Fine fornemmelser af Julian Fellowes

side

1-

kun til presentation

-

En frådsende fuldblods fornøjelse!

ikke tryk

– Stephen Fry

phia Trenchard kommer ballet til yve år senere, da den opadstræbende elgravia – Londons nybyggede ge eftervirkninger bliver mærkbare.

amle familier er tvunget til at omgås em, der foretrækker, at fortidens dem, der for alt i verden vil have e frem i lyset.

nde skuespiller, forfatter, filmnden bag tv-serien DOWNTON taget flere Emmy-priser.

Belgravia

ISBN: 978-87-400-3820-0

Bognørden

Børsen

Fyns Amts Avis

Femina

Ekstra Bladet

Den yndige Edith Lavery er datter af en nogenlunde succesrig revisor og hans socialt ambitiøse kone. Under et besøg som betalende gæst på godset Broughton Hall møder Edith Charles, godsets arving, som ifølge sladderspalterne er en af landets mest eftertragtede ungkarle.

Da han frier, siger Edith Ja. Men er hun virkelig forelsket i Charles?

Eller er det hans titel, position, jordbesiddelser og indflydelse, der trækker?

Af forfatteren til

DOWNTON ABBEY POLITIKENS FORLAG

Lady Uckfield, som er Charles’ mor og kaldes Googie blandt venner, er en uomgængelig del af livet på Broughton Hall, og hun er overbevist om at Edith ikke har taget Charles af de rette grunde.

Og da et filmhold ankommer til godset, inklusiv en karismatisk mandlig hovedrolleindehaver, får Googie og alle andre på Broughton Hall muligvis syn for sagn.

Børsen

Femina

Som et besøg på et britisk gods – livlig, smuk og charmerende.

–The New York Times Book Review

Ekstra Bladet

Hr. Ferdinand

DOWNTON ABBEY

JULIAN FELLOWES

Fine fornemmelser

ISBN:978-87-400-5006-6

Fyns Amts Avis

Hr. Ferdinand

© KEVIN DAY

ngelske overklasses fornemste den af Richmonds store bal. Det er mange af ballets unge flotte mænd midt på slagmarken.

J U LIA N FEL LOW E S

OG SKANDALER I S LONDON

J U LI A N Fine fornemmelser F E LLOWES

Af samme forfatter:

Af forfatteren bag

Julian Fellowes er en prisvindende skuespiller, forfatter, filminstruktør og producer. Han er manden bag tv-serien downton abbey og spillefilmen gosford park og har modtaget flere Emmy-priser for sit arbejde.

Fine

fornemmelser

Fine fornemmelser.indd 1

24/06/2019 19.40

JULIAN FELLOWES Fine fornemmelser ROMAN

Oversat til dansk af Inger Kristensen

HR. FERDINAND

Fine fornemmelser.indd 3

24/06/2019 19.40

Fine fornemmelser.indd 4

24/06/2019 19.40

Tilegnet Emma og Peregrine, naturligvis, men ogsĂĽ min kĂŚre Micky, uden hvem denne bog ikke havde vĂŚret mulig.

Fine fornemmelser.indd 5

24/06/2019 19.40

Fine fornemmelser.indd 6

24/06/2019 19.40

FØRSTE DEL



Impetuoso-Fiero

Fine fornemmelser.indd 7

24/06/2019 19.40

Fine fornemmelser.indd 8

24/06/2019 19.40

ET

JEG VED IKKE NØJAGTIGT, hvordan det kom sig, at Isabel Easton tog Edith Lavery under sine vinger. De havde sandsynligvis en fælles ven eller sad i en eller anden komité sammen, eller måske havde de bare den samme damefrisør. Men jeg kan huske, at Isabel af en eller anden grund meget tidligt besluttede sig for, at Edith var noget af en fjer i hendes hat, en person af den lidt særlige slags, som hun kunne fodre sine naboer på landet med i små bidder. Historien skulle bekræfte, at hun havde ret, selv om der ikke var overvældende sikre beviser på det, da jeg mødte hende første gang. Edith var afgjort meget køn, men ingenting i sammenligning med senere, da hun, som modeskaberne siger, havde fundet sin stil. Hun var et udsøgt eksemplar af typen: engelsk blondine med store øjne og gode manerer.

Jeg havde kendt Isabel Easton, siden vi var børn i Hampshire, og vi havde et af disse behagelige, fordringsløse venskaber, som udelukkende er baseret på, at det havde været langvarigt. Vi havde meget lidt til fælles, men vi kendte ikke ret mange andre, der kunne huske os på vores ponyer, da vi var ni år, og der var en vis afslappethed over vores lejlighedsvise møder. Jeg var gået ind i teaterverdenen efter universitetet, og Isabel havde giftet sig med en børsmægler og var flyttet til Sussex, så vores veje krydsedes sjældent, men Isabel nød, at der indimellem kom en skuespiller på besøg, som havde været i fjernsynet (men tilfældigvis aldrig var blevet set af nogen af hendes venner),

394

Fine fornemmelser.indd 9

24/06/2019 19.40

og for mig var det rart at tilbringe en weekend på landet i ny og næ med min gamle barndomsven.

Jeg var i Sussex, første gang Edith kom på besøg, og jeg kunne bevidne Isabels begejstring for sin nye ven, en begejstring, som senere blev betvivlet af hendes ikke helt så generøse bekendtskaber.

Men den var helt ægte: “Der vil ske ting og sager for hende. Der er et eller andet over hende.” Isabel var glad for talemåder, der syntes at forudsætte en insiderviden om, hvordan verden fungerede. Da Edith steg ud af bilen en halv time senere, ville nogen måske sige, at hun ikke så ud til at besidde meget andet end sit udseende og en ganske besnærende, tilbagelænet charme, men jeg var tilbøjelig til at være enig med vores værtinde. Når jeg tænker tilbage, var der en antydning ved munden af det, der senere skulle vise sig; det var en af disse krystalmunde med klart markerede, næsten mejslede læber, som man forbinder med filmskuespillerinder fra fyrrerne. Og så var der hendes hud. For englændere er huden som regel den sidste udvej, når der skal gives en kompliment, og der ikke er andet at rose. Man udbreder sig ofte om nydelig hud, når man taler om de lavere rangerende medlemmer af kongefamilien. Men hvorom alting er, havde Edith Lavery den yndigste teint, jeg nogensinde har set: sval, klar, pastelfarvet under lag af ulasteligt pudder. Jeg har hele mit liv haft en svaghed for smukke mennesker, og når jeg tænker tilbage, tror jeg, at jeg blev Ediths forbundsfælle i det første øjeblik, hvor jeg beundrede hendes ansigt. I hvert fald var Isabel på vej til at blive en selvopfyldende profet, for det var hende, der tog Edith med til Broughton.

Broughton Hall, ja hele Broughton-slægten, gennemsyrede alle aspekter af Easton-familiens liv i Sussex. Slægten havde haft al magt over netop denne del af East Sussex i meget længere tid end de fleste andre potentater i grevskaberne syd for London. Først som baroner, siden som jarler, og senest, siden 1879, som markiser af Uckfield.

