Drømme på flugt

OMAR ER TOLV ÅR og bor med sine søskende i Bosra i Syrien. Han passer sin skole og hjælper til i sin onkels butik. Omar interesserer sig ikke for politik, i stedet drømmer Der lød råb, da kuglerne ramte deres

han om at blive en stor forretningsmand og berømt i hele

mål, og adskillige mennesker skreg.

verden. Omars storebror Musa er derimod involveret med en

Nogle af de forreste drenge spjætte-

gruppe politiske aktivister og ønsker inderligt at befri Syrien

de og faldt om på gaden. Tre-fire

fra undertrykkelse.

ELIZABETH LAIRD blev født i New Zealand i 1943, men er vokset op i England. Hun har boet i mange dele af verden heriblandt Etiopien, Malaysia, Irak og Libanon.

Elizabeth Laird har udgivet utallige

stykker lå helt stille, mens andre forsøgte at rulle eller kravle væk. Så

Inden længe begynder bomberne at falde over Bosra, folk bliver

børne- og ungdomsbøger, er udgivet

gik det op for mig, at det var rigtige

slået ihjel, og Omars familie har intet andet valg end at flygte

på mere end 15 sprog og har vundet

soldater, jeg kiggede på, med rigtige

fra hus og hjem med de få ejendele, de selv kan bære. Men

en lang række priser. Elizabeth Laird

våben og rigtige kugler.

uanset hvor langt de kører fra byen, så følger krigens skygge

har besøgt flere flygtningelejre, og

familien ubønhørligt – og de må til sidst forsøge at undslippe

det er her, hun har fundet inspira-

I samme øjeblik fik jeg øje på Musa.

deres hjemland helt. Men hvor tager man hen, når man ikke kan

tionen til Drømme på flugt.

Min bror, min idiotiske bror, som

tage hjem?

havde befundet sig ude i siden af marchen, kom humpende hen ad fortovet mod mig, samtidig med at han holdt sin nye mobil op foran sig.

Han filmede det hele.

VI ER INGEN STEDER. OG VI RISIKERER AT VÆRE HER FOR EVIGT ...

„Bogen forklarer tydeligere, end jeg nogensinde har hørt, hvordan krigen i Syrien begyndte.“ ALEX O’CONNELL, THE TIMES CHILDREN’S BOOK OF THE WEEK

MED EFTERORD AF LÆGER UDEN GRÆNSER ISBN 9788740038170

OMSL AG: SIMON LILHOLT / IMPERIET

Drømme på flugt.indd 2

20/06/17 14.37

Elizabeth Laird

DRØMME PÅ FLUGT På dansk ved Brian Christensen

Politikens Forlag

Drømme på flugt.indd 3

20/06/17 14.37

Drømme på flugt.indd 4

20/06/17 14.37

Til mine børnebørn: Fergus, Ilias, George og Iskander

Drømme på flugt.indd 5

20/06/17 14.37

Drømme på flugt.indd 6

20/06/17 14.37

Borgerkrigen i Syrien, som har medført ødelæggelser i alle områder af dette gamle og smukke land, begyndte i marts 2011, da nogle drenge i byen Daraa i den sydlige del af landet skrev et slogan på deres skoles mur. Der stod: Folket vil have en ny regering!

Myndighederne var nervøse på grund af de revolutioner, der havde fundet sted i andre dele af Mellemøsten, og de slog særdeles hårdt ned på drengene, der blev arresteret og tortureret i fængslet.

Drengenes hårde straf ophidsede mange mennesker, som i forvejen var vrede på det brutale styre, og de arrangerede derfor en række demonstrationer. Regeringen svarede igen med kugler og anholdelser.

Folk mistede livet, urolighederne bredte sig til andre byer, og inden længe var hele landet i borgerkrig.

Urolighederne førte blandt andet til fremkomsten af en ny bevægelse, der var en ekstrem og fanatisk udgave af islam, kendt som ISIS i Vesten og Daesh i Mellemøsten. ISIS-tilhængerne erobrede dele af det nordlige Syrien og Irak og har opfordret og inspireret til terrorangreb over hele verden.

ISIS trådte først ind på scenen i Syrien efter begivenhederne, der skildres i Drømme på flugt, og deres grusomme ideologi ville have forfærdet Musa, Omar og deres venner i denne bog.

