Hvis jeg døde nu døde jeg lykkelig

”Det glædelige er, at jeg ikke var spor ked af at dø, og jeg ved hvorfor. Det skyldes, at jeg har levet livet så fuldt og helt og med så megen kærlighed, som selvfølgelig også har gjort ondt, men som jeg ikke ville have undværet for nogen pris,” fortæller den folkekære journalist og forfatter.

I Hvis jeg døde nu døde jeg lykkelig beretter hun åbenhjertigt om sit livs op- og nedture; om hvordan Lise Nørgaard beordrede hende til at blive skilt, om at tisse i Møllehaves møntsamling og om at møde op til redaktionsmøde på Ekstra Bladet vind og skæv efter et besøg på Christiania.

Hun fortæller også om at blive dus med Prins Henrik, være i lære som bordelmutter og mange andre rørende, livskloge og stærkt underholdende historier fra et rigt liv.

Hvis jeg døde nu døde jeg lykkelig

Hun har desuden skrevet en del bøger bl.a. bestsellerne Det skal mærkes, at vi lever (Politikens Forlag 2003) og Du har rørt ved mit hjerte (Politikens Forlag, 2005). I 2013 udkom hendes erindringer, Så skal der leves, som blev en af årets bestsellere.

Karen Thisted drømte en nat, at hun døde. Hun var alene i sit sommerhus, hvor et maleri af hendes tipoldefar, pastor Thisted, hænger over sengen. I drømmen talte hun muntert med pastoren, som bød hende velkommen på den anden side.

KAREN THISTED

Karen Thisted, f. 1946, er journalist og forfatter. Hun startede bl.a. Go’ morgen Danmark på TV 2 sammen med Michael Meyerheim, var chef for Danmarks længst producerede underholdningsprogram, Eleva2eren, og har vundet priser for fornyelse af tv-genren med Mormors Bordel, som hun lavede med Suzanne Bjerrehuus.

KAREN THISTED Hvis jeg døde nu døde jeg lykkelig

… Jeg lider ustandselig nederlag med hensyn til rengøring.

Jeg hader at gøre rent, hader, og jeg har derfor udviklet en særlig evne til ikke at se snavs, medmindre det hele er blevet sundhedsfarligt.

Jeg fejer med en gammel kost.

Jeg orker ikke særlig ofte at tage støvsugeren ud, for jeg ved, at jeg ikke har fået købt poser til den, hvilket betyder, at jeg støvsuger uden pose. … Jeg er ikke spor ked af det her, for jeg bruger tiden på noget andet, og i det hele taget synes jeg, der er så mange ting, der ikke betyder noget. Når man har det som mig, gør det ikke noget, at alle vejens unger løber ud og ind og river gardinerne ned, hvis de skal lave en hule. De laver også popcorn på en maskine, der mangler låget, så de flyver rundt i hele køkkenet, men mit hjerte smelter, når jeg hører dem sige: ”Det her er ligesom at være i Pippi Langstrømpes hus, for her må man alt.”

Fra bogen

Omslagsfoto: Les Kaner

1608940_Karen_T_smuds_210915.indd 1

22/09/15 09.55

KAREN THISTED Hvis jeg døde nu døde jeg lykkelig

1608940_Karen T_Indhold_Ny.indd 1

19/10/15 11.42

1608940_Karen T_Indhold_Ny.indd 2

19/10/15 11.42

KAREN THISTED Hvis jeg døde nu døde jeg lykkelig

POLITIKENS FORLAG

1608940_Karen T_Indhold_Ny.indd 3

19/10/15 11.42

Indhold Om døden I nat drømte jeg, at jeg døde 8 Ven med døden 11

Om venskab Lise Nørgaard beordrede min skilsmisse 18 Vind og skæv på Ekstra Bladet 24 De vidunderlige venstremænd 27 En helvedes tid med de Hellige Håndværkere 32 Dus med prins Henrik 37 På rundtur i Andy Warhols New York 40 På frierfødder 44

Om sorg og livsglæde Møllehaves møntsamling som natpotte 50 Tårer over sildemadden 54 Sørgende enkemænd med luft til benene 59 Nytårsaften med Bill Cosby 65 En glad særling 69 Dyre slankekure 73 Legotid! 78 Pippi Langstrømpes hus 80 Tak til Buddha 84 Livets piller 98 Min autistiske hverdag 102

1608940_Karen T_Indhold_Ny.indd 4

19/10/15 11.42

Om sex Til salg for en halvtredser 108 I lære som bordelmutter 112 Oldingen og luderen 117 Dyresex strengt forbudt 124

Om kærlighed Åben for kirkens lyksaligheder Men størst af alt er kærligheden Jeg græder kun, fordi jeg elsker dig Til døden os skiller ’Gammel’ kærlighed ruster

128 132 141 147 153

Om alderdom Grib dagen i dag – ikke den om 20 år!

