En aften, da jeg var hjemme hos ham, var jeg lige holdt op med at ryge.

Fordi vi havde sådan et forhold, hvor vi var sammen om tirsdagen og kun venner om torsdagen, havde vi konstante kriser, og netop den aften havde vi åbenbart haft en særlig lang og opslidende snak, som gjorde, at jeg var begyndt at ryge igen. Jeg var rasende på mig selv.

Vi var ovenpå, inde på Sørens værelse. Jeg kan ikke huske, hvad vi havde diskuteret, men da diskussionen var færdig, ville Søren gå nedenunder for at ringe til Anne, han skulle høre, hvilke lektier de havde for til dagen efter. Jeg vidste allerede på det tidspunkt, at Anne ville til Nicaragua, og fordi jeg var så rasende, råbte jeg efter ham: – Og så sig til hende, at jeg vil med til Nicaragua!

Anne og jeg sad i baghaven hjemme hos hendes mor i Hillerød. Vi skrev ansøgning til Danmarks Kommunistiske Ungdom om at komme med på den internationale kaffebrigade, DKU deltog i hvert år. Det ville blive noget ganske særligt, var vi sikre på. Op mod 200 ungkommunister fra hele verden. Det ville blive som én lang lejrskole med alt, hvad dertil hører.

Det eneste problem var, at jeg kort forinden havde meldt mig ud af DKU. I gymnasietiden havde jeg, ansporet af Anne, været medlem, og det var også sådan, jeg havde mødt Søren. Anne var stadig medlem, og det var ikke noget problem for hende at søge, det var lidt mere speget med mig.

Men til DKU’s forsvar må man sige, at de lod mig komme med, også selv om jeg var en frafalden. Det var før Murens 19

68466_lysgraensen_r3.indd 19 Lysgraensen.indd 19

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

fald. Det var i 1986, og havde nogen fortalt os, at Muren ville falde, og Sovjetunionen få år senere ville gå i opløsning, ville vi ganske enkelt ikke have troet dem.

Da Anne og jeg var blevet accepteret af DKU, skulle vi til møde med de fire andre brigademedlemmer. Det foregik i en lejlighed på Nørrebro. Her så vi lysbilleder fra den forrige brigade, og det vi så, var en masse folk i militærtøj og regnfrakker. Folk stod ude i en jungle og spiste ris og bønner af bliktallerkener. Vi fik at vide, at det var så hårdt at være på brigade, at vi næsten kunne være stensikre på, at vi ville fortryde det. Vi kiggede rundt på hinanden. Ud over mig og Anne var der to piger og to kæmpestore jordog betonarbejdere fra Nørrebro, Mick og Dirch. De gjorde mig begge to nervøs. Selv om jeg ikke længere var bange for at tage hverken bus eller tog, så var jeg stadig lidt usikker.

Bare jeg skulle skænke en kop kaffe, følte jeg, at alle øjne hvilede på mig. Jeg turde slet ikke sige noget. Mødet var i øvrigt knap kommet i gang, før jeg var nødt til at gå, jeg skulle nå den sidste bus fra Hillerød Station.

Nicaragua blev mit livs rejse. Jeg havde aldrig før været i et land, der var så fremmedartet og spændende, og selve det at være i en brigade gjorde, at man hele tiden oplevede noget. Jeg blev så forelsket, at jeg hverken kunne spise eller sove eller lade være, det var som at være i en anden verden.

Aldrig siden har jeg oplevet at være så totalt sammensmeltet med en rejse.

Vi ankom til Managua i januar 1987, og skønt vi kun var en gruppe på seks, omtalte vi os selv som en delegation. De første par aftener sov vi på en skole. Hvad vi lavede om dagen, kan jeg knap huske. Managua var ikke ligefrem en by, man tog på sightseeing i. Nok var der et centralt torv, 20

68466_lysgraensen_r3.indd 20 Lysgraensen.indd 20

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

men ellers var det en noget usammenhængende by, brakmarker og slumkvarterer lå tilfældigt spredt ud over det hele.

