Fandom

CMYK Only:

BACK 142mm x 220mm

SPINE 36mm

FRONT 142mm x 220mm

FRONT 90mm

De drømmer om at være med i deres yndlingsbog – men da drømmen går i opfyldelse, viser den sig at være et mareridt. © Philip Hunton

PAS PÅ, HVAD DU ØNSKER DIG

Træerne er nøgne og blege, og græsset kun falmede, gule plamager. Jeg ser ingen blomster, ingen farve. Kun en grå verden. ”Hvorfor er her så stille?” hvisker Nate. Han har ret. Det er uhyggeligt stille. I filmen var der en vis rumsteren af udmagrede Imp’er, der hilste på eller fornærmede hinanden. Jeg ser mig omkring, og det går op for mig, at alle Imp’erne står stille og glor på os.

Violet og hendes venner elsker at være en del af fankulturen omkring Galgedansen og kan ikke vente med at møde deres store helt Willow på ComicCon. Ingen kunne dog forudse, at de kort efter mødet med deres idol bliver katapulteret ind i handlingen og ved et uheld kommer til at dræbe fortællingens heltinde, Rose. Nu er der kun én måde at overleve: Violet må overtage Roses rolle for at finde en vej tilbage til virkeligheden. Drevet af kærlighed, skyld og frygt indser hun snart, at historiens skæbne ligger i hendes hænder.

Anna Day bor i det sydøstlige England.

Hun elsker mad og musik og især sine to børn, der dagligt både underholder og inspirerer hende. Hun har taget en doktorgrad i klinisk psykologi og arbejder som klinisk psykolog for handicappede.

Anna Day har skrevet, siden hun var en lille pige, og blev i 2015 opdaget i en romankonkurrence hos forlaget Chicken House. Det kom der Fandom ud af.

Fandom er hendes debutroman.

Ingen historie er værd at dø for … vel?

PAS PÅ, HVAD DU ØNSKER DIG

En genial idé, brillant udført.

Kan ikke anbefales nok.

Louise O’neill

ISBN: 978-87-400-4160-6

Politikens Forlag

DK_FANDOM-omslag.indd 2

01/10/2018 14.10

FANDOM

PAS PÅ, HVAD DU ØNSKER DIG

Fandom.indd 1

01/10/2018 14.03

FANDOM

PAS PÅ, HVAD DU ØNSKER DIG

På dansk ved Line Beck Rasmussen

POLITIKENS FORLAG

Fandom.indd 3

01/10/2018 14.03

Fandom.indd 4

01/10/2018 14.03

PROLOG

Om præcis en uge bliver jeg hængt.

Jeg bliver hængt for mine venners skyld, for min families skyld, men mest af alt for kærligheden. Det er en tanke, der trøster mig lidt, når jeg forestiller mig, hvordan det vil føles, at løkken strammer sig om min hals, mine fødder søger efter fast grund, og mine ben danser i luften.

I morges havde jeg ingen anelse om, hvad der ville komme til at ske. I morges var jeg til Comic-Con, hvor jeg indsnusede lugten af hotdogs og sved og parfume. Jeg så alle kostumerne i stærke farver, de blitzende kameraer. Jeg hørte basrytmen og violinerne. Og i går var jeg i skole. Jeg var stresset over en åndssvag præsentation i engelsk og ønskede mig væk til en anden verden.

Man skal passe på, hvad man ønsker sig. Nogle gange kan det få din verden til at falde sammen.

Fandom.indd 5

01/10/2018 14.03

Fandom.indd 6

01/10/2018 14.03

KAPITEL 1

Jeg rejser mig langsomt op. Min nederdel klæber til mine ben, så jeg løsner diskret stoffet fra min hud. ”Held og lykke,” hvisker Katie.

