Ensomhedens blindgyde

Per Nyholm ensomhedens blindgyde

FOTO: NANCY FALCON CASTRO

I sin nye bog tager Per Nyholm læseren med på en 3000 km lang busrejse gennem Cuba og gennem en påstået revolution, der er gået fra triumf til tragedie. Cuba var før Fidel Castros magtovertagelse et af den vestlige hemisfæres førende lande.

I dag lever 11 millioner cubanere i en regimestyret fattigdom så brutal, at de færreste uden for øen kan forestille sig denne tilstand.

Per Nyholm er den erfarne udenrigsreporter. Han lægger de farvestrålende turistbrochurers Cuba bag sig til fordel for en beskrivelse af livsformer og politik, historie og traditioner, byer og landskaber. Han går tæt på vestlige fordomme, herunder USA’s optræden på Cuba. Han kritiserer desuden skarpt vestlige intellektuelle, som i diktaturets tjeneste lukker øjnene for Havanastyrets forbrydelser.

Tilbage i det trygge, demokratiske Europa funderer Per Nyholm i et afsluttende essay over, hvad han kalder for jammerens kontinent. Han gør sig til talsmand for et fuldstændigt brud mellem Den Europæiske Union og Storbritannien, som han anser for en stat i opløsning. Briterne, argumenterer han, er ikke

ISBN: 978-87-400-3382-3

Per Nyholm

Ensomhedens

blindgyde Noter fra en vinterrejse pa Cuba JYLLANDS-POSTENS FORLAG

i Callejon de la Soledad, Ensomhedens Blindgyde. Ris med kylling eller er det mon kylling med ris? Er det, hvor Cuba befinder sig, i Ensomhedens Blindgyde?

Jeg spørger servitricen, en blonderet, lidt fyldig dejlighed. Hun klikker afvisende med tungen mod overmunden og forsvinder med min betaling. Et par minutter senere går jeg ud i den varme, delvis mørklagte by. I en sidegade, så stille som en bedemandsforretning efter arbejdstids ophør, sidder fire mænd over et brætspil, oplyst af en gadelampe. Efter tur knalder de deres brikker ned på brættet og rager til sig i henhold til regler, som jeg ikke kender. Ingen siger et ord. Så pludselig, ude i mørket, lyder en stille tuba. Det er en scene, mættet med spænding og koncentration.”

Citat fra bogen

europæere og skulle aldrig have været optaget i unionen.

JYLLANDS-POSTENS FORLAG

PER NYHOLM (årgang 1943) er en af dansk presses førende kommentatorer. I sin faste søndagsklumme i Jyllands-Posten beskæftiger han sig med, hvad han anser for en almindelig forråelse af tilstandene i Danmark og resten af verden. Hans skriverier har det med at vække raseri, uro og begejstring. Nyholm har været journalist siden 1960. Fra 1980 til 2013 var han Jyllands-Postens korrespondent i London, Wien og Rom. Han dækkede det kommunistiske Europas sammenbrud i 1989, fulgt af Balkankrigene i den følgende halve snes år.

Han erklærer sig som troende europæer og indtrådte 2013 i et kulturudvalg nedsat af Den Europæiske Kommission med den opgave at udarbejde et såkaldt Europæisk Charter. Han forlod gruppen et år senere i protest mod, hvad han anså for en rodet og uengageret arbejdsgang.

Han er reporter af den gamle skole, manden på stedet, i besiddelse af en omfattende historisk viden, men også polemiker i en tradition, der går tilbage til oplysningstiden.

Per Nyholm har tidligere udgivet Danmark (2005) og Europæerne (2008) samt essaysamlingen Havet, Byen, Bjergene (2011).