Allerede på opsamlingsstationen havde jeg en rigtig dårlig fornemmelse omkring det forestående. Jeg var den eneste, der ikke var DKU’er, og jeg var også skeptisk over for hele forehavendet. Hvordan skulle vi dog kunne plukke kaffe så mange timer hver dag? Hvordan skulle vi kunne leve af ris og bønner? Lederne af lejren blev ved med at tale om, at hver spand kaffe, vi plukkede, var som en kugle mod kontrarevolutionen, og jeg var ikke den, der var tilhænger af store ord.

Dagen kom, hvor vi skulle fragtes op til kaffebrigaden, som lå i Matagalpa-provinsen. Det var noget, der foregik på nogle store lastvogne, hvor siderne var ved at falde af.

Som små stædige insekter borede lastbilerne sig op gennem bjergene, det var en meget smuk tur, som vi ville have nydt, hvis vi ikke alle sammen var køresyge. Selv lignede jeg én, der var på vej til min egen henrettelse, og hvis ikke de andre i den danske delegation havde været så søde, ved jeg slet ikke, hvad der var blevet af mig. Allerede på det tidspunkt fulgtes vi med nogle argentinske ungkommunister, der sang og råbte slagord i ét væk. Ligesom brasilianerne var de ikke alene ens klædt, de var også ustoppelige, når det gjaldt om at løfte gruppeånden.

Lastbilerne fortsatte. Vi kørte ad støvede grusveje, vi kørte gennem højlandet. Ud på eftermiddagen kørte vi igennem Matagalpa og ud til det kaffekooperativ, hvor vi skulle bo. Sammen med de andre blev vi gennet ned i to store barakker, som stod tomme. Vi fik hver anvist en køje, og jeg dekorerede straks min med billeder af min mor og min mormor, jeg trak min kasket godt ned i panden og følte mig svimmel.

21

68466_lysgraensen_r3.indd 21 Lysgraensen.indd 21

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

Men selv om jeg følte mig som lidt af en outsider, må jeg alligevel have været i stand til at vække tillid hos den foreløbige ledelse. I hvert fald blev jeg straks udnævnt som ansvarlig for to ting: affald og indkvartering. Det første betød, at jeg skulle sørge for at indkalde andre „affaldsansvarlige“ og sørge for, at der blev gravet nogle store huller til det affald, lejren kunne forventes at producere. Det andet betød, at jeg skulle tage imod alle de tilrejsende delegationer og vise dem, hvor de skulle bo.

Den dag i dag kan jeg se de nydelige små optegnelser i min notesbog fra dengang: tre irlændere i værelse ni, fem franskmænd i værelse ti, ti honduranere i værelse elleve. Og det er selvfølgelig de allerførste optegnelser, for senere fik vi en belægningsprocent på et par hundrede. Det var ikke længere nok med én mand i hver køje, alle måtte sove to og to. Selv kom jeg til at dele køje med den største og mest bredskuldrede mand i hele lejren. En af jord- og betonarbejderne fra Nørrebro.

Efterhånden som vi kom op over 100 i lejren, blev det klart, at vi måtte organiseres ordentligt. Ikke alene var vi en hel masse mennesker, der ikke havde prøvet at plukke kaffe før, der var også mange praktiske problemer, hele spørgsmålet om sanitet. Og så var der det, at kontraerne lå og skød et sted ude i bjergene. De ville sikkert gerne kapre sådan et par brigadister som os, det var i hvert fald det, vi fik at vide. Ret hurtigt blev vi organiseret militært. Tre kvadriller udgjorde en peloton, og vi var fem pelotoner i alt. Jeg blev valgt som leder af peloton fem, dvs. kvadrille 13, 14 og 15. I kvadrille 13 og 14 var der fem honduranere, seks danskere, fem cyprioter, tre amerikanere, tre irere. Ti elsalvadoranere udgjorde hele peloton 15.

22

68466_lysgraensen_r3.indd 22 Lysgraensen.indd 22

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

Min opgave var at være forbindelsesled mellem de enkelte kvadriller og generalstaben (som det altså blev kaldt). Generalstaben bestod af de fem pelotonchefer og de to chefer for hele lejren. Christian fra sandinisterne, Freddy fra den internationale ungkommunistorganisation.