Indtil for cirka et århundrede siden havde deres naboer og livegne hovedsageligt været ydmyge bønder, der møjsommeligt tjente til livets ophold i det flade og sumpede marskområde for foden af Sydenglands

3 10 4

Fine fornemmelser.indd 10

24/06/2019 19.40

højdedrag, men vejene og jernbanerne og opfindelsen af den forlængede weekend havde fået bourgeoisiet til at strømme til området i deres søgen efter ton, og ligesom Byron vågnede Broughton-slægten en dag op og var pludselig berømt. Inden længe var det lokale tegn på, om man var ‘inde’ eller ‘ude’ stort set baseret på, hvorvidt man stod opført på deres selskabslister eller ej. Det må dog retfærdigvis siges, at familien ikke selv opsøgte berømmelsen, i hvert fald ikke til at begynde med, men som de væsentligste repræsentanter for les anciens riches i et område, der var på vej op i velstandsgraderne, blev deres magtposition nærmest påtvunget dem.

De havde også været heldige på andre måder. To ægteskaber, et med en bankdirektørs datter og et andet med den kvindelige arving til en stor bid af San Francisco, havde styret familieskibet gennem landbrugsdepressionens oprørte vande og første verdenskrig. I modsætning til mange af den slags dynastier havde de beholdt om ikke alle så dog en del af deres besiddelser i London, og diverse fiflerier på ejendomsmarkedet i tresserne havde skyllet dem ind på ThatcherEnglands forholdsvis sikre kyster. Senere, da Labour begyndte at omorganisere sig, viste de sig, ligesom mange af den højere middelklasse, at være blevet genfødt som det Nye Labour, og fremstod således som værende meget mere imødekommende end deres grådige politiske forfædre. Alt i alt var Broughton-slægten det fornemste eksempel på den ‘overlevende’ engelske familie. De var nået ind i 1990’erne med deres prestige og endnu vigtigere, deres godser, stort set intakte.

Ikke at noget af det var et problem for Easton-familien. De følte sig overhovedet ikke stødt over Broughton-familiens privilegier, de nærmest forgudede dem. Nej, problemet var, at selv om de kun boede tre kilometer fra selve Broughton Hall, og selv om Isabel over frokost i Walton Street fortalte sine veninder, hvor heldigt det var, at de ‘nærmest havde godset i deres baghave’, havde de endnu ikke, efter tre et halvt år, så meget som sat deres ben inden for dets hoveddør eller bare mødt et eneste medlem af familien.

Naturligvis var David Easton ikke den første englænder fra den

3 11 4

Fine fornemmelser.indd 11

24/06/2019 19.40

øvre middelklasse, der opdagede, at det er nemmere at vifte om sig med en uægte aristokratisk baggrund i London end ude på landet.

Problemet var, at efter årevis med frokoster på Brook’s, lørdage med hestevæddeløb og aftener i Annabel’s, hvor han aflirede sine fordomme mod det moderne, demokratiserede samfund, havde han fuldstændig mistet fornemmelsen for den kendsgerning, at han selv var et produkt af det. Det var, som om han havde glemt, at hans far havde været virksomhedsleder for en mindre møbelfabrik i Midlands, og at det ikke havde været uden omkostninger for hans forældre at få ham gennem Ardingly College. På det tidspunkt, hvor jeg mødte ham, ville han højst sandsynligt have været meget overrasket, hvis han ikke stod opført i adelskalenderen. Jeg kan huske, at jeg engang læste en artikel, hvori Roddy Llewellyn blev citeret for at beklage sig over, at han ikke havde gået på Eton (som hans ældre bror), for det var på Eton, man fandt sine venner for livet. David gik tilfældigvis lige forbi min stol på det tidspunkt. “Det er helt korrekt,” sagde han. “Det er præcis sådan, jeg har det.” Jeg kiggede op for at fange Isabels blik, men kunne med det samme se på hendes deltagende nik, at hun ikke ønskede at være en del af mit komplot, men hellere sin mands.

For en udenforstående lader det til at være en væsentlig ingrediens i mange ægteskaber, at begge parter støtter den andens illusioner.

Beskyttet som han havde været af en kombination af Isabels venlighed og de fleste London-værtinders evne til at ignorere alt andet end deres gæsters villighed til at konversere og spise maden, var det nu overordentlig bittert at sidde ved fornemme middagsborde og blive udspurgt om Charles Broughtons tur til Italien, eller hvordan Carolines nye ægtemand gererede sig, og derefter være nødt til at mumle, at han ikke kendte dem særligt godt. “Jamen det er dog besynderligt,” lød svaret så. “Jeg havde det indtryk, at I var naboer.” Og selv i denne indrømmelse var der en vis uærlighed, for ikke blot kendte David dem ikke særligt godt, han kendte dem overhovedet ikke.

Engang ved et cocktailparty på Eaton Square havde han dristet sig til at fremsætte en mening om familien for blot at høre sin samtale-

3 12 4

Fine fornemmelser.indd 12

24/06/2019 19.40

partner sige: “Jamen er det ikke Charles derovre? Du må præsentere mig, og så må vi se, om han kan huske, hvor vi mødtes.” Og David havde været nødt til at sige, at han følte sig utilpas (hvilket var mere eller mindre sandt) og gå hjem, uden at kunne gå med til den middag, de andre skulle videre til. Her på det seneste var han begyndt at anlægge en lettere afvisende mine, når de blev omtalt. Han stillede sig demonstrativt tavs i udkanten af diskussionen, som om han, David Easton, foretrak ikke at kende Broughton-slægten. Som om han havde vejet dem og fundet dem en anelse for lette efter sin smag.

Intet kunne være fjernere fra sandheden. Det skal retfærdigvis siges, at Davids frustrerede sociale ambitioner sandsynligvis var lige så hemmelige for hans egen bevidsthed, som det var meningen, de skulle være for os andre. Sådan forekom det mig i hvert fald, mens jeg så ham lyne sin Barbour-jakke og fløjte efter hundene.

Det var meget passende Edith, der foreslog besøget. Isabel spurgte os ved morgenbordet om lørdagen, om der var noget, vi gerne ville foretage os, og Edith spurgte, om der var et lokalt herresæde, og hvad med at se det? Hun kiggede over på mig.

“Gerne for min skyld,” sagde jeg.

Jeg så Isabel kaste et blik hen på David, som sad fordybet i sin Telegraph ved den modsatte bordende. Jeg kendte og forstod udmærket Broughton-situationen, og Isabel vidste, at jeg vidste det, men eftersom vi var englændere, havde vi naturligvis aldrig talt om det. Rent faktisk havde jeg truffet Charles Broughton, den noget dorske søn og arving, et par gange i London ved disse hybridaftener, hvor teaterfolk og folk fra de toneangivende kredse mødes, men, som når to floder krydser hinanden, sjældent blander sig med hinanden. Disse møder havde jeg ikke omtalt for Isabel af frygt for at gnide salt i såret.

“David?” sagde hun.

Han bladede i avisen med en stor og sorgløs bevægelse.

“Du kan tage med, hvis du har lyst. Jeg er nødt til at køre ind til Lewes. Sutton har endnu en gang tabt benzindækslet til græsslåmaskinen. Han spiser dem velsagtens.”

3 13 4

Fine fornemmelser.indd 13

24/06/2019 19.40

“Det kan jeg da gøre på mandag.”

“Nej, nej. Jeg skal alligevel have købt nogle patroner.” Han kiggede op. “Jeg mener det. Tag du bare med.”

Hans blik var bebrejdende, og Isabel reagerede ved at skære en let grimasse, som om hun blev presset af ham. Sandheden var, at de havde en stiltiende aftale om ikke at besøge stedet som ‘almindelige borgere’. Til at begynde med havde David undgået det, fordi han havde forventet at lære familien at kende ret hurtigt, og han ville ikke risikere at møde dem fra den forkerte side af afspærringen.

