Livet er let, bare rolig

Agnès Martin-Lugand

AGNÈS MARTIN-LUGAND (f. 1979)

debuterede i 2012 med Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe (da. 2018), som hun udgav selv. Romanen solgte 200.000 eksemplarer, før det franske forlag Michel Lafon erhvervede rettighederne og udgav den på ny. I dag skriver hun på sin syvende roman og har solgt mere end to millioner bøger alene i sit hjemland. Hun hører dermed til Frankrigs absolut bedst sælgende feel good-forfattere.

Hendes romaner er solgt til udgivelse i 29 lande.

Instagram: @agnesmartinlugand.auteur Facebook: Agnès Martin-Lugand auteur

Passion Romantik Tryghed Da Diane mistede sin datter og sin mand i et tragisk biluheld, søgte hun til Irland for at hele sine sår. Her mødte hun den lunefulde fotograf Edward, men forholdet brast, og Diane er nu tilbage i Paris, klar til at starte på en frisk og sammen med sin ven Félix få gang i sin bogcafé.

Hun møder Olivier, der er sød og betænksom, og når lige at snuse til lykken, inden hun render ind i Edward igen. Mødet ripper op i fortiden: De nærer stadig følelser for hinanden, men begge har de bevæget sig videre i deres liv. Pludselig aner hun ikke sine levende råd: Kan hun forlade sin trygge tilværelse i Paris til fordel for en uvis fremtid i et andet land?

ROMAN · Politikens Forlag

Agnès Martin-Lugand

© Mathieu Thauvin

I N T E R N AT I O N A L B E S T S E L L E R

Agnès Martin-Lugand

Livet er let, bare rolig er den selvstændige efterfølger til Agnès Martin-Lugands internationale bestseller Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe.

Dianes verden synker i grus, da hun mister sin mand og sin lille datter i en bilulykke. Hun murer sig inde i sin lejlighed i Paris og lukker sin lille hyggelige bogcafé, som hun har kaldt ‘Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe’.

Et år senere lejer hun et hus i en lille landsby på den irske kyst for at prøve at komme videre med sit liv. Alle tager godt imod hende bortset fra hendes nye nabo, fotografen Edward. Han er en smuk mand, men indesluttet og lunefuld, og Diane gør, hvad hun kan for at undgå ham. Alligevel løber de hele tiden ind i hinanden, og langsomt begynder hun at forstå, at han måske slet ikke er den mand, hun troede, han var.

Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe er en varm og charmerende roman om at genfinde kærligheden og vende tilbage til livet efter en stor sorg.

POL I T I K E N S FORL AG

Omslagsdesign © www.designstudioe.com Foto: Shutterstock

politikensforlag.dk

“Titlen siger næsten det hele!

Den var – og er et must read!”

– henriettesblog.dk

ISBN 978-87-400-4702-8

9 788740 047028

“En overraskende romantisk roman.”

– femina

roman ∙ politikens forlag

Livet er let, bare rolig

Livet_er_let_bare_rolig.indd 1

04/01/19 12.43

Agnès Martin-Lugand

Livet er let, bare rolig

På dansk ved Anders Juel Michelsen

POLITIKENS FORLAG

Livet_er_let_bare_rolig.indd 3

04/01/19 12.43

Livet_er_let_bare_rolig.indd 4

04/01/19 12.43

Til mine tre mÌnd ‌

Livet_er_let_bare_rolig.indd 5

04/01/19 12.43

Livet_er_let_bare_rolig.indd 6

04/01/19 12.43

Afslutningen på en naturlig sorg er på ingen måde at glem­ me den savnede, men evnen til at placere den savnede på rette sted i en afsluttet historie, og evnen til atter at engagere sig fuldt og helt i de aktiviteter, projekter og lyster, som giver livet værdi.

MONIQUE BYDLOWSKI , Je rêve un enfant

Don’t worry. Life is easy.

AARON , Little Love.

Livet_er_let_bare_rolig.indd 7

04/01/19 12.43

Livet_er_let_bare_rolig.indd 8

04/01/19 12.43

1

Hvordan havde jeg endnu en gang kunnet give efter for Félix? På mirakuløs vis lykkes det ham altid at overtale mig.

Han finder altid en god grund og får lokket mig til at gå ud.

Hver gang falder jeg i og siger til mig selv, at den her gang vil der måske ske noget, som gør mig blød i knæene. Men jeg kender Félix, som var han mit eget kød og blod, og ved, at vi har vidt forskellig smag. Når han beslutter noget på mine vegne, rammer han altid helt ved siden af. Jeg burde have vidst det, for vi har været venner i så lang tid. Men nu tilbragte jeg altså for sjette gang i træk min lørdag aften med en total idiot.

Ugen før havde jeg haft fornøjelsen af at møde en helsekostfanatisk hippie. Man skulle tro, at Félix havde glemt alt om sin bedste venindes laster. Jeg tilbragte aftenen med at blive belært om mine tobaks- og alkoholvaner og min usunde kost. Iført strandsandaler havde han som det naturligste i verden erklæret, at min livsstil var katastrofal, at jeg ville ende med at blive steril, og at jeg ubevidst flirtede med døden. Félix måtte have glemt at give ham de tekniske specifikationer på hans potentielle kæreste. Med mit mest elskværdige smil skruet på havde jeg sagt, at jeg rent faktisk kendte 9

Livet_er_let_bare_rolig.indd 9

04/01/19 12.43

en smule til døden og selvmorderiske tilbøjeligheder, og så var jeg skredet.

