KAZ I N SK I FORFØLGERNE L Æ S E P R ØV E
© Politikens Forlag 2014
KAP I T E L 1
Hvor Julie møder kvinden der har ødelagt hendes liv
Første gang en bartender havde lavet et hjerte af mælkeskum i kaffen, troede Julie det var et signal til hende, og ikke noget han bare lavede til alle. Første gang Julie havde været sammen med en dreng, uden tøj på, havde hun tænkt: Det vil jeg aldrig igen. Og første gang Julies mand havde sagt: ”Jeg vil skilles”, havde hun ikke troet på ham. Fælles for disse tre førstegangsantagelser var at hun tog fejl i alt hvad der drejede sig om kærlighed. Særligt den sidste havde gjort ondt. At grine lidt halvfjollet når ens mand siger: ”Jeg vil skilles”. Tre gange måtte han sige det, i køkkenet, efter de havde lagt Adam i seng. Han havde grebet Julies arme til sidst. Set hende i øjnene. Og sagt: – Jeg er ked af det, Julie. Men sådan er det. Jeg elsker dig ikke mere. Det er en ærlig sag. En ærlig sag. Det havde han sagt. Også de efterfølgende sætninger står lige så levende i Julies hukommelse, denne lørdag formiddag, som omkvædet fra en yndlingssang. Noget hun har hørt tusind gange – og ikke bare en eneste frygtelig gang: – Har du mødt en anden? havde hun spurgt. – Ja. – Hvem? – Det kan være lige meget. – Nej. Hvem? – En jeg har mødt. – Hvad hedder hun? – Ulrikke. – Ulrikke, havde Julie gentaget, to gange, som om navnet i sig selv kunne forklare Julies ulykke. Dengang anede hun ikke hvad der ventede: tre års mørke, tre år hvor Julie har følt sig som et stykke skrald. Hun mistede sit selvværd, Jens smed det ud. Julie bryder sig stadig ikke om at fange sit eget spejlbillede, alt det der er så hæsligt at Jens måtte flygte fra det. Når hun har været i bad, er hun omhyggelig med ikke at se sig selv i det store vægspejl som Jens satte op da de købte huset, hun 2
undgår at se i butiksvinduer af frygt for at blive mødt med billedet af sig selv. Det var tre år siden Jens havde mødt Ulrikke Ølund, tre år siden han var flyttet for sig selv for at få Ulrikke i stedet for Julie. Og nu står hun der, kvinden der ødelagde alt, under hundrede meter fra Julie, og ser på neglelak i Magasins stueetage. Ulrikke aner ikke hvem Julie er, det er Julie ret sikker på. Selvom hun har været i seng med Julies mand – en nat – den nat for tre år siden hvor Julie overnattede hos sin mor. Ulrikke ville ikke have Jens da det kom til stykket. Men alene mødet med hende havde gjort så stort indtryk på Jens’ hjerte, at det ikke kunne vende tilbage til Julie. Selvom hun tilbød Jens at komme hjem, da hans eventyr var forbi. Men han kunne ikke tænke på andet end Ulrikke. Og ville bare skilles. Et godt tidspunkt, havde Jens kaldt det. Adam er så lille han ikke ville kunne huske det. Det ville være meget værre senere, havde han påstået. Som om skilsmisse er uundgåelig, noget der kommer om man vil det eller ej ¬– noget man derfor gør klogest i at planlægge hensigtsmæssigt. Julie kan mærke at hendes knæ ryster. Bare lidt. Ulrikke griner ad noget ekspedienten har sagt. Hun er virkelig smuk, meget smukkere end mig, tænker Julie. – Kan jeg hjælpe dig? spørger ekspedienten. Julie ser på hende, havde helt glemt den kalender hun står med i hånden. – Jeg kommer tilbage, siger Julie hurtigt og lægger den fra sig på bordet. Hun