Ekspeditionen - Scott kelly

”Dette er ikke bare almindelige astronauterindringer.”

Scott Kelly

En New York Times bestseller

Daily Mail

The Times

Scott Kelly (f. 1964) er amerikansk NASAastronaut og rumfartsveteran med fire rumrejser og tilsammen over 500 dage i rummet bag sig. Han er den amerikanske astronaut, der har tilbragt længst tid i rummet og på Den Internationale Rumstation, ISS. Millioner af mennesker verden over har fulgt hans mission i rummet – ikke mindst via de mange smukke billeder, han har sendt hjem.

Kelly er i dag pensioneret fra NASA, men hans bidrag til videnskaben kan næppe overvurderes. Sammen med sin enæggede tvillingbror Mark vil han også i mange år fremover indgå i studier, blandt andet af kroppens påvirkning under længere ophold i rummet, både som del af forskernes forberedelser af længere rumrejser, f.eks. til Mars, og for at kaste nyt lys over vores liv her på Jorden.

Den 2. marts 2016 landede Scott Kelly på jorden efter at have tilbragt næsten et år i rummet. I denne bog tager han læseren med ud i et fjernt og for mennesket stadig ugæstfrit univers. Han fortæller om svimlende oplevelser, om perspektivrige opdagelser og tegner samtidig åbenhjertigt billedet af sin egen alt andet end lige vej til en strålende karriere og skelsættende landvindinger.

Kellys beretning giver et intimt blik ind i hverdagen med de andre besætningsmedlemmer på rumstationen.

Et avanceret internationalt samarbejde under ekstraordinære omstændigheder og med livsfarlige, ukontrollerbare situationer, men samtidig netop en hverdag med mange både komiske og tankevækkende øjeblikke.

Washington Post

EKSPEDITIONEN Et år i rummet

”Glem hvad du ellers har læst.”

”Scott Kellys beretning er et medrivende, levende og personligt indblik i et år tilbragt i rummet. Om at leve vægtløs inde i en maskine på størrelse med en fodboldbane, der bevæger sig med 28.000 km i timen gennem rummet … Men Ekspeditionen er ikke kun for den rumfartsinteresserede læser, den er fuld af menneskelighed, humor, spænding, absurde detaljer og genkendelige glimt … Et varmt og passioneret vidnesbyrd fra en af de pionerer, der er villig til at gå forrest i udforskningen af det uendelige verdensrum.”

Khaled Hosseini, forfatter til Drageløberen

Scott Kelly

EKSPEDITIONEN Et år i rummet Mit livs opdagelsesrejse

Forsidefoto: Marco Grub/Trunk Archive Bagsidefoto: NASA/Bill Ingalls

”Kelly har oplevet ting, de færreste af os kommer i nærheden af … Ekspeditionen giver os almindelige dødelige et på én gang informativt og gribende blik ind i eventyrene såvel som de mange hverdagsting, der foregår, når man bor i en blikdåse i kredsløb om Jorden.”

Don Max

Don Max

”Kellys skarpe blik på sig selv og hans fortællermæssige præcision gør også bogen til en fascinerende fortælling om livet på Jorden, og bogens værdi vokser kun af disse glimt ind bag rumhjelmens visir. Bag den store rumdragt og det funklende smil befinder der sig et tredimensionelt menneske, og Ekspeditionen giver sine læsere et genialt indblik i det menneskelige aspekt af at rejse i rummet ved at være lige så opmærksom på historiens oprindelse som på dens klimaks blandt stjernerne … ” New York Times

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 2

12/12/2017 18.44

Scott Kelly

EKSPEDITIONEN Et ĂĽr i rummet Mit livs opdagelsesrejse I samarbejde med Margaret Lazarus Dean PĂĽ dansk ved Jakob Levinsen

Don Max

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 3

12/12/2017 18.44

En mand må sætte sig selv et nyt mål så snart det gamle er tilbagelagt.

Sir Ernest Shackleton Britisk polarforsker, kaptajn på skibet Endurance og leder af ekspeditionen over Antarktis, 1914 – 1917

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 5

12/12/2017 18.44

Til Amiko som jeg har delt denne rejse med

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 6

12/12/2017 18.44

Prolog ‰ Jeg sidder for bordenden i min spisestue hjemme i Houston og er ved at være færdig med at spise middag med min familie: min mangeårige kæreste Amiko, mine døtre Samantha og Charlotte, min tvillingebror Mark, hans kone Gabby, hans datter Claudia, og vores far Richie. Det er noget så enkelt: at sidde ved et bord og spise sammen med dem man elsker, og det er noget masser af mennesker gør hver eneste dag uden at tænke nærmere over det. Jeg har drømt om det i næsten et år. Jeg har forestillet mig så mange gange hvordan det ville være at spise dette måltid, at det nu hvor jeg endelig er her, forekommer lettere uvirkeligt. De elskede ansigter som jeg ikke har set så længe, lyden af mange mennesker der taler i munden på hinanden, det klirrende bestik, vinens glød i glasset – det hele er uvant. Selv det at tyngdekraften holder mig nede i stolen, føles mærkeligt, og hver gang jeg sætter et glas ned eller lægger en gaffel fra mig på bordet, begynder min bevidsthed et eller andet sted at lede efter en stump velcro eller en stribe gaffatape til at holde det på plads med. Jeg har været tilbage på jordkloden i otteogfyrre timer.

Jeg skubber stolen ud fra bordet, må kæmpe for at komme på benene og føler mig som en gammel mand på vej op af en lænestol. ”Nu kan jeg vist ikke rumme mere,” bekendtgør jeg. Alle ler og opfordrer mig til at gå ind og få sovet. Jeg påbegynder rejsen til soveværelset: godt tyve skridt fra stol til seng. Ved det tredje skridt er det som om gulvet begynder at svaje under mig, og jeg snubler, støder ind i en blomsterkrukke. Selvfølgelig var det ikke gulvet – det var mit balancesystem der prøver at tilpasse sig Jordens tyngdekraft. Jeg er så småt ved at vænne mig til at gå.

7

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 7

12/12/2017 18.44

”Jeg har aldrig før set dig snuble,” siger Mark. ”Du klarer dig ellers meget godt.” Han ved af egen erfaring hvordan det føles at komme fra verdensrummet tilbage til tyngdekraften. På vej forbi Samantha lægger jeg en hånd på hendes skulder, og hun smiler op mod mig.

Jeg når frem til soveværelset uden yderligere uheld og lukker døren efter mig. Det gør ondt i hele kroppen. Samtlige led og muskler protesterer mod tyngdekraftens knusende tryk. Jeg har også kvalme, men har ikke kastet op. Jeg får tøjet af, kommer i seng og mærker den bløde pude under mit hoved. Hvor har jeg dog savnet det alt sammen. Jeg kan høre min familie sludre glade sammen på den anden side af døren, stemmer som jeg i over et år kun har hørt forvrænget gennem en satellittelefon. Med den beroligende lyd af deres snak og latter i baggrunden falder jeg i søvn.

Jeg bliver vækket af en sprække lys. Er det morgen? Nej, det er bare Amiko på vej i seng. Jeg har kun sovet et par timer. Men jeg føler mig fuldstændig omtåget. Det er en kamp at blive vågen nok til at bevæge mig, til at fortælle hende hvor rædselsfuldt jeg har det. Nu har jeg virkelig kvalme, er febril, og smerterne er blevet værre. Sådan føltes det ikke efter min forrige mission. Det her er langt, langt værre. ”Amiko,” formår jeg endelig at få sagt.

Lyden af min stemme forskrækker hende. ”Hvad er der?” Hun lægger en hånd på min arm og derefter på min pande. Hendes hud føles kold, men det er kun fordi jeg selv er så varm. ”Jeg har det ikke godt,” siger jeg.

Jeg har nu været ude i rummet fire gange, og hun har én gang tidligere været hele processen igennem sammen med mig som min vigtigste støtte, nemlig da jeg i 2010-2011 tilbragte 159 dage på rumstationen. Dengang reagerede jeg også på at komme tilbage fra rummet, men slet ikke på denne måde.

Jeg kæmper for at komme op. Find sengekanten. Fødderne ned.

Op at sidde. Op at stå. I hver eneste fase føles det som om jeg baner mig vej gennem kviksand. Da jeg endelig er i lodret position, gør det hæsligt ondt i benene, og ud over smerten kan jeg også mærke noget

8

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 8

12/12/2017 18.44

endnu mere skræmmende: Alt blodet i kroppen strømmer ned i benene, ligesom når man står på hænder og mærker blodet strømme til hovedet, bare omvendt. Jeg kan mærke mine ben svulme op. Jeg vakler ud på badeværelset ved bevidst at flytte vægten fra den ene fod til den anden. Venstre. Højre. Venstre. Højre.

Jeg når ud på badeværelset, tænder lyset og ser ned på mine ben.

De ligner opsvulmede, fremmede stumper og slet ikke ben. ”Åh, pis,” siger jeg. ”Amiko, kom lige og se.”

Hun lægger sig på knæ og klemmer om den ene ankel der giver blævrende efter ligesom en vandballon. Hun ser bekymret op på mig. ”Jeg kan ikke engang mærke dine ankler,” siger hun. ”Det brænder også i huden,” forklarer jeg. Amiko undersøger mig nervøst. Det klør mærkeligt overalt på ryggen, på bagsiden af benene og i nakken – overalt hvor jeg var i kontakt med sengen. Jeg kan mærke hendes kolde hænder bevæge sig hen over min smertende hud. ”Det ligner et allergisk udslæt,” siger hun. ”Lidt ligesom nældefeber.”

