Lyset sletter nattens ord

90 mm

90 mm

”Forsøger du at omvende mig ?” spurgte Martin smilende.

Sidst, han havde fået tilbudt gratis bøger, var det Jehovas Vidner, der stak dem i hånden på ham. ”Nej,

min ven. Jeg omvender ikke folk. Jeg snakker med mennesker, der selv ønsker at blive omvendt,” svarede Abu Asadullah. Han lagde bøgerne i en plastikpose, som en af pigerne rakte videre til Martin. ”Jeg kan ikke

Foto© Andreas Birch Eriksen

I månederne inden angrebet er den unge kriminalreporter Martin Jelling kommet tæt på det hemmelige islamistiske miljø i København, et miljø, der har forbindelser til terrormistænkte i Yemen og England. Samtidig udspiller der sig en magtkamp i Politiets Efterretningstjeneste, og PET-agenten Peter Smith er alvorligt bange for, at tjenesten er ved at miste overblikket over de danske islamister.

POLITIKENS FORLAG

politikensforlag.dk

I ISBN S B N 9978-87-400-2064-9 78-87-567-9913-3

LYSET SLETTER NATTENS ORD

En lyseblå Fjällräven eksploderer ved Storkespringvandet midt i det travle København. Ved et mirakel omkommer kun to mennesker. Inden dagen er omme, står det klart, at der er tale om et terrorangreb.

Lyset sletter nattens ord er en psykologisk thriller om en ung dansk journalist og en erfaren efterretningsagent, der begge kommer i klemme i et magtspil, de ikke kan overskue.

LYSET SLETTER NATTENS ORD-1.indd 1

145 mm

32 mm

MIKI MISTRATI

220 mm

MIKI MISTRATI er journalist og har arbejdet for TV2, DR, Ekstra Bladet og Nordisk Film TV. I dag er han executive producer på Time Inc. i London. Han har produceret mere end 50 dokumentarfilm til det danske og internationale tv-marked.

Han er forfatter til romanerne Solo, Spin og Magt og medforfatter til Den Hemmelige Tjeneste, Magtens Bog, Dan Lynge – Mit dobbeltliv og Bad Standing.

Mistrati har modtaget en lang række journalistiske priser, herunder Cavlingprisen, Nils Ufers Mindelegat, Victorprisen og senest i 2014 den prestigefyldte internationale pris The World Television Award.

145 mm

MIKI MISTRATI LYSET SLETTER NATTENS ORD

KRIMI

få mennesker til at gøre ting, som ikke allerede er i dem og er bestemt for dem. Jeg kan hjælpe med at åbne deres sind mod det, som allerede er bestemt,” sagde Abu Asadullah.”

Uddrag fra bogen

POLITIKENS FORLAG 20/02/17 16:44

LYSET SLETTER NATTENS ORD

Lyset sletter.indd 1

28/02/17 15.16

Romaner: Solo, 2008 Spin, 2011 Magt, 2012 Lyset sletter nattens ord, 2017 Medforfatter til: Den Hemmelige Tjeneste, 1999 Magtens Bog, 2002 Dan Lynge – Mit dobbeltliv, 2006 Bad Standing, 2015

Lyset sletter.indd 2

28/02/17 15.16

Lyset sletter.indd 4

28/02/17 15.16

MIKI MISTRATI

LYSET SLETTER NATTENS ORD Roman

Politikens Forlag

Lyset sletter.indd 3

28/02/17 15.16

Lyset sletter.indd 6

28/02/17 15.16

Forord Jeg gik i gang med at skrive Lyset sletter nattens ord en dag i august 2014.

Godt seks måneder senere blev min fiktive virkelighed overhalet af den rigtige virkelighed, da Danmark blev ramt af et terrorangreb.

Min forlagsredaktør skrev til mig: Jeg kan slet ikke fatte, hvordan den virkelige virkelighed kunne komme så tæt på det setup, du sendte til din roman.

Den samme tanke ramte også mig, den dag en ung mand valgte at angribe to steder i København og dræbe to uskyldige mennesker, såre syv politifolk og skræmme et utal af mennesker.

Det har selvfølgelig ikke været hensigten med min roman at skræmme.

Jeg har ikke ønsket at puste til frygten eller nære et had. Snarere har jeg været drevet af et ønske om at forstå, hvordan mennesker kan komme så langt ud, at de bliver villige til at dræbe i Guds navn.

Miki Mistrati

Lyset sletter.indd 5

28/02/17 15.16

Lyset sletter.indd 8

28/02/17 15.16

Hans ene hvide sneaker lå på jorden et stykke væk. Den manglede sin makker. Sko giver kun mening i par, og i det lille udsnit af verden, han kunne se, var der kun én. Derfor skabte den uro i hans hoved.

