Jeg løber - Anders Legarth Schmidt

21 cm

I efteråret 2017 opsatte Det Kongelige Teater Jeg løber som en teaterforestilling.

I en serie personlige og rørende tekster om liv, død, løb, sorg og savn deler han sine tanker, oplevelser og refleksioner over, hvad løb er, og hvad det betyder for hans overlevelse. Vi er med, når han løber alene gennem mørket i København på tidlige morgenture, på øde landeveje i Marokko med vilde hunde i hælene og på målstregen efter et guddommeligt maraton.

Jeg løber blev oprindelig udgivet som blog i Politiken og opnåede stor opmærksomhed, fordi Anders Legarth Schmidt i et poetisk og direkte sprog skriver om det tabu, som døden også er.

Anders Legarth Schmidt

14 cm

Anders Legarth Schmidt

LØ B E R E

LLEN LEGARTH SCHMIDT blev født på Rigshospitalet 2. juni 2007 og boede sammen med sin far, mor og lillesøster på Østerbro i København. Hun gik i børnehaven Mågodtland, og hendes bedste venner hed Billie, Olga, Maximus og Gustav.

Ellen elskede at klæde sig ud og brugte tit et strutskørt som paryk.

Hun var en dygtig og passioneret tegner.

Hendes yndlingsbøger var Madicken og Ronja Røverdatter af Astrid Lindgren.

Efter børnehaven begyndte hun i 0.C på Langelinieskolen.

Foto Jan Grarup

Jeg løber handler om livet efter døden.

Ellen døde 27. september 2013, seks år gammel. På hendes gravsten står: »Hun mærkede livet bruse i sig«.

www.politikensforlag.dk

9 788740 040869

10 cm flap

14 cm

10 cm flap

J EG

J EG LØB E R

Han bor på Østerbro i København sammen med sin kæreste og datter.

Når han ikke skriver, er sammen med familien eller løber, bruger han tid på at fiske og fotografere.

A

NDERS LEGARTH SCHMIDT begyndte at løbe, få timer efter at lægerne på Rigshospitalet slukkede for hans datters respirator. Svævende over asfalten følte han sig med ét fri, let og forbundet til sit døde barn.

2 cm

21 cm

ANDERS LEGARTH SCHMIDT (f. 1974) er journalist og har siden 2003 været ansat på Politiken. Han skriver blandt andet om sundhed og psykiatri.

Han har modtaget Hørupprisen og Kristian Dahls mindelegat og er tre gange blevet nomineret til Cavlingprisen.

14 cm

POLITIKENS FORLAG

2 cm

14 cm

10 cm flap

Foto Jan Grarup

10 cm flap

Til Ellen, Alice og Freja

2710 Jeg_løber.indd 2

29/11/17 14.40

Anders Legarth Schmidt

JEG

LØBER

Politikens Forlag

2710 Jeg_løber.indd 3

29/11/17 14.40

Det begyndte, da min datter døde 6. september 2015

Portøren trak et rent og nypresset lagen op over min datters hoved, klikkede hospitalssengens hjul fri og drejede ned ad gangen og hen til elevatorerne.

Han stak en nøgle i væggen og fik den næste elevator til at stoppe. Ind kørte han, og det var det sidste. Jeg så ikke, at han trykkede sig ned i kælderen under Rigshospitalet. Jeg så ikke, at han kørte sengen over til kapellet, men det var det, han gjorde. Vi pakkede hendes ting sammen. De s­ idste tegninger. En Tornerose-film. Tøj. Fotografiet af hendes lille­ søster, der var klistret på det stativ, der holdt slangerne fra respiratoren, der havde holdt hende i live.

Vi kunne bære det hele på en gang. Heldigvis. Vi skulle bare ud. Og vi kørte væk derfra. Hun havde været syg i to år af kræft, og hendes lunger var stoppet med at virke. Ilten kunne ikke komme fra hendes ødelagte lunger og ud i kroppen. Der var intet at gøre. Langsomt blev hun svagere, og til sidst … Ja, til sidst var det bare til sidst. Slut.

Jeg husker, at hun et par dage inden holdt en pose chips frem og sagde, at der havde været mus i chipsene om natten.

Det var selvfølgelig hende, der havde gnasket nogle stykker.

Det varmer at tænke på den lille mus. Hun blev døbt på sit

5

2710 Jeg_løber.indd 5

29/11/17 14.40

dødsleje, og hendes fine hjerte slog det sidste slag, netop som dåbshandlingen var færdig.

Få sekunder efter brændte solen et hul i skyerne og lyste det halvmørke rum op. Som blev hun taget med. 6 år blev hun. Vi havde boet på det hospital i en evighed. Ind og ud hele tiden. I panik de fleste gange. Ambulancer, iltflasker, respirator, slanger, læger, flere læger, hvide kitler, mundbind, bakterier, pas på!, stik, bedøvelse, kunstigt koma, ­sondemad, mere panik. Jeg kan ikke få luft. Hun kunne ikke få luft. Et fængsel. En uendelig, vægtløs kærlighed til evig tid. Jeg skriver det igen: en uendelig, vægtløs kærlighed til evig tid.