Jeg går på toilettet og vakler tilbage i seng mens jeg overvejer hvad jeg bør gøre. Hvis jeg vågnede op og havde det sådan, ville jeg under normale forhold tage på skadestuen, men ingen på hospitalet vil have erfaring med symptomer efter at have tilbragt et år i rummet. Jeg kravler op i sengen igen og prøver at komme til at ligge på en måde så udslættet ikke kommer i kontakt med den. Jeg kan høre Amiko lede i medicinskabet. Hun kommer tilbage med to ibuprofen og et glas vand. Mens hun finder sig til rette igen, kan jeg mærke på hver eneste af hendes bevægelser og hvert eneste åndedræt at hun er bekymret på mine vegne. Vi kendte begge på forhånd til farerne ved den mission jeg meldte mig til. Efter seks år sammen forstår jeg hende fuldstændig, også i det ordløse mørke.

Mens jeg prøver at tvinge mig selv til at falde i søvn, tænker jeg på om min ven Mikhail Kornienko mon også døjer med opsvulmede ben og smertefuldt udslæt – Misja er nu hjemme i Moskva efter at have tilbragt næsten et år i rummet sammen med mig. Det antager jeg. Det var jo derfor vi meldte os til missionen: for at lære mere om hvordan menneskekroppen reagerer på langvarige ophold i rummet.

Misja og jeg vil fortsætte med at være studieobjekter resten af vo-

9

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 9

12/12/2017 18.44

res liv og sandsynligvis endnu længere. Vores respektive rumagenturer vil først kunne nå endnu længere ud i rummet, eksempelvis til Mars, når vi har lært mere om hvordan det er muligt at styrke de svageste led i den kæde der gør rumfart mulig: menneskets krop og bevidsthed. Folk spørger mig ofte hvorfor jeg meldte mig til missionen, når jeg allerede kendte til risikoen – risikoen under opsendelsen, risikoen under rumvandringer, risikoen under tilbageturen til Jorden, den risiko jeg ville være udsat for hvert eneste øjeblik i løbet af al den tid jeg boede i en metalbeholder der bevægede sig rundt om Jorden med 28.000 kilometer i timen. Jeg har et par standardsvar på spørgsmålet, men ingen af dem virker udtømmende. Ingen af dem besvarer det helt.

Som dreng havde jeg en mærkelig tilbagevendende dagdrøm. Jeg så mig selv spærret inde i et lille rum hvor jeg dårligt nok kunne ligge udstrakt. Jeg lå sammenkrummet på gulvet og vidste at jeg skulle være der længe. Jeg kunne ikke komme ud, men det gjorde heller ikke noget – jeg kunne mærke at jeg havde alt hvad jeg skulle bruge.

Der var noget ved det lille rum, ved fornemmelsen af at bare ved at bo der udfordrede jeg mig selv, som tiltalte mig. Jeg følte at det var der jeg hørte til.

Da Mark og jeg var fem, blev vi en nat rusket vågne af vores forældre og gennet ned i stuen for at se et kornet billede i fjernsynet som de forklarede os var mennesker der gik på månen. Jeg kan huske at jeg hørte Neil Armstrongs knitrende stemme og prøvede at få mening i den vanvittige påstand om at han befandt sig på den lysende skive oppe på sommerhimlen over New Jersey som jeg kunne se lige uden for vinduet. Efter at have set månelandingen havde jeg ofte det samme mærkelige mareridt: Jeg drømte at jeg skulle sendes til månen med raket, men i stedet for at sidde i sikkerhed inde i den var jeg bundet fast til rakettens spidse ende med ryggen mod snuden og ansigtet lige op mod himlen. Mens jeg ventede på nedtællingen, så jeg månen hænge over mig med sine gigantiske, truende kratere. Jeg vidste at jeg umuligt kunne overleve affyringsøjeblikket. Hver eneste gang jeg havde den drøm, vågnede

10

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 10

12/12/2017 18.44

jeg rædselsslagen op, badet i sved, lige før motorerne brændte sig vej op i himlen.

Som barn udsatte jeg mig gerne for enhver tænkelig fare; ikke fordi jeg var dumdristig, men fordi alt andet var for kedeligt. Jeg kastede mig ud fra ting, kravlede ind under ting, lod mig udfordre af de andre drenge, løb på rulleskøjter og svømmede og kæntrede, indimellem også med livet som indsats. Som seksårige begyndte Mark og jeg at klatre op ad nedløbsrør og vinke ned til vores forældre fra tage i to-tre etagers højde. Livet var kun værd at leve hvis man forsøgte at gøre noget svært. At gøre noget sikkert, noget man på forhånd vidste kunne lade sig gøre, var spild af tid. På mig virkede det underligt at folk på min egen alder kunne nøjes med at tilbringe hele skoledage ad gangen med at sidde stille og trække vejret og blinke – at de kunne modstå trangen til at løbe ud og gå på opdagelse, gøre noget nyt og udsætte sig for fare. Hvad tænkte de dog på?

Hvad i alverden kunne de lære inde i et klasseværelse som på nogen måde kunne måle sig med følelsen ved at fræse vildt og ukontrollerbart ned ad en bakke på cykel?

Jeg var elendig i skolen, hvor jeg altid bare sad og kiggede ud ad vinduet eller stirrede længselsfuldt på uret i håb om snart at få fri.

Mine lærere skældte ud, irettesatte mig og endte så – for nogles vedkommende – med bare at ignorere mig. Min far og mor, henholdsvis politimand og sekretær, prøvede uden held at få styr på mig og min bror. Ingen af hos hørte efter. Vi var meget alene – både efter skoletid mens vores forældre stadig var på arbejde, og om morgenen i weekenden mens vores forældre sov deres brandert ud. Vi havde frihed til at gøre lige hvad vi havde lyst til, og frem for alt havde vi lyst til at udsætte os for fare.

I high school oplevede jeg for første gang at være god til noget som de voksne syntes om: Jeg begyndte at arbejde som ambulanceredder. Undervisningen fik mig til at indse at jeg alligevel havde tålmodighed nok til at sætte mig ned og studere. Jeg begyndte som frivillig og arbejdede mig på få år op til en fuldtidsansættelse. Jeg kørte ambulance om natten uden at ane hvad der ville møde mig – skudsår, hjertestop, brækkede knogler. En gang tog jeg imod et barn ved en fødsel i et socialt boligbyggeri hvor moren lå i en stinkende

11

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 11

12/12/2017 18.44

seng med gammelt, beskidt sengetøj og en enkelt nøgen pære i loftet, et bjerg af snavset service i vasken og ingen aircondition. Der var noget berusende ved følelsen af at gå ind i en potentielt farlig situation med hamrende hjerte og være nødt til at tænke hurtigt. Her skulle jeg forholde mig til livstruende situationer i stedet for kedelige – og for mig at se meningsløse – skolefag. Om morgenen kørte jeg ofte hjem og lagde mig til at sove i stedet for at tage i skole.

Jeg formåede at gennemføre high school som en af de dårligste på årgangen. Jeg begyndte på det eneste college der ville have mig (som var et andet end det jeg egentlig ville ind på – det siger noget om min koncentrationsevne dengang). Og heller ikke der interesserede det mig spor mere at læse lektier end det havde gjort i high school.

Samtidig var jeg ved at blive for gammel til bare at springe ud fra ting fordi det var farligt. De fysiske farer blev afløst af fester, men det var ikke nær så tilfredsstillende. Når de voksne spurgte, sagde jeg at jeg ville være læge. Jeg havde meldt mig til forberedelseskurserne med henblik på medicinstudiet, men var ved at dumpe allerede efter første semester. Jeg var klar over at jeg bare fik tiden til at gå indtil jeg måtte foretage mig noget andet, og hvad det skulle være, havde jeg ingen anelse om.

En dag gik jeg ind i universitetsboghandlen for at købe lidt at spise og fik øje på en lille bogopstilling. Bogstaverne på bogens forside så ud til at strække sig ud i fremtiden med uafvendelig energi: The Right Stuff. Jeg var ikke den store læser – når jeg vi skulle læse en bog i skolen, gad jeg knap nok kigge i den og kedede mig jammerligt. Nogle gange fik jeg bladret i studiebøgerne og husket nok til lige akkurat at bestå en prøve, andre gange ikke. Af egen drift havde jeg ikke læst ret mange bøger – men lige denne bog virkede på en eller anden måde tillokkende.

Jeg tog et eksemplar op og blev allerede i første sætning kastet ned i stanken på en røgfyldt mark på den flybase i Jacksonville, Florida hvor en ung testpilot netop var blevet dræbt og brændt til ukendelighed. Hans fly havde ramt et træ der havde ”smadret Bud Jennings hoved som en melon”. Scenen appellerede til min fantasi som intet andet jeg havde læst. Der var noget dybt velkendt ved det, jeg kunne bare ikke finde ud af hvad.

