Halvfems huller i himlen

HR. FERDINAND

»Fremragende.« THE G UAR DI A N

❤❤❤❤❤

»Voldsom historie fortalt på en munter og forunderlig poetisk måde … Den blev slugt ord for ord for sprogets, handlingens, poesiens og stemningens skyld.« PO L I T IKEN

»Det er en fandenivoldsk overlevelsesroman, men også en historie om menneskelig modstandskraft. Den er både humoristisk og charmerende vanvittig, rørende og rædselsvækkende.«

F J O RT E N Å R I G E P E A R L bor på forsædet af en gammel bil. Hendes mor Margot bor på bagsædet. Sammen overlever de på en kost bestående af Cheerios og insektspray, kærlighedssange og stjålne cigaretter.

Livet i udkanten af en trailerpark i Florida er råt nok, som det er, men da pastor Rex sætter gang i sit Giv-Gud-­ Dine-Våben-initiativ, og Eli Redmond kommer til byen, vendes Pearls liv på hovedet. Eli begynder at besøge moren på bagsædet, og Pearl tvinges ud i verdenen på den anden side af kølerhjelmen.

WEEKENDAV ISEN

»Fascinerende.« JYLL ANDS- P OSTEN

»Forførende og endda vanvittig fortryllende.«

H A LV F E M S H U L L E R I H I M L E N er en fortælling om familie, sammenhold og vold. Igennem Pearls øjne blot­ lægges Amerikas brutale kærlighedsaffære med hånd­ våben og dens smertefulde konsekvenser.

JENNIFER CLEMENT HALVFEMS HULLER I HIMLEN

Det skrev anmelderne om Bønner for de bortførte:

H A LV F E M S

HUL L E R I H I ML E N

J E N N I F E R C L E M E N T (f. 1960) er pris­ belønnet forfatter og formand for PE N International. Hun blev født i Greenwich, Connecticut, og flyttede i 1961 til Mexico City med sin familie.

Hendes debutroman, Bønner for de bortførte (2014), er oversat til 25 sprog og blev nomineret til en række priser. For Halvfems huller i himlen blev hun tildelt Guggenheim Fellowship og nomineret til National Book Award 2018. Bogen er på TIMEs liste over årets bedste bøger fra 2018.

FOTO: BARBARA SIBLEY

TH E N EW YORK T IMES

»En smuk, hjerteskærende roman.« TH E WALL STREET J O UR N AL

»En vigtig bog. Den er genialt skrevet.

Meget gribende.« NOBELPRISV IN DER K A Z UO I S H IG URO

»Fuld af sorg og øm sødme … Et glimt af mennesker, der hver dag synker i til knæene i vores våbenkulturs giftige spild. De er måske Amerikas glemte børn, men efter at have læst denne roman, vil du ikke kunne glemme dem.« THE WASHI NGTO N P O ST

JENNIFER CLEMENT

ISBN: 978-87-400-4600-7

OMSLAG: SARA R. ACEDO OMSLAGSFOTO: IVAN OZEROV/GETTY IMAGES

Clement_Halvfems_ORIG.indd Alla sidor

Roman 2019-03-06 14:18

H A LV F E M S

HULLER I HIMLEN

Halvfems_huller_i_himlen.indd 1

07/03/19 18.09

JENNIFER CLEMENT

H A LV F E M S

HULLER I HIMLEN Roman HR. FERDINAND

Halvfems_huller_i_himlen.indd 3

07/03/19 18.09

Af samme forfatter foreligger pü dansk Bønner for de bortførte

Halvfems_huller_i_himlen.indd 4

07/03/19 18.09

FØRSTE DEL

Halvfems_huller_i_himlen.indd 9

07/03/19 18.09

Halvfems_huller_i_himlen.indd 10

07/03/19 18.09

1

MIN MOR VAR en kop sukker. Du kunne altid låne hende.

Min mor var så sød, at hendes hænder konstant var fød­ selsdagsklistrede. Hendes ånde havde alle de fem forskel­lige smagsvarianter i Life Saver Candy’s ringformede sukker­ pastiller.

Og hun kunne alle kærlighedssangene, der til sammen ud­ gør et helt kærlighedsuniversitet. Hun kunne Slowly Walk Close To Me, Where Did You Sleep Last Night, Born Under A Bad Sign og alle de der hvis-du-forlader-mig-slår-jeg-dig-ihjel-sange.

