Løgnen om en sand ven

90 mm

148 mm

40 mm

148 mm

90 mm

TRE KAN HOLDE PÅ EN HEMMELIGHED.

trængte dagblad Tiden, hvor han udmærker sig ved at være en doven og besværlig medarbejder. For hvad er der sket med barndomskammeraten Morten, som skæbnen

♥♥♥♥♥

Hvem er så den yngre kvinde, han muligvis forlod Danmark i selskab med? Svaret på

Han skriver med en skarpskyttes præcision i detaljen og en fin humoristisk undertone.

det ene spørgsmål åbner for det næste.

– POLITIKEN, JAN HEDEGAARD

★★★★★ Davidsen-Nielsen skriver med præcision og viden og blotlægger en verden, hvor kynismen har ramt både dem, der vil det onde, og dem, der bekæmper ondskaben.

– DAGBLADENES BUREAU, HENRIK TJALVE

Roberts jagt fører ham til det pakistanske kioskmiljø på Vesterbro og ind i spionvæse­ nets lukkede cirkler. Men snart kører han fast, for i efterretningsvæsenet forsøger en indflydelsesrig familie at fremme en alternativ version af sandheden. Det udvikler sig til en kamp mellem to mænd, der begge arbejder med informationer, men på to højst forskellige måder.

★★★★ En ambitiøs spændingshistorie, der placerer karikaturtegningernes Danmark i krigen mod terror efter 9/11 og før Osama bin Ladens endeligt i 2011.

HANS

D AV I D S E N - N I E LSE N

LØGNEN

OM EN SAND VEN

S PI O N ROM AN

En tindrende spændende roman.

– FEMINA, JULIA LAHME

HANS DAVIDSEN-NIELSEN (født 1968) er journalist og forfatter. Han har bl.a. skrevet to faglitterære bøger om de danske efterretningstjenesters historie, En højere sags

tjeneste (2006) og Spionernes krig (2008). Til daglig er han ansat som journalist ved Politiken og har tidligere været ansat på Weekendavisen og Jyllands-Posten. Han debuterede som

LØGNEN OM EN SAND VEN tager afsæt i Hans Davidsen-Nielsens prisvindende

skønlitterær forfatter med Hypokonderens død

debutroman Hypokonderens død, men kan læses uafhængigt.

(2014), for hvilken han modtog Det Danske Kriminalakademis debutantpris.

– JYLLANDS-POSTEN, LARS OLE SAUERBERG

FFFFF

HVIS TO AF DEM ER DØDE.

FOTO: FINN FRANDSEN

har behandlet så hårdt? Skulle han, som det siges, blot på en uges ferie til Paris?

H A N S D AV I D S E N - N I E LSE N

Robert Lassen sin egen eftersøgning, både som ven og som journalist ved det

LØGNEN OM EN SAND VEN

D

a den kræftsyge Morten Richter forsvinder under en rejse i udlandet, indleder

POLITIKENS FORLAG

p olitikensforlag.dk

ISBN 9788740027891

9 788740 027891

PO LITI KENS FO RLAG

Af samme forfatter Hypokonderens død Spionernes krig En højere sags tjeneste Danskeren på Guantánamo (med Matias Seidelin) Værnet (med Niels Høiby, Niels-Birger Danielsen og Jakob Rubin)

Løgnen om en sand ven.indd 2

11/07/17 14.08

Hans Davidsen-Nielsen

LØGNEN OM EN SAND VEN

Politikens Forlag

Løgnen om en sand ven.indd 3

11/07/17 14.08

Løgnen om en sand ven.indd 4

11/07/17 14.08

Not a word of goodbye, not even a note She gone with the man In the long black coat – Bob Dylan

Løgnen om en sand ven.indd 5

11/07/17 14.08

Løgnen om en sand ven.indd 6

11/07/17 14.08

1. DEL

Sporløs

Løgnen om en sand ven.indd 7

11/07/17 14.08

Løgnen om en sand ven.indd 8

11/07/17 14.08

1 “Fucking danske,” læste Robert på toiletvæggen, mens han tømte blæren for sine sidste sukkerholdige centiliter.

“Så rejs!” havde nogen tilføjet med kuglepen.

Robert vaskede hænder og kastede vand i ansigtet. Han kiggede sig i spejlet og konstaterede, at han så præsentabel ud, selv om hans øjne var noget blodsprængte.

I dagens anledning havde han taget en pæn hvid skjorte på og et smalt sort slips under den lange mørkegrønne lodenfrakke. Han trak op i bukserne, formede sit grånende sorte hår i et gennem årene indarbejdet samarbejde mellem hånden og kammen. Så stak han kammen i baglommen på de sorte jeans og skyndte sig tilbage op ad trappen til byrettens forhal. Der løb han ind i Lotte Brøns fra Ritzau.

“Robert?” sagde hun overrasket og smilede genert. “Hvad laver du her?”

Han omfavnede sin gamle studiekammerat og gav hende et flygtigt kys på kinden, inden han svarede: “Jeg skal vidne. Sig mig lige, hvor finder jeg retssal 60?”

“Den store sal? Det lyder fornemt,” sagde hun.

“Tro mig, det er nu ikke noget særligt. Men jeg er sent på den.”

Lotte pegede mod udgangen.

“Du skal ud ad døren igen og ind til venstre.”

Robert var tilsagt 10.40, der lå et par minutter ude i fremtiden.

9

Løgnen om en sand ven.indd 9

11/07/17 14.08

Da han trådte ind i venteværelset, blev han mødt af en yngre, velklædt mand med kortklippet skæg. Det var anklageren fra Københavns Politi.

“Morten Richter?” spurgte anklageren forvirret.

“Nej, jeg er Robert Lassen. Mortens ven.”

“Ved du, hvor han er? Richter?”

Robert rystede på hovedet.

“Han er ikke dukket op til afhøringen,” forklarede anklageren.