Hans krop gjorde ondt, ikke et bestemt sted, bare over det hele. En altomsluttende smerte. Han lukkede øjnene. Den hvide sko forsvandt. Lyset forsvandt. Mørket var totalt. Det var, som om nogen havde skruet ned for hans sanser. Der var ingen lyd. Ikke engang den summen, der havde indtaget hele hans krop for et øjeblik siden. Han fornemmede Josefines gyngende underben i det fjerne. De gyngede ikke i takt. Hun sad i sofaen i deres stue, men han kunne kun se de gyngende ben. Hun havde sine lyserøde hjemmesko på. Dem med Peter Plys’ glade, uskyldige ansigt på. Hun sad sikkert og kiggede i en Peter Plys-bog. Sikkert sammen med en barbiedukke. Måske ventede hun på, at han skulle læse højt for hende. Han havde lyst til at rejse sig og opfylde hendes ønske, men smerten var lammende. Kroppen reagerede overhovedet ikke. Han havde lyst til at holde om Josefines lille, spinkle krop en sidste gang. Kramme hende og høre hendes lyse og glade stemme befale, at nu skulle der læses. Der hvor Grisling sagde “m-m-modig” ... Han nåede ikke at høre hendes stemme igen. De dinglende pigeben forsvandt.

Han fornemmede yderst i sin bevidsthed, at nogen kom hen til ham. Måske var det bare luften, der ramte hans kinder. Måske var det en duft eller en varme. Det umiskendelige nærvær af et andet menneske. Men mørket lukkede hurtigt fornemmelsen ude igen. Han kunne vælge at hægte sig fast i det andet menneskes nærvær, eller han kunne lade sig synke.

Han sank.

7

Lyset sletter.indd 7

28/02/17 15.16

Lyset sletter.indd 10

28/02/17 15.16

FĂ˜R

Lyset sletter.indd 9

28/02/17 15.16

1 Josefine sad med en barbiedukke. Hun redte dukkens hår med den lille lyserøde plastikbørste, der fulgte med i pakken. Hun rettede på kjolen og satte dukken ned. Martin kunne høre, at hun nynnede en melodi, men han kunne ikke høre hvilken. Måske var det Justin Bieber, måske var det Medina. Det var også lige meget. Han stod bare i døråbningen og nød sin datters glæde.

Duften af varme boller fyldte lejligheden. Anna stod sikkert stadig i køkkenet og baksede med lagkager. Josefine blev fire år i dag. Følelsen af at være far og ægtemand fyldte ham med oprigtig glæde. En dyb og varm følelse af at være noget.

Josefine kiggede op på ham. Hun smilede så bredt, som munden kunne, mens hun redte dukkens hår uden at se ned. Pigen og dukken havde samme lange, lyse hår. Det nåede et godt stykke ned ad ryggen.

Josefines hår var længere end Annas, der heldigvis lod det blive ved tanken, selvom hun til stadighed truede med at få klippet det i en kort page.

Hun syntes ikke, det passede til en kvinde i midten af trediverne at have så langt hår.

Martin elskede både Annas og Josefines lange, lyse hår. Han smilede til Josefine, der nynnede videre. Han mærkede et kærtegn på sin ene arm.

Duften af nybagte boller blev trængt i baggrunden af Annas duft. Jasmin.

Den ramte hans næse som et overfald. Han var villig til at over­give sig på stedet. Hendes duft havde altid haft en fortryllende og forførende virkning på ham. Hun klemte kærligt hans overarm og kyssede ham i nakken. Han lagde hovedet en anelse tilbage og ramte hendes skulder.

“Hold lige op, mor og far, det er min fødselsdag i dag,” udbrød Josefine. Hun havde ret, det var hendes store dag. Anna slap hans arm og gik ud i køkkenet igen. Martin gik hen til Josefine og satte sig i skrædderstilling ved siden af hende.

11

Lyset sletter.indd 11

28/02/17 15.16

“Vil du lege med mig?” spurgte Josefine.

“Ja, det vil jeg gerne. Men gæsterne kommer jo lige om lidt. Skal du ikke være klar?” sagde Martin og tog en dukke op, der lå på gulvet.

“Jeg er klar,” sagde hun og rejste sig op. Hun kastede sig i favnen på ham og klemte til. Selvom hun kun blev fire år, mærkede han hendes børnekræfter om halsen.

“Det ringer på døren,” råbte Anna ude fra køkkenet. Josefine fór ud mod hoveddøren. De første gæster var på vej op, og han glædede sig til at se sin mor, der lige var kommet hjem fra hospitalet. Lægerne mente, at hun var kureret nu. Hendes hjerte var klar til en ny omgang med både gymnastik og banko en gang om ugen på den gamle, fine Hyldgårdsskole i det nu for ham fjerne Ikast.

“Din mor er kommet,” sagde Anna og stak hovedet ind på værelset.

Han smilede til hende og greb de to dukker og en Peter Plys-bog og lagde dem på barnets seng, der i forvejen flød med legetøj og bøger.