Men miss Sweetness er altid på udkig efter mr. Bad, og mr. Bad kan spotte miss Sweetness i en hvilken som helst forsamling – ligesom magneter. Mr. Bad var køleskabsdøren, og miss Sweetness var Florida-elsker-appelsiner-magneten, der sad fast på døren.

11

Halvfems_huller_i_himlen.indd 11

07/03/19 18.09

Min mor åbnede munden i et kæmpestort O og åndede ham direkte ind i sin krop.

Jeg fattede det ikke. Hun kendte alle sangene, så hvorfor ville hun rodes ind i noget med den mand?

Da han sagde, han hed Eli, faldt hun på knæ.

Hans stemme gjorde hende straks blød. De første ord, han sagde, var alt, hvad hun havde brug for at høre. Han sagde syngende: Jeg er din kur, søde skat, åh, åh, dit navn har altid stået skrevet i mit hjerte.

Og fra da af behøvede han blot at fløjte efter hende.

Halvfems_huller_i_himlen.indd 12

07/03/19 18.09

2

MIG? JEG ER vokset op i en bil, og når man bor i en bil, er man ikke bange for tordenvejr, men for kranvogne.

Min mor og jeg flyttede ind i Mercuryen, da hun var sytten, og jeg var nyfødt. Så vores bil, parkeret i udkanten af en trailerpark midt i staten Florida, var det eneste hjem, jeg nogensinde havde haft. Vi levede et liv, hvor vi satte streger fra prik til prik i en priktegning uden at tænke alt for meget på fremtiden.

Den gamle bil havde min mor fået i fødselsdagsgave, da hun fyldte seksten.

Engang havde Mercury Topaz’en fra 1994 været rød, men nu var den dækket af flere lag hvid maling, fordi min mor malede den hvert femte år, som om det var et hus. Den røde farve var stadig synlig i ridser og skrammer. Fra bilens

13

Halvfems_huller_i_himlen.indd 13

07/03/19 18.09

forrude var der udsigt til trailerparken og et skilt, hvorpå der stod: Velkommen til Indian Waters Trailer Park.

Vores bil var parkeret under et skilt med teksten: Gæste­ parkering. Min mor troede vi kun skulle være der en måned eller to, men vi blev der i fjorten år.

Når folk en gang imellem spurgte min mor om, hvordan det var at bo i en bil, svarede hun: Når man bor i en bil, er man altid på udkig efter en bruser, man kan låne.

Det eneste, vi nogensinde var rigtigt bekymrede for, var, at Børneforsorgen skulle komme forbi. Min mor var bange for, at nogen i min skole eller på hendes arbejde skulle fin­ de på at melde hende til de sociale myndigheder og få mig sendt på børnehjem.

Hun kendte alle forkortelserne, der lignede hvil-i-fred bogstaverne, man ser på gravsten: CPSL, Child Protective Services Law; FCP, Foster Care Plus; and FF, Family Find­ ing.

Vi kan ikke gå rundt og få alt for mange venner, sagde min mor. Der er altid en eller anden, der vil spille helgen og sidde på en trone oppe i himlen. En ven kan på et split­ sekund blive din dommer.

Siden hvornår er man begyndt at kalde det at bo i en bil for børnemishandling? spurgte hun uden at forvente, at jeg skulle svare.

Trailerparken lå i Putnam County. Jorden var blevet ryd­ det, så der kunne stå mindst femten store campingvogne, men kun fire af pladserne var besat. Min veninde April May boede i en af dem med sine forældre, Rose og Sergeant Bob. Pastor Rex havde en af de andre helt for sig selv, mens mrs.

Roberta Young og hendes voksne datter Noelle boede i den vogn, der stødte op til det forsømte fritidsareal. Et mexicansk

14

Halvfems_huller_i_himlen.indd 14

07/03/19 18.09

par, Corazón og Ray, havde en vogn i den fjerneste ende af parken, langt fra indgangen og vores bil.

Vi var ikke i det sydlige Florida, tæt på de varme strande og Mexicos Golfstrøm. Vi var ikke nær ved appelsinlundene eller i nærheden af St. Augustine, den ældste by i USA. Vi var ikke nær ved The Everglades, hvor sværme af myg og vinens tætte løvhang beskyttede sarte orkideer. Miami med lyden af cubansk musik og gaderne fyldt med cabrioleter var en lang køretur herfra. Der var uendelig mange kilometer til Animal Kingdom og Magic Kingdom. Vi var ingen steder.

