Laksetrappen - af Allan Olsen

100 mm

152 mm

Nu stod mig og Johnny pludselig

Dette er anden del af Allan Olsens erindringer.

side om side og spejdede ud over

Hvor forgængeren og bestselleren Tilfældigt strejfet kredsede

den nyanlagte have, og der var en

omkring opvækst i randområderne, zoomer Laksetrappen ind

afventende stemning imellem os.

på Allan Olsens odyssé gennem mere end 40 år i musikken.

Måske mente vi noget andet om

Fra de krasse læreår som værtshussanger til gennembrud,

hinanden nu end dengang. Bestemt

succes og anerkendelse. Med hæsblæsende anekdoter, eksotiske

noget lisså fint, bare noget andet.

rejser samt rørende og velskrevne nedslag i privatlivet …

Jeg roste mit hus og fortalte historien

En laksetrappe hjælper stædige små fisk med at forcere

om det, og bagefter var der stille,

vandfald og forhindringer på deres målrettede vandring op

og så sagde Madsen:

mod strømmen.

“Jo jo, Olsen. Men har du tænkt på,

Allan Olsen har altid været en både stædig og målrettet fisk i

hvad det vejer? ”

den hjemlige andedam. Denne bog er blandt meget andet en

28,2 mm

152 mm

100 mm

226 mm

Allan Olsen (født 1956) har en 40 år lang karriere bag sig som sanger og sangskriver. Det er blevet til mere end 20 udgivelser, hvoraf seks har høstet Danish Music Awards. Allan Olsen er en af Danmarks mest anerkendte

cadeau til baglandet, passionen og til de kolleger og venner,

sangskrivere. Hans seneste

der agerede Olsens laksetrappe.

udgivelse er Hudsult fra 2017.

I 2015 debuterede han som forfatter med første del af sine erindringer Tilfældigt strejfet.

ISBN: 978-87-400-5256-5

POLITIKENS FORLAG WWW.POLITIKENSFORLAG.DK

2019011_AllanOlsen_Laksetrappen_omslag.indd 1

POLITIKENS FORLAG

Foto: Morten Fog Forsidefoto: RedStar

07/02/2019 15.15

LAKSETRAPPEN

2019011_Laksetrappen_Content.indd 1

04/02/2019 15.00

LAKSETRAPPEN ET SKÆVT TILBAGEBLIK

ALLAN OLSEN

POLITIKENS FORLAG

2019011_Laksetrappen_Content.indd 3

04/02/2019 15.00

FØRSTE DEL ANDEN DEL TREDJE DEL SIDSTE DEL 11

223

313

361

2019011_Laksetrappen_Content.indd 5

04/02/2019 15.00

S

idst på eftermiddagen gik trafikken i stå i krydset Åboule­ varden, Thorvaldsensgade og Vester Allé, men lige nu stod jeg og fulgte en arbejdshest, en gul nordbagge, spændt for en gummivogn, altså en vogn uden sidefjæle og på gummirin­ ge, modsat de gammeldags træhjul med jernringe. Kusken sad forknyt på ladet og fastholdt sit adstadige tempo, og det var netop, idet hest, vogn og kusk befandt sig ude midt i krydset, at trafikken gik i stå. En sæk korn skred ned fra ladet. Så var der fire sække tilbage.

Det første, der slog mig, var fysikken i det – hestevognens tempo taget i betragtning kunne det ikke være centrifugalkraften i forhold til det let drejende vejforløb, der fik kastet sækken af. Måske kunne det så være vognens vibrationer, der var årsagen, men nej. Kornsække er dødt stof, ja, faktisk bliver det ikke meget dødere. Korn i en sæk vibrerer færdig, når det bliver læsset, og så er der ikke mere dér. Havde det været for eksempel kasser med æbler, der stod på vognen, var det en anden sag, ikke så meget med æblerne som med selve kasserne. De kunne sag­ tens rasle rundt, nogle få millimeter ad gangen, men alligevel mange millimeter i alt, eftersom en sådan hest med kusk og vogn måtte have kørt langt for at komme ind til krydset Åboulevarden, Thorvaldsens­ gade og Vester Allé.

Nej, der måtte ganske enkelt være tale om dårligt håndværk. Om sjusk. Vognen var ringe læsset, skødesløst og ubetænksomt, ellers var det ikke gået galt. Og det forvirrede mig, at en mand fra landet kunne begå en sådan fejl. Det hang ikke sammen. Man slår sig ihjel, hvis man sløser ved landbruget.

Alt dette nåede jeg at overveje, i sekunderne inden vognen holdt stille. Ikke fordi jeg tænker ret hurtigt, men fordi simple fysiske love og tilknyttede regler er en del af mine ‘agrare aflejringer’, som jeg snart skulle komme til at forstå, at det hedder. Man må tage bestik og tage højde, ellers fejler man, hvilket man naturligvis vil blive dømt i henhold til af eftertiden, omend man ikke bliver ladt i stikken i første omgang, aldrig det. Selvom man har læsset sjusket, så en sæk korn falder af ens 6

2019011_Laksetrappen_Content.indd 6

04/02/2019 15.00

gummivogn, skal man kunne regne med, at folk vil hjælpe. Man kan begå fejl, man kan have sine grunde, det er en mands ret, skønt jeg ikke vidste meget om, hvad ret man havde til noget som helst lige denne ef­ termiddag, i dette kryds. Okay, det kan gå galt for folk, og så springer man til og hjælper, vist gør man det, for man må være et ordentligt men­ neske – hvilken slags ‘aflejring’ i mig det så end kom fra – så jeg var alle­ rede på vej ud i krydset med min grå guitarkasse i den ene hånd og en Føtex-pose i den anden.

Kornsækken lå på vejbanen, og en stor gul bølge af byg pølede ud på asfalten gennem en sprække i det vævede stof. En stemning af fortravlet irritation steg op over den efterårsbrune å under broen. Kusken stod af og gik hen til sin kornsæk, i sit tempo, og så knælede han på asfalten ude midt i krydset. Hans hænder begyndte at skovle løst korn op i den øde­ lagte sæk, imens folk blev siddende i deres biler på samme måde, som de gjorde, når der var sommerunderholdning i Anlægget derhjemme.

I hvert fald når der var fri entré, for når det var gratis, kunne det ikke være værd at stå ud for.

Husmandens hest stod tålmodigt spændt for sin vogn og gnavede i bidslet.

“Fandens til lort,” kvippede han, og måske var det henvendt til mig, for jeg var den eneste, der var kommet ud til ham, og jeg bemærkede, at hans næse løb. Han havde ikke fået ro til at tørre den i ærmet. Og man ved, hvor træls en løbende næse kan være, hvis man ikke kan komme til at tørre den i ærmet.

Nogen dyttede, husmanden rettede ryggen og fik i samme bevægelse strøget næsen.

“Ja ja, man har sgu da vel lov,” mumlede han og fortsatte med kornet.

