Tobias Bukkehave
KONGETRO SpĂŚndingsroman
Politikens Forlag
Bukkehave - Kongetro (400-4871-1).indb 3
03-03-2020 14:39:58
Bukkehave - Kongetro (400-4871-1).indb 4
03-03-2020 14:39:58
Til min far
Bukkehave - Kongetro (400-4871-1).indb 5
03-03-2020 14:39:58
Bukkehave - Kongetro (400-4871-1).indb 6
03-03-2020 14:39:58
PROLOG Månen skar en blodig rift i den blåsorte nattehimmel over Dubai Marina. Ørkensandet lagde et rødligt bånd i luften mellem de metalliske bygninger og det dybe mørke ovenfor. Resultatet var en særegen blanding af nat og skumring, som kun findes i ørkenområder. Godt en halv sømil fra land lå Profundity for svaj og klukkede roligt på det stille vand. De mange skiftende lys fra skyskraberne, som udgjorde Jumeirah Lake Towers, glitrede i vandspejlet omkring den 300 fod lange lystyacht, og inde fra Barasti Beach rungede den tunge bas fra endnu et loungearrangement for byens mange rige expats. Julie Severin lå i jacuzzien på skibets fordæk og nød, hvordan den insisterende hvæsen fra påhængsmotoren på tjenestefolkenes lille dingy forsvandt i retning af land. Det var lyden af fredag og weekend. Den aftagende motorstøj blev afløst af den spruttende lyd fra en iskold G&T. Hun var nøgen. Det var noget af det skønne ved at være på yachten frem for i villaen. Her kunne hun spankulere rundt uden tøj, alt det hun ville. Ligesom hjemme i Danmark. Rahman havde for længst accepteret, at hun ikke var den velopdragne, persiske prinsesse, både han og forældrene havde håbet, han ville falde for. Ikke desto mindre var der stadig meget i hverdagen hernede, hun måtte gå på kompromis med. Men det var okay. Hun havde intet problem med at dække sit hår til, når de besøgte Rahmans magtfulde familie i Teheran, og når hun færdedes i mere konservative kvarterer i byen, kunne hun også godt leve med at skulle dække skuldrene. Hun var opdraget til at være åben over for andre kulturer. Men grundlæggende – helt inde i den sjæl, der var 7
Bukkehave - Kongetro (400-4871-1).indb 7
03-03-2020 14:39:58
produktet af en frisindet dansk opdragelse i et overskudshjem nord for København – pissede alle de regler hende af. Ingen skulle fortælle en Øregaard-pige, hvilket tøj hun skulle have på. Slet ikke en Øregaardpige, der lige var blevet 35 og kun modvilligt havde droslet ned for en succesfuld modelkarriere i Asien. Alle, der var noget ved musikken i Mellemøsten, kendte Khavarifamilien, og da de for fem år siden var flyttet til Dubai, havde byens socialites inviteret Julie og Rahman med til alt. Det varede dog ikke længe, før snakken begyndte at gå. Om hende den smukke, unge skandinav, der gik rundt med bare bryster hjemme i villaen. En dag havde en af tjenestefolkene set hendes faste barm under en løs skjorte. Hun havde bare smilet drillende til den runde, svedende iraker og sendt ham et kys hen over kanten af sin drink og så ikke tænkt mere over den sag, men blot to dage senere måtte Rahman stå skoleret for det iranske konsulat. Hverken G&T eller bare bryster var åbenbart rigtig sagen hernede. Rahman havde samme aften gjort det helt klart for hende, at det var vigtigt, de fulgte reglerne. Dubai var allieret med USA og Saudi-Arabien. Iranere eller folk med tilknytning til Iran skulle med andre ord undgå enhver form for kontakt med Dubais myndigheder. Det lokale politi var i lommen på CIA, og de var skruppelløse. Hvis de på nogen måde kunne få skovlen under en som Rahman Khavari, så ville de ikke sky nogen midler. »Hvad end der sker, så gå aldrig til politiet,« havde han sagt og kigget på hende på en måde, hun hverken havde oplevet før eller siden. Hvis der en dag skete ham noget, skulle hun gå til deres assistent, Hamil Shaheeney, eller til nød kontakte det iranske konsulat. »Aldrig politiet. Forstår du det, July?« Hun havde bare nikket og undskyldt, og siden da havde de tilbragt det meste af deres tid på båden. Tjeneren havde hun i øvrigt ikke set igen. Ingen skulle fucke med Rahman Khavaris dame, det lå helt fast, og Julie elskede trygheden ved den sandhed. Rahman Khavari var næsten to meter høj og vejede 120 kilo. Han var maskulin, men på ingen måde grov, og hans høje intelligens stod 8