Hans mor kom alene. Poul, hendes ven, som hun foretrak at kalde ham, kunne ikke tage fri fra stadionhallen. De spillede jo også håndbold i Ikast Hallen om lørdagen, havde han fortalt Anna i telefonen som undskyldning for at blive væk. Han havde kun været i København tre gange i sit otteogtresårige liv. Martin var hemmeligt lettet over, at han ikke var med. Han kunne ikke forene sig med at kalde den nye mand for ‘stedfar’, hverken over for Anna eller sig selv. Poul var en slags fremmedlegeme i deres liv. Over for Josefine sagde han “farfar Poul”.

Hans mor og Poul havde mødt hinanden i en sen alder, da Martin for længst havde forladt lejligheden i Ikast. Han ønskede hende al mulig lykke i livet, men Poul var som en sten i skoen, uden at han helt kunne sætte fingeren på problemet. En dag havde han bare været der. Martin havde været på besøg i Ikast, og pludselig stod der to par mørke træsko i entreen, og der hang en sort jakke i nylon på stumtjeneren. Der stod Ikast Hallen på brystet og ryggen af jakken, og den var hængt sirligt op på en bøjle. Sådan hængte hans far også altid sin jakke.

Intet var blevet annonceret i forvejen. Da han mødte sin mor i døråbningen ind til stuen, havde hun bare slået ud med armen mod 12

Lyset sletter.indd 12

28/02/17 15.16

sofaen, hvor en fremmed mand var ved at komme på benene. “Det er Poul.”

Hun kaldte ham ‘sin ven’, og siden havde Martin og Poul mødtes en halv snes gange ved forskellige lejligheder, men det var, som om moderens introduktion altid havde hængt i luften mellem dem: “Det er Poul.”

Hans rigtige far havde været et kældermenneske. Langt de fleste timer, de havde tilbragt sammen, var blevet tilbragt i kælderen, hvor de savede og hamrede løs. Faderen havde lært ham, hvordan man målte op og savede i skarpe og præcise vinkler. At skære i smig. Han skulle fokusere på opgaven og lukke alt andet ude. Kun på den måde blev resultatet tilfredsstillende. Han havde spurgt, om det også gjaldt lektier. Det gjorde det. Men han forstod aldrig regning – slet ikke brøker. Uanset hvor meget han fokuserede. Figurer og geometri kunne han fange. Hans far havde lært ham at spejlvende i kælderen med træ. De forskellige former og figurer, der kunne skabes i virkeligheden, var håndgribelige for ham.

De gav mening. “Fokus, min dreng,” havde faderen sagt igen og igen.

“Fokus på opgaven, så skal det hele nok gå.”

De mere spidsfindige dele af matematikken, som ikke på nogen måde relaterede til en virkelighed, han kendte, havde han haft meget svært ved. Ligesom med pigerne. Det var, som om der lå nogle skjulte budskaber og logikker i både matematikken og i samværet med piger, som han simpelthen ikke fangede. Noget underforstået. “Heraf følger logisk, at ...”sagde hans matematiklærer ofte. Det gjorde det bare aldrig for Martin.

Sådan havde han det stadig. Når ting blev for abstrakte, havde han svært ved at følge med. Hans kærlighed til Anna og Josefine var meget konkret. Den centrerede sig om, hvordan de duftede, hvordan det føltes at røre ved dem, hvordan det smagte, når han kyssede Anna, og den kildrende lyd af deres stemmer. Når han var væk fra dem i længere tid, var det, som om hans kærlighed langsomt forsvandt, og han kunne blive helt desperat efter igen at føle, dufte, smage, kigge på og lytte til dem, så kærligheden igen fik næring og voksede.

I de unge år havde han forsøgt at benytte sig af nogle af sin fars råd.

Han havde fokuseret på opgaven. Han skulle være nobel og galant over 13

Lyset sletter.indd 13

28/02/17 15.16

for pigerne – uden at prale eller virke arrogant. Han skulle holde øjenkontakt så længe som muligt og åbne dørene for piger. Han havde ikke helt forstået hvorfor, men havde været lykkelig for at kunne fokusere på de konkrete opgaver.

Hans egne forældre syntes aldrig at have øjenkontakt, og han så aldrig sin egen far holde døren for moderen en eneste gang, men han havde overbevist sig selv om, at det var, fordi deres kærlighed var så veletableret, at de ikke længere havde behov for den slags. De hvilede så meget i hinanden, at alle de små julelege var blevet unødvendige.

De havde mødt hinanden i den lokale kirke i forbindelse med et julearrangement. Juletræet uden for kirken var væltet en vinternat, og hans far havde hentet nogle træstumper og bakset en ny fod sammen. På den måde kom juletræet igen til at stå fredfyldt foran kirken til stor glæde for alle børnene og ikke mindst hans mor. Hun havde betragtet ham, mens han fik træet på fode igen, og hun havde haft en kop varm kaffe med til ham. De havde drukket kaffen sammen ude foran kirken, og ifølge hans far havde han budt hende op til dans til den efterfølgende julefest. Så havde han købt blomster og skrevet julekort til hende, og det ene havde taget det andet.