Og jeg anede ikke, hvad lov man egentlig havde til noget som helst her i byen, det var jo ikke til at vide.

“Her,” sagde han og trak den ødelagte sæk fladt ud til siderne, så den dannede en bred flab.

Jeg stillede guitarkassen fra mig og gav mig til med underarmen at skrabe bølger af korn ind i sækken. Jeg var bipersonen. Det var 7

2019011_Laksetrappen_Content.indd 7

04/02/2019 15.00

husmandens situation, ikke min, og jeg lagde mig efter, hvilket forløb han vurderede, at tingene skulle tage. Det var hans øjeblik, ikke mit, og han tog sig faktisk god tid, alting taget i betragtning. Alligevel blev en del korn spildt og efterladt midt i krydset den eftermiddag. Og enkel­ te kerner havnede i sprækker mellem fliser og ukrudtsland, og dér gav kornet sig til at spire, satte aks, blev høstet på stedet af blæsten om efter­ året og blev til yderligere fold næste forår.

I årene efter voksede der korn i krydset Thorvaldsensgade, Åboule­ varden og Vester Allé, og det gør der vist stadig. Lyse og spæde stængler, der hvert forår spirer og stikker op som efterkommere af en uheldig hus­ mands tur til byen sidst i september 1978. For uger og dage gik, mens vinden strøg ned gennem Vester Allé, forbi Prins Ferdinands smukke palæ, der allerede dengang var kommet til at hedde Retten i Århus, eller føg mere end strøg, gjorde vinden, hvilket skulle blive værre, efter at ARoS’ grimme kasse blev stablet op på den modsatte side af bakken, så der dannedes en formørket slugt ned mod åen og krydset.

Vinden blæste det meste af kornet væk fra gaden, ud over åbrinken, før den brat bliver til lodret beton den sidste meter ned i åens grå­brune vand. Eller den blæste det ud under bildæk, der malede kornet til en grå plamage af mel. Så regnede det, og melet blev til et klistret ælte, og havde det sat ind med indian summer, kunne krydset Åboulevarden, Thorvaldsensgade og Vester Allé måske have forvandlet sig til et stort franskbrød.

Nu kan Park & Veje sende deres orangeklædte jobsvipsere afsted, som de vil, bevæbnede med hakker og buskryddere. Kornet fra den efter­middag vil altid vinde og være der som et minde om et kort øjeblik, hvor den gamle verden satte dagsordenen i den nye.

8

2019011_Laksetrappen_Content.indd 8

04/02/2019 15.00

9

2019011_Laksetrappen_Content.indd 9

04/02/2019 15.00

Århus, ’78

10

2019011_Laksetrappen_Content.indd 10

04/02/2019 15.00

FØRSTE DEL

11

2019011_Laksetrappen_Content.indd 11

04/02/2019 15.00

E

t døgns tid før det med kornet stod jeg uden for Århus Bane­ gård med min Martin D-28S-guitar og min Føtex-pose inde­ holdende rene strømper og to lommetørklæder, og det slog mig: Hvor skal jeg hen? Jeg havde ingen plan, jeg var sådan set bare fulgt efter strømmen, men jeg havde min Martin.

I ankomsthallen havde jeg flygtigt genkendt ansigter hjem­ mefra, som var ankommet med samme tog som mig. De havde kufferter og oppakning med sig og gik målrettet til højre eller venstre i små, snakkende grupper. Jeg gik udenfor og begyndte med at gå lidt til venstre.

Det var en fin efterårsdag og at dømme efter trafikken hér en storby.

Fodgængere i foretagsom travlhed rettet mod individuelle mål længere væk, blikke, der syntes fremmede for hinanden. Og en lysavis med hvide pærer, der skrev, at der skulle være topkamp mellem AGF og Vejle, men ikke noget om i hvilken sportsgren.

Gaderne foran Banegårdspladsen var bredere end derhjemme, og der var duer, der gik med vingerne på ryggen og hakkede efter små­ ting mellem fortovsfliserne. Godt så. Det havde der osse været hjemme i Danmarksgade, indtil den blev lavet til gågade. Folk sagde, at duerne forsvandt, da ‘Grønlænderkalle’ begyndte at stå med sin guitar og sige som en sælhund nede på hjørnet af Kallsvej.

“Ja ja, han holder da duerne væk,” grinede folk, og Kalle grinede osse.

Jeg slog over i min blaffertilgang til tingene, krydsede over et par fodgængerovergange og stod og gloede på en stor, grå bygning med et højt, firkantet tårn. Det var ikke beton, det var noget finere – måske marmor eller skifer eller noget. En ældre mand passerede mig, og idet hans ansigt var ud for mit øre, sagde han: “Det er ‘Råihuset’.”

Bag Råihuset lå en slags park, men den var ikke stor. Til alle fire sider omringet af gader med sammenbidt, tæt trafik. To steder sad små grup­ per af unge på græsset, og en dame i lys, lang efterårsfrakke gik og lufte­ de en lille, kortbenet hund. Jeg satte mig, tog min guitar ud af kassen og håbede, at nogen ville finde det interessant, det var trods alt en Martin.

12

2019011_Laksetrappen_Content.indd 12

04/02/2019 15.00

Men ingen så ud til at bemærke mig. De havde øl, men ingen sprut­ flasker, og så vidt jeg kunne se heller ingen Palanca.

Selvom det var tæt på første oktober, var luften stadig venlig, og den første nat sov jeg i parken bag Råihuset, ikke på en bænk, men ved siden af en. For efter den nat i London, hvor jeg lå på en parkbænk og overvæ­ rede, at nogen knuste vinduet til en juvelérbutik lige overfor, havde jeg tænkt på, at det måtte være værre at blive hakket i småstykker med en økse, hvis man lå på en bænk, end hvis man lå på jorden ved siden af.

Hvis altså det skulle være.

Jeg ville ta’ toget hjem igen i aften, eller i hvert fald i morgen, der var ingen plan i at sidde her alene i en park bag ved Råihuset. Jeg var ikke kommet af nogen særlig grund, jeg var blot et skvæt i den almindelige udsivning hvert efterår, når en gymnasieklasse derhjemme var færdig med at te sig og holde sommerferie. De andre tog afsted, og så gjorde jeg det osse. Jeg var ramt over dét med Kirsten. Bedøvet og nedgjort af en skide lærerstuderende, der kunne imponere hende ved at knitre med et par hæklepinde. Jeg kunne ikke tage mig sammen til noget, og så havde selve det at tage afsted i det mindste været en handling. Og jeg havde ikke været væk længere, end at jeg stadig kunne tage hjem uden at blive til grin. – Herregud, de par dage. Jeg var jo bare én gut, der havde taget toget ud af byen.

Jeg vidste, der var et hus, der hed Huset, hvor folk spiste billigt, for det havde pølsemanden i Børnenes Kontors pølsevogn foran ­bane­gården fortalt mig. Det lå gennem parken og nede ad bakken, nede i krydset ved åen. Der ville jeg gå ned og æde, og så ville jeg ta’ et nordgående tog hjem bagefter. Men da jeg stod i krydset Åboulevarden, Vester Allé og Thorvaldsensgade, skete så det med hestevognen og kornet.

