Hvor solen græder - Puk Damsgård

___2922_POL__OK__Hvor-solen-grĂŚder.indd 2

04-08-2014 10:23:25

HVOR SOLEN GRÆDER

___2922_POL__OK__Hvor-solen-græder.indd 1

04-08-2014 10:23:25

___2922_POL__OK__Hvor-solen-grĂŚder.indd 2

04-08-2014 10:23:25

Puk Damsgård

HVOR SOLEN GRÆDER En fortælling fra Syrien

Politikens Forlag

___2922_POL__OK__Hvor-solen-græder.indd 3

04-08-2014 10:23:25

___2922_POL__OK__Hvor-solen-grĂŚder.indd 4

04-08-2014 10:23:25

Indhold

Kort . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 Prolog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 Goodbye – and good luck . . . . . . . . . . . . . . 19 Pigen, der hellere ville være dreng . . . . . . . . 29 Under åben himmel . . . . . . . . . . . . . . . . . 46 Nours vækkelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 64 Én dag til, eller et helt liv . . . . . . . . . . . . . . 73 Det mørke rige . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 96 Agent 30867 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 104 Under en teltdug med blå bogstaver . . . . . . . 136 Nyt liv på landet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 143 Storbykvinden og landsbyknægten . . . . . . . . 158 International slagmark . . . . . . . . . . . . . . . 199 En kemisk romance . . . . . . . . . . . . . . . . . 221 Fuck revolutionen . . . . . . . . . . . . . . . . . . 241 Farvel til freden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 247 Efterskrift . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 262 Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 265

___2922_POL__OK__Hvor-solen-græder.indd 5

04-08-2014 10:23:25

___2922_POL__OK__Hvor-solen-grĂŚder.indd 6

04-08-2014 10:23:25

Til dem, der har mistet alt, men stadig tør drømme og mærke solen.

___2922_POL__OK__Hvor-solen-græder.indd 7

04-08-2014 10:23:25

___2922_POL__OK__Hvor-solen-grĂŚder.indd 8

04-08-2014 10:23:25

Jeg er syrer, jeg blev født i Syrien, jeg skal leve i Syrien og dø i Syrien.

SY R IENS PR ÆSI DEN T BA SH A R AL -A S SAD

___2922_POL__OK__Hvor-solen-græder.indd 9

04-08-2014 10:23:25

TYRKIET Kilis Antakiya

Azaz

Hasaka

Marea

Aleppo

Raqqa

Lattakia Hama

Tartous

SYRIEN

P p (i

Deir Azzur

al-Qusair Arsal

LI

BA

NO

N

Homs

Yabrud

IRAK

DAMASKUS

M lu

N

Deraa

Ø

V

JORDAN

___2922_POL__OK__Hvor-solen-græder.indd 10

SAUDI-ARABIEN

S

04-08-2014 10:23:30

Barzeh Qasiounbjerget

Bar ad afl o Præsidentpaladset (ikke i brug)

n de

DAMASKUS

Zamalka

Parlamentet

Ain Tarma

Den Gamle By

Mezzeh

TA

Kfar Sousa

H

O

U

Midan

G

Militærlufthavn

ØS

I TL

G

E

Motorvej til den internationale lufthavn

Hajar al-Aswad

N

Darayya Ø

V

S

___2922_POL__OK__Hvor-solen-græder.indd 11

04-08-2014 10:23:33

___2922_POL__OK__Hvor-solen-grĂŚder.indd 12

04-08-2014 10:23:34

Prolog

Nour opdagede med det samme sig selv i spejlet, da hun trådte ind i entréen. Hun tog skoene af og stillede sig rank foran spejlbilledet, skød det fregnede brystparti frem og løsnede hårnålene i siderne.