Det er fire år siden, at hun blev syg. Det er to år siden, at hun døde. Hendes navn er Ellen. I nutid, for hun bor i mit hjerte nu. Sorgen er blevet til mig, den sidder i kroppen ­næsten 24 timer i døgnet. Jeg savner, hulker og griber ud efter hende. Skriger og råber som en gal. Jeg har smadret og fatter stadig ikke, at det lige var hende. Det skal jeg ikke ­fatte. Sygdommen rammer kun et par børn om året. Jeg forestiller mig, hvordan sygdommen én gang årligt bliver kastet ned fra en flyvemaskine. Som små nåle. Et år ramte én af nålene Ellen. Hvordan kunne det ske? Et tilfælde, siger lægerne.

Jeg grubler. Hun er her ikke mere. Hun har en fin have, hvor hendes mor og lillesøster Alice har plantet blomster.

Et juletræ. Stenen fandt vi ved en skovsø i Ellens Sverige, hvor hun strålede. Men intet kan få hende tilbage, og intet kan tage sorgen, smerten og savnet væk. Få ting lindrer. At lege med hendes lillesøster. Nusse. Bygge en Legobil. Lave en pizza. Når jeg altså orker. Det er ikke altid. Nogle gange er far bare træt. Tit, faktisk.

6

2710 Jeg_løber.indd 6

29/11/17 14.40

”Du må selv lege, Alice.” ”Ikke lige nu, Alice.”

Men okay, jeg er her stadig, og det er en præstation i sig selv. Og jeg har fundet ud af, at noget andet også hjælper.

Jeg løber. En time efter vi havde forladt Rigshospitalet for sidste gang, stak jeg fødderne i mine løbesko. Det kan virke bizart. Hvorfor sad jeg ikke apatisk i en stol og tudbrølede i flere døgn i desperation? Jeg kunne ikke holde mig i ro. Jeg måtte ud. Solen skinnede, og jeg løb ned mod det gamle fæstningsanlæg Kastellet mellem Langelinie og det indre København. Op på volden. Rundt og rundt. Der skete noget. Jeg følte mig let. Jeg følte, at jeg var forbundet med mit barn, der lå få kilometer væk i et nedkølet rum. Jeg fantaserede om, at vores to sjæle var forbundne i det øjeblik, jeg løb rundt på grusstierne.

Det var ikke engang en fantasi. Jeg mærkede hende på en underlig vis mere tydeligt, end jeg havde gjort i måneder.

Som om der ingen afstand var mellem os. Sygdommen var væk. Det var næsten euforisk. Hvorfor? Hvad skete der? At løbe er ikke langt fra at flyve. Løb er defineret ved, at der er et øjeblik, hvor vi mister jordforbindelsen. Hvor hverken den ene eller den anden fod rører jorden. Det er selve essensen af løb. Det, som adskiller løb fra gang. At løbe er at gå så hurtigt, at benene ikke kan følge med. Så begge fødder er nødt til at være uden jordkontakt på samme tid. Vi svæver. Flyver.

Lidt i hvert fald.

En dag må jeg måle svævet i tid. Det bliver gentaget.

Kun afbrudt af et nedslag, der helst skal være så kort som muligt. Så let som muligt. Som om jorden brænder. Op. ­Videre. Flyv. Land. Flyv. Måske var det dét, der skete. Måske

7

2710 Jeg_løber.indd 7

29/11/17 14.40

fløj jeg. Jeg husker, at jeg svingede fra broen over jernbanen og ned på Østbanegade, hvor jeg pludselig råbte hendes navn mod himlen. ”Ellen,” råbte jeg. ”Vi er frie.”

Lige i det sekund var jeg fri, savnet var til at bære. Jeg var stærk. Men følelsen forsvandt, da jeg stod stille igen efter de 10 kilometer. Som luften, der sprutter ud af en knudeløs ballon, der bliver sluppet. Det begyndte at gå op for mig, hvad der egentlig var sket. Hun var ikke mere. Jeg skulle ­aldrig se hende grine. Høre hendes stemme. Mærke hendes varme krop. Sniffe hendes duft der, hvor hals bliver til skulder. Det var forbi.

Dagen efter løb jeg igen. Det var sådan, det begyndte.

2710 Jeg_løber.indd 8

29/11/17 14.40

Præsidenten og Manden uden Øjne 8. september 2015

Præsidenten er en høj og flot mand, der bogstaveligt talt ­lever af at kigge mennesker dybt i øjnene og forstå, hvad der er på færde. Hvad sker der inde på den anden side af synet? Han er et menneske, der får det til at hænge sammen for andre. ”Skal vi løbe? Skal vi mødes før? Skal vi spise pizza efter?”

Præsidenten samler folk. Jeg husker første gang, jeg løb med præsidenten. Det var et tilfældigt møde. Klokken var 6 om morgenen, forår var ved at blive til sommer, solen var kravlet op over horisonten og begyndt at varme Langelinie op. Se, nu stiger solen. Og lige dér så jeg præsidenten. Præsidenten er ingen hurtig løber, men han er en stædig løber.

