En højere retfærdighed

© Appendix Fotografi

AF FORFATTERNE BAG TV-SERIERNE BROEN OG WALLANDER En serie uhyggelige voldtægter spreder skræk i den svenske

by Uppsala. Gerningsmanden lister sig ind på sine ofre bagfra OM SEBASTIAN BERGMAN-SERIEN: „Vildt imponerende …

En kompleks og overbevisende roman.“ SUNDAY TIMES

og bedøver dem, inden overgrebet fuldbyrdes.

Ledetråde peger på, at ofrene ikke er tilfældigt udvalgt.

Men hvad er koblingen mellem dem? Og hvorfor er så mange mennesker, også nogle af ofrene selv, villige til at gå så meget igennem for at forhindre at sandheden kommer frem?

„En suveræn og enormt vanedannende serie, takket være blandingen af geniale plots og realistiske personer.“ EL PERIÓDICO

VRIJ NEDERLAND

„En af de mest intelligente og interessante krimier fra Sverige i de seneste år.“ TAZ, DIE TAGESZEITUNG

DE TIDLIGERE BØGER I SERIEN ER: MANDEN DER IKKE VAR MORDER DISCIPLEN FJELDGRAVEN DEN STUMME PIGE DE UEGNEDE

internt og i hemmelighed hver for sig. Men da en af de brutale voldtægter ender med et dødsfald, samles teamet i kampen mod den ansigtsløse, kvindefjendske voldtægtsforbryder.

En højere retfærdighed er sjette selvstændige del af den succesfulde serie om kriminalpsykolog Sebastian Bergman og teamet fra Rejseholdet.

OM DE TIDLIGERE SEBASTIAN BERGMAN-BØGER:

♥♥♥♥♥

♥♥♥♥♥

„Krimigys … Hæver sig op over den vanlige krimistrøm.“

„Fortættet nonstop spænding.“

FEMINA

POLITIKEN

„Intensiv og effektiv spænding med engagement og indsigt.“ BERLINGSKE TIDENDE

EN HØJERE RETFÆRDIGHED

„Skandinavisk krimi af høj kvalitet, som får os til at længes efter mere.“

Rejseholdet er splittet og kæmper på flere fronter, både

EN HØJERE RETFÆRDIGHED EN SEBASTIAN BERGMAN-KRIMI

MICHAEL HJORTH & HANS ROSENFELDT danner sammen bestsellermakkerparret Hjorth Rosenfeldt, som har stor succes med serien om kriminalpsykolog Sebastian Bergman. Bøgerne udkommer i 30 lande og er også blevet til tv-serien Manden der ikke var

morder, 2010.

MICHAEL HJORTH (født 1963) er en af Sveriges mest kendte manuskriptforfattere og filmproducere.

Han står blandt andet bag flere af manuskripterne til filmatiseringerne af Henning Mankells Wallanderromaner.

HANS ROSENFELDT (født 1964) er også en internationalt anerkendt manuskriptforfatter blandt andet til tv-serien Broen, vist i over 170 lande, og senest Netflix-serien Marcella.

HR. FERDINAND

EN HØJERE RETFÆRDIGHED

En_hojere_retfardighed.indd 1

09/10/2018 13.04

HJORTH ROSENFELDT EN HØJERE RETFÆRDIGHED KRIMINALROMAN

På dansk ved Lotte Kirkeby Hansen

Hr. Ferdinand

En_hojere_retfardighed.indd 3

09/10/2018 13.04

FØRSTE DEL

En_hojere_retfardighed.indd 5

09/10/2018 13.04

13. oktober Jeg drømmer om dig.

Næsten hver nat, siden jeg begyndte.

Hvad ville du tænke, hvis du vidste?

Om det jeg gør.

Næppe noget godt.

Du ville bede mig om at holde op.

Du var et bedre menneske, end jeg er.

Men i nat bad du om, at jeg skulle redde dig.

Redde jer begge.

Jeg kunne ikke.

Ikke engang i drømmen kunne jeg.

Så jeg gør, hvad jeg kan.

Jeg har tænkt mig at gøre det igen.

I aften.

Den femte.

Klara Wahlgren.

En_hojere_retfardighed.indd 7

09/10/2018 13.04

En_hojere_retfardighed.indd 8

09/10/2018 13.04

O

ktober kom med vinteren.

Det havde været et underligt år, rent vejrmæssigt.

Foråret havde ikke for alvor fået fat før langt inde i maj. Det havde sneet både på de hvide studenterhuer ved den traditionsrige og velbesøgte fejring af Valborgsaften og på de betydeligt mere tyndt besatte 1. maj-optog dagen efter. Sommeren havde ladet vente på sig og kom først sidst i juni, ugen efter midsommer krøb temperaturen for første gang op over tyve grader, men til gengæld holdt varmen sig til midt i september.

Noget efterår blev det ikke rigtigt til.

Den 8. oktober var det tid igen. Et tyndt hvidt pudderdække mødte indbyggerne i Uppsala, da de trak rullegardinerne op om morgenen.

Godt fire måneder uden sne gav naturligvis klimafornægterne fornyet luft.