Jeg tog opstilling i køen bag mange andre og forsøgte at greje, hvordan man gjorde. De tog en bakke, jeg tog en bakke. De hældte vand i glas fra en kande, jeg hældte vand i et glas fra en kande. For hvert skridt frem måtte jeg flytte guitarkassen og min Føtex-pose et ryk fremad med foden.

13

2019011_Laksetrappen_Content.indd 13

04/02/2019 15.00

“Ku’ du ikke stille den guitar ovre ved dit bord?” var der én bag mig i køen, der sagde, men jeg havde ikke et bord, der var mit.

“Det er en Martin,” svarede jeg, og så sagde han ikke mere.

Ovre ved indgangen til Huset kom nogen ind. De snakkede højlydt sammen, og jeg lyttede. De var hjemmefra, det var tydeligt, for deres konsonanter hakkede skarpt som billardkugler mellem flade vokaler. Jeg ville vende mig og glemte, at jeg stod med bakken. Den tog albuen på ham foran, og min tomme tallerken og mit fyldte vandglas røg samme vej som kornet i krydset.

“Hva’ satan, ‘Drag’! Fanden laver du her?”

Jeg genkendte stemmen, det var ‘Frommeren’, og sammen med ham ‘Skol’, en tør og uimponeret gut, som jeg kendte godt hjemme fra ‘De Ens Huses Gader’, og Skol kendte Kirsten på venskabeligt plan – havde kendt hende meget længere, end jeg nåede at komme til. Og så Hans, der var købmandssøn oppe fra Aalbæk. En udmærket fingerspils-­guitarist, Frommeren, og en fin nok fyr, ude fra Elling, nord for Frederikshavn, og hyper med puls som en hamster. Han havde faktisk en Gibson Hum­ mingbird, udmærket, men jo ingen Martin. Vi havde jammet et par gange på mit værelse derhjemme, Frommeren og mig, på spånplade­ værelset, som den gamle havde flikket sammen. Det havde været lidt ­underligt, for der var kun plads, hvis vi begge to sad på sovebriksen, og så godt kendte vi heller ikke hinanden.

“Jo, ser du, Drag, det fungerer sådan her: Hvis du ser og får dig meldt ind på et studie, kan du få et kollegieværelse ude ved os, ude på Skjoldhøj.”

Frommeren så, at jeg ikke rigtig var ankommet endnu, han kiggede overbærende på mig med sit snu ræveblik.

“Og så er du her jo, ikke? Væk fra Fresse.”

“Jo, men hva’ for et studie?”

“Ja, altså, Drag, hvad er du mest til? Sprog eller regning?”

“Engelsk.”

“Okay, oppe på Dansk kan enhver idiot komme ind. Og Drag – det vrimler med kællinger oppe på Dansk.”

14

2019011_Laksetrappen_Content.indd 14

04/02/2019 15.00

Jeg ringede til min mor fra Husets telefonboks og bad hende sende mit studenterbevis ned til Frommerens adresse på Skjoldhøj. Og min dåbsattest.

Jeg ligger og lytter til en hammer, der banker et sted. Ujævne, dumpe slag, og klodsede. En eller anden forsøger at slå søm i sin væg. Ingen af os hér ved meget om beton, der var ikke meget beton i vores opvækst.

Mest dét, som tyskerne efterlod, og som man siger, er af en sådan kva­ litet, at hver gang man forsøger at sprænge deres bunkers væk på stran­ den, er der ikke et helt vindue tilbage i sommerhusene, når røgen har lagt sig. Men tyskernes bunkers står uskadt tilbage.

Jeg ved dog, at lyde, der rejser gennem beton, kan komme alle mulige steder fra. Den banken, jeg ligger på min seng og lytter til, kan meget vel stamme fra en hjælpeløs type flere opgange væk, én, der ikke ved, at beton ikke lige er til bare sådan at slå søm i. En dejlig steg måske.

Vi er lige ankommet fra yderkanterne. Vores fædre har hænderne siddende på rette sted, men vi har brugt læreårene på at drikke Palanca og lytte til Jethro Tull, på at fjolle rundt og være gale, selvfølgelig har vi da det. Det er vores ret, det ved vi, det er. Vi kender ikke det fjerneste til byggeri, værktøj eller til håndens arbejde. Den slags er der andre, der ta’r sig af. Vi er mest hoveder på halse, og vi er kæphøje over det.

Jeg har maddag onsdag sammen med Inger, den lille strik. Hun læser medicin, og hun er kæreste med et fysikfæ to opgange henne, men hende og jeg kan ikke holde fingrene fra hinanden. Det er slemt, det er kød, er det. Hun skal være læge, og han bliver fysiker, de kunne komme til at sidde godt i det sammen, de to. Men kunne, for det kommer ikke 15

2019011_Laksetrappen_Content.indd 15

04/02/2019 15.00

til at ske. Det ved alle tolv i vores opgang, for med Inger er vi tolv, og hun ved det lisså godt som vi andre elleve, ja, måske er hun vel den, der ved det bedst. De følges til bussen om morgenen, hende og fysikfyren, men allerede når hun går ned ad de ni trappetrin fra vores fællesrum for at møde ham, er hendes ansigt lukket og tomt. Over for mig, over for alle og sikkert især over for fyren. Jeg har set det, og derfor undgår jeg hende dér og lader de andre om at slå sig på hende. Gemmer det til om onsdagen, når mig og Inger har maddag.

Jeg ved ingenting om mad. Inger ved lidt mere om mad, ikke fordi hun er kokkeagtig, men fordi hun går to årgange over og er en pige.

Vi er en stærkt forældrefornægtende flok her i vores opgang. Alt, hvad de gamle repræsenterer, er proletariatets trældom eller småborgerlig­ hedens rænker, og det holdes ud i strakt arm med et fnys og med øjne, der vendes op mod loftets lysstofarmaturer, vi kan og vil selv. Men vi kan ingenting.

Inger og jeg bakser med at hakke gulerødder, og hun stikker en ind mellem læberne uden at se i min retning, fordi hun ved, jeg ser i hendes.

Hun lader tungen cirkulere om spidsen. Så griner hun og gi’r mig et dask med gulerodstoppene, for det er vigtigt, at det er gulerødder med top, vi køber, selvom vi bare skal lave kødsovs. Fleetwood Mac banker i baggrunden. “You can go your own waaay …” kvidrer hun og skubber røven bagud for at lokke. Det går godt med at være studerende.

“For fanden da,” mumler hun lavmælt. “Vi to ka’ sgu da ikke ha’ maddag sammen, det går jo galt – sæt nu, der kommer nogen.”

Og det gør der, for dér står Ulf fra Toftlund i alt sit vintertøj, som helt klart er noget, han er blevet udstyret med hjemmefra, da han flyttede sidste sommer. Og scooterstøvler med blank lynlås.