“Dommeren har bedt mig ringe til forurettede, inden vi sender politiet ud efter ham.”

Ved et rundt bord i hjørnet sad en gruppe unge mænd i dynejakker og kasketter, der kunne ligne gerningsmændene. Men, tænkte Robert, det var nok snarere vennerne, der var kommet for at give de tiltalte moralsk opbakning. Under alle omstændigheder lod de sig ikke forstyrre af hans samtale med anklageren og fortsatte deres højlydte sludren.

“Ligner det ham at udeblive?” spurgte anklageren.

“Hvem, Morten?” sagde Robert. “Nej, overhovedet ikke. Jeg har aldrig oplevet, at han er kommet for sent til noget som helst. Men han er selvfølgelig syg. Bare han ikke er blevet indlagt,” tilføjede han nærmest til sig selv.

Anklageren så ud til at overveje, hvad de gjorde nu.

“Måske du kunne forsøge at ringe til ham og forklare, at vi venter?”

“Jeg skal gerne prøve, men der må være sket noget. Det ligner ham slet ikke,” gentog Robert.

Han gik tilbage ud på trappeafsatsen og fandt sin mobiltelefon frem fra frakkelommen. Han ringede nummeret op og hørte sin vens formelle stemme på telefonsvareren.

“Morten, det er Robert. Er der sket noget? Har du glemt, vi skal i retten? Dommeren venter på dig, og de siger, at du skal komme med det samme. Ring til mig, gider du?”

10

Løgnen om en sand ven.indd 10

11/07/17 14.08

Robert vendte tilbage til venteværelset og slog ud med armene: “Han tager den ikke.”

Anklageren bad ham tage plads i venteværelset, mens han konfererede med dommeren. Robert trængte til en cigaret, men fandt i stedet avisen frem fra inderlommen i sin frakke. På den måde undgik han også øjenkontakt med især én fyr i lokalet, der forsøgte at nedstirre ham. Han nåede knap at begynde på referatet af Arsenals knebne 1-2-nederlag til Liverpool, før anklageren vendte tilbage og sagde, at han skulle følge med.

“Vi begynder med dig.”

Lotte havde ret. Retssal 60 var på størrelse med en badmintonhal, og Robert blev bedt om at tage plads ved det enlige bord i midten af lokalet under prismelysekronen. Bag ham sad tilhørerne, og foran et godt stykke derfra kunne han se en stenskulptur af en mand på hug.

Han skævede forsigtigt til venstre, hvor en af de tiltalte hviskede med sin forsvarer. De havde været flere om overfaldet, men anklagemyndigheden havde åbenbart opgivet at få dømt andre end hovedmanden og en ven.

Robert forsøgte at huske episoden og syntes svagt, at han kunne genkende den tætbyggede mand med maskinklippet isse og nordafrikanske aner at dømme efter hans udseende. Tiltalte lignede en, der var forholdsvis ligeglad med det meste i verden og de fleste andre end sig selv.

I samme øjeblik gik døren op i den modsatte ende af retslokalet, og ind kom de tre dommere. Retsformanden var en spinkel kvinde med briller og gråt pagehår, der bad alle i lokalet sætte sig og tilhørerne om at dæmpe sig nede bagved.

“Og du må så være Robert Lassen,” begyndte hun halvt opklarende, halvt konstaterende, før hun gav ordet til anklageren og indskærpede, at Robert havde pligt til at tale sandt.

11

Løgnen om en sand ven.indd 11

11/07/17 14.08

Anklageren rejste sig op og drak en slurk vand, før han stillede sit første spørgsmål.

“Robert Lassen ... Vi skal tale om, hvad der skete fredag den 13. november 2009. Kan du huske, hvordan aftenen forløb?”

Som ung journalist havde han dækket adskillige retssager for dagbladet hjemme i Roskilde, men han havde aldrig prøvet at vidne, og da han først fik vænnet sig til situationen, var der noget pirrende ved at genfortælle episoden fra deltagerens synsvinkel.

“Jo, altså,” forklarede Robert, “jeg havde været til koncert på Christiania med min daværende kæreste og min ven Morten. Vi tog metroen fra Christianshavn mod Nørreport, det har nok været lidt over midnat, og efter Kongens Nytorv gik toget pludselig i stå mellem stationerne. Som jeg husker det, begyndte overfaldet med, at et ungt par blev chikaneret. Først lod alle i kupeen som ingenting, men så blev mændene nærgående over for pigen. Jeg husker ikke, om det var Morten eller mig, der sagde, at de skulle holde op ...”

“Og hvad skete der så?” afbrød anklageren, før Robert nåede at fortsætte.

“Ja, så vendte de deres aggression mod os. Det gik hurtigt, jeg fik nogle få slag i hovedet, men det gik værst ud over Morten. Han fik mange slag og spark og måtte hentes med ambulance. Selv fik jeg kun mindre skrammer.”

“Kan du genkende gerningsmændene?”

Robert vendte sig mod de to tiltalte, studerede deres ansigtstræk og modtog et ondt blik i retur. Han havde aldrig været særlig bange for konfrontation, flyttede sig kun for ældre damer på fortovet, og havde naturlige evner for at rode sig ind i konflikter, hvilket havde reddet ham et betydeligt antal øretæver i tidens løb. Muligvis led han af en mild form for udiagnosticeret Tourettes.

“Jeg er ret sikker på, at det er to af dem, der overfaldt os. Ikke 100 procent, men næsten sikker,” sagde Robert.

Da anklageren var nået gennem rækken af spørgsmål, bad for12

Løgnen om en sand ven.indd 12

11/07/17 14.08

svareren for den hovedmistænkte om ordet. Forsvareren var en kvinde på hans egen alder i gråt, nålestribet jakkesæt og med en aristokratisk ørnenæse. Ganske attraktiv på den kølige måde.

“Var du påvirket den aften?” spurgte hun.

“Påvirket?” gentog Robert.

“Havde du drukket eller taget stoffer?”