Han elsker at løbe. Han stopper aldrig. Selv ikke, da hælen var så øm, at han mærkede et søm hamre op i den ved hvert eneste skridt, gav han op. Han talte med en læge, og lægen sagde stop. ”I tre-fire måneder skal du lade være.”

Præsidenten lyttede ikke, for er der noget, en løber ikke kan, så er det at lade være med at løbe. Det er meget hårdere ikke at løbe end at løbe. Hvorfor? Hvert skridt er en del af svaret, og her – et års tid senere – er det præsidenten, der har

9

2710 Jeg_løber.indd 9

29/11/17 14.40

fået ret. Præsidenten løber. Over bjerge. Ned i dale. Og om kap med sine børn, der snart løber fra ham. Lægen tog fejl.

Sømmet er trukket ud. Væk. Tilbage til mødet med præsidenten: Han kom luntende yderst på molen lige imod mig.

Korte skridt. Vi havde begge shorts på og mærkede solen varme. ”Hej hej.”

Vi løb lidt sammen. Kendte knap hinanden, men jeg var kort forinden blevet lukket ind i præsidentens fællesskab.

Jeg løb ikke længere kun alene. Jeg tænkte: Tak, præsident. ”Jeg ved selvfølgelig godt, hvad der er sket med din datter,” begyndte han. ”Hvad dig og hendes mor har været igennem. Du skal bare vide …” sagde præsidenten. ”Du skal bare vide, at jeg aldrig kan sætte mig ind i din smerte, men at jeg tænker på dig og jer. Det vil jeg bare sige til dig.”

Mere skulle der ikke til. Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker, men løb gør afstanden endnu mindre. Når benene løfter kroppen fri af jorden, opstår der en lethed i hjernen, som gør selv tunge samtaler til at bære. Vi luntede videre i morgensolen. Uden at sige så meget. Jeg skruede ned for tempoet, så vi kunne løbe ved siden af hinanden. Tap-tap-tap. Det var den eneste lyd. Vores såler mod asfalten. Tap-tap-tap. Op på volden ved Kastellet. Rundt et par gange på gruset. Ikke flere ord. Bare tap-tap-tap. Mens byen langsomt vågnede. Hjem. I bad. Morgenmad. Børnehave. Og på arbejde.

En dag mødte jeg Manden uden Øjne. Folk bliver ­stille, når han taler. Jeg har kun set ham i løbetøj og sorte ­solbriller,

10

2710 Jeg_løber.indd 10

29/11/17 14.40

der dækker hans øjne. Jeg har tænkt på, hvad der mon er inde bagved. Jeg har vel løbet omkring 100 kilometer i selskab med ham og resten af den flok, der bliver stille, når han taler. Og alligevel har jeg ikke set hans blik. Hvad er der mon i de øjne? En dag løb vi ved siden af hinanden.

Det var kun os. De andre var løbet en anden vej. Vi er jævnaldrende. Vi kender intet til hinanden. Jeg har set hans tatoveringer. Jeg har hørt hans drevne stemme, og jeg ser ham løbe. Lange og seje skridt, der er hurtigere, end de ser ud. ”Han er stærk,” tænker jeg. Men hvad er der bag de mørke glas i brillerne? Jeg ved det ikke. En dag løb vi altså ved siden af hinanden, og han sagde: ”Nå, har du nogle børn?” ”Ja, jeg har to. En levende på fire, og hun har så en store­ søster, der er død.” Kort tavshed. Men ikke en pinlig én. ”Det gør mig ondt,” sagde han så.

Og Manden uden Øjne fortalte, at han selv havde været på hospitalet med et barn, og at han priste sig lykkelig for, at han ikke havde oplevet det, som jeg har oplevet. At han næsten kunne få dårlig samvittighed over at bringe egne oplevelser på banen. ”Som om det skal være en sammenligning,” sagde jeg. ”Det er okay,” sagde jeg.

Manden uden Øjne og jeg løb lidt videre, før vi skulle i hver sin retning, og bagefter følte jeg, at vi kendte hinanden en lille smule bedre end før.

I løb er det nemmere at svare. Stillestående er det nemmere at vige udenom. Tag med. Jeg løber nu. Jeg binder skoene, åbner døren, lader uret fange signalet, og sætter fart på.

I dag gælder det om at finde tempoet. Lige der, hvor hjernen

11

2710 Jeg_løber.indd 11

29/11/17 14.40

åbner sig, hvor det ikke går så langsomt, at den lukker sig.

Jeg er god til at finde det tempo. Jeg bor i København – på Nørrebro – og jeg løber gennem Fælledparken i middagssolen og ned omkring Sortedammen, før jeg drejer forbi stenhuggeren, der skrev i Ellens sten. Så ind på kirkegården, hvor de første brune blade har lagt sig på alléen. En kommandør. En provst. En lektor. De har alle levet i byen, og nu hviler de under tunge stene. Jeg tænker på deres liv. Hvordan var det mon? Hvem elskede dem? Hvad tænkte de på deres dødsleje? Hvad gjorde deres ægtefæller, da de vidste, at de var ved at dø? Hvem tog sig af børnene? Børnene.