Ulf opfatter ingenting, han er altid i godt humør, og i hvert fald nu, hvor kulden er kommet, altid en gut med dobbelt løbenæse. “Fuldt bræt,” siger Ulf, når man kommenterer det.

“Nah, det sier da gue’ u’,” siger han refererende til enten gulerødderne eller Inger og mig og går ind til sig selv.

Ulf læser matematik, men mon ikke han alligevel ender som ingeniør.

16

2019011_Laksetrappen_Content.indd 16

04/02/2019 15.00

Og når Ulf bliver ingeniør, vil jeg til enhver tid krydse en bro, han har konstrueret. Ulf snakker ikke meget med dem derhjemme, men hver fjerde weekend ta’r han toget til Toftlund. Så ringer han fra mønttelefo­ nen i fælleslokalet, og når der er forbindelse, siger han kort og præcist: “Æ kommer no,” og lægger på og ta’r afsted.

Skjoldhøjkollegiet ligger uden for byen, langt udenfor. 3’eren går herud, og osse 4’eren. Man står på oppe ved Brugsen, og så tuller bussen ind ad Edwin Rahrs Vej, ind gennem Gellerupparken.

Jeg har set mig gal på Gellerupparken, i hvert fald på selve navnet ‘Parken’. Lusk og fusk, det er klassikeren. Nogen vil lokke nogen i en fælde. Kalde lortet noget lyst og grønt, ‘Parken’, så går det nok. Jeg har siddet og gjort mig til ved bordet i fælleslokalet om det. Men det sætter ikke rigtig gang i noget. Kun svenskeren, Björn.

“Repressiv tolerans, pojkar,” mumler han.

“Og vejnavnene! Karensvej, Dortesvej, Kirstensvej og Gudrunsvej, I Guder ... Hvem fanden gider bo på Gudrunsvej?” fortsætter jeg.

“Der er nu mange fede lejligheder og folk derovre,” indvender Louise, der studerer musik på konservatoriet, og hver eftermiddag ved firetiden laver klingende rene vokaløvelser bag sin lukkede dør på værelse tre.

“Jeg siger osse bare, Louise,” siger jeg og peger på Louise med min Hof. “Pas på dem, der kalder tingene noget, de ikke er – dig grim for eksempel.”

Og stemningen i rummet bliver atter løs, bliver atter til et gensi­ digt anliggende. Der er fuldskab i opgang 82, fuldskab, der får os til at glemme, at vi er tilflyttere og hver især kyste.

Når bussen stopper ved gangbroen over Edwin Rahrs Vej, kigger vi ind mod de våde, grå betonblokke med nogen ærefrygt. Lidt benovede.

I Gellerupparken bor folk i kollektiver i store, lyse lejligheder, folk, der har studeret i mange år, og som ved noget, tænkere, der har styr på det, og som virkelig taler sproget. Vi har hørt sagt, at mindst én af dem er på vej ind i Folketinget. Det nye er, at der osse bor en del tyrkere, men de passer vist mest sig selv.

17

2019011_Laksetrappen_Content.indd 17

04/02/2019 15.00

Jeg ser på de store krukker i vores køkken med mel, gryn og sukker.

Det var samme slags glaskrukker, jeg brugte, når jeg havde fanget hun­ destejler i Vandværkssøen. Jeg havde hundestejlerne i en gennemsigtig plastikpose, mens jeg indrettede deres nye hjem. Gult grus i bunden, og så lænede jeg et par sten op ad glassets inderside. Dér bagved kan de gemme sig, tænkte jeg. I hvert fald tro, de kan gemme sig, uden at jeg kan se dem, men jeg kan bare vende glasset – for jeg er Gud og kan se, hvad jeg vil. Så vand i, og så hundestejlerne. De små fisk fór forvirrede rundt. Og ja ja – se, nu gemmer de sig bag stenene, her bliver de glade for at bo.

Næste morgen, når jeg tændte min skrivebordslampe for at se til dem, lå de på siden på gruset i bunden og var døde, eller i overfladen, og jeg tænkte, at foroven eller forneden måske afhang af, hvorvidt det sidste, de gjorde i livet, var at ånde ud eller ånde ind.

“Sidste gang er altid ud,” sagde min storebror morgensur, mens han hang over sine havregryn ved det lille klapbord i køkkenet. “Stiger de op, er det, fordi de er fulde af lort.”

Der er osse en del, der dør på Skjoldhøj. Ikke at de bliver kvalt, myrdet eller falder ned, de bliver bare fundet på deres værelser, hvor de ligger og er døde. Nogle har været døde et stykke tid. Så kommer pan­ serne, og der kommer en bil, der minder om en ambulance, men nogen siger, den har udluftning på taget.

En aften sad vi nogle stykker omkring det store, sortbejdsede fælles­ bord. Der var kommet folk til fra andre opgange, og Frommeren var der, og når Frommeren var der, var der osse pilsnere. Og Frommeren og mig med hver sin guitar. Jeg gav mig til at spille Tom Paxtons ‘The Last Thing on My Mind’. En meget velskrevet og fin sang, og jeg kunne den, for jeg havde optrådt med den på værtshusene.

Da jeg sluttede den, tog en pige fra en anden opgang ordet. Hun var et par år ældre end mig og temmelig pæn.

“Sig mig, hva’ mener du, vi skal med det shit? Hvad kan vi, der sidder her, bruge det til, mand?”

18

2019011_Laksetrappen_Content.indd 18

04/02/2019 15.00

Det var mig, hun henvendte sig til. Hendes blik var smalt og koldt.

“Hva’ mener du?”

“Ja, hva’ har dén sang med vores virkelighed at gøre? Siger den noget om situationen for de kvinder, der står ved et samlebånd hele dagen?

Eller sidder i et supermarked?”

Det kunne jeg ikke påstå, den gjorde. Den sagde noget om at blive forladt af dén, man elsker, det vidste jeg, og det, syntes jeg jo nok, kunne være okay i en sang. Hun hævede stemmen.

“Har du da slet ikke fattet alvoren i samfundet?” vedblev hun. “Folk er undertrykte og slider sig ihjel for næsten ingen løn. Og så sidder du gu’hjælpemig og synger det USA’ske imperialistiske shit!”

Der var ingen andre, der sagde noget. Men stemningen blev aldrig helt god efter ‘The Last Thing on My Mind’.

Vi sad i kantinen på Nordisk Institut i bydelen Trøjborg, bare Janne og mig. Vi gik ikke på årgang sammen, men Janne havde været vores tutor et halvt år tidligere, altså en slags spejderleder, da vores hold var ny­ begyndere. Jeg var glødende forelsket. For det første var hun et års tid ældre end mig, og for det andet var hun uopnåelig, og det var sikkert derfor, jeg var glødende forelsket.