Martin troede ikke helt på det med dansen. Hans far havde aldrig været dansetypen. Det havde Martin i hvert fald arvet. Hans far havde heller aldrig været den store romantiker, men han havde fokuseret på hende og opgaven og fanget hendes opmærksomhed. Sådan var historien. Martin havde aldrig spurgt om sin mors version.

Egentlig fornemmede han, at de havde kendt hinanden gennem deres egne forældre. Der havde været små tegn og fortalelser, der antydede, at juletræshistorien ikke var den hele og fulde sandhed. Faktisk var han i tvivl om, om hans bedsteforældre havde ført dem sammen. Han havde engang spurgt til den teori, men hans far havde affærdiget ham og var begyndt at snitte i en træstump, der senere skulle blive til den minihest, der stadig stod på altanen ved siden af en potteplante hos hans mor i Ikast.

Selv var han aldrig blevet ret god til hverken træsnitteriet eller det med pigerne. En aften i kælderen havde hans far taget hårdt fat i hans 14

Lyset sletter.indd 14

28/02/17 15.16

arm og sagt, at han skulle opføre sig som en mand. Han havde fundet ud af, at Martin var blevet drillet med sit røde hår i skolen. Han var gået hjem i spisefrikvarteret og var blevet hjemme. Hans klasselærer havde ringet hjem til hans mor om aftenen, og hun var kommet ned med en kop kaffe og havde stillet den på kanten af høvlbænken. Hun havde bare stirret på ham med et blik, som ikke var til at tage fejl af. Hans far havde forsigtigt lagt stemmejernet på bænken, og han og moderen havde talt dæmpet sammen. Han vidste, hvad de talte om, selvom han få sekunder forinden havde troet, at sagen var afsluttet.

Han var otte eller ni år og ville allerhelst bare være en dreng. I mange år var hans værste frygt hverken piger eller tal. Hans frygt koncentrerede sig om at blive en mand. Han var ikke sikker på, at han kunne finde ud af det. Han forestillede sig, hvor svært det var at være voksen. De skulle hele tiden tage stilling til voksenting, gøre voksenting. Ting, som han ikke havde nogen anelse om, hvordan man klarede. Med årene blev det kun værre, da det viste sig, at det kneb med pigerne, som jo tydeligvis var en meget stor del af det at blive ‘en mand’. Han havde en grundlæggende følelse af, at han simpelthen ikke var god nok til at være ‘mand’.

En følelse, der stadig sad i ham, men som han nu kunne håndtere. Når den dukkede op, kunne han reflektere over den, kigge på sin smukke kone og sin dejlige datter og overbevise sig selv om, at han var alt det mand, han behøvede at være.

Den aften i kælderen var første gang, hans far havde bedt ham om at opføre sig som en mand, og det havde fyldt ham med rædsel.

Da hans mor var gået, havde faderen stirret ham direkte ind i øjnene. Han havde mærket, hvordan tårerne piblede frem og på deres egen måde understregede, hvor lidt mand han var. Hans far havde spurgt ham, hvorfor han ikke havde sagt noget. De havde været sammen i kælderen i lang tid, og han havde ikke nævnt det med et ord. Hans far havde lært ham, at han aldrig måtte lyve. Aldrig! At tie var også at lyve, fik han nu at vide. Og en rigtig mand løj aldrig.

Drilleriet blev aldrig nævnt siden, selvom det naturligvis ikke stoppede. Faktisk havde han gennem en nøje kontrolleret tavshed løjet for 15

Lyset sletter.indd 15

28/02/17 15.16

sin far gennem hele sin barndom og ungdom. Med tiden blev han ganske god til det.

Selv havde han altid betragtet sin far som en rigtig mand. Den ideelle mand, faktisk. Og han så denne beundring spejlet i sin mors blik. Hun var stolt af sin snedkermand, der producerede meget andet end miniheste, havenisser og bordskånere. Han havde produceret stole til Midtjyllands Møbler gennem ti år. Stolene stod sikkert stadig i flere hjem i Danmark.

På vej ud i entreen slog det ham, at han blev nødt til at besøge sin fars gravsted snart. Sammen med Josefine. Hun troede stadig, at farfar Poul var hendes farfar, men hun skulle lære sin rigtige farfar at kende en dag.

Ham, der burde stå ved siden af den spinkle kvinde i entreen. Nu havde hun taget toget alene. Fire stive timer på skinnerne.

“Goddav, min dreng,” sagde hun og slog armene ud. Josefine var allerede løbet ind i stuen for at pakke sin gave op. Indpakningspapiret fra BR og formen på kassen afslørede, at det formentlig var en ny barbiedukke til samlingen.