To landeveje og en å, som vi kaldte en flod, men som kun var en afløber til St. John, omgav trailerparken. Byens losseplads stødte direkte op til den fjerneste ende bag nogle træer. Vi indåndede affaldet. Vi indåndede dampene af rust og råd, tærede batterier, mad i forrådnelse, livsfarligt hospi­ talsaffald, stanken af medicin og skyen af rengøringsmidler.

Min mor sagde: Hvem kan finde på at rydde land til en trailerpark og en losseplads på hellig indiansk jord? Dette land tilhører Timucua-stammerne, og deres ånder er overalt.

Hvis du sår et frø, er det noget andet, der spirer frem. Hvis du sætter en rose, vokser der en nellike op af jorden. Hvis du planter et citrontræ, giver jorden dig en palme. Hvis du planter en hvid eg, vil der gro en høj mand op. Jorden her er forvirret.

Min mor havde ret. I vores del af Florida var alt forvirret.

Livet var hele tiden som at have en højre sko på den venstre fod.

Når jeg læste overskrifterne på de aviser, der lå linet op på disken i det lokale supermarked ved siden af tyggegummi og slik, vidste jeg, at Florida legede med ilden. Der stod: RING IKKE 911, KØB EN PISTOL; BJØRN VENDER TILBAGE TIL BYEN;

15

Halvfems_huller_i_himlen.indd 15

07/03/19 18.09

LIVSFARLIG MEXICANSK HEROIN DRÆBER FIRE; og VARSLET ORKAN AFBLÆST.

En sommer dukkede der et par sammenvoksede tvillinge­ alligatorer op i nærheden af vores flod. De havde fire ben og to hoveder.

Det var min veninde April May, der fik øje på dem. Hun havde været nede ved floden, da hun så alligatorungerne kravle ud af den sandede jord ved siden af den korte både­ bro. De havde stadig stykker af hvide æggeskaller siddende på den grønne, skællede ryg, som de delte.

April May blev ikke hængende. Hun vidste det, vi alle vidste – at hvis der er et alligatoræg, så er der også en vred alligatormor i nærheden.

Samme eftermiddag, efter at rygtet havde bredt sig som en løbe­ild gennem trailerparken, tog alle ned til floden for at se, om ungerne stadig var der. Små stykker æggeskal lå knust rundt om alligatorerne, da de små væsner ikke havde fjernet sig fra det sted, hvor de var kommet ud af ægget, og der duk­ kede aldrig nogen alligatormor op.

Næste morgen begyndte de første lokale journalister at ankomme. Om eftermiddagen havde reportere fra de lands­ dækkende tv-stationer slået sig ned med deres kameraudstyr på lastbiler. Før solen var gået ned havde nogen bundet et af skabningens fire ben fast til et palmetræ med en tynd blå tråd, så den ikke kunne flygte.

I to dage var vores stille gæsteparkering uden for trailer­ parken fyldt med biler og store sendevogne og alt deres ud­ styr. Vores små sammenvoksede tvillingealligatorer, født ud af vores forvirrede jord, kom i de landsdækkende nyheder.

Kun en enkelt reporter, en høj, slank sort kvinde med lyse­grønne øjne og med en CNN News-baseball-cap på ho­

16

Halvfems_huller_i_himlen.indd 16

07/03/19 18.09

ve­det, var interesseret i vores bilhus. Hun faldt over os ved et tilfælde. Da hun gik ned mod floden, havde et eller andet fået hende til at standse op ved det nedrullede vindue på vores bil.

Min mor var på arbejde. Hun gjorde rent på veteran­ hospitalet. Jeg var lige kommet hjem fra skole og var ved at smøre mig en sandwich med peanutbutter og syltetøj på in­stru­mentbrættet.

Reporteren lænede sig frem og stak hovedet ind gennem Mercuryens nedrullede vindue. Hun kiggede rundt.

Bor du her? spurgte hun og kiggede ind på bagsædet.

Jeg nikkede.

Er det din? Har du tegnet den? spurgte hun og pegede på en farveblyantstegning af solsystemet, der var sat op på bagsiden af førersædet med små stykker tape.