Robert huskede, hvordan han havde røget en joint før koncerten, og meget mod sin natur havde Morten ladet sig lokke. Normalt sagde han altid nej tak.

“Jeg indrømmer gerne, at vi havde drukket nogle øl,” sagde Robert til forsvareren. “Men jeg var ikke fuld, og det samme kan jeg med sikkerhed sige om Morten.”

Forsvareren holdt en kunstpause, mens hun fastholdt hans blik.

“Min klient siger, at I provokerede dem.”

“Provokerede?” gentog Robert overrasket, “det har jeg svært ved at forestille mig. Hvem ved sine fulde fem lægger sig ud med sådan et slæng midt om natten?”

Man skulle åbenbart belægge sine ord for ikke at hidse den hovedtiltalte op, for han røg op af stolen.

“Det er fucking løgn!” råbte han og hamrede næven i bordet.

“Du tier stille lige nu,” sagde dommeren strengt.

“Fuck dig,” fremturede tiltalte.

“Sidste chance,” advarede dommeren og lignede én, der mente det, “ellers ryger du ud.”

Forsvareren fik talt sin klient til ro og bad dommeren om lov til at vise en sekvens fra overvågningsvideoen i metroen. Robert skulle bare følge med på computerskærmen på vidnebordet foran ham.

Det var en sælsom oplevelse at se Manni, Morten og sig selv sidde der i metroen, mens begivenhederne udspillede sig uden lyd, som medvirkede de i en stumfilm. Kameraet i toget havde fanget optakten, der understøttede hans forklaring. Man så tydeligt gerningsmændene indlede chikanen af det unge par, indtil de blev forstyrret.

13

Løgnen om en sand ven.indd 13

11/07/17 14.08

“Det ser ud, som om din ven siger noget. Kan du huske, hvad det var?” spurgte forsvareren.

“Nej,” svarede Robert, “kan man skrue op for lyden?”

Forsvareren smilede overbærende.

“Min klient siger, I tirrede dem med nogle racistiske kommentarer. Noget om Pia Kjærsgaard.”

Robert kom til at smågrine. Det var sgu rigtigt. Pludselig huskede han det. Morten havde kaldt overfaldsmændene for ‘Pia Kjærsgaards bedste venner’, da han bad dem lade det unge par være i fred. Hvad var der gået af ham den aften?

“Stemningen var anspændt, og det gik meget hurtigt. Men det er da muligt, at min ven lod en bemærkning falde om glatnakkerne i nattelivet, der ødelægger det for en stor gruppe mennesker med anden etnisk baggrund. Det synes jeg kun, at man kan give ham ret i,” hørte Robert sig selv sige.

Om det var ordet ‘glatnakke’, der udløste reaktionen, var svært at afgøre, men hvis dommerne havde været i tvivl om begivenhedsforløbet i metroen, kunne de dårligt være det længere, for nu blev voldsepisoden genopført for øjnene af dem. Den hovedtiltalte sprang op fra sin stol og over bordet, og inden hans advokat nåede at mæle et ord, havde han kastet sig over vidnet midt i retslokalet.

“Fucking racist!” råbte han, da han sad overskrævs på Robert og overdængede ham med slag.

Nede bagved begyndte de tiltaltes venner at smide med stolene, og dommeren indså hurtigt, at her slog hverken hendes autoritet eller høje befaling om ro i retten til.

Nogen fik trykket på alarmklokken, men modstanden var mere massiv, end en enkelt overvægtig retsbetjent kunne magte. De væltede stole lignede en omgang kluddermor, da politiet dukkede op og fik skilt parterne ad. Robert måtte næsten også lægges i håndjern, så ophidset var han, skønt han endnu en gang var sluppet fra et overfald med næseblod.

14

Løgnen om en sand ven.indd 14

11/07/17 14.08

“Du er færdig,” råbte tiltalte, da de førte ham ud af retslokalet med hænderne på ryggen. “Vi finder ud af, hvor du bor, kuffar!”

“Det er I for dumme til,” råbte Robert og fortrød øjeblikkeligt sine ord.

Han havde på forhånd advaret avisen om, at han skulle vidne. De måtte hellere finde en afløser, hvis retssagen trak ud. Bare for en sikkerheds skyld. Men det skulle nødig lyde som en dårlig undskyldning, så han ringede til Danielsen.

“Historien er for længst ude på nettet,” fortalte redaktøren, da han havde sikret sig, at hans erfarne redaktionssekretær ikke var kommet noget videre til. “‘Journalist overfaldet i retten’,” læste Danielsen højt i telefonen og lod til at more sig over, at alle i det åbne redaktionslokale kunne høre om Roberts fornærmende replik til de to aspirerende medlemmer af det københavnske bandemiljø. Kollegerne opfattede ham som en robust type, der kunne klare det meste og punkterede alle tilløb til alvor med en sarkastisk bemærkning.

Lotte Brøns havde været på pletten hurtigere end politiet og nåede at sende et telegram ud, inden han kunne nå at genfortælle historien. Den strøg hurtigt til tops på listen over netavisernes mest læste nyheder, og som tak for førstehåndsberetningen tilbød hun at give frokost.

Politiets golfvogne holdt stadig på pladsen foran domhuset, og da Lotte havde sonderet terrænet for skumle typer, listede de ad Rådhusstræde og gik i retningen af Gammel Strand. Robert mærkede benene ryste under sig og en forsinket reaktion brede sig i kroppen.

Egentlig havde han besluttet at tage en tørlagt uge, men omstændighederne taget i betragtning måtte det være tilgiveligt at tage toppen af nerverne. Også selv om det var en grå onsdag i februar, hvor lyset sivede ud af dagen ved frokosttid.

Han gik målrettet op til baren, hvor han bad en af stamtjenerne 15

Løgnen om en sand ven.indd 15

11/07/17 14.08

blive stående med flasken, mens han skyllede akvavitten ned og fik skænket en ny.

