Frantumaglia - Elena Ferrante

NEW YORK REVIEW OF BOOKS

I Frantumaglia får vi endelig lov til at kigge med i skrivebordsskufferne hos den forfatter, der gav os Napoli-romanerne og flere andre højt elskede bøger. Over tyve års breve, essays, overvejelser og interviews samler sig til et unikt billede af et forfatterskab og en særlig stemme i verdenslitteraturen.

Her taler Ferrante åbent og frimodigt om, hvorfor hun har valgt at træde om bag sine romaner og være anonym, om sine bekymringer og glæder ved filmatiseringerne, om skriveblokeringer, om Italien, om moderskab og feminisme, barndom og fantasi. Resultatet er et spillevende, intimt selvportræt af en arbejdende forfatter.

Læseren hverken spiser eller sover, før sidste side er vendt.

WASHINGTON POST

C&K Forlag

ELENA FERRANTE FRANTUMAGLIA

Uimodståelig, indtrængende læsning.

ELENA FERRANTE

Den italienske forfatter ELENA FERRANTE debuterede med romanen Besværende kærlighed i 1992. Herefter udkom romanerne Forladte dage og Dukken der blev væk. Hun brød igennem internationalt med romankvartetten om to piger

FR A NTUM AGLIA

fra Napoli, Elena og Lila, som man følger gennem halvtreds år. Kvartetten består af Min geniale

Mit liv i ordene

veninde (2014), Historien om et nyt navn (2014), Dem der flygter og dem der bliver (2015), og Det forsvundne barn (2016).

C&K

Elena Ferrante

Frantumaglia Mit liv i ordene

Papirer. 1991-2003 Tesserae. 2003-2007 Breve. 2011-2016

C&K

Frantumaglia.indd 3

12/07/2018 15.32

Indhold

I Papirer 1991-2003 9 1. La Befanas gave 13 2. Mødrenes syersker 16 3. At skrive på kommando 21 4. Den filmatiserede bog 25 5. Genopfindelsen af Besværende kærlighed 27 Korrespondance med Mario Martone 6. Mediehierarkier 47 7. Ja, nej, det ved jeg ikke 51 Hypotetisk, lakonisk interview 8. Tøjet, kroppen 55 Besværende kærlighed på lærredet 9. Om at skrive i det skjulte 61 Brev til Goffredo Fofi 10. Arbejdersker 76 11. Løgne der altid siger sandheden 80

Frantumaglia.indd 5

12/07/2018 15.32

12. Byen uden kærlighed 82 Svar på spørgsmål fra Goffredo Fofi 13. Uden at holde en sikker afstand 87 Svar på Stefania Scatenis spørgsmål 14. En historie om dekonstruktion 92 Svar på spørgsmål fra Jesper Storgaard Jensen 15. Suspension af mistro 101 16. La Frantumaglia 108 17. Et efterord 183 3. juli 2003 II Tesserae 2003-2007 187 1. Efter La Frantumaglia 189 2. Livet på det skrevne ark papir 191 Svar på spørgsmål fra Francesco Erbani 3. Forladte dage på skillevejen 198 Brev til Roberto Faenza 4. Margherita Buys uventede Olga 202 Svar på spørgsmål fra Angiola Codacci-Pisanelli 5. Ingens bog 207 6. Hvor er hun dog grim, den pige 213 7. Etaperne under samme efterforskning 217 Svar på spørgsmål fra Francesco Erbani 8. Temperaturen der kan antænde læseren 224 En samtale med Fahrenheits lyttere.

