Jeg finder dig altid - Elsebeth Egholm

Jeg finder dig altid

Jeg finder dig altid.indd 1

15/06/17 12.08

Af samme forfatter Skjulte fejl og mangler (2001) Selvrisiko (2004) Personskade (2006) Nærmeste pårørende (2007) Liv og legeme (2008) Vold og magt (2009) Tre hundes nat (2011) De døde sjæles nat (2012) Eget ansvar (2013) Kød og blod (2014) Dødvægt (2015)

De frie kvinders klub (1999) Scirocco (2000) Mig og min ø (2000) Opium (2001)

Jeg finder dig altid.indd 2

15/06/17 12.08

Elsebeth Egholm

Jeg finder dig altid

POLITIKENS FORLAG

Jeg finder dig altid.indd 3

15/06/17 12.08

Jeg finder dig altid.indd 4

15/06/17 12.08

Til min egen elskede Momap

Jeg finder dig altid.indd 5

15/06/17 12.08

Jeg finder dig altid.indd 6

15/06/17 12.08

1 Klokken var 01.30, og de lyse nætter var forbi. Kun gadebelysningen og bilernes lygter gennemhullede mørket.

Rina lagde hovedet tilbage og kiggede op på bygningen. Prismet.

Byens trekantede glashus. 63 meter og i højde kun overgået af spiret på domkirken, EY-huset og Aarhus City Tower.

Hun tog rygsækken af, lynede den op og fandt kalkposen frem. Posen klipsede hun fast i den letvægtssele, hun havde på over den sorte dragt. De to paste-ups havde hun hængende på ryggen, rullet sammen til rør.

Hun dyppede fingrene i kalken og pressede vejrtrækningen helt ned i maven. Med fødderne placeret i hoftebredde gik hun ned i knæ og satte af. Efter tre forsøg fik hun fat i udhænget over døren til Aarhus Mæglerne og hævede sig op i armene.

Hun svingede højre ben op og holdt kroppens tyngdepunkt ind mod glasvæggen. Så flyttede hun venstre hånd og fik fat om vinduesrammen og rejste sig op i fuld højde. Kanten var skarp, men hun havde tapet sine fingre omhyggeligt til. Hun havde også researchet flittigt.

Listen rundt om hver rude var nøjagtig 36 millimeter dyb, og væggen var fuld af gamle montagebøjler fra byggeriet.

Hun begyndte at klatre. Gummiet under hendes klatresko pressede mod ruden og kom i spænd ud mod rammen. Glasset peb. Samtidig havde hun fat med hænderne om den lodrette kant, og sådan bevægede hun sig opad med alle kroppens muskler på arbejde. Hånd, hånd, fod, hånd, fod, fod og stå. Hun tog det næste vindue på samme måde.

Så det næste igen.

Efterhånden fandt hun rytmen. Det her var noget, hun kunne. Det 7

Jeg finder dig altid.indd 7

15/06/17 12.08

var som at gå hen ad gaden. Hånd, hånd, fod, hånd, fod, fod. Hvis nogen fik øje på hende nedefra, ville de se et besynderligt syn: en lille sortklædt skikkelse, der kravlede op ad glasset som en edderkop.

Lyden af sirener splintrede nattens ro. Hun nåede at tænke, at det måske var nu, hun blev opdaget.

Men faren var forbi, lige så hurtigt den var opstået. Glasset reflekterede to brandbiler, der susede forbi bag hende på Silkeborgvej i retning af Gellerup. De kom nede fra Ny Munkegades Brandstation. To politibiler fulgte efter. Sirenernes hyl dæmpede sig, som om nogen skruede på volumenknappen, og køretøjerne forsvandt ud i natten.

Hun pressede panden ind mod den kølige glasvæg. Afbrydelsen havde forstyrret mere, end hun kunne lide at indrømme. Hendes flow var brudt, og hun var ved at blive træt i armene.

Hun fandt en af de frelsende montagebøjler, satte nylonslyngen fra selen ind i karabinen og klikkede karabinen fast om bøjlen. Det var ikke ideelt. Hun ville helst gøre det uden pauser, og selen var primært til at komme ned med. Men det gav hende de nødvendige kræfter til at fortsætte.

Resten gik som planlagt.