Jeg svarer ikke. Hvorfor meldte jeg mig til at lave denne dumme præsentation? At tale i offentlighed er ikke ligefrem en af mine spidskompetencer. Hvis jeg skal være ærlig, så er jeg ikke særlig god til at gøre noget som helst ’offentligt’. ”Du går bare i gang, når du er klar, Violet,” siger miss Thompson.

Jeg hiver i stoffet en sidste gang og går op foran klassen.

Jeg føler mig pludseligt meget lille, som om mine klassekammerater alle har krympesyn. Violet-krympende. Det får mig til at grine, så jeg nu ser både mentalt ustabil OG nervøs ud.

Miss Thompson smiler til mig fra katederet. ”Nå, Violet, fortæl os om din yndlingsroman, som er ...?” ”Galgedansen af Sally King,” svarer jeg.

Der lyder et kollektivt støn fra drengene på bagerste række. Men det er falsk skuffelse. Jeg så dem i biografen for mindre end et år siden, da filmversionen havde premiere, og som jeg husker det, havde de alle mistænkeligt røde øjne, da de gik ud af salen.

Jeg tager en dyb indånding og går i gang. ”Der var engang en race kendt som mennesket. Menneskene var kloge og ambitiøse, men de var også grådige, en grådighed, der strakte sig til deres konstant voksende besættelse af perfektion − den perfekte krop, det perfekte 7

Fandom.indd 7

01/10/2018 14.03

sind og det perfekte liv. Ved udgangen af det 21. århundrede førte denne besættelse til den første bølge af genetisk forædlede mennesker.”

Jeg holder en kunstpause og ser mig rundt i rummet. Jeg havde håbet, at de ville se interesserede ud, men i stedet ligner de nogen, der halvsover. ”De blev kaldt Gem’er, Genetically Enhanced Man. Man havde eksperimenteret og lært at forædle generne. ­Gem’erne var høje, stærke, flotte, havde intelligenskvotient­ er over 130. Det varede ikke længe, før Gem’erne flyttede ud til smukke steder på landet, kaldet Engene, langt væk fra sygdom og kriminalitet.”

Jeg skifter vægten fra den ene fod til den anden, fjerner håret fra mine øjne og skubber den nagende mistanke om, at jeg er ved at gøre mig selv godt og grundigt til grin, væk til en mørk og ubrugt del af min hjerne. ”Men hvad med de ikke-genetisk forædlede mennesker?

Almindelige mænd og kvinder som du og jeg. De blev til de uperfekte, the Imperfects, forkortet Imp’er.

De levede afsondret i de gamle byer − London, Manchester, Paris, Moskva − byer fyldt med sygdom og kriminalitet, bombet til ukendelighed og lukket inde bag kilometervis af bymure. Kun de stærkeste og dygtigste Imp’er fik adgang til Engene for at arbejde som slaver for Gem’erne. Ordet menneske blev forbudt. Der var kun Gem’er og Imp’er ...” ”Så jeg er altså en Imp,” afbryder Ryan Bell mig fra bagerst i klassen. ”Er det det, du siger?”

Super. Lige hvad jeg manglede, en smart-ass sabotør. Jeg ville ønske, jeg havde nosser nok til at gøre ham opmærksom på, at det vidste han udmærket godt i forvejen, fordi han sad og så en to timer lang film med en kleenex helt oppe i næsen.

8

Fandom.indd 8

01/10/2018 14.03

”Klap i, båtnakke,” siger Katie. Hendes røde krøller bølger perfekt, da hun vender sig om mod ham. Jeg kan ikke se hendes ansigtsudtryk, men jeg ved, at hun giver ham dræberblikket. Det blik, hvor hendes grønne øjne bliver smalle, og hun presser læberne sammen. ”Der er intet uperfekt ved mig,” siger Ryan.

Katie siger en mærkelig lyd, halvvejs mellem et grin og et host.

Miss Thompson rynker panden. ”Jeg tror, det, Violet prøver at sige, er, at vi alle sammen er Imp’er, Ryan. Medmindre du er et supermenneske fra fremtiden − hvilket jeg tvivler på, du er.”