“Det virker ikke, som om jorden bliver varmere, hvis du spørger mig.”

“Der er ingen, der har spurgt dig,” havde Klara lyst til at sige, hver gang hun hørte den slidte frase og så det lille selvtilfredse smil, som den ofte var ledsaget af.

Klimaforandringerne var i højeste grad virkelige.

Tre års studier i miljøvidenskab i Lund og en magistergrad i bæredygtig udvikling hjemme i Uppsala gjorde Klara sikker i sin sag. Mange års forskning verden over talte sit tydelige sprog, uanset hvordan det så ud uden for køkkenvinduet i oktober.

Men det er godt nok koldt, tænkte hun, da hun gik ud af undervisningslokalet nogle minutter i ni om aftenen og knappede sin alt for tynde 9

En_hojere_retfardighed.indd 9

09/10/2018 13.04

frakke. Hun var blevet som sædvanligt, havde ryddet op og stillet på plads da den sidste kursusdeltager var gået.

Møbelpolstring.

Fra 18.30 til 20.30 med start den 15. september.

Ni gange i alt.

I aften havde de mødtes for femte gang. Klara nød at se, hvilke fremskridt de alle sammen gjorde. Hun elskede at holde de her kurser.

Det var fjerde år nu.

Hun mærkede efter en ekstra gang, at døren var smækket bag hende, inden hun begyndte at gå ned ad Östra Ågatan. Hurtige skridt i kulden.

Telefonen ringede, hun fiskede den frem og svarede med et lidt forkølet smil.

“Hej, skat, sover du ikke?”

“Hvornår kommer du hjem?” Victors trætte stemme. Hun så for sig, hvordan han sad i sofaen i sin Spiderman-pyjamas med børstede tænder og uglet hår, mens han kæmpede for at holde øjnene åbne.

“Jeg er på vej hen til bilen nu, så om et kvarter, tyve minutter. Var der noget særligt, du ville?”

“Såret.”

Hendes søn havde løbet orienteringsløb i skolen i sidste uge, inden sneen faldt, og han var løbet ind i et eller andet rustent skrammel, som lå smidt i skoven, og havde fået en flænge på læggen. Fem sting var det blevet til. Forbindingen skulle skiftes hver aften.

“Kan far ikke gøre det?”

“Du er bedre til det.”

Klara sukkede stille for sig selv. Det var altid dejligt at være populær og savnet, men hun og Zach havde delt forældreorloven, og han havde været mindst lige så nærværende som hun gennem hele deres søns opvækst, nogle gange mere, men alligevel, når det gjaldt ... det meste faktisk, så spurgte Victor efter mor. Hun kunne se på Zach, at det pinte ham lidt altid at være andet valg.

“Men jeg er ikke hjemme, og du skal sove,” forsøgte hun, samtidig med at hun drejede ned ad Ångkvarnsgatan.

“Men hvad så med såret?”

10

En_hojere_retfardighed.indd 10

09/10/2018 13.04

“Lad far ordne det, og gå så ind og put dig, og hvis du er vågen, og det ikke er i orden, når jeg kommer hjem, så laver jeg det om.”

Forslaget blev mødt med tavshed, som om den otteårige forsøgte at regne ud, om han var i gang med at blive narret på en eller anden måde.

“Er det sådan, vi gør?” spurgte Klara.

“Okay ...”

“Godt. Kys. Vi ses i morgen.”

Hun afbrød samtalen og lagde telefonen ned i lommen igen. Hun lod hånden blive dernede. Det var virkelig koldt.

Havde hun gjort det rigtige?

Hvis Victor var vågen, når hun kom hjem, og hvis hun skiftede bandagen, var det så ikke at indrømme, at Zach ikke gjorde det lige så godt som hende? Skulle hun have været mere hård? Have sagt, at far godt kunne skifte forbindingen, og at han skulle gå ind og putte sig? Punktum.

Lade være med at give et alternativ.

Sikkert.

I bedste fald ville Victor sove, når hun kom hjem, og hun ville slippe for at forholde sig til problemet, tænkte hun og drejede ind på parkeringspladsen.

Der var seks pladser i den kvadratiske baggård. To af dem tilhørte aftenskolen. Hendes blå Polo længst inde i hjørnet var den eneste bil, der var tilbage.

Klara stoppede op.

Det var mørkt.

Mørkere end det plejede.

Husene rundtom var alle kontor- og foreningslokaler og mørklagt på den her tid af dagen. Sådan plejede det at være, men i aften var også de to udendørslamper, som sad på facaden, slukket. Klara vidste ikke, hvor kontakten til dem sad, men hun tænkte, at nogen måtte være kommet til at slukke dem ved en fejltagelse.

Men da hun gik hen mod bilen, mens hendes øjne langsomt vænnede sig til mørket, opdagede hun glasskår under armaturet på muren tættest på hendes bil.

Lamperne var blevet smadret.