12

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 12

12/12/2017 18.44

Jeg købte bogen, og resten af dagen lå jeg på min uredte kollegieseng og læste den med hamrende hjerte mens Tom Wolfes hyperaktive, snirklede sætninger gav genlyd i hovedet på mig. Jeg lod mig indfange af beskrivelsen af flådens testpiloter, unge brushaner som blev sendt ud med katapult fra hangarskibe, testede ustabile fly, drak tæt og i det hele taget gik gennem verden som nogle enestående seje typer.

Her (i dette nære broderskab) var tanken tilsyneladende den at en mand skulle have evnerne til at gå på vingerne i en tordnende samling maskindele og risikere liv og lemmer og dertil have mod, reflekser, erfaring og nerver til at få maskinen ned igen i det sidste, svimlende øjeblik – og så gå på vingerne igen dagen efter og igen dagen efter og alle dage derefter, også selv om disse dage aldrig fik ende – og i sin endelige og fornemste form skulle dette gøres for at tjene en sag, der betød noget for tusinder af mennesker, for et helt folk, en hel nation, for hele menneskeheden og for Vorherre.

Det var ikke blot en eventyrligt spændende fortælling. Det var snarere en livsopgave. Disse unge mænd der fløj jetfly for flåden, udførte et rigtigt arbejde der fandtes i den virkelige verden. Nogle af dem blev astronauter, og det var også et rigtigt arbejde. Jeg var med på at det var et svært arbejde at få, men nogle fik det altså. Det lod sig gøre.

Det der tiltrak mig ved piloterne fra flåden, var ikke forestillingen om ”the right stuff” – en særlig egenskab som disse få tapre mænd åbenbart var i besiddelse af – det var forestillingen om at gøre noget umådelig svært, sætte livet på spil for det og overleve. Det var ligesom en nattetur med ambulancen, bare med lydens hastighed. Når de voksne omkring mig opfordrede mig til at blive læge, var det ud fra en forestilling om at jeg kunne lide at køre som ambulanceredder fordi jeg kunne lide at måle blodtryk, lægge skinner på brækkede knogler og hjælpe andre mennesker. Men det jeg kunne lide ved ambulancen, var tværtimod spændingen, vanskelighederne, det ukendte, risikoen. Nu havde jeg fundet noget i en bog jeg ellers aldrig havde troet at jeg ville finde: en ambition. Da jeg sent om aftenen lukkede bogen i, var jeg ikke længere den samme.

13

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 13

12/12/2017 18.44

Mange gange i løbet af de kommende årtier blev jeg spurgt hvornår min karriere som astronaut var begyndt, og har sagt noget om at se månelandingen som barn eller opsendelsen af den første rumfærge. I et vist omfang er det også sandt. Jeg har derimod aldrig fortalt historien om en attenårig dreng der på et lille beklumret kollegieværelse blev bjergtaget af snirklede sætninger om for længst afdøde piloter. Det var dér, det begyndte for alvor.

Da jeg blev astronaut og begyndte at lære mine astronautkammerater at kende, viste det sig at mange af os havde det samme barndomsminde om at komme ned i stuen i pyjamas for at se månelandingen. Flere havde på stedet besluttet sig for at ville rejse ud i rummet en dag. Dengang lovede man os at der ville stå amerikanere på Mars i 1975 hvor jeg fyldte elleve. Nu hvor vi havde fået sendt en mand til månen, kunne alt lade sig gøre. Så mistede NASA hovedparten af sine bevillinger, og de kommende årtier blev vores drømme om rummet mindre og mindre. Alligevel fortalte man min årgang af astronauter at vi ville blive de første på Mars, og vi troede så fuldt og fast på det at Mars kom med på de mærker vi satte på vores flyverjakker, en lille rød planet der stiger op over Månen og Jorden. Siden da har NASA formået at få bygget Den Internationale Rumstation ISS, den vanskeligste bedrift hidtil. At komme til Mars og tilbage igen vil blive endnu vanskeligere, og jeg har tilbragt et år ude i rummet – længere tid end det vil tage at komme til Mars – for at få besvaret nogle af spørgsmålene om hvordan vi kan overleve rejsen.

Min barndoms risikovillighed har jeg stadig i mig. Mine barndomsminder handler om fysikkens ustyrlige kræfter, drømmen om hele tiden at komme højere op og tyngdekraftens farer. For en astronaut er sådanne minder på samme tid foruroligende og betryggende.

Hver gang jeg løb en risiko, overlevede jeg og kunne stadig trække vejret. Hver gang jeg kom i vanskeligheder, kom jeg igennem dem i live.

Under hovedparten af min ét år lange mission tænkte jeg på hvor meget Tom Wolfes bog havde betydet for mig, og besluttede

14

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 14

12/12/2017 18.44

mig til sidst for at ringe til ham; jeg tænkte at han ville synes det var sjovt at blive ringet op fra rummet. Under vores samtale spurgte jeg blandt andet Wolfe om hvordan han skriver sine bøger, og om hvordan jeg selv kunne begynde så småt at sætte ord på mine egne oplevelser. ”Begynd med begyndelsen,” sagde han, og det gør jeg så.

•

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 15

12/12/2017 18.44

1

‰ 20. februar 2015

For at forlade Jorden må man rejse til verdens ende. I 2011 blev de amerikanske rumfærger sendt på pension, siden har vi været afhængige af russerne for at kunne blive sendt ud i rummet, og derfor må vi begynde med en rejse til Bajkonur-kosmodromen på ørkenstepperne i Kazakhstan. Jeg flyver først fra Houston til Moskva, en efterhånden velkendt rejse på elleve timer, og derfra kører jeg med minibus til Stjernebyen halvfjerds kilometer væk. Stjernebyen er det russiske sidestykke til Johnson Space Center; det er der man de sidste halvtreds år har uddannet sine kosmonauter (og i de seneste år også de udenlandske astronauter der skal rejse ud i rummet sammen med dem).

Stjernebyen er en by med egen borgmester og en kirke, museer og boligblokke. Der står en gigantisk statue af Jurij Gagarin som i 1961 blev det første menneske i rummet; statuen forestiller ham i det øjeblik, hvor han tager et enkelt og ydmygt realsocialistisk skridt fremad og samtidig holder en buket blomster på ryggen. For år tilbage byggede det russiske rumagentur en række huse specielt til os amerikanere, og at bo i dem er lidt som at befinde sig i en filmkulisse baseret på russiske klichéforestillinger om amerikanernes liv.

Der er enorme køleskabe og enorme fjernsyn, men på en eller anden måde er det hele lige en anelse ved siden af. Selv om jeg har tilbragt masser af tid i Stjernebyen, blandt andet som NASA’s lokale repræsentant, forekommer stedet mig stadig fremmedartet, især midt i den strenge russiske vinter. Efter et par ugers træning begynder jeg at længes tilbage til Houston.

16

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 16

12/12/2017 18.44

Fra Stjernebyen flyver vi 3.000 kilometer til Bajkonur, det tidligere hemmelige opsendelsessted for det sovjetiske rumprogram.

Folk siger indimellem at noget ligger ”langt fra alting”, men selv vil jeg aldrig mere sige det om andet end Bajkonur. Opsendelsesstedet blev rent faktisk bygget i en landsby ved navn Tjuratam, opkaldt efter en efterkommer af Djengis Khan, men blev for at sløre beliggenheden omtalt som Bajkonur som var navnet på en anden by flere hundrede kilometer derfra. I dag findes der ikke andre steder ved navn Bajkonur. Tidligere omtalte Sovjetunionen for yderligere at forvirre USA også deres opsendelsesanlæg som Stjernebyen. Som amerikaner der er vokset op og blev uddannet til pilot i flåden under den kolde krigs sidste år, føler jeg det altid en anelse sært at blive inviteret ind i hjertet af det tidligere sovjetiske rumprogram for at modtage undervisning i dets hemmeligheder. Bajkonurs nuværende indbyggere er hovedsagelig kazakhere, efterkommere af tyrkiske og mongolske stammer, samt et mindretal af etniske russere som blev tilbage efter Sovjetunionens opløsning. Rusland har leaset anlægget af Kazakhstan. Valutaen er russiske rubler, og alle køretøjer har russiske nummerplader.

Fra luften ser Bajkonur ud til være blevet kastet tilfældigt ned på den højtliggende ørkenslette. Det er en underlig samling grimme betonbygninger, der er grufuldt varmt om sommeren, og bidende koldt om vinteren, og overalt ligger der dynger af rustent, kasseret maskineri. Flokke af vilde hunde og nogle kameler leder efter mad i skyggerne af alt rumfartsudstyr. Det er et trist og råt sted og det er det eneste fungerende opsendelsessted for bemandede rumfartøjer for størstedelen af verden.

Jeg er på vej ned mod Bajkonur i en Tupolev Tu-134, et gammelt russisk militærtransportfly. Måske har flyet her engang været udstyret med bombestativer og i en snæver vending fungeret som bombefly, og været en del af det koldkrigsarsenal som Sovjet udviklede med henblik på at angribe mit land. Men i dag bruges det til at transportere internationale rumbesætninger – russere, amerikanere, europæere, japanere og canadiere. Vi, de tidligere fjender, er genskabt som holdkammerater og nu på vej til den rumstation vi har bygget i fællesskab.

