Flosset

Foto © Metthew Thompson

”Det er ikke sådan, jeg er. Jeg følger regler, jeg kan godt lide logik, jeg løser problemer. Jeg gør mig ikke klog på ting, jeg ikke ved noget om.

Jeg ønsker ikke at skille mig ud. Jeg vil gerne passe ind. Jeg har ikke lyst til at være en frontfigur for noget som helst.” ”Jamen, det er du allerede, Celestine. Det ændrer sig nu, og uanset om du bærer de Flossedes brændemærke eller går ud herfra som en fri kvinde, vil du aldrig blive den samme pige, som du var engang. De vil holde øje med dig, alle sammen, og hvem vil du foretrække, at de ser? Dig eller den pige, du lader, som om du er?”

I Celestines verden er alt perfekt, og alt skal være perfekt. Celestine er smuk, får gode karakterer og har en kæreste, Art, der elsker hende.

FLOSSET foregår i en tid ikke langt fra vores, i en verden hvor det perfekte efterstræbes af alle. Arts far, dommer Crevan, leder et korstog mod de svage, de moralsk forkerte, mod alle dem, der forbryder sig mod reglen om at være en perfekt borger.

Det er ham, der dømmer og bestemmer, hvem der skal mærkes med det frygtede F, hvis de falder uden for normen.

Da Celestine ser en ældre Flosset mand komme i problemer, tøver hun ikke med at hjælpe ham. Beslutningen om at hjælpe en Flosset stiller Celestine over for hendes livs valg: hun må enten benægte, hvad hun har gjort eller stå fast på sine principper med fare for, at hun dermed må vinke farvel til det perfekte liv, hun hidtil har levet – inklusive Art …

P O L I T I K E N S F O R L AG

politikensforlag.dk

ISBN 978-87-400-3409-7

cecelia ahern er født og opvokset i Dublin, hun er uddannet inden for journalistik og mediekommunikation.

Hendes mange bøger er udkommet i næsten 50 forskellige lande og er solgt i flere end 25 millioner eksemplarer verden over. cecelia ahern har bl.a. skrevet bestselleren bag den populære film P.S. Jeg elsker dig.

FLOSSET er hendes første ungdomsroman.

Flosset.indd 4

31/01/17 10.00

cecelia ahern

Flosset PĂĽ dansk ved Marie Kopp

Politikens Forlag

Flosset.indd 3

31/01/17 10.00

Flosset.indd 6

31/01/17 10.00

1 Jeg er begrebsstĂŚrk, jeg tĂŚnker logisk, det er enten sort eller hvidt for mig. Husk det.

Flosset.indd 9

31/01/17 10.00

Til dig, far

Flosset.indd 5

31/01/17 10.00

Flosset: belastet af negative, uheldige eller umoralsk uacceptable forhold.

At have visse fejl og mangler.

Flosset.indd 7

31/01/17 10.00

2 Stol aldrig på en mand, der, uden at være blevet opfordret til det, sætter sig for bordenden i en anden mands hjem.

Det er ikke mine ord. De tilhører min bedstefar, Cornelius, der havnede så langt væk fra dette bord, som man kan komme, fordi han sagde dem, og ikke er velkommen tilbage foreløbig. Det var måske ikke det, han sagde, der var problemet. Det var den person, han sagde det om: dommer Crevan, en af de mest magtfulde mænd i landet, som nu igen, på trods af min bedstefars bemærkning for et år siden, har sat sig for bordenden i forbindelse med vores årlige Jordens Dag-sammenkomst.

Far kommer ind fra køkkenet med en ny flaske rødvin og opdager, at hans faste plads er taget. Jeg kan se, at han bliver irriteret over det, men eftersom det er dommer Crevan, nøjes han med at standse op og stå lidt og veje proptrækkeren i hånden, mens han overvejer, hvad han skal gøre. Så går han rundt om bordet og sætter sig ved siden af mor på den anden side, hvor dommer Crevan skulle have siddet. Jeg kan se, at mor er nervøs. Jeg kan se det, fordi hun er mere perfekt end nogensinde. Ikke et hår sidder forkert i hendes perfekte frisure, hendes blonde lokker er snoet kunstfærdigt ind i en nakkeknude, som kun hun selv kan lave, og som har krævet, at hun skulle vride begge skuldre af led for at nå om til sit baghoved. Hen10

Flosset.indd 10

31/01/17 10.00

des hud er som porcelæn, hun lyser indefra, som er hun renheden selv. Hendes makeup er ulastelig, den kornblomstblå blondekjole passer perfekt til hendes blå øjne, hendes arme er perfekt tonede.