Kaosset i Syrien har også haft til følge, at millioner af mennesker 7

Drømme på flugt.indd 7

20/06/17 14.37

er blevet nødt til at forlade deres hjem. Halvdelen af indbyggerne har måttet søge ly i andre områder af deres hjemland eller i Syriens nabolande. I Jordan, for eksempel, er hver sjette indbygger nu flygtning fra Syrien.

Nogle syrere har begivet sig ud på den lange og farlige rejse for at finde fred og sikkerhed i Europa. Nogle har haft heldet med sig og forsøger nu at skabe sig et bedre liv for deres familier, mens andre trist nok er omkommet på vejen eller er blevet sendt retur af stadig mere ængstelige europæiske lande.

Ved slutningen af 2. verdenskrig blev mange millioner europæere tvunget til at flygte fra deres hjem. Vi hylder mindet om dem, der hjalp dem med at flygte fra krigens elendighed og slå sig ned nye steder. Hvordan vil historiens dom lyde over os og vores behandling af nutidens flygtninge?

Elizabeth Laird

Drømme på flugt.indd 8

20/06/17 14.37

Første del

Drømme på flugt.indd 9

20/06/17 14.37

Drømme på flugt.indd 10

20/06/17 14.37

Kapitel 1 Min hjemby er et dejligt sted – var et dejligt sted, skal jeg måske hellere sige. Den hedder Bosra og ligger i Syrien. Den er ikke særlig stor, så man kan ikke fare vild, og midt i den er der ruiner af en stor by fra romertiden – hele gader, templer, et amfiteater og så videre.

Før i tiden kom der turister fra hele verden for at se Bosra. Hvis jeg havde haft lige så mange penge som dem, ville jeg være rejst til et fedt sted som Dubai eller New York eller London, men jeg er jo heller ikke så vild med historie.

Når jeg nu ser tilbage, virker de dage i Bosra som en slags drøm.

Alt var normalt og fredeligt. Min far arbejdede i turismedepartementet (i en embedsmandsstilling), og mor klarede alting derhjemme. Jeg gik i skole og havde to job ved siden af, så jeg havde travlt hele dagen og halsede af sted for at nå det hele.

Om morgenen fra fem til syv arbejdede jeg i onkel Alis isenkramforretning. Det var min far, baba, der sagde, at jeg skulle. Bagefter gik jeg i skole til klokken tretten, skyndte mig hjem for at sluge min frokost, og så var det af sted igen for at arbejde i de romerske ruiner med fætter Rasoul.

Det var dagens højdepunkt at være sammen med Rasoul. Han havde en souvenirbutik lige ved siden af det gamle romerske amfi­ teater. Rasoul var det mest fantastiske menneske i verden i mine 11

Drømme på flugt.indd 11

20/06/17 14.37

øjne. Han var tyve år, sjov, flot, vidste alt om sport og havde alt det nyeste nye – jeg ville være ligesom ham, når jeg blev stor.

Mit arbejde bestod i at få turisterne til at vælge vores butik i stedet for en af de andre, der lå langs vejen hen til ruinerne. Turister lægger mere mærke til børn end til voksne, så det gav meget god mening. Og jeg var rigtig god til at sælge, for jeg havde en supergod metode.

“Antiques, nice and cheap! Lovely rugs, in a heap!” råbte jeg på engelsk, mens jeg hoppede og dansede på stedet. “Camel bells. No bad smells! Come and see! Buy from me!”

Det var stort set det eneste, jeg kunne sige på engelsk, bortset fra “Hello, what is your name” og “My name is Omar”, som vi havde lært i skolen. En ung mand med langt lyst hår havde fundet på rimet for mig. Jeg tror, han var amerikaner. Han havde siddet en hel eftermiddag foran Rasouls butik og set mig forsøge at lokke turisterne indenfor, og så havde han skrevet rimet ned og lært mig at sige det.

Turisterne vendte sig altid om og smilede til mig, når de hørte det, og nogle af dem gik faktisk ind i butikken og købte noget.

Rasoul var stolt af mig, fordi jeg var sådan en god sælger, og han satte mig derfor til at sælge nogle ark med postkort. Hvert ark bestod af ti kort, som man kunne folde ud for øjnene af turisterne. Han lod mig beholde næsten alt overskuddet, og på den måde opbyggede jeg en hemmelig opsparing i en plasticpose, som jeg gemte under madrassen derhjemme.