forlader det hjørne af stormagasinet som sælger lækre ting i læder, mapper og punge og indpakning til computere. Accessories. Julie kan egentlig ikke huske hvorfor hun overhovedet er gået ind i stormagasinet, hun har nærmest bare gjort det. Er hun kommet for at finde en ny kalender, noget der kan organisere hendes liv? Noget der skal hjælpe Julie med at finde tid til Julie. Som om en kalender kan det, uanset hvor lækker den er. Hendes tid er ødelagt af kvinden der nu har sat sig i stolen og får lagt makeup af en af damerne. Julie er enlig mor på grund af hende, Julie pisker fra skolen hun arbejder på, og videre til Adams fritidshjem, alene hver dag, altid i underskud af tid, på grund af en eneste ting: Ulrikke Ølund. Julie stiller sig ved stativet med sommerhatte af strå og med bånd af azurblå silke. Damen fra Lancôme pusler om Ulrikke. En af de andre 3
i afdelingen er kommet over til dem, det er en fornøjelse at lege med Ulrikke, at afprøve de seneste farvenuancer fra det store udland på noget så smukt – en kvinde hvor creme og stift, skygge og rouge ikke skal bruges til at dække over noget. En skønhed der gør alle deres produkter smukke. Ikke omvendt. Julie går tættere på. En tanke melder sig: Julie skal sige noget til hende. Fortælle hende hvad hun har ødelagt. Skrige det ind i hovedet på kællingen. Kærlighedsmorder! – Fungerer det? spørger Ulrikke. Det er første gang nogensinde Julie hører hendes stemme. Ekspedienterne forsikrer hende: Makeuppen fungerer helt fantastisk. Ulrikke ender med at prøve en læbestift som hun også køber, inden hun går videre. Julie nærmer sig, på samme måde som et mindre rovdyr, en hyæne, tænker hun. Ulrikke går ikke særlig hurtigt, hun har tid, hun har al den tid i verden hun kunne ønske sig, så vidt Julie ved, er hun ikke enlig mor. Ulrikke stopper op i afdelingen med lingeri og natkjoler, ser misfornøjet på en top der er på udsalg. En mand er dukket op i undertøjsafdelingen. En forretningsmand af en slags, klædt i jakkesæt og med en skinnende sort mappe i hånden. Gråt hår, midten af 50’erne, men velholdt, dyrt klædt, klassisk – blå blazer, lyse bukser. Julie lægger mærke til hvordan han betragter Ulrikke. Han fanger også Julies øjne, men kun for at se om der er vidner til hans uforbeholdne interesse i Ulrikke. Julie trækker sig lidt tilbage, vender sig om og står med et par trusser på bøjle. Hun aner ikke hvad hun skal. Skal hun ikke bare videre? Er der noget for hende her? Hævn? Hvordan? Hvad skal det hjælpe? Hun vender sig. Manden går stadig hvileløst rundt og forsøger at interessere sig for undertøjet. Måske er han kommet herind for at finde noget til sin kone. Julie kan se den meget markante vielsesring på hans højre hånd, den hånd der hviler på metalstativet. Ulrikke har besluttet sig for at prøve en natkjole af æggehvid silke. Hun går mod prøvelokalerne. Julie skynder sig at se ned da manden kaster et hurtigt blik bagud. Hun tænker at hun burde gå ind til Ulrikke i prøvelokalet, stikke hende en og fortælle hende hvad hun har ødelagt. Hun tager en dyb indånding. – Kom så, hvisker hun og tænker på alle de gange hun i fantasien har sagt ting og sager til Ulrikke. Nu virker det hele så svært. Fandeme nej, tænker hun, lægger trusserne fra sig og går mod prøvelokalerne.