9. Den erotiske lugt fra morens krop 240 Svar på spørgsmål fra Marina Terragni og Luisa Muraro

Frantumaglia.indd 6

12/07/2018 15.32

III Breve 2011-2016 251 En bog der ledsager andre bøger 253 1. Den brilliante underordnede 257 Svar på spørgsmål fra Paolo Di Stefano 2. Højdeskræk 264 Svar på spørgsmål fra Karen Valby 3. Ethvert individ er en slagmark 267 Svar på spørgsmål fra Giulia Calligaro 4. Medskyldig skønt fraværende 273 Svar på spørgsmål fra Simonetta Fiori 5. Sænk aldrig paraderne 279 Svar på spørgsmål fra Rachel Donadio 6. Kvinder som skriver 290 Svar på spørgsmål fra Sandra, Sandro og Eva 7. Ekstreme folk 328 Svar på spørgsmål fra Gudmund Skjeldal 8. Tretten bogstaver 337 Svar på spørgsmål fra Maurício Meireles 9. At fortælle det som historien ikke får med 345 Svar på spørgsmål fra Yasemin Çongar 10. Sandheden om Napoli 356 Svar på spørgsmål fra Árni Matthíasson 11. Uret 361 Svar på spørgsmål fra kunstmagasinet Frieze 12. Haven og verden 365 Svar på spørgsmål fra Ruth Joos 13. Magmaen under konventionerne 375 Svar på spørgsmål fra Elissa Schappell 14. Systematisk utilfredshed 390 Svar på spørgsmål fra Andrea Aguilar

Frantumaglia.indd 7

12/07/2018 15.32

15. Kvinder der krydser grænser 399 Svar på spørgsmål fra Liz Jobey 16. Spild af kvindelig intelligens 408 Svar på spørgsmål fra Deborah Orr 17. På trods af alting 420 Svar på spørgsmål fra Nicola Lagioia

Frantumaglia.indd 8

12/07/2018 15.32

I

Papirer 1991-2003

Frantumaglia.indd 9

12/07/2018 15.32

Frantumaglia.indd 10

12/07/2018 15.32

Dette bind henvender sig til dem der har læst, elsket og diskuteret Besværende kærlighed (1992) og Forladthedens dage (2002), Elena Ferrantes to første bøger. Den første blev med årene en kultroman, i 1995 instruerede Mario Martone en film baseret på romanen, og spørgsmålene om forfatterindens tilbageholdenhed i offentlig henseende voksede. Den anden bog gjorde hendes publikum endnu større, hun fik begejstrede læsere, både mandlige og kvindelige, og flere spørgsmål om Elena Ferrantes person pressede sig på.

For at tilfredsstille dette publikums både krævende og velvillige nysgerrighed besluttede vi at samle nogle af forfatterindens breve til Edizioni e/o, de interviews hun undtagelsesvis har givet samt hendes korrespondance med nogle få læsere. Vi håber ikke mindst at disse tekster definitivt vil klargøre forfatterindens grunde til at holde sig uden for mediecirkusset og dets krav, som hun nu har gjort i ti år.

Forlæggerne Sandra Ozzola og Sandro Ferri, Edizioni e/o og Europa Editions Note: Denne introduktion stod i en tidligere udgave af La Frantumaglia fra september 2003. Alle de følgende noter er tilføjet af redaktørerne af denne uforkortede og opdaterede udgave af La Frantumaglia.

11

Frantumaglia.indd 11

12/07/2018 15.32

Frantumaglia.indd 12

12/07/2018 15.32

1.

La Befanas gave Kære Sandra Under det sidste møde med dig og din mand spurgte du mig hvad jeg har tænkt mig at gøre for at promovere Besværende kærlighed (godt, du vænner mig til at bruge bogens definitive titel). Dit spørgsmål var ironisk, og du så på mig med et af dine levende, lidt desorienterede ansigtsudtryk. Lige i øjeblikket havde jeg ikke mod til at svare dig; jeg troede jeg allerede havde udtrykt mig temmelig klart over for Sandro. Han havde sagt at han var helt enig i min beslutning, og jeg håbede at han ikke ville vende tilbage til emnet, ikke engang for sjov. Nu svarer jeg skriftligt så jeg slipper for pinlige pauser, tvivl og risiko for at lade mig overtale.

Jeg har ikke tænkt mig at gøre noget som helst for Besværende kærlighed da den slags kan medføre offentlig interesse for min person. Jeg har allerede gjort nok for denne lange historie: Jeg skrev den. Hvis bogen er noget værd, burde det være tilstrækkeligt. Jeg vil ikke deltage i diskussioner og konferencer hvis jeg bliver inviteret. Jeg vil ikke modtage priser hvis en eller anden bliver mig tilbudt. Jeg vil aldrig promovere bogen, især ikke på tv, hverken i Italien eller, hvis det skulle komme på tale, i udlandet. Jeg vil kun interviewes skriftligt, og selv det vil jeg helst begrænse til et absolut minimum. Dette er en 13

Frantumaglia.indd 13

12/07/2018 15.32

endegyldig beslutning jeg har taget på egne og min families vegne.