Når der ikke var nogen turister i nærheden, og Rasoul havde travlt med at snakke med de andre souvenirsælgere, forsvandt jeg ofte ind i min yndlingsdagdrøm. En skønne dag, når min opsparing under madrassen var stor nok, ville jeg købe et æsel og leje det ud til de mænd, der tilbød turisterne rideture. Med de tjente penge ville jeg købe et æsel til og så et til, indtil jeg havde en hel række af skrydende gangere. Takket være alle de penge, jeg havde tjent, kunne jeg åbne min egen butik. Den ville endda være bedre end Rasouls. Jeg ville opstille alle varerne på en spændende måde og 12

Drømme på flugt.indd 12

20/06/17 14.37

skrive skiltene på engelsk. Min storesøster, Eman, ville fortælle mig, hvad jeg skulle skrive. Hun var glad for at gå i skole og var rigtig god til engelsk. Inden længe ville jeg være så rig, at jeg kunne købe en bil, en stor hvid en med tonede ruder, og jeg ville købe en guldhalskæde til mor, som så ville holde mere af mig end af min irriterende storebror, Musa. Og så ...

Men hvad nytter det at snakke om disse gamle drømme? Hvordan skulle jeg kunne vide, hvad der ville ske? Ingen anede, at katastrofen var på vej, slet ikke mig. Jeg var trods alt ikke engang fyldt tretten.

Jeg kan stadig huske den dag, hvor det gik op for mig, at alting ville blive anderledes. Min far vækkede mig som sædvanlig klokken halv fem om morgenen.

“Har du tænkt dig at ligge der hele dagen? Kom så, Omar. Op med dig.”

Det var naturligvis mørkt, men der var lys i køkkenet på den anden side af gangen, og jeg kunne se mor stå ved komfuret og koge vand til te med damp bølgende omkring hovedet.

“Du kører ham for hårdt,” råbte hun til min far. “Lad ham nu sove. Han skal være frisk og klar til skolen. Han skal da ikke ud at arbejde så tidligt.”

“Skolen!” fnøs baba. “Har du set hans sidste karakterer? Han er doven. Han har godt af at lære at arbejde og klare sig selv, ligesom jeg gjorde, da jeg var på hans alder.” Så gik han ud i køkkenet for at hente sin te.

Der lød en hosten fra sengen over for min. Min storebror, Musa, var vågen. Jeg kunne se hans åbne øjne glimte i det svage lys.

“Du kan sagtens,” vrissede jeg og skar ansigt ad ham. “Dovne hund. Du behøver ikke at stå op midt om natten og udføre slave­ arbejde. Du kan bare blive her hele dagen og hygge dig. God fornøjelse.”

Men så fik jeg dårlig samvittighed, for Musa ville være taget med 13

Drømme på flugt.indd 13

20/06/17 14.37

mig, hvis han havde været i stand til det. Han er spastisk lammet og kan kun gå meget langsomt. Og han spjætter også med hænderne.

Jeg sparkede ud efter ham for sjov for at vise, at jeg var ked af det, jeg havde sagt. Han slog svagt ud efter mig, men ramte selvfølgelig ved siden af. Han kan slet ikke styre musklerne tidligt om morgenen.

“Lige ved og næsten,” sagde jeg.

Han gryntede, som om jeg havde irriteret ham.

Hvad er der i vejen med dig? tænkte jeg. Jeg prøvede bare at være venlig.

Jeg havde fået den ene arm gennem ærmet på min skoleskjorte og kæmpede for at trække den over hovedet (jeg var faktisk vokset ud af den, og ærmerne var for stramme), da jeg syntes, at jeg hørte mor sige: “Hvornår har du tænkt dig at fortælle børnene det?”

“Når jeg selv synes,” svarede baba. “Det er ikke noget, der haster.”

Jeg trak hårdt i skjorten, fik hovedet igennem halsudskæringen og så på Musa. Han baksede med at sætte sig op.

“Hørte du det?” hviskede jeg. “Hvad er det, han skal fortælle os?”

“Det ved jeg ikke,” sagde han søvndrukkent. “Du må hellere se at komme af sted. Jeg får lokket det ud af mor og fortæller dig det senere.”

Jeg tror i hvert fald, at det var det, han sagde. Musa taler ikke så tydeligt. Det lyder, som om hans tunge er for stor eller sådan noget.

Jeg er vant til det, men selv jeg forstår ham ikke altid første gang. Jeg tøvede, men vidste, at Musa havde ret. Han kan få mor til at fortælle ham alt. Han er hendes yndlingsbarn. Det irriterer mig virkelig nogle gange, især når han er i dårligt humør og opfører sig tarveligt.