”Jeg får min aftensmad på en beværtning

FORLAG

ENSOMHEDENS BLINDGYDE

ENSOMHEDENS BLINDGYDE Noter fra en vinterrejse på Cuba Med en efterskrift om Europa Af Per Nyholm © Jyllands-Postens Forlag JP/Politikens Hus A/S 2016 ISBN 978-87-400-3382-3 1. udgave, 1. oplag Printed in Poland Grafisk tilrettelægning: Tine Christoffsen Omslagsdesign: Harvey Macaulay Fotos: Nancy Falcon Castro Kort: Jesper Roug Tryk: Interarc Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner og ­v irksomheder, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

JYLLANDS-POSTENS FORLAG Rådhuspladsen 37 1785 København V Tlf.: 33 47 07 07 www.jyllandspostensforlag.dk

Per Nyholm

ENSOMHEDENS BLINDGYDE Noter fra en vinterrejse på Cuba Med en efterskrift om Europa

JYLLANDS-POSTENS FORLAG

Denne bog udgives med støtte af Jens og Helle Kruuses Mindelegat samt Jyllands-Postens Fond

Indhold Fra en bjergside 9 Tid til at skrive, tid til at tænke. Cuba fortæller mig, at vi skal passe på Europa, det næsten forenede Europa.

Ud til kanten 17 Om ankomsten til Cuba, om at spadsere i Havana og om manden med de grønne øjne.

Det ægte, det falske 83 Om Gladys i Viñales, om den USA-finansierede invasion af Svine­bugten og om turistfælden Trinidad.

En cubansk monstrøsitet 91 Om tilbedelsen af Che Guevara, om sukkerets forbandelse og t­ obakkens kunst, og om Lidia, der ved, at hun er fattig, men ikke vil udvandre.

Land uden vilje 101 Om Fidel Castro som caudillo, om konflikten mellem frihed og d ­ isciplin og om Nobelpristageren García Márquez som leverandør af tropisk ­uvirkelighed.

Underofficeren 115 Om en lærerig søndag på Guardalavaca-stranden, om Birán, hvor Fidel Castros fader udøvede sit rædselsregime, og lidt om et bageri i Holguín.

Helte og halve sandheder 125 Om friskstegte svinekoteletter i Palma Soriano, om den unge Fidel Castros amatøragtige angreb på Moncada-kasernen i Santiago, om ­imperialisme og kolonialisme, Danmark ikke at forglemme.

Fornuftens krise 151 Om en udflugt til Baracoa, om USA’s brud på de internationale ­retsregler, om en kinesisk admiral og om de europæiske opdagelsesrejser, herunder en dansk-portugisisk ekspedition til Amerika før Columbus.

Påfugle i en ormegård 169 Om doña Esters hus og have i Santiago, om hendes børn og om et mærkeligt maleri i hendes dagligstue.

Eventyrdigteren 175 Om danskere i Havana og om H.C. Andersen, der aldrig kom til Cuba, men skrev et digt om den afrikanske prinsesse, der endte som slavinde fjernt fra sit fædreland. Desuden lidt om fejlslagne stater og om kommunismens forbrydelser.

Efterskrift – Jammerens kontinent, et essay om Europa 195

Fra en bjergside Din sejr er som min hjemstavns gamle vin, fuld af håb, høstet af mange, ikke af én, udgået af mange druer, ikke af én, ikke én dråbe, men mange floder, ikke én kommandant, men mange slag.

Pablo Neruda, chilensk digter og Nobelpristager, Cantar de gesta, 1961.

Da jeg i 2015 vendte tilbage til Cuba efter mange års fravær, var det ikke for at skrive en bog. Snarere ville jeg genopleve et land, som jeg kendte overfladisk fra tidligere besøg, og som havde rumsteret i mit sind, siden Fidel Castro og hans guerillaer rykkede ind i Havana 1. januar 1959. Jeg var ved den lejlighed på vej ud af Dyssegårdsskolen i Vangede og nærmede mig et journalistisk liv, der skulle samles om udenrigsreportagen, under min betragtning fagets fornemste disciplin.

Jeg ankom i sommeren 1963 til dagbladet Informations udenrigsredaktion, hvor den legendariske J.B. Holmgård bad mig om at passe Latinamerika, et subkontinent, som sydede af uro efter Fidel Castros magtovertagelse i Havana fire år tidligere. Fint med mig, Fra en bjergside

9

tænkte jeg. Når jeg går ind i min bedste tid, vil den mellemøstlige konflikt være bilagt og Latinamerika stå øverst på dagsorden, i bagklogskabens kolde lys en fejlvurdering af format. Selv Cuba indtager i dag en usikker plads i vor bevidsthed. Er denne ø et grusomt diktatur eller et forsømt ferieparadis? Denne bog hævder det første.