Denne dags idiot var en anden type: en ganske flot fyr, som satte pris på maden og ikke prædikede. Hans fejl, og det var ikke ligefrem en lille fejl, var, at han troede, at han kunne komme i bukserne på mig ved at fortælle om sine bedrifter med sin ‘elskerinde’ med fornavnet GoPro: “Her i sommer svømmede jeg med min GoPro ned ad en iskold bjergstrøm … Her i vinter stod jeg på ski med min GoPro … Jeg har taget brusebad med min GoPro … Her forleden dag havde jeg min GoPro med i metroen,” og sådan fortsatte han. Det varede i over en time – han var ude af stand til at sige én sætning uden at tale om sin GoPro. Til sidst spurgte jeg mig selv, om han mon også gik på wc sammen med den.

“Går hvorhen med min GoPro? Jeg er vist ikke rigtig med,” sagde han pludselig midt i sin talestrøm.

Ups … jeg havde tænkt højt.

Jeg havde fået nok af at være ubehøvlet og ude af stand til at vise nogen som helst interesse for det, han sagde, og undrede mig bare over, hvad jeg lavede der, så jeg besluttede mig for at flå hele plasteret af på én gang.

“Hør her, du er helt sikkert en vældig sød fyr, men du har tydeligvis et meget passioneret forhold til dit kamera, og jeg har ikke lyst til at komme imellem jer. Jeg springer desserten over. Og kaffen tager jeg derhjemme.”

“Hvad er der galt?”

Jeg rejste mig, og han gjorde det samme. Jeg vinkede med hånden til afsked og gik hen mod kassen – jeg var endnu ikke blevet så primitiv, at jeg ville lade ham stå med regningen. Jeg kastede et sidste blik på ham og undertrykte 10

Livet_er_let_bare_rolig.indd 10

04/01/19 12.43

en latter. Det var mig, der burde have haft en GoPro, så jeg kunne bevare mindet om hans ansigt. Stakkels fyr …

Næste dag blev jeg vækket af telefonen. Hvem vovede at forstyrre min hellige søvn søndag morgen? Dumt spørgsmål!

“Ja, Félix,” svarede jeg gnavent.

“And the winner is?”

“Hold kæft.”

Hans kaglende latter irriterede mig.

“Jeg forventer at se dig, du ved selv hvor, om en time,” fik han sagt med et vist besvær, inden han lagde på.

Jeg strakte mig som en kat i sengen og kiggede på vækkeuret: 12.45. Det kunne have været værre. Jeg havde ingen problemer med at stå op til hverdag for at åbne Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe, min bogcafé, men jeg havde brug for at sove længe søndag formiddag for at komme til kræfter og få styr på mine tanker. At sove var min tilflugt; efter at have sovet mig fra mine største sorger, sov jeg mig nu fra mine små problemer. Da jeg stod op, konstaterede jeg til min glæde, at det så ud til at blive en smuk dag – foråret var kommet til Paris.

Da jeg gik, lod jeg mine nøgler til boghandlen blive liggende. Det var søndag, og jeg havde lovet mig selv at overholde hviledagen. Jeg gav mig god tid på vej hen til Rue des Archives. Jeg slentrede bare, kiggede på butiksvinduer, mens jeg røg dagens første cigaret. På vejen mødte jeg et par stamkunder og vinkede til dem, men denne fortryllede og fredelige stund blev brat afbrudt af Félix, da jeg mødtes med ham på vores søndagscafé.

“Hvor fanden har du været? Jeg var lige ved at blive smidt væk fra vores bord!”

11

Livet_er_let_bare_rolig.indd 11

04/01/19 12.43

“Goddag, søde Félix,” svarede jeg og gav ham et vådt kys på kinden.

Han kneb øjnene sammen.

“Du er lidt for sød, det dækker over noget.”

“Overhovedet ikke! Fortæl mig om din aften. Hvornår tog du hjem?”

“Da jeg ringede til dig. Jeg er sulten, lad os bestille!”

Jeg lod ham kalde på tjeneren og bestille brunch. Det var hans nye fikse idé. For at berolige sig selv havde han besluttet, at brunch var langt bedre mod tømmermænd end opvarmet pizza, og så skulle jeg sidde der og se imponeret ud, mens han spiste sine røræg, sin baguette og sine pølser og skyllede gårsdagen ned med en liter appelsinjuice.

Som sædvanlig stak jeg bare lidt til hans rester. At se ham spise fik mig til at miste appetitten. Vi sad mageligt henslængt i vores stole og røg med solbrillerne på.

“Skal du besøge dem i morgen?”

“Som altid,” svarede jeg smilende.

“Kys dem fra mig.”

“Det skal jeg nok. Du skal ikke med?”

“Nej, jeg har ikke brug for det.”

“Og mig, der ikke ville sætte mine ben der før i tiden!”

Det var blevet mit mandagsritual. Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe holdt lukket, og jeg tog ud for at besøge Colin og Clara. Uanset om det regnede, blæste eller sneede, tog jeg ud til dem. Jeg holdt af at fortælle dem om min uge, om de små ting, der skete i caféen … Efter at jeg var begyndt at date igen, beskrev jeg mine kiksede stævnemøder for Colin; det var, som om jeg kunne høre ham le, og jeg lo sammen med ham, som om vi rottede os sammen.