Det er mit håb at jeg ikke bliver tvunget til at ændre mening. Jeg forstår at denne beslutning kan skabe visse vanskeligheder for forlaget.

Jeg har stor respekt for jeres arbejde, jeg kom straks til at sætte pris på jer begge to, og jeg vil ikke skabe problemer for jer. Hvis I ikke længere har lyst til at støtte mig, så sig det ligeud, det vil jeg forstå.

Udgivelsen af denne bog er ikke spor nødvendig for mig.

Det er, som I ved, meget vanskeligt for mig at forklare alle grund­ ene til min beslutning. Jeg vil blot betro jer at det drejer sig om et lille væddemål med mig selv og min overbevisning. Når bøger først er skrevet, tror jeg ikke at de har brug for deres forfattere længere.

Hvis de har noget at fortælle, finder de før eller senere deres læsere; hvis ikke, finder de dem ikke. Der er masser af eksempler. Jeg holder meget af disse mystiske bind, både ældre og moderne, som ikke har nogen bestemt forfatter, men alligevel har haft, og stadig har, deres eget intense liv. De virker på mig som en slags natligt mirakel, som La Befanas gaver jeg altid så hen til som barn. Jeg gik forventningsfuldt og spændt i seng, og gaverne var der om morgenen når jeg vågnede, men ingen havde set La Befana. Sande mirakler er dem hvis skaber ingen kender; det kan være de hemmelige husånders bittesmå mirakler eller de store mirakler som virkelig forbløffer os. Jeg har stadig denne barnlige længsel efter store eller små vidunderlige overraskelser, og jeg tror stadig på dem.

Derfor, kære Sandra, må jeg sige det klart: Hvis Besværende kærlighed ikke har tråd nok i sig til selv at væve dem, så pyt, det betyder at du og jeg tog fejl; hvis den på den anden side har det, vil tråden virke hvor den kan, og vi kan kun takke læserne for deres tålmodighed når de griber den og trækker.

Er det i øvrigt ikke rigtigt at promovering koster? Jeg bliver forlagets billigste forfatter. Jeg vil endda spare jer for min tilstede­værelse.

Stort knus Elena 14

Frantumaglia.indd 14

12/07/2018 15.32

Note: Brev af 21. september 1991.

La Befana: en heks der kommer på besøg helligtrekongersaften med slik til små børn.

Frantumaglia.indd 15

12/07/2018 15.32

2.

Mødrenes syersker Kære Sandra Al denne snak om prisen ryster mig. Du skal vide at det mest foruroligende ikke er at min bog har fået en pris, men at prisen bærer Elsa Morantes navn. I et forsøg på at skrive et par takkelinjer som dybest set ville være en hyldest til en forfatterinde jeg elsker, begyndte jeg at kikke i hendes bøger for at finde nogle passager der kunne passe til lejligheden. Jeg opdagede at angsten spiller os gemene puds. Jeg bladrede og bladrede, men fandt ikke et eneste ord der kunne bruges skønt jeg tydeligt huskede mange. Hvornår og hvordan ordene smutter ud af bøger, og bøgerne ender med at virke som tomme grave, er noget der maner til eftertanke.

Hvad var det som slørede min hjerne i denne anledning? Jeg ledte efter en utvetydigt feminin passus om moderskikkelsen, men Morantes mandlige fortællerstemmer gjorde mit blik uklart.

Jeg vidste at passagerne var der, men for at spore dem måtte jeg genfinde indtrykket af min første læsning fra dengang jeg stadig kunne høre de mandlige stemmer som forklædte varianter af kvindelige stemmer og følelser. Men det værste man kan gøre for at nærme sig en lignende oplevelse, er at læse med et akut behov for at finde en passage at citere. Bøger er komplekse organismer, og 16

Frantumaglia.indd 16

12/07/2018 15.32

de linjer som påvirkede os dybt, er det mest intense øjeblik under det jordskælv som teksten fremkaldte i os læsere fra de første sider: Enten opdager man fejlen og bliver selv fejlen, eller også kan de ord der virkede som om de var skrevet netop til os, ikke længere findes, og hvis de kan, virker de banale, ja, som en kliché.