Den knaldsorte frisure sad upåklageligt, men ikke godt nok. Hun strøg håret tilbage, så det lagde sig på de sorte læderskuldre. Øjenvipperne var stivnet i flere lag mascara, og eyelineren indrammede øjnene. Hun drejede sig og sænkede hagen, kiggede flirtende på sig selv, mens hun satte hårnålene fast bag ørerne. De stramme, sorte jeans fremhævede hendes figur, de bløde hofter, de lange ben, de kraftige ankler. Barmen struttede frem under læderjakken og den forvaskede T-shirt. Hun pudrede fregnerne på kinderne. Hun brød sig ikke om den solbrune udendørskulør. Huden var ikke så hvid, som den plejede at være, dengang før revolutionen, da hun boede hos sine forældre i Damaskus og datede en rigmand. Han insisterede på, at hun undgik solen for at være så hvid som muligt. Nogle gange savnede hun sit gamle liv, da hun stod tidligt op, knappede den nystrøgne skjorte og kørte til sit arbejde i en privat bank. Hun længtes efter sit værelse, som hun delte med sin søster og de tredive bamser, der stirrede på hende fra sengen.

Nour besluttede sig for, at håret sad bedre, og fregnerne var dækket tilstrækkeligt. Hun sendte Meeshal et blik. Han var allerede væltet om i puderne i stuen og røg en cigaret. Han var hendes nyeste hemmelighed i camouflagefarvede bukser og elegante 13

___2922_POL__OK__Hvor-solen-græder.indd 13

04-08-2014 10:23:34

ruskindssko. Fuldskægget var en veltrimmet busk, øjnene dybe, intense. Han havde købt hende en ny bamse, en plyshund, der var substitut for alle dem, der ventede i det barndomshjem, hun ikke kunne vende tilbage til. Hans kalasjnikov lå ved døren ved siden af min sikkerhedsvest og hjelm. Jeg gik ud i køkkenet for at tilberede te.

Vi var indlogeret på førstesalen i et lejlighedskompleks i byen Yabrud, der lå omtrent en times kørsel nord for Damaskus. Engelsklæreren Nasser boede med sin familie nedenunder og havde lånt os et sted at bo. Det var midt i maj 2013 og over to år siden, revolutionen var begyndt. Det havde været nogle urolige dage og nætter. Det syriske militær optrappede angrebene voldsomt omkring byen. Soldaterne stod kun to kilometer væk. Både om dagen og sent om aftenen kunne jeg høre artilleri – den høje lyd, når militærets GRAD-raketter blev sendt af sted og deres ti sekunders bane, inden de slog ned længere væk. Det lød, som om der blev opsendt en rumraket fra baghaven.

Helikoptere og bombefly cirkulerede højt over byen for at overvåge, hvad der foregik. Syrerne forsøgte at lade som ingenting.

Overboens vindue stod på vid gab, nogen skramlede med potter og pander i køkkenet. Butikkerne holdt åbent, og Nour havde fået farvet hår hos frisøren. Udenfor pippede fuglene, og der var en følelse af forår, selvom der blev skuet mod himlen, når de store metalfugle var på vingerne.

Folk mindede hinanden om, at det var ni måneder siden, der sidst havde været et luftangreb.

Jeg serverede te og småkager for Nour og Meeshal, inden vi skulle ud at besøge byens gravpladser. Flygtningestrømmen fra Homs og al-Qusair var taget til, og når folk blev dræbt eller døde af naturlige årsager, blev de begravet i Yabrud. Derfor var gravpladserne fyldt, og en ny var åbnet.

14

___2922_POL__OK__Hvor-solen-græder.indd 14

04-08-2014 10:23:34

Stuen lå hen i halvmørke, gardinerne var trukket for, så glassplinterne ville blive fanget i stoffet, hvis en eksplosion blæste ruderne ind. Det var her, vi sov og spiste, arbejdede og havde gæster. Her var tilrøget. Nour og Meeshal tændte den ene cigaret med den anden og fnisede i et øjebliks forelskelse. Så hørte vi bombeflyet. Den intensive, høje og kortvarige lyd af et lavtflyvende jagerfly hen over huset i få sekunder. Derefter det enorme brag, en dump lyd af øjeblikkelig ødelæggelse. Huset rystede. Vi dukkede os instinktivt, selvom det var for sent og overflødigt.