12

Livet_er_let_bare_rolig.indd 12

04/01/19 12.43

Det var langt sværere at betro mig til Clara. Mindet om min datter fik mig altid til at synke ned i en afgrund af smerte.

Jeg tog mig per automatik til halsen – det var under en af de fortrolige samtaler med Colin, at jeg havde fjernet min vielsesring fra halskæden. For bestandig.

Jeg havde ikke haft den om halsen i nogle måneder. Jeg havde forklaret Colin, at jeg havde overvejet at kaste mig ud i Félix’ forslag til mænd, jeg skulle møde.

“Min elskede … du er her … det vil du altid være … men du er væk … langt væk, og du kommer aldrig tilbage, det har jeg accepteret … jeg vil gerne prøve at …”

Jeg sukkede, forsøgte at holde tårerne tilbage og vendte og drejede vielsesringen i min hånd.

“Den føles efterhånden lidt tung … Jeg ved, at du ikke bliver vred på mig … jeg tror, at jeg er parat … til at tage den af … jeg føler, at jeg er ved at heles … jeg vil altid elske dig, det ændrer sig ikke, men det er anderledes nu … jeg har lært at leve uden dig …”

Jeg kyssede gravstenen og tog halskæden af. Mine øjne var fulde af tårer. Jeg knugede vielsesringen i min hånd. Så rejste jeg mig op.

“Vi ses i næste uge, mine elskede. Min egen Clara … mor … mor elsker dig.”

Og så gik jeg uden at vende mig om.

Félix gav mig et dask på låret og afbrød mine tanker.

“Kom, lad os gå, det er dejligt vejr.”

“Før an!”

Vi gik frem og tilbage på kajen. Som hver eneste søndag ville Félix over Seinen og tage en omvej ned til Notre-­Dame 13

Livet_er_let_bare_rolig.indd 13

04/01/19 12.43

for at tænde et lys. “Jeg skal sone mine synder,” forklarede han. Jeg lod mig ikke narre: Hans votivgave var beregnet på Clara og Colin, det var hans måde at bevare båndet til dem på. Mens han samlede sig i andagt, blev jeg stående uden for katedralen og betragtede turisterne, der lod sig overfalde af duerne. Jeg nåede at ryge en smøg, inden jeg medvirkede i en genopførelse af Amélie Poulains mors død, hvor Félix’ præstation var en Oscar værdig – især skriget! Derefter tog den fremragende skuespiller, som han var, mig om skuldrene, bukkede for et indbildt ekstatisk publikum og førte mig roligt tilbage til vores elskede Marais og vores søndagsaftensushibar.

Félix drak sake. “Med ondt skal ondt fordrives,” sagde han.

Jeg nøjedes med en Tsingtao. Mellem to makier gik han til angreb og forlangte et referat. Det ville blive kort!

“Hvad var der så galt med ham i går?”

“Hans GoPro!” “Wauw! Det lyder vildt spændende.”

Jeg gav ham et dask i hovedet.

“Hvornår går det op for dig, at vi ikke tænder på det samme?”

“Du er så kedelig,” jamrede han.

“Skal vi gå hjem? Ellers når jeg ikke filmen på TF1.”

Félix fulgte mig som altid helt hen til Lykkelige menne­ sker. Og han gav mig som altid et kæmpe kram.

“Der er noget, jeg vil bede dig om,” sagde jeg, mens han stadig holdt om mig.

“Hvad?”

“Vær sød at droppe den datingside, jeg orker ikke flere kiksede stævnemøder. Det er så demotiverende!”

14

Livet_er_let_bare_rolig.indd 14

04/01/19 12.43

Han skubbede mig væk.

“Nej, jeg holder ikke op. Jeg vil have, at du møder en sød og rar fyr, som du kan blive lykkelig sammen med.”

“Du sætter mig kun sammen med klovne, Félix! Jeg finder selv ud af det.”

Han borede sine øjne ind i mine.

“Tænker du stadig på din irer?”

“Hold nu op! Det er et år siden, jeg kom hjem fra Irland.

Har jeg nogensinde nævnt Edward? Nej! Han har intet med det her at gøre. Det er fortid. Det er ikke min skyld, at du kun hooker mig op med idioter!”

“Okay, okay! Jeg lader dig i fred et stykke tid, men du bliver nødt til at være lidt mere åben. Du ved lige så godt som jeg, at Colin ville ønske, at du havde en i dit liv.”

“Det ved jeg godt. Og det er også min plan … Godnat, Félix. Vi ses i morgen! Det er den store dag!”

“Yes!” Jeg gav ham et smækkys ligesom nogle timer tidligere og gik ind i min opgang. Til trods for Félix’ indvendinger ville jeg ikke flytte. Jeg elskede at bo i min lille lejlighed oven over caféen. Jeg befandt mig i begivenhedernes centrum, og det passede mig godt. Og frem for alt var det hér, at jeg havde genopbygget mit liv helt alene, uden hjælp fra nogen.

Jeg gik hele vejen op til femte i stedet for at tage elevatoren.

Da jeg kom ind i entréen, lænede jeg mig op ad døren og sukkede tilfreds. Trods vores afsluttende samtale havde jeg haft en dejlig dag sammen med Félix.