Til sidst valgte jeg det citat I kender; jeg ville bruge det som epigraf til Besværende kærlighed, men det er svært, for når jeg læser det i dag, virker ikke som andet end en ironisk passage om hvordan den syditalienske mand dematerialiserer morens krop. Hvis I anser det for nødvendigt at citere passagen for at gøre læsningen af min takketekst mere forståelig, kopierer jeg hele siden her. Morante sammenfatter frit det som hendes person, Giuditta, vil sige til sin søn for at opsummere den sicilianske holdning drengen har tillagt sig for at markere afslutningen på sin mors teaterkarriere efter at hun er blevet ydmyget, samt hendes tilbagevenden til en mindre foruroligende skikkelse.

Giuditta greb hans hånd og dækkede den med kys. I det øjeblik (sagde hun til ham senere) havde han tillagt sig en sicilianers udtryk: af den slags alvorlige sicilianere, ærens mænd, som altid overvågede deres søstre, passede på at de ikke gik ud alene om aftenen, ikke opmuntrede tilbedere, ikke havde læbestift på! Og for hvem ‘mor’ betyder to ting: gammel og hellig. Farven på mødrenes tøj er sort, eller højst grå eller brun. Tøjet er uformeligt eftersom ingen, begyndende med mødrenes syersker, må tænke at en mor har en kvindekrop. Deres alder er et ligegyldigt mysterium, for deres eneste alder er gammel. Denne uformelige alderdom har hellige øjne som ikke græder på egne vegne, men på børnenes. Og ve dem som, foran disse børn, unødigt bruger deres mødres hellige navn! Ve dem! Det er en dødelig fornærmelse!

17

Frantumaglia.indd 17

12/07/2018 15.32

Jeg må insistere på at denne passage skal læses uden skanderinger, med normal stemme, uden efterligning af en dårlig skuespillers deklamatoriske stil. Hvem der end læser den, skal kun lægge et ganske let tryk på, formløs, mødrenes syersker, kvindekrop og lige­ gyldigt mysterium.

Og her har I endelig mit brev til priskomitéen. Jeg håber det fremgår at Morantes ord på ingen måde er en kliché.

Jeg undskylder endnu engang det besvær jeg volder jer.

Elena

Kære formand, kære jury Jeg elsker Elsa Morantes værker højt, og jeg har mange af hendes ord i mit hoved. Før jeg skrev til jer, prøvede jeg at finde nogle af dem som jeg kunne holde fast i og uddrage dybden af. Jeg fandt næsten ingen dér hvor jeg huskede dem. Mange var skjult. Andre genkendte jeg da jeg bladrede hendes bøger igennem selv om jeg ikke ledte efter dem, og de fascinerede mig mere end dem jeg ledte efter. Ord skaber uforudsigelige rejser i læserens sind. Jeg ledte blandt andet efter ord om moderskikkelsen som er central i Morantes værker, og jeg ledte i Løgn og Trolddom, i Arturos ø, i Historien, og i Aracoeli. Til sidst fandt jeg, i Det andalusiske Sjal, dem jeg egentlig, måske, søgte.

I kender dem uden tvivl bedre end jeg, og der er ingen grund til at jeg gentager dem her. De beskriver den måde sønner betragter deres mødre på: i en tilstand af evig alderdom, med hellige øjne, med hellige læber, klædt i sort eller gråt eller højst i brunt. Først taler forfatterinden om de klassiske sønner: disse alvorlige sicilianere, mænd af ære, som altid overvåger deres søstre.

Men efter ganske få sætninger lægger hun Sicilien til side og bevæger sig i stedet – forekommer det mig – mod et mindre lokalt moderbillede. Det sker med tilsynekomsten af adjektivet ‘formløs’.

18

Frantumaglia.indd 18

12/07/2018 15.32

Morens tøj er “formløst”, og hendes eneste alder, alderdommen, er også “formløs”, “da ingen,” som Elsa Morante skriver “begyndende med mødrenes syersker, må tænke at en mor har en kvindekrop.”

Dette “ingen må tænke” virker meget signifikant. Det betyder at formløshed er så magtfuldt i forbindelse med ordet “mor” at sønner og døtre ikke kan give ordet sin egentlige betydning uden afsky når de tænker på den krop det burde referere til. Ikke engang morens syerske, som også er kvinde, datter og mor, kan gøre det. Hun klipper vanemæssigt og uden overvejelser stof til moren der udsletter kvinden som om sidstnævnte var en slags spedalsk for førstnævnte.

