Drengen ingen kunne finde

Ch r i st i a n Mør k

FOTO : LES KANER

Den sidste af Martins tegninger er ikke lavet færdig.

Den forestiller det samme høje græs, som Gordon ligger på knæ i. Men i Martins version står der en mand midt i engen, mens græsset bølger omkring ham og delvis skjuler hans lange krop. Figuren stirrer lige på ham. Han peger med sin ene finger. Hans hår er sort, og Martin har ikke nået at fylde pupiller i øjnene endnu, så de er stadig bare store, hvide ovaler. Mandens mund er åben, som om han lige skal til at fortælle Gordon noget.

★★★★★ “Vanvittigt velskrevet og magtfuldt opbygget spændingsroman.”

EKSTRA BLADET

SPÆ N DI NG S ROM A N

★★★★★ “Det er sjældent at en debuterende forfatter rammer så rent i plot, tone og sprog. Læs den.”

NYHEDSAVISEN

★★★★★

C h r i s t i a n Mør k

“En psykologisk krimi, der bevæger sig ind i sindets mørkeste kroge.”

JYLLANDS - POSTEN

★★★★★ “Det kører for Mørk i Darling Jim. Han er virtuost førførende.”

“Jeg blev så dybt fascineret af historien, at jeg læste den to gange lige efter hinanden for at få alle de forskellige nuancer med.” J A N N I K L U N N

BERLINGSKE TIDENDE

★★★★★ gik i skole i den amerikanske stat Vermont.

Skolen lå uvejsomt, omkranset af en endeløs skov og med gravsten fra revolutionskrigen, der var sunket halvt ned i jorden. Dér begyndte de første spirer til denne bog.

Mørk er forfatter til otte tidligere romaner, deriblandt De ti herskere, Darling Jim og De forhadte. Han bor i New York.

POLITIK ENS FOR L AG

“En særdeles velskrevet slægtsroman om de utømmelige emner: Forbrydelse og straf.”

ALT FOR DAMERNE

★★★★★

ISBN 9788756799430

“… En dybt fascinerende og foruroligende fortælling om drifter og etik, om fristelse og fortabelse.”

JYLLANDS - POSTEN OMSLAG : SIMON LILHOLT

/

IMPERIET . DK

Drengen ingen kunne finde

Drengen ingen kunne finde.indd 1

14/09/15 10.05

Drengen ingen kunne finde.indd 2

14/09/15 10.05

Christian Mørk

Drengen ingen kunne finde Spændingsroman

POLITIKENS FORLAG

Drengen ingen kunne finde.indd 3

14/09/15 10.05

Af samme forfatter: De ti herskere Darling Jim Glemt Skyggernes hav Kejserens port Jaguarens datter Den 책bne grav De forhadte Den store mester

Drengen ingen kunne finde.indd 4

14/09/15 10.05

Jeg vil ud i fyrreskoven gü Derud, hvor jeg sidst hende sü Men aftenen har bredt en dug ud over landets tinder Og over alle vejene, der hvor skoven ender – Rammstein, Ohne dich

Drengen ingen kunne finde.indd 5

14/09/15 10.05

I

Drengen ingen kunne finde.indd 7

14/09/15 10.05

Drengen ingen kunne finde.indd 8

14/09/15 10.05

1

Man kan se huset nede fra vejen. Dets tilsodede vinduer har for længst fået ruderne knust og gaber tomt ud i landskabet. Men Gordon vil ikke se op på det. Ikke endnu.

Han sidder bag rattet i sin bil og lader solen gøre vinylindtrækket på passagersædet skoldhedt, før han rykker derover og lader varmen trænge gennem bukserne, indtil han ikke kan mærke det længere. Det gør han af og til for at distrahere sig selv, så han ikke kommer til at tænke på Iris hele tiden. Men selv når han lukker øjnene for at glemme, kan han stadigvæk lugte hendes forbrændte krop i sine næsebor.

Sådan er Gordon flygtet fra mindet i ugevis, han har kørt rundt i området på må og få og holdt ind til siden, når det blev for meget.

Bare mærket sin krop og ignoreret dens advarsler samtidig. Alle sine ubrugelige dage har han med vilje spildt bag rattet, for det er det eneste sted, han ikke behøver at bestemme sig for noget. Desuden har han været arbejdsløs siden sidste jul, så nu kan han ikke engang længere begrave sig i opgaven. Ligesom sin bror havde han en god stilling ved kommunen, men hvem ansætter en depressiv landmåler, der ikke 9

Drengen ingen kunne finde.indd 9

14/09/15 10.05

kan se skarpt mere, og som har permanente nerveskader fra det skide biluheld i fjor, hvor hans gamle Chrysler blev torpederet helt over på den anden side af krydset? Når hovedpinen kommer, tager han to piller og drikker lidt mere cola. Han har ingen appetit. Solen står højt på himlen og får hele kabinen til at stinke af plastic, for han har ikke råd til at reparere airconditionen, når den svigter. Han ruller vinduet ned og kan lugte hele Vermonts eftersommer i de hvide støvfnug, der svæver dovent omkring og giver ham lyst til at nyse årstidens skønhed, som skjuler alt det hæslige, bort. For hverken Iris eller Martin er der mere.

Gordon kan se hendes ene øre for sig. Den eneste del af hende, der ikke var forkullet, da hun blev fundet, fordi det allerede var mast ned mod gulvet, før ilden for alvor tog fat.

Han kører altid hen til huset først. Men han vil ikke se på det.