11

En_hojere_retfardighed.indd 11

09/10/2018 13.04

Eller også havde de på en eller anden måde løsnet sig og var blevet knust mod jorden? Men når begge lamperne var ødelagt, var der sikkert nogen, der havde muntret sig med at smadre dem. Selv om Klara stadig betragtede sig selv om ung, tog hun sig i at tænke sikkert nogle unge mennesker. Måske var det mest ønsketænkning. At vandalisering og anden grænseoverskridende adfærd hørte sammen med en vis umodenhed. De forskellige tegn rundt om i samfundet pegede stadig tydeligere på, at det ikke var tilfældet.

Hun tog bilnøglerne op af lommen. Poloen blinkede to gange, og sidespejlene foldede sig ud med en svag summen. Hun skulle lige til at lægge hånden på det sikkert iskolde håndtag, da hun hørte noget, og et instinktivt gys af ubehag løb gennem hendes krop.

Stille skridt bag hende.

Hun var ikke alene.

Hun så et kort øjeblik en sort skygge i sidespejlet.

Forvrænget. Stor. Tæt på.

Uden at tænke tog hun et hurtigt skridt til siden, samtidig med at hun vendte sig om. I stedet for at komme helt op bag hende havnede den mørke skikkelse ved siden af hende. Hun nåede at se den sorte hætte og det tildækkede ansigt, inden lyden overraskede hende, høj og gennemtrængende.

Som en alarm.

Det tog nogle sekunder, inden det gik op for Klara, at det var hende, der skreg.

Skikkelsen foran hende syntes at vige lidt tilbage for styrken i hendes stemme. Men den gav Klara kraft.

Det faldt hende overhovedet ikke ind at prøve at flygte, at løbe væk.

Hun ville forsvare sig.

For enhver pris.

Et eller andet sted i baghovedet svirrede det, hun havde hørt om at gøre så meget modstand som muligt ved et eventuelt overfald, så det var, hvad hun gjorde. Hun slog og sparkede. Fægtede med arme og ben.

Ramte overfaldsmandens krop. Hårdt. Igen og igen. Blindt og rasende.

Samtidig med at hun fortsatte med at skrige.

12

En_hojere_retfardighed.indd 12

09/10/2018 13.04

Klara vidste ikke, hvor længe det stod på, sikkert bare nogle sekunder, selv om det føltes som meget længere, inden hun så overfaldsmanden tage et par skridt baglæns for så at forlade stedet, løbe hen mod udgangen og til venstre ud på Ångkvarnsgatan.

Klara blev stående. Stønnende, halvkvalt, hev hun efter vejret. Nåede at tænke, at hun måtte have skreget noget i halsen i stykker, inden al kraft forlod hende, og hun gled ned på jorden, ænsede dårligt nok kulden og væden, der med det samme trængte gennem hendes bukser. Hendes vejrtrækningen blev til en stille klynken. Hun stirrede tomt fremfor sig.

Hendes blik faldt på en lille, aflang genstand på asfalten lige ved bilen.

En sprøjte fyldt med væske.

Hun skulle bedøves.

Bedøves og voldtages.

Præcis som Ida.

En_hojere_retfardighed.indd 13

09/10/2018 13.04

S

avnede hun Rejseholdet?

Vanja tog sig i at stille sig selv det spørgsmål temmelig tit. Som nu, hvor hun lavede en kop te i den lille toværelses lejlighed på Norbyvägen, som hun havde fremlejet af en af sine kolleger. Et år til at begynde med, mens han arbejdede med et EU-samarbejde mod menneskehandel nede i Haag. 52 kvadratmeter, hvor hun på stående fod ikke kunne komme i tanke om et eneste møbel eller en eneste ting, som hun selv ville have valgt at indrette eller udsmykke lejligheden med, måske bortset fra det 75 tommer store tv, som dominerede væggen over for den sorte, nedslidte lædersofa. Men sådan var det, når man lejede møbleret. Vanja kunne godt holde det ud i et år. Hvis hun blev længere, måtte hun skaffe sig noget andet. Noget, som var hendes eget.

Men savnede hun Rejseholdet? tænkte hun, da hun fiskede teposen op af kruset med et eller andet Star Wars-motiv på og smed den i vasken.

Ikke afdelingen som sådan og ikke selve jobbet. Det, hun lavede i Upp­ sala, var mindst lige så interessant, men hun savnede kollegerne. Nu, hvor hun havde været væk fra dem i nogle måneder, opdagede hun, at de nærmere var venner end arbejdskammerater. Måske hendes eneste venner.

Bortset fra Sebastian altså.

Han var ikke en ven.

Hun åbnede køleskabet, hældte mælk op i kruset og bar det ind i den lille stue, hvor hendes computer stod slået op på det røgfarvede glasbord fra Ikea.

Hun havde lovet Torkel, at hun ville komme tilbage.

14

En_hojere_retfardighed.indd 14

09/10/2018 13.04

Når hun havde fået lidt styr på det hele.

Hvad det så end betød.

Hun havde stadig ingen kontakt med Anna, på det punkt var der ikke noget, der havde forandret sig. Hendes mor havde løjet for hende hele hendes liv, og da sandheden endelig kom frem, svigtede hun Vanja på ny ved at tage kontakt til Sebastian bag hendes ryg – og endnu værre: gå i seng med ham.