Hun nåede op til den lille afsats 30 meter oppe, rettede sig op og kiggede ud over byen. Ovre på den anden side af Silkeborgvej stak hele fire kraner deres svanehalse op i nattehimlen. Byggeriet af det nye VIA University var i gang om dagen, men på denne tid af døgnet lignede den gamle Ceres-grund en spøgelsesby. Kun i karréerne bag Circle K-tanken var der lys i to vinduer, og over benzinstanderne lyste en kold neonsol. Enkelte biler kørte forbi, ellers var der stille.

Synet af byen gav hende det vildeste kick, som havde hun besteget Mount Everest eller klatret på en skyskraber i New York. I dette rum herskede hun. Hun var den eneste i hele Aarhus, der lige nu stod og så ned på den gamle Ceres-facade og bagude på kongrescentrets glaskuppel.

Men hun var først lige begyndt.

Hun krængede rygsækken af og fandt sprøjten med melklister frem.

8

Jeg finder dig altid.indd 8

15/06/17 12.08

Hun rullede en af de to paste-ups ud og sprøjtede klister på hele bagsiden. Så tapede hun den op i ruden ind til et kontor, hvor en eller anden næste morgen ville trække gardinet fra bare for at glo ud på en mur af hvidt.

Den anden pasteup gik det lettere med. Ingen sirener. Bare den forudsigelige formation i klatringen og opsætningen med melklister på nøjagtig den rude, hun havde regnet sig frem til.

Klokken var 03.20, da hun satte karabinen i endnu en montagebøjle og rappellede ned uden problemer. Det eneste, hun efterlod, var to nylonslynger oppe på bygningen. De to paste-ups ville falde af. Melklister var forgængeligt. Lidt regn, og det ville opløse sig selv.

Hun pakkede hurtigt rebet i rygsækken, fandt tilbage til cyklen og trak den over til cykelstien på den modsatte side. Så susede hun ind til Vesterbro Torv, videre ad Nørre Allé og tværs over Nørreport ned til Østbanetorvet. Hun drejede op ad Skovvejen og fulgte den et stykke, inden hun igen snoede sig væk fra cykelstien og ind til venstre ad den rute, alle cyklister i området kendte som vejen til Trøjborg.

Hun kørte cyklen om til cykelskuret og baksede den ind og havde lige låst den, da hendes sanser opfangede en bevægelse et sted i mørket og en ram lugt af sved.

Hun ville vende sig om for at se personen, men hun nåede det ikke.

I stedet blev hun trukket ind i en skruestik og mærkede hårde muskler mod sin ryg. En mands tunge vejrtrækning forplantede sig til hendes krop. En skarp genstand blev presset mod hendes hals. Hun reagerede automatisk.

– Slip mig!

Hele hendes krop eksploderede. Træningen sad i hver en celle, alle muskler var toptunede, og kroppen var parat. Manden bag hende var stor, kunne hun mærke. Han var også stærk, men hun var mere smidig end han, og hun tænkte fuldstændig klart, at hvis ikke hun slap fri nu, ville hun dø.

Hun sparkede bagud og fik samtidig fat om hans arm.

– Pis, hvæsede en ukendt stemme med en kant af dyb hæshed.

9

Jeg finder dig altid.indd 9

15/06/17 12.08

Hun skubbede ham alt det, hun kunne, og hørte en klirren, da noget fløj ud af hans hånd og skrattede hen ad cykelskurets cementgulv.

Med et tvist af kroppen rakte hun en arm op til hans ansigt, men han trak hovedet tilbage. Han forsøgte at lægge sin frie hånd over hendes mund, men hun bed ind i hans handske, og han undertrykte et brøl.

Hun snoede sig ud af hans greb og fik vendt sig og ramlede et knæ op i skridtet på ham. Han råbte højt: – Satans kælling!

Så slap han hende.

Hun hørte ham tumle prustende og zigzaggende ud af skuret og videre ud af baggården. Hun var så tændt, at hendes ben tog nogle skridt for at sætte efter ham, og hun greb blindt og fik fat i et bræt for at banke det ind i hans baghoved. Adrenalin susede rundt i hendes årer, og hun følte sig som Superwoman. Sådan stod hun i nogle sekunder med armen hævet, mens splinter fra brættet borede sig ind i hendes hånd. Så faldt hun pludselig sammen, som om en hammer havde ramt hende. Hun satte sig ned med ryggen mod cykelskurets rå bræddevæg og gemte ansigtet i hænderne.