I 1970’erne, på Ritzaus Bureau og det siden lukkede Aktuelt, lagde jeg ud med Norden, Europa, Mellemøsten, Sovjetunionen og USA. Latinamerika forblev i baghovedet. Tid efter anden vendte jeg tilbage til denne menneskeligt og politisk så bevægende verdensdel.

Ofte var jeg der ganske længe, fra Mexico i nord til Ildlandet i syd, fra digteren Jorge Luis Borges iført skotsk tweedjakke og kastanjebrune bukser på Nationalbiblioteket i Buenos Aires til halvnøgne indianere i Amazonas. I 2015 gjaldt det endnu en gang Cuba. Under en 3000 km lang færd ad ikke specielt nemme landeveje, fra Viñales i vest over Havana til Baracoa i øst, ville jeg levere en serie klummer til Jyllands-Posten, mit journalistiske hjem siden 1980.

Men notesbøgerne fyldtes, og i forbindelse med den tiltagende regntid begyndte jeg, under diverse halvtage, at skrive længere stykker.

Til sidst udgjorde disse et grundmateriale, som jeg renskrev i foråret 2016. Resultatet blev den her foreliggende bog om Cuba under Fidel Castro, en gangster og ekstremt magtbesat eventyrer, aldrig den overbeviste revolutionær og slet ikke den demokrat, han indledningsvis udgav sig for på Havanas Universitet, siden i Sierra Maestra, bjergkæden ude mod øst. Snarere er han, rigmandssønnen fra Oriente, en caudillo, måske og forhåbentlig den sidste, i Latinamerikas århundredgamle tradition, en bloddrivende bøddel i klasse med tyranner som Den Dominikanske Republiks Rafael Trujillo, Nicaraguas Anastasio Somoza og Cubas Fulgencio Batista, som han afløste i 1959, og under hvem der – al Castros propaganda til trods – fandtes en personlig frihed og en næringsfrihed, som er utænkelig i vore dages såkaldt kommunistiske Cuba.

10

ENSOMHEDENS BLINDGYDE

Sikre tal foreligger ikke, blandt andet fordi regimet i Havana ikke vil ud med sproget, men anslået er mellem 15.000 og 30.000 mennesker blevet henrettet under Castro, hvis tyranni i skrivende stund synger på et sidste, tragisk vers. Langt over 100.000 cubanere har af politiske grunde været indespærret i årevis, ofte nøgne, i alt fra gruopvækkende fangehuller uden afløb til arbejdslejre og koncentrationslejre, disse sidste i øvrigt opfundet på Cuba af den spanske kolonimagt under frihedskrigene i det 19. århundrede. Mellem to og tre millioner cubanere ud af en befolkning på 11 millioner er flygtet til udlandet, fortrinsvis USA og Spanien, en fysisk og intellektuel åreladning, der – sammen med den i alt væsentligt statskontrollerede økonomi – har hensat et land, som før 1959 hørte til den vestlige hemisfæres bedst aflagte, i hjerteskærende, unødvendig fattigdom. Politik forekommer ikke længere i anden henseende end regimets for udenforstående uigennemskuelige og dybest set upåagtede intriger. Kulturen er visnet til ukendelighed efter at have kendt bedre dage under Batista. Ytringsfrihed eksisterer ikke. Cuba under Fidel Castro er et diktatur af enestående brutalitet i den vestlige verden.

En revolutionsbegejstret, men verdensfjern venstrefløj havde i lange tider travlt med at betjene regimet i Havana og bagtale dets kritikere.

I tilfældet Cuba var dette svigt ikke ringere end samme venstrefløjs svigt i det kommunistisk styrede Øst- og Centraleuropa før omvæltningen i 1989. Denne del af Europa har siden midten af 1980’erne været og er stadig min vigtigste arbejdsplads, først som Jyllands-Postens rejsende korrespondent, dernæst som klummeskriver med bopæl i Wien. Denne årelange erfaring tog jeg med mig til Cuba i 2015.