Janne havde boet med sine forældre i London, da punken blev skudt af inde i Soho, men nu var hun kommet alene tilbage for at læse huma­ niora og hænge i Århus. Selv når hun dukkede op på Nordisk Institut i klapbukser og træsko, som var tøjstilen blandt tøserne hér, ja, så var det altid med en kant. En badge med et pindsvin på eller solbriller i regnvejr.

Janne havde forstand på studielivet, hun kunne ordene og talte spro­ get. Af og til var hun osse vores lærer, eller vores undervisningsassistent, 19

2019011_Laksetrappen_Content.indd 19

04/02/2019 15.00

som det hed. Det med undervisningsassistenter var et meget populært system. De studerende havde allerede ti år tidligere ædt sig ind på sty­ ringen på universitetet. Det var begyndt i København og nu osse nået her til Århus. De ældre undervisere og professorer fortrak ydmygt, som det var blevet kutyme at gøre overalt i samfundet, når vi unge kom tord­ nende. Vi kom med krav, og vores alder var vores rethaveriske argument.

Og der var ingen i landet, der sultede eller led nød, så la’ dem da komme til, de kære poder. Det var små step frem i en udvikling, der skulle vise sig umulig at vende, betvivle, evaluere eller at rulle blot en halv meter tilbage. Nu var det ofte jævnaldrende studerende, der sad bag, eller som regel på katederet, når der blev undervist. Undervisningsassistenter.

Peter sad på katederet, og vi havde ham. Han var en lækkermås, syntes de på vores hold, der, som Frommeren havde lovet, ganske rigtigt fortrinsvis bestod af piger. Peter sad på kanten af katederet og svinge­ de i luften med det nederste af sit ene ben, men mest jonglerede han med ordene. Og han kunne dem dæleme. Vanskelige og kantede ord i deres fineste rejsetøj. Måske var han lissom salmedigterne, Peter, det var jo ikke til at vide. Salmedigterne, med deres ondskabsfulde, omvendte ordstillinger, som gjorde sangene umulige at forstå. Gebrokne linjer, der tjente sit kirkepolitiske formål: at skabe en andægtig og hoven afstand mellem de tindrende kandelabre og den pjaltede vognkusk, der trykke­ de sig nede på kirkebænken.

Peter beholdt sit partisantørklæde på, selvom det var sådan et dejligt, varmt efterår. Pigerne så på Peter. Han sagde “metode” og “borgerlig of­ fentlighed” og “repressiv tolerance”, og det var netop Peter, der fortal­ te om, hvad ‘agrare aflejringer’ var for størrelser. Nu for eksempel Pelle Erobreren, han havde disse agrare aflejringer, jaså. Vist osse mig, og har man dem, er man en bonderøv, forstod jeg.

Janne kunne osse ordene, men hun kunne osse noget andet, havde jeg set. Til en fest, vi holdt i kantinen oppe på ‘instituttet’, blev hun godt fuld og gav sig til at lave skandale. Det var meget mærkeligt. Den aften duftede hun af patchouli. Det var en duft, der signalerede ‘Kom tæt på, men hold nallerne væk’.

20

2019011_Laksetrappen_Content.indd 20

04/02/2019 15.00

Hen på aftenen begyndte Janne at té sig og råbe op på en måde, der overdøvede musikken. Hun slingrede rundt og begyndte at hive op i nogle af de andre pigers bluser. Det lignede en scene hjemme fra Texas Bar i Lodsgade, men der kom ikke noget slagsmål i gang. I stedet blev musikken slukket, og der lagde sig en skamfuld stemning over festen, folk begyndte at fortrække. Tilbage sad kun mig og så Frommeren, som bestemt ikke gik på Nordisk Institut, men som jeg havde fået smuglet ind, da løjerne var kommet godt i gang – kun os og så Janne sad vi tilba­ ge. Hun hang på en vippende stol op ad væggen over for os og skulede olmt med sine sorte øjne.

“Har I en smøg?”

Frommeren havde en.

Vi fulgtes med Janne hjemad fra Aldersrovej på Trøjborg mod Trep­ kasgade, det var langt, helt fra den ene ende af Ringgaden til den anden, og hendes ben havde svært ved at gå ordentligt. Og så midt på broen over banegraven ville hun ikke længere. Hun ville gerne vente, til der kom et tog, så vi kunne prøve at springe ned på dets tag. Vi forklarede hende, at der ikke kom et tog før om mange timer, og hankede op under hver sin arm og fortsatte.

Janne boede i en lille taglejlighed med afsyrede møbler i fyrretræ.

Der var en stol og en seng, som Frommeren efter en del palaver fik lov at lægge sig i ved siden af Janne. I stolen sad jeg. Herfra var der langt hjem til Skjoldhøjkollegiet og meget længere hjem til dét, vi kom fra, From­ meren og mig.

“Det drejer sig om at emancipere proletariatet, fatter du dét, Allan?” sagde Janne og så på mig på en måde, som om det regnede hun nu ikke med, jeg gjorde.

Og hun havde ret. Eller rettere, det med proletariatet – ‘­prollerne’ – kendte jeg hjemme fra gaderne, men emancipere? Jeg tænkte på marcipan.

Efter den aften, hvor Frommeren og mig hjalp Janne hjem, og hvor jeg uden at kny havde taget stolen frem for at mosle på som Frommeren 21

2019011_Laksetrappen_Content.indd 21

04/02/2019 15.00

– tillagt det faktum, at jeg havde lovet at hjælpe hende med at sætte højt­ talere op i hendes lille stue – følte jeg mig lidt inde i varmen. Det var i hvert fald en tanke, der var let at lade vokse, når man lå på briksen i væ­ relse otte i opgang 82. Nu kunne jeg umuligt være ærlig og spørge, hvad det med ‘marcipere’ betød, så ville alt være tabt.

“Jo, det vil jeg mene, jeg forstår,” sagde jeg.

Så var der en pause.

“Proletariatet, altså dem, der virkelig knokler,” tilføjede jeg.

“Nemlig, proletarerne. Det er dem, vi skal hjælpe med at gi’ en stemme, så de kan emancipere sig selv fra borgerskabets undertrykkelse. Åh, jeg ku’ ryge, har du ikke en smøg?” Janne kiggede sig utålmodigt omkring.

Jeg var veltilpas over at have overlevet denne første omgang uden at falde i. Nu forstod jeg alt om, at det var prollerne, det handlede om. Jeg begyndte at fortælle om dem fra jernstøberiet og fra værftet derhjemme, og om min onkel Harry og min onkel David, min mund løb fra mig.

Imens kunne jeg se på Jannes øjne, at hendes interesse for mig langsomt tyndede ud.

“Ooork satan, de har bare knoklet,” sagde jeg. “Hele livet. Men fatter de en tøddel af, hvor meget undertrykte de er? Nul. De kan sgu knap nok skrive deres eget navn.”

Jeg hørte mig selv tale nedladende om de få voksne, der havde bety­ det noget for mig. Dem, jeg altid havde følt mig helt rolig blandt, dem, jeg som barn stod måbende og beundrede, når de hjalp en træls kalv til verden. Bare med en stump tov om dens ben og med den anden ende snoet om livet, så de kunne få den trukket ud. Nu sad jeg og gjorde dem til grin over for Janne. Men i en god sags tjeneste.