4
Ulrikke har låst døren. Hvor blev manden af? Lige meget. Hun skal lige til at banke på, tage i håndtaget, da hun hører hans stemme. Et øjeblik er Julie forvirret. Ser hurtigt ind i det lille prøvelokale ved siden af. Det er tomt. Så forstår hun: Han er inde hos hende? Bare sådan? Et blik hen over et undertøjsstativ, og så ind i rummet? Julie mangler luft. Lukker sig ind i prøvelokalet ved siden af. Bliver konfronteret med et vanvittigt stort spejl. Hun står helt stille og forsøger ikke at se på sig selv. Væggen imellem hende og de to ved siden af er ikke andet end en tynd plade af gips, magen til dem som Jens satte op overalt da de istandsatte huset, lige før Adam blev født. – Vil du gøre det? Det er ham der hvisker. – Ja. Julie rykkere tættere på. Gipspladen er gjort fast til væggen med to beslag, men der er en sprække på et par centimeter, og hvis hun presser sig helt tæt på, kan hun måske se noget? – Jeg var ikke sikker på du ville dukke op. – Jo, hvisker Ulrikke. – Jeg har lyst til at ligge med dig. I en seng. Jeg har glædet mig hele ugen. Hun tysser på ham. – Der er ingen der kan høre os. – Hvad har du lyst til at gøre ved mig? Julie kan ikke høre hvad han hvisker. Hun rykker tættere på sprækken mellem de to rum, helt op ad væggen. Hun kan se spejlet på den anden side, Ulrikke står med ryggen op ad det. Trækker han bukserne af hende? En sms ankommer på Julies telefon, heldigvis drukner lyden nede i hendes taske. Julie sætter den på lydløs, men når at se beskeden fra sin veninde Marianne: ”Kan ikke komme i aften, sorry, kys”. Hun sidder helt stille og knuger telefonen mellem begge sine hænder, som var den hendes bibel – den der skal få det hele til at give mening. – Vend dig om, hvisker han. – Ja. Julie kan kun ane hvordan han trækker trusserne af hende. – Du er så lækker ... Jeg har aldrig ... siger han, og så noget som Julie
5
ikke kan høre. Ulrikke trækker selv trøjen af. Julie er så tæt på nu, så tæt på det som Jens ville ofre alt for. Hun er helt nøgen, ikke at Julie kan se så meget, mest bevægelser i spejlet. Tænk engang, han er også gift, ligesom Jens var gift med Julie, Ulrikke går måske kun efter andres mænd. Hun er en ødelægger. Julie får øje på sin telefon, våd af sved fra hendes håndflader. En guddommelig indskydelse: Hun skal tage et billede. Ellers kommer ingen til at tro hende. Han hvisker stadig: – Det er helt vildt. Du er så vanvittig lækker. Hurtigt, kameraet slået til, skal Julie ind i sprækken ved væggen med telefonen? Eller tage det ovenfra? Det er nemt lige at holde telefonen ind over gipspladen foroven. Hun beslutter sig for det sidste mens hun hører dem stønne, Ulrikke har en fin lyd når hun elsker, lige så fin som hendes ansigtstræk: ikke for meget, ikke for lidt, fuldstændig perfekte lyde, kun frembragt af åndedrættet, Julie benytter deres elskovsstøj som dække for at stikke hånden ind over kanten og tage et billede. Pludselig stopper Ulrikke. Julie trækker kameraet til sig. Hendes hænder ryster. – Hvad er der? hvisker han. – Jeg kan ikke. Ikke lige nu, siger Ulrikke. – Jo. Hvorfor? – Du snakker for meget. – Jeg vil bare gerne se dig igen, siger han. – Det var ikke det vi talte om. Vi aftalte at der ikke skulle være nogen spørgsmål. Du skrev det selv. Hvad skete der med lige på og hårdt? hvisker hun. – Det var før jeg mødte dig, siger han og kysser hende. - Lad os gå ud og spise en aften. – Spise? Hun griner. – Du skal bare lære mig at kende. – Du har familie. Julie sætter sig ned på gulvet. Det var ordet der gjorde det. Familie. – Du ved hvordan det er, siger han. – Nej, det gør jeg virkelig ikke, siger hun. Julie kan se hun er ved at tage tøjet på igen. – Hey. Jeg er en fed fyr.