Efterhånden som måneders og derefter års skuffelse havde udviklet sig, var det ikke at besøge huset blevet en form for princip, som om han ikke ville give familien på Broughton den tilfredsstillelse at opleve ham betale gode penge for at se, hvad der retfærdigvis burde være gratis for ham. Men Isabel var mere pragmatisk end sin mand, som kvinder generelt er, og hun havde vænnet sig til tanken om, at deres position i de højere samfundslag ville blive udskudt en rum tid. Nu var hun simpelthen nysgerrig efter at se det sted, der var blevet et symbol på deres manglende sociale indflydelse. Derfor var det ikke svært at overtale hende. Så vi tre satte os ind i hendes ramponerede Renault og kørte af sted.

Jeg spurgte Edith, om hun overhovedet vidste noget om Sussex.

“Ikke meget. Jeg havde engang en ven, der boede et stykke tid i Chichester.”

“Den fashionable del.”

“Er det? Jeg vidste ikke, at grevskaber havde fashionable områder.

Det lyder temmelig amerikansk. Lidt som gode og dårlige borde i den samme restaurant.”

“Kender du noget til USA?” “Jeg tilbragte nogle måneder i Los Angeles, efter jeg gik ud af skolen.”

“Hvorfor?”

Edith lo. “Hvorfor ikke? Hvorfor rejser man et sted hen, når man er sytten?”

3 14 4

Fine fornemmelser.indd 14

24/06/2019 19.40

“Jeg ved ikke, hvorfor man skulle tage til Los Angeles. Medmindre det er for at blive skuespiller.”

“Måske ville jeg gerne være filmstjerne.” Hun smilede til mig med noget, jeg senere opdagede var et vanemæssigt udtryk af bedrøvelse, og det gik op for mig, at hendes øjne ikke var blå, som jeg først havde troet, men nærmest lysegrå.

Vi svingede ind mellem et par enorme stenpiller påsat kronhjortehoveder af bly, med gevir og det hele, og fortsatte ind ad den brede indkørsel. Isabel standsede bilen. “Er det ikke vidunderligt?” sagde hun. Broughton Hall lå udbredt for os i al sin massive storladenhed.

Edith smilede entusiastisk, og vi kørte videre. Hun syntes ikke, at bygningen var vidunderlig, og jeg heller ikke, selv om den på sin egen måde var imponerende. Den var i hvert fald meget stor. Den kunne have været tegnet af en syttenhundredetals-forløber for Albert Speer.

Hovedbygningen, en kæmpemæssig granitklods, var forbundet med to mindre klodser via kompakte og klodsede søjlegange. Desværre havde en Broughton fra attenhundredetallet fjernet sprosseværket fra vinduerne og erstattet dem med spejlglas, så de nu gabte tomt og blindt ud over parken. I bygningens fire hjørner var der blevet rejst undersætsige kupler, som lignede vagttårne i en koncentrationslejr.

Alt i alt fuldendte de ikke så meget synet, som de blokerede det.

Gruset knasede under bilen, da vi standsede. “Skal vi tage huset eller haven først?” Som en sovjetisk militærinspektør fra tresserne midt i en NATO-øvelse, var Isabel fast besluttet på ikke at gå glip af noget.

Edith trak på skuldrene. “Er der meget at se indenfor?” “Åh, det skulle jeg da mene,” sagde Isabel fast og skridtede hen mod døren med skiltet ‘Indgang’. Den trykkede sig i favntaget fra den massive, hesteskoformede trappe, der førte op til den fornemste etage. Den rustika-dekorerede granit opslugte hende, og vi fulgte hende forknyt.

En af Ediths yndlingshistorier ville altid være, at hun første gang så Broughton som betalende gæst, adskilt fra husets mere intime liv af en rød snor. “Ikke fordi,” som hun plejede at sige med sin sjove halvlatter,

3 15 4

Fine fornemmelser.indd 15

24/06/2019 19.40

“at der nogensinde har været så meget af den slags på det sted.” Der findes bygninger med så markant en fornemmelse af de personligheder, der byggede dem, en så gennemtrængende atmosfære af de liv, der blev levet der, at den besøgende føler sig som en mellemting mellem en indbrudstyv og et spøgelse, der udspionerer et privat hjem med alle dets skjulte hemmeligheder. Sådan en bygning var Broughton ikke. Den var blevet udtænkt ned til sidste kamingitter og stiliserede korsblomst med ét eneste formål: at imponere fremmede. Som følge deraf havde husets rolle i slutningen af det tyvende århundrede stort set ikke ændret sig. Den eneste forskel var, at man nu købte billet i stedet for som tidligere at give husbestyrerinden drikkepenge.

Men for den moderne besøgende blev salonernes pragt afbødet af det kolde, klamme rum, som vi kom ind i (senere hørte vi, det blev kaldt ‘Nedre Hall’), og som var lige så imødekommende som et forladt stadion. Umagelige lakajstole stod langs væggene og fremmanede et billede af uendelige timers kedsomhed, hvor tjenerne sad og ventede, og et langt, sort bord stod midt på det misfarvede stengulv. Bortset fra fire snavsede billeder med Venedig-motiver, og det var langtfra Canaletto-malerier, var der ingen udsmykning. Som alle rummene i Broughton var hallen gigantisk og fik os alle tre til at føle os som figurer i Mary Nortons Lånerne.

“Nå, de tror ikke meget på blød salgsteknik,” sagde Edith.

Fra ‘Nedre Hall’ gik vi med guidebogen i hånden op ad den store hovedtrappe med dens udskårne egetræstrin, der arbejdede sig op omkring en kraftig og temmelig deprimerende bronzestatue af en døende slave. Efter at vi øverst oppe havde krydset en bred afsats, kom vi først ind i Marmorhallen, en kæmpemæssig sal i to etagers højde med en balustradeomkranset svalegang hele vejen rundt om andensalen. Hvis vi var kommet ind fra den ydre hesteskotrappe, ville rummet her have været vores (bevidst overvældende) første præsentation af huset. Herfra gik vi videre til Salonen, endnu et stort lokale og denne gang med tunge, guldstafferede mahognigesimser og vægge, der var beklædt med karmoisinrødt fløjlstapet.

3 16 4

Fine fornemmelser.indd 16

24/06/2019 19.40

“Tikka masala til mig, tak,” sagde Edith.

Jeg lo. Hun havde helt ret. Det lignede fuldstændig en kæmpestor, indisk restaurant.

Isabel åbnede guidebogen og begyndte at læse højt med en stemme som en geografilærerinde: “Salonen er udsmykket med det originale tapet, et af de væsentligste pragtstykker i Broughtons interiør. De forgyldte sideborde blev fremstillet til denne sal af William Kent i 1739.

Det maritime tema i de udskårne konsolspejle er inspireret af udnævnelsen af den tredje jarl til ambassaden i Portugal i 1737. Jarlen selv mindes i dette hans yndlingsrum med det mandshøje portræt malet af Jarvis, som sammen med det af Hudson malede modstykke af jarlens hustru hænger på hver sin side af den italienske kamin.”

Edith og jeg studerede malerierne. Det af lady Broughton forsøgte sig med lidt munterhed ved at lade den unge kvinde med det plumpe ansigt posere på en blomsterskråning med en sommerhat i den ene store hånd.

“Der er en kvinde i mit motionscenter, som ligner hende på en prik,” sagde Edith. “Hun prøver altid at sælge mig de konservatives lotterisedler.”

Isabel læste drævende videre. “Skabet ved midten af sydvæggen er fremstillet af Boulle og var en bryllupsgave fra Marie-Josèphe de Saxe, fransk Dauphine, til den femte jarls hustru. Mellem vinduerne ...”

Jeg gik over til de omtalte, høje vinduer og kiggede ned i parken.