Jeg finder dig altid.indd 10

15/06/17 12.08

2 I drømmen var der manden med det store skæg. Selv var hun et barn.

Han råbte noget til hende, men hun kunne ikke høre det. Hendes hoved var fuldt af vand. Rislende, brusende vand. Hun lå på stinkende gulvbrædder, der stak splinter ind i hendes hænder. Manden sendte et spark ind i hendes mave, så smerten steg op igennem hende. Han lugtede af øl og cigaretter. På bunden af hendes frygt voksede vreden.

Hun kæmpede sig op og rev og kradsede og bed. Hans øjne blev store, og hun mærkede triumfen. Hun mødte noget koldt, da hendes hånd flåede i hans jakke, og en blank genstand trillede hen ad gulvet. Men hun hørte stadig kun vandet. Så var hun ude, og hun løb og løb gennem skoven, indtil hun endelig faldt omkuld i en hule af blade.

– Lina, du der?

Rina hørte ekkoet ledsaget af en forsigtig bankelyd. Men søvnen trykkede stadig kroppen ned i madrassen, og hun kunne umuligt bevæge sig.

Lad mig sove.

Hun åbnede alligevel øjnene på klem og fikserede blikket på sin nyeste anskaffelse: et print af en superhelt med svulmende muskler og røde underhylere med teksten ‘I love me’ på maven.

Stemmen kom igen: – Linaaa? Luk oop!

Hun havde kun sovet en time eller to, og hendes hoved føltes, som om det var blevet kørt over af en flugtbilist. Manden med kniven dukkede op af søvnen.

– Åh, shit!

11

Jeg finder dig altid.indd 11

15/06/17 12.08

Hun ville allerhelst bare glemme det hele. Skrue tiden tilbage. Og hun havde ikke brug for selskab lige nu.

– Kom igen i morgen! råbte hun.

Hun hørte Chung forsvinde op til sig selv og rumstere i sit køkken.

Men hun vidste, det ikke var slut. Chung gav ikke sådan op.

Hun lukkede øjnene igen, men hun så alligevel nattens hændelser i reprise og kunne stadig mærke knivens æg mod sin hals, selv om hendes trøje havde taget lidt af trykket. Hun kunne også mærke den hårde krop ind mod sin og lugte mandens sved.

Hendes impuls var at fortælle det til nogen. Ethvert normalt menneske ville ringe til politiet, men hun havde tilbragt hele sin ungdom med at hade ordensmagten, og det havde ikke ændret sig. Hun kunne også lige se sig selv blive afhørt af en snorlige betjent med pressefolder i blikket: ‘Og hvad lavede du så ude i et cykelskur klokken halv fire en fredag morgen?’

Hvad skulle hun sige? At hun havde tilset en patient? Det kunne de hurtigt tjekke. Hun kunne selvfølgelig have været i byen og drikke sig i hegnet, men det matchede dårligt med, at hun var læge, og at klinikken skulle holde reception senere i dag. Og at hun inden da skulle hente vin og kanapéer og paptallerkener. For ikke at tale om, at hun skulle være en af de friske, imødekommende, smalltalkende værter.

Hun hørte skridt ned ad trappen. Chung havde en sjette sans. Hun vidste, når noget var helt galt, det havde hun flere gange bevist.

– Lina. Du der? Jeg suppe med, lokkede hun.

Man kunne ikke beskylde Chung for at rutte med ordene. Rina vendte sig om på siden og trak dynen op over hovedet. Hvis det havde været hendes stil, ville hun have tømt en flaske af en art, inden hun var faldet i søvn. Whisky. Eller cognac. Chung elskede cognac og et spil mah jong.

– Gå væk! råbte hun.

– Din mor ring, sagde Chung.

– Fuck hende!

– Hun din mor, sagde Chung forarget.

– Præcis!

12

Jeg finder dig altid.indd 12

15/06/17 12.08

Af en eller anden grund tilbad Chung Mimi, selv om hun kun havde mødt hende et par gange. Rina havde tit tænkt, at det nok var kulturelt bestemt. I Vietnam blev de ældre sat op på en piedestal og kunne ikke gøre noget forkert. Chung blev selv forgudet af sin eneste søn, Jimmi, der havde en såkaldt kinesisk restaurant i midtbyen.