“Hej mor, hvordan har du det?” spurgte han. Han fik et lille stik i brystet, hver gang han med påtaget lethed spurgte. Hans egen læge havde engang spurgt, om hans familie havde arvelige sygdomme. Han havde svaret nej, men hans mor var trods alt ikke gammel i den forstand, og uanset hvad hun ville svare efter et splitsekund, var der noget galt med hendes hjerte. Han tog sig diskret til brystet.

“Skal jeg ikke tage din frakke?” skyndte han sig at spørge, mens han forsøgte at skjule sin overraskelse over hendes udseende. Askegrå i huden og tynd, som om hun ikke havde spist i ugevis. Det havde hun sikkert heller ikke. Han havde håbet, at hun så bedre ud.

“Joh, jeg har det bedre end sidst, du så mig. Det går fremad,” sagde hun.

Han bemærkede, at hun rystede på hånden. Hun røg sikkert endnu trods advarslerne fra lægerne. Hans far var holdt op, i samme øjeblik lægerne gjorde ham opmærksom på problemerne med hjertet. Alligevel var det en ulykke, der satte en stopper for hans liv.

16

Lyset sletter.indd 16

28/02/17 15.16

“Kom, lad os sætte os ind i stuen og få en kop kaffe, Monica,” sagde Anna, der gik til og fra i køkkenet. Det ringede på døren igen, og kort efter sad alle de indbudte gæster plus et par småpiger omkring bordet og indtog kage, boller, kaffe og kakao.

“Jeg skal lige høre dig, Martin, I havde et interview med en af de der tossede islamister forleden dag. Nogen nede på danseskolen sagde, at du havde lavet det,” sagde hans mor hen over bordet. Hun mente, at han burde være blevet på Herning Folkeblad. “Øh, ja, hvad mener du?” sagde Martin. De andre om bordet stoppede deres samtale og ville høre med. Martin kendte dem ikke tæt, men Josefine var bedste veninde med deres datter Julia, så derfor var de også venner med hendes forældre. Han var i hvert fald glad for bekendt­skabet.

“De siger, at avisen giver taletid til en ekstremist,” sagde hun, mens hun pillede ved sin lyserøde papirserviet. Han forestillede sig, hvordan hele danseholdet havde overfaldet hende med beskyldninger mod hendes søn. Han kunne levende forestille sig, hvordan medierne og især hans arbejdsplads, Ekspres Posten, fik med grovfilen, uden at hun havde mulighed for at forsvare sig. Hendes drøm var, at han var blevet snedker som sin far, men når det nu skulle være journalistik, burde det i det mindste have været på hjemegnen. I værste fald på en anden jysk avis.

Hun fattede ikke, hvordan han kunne arbejde på Ekspres Posten. Boule­ vardpressen, kaldte hun den. Han havde forsøgt at give hende et gratis abonnement engang, men han fandt ud af, at hun gemte avisen inde i reklametryksagerne og smed den ud uden at læse den. Hun gav den aldrig en chance, selvom han forsøgte at forklare, at avisen faktisk støttede den lille mand mod systemet. Han havde mindet hende om dengang, hendes veninde uden grund blev fyret på plejehjemmet og en ny og yngre medarbejder blev ansat. Den historie havde Ekspres Posten taget fat i. Hun plejede at sige, at lokalpressen nok havde dækket den historie bedre – de kendte jo til tingene. Han havde efterhånden opgivet. Det var en umulig opgave at overbevise hende om Ekspres Postens opgave.

“Altså, jeg mener jo ikke, at man skal tie problemer ihjel. Det har ligesom ikke vist sig at være en løsning. Men jeg synes nu heller ikke, at 17

Lyset sletter.indd 17

28/02/17 15.16

Abu Mahudi er ekstremist. Han har bare en anden indgang til islam,” sagde Martin og så på sin mor, der tydeligvis ikke var overbevist. På en eller anden måde havde islam udviklet sig til en slags aggressiv religion hos den almindelige dansker, følte han. De seneste terroranslag i Europa havde sat sine dybe spor. Der blev ikke længere skelnet mellem kulturel islam og ekstremistisk islam, som man så med Islamisk Stat. For ham var billedet meget mere nuanceret. Islamisk Stat var bare en flok bandemedlemmer, der brugte religionen til at fremme egne interesser og magt. Det var et stort rodsammen, når den almindelige dansker talte om islam. Det svarede til, at man sagde, at protestanter og medlemmer af Pinsekirken var det samme. Han orkede ikke at gå ind i det lige nu.

Pigerne skiftevis skreg og sang inde på værelset til tonerne af Medina.

Måske var det grunden til, at han ikke kunne samle tankerne.