6
– Det er jeg sikker på. – Giv mig en chance. – Jeg vil tænke over det, siger hun. Lyden af et bump, som om han skubber hende op ad væggen. – Jeg vil gøre alt for at få dig, hvisker han. – Hvad vil du gøre? – Alt. Hvad du beder mig om. – Jeg beder om ingenting, hvisker hun. Og så kan Julie høre at låsen bliver slået fra. Hun går ud. Går han efter? Julie venter et lille øjeblik, så låser hun sig selv ud. Der står en ekspedient på den anden side, ser forvirret på Julie, der ikke har noget løst tøj i hænderne. Julie kan se det i ekspedientens øjne: Har hun stjålet noget? Taget det på inde i prøvelokalet? Julie er ligeglad. Går forbi hende. Hun kan se Ulrikke ved udgangen. Og manden. Han ser efter Ulrikke, fortabt. Var det sådan det var med Jens? Et øjebliks ophidselse? Ulrikke ser sig over skulderen inden hun går ud på gaden, hun smiler til manden og vinker ganske kort, frivolt, fingrene i bevægelse. I det øjeblik er hun så smuk, så smuk at Julie næsten kan føle mandens begær. Eller sit eget? En tanke melder sig: Kvinder burde omringe Ulrikke, holde hendes arme og ben og hænder og lægge et snit med et skarpt blad, kun i hudens overflade, roligt og kalkuleret, to eller tre brede snit over hendes ansigt. Ikke nødvendigvis særlig brutalt, mere kirurgisk. Skære fra panden og ned over næsen, over læberne og ned langs hagen, helt ned til hendes hals. Dernæst fra det ene øre til det andet. Så ville Ulrikkes skønhed være ødelagt. Det ville være godt for alle andre kvinder. Det er ikke hensigtsmæssigt at hun løber rundt på fri fod og ødelægger familier. Sådan ville et sundt fungerende stammesamfund gøre. I den bedste af alle verdener skulle Ulrikke Ølund gå rundt resten af livet med et stort kors skåret i hendes ansigts kød. På den måde ville de små familier leve i fred. Julie ser efter ham, han er på vej ud ad døren, ud på pladsen foran stormagasinet. Julie kommer i tanke om sin telefon. Hun tjekker det billede hun har taget. – Fuck. Julie er ikke helt sikker på hvad det er hun har fået mellem hænderne. Men det føles som ... magt. Hun ser op. Ulrikke er væk. Manden? Hvem er han? Og hvem er
7
hans kone? Den kvinde der om lidt får ødelagt sit liv, ligesom Julie fik ødelagt sit. Julie beslutter sig for at sætte efter ham. Han løber ned i metroen, og hans lange frakke flagrer i graciøse bevægelser – et flag i slagmarkens blæst – noget man bare har at følge efter, om så det skal koste en livet. Hun er to meter fra ham, kan næsten nå ham da de tager rulletrappen ned i hovedstadens underverden.
KAP I T E L 2
Hvor vi møder de tre andre hovedpersoner - og den ene af dem vil forføre den anden
– Jeg fulgte efter en mand i dag og fandt ud af det mest sindssyge, siger kvinden der sidder over for Beatrice. Kvinden, Julie, stirrer på sin telefon, sådan som hun har gjort det meste af aftenen her til den årlige vejfest. Det er søndag nat, for en time siden var det lørdag. Beatrice burde ligge i sin seng, hun sidder her kun på grund af Asger. Han befinder sig desværre helt nede i den anden ende af teltet, sammen med sin kone, Helene, og et par af de naboer som bor længere oppe ad vejen, i de ældste og dyreste villaer. Men sådan var det også sidste år, lige efter Helene havde fået konstateret sklerose. Asger havde hjulpet Helene ind i huset på et tidspunkt, men var kommet tilbage. Og Beatrice og Asger var endt ved siden af hinanden, de havde gået en tur, Asger havde rakt ud efter hende, først bare strejfet hendes hånd. Men det var endt med et kys, et kys som Beatrice ikke har fået ud af hovedet endnu. Så i aften skal det ske, hun vil gå hele vejen. Sidste år var Asger klar, hvorfor skulle han ikke være det nu? Og Beatrice er velforberedt, hendes mand er sendt af sted til sommerhuset, det var intet problem. Søren ville betale penge for at undgå en vejfest med fællesgrill og medbragte salater. Beatrice har gjort noget ud af sig selv. Lige været hos frisøren, ikke et gråt stænk i hendes lange lyse hår, det har holdt sit fylde i mere end