Hun havde hørt fra Valdemar nogle gange. Korte, upersonlige samtaler om flytningen, den nye by og de nye kolleger. Han var ikke kommet på besøg. Selv om han havde forladt Anna for at kunne reparere deres forhold, og selv om han havde været hendes far under hele hendes opvækst, den, hun havde været tættest på og elsket mere end nogen anden, var det ikke lykkedes dem at finde tilbage til hinanden.

Det pinte hende.

Og gjorde hende vred.

At det var lykkedes Sebastian at ødelægge en af de få ting, der virkelig havde betydet noget i hendes liv. Måske ville de kunne nå hinanden i deres nye roller, men hun opdagede, at den igangværende forundersøgelse om økonomisk kriminalitet og Valdemars selvmordsforsøg stadig stod i vejen for dem.

Det var ét stort rod.

Hendes liv.

Uendeligt langt fra at være på plads.

Det eneste, som faktisk var godt, var hende og Jonathan. Men det var det så til gengæld også. Den ferie, der var begyndt i København, men som havde ført dem til endnu fem lande i Europa, havde været alt det, som hun havde håbet på. Han havde været bekymret for, at hun bare havde brug for nogen, og ikke nødvendigvis ham, men det varede ikke længe, før han blev klar over, at det var ubegrundet. Da sommeren var slut, havde han snakket om deres fælles fremtid som det mest selvfølgelige i verden.

Han havde ikke været vild med, at hun flyttede til Uppsala, men det tog kun fyrre minutter med pendlertoget, og Vanja kom hjem til Stockholm, så tit hun kunne. Når hun var der, boede hun hos ham, hun havde fremlejet sin egen lejlighed på Sandhamnsgatan.

15

En_hojere_retfardighed.indd 15

09/10/2018 13.04

Så alt var godt med Jonathan, og Sebastian havde hun ikke mødt, siden han forlod hende i garagen under Waterfront for mere end tre måneder siden. Hun vidste, at han var kommet til skade under vanvidsfærden med bomben i bilen, nogle brækkede ribben og en brækket arm, havde Ursula sagt, men mere vidste hun ikke.

Mere ville hun heller ikke vide.

Jo mindre plads Sebastian Bergman havde i hendes liv, jo bedre. Hun var sikker på, at det også gjaldt for alle andre mennesker.

Så hun holdt op med at tænke på ham, satte sig i sofaen og gennemgik udskriften af Therese Anderssons politianmeldelse, mens hun tog en lille slurk af den skoldhede te.

Sagsøger forlad fest på Molngatan 23 lidt før halv to om natten den 4. oktober og bestemmer sig for at gå hjem til sig selv, hvor hun bor på Almqvistgatan, kun et par kilometer væk, hun tog gang sti ved Liljefors Torg, og da forbi Liljefors Skole, hørte hun skridt, der nærmede sig, og nogen greb fat så i hende bagfra, og hun mærke et stik i halsen.

Vanja vidste godt, at hun ikke kunne forvente, at alle anmeldelser var forfattet på formfuldendt svensk, hun var endda sikker på, at det var et fåtal af dem, som var, men den her var virkelig lidt af en prøvelse. Hun kastede et blik på, hvem der havde taget imod den. Politiaspirant Oscar Appelgren. Altså stadig under uddannelse, men da man ikke blev undervist i svensk på politiskolen, var chancen for forbedring lille. Hun tog en dyb indånding og fortsatte.

Derefter hun husker ingenting, før hun vågne på jorden liggende mellem nogle buske ved siden af gang stien. Nederdelen ligesom trukket op, strømpebukserne revet i stykker, og sagsøger har en slags sæk over hovedet. Sagsøger kommer op og ned på Vaksalagatan, hvor hun råber på hjælp. Der er klokken cirka halv tre.

Politiet bliver til kaldt sygehus, og en læge undersøgelse viser blødning i under livet efter penetrasion og spor af sæd. En blod prøve viser rester af Flunitrazepam Mylan i blodet.

16

En_hojere_retfardighed.indd 16

09/10/2018 13.04

Vanja lukkede for orgiet af talesprog, stavefejl og underlig ordstilling, tog tekruset og lænede sig tilbage.

Fuldbyrdet overfaldsvoldtægt.

De udgjorde en lille andel af de voldtægter, der årligt blev anmeldt, som regel kendte gerningsmand og offer hinanden, og forbrydelsen blev begået hjemme hos en af dem, men de fik så meget plads i medierne, at man skulle tro, de var mere almindelige, end de egentlig var. Indtil videre var der blevet skrevet meget lidt om, hvad der var sket med Therese. Men der ville komme mere, hvis nogen for alvor begyndte at interessere sig for det.

Hun var nemlig ikke den første.

Vanja lænede sig frem igen, stillede kruset fra sig og tog rapporten fra retsmedicinsk afdeling.

Der stod ikke meget i den.

Aftryk fra en sko af mærket Vans, model UA-SK8-Hi MTE, i jorden under buskene, og DNA fra sæden, men gerningsmanden stod ikke i noget register. Derimod matchede fundet en anden mand, som havde begået en voldtægt knapt en måned tidligere.