Hun slog dynen til side, greb sin kimono og satte fødderne på planke­gulvet.

– Okay. Jeg kommer.

Chung var så lille, at hun knap kunne ses i dørspionen. Kun toppen af hendes hår viste sig, blankt og sort og temmelig sikkert farvet. Hvor gammel kunne hun være? Nok omkring de tres.

– Hvad er det med dig?

Chung øjnede hende kritisk, da hun havde klemt sig ind ad døren og styrede i retning af soveværelset med en skål suppe i den ene hånd og et lommetørklæde i den anden. Hun satte suppen på kommoden og pegede på sengen, hvor dynen lå og krøllede. Hun stak en hånd ind og mærkede som en anden detektiv.

– Varm, konstaterede hun. – Du syg?

Rina nikkede. Hun havde vist også en tør plet i halsen. Men Chung lod sig ikke narre.

– Du gode øjne, sagde hun med hovedet på skrå, som om det var hende, der var lægen. – Ikke feber.

Rina sukkede. Hun ville helst være alene lige nu. Der var meget, hun skulle tænke igennem. Men sandheden var jo, at hun og Chung passede på hinanden, og Chung forstod mere, end det dårlige dansk lod ane.

– Ikke feber, nej.

– Loverboy ploblem?

‘Loverboy’ var Chungs øgenavn til Robert, som hun ikke kunne lide. Det var gensidigt. ‘Low class,’ havde Robert sagt, fordi Chung ikke mestrede sproget så godt efter 40 år.

‘Prins Henrik taler heller ikke godt dansk,’ havde Rina påpeget.

Hun gik over til kommoden og trak nederste skuffe ud. Hun holdt 13

Jeg finder dig altid.indd 13

15/06/17 12.08

kniven op. Hun havde fumlet sig frem til den, da hun var kommet lidt til sig selv, og dagslyset var brudt igennem nede i gården.

– Hvad er det? spurgte Chung.

– Jeg blev overfaldet. Af en mand med en kniv.

Chungs øjne blev sorte bag brillerne. Hun var bådflygtning fra Vietnam og var kommet til Danmark i begyndelsen af 80’erne, alene, højgravid og skrækslagen. Måske havde hun oplevet så meget, at frygten var slidt ned.

– Hvem han?

– Det ved jeg ikke. En, der ikke kan lide mig, kunne være et bud.

Chung brugte lommetørklædet til at tørre sved af panden og inde under brillerne. Af en eller anden grund havde hun det altid varmt.

– Du gå til politi?

Hun så skeptisk ud, mens hånden nu førte lommetørklædet om i nakken. Modvilje over for politiet var noget, de delte.

– Det tror jeg ikke. Jeg var ude i nat.

Chung var en af kun tre personer, der vidste, hvad hun nogle gange foretog sig om natten. Hun nikkede, fuld af forståelse, mens hun krammede lommetørklædet. Hun pegede på kniven. Det var en køkkenkniv med sort skæfte. Bladet var omkring femten centimeter langt.

– Den er skarp?

Hun så på den, som om hun overvejede, om Jimmi kunne bruge den i restauranten.

– Godt spørgsmål.

Rina satte en fod på sengekanten og kørte bladet hen over læggen.

De lyse hår faldt på stribe. Chung trak luft ind med et gisp.

Rina holdt kniven op. En lille stribe blod kunne ses på æggen og på hendes ben.

– Jeg skulle alligevel barberes i dag, sagde hun og forsøgte at smile.

Jeg finder dig altid.indd 14

15/06/17 12.08

3 De var lige faldet i søvn – sådan føltes det – da Evas mobil på sengebordet ringede. Hun var over den på et millisekund, og det fik Stanek til at overveje, om hun havde sovet rævesøvn. Hun så også fuldstændig vågen og tændt ud, da hun stod ud af sengen og hurtigt begyndte at kaste tøjet på sig.

– Det var vagtchefen. En ung mand er fundet død ved foden af en bygning på Silkeborgvej, sagde hun, mens hun hurtigt samlede sit tøj sammen. – En patrulje er på stedet. LIMA’en mener, der er brug for os.