Christian fik jeg i øvrigt mit livs bedste kompliment af.

Dengang lå sandinisterne og flød i grøftekanterne hver med en slidt radio, fordi de prøvede at opfange nyheder fra fronten. Batterierne var som regel dårlige, og derfor var det, der kom fra radioerne, som regel en høj skratten. Når man søgte afsides, enten for at være lidt alene eller for at bade, hørte man pludselig en skratten fra et nærliggende krat. En eller anden dag havde jeg så gjort et eller andet, som Christian var imponeret over, og derfor kom han på et afsides sted over til mig og sagde: „You is like…“(og så kiggede han op i himlen, metaforerne stod ikke ligefrem i kø) „…when the battery is good.“ Freddy var en lille fyr, som altid grinede, og som aldrig i sit liv havde haft et gevær i hånden. De andre pelotonchefer var nogle hårde negle. Der var f.eks. en argentiner, som gik med baret og hele tiden talte om morterangreb. Også de andre gik i militærtøj og talte spansk. Desværre talte jeg ikke selv spansk, så det meste af tiden var jeg temmelig hægtet af.

Når det kom til lejrens organisering, disciplineringen, som var det altoverskyggende emne, blev der oversat, enten til engelsk eller svensk. Men mange militære diskussioner fik jeg aldrig oversat.

Sagen var den, at det, helt fra vi kom, havde været planlagt, at der skulle afholdes en evakueringsøvelse. Sandinisterne lå efter sigende i tre ringe omkring lejren, men hvis kontraerne brød igennem, skulle vi have en plan. Jeg skal aldrig glemme turene rundt i området, hvor jeg gik der med 23

68466_lysgraensen_r3.indd 23 Lysgraensen.indd 23

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

en masse halvstuderede guerillatyper og diskuterede flyangreb, flugtveje og forsvar. Jeg prøvede at stille spørgsmål, men et enkelt Che Guevara-blik forsikrede mig om, at det var bedre at klappe i.

Jeg har altid haft en livlig fantasi. Som vi gik der og røg smøger i skumringen, forestillede jeg mig, at jeg selv var guerilla, at jeg havde myrdet mange fjender og nu var på vej hjem til landsbyen med mine kammerater, måske ville der være en kæreste, der ventede. Omsider ville jeg kunne komme i bad, omsider ville jeg kunne få en tortilla med ris og bønner. Jeg fantaserede. For jeg havde svært ved at tage det alvorligt. For mig var tanken om at blive angrebet og kidnappet simpelt hen for langt ude.

Men en aften blev der faktisk indkaldt til krisemøde i generalstaben. Vi fik at vide, at kontraerne var brudt igennem den yderste af sandinisternes tre ringe, og vi fik at vide, at det var hemmeligt. Vi måtte under ingen omstændigheder sige noget til vores respektive pelotoner og delegationer, så ville panikken bare brede sig. Alligevel havde rygtet jo spredt sig, og den danske gruppe tog mig det meget ilde op, at jeg ikke ville fortælle, hvad der var sket.

Få dage senere skulle evakueringsøvelsen endelig gennemføres, et par sandinister smed et par håndgranater uden for barakken for ligesom at skabe den rette stemning. Så blev vi ellers gennet op ad en flod, hvor vi i tavs panik sprang fra sten til sten, mens sandinister stod langs floden og hviskede, at vi skulle tage det roligt („calma, calma!“). Alligevel kom mere end én til skade. Der blev også aftalt signaler for forskellige former for angreb. To lange hyl betød direkte angreb fra bjergene, tre korte hyl betød luftangreb.

24

68466_lysgraensen_r3.indd 24 Lysgraensen.indd 24

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

Ellers gik tiden som sagt med disciplinering. Når man er langt væk hjemmefra, spiser dårligt og ikke sover om natten, så er det hårdt at arbejde ti timer om dagen. Der var hele tiden problemer med folk, der blev hjemme, holdt møder i marken, eller snød, når de skulle have opmålt dagens høst.