17

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 17

12/12/2017 18.44

Den forreste del af flyet er reserveret det primære mandskab (mine to russiske holdkammerater og mig) samt et antal VIP’er. Fra tid til anden går jeg ned bagi hvor jeg har siddet på mine tidligere ture til Bajkonur. Lige siden vores afrejse fra Stjernebyen i morges er der blevet drukket, og det underordnede russiske personale har deres egen fest deromme. Russere drikker aldrig uden at spise til, så ud over vodka og cognac serverer de tomater, ost, pølse, syltede agurker, tørrede fiskeflager og skiver af saltet svinekød også kaldet salo.

På min første tur til Kazakhstan i 2000 var jeg på vej gennem festen omme bag i flyet for at finde toilettet, da jeg blev standset og tvunget til at drikke shots af samogon, russisk hjemmebryg. De underordnede var så fulde at de vaklede rundt som følge af lige dele turbulens og alkohol, spildte sprit ud over sig selv og flygulvet alt imens de kæderøg. Vi var heldige at nå frem til Kazakhstan uden at være eksploderet i en kæmpemæssig ildkugle af hjemmebryg og flybenzin.

I dag drikkes der atter tæt, og vi har fået tanket pænt op da vi glider fra himlen ned over den flade, frosne ørken og rammer Bajkonurs eneste start- og landingsbane. Vi stiger ud, blinker mod kulden og møder en velkomstkomité bestående af repræsentanter for Roskosmos, det russiske rumagentur, og firmaet Energia der bygger Sojuz-rumfartøjerne, hvoraf et skal sende os i kredsløb og bringe os til Den Internationale Rumstation (ISS). Bajkonurs borgmester er til stede sammen med andre lokale notabiliteter. Min russiske kollega i besætningen, Gennadij Padalka træder frem og henvender sig højtideligt til dem mens vi andre står ret: ”My gotovij k sledujusjtjim shagam nasjey podgotovki.” (”Vi er parat til næste fase af forberedelserne.”)

Som så meget andet i forbindelse med rumfart er det et ritual.

Vi amerikanere har lignende ritualer i tilsvarende situationer under forberedelsen af en opsendelse. Grænsen mellem ritual og overtro er hårfin, og i en så livsfarlig branche som rumfart kan overtro virke beroligende selv på den ikketroende.

For enden af asfalten ser vi et sært, men indtagende syn: en gruppe kazakhiske børn, små udsendinge her fra verdens ende. De har runde kinder og sort hår, er overvejende asiatisk udseende, iført lyst, støvet tøj og står med balloner i hænderne. Den russiske flyve-

18

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 18

12/12/2017 18.44

læge har advaret os om at holde afstand til dem; et udbrud af mæslinger i regionen har vakt bekymring, og hvis en af os skulle blive smittet, vil det få alvorlige konsekvenser. Vi er alle sammen vaccineret, men de russiske flyvelæger er yderst forsigtige; ingen har lyst til at komme ud i rummet med mæslinger. Normalt adlyder vi lægen, i særdeleshed fordi han har bemyndigelse til at give os flyveforbud. Men Gennadij går ikke desto mindre selvsikkert videre. ”Vi er nødt til at hilse på børnene,” siger han på engelsk med fast stemme.

Jeg har kendt både Gennadij og vores tredje besætningsmedlem, Mikhail Kornienko (”Misja”), lige siden jeg i slutningen af 1990’erne begyndte at rejse til Rusland for at arbejde med det fælles rumstationsprogram mellem vores to lande. Gennadij har kraftigt, gråsprængt hår og et skarpt blik der ikke overser ret meget. Han er seksoghalvtreds og kaptajn på vores Sojuz. Han er den fødte leder der bjæffer kortfattede ordrer om nødvendigt, men som også lytter omhyggeligt når et af hans besætningsmedlemmer har et anderledes syn på tingene. Han er én jeg umiddelbart har tillid til. Engang i Moskva, i nærheden af Kreml, så jeg ham gå væk fra sine kosmonautkolleger for at vise sin sidste respekt på et sted hvor en oppositionspolitiker var blevet myrdet, antagelig af Vladimir Putins håndlangere. For en kosmonaut, det vil sige en ansat under Putins regering, var det en risikabel gestus. De andre russere der var med virkede utilbøjelige til så meget som at diskutere mordet, men ikke Gennadij.

Misja, som jeg skal rejse sammen med i et år, er fireoghalvtreds og helt anderledes end Gennadij – afslappet, stilfærdig og eftertænksom. Misjas far var helikopterpilot i militæret og en del af kosmonautprogrammets redningsstyrke, men døde i en helikopterulykke da Misja kun var fem. Misjas tidlige drømme om at komme ud i rummet blev kun bestyrket af det ufattelige tab. Som tidligere faldskærmssoldat manglede Misja en ingeniøreksamen fra luftfartinstituttet i Moskva for at kunne blive flyingeniør. Det krævede adresse i Moskva at komme ind på studiet, og da Misja ikke var bosat i Moskva, lod han sig ansætte ved politiet i Moskva og på den måde kom han ind. 1998 blev han udpeget til kosmonaut.

19

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 19

12/12/2017 18.44

Når Misja ser på én med sine lyseblå øjne, er det som om intet i verden er vigtigere for ham end at forstå fuldt ud hvad man siger.

Han er mere åbenhjertig med sine følelser end de andre russere jeg kender. Hvis han var amerikaner, kunne jeg se ham for mig som en hippie der gik i Birkenstock-sandaler og boede i Vermont.

Vi går hen til de kazakhiske børn der er forsamlet for at byde os velkommen. Vi hilser på dem, giver hånd og tager imod blomster der mig bekendt sagtens kan være spækket med mæslinger. Gennadij snakker lystigt løs med børnene og smiler sit karakteristiske smil.

Hele selskabet – det primære mandskab, reservemandskabet og assistenterne – går ombord i to busser for at køre ud til det karantæneanlæg hvor vi skal tilbringe de næste to uger. (Det primære mandskab og reservemandskabet rejser altid hver for sig, nøjagtig ligesom præsidenten og vicepræsidenten gør det.) På vej op i vores bus sætter Gennadij sig for sjov i førersædet, og vi tager alle sammen billeder af ham med vores telefoner. I gamle dage plejede besætningerne at rejse til Bajkonur, tilbringe en enkelt dag herude og kontrollere Sojuz-rumfartøjet, for så derefter at rejse tilbage til Stjernebyen og vente i to uger indtil opsendelsen. Nu om dage er der på grund af nedskæringer kun råd til en enkelt rejse, så derfor må vi tilbringe hele perioden herude. Jeg finder en vinduesplads, sætter øretelefonerne i og læner hovedet mod ruden i håb om at blive søvnig nok til at få mig en lur inden vi når frem til vores hotellignende karantæneanlæg. Vejen her er i forfærdelig stand – det har den altid været, og det bliver kun værre – og den hullede og nødtørftigt lappede asfalt får mit hoved til at banke mod ruden og gør det umuligt at sove.

Vi passerer forfaldne boligblokke fra sovjettiden, kæmpestore rustne paraboler til kommunikation med russiske rumfartøjer, bjerge af tilfældigt henkastet affald og fra tid til anden en kamel. Solen skinner fra en skyfri himmel. Vi passerer Bajkonurs egen statue af Jurij Gagarin, her står han med løftede arme – ikke som når en gymnast triumferende fejrer en perfekt landing med et V-tegn, men den begejstrede, ligefremme gestus hos et barn der skal til at slå kolbøtte. På denne statue smiler han.

20

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 20

12/12/2017 18.44

Langt ude i horisonten rejser et affyringstårn sig over den samme forfaldne betonrampe som Jurij i sin tid første gang forlod Jorden fra, den samme rampe som næsten hver eneste efterfølgende russiske kosmonaut har forladt Jorden fra, den samme rampe som jeg selv om to uger skal forlade Jorden fra. Indimellem synes russerne at gå mere op i traditioner end i udseende og funktionsdygtighed.

Denne affyringsrampe ved navn Gagarinskij Start (Gagarins affyringsrampe) bærer fortidens succeser i sig, og de har ingen planer om at udskifte den.

Misjas og min mission med at tilbringe et år på ISS er uden fortilfælde. En normal mission op til rumstationen varer fem til seks måneder, så derfor ved forskerne ganske meget om hvordan menneskekroppen opfører sig i rummet i løbet af en sådan periode. Men hvad der sker efter den sjette måned, ved man ikke ret meget om.

Symptomerne kan eksempelvis forværres faretruende i den niende måned, eller de kan begynde at aftage. Vi ved det ikke, og der er kun én måde at finde ud af det på.

Misja og jeg kommer til at bruge en betydelig del af vores tid på at indsamle forskellige data med henblik på at studere os selv. Da min bror Mark og jeg er enæggede tvillinger, indgår jeg også i en omfattende undersøgelse hvor vi bliver sammenlignet hele året igennem, og det helt ned på genniveau. Den Internationale Rumstation er et verdensklasselaboratorium i permanent kredsløb, og ud over de studier af mennesket som jeg selv er et af de centrale studieobjekter i , skal jeg i løbet af året også bruge meget af min tid på andre forsøg inden for eksempelvis hydrodynamik, botanik, forbrænding og observationer af jordkloden.

Når jeg holder foredrag om Den Internationale Rumstation, fortæller jeg altid tilhørerne om betydningen af den forskning der finder sted deroppe. Men for mit eget vedkommende er det lige så vigtigt at stationen fungerer som en forpost for vores art i rummet.

Derfra kan vi lære mere om hvordan vi kan nå endnu længere ud i kosmos. Og det er både dyrt og risikabelt.