“Jeg kan høre, at det er længe siden, du har været i Ikast, Martin. Vi har fået en ny moské, og de siger, at de vil se, om de kan få lov til at bygge sådan et tårn, så de kan kalde til bøn. Ja, hvad mener du lige!” sagde hun. Annas mobil vibrerede på skrivebordet ved siden af sofaen i stuen. Hun stod i køkkenet og fyldte fadene op.

“Mon ikke de finder en løsning, alle kan leve med. Det er jo trods alt bare en religion ...” Han blev afbrudt af sin mor.

“Ja, men de vil jo dybest set os alle til livs, hvis de fik magt, som de har agt. Se bare, hvordan det går i Syrien. De smadrer vores kristne skatte og historie. Og det ved du godt. Med alt det skriveri du har lavet om muslimer i vores samfund. I plejer jo nok at give dem kamp til stregen,” sagde hun.

Hun havde hævet stemmen. Anna kom ind fra køkkenet og tog sin mobil. Hun læste beskeden. Han bemærkede, at hun smilede let.

“Mor, hvornår skal vi synge?” sagde Josefine, der kom ind fra værelset.

Hun var helt opkogt i ansigtet, og hendes fine hår lignede en høstak.

“Det skal vi lige om lidt, jeg skal lige ordne noget,” sagde Anna og gik tilbage til køkkenet med sin mobil.

“I lever i en osteklokke herovre i København. Vi har oplevet, hvordan flere gravsten nede på kirkegården er blevet skændet med arabiske skrift18

Lyset sletter.indd 18

28/02/17 15.16

tegn. Jeg ville ønske, at medierne var langt mere kritiske over for islam,” sagde hans mor.

Martin kendte godt til episoden med gravstenene. Hans avis havde dækket sagen. Politiet havde henlagt den, mens menigheden havde fået sat overvågningskameraer op. Martin var enig i, at det var utilbørlige krænkelser af gravfreden – også selvom han mest betragtede det som drengestreger. Unge utilpassede, der gjorde oprør over at føle sig udenfor, men som aldrig havde læst et koranvers i deres liv. Han huskede, hvordan Jesper Stampe på avisen ville have en forside, der hed: Islamister skænder dansk kirkegård. Martin havde dog overbevist chefredaktionen om, at der med garanti ikke fandtes islamister i Ikast. De lyttede til hans ekspertise. Jesper Stampes forslag blev ændret til noget i retning af: Muslimske tegn skænder kirkegård, og så fik den en mere moderat placering på forsiden. I hvert fald som han huskede det.

Hans mor hang åbenbart fast i sin stædige modstand mod muslimer i det danske samfund, som hun havde gjort de seneste år. Han mente nu, at hun stadig stemte på Venstre, men Dansk Folkeparti var sikkert inden for rækkevidde, havde han flere gange tænkt. Han orkede ikke at fortælle hende, at moskeen i Ikast engang havde vundet en konkurrence udskrevet af kommunen om at få tyrkiske borgere med stemmeret til at stemme ved kommunalvalget. Måske vidste hun det og var ligeglad. I denne diskussion var det sjældent de rationelle argumenter, der vandt.

“Mor, hør her, vi er sikkert enige et langt stykke ad vejen, men vi bliver nødt til at lytte til folk med en anden religion,” sagde Martin, i håb om at diskussionen kunne ende her. Han rejste sig op for at hente sin guitar.

“Hvem skriver du til?” spurgte han. Anna fór sammen og fumlede med telefonen, så hun var ved at tabe den.

“Altså, Martin, du gjorde mig vildt forskrækket ... jeg ... jeg skriver bare med Lotte, der ønsker Josefine tillykke,” sagde hun og gik ind i stuen. Han fandt sin guitar og slog de første toner an til en fødselsdagssang. Guitaren havde tilhørt hans far, der havde spillet for ham gennem hele hans barndom. Mest kristne børnesange, som fortalte bibelhistorier 19

Lyset sletter.indd 19

28/02/17 15.16

gennem sang og musik. Biblen havde haft stor betydning i hans barndom, og den betød stadig meget for ham.

“Josefine har fødselsdag, for det har hun jo, og det er i dag, Josefine har fødselsdag ...”

Han smilede til Anna, der sad med Josefine på skødet og sang med.