Jeg kan ikke påstå, at jeg forberedte mig grundigt, men selvfølgelig Fra en bjergside

11

læste jeg på lektien: Leopoldo Alas, La Regenta (1885), Julien Benda, La trahison des clercs (1927), Stéphane Courtois (red.), Le Livre noir du communisme (1997), Antonio Rafael de la Cova, The Moncada Attack (2007), François Furet, Le passé d’une illusion (1995), Robert Goodwin, Spain, the Centre of the World 1519-1682 (2015), Thorkild Hansens slavetriologi (1967-1970), Paul Hollander, Political Pilgrims (1981), Robert Kaplan, The Revenge of Geography (2012), Günter Kollert, Der Gesang des Meeres (1997), Louis Pérez, Cuba in the American Imagination (2011), Hugh Thomas, Cuba or the Pursuit of Freedom (1998) og World without End (2015) samt Carlos Widmann, Das letzte Buch über Fidel Castro (2012), bøger, der har haft en afgørende indflydelse på den her foreliggende tekst. Jeg blev desuden hjulpet på vej af forfatteren, debattøren og nobelpristageren Mario Vargas Llosas ofte skarpt skårne essays i det spanske dagblad El Pais og af den uofficielle cubanske menneskerettighedskommissions rapporter. Den Castro-forherligende propaganda har jeg valgt at ignorere. Panegyrikere som Jean-Paul Sartre og Gabriel García Márquez får deres velfortjente behandling længere fremme i teksten.

Venstrefløjens medløberi får nu sin grimme pendant i den kommercielle verdens tilslutning til diktaturet på Cuba. Er jeg forundret? Nej. Begge grupper tænker i teorier og teser, herunder dogmet om kapitalens maksimering, ikke i mennesker og slet ikke i det enklte menneske. Hvad der forestår, skal jeg ikke kunne sige, men man kan frygte det værste. Modefirmaet Coco Chanel slog i maj 2016 tonen an med en præsentation på Paseo del Prado, Havanas stærkt forsømte pragtgade. I spidsen for 600 udvalgte gæster, fortrinsvis udlændinge, svansede modellerne af sted, iført panamahatte og pailletbesatte Che Guevara-baretter, en tilbedelse af regimets glorificerede massemorder, en hån mod de dræbte og de indespærrede, mod ofrene for tortur og fordrivelse. Trukket ved næsen af regimet og anført af Karl Lagerfeld, under min betragtning en

12

ENSOMHEDENS BLINDGYDE

totalt amoralsk berømthed, lod prominensen sig fotografere foran resterne af konfiskerede rigmandshuse, hvor hovedstadens fattige klemmes sammen som rotter, og som vi – de udefrakommende rige – i vor tankeløshed kan anse for maleriske. Man forestiller sig, at Lagerfeld og Co. havde givet en tilsvarende catwalk i de nazityske eller sovjetrussiske koncentrationslejre. Hvorfor ikke?

Også det havde været pittoresk, pigtråden og barakkerne især, måske også de utilnærmelige vagter. En sådan optræden havde været i firmagrundlæggerens ånd. Gabrielle ”Coco” Chanel tilbragte som bekendt Anden Verdenskrig i Paris, hvor hun, siden stemplet som landsforræder, stillede sine politiske, seksuelle og andre færdigheder til rådighed for den nazistiske besættelsesmagt og dens lokale kollaboratører. Indtil videre forbliver Coco Chanels såkaldte modetræf i Havana et højdepunkt af usmagelighed, voldsentusiasme og i bedste fald uvidenhed. Værre vil utvivlsomt følge.

Indimellem – når regnen skyllede ned – prøvede jeg på at gå i dybden med forskellige temaer: myten om Che Guevara, en formentlig psykopatisk massemorder, som tilbedes til denne dag, USA’s historisk forskruede syn på Cuba, de europæiske og andre opdagelsesrejser, kolonialisme og kolonialistisk tænkning med en afstikker til Danmarks ikke altid renfærdige historie, herunder vor medvirken i den atlantiske slavehandel og vor koldblodige udbytning af De Vestindiske Øer, en koloni, som vi solgte til USA uden at spørge de lokale om deres mening.

Denne bog er et personligt arbejde, ikke en nøgtern rejsebeskrivelse, snarere iagttagelser, overvejelser, indskud og udspark, og som sådan håber jeg, at den vil blive læst. Bogen prætenderer ikke at Fra en bjergside

13

være en akademisk eller bare nogenlunde definitiv afhandling. Dertil kender jeg for lidt til Cuba, og dertil er tiden for uberegnelig.