Han lukker øjnene og tænker på sin bror, Harold. Bag øjenlågene ser han deres liv i glimt, der hele tiden skifter: Her er Harold til fest med sin kone Iris, der er bare latter og kærlighed og berusede grin, men så, alt for kort tid efter, synet af Harold på sin enestue siddende foran fjernsynet og uden nogen gnist i øjnene. Gordon blinker og vil ikke tænke på ham mere i dag. I forvejen fylder storebroren de fleste af Gordons vågne timer. Han vil hellere mærke naturen, fordi den får ham til at glemme i længere tid ad gangen. Selv med lukkede øjne indsnuser Gordon sin hjemstats støv og ved, det snart bliver koldt i vejret, at der lige nu er mere græspollen i denne del af kommunen end andre steder, og at nogen fra vejvæsenet en afkørsel længere oppe ad Hovedvej 9 alligevel er tyvstartet på Harolds gamle vejopgave, selvom der blev sagt, de skulle vente. Den fede stank af ny asfalt bliver ikke på den anden side af bakkekammen ret længe. Der lugter af tjære og fyrrenåle i luften nu.

Måske er det Jonesy, der er formand på den opgave i dag. Jonesy er både Gordons og Harolds chef på de fleste opgaver, eller det vil sige, det var han indtil for nylig. Ingen af de to brødre kan længere arbejde.

Jonesys iver har Gordon ikke meget fidus til, for flere af kollegerne er kommet til skade på grund af hans hastværk. Tre afrevne fingre er 10

Drengen ingen kunne finde.indd 10

14/09/15 10.05

det blevet til inden for et par måneder; Rowan går stadig omkring og masserer en hånd, der ikke kan bruges til noget som helst. Og Willy fik knust sin ene fod, fordi en ny medarbejder uden sikkerhedsgodkendelse, som Jonesy havde sagt god for, tabte en cementklods oppe fra ladet.

Til gengæld ligger vejen som regel færdig før tid, når Jonesy er føget gennem landskabet med sin ambition og statens tunge materiel, hvilket Windham kommune ikke har spor imod, selvom det af og til koster et par forsikringsudbetalinger for tort og svie. Jonesy smiler for meget, når han ikke mener det alvorligt, og hans beslutninger bliver ofte truffet uden om vejvæsenets afdelingsleder, Al, som har givet Jonesy to advarsler allerede. De samme to gange har Harold været nødt til at komme ham til undsætning, hvis ikke hele projektet skulle gå i vasken.

Det kommer han ikke til igen. For lægen siger, Harold ser ting, der ikke er der.

Men Gordon vil ikke køre over til byggepladsen for at se, om det nu også er Jonesy, for han har fået besked på at holde sig langt væk fra Harolds gamle arbejdsplads. Det blev sagt så pænt, som det nu kunne gøres, men der var ingen tvivl om, at det var ment alvorligt.

Mobiltelefonen ligger og sveder ved siden af ham. Han skal til at røre ved dens skærm, men tager sig i det. Den udstøder en elektronisk fuglelyd, som betyder, at der er tikket endnu en sms ind. Den er fra Gordons hårdt prøvede kæreste Ingrid, som er den eneste, der også besøger Harold på sanatoriet uden at ynke ham samtidig. De andre tør ikke besøge Harold mere, fordi de ikke ved, hvad de skal sige, når folk mister forstanden, selv når der er en god grund til det.

“Min dør er altid åben,” sagde Al fra vejvæsenet et par uger forinden, da han sendte Gordon hjem efter hans sidste besøg inde på kontoret, mest så Al selv kunne få det bedre med sin egen samvittighed. Men den står ikke engang på klem mere. For ingen kunne længere holde ud at se Gordon gå omkring og rode på Harolds kontor den ene dag efter den anden, mens de alle sammen prøvede at komme videre. Medfølelse bliver brugt op hurtigere, end man tror, også selvom alle forgudede Iris og ikke kan fatte, hvorfor hun skulle brænde ihjel. På opslagstavlen 11

Drengen ingen kunne finde.indd 11

14/09/15 10.05

i kaffestuen hænger der stadig billeder af hende fra kontorets julefest; man kan se hendes brede smil og filmstjernetænder, mens hun nu og for evigt vender sig om mod fotografen med en drink elegant i samme hånd som cigaretten. Sympati ændrer form, når den skal vare for længe.

Den bliver til flovhed og ender til sidst som foragt. Kollegerne var begyndt ikke at se Gordon i øjnene, når han i tide og utide dukkede op for at lede efter en forklaring på Iris’ død i Harolds papirbunker. For hvad skal man efterhånden sige, når han for gud ved hvilken gang igen taler om Martin? Hvad skal man svare, hver gang Gordon spørger, om han selv burde have gjort mere for at forhindre branden, og alle ved, han ikke kunne?

Asfaltstanken tager til. Mindet forsvinder. Gordon ruller vinduet op.

Mobilen kvidrer igen.

“Ti stille,” siger han til den og piller ved gearstangen.

Han tager en slurk varm sodavand og prøver at forhindre sine tanker i at vandre op på bakkekammen, hvor Iris og Harolds gård lå.

Der står resterne af den stadig, bortset fra at der af den ene halvdel af hovedbygningen kun er omridset tilbage, tatoveret musegråt ned i græsset med ild. Ruderne ligger strøet som sorte diamanter i græsset.

Der er malet med røg langt op ad den hvide maling. Harold reagerede hurtigt den eftermiddag, der blev sat ild på huset, forklarede politiet, for det lykkedes ham at redde deres ældste, Benjamin. Iris prøvede at nå op til Benjamins lillebror, Martin, som altid gemte sig oppe på første sal med sine tegninger, men hun slap ikke levende ud igen.