Det var en af disse varme, kedelige dage sidst i august, hvor træerne virker overbebyrdede med blade, og landskabets overflod af grønt gør luften beklumret og indestængt. Mens jeg stod der, kom en mand rundt om husets hjørne. Han var iført tweedjakke og fløjlsbukser på trods af vejret, og en af de kedelige, brune filtbowlere, som englændere bosiddende på landet bilder sig ind, er elegante. Han kiggede op, og jeg kunne se, at det var Charles Broughton. Han kastede knap nok et blik på mig og kiggede væk, men så standsede han og kiggede op igen. Jeg gik ud fra, at han havde genkendt mig, og jeg løftede

3 17 4

Fine fornemmelser.indd 17

24/06/2019 19.40

en hånd til hilsen, hvilket han besvarede med sin egen vage gestus, hvorefter han gik videre.

“Hvem var det?” Edith stod bag mig. Hun havde også overladt Isabel til sine fremsigelser.

“Charles Broughton.”

“En søn af huset?”

“Den eneste søn af huset, så vidt jeg ved.”

“Inviterer han os på te, tror du?”

“Det tvivler jeg på. Jeg har mødt ham præcis to gange.”

Charles inviterede ikke på te, og jeg er sikker på, at han ikke ville have skænket mig en tanke, hvis ikke vi var stødt på ham, da vi gik tilbage til bilen. Han stod og talte med en af de mange gartnere, der gik omkring på stedet, og var netop færdig med det, da vi gik hen over forpladsen.

“Goddag,” nikkede han ganske elskværdigt. “Hvad laver De her?”

Han havde tydeligvis glemt mit navn og sikkert også, hvor vi havde truffet hinanden, men han var venlig nok og stod og ventede på at blive præsenteret for de andre.

Isabel, som blev overrumplet af pludselig og uventet at opholde sig i landet, hvor drømme bliver til virkelighed, ledte efter noget at sige, der ville fæstne sig som en fascinerende burre i Charles’ hjerne og medføre et tæt venskab, som ville blomstre op mere eller mindre øjeblikkeligt. Hun fandt ingen inspiration.

“Han bor hos os. Vi bor tre kilometer herfra,” sagde hun ligefremt.

“Er det sandt? Kommer De tit herned?”

“Vi er her hele tiden.”

“Ah,” sagde Charles. Han vendte sig om mod Edith. “Er De også lokal?”

Hun smilede. “Bare rolig. Jeg er ingen trussel. Jeg bor i London.”

Han lo, og hans kødfulde, joviale træk blev et kort øjeblik næsten kønne. Han tog hatten af og afslørede det lyse Rupert Brooke-agtige hår med krusede krøller i nakken, som er så karakteristisk for den engelske aristokrat. “Jeg håber, De syntes om huset.”

3 18 4

Fine fornemmelser.indd 18

24/06/2019 19.40

Edith smilede uden at sige noget og overlod det til Isabel at lire nogle af sine fjollede oplysninger fra guidebogen af.

Jeg kom hende til undsætning: “Vi må hellere se at komme videre.

David vil begynde at undre sig over, hvor vi bliver af.”

Vi smilede alle og nikkede og gav hånd, og nogle minutter senere var vi ude på landevejen igen.

“Du har aldrig fortalt, at du kendte Charles Broughton,” sagde Isabel lettere bebrejdende.

“Det gør jeg heller ikke.”

“Nå, men du har heller ikke fortalt, at du har mødt ham.”

“Har jeg ikke?”

Jeg vidste selvfølgelig godt, at det havde jeg ikke. Isabel kørte resten af vejen i tavshed. Edith vendte sig om fra passagersædet og mimede en den bliver svær at reparere-grimasse. Det var indlysende, at jeg havde dummet mig, og Isabel var mærkbart kølig over for mig resten af weekenden.

Fine fornemmelser.indd 19

24/06/2019 19.40

Fine fornemmelser.indd 20

24/06/2019 19.40

TO

EDITH LAVERY VAR DATTER af en succesfuld autoriseret revisor, som selv var barnebarn af en jødisk immigrant, der var kommet til England i 1905 for at undslippe tidens pogromer og den af Ediths far ubegrædte zar Nikolaj II. Jeg har vist aldrig hørt familiens rigtige navn; Levy, måske, eller Levin. I hvert fald inspirerede den edwardianske portrætmaler Sir John Lavery til ændringen, som syntes at være, og sikkert også var, en god idé på det tidspunkt. Når medlemmer af Lavery-familien blev spurgt, om de var i familie med maleren, svarede de som regel: “Langt ude, tror jeg,” og knyttede dermed sig selv til det britiske establishment uden at fremsætte diskutable påstande. Når englændere bliver spurgt, om de har truffet den og den, er det meget almindeligt, at de svarer: “Ja, men de husker mig sikkert ikke,” eller “Jo, jeg har truffet dem, men jeg kender dem ikke,” når de ikke har truffet dem.

Dette skyldes deres ubevidste trang til at skabe en opmuntrende illusion om, at England, eller rettere den øvre middelklasses og overklassens England, er gennemkrydset af en million usynlige silketråde, som væver dem sammen i et funklende fællesskab af klasse og anstand og udelukker alle andre. Der er ikke meget uærlighed i det, for som regel forstår de hinanden. For en englænder med en vis baggrund betyder svaret “Ja, jeg har truffet dem, men de husker mig sikkert ikke” i virkeligheden “Jeg har aldrig truffet dem.”

3 21 4

Fine fornemmelser.indd 21

24/06/2019 19.40

Mrs. Lavery, Ediths mor, betragtede sig selv som en fugl med en helt anden fjerdragt end sin ægtefælle, hvor meget hun end holdt af ham. Hendes egen far havde været oberst i Indien, men den vigtige detalje var, at hans mor havde været grandniece til en bankier, der var baronet. Selv om mrs. Lavery var en elskværdig kvinde på mange måder, var hun så indædt snobbet, at det grænsede til vanvid, og hendes spinkle forbindelse til denne den allerlaveste, arvelige adelsrang fyldte hende derfor med en varmende følelse af at tilhøre en inderkreds af rang og privilegier, hvor hendes stakkels ægtemand for evigt måtte føle sig fremmed. Men det betød ikke, at mr. Lavery følte sig krænket. Slet ikke. Han var tværtimod stolt af hende. Hun var trods alt en høj, køn kvinde, som vidste, hvordan man klædte sig, og han var om noget tiltrukket af tanken om, at udtrykket noblesse oblige (som mrs. Lavery holdt meget af) på nogen måde kunne associeres med hans egen husstand.

De boede i en stor lejlighed i Elm Park Gardens, næsten helt nede i den forkerte ende af Chelsea og ikke helt efter mrs. Laverys smag.

Men det var jo ikke ligefrem Fulham eller endnu værre: Battersea; stednavne, som først for nylig var begyndt at optræde på mrs. Laverys mentale kort. Hun oplevede stadig den frydefulde fornemmelse over for det nye, som en uforfærdet opdagelsesrejsende, der kom længere og længere væk fra civilisationen, når hun blev inviteret til middag hos en af sine venners gifte børn. Hun lyttede vågent, når de talte om, hvilken god investering en brødholder var, eller om, hvor meget børnene elskede Tooting efter den snoldede lejlighed på Marloes Road.

Det var alt sammen det rene volapyk for mrs. Lavery. Hvad hende angik, var hun i Hades, indtil hun igen kom over på den anden side af floden, hendes personlige Styx, som i al evighed adskilte underverdenen fra det virkelige liv.