Det er alt hvad de gør, og på den måde bliver mødrenes alder til et ligegyldigt mysterium, og alderdommen deres eneste alder.

Først nu mens jeg skriver, har jeg tænkt bevidst på disse ‘mødres syersker’. Men de fascinerer mig, især hvis jeg forbinder dem med et udtryk der har tiltrukket mig siden jeg var barn. Udtrykket er ‘at klippe stoffet på’ tagliare i panni addosso som også kan betyde at bagtale eller sladre. Jeg forestillede mig at det skjulte noget nedsættende: et ondskabsfuldt tiltag, et overgreb der ødelægger stoffet og afslører dets bærer på en uanstændig måde eller endnu værre: en magisk kunstart der kan gøre kroppen obskøn. I dag virker udtrykket hverken hånligt eller uanstændigt på mig. Forbindelsen mellem klippe, klæde og tale tiltrækker mig. Og det er fascinerende at denne sammenhæng skabte metaforen for sladder. Hvis mødrenes syersker lærte at klippe hendes tøj og udstille hende, eller hvis hun klippede tøjet på en måde så hun afslørede den krop som moren har, som hun havde, så ville syersken klæde hende af, og hende krop, hendes alder ville ikke længere være et ligegyldigt mysterium.

Når Elsa Morante talte om mødre og deres syersker, talte hun måske også om behovet for at finde morens rigtige tøj og flå de traditioner som tynger ordet ‘mor’, af hende. Eller måske ikke.

Under alle omstændigheder husker jeg andre af hendes billeder (referencen til et ‘moderligt ligklæde’ for eksempel, beskrevet som 19

Frantumaglia.indd 19

12/07/2018 15.32

et ‘pust af frisk kærlighed på den spedalskes krop’) som det ville være dejligt at fortabe sig i for at genopstå som nye syersker, parate til at bekæmpe Formløshedens fejltagelse.

Note: Besværende kærlighed blev tildelt Procidas debutantpris, Arturos ø – Elsa Morante i 1992. Forfatteren deltog ikke i overrækkelsen, men sendte i stedet sine forlæggere dette brev til juryen. Det blev læst op under ceremonien. Teksten blev udgivet i Cahiers Elsa Morante, redigeret af Jean-Noël Schifano og Tjuna Notar­bar­tolo, Edizione scientifiche italiane 1993, og det er genoptrykt her med små modifikationer. Den citerede passage er fra no­vel­le­samlingen Lo scialle andaluso (Det andalusiske sjal).

Frantumaglia.indd 20

12/07/2018 15.32

3.

At skrive på kommando

Kære Sandra Hvad er det dog I har gjort? Da jeg indvilligede i at skrive noget til årsdagen for jeres forlagsvirksomhed, opdagede jeg hvor nemt det er at bevæge sig ud på bestillingsskriveriets glatte skråplan, og at det ligefrem kan være sjovt. Men hvad bliver det næste?

Nu hvor I har fået mig til at fjerne proppen, vil alt vandet så løbe ud i vasken? I dette øjeblik føler jeg mig parat til at skrive om hvad som helst.

Vil I bede mig om at fejre købet af jeres nye bil? Så vil jeg fiske en erindring frem om min første køretur i bil, og linje for linje nå til at komplimentere jer for jeres køretøj. Vil I bede mig om at rose jeres kat for de killinger den lige har født? Da vil jeg genoplive den kat min far først gav mig og senere, irriteret over dens miaven, tog fra mig igen og efterlod på vejen til Secondigliano. Vil I bede mig om at bidrage med et essay til en bog I udgiver om Napoli af i dag?

Jeg vil da begynde med dengang jeg ikke turde gå ud af angst for at møde en påtrængende nabo som min mor havde smidt ud af huset, og ord for ord formulere frygten for den vold som indirekte rammer os i dag mens det gamle politiske system justerer makeuppen, og 21

Frantumaglia.indd 21

12/07/2018 15.32

vi ikke ved hvor vi skal finde det nye som vi burde støtte. Skal jeg bringe et offer til det feminine behov for at lære at elske sin mor?