På hendes finger sad en gylden vielsesring og en for­ lovelsesring med en stor diamant.

Mine øjne var altid rettet mod kvinders hænder for at se, om de var gift. Min mor sagde, at en ring var som et pas eller et kørekort til kærlighed.

Jeg nikkede og lagde brødskiven, som jeg var ved at dæk­ ke med et lag af blåbærsyltetøj, tilbage på tallerkenen.

Nej, du skal ikke holde op med at smøre din mad. Jeg vil gerne spørge dig om de små alligatorer, okay? Men først vil jeg lige stille dig nogle enkle spørgsmål. Hvor gammel er du?

Ni år.

Jeg kunne ikke holde op med at stirre på hendes gyldne kærlighed-for-evigt-ringe.

Jeg var ni år dengang. Det husker jeg helt tydeligt, fordi alligatorerne dukkede op ugen før, jeg fyldte ti. Jeg tænker også på mit liv i bilen, som noget der blev splittet op i to dele

17

Halvfems_huller_i_himlen.indd 17

07/03/19 18.09

– før min mor mødte Eli Redmond og efter. De ord – “før” og “efter” – hørte til på et ur.

Så du bor altså i den her bil? spurgte reporteren. Endnu en gang var hun ved at stikke hele hovedet ind gennem vin­ duet. Hvad hedder du?

Pearl.

Hvor længe har du boet her?

Siden jeg var en lille baby.

Men hvad med et badeværelse? spurgte hun.

Vi bruger parkens, altså trailerparkens bad. Det der ligger ved siden af legepladsen. Sommetider lukker de for vandet, fordi det lugter grimt. Så tager vi i stedet ind til McDonald’s og børster tænder der.

Hvorfor lugter vandet så grimt?

Alle her ved, at det er lossepladsen. Affaldet er noget møg for vores vand.

Sikke en flot tallerken, du spiser af, sagde hun.

Jeg så på den hvide porcelænstallerken med de fine lyse­ røde blomster og grønne blade.

Det er Limoges, sagde jeg. Fra Frankrig.

Reporteren var stille et øjeblik og spurgte så: Kan du lide at bo i en bil?

Man kan hurtigt slippe væk, hvis der sker en katastrofe.

Altså, det plejer min mor altid at sige.

Reporteren smilede og gik igen. Hun spurgte mig aldrig om alligatorerne.

Efter tre dage var alle reporterne taget af sted igen, for den tredje morgen efter opdagelsen var væsnet død.

Reporterne steg ind i deres biler og lastbiler og lavede en u-vending og var væk. Det gik stærkt. Det var et femogtyve minutters begravelsesoptog.

18

Halvfems_huller_i_himlen.indd 18

07/03/19 18.09

De kom da afsted i en fart. De så sig ikke engang tilbage over skulderen for at se, om de skulle have glemt noget, sag­ de min mor.

Vi vidste godt, at de der reportere ikke kunne klare lugten fra lossepladsen. Vores affald ødelagde deres parfume.

Efter at de var taget af sted, tog min mor sine sneakers på, greb sin flossede stråhat og steg ud af bilen.

Lad os gå ned og se til de alligatorunger, sagde hun.

Da vi gik ned til floden, tog hun min hånd i sin. Vi var næsten lige høje. Hvis nogen havde iagttaget os, mens vi gik af sted sammen, ville de have troet, at vi var to niårige piger på vej hen for at gynge.

Min mor og jeg vandrede gennem trailerparken og hen ad stien, der var omgivet af cypresser og avneknippe, ned mod floden. Mens vi gik, fik vi jaget en sky af blå og gule guldsmede op, der kredsede hen over vores sti.

Eftermiddagssolen hang stor og mægtig over os på en skyfri himmel. Den gjorde vores skygger lange og tynde, og de kastede sig ned foran os, efterhånden som vi bevægede os fremad. Vores skygger, som to gode venner, førte os ned til floden.

Hvad er det bedste ved at bo i en bil? spurgte jeg.

Det skal jeg sige dig. Der er ikke noget komfur med gas­ blus. Da jeg var lille, var jeg altid bange for, at nogen glemte at slukke for gassen. Jeg hader lugten af gammel kål fra et komfur. Og der er ingen rigtig elektricitet i en bil, sagde min mor. Og ingen stikkontakter. Du kan roligt regne med, at der altid er en eller anden, der vil stikke noget ind i de huller, for eksempel en hårnål eller en gaffel fpr eksempel. Så det er jeg fri for at tænke på.