På min seneste tur op til rumstationen, en mission af 159 dages varighed, mistede jeg knoglemasse, min muskelmasse svandt ind, og mit blod fordelte sig anderledes i kroppen med det resultat at hjerte-

21

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 21

12/12/2017 18.44

væggene både blev belastet og begyndte at blive tyndere. Hvad værre var, begyndte jeg ligesom andre astronauter at få problemer med synet. Jeg er blevet udsat for over tredive gange stærkere stråling end en person nede på Jorden, svarende til godt ti røntgenbilleder om dagen.

Det vil resten af mit liv øge mi risiko for livstruende kræft. Intet af alt dette kan imidlertid måle sig med den mest foruroligende risiko: at der vil ske en af mine kære noget mens jeg er ude i rummet og ude af stand til at komme hjem.

Mens jeg ser ud gennem vinduet på det fremmedartede landskab i Bajkonur, går det for første gang op for mig at i al den tid jeg har tilbragt her, reelt adskillige uger, har jeg faktisk aldrig set selve byen. Jeg har kun været i særlige, arbejdsrelaterede områder: de hangarer hvor ingeniører og teknikerne gør vores raket og rumfartøj klar til afgang, de vinduesløse lokaler med lysstofrør hvor vi får vores Sokol-rumdragter på, den bygning hvor vores undervisere, tolke, læger, kokke, administratorer og andet personale opholder sig, samt den nærliggende bygning hvor vi bor, og som amerikanerne kærligt kalder Saddams Palads. Den opulente bolig blev bygget som residens for lederen af det russiske rumagentur, hans personale og hans gæster, og under vores ophold har vi tilladelse til at benytte den. Den er mere behagelig end det øvrige anlæg og langt mere behagelig end det prunkløse mandskabskvarter i en kontorbygning på Kennedy Space Center i Florida hvor rumfærgeastronauterne plejede at tilbringe karantænetiden. I Saddams Palads er der krystallysekroner, marmorgulve og en fireværelsers suite med jacuzzi til os hver. Bygningen har sågar også en banja, en russisk sauna, med et iskoldt bassin man kan hoppe i bagefter. På et tidligt tidspunkt af vores to uger i karantæne går jeg ud i banjaen og ser en nøgen Misja i færd med at piske en nøgen Gennadij med birkegrene. Første gang jeg oplevede dette syn, blev jeg lettere rystet, men efter selv at have prøvet banjaen, efterfulgt af en dukkert i iskoldt vand og så en lokal russisk øl, forstod jeg fuldstændig tillokkelsen ved denne skik.

I Saddams Palads er der også en stor spisesal med stivede hvide duge, porcelæn og et fladskærms-tv på væggen hvor der konstant bliver spillet gamle russiske film som kosmonauterne tilsyneladende elsker højt. Den russiske mad er glimrende, men kan efter et stykke

22

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 22

12/12/2017 18.44

tid godt begynde at virke ensformig – rødbedesuppen borsjtj til nærmest hvert eneste måltid, kød og kartofler, andre slags kød og kartofler, og det hele dækket med bjerge af dild. ”Gennadij,” siger jeg da vi efter et par dages ophold sidder og spiser middag. ”Hvad er det med al den dild?” ”Hvad mener du?” spørger han. ”I putter dild på alt. Noget af maden kunne faktisk være glimrende hvis ikke den var dækket af dild.” ”Aha, okay, nu forstår jeg,” siger Gennadij og nikker mens hans karakteristiske smil begynder at brede sig. ”Det er fra dengang hvor russerne primært levede af vodka, kartofler og kål. Dild er godt mod prutter.”

Senere googler jeg det. Det passer. Rent faktisk er det godt at komme af med tarmluft inden man skal spærres inde sammen i en lille blikdåse i mange timer, så jeg holder op med at beklage mig over dilden.

*** Dagen efter vores ankomst til Bajkonur har vi den første ”tilretning”. Det er vores eneste mulighed for at komme ind i Sojuz-rumkapslen mens den stadig står i hangaren og endnu ikke er anbragt på den raket som skal sende os ud i rummet. I den højloftede hangar ved navn Bygning 254 tager vi vores Sokol-dragter på – hvad der altid er besværligt. Dragtens eneste åbning er bryståbningen, så vi er nødt til at klemme underkroppen ind gennem brysthullet og derefter prøve at få armene ud i ærmerne, samtidig med at vi i blinde trækker halsringen op og derefter ned over hovedet. Jeg ender ofte med skrammer på issen. Her er det en ulempe at være skaldet. Derefter bliver bryståbningen lukket med en forstemmende lavteknologisk proces der slet og ret består i at samle stofkanterne med elastikker. Da jeg første gang blev præsenteret for systemet, kunne jeg dårligt tro at disse elastikker var det eneste der skulle beskytte os ude i rummet. Senere kom jeg op på rumstationen og konstaterede at russerne bruger nøjagtig de samme elastikker til at lukke deres affaldsposer i rummet

23

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 23

12/12/2017 18.44

med. På den ene side finder jeg det komisk, på den anden side må jeg respektere russernes effektive tilgang til teknologi. Hvis det fungerer, hvorfor så lave det om?

Sokol-dragten er udviklet som en redningsdragt, og det vil sige at dens eneste funktion er at redde os i tilfælde af brand eller trykfald i Sojuz-fartøjet. Den er anderledes end den rumdragt som jeg senere i løbet af missionen skal have på under rumvandringer, og som er langt mere robust og funktionel, et helt lille rumskib i sig selv.

Sokol-dragten tjener samme formål som den orangefarvede trykdragt fra NASA jeg tidligere var iført på rumfærgen. NASA indførte først dragten efter Challenger-katastrofen i 1986; før da var rumfærgeastronauter kun iført almindelige stofdragter ligesom russerne var det indtil 1971 hvor tre kosmonauter blev dræbt under en trykulykke. Siden da har kosmonauter (og alle astronauter der skal flyve sammen med dem i en Sojuz) brugt Sokol-dragter. På makaber vis er vi omgivet af minderne om tragedier og bagkloge forbedringer der kunne have reddet livet for de astronauter og kosmonauter som med skæbnesvangert resultat løb de samme risici som vi gør i dag.

I dag er der nærmest tale om en generalprøve: Vi får dragten på, kontrollerer den for utætheder og bliver derefter spændt fast i vores specialbyggede sæder som er konstrueret ud fra plastikafstøbninger af vores kroppe. Det er ikke af hensyn til vores komfort, som russerne ikke går særlig højt op i, men af sikkerhedshensyn og for at spare plads – man behøver ikke at bygge større sæder end nødvendigt. De specialbyggede sæder vil beskytte vores rygrad og absorbere noget af trykpåvirkningen under den hårde tilbagevenden til Jorden et år efter vores afrejse.

Selv om jeg har tilbragt megen tid i Sojuz-simulatorerne i Stjernebyen, forbløffer det mig stadig hvor vanskeligt det er at få mig selv og min trykdragt på plads i sædet. Hver gang kommer jeg et øjeblik i tvivl om jeg nu også kan være der. Men det kan jeg så alligevel – lige akkurat. Hvis jeg prøvede at sætte mig lodret op, ville jeg støde hovedet ind i væggen. Jeg gad vide hvordan mine højere kolleger har det. Når vi så er blevet spændt fast, øver vi os i at benytte apparaturet, rækker ud mod knapperne, læser data på skærmene og tager vores tjeklister frem. Vi drøfter hvad vi gerne vil have tilpasset specielt,

24

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 24

12/12/2017 18.44

helt ned til detaljer som hvor vi vil have vores timere (der bruges til at kontrollere motorernes såkaldte burns), hvor vi vil have vores kuglepenne, og hvor vi vil have de velcrostumper der ude i rummet gør det muligt for os at holde ting ”nede”.

Sojuz-fartøjet – Sojuz er russisk for ”union”, som i ”Sovjetunion” – er bygget til at manøvrere i rummet, sammenkoble sig med stationen og holde mennesker i live, men det er raketterne der udfører det hårde arbejde som menneskehedens modsvar til Jordens tyngdekraft.

Raketterne (som af uransagelige grunde også hedder Sojuz) er ved at blive gjort klar til affyring i et samlings- og afprøvningsanlæg over for hangarerne, kendt som plads 112. Gennadij, Misja og jeg går over vejen, passerer de forsamlede russiske medier, går ind i den enorme bygning og står så i endnu et højloftet, tyst rum og betragter denne gang vores raket. Den er blygrå og ligger på siden. I modsætning til rumfærgen og den kolossale Apollo/Saturn, bliver Sojuz-kombinationen af raket og rumfartøj samlet vandret og rullet ud til affyringsrampen i vandret stilling. Først når den er ude på rampen, et par dage inden opsendelsen, bliver den rejst i lodret stilling og rettet mod sit mål. Det er endnu et eksempel på russernes og amerikanernes forskellige måder at gøre tingene på. I denne forbindelse er proceduren mindre højtidelig end NASA-traditionen med den statelige, majestætiske fremrullen på larvefødder af lodrette affyringsfartøjer på en enorm transporter.