De lignede hinanden som to dråber vand. Hans vand. Hans liv. Hans piger. Han var stadig dybt forelsket i Anna. Pilen ramte ham, første gang de så hinanden i kantinen på arbejdet. Han var lige begyndt på Ekspres Posten, og hun var ansat i husets HR-afdeling. Han huskede, hvordan hun med sine fine, slanke fingre havde skubbet hans ansættelseskontrakt over til ham på sit kontor på fjerde sal. Han var kommet til at røre hendes hånd ved en fejl. Følelsen havde været elektrisk. Det var en berøring, der gik direkte i hjertet. Hun havde smilet til ham på den måde, som kun hun kunne. Han havde smilet tilbage og fastholdt øjenkontakten så længe som overhovedet muligt. Til sidst havde han været nødt til at kigge ned, men det havde været kærlighed ved første blik. Han havde taget mod til sig og skrevet til hende. Spurgt, om hun havde lyst til at drikke et glas vin. Han regnede med, at et afslag betød, at hun var optaget. Det blev et afslag, og det ramte ham som en kølle i maven, huskede han. Han forstod ikke, hvorfor det gjorde så ondt. Han kendte hende jo ikke, og hun kendte ikke ham. Hvordan kunne noget ramme så præcist og hårdt? Der var ting, som det tilsyneladende ikke var meningen, at menneskene skulle forstå. Det var første gang, han oplevede denne fornemmelse af, at noget var større end ham selv, at man kunne klare alt med et skarpt fokus på opgaven, og i det øjeblik var livet blevet både mere enkelt og mere kompliceret. Det accepterede han og kontaktede hende ikke igen.

Ad omveje havde han fundet ud af, at hun boede sammen med en kæreste, og selvom afmagten skød op i ham, når han tænkte på det, accepterede han tingenes tilstand. Han havde aldrig været typen, der drog i felten med sværdet draget. Alligevel kunne han ikke lade være med at søge hendes blik, når de var i kantinen på samme tid, og det slog gnister, når deres blikke mødtes. Der var en tydelig forbindelse 20

Lyset sletter.indd 20

28/02/17 15.16

mellem dem, som kollegaerne også kommenterede drillende på, men som forvirrede ham og gjorde ham irritabel. Indtil hun på sin egen formidable måde havde løst det hele ved en aften at stå i døren med løbende mascara og en rejsetaske under armen. Det kunne ikke være regnen, der havde fået hendes mascara til at løbe, for det var tørvejr, og han huskede alle duftene, den lune forårsluft og belysningen over gaden, som var det lige sket.

“Jeg er gået fra Peter. Må jeg sove her?”

Han tog imod hende som en slags helgen. Ikke flere tilbageblik mod dårlige tider og hændelser. Fra det øjeblik var hans tanker kun rettet fremad. De talte aldrig om hendes ekskæreste. Han ville ikke vide det.

De havde kun boet sammen nogle måneder, havde hun sagt. Det var ikke kærlighed, snarere en slags bekvemmelighed, fordi hun ikke havde noget sted at bo, da hun begyndte på deres fælles arbejdsplads. Han forstod hende til fulde, havde han forsøgt at bilde hende ind. Han havde dårligt nok selv haft kærester, men han vidste, at nogle gange måtte man give og andre gange tage i et forhold. Hun havde sikkert givet rigtig meget. Ligesom hun gjorde nu. Med den hengivenhed hun viste ham, fra det øjeblik hun for alvor blev hans. Med den kærlighed, hun øsede over ham. Hun kunne ligge og kigge på ham i timevis i sengen en tilfældig søndag morgen. Køre en hånd over hans pande. Han kunne bare ligge og stirre igen. Tage imod.

Han stillede guitaren op ad bordet.

“Du spiller ligesom din far,” sagde Monica. Han smilede og tænkte på, hvor dejligt det kunne være, hvis hans far sad ved bordet nu. Hvis han kunne opleve Josefines fødselsdag. Se resultatet af sin søns liv. At det rent faktisk var blevet til noget. Det ville give ham en ro, som selv ikke tanken om Anna og Josefine gav ham.

Småsnakken var i gang i stuen, mens pigerne nu sad stille på værelset og fik ordnet de nye barbiedukker, som Josefine havde fået.

“Hvad laver du ellers på avisen?” spurgte hans mor og hostede på en måde, der ikke lød sund. Han tænkte et kort øjeblik, om han skulle lyve.

Selvom han følte, at han gennem livet havde opøvet en vis erfaring med 21

Lyset sletter.indd 21

28/02/17 15.16

løgnen, vendte det sig stadig i ham, når han valgte den løsning, og nu havde støvet jo lagt sig i diskussionen.

“Jeg skal i gang med en historie om bederum på danske skoler,” sagde han og forberedte sig på et stormløb.

“Jeg går ud fra, at I går kritisk til værks i den sag. Der er jo snart mere positiv særbehandling for muslimer end for os ældre borgere,” sagde hans mor. Annas politibror blandede sig. Normalt var han ellers god til at holde sig ude af den slags diskussioner til familiesammenkomster.

“De taler om det på Egils skole, men jeg tvivler nu på, at skolebestyrelsen går med på ideen. På den anden side har vi jo et bederum til de ansatte på stationen hos Østjyllands Politi i Århus.”

“Hvad siger du?” udbrød hans mor. Martin kendte hende godt nok til, at hun havde hørt hvert et ord. Han undrede sig over, hvor energien kom fra. Operationen havde ellers lagt en dæmper på hendes humør de seneste uger.