Jeg tænker på Ellen. Ellen. Ellen. Hendes sidste sommer.

Vi kom ofte her. På vej til Statens Museum for Kunst eller Den Hirschsprungske Samling. Hun sad i kørestol, og respiratoren betød, at hun kun kunne hviske, så hun løftede hånden som tegn på, at vi skulle stoppe. Og hun pegede på en gravsten, der havde en indgravering af en palet og en pensel. ”Kunstmaler,” hviskede hun.

Kunstmaler. Åh, det fineste lille ord. Jeg vil lytte til dem, der hvisker. Jeg løber. Til Ellens have, der er her på kirkegården. Jeg gør holdt et øjeblik og bemærker, at det er ved at blive efterår. Bladene på planterne er brune i kanten, og jeg er der blot et minut, før jeg løber videre. Tænker på, at der står ‘Hun mærkede livet bruse i sig’ på hendes sten. Jeg svinger ud på vejen og forbi en skolegård, hvor der er spisefrikvarter og en lys lyd af måske 50 børnestemmer, der råber og taler og hujer i munden på hinanden. De flyder sammen, som var de én kvidrende fugl, der hopper op og ned på gårdspladsen. Flyv. Land. Flyv. En ældre herre står på en

12

2710 Jeg_løber.indd 12

29/11/17 14.40

stige på fortovet og pudser vinduer i stuehøjde, og bag ruden pudser en ældre kvinde ruden på indersiden. Det er tæt på synkront. Hvem er de?

Længere fremme går en kvinde med sin ældre mor i ­armen.

I takt. Langsomt vakler de afsted.

Jeg tænker på dette vers fra Se, nu stiger solen: Jeg vil ånde luften i fulde drag, synge Gud en sang for den lyse dag, takke ham, at morgnen mig end er sød, at mig dagen fryder, trods synd og død.

De ord. Så ubærligt smukke. Så ubærligt tunge. Jeg kommer hjem og fløjter melodien, men jeg kan ikke holde tårerne på afstand. Jeg bliver ved med at fløjte melodien, indtil gråden presser munden bred, og jeg ikke kan fløjte mere. Jeg vil gerne fryde mig over dagen, men det er svært. Det er nemmere, når jeg løber.

Så jeg løber. Flyv. Land. Flyv.

2710 Jeg_løber.indd 13

29/11/17 14.40

2710 Jeg_løber.indd 14

29/11/17 14.40

Om at løbe 21 kilometer på 75 minutter 10. september 2015

Jeg kan ikke tænke andet end den her sætning: Jeg løber. Jeg løber efter en tid. Jeg løber for tiden. Måske for eftertiden.

Måske ikke altid. Men jeg må løbe. Hver dag helst. Ellers løber det afsted med mig og efterlader mig plantet i jorden.

Bundet til grunden med rødder. Jeg løber måske fra tiden, men herregud, det er vel ikke så underligt.

Tidligere i dag løb jeg dog hverken fra livet, tiden eller andre mennesker. Jeg løb blot for at mærke det. Det. Svæv.

Jeg berører underlaget flygtigt, fordi min hjerne giver hver en muskel, hver en sene og hver en knogle i mine ben besked på at presse kroppen fri af overfladen igen, lige så snart mine fødder berører den. Som gik jeg over lava. Brandvarmt sand. Eller skarpe sten. Fart. I svinget så høj en fart, at jeg ud af øjenkrogen ser muren langs løbebanen forsvinde. Den kører forbi mig som et lydløst og førerløst tog, der forsvinder bag min venstre skulder. Vind. Den suser i mine ører i en lang monoton strøm, der blander sig med mit åndedræt og bliver sin egen lille rytme. Sit eget værk med flere instrumenter, der samler sig i en melodi. Ind, ud. Ind, ud. Ind, ud.

Med en underliggende susen. Det må ikke blive svært nu.

Og det er nemt. Det er nemt. Åh. Det sorte er væk.

15

2710 Jeg_løber.indd 15

29/11/17 14.40

Rytmen er der. Hjertet er med. Der, hvor tempoet er så højt, at selv en helt almindelig og gennemsnitlig person på en helt almindelig og gennemsnitlig cykel skal spænde musklerne i lårene og lægge vægt på pedalerne for at følge med. Det er omkring 17½ kilometer i timen. Det var sådan, jeg løb i dag. På blåt underlag. 400 meter rundt. Foran nogen, bagved andre. Jeg brugte tiden. Var i tiden. Uden at tænke på i morgen og uden at gruble over, hvad der sker om lidt. Jeg løb på tid, for jeg så på mit ur, og det viste tre tretaller. Det kunne lige så godt have været et andet menneske og måske tre firtaller. Et andet sted på kloden. På en anden bane. I en helt anden tid. Måske om et årti fra nu. Et andet ur. Men det var nu engang mig, og det var de her tre tretaller. Lige nu. Tre minutter og treogtredive sekunder.