I modsætning til, hvad han troede, så jeg aldrig film på TF1. Jeg satte musik på – i aften var det Ásgeir med ‘King and Cross’ – og gik i gang med det, jeg havde døbt min spa-aften. Jeg havde besluttet at være god ved mig selv, og 15

Livet_er_let_bare_rolig.indd 15

04/01/19 12.43

findes der et bedre tidspunkt end søndag aften til at give sig tid til en ansigtsmaske, en peeling og alle de der pigeting?

Halvanden time senere forlod jeg omsider badeværelset, veltilpas og med blød hud. Jeg drak dagens sidste kop kaffe og sank ned i sofaen. Jeg tændte en cigaret og lod mine tanker vandre. Félix havde aldrig indset, hvad det havde kostet mig at fortrænge Edward til det bagerste af min hukommelse.

Da jeg kom hjem fra Irland, kappede jeg kontakten til dem alle, både Abby og Jack og Judith, og i særdeleshed Edward.

Jeg savnede ham selvfølgelig helt vildt det første stykke tid, og mindet om ham vendte tilbage i bølger, somme­tider lykkelige, sommetider smertefulde. Men jo længere tid der gik, des mere sikker blev jeg på, at jeg aldrig ville høre fra nogen af dem igen og da slet ikke ham. Det ville ikke have givet mening efter så lang tid – mere end et år i dag … Og dog … Omkring et halvt år tidligere, en vintersøndag, hvor det øsregnede, blev jeg hjemme og var begyndt at rydde op, da jeg faldt over æsken med de billeder, han havde taget de to dage, vi var på Aranøerne. Jeg havde åbnet den og var brudt helt sammen over at gense hans ansigt. I et øjebliks vanvid havde jeg grebet min telefon, fundet frem til hans nummer og ringet op. Jeg ville gerne, nej, jeg måtte bare vide, hvordan han havde det. For hvert ringesignal var jeg ved at lægge på, splittet mellem frygten for at høre hans stemme og en dyb trang efter at få kontakt med ham igen.

Og så hørte jeg hans ru stemme sige hans fornavn på telefonsvareren og derefter et bip. Jeg havde fremstammet: “Øh … Edward … Det er mig … Diane. Jeg ville … jeg ville bare høre … øh … hvordan du havde det … Ring til mig … tak.” Efter at have lagt på bebrejdede jeg mig selv, at jeg hav16

Livet_er_let_bare_rolig.indd 16

04/01/19 12.43

de begået sådan en dumhed. Jeg vadede frem og tilbage i værelset og bed negle. Besættelsen af at tale med ham, finde ud af, om han havde glemt mig eller ej, fik mig til at klæbe til telefonen resten af dagen. I sådan en grad, at jeg gjorde et nyt forsøg igen efter kl. 22. Heller ikke denne gang tog han den. Da jeg vågnede næste morgen, bandede jeg over mig selv og indså, hvor latterligt jeg havde opført mig. Min tossede handling fik mig til at indse, at der ikke længere var nogen Edward, at han blot var en parentes i mit liv. Han havde hjulpet mig fri af mit bånd til Colin, og i dag følte jeg mig også fri af ham. Jeg var parat til at møde nye mennesker.

Livet_er_let_bare_rolig.indd 17

04/01/19 12.43

2

Da jeg slog øjnene op mandag morgen, nød jeg tanken om, hvor meget dagen ville komme til at betyde for mig. Når dagen var omme, ville jeg være eneejer af Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe.

Efter at være kommet hjem fra Irland havde det taget mig flere uger at beslutte mig for at tage kontakt til mine forældre. Jeg havde ikke lyst til at skændes med dem eller høre deres holdning til det liv, jeg førte. Da jeg omsider ringede til dem, foreslog de, at jeg kom til middag, og jeg takkede ja. Da jeg ankom, følte jeg mig som altid dårligt tilpas. Vi var ude af stand til at føre en normal samtale. Min far sagde ikke noget, og min mor og jeg gik som katten om den varme grød og kunne ikke finde noget at tale om. Da vi satte os til bords, besluttede min far langt om længe at sige noget.

“Hvordan går det med caféen?” spurgte han hånligt.

Hans tonefald og undvigende blik fik mig i defensiven.

“Jeg hæver overliggeren lidt efter lidt. Jeg håber, at regnskabet vil gå i plus om to måneder. Jeg har nogle ideer, jeg arbejder med.”

“Hold op med det sludder, du aner jo intet om det her.

Vi har sagt til dig lige siden Colins død, at det var ham, der 18

Livet_er_let_bare_rolig.indd 18

04/01/19 12.43

fik butikken til at køre ved siden af sit arbejde i advokatfirmaet.”

“Jeg lærer, far! Jeg skal nok komme i mål med det her.”

“Det kan du jo ikke, og derfor har jeg besluttet, at jeg tager over herfra.”

“Hvordan det, om jeg må spørge?”

“Eftersom jeg tvivler på, at du finder en ny mand, der er i stand til at hjælpe dig, vil jeg ansætte en handlekraftig og seriøs bestyrer. Hvis du vil spille servitrice, skal jeg ikke forhindre dig i det. Det holder dig jo beskæftiget.”

“Far, jeg tror ikke helt, jeg forstår …”

“Det kan jeg se, at du gør. Det er slut med dine barn­ agtigheder!”

“Det kan du ikke tillade dig!”

Jeg rejste mig så brat, at min stol væltede.

“Lykkelige mennesker er mit hjem!”

“Nej, det er vores hjem!”