Stanek skulle lige blinke øjnene åbne. Puden føltes så godt under hovedet.

– Okay, mumlede han.

– Fyren er muligvis faldet ned fra en klatretur.

Nogle af ordene forsvandt ind i den trøje, hun trak over hovedet.

– En hvad? spurgte Stanek, der nu var helt vågen.

– En klatretur. Han har klatresko på.

Eva knappede sin nederdel og stak i skoene på samme tid. Han blev liggende og kiggede på hende, indtil hun sendte ham et utålmodigt blik.

– Plus at det lader til, at Private Eye har været oppe i Prismet.

Stanek satte sig op i sengen. Den fyr dukkede op alle vegne. Nu på et muligt gerningssted.

– Kunne det være ham, der er død?

Eva trak på de smalle skuldre.

– Jeg tror ikke, det passer med alderen.

Han skød dynen til side. I hans hoved havde morgenen set lidt anderledes ud, da han endelig var døset hen et godt stykke efter midnat.

15

Jeg finder dig altid.indd 15

15/06/17 12.08

– Vi tager hver sin bil, sagde Eva. – Du kører to minutter efter mig.

Hun slængede jakken over sig og greb sin taske. Mobilen forsvandt ned i jakkelommen.

– Hvordan ser jeg ud?

– Sexet.

Hun gik ud på badeværelset. Han hørte hende åbne for vandet. Tre minutter senere kom hun tilbage, nu med læbestift og noget makeup, han ikke kunne definere. Håret sad i en velordnet frisure, og ethvert spor af sex og sengevarme var forsvundet fra hendes øjne.

Han havde i mellemtiden nået at lukke Charlie ud i haven og give den mad, men han havde ikke nået at få en trevl på. Hun holdt afstand til hans krop, da hun kyssede ham søsterligt på kinden.

– Vi ses derinde.

Han hørte hende speede op, så snart hun havde manøvreret bilen ud af carporten. Han kom i tøjet og lukkede hunden ind og håbede, at naboen ville huske at tage Charlie med på en eftermiddagstur, når han luftede sin schæfer.

– Kan du være en god hund og passe på huset?

Charlie så på ham, som om han havde fortalt en joke. Stanek slog ud med hånden.

– Ja, ja, jeg ved det godt.

Han så sig hurtigt omkring. Det var ikke sådan, at Johanne havde ladet ham tage noget af værdi med sig efter skilsmissen. Det mest værdifulde, en eventuel tyv ville falde over, var sådan set hunden. *** Det ville have været nemmere at mødes på stedet, men de rykkede aldrig ud hjemmefra. Så han ankom til politigården de aftalte minutter efter Eva, plus et par stykker ekstra for god ordens skyld. Flere kolleger var allerede ved at finde deres udstyr frem. Han og Eva kørte sammen ned til ulykkesstedet i en umarkeret VW Passat.

Beredskabet havde allerede spærret området af, og der holdt det sæd16

Jeg finder dig altid.indd 16

15/06/17 12.08

vanlige opbud af biler. Han nikkede godmorgen og så ud af øjenkrogen Eva skrå over og samtale med en ung mand i jeans og dun­jakke.

Lars Mårup sad på hug ved liget iført blå sikkerhedsdragt, hårnet, futter og latexhandsker. Oppe på taget af rødstensbygningen kunne han se en kriminaltekniker gå og arbejde.

Stanek betragtede den unge mand på asfalten. Fyren lå på ryggen med venstre arm ud til siden, som om han rakte ud efter noget. Han var klædt i tætsiddende sort fra top til tå. Højre arm lå på brystet, mens højre underben lå i en unaturlig vinkel på 45 grader ud fra kroppen, og foden var en blodig klump, der manglede en sko. Baghovedet var smadret ned i asfalten, og der bredte sig en lille blodpøl under det.

Ansigtet lignede en forvreden maske, og Stanek tvivlede på, at nogen ville kunne identificere liget ud fra det.

Der var et tydeligt mærke på det sorte tøj midt på mandens bryst.

– Er det et såleaftryk? spurgte Stanek.

Lars Mårup nikkede.

– Dine kolleger har taget fotos.

– Så han er blevet sparket ned?

Det var ikke Lars Mårups bord, men han svarede alligevel: – Noget kunne tyde på det.