Bukkehave - Kongetro (400-4871-1).indb 8
03-03-2020 14:39:58
malet i hver en tomme af hans sofistikerede ansigt. Rah havde været elitebryder i studietiden på Yale, men efter 15 år som programmør måtte den forfængelige perser affinde sig med, at det store korpus ikke længere bestod af ren muskelmasse. Det gjorde dog ikke Julie noget. Hun elskede hans klassiske stil, hans etikette, hans knivskarpe intellekt – og hans store, mandige krop. Men først og fremmest elskede hun hans selvtillid og konsekvente udstråling. Rahman hævede kun sjældent stemmen. Det behøvede han ikke. Når han sagde noget vigtigt, var ingen i tvivl. Det var en række af tilfældigheder, der havde ført dem sammen. Efter gymnasiet var Julie rejst til Paris for at læse psykologi på Sorbonne sammen med sin veninde Amalie. Det havde været en smal sag for Julies far, der i 20 år havde arbejdet som attaché ved den danske ambassade, at trække i de rigtige tråde og få de to piger ind på studiet og installeret i en lækker lejlighed. Det var dog kun blevet til tre og et halvt semester med Freud, Jung, Lacan og Amalie i det lille smørhul på Rue de la Roquette. En lun sensommermorgen, mens Julie sad på en bænk foran Cafe Mick’s med en smøg og en café americain, blev hun prikket på skulderen af en høj, velklædt kvinde midt i fyrrerne. Kvinden var agent for modelbureauet Elite Paris, og ugen efter sad Julie i en flyver på vej til Milano. Milano blev hurtigt til Tokyo, hvor hendes lange ben, isblå øjne og blonde hår forekom endnu mere magisk, og sådan var ti tætpakkede år nærmest fløjet forbi. Netop som modellivet i Asien alligevel var begyndt at trætte hende lidt, var Rahman trådt ind på scenen. De havde truffet hinanden under en prisuddeling i Macau, hvor Julie skulle overrække en af priserne. Hun havde spottet ham i loungen. Rahman havde været flot, men på ingen måde smart. Det var Julie ellers vant til, at fyre var, før de var noget som helst andet i de kredse. Rah var aristokratisk på en gammeldags facon, som hun med det samme kunne mærke, hun var draget af. Den store iraner havde ikke rørt sin mobil under hele showet. Ingen Instagram-opslag, ingen selfies. Intet af alt det. Julie var vant til, at mænd ville gøre hvad som helst for at komme 9
Bukkehave - Kongetro (400-4871-1).indb 9
03-03-2020 14:39:58
i trusserne på hende, men Rahman havde end ikke prøvet. Han havde bare snakket roligt og lyttet. Hun havde slet ikke kunnet modstå hans underspillede klasse og afslappede stil. Hans begavede sødme og ægthed. Uden at gøre et stort nummer ud af det havde han set direkte ind i hendes indre den aften, og det havde været dét. Julie lod blikket glide ned langs dækket. Alt, hvad hun nogensinde havde drømt om, fandtes lige her. Hun og Rah var forelskede på sjette år, de havde flere penge, end de nogensinde ville kunne nå at bruge, og stille og roligt havde lysten til at få et barn også indfundet sig. Rahman havde været klar lige siden den aften i Macau. Det sagde han i hvert fald, men hun havde tøvet. Hun havde aldrig rigtig set sig selv som mor, og det havde hverken med strækmærker eller