Martin fandt de ikke.

Martin med sin spejderdolk og evige internetviden om, hvordan man bedst slipper levende fra et bjørneangreb, et skibsforlis eller en flyulykke. Martin, der genfortalte historier om landevejsrøvere fra de bøger, Gordon købte til ham nede i byen, indtil han blev for stor til dem.

Som gled ind i sin tegneserieverden, når han ikke rigtig vidste, hvordan det gik mellem hans mor og far, eller måske opdagede, hvordan hans onkel Gordon kiggede lidt for længe på hans mor.

Der var iltlommer overalt i huset, fordi døre og vinduer stod åbne 12

Drengen ingen kunne finde.indd 12

14/09/15 10.05

på grund af sommervarmen, forklarede brandvæsenet. Derfor skabte huset selv den perfekte skorstenseffekt, der gav ilden lov at fortære hele førstesalen hurtigere, end Iris kunne nå at finde sin yngste søn. Iris lå forkullet under en sammenstyrtet loftsbjælke, da redningsmandskabet nåede frem. Branden var blevet påsat, ved at nogen havde smidt flasker med antændt terpentin både op på taget og ind gennem vinduet i dagligstuen. Martin var givetvis brændt op næsten omgående, da ilden fik rigtig fat deroppe, blev der sagt, samt meget andet ækelt og detaljeret, som Gordon afspiller i sin hjerne flere gange om dagen, som for at aflaste Harold, hvis sind ikke længere kan klare mere nede på sanatoriet. Det var slemt nok for ham at skulle erklære Martin død og derefter begrave en tom barnekiste. Behøver nogen af dem så at tænke mere over det, bliver der spurgt, og tonen lyder altid bebrejdende.

Ja, Gordon gør. Han kan ikke lade være.

I sin fantasi ser han Martin springe ud ad vinduet og lande blødt i græsset. Han ser ham også nogle gange bare blive forvandlet til aske.

Somme tider forestiller han sig, at drengen slet ikke befandt sig oppe på øverste etage, men at han var ovre hos en kammerat og bare havde glemt tid og sted. Eller også legede han ude i skoven. Det afhænger af Gordons humør. Ingen af teorierne er realistiske, det ved han godt.

Bortset fra den med asken. Han husker, hvordan den hvide kiste blev sænket ned i jorden, mens Harold kiggede over på træerne imens.

Nej, Martin lever, tvinger Gordon sig selv til at tænke som så mange gange før, når han skaber et håb, der ikke varer ved. Martins smilehuller og særligt generte måde at stå sidelæns til folk på er ikke blevet udslettet.

Sådan har Gordon bestemt det i dag, for hans hovedpine er ikke så slem endnu, at han ikke tør tro på mirakler. Det gør mest ondt, når han bevæger sig for hurtigt. Han ser ud over marken hen imod trætoppene, der maler med mørkegrønne faner på himlens blå.

Ja netop, Martin er flygtet ind i skoven, hvor han venter med at komme hjem, fordi han stadigvæk er bange, men det går over. Han har lavet en hule, ligesom hans far og onkel gjorde, da de var i hans alder.

Han sidder ude skoven i en bivuak, han selv har bygget, og spiser fisk 13

Drengen ingen kunne finde.indd 13

14/09/15 10.05

fra søen. Snart vil han tage mod til sig og dukke frem på Hovedvej 9 og blaffe hjem, hvor både aviserne og hele byen vil tage imod ham.

Selv Harold vil ikke længere kunne skjule sig, når han hører om det, men vil være nødt til at forlade sin medicinerede, fjerne kyst og møde sin søn, som er vendt helskindet hjem og har gjort al frygt til skamme.

Gordon kan se den gule afmærkningstape, der stadig hænger på træpindene og blafrer i vinden oppe for enden af markvejen. Han sidder længe og stirrer. Det gule plastic driller ham. For det er ikke første gang, han har siddet her og prøvet at ønskedrømme Martin og Iris tilbage til livet.

Iris med den slanke talje. Iris, der lod sin hofte røre Gordons, når han var oppe på gården til middag, og de to stod og satte i opvaskemaskinen, mens Harold legede med drengene lige udenfor. Iris, der næsten altid sørgede for at fjerne sig, øjeblikket før det blev farligt.

Han vil ikke se på huset.

Jeg tager ikke derop, siger Gordon til sig selv, mens han for gud ved hvilken dag i træk sidder med hånden klar på gearstangen uden at bestemme sig. For hver gang, han bestemmer sig til at gå dybere ind i mysteriet om Martin og lege detektiv i sin egen families ulykke, mister han noget af sin egen sunde fornuft, som bliver erstattet af noget andet, noget febrilsk, der gør ham urolig. Han mærker det i sin krop, som om nogen belurer ham, når han står for sig selv og kigger på ruinen. En prikken i nakken. Paranoia. Det siger lægen også kan ske, efter at man selv har været ude for en ulykke. Det passer nok, synes han, for han spjætter om natten, når en motorcykel larmer udenfor på vejen.

Mobilen sladrer igen med sit fuglepip. Lad mig nu være, Ingrid. Jeg skal bare have lidt mere tid til at blive mig selv igen, inden jeg kommer hjem.

Gordon sætter i gear og kører hurtigt derop, før han kan nå at skifte mening.