Området ned mod floden var ét stort rod. Græsset langs

19

Halvfems_huller_i_himlen.indd 19

07/03/19 18.09

stien var trådt ned, og der lå plasticflasker, sammen­pressede dåser og hvide klumper af tyggegummi. Under en cypres lå der en rulle sort kabel.

Min mor og jeg forventede at se de døde alligatorer, men da vi nåede ned til flodbredden, var de væk.

Det hvide sand, hvor dyrene havde været dagen før, var rødt sand. Der lå kun en lille bunke skæl og kød bundet til den tynde blå tråd.

Kuglerne havde flået de nyfødte i stykker.

Jægerne havde efterladt sig et par patronhylstre på jorden ved siden af.

Det var ikke noget, vi tænkte nærmere over. Der var altid nogen, der lige var i stødet til at skyde til måls efter noget.

Altid var der nogen, der luskede rundt med kløe i aftrækker­ fingeren. De unger havde ikke haft en chance.

En dag fandt vi ovenikøbet et skudhul i bilen. Kuglen var gået gennem motorhjelmen og måtte være havnet et eller andet sted i motoren, for vi kunne ikke finde kuglen eller noget udgangshul.

Gad vide, hvornår det er sket? sagde min mor, den dag vi opdagede hullet i stålet, der var omgivet af en mørk ring af krudtslam.

Vi havde ikke lagt mærke til noget.

Nu er folk også begyndt at skyde biler, sagde hun. Det er da en joke. Det må have været en vildfaren kugle.

Men vi vidste begge, at der ikke var noget usædvanligt ved det. I vores del af Florida fik tingene konstant tildelt en kugle, uden nogen særlig grund.

Halvfems_huller_i_himlen.indd 20

07/03/19 18.09

3

PÅ REGNFULDE MORGENER, når bilruderne var slørede af vand, dagdrømte jeg aldrig om et hus. Den drøm var for stor.

Mine drømme handlede om møbler. Jeg fantaserede om at have en stol og et skrivebord.

Om aftenen lagde jeg en pude over håndbremsen, så de to forsæder blev til én seng. I bunden af mørket, hvor brem­ sen og speederen sad, stod mine tennissko og sandaler.

Mine bøger og tegneserier lå i små stakke på en lang ræk­ ke hen over instrumentbrættet og var afblegede og bulnede af solen, der skinnede ned på dem dag ud og dag ind.

Vi opbevarede vores dagligvarer i bagagerummet og spiste mad, der ikke behøvede at være i køleskab.

21

Halvfems_huller_i_himlen.indd 21

07/03/19 18.09

Vores tøj lå pænt lagt sammen i plasticposer fra super­ markedet.

I handskerummet havde vi vores tandbørster, tandpasta og sæbe. Her opbevarede min mor også dåsen med Raid-in­ sektgift. Hver aften før vi gik i seng, rullede vi vinduerne op og lukkede alle dørene, før vi sprøjtede det indvendige af bilen med insektgiften. Om morgenen når vi gabte og strakte os, kom smagen af giften ind i munden på os og blandede sig med morgenmadssmagen af Cheerios med mælkepulver opløst i vand.

I den bil lærte min mor mig, hvordan man dækker bord og serverer te. Ved hjælp af et viskestykke foldet rundt om en bog viste hun mig, hvordan man reder en seng.

Min mor vidste den slags, fordi hun var vokset op i et stort hus med veranda og swimmingpool og fem badeværel­ ser. Hun havde tjenestefolk og et legerum, hvor alt hendes legetøj var. Hun kunne spille klaver og tale fransk, fordi der kom en fransklærer hjem til hende to gange om ugen gen­ nem hele hendes barndom. Når min mor var i godt humør, blandede hun altid franske gloser ind i det, hun sagde. Da hun fyldte syv, fik hun en shetlandspony i fødselsdagsgave.

Min mor hed Margot efter Margot Fonteyn, den store ballerina. Min mor var fin og graciøs. Hendes hals var lang og slank, som en danserindes. Hun havde tynde ben, lange fingre og blødt, gult hår, der stod som en sky rundt om ho­ vedet på hende.