Ediths forældre var ikke velhavende, men de var heller ikke fattige, og da de kun havde ét barn, var der aldrig behov for at være sparsommelig. Edith blev sendt i en mondæn børnehave og derefter på kostskolen Benenden. (“Nej, ikke på grund af monarkens datter.

3 22 4

Fine fornemmelser.indd 22

24/06/2019 19.40

Vi kiggede bare på udbuddet, og vi syntes, at det var så inspirerende et sted.”) Mr. Lavery havde gerne set pigens uddannelse fortsætte på et universitet, men da Ediths eksamensresultater ikke var gode nok, i hvert fald ikke til nogen af de steder, hvor de gerne ville sende hende hen, var det ikke noget, der skuffede mrs. Lavery. Hendes altoverskyggende ambition havde altid været at introducere sin datter i det finere selskab.

Stella Lavery havde ikke selv prøvet at debutere i selskabslivet, og det var noget, hun skammede sig inderligt over. Hun forsøgte altid at skjule det bag en masse leende referencer til alt det sjov, hun havde haft som ung pige, og hvis hun blev spurgt ind til det, sukkede hun, at hendes far havde haft økonomisk modgang i trediverne (hvormed hun forbandt sig selv med Wall Street-krakket og ekkoet af Scott Fitzgerald og Gatsby). Ellers pyntede hun lidt på datoerne og gav krigen skylden. Sandheden var, som mrs. Lavery nødtvungent måtte indrømme over for sig selv i sin sjæls mørke nat, at i den socialt mindre løsslupne verden i halvtredserne, havde der været mere tydelige skillelinjer mellem præcis hvem, der tilhørte overklassen, og hvem der ikke gjorde. Stella Laverys familie gjorde ikke. Hun omfattede dem af sine veninder, som havde debuteret til det første bal i de finere kredse, med en dyb og hemmelig misundelse, som nagede hendes indre. Hun døjede også med, at de inddrog hende i deres erindringer om Henrietta Tiarks, hertuginden af Bedford, eller Miranda Smiley, den senere grevinde Guinness af Iveagh, som om de troede, at hun, Stella Lavery, havde debuteret, når de udmærket godt vidste, og hun vidste, at de vidste, at det havde hun ikke. Af disse grunde havde hun fra begyndelsen været fast besluttet på, at mangler af den slags ikke skulle kaste en skygge over hendes elskede Edith. (Navnet Edith var i øvrigt valgt på grund af dets duftende overtoner af et langsommere, bedre England, og måske ubevidst for at antyde, at det var et familie­ navn, der var gået i arv fra en eller anden edwardiansk skønhed. Det var ikke tilfældet.) Under alle omstændigheder skulle pigen kastes ind i de eksklusive kredse fra begyndelsen. Eftersom præsentationen

3 23 4

Fine fornemmelser.indd 23

24/06/2019 19.40

ved hoffet (som kunne have været et problem) i firserne var et levn fra fortiden, skulle mrs. Lavery blot overbevise sin mand og sin datter om, at tiden og pengene ville være godt givet ud.

Der skulle ikke meget til at overtale dem. Edith havde ikke nogen konkrete planer om, hvordan hun ville tilbringe sit voksenliv, og det at udsætte beslutningsprocessen med en årelang omgang selskaber forekom hende at være en god idé. Mr. Lavery nød tanken om at se sin hustru og datter i le beau monde og betalte gladeligt for det. Mrs. Laverys omhyggeligt opdyrkede forbindelser var nok til at få Edith på Peter Townends liste til sæsonens teselskaber, og pigens eget gode udseende skaffede hende en plads som model ved The Berkeley Dress Show. Derefter var det lige ud ad landevejen. Mrs. Lavery gik til frokoster med de andre mødre og pakkede sin datters kjoler til ballerne på landsæderne og morede sig i det store og hele. Edith nød det også ganske meget.

Mrs. Laverys eneste forbehold var, at da selskabssæsonen var forbi, da vinterens sidste velgørenhedsballer var overstået, og udklippene fra Tatler var blevet limet ind i scrapbogen sammen med invitationerne, var der ikke meget, der havde forandret sig. Edith var naturligvis blevet beværtet af døtrene til adskillige adelsmænd – herunder en hertug, som var specielt spændende – og alle disse piger var naturligvis kommet til Ediths eget cocktailparty i Claridge’s (en af mrs.

Laverys lykkeligste aftener). Men de venner, der blev tilbage, da dansen var slut, var meget lig de piger, hun havde haft med hjem fra skole, døtre af velhavende forretningsmænd i den højere middelklasse.

Som Edith rent faktisk selv tilhørte. Dette forekom ikke mrs. Lavery at være rimeligt. Hun havde i så lang tid henregnet sin egen fiasko med at nå de mest svimlende højder i Londons fornemste kredse (en forsamling, som hun lidt drilsk kaldte ‘hoffet’) til den kendsgerning, at hun aldrig var blevet ordentligt præsenteret, så hun havde forventet noget større fra sin datter. Måske gjorde hendes entusiasme hende blind for en indlysende sandhed: nemlig den kendsgerning, at når selskabssæsonen havde åbnet sine arme for hendes datter, skyldtes

3 24 4

Fine fornemmelser.indd 24

24/06/2019 19.40

det, at den i firserne ikke længere var den eksklusive institution, som den havde været i mrs. Laverys egen ungdom.

Edith var klar over morens skuffelse, men selv om hun, som vi senere skal høre, absolut ikke var immun over for charmen ved klasse og formue, kunne hun ikke helt se, hvordan hun skulle kunne dyrke denne nærhed med døtrene til de store herresæder. For det første syntes de alle sammen at have kendt hinanden fra fødslen, og derudover kunne hun ikke lade være med at føle, at det ville være vanskeligt at tilfredsstille deres krav i en lejlighed i Elm Park Gardens. Det endte med, at hun var på nik med de fleste af pigerne fra sin årgang, men i øvrigt vendte tilbage til noget nær den samme rende, hun havde befundet sig i, da hun gik ud af skolen.

Jeg hørte om alt dette her ret hurtigt efter, at jeg mødte Edith første gang hos David og Isabel, fordi der skete det, at hun fik arbejde som telefondame hos en ejendomsmægler i Milner Street lige rundt om hjørnet fra det sted, hvor jeg havde en kælderlejlighed. Jeg begyndte at løbe på hende i stormagasinet Peter Jones, når jeg fik en sandwich på en af de lokale pubber eller købte en liter mælk i sidste øjeblik i Partridges, og lidt efter lidt, næsten uden at bemærke det, fik vi et ganske venskabeligt forhold. En dag så jeg hende ved ettiden på vej ud fra møbelforretningen General Trading Co. og inviterede hende på frokost.

“Har du set Isabel for nylig?” spurgte jeg, mens vi klemte os ind på en bænk på et af de små italienske spisesteder, hvor tjenerne er højrøstede.

“Jeg spiste middag med dem begge i sidste uge.”

“Og alt er vel?”

Det var det så nogenlunde. De havde et mindre skoledrama kørende om deres barn. Isabel havde opdaget, at der er noget, der hedder dysleksi. Jeg fik ondt af skolelæreren.

“Hun spurgte til dig. Jeg sagde, jeg havde set dig,” sagde Edith.