Uret skriver det sådan her: 3:33. Og det er den tid, det tager at løbe 1.000 meter. Hvordan blev det lige netop de sekunder af et liv, der blev mine sekunder i dag? Måske lever jeg i 60 x 60 x 24 x 365 x 80 = 2.522.880.000 sekunder. Det er brutalt at skrive det sådan. Og det kan være slut i morgen. Der kan være blot nogle tusinde sekunder endnu. Et kort regnestykke. Løb holder mig fast i tiden. I morgen er ikke nu.

Ud af øjenkrogen ser jeg en samling børn skrå ned på banen. Langlemmede løbere, der fniser. Jeg bliver sendt tilbage til 1982. Jeg er knap 8 år, det er en varm og lummer sommerdag med regn, og i fjernsynet hos mine bedsteforældre i Helsingør løber 22 mænd rundt og spiller fodbold.

Det er finale, og jeg kan forstå på min farfar, at vi holder med Italien og ikke med Vesttyskland, for deres målmand har lavet noget grimt. Italien scorer.

16

2710 Jeg_løber.indd 16

29/11/17 14.40

Jeg rejser mig fra tæppet i stuen og spæner gennem terrassedøren og ud i haven. Jeg har kun shorts på, regnen rammer mine skuldre og mit bryst. De fugtige og spidse græsstrå kilder og stikker under fødderne, og jeg mærker en eufori, hvor skriget kommer af sig selv. Det er ikke noget, jeg styrer. Det sker bare. Der ligger en bold. Jeg sparker den mod gavlen. Jeg er Italien. 1982. En anden tid. 33 år siden.

Gad vide, om det høje lærketræ i haven står endnu? Hvis der da overhovedet er en have. Et hus. Mon der stadig bliver spillet fodbold? Står der om sommeren en anden lille dreng i regnen med andre bare tæer og sparker til en anden bold, mens andre voksne står bag ruden og ser til med en blanding af kærlighed og stille frygt for, at bolden går gennem ruden?

Endnu en omgang er bag mig. Solen blænder synet på langsiden, så jeg ser ikke, hvem der klapper i svinget, men jeg hører, at nogen står og klapper i svinget, da jeg læner mig ind i det og suser forbi. Måske er der 100 mennesker her på stadionet, og de løber. Vi veksler ikke mange ord undervejs, men vi hænger sammen i en lang kæde, og lige her er ord ikke nødvendige for at være med i kæden. Du skal bare løbe. Jeg bliver ved. Jeg løber. Det begyndte som en tung dag.

Nu er det en let aften. Jeg finder friheden ved at kontrollere ­tiden, som ellers er uden for enhver kontrol. Jeg slipper fri af fængslet og fri af længslen. Lige nu.

På søndag prøver jeg at løbe 21 kilometer på 75 minutter i København. Nej, om igen. På søndag løber jeg 21 kilometer på 75 minutter. Gennem gaderne. Gennem konfetti.

Min datter vil stå der. Hendes mor vil stå der. Min søster vil stå der. Venner. Der vil stå tusindvis af mennesker, og de

17

2710 Jeg_løber.indd 17

29/11/17 14.40

kan ikke bære mig, men de vil vise, at de ønsker, at jeg bærer mig selv. At jeg kun rører jorden flygtigt. En ven vil give mig en flaske ved 10 kilometer, og på et tidspunkt vil jeg mærke, at jeg ikke længere eksisterer adskilt fra andre, men er forenet med alt omkring mig.

Det kommer til at gøre ondt. Undervejs vil lunger og ben trygle mig om at stoppe, men alligevel glæder jeg mig.

Jeg prøver at forstå hvorfor.

2710 Jeg_løber.indd 18

29/11/17 14.40

Jeg er topspeedet, mens de her ord bliver hamret ned 13. september 2015

Jeg er klar. Startnummer 980 ligger der. Fire sikkerheds­ nåle. Det lyserøde pandebånd. Blå og meget korte shorts.

En singlet – det, andre kalder en undertrøje – i hvid med mit klubnavn AC Pain på brystet. Testede sko i gården i aftes, da Alice sov. Ja, ved godt, det ikke lige var optimalt, men hvad fanden. Det gik. Sokkerne er der. Får jeg en vabel på hælen, som jeg plejer? Arghh ... Jeg er topspeedet, mens de her ord bliver hamret ned i tastaturet.

To kopper stærk espresso med sukker skal sikre, at jeg er frisk i hjernen og kommer på toilettet inden løbet. Lige nu sitrer benene. Jeg kan ikke vente på at komme i gang.

Samtidig mærker jeg tvivlen. Kan jeg? Jo, jeg kan løbe 21,1 kilometer. Uden at anstrenge mig. Men kan jeg gøre det på 75 minutter? 1 time og 15 minutter? Og hvorfor er det overhovedet vigtigt? Leder jeg efter en grænse? Det sidste må ­blive et nej. Jeg ved, at jeg er stærk. Jeg kan se på mine muskler og min krop, at den er klar. Jeg har aldrig være mere klar til at presse mit selv til det yderste.