“Pyha,” sagde Robert og kastede et bekymret blik ud ad vinduet i Ny Adelgade.

Lotte lagde en beroligende hånd på hans skulder.

“Tag det roligt,” sagde hun. “Jeg møder den slags i retten hele tiden. De ryger lige så hurtigt op, som de falder ned igen. De har sikkert glemt det allerede.”

Lotte havde været kriminalreporter, siden de myrdede betjenten i Købmagergade, og havde fravalgt familie, så vidt han vidste.

De satte sig ved det bageste bord i hjørnet.

“Er du stadig på Tiden? Jeg synes, det er længe siden, man har set dit navn i spalterne. Du er da ikke på Borgen længere?” spurgte hun.

Robert rystede på hovedet.

“Det er år og dag siden. Nu redigerer jeg. På udland.”

“Er du tilfreds med det?”

“Vil du have den ærlige version?” spurgte Robert og fortsatte, før hun kunne nå at svare.

“Jeg har aldrig kedet mig så bravt i mit liv. At redigere andres røvsyge historier om Myanmar og skrive om i korrespondenternes hjælpeløse sætningskonstruktioner. Det eneste formildende er ferie­ ugerne.”

Lotte lo og tændte en cigaret. Smørrebrødet lod vente på sig.

“Du har aldrig overvejet at finde et nyt job?”

“Og hvor skulle det være? Hvis der havde været en ledig plads i redningsbåden, var jeg for længst hoppet derned,” sagde han og bundede halvdelen af sin store Classic: “Vi er nogen, der som strygeorkestret må blive til­bage på Titanic og spille, det smukkeste vi har lært, mens skibet går ned.”

Han kiggede sig rundt i værtshuset, hvor han havde tilbragt mange sene eftermiddage og tidlige aftentimer. “Jeg er her ikke,” 16

Løgnen om en sand ven.indd 16

11/07/17 14.08

tænkte han og så op mod baren, hvor mønttelefonen engang havde hængt. Den ringede altid ved spisetid, og livet var lettere, før alle begyndte at gå rundt med elektronisk håndlænke. Han tog sin mobil og gik på Facebook. Skuffende nok lod få til at have opdaget overfaldet i byretten.

Klokken nærmede sig fire. Valget stod mellem at fortsætte videre eller tage hjem til Nørrebro.

“Hvad siger du? Skal vi nappe en sidste på vejen hjem? Jeg har kun tid til en enkelt. Jeg skal hjem og lufte Ufer.”

“Journalisten?” spurgte Lotte. “Han døde da for mange år siden.”

“Ufer er min hund. Men den er opkaldt efter journalisten. Mine børn fik lov til at vælge racen, hvis jeg måtte bestemme navnet. Jeg synes, den lignede ham.”

“Jeg har glemt, hvordan Ufer så ud. Men jeg kan huske, at jeg var inde og se hans teaterstykke om tamilsagen,” bemærkede Lotte. “‘Mens vi venter på retfærdigheden’,” tilføjede Robert.

Han prøvede at genkalde sig Lotte 30 år tidligere. Robert kunne godt lide kvinder, der turde drikke en bajer og røg med arme og ben. På Journalisthøjskolen havde hun ry for at kunne fortsætte i dagevis, når andre svagpissere tog hjem og sov. Men det havde så også haft sin pris for rynkernes dybde og røvens størrelse. Hun var en dame i Fellini-størrelsen og betydeligt højere end ham.

“Jeg ved ikke rigtig,” sagde Lotte og overvejede tilbuddet. “De andre regner med, at jeg kommer hjem og spiser.”

Så var hun alligevel afsat, tænkte Robert en smule skuffet.

“Hvor bor du?” spurgte han.

“I kollektiv i Køge.”

“Hvad er det med journalister og den by? Hvorfor skal alle i mediebranchen over en vis alder partout bo i Køge?”

“Måske fordi nogen vokser fra rollen som rastløs reporter og falder til ro.”

17

Løgnen om en sand ven.indd 17

11/07/17 14.08

Lotte Brøns lod sig overtale, og hendes stamina var usvækket af årene. De gennemførte det meste af dødsruten, Jan Stages den klassiske, og nåede Wessels Kro, Rex og Bo-Bi Bar, inden de på den rigtige side af midnat syntes, de godt kunne være bekendt at tage på Andys. Hvis det skulle have været helt rigtigt, burde de være endt på Øresund i Nyhavn, men i stedet besluttede de at tage hjem til Lottes venindes lejlighed, som hun kunne låne i en snæver vending.

Robert var en storartet elsker, når han selv skulle sige det. Det bekræftede kvinderne også. Eller i hvert fald havde han aldrig fået nogen klager, om end han på det seneste havde haft en kedelig tendens til at falde i søvn under akten.

Men denne tidlige morgen gik det ganske godt, efter at han diskret havde slugt pillen på vej hjem i taxaen fra Andys. Erektionen var som en avlshingsts, maven kom kun lidt i vejen, og som den gentleman han var, lod han Lotte få sin happy ending først under det gungrende knald. Det havde mere til fælles med sumobrydning end elskov.

“Ja, ja, ja,” råbte hun.

Det var først, da Robert selv nåede klimaks, at han huskede, hvad han havde glemt.

“Uf-e-e-e-r,” udstødte han.

Løgnen om en sand ven.indd 18

11/07/17 14.08

2 Man hævder, at hunde og deres ejermænd med tiden kommer til at ligne hinanden, og Robert og Ufer modbevidste ikke teorien.

Bassethunden med byens længste hængeører havde tillagt sig den samme dovne livsstil og de samme usunde vaner med fed mad og for lidt motion som sin ejer. Et døgn alene i en lille lejlighed i Elmegade var dog mere end hundens tålmodighed og tissetrang kunne skræve over.

“Undskyld, Ufer,” sagde Robert, da han klokken kvarter over ni låste sig ind i entreen og blev modtaget ved døren af sin pibende hund.