Ida Riitala, fireogtredive år gammel.

Overfaldet på Gamla Kyrkogården den 18. september.

Samme sted, samme fremgangsmåde.

En gerningsmand, som sneg sig ind på ofret bagfra, injicerede et sovemiddel, trak en jutesæk over hovedet og fuldbyrdede handlingen, mens ofret var bevidstløst.

Vanjas telefon ringede. Hun kastede et blik på displayet.

Hendes nye chef. Anne-Lie Ulander.

Den var næsten halv ti. Det betød mere arbejde. Vanja tog den.

“Hej, hvad så?”

Samtalen varede ikke mere end godt et halvt minut, så lukkede Vanja computeren, rejste sig og forlod lejligheden. Hvis der havde været nogen tvivl om, at de havde med en serievoldtægtsmand at gøre, så var den væk nu.

De havde et tredje offer.

En_hojere_retfardighed.indd 17

09/10/2018 13.04

K

lara sad sammenkrøbet i sofaen. Selv om hun havde tre trøjer på og var indhyllet i et tæppe, frøs hun. Det var, som om hun slet ikke kunne holde op med at fryse. Det var, som om kulden fra den mørke baggård var fulgt med hende hjem som et ekstra lag hud. Hun holdt hårdt om kruset med te med begge hænder og kiggede hen på kvinden med notesblokken, som sad lettere foroverbøjet i den anden ende af sofaen.

Anne-Lie Ulander. Politikommissær.

Klara syntes mere, at hun lignede en succesfuld advokat i en amerikansk tv-serie med sin enkle, velsiddende, men sikkert dyre røde kjole og det skulderlange mørke hår i en frisure, som så tilfældigt opsat ud, men som Klara mistænkte ikke var det.

“Sort tøj, hætten trukket op og noget, som skjulte hans ansigt. Kan du huske andet om ham?”

Klara mødte Anne-Lies medfølende blik og rystede på hovedet.

“Har du nogen fornemmelse af, hvor høj han var?”

Klara tænkte sig om et øjeblik. Samtidig med at hun var sikker på, at hun aldrig ville kunne glemme det, der var sket, at det sad indprentet i hende for evigt, så var minderne underligt utydelige og usammenhængende. Som om hendes hjerne forsøgte at beskytte hende ved at sikre sig, at hun ikke huskede det alt for godt.

“Jeg ved det ikke. Højere end mig.”

“Og hvor høj er du?”

“1,69.”

Anne-Lie noterede den seneste oplysning i Klaras korte redegørelse for 18

En_hojere_retfardighed.indd 18

09/10/2018 13.04

hændelsesforløbet i baggården. Så snart Vanja kom, ville hun tage hen til gerningsstedet. Carlos var der allerede, og han var god, men de havde ikke råd til den mindste lille fejltagelse. Tre overfald på en måned. Der gik en meget farlig mand løs i hendes gader.

“Han vågnede, da jeg kom hjem,” sagde Klara stille. Anne-Lie kiggede op fra sine notater og fulgte Klaras blik hen mod køkkenet, hvor en mand sad ved bordet med en dreng i Spiderman-pyjamas på skødet. Manden læste en bog med dæmpet stemme for drengen, som tydeligvis kæmpede for at holde sig vågen, samtidig med at han indimellem kiggede uroligt over på Klara. “Han var faldet i søvn, men han må have hørt os og fornemmet, at der var noget i vejen ...”

“Vil du gerne have, at jeg snakker med ham?”

Klara slap sin mand og sin søn med blikket og vendte sig spørgende om mod Anne-Lie. “Og siger hvad?”

“Hvor gammel er han?”

“Otte.”

“Jeg kan sige, at vi snakker med dig, fordi du så noget, ikke fordi der er sket dig noget. Afdramatisere, at vi er her.”

“Det har Zach gjort. Han sagde, at der var nogle dumme voksne, som skændtes uden for skolen, og at jeg blev lidt bange ...”

Hun afbrød sig selv, da hun hørte yderdøren gå, og mærkede, hvordan hun stivnede i hele kroppen. Anne-Lie bemærkede det og lagde en beroligende hånd på hendes arm.

“Det er min kollega,” forklarede hun. Klara vendte sig om mod døren ind til stuen og fulgte den yngre kvinde, som kom ind og præsenterede sig som Vanja Lithner, med blikket.

“Klara Wahlgren,” sagde Klara hæst. Hun havde ondt i halsen. Det blev værre og værre. Der måtte være gået noget i stykker. Måske burde hun under alle omstændigheder tage på hospitalet. Hun havde ikke gjort det. Der. Bagefter. Der var jo ikke sket noget.

Eller i hvert fald ikke det, som kunne være sket.

Der gik en kuldegysning gennem hende igen. Hun tog en slurk te. Det lykkedes hverken den varme drik at lindre smerten i halsen eller varme 19

En_hojere_retfardighed.indd 19

09/10/2018 13.04

hende, men hun drak den alligevel. Kamillete i hendes “Verdens bedste mor”-krus i sofaen, når hun var kommet hjem fra sin undervisning.