Annas bror fortalte, hvordan politidirektøren havde besluttet at imøde­komme stationens muslimske betjentes ønske om at få et bederum. Politifolkene havde bedt ledelsen om et soverum til de kollegaer, der boede langt fra stationen i Århus, men politidirektøren havde sagt nej. Nu fik muslimske kollegaer så et bederum. Hans mor nikkede under hele fremstillingen. Martin brød ind.

“Jeg synes da, det er en fin idé at give sine medarbejdere et frirum til at dyrke deres religion. Tænk, hvis vi danskere gjorde det samme i hverdagen på jobbet,” sagde han. Anna så ned i sin mobil og virkede ikke til stede. Da hun mærkede hans blik, kiggede hun op og direkte over på ham. Hun smilede.

“Jeg henter noget mere kaffe,” sagde han. Josefine kom ud til ham i køkkenet. Hun så lykkelig ud.

“Må Julia gerne sove her?” spurgte Josefine. Han gik ned i knæ, så de var i øjenhøjde.

“Ja, det må Julia gerne, hvis hun må for sin mor og far,” sagde Martin. De råbte op i glæde og hoppede ind mod stuen. Måske skulle han lige have vendt det med Anna og måske Julias forældre. Det var trods 22

Lyset sletter.indd 22

28/02/17 15.16

alt mandag i morgen, men det var allerede for sent. Han hældte den nybryggede kaffe over i termokanden. Annas mobil vibrerede på køkkenbordet. Han skævede over på den. Han kunne ikke se, hvem det var. Han lænede sig lidt frem, så han kunne se displayet. Der stod bare arbejdet. Hvem mon ville forstyrre på en søndag eftermiddag? Måske var der problemer med en medarbejder, der skulle have akut hjælp. Det var vel også HR-afdelingens opgave. En arm kom ind fra højre. Anna tog sin mobil og smilede. Hun tog den ikke, men lagde den ind på skrivebordet i stuen.

Nu talte hans mor om, hvorfor priserne på DSB-billetterne var så dyre for pensionister. Anna lavede kyssetegn hen mod ham. Det var på alle måder en lykkelig dag.

Lyset sletter.indd 23

28/02/17 15.16

90 mm

90 mm

”Forsøger du at omvende mig ?” spurgte Martin smilende.

Sidst, han havde fået tilbudt gratis bøger, var det Jehovas Vidner, der stak dem i hånden på ham. ”Nej,

min ven. Jeg omvender ikke folk. Jeg snakker med mennesker, der selv ønsker at blive omvendt,” svarede Abu Asadullah. Han lagde bøgerne i en plastikpose, som en af pigerne rakte videre til Martin. ”Jeg kan ikke

Foto© Andreas Birch Eriksen

I månederne inden angrebet er den unge kriminalreporter Martin Jelling kommet tæt på det hemmelige islamistiske miljø i København, et miljø, der har forbindelser til terrormistænkte i Yemen og England. Samtidig udspiller der sig en magtkamp i Politiets Efterretningstjeneste, og PET-agenten Peter Smith er alvorligt bange for, at tjenesten er ved at miste overblikket over de danske islamister.

POLITIKENS FORLAG

politikensforlag.dk

I ISBN S B N 9978-87-400-2064-9 78-87-567-9913-3

LYSET SLETTER NATTENS ORD

En lyseblå Fjällräven eksploderer ved Storkespringvandet midt i det travle København. Ved et mirakel omkommer kun to mennesker. Inden dagen er omme, står det klart, at der er tale om et terrorangreb.

Lyset sletter nattens ord er en psykologisk thriller om en ung dansk journalist og en erfaren efterretningsagent, der begge kommer i klemme i et magtspil, de ikke kan overskue.

LYSET SLETTER NATTENS ORD-1.indd 1

145 mm

32 mm

MIKI MISTRATI

220 mm

MIKI MISTRATI er journalist og har arbejdet for TV2, DR, Ekstra Bladet og Nordisk Film TV. I dag er han executive producer på Time Inc. i London. Han har produceret mere end 50 dokumentarfilm til det danske og internationale tv-marked.

Han er forfatter til romanerne Solo, Spin og Magt og medforfatter til Den Hemmelige Tjeneste, Magtens Bog, Dan Lynge – Mit dobbeltliv og Bad Standing.

Mistrati har modtaget en lang række journalistiske priser, herunder Cavlingprisen, Nils Ufers Mindelegat, Victorprisen og senest i 2014 den prestigefyldte internationale pris The World Television Award.

145 mm

MIKI MISTRATI LYSET SLETTER NATTENS ORD

KRIMI

få mennesker til at gøre ting, som ikke allerede er i dem og er bestemt for dem. Jeg kan hjælpe med at åbne deres sind mod det, som allerede er bestemt,” sagde Abu Asadullah.”

Uddrag fra bogen

POLITIKENS FORLAG 20/02/17 16:44