Jeg tager en dyb indånding og forsøger at ignorere mine følelsesløse læber. ”For at sikre den fortsatte undertrykkelse af Imp’erne samledes Gem’erne hver uge i det store Coliseum og så Imp’er blive hængt, en begivenhed kendt som Galgedansen.

Men nogle af Imp’erne nægtede at acceptere deres skæbne og dannede en oprørsgruppe. De var fast besluttede på at få genindført basale rettigheder for Imp’erne. Deres leder hed Thorn.”

Jeg fumler med mine papirer og finder fotoet af ham. Et udprint fra filmen. Miss Thompson tager det ud af mine klamme hænder og sætter det op på opslagstavlen. Billedet af Thorn formår slet ikke at indfange hans kraft, hans drive. På så lille et billede ligner han bare en pirat-action-man med hang til SM, som han står der iført sort læder fra top til tå og med en klap for øjet i det arrede ansigt. ”Thorn udtænkte en detaljeret plan for at få fat i Gem-styrets hemmeligheder. Han fik sine to mest betroede oprørere til at finde en ung kvindelig Imp, der kunne bruges til at udføre planen. De fandt frem til Rose.”

9

Fandom.indd 9

01/10/2018 14.03

Rose. Heltinden i historien. Passioneret, impulsiv, modig. Der går ikke en eneste dag, hvor jeg ikke ønsker mig, at jeg var som hende. Indtil videre ser den sammenligning sådan ud: Passioneret: Mit øgenavn er Jomfruelige Viola.

Impulsiv: Jeg har brugt to dage på at forberede mig til denne fremlæggelse.

Modig: Sveden er begyndt at løbe ned ad mit ansigt.

Faktisk er det eneste, vi har tilfælles, den blege hud og en forkærlighed for mænd.

Jeg nikker til miss Thompson, som forstår signalet, og går over til smartboardet. Et YouTube-klip går i gang med åbningsscenen fra filmen. Kameraet zoomer ind på Rose, der klatrer op ad ydermuren på Coliseum. Hun ser fantastisk ud med det lange hår vældende ned ad ryggen. Hun når op til toppen af muren akkompagneret af violiner.

Kameraet skifter til tilskuerne inde i Coliseum. En skare Gem’er med forventningen præget i de smukke ansigter.

Ni dømte Imp’er med galger om halsen bliver ledt op på en scene. Jeg ved, at der kun er få øjeblikke, til de bliver befriet, men jeg har alligevel en følelse af angst i maven.

Jeg kigger hurtigt rundt på mine klassekammerater. De ser faktisk spændte ud, opslugte. Et smil spiller i min mundvig.

Gem’ernes præsident kommer til syne på en kæmpestor skærm bag ved scenen og præsenterer de dømte Imp’er med deres påståede forbrydelser: tyveri, voldtægt, mord. Kameraet svinger tilbage til Rose. Det sorte hår glider ned over hendes øjne. Hun ved, at det eneste, de dømte Imp’er er skyldige i, er fattigdom og sult. Hun trækker en granat op fra sit bælte, fører den op til munden og kaster den så ud over forsamlingen under sig.

Klippet slutter lige før eksplosionen.

10

Fandom.indd 10

01/10/2018 14.03

Jeg vender mig igen mod klassen og kan tydeligt mærke, at den nu pludseligt er interesseret. ”Mens Gem’erne blev distraheret af eksplosionen, iværksatte oprørerne en redningsmission og reddede de dømte Imp’er fra galgen. Rose gled ubemærket ned ad ydermuren og har bevist sit værd som oprører. Derefter sendte Thorn Rose på den mest farefulde mission indtil videre: Harper-missionen. Rose infiltrerede Harper-familiens gods dybt inde i Engene og udgav sig for at være slave for herremanden Jeremy Harper, der var en magtfuld Gem-embedsmand. Rose blev hurtigt venner med Jeremys søn, så hun kunne få fat på de hemmelige Gem-informationer. Jeremys søn var en Gem ved navn Willow.”