8
fire årtier. Hun har også intimbarberet sig, ikke det hele, hun var blevet inspireret af de andre kvinder i saunaklubben nede ved fjorden. Efter en periode hvor de fleste var helt glatte, har moden ændret sig. Nu må selve trekanten godt været markeret af et helt fint lag hår, bare der ikke er noget omkring selve kønnet. Hun har også set skiftet hos sine to døtre, inden de flyttede, de første kønshår var dårligt dukket op før alt blev skrabet af, men efter et par år var de begyndt at stå ved sig selv. At ligne kvinder i stedet for piger. Beatrice ser sig omkring. Festen er ved at være forbi. Børnenes oppustelige hoppeborg har tabt luft og ligger som en ruin der hvor vejen drejer og leder ind mod de huse der blev bygget i 70’erne og 80’erne, væk fra de gamle murermestervillaer. De kulørte lamper rundt om teltet lyser stadigvæk selvom næsten alle er gået hjem. Det var helt vindstille indtil midnat. Derefter fulgte en kølig brise som for de flestes vedkommende var undskyldningen for at slippe væk. Lamperne bevæger sig roligt i vinden, og det røde, blå og grønne lys bølger frem og tilbage, lige nu kærtegner det gullige skær Asgers ansigt. – Jeg tog også et billede af ham. Sammen med en kvinde. Vil du se det? spørger Julie og ser hemmelighedsfuldt på Beatrice. – Hvad er det for et billede? spørger Beatrice og ser ned mod enden af bordet. Asger lægger armen om sin kone. Synet gør lidt ondt på Beatrice. Hun skynder sig at se på Julie. Gad vide hvorfor hun stadig sidder her? Hun har puttet sin dreng for længe siden, sidder nu med en gammel, lyseblå babyalarm hvis han skulle vågne, og ligesom Beatrice taler hun ikke rigtig med nogen. Måske er hun også på udkig efter en mand? Hun er fraskilt, så meget har Beatrice fundet ud af. Skolelærer, egentlig ret køn hvis hun gjorde lidt mere ud af sig selv, hun har i hvert fald en barm som mændene har svært ved at holde øjnene fra. Særligt ham kæmpefjolset med foldboldtrøjen, en anden af naboerne på vejen. Casper, hedder han vist, bor i det grimmeste hus med en rodet forhave, det ligner noget der blev forladt i 1984 og ikke er rørt siden. Casper kæmper med en overtræt og kropumulig dreng, der ser ud som han bare vil over til sin mor. Beatrice bliver nødt til at sige noget til Julie. Selvom det kun interesserer hende at tale med Asger. Sådan er det bare nogle gange, tænker hun, man bruger andre mennesker for at komme i kontakt med dem ens hjerte begærer.
9
– Skal vi gå ned til de andre? spørger Beatrice. – Du kunne spørge dem om vi skal slå to små selskaber sammen til et. – Mig? Julie ser ned for enden af bordet. – Jeg kender dem ikke, siger hun. – Er det ikke det der er meningen med en vejfest? At lære sine naboer at kende. – Nu taler jeg jo med dig. Desuden tror jeg sgu George Clooney er på vej herover, siger Julie og nikker i den anden retning. Rigtigt: Asger er på vej mod hende. Rolig, tænker Beatrice, men har lyst til at løbe sin vej, hun har fortrudt. Men hun retter sig op, skyder brystet en anelse frem. Hundrede tanker farer igennem hende mens Asger baner sig vej forbi sammenklappelige stole og hvide plastikborde. Hun tænker på det blik som Asger og Beatrice modtog sidste år, da de forlod festen. Beatrices genbo og måske bedste veninde gennem 20 år, Caroline, hun så på Beatrice inde fra sit vindue. Caroline havde også forladt festen og var på vej i seng. Hun så Asger og Beatrice, at de gik sammen ind i natten. I hendes øjne læste Beatrice det hele: at det hun gjorde, var forkert. Ækelt, at det var en forbrydelse mod alle regler på den lille vej. At forføre en anden mand, at forråde en anden kvinde, Asgers kone. Men sådan var det ikke. Asger var ked af det. Han havde brug for