160 Den forbudte lyst 163 Rynket, slasket og stadig smuk 165 Pensioneret af bankrådgiveren 168 Livet som mand 173 Lys over familiehemmelighederne 177 Tid til næstekærlighed 188 Den lykkeligste livsopgave 191 Epilog 194

1608940_Karen T_Indhold_Ny.indd 5

19/10/15 11.42

1608940_Karen T_Indhold_Ny.indd 6

19/10/15 11.42

Om døden

1608940_Karen T_Indhold_Ny.indd 7

19/10/15 11.42

I nat drømte jeg, at jeg døde

Jeg er snart 70 år, støvets år, så det er vel naturligt, at jeg af og til føler, at jeg har døden ved min side, uden at det egentlig føles uhyggeligt eller sørgeligt.

I nat drømte jeg, at jeg døde.

Jeg var alene i mit soveværelse her i sommerhuset ved Vejby Strand, og det var fuldkommen virkeligt. I drømmen talte jeg med et maleri, der hænger over min seng, et stort, flot maleri i en sort, kraftig træramme af min tipoldefar pastor Thisted i fuldt ornat. Jeg spurgte ham, om det var rigtigt, at jeg var ved at dø? ”Ja,” sagde han, ”og du skal være så velkommen.”

Det glædelige er, at jeg ikke var spor ked af det. Jeg snakkede bare muntert videre med pastor Thisted.

Til sidst døde jeg så.

Jeg ved godt selv, hvorfor jeg ikke var ked af det. Det skyldes, at jeg har levet livet fuldt og helt og med så megen kærlighed, som selvfølgelig også har gjort ondt, men som jeg ikke ville have undværet for nogen pris.

8

1608940_Karen T_Indhold_Ny.indd 8

19/10/15 11.42

For mange år siden læste jeg en lille tekst, som har været min følgesvend livet igennem, og som for nylig dukkede op på Facebook. Det glædede mig, for jeg er sikker på, at den kan inspirere mange unge mennesker, som lever et hektisk liv i hård konkurrence, til at blive mere glade for deres tilværelse: En gammel indianer sagde kort før sin død til sine børnebørn: I ethvert menneskes liv er der en indre kamp, nogle gange en behersket kamp, andre gange en frygtelig kamp. Det er en kamp mellem to ulve. Den ene ulv er fuld af frygt, vrede, misundelse, grådighed, arrogance, selvmedlidenhed og bedrag. Den anden ulv er fuld af glæde, kærlighed, ydmyghed, tillid, gavmildhed, sandhed og medfølelse. De kæmper hele tiden om at være den, der bestemmer. Den samme kamp foregår inden i jer.

Børnene tænkte lidt over historien og spurgte så deres bedstefar: ”Hvilken ulv vinder?”

Den gamle indianer holdt en lang pause. Så sagde han: ”Den, du fodrer.”

Jeg har desværre fodret begge ulve, men jeg har lært noget af det hele.

888 Jo ældre jeg er blevet, desto mere tør jeg vedkende mig mine svagheder, og det er ikke, fordi det er særligt behageligt. Til gengæld ved jeg, fordi jeg er kommet til at forstå

9

1608940_Karen T_Indhold_Ny.indd 9

19/10/15 11.42

mig selv bedre, at jeg ofte er alt for længe om at reagere, når jeg føler mig dårligt behandlet, og det er ikke godt.

For det første lider jeg, alt imens jeg håber og tror, at det dårlige nok skal forsvinde af sig selv, og for det andet reagerer jeg meget voldsomt, når jeg har fået nok.

Da jeg var yngre, bed jeg alt for meget i mig, men det gør jeg ikke længere, og det nyder jeg, selv om jeg godt kan føle kampen mellem de to ulve, den gamle indianer taler om.

Især kender jeg til selvmedlidenhed, men jeg ved nu, at den følelse kommer, når jeg har ventet for længe med at reagere på det, jeg føler er forkert.

Så kan jeg stortude af selvmedlidenhed og vrede. Men i dag har jeg mere ro og besindighed i mit liv, for jeg fodrer mest den anden ulv; den, der er fuld af glæde, kærlighed og medfølelse.

Jeg kan ærgre mig over, at jeg ikke havde denne livsforståelse, da jeg var yngre, for der havde jeg endnu mere brug for den. Men jeg har et lille motto, jeg siger til mig selv, når jeg ærgrer mig over noget, jeg har gjort: ”Dagen i går løb dig af hænde, dagen i morgen har du ingen lovning på, så lev i dag fuldt ud med glæde og kærlighed.”