Willow. Hovedårsagen til, at jeg ville ønske, jeg var Rose. Og selvom mine hænder fortsat ryster, og adrenalin­ en stadig suser i mine årer, bliver jeg ved med at holde fast i billedet af ham og holder det op foran klassen, så den kan se det. Jeg kan simpelthen ikke klare tanken om, at en knappenål skal spidde et hul gennem hans perfekte ansigt.

Jeg har set på denne plakat i timevis og kan huske hver en linje i disse træk, den karamelfarvede hud og de høje kindben. Der lyder suk fra pigerne, et par ”wow” efterfulgt af fnisen. Jeg stikker hans billede ind bag mine noter med en besidderisk følelse. ”Spionage og et forhold til en Gem: Det var to forbrydelser, der betød dødsstraf for enhver Imp, der var så uheldig at blive fanget. Men Willow var sød og smuk, og det gik snart op for Rose, at hendes største trussel var styrken af hendes følelser for ham. Ude af stand til at forråde ham flygtede hun fra godset uden nogensinde at afsløre sin sande identitet som oprører. Hun tog tilbage til Imp-byen og fortalte Thorn, at Harper-missionen var mislykkedes ...”

11

Fandom.indd 11

01/10/2018 14.03

”Gab,” siger Ryan. ”Ryan, helt ærligt,” vrisser miss Thompson. ”Lad være med at afbryde. Du går i 9. klasse, og jeg forventer i det mindste, at du kan sidde stille.” Hun vender sig om mod mig og smiler. ”Og jeg tror, vi lige er kommet til historiens vendepunkt, har jeg ret, Violet?”

Jeg nikker. ”Rose flygtede fra godset for at beskytte ham. Hun valgte Willow frem for oprørerne. Hun valgte kærligheden.” ”Ja. Et eksempel på, hvordan moderne, populære romaner stadig følger en traditionel plotstruktur ... fortsæt.” ”Willow forklædte sig som Imp og fulgte efter Rose gennem byen, desperat efter at vinde hende tilbage. Men han blev fanget af oprørerne og opdagede til sidst Roses oprindelige plan om at forråde ham. Med knust hjerte, holdt i fangenskab virkede alt håb ude for ham.

Men Rose fortalte ham, at hun virkeligt elskede ham, og sammen flygtede de fra oprørerne, fast besluttede på at begynde et nyt liv sammen.

Sommetider overvinder kærlighed dog ikke alt.

Gem-myndighederne fandt dem, og Rose blev ført til Galgedansen, anklaget for at have forført en uskyldig Gemdreng.

Endnu et YouTube-klip. Rose til Galgedansen, men denne gang står hun på scenen foran Coliseum med en løkke om halsen, mens folkemængden af Gem’er skrigende ønsker at se hende blive hængt. ”STOP!” Willow springer op på scenen. ”Mit navn er Willow Harper. Og den Imp, I skal til at henrette, har et navn. Rose. Og hun er den mest tapre, mest kærlige person, jeg nogensinde har kendt. Uanset om hun er Imp eller Gem, så er hun et menneske. Hun er ikke en forfører eller 12

Fandom.indd 12

01/10/2018 14.03

en forbryder. Hun er min bedste ven. Og jeg elsker hende af hele mit hjerte.” Han ser ind i hendes beslutsomme øjne. ”Jeg elsker dig, Rose.” ”Jeg elsker også dig.”

Jeg ved selvfølgelig godt, hvad der nu kommer til at ske, men jeg mærker alligevel tårerne stige op i mine øjne og en stor trang til at række ind i dette todimensionelle billede og skære rebet over.

Lemmen under Roses fødder åbner sig. Hendes krop falder, og hendes ben flakser og sparker, mens hun danser sin sidste dans.

Klippet slutter. Ingen siger noget.