Han kastede et blik ind i stuen og konstaterede, at kaos trivedes.

Gulvet flød med gamle aviser og uåbnede rudekuverter, og på spisebordet stod stadig en halvfuld stempelkande med kaffe, et fyldt askebæger og en tom skål med de størknede rester af sidste morgens havregrød.

Rod generede ham ikke, og det var højst hver anden weekend, når hans børn kom på besøg, at han tog sig sammen og ryddede nødtørftigt op.

Han ringede ind på avisen og meldte sig syg. Forklarede en af sekretærerne, at han var for “psykisk medtaget” af gårsdagens oplevelse i retten, men bestemt regnede med at være tilbage på pinden i løbet af et par dage. Danielsen måtte endelig slå på tråden, hvis der var noget.

19

Løgnen om en sand ven.indd 19

11/07/17 14.08

Da han havde tørret op efter Ufer og luftet ud, gik de i adstadigt tempo en tur rundt om den tilfrosne Sortedams Sø. Vejret var klaret op, og han lod sin basset sakke agterud og snuse til alle de skraldespande og hunhunde, de stødte ind i på vejen. Imens havde han tid til at gøre holdt og læse overskrifter på sin mobiltelefon.

Han tog solbrillerne af og studerede dyrelivet på Fugleøen, da telefonen ringede. Malou stod der på displayet, og han overvejede et øjeblik, hvad Mortens ekskone ville ham? Han havde mest lyst til at lade den ringe, men indså, at det måtte have noget med vennens sygdom at gøre. Han hørte straks bekymringen i Malous stemme.

“Har du hørt fra Morten?” spurgte hun, før hun nåede at sige goddag.

“Næ. Vi skulle mødes i retten i går, men han dukkede aldrig op.

Er han blevet indlagt igen?”

Morten var Roberts ældste ven. De gik i klasse sammen i Roskilde og havde intet til fælles, ud over at de kom fra middelklassehjem og spillede fodbold. Morten var ranglet og forsigtig, han tætbygget og udfarende. Morten passede sine lektier og læste historie på universitetet, han sjoflede og kom ind på Journalisthøjskolen i sidste forsøg. Morten elskede sin kone, der forlod ham, han selv fik to børn med to forskellige kvinder og var ude af stand til at leve i et forhold. Morten var gennemført i orden over for sin datter Rikke, han en sjuft af en skilsmissefar. Morten var hypokonder, han sked på sit helbred. Morten fik lungekræft, han fik besked af lægen på at drikke mindre, kvitte smøgerne og skære ned for fedtegreverne, hvis han havde ambitioner om at holde til de 70.

“Der er noget galt,” sagde Malou. “Fortalte Morten dig ikke, at han skulle ud at rejse? At han skulle til Paris?”

Robert tænkte tilbage på deres gåtur nogle dage tidligere. Det havde været lige udspekuleret nok at få en opsang af en dødssyg ven, der insisterede på at besøge urnefællesskabet på Vestre Kirke20

Løgnen om en sand ven.indd 20

11/07/17 14.08

gård. Morten udpegede sågar, hvor hans sten skulle ligge. Det var åbenbart magtpåliggende at få afleveret nogle sandheder, før det var for sent. Han bad Robert tage sig sammen. De spiste frokost og skiltes ved Nørreport Station midt på dagen. Han kunne dårligt huske, om det var i onsdags eller torsdags. Morten nævnte intet om Paris og gav klart indtryk af, at de ville mødes inde i retten.

“Har du prøvet at ringe til Rigshospitalet?” spurgte Robert.

Malou var sygeplejerske, og hendes nye mand overlæge, så den mulighed havde de for længst afprøvet. Morten stod ikke registreret som indlagt nogen steder i hospitalsdatabaserne.

“Måske har kræften spredt sig til hjernen. Man kan godt blive konfus og glemme aftaler,” sagde hun.

Robert havde placeret sig på en bænk, hvor han kunne sidde uforstyrret med telefonen i den ene hånd og Ufer i den anden.

Hunden trak utålmodigt i snoren.

“Hvem har set ham sidst?” spurgte han.

“Rikke. Hun var til middag i lørdags med sin kæreste. Før de gik, sagde Morten, at han ikke behøvede at blive hentet i lufthavnen. Du kender ham.”

Han iagttog på afstand et par svaner lande elegant efter en længere basketur ude på Søerne.

“Men så kan han vel knap være kommet hjem igen,” beroligede Robert. “Han nyder sikkert livet i Paris. Jeg ville også rejse væk og forsøge at tænke på noget andet, hvis jeg var i Mortens sted.”

Malou sukkede i den anden ende af røret.

“Men hvorfor tager han ikke telefonen, når Rikke ringer? Kan han have tabt den eller glemt opladeren? Tænk, hvis han er faldet om og ligger på et eller andet fransk hospital. Han er hamrende syg.

Hvis vi bare vidste, hvilket hotel han bor på, eller hvilket fly han kommer hjem med.”

Hun sukkede dybt igen.

Det var Roberts skyld, at Morten og Malou fandt sammen. Til21

Løgnen om en sand ven.indd 21

11/07/17 14.08

fældigvis var de begge med til en middag i hans kollektiv i Aarhus, mens han gik på Journalisthøjskolen. Kort efter flyttede de sammen i lejlighed på Østerbro og fik barn og opførte sig voksent og ansvarligt.

Selv om de var bedste venner, kendte han ikke den præcise forklaring på deres skilsmisse. Men hvis han skulle gætte, var Malou nok blevet træt af Mortens neurotiske væsen. Nogen djævel på et lagen var han sikkert heller ikke.

“Giv ham et par dage til i Paris. Hvis han stadig ikke lader høre fra sig, må I kontakte Udenrigsministeriet. Det er normalt dem, der tager sig af sager om forsvundne danskere. Har I været ovre i hans lejlighed og set, om han har efterladt en besked? Rikke må da have en nøgle?”