To minder om min datter Ellen kæmper om pladsen.

De kommer begge to på samme tid. Det ene minde er sort.

Vi sidder i et rum med en læge, Ellen tegner. Det er okto-

19

2710 Jeg_løber.indd 19

29/11/17 14.40

ber 2011, en sygeplejerske sørger for, at Ellen ikke lytter, og ­lægen siger, at hun har en kedelig besked til os. Så ved vi godt, at det håb, vi har klynget os til gennem otte dage, det håb er brast. Flået i stykker i det her samtalerum, som det hedder.

Det var der, at vores verden på et splitsekund blev en anden. Det er menneskeligt: at klynge sig til håbet. Uden håb har vi intet, og håbløsheden slår ihjel, æder sjæle og kroppe uden tilberedning. Det var den følelse, jeg fik der i rummet.

I otte dage havde vi håbet, at tallene på arket med blodprøver var forkerte. Vi havde tolket og på en guldvægt vejet hver enkelt ord fra hver enkelt læge og grebet fat i dét eller de få ord, der bar håbet i sig. ”Jeg synes, disse tal er interessante,” havde en læge sagt et par dage før, og jeg hørte intet andet end, at Ellen nok ikke fejlede noget alvorligt.

Men det sagde ingen. Kun stemmen i mit indre, der beskyttede mig mod katastrofen. Det andet minde. Der danser Ellen. Numsedans. I lejligheden. Uden en trævl på kroppen.

Hun har været i bad, har fået redt sit hår, og nu står hun helt ubekymret, fri og glad og vrikker med numsen. Og synger. Numsedans. Numsedans. Numsedans. Hvilken dans. Vi kigger bare på. Alice er baby.

Jeg ved, at Ellen ikke vil stå på ruten i dag og skrige sin farmand frem. Jeg ved, at hun ikke vil stå utålmodigt og spørge sin mor, hvornår jeg mon kommer. Jeg ved, at hun ikke vil holde sin lillesøster i hånden. Men jeg ved, at når regndråberne falder, vil jeg mærke hendes tårer. Af glæde eller sorg. Jeg ved, at når jeg får svært ved at få luft på de sidste kilometer, og tvivlen bliver stærkere end troen, der vil hun være hos mig. Hun vil puste nyt liv i mig. Vil du ikke

20

2710 Jeg_løber.indd 20

29/11/17 14.40

nok, Ellen? Jeg sover altid elendigt før et løb. Faldt i søvn klokken 22. Vågnede klokken 24. Vågnede klokken 2. Er det ikke morgen? Hvornår helvede er det morgen? Jeg er jo helt frisk? Vågnede klokken 4. Stod op og gik rundt i lejligheden. Stadig mørkt. Faldt i søvn igen. Vågnede klokken 6.

Jeg kan ikke trække den længere. Stod op. Jeg må spise nu.

Havregryn med mælk og sukker. Ikke for meget, så maven bliver tung. Ikke for lidt.

Jeg har før prøvet at stå ved startstegen og pludselig mærke, at jeg er sulten, fordi jeg har spist for lidt for ikke at belaste maskinen med ekstra gram. Det er lidt bizart. Om lidt står jeg ved startstregen. Der vil være næsten 25.000 ­løbere. Jeg vil stille mig op på tæerne og se bagud, for de fleste vil stå bag mig, og jeg vil føle mig som en del af den her flok. Jeg håber, at jeg får den fornemmelse af at være del af denne flok. Men når jeg tænker efter, ved jeg godt, at jeg er alene ved den startstreg. Og så vil tvivlen være stærk. Hvad laver jeg? Kan jeg? Hvorfor gør jeg det her? Så lyder startskuddet, og hvert et skridt vil sparke tvivlen væk. Håber jeg.

2710 Jeg_løber.indd 21

29/11/17 14.40

2710 Jeg_løber.indd 22

29/11/17 14.40

Der lander en grib på min skulder ved 12 kilometer 14. september 2015

Tvivlen er navnet på den grib, der lander på min skulder, da jeg har løbet omkring 12 kilometer, og jeg stadig har ni kilo­meter til målstregen. Den kredsede først over mig nogle minutter. I begyndelsen højt oppe, knap synlig. Siden dykkede Tvivlen ned og kiggede mig i øjnene, før den lige der på Ingers­levsgade på Vesterbro baskede med vingerne og borede sine kløer i min skulder. Jeg forsøger at børste Tvivlen væk, men når jeg børster, svarer Tvivlen igen og lader kløerne trænge igennem den tynde hud og helt ned i knoglen.

Jeg mærker ingen smerte, men Tvivlen gør hvert skridt mere slidsomt. For nu løber jeg ikke længere på muskler, lunger og åndedræt, som jeg har forfinet gennem de seneste mange måneders træning, hvor jeg har praktiseret flyv-land-flyv i en uendelighed. Jeg troede egentlig, at de mange kilometer havde fået Tvivlen – den troløse fugl – til at søge mod andre skuldre. Finde andet kød at bore sig ned i. Nu er Tvivlen vendt tilbage. Jeg har mødt den før. Mange gange. Nogle gange gør Tvivlen stærk, men ikke i dag. Og det overrasker mig, at den er her nu.