Til sidst bryder miss Thompson stilheden. ”Sikke et vidunderligt sort øjeblik, forfatteren har skabt der. Men der må da være en eller anden form for klimaks, en forløsning af historien?”

Jeg nikker og bladrer om til den sidste side af mine krøllede noter. ”Willow holdt om Roses livløse krop, hans tårer dryppede ned på hendes ansigt. Han skældte Gem’erne ud for at lade disse regeringssanktionerede mord fortsætte, og han bad dem om at slutte sig til ham og gøre oprør. Gem’erne var så bevægede af den tragiske scene, at de rev galgerne ned.

Galgedansen blev endeligt forbudt.

Roses død igangsatte en revolution.

Og Imp’erne og Gem’erne kaldte sig igen for mennesker.”

Det virker, som om væggene suger mine sidste ord til sig, men det lykkes mig at synke, selvom jeg ikke har noget mundvand tilbage. Der er endnu en gang stilhed. Jeg ville ønske, at Alice var her. Hun ville klappe og juble og råbe ”ekstra nummer”... og få alle de andre til at gøre det samme.

13

Fandom.indd 13

01/10/2018 14.03

Jeg fanger Katies blik. Hun blinker. Ikke helt den offentlige støtte, som jeg havde håbet på, men det hjælper alligevel. ”Tak, Violet.” Miss Thompsen kigger på mig over brilleglassene. ”Sikke en vidunderlig fremlæggelse.” ”Tak. Jeg håber virkelig, at jeg ydede bogen retfærdighed.”

Miss Thompson smiler. ”Ud fra den farverige gengivelse, du lige er kommet med, er det tydeligt, at det var præcis det, du gjorde. Der kan sagtens blive en forfatter ud af dig.”

Jeg rødmer af glæde. Det har altid være Alice, der var god til det med at skrive. Jeg har aldrig turdet røre ved det.

Før nu. ”Tak, miss Thompson.” ”Fedterøv. Lærerens kæledægge,” lyder det mumlende nede fra bagerst i klassen.

Jeg går tilbage til min plads og glider ned på stolen. Katie rører ved min arm og hvisker: ”Det gik virkelig godt.”

Men jeg kan stadig høre Ryan og hans kumpaner fnise.

Deres stikkende ord blandes til en utydelig masse, og mine kinder begynder igen at føles varme og prikkende. Og de forbandede noter vil ikke holde op med at klistre til mine hænder. Rose ville ikke have mistet kontrollen på denne måde. Jeg lader mit hår hænge ned foran ansigtet som et mørk, bølgende skjold. ”Det var det,” siger Miss Thompson. ”Vi har hørt plottene fra tre meget forskellige romaner og set, hvordan de alligevel groft følger samme struktur.”

Klokken ringer og akkompagneres af skramlen fra bøger, blyanter og rygsække.

Katie hjælper med at få noterne ud af mine klamme hænder. ”Åh Gud, du elsker virkelig den skide bog.” ”Ja.” 14

Fandom.indd 14

01/10/2018 14.03

”Du skulle have set dig selv, da du nævnte Willow.” ”Sådan ser jeg bare ud.”

Hun blinker med øjnene. ”Men Willow var så rar og smuk, og Violet − undskyld, jeg mener Rose − indser snart, at den største trussel er hendes vilde hormoner.” Hun laver trutmund, og fregnerne på hendes næse bliver strakt ud. ”Hold mund.” Men jeg griner. Katie får mig altid til at grine. Min krop slapper langsomt af, og det lykkes endelig for mig at putte noterne, der nærmest er i opløsning, ned i min taske. Katie flyttede først til London fra Liverpool sidste sommer, så jeg har ikke kendt hende så længe, men vi havde en god kemi helt fra starten. Hun har denne her tørre humor, og hun bruger altid nogle vildt sjove bandeord som ”pikansjos” og ”køllerytter”, og så taler hun med en let Liverpool-accent, der får hende til at virke helt nede på jorden − ”Livets salt” kaldte min far hende engang. Alligevel ligner hun med sit dukkelignende ansigt og rødblonde hår noget fra en roman af Jane Austen ... Og hun spiller faktisk cello. Det eneste, jeg spiller, er Xbox. ”Tag dig ikke af båtnakken. Han er bare vild med dig,” siger hun. ”Ja, right. Han er bare flov, fordi mig og Alice så ham tude i biografen sidste år.”