Jeg lod en bemærkning falde om, at jeg ikke troede, Isabel havde tilgivet mig endnu for ikke at fortælle hende, at jeg kendte Charles

3 25 4

Fine fornemmelser.indd 25

24/06/2019 19.40

Broughton, og Edith lo. Det var ved den lejlighed, jeg hørte om hendes mor. Jeg spurgte, om hun havde fortalt mrs. Lavery om vores besøg på Broughton. Jeg havde faktisk gået og tænkt på Charles, da jeg samme formiddag havde læst en af de idiotiske ugebladsartikler om eftertragtede ungkarle, og Charles var forrest i flokken. Jeg rødmer næsten over, at jeg var temmelig imponeret af listen over hans aktiver.

“Ikke tale om! Jeg skulle nødig give hende nogle idéer.”

“Hun må være meget letpåvirkelig.”

“Så absolut. Hun ville få mig op ad kirkegulvet i løbet af nul komma fem.”

“Og vil du da ikke giftes?”

Edith så på mig, som om jeg var vanvittig. “Selvfølgelig vil jeg da gerne giftes.”

“Du ser ikke dig selv som en karrierekvinde? Jeg troede, alle kvinder gerne ville gøre karriere i disse tider.” Jeg ved ikke, hvorfor jeg gled ind i sådan en omgang pompøs antifeminisme, eftersom det overhovedet ikke afspejler mine synspunkter.

“Ja, jeg vil ikke bruge resten af mit liv på at tage telefonen på et ejendomsmæglerkontor, hvis det er det, du mener.”

Det var med god grund, jeg blev irettesat. “Det var ikke helt det, jeg tænkte på,” sagde jeg.

Edith så overbærende på mig, som om det var nødvendigt at føre mig gennem tre-tabellen. “Jeg er syvogtyve. Jeg har ikke nogen specielle kvalifikationer, og hvad der er endnu værre: Jeg er ikke særligt dygtig til noget som helst. Og så har jeg en smag, der som minimum kræver en indkomst på firs tusinde om året. Når min far dør, efterlader han sine penge til min mor, og jeg kan ikke se nogen af dem stille træskoene før omkring 2030. Hvad ville du foreslå, at jeg skulle gøre?”

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg følte mig nærmest stum over denne Anita Loos-agtige nøgternhed, der emmede fra den lille rose foran mig med hårbøjlen og den nydelige, marineblå spadseredragt.

3 26 4

Fine fornemmelser.indd 26

24/06/2019 19.40

“Så du agter at gifte dig til rigdom?” spurgte jeg.

Edith kiggede spørgende på mig. Måske fornemmede hun, at hun havde afsløret for meget; måske prøvede hun at forvisse sig om, hvorvidt jeg vurderede hende, og, hvis det var tilfældet, om det var til hendes fordel. Hun burde have følt sig beroliget af, hvad hun læste i mit blik, for det har altid forekommet mig, at hvis man på et tidligt tidspunkt kan indstille sig på, hvad man virkelig ønsker af tilværelsen, er der gode chancer for at undgå den tilsyneladende uundgåelige moderne sygdom, der resulterer i en midtvejskrise.

“Ikke nødvendigvis,” svarede hun en anelse defensivt. “Jeg kan bare ikke forestille mig, at det ville gøre mig særligt lykkelig at blive gift med en uden penge.”

“Det forstår sig,” sagde jeg.

Edith og jeg så ikke hinanden i et stykke tid efter denne frokost.

Jeg spillede med i en af de ulidelige, amerikanske miniserier, og jeg skulle af sted til Paris – og Warszawa af alle steder – i nogle måneder.

Arbejdet omfattede den yderst deprimerende oplevelse at fejre jul og nytår på et udenlandsk hotel, hvor man får ost til morgenmad, og alt brødet er gammelt, og da jeg vendte tilbage til London i maj, følte jeg absolut ikke, at jeg havde gjort noget godt for min karriere. På den anden side var min økonomi en smule bedre, end da jeg tog af sted.

Kort tid efter min hjemkomst modtog jeg en invitation fra Isabel til deres selskab på Ascots andendag. Hun måtte have tilgivet mig i mit fravær. Jeg troede, jeg var nødt til at afslå invitationen, da jeg ikke havde fremsendt nogen ansøgning om billet til væddeløbets Royal Enclosure, men det viste sig, at min mor (som med denne gestus afslørede en trodsig afstandtagen fra det arbejde og det liv, jeg har valgt) havde ansøgt på mine vegne. I denne nu så ucharmerende tidsalder ville det ikke være muligt for hende at ansøge på andres vegne, ikke engang for sin søn, men dengang kunne man. Rent faktisk havde hun påtaget sig dette årlige ansvar i min ungdom, og hun var ikke meget for at opgive det. “Du bliver så ked af det, hvis du går glip af noget underholdende,” sagde hun altid, hvis jeg indvendte, at jeg ikke havde

3 27 4

Fine fornemmelser.indd 27

24/06/2019 19.40

nogen planer om at tage af sted. Og denne gang havde min mor ret.

Jeg accepterede Isabels invitation med det lille smil, som udsigten til en dag ved Ascot-væddeløbet altid får frem på mit ansigt.

Som det er tilfældet med mange berømte institutioner, har forestillingen om og virkeligheden bag Ascots Royal Enclosure meget lidt, om overhovedet noget, med hinanden at gøre. Selve navnet ‘Det Kongelige Område’ (for ikke at tale om den klæbrige dækning i den lavpandede del af pressen) fremmaner billeder af prinser og hertuginder, berømte skønheder og Krugerrand-millionærer, der slentrer omkring på velplejede plæner i deres haute couture. Ud fra det billede kan jeg kun bekræfte plænernes fine stand. Det store flertal af gæsterne i Royal Enclosure synes at være midaldrende forretningsfolk fra de mere velhavende forstæder til London. De bliver ledsaget af ægtefæller iført upassende kjoler, almindeligvis af chiffon. Men det, der gør misforholdet mellem drøm og virkelighed usædvanligt og morsomt, er den trodsigt blinde opbakning til fantasien fra deltagerne selv. Selv de medlemmer af de højeste klasser, eller snarere: de medlemmer af den højere middelklasse og overklassen, som faktisk deltager i seancen, finder fornøjelse i at klæde og opføre sig, som om de deltager i den smarte og eksklusive event, som aviserne skriver om.

Kvinderne ifører sig lige så upassende, men mere klædeligt skræddersyede dragter og drysser omkring og hilser på hinanden, som om de var til selskab i Ranelagh Gardens i 1770. Et par dage om året tillader disse lønarbejdende mennesker sig den luksus at lade, som om de er en del af en forsvunden arbejdsfri klasse, og som om den verden, de begræder og beundrer og lader, som om de ville have tilhørt, hvis den stadig eksisterede (hvilket de som regel ikke ville) er sund og rask og holder til i nærheden af Windsor. Deres prætentioner er utilslørede og sårbare og derfor, i hvert fald i mine øjne, ganske charmerende.

Det er mig altid en glæde at tilbringe en dag på Ascot.

David hentede mig i sin Volvo stationcar, og jeg steg ind og hilste på Edith, som jeg havde forventet var med, og et andet par, mr. og mrs. Rattray. Simon Rattray arbejdede åbenbart for mæglerkæden

3 28 4

Fine fornemmelser.indd 28

24/06/2019 19.40

Strutt og Parker og talte meget om jagt. Hans kone, Venetia, talte en smule om sine børn og endnu mindre om noget som helst andet. Vi listede os frem ad M4 og gennem Windsor Great Park, indtil vi endelig nåede frem til væddeløbsbanen og Davids temmelig afsidesliggende parkeringsplads. Det var en tilbagevendende kilde til irritation for ham, at han ikke kunne parkere i ‘Car Park One’, og han luftede altid sin forbitrelse for Isabel, mens hun sad og udpegede skiltene.