Nå, men jeg slog det ud af hovedet og løb ud i køkkenet, snuppede den skive brød og det stykke ost, som min storesøster, Eman, rakte frem til mig (hun er tre år ældre end mig og halvandet år ældre end Musa), og var halvvejs ude ad døren, da hun råbte: “Kom tilbage og red håret! Vil du have, at folk tror, du er en hjemløs vagabond?”

Jeg skar ansigt ad hende, mumlede et eller andet uforskammet 14

Drømme på flugt.indd 14

20/06/17 14.37

om stupide storesøstre, glattede håret med hånden og slap omsider ud af lejligheden. Klokken var allerede over fem, og jeg var nødt til at løbe hele vejen til onkel Alis isenkramforretning. Det var februar og så bidende koldt, at bilernes ruder var iset til, men løbeturen ville i det mindste give mig varmen.

Onkel Ali var gammel og gnaven, men jeg kunne godt lide ham, selv om jeg ikke kunne fordrage at stå så tidligt op for at arbejde i hans forretning. Han havde altid lavet en kop varm te til mig, når jeg kom. Vi sagde ikke så meget til hinanden det første stykke tid, for jeg vidste, hvad jeg skulle lave. Stativerne skulle køres ud på fortovet, og så skulle der fejes i forretningen, og alle gryderne og panderne og plasticskålene skulle stilles på plads udenfor. Han afleverede min løn direkte til baba, men gav mig af og til lidt ekstra drikkepenge.

Dem fortalte han ikke baba noget om, og det gjorde jeg heller ikke.

Den dag var onkel Ali mere gnaven end normalt. Han var altid hård udenpå, men jeg vidste, at han havde et blødt hjerte indeni, og at han faktisk rigtig godt kunne lide mig, så jeg havde ikke noget imod hans skrappe facon. Men den morgen var alt, hvad jeg gjorde, galt.

“Se dig dog for!” vrissede han, da jeg kom til at køre stativet ind i dørkarmen. “Er du ude på at ruinere mig, eller hvad?”

Og da jeg så gik i gang med at feje i forretningen, brølede han: “Forsigtig! Du hvirvler støv op og sviner alting til!” Og så rev han kosten ud af hånden på mig og begyndte at feje så hidsigt med den, at han selv lavede små støvskyer.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg gik udenfor for at støve stativerne af og var nær stødt ind i den nysgerrige mand, der ejede forretningen med elartikler længere nede ad gaden. Han standsede brat, da han så mig, og så skubbede han mig væk, stillede sig i døren til vores forretning og råbte: “Er du der, onkel?” (Alle kalder onkel Ali “onkel” af en eller anden grund). “Hvordan har familien det? Er alle sunde og raske?”

Onkel Ali var længe om at svare.

15

Drømme på flugt.indd 15

20/06/17 14.37

“Ja, Allah være lovet,” sagde han til sidst og kom langsomt ud af forretningen.

“Man kan jo ikke tage noget for givet.” Hr. Nysgerrigs falkeblik gled rundt i butikken, som om han ledte efter nogen. “Der er ballade alle vegne. I Tunesien, Egypten – terroristerne forsøger at lave rav i den. Vi har i det mindste en stærk regering her i Syrien. Lov og orden er, hvad vi har brug for. Det gælder bare om at få gennet ballademagerne sammen og skyde dem.”

“Det siger du jo,” sagde onkel Ali fraværende.

Hr. Nysgerrig trådte et skridt frem mod ham.

“Din søn læser på universitetet, ikke?” Han havde nu blikket rettet mod døren bagest i forretningen, som om han havde mistanke om, at onkel Alis søn gemte sig bag den.

Han ventede, men onkel Ali nikkede bare.

“Jeg hører, at han omgås de forkerte.” Hr. Nysgerrigs stemme var blevet hårdere. “Du må hellere advare ham, onkel, og sige til ham, at han skal holde sig fra politik. De unge ballademagere trænger til at få sig en lærestreg.” Han kiggede længe på onkel Ali og vendte sig så om mod mig. Et eller andet ved hans blik fik mig til at ryste.

“Omar hjælper mig om morgenen, inden han skal i skole,” skyndte onkel Ali sig at sige. “Han skal faktisk af sted nu. Hvor er din skoletaske, Omar? Se så at komme af sted med dig. Du vil jo ikke komme for sent, vel?”