Drengen ingen kunne finde.indd 14

14/09/15 10.05

2

Gordon kender alle sporene, for han har finkæmmet hvert eneste af dem flere gange. De ender alle sammen blindt, men det betyder mindre, for han kan aldrig lade være med at håbe alligevel. Dér står køleskabet for eksempel stadigvæk på sin plads i køkkenet, men med den hvide emalje brændt af og erstattet af en gullig metalfarve indenunder. Her ligger skruetrækkere, der faldt ned på gulvet, da skufferne, de lå i, blev til kulstøv. Håndtagene er smeltet af og dryppet ned på gulvet, hvor de er stivnet som små gule og grønne søer. Et badekar er faldet ned fra første sal, hvor det landede, da gulvet omsider gav efter. Der ligger afsvedne håndklæder i det. En af Iris’ løbesko ligger stadig, hvor den lå sidst. Han har ikke kunnet få sig til at røre ved den. Gordon går omkring og inspicerer disse og mange andre allerede velkendte relikvier fra sin brors hjem, mens han med støvlesnuden forsigtigt vender en flaske eller noget andet nytteløst ragelse. Han har som altid sin notesbog med, som han noterer i, hver gang han opdager noget, han ikke har set før. Det er mest for at berolige sig selv, at han gør det, og bogen bliver en slags skjold, selvom han ingenting skriver i den.

15

Drengen ingen kunne finde.indd 15

14/09/15 10.05

Han tøver, før han trænger helt ind i den del af huset, der stadig er intakt. Det virker hver gang, som om det stadig næsten er normalt, hvis ikke man ser den fløj, der brændte ned. Det første par trappetrin op til første sal ser stadig ud som før. Der hænger regnfrakker på knagerne i bryggerset, og en af Martins gamle tegninger er blevet sat fast flere gange med en tegnestift på væggen lige oven over tøjet. Den forestiller skoven lige uden for døren, har Gordon regnet sig frem til. Træerne er brune og nøgne, og jorden under dem har fået så meget sort fedtfarve, at papiret skinner. Der er ingen mennesker afbildet. Gordon skal til at klatre ovenpå, da han ser politibilen udenfor.

Det er betjent Rita Dobbs nede fra nabobyen Brattleboros politi.

Hun stiger ud og skubber den bredskyggede hat om i nakken, da hun ser, det er Gordon. Hendes pistolbælte sidder altid for løst, så hun er nødt til at holde i det med sin ene hånd. De har kendt hinanden altid.

Som regel ser han hende stå og give turister fartbøder nede i byen. Hun læner sig op ad sin bil og lyder træt.

“Er det bare dig?”

“Hej, Rita.”

“Huskede du at hilse din bror fra mig sidst?”

“Jeg har ikke besøgt ham siden sidst.”

Rita kommer hen til Gordon og vil ikke betræde brandtomten, men bliver stående uden for den forsvundne dørtærskel i sine blanke støvler.

Hun har altid holdt af ham og Harold.

“Du ved godt, det stadigvæk er afspærret område, ikke?”

“Jeg har ellers set mange af kvarterets unger heroppe med hash og så videre. Har du også advaret dem?”

“Jeg siger det bare.”

“Okay.”

“Hvordan går det med hovedet? Willis oppe på hospitalet fortalte mig, du havde brækket en nakkehvirvel i det biluheld.”

“Det gør ondt.”

“Hvad så med at blive hjemme? Jeg kunne komme med noget mad til dig. Mig eller Tom. Han har heller ikke set dig længe.”

16

Drengen ingen kunne finde.indd 16

14/09/15 10.05

“Jeg kan ikke lide at sidde derhjemme. Men tak skal du have.”

Ingen af dem taler om grunden til, at han ikke tilbringer mere tid end sine søvnløse nætter derhjemme. For der lugter stadig af røg og afsvedet plastic, når man kommer til at sparke til et løst stykke træ i ruinerne. Og Rita kendte mere til Gordons lange blik efter Iris end de fleste, selvom hun ingenting siger, men ved, hvad han drømmer om, når hans støvlesnude finder noget i resterne, der ser menneskeligt ud. Rita har også alt for tit hørt Gordons skiftende teorier om Martins forsvinden. Hun nikker og stiger ind i sin bil igen. Radioen skratter et eller andet om et færdselsuheld. Så hun har sin undskyldning for at lade ham være i fred. Men hun kan ikke lade ham være. Det kan hun aldrig.

“Kommer du snart til middag?”

“Ja, snart.”

“Lad det nu ikke vare for længe.”

Hun kører hurtigt sin vej. Gordon er ked af at være så fåmælt, men alle behandler ham som en patient, nøjagtig som med stakkels Harold, og han har aldrig anet, hvordan man som patient skal reagere på den slags håndsky opmærksomhed. Han bliver stående lidt i det halverede køkken, hvor han har udsigt til armlænet af sofaen og et tv, der næsten ikke er berørt af branden, men hvis skærm glimter sort i sollyset.

Dengang tv’et var nyt, sad Gordon ved siden af Martin på sofaen og så gyserfilm. Martin sad ikke på skødet, som han plejede, selvom han gerne ville, kunne Gordon mærke. Det var, fordi Benjamin også var der. På skærmen jog skyggemænd med hætter efter en ung kvinde i en skov, indtil hun selvfølgelig faldt over en trærod og så forfølgernes tavse skikkelser tårne sig op omkring sig som sorte planter, der skød op overalt.

Ingrid var også med den aften. Hun stod sammen med Iris på ter­ ras­sen og så solnedgangen, mens de delte en joint og hyggesnakkede om noget, Gordon ikke kunne høre tydeligt, selvom de af og til lo indforstået.