Hun skubber sin stol tilbage. ”Hold nu op, du ved godt, du er hot.”

Jeg griner. ”Ja, jeg sveder som en gris efter at have gjort mig selv fuldstændig til grin.” ”Bare fordi du ikke er 1,80 og blond som visse andre.”

Hun mener Alice. Jeg svarer ikke. Det er hårdt, når din bedste veninde ligner Britain’s Next Top Model. Der bor en lille knude af misundelse i mit bryst, og jeg hader mig selv 15

Fandom.indd 15

01/10/2018 14.03

for det. Vi flyder ind i strømmen af elever på gangen, der alle har travlt med at komme hjem.

Jeg skifter emne. ”Jeg kan ikke forstå, at du stadig ikke har læst Galgedansen. Det er en del af din dannelse.” Min stemme forsvinder i mængden, og jeg føler mig endnu en gang meget lille. ”Nå, men nu behøver jeg ikke. Du burde være kommet med en spoiler alert.” ”Du har ikke engang set filmen.” ”Igen. Spoiler alert.”

Vi maser os igennem en flok piger fra 6. klasse, der åbenbart ikke kender til den uskrevne regel om, at man skal flytte sig for de ældste elever.

Jeg træder med vilje en lyshåret pige over tæerne. ”Ja, men Russell er i seriøs god form.” Jeg taler om Russell Jones, den skuespiller, der spiller Willow i filmen. ”Er han det? Det har du da aldrig nævnt. Og her har vi Alice.” Smilet forlader ikke et øjeblik Katies læber, men det forsvinder fuldstændig fra hendes øjne. Ligesom jeg har hun lært at kunne forudse, hvornår Alice er i nærheden ved at se på andre mennesker. Alle drenge vender hovedet, alle piger bliver tavse og rynker panden.

Og ganske rigtigt deler menneskemængden sig som Det Røde Hav, men denne Moses har lange, bronzefarvede ben, der nærmest opsluger gulvet, mens hun marcherer hen mod os. Et smil lyser hendes perfekte, ovale ansigt op. Hun har altid haft det smil, lige siden jeg mødte hende den første dag i 1. klasse. Det er sådan et smil, der får en til at tilgive hende, at hun er så smuk.

Hun standser brat midt på gangen, sikker på, at der ikke er nogen, der vil gå ind i hende. ”Hvordan gik det så?” ”Det var en gang gylle,” siger jeg.

16

Fandom.indd 16

01/10/2018 14.03

Katie klapper mig på ryggen. ”Nej, det var det ikke, det var fantastisk.” ”Ja, en fantastisk gang gylle,” uddyber jeg.

Alice vifter sit hår hen over den ene skulder. ”Det skal du ikke bekymre dig om, Vi. De forstår tydeligvis ikke skønheden i Galgedansen − Filistre.” Hun sender Katie et sigende blik. ”Det er ikke ligefrem Shakespeare,” mumler Katie.

Alice sukker. ”Jeg ville ønske, jeg var i gode gamle Thompsons klasse. I laver nogle meget federe ting end os.

Plotstruktur − der kunne jeg virkelig have bidraget med noget.” Hun elsker at minde os om, at hun er en fremadstormende fanfiction-stjerne. Hun skriver en masse nye tekster baseret på Galgedansen, men ændrer plottet og får karaktererne til at gøre, som hun vil have dem til. Det er lidt paradoksalt, at hun har så stort behov for at skrive den slags tekster, når hun er så god til at få folk til at gøre, som hun gerne vil have dem til i den virkelige verden. Måske er det, hun gør som forfatter, at forfine sine evner og sin kunst. Jeg synker den lille klump af misundelse igen. ”Miss Thompson sagde, at Violet kunne blive forfatter, gjorde hun ikke, Vi?” siger Katie.