10

1608940_Karen T_Indhold_Ny.indd 10

19/10/15 11.42

Lise Nørgaard beordrede min skilsmisse

En dag sad jeg på mit kontor på Dagbladet i Roskilde og skrev et interview med en af landets første kvindelige præster, da min telefon ringede, og en dyb stemme sagde: ”Er det Karen Thisted? Jeg er Lise Nørgaard, chefredaktør på ugebladet Hjemmet.”

Tusind tanker for gennem mit hoved, for jeg sad på den plads, Lise Nørgaard havde siddet på, da hun var journalist på avisen.

Hun var min stjerne, og jeg var åbenbart ikke den eneste, som mente, at hun var på et højere niveau end mig, for hver gang, jeg havde afleveret en artikel til min redaktør Poul Justesen, konstaterede han: ”Nogen Lise Nørgaard bliver du aldrig!”

Det vidste jeg godt, men nu sad jeg altså med hende i røret: ”Jeg har fulgt dine skriverier i Dagbladet, og jeg vil gerne tale med dig om en ansættelse hos mig her på Hjemmet.”

18

1608940_Karen T_Indhold_Ny.indd 18

19/10/15 11.42

Næste dag mødtes vi. Det var et stort øjeblik at sidde over for Lise Nørgaard. Hun var enestående, vi havde det morsomt og fik afklaret det hele på kort tid. Så var jeg ansat på Hjemmet.

Nu skulle jeg for første gang i mit liv arbejde i København, og jeg glædede mig utrolig meget. Jeg følte virkelig, at jeg skulle ud i den store verden, ud af provinsen, og så havde jeg på fornemmelsen, at Lise Nørgaard ville komme til at betyde meget for mig og mit liv.

Jeg havde aldrig mødt en så stærk personlighed, og jeg følte, at jeg havde brug for at rykke mig arbejdsmæssigt.

Jeg var gået i stå på Dagbladet i Roskilde, og jeg var i øvrigt også blevet rigtig tyk, fordi jeg lavede al den mad, jeg havde lært på Den Suhrske Husmoderskole. Jeg havde en forestilling om, at den mad, min far godt kunne lide, kunne alle mænd lide, men ofte spiste jeg det meste selv.

888 Et års tid senere blev jeg kaldt ind på Lise Nørgaards kontor. Jeg troede ikke, at det var noget særligt, for det var gået rigtig godt for mig på Hjemmet. Lise havde sendt mig på mange reportager i udlandet, blandt andet havde jeg været krigskorrespondent i Israel. Jeg tænkte, at hun nok bare ville give mig en ny opgave.

Nej, det handlede om noget helt andet. ”Nu skal du høre, Karen, vi kan ikke mere!”

19

1608940_Karen T_Indhold_Ny.indd 19

19/10/15 11.42

Sådan så jeg ud, da jeg arbejdede på Dagbladet i Roskilde. Min ansættelse der havde stor betydning for, at jeg fik så vidunderligt et arbejdsliv. Mine artikler i avisen førte nemlig til, at jeg blev ansat af Lise Nørgaard, da hun holdt avisen og læste, hvad jeg skrev.

20

1608940_Karen T_Indhold_Ny.indd 20

19/10/15 11.42

”Hvem kan ikke mere?” ”Alle her på ugebladet Hjemmet. Har du ikke lagt mærke til, at når du går i kantinen, flygter folk til andre borde?” ”HVAD?” ”Ja, og de orker heller ikke, når du kommer ind på deres kontorer.” ”Hvad er der, Lise, jeg forstår slet ikke ...” ”Du er ved at tage livet af os alle sammen, fordi du taler for meget om dit ægteskab, og det er der ingen, der gider høre på. Alle har ulykkelige ægteskaber, og det kan man ikke give nogen skylden for, og det er kun dig selv, der kan bringe dig videre i livet.” ”Jeg lover aldrig at tale om det mere, det lover jeg af hele mit hjerte.” ”Det kan du ikke, Karen.” ”JO!” ”NEJ! Det eneste, der bringer dig videre og gør dig tilfreds med dit liv, er at blive skilt, og det skal for alle parter gå hurtigt. Du er sikkert heller ikke særlig sjov at leve sammen med, når du har det sådan, så nu skal du skilles.” ”Det kan jeg ikke. Der er ingen, der er blevet skilt i min familie, de vil alle sammen dø af skam.” ”Sludder, det var meget værre, da jeg blev skilt med fire børn, og en helt anden tid. Det er ikke længere en skam at blive skilt, det er snarere en skam at ødelægge sit og andres liv ved at være så konform. Jeg har planlagt det hele.

Du skal skilles på grund af utroskab, og jeg skaffer elsker-

21

1608940_Karen T_Indhold_Ny.indd 21

19/10/15 11.42

Ih, hvor ser jeg kedelig ud på det billede. Men det stammer også fra min tid på ugebladet Hjemmet, før Lise fik mig skilt.

inden, så er det ikke så slemt, når du selv har valgt hende.”