“Det er da for uhyggeligt, det der, drenge.”

17

Drengen ingen kunne finde.indd 17

14/09/15 10.05

Martin svarede først. Med klar stemme og et fast greb om sin tegneblok.

“Nej det er ej. For det er bare en film. Det findes ikke i virkeligheden.”

Ingrid havde stillet sig tilfreds og taget jointen fra Iris, der havde vendt sig om mod dagligstuen og først smilet til sine sønner, før det lykkedes hende at fastholde Gordons øjne og sende ham et anderledes indtrængende blik, der gjorde ham lige så skyldig indeni, som det tændte ham. Harold kom ind fra garagen med savsmuld på tøjet og et par øl i hænderne til sig selv og Gordon, og fortryllelsen blev hævet.

Men egentlig blev den det aldrig. For når han ser ud i skoven nu, selv i dagslys, kan Gordon stadigvæk drømme sig tilbage til netop det forbudte øjeblik på sofaen, som ingen anden så.

Der er den fornemmelse igen, denne prikken i huden, som om Gordon ikke mere er alene med sine minder. Han drejer hele vejen rundt om sig selv, men ser kun skovbrynet og fuglene, der fornemmer hans uro og flyver op fra kronerne. Det er sen eftermiddag, og varmen trænger ind i hovedet på ham og banker dagens første alvorlige hovedpine i gang. Det vil ikke vare længe, før han er nødt til at finde et sted at hvile sig, indtil det er gået over. Det sidste, han har lyst til, er at lægge sig i nærheden af gården, for minderne er for tydelige og smertefulde nu, men han har intet andet valg. Engen lidt længere borte ser indbydende ud. Dens høje græs bugter sig i vinden. Gordon går derover med stive skridt og leder efter et sted, hvor han ikke kan se ruinen. Han bliver svimmel, da han husker sit eget biluheld. Det skete, et godt stykke tid før Harolds familie blev ødelagt, men i hans krop føles begge hændelser forbundne. Somme tider overbeviser han sig selv om, at påkørslen var et varsel og ikke et tilfælde.

Den anden bil kom fra siden og ramte ham med så stor kraft, at han blev slynget ud ad døren og ned i grøften, før hans egen bil fortsatte flere meter videre ned ad gaden. Føreren af den anden bil var der ikke længere, da politiet kom. Spritbilist, blev der sagt. Man fandt aldrig ud af, hvem det var, for bilen var stjålet. Lige siden har det gjort ondt i Gordons hoved fra omkring frokosttid og hele resten af dagen.

18

Drengen ingen kunne finde.indd 18

14/09/15 10.05

Invalidepension kan han godt glemme alt om, siger kommunen, for han kan stadig gå oprejst og køre bil. Hvorfor skal han også være så ærlig, siger han til sig selv, men kan ikke lade være. Han kunne godt have simuleret. Men Harold ville ikke tillade andet end at tåle smerten og sige tingene, som de er. Familien Shanes drenge klynker aldrig.

Nej, han må længere bort i engen, for han kan stadig se det sammenstyrtede tag alt for tydeligt derfra, hvor han står. Derfor fortsætter Gordon endnu længere ind i græssets vildtvoksende bleggule, indtil synet af gården endelig bliver udvisket af de duvende blade. Følelsen af at være overvåget kan han heller ikke mærke længere. Han lægger sig ned og skal til at lukke øjnene, da han ser et stykke aflangt blåt på størrelse med en finger ligge i græsset.

Det er en farveblyant. En fra Caran d’Ache, skidedyr, kan Gordon huske. For han har selv købt den til Martin sammen med det særligt tykke papir, drengen havde ønsket sig.

Hans hoved dunker lidt kraftigere, og hovedpinen truer mere end før, men Gordon ser sig om efter flere spor, for det er Martin, han igen tænker på og kan mærke omkring sig. Dér! En grøn. Og derovre ligger en lyserød og en skriggul. Han fortsætter længere bort, indtil han ser Martins rygsæk ligge ved foden af et træ. Det er Martins, der er slet ingen tvivl, for Gordons fingre får lynet den op, og indeni ligger beviset.

Her er flere skitseblokke fyldt med nyere tegninger af den samme slags som dem, drengen var begyndt at lave i foråret. Gordon genkender dem med det samme. Skibe med fabeldyr i mastetoppen på et gyldent hav. Biler, der kører ud i en grøn horisont med buer, der ligner porte.

Og børn, der leger i en hvirvelstorm, som trækker dem op i himlen.

Det sidste syntes Iris var lidt makabert, kan Gordon huske, og hun bad Martin tegne noget andet. Han lavede omgående en ny til hende. Den forestillede en mor, der sad og bekymrede sig ved køkkenbordet med tankebobler over sit hoved fyldt med damer, der blev omringet af trolde, som kom vrimlende ude fra skoven. Selv Iris kunne godt se komikken og lod derefter Martin tegne, hvad han ville.

Var det Iris, der rørte ved Gordon først? Nej, det var omvendt, det må 19

Drengen ingen kunne finde.indd 19

14/09/15 10.05

det have været, den eftermiddag for så mange år siden, der altid ligger nærmest i hans erindring, selv nu.

Det skete, lige efter at hun havde fået Martin. Før Gordon mødte Ingrid, mens alting stadig kunne standses og viskes ud igen.

Iris var begyndt at kede sig og blive rastløs, kunne han se. Han lå på knæ hjemme i Harolds køkken og prøvede at reparere opvaskemaskinen en dag, hvor Martin ikke skulle hentes i vuggestuen endnu. Benjamin var i skole. Der var varmt og stille i stuen.