hjælp. Han var et menneske der rakte ud efter et andet. Og Beatrice? Hendes mand er godt nok ikke syg, men hendes ægteskab er for længst forbi, det havde hun også fortalt Caroline. Men Caroline havde lagt Beatrice på is siden den aften. Været høflig, men ikke taget initiativ til noget. Havde udskudt aftaler, aflyst. Beatrice vidste nøjagtig hvad der skete, hun kendte fremgangsmåden fra de gange hun selv har villet skaffe sig af med trættende venskaber – hun havde brugt præcis samme metode: flink på overfladen, aldrig gå ind i konflikten, bare lade venskabet dø sin egen langsomme død. Hun forsøgte at forklare sig over for Caroline, at hun var forelsket, at man ikke selv bestemmer hvem man bliver forelsket i, at det var Asger der havde taget initiativet, men det havde ikke hjulpet. Beatrice kan sagtens forstå hvorfor. Det er en trussel mod hele ideen om parforholdet, mod Carolines eget ægteskab. På en måde følte Beatrice at Caroline var i sin gode ret til at lægge hende for had. Siden dengang har Beatrice ikke turdet gøre noget som helst. Måske talt lidt med Asger
10
over hækken, men ingen amourøse tiltag. Hun har hadet sig selv for den aften, at hun gik med ham, at hun ikke bare kunne lide i sit ægteskab med Søren, sådan som Caroline lider med sin mand, som mange lider. Beatrice er hundrede procent sikker på, at Caroline også har talt med et par af de andre kvinder på vejen. Beatrice kan fornemme det, noget med blikke, afmålte smil når de hilser. Dog har hun flere gange set Caroline tale med Asger, glad og smilende, også her til aften, inden hun gik hjem. Ligestilling mig i røven, tænker Beatrice. Det var sgu Asger der havde kysset hende, ham der havde bøjet sig de afgørende 20 centimeter for at det kunne lade sig gøre. Men det er Beatrice der skal hades. Nej, der kommer aldrig ligestilling, det vil kvinderne aldrig tillade. Ingen tilgivelse, selv om Carolines og Beatrices døtre stadig er veninder og stadig ser hinanden når de kommer hjem i ferierne fra deres forskellige studier i Århus og på Island og i København. Til sidst, i går, tænkte Beatrice: Når jeg alligevel ikke kan tages til nåde, så kan jeg ligeså godt få ham. Tage ham. – Nå, jeg ville bare sige tak for i aften, siger Asger bag hende. Hun vender sig. Han smiler, ser hende i øjnene. Beatrice kan mærke det i kroppen, at han står der. Han tilføjer: – Det var ikke meget vi nåede at snakke i år. – Nej. Kender du Julie? siger Beatrice. Hun taler hurtigt nu, nervøst: – Julie skulle lige til at vise mig et billede. Men det er vist en hemmelighed, siger Beatrice, lyder forfjamsket i egne ører. Hvorfor siger hun det? Har hun brug for Julie til at gøre sig interessant over for Asger? Fordi Julie er yngre? – Du må ikke fortælle det til nogen, siger Julie og ser på Asger inden hun tager sin telefon frem igen. – Jeg ved ikke, Asger ser på Julie og smiler. – Jeg ville bare sige tak for i aften. Jeg skal køre Helene hjem og sove. Beatrice ser på Asgers kone. Hun sidder i kørestol nu, det gjorde hun ikke sidste år. – Kom nu, siger Beatrice. – Nu vil vi altså se det billede. Med en hurtig bevægelse hælder hun vin op til dem alle tre og betragter Julie med påtaget interesse. – Okay, er I klar? Julie ser på dem med næsten barnlig begejstring. – Bare hurtigt så, siger Asger og skæver til sin halvsovende kone. Så
11