Jeg skummede af raseri, men dybest set vidste jeg godt, at min far havde ret. Det var dem, der var de egentlige ejere: for at give mig noget at lave havde de taget checkhæftet frem, beroliget og opmuntret af Colin.

“Lav du bare en scene, hvis det kan more dig,” fortsatte han. “Jeg giver dig tre måneder.”

Jeg smækkede med døren, da jeg gik. Det var i det øjeblik, at det gik op for mig, at jeg havde forandret mig, at jeg var blevet stærkere. Før i tiden ville jeg være blevet helt knust og ramt af en ny depression. Denne gang havde jeg en plan. Og hvad de ikke vidste, var, at jeg allerede var gået i gang.

Mit første tiltag havde været at installere gratis wi-fi i caféen.

Takket være dette tiltrak jeg nu en kundekreds af ­studerende – 19

Livet_er_let_bare_rolig.indd 19

04/01/19 12.43

nogle sad hele eftermiddagen og arbejdede i lokalet nede bagved. Jeg havde sat prisen på kaffe og øl ned, og det sikrede mig deres troskab. De fleste fik efterhånden for vane at købe deres bøger hos mig, for de vidste, at jeg var parat til at stå på hovedet for at opstøve den biografi, som ville redde deres opgave. Bogcaféens faste åbningstider havde også gjort sit, jeg åbnede hver dag på samme tid, i modsætning til dengang hvor Félix kørte caféen alene. Det havde været med til at skabe en tryg atmosfære. Ingen gik længere forgæves.

Dagens tre travleste tidspunkter var ganske lette at gå til: om morgenen, når folk skulle tanke espresso inden arbejde, over middag når de litterære typer, der havde været opslugt af deres romaner, kom i tanke om, at de også skulle have noget at spise – og efter fyraften, så kom folk og snuppede en drink ved baren. Sommetider købte nogle af dem også en bog for at tilbringe resten af aftenen hjemme i dens selskab. Jeg gav nu og da Félix frie tøjler til at organisere en temaaften – der var ingen som ham, der kunne sætte liv i kludene. Han fandt altid en småskør og fandens kultiveret foredragsholder, som fik en diskussion i gang om det valgte tema – altid kontroversielt – og det fik alkoholen til at flyde i stride strømme i sådan en grad, at deltagerne altid kom derfra med flere bøger under armen uden helt at være klar over, hvad de havde debatteret. Som drikkepenge delte Félix løfter ud om dampende hede nætter. Jeg deltog aldrig i disse aftner, det var hans ting, det øjeblik, hvor jeg lod ham more sig og lukkede øjnene for hans undergrundsklientel.

Jeg ville have, at Lykkelige mennesker skulle være et hyggeligt og varmt sted, der var åbent for alle, og hvor der var plads til al slags litteratur. Jeg ville rådgive læserne og lade dem 20

Livet_er_let_bare_rolig.indd 20

04/01/19 12.43

nyde det, lade dem læse de historier, de havde lyst til, uden at de blev flove over det. Det var lige meget, om de ville læse en litterær prismodtager eller en folkelig succesroman, der var kun én ting, der talte: at kunderne kunne læse, hvad de havde lyst til, uden at føle, at de blev sat i bås. At læse havde altid været en stor glæde for mig, og jeg ville gerne have dem, der besøgte min café, til at føle det samme og udforske litteraturen, selv de mest modvillige skulle bare gøre et forsøg.

Der stod alle former for litteratur i mine bogreoler: krimier, skønlitteratur, kærlighedsromaner, digte, YA, biografier, bestsellere og mere esoteriske titler. Det var min rodebutik, hvor Félix, stamkunderne og jeg fandt sammen. Jeg elskede skattejagten og at finde lige den rigtige bog. De nye kunder blev indviet hen ad vejen i både det ene og det andet. I dag holdt Lykkelige mennesker mig i ligevægt. Den havde gjort det muligt for mig at få hovedet oven vande, at genoptage mit liv i Paris og indse, hvor gavnligt arbejdet var for mig, bevise over for mig selv – i stedet for at bevise over for mine forældre – at jeg var i stand til at udrette noget. Takket være Lykkelige mennesker var jeg blevet i stand til igen at knytte sociale relationer, i stand til at arbejde og tage ansvar. Jeg havde været nødt til at miste det, der var mig mest dyrebart, for at forstå, hvor knyttet jeg var til det her sted, til disse fire vægge. Jeg havde ikke holdt en eneste fridag i et år, jeg var ude af stand til at forlade boghandlen, og jeg lod aldrig mere Félix stå alene med ansvaret.

Den eneste fiasko, jeg havde oplevet i udviklingen af vores forretning, skyldtes ikke mangel på kunder, men mig selv.

Jeg havde fået den idé at afholde en børnebogslæsestue hver onsdag eftermiddag. Félix havde opmuntret mig, han 21

Livet_er_let_bare_rolig.indd 21

04/01/19 12.43

vidste, at jeg elskede børnebøger. Vi havde annonceret det og delt løbesedler ud på kvarterets skoler og i fritidscentre med mere. Jeg havde fyldt lageret op med både saftevand og børnebøger. Den store dag kom. Da de første mødre ankom sammen med deres børn, fik dørklokken mig til at fare sammen for første gang i flere uger, og jeg søgte tilflugt bag min bardisk. Jeg nøjedes med at vise dem ind i det lille lokale nede bagved og bad Félix hjælpe med at få dem på plads, mens jeg gik ud for at ryge en smøg. Da jeg trak det i langdrag, kom han ud for at sige, at nu ventede de kun på mig – det var mig, der skulle lede læseklubben. Jeg vaklede ind til den lille gruppe, og da jeg begyndte at læse op af Den blå hund, kunne jeg ikke kende min egen stemme.