Det begynder ellers godt. Halvmaraton i København.

23.000 mennesker, og jeg står vel 20 meter bag kenyanere

23

2710 Jeg_løber.indd 23

29/11/17 14.40

i orange bluser, der flyver deres eget løb med 21 kilometer i timen. Først tænker jeg, at jeg – til trods for at vi alle står skulder ved skulder, så den kølige og regnfulde efterårsdag virker lun – er alene. Alene blandt 23.000 andre. En underlig følelse af at være tilskuer til livet, selv om jeg står midt i det.

Så hører jeg stemmerne og vender jeg mig om. En efter en. ”Kom så, Anders!” ”Så’ det nu, Anders.” ”Løb med vinden, Anders.”

Jeg får øjenkontakt med fem løbere, og de kigger direkte på mig med et blik, så jeg forstår, at vi er her sammen. Jeg er ikke alene. Nej, de kan ikke løbe de 21 kilometer for mig, men de ønsker mig vel. Bekymrer sig om mig. Det varmer.

Sådan når jeg at tænke, før startskuddet lyder, og alle blæser afsted. Tvivlen er her ikke. Det her kan jeg godt. 21 kilometer på 75 minutter. Jeg stryger afsted, mærker ingen smerte i benene og ingen dystre tanker.

Intet får mig ned i dag, tænker jeg. Ved Dronning Louises Bro kommer det første brøl. Jeg bliver suget over broen af tilskuere, der skriger mit navn, og pludselig mærker jeg, at jeg har sat tempoet voldsomt i vejret. Som er jeg blevet trukket frem. Helt uden at mærke det. Da Tvivlen senere lander på min skulder, er jeg alene. Jeg er blandt de forreste 200 løbere, som er strøet ud på vejen fra de forreste kenyanere og ned til mig og andre i mit tempo. Det er ingen ubrudt kæde. Folk løber i små klumper af tre-fem løbere, men her i modvinden er jeg alene. Der er ingen omkring mig. Og når man er alene, har gribbe som Tvivlen frit spil, for der er ingen til at hjælpe med at vride dens kløer ud af mit kød. Det er som et fængsel, og for mig handler løb om

24

2710 Jeg_løber.indd 24

29/11/17 14.40

at slippe fri af et fængsel, så den her situation er ikke god.

Jeg ved, at får jeg ikke Tvivlen basket væk, så vil den trykke mig mod jorden den næste halve time, som vil blive fuld af pinsler. Mit svæv. Min fart. Min frihed. Alt det kan Tvivlen æde nu. Jeg må handle. Jeg kigger frem og prøver at få øje på en, der kan befri mig fra dette fængsel, Tvivlen holder mig indespærret i. Jeg får øje på Fantomet, for det er umuligt ikke at få øje på Fantomet. Han er klædt i en neongrøn trøje, men det er ikke den neongrønne trøje, der gør det umuligt ikke at få øje på Fantomet. Alle, der har set Fantomet løbe, ved det. Han løber nemlig ikke. Han svæver. Kun afbrudt af en ultrakort fjedrende kontakt med jorden. Fantomet er en stærk løber. Og her ved 13 kilometer ser jeg Fantomet 50 meter fremme. Andre omkring ham vrikker fra side til side, som om hvert skridt sender uafviselige rystelser op gennem deres kroppe. Sådan er det ikke med Fantomet. Helt rank skærer han sig gennem modvinden. Hævet over de andre.

Han er min redning, tænker jeg.

Kommer jeg op til Fantomet, vil han med den største lethed se sig over sin egen skulder og få øje på gribben på min skulder. Med de lysende øjne og det brede kridhvide smil vil han blænde og brænde Tvivlen væk. Han behøver ikke engang at røre ved gribben og dens kløer. Den vil helt af sig selv løsne grebet, baske sig op i luften og finde en anden løber at gribe fast i. Når Tvivlen er væk, kan Fantomet trække mig frem. Det er min plan. Det er sådan, det skal være. Et kort øjeblik overvejer jeg at råbe på Fantomet. ”Hjælp mig, Fantomet.” ”Sæt farten ned, Fantomet.” ”Få Tvivlen væk, Fantomet.”

25

2710 Jeg_løber.indd 25

29/11/17 14.40

Nu bliver Fantomets gule ryg mindre og mindre. Til sidst forsvinder den af syne. Fantomet var lige foran mig.

Hvad sker der? Først tænker jeg, hvorfor han mon har sat farten op. Men det er mig, der har sat farten ned. Kroppen og sjælen er tynget under vægten af gribben. Nu er det kun os to. Gribben og jeg. Ingen af os flyver. Hver eneste vejrtrækning gør ondt. Det strammer til i mine lunger, som om luften slet ikke kan komme så dybt ned, at den kan nå ind i de små kar i lungevævet og fragte ilt ud i min krop. Jeg tænker, at det var sådan her, min datter Ellen havde det, inden hun døde.