Harold var ude at redde kastanjerne ud af ilden for Jonesy et eller andet sted ovre i nabokommunen Bennington, for gjorde han ikke altid sådan, når tiden var ved at løbe fra arbejdet? Det var eftersommer, ligesom nu. Iris havde været ude at løbe, for hun kunne aldrig rigtig sidde stille, og stod på dørtærsklen til den gård, hun lige havde sørget for blev malet, men i sit stramme løbetøj i skriggult kunststof lignede hun et science fiction-agtigt fantasivæsen, der ikke passede ind i de landlige omgivelser.

Da de kyssede hinanden, kunne Gordon lugte hendes sved og resterne af den shampoo, hun havde brugt samme morgen. Hendes krop var så stramt pakket ind i det gule polyester, at huden havde fine, mønstrede prikker, da han tog det af og fik lynet sine egne bukser ned.

Ingen af dem sagde noget mens de lå på flisegulvet, hverken jeg elsker dig eller knep mig eller noget som helst andet, som om ord ville gøre den slags forræderi slemmere, end det i forvejen var. Hun stirrede bare på ham, da han kom. Og gik roligt ud på badeværelset bagefter, mens han lå på fliserne og mærkede skyldfølelsen nive i huden som kulde.

Naturligvis standsede de hinanden i begyndelsen. I alt blev det kun til to-tre af den slags eksplosive møder, før det nåede at udvikle sig til en rigtig affære. Der blev lagt låg på, for sådan gør man i en lille by, hvor alle kender alle, især når man knalder sin brors kone. Der var heller ikke andet for. Gordon kunne se, hvordan den lille Martins større og større synlighed fik Benjamins behov for også at få Iris til at interessere sig for ham til at vokse hele tiden, indtil han lavede ballade for at få opmærksomhed. Harold gik omkring på usynlige æggeskaller, når 20

Drengen ingen kunne finde.indd 20

14/09/15 10.05

Iris var fjern, for hendes interesse var ikke sådan at fastholde, selv når man fik den. Iris var som en sommerstorm, en energi, der bevægede sig hurtigere end hendes egen familie. Egentlig var hun aldrig helt til stede.

I årene der fulgte, mens Martin voksede sig større, kom Gordon tit forbi og fik aflad for sin dårlige samvittighed ved at hygge om ungerne og prøve at lade være med at overdrive sin venlighed. Iris, derimod, var helt naturlig og afslappet, som om der aldrig var sket noget. Hun genoptog aldrig sin flirten, når hun og Gordon var alene. Det skete kun, når der var andre til stede, for så kunne hun overdrive det og gøre alting til en åbenlys og dermed harmløs spøg, hun selv kunne skrue op og ned for. Harold lod ikke til at have opdaget noget, for han grinede bare, når hun drillede hans lillebror på den måde. Og hverken Gordon eller Iris talte nogensinde med hinanden om det, de havde sluppet løs og skyndt sig at begrave igen. Gordon begyndte endelig at komme sammen med Ingrid nede fra hospitalet, fordi han så i det mindste ikke hele tiden sad oppe på Harolds gård og var sin brors families vogter.

Gordon tænker igen på, hvor hurtigt brandmændene sagde, at løbetøjet antændte Iris’ krop. Jeg er verdens værste vogter. Jeg var der ikke, da der gik ild i huset. Hvorfor var jeg ovre i Hinsdale netop den dag? Og hvem fanden påsætter en mordbrand i dagslys?

Han ryster tanken ud af hovedet og bladrer i den af de mange skitseblokke i rygsækken, der kun lige er taget hul på.

Den sidste af Martins tegninger er ikke lavet færdig. Den forstiller det samme høje græs, Gordon ligger på knæ i. Men i Martins version står der en mand midt i engen, mens græsset bølger omkring ham og delvis skjuler hans lange krop. Figuren stirrer lige på ham. Han peger med sin ene finger. Hans hår er sort, og Martin har ikke nået at fylde pupiller i øjnene endnu, så de er stadig bare store hvide ovaler. Mandens mund er åben, som om han lige skal til at fortælle Gordon noget.

Gordon kan mærke Martins nærvær stærkere end nogensinde før.

Men det er samtidig, som om han er langt borte, fordi Gordon ikke kan se ham. Måske er selvmodsigelsen bare et forvirret signal fra hans 21

Drengen ingen kunne finde.indd 21

14/09/15 10.05

hjerne, der lider af den samme ønsketænkning som så mange gange før, nemlig at Martin er i live, selvom han bare glemte rygsækken i græsset, inden han tog hjem og brændte ihjel som sin mor. Men selv Martin med den gode fantasi og lidt distræte personlighed ville da ikke uden videre gå fra alle sine tegninger, ville han? Hvis han gjorde, hvorfor så?

Selv med hans dagdrømmeri ville han ikke strø sine dyrebare blyanter rundt på den måde. Gordons hovedpine tager til i en bankende strøm, der begynder omme i nakken og tager fat lige bag ved det ene øre.

Billedet af manden giver ham gåsehud. Han kan ikke tænke klart herude. Han føler sig ikke længere alene. Ovre i skovbrynet er der noget, der bevæger sig hurtigere end hans egen fantasi. Men det er nok kun solglimt i bladene.

Han pakker tegningerne ned i rygsækken og skynder sig væk.