Jeg indså, at jeg havde begået en alvorlig fejl, da en lille dreng på tre år kom hen til mig. Da mit blik faldt på ham, fór jeg sammen og begyndte at ryste over hele kroppen. I det øjeblik ville jeg have ønsket, at det var Clara, der kom hen mod mig og satte sig på mit skød for at se nærmere på bogen. Så ville jeg have begravet min næse i hendes hår. Bogen faldt ud af mine hænder, og jeg kaldte på Félix, så han kunne komme mig til undsætning. Han var der med det samme, for han havde stået og holdt øje med mig. Han tog over og spillede klovn, og jeg gik ovenpå og barrikaderede mig hos mig selv. Resten af dagen og natten med lå jeg rullet ind i min dyne og skreg ned i hovedpuden og græd og kaldte på Clara.

Næste dag blev bøgerne sendt tilbage til forlagene. Denne krise fik mig til at indse, at jeg aldrig ville komme mig over tabet af min datter. Jeg kunne komme mig over Colin, men ikke hende. Uanset hvordan man vendte og drejede det, ville ingen børn nogensinde få en plads i mit liv eller i caféen. Trods denne hændelse traf jeg en vigtig beslutning.

22

Livet_er_let_bare_rolig.indd 22

04/01/19 12.43

Jeg tog et møde med banken. Colin havde i sin tid tegnet en gavmild livsforsikring, så jeg ikke skulle komme til at mangle noget, hvis der skulle ske ham noget. De penge skulle ikke sættes over styr, de skulle bruges til noget vigtigt, noget, som ville have gjort ham glad.

Jeg ville finde på et projekt, der var min mand værdigt, og det havde jeg fundet: Jeg ville købe mine forældre ud af Lykkelige mennesker.

Vi var i mål på denne store dag: Det var afslutningen på flere måneders slagsmål med mine forældre. Det forhindrede mig dog ikke i at aflægge Colin og Clara et besøg. Jeg gik smilende og med løftet pande ned gennem kirkegården. Efter at have lagt en favnfuld hvide roser på graven, kom jeg nogenlunde elegant ned på knæ. Jeg havde en sort – lidt for stram – kjole og højhælede sko på, hvilket jeg ikke havde haft på i en evighed. Mine forældre havde sikkert beskrevet mig som uansvarlig og depressiv for notaren, og jeg ville bevise, at jeg var det stik modsatte.

“Min elskede, det er den store dag i dag! I aften bor vi i vores eget hjem. Jeg håber, du er stolt af mig. Jeg gør det for jeres skyld, og eftersom jeg ikke gør noget halvt, vil jeg fejre det med Félix, når jeg har skrevet under! Da jeg fortalte ham det, var han lige ved at græde af glæde. Livet arter sig godt igen … det er mærkeligt … Jeg må ikke komme for sent, de venter på underskrifterne! Jeg elsker jer begge to, mine elskede. Clara … mor … er her …”

Jeg kyssede gravstenen og forlod kirkegården.

Gennemgangen af dokumentet hos notaren foregik i fred og ro. Det store øjeblik var kommet: underskriften. Jeg ry23

Livet_er_let_bare_rolig.indd 23

04/01/19 12.43

stede så meget, at jeg måtte gøre to forsøg. Følelserne overvældede mig. Det var lykkedes. Jeg tænkte kun på Colin og den kvinde, jeg var blevet. Da jeg satte mig igen, fik jeg tårer i øjnene. Jeg mødte min mors tomme blik. Så rakte notaren mig skødet. Et skøde, hvor der stod sort på hvidt, at jeg var enke og ingen børn havde. Han sagde høfligt, at vi kunne forlade kontoret nu. Da vi stod ude på fortovet, vendte jeg mig om mod mine forældre, som om jeg søgte noget hos dem uden rigtig at vide hvad.

“Vi troede ikke, at du ville køre den helt ud,” sagde min far. “Lad nu for en gangs skyld være med at ødelægge det hele igen.”

“Det har jeg heller ikke tænkt mig.”

Jeg vendte mig om mod min mor. Hun gik hen til mig og omfavnede mig med større varme, end hun plejede.

“Jeg har aldrig rigtig været den mor, som du havde brug for,” hviskede hun i mit øre.

“Det er jeg ked af.”

“Jeg er virkelig ked af det.”

Vi så hinanden i øjnene. Jeg ville gerne spørge hende “Hvorfor?”. Jeg kunne se på hende, at hun ikke ville kunne rumme mine spørgsmål, mine bebrejdelser. Min mors skjold slog revner, som om hun til sidst alligevel havde samvittighedsnag. Men var det ikke for sent? Min far tog hende ved armen og sagde, at de skulle gå nu. I et forsøg på at opmuntre hende sagde han “Vi ses snart” til mig. De gik derfra på den ene side af gaden og jeg den anden. Jeg tog mine solbriller på og begyndte at gå hen mod Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe, som nu var min. Jeg gik ned ad Boulevard de Sébastopol og ind på Rue de Rivoli. Jeg undgik de små sidegader, de store trafikårer kaldte på mig, 24

Livet_er_let_bare_rolig.indd 24

04/01/19 12.43

jeg ville slentre forbi Hôtel de Ville og lade folk puffe til mig ved BHV-stormagasinet. Da jeg til sidst kom ud på Rue Vieille-du-Temple, var der kun omkring hundrede meter hjem. I samme øjeblik jeg trådte ind, og dørklokken bimlede, tænkte jeg, at Félix måtte have haft meddelere ude alle vegne, for han lod straks propperne springe, så champagnen sprøjtede ud over bardisken. Han ulejligede sig ikke med at hælde op i et glas, men rakte mig hele flasken.