Da jeg fyldte elleve år, var min mor og jeg lige høje, og jeg blev aldrig højere.

Du er æblet på mit æbletræ, sagde hun.

Min mor gav mig navnet Pearl, fordi som hun sagde: Du var så hvid. Du kom fra et sted, der ligger langt væk fra alle

22

Halvfems_huller_i_himlen.indd 22

07/03/19 18.09

sædvanlige fødesteder, du kom hverken fra et hospital eller en fødeklinik.

Hun sagde: Ingen vidste det, og jeg gav dig din fødsels­ dag, kun til dig, og jeg gjorde det helt alene, i stilhed. Jeg græd ikke, og du græd ikke.

Jeg brugte det badeværelse, der lå tættest på mit eget værelse, fordi det havde et badekar, fortalte hun. Jeg måtte tænke på alt, hvad jeg var nødt til at gøre. Jeg lagde mig i badekarret, som om det var en seng. Først forede jeg det med håndklæder og et tæppe, og så lagde jeg mig derned.

Min mor var så lille, at badekarret var en perfekt seng til hende.

Mens jeg lå der og ventede på, at du skulle komme til mig, trak jeg vejret ind og ud.

Fra badekarret kunne hun se ud ad vinduet, gennem pal­ metræerne i familiens have og op på himlen.

Mens jeg ventede på dig, bad jeg rosenkrans, sagde hun.

Når man beder rosenkrans, står ens liv stille.

Hun så solen gå ned og stå op.

Og du kom til mig tidligt sammen med fuglene, sagde hun. Jeg hørte dem uden for vinduet.

Efter at hun havde vasket sig, vaskede hun mig i hånd­ vasken med et stykke Avonsæbe og duppede mig tør med Kleenex.

Hun sagde: Du var så lille. Du kunne være i et lille hånd­ klæde. Du var så hvid i huden, så gennemsigtig. Det lignede mere perlemor end hud. Du var som is, som en sky eller en marengs. Jeg kunne næsten se ind i din krop. Jeg så på dine lyse blå stenøjne og gav dig dit navn. Bare sådan, sagde hun.

Jeg var en perle. Folk stirrede på mig. Jeg kendte ikke til noget andet liv. Jeg vidste ikke, hvordan det var at gå rundt

23

Halvfems_huller_i_himlen.indd 23

07/03/19 18.09

uden at blive lagt mærke til. De kunne enten tænke, at jeg var smuk eller grim, men uanset hvad stirrede alle. Hænder blev hele tiden rakt ud for at røre ved mit sølvhår eller min kinds hvide glasur.

Du stråler, min skat, sagde min mor. At være sammen med dig er som at have et par smukke øreringe eller en ny kjole på.

De to første måneder efter, at jeg blev født, boede min mor i sin fars hus, uden at nogen vidste, jeg var der.

Hun sagde: Når jeg måtte i skole eller forlade dig for at lave et eller andet, lagde jeg dig ind i skabet på mit værelse, inde i mørket, pakket helt ind. Jeg lavede en seng til dig på skoreolen med håndklæder og mine sweatre. Jeg puttede dig der som en killing. Jeg brugte papirservietter fra køkkenet som bleer. Huset var så stort, at ingen nogensinde hørte dig græde.

Du var født i et eventyr, sagde min mor.

Før hun fødte, havde min mor kørt rundt og ledt efter et sted, hvor hun ville kunne parkere bilen og bo sammen med mig, mens hun ledte efter et job og en lille lejebolig til os.

Trailerparken lå kun fyrre minutter fra hendes fars hus.

Hvis man skal gemme sig, skal man gøre det i nærheden, sagde min mor. Ingen tror, at man kan finde på at gemme sig helt åbenlyst. Der er mere end et hundrede tusind savnede personer i det her land. Hvis de ikke kan finde dem, hvordan skal de så kunne finde os?

Min mor valgte det her sted, fordi det havde et rekreativt område med et offentligt toilet. Hun regnede med, at vi kun skulle være der et par måneder.

Vi havde et sted, hvor vi kunne begynde vores liv sam­ men, sagde min mor. Jeg gjorde den ren. Og i løbet af de følgende måneder, mens jeg ventede på at skulle føde dig,

24

Halvfems_huller_i_himlen.indd 24

07/03/19 18.09

stjal jeg alt, hvad jeg tænkte, vi kunne få brug for fra mit barndomshjem.