Drengen ingen kunne finde.indd 22

14/09/15 10.05

3

Gordons lejlighed ligger i den mindst spændende del af forstaden West Brattleboro, som turisterne kører lige igennem på vej op i bjergene for at se bladene skifte farve i rustfarvede eksplosioner blandt det grønne, og de er så småt begyndt at komme allerede. Han lejer stueetagen i et alt for stort hus af et ægtepar, der har brug for pengene, og de ville smide ham ud, hvis de havde råd, for hans hængemule er ikke til at holde ud at se på, det ved han godt.

Ingrid kommer og går for tiden. Hun plejede ellers at bo der fast, men det var før, hans biluheld og ildebranden oppe på gården gjorde ham fjern i blikket, når hun talte om fremtiden. Så langt kan han ikke tænke længere, hvis han da nogensinde har kunnet. Fremtiden ligger nu kun et sted mellem hans hoveddør og Harolds enestue på sanatoriet ovre på den anden side af den større by Brattleboro helt nede ved floden.

Og det er ikke længere nok for Ingrid, der er nyuddannet sygeplejerske og gerne vil føle, det har betydet noget at have tålmodighed med ham i næsten to år. Hver gang hun går hjem til sig selv og vender sig om i døren, genkender Gordon samme blik, han fik fra Harolds kolleger 23

Drengen ingen kunne finde.indd 23

14/09/15 10.05

inde på vejvæsenets kontor. Det er den slags, der ynker folk, lige før de bliver forladt.

Han træder ind i køkkenet, hvor han ser Ingrid sidde på bordet og spise en banan. Hun dingler med fødderne og krøller tæerne i sine røde sokker. Han kysser hende på kinden, ikke på munden. Hun ser på rygsækken og vil først ikke spørge, men kan ikke lade være.

“Hvor har du fundet den der? Det er jo Martins.”

Gordon svarer ikke lige med det samme, men hælder lunken kaffe op til sig selv og gør et nummer ud af at lede efter mælk i køleskabsdøren, så han ikke behøver snakke så meget. Men Ingrid er ligeglad med hans tavshed og bliver ved.

“Oppe ved gården, ikke?”

Ingrid svarer for ham og sukker, mens hun lyder nøjagtig så skuffet, som han havde regnet med. For han havde jo lovet at holde sig væk, fordi hans ture derop gjorde ham mere og mere ked af det for hver gang. Hun træder ned på gulvet og leder efter sine sko. Han stryger hende om nakken, og hun flytter sig ikke. Hun aer ham ikke igen lige med det samme, men gør det først, da det ville være pinligt at lade være.

Hun ser bekymret ud og prøver at lade være med at spørge om noget, hun har plaget ham med i ugevis. Og igen kan hun ikke lade være, for nogen må jo holde styr på tingene.

“Har du bestilt tid hos speciallægen i Burlington, hvad hedder hun nu? Riggs?”

“Ritts.”

“Dr. Ritts, okay. Har du ringet?”

“Jeg har det meget bedre nu.”

Gordon drikker lidt kaffe, mens han gemmer løgnen bag ved kruset.

Ingrid ser træt ud igen.

“Nå, men jeg har snart vagt, så ...”

“Jeg skal nok ringe.”

Ingrid tager sine gummisko på og binder dem for stramt, fordi hun ikke har andre steder at få afløb for sin irritation over Gordons behov for at grave videre i tragedien.

24

Drengen ingen kunne finde.indd 24

14/09/15 10.05

“Hvad får du ud af at rode rundt deroppe?”

“Det ved du godt.”

“Det vidste jeg i begyndelsen. Før du begyndte at slæbe ting hjem.”

Gordon vender sig om med et udtryk i ansigtet, der ligner vrede, men mest får ham til at se såret ud.

“Hjem? Jeg troede ikke, du boede her mere.”

“Vil du ikke godt holde op, skat? Hvad? Det bliver kun værre.”

Gordon tager rygsækken med ind i dagligstuen, som for længst er blevet omdannet til hans eget klodsede, selvopfundne detektivbureau.

Her ligger alle de ting, han i ugernes løb har fundet i brandtomten, og som stadig lugter af røg. En enlig gummistøvle. Tilhørte den Iris? Eller Benjamin? Ikke til at sige, og også lige meget, for man kan aldrig vide, siger Gordon altid til sig selv, når han tvivler på, om han nogensinde skal få opdaget, hvem der påsatte branden, og hvorfor. På kaminhylden står afsvedne billedrammer uden fotos i, fordi de var det første, der brændte, da varmen tog til. Gordon har gemt en hestesko, han fandt ved laden, en spore, som lå ude i marken, og et par briller, han ikke ved, hvis er.

Nu lyner han rygsækken op og skal til at gennemgå alle tegningerne, en for en. Ingrid kan se på den måde, han allerede har sat sig til rette på, at han har glemt, hun lige sagde noget vigtigt til ham. Han drømmer om tiden før branden. Hvis hun vidste, at han også drømmer om Iris med den stramme løbedragt, ville det knuse hende. Men heller ikke hun ved noget om, hvad der skete dengang. Hun hader bare den sodede lugt og har luftet ud i timevis, inden han kom. Det gør hende vred, at han ikke har bemærket det. Hun finder sin jakke. Jeg ved ikke, om jeg vender tilbage denne gang, tænker hun, men spørger alligevel, som hun plejer.

“Jeg er færdig klokken otte. Skal jeg tage lidt indisk med til dig?

Tandoorikylling, eller noget?”

“Mmmh.”

“Elsker dig.”

“Elsker også dig.”