Denne raket, Sojuz-FG, er lige knap 50 meter lang og åbenlyst mindre end den samlede rumfærge; men den er stadig en imponerende kolos på størrelse med et højhus og vil forlade Jorden med femogtyve gange lydens hastighed og forhåbentlig os øverst oppe. Det kanongrå metalhylster med skjulte bolte er meget lidt kønt, men på en eller anden måde betryggende i kraft af sin anvendelighed. Sojuz-FG er barnebarn af den sovjetiske R-7, verdens første interkontinentale ballistiske missil. R-7 blev udviklet under den kolde krig med henblik på at affyre atomvåben mod amerikanske mål, og jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan jeg som barn godt vidste at New York og min egen forstad i West Orange, New Jersey med sikkerhed ville blive pulveriseret som noget af det første i et sovjetisk angreb. I dag står jeg inde i deres førhen hemmelige anlæg sammen med to russere

25

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 25

12/12/2017 18.44

og drøfter vores planer om at betro hinanden vores liv mens vi rejser ud i rummet i dette ombyggede våben.

Både Gennadij, Misja og jeg selv var i militæret før vi blev udpeget til rumfart, og selv om vi aldrig taler om det, ved vi alle tre godt at vi lige såvel kunne være blevet beordret til at slå hinanden ihjel. Nu indgår vi i historiens største fredelige internationale samarbejde. Når folk spørger om rumstationen er udgifterne værd, henviser jeg altid til netop det. Hvor meget er det værd at se to førhen forbitrede fjender forvandle deres våben til transportmidler med henblik på forskning og videnskabelig erkendelse? Hvor meget er det værd at se to tidligere fjendtligsindede nationer gøre deres krigere til holdkammerater og venner for livet? Det er umuligt at opgøre i dollar, men for mit eget vedkommende er det en af de ting ved projektet der er alle udgifterne værd og endda værd for os at sætte livet på spil for.

*** Den Internationale Rumstations historie begynder i 1984, da præsident Reagan i sin tale om nationens tilstand meddelte at NASA var i færd med at udvikle en rumstation ved navn Freedom som skulle sendes i kredsløb inden for de næste ti år. Modstand i Kongressen førte til flere års nedskæringer og omlægninger, og man var ikke kommet en konkret bygning af Freedom nærmere da præsident Clinton i 1993 meddelte at stationen skulle slås sammen med det russiske rumagenturs planlagte rumstation Mir-2. Med bidrag fra rumagenturer i Europa, Japan og Canada endte den internationale koalition med at omfatte femten lande. Det krævede over hundrede opsendelser at få komponenterne i kredsløb og over hundrede rumvandringer at få samlet dem. Hvad angår teknologi og internationalt samarbejde, er ISS en enestående præstation. Siden den 2. november 2000 har den været bemandet uafbrudt, eller sagt på en anden måde: på intet tidspunkt siden da har alle befundet sig på Jorden samtidig. Den er uden sammenligning det længst beboede bygningsværk i rummet og har haft besøg af over to hundrede personer fra sek-

26

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 26

12/12/2017 18.44

sten lande. Det er historiens mest omfattende internationale projekt i fredstid.

Min sidste morgen på Jorden vågner jeg omkring klokken syv.

Jeg bruger morgenen på at gå samtlige mine kufferter igennem – én skal stå og vente på mig i Kazakhstan, andre skal sendes tilbage til Houston. Det er en mærkelig form for logistik: Hvad vil jeg gerne have hos mig lige når jeg lander? Hvad får jeg først brug for senere?

Har jeg husket at skrive mine kreditkort- og kontonumre ned? Det er svært nok at tage sig af den slags detaljer på Jorden, men jeg er også nødt til at være forberedt på ikke at komme bagud med mit boliglån og kunne købe gaver til Amiko og pigerne fra rummet.

Min sidste jordiske morgenmad er Bajkonurs fortolkning af det amerikanske køkken: æg der har fået for lidt (da det aldrig er lykkedes mig at få den kazakhiske kok til at forstå udtrykket ”over medium”), ristet brød og ”brunchpølser” (der i realiteten er hot dog-pølser fra mikroovnen). Ligesom så mange andre ting i forbindelse med rumfart tager det også meget længere tid at gøre sig klar på opsendelsesdagen end man skulle tro. Først tager jeg i banja en sidste gang for at komme til at slappe af, så skal jeg igennem lavementritualet inden opsendelse – vores tarmsystem går i baglås den første tid i rummet, så russerne opfordrer os til at få ryddet ud i tingene på forhånd. Kosmonauterne har deres læger til at gøre det med varmt vand og gummislanger, men jeg foretrækker håndkøbsudgaven i enrum, der gør mig i stand til at opretholde et normalt venskab med min læge. Jeg nyder et bad i jacuzzien og når at få mig en lur (vores opsendelse er fastsat til 1:42 om natten lokal tid). Da jeg vågner, går jeg i brusebad og tager mig god tid. Jeg ved hvor meget jeg det næste år vil komme til at savne følelsen af vand.

Kort efter at jeg er kommet ud af badet, ankommer den russiske læge vi kalder ”Dr. No”. Han bliver kaldt ”Dr. No” fordi det er ham der skal beslutte om vores familier må se os efter at vi er kommet i karantæne. Hans afgørelser er uforudsigelige, nogle gange ondskabsfulde, og aldrig til diskussion. Han er kommet for at tørre os af overalt på kroppen med desinficerende servietter. Tanken bag den desinficerende aftørring var oprindelig at få dræbt alle bakterier der måtte gemme sig som blinde passagerer hos de rumrejsende, men

27

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 27

12/12/2017 18.44

nu virker det bare som endnu et ritual. Vi skåler i champagne med topledelsen og vores bedre halvdele og holder derefter i overensstemmelse med russisk tradition et minuts stilhed forud for en lang rejse.

Når vi forlader bygningen, vil en russiskortodoks præst velsigne os og kaste vievand i ansigtet på hver af os. Samtlige kosmonauter har uden undtagelse siden Jurij Gagarin været gennem processen, så det skal vi også. Jeg er ikke religiøs, men siger altid at når man lige straks skal sendes ud i rummet med en raket, kan det næppe skade at blive velsignet.

Vi går højtideligt forbi medierne mens der spilles en russisk sang med titlen ”Trava y doma”, ”Græsset ved mit hjem”, en sang om kosmonauter med hjemve der lyder som et sovjetisk militærorkester til karneval: Og vi drømmer ikke om kosmodromens brøl Ej heller om det isblå mørke her Vi drømmer derimod om græsset, græsset ved vores hjem …

Det grønne, grønne græs.

Vi stiger op i bussen der skal køre os hen til den bygning hvor vi får rumdragt på. I samme øjeblik døren til bussen lukker sig bag os, bliver et reb som holder folkemængden tilbage, skåret over, og alle styrter frem. Det er fuldstændig kaotisk, og først kan jeg ikke få øje på min familie, men så ser jeg dem i forreste række – Amiko, Samantha, Charlotte og Mark. Charlotte på elleve bliver løftet op så hun kan lægge en hånd på vinduet, og jeg sætter min hånd op mod hendes og prøver at se glad ud. Charlotte smiler og griner med sit runde, hvide ansigt. Hvis hun er ked af ikke at skulle se mig det næste år, hvis hun er bange for at skulle se mig forlade Jorden på en bombe det kun lige akkurat er muligt at kontrollere, hvis hun er klar over de mange forskellige farer jeg vil blive udsat for inden jeg om et år atter kan omfavne hende, viser hun det ikke. Så er hun nede på asfalten igen og står og vinker sammen med de andre. Jeg ser Amiko smile, men kan også godt se tårer i hendes øjne. Jeg ser Samantha på tyve. Hendes store smil afslører hendes forståelse for hvad der venter. Og så sætter bussen i gang med et hvæsende skrig, og vi er væk.

28

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 28

12/12/2017 18.44

Jeg sidder i en billig lædersofa i Bygning 254 en halv times kørsel fra Saddams Palads og venter på at få rumdragt på. En fladskærm i hjørnet viser et fjollet russisk tv-program som ingen af os ænser. Der er sat lidt mad frem – kold kylling, kødtærter, juice og te – og selv om det ikke lige er det jeg selv ville have valgt som mit sidste jordiske måltid det næste år, spiser jeg en smule af det.

Gennadij bliver som den første kaldt ind i et tilstødende lokale hvor han skal klæde sig af og iføre sig ble, hjerteelektroder og et nyt par lange hvide underbukser (der skal absorbere sved og beskytte os mod gummiet i Sokol-dragten). Da Gennadij kommer tilbage, er det Misjas tur til at gå ind og få ble på. Derefter min. Hver eneste gang jeg gør det, klukker jeg i det stille over at jeg ikke havde troet at skulle gå med ble igen før meget senere i livet. Nu er det tid til at få vores Sokol-dragter på. Vi har russiske specialister i hvide kitler og operationsmasker til at hjælpe os med det. De lukker rutineret åbningerne i vores dragter med en række foldninger og de særegne elastikker.

Vi går alle tre ind i et nyt lokale som er afskærmet med en glasvæg. På den anden side sidder vores familier, chefer fra det russiske rumagentur (Roskosmos), chefer fra NASA og repræsentanter for medierne på rad og række og ser på os. Jeg er godt klar over at den mest oplagte sammenligning er en pressekonference i NASA, men netop dette øjeblik har altid mere fået mig til at føle mig som en gorilla i en zoologisk have.