“Hør her,” sagde hun og lænede sig ind over bordet mod mig. “Det er sgu ikke dine private historier om dine skide onkler ude på landet, det drejer sig om.”

Hun bankede en pegefinger ind i min brystkasse, hvilket skulle vise sig at blive den eneste fysiske kontakt mellem os ud over den aften, Frommeren og jeg slæbte hende hjem til Trepkasgade.

22

2019011_Laksetrappen_Content.indd 22

04/02/2019 15.00

“Det er helheden. Op i røven med din onkel Harry! Vi er på et uni­ versitet, Allan. Det er teorien bag virkeligheden – før og nu – der skal interessere os. Så kan din onkel Arne stå i lort til halsen, hvis han vil, det kan du ikke bruge til noget her, du … Men okay, okay,” sagde hun afvæbnende og kiggede sig omkring efter nogen med en smøg.

“Det er så din empiriske tilgang.”

Jeg skammede mig og lod blikket falde fra hende, helt ned under bordkanten faldt det – ned på hendes fødder, der var tæt på mine i støvlerne.

En uges tid før var der kaldt sammen i kantinen på Nordisk Institut.

Vi skulle lave en demonstration nede på Lille Torv om eftermiddagen, i hvert fald en markering. En fyr, hvis forældre ejede en skoforretning nede i byen, var kommet hjem fra Amerika og havde medbragt et par cowboystøvler.

Jeg fulgtes ned gennem Trøjborg, nedad mod byen, med to af piger­ ne på vores hold for at se tingene an. I mine cowboystøvler, som var det eneste fodtøj, jeg havde medbragt. Ad Kirkegårdsvej og ind ad Nørre Allé og Guldsmedgade, som, jeg tænkte, måske manglede et ‘e’ efter ‘d’et på gadeskiltet, ind hvor byen tættede til af butikker og damer med tasker og lyden af travle fødder. Tæt ved Lille Torv lå der ganske rigtigt en lille skobutik.

“Det er vist dem dér,” sagde en af pigerne til mig og pegede på støv­ lerne i vinduet.

De var virkelig flotte. De stod på en træstub, den ene med næsen udad mod gaden, den anden lidt på skrå. Sådan som jeg forestillede mig, Clint Eastwood ville have stået i dem, mens han slog sin poncho til side, tændte en cigarillo og så tingene an.

Vi satte os på en trappesten i nærheden og ventede på, at der skulle ske noget. Ud fra enden af Guldsmedgade kom lidt efter en lille flok skridtende i rask tempo. De havde et par pinde med sig, og mellem pin­ dene var fastgjort noget stof med bogstaver på. De så meget målrettede ud. Vi blev enige om, at det måtte være dem, vi skulle være sammen 23

2019011_Laksetrappen_Content.indd 23

04/02/2019 15.00

med, og rejste os og jokkede hen og tog opstilling bag flokken på broste­ nene foran skotøjsbutikken.

Fyrene med de to pinde med stoffet på baksede i hver sin ende og fik et banner rullet ud. Der stod ‘STOP AMERIKAS IMPERIALISME’ på stoffet, og jeg kunne se, at det var kommet bag på dén, der havde malet teksten, hvor langt et ord ‘imperialisme’ egentlig er. Bogstaverne blev mindre og mindre allerede fra ‘IMPE’.

En af fyrene begyndte at råbe mod butiksruden.

“Hææææææiiih, fjern de lortestøvler der!”

Han kiggede på os andre. Så tog ham i den anden ende af banneret fat.

“Imperialistsvin! Få de støvler væk fra vores gader!”

Forbipasserende begyndte at tage opstilling for at betragte optrinnet.

“Ho Ho Ho Chi Minh, Ho Ho Ho Chi Minh,” råbte begge fyrene, og ekkoet fra de høje mure omkring os hjalp med at holde ordene nede ved gaden, og andre i deres flok stemte i.

De svingede energisk med armene imod os for at få os til at råbe med.

Et ældre ægtepar kom til syne bag glasdøren i skobutikken, og jeg så, at manden drejede låsen indefra. De stirrede forskræmte ud på demon­ strationen, men det var kun dem, der var ankommet med flokken ad Guldsmedgade, der råbte “Ho Ho Ho Chi Minh”. De var de mest vrede.

Nu sad jeg her i kantinen på Nordisk Institut over for Janne og var lat­ terlig. Jeg var forelsket, hun var i anorak i dag.

“Du var ikke med nede på Lille Torv, var du?” spurgte hun.

“Jo, jeg var skam nede på Lille Torv.”

“Naive idioter,” lo hun.

Jeg tog en chance.

“Det klæ’r dig fandeme med det der sorte omkring øjnene,” sagde jeg i overensstemmelse med sandheden. “Du ligner en fra London. Ja, der har jeg selv været en del. På tommelen.”

Det var lisså utænkeligt at gå med makeup, som det var at gå i boots.

Jeg fik lov at komme og bakse med de højttalere i Jannes lille taglejlighed 24

2019011_Laksetrappen_Content.indd 24

04/02/2019 15.00

i Trepkasgade, men jeg fik aldrig lov at bakse med Janne. Hun forstod at begå sig på instituttet, men det, hun allerbedst forstod, var, hvordan man holder en yngre bonderøv ud i armslængde, så han kan sprælle lidt og sætte nogle ledninger sammen.

Inde i byen, i Jægergårdsgade, lå der et værtshus, der hed Stenkalven. Jeg tog derind sammen med Frommeren og et par af de andre Skjoldhøj-fre­ derikshavnere. Jeg ville gerne se, hvorvidt musikmiljøet på værtshusene var anderledes her end derhjemme, sådan som jeg havde hørt fra folk, der var flyttet herned. Det var det ikke. En sanger med guitar stred fra sit hjørne mod flaskeklirren og snak, der lå som et lydtæppe fra døren og ind.

Et udmærket lydtæppe, hvis bare der ikke havde været musik.

Fyren med guitaren, en udmærket Gibson, kæmpede som en skibbru­ den for at råbe Stenkalven op. Og snart var vores bord lisså højrøstet som alle de andres. Folk ville snakke. Vi ville snakke og fortælle historier.

Af og til kastede jeg et blik hen til trubaduren. Han optrådte sidden­ de på en barstol. Kun hans hals og hoved stak op over mængden i det tilrøgede lokale. Hans ansigt var rødt af anstrengelse, blodårerne i hans tindinger og på halsen ville snart briste. Og først når dette skete, ville han få folks opmærksomhed.

Mellem sangene råbte han opmuntrende til sit publikum og opfor­ drede alle til at skåle eller at synge med. Så fortalte han en vittighed.

Ingen reagerede. Så påbegyndte han en længere historie om den sang, han om lidt ville gå i gang med at synge, men ingen hørte efter. Han tog en tår af sin øl og begyndte, denne gang med den gamle irske klassi­ ker ‘The Wild Rover’ – han ville vist gerne lyde som Luke Kelly fra The Dubliners.