Fidel Castro, født i 1927, kan dø hvert øjeblik. Hans broder Raúl, født i 1931, tager sig i skrivende stund af det daglige arbejde. Han forventes at træde tilbage i 2018. USA’s præsident Barack Obama besøgte uden synligt resultat Cuba i marts 2016 som led i de senere års stærkt opreklamerede åbning mellem Washington og Havana.

Besøget blev karakteriseret som historisk, hvilket kan være rigtigt al den stund, det var første gang siden 1928, at en siddende amerikansk eller rettere nordamerikansk præsident viste sig officielt i Havana. Virkeligheden er, at Obama forlader Det Hvide Hus senest i januar 2017, og at den proklamerede åbning mellem USA og Cuba bekæmpes indædt ikke blot af højrefløjen og den såkaldte Cuba-lobby i Washington, men også af en fortrinsvis militær-politisk elite i Havana, indtil videre forestået af Raúl Castro. Ifølge én forventning kan alt pludselig gå meget hurtigt, altså en gentagelse af Øst- og Centraleuropa i 1989. En anden forventning siger, at Cuba er så ødelagt og apatisk efter langt over 50 års enerverende diktatur, at intet nævneværdigt vil ske.

Indledningsvis tilbragte jeg to uger med en dansk rejsegruppe, alle fornøjelige og inspirerende mennesker, som jeg takker for berigende selskab. Min tak til forlagschef Kim Hundevadt og redaktør Erik Høvring på JP/Politikens Forlag, som så glimrende og kammeratligt tog sig af det omfattende, praktiske arbejde, der indgår i enhver bogudgivelse. Tak desuden til danske venner og bekendte, som bistod med råd og kommentarer. En særlig tak til Jens og Helle ­Kruuses­Mindelegat og til Jyllands-Postens Fond, hvis generøsitet

14

ENSOMHEDENS BLINDGYDE

muliggjorde udgivelsen af nærværende bog. Tak også til snesevis af cubanere, som jeg mødte på min vej, og som næsten alle bidrog til min indsigt i deres mange vanskeligheder og fåtallige forhåbninger.

Alle disse cubanere, gæstfri og venlige, har jeg gemt bag frit opfundne identiteter, enkelte har jeg desuden flyttet fra et sted til et andet.

Det cubanske sikkerhedsapparat, ned til og med de overalt nærværende revolutionskomitéers stikkere, indbyder ikke til spøg.

Fra Cuba fortsatte jeg over min hjemby Wien til Mallorca, hvor en god veninde stillede sit hus, opført på en bjergside med udsigt over Middelhavet, til min rådighed: tid til at tyde de ikke lige let læselige notesbøger, tid til at tænke, tid til at skrive færdigt. Også tid til den faste søndagsklumme i Jyllands-Posten, mine sene års livsopgave.

Jammeren og forvirringen i Europa, manglen på politisk seriøsitet og strategisk udsyn synes at tage til, overalt pessimisme og demagogi, grædekoner og mørkemænd. Jeg tror ikke på deres profetier, heller ikke efter Storbritanniens beslutning om at forlade EU, et skridt, som jeg hilser velkommen under den betragtning, at englænderne – ikke at forveksle med irerne eller skotterne – aldrig følte sig hjemme på kontinentet, og at skiftende regeringer i London ikke ønskede et forenet Europa, men forestillede sig en toldunion til gavn for snævre engelske, ofte personlige, interesser. Jeg tror, at mange, alt for mange, professionelle angstmagere er ude i eget uhyggelige ærinde, ikke Europas ærinde, slet ikke demokratiets ærinde. En generation efter Sovjetunionens undergang og det splittede Europas samling ser vi på ny, at sjæle forføres og hjerner forgiftes, ikke længere af en diskrediteret venstrefløj, men af højrekræfter uden sidestykke siden 1930’erne.