Det var normalt.

Det var trygt.

Den nye politibetjent tog overtøjet af og satte sig, samtidig med at hun spurgte, hvordan hun havde det. Klara trak på skuldrene. Hvordan havde hun det? Hun vidste det ikke. Tankerne fór rundt i hovedet på hende.

Hun følte sig helt udmattet nu, hvor adrenalinet ikke længere pumpede gennem systemet, men alligevel var det, som om kroppen arbejdede på højtryk.

Anne-Lie rejste sig fra sofaen og overlod sine notater til Vanja.

“Jeg bliver nødt til at tage hen til gerningsstedet, men Vanja tager over.” Hun tog et visitkort frem og lagde det på sofabordet. “Hvis der er noget, som I vil have hjælp med eller spørge om, eller hvis I vil i kontakt med nogen, der kan hjælpe, hvad som helst, så bare ring.”

“Tak.” Anne-Lie lagde kort hånden på Klaras skulder, inden hun med et “vi tales ved” henvendt til Vanja forlod stuen og lejligheden. Klara så efter hende. Ved siden af døren ud til gangen hang et billede af hende, Zach og Victor. Det var taget sidste år på Kreta. De havde fundet en lille by, som hed Loutro på sydkysten. Der var ingen veje, man blev nødt til at tage en båd dertil. Omkring halvtreds huse lå spredt ud i en halvcirkel rundt om bugtens klare vand. Små restauranter og hoteller, ikke meget andet at tage sig til end at bade, tage solbad og slappe af.

Den perfekte ferie.

Det perfekte liv.

Ville hun nogensinde kunne få det sådan igen?

Under billedet stod en lænestol, som hun havde betrukket. Hun lod øjnene hvile på det blomstrede mønster, da hun kom i tanke om noget.

Hun havde tænkt det samme, da hun sad på jorden, men så var det forsvundet igen.

“Var det den samme, som overfaldt Ida?” Vanja kiggede overrasket op fra notesblokken.

“Ida Riitala?”

20

En_hojere_retfardighed.indd 20

09/10/2018 13.04

Klara nikkede.

“Var det den samme?”

“Kender du hende?” spurgte Vanja interesseret i stedet for at svare.

Hvis to af ofrene kendte hinanden, kunne det i bedste fald begrænse deres søgen efter gerningsmanden. Omvendt behøvede det ikke at betyde noget. Det kunne have været et rent tilfælde. Men hvis han havde smadret lamperne på facaden og ventet på hende? Godt nok vidste de ikke, om det var gerningsmanden, der havde gjort det. Måske havde han bare set Klara komme ud fra aftenskolen, var fulgt efter hende, havde set hende gå ind i den mørke baggård og taget chancen.

Men hun kendte Ida Riitala.

“Hvor kender du hende fra?”

“Vi har sunget i kor sammen. Vi er venner.” Hun tav, men det var, som om hun havde mere på hjerte. Vanja ventede. “I hvert fald på Facebook,” fortsatte Klara, da hun lod til at have tænkt over, hvilken relation de egentlig havde. “Vi ses ikke så tit ...”

“Therese Andersson, kender du også hende?” spurgte Vanja.

“Nej, hvem er det?”

“Hun er jævnaldrende med dig, arbejder i sundhedsvæsenet, bor på Almqvistgatan sammen med sin kæreste Milan Pavic.”

Klara rystede på hovedet.

“Jeg har et billede.”

Vanja plejede at have billeder af dem, der indgik i hendes efterforskninger på telefonen. Hun vidste ikke, om det for alvor var i overensstemmelse med alle love og regler om, hvordan man opbevarede personoplysninger, men det var nemmere, det hjalp hende i hendes arbejde, så hun havde ikke ulejliget sig med at sætte sig helt ind i det.

Hun bladrede frem til et billede af Therese og holdt det op foran Klara, som efter at have kastet et hurtigt blik på det rystede på hovedet igen.

“Er det derfor, at I kom to?” Hun nikkede hen mod sofaen, hvor Anne-­ Lie havde siddet. “Jeg troede, at der måske bare ville komme, du ved, en almindelig betjent, hvis nogen overhovedet. Man hører jo hele tiden, at I ikke har tid og ressourcer til at efterforske sager.”

Vanja kæmpede mod et højlydt suk. Hun var træt af, at tilliden til poli21

En_hojere_retfardighed.indd 21

09/10/2018 13.04

tiet år efter år blev mindre, og at billedet af dem som ressourcesvage, in­ effektive og i nogle tilfælde inkompetente havde bidt sig fast hos en stadig større del af befolkningen. Selv om det desværre i nogle tilfælde passede.

“Vi prioriterer voldelige overfald, men ja, vi er her, fordi vi tror, at den person, som overfaldt dig, kan have overfaldet andre kvinder her i Uppsala.”

“Som Haga-manden.”

Denne gang kunne Vanja ikke holde sukket tilbage. Hun havde selv fået samme tanke, da Anne-Lie ringede.