To måneder efter min fødsel, to måneder før hendes ek­ samen og to dage før hun ville fylde sytten, kørte hun væk hjemmefra og vendte aldrig tilbage.

Jeg så mig ikke tilbage, sagde hun. Se dig aldrig tilbage over skulderen, for det kan få dig til at ville gå baglæns. Du skal aldrig vende og vride dig og se dig tilbage over skulde­ ren, for så kan du brække over i to dele. Hvis der nogensinde var nogen, der ledte efter mig, da jeg stak af, så ledte de ikke godt nok, for jeg blev aldrig fundet.

Jeg fik aldrig nogen fødselsattest. Min mor forfalskede en, hun havde kopieret fra nettet, så jeg kunne komme i skole, men min fødsel blev aldrig registreret.

Du skal ikke være bekymret for dig selv, sagde min mor.

Du bliver aldrig fundet, for du har aldrig været forsvundet.

Hver gang hun snakkede med mig om min fødsel, sagde hun: Det grønkaklede badeværelse med toilet, badekar og håndvask var min krybbe.

En aften, et par uger efter at de to sammenvoksede tvil­ lingealligatorer var dukket op og var døde igen, lå min mor og jeg og snakkede i mørket, før vi skulle sove, som vi gjorde de fleste aftener.

Vi fortalte næsten altid hinanden om vores dag. Jeg for­ talte hende om skolen, der lå inde i byen, femogfyrre minut­ ters gang ad hovedvejen, og min mor berettede om sin dag på veteranhospitalet.

De mænd er sårede og vrede, men de er fyldt med natio­ nalsangen, sagde hun. Pearl, det er vigtigt at kende verdens geografi, for veteranerne hader, hvis folk ikke kender de ste­ der, hvor de har været ude at kæmpe.

25

Halvfems_huller_i_himlen.indd 25

07/03/19 18.09

Jeg vidste godt, at ordene “fik dem” betød, at soldaten havde dræbt nogle af fjendens folk.

Når min mor fortalte mig de historier, som soldaterne hav­ de fortalt hende, sneg krigene ude i verden sig ind i vores bil.

Skoledagene var aldrig lige så interessante, selvom der tit var slåskampe, eller elever der blev taget med cigaretter eller våben i deres skoletaske. Jeg holdt mig for mig selv og havde ingen nære venner, bortset fra April May, der boede i vores trailerpark.

Min mor havde hurtigt fornemmet, hvad folk mente om os. Jeg fandt ud af det i løbet af de første skoledage: Hvis man boede i en bil, betød det, at man bare lod, som om man ikke var en posedame, der sov under en bro. Folk troede altid, at hjemløshed smittede.

Selvom Mercuryens døre var lukkede og vinduerne rullet op, med bare en lille luftsprække foroven, kunne vi stadig høre fårekyllinger udenfor. Lyden af frøer nede fra floden blandede sig med larmen fra biler og lastbiler, der kørte oppe på landevejen.

Min mor rakte sin hånd ind mellem døren og sædet for at ae mig blidt oven på hovedet.

Jeg kiggede ud ad forruden, og min mor kiggede ud ad bagruden.

Kan du se nogen stjerner? spurgte hun lidt efter.

Nej. Kan du?

Bilruderne var ved at dugge til.

Nej, der er ingen stjerner i aften, ikke en eneste, men jeg kan mærke dem. De er på vej.

Hvad kan du mærke, mor? Hvem er på vej?

Kan du ikke mærke det? Indianernes genfærd strejfer rundt i aften.

26

Halvfems_huller_i_himlen.indd 26

07/03/19 18.09

Jeg kan ingenting høre.

Min mor holdt op med at ae mig på hovedet.

Prøv om ikke, du kan mærke det. Luk øjnene.

Nej. Ingenting.

Kan du virkelig ikke mærke det? De kommer gennem træerne, fra lossepladsen, sagde hun.

Jo. Måske. Nej. Der er to. Ja, de er to. Ja. Er du sikker?

Ja, jeg er sikker. De lyser.

Hvad?

Ja, de lyser. De er kommet for at tage alligatorernes ånd med sig. Hver gang noget går galt på deres jord, kommer de.

Det er Det Store Skinnende lys.

Hvordan ved du det?

Kan bare mærke det.