“Hold kæft, hvor er du sej!” sagde han.

Jeg drak af flasken. Boblerne prikkede i min hals.

“For pokker! Når jeg tænker på, at du er min arbejdsgiver nu!”

“Det er klasse!”

“Hellere dig end din far,” sagde han og tog flasken fra mig.

“Félix, i mit hjerte vil du altid være min partner.”

Han knugede mig ind til sig og tog en stor slurk.

“Det prikker helt vildt!” sagde han med strålende øjne og slap mig.

“Lær mig at feste igen!”

Jeg gad ikke gå op og skifte tøj. Jeg tørrede champagnen af disken og lukkede butikken. Félix tog mig med i byen.

Han var alle vegne kendt som Le Loup blanc og blev budt adeligt velkommen hvert sted. Vores cocktails var valgt på forhånd, min bedste ven havde arrangeret denne aften med stor ildhu. Alle hans elskere og bejlere rykkede sammen for at gøre plads til mig; hvis Félix elskede mig, var de nødt til at være søde ved mig. Vores bytur var spækket med tossede møder, røde løbere, pailletter og blomster, der blev stukket i mit hår, alt sammen for at gøre mig til prinsesse for en aften.

Den løsslupne stemning, som Félix organiserede, berusede mig langt mere end al den alkohol, der blev serveret.

25

Livet_er_let_bare_rolig.indd 25

04/01/19 12.43

Så blev det tid til at holde en spisepause. Vi tog hen på en tapasbar, om end det på ingen måde kunne råde bod på alt det, vi havde bællet i os. Félix havde reserveret plads ved disken. Han vidste, at jeg elskede at sidde højt, så jeg kunne se, hvad der foregik ude bagved. En flaske rødvin blev dekanteret for vores skyld. Félix hævede sit glas.

“Skål for dine forældre, som aldrig mere skal plage dig!”

Uden at svare ham tog jeg den første slurk, vinen var stærk og kraftig og matchede fuldstændig det, jeg oplevede i dét øjeblik.

“Jeg har ikke længere nogen familie, Félix …”

Det vidste han ikke, hvad han skulle sige til.

“Kan du ikke se det? Intet knytter mig til mine forældre længere. Jeg har ingen søskende. Colin og Clara er væk. Du er den eneste, jeg har tilbage. Du er min familie.”

“Vi har altid været et par, lige siden vi mødtes på studiet, og det vil aldrig ændre sig.”

“Vi har gjort alt sammen!”

“Bortset fra at gå i seng med hinanden!”

En gyselig tanke for os begge to! Han stak en finger i halsen, og jeg gjorde det samme. Som to teenagere!

“Men hvis du skifter mening med hensyn til at få børn og ikke kan finde den rigtige fyr, kan jeg godt være donor. Jeg skal nok lære ungen om livet.”

Vinen sprøjtede ud af munden på mig, og han skraldgrinede.

“Hvordan kan du sige noget så absurd?”

“Vi var ved at blive for sentimentale, og det hader jeg.”

“Du har ret! Jeg vil danse, Félix.”

“Dit ønske er min lov.”

Vi sprang køen foran natklubben over: Félix var en vel26

Livet_er_let_bare_rolig.indd 26

04/01/19 12.43

kommen gæst. Han kyssede dørmanden på munden lige foran mine chokerede og sippede øjne. Sidste gang, jeg havde set ham i det humør, var til min polterabend. I VIP-området ventede en magnumflaske champagne. Efter at have skyllet to glas ned kastede jeg mig ud på dansegulvet. Jeg vrikkede med hofterne med lukkede øjne; jeg følte mig levende, ti år yngre, renset for sorg og berettiget til at nyde livet.

“Jeg har fremsat et ønske på dine vegne,” hviskede Félix i mit øre. “Udnyt det, de spiller den ikke hele natten.”

Et par stærke arme hjalp mig op på et podie. Basgangen og slagtøjet hensatte mig i trance. I nogle minutter var jeg nattens dronning med ‘Panic Station’ af Muse. Jeg havde hørt det nummer nonstop i nogle uger, indtil Félix ikke kunne klare det mere. Han havde endda taget mig i at gøre rent på Lykkelige mennesker med den sang i ørerne. Jeg havde mit publikum, jeg fik dem til at synge med på omkvædet: Ooo, 1, 2, 3, 4 fire’s in your eyes. And this chaos, it defies imagination. Ooo, 5, 6, 7 minus 9 lives. You’ve arrived at panic station.

Ved firetiden om morgenen blev vi enige om at tage hjem.

Det blev en noget omstændelig nattevandring, som forstyrrede alle, der sov. Jeg skrålede stadig min sang, og Félix sang med på omkvædet med en flaske champagne stukket inden for jakken. Han fulgte mig helt hen til hoveddøren og kastede et blik på Lykkelige menneskers udstillingsvindue.