25

2019011_Laksetrappen_Content.indd 25

04/02/2019 15.00

På grund af guitarfærdighederne holdt han sig helst til G-dur, men tonearten var forkert til hans leje. Hans stemme lå naturligt højere, nok omkring A eller H, men de akkorder gør ondt at spille en hel aften, især H. Han kunne have brugt en capo i andet bånd, blevet i G-akkorder­ ne og kommet op i A, men han havde vist ikke en. Han brægede ind i sin SM57’er-mikrofon. En knækket A-streng daskede mod gulvet fra hans guitar, det var ikke godt. Der skal meget til at knække en A-streng, tænkte jeg. Tykt plekter, fordi det gi’r ham en falsk illusion om mere vo­ lumen. Ved vores bord var der kun én ting at gøre. Vi lænede os tættere ind mod hinanden og hævede stemmerne for at overdøve ham.

Jeg bemærkede ikke den store forskel på Fregatten hjemme i Fresse og Stenkalven i Jægergårdsgade denne aften. Men okay, her var ikke slagsmål, kun studerende, alle klædt i vissengrønt, vadmelsgråt eller brunt. Og partisantørklæder, der i deres orientalske oprindelse stod i komisk kontrast til resten. Flaskeøl på bordene og mange piber. Jeg tænkte, at det trods alt måtte være lettere at spille her end på så mange andre værtshuse. Farligt var det i hvert fald ikke.

Det var vinter, og jeg stod i køkkenet på Skjoldhøjkollegiet og gloede ud ad de smalle, aflange vinduer. Der lå et tykt lag sne på plænerne rundt om bygningerne, og nede i sneen så jeg en lille prik, der bevægede sig.

En lille mus. Den forsøgte at springe og mave sig hen over sneen, men den kunne ikke komme ordentligt afsted. Den befandt sig i en uende­ lig, bundfrossen ørken, der strakte sig helt over til opgang 84, men det kunne den jo ikke vide. Jeg løb ned og hentede den og lukkede den ud på mit lille toilet ved siden af gangen på mit værelse. I køkkenet fandt jeg et stort syltetøjsglas med skruelåg, som indeholdt en eller andens 26

2019011_Laksetrappen_Content.indd 26

04/02/2019 15.00

mysli. Jeg smed myslien ud og hakkede huller i låget med en proptræk­ ker. Så tog jeg 3’eren til centrum, og så jeg bort fra Janne, var jeg, måske for første gang i min tid i byen, glødende optaget af noget her.

Hos dyrehandleren i Vestergade købte jeg kaninfoder og en pakke presset træuld. På vej hjem lagde jeg kaninfoderet mellem min røv og bussædet. Det skulle mases til mindre stykker, tænkte jeg, musens liden­ hed taget i betragtning.

Det lille dyr sad og gloede ud på mig inde fra syltetøjsglasset. Godt hun ikke så mig sådan. Men hva’, Kurt Vonnegut førte osse lange sam­ taler med sin papegøje. Vi læste nu ikke Vonnegut på Nordisk, eller ­Johannes V. Mere kvindelige, nordiske forfattere. Men ikke Selma Lager­ löf eller Astrid Lindgren. Mere Kerstin Ekman og af de danske: Bente Clod og Lola Baidel. Stjernen over de kvindelige, Suzanne Brøgger, var for farlig og uberegnelig med sort af trækul om øjnene lissom Janne, og så måden at stave ‘Suzanne’ på. Folk læste hendes bøger, dog uden rigtig at snakke om dem, før de var to og to eller fulde nok.

Jeg slap så meget kaninfoder, som jeg kunne ha’ mellem fingerspid­ serne, ned i syltetøjsglasset. Musen reagerede på foderet. Den åd ikke, snuste kun hurtigt til det og krummede sig sammen. Dens øjne var som to sorte nipsenåle, og dens små, stive følehår virrede ængsteligt, som forsøgte den at samle sig om at lægge en plan. Jeg var sikker på, den havde det bedre her i glasset end ude i sneen, det ville den nok osse selv indrømme, i det omfang den havde bare lidt hukommelse om, hvor meget den var på røven, før jeg reddede den. Så ville den give mig ret.

Om natten lod jeg den løbe frit på toilettet med adgang til en under­ kop med vand. Jeg lagde mad ud. Om morgenen fangede jeg den i en T-shirt og stoppede den tilbage i glasset. Og efter den tredje nat konsta­ terede jeg lykkelig, at den havde ædt af foderet. Og væltet vandet.

Jeg skulle hjem til Fresse til jul, og det skulle alle andre, jeg kendte her, osse. Man tog hjem til jul, og jeg forestillede mig, at måske var dem, man gik og fandt døde på deres værelser, nogen af dem, der ikke gjorde.

Der var en, der havde bil, en gammel Volvo stationcar, sikkert en 27

2019011_Laksetrappen_Content.indd 27

04/02/2019 15.00

Duett eller en 455. Han var ingen stor bilist, men han var vældig modig.

Dengang var der ingen motorvej fra Århus og nordpå, men blot en af disse livsfarlige, tresporede veje, i hvert fald mellem Århus og Randers, hvor bilister fra hver sin retning kunne få den gode idé at overhale.

Eventuelt samtidig, og så gik det galt.

Himlen var blåsort af vinter til alle sider omkring os, det var begyndt at sne, og overhalingssporet var allerede ved at være dækket. Vi var kørt ud af Århus i en kammeratlig stemning, men nu var den trykket, der var ingen, der sagde noget. Han kørte for hurtigt, og straks vi kom op bag nogen, lagde han sig ud og overhalede.

“Har du tænkt på, hvorfor alle andre kører langsommere end dig?” var der én af os, der spurgte.

“De skal sikkert ikke så langt, som vi skal,” mumlede han. Det kunne der være noget om. Vi skulle så langt, man næsten kunne komme. Hvor­ dan mon hans dæk havde det, sad jeg og tænkte. Hans ørkenstøvler var i hvert fald altid i elendig forfatning.

Tæt juletrafik i begge retninger. Jeg sad i midten bagi med musen i syltetøjsglasset på skødet. Vores chauffør lagde sig ud for at overhale en tankvogn, det var en fra BP. Straks vi nåede ud i overhalingssporet, var det, som om bilen omdannede sig til et søgående fartøj. Underlaget var ikke mere asfalt, det var gyngende og glidende, som rejste vi oven på luft eller sne, og det var vel netop, hvad vi gjorde. Rattet kontra, så slog bagenden ud. Han drejede modsat, vi var stadig ud for midten af tank­ vognen. Jeg så dens enorme hjul ved siden af mig og dunstende diesel mod sideruden. Tankvognschaufføren honkede forarget i hornet, mens vi gled rundt og gled nordpå med siden til de modkørende. Tværs over deres vejbane gled vi, og jeg så det gråhvide betonautoværn nærme sig, så rumlede det under vognen. Vi skred ud over rabatten, og lige dér ka­ stede jeg mig selv og mit syltetøjsglas ned i bunden af bilen.