Nour skreg og kaldte på Meeshal, der var ude af døren sekundet efter med sin kalasjnikov. Hun græd og bandede. Ude fra gaden lød høje stemmer; man kunne se røgen, råbte folk. Bomben var landet i nabolaget. Nour kom op fra gulvet, fik i al hast skoene på og løb ud i opgangen.

“Vi må se, hvad der er sket,” råbte hun.

Vi fulgte efter. Min rejsekammerat og fotograf, Betina Johnbeck, tog kameraet, mens jeg stak fødderne i skoene uden at binde snørebåndene. Nour var allerede ude på gaden, da jeg mindede mig selv og Betina om det værste ved flyangreb: der kommer altid to angreb ad gangen. Vi løb ud ad døren og forbi de sikkerhedsveste, der stod parat til en situation som netop denne. Folk stirrede mod røgsøjlen fra deres balkoner, andre løb i gaderne eller kørte af sted i al hast mod stedet, hvor det syriske luftvåben havde bombet. Fra gadehjørnet ikke langt fra huset kunne vi se den sorte røg stige op.

Nour filmede med sin mobiltelefon. Hun dokumenterede sit liv i krigen, som hun havde gjort i månedsvis. Vi stod stadig på hjørnet, da vi hørte det næste fly. Det kom bagfra og susede lige hen over os, i lige linje med vejen. Det gik afsindigt stærkt. Jeg kan ikke huske, om jeg råbte det højt eller bare tænkte: “Der kommer det.”

Jeg kiggede mod himlen for at orientere mig. Jeg kunne ikke 15

___2922_POL__OK__Hvor-solen-græder.indd 15

04-08-2014 10:23:34

se flyet. Til gengæld fik jeg 150-200 meter foran mig øje på noget sort, der faldt lodret ned. Det var bomben, som piloten havde udløst sekundet før. Jeg ville flygte et sted hen, der ikke fandtes.

Vi nåede at løbe et par skridt for at søge ly ved en mur, inden bomben eksploderede i et sønderrivende brag, som om verden blev flækket midtover. Så indfandt stilheden sig. Verdens værste stilhed midt i en kortvarig orkan af glas, metal, støv, murbrokker, der blev slynget gennem luften af trykket fra nedslaget. Ingen af os kunne huske særligt meget af de sekunder. Jeg fik øje på Betina, Nour kunne jeg ikke se nogen steder. Vi sneg os langs en husmur og søgte tilbage mod huset, glasskårene knasede under vores fødder, mine snørebånd dinglede om skoene. Vi stillede os ved vejen og kiggede i begge retninger, før vi løb lige over og ind i opgangens stueetage, hvor døren stod åben. Nour var heldigvis bag os. Som et spøgelse tonede hun frem af støvet.

Da jeg trådte ind i lejligheden hos engelsklærer Nassers familie, så jeg hans trettenårige datter. Midt på stuegulvet stod hun med sin spinkle krop i det lyserøde joggingtøj og skreg. Ét langt skrig. Hendes mor sad på knæ på gulvet med lillebroren i favnen rokkende frem og tilbage. Ruderne lå knuste på gulvtæppet, støvet fra gaden trængte ind i alle hjørner, vreden og magtesløsheden sad i hendes skrig.

I opgangen lyttede jeg efter flere fly, inden jeg spænede op på førstesalen for at hente det mest nødvendige: sikkerhedsveste og hjelme. Ud af øjenkrogen så jeg, at ruderne var blæst ind af bombetrykket og lå fanget i gardinstoffet nede ved gulvtæppet. Halvfyldte tekopper og kagerne stod stadig på gulvet, cigaretskod i askebægeret. Mit tøj lå spredt alle vegne, et håndklæde var kastet over et armlæn, vores pas og pengene var der også et sted, men jeg ænsede kun vestene.