hængepatter at gøre. Det handlede om frihed. Omstillingsparatheden. Hun elskede den sorgløse tilværelse, hun havde nydt indtil nu. Hun havde aldrig ligget på den lade side. Hun havde knoklet, og det her liv var hendes præmie. Sådan havde hun sagt til sig selv, hver gang fremtidstankerne meldte sig, men dybest set var det bullshit, og nu var det tid til forandring. Hun savnede sin familie derhjemme. Både sin far og sin mor, og sin søster og hendes familie. Det var egentlig meningen, at Julie skulle have været hjemme på besøg i denne weekend og en uge frem, men så havde Richie ringet med et job, der gav godt. Det skete ikke så tit længere, så hun prioriterede det, når en opgave tikkede ind. Det var grunden til, hun nu lå her og drak sig halvfuld i stedet for at sidde på et fly mod København. Rah havde virket underligt utilfreds med hendes ændrede planer. Sandheden var, at han slet ikke fattede, hvorfor hun overhovedet gad at arbejde. Det gad han til gengæld, og det var det helt store aber dabei i forhold til børneplanerne. For et lille år siden havde han fået en ny, og efter Julies mening enormt irriterende, kunde. Vedkommende havde indgået en eksklusivaftale med Rahmans firma, RK Solutions, der betød, at det tre mand store team ikke måtte arbejde for andre, mens de udviklede for ham. Det var i sig selv usædvanligt, men det var sket før. For eksempel 10
Bukkehave - Kongetro (400-4871-1).indb 10
03-03-2020 14:39:58
da det europæiske rumagentur ESA nogle år forinden havde hyret dem til at udvikle styresystemet til deres Cheops-satellit. Opgaven havde været totalt tys-tys. Det hændte altså indimellem, at Rahman havde krævende kunder, som han af forskellige årsager ikke kunne tale med hende om. Noget var dog alligevel anderledes denne gang. For et par uger siden havde Julie talt med Rahmans medarbejder Ray Grant, som havde fortalt, at ingen af de andre i teamet vidste, hvem kunden var. Det var kun Rahman, der var i kontakt med ham. Hun havde hørt dem skændes over telefonen flere gange, men hver gang var Rahman vendt tilbage til opgaven og havde siddet i det signalsikrede arbejdsværelse til langt ud på natten. Han var ellers ikke bleg for i andre sammenhænge at droppe kunder, hvis arbejdsprocessen stred ham bare det mindste imod. Han var en af branchens dygtigste programmører, og han vidste det. Hans tid var millioner af dollars værd. Alligevel var der noget ved denne opgave, der gjorde, han blev hængende trods alt besværet. Julie tog en dyb indånding og lod sig flyde vægtløs mellem boblerne. Hun lå helt stille. Kulsyren i hendes drink var ophørt med at knitre, og en anden lyd fik hende til at spidse ører. Hun satte sig op og lyttede efter. En ganske svag mekanisk snurren. Hun kiggede op i nattehimlen, men kunne ikke få øje på noget for halvtaget, der dækkede jacuzzien. Det var sikkert bare et eller andet oppe i masten over kommandobroen. En vindmåler, måske. Hun sank tilbage i det varme vand og kiggede op på den røde måne. Musikken inde fra land pumpede i det fjerne, og hun fik pludselig lyst til at danse. Rahman fyldte med ét alt i hendes tanker, og hun lod et øjeblik en hånd glide ned mellem sine spredte ben. Så rejste hun sig resolut og greb silkekimonoen. Nu havde Rah vist siddet dernede længe nok. Hun ville vise ham en ting eller to, der nok skulle få hans tanker væk fra kedelig kode og hundsende kunder. Bagefter kunne de tage i byen. Hun vred håret, skyllede resten af drinken ned og bandt kimonoen løst om sin smalle talje. På let tå gik hun i retning af trappen, som førte ned i bådens indre.
11
Bukkehave - Kongetro (400-4871-1).indb 11
03-03-2020 14:39:58