“Lykkelige mennesker tager hånd om deres liv! Du er hjemme nu!”

“Det er for vildt!”

“Kan du selv finde op?”

“Yes!” 27

Livet_er_let_bare_rolig.indd 27

04/01/19 12.43

Vi gav hinanden et stort kram.

“Godnat,” sagde jeg.

“Skal vi begynde forfra?”

“Ikke tale om!”

Jeg slap ham og åbnede døren.

“For resten har vi lukket i morgen formiddag, sov godt.”

“Tak, chef.”

Han forlod mig i højt humør, som om nyheden om at kunne sove længe i morgen havde kvikket ham op. Han vidste bare ikke, at jeg regnede med at åbne til tiden.

Det var forfærdeligt at vågne. Med halvt lukkede øjne inspicerede jeg mit medicinskab og slugte to panodiler inden min første kop morgenkaffe. Det var under normale omstændigheder utænkeligt. Jeg tog et koldt bad, så jeg kunne klare tankerne. Da jeg tog sko på, indså jeg, at min største fejl aftenen før ikke havde været at lade mig rive med sammen med Félix, men at jeg havde beholdt de højhælede på hele natten. Jeg blev nødt til at arbejde i klipklapper hele april måned!

Som hver morgen foretog jeg en afstikker til bageren for at købe en croissant og en pain au chocolat. Derefter låste jeg mig ind i Lykkelige mennesker og lod døren stå åben.

Den friske morgenluft ville holde mig vågen – det var bare ærgerligt, at mine fødder så blev iskolde. Jeg tændte for kaffemaskinen og lavede en tredobbelt espresso. De første kunder ankom i ro og mag og tog sig tid til at vågne sammen med mig, mens de bladrede i Le Parisien. Da den første bølge var passeret, ordnede jeg det, der skulle ordnes, gjorde status over mit lager, gennemgik regnskaberne, som jeg havde gjort i næsten et år nu, og skimmede de sidste litterære nyheder. Jeg vidste, at jeg ville kunne være i fred et 28

Livet_er_let_bare_rolig.indd 28

04/01/19 12.43

pænt stykke tid, for Félix ville garanteret sove til langt ud på dagen. Lad ham endelig nyde det! Intet havde forandret sig, og dog var alt anderledes. Jeg var kommet styrket ud af slagsmålet med mine forældre, og jeg var blevet voksen. Jeg skyldte dem ikke længere noget. Mit liv afhang ikke af dem, selvom jeg stadig var lidt bitter.

Livet_er_let_bare_rolig.indd 29

04/01/19 12.43

Agnès Martin-Lugand

AGNÈS MARTIN-LUGAND (f. 1979)

debuterede i 2012 med Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe (da. 2018), som hun udgav selv. Romanen solgte 200.000 eksemplarer, før det franske forlag Michel Lafon erhvervede rettighederne og udgav den på ny. I dag skriver hun på sin syvende roman og har solgt mere end to millioner bøger alene i sit hjemland. Hun hører dermed til Frankrigs absolut bedst sælgende feel good-forfattere.

Hendes romaner er solgt til udgivelse i 29 lande.

Instagram: @agnesmartinlugand.auteur Facebook: Agnès Martin-Lugand auteur

Passion Romantik Tryghed Da Diane mistede sin datter og sin mand i et tragisk biluheld, søgte hun til Irland for at hele sine sår. Her mødte hun den lunefulde fotograf Edward, men forholdet brast, og Diane er nu tilbage i Paris, klar til at starte på en frisk og sammen med sin ven Félix få gang i sin bogcafé.

Hun møder Olivier, der er sød og betænksom, og når lige at snuse til lykken, inden hun render ind i Edward igen. Mødet ripper op i fortiden: De nærer stadig følelser for hinanden, men begge har de bevæget sig videre i deres liv. Pludselig aner hun ikke sine levende råd: Kan hun forlade sin trygge tilværelse i Paris til fordel for en uvis fremtid i et andet land?

ROMAN · Politikens Forlag

Agnès Martin-Lugand

© Mathieu Thauvin

I N T E R N AT I O N A L B E S T S E L L E R

Agnès Martin-Lugand

Livet er let, bare rolig er den selvstændige efterfølger til Agnès Martin-Lugands internationale bestseller Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe.

Dianes verden synker i grus, da hun mister sin mand og sin lille datter i en bilulykke. Hun murer sig inde i sin lejlighed i Paris og lukker sin lille hyggelige bogcafé, som hun har kaldt ‘Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe’.

Et år senere lejer hun et hus i en lille landsby på den irske kyst for at prøve at komme videre med sit liv. Alle tager godt imod hende bortset fra hendes nye nabo, fotografen Edward. Han er en smuk mand, men indesluttet og lunefuld, og Diane gør, hvad hun kan for at undgå ham. Alligevel løber de hele tiden ind i hinanden, og langsomt begynder hun at forstå, at han måske slet ikke er den mand, hun troede, han var.

Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe er en varm og charmerende roman om at genfinde kærligheden og vende tilbage til livet efter en stor sorg.

POL I T I K E N S FORL AG

Omslagsdesign © www.designstudioe.com Foto: Shutterstock

politikensforlag.dk

“Titlen siger næsten det hele!

Den var – og er et must read!”

– henriettesblog.dk

ISBN 978-87-400-4702-8

9 788740 047028

“En overraskende romantisk roman.”

– femina

roman ∙ politikens forlag