Malou havde overvejet det, men syntes, det var sin sag at låse sig ind i sin eksmands lejlighed. Samtidig gik hun rundt med en mareridtsforestilling om, at Rikke skulle finde sin far død på stuegulvet.

Hun ville vende det med Finn, når han kom hjem fra konference i Jylland.

“Hvis du er bange for at tage over i lejligheden alene, tager jeg gerne med,” tilbød Robert.

På vejen hjem rundede de Netto, og mens Ufer holdt vagt på Nørrebrogade, købte han de mest nødvendige forsyninger: sødmælk, havregryn, toiletpapir, grønne bønner, to bøffer, aspargeskartofler, piskefløde, en flaske Alfredo og et par pakker filterløse Kings.

Han havde gjort det til en vane kun at spise ét solidt måltid om dagen, men alligevel lå kampvægten stabilt omkring de 90 kilo, hvilket var i overkanten, når man knap målte 180 centimeter på en god dag. Han skulle også snart i form, men det blev til for lidt, efter at Morten havde måttet opgive deres ugentlige badmintontime. Tiden var inde til at få lappet sin cykel.

Eftermiddagen lå øde hen, og han gik rastløst rundt i lejlighe22

Løgnen om en sand ven.indd 22

11/07/17 14.08

den uden at kunne samle sig. Han forsøgte at rydde op og koncentrere sig om avisen, men gik i stå i endnu en forudsigelig leder om regeringen.

“Hvad skal vi finde på, Ufer?” sukkede Robert.

Når det kom til stykket, var musik det eneste, der virkelig optog ham. Han lyttede til alt og havde gemt sine gamle vinylplader.

Samlingen var næsten lige så stor som Mortens, men i anderledes tilfældig rækkefølge. Mest holdt Robert af jazz, så længe det ikke var tissemandsjazz fra Dixieland.

Kun de færreste vidste, at han gik til saxofon på Kapelvej og i det skjulte optog numre på sin mobiltelefon. Foruden naboerne naturligvis og Ufer, der søgte dækning i køkkenet. Underboen klagede, men de havde fundet et kompromis, så Robert kun øvede sig på bestemte tidspunkter af døgnet. Musikhaderen nedenunder blev med tiden hans ven og luftede Ufer i en snæver vending.

Engang havde han ladet Morten lytte til en af sine indspilninger, og vennen brød straks ud i skraldlatter. Robert vidste godt, han havde begrænset talent, men det pinte ham alligevel at blive sammenlignet med lyden af en stoppet vandlås.

Det kunne tage ham timer at finde en plade i samlingen, men til sidst fandt han, hvad han søgte. Han satte sig til rette i lænestolen og lyttede med lukkede øjne til Ellingtons hvide tenorsaxofonist, som Robert i sine bedste stunder syntes, at hans egen tone mindede lidt om.

Ufer lå udstrakt på ryggen i sin hundekurv og lod også til at nyde musikken.

“Hvad fanden, skulle man ryge sig en lille bønne?” sagde Robert halvvejs inde i det lange nummer, og da ingen protesterede, hentede han halløjtobakken i sin frakkelomme.

Løgnen om en sand ven.indd 23

11/07/17 14.08

3 Mandag morgen var han løbet tør for undskyldninger, gode såvel som dårlige, og så ingen anden udvej end at tage på arbejde.

Dagen begyndte altid med et kort redaktionsmøde, der som regel endte med at trække ud, fordi Danielsen elskede at kloge sig om kloden. Udlandsredaktøren var en rummelig mand, der på lederkurser havde lært at betone over for medarbejderne, at hans dør altid stod åben. Det samme gjaldt hans mund.

Danielsen havde for længst pløjet sig igennem de store internationale aviser, tjekket BBC’s hjemmeside og læst nyhedstelegrammerne. Han vidste, præcis hvilke historier der skulle satses på til nettet og næste dags papirudgave. De prioriterede altid de tunge, triste sager om Mellemøsten og EU, men det passede Robert udmærket, at andre tog beslutningerne.

Da han havde tegnet avisen op, sat rubrik og underrubrik på en oversat artikel og sendt den direkte videre til korrekturen, nærmede klokken sig 12. Han gik i kantinen og tog en skål suppe med hen til bordet, hvor hans anderledes ambitiøse kolleger sad. 20 år tidligere ville der på dette klokkeslæt have været en skov af tomme bajerflasker og fulde typografer, men de tider var for længst forbi.

Robert var gået over til at drikke lys øl til frokosten. Resten holdt sig til danskvand.

Sådan set var der intet galt med hans kolleger, flertallet var kompetente og flinke folk. Men faget havde forandret sig, eller også var 24

Løgnen om en sand ven.indd 24

11/07/17 14.08

det hans nostalgiske forestillinger om de fede tider med taxaboner, spisekuponer og betalte tømmermænd. Man kom ikke uden om, at det enorme udbud af nye medier og kravet om hurtige nyheder havde ændret vilkårene. En mindre unøjagtighed i frimærkekassen hos en mellemstor kommune fik samme journalistiske behandling som Watergateskandalen, og afsløringen skulle helst have konsekvenser for nogen i en fart. Hvis ingen ansvarlige gik af, døde historien, og chancerne for en Cavling-pris fortonede sig. For branchens hårdest pumpede egoer var drivkraften givet et ønske om at blive berømt, men samme tendens gjorde sig gældende i det øvrige samfund, så i den forstand fungerede medierne fortsat som et spejl. Det ekstreme blev gjort til mainstream, fordi det normale var for kedeligt.

Til daglig var der kamp om taletiden under frokosten, og han foretrak at komme med små stikpiller, når nogen pustede sig op.

Men i dag samlede interessen sig mest om balladen i byretten.

“Kaldte du ham virkelig glatnakke?” spurgte Strøm, der havde gode kilder i politiet. “Hvis det har interesse, kan jeg godt forhøre mig om gerningsmanden,” tilbød han.