Jeg får med det samme øje på Amiko, Mark og mine døtre på forreste række. Amiko og pigerne har været her et par dage, men Mark er først lige ankommet. De smiler alle sammen til mig og vinker. Endnu en gang er jeg glad for at min bror er sammen med dem.

Da han selv er en erfaren astronaut og samtidig kender mig bedre end nogen, kan han hjælpe dem med at forstå hvad der kommer til at foregå, og om nødvendigt også berolige dem bedre end nogen anden.

Amiko smiler glad og peger på det smykke jeg fik lavet til hende før jeg forlod Houston, en sølvudgave af missionsmærket for et år i rummet. Samantha og Charlotte har også deres sølvsmykker på. Når jeg kommer tilbage, vil jeg medbringe en ny udgave af smykkerne, i guld med indlagte safirer, og forære hver af dem et. Amikos glade

29

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 29

12/12/2017 18.44

smil er oprigtigt, men jeg kender hende også godt nok til at kunne se at hun er træt og ikke blot af jetlag, men også på grund af presset.

Det er anden gang at Amiko skal forberede sig på en langvarig mission sammen med mig, så hun ved hvad der venter, om end jeg ikke er sikker på at det gør det spor lettere. Hun arbejder også selv hos NASA, i presseafdelingen, og ved bedre end de fleste andre astronauters partnere hvad der venter mig på denne mission. I nogle tilfælde vil denne viden være beroligende, men i de fleste situationer – også i dag – havde det været mindre belastende ikke at vide så meget.

Jeg havde kendt Amiko længe. Hun havde arbejdet tæt sammen med min bror om et projekt og havde også fælles bekendte med min ekskone Leslie. I begyndelsen af 2009 indgav Amiko og jeg begge skilsmissebegæring uden at den anden vidste det, og flere måneder senere var vi rent tilfældigt i selskab med hinanden et par gange.

Amiko påstår at kunne huske at hun en af disse aftener blev imponeret over at selv om jeg i spøg havde medgivet at hun var tiltrækkende, afstod jeg fra en mulighed for at komme i jacuzzi med hende og et par andre til fordel for at gå tidligt i seng på grund af en øvelse næste morgen. Et par uger senere mødte jeg hende igen til en fest, og denne gang endte jeg så i jacuzzien sammen med hende. Vi snakkede hele natten, men igen blev hun imponeret over at jeg ikke lagde an på hende. Enhver der har set Amiko, ved at hun får megen opmærksomhed fra mænd, og jeg må vel have skilt mig ud ved rent faktisk gerne at ville lære hende nærmere at kende. Men dummere er jeg heller ikke – jeg sørgede stadig for at få hendes telefonnummer.

Det interesserer mig altid hvordan folk er endt med at lave det de gør, i særdeleshed når de som Amiko lader til at være ualmindelig gode til det. Hun forekom mig anderledes end mange af de andre der arbejder i NASA’s presseafdeling, som godt kan være skeptiske over for nye tanker og modsætte sig forandring. Jeg spurgte hende hvordan hun var kommet til at arbejde lige der, og selv om hun kun fortalte mig lidt af sin historie, var den bevægende. Som femtenårig satte hun sig op mod sin voldelige mor og blev smidt ud hjemmefra uden andet med sig end det tøj hun havde på, hvorefter hun blev gift som attenårig, fik to børn og i en alder af treogtyve blev ansat som sekretær i NASA. I samme øjeblik hun var blevet ansat, begyndte

30

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 30

12/12/2017 18.44

hun at arbejde hen imod at blive optaget i agenturets krævende interne uddannelsesprogram hvor NASA betaler lovende ansattes collegeundervisning. Da så først Amiko var blevet udvalgt, begyndte hun at tage det maksimale antal kurser hvert semester, samtidig med at hun arbejdede på fuld tid og havde to små drenge. Hun tog eksamen i kommunikation med topkarakter og alle tænkelige udmærkelser som gives til bachelorstuderende. Jeg havde godt været klar over at hun var kvik og kompetent, men jo mere jeg hørte af hendes livshistorie, desto mere imponeret blev jeg af hende. På det tidspunkt gik hendes to sønner i high school og klarede sig glimrende, ligesom hun selv blev ved med at sætte sig nye mål. De fleste havde ikke klaret de forhindringer hun havde mødt, men i kraft af sin intelligens, sin sejhed og sit indædte gåpåmod havde hun skabt sig den tilværelse hun ønskede. Jeg kunne godt mærke at det ikke var noget hun uden videre ville ændre på for en tilfældig mands skyld, ikke engang en astronaut der skruede maksimalt op for charmen.

Vi begyndte at komme sammen i løbet af efteråret, og da jeg i oktober 2000 drog ud i rummet, var det blevet alvor med os. Det var min første langtidsmission til Den Internationale Rumstation, og hendes første mission som den efterladte partner. For et nyt forhold var det en usædvanlig udfordring. Til vores overraskelse oplevede vi begge at adskillelsen kun bragte os endnu tættere på hinanden. Jeg kunne stole på hende som min partner nede på Jorden, og vi nød at kunne give hinanden uforbeholden opmærksomhed den ene time om dagen hvor vi kunne tale i telefon. Da jeg kom hjem, var jeg mere sikker end nogensinde på at det skulle være os. Jeg ved at nogle af vores venner undrer sig over hvorfor vi ikke er blevet gift – vi har efterhånden været sammen i fem et halvt år og også boet sammen en stor del af tiden. Om nødvendigt har jeg været der for hendes sønner, og hun er der altid for mine døtre. Vi er hinanden lige så hengivne som noget ægtepar, men da vi begge to har været gift før og ingen af os er specielt traditionelt indstillet, ser vi ikke nogen grund til det. Nogle gange omtaler medierne Amiko som min ”mangeårige partner”, og det har vi det begge fint med.

Ved siden af Amiko sidder Samantha. Jeg blev overrasket over at se hendes nye udseende da hun dukkede op i Bajkonur med sine

31

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 31

12/12/2017 18.44

lange krøller farvet sorte, kraftig sort eyeliner, mørkerød læbestift og lutter sort tøj. Siden min skilsmisse fra Samanthas mor har vores forhold været anstrengt, og på mange måder er det stadig først ved at komme sig efter følgerne. Hun var femten da Leslie mod mit ønske flyttede med pigerne fra Houston til Virginia Beach, en alder hvor det er særlig svært at håndtere en sådan omvæltning. Samantha bebrejder mig både skilsmissen og mange af de efterfølgende problemer.

Når jeg i dag betragter hende gennem ruden med de blå øjne glimtende under den kraftige eyeliner, ser jeg hende stadig på samme måde som da jeg første gang så hende i 1994 på fødeklinikken på flådens Patuxent River-flyvestation hvor jeg var testpilot. Det var en lang og vanskelig fødsel for Leslie, og til sidst måtte Samantha bringes til verden med akut kejsersnit. Da jeg første gang så hendes lillebitte, lyserøde ansigt med det ene øje lukket og det andet åbent, følte jeg en ufattelig trang til at beskytte hende. Selvom hun nu er voksen, har jeg det stadigvæk sådan.

Da Charlotte blev født, var Samantha næsten ni, og aldersforskellen har gjort det let for dem at komme overens. Samantha kan tilsyneladende godt lide at have en beundrende makker, og Charlotte har oplevet friheden ved at komme alle de steder hen hvor hendes storesøster er villig til at tage hende med – Bajkonur indbefattet.

Charlottes fødsel var endnu vanskeligere end Samanthas; jeg kan huske, hvordan jeg stod på operationsstuen og hørte lægen råbe en akutkode. Da de endelig fik Charlotte ud, var hun slap og passiv. Jeg kan stadig huske synet af hendes lillebitte blå arm stikke livløs ud af snittet. Lægerne advarede os om at hun muligvis ville blive få mén, men hun er blevet en rask, udadvendt, stærk og rummelig person.

Jeg ved at hun må opleve stærke følelsesudsving i dag, men som hun sidder der ved siden af sin søster og fejer sine lysebrune lokker væk fra øjnene for at smile til mig, virker hun glad og rolig. Jeg føler mig taknemlig over at mine døtre har Amiko at støtte sig til og til at føre an når det gælder om at håndtere presset.

Jeg får også øje på Spanky – Mike Fincke, en ven og kollega fra astronautuddannelsen – der har haft til opgave at hjælpe min familie mens jeg var i karantæne. Indimellem missionerne kan astronauter få tildelt alle mulige lavpraktiske ansvarsområder, og Spanky, der

32

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 32

12/12/2017 18.44

selv har været på ISS og sandsynligvis skal derop igen, har været fantastisk over for min familie – har besvaret spørgsmål, opfyldt særlige ønsker og om overhovedet muligt ladet deres ønsker gå videre til NASA. Det er anden gang at Spanky har varetaget denne opgave for mig.

På vores side af ruden står der en kopi af Sojuz-sædet i fuld størrelse, og efter tur lægger Gennadij, Misja og jeg os på ryggen i den.

Teknikerne kontrollerer vores dragter for utætheder. Jeg ligger der i et kvarter med hjelmen lukket og knæene presset op mod brystet mens en stor forsamling mennesker, som jeg i mange tilfælde ikke kender, ser høfligt til. Hvorfor vi absolut skal gøre det med publikum på, har jeg aldrig fundet ud af – det er endnu et ritual. Bagefter sætter vi os på række foran ruden og mikrofonerne for at tale med vores familier en sidste gang.