Russerne var faktisk de værste, de havde et temmelig kreativt forhold til det, der blev kaldt socialistisk kappestrid. Den korte tid de var i lejren, var de i vores peloton, og derfor var det os, der måtte gå op og sige, at de skulle rense kaffebuskene ordentligt, at de ikke måtte plukke de grønne bær, at dagens høst skulle måles op på de autoriserede steder – ikke noget med at gøre det selv. Men lederen fra Komsomol kiggede nærmest muntert på mig og den tolk, jeg havde taget med: Sådan et par opkomlinge. Han skulle nok selv bestemme, hvordan den kaffe skulle plukkes.

Ikke så få var bange for at stikke fingrene ind i kaffebuskene, den rumænske delegation havde fundet adskillige slanger og nogle larver, hvis bid angiveligt kunne være dødeligt. Selv blev jeg også bidt af sådan en larve. Panikslagen greb jeg fat i Anne og spurgte, om hun ikke ville eskortere mig ned til lejren, hvor den østtyske ungdomsorganisation, Freie Deutsche Jugend, FDJ, havde en klinik. Jeg var overbevist om, at jeg skulle dø. Mens vi gik ned ad bjerget, fortalte jeg Anne, hvordan hun skulle forholde sig, hvis det nu var. I bakspejlet kan det virke en smule teatralsk, og jeg ved ikke, om det var, fordi vi var unge, om det var, fordi jeg faktisk kunne mærke lammelsen sprede sig fra fingeren ud i hånden, men døden var for os en totalt nærværende – og i grunden ikke så skræmmende – mulighed.

At Annes lig godt et år senere ville blive fragtet hjem fra Nicaragua i et militærfly, havde vi naturligvis ingen jordisk chance for at vide.

25

68466_lysgraensen_r3.indd 25 Lysgraensen.indd 25

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

Da vi kom ned til FDJ-lægen, smilede han til os og sagde, at larven havde stukket mig med noget bedøvende gift, hvis virkning snart ville aftage. Anne og jeg tog det som en chance for at holde en fridag. Faktisk tror jeg også, at jeg tog en fridag mere efter det. Det havde været lidt af et skift at gå fra at være outsider i den danske gruppe til at blive hele lejrens disciplinerings-bisse.

Dagen forløb således, at vi mødtes hver morgen til morgensamling klokken seks, solen var lige ved at stå op. Efter at vi havde råbt en passende mængde anti-amerikanske slagord, fik vi nyheder fra fronten (altså om kontraernes fremrykning), og af og til blev gårsdagens bedste kaffeplukker udnævnt. Derefter bevægede vi os som en tynd, leddeløs orm ind og ud gennem de omkringliggende bjerge, hvor vi ofte stod og plukkede kaffe med en fantastisk udsigt.

Efterhånden som folk blev mere og mere udmattede, skete der det, at de gik ud af rækken, nogle gik ned for at spise, og så kunne de nærmest ikke nå op igen, før arbejdsdagen var slut. Ledelsens svar var temmelig bureaukratisk: Hvis man ville ud af rækken, eller hvis man ville ned og spise, skulle man have en skriftlig tilladelse.

Sagen var vel den, at lejren langsomt var ved at gå i opløsning. Folk fik ingen søvn, ingen mad, og det er svært at leve af socialistiske slagord alene. Episoden med larven benyttede jeg som sagt til at få et par dage på langs, og jeg trængte til det.

Desuden var jeg blevet forelsket. Helt siden jeg kom, havde jeg haft et godt øje til en lille argentiner, der spillede guitar og altid gik med et snørebånd om halsen.