For så vil jeg fortælle hvordan min mor aldrig slap min hånd ude på gaden da jeg var lille, ja, der vil jeg begynde – ved nærmere eftertanke er det faktisk noget jeg virkelig gerne vil. Jeg husker en fjern fornemmelse af hud mod hud når hun klemte om min hånd af angst for at jeg skulle smutte væk og løbe min vej ad den ujævne, farlige vej: Jeg mærkede hendes frygt og var bange. Og så vil jeg finde en måde at udvikle mit tema på indtil jeg kan citere Luce Irigaray (note 1) og Lousa Muraro (note 2). Ord avler ord: Man kan altid skrive en banal elegant dybtfølt underholdende side om et hvilket som helst emne, højt eller lavt, enkelt eller komplekst, flygtigt eller væsentligt.

Hvad gør man nu lige: Siger nej til de mennesker man holder af og stoler på? Det er ikke min stil. Jeg har derfor forsøgt mig med et par memorable linjer for at vise jer en følelse af ægte beundring for det modige slag som I har udkæmpet i alle disse år, og som efter min mening er endnu vanskeligere at vinde i dag.

Her har I altså min besked: Til lykke. Jeg vil foreløbig nøjes med at begynde med en kapersbusk. Siden får vi se. Jeg kunne drukne jer i erindringer, tanker og almengyldige udkast. Hvor svært kan det være? Jeg kan sagtens skrive på kommando om ungdommen, tåbelighederne i tv, Di Giacomo (note 3), Francesco Jovine (note 4), kunsten at gabe og et askebæger. Tjekhov, den store Tjekhov, som under en samtale med en journalist der ville vide hvordan hans historier opstod, greb den første genstand han faldt over – som netop var et askebæger – og sagde til ham: Kan De se det her?

Kom forbi i morgen, så skal jeg give Dem en historie med titlen Askebægret. En vidunderlig anekdote.

Men hvordan og hvornår bliver muligheden for at skrive en nødvendighed? Jeg ved det ikke. Jeg ved kun at det at skrive har en deprimerende bagside når nervøsiteten over udfaldet er synlig. Så 22

Frantumaglia.indd 22

12/07/2018 15.32

kan selv sandheden virke kunstig. For at undgå alle misforståelser vil jeg derfor tilføje i marginen, uden kapers eller andet, uden litteratur, at mine lykønskninger er sande og dybtfølte.

Vi tales ved Elena Note: 1) Luce Irigaray (f. 1932, Belgien), belgisk feminist, filosof, lingvist, psykoanalytiker, sociolog og kulturteoretiker.

2) Luisa Muraro (f. 1940, Italien), italiensk feminist, filosof og historiker.

3) Salvatore Di Giacomo (1860-1934), napolitansk digter, sang­ skriver og skuespilforfatter.

4) Francesco Jovine (1902-1950), italiensk romanforfatter, jour­ nalist og essayist.

I et af de mange huse jeg boede i som barn, voksede der året rundt en kapersbusk på den vestvendte mur. Det var en grov, nøgen stenmur fuld af revner; ikke desto mindre fandt alle frø en smule jord. Men især denne kapersbusk voksede og blomstrede så stolt og samtidig med så sarte farver at den har lejret sig i mit sind som et billede på ægte styrke, på blid energi. Den bondemand som lejede os huset, skar planterne ned hvert år, men forgæves. Da han besluttede at reparere muren, lagde han et jævnt pudslag over den, hvorefter han malede den i en skrækkelig blå farve. Jeg ventede længe, fortrøstningsfuldt, på at kapersbuskens rødder skulle overleve og pludselig bryde denne murs flade ro.

Når jeg i dag leder efter en måde at lykønske mit forlag på, føler jeg at det er sket. Pudsen krakelerede, kapersbusken trængte atter igennem med sine første skud. Jeg håber derfor at Edizioni e/o fortsætter med at kæmpe mod pudsen, mod alle forsøg på at harmonisere ved udryddelse.

23

Frantumaglia.indd 23

12/07/2018 15.32

Må forlaget fortsætte med stædigt at frembringe bøger, sæson efter sæson, som kapersbuskens blomster.

Note: Brev til Sandra Ozzola i anledning af Edizioni e/o’s femtenårs fødselsdag i september 1994.