Alice ser på mig og blinker med et mørkeblåt øje. ”Sludder. Du har ikke fantasien til det. Du ville bare genskrive Galgedansen igen og igen.” Hun lægger armen om mig, og giver mig et klem. ”Som selvfølgelig er en god ting at gøre.”

Duften af hendes hår, kirsebærblomster og citrongræs, fylder min næse. Jeg føler mig pludselig som noget særligt, fordi Alice krammer mig i offentlighed.

Katie ser på sit ur. ”Hey, venner, jeg må af sted. Jeg skal til cellotime om fem minutter, men vi ses i morgen, ikke?” ”Comic-Con,” siger Alice og jeg i kor. Vi ser på hinan17

Fandom.indd 17

01/10/2018 14.03

den og smiler. Vi har glædet os til dette i månedsvis; vi skal møde Russell. Willow. Min mund bliver igen tør, og jeg får uro i maven af spænding, og min hud føles, som om jeg har gnubbet den med et hårdt håndklæde. ”Vi er enige om, at vi kommer som karakterer fra Galgedansen, ikke?” siger Alice. ”Ja, Nate har været i gang med sit kostume i dagevis,” svarer jeg. Nate er min lillebror. Han elsker om muligt Galgedansen endnu højere end jeg, og mor insisterede på, at jeg skulle tage ham med. Tak, mor.

Katie begynder at gå. ”Vi ses i morgen, fanpiger,” råber hun over skulderen.

Fandom.indd 18

01/10/2018 14.03

CMYK Only:

BACK 142mm x 220mm

SPINE 36mm

FRONT 142mm x 220mm

FRONT 90mm

De drømmer om at være med i deres yndlingsbog – men da drømmen går i opfyldelse, viser den sig at være et mareridt. © Philip Hunton

PAS PÅ, HVAD DU ØNSKER DIG

Træerne er nøgne og blege, og græsset kun falmede, gule plamager. Jeg ser ingen blomster, ingen farve. Kun en grå verden. ”Hvorfor er her så stille?” hvisker Nate. Han har ret. Det er uhyggeligt stille. I filmen var der en vis rumsteren af udmagrede Imp’er, der hilste på eller fornærmede hinanden. Jeg ser mig omkring, og det går op for mig, at alle Imp’erne står stille og glor på os.

Violet og hendes venner elsker at være en del af fankulturen omkring Galgedansen og kan ikke vente med at møde deres store helt Willow på ComicCon. Ingen kunne dog forudse, at de kort efter mødet med deres idol bliver katapulteret ind i handlingen og ved et uheld kommer til at dræbe fortællingens heltinde, Rose. Nu er der kun én måde at overleve: Violet må overtage Roses rolle for at finde en vej tilbage til virkeligheden. Drevet af kærlighed, skyld og frygt indser hun snart, at historiens skæbne ligger i hendes hænder.

Anna Day bor i det sydøstlige England.

Hun elsker mad og musik og især sine to børn, der dagligt både underholder og inspirerer hende. Hun har taget en doktorgrad i klinisk psykologi og arbejder som klinisk psykolog for handicappede.

Anna Day har skrevet, siden hun var en lille pige, og blev i 2015 opdaget i en romankonkurrence hos forlaget Chicken House. Det kom der Fandom ud af.

Fandom er hendes debutroman.

Ingen historie er værd at dø for … vel?

PAS PÅ, HVAD DU ØNSKER DIG

En genial idé, brillant udført.

Kan ikke anbefales nok.

Louise O’neill

ISBN: 978-87-400-4160-6

Politikens Forlag

DK_FANDOM-omslag.indd 2

01/10/2018 14.10