Jeg var ligeglad; det var blevet en del af Ascot for mig (ligesom min fars råben ad lysene på træet hver eneste jul – en af mine få meget levende barndomserindringer); jeg havde trods alt været sammen med dem adskillige gange.

Inden længe holdt bilen på den nummererede plads, og frokosten blev pakket ud. Det var åbenlyst, at Edith ikke havde haft noget med den at gøre, da det var Isabel og Venetia, der styrede det. De vimsede omkring, rystede på hovederne og skar i skiver og blandede, indtil festmåltidet lå udbredt i al dets pragt for vores øjne. Mændene og Edith så til fra klapstolenes sikkerhed med champagne i plasticglassene. Som sædvanlig var der en vis intensitet over alle disse forberedelser, når man tog i betragtning, hvor kort tid vi havde til at fortære maden. Vi havde knap nok trukket klapstolene hen til det vakkelvorne bord, før Isabel, lige så forudsigeligt som Davids bekymring over parkeringen, kiggede på sit armbåndsur. “Vi må ikke sidde her for længe. Klokken er fem minutter over halv to.” David nikkede og tog nogle jordbær. Ingen behøvede yderligere forklaring. En del af dagens fornøjelse, noget messeagtig i sit ritual, var at nå frem i tide til at se det kongelige selskab ankomme fra Windsor. I så god tid, at man kunne sikre sig en god udsigt til The Royal Procession. Edith så på mig og rullede med øjnene, men vi slugte begge lydigt vores kaffe, tog vores adgangsskilt på og begav os hen mod væddeløbsbanen.

Vi gik forbi kontrollørerne ved indgangen, der havde travlt med at skille fårene fra bukkene. To uheldige var netop blevet sorteret fra, om det skyldtes manglende adgangsskilt eller forkert påklædning, ved jeg ikke.

3 29 4

Fine fornemmelser.indd 29

24/06/2019 19.40

Edith klemte om min arm med et af sine hemmelighedsfulde smil.

Jeg kiggede ned på hende. “Er der sket noget morsomt?”

Hun rystede på hovedet. “Nej.” “Hvad så?”

“Jeg har et virkeligt blødt punkt for at blive lukket ind på steder, hvor andre bliver holdt tilbage.”

Jeg lo. “Sådan kan man godt have det. Det har de fleste. Men det er ret underklasseagtigt at indrømme det.”

“Uha. Så er jeg bange for, at jeg er meget underklasseagtig. Vi må bare håbe, at det ikke stiller sig i vejen for mig.”

“Det tror jeg ikke, det gør,” sagde jeg.

Det interessante ved det replikskifte var ærligheden. Edith ligne­ de den perfekte arketype på den Chelsea-pige, hun var, men jeg var begyndt at forstå, at hun ejede en foruroligende bevidsthed om realiteterne i sin livssituation, hvor piger af hendes type almindeligvis gør meget ud af at foregive uvidenhed om den slags. Det var ikke, fordi hendes indstilling var så forskellig fra andres. Englændere, og det gælder sådan set alle klasser, er forfaldne til eksklusivitet. Lukker man tre englændere ind i et værelse, vil de straks opfinde en regel, der forhindrer en fjerde i at slutte sig til dem. Det, der gjorde, at Edith skilte sig ud, var, at langt de fleste, og absolut alle fra den formuende overklasse, gør meget ud af at opføre sig uvidende om det. En hvilken som helst tilkendegivelse af at man føler glæde ved at være inviteret som gæst et sted, hvor offentligheden skal købe billetter, eller at blive lukket ind ad en dør eller vist ind i et lokale, hvor folket formenes adgang, vil af aristokraten (eller den sociale stræber) blive mødt med uimponerede blikke og en indstuderet undladelse i at gå op i den slags. Den erfarne, myndige kvinde vil sandsynligvis med en let bevægelse af øjenbrynene antyde, at selve tanken er udtryk for manglende dannelse. Det uærlige i disse reaktioner er selvfølgelig betagende, men som det altid er tilfældet med den slags mennesker, aftvinger disciplinen i deres urokkelige regler en vis respekt.

Vi måtte have været lidt langsomme, for de andre var allerede på

3 30 4

Fine fornemmelser.indd 30

24/06/2019 19.40

plads på terrassetrinene, der hurtigt var ved at blive fyldt op, og stod og vinkede os op til dem. En fjern buldren bebudede, at kareterne var på vej, og lakajerne eller kontrollørerne, eller hvad de nu var, løb frem for at åbne lågerne fra væddeløbsbanen. Edith puffede til mig med albuen og nikkede over mod Isabel, da den første karet med Hendes Majestæt og en mørkhudet statsleder fra en eller anden oliestat strøg gennem indkørslen. Som de andre mænd tog jeg hatten af med ægte entusiasme, men jeg kunne ikke overse udtrykket i Isabels ansigt. Det var det glasagtige, hypnotiserede udtryk som en kanin foran en kobraslange. Hun var tryllebundet, henrevet. Alene for en invitation til at deltage i Ascot-festen ville Isabel, som Pervaneh i James Elroy Fleckers Hassan, gladeligt have stillet op til langtrukken pinsel og død i en Procession of Protracted Death. Hun ville i hvert fald have overvejet det. Det viser nok bare, at på trods af de dannede klassers foragt for massernes stjernedyrkelse, er de selv præcis lige så modtagelige for blændværk, når bare det fremstilles i en præsentabel form.

Faktisk var processionen det år en smule skuffende. Prinsen af Wales, Isabels mønstereksempel på perfektion, var der ikke, og det samme gjaldt de andre prinser. Det eneste yngre medlem af kongehuset var Zara Phillips, klædt i en farverig strandkjoleting. Edith havde stået og hvisket uærbødig kritik ind i øret på mig, til stor irritation for Isabel og en kvinde med blåt hår, der stod ved siden af hende, så frem for at spolere deres oplevelse, vendte vi os for at gå, da jeg hørte en stemme lige bag mig: “Goddag. Hvordan står det til?”

Jeg vendte mig om og stod ansigt til ansigt med Charles Broughton.

Denne gang var der ikke nogen forlegenhed, hvad navne angik, da det bedste ved den eksklusive Royal Enclosure var, at alle skulle bære navneskilt. Her er der ingen fumlen rundt med præsentationer eller foregivelse af, at folk allerede har mødt hinanden. Et hastigt blik på den ukendte persons jakkeopslag eller bryst, og alt var godt. Gid den form for skiltning var obligatorisk til alle fornemme selskaber.

På Charles’ skilt stod der ‘Jarl Broughton’ med den karakteristiske

3 31 4

Fine fornemmelser.indd 31

24/06/2019 19.40

runde håndskrift, som de velopdragne piger på Ascot-kontoret skriver med.

“Goddag,” sagde jeg. “De husker sikkert Edith Lavery?” Jeg havde anvendt den korrekte engelske måde at præsentere en person på, når man er temmelig sikker på, at vedkommende er blevet glemt, men i dette tilfælde tog jeg fejl.

“Det gør jeg sandelig. Det er Dem, der ikke truer nogen, og som bor i London.”

“Nå ja, så ufarlig håber jeg nu ikke, jeg er.” Edith smilede og tog hans arm, enten på eget initiativ eller på hans opfordring.