26

68466_lysgraensen_r3.indd 26 Lysgraensen.indd 26

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

I princippet havde vi fri i weekenden. Der var ofte „frivilligt arbejde“ om søndagen, men der var alligevel fest. Nok var det svært at skaffe varer fra byen, men det hændte, at en gris var blevet slagtet, eller at nogen havde fået fat i en flaske rom. Med over 150 unge mennesker skulle der bare være fest en gang imellem. Argentinerne havde et par enorme trommer, svenskerne havde guitarer, og danselysten fejlede ikke noget. Det var til en af de fester, at jeg pludselig fandt mig selv i armene på Daniel, ham, der gik med et snørebånd om halsen. Det største problem med Daniel var, at han ikke talte et ord engelsk, jeg talte ikke et ord spansk. Når vi skulle tale sammen, foregik det med lommelygter og ordbøger i passende afstand fra barakken. Daniel fortalte mig, at han havde lagt mærke til mig første gang på opsamlingsstedet i Managua, jeg havde lagt mærke til ham, da han som medlem af det, der dengang var sanitetsgruppen, havde lært sig at sige svin på engelsk. „Pig, pig, pig,“ sagde han og mente, at de skulle indhegnes, så de ikke gik frit omkring nede ved barakkerne. Efter det havde han prøvet at danse som Zorba i Zorba, Grækeren, han havde kigget på mig og sagt, at jeg måtte se at lære spansk. Hvad jeg også gik i gang med. De første spanske ord, jeg har skrevet ned i min lille notesbog, er meget betegnende nogle, der har med affald at gøre. „Affald“, „Røg“, „Brændbar“, „Kost“, „Spand“, „Sæbe“. Den slags. Pludselig slår det over i „Jeg er alene“, „Dejlig“, „Elske“, „Jeg har drømt om dig“, „Jeg beundrer dig“. Den slags.

Vores breve til hinanden var meget romantiske. Det var sådan noget med at give alle stjerner på himlen nye navne, sådan noget med aldrig at skilles og huske hinanden for evigt – og det til trods for, at vi knap kunne tale sammen.

Men dengang forekom det os selvfølgelig ikke spor over27

68466_lysgraensen_r3.indd 27 Lysgraensen.indd 27

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

drevet. Den første aften vi var sammen, sad vi udenfor og snakkede sammen gennem ordbogen. Da han spurgte, hvad jeg lavede hjemme i Danmark, sagde jeg uden tøven: – Jeg er digter.

Det havde jeg aldrig kaldt mig selv foran nogen anden før. I det hele taget var det et forjættende møde, måske også fordi det var noget, jeg havde så helt og aldeles for mig selv.

Min familie kendte ikke Daniel, ingen kendte Daniel, og jeg følte, at jeg kunne være, hvem jeg ville, sammen med ham.

Det var en stor frihed, men det var også en kort frihed. Nok havde vi strejfet emnet: Kommer du til Danmark? Kommer du til Argentina? Men vi sås aldrig siden.

Mange år senere var jeg i Cuba, da der var møde for resterne af den ungkommunistiske verdensbevægelse. Helt tilfældigt gik jeg tur på Malecón’en, da jeg kom til en stor gruppe argentinere, der stod i en gruppe og spillede tromme, råbte slagord. Det gav et sug i maven på mig. Jeg var sikker på, at Daniel var derinde, i midten af menneskemængden, og det var, som om al den mellemliggende tid blev slettet med et pennestrøg.

Anne havde haft spansk, da hun gik på hf sammen med Søren. Også hun blev forelsket, da vi var i Nicaragua. Ham, hun blev forelsket i, var ungsandinist og hed Edwin. Edwin havde været militant, fra han var ganske ung. Så vidt jeg husker, havde han mistet begge sine forældre i krigen.

Edwin var stor og stærk og muskuløs, af og til fyrede han en maskingeværsalve af, når han syntes, der manglede lidt sjov i gaden. En morgen smed han også en håndgranat ind gennem barakken. For at vække os. Edwin var som jeg i generalstaben, det var ham, der stod for patruljeringen af lejren.

28

68466_lysgraensen_r3.indd 28 Lysgraensen.indd 28

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

En aften, da generalstaben skulle mødes, stod vi ude foran en af barakkerne og ventede på et par medlemmer. Jeg havde fået fat i en af disse nicaraguanske bondesmøger, der sværtede ens lunger kulsorte, blot man tog et enkelt sug. Jeg vendte mig mod Edwin og spurgte: – Fuego? (ild) Edwin var i grønt militærtøj og havde ungsandinisternes røde tørklæde på som pandebånd. Han vendte sig mod mig på en måde, der ville have fået enhver kvinde til at snappe efter vejret.