Frantumaglia.indd 24

12/07/2018 15.32

4.

Den filmatiserede bog Kære Sandro Selvfølgelig er jeg nysgerrig, jeg glæder mig til at læse Martones drejebog, send den gerne til mig så snart du får den. Jeg er dog bange for at læsningen kun vil tilfredsstille min nysgerrighed hvilket for mig betyder at forstå hvad det var i bogen som gav Martone ideen til et filmprojekt, hvad det var teksten ramte i ham, og hvordan den satte gang i hans fantasi. I øvrigt forudser jeg, ved nærmere eftertanke, at jeg kommer til at befinde mig i en både komisk og pinlig situation. Jeg vil blive læser af en andens tekst som fortæller mig en historie skrevet af mig; jeg vil, på basis af hans ord, forestille mig noget jeg allerede har forestillet mig, set, skrevet med mine egne ord, og dette andet billede vil, om man bryder sig om det eller ej, karambolere – komisk? tragisk? – med det første. Jeg vil kort sagt blive læser af en af mine læsere der på sin egen måde, med sine midler, med sin intelligens og følsomhed, fortæller mig hvad han har læst i min bog. Hvordan jeg vil tage det, kan jeg ikke sige dig.

Jeg er bange for at opdage at jeg ikke ved ret meget om min egen bog. Jeg er bange for at se, fra en andens hånd (en drejebog er en speciel stil, forestiller jeg mig, en anden måde at fortælle en historie på) det jeg egentlig skrev og blive ked af det eller se svagheden i 25

Frantumaglia.indd 25

12/07/2018 15.32

det eller ganske enkelt opdage hvad der mangler, hvad jeg burde have fortalt, men ikke gjorde – på grund af manglende evne, frygt, selvbegrænsede litterære valg, overfladiske synspunkter.

Men nok om det, jeg skal ikke trække sagen i langdrag. Jeg må indrømme at lysten til en ny oplevelse sejrer over uro og små­ bekymringer. Jeg tror jeg vil gøre følgende: Jeg vil læse Martones drejebog og se bort fra det faktum at det er en måde at nå til hans film på; jeg vil læse den som en mulighed for via værket at grave et par spadestik dybere i en andens opfindelse, ikke i min bog som nu går sine egne veje, men i det emne jeg strejfede da jeg skrev den.

Fortæl ham, hvis du ser ham eller taler med ham, at han ikke bør forvente et bidrag som er teknisk brugbart.

Tak for alt det besvær du gør dig.

Elena Note: Brevet er fra april 1994 og henviser til Mario Martones drejebog over Besværende kærlighed. Instruktøren sendte teksten til Ferrante sammen med et brev.

Frantumaglia.indd 26

12/07/2018 15.32

NEW YORK REVIEW OF BOOKS

I Frantumaglia får vi endelig lov til at kigge med i skrivebordsskufferne hos den forfatter, der gav os Napoli-romanerne og flere andre højt elskede bøger. Over tyve års breve, essays, overvejelser og interviews samler sig til et unikt billede af et forfatterskab og en særlig stemme i verdenslitteraturen.

Her taler Ferrante åbent og frimodigt om, hvorfor hun har valgt at træde om bag sine romaner og være anonym, om sine bekymringer og glæder ved filmatiseringerne, om skriveblokeringer, om Italien, om moderskab og feminisme, barndom og fantasi. Resultatet er et spillevende, intimt selvportræt af en arbejdende forfatter.

Læseren hverken spiser eller sover, før sidste side er vendt.

WASHINGTON POST

C&K Forlag

ELENA FERRANTE FRANTUMAGLIA

Uimodståelig, indtrængende læsning.

ELENA FERRANTE

Den italienske forfatter ELENA FERRANTE debuterede med romanen Besværende kærlighed i 1992. Herefter udkom romanerne Forladte dage og Dukken der blev væk. Hun brød igennem internationalt med romankvartetten om to piger

FR A NTUM AGLIA

fra Napoli, Elena og Lila, som man følger gennem halvtreds år. Kvartetten består af Min geniale

Mit liv i ordene

veninde (2014), Historien om et nyt navn (2014), Dem der flygter og dem der bliver (2015), og Det forsvundne barn (2016).

C&K