Det som vi gerne vil sige til vores kære før vi måske dør i en ildkugle over Kazakhstan, er ikke noget som vi har lyst til at sige mens den forsamlede verdenspresse lytter med fra deres stolerækker og noterer hvert eneste ord. Situationen bliver yderligere akavet af at der kun er et enkelt lydsystem, således at hver enkelt familie for ikke at tale i munden på hinanden må vente til det bliver deres tur.

Ikke desto mindre vil jeg nødig have at mine døtres sidste minde om mig skal være at jeg siger et par afmålte ord i en mikrofon, så jeg forsøger mig med et kompromis i form af ikke at sige alverden, men i stedet at kommunikere mest muligt på anden vis ud fra den betragtning at en enkel gestus kan sige meget. Jeg sender Amiko og pigerne ”jeg holder øje med dig”-tegnet ved at pege først på mine egne og så på deres øjne. Det får dem til at smile.

Da vi er færdige med dette ritual og går udenfor, er det mørkt og isnende koldt. På vej ud på parkeringspladsen bliver vi blændet af projektører og kan knap nok skelne køen af medier og tilskuere omkring os. Sokol-dragterne er skabt til at sidde i fosterstilling mens man bliver sendt op i Sojuz-fartøjet, ikke til at gå i, så vi vralter afsted som tre sammenkrummede pingviner og prøver at bevare så meget værdighed som muligt. Vi har en ventilator med til at puste luft ned i trykdragterne, fuldstændig ligesom Apollo-astronauterne på de gamle NASA-optagelser. Vi er alle iført to lag tynde, hvide

33

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 33

12/12/2017 18.44

handsker der skal forhindre os i at bringe bakterier ud i rummet (det er i hvert fald meningen). Lige før vi går ind i Sojuz-fartøjet, vil vi tage det yderste lag af.

Bussen som skal køre os til affyringsrampen, står ved siden af og kører i tomgang, og dens prustende udstødning kaster skygger i projektørlyset. Vi går op til tre små, hvide firkanter som er malet på asfalten og skal angive vores position i Sojuz-fartøjet: kaptajn til Gennadij, flight engineer til Misja og flight engineer 2 til mig. Vi træder ind i vores små bokse og venter på at chefen for det russiske rumagentur endnu en gang skal spørge os om vi er parate til vores flyvning. Det er lidt ligesom at blive gift, bortset fra at hver gang vi bliver stillet et spørgsmål, svarer vi ikke ”Ja”, men ”Vi er parat til flyvningen”. Jeg er sikker på at de amerikanske ritualer ville forekomme russerne lige så fremmedartede: Inden vi fløj ud til rumfærgen, fik vi vores orange opsendelsesdragter på, stillede os op omkring et bord i afgangsbygningen og spillede derefter en meget speciel form for omvendt poker. Vi måtte ikke gå ud til affyringsrampen før kaptajnen havde tabt en omgang (ved at få den højeste hånd) og dermed opbrugt sin ration af uheld den dag. Ingen kan huske nøjagtig hvordan den tradition begyndte. Sandsynligvis gjorde en af besætningerne det og kom derefter tilbage i live, så derfor har alle andre siden også skullet gøre det.

Vi går op i bussen – det primære mandskab, vores flyvelæger, ledelsen af Gagarin Kosmonaut-træningscentret og et par dragt-teknikere. Vi sidder i den ene side med ansigtet mod alle projektørerne og de larmende mennesker. Jeg får øje på min familie en sidste gang og vinker til dem. Bussen sætter langsomt i gang, og så er de væk.

Vi er snart i bevægelse og bliver lullet ind i en form for trance.

Efter et stykke tid sagtner bussen farten og standser op et godt stykke inden affyringsrampen. Vi nikker til hinanden, træder ud og stiller os i position. Hos os alle er de elastiklukninger der ellers blev så omhyggeligt og offentligt kontrolleret for utætheder for kun en time siden, gået op. Jeg stiller mig op foran det højre baghjul og stikker en hånd ned i Sokol-dragten. Egentlig har jeg ikke behov for at tisse, men det er også en tradition: Da Jurij Gagarin var på vej ud til affyringsrampen forud for sin historiske første rumfart, bad han bus-

34

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 34

12/12/2017 18.44

sen om at holde ind – lige heromkring – og tissede på højre bagdæk.

Så tog han ud i rummet og kom tilbage i live. Derfor skal vi nu alle sammen gøre ligesådan. Traditionen er så veletableret at kvindelige rumrejsende har en flaske urin eller vand med til at smide på dækket i stedet for at skulle have hele rumdragten af.

Da vi har gennemført ritualet på tilfredsstillende vis, kommer vi op i bussen igen og genoptager den sidste del af rejsen. Et par minutter efter standser bussen atter op for at lade det tog komme forbi som lige har fyldt brændstof på vores raket. Busdøren går op, og et uventet ansigt viser sig: min bror.

Det er et brud på karantænereglerne: Da min bror så sent som i går har været med adskillige bakteriebefængte fly fra USA over Moskva til Bajkonur, kan han have bragt alle mulige forfærdelige sygdomme med sig. Dr. No har sagt ”Njet” hele ugen, og pludselig får han nu øje på min bror og siger ”Da”. Russerne opretholder karantænereglerne med jernhånd og lader så min bror overtræde dem af sentimentale grunde; de gør et ritual ud af at forsegle vores rumdragter og lader os derefter lukke dem op for at tisse på et bildæk. Indimellem er jeg ved at blive vanvittig af deres inkonsekvens, men lige denne gestus med at lade mig gense min bror når jeg mindst venter det, betyder umådelig meget for mig. Mark og jeg siger ikke ret meget til hinanden mens vi sammen kører de sidste par minutter ud til affyringsrampen. Her sidder vi, to drenge fra arbejderstaten New Jersey som på en eller anden måde har formået at komme endog meget langt væk hjemmefra.

•

Scott Kelly final ombrydning 121217.indd 35

12/12/2017 18.44

”Dette er ikke bare almindelige astronauterindringer.”

Scott Kelly

En New York Times bestseller

Daily Mail

The Times

Scott Kelly (f. 1964) er amerikansk NASAastronaut og rumfartsveteran med fire rumrejser og tilsammen over 500 dage i rummet bag sig. Han er den amerikanske astronaut, der har tilbragt længst tid i rummet og på Den Internationale Rumstation, ISS. Millioner af mennesker verden over har fulgt hans mission i rummet – ikke mindst via de mange smukke billeder, han har sendt hjem.

Kelly er i dag pensioneret fra NASA, men hans bidrag til videnskaben kan næppe overvurderes. Sammen med sin enæggede tvillingbror Mark vil han også i mange år fremover indgå i studier, blandt andet af kroppens påvirkning under længere ophold i rummet, både som del af forskernes forberedelser af længere rumrejser, f.eks. til Mars, og for at kaste nyt lys over vores liv her på Jorden.

Den 2. marts 2016 landede Scott Kelly på jorden efter at have tilbragt næsten et år i rummet. I denne bog tager han læseren med ud i et fjernt og for mennesket stadig ugæstfrit univers. Han fortæller om svimlende oplevelser, om perspektivrige opdagelser og tegner samtidig åbenhjertigt billedet af sin egen alt andet end lige vej til en strålende karriere og skelsættende landvindinger.

Kellys beretning giver et intimt blik ind i hverdagen med de andre besætningsmedlemmer på rumstationen.

Et avanceret internationalt samarbejde under ekstraordinære omstændigheder og med livsfarlige, ukontrollerbare situationer, men samtidig netop en hverdag med mange både komiske og tankevækkende øjeblikke.

Washington Post

EKSPEDITIONEN Et år i rummet

”Glem hvad du ellers har læst.”

”Scott Kellys beretning er et medrivende, levende og personligt indblik i et år tilbragt i rummet. Om at leve vægtløs inde i en maskine på størrelse med en fodboldbane, der bevæger sig med 28.000 km i timen gennem rummet … Men Ekspeditionen er ikke kun for den rumfartsinteresserede læser, den er fuld af menneskelighed, humor, spænding, absurde detaljer og genkendelige glimt … Et varmt og passioneret vidnesbyrd fra en af de pionerer, der er villig til at gå forrest i udforskningen af det uendelige verdensrum.”

Khaled Hosseini, forfatter til Drageløberen

Scott Kelly

EKSPEDITIONEN Et år i rummet Mit livs opdagelsesrejse

Forsidefoto: Marco Grub/Trunk Archive Bagsidefoto: NASA/Bill Ingalls

”Kelly har oplevet ting, de færreste af os kommer i nærheden af … Ekspeditionen giver os almindelige dødelige et på én gang informativt og gribende blik ind i eventyrene såvel som de mange hverdagsting, der foregår, når man bor i en blikdåse i kredsløb om Jorden.”

Don Max

Don Max

”Kellys skarpe blik på sig selv og hans fortællermæssige præcision gør også bogen til en fascinerende fortælling om livet på Jorden, og bogens værdi vokser kun af disse glimt ind bag rumhjelmens visir. Bag den store rumdragt og det funklende smil befinder der sig et tredimensionelt menneske, og Ekspeditionen giver sine læsere et genialt indblik i det menneskelige aspekt af at rejse i rummet ved at være lige så opmærksom på historiens oprindelse som på dens klimaks blandt stjernerne … ” New York Times