Sygdommen havde efterladt de små transportveje i lungerne fulde af bittesmå ar, der snævrede vejene så meget ind, at ilten ikke kunne trænge igennem. Jeg må ryste den tanke af mig nu. Den gør mig svag. I det samme mærker jeg råbet.

Det er ved Oslo Plads omkring de 17 kilometer. Det er ikke Fantomet. Det kommer fra den store grød af mennesker, som jeg knap ænser, men som står der ved Østerport Station. Jeg breder armene ud til siden og basker dem op og ned for at få menneskegrøden til at råbe endnu højere. I håb om, at de kan skræmme Tvivlen væk. Blæse gribben af min skulder.

Det er næsten, som om jeg flyver nu. Måske er mine arme kombineret med brølet det, der skulle til. Jeg kan se en ende på det. Jeg formår på underlig vis at sætte farten lidt op, og ud af øjenkrogen mærker jeg, hvordan gribben løsner sit greb i min skulder, sætter af og forsvinder bag mig. Knap en kilometer før mål, i svinget ved Trianglen, gør jeg det igen. Jeg basker med mine nye vinger, og det udløser endnu et brøl. Jeg ser min datter Alice stå i svinget og heppe, og

26

2710 Jeg_løber.indd 26

29/11/17 14.40

min mund breder sig i et kæmpe smil. Jeg fatter ikke, at jeg kan smile lige nu. Efter 20 kilometer. Men det gør jeg. Og der er billeddokumentation. Jeg sætter en lang spurt ind og krydser målstregen.

Tiden? Tvivlen åd 52 sekunder, så det tog 1 time, 15 minutter og 52 sekunder at løbe 21,1 kilometer. Jeg er tilfreds. Jeg er glad. Jeg løb stærkt. Jeg siger det til mig selv i en uendelighed, da vi i regnen krydser gennem Fælledparken senere på eftermiddagen for at komme hjem i tørvejr. Men selvfølgelig tænker jeg det alligevel. Kunne jeg have løbet stærkere? Jeg ser gribben kredse rundt over mig. Den kommer tættere på og bliver større, men jeg tænker også på mit smil kort for mål. Et enkelt smil er så uendeligt meget mere værd end 52 sekunder. Jeg kigger op igen. Gribben er væk.

2710 Jeg_løber.indd 27

29/11/17 14.40

21 cm

I efteråret 2017 opsatte Det Kongelige Teater Jeg løber som en teaterforestilling.

I en serie personlige og rørende tekster om liv, død, løb, sorg og savn deler han sine tanker, oplevelser og refleksioner over, hvad løb er, og hvad det betyder for hans overlevelse. Vi er med, når han løber alene gennem mørket i København på tidlige morgenture, på øde landeveje i Marokko med vilde hunde i hælene og på målstregen efter et guddommeligt maraton.

Jeg løber blev oprindelig udgivet som blog i Politiken og opnåede stor opmærksomhed, fordi Anders Legarth Schmidt i et poetisk og direkte sprog skriver om det tabu, som døden også er.

Anders Legarth Schmidt

14 cm

Anders Legarth Schmidt

LØ B E R E

LLEN LEGARTH SCHMIDT blev født på Rigshospitalet 2. juni 2007 og boede sammen med sin far, mor og lillesøster på Østerbro i København. Hun gik i børnehaven Mågodtland, og hendes bedste venner hed Billie, Olga, Maximus og Gustav.

Ellen elskede at klæde sig ud og brugte tit et strutskørt som paryk.

Hun var en dygtig og passioneret tegner.

Hendes yndlingsbøger var Madicken og Ronja Røverdatter af Astrid Lindgren.

Efter børnehaven begyndte hun i 0.C på Langelinieskolen.

Foto Jan Grarup

Jeg løber handler om livet efter døden.

Ellen døde 27. september 2013, seks år gammel. På hendes gravsten står: »Hun mærkede livet bruse i sig«.

www.politikensforlag.dk

9 788740 040869

10 cm flap

14 cm

10 cm flap

J EG

J EG LØB E R

Han bor på Østerbro i København sammen med sin kæreste og datter.

Når han ikke skriver, er sammen med familien eller løber, bruger han tid på at fiske og fotografere.

A

NDERS LEGARTH SCHMIDT begyndte at løbe, få timer efter at lægerne på Rigshospitalet slukkede for hans datters respirator. Svævende over asfalten følte han sig med ét fri, let og forbundet til sit døde barn.

2 cm

21 cm

ANDERS LEGARTH SCHMIDT (f. 1974) er journalist og har siden 2003 været ansat på Politiken. Han skriver blandt andet om sundhed og psykiatri.

Han har modtaget Hørupprisen og Kristian Dahls mindelegat og er tre gange blevet nomineret til Cavlingprisen.

14 cm

POLITIKENS FORLAG

2 cm

14 cm

10 cm flap

Foto Jan Grarup

10 cm flap