– Si, sagde han og gav mig ild.

Hvis ikke han var ild, af og til kom jeg ærlig talt i tvivl.

Edwin havde en del at sige angående lejrens sikkerhed, og selve lejrspørgsmålene blev efterhånden trængt mere og mere i baggrunden af militære spørgsmål. Hvad skulle vi gøre, hvis alarmen lød, når vi var i marken? Hvad skulle vi gøre med de syge? Skulle vi begynde at sove i tøj, vi kunne blive evakueret i? Annes første kæreste, Mario, som også var ungsandinist, sov faktisk med støvlerne på. Skulle vi virkelig gøre det samme? Selv om jeg var leder af peloton fem, selv om det var mig, der af fulde lunger råbte: El peloton Salvador Allende? (hvortil den lidt forkølede og endnu ikke helt vågne peloton, svarede: Presente!) – så blev jeg mere og mere hægtet af, efterhånden som spørgsmålene blev militære. For det første var der sprogproblemet, men der var også hele det faktum, at kvadrille 15 var elsalvadoranere, som faktisk havde modtaget militærtræning i Nicaragua. Derfor havde de lidt svært ved at tage mine „ordrer“ helt alvorligt. Da pelotoncheferne skulle udstyres med fløjter, ved jeg ikke, hvem der overtog min plads, men jeg gled lige så stille i baggrunden.

29

68466_lysgraensen_r3.indd 29 Lysgraensen.indd 29

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

Da brigaden var slut, blev vi kørt i lastvogne til Managua, og efter seks uger på ris og bønner var det totalt slaraffenland at smage cola igen, spise kylling med pomfritter. Vi havde det, som om vi havde været i en anden verden, hvad vi i en vis forstand også havde. Jeg tvivler på, at nogen i vores gruppe nogensinde havde oplevet noget lignende. Anne var dog blevet meget mut og indesluttet, hun gik og rugede over et eller andet, jeg ikke rigtig vidste hvad var. Da vi andre skulle hjem, blev hun. Hun rejste til Guatemala og senere også tilbage til Matagalpa, hvor hun mødtes med Edwin.

Edwin, der senere flyttede til Sverige og fik to børn i nærheden af Uppsala.

68466_lysgraensen_r3.indd 30 Lysgraensen.indd 30

08/02/16 17:43 21/04/16 12.28

„Fremragende psykoanalytisk fortælling …“ E K S T R A B L A D E T

I forbindelse med først en nær venindes pludselige, voldsomme inden for samme uge, påbegyndte Katrine Marie Guldager en psykoanalyse, der varede i ni år. Fire gange om ugen begav hun sig af sted til sin psykoanalytiker for at lægge sig på briksen. Det foregik meget diskret, hun fortalte intet om det til nogen, hverken familie, venner eller kolleger.

Det er dette forløb, der fortælles om i Lysgrænsen. Lysgrænsen er hverken en erindrings- eller en terapibog; den er en nøgtern og afklaret beretning om et forsøg på at komme til rette med sit livs op- og nedture, om en barndom i halvfjerdserne, om opbrud og svigt, rejser og dans – og om at nå til en ny forståelse af sig selv.

KATRINE MARIE GULDAGER (1966) er forfatter til en lang række digte, noveller, romaner og børnebøger, herunder den store familiekrønike fra Køge. Katrine Marie Guldagers bøger er er oversat til flere sprog, og hun har modtaget adskillige legater og priser, bl.a. Statens Kunstfonds treårige legat, Kritikerprisen og Beatriceprisen.

ISBN:978-87-4003051-8

K AT R I N E M A R I E G U L DA G E R LY S G R Æ N S E N

død og så faderens lige så pludselige, voldsomme død, begge

K AT R INE MARIE GUL DAGER LYSGR ÆNSEN POLITIKENS FORLAG