Haga-manden var dømt for to mordforsøg, to grove voldtægter, to voldtægter og to tilfælde af forsøg på voldtægt, men mistænkt for yderligere et antal overfald i Umeå mellem 1998 og 2005. Syv år gik der, inden han blev fanget. Det var for mange.

For mange ofre.

For meget lidelse.

For meget angst.

“Vi skal fange ham, inden det bliver som Haga-manden,” sagde Vanja alvorligt. Der var ingen tvivl om, at hun mente det. Klara reagerede ikke umiddelbart, hun lod atter blikket vandre ud mod køkkenet. Mod familien.

“Er vi snart færdige?” spurgte hun. “Det er sent ...”

“Det kan vi være, hvis du ikke er kommet i tanke om mere.”

“Nej.” “Hvis du gør, lader du bare høre fra dig,” sagde Vanja, rejste sig og rakte ud efter jakken.

Klara rejste sig også, men gjorde ikke ansats til at følge Vanja ud af lejligheden. I stedet gik hun ud i køkkenet og løftede uden et ord sin halvsovende søn op. Han lagde armene rundt om hende og borede næsen ind mod hendes hals. Zach rejste sig, og med den ene hånd let på hendes ryg gik de ind mod soveværelset.

Den lille familie.

Klara tænkte, om hun nogensinde ville føle sig træt igen.

Turde lukke øjnene. Slappe af.

Sådan føltes det ikke lige nu.

22

En_hojere_retfardighed.indd 22

09/10/2018 13.04

C

arlos Rojas skuttede sig og stampede med fødderne, der hvor han stod uden for afspærringen, og så, hvordan det tekniske personale forsigtigt gik rundt om den enlige, parkerede bil i baggården. Han havde klædt sig godt på, da han modtog opkaldet. Hue, vanter, halstørklæde, flere lag under frakken, han havde endda taget et par kraftigere sko ned fra loftet.

Alligevel frøs han.

Når folk hørte hans navn og så hans mørke hår og hudfarve, troede de, at det var, fordi han var spanier, at han ikke var vant til det nordlige klima.

Men det var han. Han havde boet i Sverige hele sit liv. Hans mor havde mødt hans far på en ferierejse til Malaga for otteogtredive år siden, og han var flyttet med hende til Sverige, hvor de havde bosat sig i Varberg og fået Carlos og hans to søstre. Så det var ikke opvæksten i det solrige Spanien, som gjorde, at han var dårligt rustet til kulden. Det var bare sådan, det var.

Og ikke kun om vinteren.

Han frøs altid.

Han slog sine vanteklædte hænder sammen et par gange og småhoppede lidt på stedet. Det gjorde ingen forskel.

Carlos vidste, at Anne-Lie var på vej, inden han så hende. Han havde i de seks år, han havde arbejdet under hende, lært at genkende lyden af hendes skridt. Altid sko eller støvler med hæl.

Altid velklædt.

Enkelt, klassisk, dyrt.

Hendes tøj signalerede en selvfølgelig autoritet.

23

En_hojere_retfardighed.indd 23

09/10/2018 13.04

I aften var ingen undtagelse. De sorte knæhøje støvler, den røde kjole, som kunne anes under den dobbeltradede sorte frakke fra Hope og det flerfarvede halstørklæde i lammeuld. Det var en interesse, de delte.

Mode. Carlos kunne ikke forstå folk, som var ligeglade. Hvad man havde på, sagde mere om, hvem man var som person, end de fleste var klar over eller måske ville indrømme. Det havde ikke noget med penge at gøre. Stil behøvede ikke at koste. Enten havde man det, eller også havde man det ikke. Tag nu for eksempel hans nye kollega, Vanja Lithner, en god betjent, en helt okay person, selv om hun ikke just var noget socialt geni, men det var tydeligt, at hun ikke brugte mange minutter om ugen på at spekulere over, hvilket tøj hun skulle købe, eller hvad hun skulle have på.

“Fryser du?” spurgte Anne-Lie, da hun kom hen til ham og bemærkede hans skuldre, der sad helt oppe om ørene.

“Hvad tror du?”

“Jeg tror, at du får en hård vinter, det er kun oktober.” Hun smilede kort til ham, inden hun vendte sig om mod det, der udspillede sig i baggården. “Hvad har vi fundet?”

“Skoaftryk, det ser ud til at være samme mærke og størrelse som de andre steder, men denne gang tabte han sprøjten.”

“Kan vi spore den?”

“Nu må vi se.”

“Har vi fundet en sæk?”

Carlos rystede på hovedet. Anne-Lie vendte sig om og kiggede ned ad gaden i begge retninger.

“Overvågningskameraer?”

“Ingen på gaden udenfor, men der er et på Östra Ågatan. Jeg har bestilt alt, der er blevet optaget fra 20.30 og frem.”

“Godt.”

“Og så er der en ting mere ...”

“Hvad?”

“Lamperne på facaden. Jeg ringede til dem, som har de reserverede pladser der,” han pegede igen ind mod baggården, som teknikerne havde oplyst. “En Fredrik Filipsson hentede sin bil og kørte herfra klokken godt otte, og da lyste de begge, fortalte han.”

24

En_hojere_retfardighed.indd 24

09/10/2018 13.04

“Så han ventede på hende.”