Efter braget mod autoværnet var kun det døende metal i luften, et øjeblik var der stille, vi fløj. Glimt af en næse, af en forvrænget mundvig, glimt af kobberknappen på hjørnet af en bukselomme på et par jeans, glimt af spyt, en sort kam i luften, og en skosål med et ovalt, orange 28

2019011_Laksetrappen_Content.indd 28

04/02/2019 15.00

mærke. Nøgne, sorte trætoppe drejede på den sneende himmel, så lan­ dede vi, og indvendig var vi hulter til bulter i hinandens store dynge. Det eneste, jeg vidste, var, at vi lå på taget midt på den juletrafikerede lande­ vej, for gennem sideruden så jeg is på asfalt. Inden for sekunder ville vi blive ramt af en anden bil. Der lød et sus ved siden af. Den første mod­ kørende undveg, så den næste, ritsjende dæk, der forsøgte at bremse.

“Ud!” var der én, der råbte, og vi kravlede og krabbede os over hinanden.

Der var blod. Hvis blod, hvem havde slået sig? Jeg var sikker på, jeg ikke havde. En, der hed Erik, blødte fra toppen af sit hoved. En hobby­ kniv fra hattehylden var fløjet rundt og havde snittet ham.

Vi stod ved betonautoværnet og rystede og så os omkring. Bilen lå midt på vejen med hjulene i vejret, og trafikken sneglede sig forbi på begge sider af den. Så opdagede jeg, at jeg stod med syltetøjsglasset med musen mellem hænderne.

Ud over den frosne pløjemark bag os lå vores bagage spredt over et større areal. Og større og større, eftersom vinden fik fat i de 50 plakater med billedet af mig og min guitar, som jeg havde med mig, fordi jeg skulle spille på ‘Hyggen’ i Hjørring i begyndelsen af januar. Og Martin-­ guitaren. Den lå ude i landskabet i sin grå kasse mellem de bundfrosne plovfurer. Vi begyndte at samle sammen i en dynge. Når vi bøjede os ned og samlede noget op, sagde vi sammenbidte til hinanden, at det her kunne man for fanden ha’ sagt sig selv, sådan som han kørte, den idiot.

Vi kom ind på en gård. Der var dækket op ved et lavt stuebord, og ham, der hed Erik, fik et vådt viskestykke oven på hovedet.

“Det er det samme hver eneste gang,” sagde landmanden, mens hans kone skænkede kaffe op til os. “Vejen runder lidt dér, vi har folk inde her snart hver anden søndag, når det er glat. I var heldige, var I.” Så kiggede han på mit syltetøjsglas.

“Hva’ fanden er dét, du har dér, er det ikke en satans til mus?”

“Jo, jeg har lovet at ta’ den med hjem til min bror. Han har nemlig en kvælerslange.” Landmanden kiggede ned på sine hænder. Han forstod ikke de mennesker, der kom forbi ude på landevejen, og han forstod ikke mange af dem, der kørte tosset og havnede herinde ved kaffebordet 29

2019011_Laksetrappen_Content.indd 29

04/02/2019 15.00

eller på kirkegården. Og han forstod slet ikke de unge, der kørte rundt med mus, eller dem, der holdt kvælerslanger.

“Nå, så dét, en kvælerslange, javel ja,” sagde han stille frem for sig.

“Nå, drik nu jeres kaffe. Falck er her vel snart.”

Vi gjorde, som han sagde, og jeg drak mit livs første og eneste kop kaffe.

I lyset af hvad jeg mange timer senere kom hjem og fortalte hjemme hos de gamle, var der kun glæde og interesse ved den lille gnaver. Min far var dog betænkelig ved, hvorvidt jeg foretog mig noget mere fornuftigt end at fange mus nede i storbyen.

“Passer du nu din skole?” spurgte han og tog fat på minderne om, hvor svært det havde været at få tingene til at hænge sammen, da jeg i sin tid pludselig skulle på Privatskolen mod et månedligt kontingent på hele 75 kroner.

Jeg lagde mig på spånpladebriksen i mit gamle værelse. Musen var, i overensstemmelse med rutinen, lukket ud på de gamles toilet, der ikke var større end det, jeg havde nede på Skjoldhøjkollegiet. Der ville den føle sig hjemme. Næste morgen hørte jeg min mors stemme gennem teaktræsfinérdøren mellem mit værelse og entreen.

“Jamen gu’ – musen!”

Jeg kom på benene. I løbet af natten havde den gamle været oppe at pisse og havde ikke tænkt på at lukke toiletdøren efter sig. Og i den anden ende af huset i sin kurv lå Buller tilpas og lod som ingenting.

30

2019011_Laksetrappen_Content.indd 30

04/02/2019 15.00

100 mm

152 mm

Nu stod mig og Johnny pludselig

Dette er anden del af Allan Olsens erindringer.

side om side og spejdede ud over

Hvor forgængeren og bestselleren Tilfældigt strejfet kredsede

den nyanlagte have, og der var en

omkring opvækst i randområderne, zoomer Laksetrappen ind

afventende stemning imellem os.

på Allan Olsens odyssé gennem mere end 40 år i musikken.

Måske mente vi noget andet om

Fra de krasse læreår som værtshussanger til gennembrud,

hinanden nu end dengang. Bestemt

succes og anerkendelse. Med hæsblæsende anekdoter, eksotiske

noget lisså fint, bare noget andet.

rejser samt rørende og velskrevne nedslag i privatlivet …

Jeg roste mit hus og fortalte historien

En laksetrappe hjælper stædige små fisk med at forcere

om det, og bagefter var der stille,

vandfald og forhindringer på deres målrettede vandring op

og så sagde Madsen:

mod strømmen.

“Jo jo, Olsen. Men har du tænkt på,

Allan Olsen har altid været en både stædig og målrettet fisk i

hvad det vejer? ”

den hjemlige andedam. Denne bog er blandt meget andet en

28,2 mm

152 mm

100 mm

226 mm

Allan Olsen (født 1956) har en 40 år lang karriere bag sig som sanger og sangskriver. Det er blevet til mere end 20 udgivelser, hvoraf seks har høstet Danish Music Awards. Allan Olsen er en af Danmarks mest anerkendte

cadeau til baglandet, passionen og til de kolleger og venner,

sangskrivere. Hans seneste

der agerede Olsens laksetrappe.

udgivelse er Hudsult fra 2017.

I 2015 debuterede han som forfatter med første del af sine erindringer Tilfældigt strejfet.

ISBN: 978-87-400-5256-5

POLITIKENS FORLAG WWW.POLITIKENSFORLAG.DK

2019011_AllanOlsen_Laksetrappen_omslag.indd 1

POLITIKENS FORLAG

Foto: Morten Fog Forsidefoto: RedStar

07/02/2019 15.15