Et stykke derfra havde politiets kriminalteknikere tegnet to kridtcirkler og sat et par gule nummerskilte.

– Hvad lå der dér? spurgte Stanek og pegede. – Den ene sko og hvad mere?

– En rygsæk, svarede Lars Mårup. – René Johansen har den.

– Er han død med det samme?

– Det vil jeg mene.

Lars Mårup lagde hovedet tilbage og kiggede op på rødstensbygningen. Han var den af retsmedicinerne, der plejede at se mest på helheden og ikke kun på, hvad den enkelte døde kunne fortælle.

– Hvis han er faldet deroppefra, har han ikke haft en chance.

Stanek kiggede også. Bygningen var nabo til Prismet, hvor Private Eye ganske rigtigt havde sat to plakater op med hver sit øje på, så faca17

Jeg finder dig altid.indd 17

15/06/17 12.08

den kom til at ligne et ansigt. Øjnene kiggede ned på den døde og på dem. Det gav ham en fornemmelse af at være til eksamen.

– Det kunne passe med det sted, han er landet, ikke?

Lars Mårup nikkede bare. Stanek vendte igen blikket mod den unge mand på asfalten.

– Det kan ikke være ham, vel? Private Eye? Mårup rystede på hovedet.

– Så vidt jeg husker, begyndte det først i nullerne med det der kunst på toppen af byen. Vores fyr her har gået i børne­have på det tidspunkt.

– Der er ikke meget blod, konstaterede Stanek.

– Du kan være ret sikker på, at hans indre er en stor blodig klump holdt sammen af hud og tøj, sagde Lars Mårup fredsommeligt.

Stanek kiggede op igen, denne gang på de sorte skyer, der havde samlet sig på den kølige augustmorgen. Natten havde været tør, men nu var der regn i luften, og det var ikke lige det, de stod og manglede.

Regn truede med at udviske spor.

– Har du et dødstidspunkt? spurgte han.

Lars Mårup rystede på hovedet så det lignede en lille bekræftelse.

– Engang i nat, det siger sig selv. Jeg må kigge nærmere på ham for at kunne være mere præcis.

– Var det ham derovre, der fandt ham?

Stanek pegede på fyren, som Eva stod og snakkede med.

– Det lader til det.

Stanek lod Eva om at tale videre med den heldige finder. Han ville tids nok få hendes informationer. I stedet gik han over til teknikerbilen, hvor René Johansen stod med fyrens ejendele i plasticposer.

– Så han er blevet sparket?

– Åbenbart, sagde René Johansen. – Vi skal have sikret hans tøj og se, om vi kan identificere skomærket.

– Men har det spark sendt ham ned fra bygningen, eller kunne det stamme fra en anden hændelse?

Han vidste godt, han ville få et forsigtigt svar.

– Det ved vi jo ikke.

18

Jeg finder dig altid.indd 18

15/06/17 12.08

– Er der noget id?

René holdt en pose op med to plastickort, et kørekort og et sygesikringsbevis. Fotoet viste en ung mørkhåret mand.

‘Henrik Plesner, Kamillevej 23, 8370 Hadsten,’ stod der på sygesikringsbeviset. Personnummeret sladrede om hans alder: 19 år.

Han havde et navn og en adresse. For få timer siden havde han haft et liv.

– Er der en mobiltelefon?

René Johansen viste ham tre poser mere. I den første lå den manglende klatresko fra højrebenet. I den anden lå en iPhone af ældre årgang og i den tredje tre dåser med påskriften Molotov.

– Spraymaling?

Teknikeren nikkede.

– De lå i rygsækken. Hvis du spørger mig, var han ude for at male graffiti.

– Men hvorfor skulle nogen sparke ham ned?

René Johansen sendte ham et blik, der mindede ham om, at folk slog hinanden ihjel af de mærkeligste årsager.

Stanek pegede på den røde bygning.

– Han nåede ikke at sætte så meget som en klat.

– Det hedder roofspots, sagde René Johansen. – Når de klatrer op på tagene og maler graffiti.

Stanek var i det sekund glad for, at hans søn kun var 7 år gammel og mest interesseret i biler.

– Okay.

René Johansen indrømmede: – Mit barnebarn har fortalt om det. Han har en kammerat, der gør den slags.