Fra en bjergside

15

Jeg sidder på min mallorquinske terrasse, iagttager mågerne, der øver sig i præcisionsflyvning langs bjergsiden, og afventer fiskerne, som kommer ind fra havet en times tid før solnedgang for at sælge deres fangst fra en lille butik på kajen i Port d’Andratx. Europa i fare? Europa er alt det, Cuba ikke er. Europa er det trygge, sikre og demokratiske kontinent. Cuba fortæller mig, at vi skal passe på Europa, det næsten forenede Europa. Kun hvis vi lader os styre af frygt, vil det gå Europa og europæerne frygteligt.

Uden min peruanskfødte hustru, Nancy, havde jeg ikke kunnet skrive denne bog, som hermed tilegnes hende i taknemmelighed.

Per Nyholm ensomhedens blindgyde

FOTO: NANCY FALCON CASTRO

I sin nye bog tager Per Nyholm læseren med på en 3000 km lang busrejse gennem Cuba og gennem en påstået revolution, der er gået fra triumf til tragedie. Cuba var før Fidel Castros magtovertagelse et af den vestlige hemisfæres førende lande.

I dag lever 11 millioner cubanere i en regimestyret fattigdom så brutal, at de færreste uden for øen kan forestille sig denne tilstand.

Per Nyholm er den erfarne udenrigsreporter. Han lægger de farvestrålende turistbrochurers Cuba bag sig til fordel for en beskrivelse af livsformer og politik, historie og traditioner, byer og landskaber. Han går tæt på vestlige fordomme, herunder USA’s optræden på Cuba. Han kritiserer desuden skarpt vestlige intellektuelle, som i diktaturets tjeneste lukker øjnene for Havanastyrets forbrydelser.

Tilbage i det trygge, demokratiske Europa funderer Per Nyholm i et afsluttende essay over, hvad han kalder for jammerens kontinent. Han gør sig til talsmand for et fuldstændigt brud mellem Den Europæiske Union og Storbritannien, som han anser for en stat i opløsning. Briterne, argumenterer han, er ikke

ISBN: 978-87-400-3382-3

Per Nyholm

Ensomhedens

blindgyde Noter fra en vinterrejse pa Cuba JYLLANDS-POSTENS FORLAG

i Callejon de la Soledad, Ensomhedens Blindgyde. Ris med kylling eller er det mon kylling med ris? Er det, hvor Cuba befinder sig, i Ensomhedens Blindgyde?

Jeg spørger servitricen, en blonderet, lidt fyldig dejlighed. Hun klikker afvisende med tungen mod overmunden og forsvinder med min betaling. Et par minutter senere går jeg ud i den varme, delvis mørklagte by. I en sidegade, så stille som en bedemandsforretning efter arbejdstids ophør, sidder fire mænd over et brætspil, oplyst af en gadelampe. Efter tur knalder de deres brikker ned på brættet og rager til sig i henhold til regler, som jeg ikke kender. Ingen siger et ord. Så pludselig, ude i mørket, lyder en stille tuba. Det er en scene, mættet med spænding og koncentration.”

Citat fra bogen

europæere og skulle aldrig have været optaget i unionen.

JYLLANDS-POSTENS FORLAG

PER NYHOLM (årgang 1943) er en af dansk presses førende kommentatorer. I sin faste søndagsklumme i Jyllands-Posten beskæftiger han sig med, hvad han anser for en almindelig forråelse af tilstandene i Danmark og resten af verden. Hans skriverier har det med at vække raseri, uro og begejstring. Nyholm har været journalist siden 1960. Fra 1980 til 2013 var han Jyllands-Postens korrespondent i London, Wien og Rom. Han dækkede det kommunistiske Europas sammenbrud i 1989, fulgt af Balkankrigene i den følgende halve snes år.

Han erklærer sig som troende europæer og indtrådte 2013 i et kulturudvalg nedsat af Den Europæiske Kommission med den opgave at udarbejde et såkaldt Europæisk Charter. Han forlod gruppen et år senere i protest mod, hvad han anså for en rodet og uengageret arbejdsgang.

Han er reporter af den gamle skole, manden på stedet, i besiddelse af en omfattende historisk viden, men også polemiker i en tradition, der går tilbage til oplysningstiden.

Per Nyholm har tidligere udgivet Danmark (2005) og Europæerne (2008) samt essaysamlingen Havet, Byen, Bjergene (2011).

”Jeg får min aftensmad på en beværtning

FORLAG