Min mor er en efterspurgt model. Hun er smuk. På trods af at hun har fået tre børn, er hendes krop lige så perfekt, som den altid har været, selv om jeg har en mistanke om – jeg ved – at hun ligesom de fleste andre har fået hjælp. Hun er altid ovenpå udadtil, men man ved, hun har været nede, når hun kommer hjem og har fået rundere kinder, mere fyldige læber, en glattere pande eller ser mindre træt ud rundt om øjnene. Hun får ny energi af at forandre sit udseende. Hun er meget pertentlig med, hvordan man ser ud.

Hun dømmer folk på det, danner sig en mening om dem efter et hurtigt, vurderende blik. Hun bliver utilpas, når noget ikke er perfekt. En skæv tand, en dobbelthage, en for stor næse – det får hende til at stille spørgsmålstegn ved folk, nære mistro til dem. Og det er hun ikke alene om. Næsten alle andre har det på præcis samme måde. Mor sammenligner det med at prøve at sælge en bil uden at vaske den først. Den bør være skinnende blank. Det samme gælder for mennesker. Hvis man sjusker med sit ydre, siger det noget om, hvordan man er indeni. Jeg er også perfektionist, men ikke hvad angår fysisk fremtoning, snarere i forbindelse med sprog og opførsel, hvilket irriterer min søster, Juniper, helt vildt. Hun er det mest upræcise menneske, jeg kender. Til gengæld er hun gennemført upræcis – det må jeg give hende.

Jeg iagttager min nervøse families opførsel med en fornemmelse af selvtilfredshed, fordi jeg ikke selv mærker antydningen af deres anspændthed lige nu. Jeg morer mig faktisk. Jeg kalder Crevan for Bosco, og han er far til min kæreste, Art. Jeg er hjemme hos ham hver dag, har været på ferier sammen med ham, har været med til private familiearrangementer og kender ham bedre, end mine forældre gør, og end de fleste andre gør for den sags skyld. Jeg har set Bosco med morgenhår og tandpastarester rundt om munden. Jeg har set ham lunte søvndrukken af sted midt om natten i underbuk11

Flosset.indd 11

31/01/17 10.00

ser og strømper – han sover altid med strømper på – ud på badeværelset eller i køkkenet efter et glas vand. Jeg har set ham ligge og sove en brandert ud på sofaen med åben mund og hånden stukket ned i bukselinningen. Jeg har hældt popcorn ned ad hans bluse og dyppet hans fingre i varmt vand, imens han sov, for at få ham til at tisse.

Jeg har set ham vælte beruset rundt på dansegulvet og være elendig til karaoke. Jeg har hørt ham kaste op efter en vild nat. Jeg har hørt ham snorke. Jeg har lugtet hans prutter og hørt ham græde. Jeg kan ikke være bange for én, der er så menneskelig.

Men min familie og resten af landets befolkning opfatter ham som en frygtindgydende person, man nærer ærbødighed for. Jeg synes, han minder om en af de der dommere i talentshows på tv, en oppustet tegneseriefigur, som får et kick ud af, at folk buher ad ham.

Jeg nyder at efterligne ham til Arts store fornøjelse. Han vrider sig af latter, imens jeg vandrer frem og tilbage og leger Bosco i dommerhumør. Jeg svinger min hjemmelavede kappe omkring halsen, laver skulende, forvrængede grimasser og løfter pegefingeren. Bosco elsker at løfte pegefingeren, når kameraet er på. Jeg er overbevist om, at den skræmmende dommerfacon er rent skuespil, fordi den er vigtig for hans arbejde. Det er ikke hans naturlige opførsel. Han er også god til at lave lede bomber, når han springer i poolen.

Bosco, kaldet dommer Crevan af alle andre end Art og mig, er overdommer i en komité ved navn Lavet. Lavet, der oprindeligt blev stiftet som en midlertidig offentlig undersøgelseskommission, der skulle slå ned på fejlagtige handlinger, er nu en permanent anordning, som tager sig af undersøgelserne af individer, der beskyldes for at være Flossede. De Flossede er almindelige borgere, som har begået moralske eller etiske fejl.