Stanek så på kriminalteknikeren. Der var noget forsømt over hans fremtoning. Skægstubbene så ikke ligefrem moderigtige ud, og der var søvn i den ene øjenkrog.

– Hvordan går det ellers? spurgte han.

René Johansen blinkede.

19

Jeg finder dig altid.indd 19

15/06/17 12.08

– Okay. Jeg klarer mig.

Stemmen var neutral, men øjnene var røde.

– Ellers må du sige til, sagde Stanek, men vidste ikke lige, hvordan man trøstede en kollega, der havde mistet sin kone.

– Arbejdet hjælper.

René Johansen lukkede emnet.

Hans Mortensen var kommet ned fra taget og skråede over mod dem med målbevidste skridt og kameraet i hånden. Eva sluttede sig til dem.

– Der er såleaftryk deroppe, sagde Hans Mortensen, da han kom inden for hørevidde.

Han stillede sig imellem dem og holdt kameraet frem, så de kunne se displayet. Han scrollede frem gennem striben af billeder, indtil han fandt et, som han forstørrede. Stanek kunne se et rodsammen af mærker i noget, der lignede rødt sand, som om der havde været tumult.

Men ude i kanten var der et par tydelige aftryk.

– Vi må have lavet en afstøbning og sammenlignet med dem på trøjen, sagde Hans Mortensen.

Stanek fik øjenkontakt med Eva for første gang, siden de var ankommet.

– Vi skal have åbnet det tag som gerningssted nummer to og have et ekstra hold ud at kigge på det, sagde hun. – Og vi skal have nogen til at identificere dræbte og bestilt en rustvogn til RI, så vi kan få en obduktion sat i gang.

Stanek kiggede op på taget af den røde bygning og over på liget, hvor Lars Mårup sad på hug og havde stukket et termometer ind i afdødes øre. Det forekom ham, at blodpletten under Henrik Plesners hoved nu dannede et større mønster på asfalten.

– Det ligner et drab, sagde Eva.

Jeg finder dig altid.indd 20

15/06/17 12.08

er født og opvokset i Aarhus. Efter en årrække på Det jyske Musikkonservatorium tog hun uddannelsen som journalist og blev herefter ansat på bl.a. Berlingske Tidende.

Egholm debuterede i 1999 med De frie kvinders klub og har siden udgivet en række bøger. Første bind om Dicte Svendsen, Skjulte fejl og mangler, udkom i 2001, og Dødvægt er den 9. bog i serien. Med Tre hundes nat fra 2011 og De dødes sjæles nat fra 2012 har forfatteren udgivet endnu to bøger, hvor Dicte Svendsens søn, Peter Boutrup, er hovedperson.

Elsebeth Egholm er blandt Danmarks mest læste forfattere, og hendes forfatterskab er solgt til udgivelse i en række lande, bl.a. Sverige, Norge, Holland, Italien, Frankrig og England.

I Jeg finder dig altid introducerer Elsebeth Egholm en ny og anderledes hovedperson, Rina.

Han ved, hvor hun er.

Hun er på flugt.

Og det er ikke første gang …

Rina kan ikke genkende ansigter. Hun er læge, men om natten lever hun et dobbeltliv: For at kompensere for sit handicap og selvbehandle en svær barndom klatrer hun på høje bygninger og laver anonym street art under navnet Private Eye. Men en nat går det galt. En ung mand styrter i døden tæt på Prismet i Aarhus, hvor hun netop har klatret. Og da hun kommer hjem, bliver hun overfaldet af en mand med en kniv.

Ting begynder at ske, og hun ved, at nogen er efter hende.

Da efterforskeren Helge Stanek konfronterer hende, har hun sine egne grunde til at lyve, og han har sine egne grunde til at acceptere løgnen. Han forsøger at beskytte hende, men da Rina bliver mistænkt for drab, må hun flygte fra både politiet og sin ansigtsløse forfølger. Og det er ikke første gang, hun er på flugt.

JEG FINDER DIG ALTID ELSEBETH EGHOLM

ELSEBETH EGHOLM (f. 1960)

JEG FINDER DIG ALTID

POLITIKENS FORLAG

Foto: © Les Kaner Omslag: Jette Svane / ved5tiden

politikensforlag.dk

9

788740 036473

POLITIKENS FORLAG