sætter han sig. – Det er lidt pornografisk, nu er I advaret. Jeg håber I kan klare det, siger Julie og holder telefonen op. Beatrice bruger det som en undskyldning for at rykke tættere på Asger, helt op ad ham. Hendes ene bryst strejfer hans arm ganske let. Hun kan mærke det helt ned i maven, suget, og får dårlig samvittighed. Et hurtigt blik rundt i teltet, Caroline er gået, men nogle af de andre sidder der stadig. Igen mærker hun tvivlen: Måske skulle hun bare gå hjem og glemme det hele, droppe sin forelskelse. Hun er afdelingssygeplejerske på Rigshospitalets traumecenter, masser af naturlig autoritet, det har hun tit fået at vide. En kvinde der er vant til at tage hurtige beslutninger om liv og død. Og nu sidder hun her og tør næsten ikke kigge på en mand fra vejen. Latterligt, det kan være at 46 er for gammel til at være forelsket? At den slags har sin naturlige tid, hvorefter det bliver grimt og ødelæggende? Nej, sludder, tag dig sammen, siger hun til sig selv. Overvejer en forsigtig hånd på Asgers lår, under bordet. – Undskyld, siger Asger. – Hvor er det lige du har det billede fra? – Det har jeg selv taget, siger Julie. Beatrice ser endelig på billedet, bare et glimt, mere når hun ikke at få før Julie trækker telefonen til sig. Var der to nøgne mennesker? – Hvorfor viser du mig det? siger Asger og lyder pludselig vred. Beatrice har aldrig hørt ham tale sådan før. – Hvem arbejder du for? – Hvad mener du? – Du hørte mig godt, siger Asger. – Hvem arbejder du for? – Jeg ... jeg arbejder på en folkeskole. Jeg forstår ikke hvad du mener. Jeg underviser i dansk og biologi. Julie ser lidt forskrækket ud. Asger betragter Julie med et hårdt blik der skræmmer Beatrice. – Hvad sker der, Asger? spørger hun. Han ser på Beatrice, lige så vredt. – Vidste du hvad der var på det billede? – Nej! Jeg har ikke engang set det ordentligt endnu. Hvad går det her ud på? Asger tøver. Ser på dem begge. – Ved du hvem du har taget et billede af? – Nej. Jo. Altså, kvinden? spørger Julie. – Nej. Manden. Ved du hvem han er?
12
– Nej. Ikke sådan. Jeg ved hvem kvinden er. Det var derfor jeg tog det, siger Julie. – Hvor har du fået det fra? – Det har jeg sagt. Jeg har selv taget det. – Er du sikker på det? Beatrice betragter Asger, han ser mistroisk på Julie, det ville ikke fungere med en hånd på hans lår lige nu, stemningen er for dårlig. Julie råber næsten. – Fuldstændig! Tror du jeg lyver? – Må jeg se det igen? siger Asger. Julie viser ham telefonen. Denne gang ser Beatrice ordentligt efter. Man ser en nøgen kvinde, meget smuk, presset op ad et spejl. De skal vist lige til at elske, manden holder godt fast i sin stive pik, klar til at mase den ind. Beatrice lægger først mærke til mandens ansigt nu. – Gud nej, udbryder hun. Er det ham? Beatrice kan ikke huske hans navn, en eller anden politiker, men hun vil ikke virke dum. Asger ryster på hovedet. – Kan du se hvad jeg mener? spørger han Beatrice og ser på hende. – Ja. – Altså, jeg skulle nok ikke have vist jer det, siger Julie og rækker ud efter sin telefon. – Hvor har du taget det henne? spørger Asger. – I Magasin. – I Magasin? – Ja! Det har jeg da lov til. – Har du? – Ja! – Hvad lavede du i Magasin? spørger Asger. Beatrice synes der er noget professionelt over hans tonefald nu, som en afhøring, og hun tænker hvordan hun skal få ham for sig selv, få ro på ham. Det her går slet ikke som hun havde planlagt. – Det var bare et tilfælde, siger Julie. – Et tilfælde? Det tror jeg ikke på. Den slags tilfælde findes ikke, siger Asger og tager en dyb indånding, studerer hende. - Ved du hvad jeg laver til daglig? – Nej. – Asger arbejder for statsanklageren, siger Beatrice hurtigt. Og kan
13
godt høre hun lyder lidt stolt på hans vegne. Som om hun er hans mor. – Det vil sige at jeg arbejder for politiet. Det er mig der burer folk inde, om du vil. – Okay, siger Julie og forsøger igen at få fat i sin telefon. – Har jeg gjort noget ulovligt? – Fortæl mig hvordan du har taget billedet, siger Ager. – Helt fra starten, tilføjer han og styrker sig med en ordentlig mundfuld vin. Beatrice ser at Asger sender et hurtigt blik til sin kone. Hun sover. Beatrice skal have Asger for sig selv, måske skal hun forsøge at få Julie til at gå hjem? - Asger, siger Beatrice. - Skal vi ikke lade Julie være – Asger afbryder: - Nej! Jeg skal høre det her. Fra starten. •
14