De andre styrede hen mod os, og jeg kunne næsten se det hvide i deres øjne, da jeg foreslog et besøg på sadelpladsen. Det virker ufølsomt og afslører sikkert en dyb usikkerhed i mig selv, men jeg følte mig flov på stakkels Isabels vegne over hendes iver, og Davids ærgerrighed virkede næsten truende i sin intensitet. Gudskelov nikkede Charles, der, når det kom til stykket, var en ganske høflig mand, en hilsen til Isabel, som affærdigede hende, men i det mindste viste, at han var klar over, at de var blevet præsenteret for hinanden. David holdt sig sydende af raseri tilbage, så Charles, Edith og jeg gik hen mod sadelpladsen, hvor hestene blev vist frem før det første løb.

Som man kunne have forudsagt, viste Charles sig at have stor viden om heste, og inden længe var han dybt inde i en velinformeret snak om koder og dagsform, hvilket ikke interesserede mig en tøddel, men det morede mig at betragte Edith, der stirrede op på ham med en fascineret, smigrende opmærksomhed. Det er en teknik, som kvinder af den type synes at erhverve sig fra fødslen. Hun var iført en nydelig hørdragt i svagt lyseblåt – den korrekte betegnelse er vist ‘eau-de-Nil’ – med en lille pilleæskehat, der vippede frem over hendes pande.

Den fik hende til at se pjanket ud, men i modsætning til de fornemme Weybridge-fruer i deres organzaflæser var det usentimentalt og chikt. Det var et antræk, der lagde et stænk vid og humor over hendes ansigt, som jeg på dette tidspunkt havde indset, var overordentligt fortryllende. Mens hun studerede sit program og tog notater ud for

3 32 4

Fine fornemmelser.indd 32

24/06/2019 19.40

navnene med Charles’ blyant, så jeg ham betragte hende, og måske var det på det tidspunkt, jeg første gang bemærkede en reel mulighed for, at han følte sig tiltrukket af hende. Ikke at det var overraskende i sig selv. Hun havde alle de rigtige egenskaber. Hun var køn og åndrig og, som hun selv havde sagt, ikke truende. Hun tilhørte naturligvis ikke hans klasse, men hun levede og talte som hans egen omgangskreds. Det er en almindelig fejlopfattelse, at der er stor forskel på væsen og væremåde mellem den højere middelklasse og overklassen.

Sandheden er, at hvad hverdagslivet angår, er de på de fleste områder ens. Aristokratiets bekendtskabskreds er naturligvis meget mindre, så der er uvægerligt en aura omkring dem af medlemskab af en klub.

Det kan resultere i en tendens til at fremvise deres sociale sikkerhed med en afslappet taktløshed, som ikke generer dem, men som chokerer alle andre. Men bortset fra det (og taktløshed lærer man hurtigt) er der ikke den store forskel på dem, hvad sociale manerer angår. Nej, Edith Lavery var helt tydeligt Charles’ kvindetype.

Vi så et løb eller to, men jeg fornemmede, at Edith på den mest elskværdige måde prøvede at ryste mig af, så da Charles som forventeligt foreslog at drikke te på White’s, bad jeg mig undskyldt og gik af sted for at finde de andre. Edith sendte mig et taknemligt blik og gik sin vej, arm i arm med Charles.

Jeg fandt Isabel og David i en af champagnebarerne bag tribunen, hvor de fik sig en lunken Pimm’s gin. Restauratøren var løbet tør for is. “Hvor er Edith?”

“Hun er gået hen til White’s sammen med Charles.”

David fik et tvært udtryk i ansigtet. Stakkels David. Det var aldrig lykkedes ham at blive inviteret ind på White’s i Ascot, hverken i deres gamle telt eller, så vidt jeg vidste, i de nye, mere rumalderagtige lokaliteter. Han ville have givet sin ene arm for at blive medlem.

“Herligt”, sagde han mellem sammenbidte tænder. “Jeg ville ikke have haft noget imod en kop te.”

“Jeg tror, de skulle mødes med resten af Charles’ selskab.”

“Det skulle ikke undre mig.”

3 33 4

Fine fornemmelser.indd 33

24/06/2019 19.40

Til gengæld sagde Isabel ikke noget, men sad og nippede til sin lunkne drink med dens fire flydende agurkeskiver.

“Jeg sagde, at vi kunne mødes ved bilen efter næstsidste løb.”

“Fint,” sagde David dystert, hvorefter tavsheden sænkede sig.

Isabel skal have ros for at virke mere interesseret end irriteret, mens hun stirrede ned i sin uappetitlige drink.

Edith stod allerede og lænede sig op ad den aflåste bil, da vi nåede derhen, og jeg kunne straks se, at dagen havde været en succes.

“Hvor er Charles?” spurgte jeg.

Hun nikkede hen mod tribunen. “Han er gået ud for at finde dem, han skal overnatte hos i aften. Han kommer også i morgen og på fredag.”

“Det må han have held og lykke med.”

“Har I ikke moret jer?” “Åh jo,” sagde jeg. “Men ikke halvt så meget som dig.”

Hun lo og sagde ikke mere, og i samme øjeblik kom David og låste bilen op. Han nævnede ikke Charles og var tydeligvis gnaven over for Edith, så det var ikke som en generel meddelelse, men med en hvisken, at hun fortalte mig, at Charles havde inviteret hende på middag den følgende tirsdag. Det var naturligvis umuligt for hende at holde det for sig selv.

Fine fornemmelser.indd 34

24/06/2019 19.40

side

1-

kun til presentation

-

En frådsende fuldblods fornøjelse!

ikke tryk

– Stephen Fry

phia Trenchard kommer ballet til yve år senere, da den opadstræbende elgravia – Londons nybyggede ge eftervirkninger bliver mærkbare.

amle familier er tvunget til at omgås em, der foretrækker, at fortidens dem, der for alt i verden vil have e frem i lyset.

nde skuespiller, forfatter, filmnden bag tv-serien DOWNTON taget flere Emmy-priser.

Belgravia

ISBN: 978-87-400-3820-0

Bognørden

Børsen

Fyns Amts Avis

Femina

Ekstra Bladet

Den yndige Edith Lavery er datter af en nogenlunde succesrig revisor og hans socialt ambitiøse kone. Under et besøg som betalende gæst på godset Broughton Hall møder Edith Charles, godsets arving, som ifølge sladderspalterne er en af landets mest eftertragtede ungkarle.

Da han frier, siger Edith Ja. Men er hun virkelig forelsket i Charles?

Eller er det hans titel, position, jordbesiddelser og indflydelse, der trækker?

Af forfatteren til

DOWNTON ABBEY POLITIKENS FORLAG

Lady Uckfield, som er Charles’ mor og kaldes Googie blandt venner, er en uomgængelig del af livet på Broughton Hall, og hun er overbevist om at Edith ikke har taget Charles af de rette grunde.

Og da et filmhold ankommer til godset, inklusiv en karismatisk mandlig hovedrolleindehaver, får Googie og alle andre på Broughton Hall muligvis syn for sagn.

Børsen

Femina

Som et besøg på et britisk gods – livlig, smuk og charmerende.

–The New York Times Book Review

Ekstra Bladet

Hr. Ferdinand

DOWNTON ABBEY

JULIAN FELLOWES

Fine fornemmelser

ISBN:978-87-400-5006-6

Fyns Amts Avis

Hr. Ferdinand

© KEVIN DAY

ngelske overklasses fornemste den af Richmonds store bal. Det er mange af ballets unge flotte mænd midt på slagmarken.

J U LIA N FEL LOW E S

OG SKANDALER I S LONDON

J U LI A N Fine fornemmelser F E LLOWES

Af samme forfatter:

Af forfatteren bag

Julian Fellowes er en prisvindende skuespiller, forfatter, filminstruktør og producer. Han er manden bag tv-serien downton abbey og spillefilmen gosford park og har modtaget flere Emmy-priser for sit arbejde.