Jeg har aldrig været i retten, men den er åben for offentligheden, og retssagerne bliver sendt direkte i fjernsynet. Det er en fair rettergang, for ud over at der er tilskuere til processen, bliver venner og familie indkaldt for at vidne om den anklagedes karakter. På Domsdagen beslutter dommerne, om den anklagede er Flosset. Hvis det 12

Flosset.indd 12

31/01/17 10.00

er tilfældet, bliver deres fejl bekendtgjort, og deres hud bliver brændemærket med F-mærket på et af fem steder. Brændemærkets placering afhænger af den fejl, de er fundet skyldige i.

I tindingen for dårlige beslutninger.

På tungen for at lyve.

På højre håndflade for at have stjålet fra samfundet.

På brystet, lige over hjertet, for manglende loyalitet over for Lavet.

På højre fodsål, hvis de har overtrådt samfundets normer.

De skal også konstant bære et bånd om ærmet med det røde bogstav F, så de kan identificeres af offentligheden og fungere som et skrækeksempel. De bliver ikke fængslet. De har ikke gjort noget forbudt, men de har begået handlinger, som bliver betragtet som skadelige for samfundet. De bor stadig iblandt os, men de er udelukket fra det gode selskab og er underlagt særlige regler.

Efter at vores land blev kastet ud i store økonomiske problemer på grund af det, man mente var dårlige beslutninger fra vores lederes side, var Lavets primære mål oprindeligt at fjerne Flossede mennesker fra lederstillinger. Lavet formår nu at udstøde folk, før de overhovedet får disse stillinger, så der ikke sker nogen skader. Lavet praler med, at vi i nær fremtid vil have et moralsk og etisk ulasteligt samfund. Dommer Bosco Crevan bliver af mange anset for at være en helt.

Art har sit gode udseende fra sin far – lyst hår, blå øjne – og med de viltre lyse krøller og store blå øjne, der funkler skælmsk, ser han altid ud, som om han er ude på ballade, og det er han som regel også. Han sidder lige over for mig ved middagsbordet, og jeg må styre mig for ikke at kigge på ham hele tiden, imens jeg indeni jubler af glæde over, at han er min. Heldigvis har han ikke sin fars brutalitet.

Han ved, hvornår man skal more sig og slappe af, og kommer altid med en sjov bemærkning, når samtalen bliver for alvorlig. Han har en god timing. Selv Bosco ler. Art er som en lanterne for mig, han oplyser de mørkeste hjørner af alting.

Hvert år på denne dag i april fejrer vi Jordens Dag sammen med 13

Flosset.indd 13

31/01/17 10.00

vores naboer, Crevans og Tinders. Jordens Dag-fejringer er noget, Juniper og jeg har elsket, siden vi var børn, og vi talte dagene i kalenderen og planlagde, hvad vi ville have på, og pyntede op i huset og dækkede bordet. I år er jeg mere spændt end nogensinde, for det er første gang, Art og jeg officielt er sammen. Ikke at jeg har planer om at tage på ham under bordet eller noget, men det gør det mere spændende, at min kæreste er med.

Far er leder af en tv-station ved navn News 24, og vores nabo og anden middagsgæst, Bob Tinder, er redaktør på avisen The Daily News, begge er ejet af Crevan Media, så de tre mænd blander arbejde med fornøjelse. Tinders kommer altid for sent. Jeg ved ikke, hvordan Bob bærer sig ad med at overholde deadlines, når han aldrig er kommet rettidigt til en middag. Det er det samme hvert år.

Vi har allerede siddet i stuen og fået drinks i en time, og nu håber vi på, at det på en eller anden magisk måde vil få dem til at skynde sig, at vi er rykket ind i spisestuen. Vi sidder her med tre tomme pladser, det er naboernes datter, Colleen, som jeg går i klasse med, der er den tredje gæst.

“Vi bør gå i gang,” siger Bosco pludselig og ser op fra sin telefon, og med de ord afbryder han den afslappede snak og retter sig mere formelt op.

“Det er fint med middagen,” siger mor og tager imod det glas, som far lige har fyldt op. “Jeg har sørget for, at maden godt kunne klare en lille forsinkelse.” Hun smiler.

“Vi bør gå i gang,” siger Bosco igen.

“Har du travlt?” spørger Art og ser mystificeret på Bosco, som pludselig virker rastløs. “Problemet med at være punktlig er, at der aldrig er nogen til stede til at se det, når man kommer,” siger Art, og alle ler. “Det burde jeg vide, for jeg skal altid vente på den her pige.”

Han sparker blidt til min fod under bordet.

“Nej,” protesterer jeg. “At være punktlig er at gøre noget eller ankomme til et sted præcis på den aftalte tid. Du er ikke punktlig. Du kommer altid helt vildt meget for tidligt.”