“Det virker sådan.”

“Fordi han kendte hende.”

“Han kan have fulgt efter hende et stykke tid. Hun parkerer her hver torsdag, kommer tilbage på nogenlunde samme tidspunkt. Præcis som Ida Riitala altid skød genvej over kirkegården efter sine vagter.”

Anne-Lie sukkede igen, vendte sig væk fra Carlos og kiggede ned mod Fyrisån og universitetets idrætsplads på den anden side af det mørke, kolde vand. Hun elskede sit arbejde. Alle aspekter af det. Men det her, det her ville hun ikke være med til. Det skulle løses. Hurtigt. Helst ville hun DNA-teste hver eneste mand over femten i hele Uppsala.

“Tre overfald på mindre end en måned.”

Det var en konstatering, men Carlos svarede alligevel.

“Ja.” “Han stopper ikke.”

“Nej.” “Kvinder bliver bange for at gå ud.”

“Endnu mere bange.”

Anne-Lie nikkede. Det var virkeligheden og et samfundsproblem.

Kvinder var bange for at gå ud alene. I hver eneste by, overalt i landet.

Ifølge en undersøgelse fra DKR fortalte mere end hver femte kvinde, at hun nogle gange undgik at gå ud, fordi hun var bange. Kvinders bevægelsesfrihed blev indskrænket, deres muligheder blev begrænset. Og det var, når alt var, som det “plejede”.

Når der ikke var en serievoldtægtsmand på fri fod.

“Vi må gøre alt, hvad vi kan,” sagde hun og vendte sig igen om mod Carlos.

“Vil du have flere folk?”

“Jeg vil have nogle andre folk.”

Og så gik hun. Carlos kunne høre hendes hæle, længe efter hun var forsvundet ud af syne. Han vidste ikke, hvad hun mente med “andre folk”, men han var sikker på, at han nok snart skulle få det at vide.

Hvis Anne-Lie havde bestemt sig, så var det sådan, det blev.

En_hojere_retfardighed.indd 25

09/10/2018 13.05

© Appendix Fotografi

AF FORFATTERNE BAG TV-SERIERNE BROEN OG WALLANDER En serie uhyggelige voldtægter spreder skræk i den svenske

by Uppsala. Gerningsmanden lister sig ind på sine ofre bagfra OM SEBASTIAN BERGMAN-SERIEN: „Vildt imponerende …

En kompleks og overbevisende roman.“ SUNDAY TIMES

og bedøver dem, inden overgrebet fuldbyrdes.

Ledetråde peger på, at ofrene ikke er tilfældigt udvalgt.

Men hvad er koblingen mellem dem? Og hvorfor er så mange mennesker, også nogle af ofrene selv, villige til at gå så meget igennem for at forhindre at sandheden kommer frem?

„En suveræn og enormt vanedannende serie, takket være blandingen af geniale plots og realistiske personer.“ EL PERIÓDICO

VRIJ NEDERLAND

„En af de mest intelligente og interessante krimier fra Sverige i de seneste år.“ TAZ, DIE TAGESZEITUNG

DE TIDLIGERE BØGER I SERIEN ER: MANDEN DER IKKE VAR MORDER DISCIPLEN FJELDGRAVEN DEN STUMME PIGE DE UEGNEDE

internt og i hemmelighed hver for sig. Men da en af de brutale voldtægter ender med et dødsfald, samles teamet i kampen mod den ansigtsløse, kvindefjendske voldtægtsforbryder.

En højere retfærdighed er sjette selvstændige del af den succesfulde serie om kriminalpsykolog Sebastian Bergman og teamet fra Rejseholdet.

OM DE TIDLIGERE SEBASTIAN BERGMAN-BØGER:

♥♥♥♥♥

♥♥♥♥♥

„Krimigys … Hæver sig op over den vanlige krimistrøm.“

„Fortættet nonstop spænding.“

FEMINA

POLITIKEN

„Intensiv og effektiv spænding med engagement og indsigt.“ BERLINGSKE TIDENDE

EN HØJERE RETFÆRDIGHED

„Skandinavisk krimi af høj kvalitet, som får os til at længes efter mere.“

Rejseholdet er splittet og kæmper på flere fronter, både

EN HØJERE RETFÆRDIGHED EN SEBASTIAN BERGMAN-KRIMI

MICHAEL HJORTH & HANS ROSENFELDT danner sammen bestsellermakkerparret Hjorth Rosenfeldt, som har stor succes med serien om kriminalpsykolog Sebastian Bergman. Bøgerne udkommer i 30 lande og er også blevet til tv-serien Manden der ikke var

morder, 2010.

MICHAEL HJORTH (født 1963) er en af Sveriges mest kendte manuskriptforfattere og filmproducere.

Han står blandt andet bag flere af manuskripterne til filmatiseringerne af Henning Mankells Wallanderromaner.

HANS ROSENFELDT (født 1964) er også en internationalt anerkendt manuskriptforfatter blandt andet til tv-serien Broen, vist i over 170 lande, og senest Netflix-serien Marcella.

HR. FERDINAND