Jeg så til min store skræk Lise rejse sig og gå ud på gangen med en cerut i hånden, og så hørte jeg hende kalde: ”BENTE FRIIS!” Jeg troede ikke, at det var mig, der oplevede det her.

Søde Bente Friis fra Langå, lykkeligt gift med Sven Roed i Udenrigsministeriet, stod forskrækket på Lises store, fornemme kontor og fik følgende ordre fra sin chef: ”Du skal være med i en skilsmissesag, for vi skal have Karen skilt, og du skal optræde som elskerinde i stiftamtet.

Det tager ingen tid, og jeg fortæller Karen, hvad hun skal sige. Du behøver bare sige ja.”

22

1608940_Karen T_Indhold_Ny.indd 22

19/10/15 11.42

Sådan blev det. Man siger ikke Lise Nørgaard imod, og det gik godt, alle klarede sagen med bravur.

Jeg vidste jo, at Lise ville komme til at betyde meget for mig, men ikke lige på denne måde. I dag er jeg meget taknemmelig for, at hun tog fat i mig. Jeg ville ønske for andre, at de har venner, som kan give dem sådan et spark, som jeg fik, da jeg havde brug for det.

Det sjove er, at Bente Friis selv fik blod på tanden og nu også ville skilles, og da hun bad mig om at være elskerinden, kunne jeg ikke sige nej.

Så jeg var lige oppe i stiftamtet igen, men denne gang i rollen som elskerinde til den smukkeste mand, jeg længe har set.

Lise Nørgaard, som fik mig ud af provinsen, da hun ansatte mig på ugebladet Hjemmet. Uden hende tror jeg, at jeg stadig havde siddet i Roskilde.

23

1608940_Karen T_Indhold_Ny.indd 23

19/10/15 11.42

”Det glædelige er, at jeg ikke var spor ked af at dø, og jeg ved hvorfor. Det skyldes, at jeg har levet livet så fuldt og helt og med så megen kærlighed, som selvfølgelig også har gjort ondt, men som jeg ikke ville have undværet for nogen pris,” fortæller den folkekære journalist og forfatter.

I Hvis jeg døde nu døde jeg lykkelig beretter hun åbenhjertigt om sit livs op- og nedture; om hvordan Lise Nørgaard beordrede hende til at blive skilt, om at tisse i Møllehaves møntsamling og om at møde op til redaktionsmøde på Ekstra Bladet vind og skæv efter et besøg på Christiania.

Hun fortæller også om at blive dus med Prins Henrik, være i lære som bordelmutter og mange andre rørende, livskloge og stærkt underholdende historier fra et rigt liv.

Hvis jeg døde nu døde jeg lykkelig

Hun har desuden skrevet en del bøger bl.a. bestsellerne Det skal mærkes, at vi lever (Politikens Forlag 2003) og Du har rørt ved mit hjerte (Politikens Forlag, 2005). I 2013 udkom hendes erindringer, Så skal der leves, som blev en af årets bestsellere.

Karen Thisted drømte en nat, at hun døde. Hun var alene i sit sommerhus, hvor et maleri af hendes tipoldefar, pastor Thisted, hænger over sengen. I drømmen talte hun muntert med pastoren, som bød hende velkommen på den anden side.

KAREN THISTED

Karen Thisted, f. 1946, er journalist og forfatter. Hun startede bl.a. Go’ morgen Danmark på TV 2 sammen med Michael Meyerheim, var chef for Danmarks længst producerede underholdningsprogram, Eleva2eren, og har vundet priser for fornyelse af tv-genren med Mormors Bordel, som hun lavede med Suzanne Bjerrehuus.

KAREN THISTED Hvis jeg døde nu døde jeg lykkelig

… Jeg lider ustandselig nederlag med hensyn til rengøring.

Jeg hader at gøre rent, hader, og jeg har derfor udviklet en særlig evne til ikke at se snavs, medmindre det hele er blevet sundhedsfarligt.

Jeg fejer med en gammel kost.

Jeg orker ikke særlig ofte at tage støvsugeren ud, for jeg ved, at jeg ikke har fået købt poser til den, hvilket betyder, at jeg støvsuger uden pose. … Jeg er ikke spor ked af det her, for jeg bruger tiden på noget andet, og i det hele taget synes jeg, der er så mange ting, der ikke betyder noget. Når man har det som mig, gør det ikke noget, at alle vejens unger løber ud og ind og river gardinerne ned, hvis de skal lave en hule. De laver også popcorn på en maskine, der mangler låget, så de flyver rundt i hele køkkenet, men mit hjerte smelter, når jeg hører dem sige: ”Det her er ligesom at være i Pippi Langstrømpes hus, for her må man alt.”

Fra bogen

Omslagsfoto: Les Kaner

1608940_Karen_T_smuds_210915.indd 1

22/09/15 09.55