14

Flosset.indd 14

31/01/17 10.00

“Den, der kommer først til mølle, får først malet,” forsvarer Art sig.

“Ikke, når møllen ikke engang er åben endnu,” svarer jeg, og Art rækker tunge af mig.

Min lillebror, Ewan, fniser. Juniper ruller med øjnene.

Bosco, der virker irriteret over vores samtale, afbryder og gentager: “Summer, Cutter, vi bør gå i gang med at spise nu.”

Den måde, han siger det på, får med det samme os alle til at holde op med at le og kigge hen på ham. Det var en ordre.

“Far,” siger Art overrasket med en usikker, halvhjertet latter.

“Kommer du fra madpolitiet eller hvad?”

Bosco fastholder mors blik. Det har en sær virkning på alle ved bordet, skaber en anspændt stemning, den slags, man fornemmer i luften, lige før det begynder at tordne. Tung, fugtig, hovedpinefremkaldende.

“Bør vi ikke vente på Bob og Angelina?” spørger far.

“Og Colleen,” tilføjer jeg, og Juniper ruller igen med øjnene.

Hun kan ikke holde ud, at jeg korrigerer de mindste detaljer, men jeg kan ikke lade være.

“Nej, det tror jeg ikke,” siger han bare i et bestemt tonefald uden at tilføje mere.

“Okay,” siger mor og rejser sig og går ud i køkkenet, helt stille og roligt, som om intet er hændt, hvilket jeg ved er et tegn på, at hendes ben ryster under skørterne.

Jeg kigger forvirret på Art, og jeg ved, at også han fornemmer den anspændte stemning, for jeg kan fornemme ham tage tilløb til en ny joke, noget, han gør, når han føler sig forlegen eller utilpas. Jeg ser, hvordan han trækker lidt på smilebåndet ved tanken om det, han skal til at sige, men jeg når aldrig at høre det, for så lyder sirenen.

Flosset.indd 15

31/01/17 10.00

3 Sirenen hyler langtrukkent, lavt, advarende. Jeg farer forskrækket sammen, og mit hjerte begynder at hamre, hele min krop er i alarmberedskab. Det er en lyd, jeg har hørt jævnligt igennem hele mit liv, en lyd, man håber aldrig er rettet mod én selv. Lavet kalder den for beredskabssignalet, en tre- til femminutters sirene, som lyder fra Lavets vogne, og selv om jeg aldrig har oplevet en krig, giver det mig en fornemmelse af, hvordan folk må have følt, før de blev udsat for luftangreb i gamle dage. Bedst som man sidder og har det godt, kommer den og ødelægger den gode stemning.

Sirenen er tæt på, ildevarslende tæt på. Vi stivner alle kortvarigt ved bordet, hvorpå Juniper, som taler, før hun tænker, og er temmelig klodset, selvfølgelig springer op som den første, støder ind i bordet og får glassene til at vælte. Der sprøjter rødvin ud på den hvide dug som blodstænk. Hun ulejliger sig ikke med at undskylde eller tørre op, hun løber bare direkte ud af rummet. Med far lige i hælene.

Mor ser helt forbløffet ud, lamslået. Hun er ligbleg, da hun kigger hen på Bosco, og jeg tror, at hun skal besvime. Hun prøver ikke engang at forhindre Ewan i at løbe ud ad hoveddøren.

Sirenen bliver højere, den kommer tættere på. Art springer op, så det gør jeg også og følger efter ham hen ad gangen og udenfor, hvor 16

Flosset.indd 16

31/01/17 10.00

de andre står i en lille klynge i forhaven. Det samme finder sted i de andre forhaver omkring os, gamle mr. og mrs. Miller inde i haven til højre for os klamrer sig til hinanden og ser skrækslagne ud, imens de venter på at se, hvilket hus sirenen stopper ved. Lige over for os åbner Bob Tinder døren og kommer ud. Han får øje på far, og de kigger på hinanden. Der er noget imellem dem, men jeg ved ikke helt, hvad det er. Først tror jeg, at far er vred på Bob, men så kan jeg se, at Bob har det samme stirrende blik. Jeg kan ikke afkode dem.

Jeg ved ikke, hvad der foregår. Det er en form for stillingskrig. Hvem mon det bliver?