“Nej, for Guds skyld. Jeg sniger mig rundt på Nørrebro med solbriller på. Men før eller siden havner sagen vel i retten igen, og så må vi bare håbe, at de har gjort mere ud af sikkerheden. I skulle have set anklageren. Han flygtede ud af lokalet,” fortalte Robert.

Han vendte først tilbage til redaktionssekretariatet lidt over 13, hvilket passede med, at korrespondenterne begyndte at vågne ude i verden. Han var netop gået i gang med at redigere en langgaber om præsidentvalget i Ukraine, da Malou ringede igen.

“Der er noget helt galt,” sagde hun.

Robert havde ikke været hjemme hos Morten i månedsvis, hvilket var for tyndt, men nok hang sammen med hans sygdom. Samtalen blev så kunstig, når man lod, som om alt var ved det gamle.

Han tog bussen til Østerbrogade og gik det sidste stykke til fods, 25

Løgnen om en sand ven.indd 25

11/07/17 14.08

indtil han kunne skimte Malous lille skikkelse i det oplyste aftenmørke.

“Hans bil står her,” sagde Robert, da han fik øje på Mortens rustrøde Corolla.

De låste sig ind i opgangen, og han forcerede trappen op til anden sal med en underlig blanding af spænding og nervøsitet. Han gik først ind i den mørke lejlighed og tændte lyset i entreen, mens Malou holdt sig lidt i baggrunden.

“Morten,” kaldte Robert uden at få noget svar.

Han åbnede døren ind til Mortens soveværelse, hvor dobbeltsengen var redt og skabsdørene lukket med et ordensmenneskes akkuratesse. På væggen hang en gammel indrammet plakat af en halv fodboldspiller i fremdrift, som Morten havde fundet på nettet: “Jubilæumskamp, KB-Borussia Mönchengladbach, tirsdag 1. juni 1976, Kjøbenhavns Idrætspark”, stod der på plakaten. Det var den første kamp, de som drenge fik lov til at tage ind fra Roskilde for at se.

“Nå, der var han så ikke,” konstaterede Robert og slukkede lyset efter sig i soveværelset.

De bevægede sig videre ind i stuen, hvor der heller ikke lå en fnullermand forkert, og hvor han beundrende så på vennens store samling af plader og bøger. Han satte sig med frakken på i Mortens sofa og kiggede rundt.

“Jeg tror aldrig, jeg har mødt nogen med så meget styr på sine sager. Var han også sådan, da I boede sammen?”

Malou nikkede uden at svare. Hun havde rystet nerverne af sig og førte an under resten af eftersøgningen i lejligheden. De tjekkede Rikkes værelse og konstaterede, at Mortens tandbørste og toiletsager var væk i badeværelset. Så måtte han være ude at rejse.

Til sidst kontrollerede de for god ordens skyld det rummelige køkken, hvor Morten hvert år inviterede sine nærmeste venner til fødselsdagsmiddag. Foruden Robert og deres gamle klassekamme26

Løgnen om en sand ven.indd 26

11/07/17 14.08

rat Frederik bestod selskabet af hans kollega Leif fra universitetet og Aslam, en pakistansk kioskejer, som Morten engang havde vasket op med på Rigshospitalet. De var en broget forsamling, men som regel endte det med at blive ret hyggeligt.

“Her er noget,” sagde Malou henne fra køleskabet.

Hun holdt et lille brev op med sit eget navn på konvolutten, som hun straks åbnede og læste højt.

Kære Malou, Jeg er taget på en lille udlandsrejse, som du ved. Det bliver sikkert ikke nødvendigt, men hvis der skulle ske mig noget, er der taget hånd om det praktiske. Jeg vedlægger en fuldmagt til Arbejdernes Landsbank, der i så fald kan kontaktes. Pas godt på Rikke, mens jeg er væk.

Mange hilsner, Morten Brevet beroligede hende lidt, selv om Morten stadig ikke tog sin telefon. Hun lod Robert læse det igennem igen, og mens han stod ved køleskabet, faldt hans blik på et postkort med billedet af John Wayne og teksten: “Courage is being scared to death – and saddling up anyway”.

“Hvad skal det betyde?” sagde Robert og tog postkortet ned fra køleskabet. Der stod intet på bagsiden.

“Er det ikke bare et postkort?” spurgte Malou og kiggede uinteresseret på det.

Robert satte det tilbage på køleskabet med magneten, inden de slukkede lyset og forlod lejligheden.

“Det blev vi ikke meget klogere af ,” konstaterede Robert, da de sad på Bopa tæt ved Mortens lejlighed.

Malou havde ladet sig overtale til et enkelt glas, før hun kørte hjem til Vanløse. Hun kunne ikke mindes, hvornår hun sidst havde 27

Løgnen om en sand ven.indd 27

11/07/17 14.08

været på bar en mandag aften. Det var første gang, han drak vin alene med Malou. Da hun blev skilt fra Morten, måtte han selvfølgelig vælge sin barndomskammerat, men han havde altid haft et blødt punkt for den lyshårede, lille kvinde med de mandelbrune øjne. Malou var rigtig voksen. Dem havde han ikke for mange af i sin omgangskreds.

“Det er så uretfærdigt,” sagde hun. “Ham, der har brugt hele sit liv på at passe på sig selv og være bange for at være syg. Han drev mig til vanvid med alle sine bekymringer for at fejle noget. Det gjorde det heller ikke bedre, at jeg arbejdede på hospitalet.”

Robert overvejede at spørge, om det var derfor, hun forlod Morten. Men han lod det ligge.

“Det var noget underligt noget, da vi gik tur på kirkegården den anden dag,” funderede han.

“Hvordan underligt?” spurgte Malou.

Han kærtegnede sin cigaretpakke på bordet.