Jeg lukkede mine øjne, men det eneste, jeg kunne høre, var en let knitrende lyd fra min mor omme på bagsædet, og hvordan hun åndede ud, ud, ud som et blidt gisp. Jeg hørte hende ikke en eneste gang trække vejret ind.

Jeg lukkede mine øjne og lyttede til de underligt blide knirkende eller sukkende lyde, som bilen indimellem lavede, når luften udenfor blev tæt og kold.

Jeg kan se, at der ikke findes nogen let vej ud af dette liv, denne alt-for-kun-én-dollar-livsstil, sagde min mor. Vi må huske at købe en lodseddel i morgen. Jeg tørster efter det, bare jeg tænker på det.

Ja, sagde jeg.

Ved du hvad, sagde min mor efter et par minutter. Nogle gange bliver jeg overvældet af et stærkt ønske om at begynde helt forfra. Jeg vil gerne blive forelsket i min fremtid igen.

27

Halvfems_huller_i_himlen.indd 27

07/03/19 18.09

Min mor var altid så god til at ønske, som om hun lige havde pustet alle lysene i sin fødselsdagskage ud i ét pust.

Halvfems_huller_i_himlen.indd 28

07/03/19 18.09

HR. FERDINAND

»Fremragende.« THE G UAR DI A N

❤❤❤❤❤

»Voldsom historie fortalt på en munter og forunderlig poetisk måde … Den blev slugt ord for ord for sprogets, handlingens, poesiens og stemningens skyld.« PO L I T IKEN

»Det er en fandenivoldsk overlevelsesroman, men også en historie om menneskelig modstandskraft. Den er både humoristisk og charmerende vanvittig, rørende og rædselsvækkende.«

F J O RT E N Å R I G E P E A R L bor på forsædet af en gammel bil. Hendes mor Margot bor på bagsædet. Sammen overlever de på en kost bestående af Cheerios og insektspray, kærlighedssange og stjålne cigaretter.

Livet i udkanten af en trailerpark i Florida er råt nok, som det er, men da pastor Rex sætter gang i sit Giv-Gud-­ Dine-Våben-initiativ, og Eli Redmond kommer til byen, vendes Pearls liv på hovedet. Eli begynder at besøge moren på bagsædet, og Pearl tvinges ud i verdenen på den anden side af kølerhjelmen.

WEEKENDAV ISEN

»Fascinerende.« JYLL ANDS- P OSTEN

»Forførende og endda vanvittig fortryllende.«

H A LV F E M S H U L L E R I H I M L E N er en fortælling om familie, sammenhold og vold. Igennem Pearls øjne blot­ lægges Amerikas brutale kærlighedsaffære med hånd­ våben og dens smertefulde konsekvenser.

JENNIFER CLEMENT HALVFEMS HULLER I HIMLEN

Det skrev anmelderne om Bønner for de bortførte:

H A LV F E M S

HUL L E R I H I ML E N

J E N N I F E R C L E M E N T (f. 1960) er pris­ belønnet forfatter og formand for PE N International. Hun blev født i Greenwich, Connecticut, og flyttede i 1961 til Mexico City med sin familie.

Hendes debutroman, Bønner for de bortførte (2014), er oversat til 25 sprog og blev nomineret til en række priser. For Halvfems huller i himlen blev hun tildelt Guggenheim Fellowship og nomineret til National Book Award 2018. Bogen er på TIMEs liste over årets bedste bøger fra 2018.

FOTO: BARBARA SIBLEY

TH E N EW YORK T IMES

»En smuk, hjerteskærende roman.« TH E WALL STREET J O UR N AL

»En vigtig bog. Den er genialt skrevet.

Meget gribende.« NOBELPRISV IN DER K A Z UO I S H IG URO

»Fuld af sorg og øm sødme … Et glimt af mennesker, der hver dag synker i til knæene i vores våbenkulturs giftige spild. De er måske Amerikas glemte børn, men efter at have læst denne roman, vil du ikke kunne glemme dem.« THE WASHI NGTO N P O ST

JENNIFER CLEMENT

ISBN: 978-87-400-4600-7

OMSLAG: SARA R. ACEDO OMSLAGSFOTO: IVAN OZEROV/GETTY IMAGES

Clement_Halvfems_ORIG.indd Alla sidor

Roman 2019-03-06 14:18