Art tager fat i min hånd og giver den et klem for at berolige mig, og han prøver at sende mig et af sine vindende smil, men han ser usikker ud, og smilet kommer for hurtigt og har kun den modsatte virkning. Sirenerne er meget tæt på nu, lydene fylder vores ører og hoveder. Vognene drejer ind på vores vej. To sorte biler med knaldrøde F-symboler på siderne, så alle kan se, hvem de er. Angiverne er Lavets hær, de bliver sendt ud for at beskytte samfundet mod de Flossede. Det er ikke vores officielle politi, men de har ansvaret for at tage de moralsk og etisk Flossede i deres varetægt. Kriminelle kommer i fængsel. De har intet at gøre med de Flossedes retssystem.

De røde lamper på vognenes tage blinker og snurrer rundt, de stråler så stærkt, at de næsten lyser tusmørkehimlen op, og sender et advarende signal ud til alle. Familier, der var i gang med at fejre Jordens Dag, står i klynger og klamrer sig til hinanden. De håber, at det ikke er dem, håber, at ingen af deres kære vil blive taget fra dem. Ikke deres familie, ikke deres hjem, ikke i aften. De to vogne standser midt på vejen, lige foran vores hus, og jeg kan mærke, at jeg begynder at ryste over hele kroppen. Sirenerne stopper.

“Nej,” hvisker jeg.

“De kan ikke tage os,” hvisker Art til mig, og han ser så sikker ud, så overbevist, at jeg tror på ham. Selvfølgelig kan de ikke tage os, vi har dommer Crevan til middag, han sidder inde i vores hus. Vi er 17

Flosset.indd 17

31/01/17 10.00

så godt som urørlige. Det hjælper lidt på min frygt, men så retter ængstelsen sig mod den stakkels, uheldige person, de er ude efter.

Det overrasker mig, for jeg har altid tænkt, at de Flossede er galt på den, at Angiverne er på min side, at de beskytter mig. Men fordi det sker på min vej, lige foran min hoveddør, er det anderledes. Det får mig til at føle, at det er os imod dem. Og denne ulogiske og farlige tankegang får mig til at skælve.

Dørene i vognene går op, og fire uniformerede Angivere springer ud, klædt i de karakteristiske røde veste, sorte feltstøvler og skjorter.

De blæser hele tiden i deres fløjter, imens de løber, hvilket har den virkning, at det lammer mit sind og forhindrer mig i at tænke så meget som en eneste tanke. Der er kun panik i mit hoved. Måske er det også deres intention. Angiverne er i bevægelse, og jeg står som naglet til jorden.

Flosset.indd 18

31/01/17 10.00

Foto © Metthew Thompson

”Det er ikke sådan, jeg er. Jeg følger regler, jeg kan godt lide logik, jeg løser problemer. Jeg gør mig ikke klog på ting, jeg ikke ved noget om.

Jeg ønsker ikke at skille mig ud. Jeg vil gerne passe ind. Jeg har ikke lyst til at være en frontfigur for noget som helst.” ”Jamen, det er du allerede, Celestine. Det ændrer sig nu, og uanset om du bærer de Flossedes brændemærke eller går ud herfra som en fri kvinde, vil du aldrig blive den samme pige, som du var engang. De vil holde øje med dig, alle sammen, og hvem vil du foretrække, at de ser? Dig eller den pige, du lader, som om du er?”

I Celestines verden er alt perfekt, og alt skal være perfekt. Celestine er smuk, får gode karakterer og har en kæreste, Art, der elsker hende.

FLOSSET foregår i en tid ikke langt fra vores, i en verden hvor det perfekte efterstræbes af alle. Arts far, dommer Crevan, leder et korstog mod de svage, de moralsk forkerte, mod alle dem, der forbryder sig mod reglen om at være en perfekt borger.

Det er ham, der dømmer og bestemmer, hvem der skal mærkes med det frygtede F, hvis de falder uden for normen.

Da Celestine ser en ældre Flosset mand komme i problemer, tøver hun ikke med at hjælpe ham. Beslutningen om at hjælpe en Flosset stiller Celestine over for hendes livs valg: hun må enten benægte, hvad hun har gjort eller stå fast på sine principper med fare for, at hun dermed må vinke farvel til det perfekte liv, hun hidtil har levet – inklusive Art …

P O L I T I K E N S F O R L AG

politikensforlag.dk

ISBN 978-87-400-3409-7

cecelia ahern er født og opvokset i Dublin, hun er uddannet inden for journalistik og mediekommunikation.

Hendes mange bøger er udkommet i næsten 50 forskellige lande og er solgt i flere end 25 millioner eksemplarer verden over. cecelia ahern har bl.a. skrevet bestselleren bag den populære film P.S. Jeg elsker dig.

FLOSSET er hendes første ungdomsroman.