“Måske er det noget, jeg bilder mig ind, men det lød som en afskedstale. Som om han gjorde status over sit liv. Han bad mig tage mig sammen. Du ved, i forhold til børnene, arbejdet, min livsstil,” sagde Robert.

De sad et stykke tid uden at sige noget, mens folk talte lavmælt ved de andre borde.

“Hvordan har Rikke det?” spurgte han.

“Hun har Rasmus, sin kæreste fra gymnasiet. Hun hænger næsten for meget på ham.” Hun rystede på hovedet. “Hvis bare Morten kunne leve længe nok til at se hende blive student.”

Robert lænede sig frem over bordet og tog Malous hånd.

“Jeg synes, at du skal ringe til Udenrigsministeriet i morgen. De kan sikkert hjælpe med at finde ud af, hvad der er sket. Det må være en let sag at opklare for ambassaden,” sagde han.

Malou fandt en pakke Kleenex frem fra sin taske og tørrede øjnene. Hun var utålmodig efter at komme hjem, fornemmede han.

28

Løgnen om en sand ven.indd 28

11/07/17 14.08

“Hvordan har du det?” spurgte hun ud af det blå.

“Mig?” sagde Robert overrasket, “Jo tak, fint nok. Jeg er på avisen, og ellers sker der ikke det store. Det skal jo gå.”

“Har du en kæreste for tiden?”

“Nja, det egner jeg mig ikke rigtig til, så det er kun det løse. Jeg er vist bedst til at bo alene. Min første kone hævder, at jeg har et meget nært forhold til mine egne behov. Det kan der måske være lidt om.”

Malou smilede og modsagde ham ikke.

“Og Ida og Ivan?” spurgte hun. “Hvordan går det med dem?”

“Ida er 15 nu og klarer sig fint. Jeg ser hende næsten aldrig.

Ivan har det sværere. Hans adhd, du ved ... det er en udfordring,” forklarede Robert.

Han kom i tanke om en weekend et par uger tidligere. Ivan hang i gardinerne, og til sidst skulle de bare ud af lejligheden, selv om det var elendigt vejr. Robert havde læst om nogle dovne pædagoger, der tog på udflugt i IKEA med 17 børn, som de afleverede i varehusets legeland. Det blev opdaget, men her var kun tale om en enkelt tiårig dreng. Så var de også fri for at tænke på middag.

Mens han drak kaffe og læste avisen i restauranten, legede Ivan i et kuglehelvede blandt en masse andre børn. Men efter kort tid blev der kaldt over kundehøjtaleren efter “Ivans far”.

Inden Malou og Robert skiltes med et hurtigt kindkys på Bopa Plads, lovede hun at holde ham underrettet. Hun ville som det første næste morgen ringe til Udenrigsministeriet og bede dem gå ind i sagen. Andre muligheder havde de svært ved at se for sig, medmindre man også skulle ringe til politiet. Men det var vel lige præmaturt nok.

Løgnen om en sand ven.indd 29

11/07/17 14.08

90 mm

148 mm

40 mm

148 mm

90 mm

TRE KAN HOLDE PÅ EN HEMMELIGHED.

trængte dagblad Tiden, hvor han udmærker sig ved at være en doven og besværlig medarbejder. For hvad er der sket med barndomskammeraten Morten, som skæbnen

♥♥♥♥♥

Hvem er så den yngre kvinde, han muligvis forlod Danmark i selskab med? Svaret på

Han skriver med en skarpskyttes præcision i detaljen og en fin humoristisk undertone.

det ene spørgsmål åbner for det næste.

– POLITIKEN, JAN HEDEGAARD

★★★★★ Davidsen-Nielsen skriver med præcision og viden og blotlægger en verden, hvor kynismen har ramt både dem, der vil det onde, og dem, der bekæmper ondskaben.

– DAGBLADENES BUREAU, HENRIK TJALVE

Roberts jagt fører ham til det pakistanske kioskmiljø på Vesterbro og ind i spionvæse­ nets lukkede cirkler. Men snart kører han fast, for i efterretningsvæsenet forsøger en indflydelsesrig familie at fremme en alternativ version af sandheden. Det udvikler sig til en kamp mellem to mænd, der begge arbejder med informationer, men på to højst forskellige måder.

★★★★ En ambitiøs spændingshistorie, der placerer karikaturtegningernes Danmark i krigen mod terror efter 9/11 og før Osama bin Ladens endeligt i 2011.

HANS

D AV I D S E N - N I E LSE N

LØGNEN

OM EN SAND VEN

S PI O N ROM AN

En tindrende spændende roman.

– FEMINA, JULIA LAHME

HANS DAVIDSEN-NIELSEN (født 1968) er journalist og forfatter. Han har bl.a. skrevet to faglitterære bøger om de danske efterretningstjenesters historie, En højere sags

tjeneste (2006) og Spionernes krig (2008). Til daglig er han ansat som journalist ved Politiken og har tidligere været ansat på Weekendavisen og Jyllands-Posten. Han debuterede som

LØGNEN OM EN SAND VEN tager afsæt i Hans Davidsen-Nielsens prisvindende

skønlitterær forfatter med Hypokonderens død

debutroman Hypokonderens død, men kan læses uafhængigt.

(2014), for hvilken han modtog Det Danske Kriminalakademis debutantpris.

– JYLLANDS-POSTEN, LARS OLE SAUERBERG

FFFFF

HVIS TO AF DEM ER DØDE.

FOTO: FINN FRANDSEN

har behandlet så hårdt? Skulle han, som det siges, blot på en uges ferie til Paris?

H A N S D AV I D S E N - N I E LSE N

Robert Lassen sin egen eftersøgning, både som ven og som journalist ved det

LØGNEN OM EN SAND VEN

D

a den kræftsyge Morten Richter forsvinder under en rejse i udlandet, indleder

POLITIKENS FORLAG

p olitikensforlag.dk

ISBN 9788740027891

9 788740 027891

PO LITI KENS FO RLAG