Nour buldrede rundt i huset og filmede med den lyserøde mobiltelefon og råbte efter Meeshal. Hun trak vejret oppe i halsen.

16

___2922_POL__OK__Hvor-solen-græder.indd 16

04-08-2014 10:23:34

“This is Yabrud”, gispede hun, mens hun filmede de sprængte ruder.

Hun løb tilbage ud på gaden, forbi tørrestativet med en ternet skjorte, der hang til tørre, og ud i en tåge af støv, som stod i luften mellem husene. Folk råbte i mobiltelefoner og løb, ræsede af sted på motorcykler. Betonstykker og glas lå overalt. Grene og sten var spredt over tagene af de parkerede biler. Så hørte Nour lyden af et fly igen.

Meeshal samlede os op i bilen minutter efter. Nour kom løbende ud fra en dørkarm, hun havde søgt dækning under, og hoppede ind på forsædet. Iskoldt drønede han gennem bymidten med speederen og hornet i bund. Nour var hysterisk og besat af at få simkortet ud af sin mobiltelefon, regimet kunne have sporet hende, os – hvem vidste, hvorfor militæret angreb vores kvarter – det føltes personligt.

Vi susede gennem hovedgaden, forbi bageren med de lækre ostebrød, gebismagerens klinik, hvor jeg første gang mødte Nour, butikken med de lyserøde og lilla kjoler, rundkørslen med de gabende løver malet i revolutionens farver, mennesker, der gik hurtigere, end de plejede, grøntsagsmanden med de syrlige blommer. Da vi kom til udkanten af byen, så vi endnu et fly og dukkede os i bilen.

“De er efter os, de er efter os,” skreg Nour.

Meeshal stoppede bilen.

“Slap af,” sagde han.

Vi skævede alle mod himlen.

De flade vidder kom os i møde, da vi kørte ud af Yabrud. Bjergene ind mod Libanon rejste sig i horisonten. Vi ankom til en mindre plantage med et simpelt landhus. Herfra kunne vi se ind over byen, hvor de sorte røgskyer steg op. En venlig ældre mand kogte vand til te over en ovn på verandaen. Jeg kunne mærke 17

___2922_POL__OK__Hvor-solen-græder.indd 17

04-08-2014 10:23:34

hjertet hamre under sikkerhedsvesten, og udsigten fra terrassen over blommetræerne virkede ligegyldig. Nour grinede af mig.

“Tag dog vesten af. Her sker der ikke noget.”

Hendes fingre med de knaldrøde negle søgte straks Marl­boro-pakken. Hun stak af mod mængden i Yabrud og særligt midt i en frugtplantage. Forfaldet indeni behøvede ikke at kunne ses udenpå.

Hun baksede med at få simkortet tilbage i telefonen, da vi hørte endnu to fly. Jeg gik i panik. Nour og Meeshal stillede sig nærmest som en invitation til et angreb mellem træerne for at se, hvor flyene kom fra. Betina og jeg gemte os i den lavloftede stue. Men jagerflyene havde allerede været på bombetogt og lagde blot an til landing på en base nogle kilometer væk. Det fredelige oprør mod Syriens præsident, Bashar al-Assad, som Nour tilsluttede sig i april 2011, var erstattet af en regulær og blodig krig. Senere læste jeg, at sytten mennesker mistede livet ved luftangrebene den dag.

Nour rejste sig fra stolen. Meeshal skulle tilbage til Yabrud for at hente nogle af de dræbte.

“Jeg vil med,” insisterede hun og stak hovedet ind gennem sideruden og forsøgte at overtale ham.

Meeshal afviste og startede motoren. Hun løb efter bilen ned ad grusvejen. Så opgav hun og blev stående lidt for sig selv, hænderne gled gennem håret, den sortklædte dronning fra storbyen stod midt i frugtplantagen og kiggede efter Meeshal.

___2922_POL__OK__Hvor-solen-græder.indd 18

04-08-2014 10:23:34

___2922_POL__OK__Hvor-solen-grĂŚder.indd 2

04-08-2014 10:23:25