Gordon hører ikke døren gå, fordi han allerede er begyndt at bladre i den første skitsebog, som er fyldt med figurer, der rider gennem højt græs 25

Drengen ingen kunne finde.indd 25

14/09/15 10.05

på deres brune heste. Rytternes ansigter er skjult bag ved hatteskygger så brede, at de næsten ligner noget fra Mexico. Dyrenes flanker er tegnet så store, at de bevæger sig i landskabet som levende huse. På et andet ark har Martins sorte og grønne farveblyant skabt noget, der ligner et forstudie til manden i det høje græs, som er endnu mere ildevarslende.

Her træder figuren frem uden ben bag græsstråene, men med et større ansigt end før, og stadig uden øjne, fordi hans pandehår dækker dem.

Håret er tegnet med sort og blåt, så det virker levende, for Martin har lært noget af de tegneseriehæfter, han køber nede på tanken. Her peger manden ikke, men vinker minsandten til den, der ser ham. Fingrene er stadig tegnet lange som stilke.

Kaldte han dig til sig, Martin, tænker Gordon og mærker sin hud blive kold. Fulgte du efter ham ud i skoven, og er det i virkeligheden ikke en hilsen, men snarere en hånd, der vinker dig derud? Årh, hold nu kæft, Gordon, siger han til sig selv og fylder mere kold kaffe i kruset. Han virrer med hovedet, for han er begyndt at synke ned i de samme tvangstanker, han er plaget af, hver gang han har fundet nye ting oppe ved ruinen, der bare sætter gang i hans fantasi og skyldfølelse. Han bladrer videre og ser skitser af sorte fugle, vinger, øjne og skyer, der alle sammen betyder lige så lidt som tegningen af manden i det høje græs, for Gordon har genkendt ham på de lange negle og hvide øjne: Han optræder som skurk i en af Martins yndlingsserier, et japansk mangahæfte, der handler om en spøgelsesklatretyv, der vist hedder Mika eller Miko. Nej, der stod ikke nogen ude i marken foran Harolds gård, og figurerne er bare skabt af Martins frie fantasi. Gordon har fundet et par af hæfterne oppe i brandtomten for længe siden. Og skitseblokkene er så våde, at de sagtens kan have ligget derude i engen længe før branden. Sådan er det, færdig, basta.

Han bladrer om til sidste ark, fast besluttet på at glemme det hele igen, da han ser Martins mest udførlige tegning.

Her står den slanke mand foran rytterne længere borte i marken, højt oppe, hvor Gordon selv fandt Martins rygsæk. Hestene viger lidt bort fra ham, helt ud i kanten af papiret, fordi Martin har tegnet ham 26

Drengen ingen kunne finde.indd 26

14/09/15 10.05

med stråler, der bølger begsort ud fra lokkerne omkring hans hoved, hvis hår virker levende i sig selv; han er som en mandlig Medusa i skoven, og selv træerne giver ham plads. Alle figurerne ser nedad, på den, der tegner dem. På Martin. På Harolds hjem, som har vakt deres nysgerrighed. De er ikke udsprunget af nogens dagdrømme. De findes.

De har ikke kun set Martin.

Han har også set dem.

Jeg er ikke tosset, mumler Gordon og sætter kurs mod bilen. Hans fingre skælver om nøglen, da han låser døren op. Han ved, han er nødt til at tvinge Harold til at vågne af sin døs. Og til samtidig at give slip på sin egen.

Hans hovedpine er forsvundet.

Drengen ingen kunne finde.indd 27

14/09/15 10.05

Ch r i st i a n Mør k

FOTO : LES KANER

Den sidste af Martins tegninger er ikke lavet færdig.

Den forestiller det samme høje græs, som Gordon ligger på knæ i. Men i Martins version står der en mand midt i engen, mens græsset bølger omkring ham og delvis skjuler hans lange krop. Figuren stirrer lige på ham. Han peger med sin ene finger. Hans hår er sort, og Martin har ikke nået at fylde pupiller i øjnene endnu, så de er stadig bare store, hvide ovaler. Mandens mund er åben, som om han lige skal til at fortælle Gordon noget.

★★★★★ “Vanvittigt velskrevet og magtfuldt opbygget spændingsroman.”

EKSTRA BLADET

SPÆ N DI NG S ROM A N

★★★★★ “Det er sjældent at en debuterende forfatter rammer så rent i plot, tone og sprog. Læs den.”

NYHEDSAVISEN

★★★★★

C h r i s t i a n Mør k

“En psykologisk krimi, der bevæger sig ind i sindets mørkeste kroge.”

JYLLANDS - POSTEN

★★★★★ “Det kører for Mørk i Darling Jim. Han er virtuost førførende.”

“Jeg blev så dybt fascineret af historien, at jeg læste den to gange lige efter hinanden for at få alle de forskellige nuancer med.” J A N N I K L U N N

BERLINGSKE TIDENDE

★★★★★ gik i skole i den amerikanske stat Vermont.

Skolen lå uvejsomt, omkranset af en endeløs skov og med gravsten fra revolutionskrigen, der var sunket halvt ned i jorden. Dér begyndte de første spirer til denne bog.

Mørk er forfatter til otte tidligere romaner, deriblandt De ti herskere, Darling Jim og De forhadte. Han bor i New York.

POLITIK ENS FOR L AG

“En særdeles velskrevet slægtsroman om de utømmelige emner: Forbrydelse og straf.”

ALT FOR DAMERNE

★★★★★

ISBN 9788756799430

“… En dybt fascinerende og foruroligende fortælling om drifter og etik, om fristelse og fortabelse.”

JYLLANDS - POSTEN OMSLAG : SIMON LILHOLT

/

IMPERIET . DK