Jeg var ved at tabe underkæben. Det var alt for tidligt at tage af sted. Jeg skulle til at hente min taske, men inden jeg nåede at fiske den frem bag disken, hvor jeg havde stillet den, kaldte nogen ude på gaden på hr. Nysgerrig, og han skyndte sig væk uden at se sig tilbage.

Der var gledet en sky for onkel Alis ansigt, og jeg kunne se, at hans hænder rystede.

“Er der noget galt, onkel?” spurgte jeg. “Skal jeg hente en kop te til dig eller noget?”

Han rystede på hovedet.

“Jeg har det fint nok. Men jeg har et godt råd til dig. Hold dig 16

Drømme på flugt.indd 16

20/06/17 14.37

fra folk som ham. Og du skal aldrig tale om politik, ikke med nogen som helst. Aldrig.”

Jeg nikkede. Jeg var ærlig talt træt af at få formaninger. Baba kværnede altid løs om det samme.

Lad være med at blande jer i ting, I ikke har forstand på, sagde han tit til os børn. Hold jeres tanker for jer selv. Hvis I bliver angivet for at sige det forkerte, får I os alle sammen i fedtefadet. Myndighederne har informanter alle vegne, og det er ikke til at vide, hvem de er.

I vil ikke i fængsel, vel? Vil I have, at jeg mister mit arbejde? Så hold jeres mund.

Jeg så bare på onkel Ali uden at ane, hvad jeg skulle gøre.

“Skal jeg arbejde videre nu?” spurgte jeg ham. “Du mente da ikke det med, at jeg skulle tage i skole, vel? Jeg er ikke færdig med stativerne endnu.”

“Jo jo, af sted med dig,” sagde han. “Jeg lukker alligevel forretningen. Jeg rejser væk et stykke tid og besøger min datter i hendes landsby. Det skal nok gå alt sammen, inshallah.”

Han stak hånden i lommen, fandt et bundt pengesedler frem og gav mig det.

“Du er en god dreng, Omar. Du har fortjent dem her. Jeg har endnu et råd til dig: Vær flittig i skolen. Uddan dig til noget. Det er lige meget hvad. Syrien går måske dårlige tider i møde, og du får brug for alle de muligheder, der er til rådighed for dig.”

Jeg kunne ikke lide at tælle pengene lige for øjnene af ham, men jeg kunne se, at der var mange. Jeg tog dem, fremmumlede et par ord til tak og gik så. Jeg ville ønske, at jeg havde sagt ordentligt farvel til ham, men jeg vidste selvfølgelig ikke, at jeg aldrig ville se onkel Ali igen.

Drømme på flugt.indd 17

20/06/17 14.37

Kapitel 2 Der var ikke langt til min skole fra onkel Alis forretning, og jeg var tidligt på den for en gangs skyld, så jeg behøvede ikke at skynde mig.

Jeg hadede at gå i skole. Jeg var en klovn til alle fagene og kunne ikke bruge nogen af dem til at blive den store forretningsmand, jeg havde tænkt mig at blive.

Det blev ikke bedre af, at både Eman og Musa var virkelig dyg­tige i skolen. Eman var lærernes kæledægge på sin pigeskole, hendes bøger var ordentlige og nydelige, og hun fik topkarakter i alt. Hun ville gerne være lærer. Baba rynkede panden, når hun sagde det, men mama smilede opmuntrende til hende bag hans ryg. Mama havde selv drømt om at blive lærer som ung, men hendes far havde giftet hende bort til baba, da hun var femten, så hun fik aldrig chancen.

Musa og jeg gik på drengeskolen. Lærerne havde opgivet Musa for mange år siden og sagt, at han var dum. De prøvede ikke engang at forstå, hvad han sagde, så til sidst holdt han bare helt op med at tale i skolen. Hans håndskrift var ganske vist helt håbløs, fordi han ikke kunne lade være med at spjætte med hænderne, men det var ikke ensbetydende med, at han ikke kunne lære noget.

Hvis jeg var blevet grinet ad og mobbet, lige så meget som Musa blev, tror jeg, at jeg ville være droppet helt ud af skolen, men Musa havde rygrad. Han opgav ikke skolen – trods de blå mærker, de itu18

Drømme på flugt.indd 18

20/06/17 14.37

revne kladdehæfter og drillerierne. Da han blev tolv år, havde han opnået en vis respekt, og de fleste af mobberne lod ham være i fred.

Lykken vendte for ham i syvende klasse. Hans lærer, hr. Ibrahim, var ikke som de andre. Han opdagede, hvad vores familie havde vidst hele tiden: at Musa var et geni. Han kunne løse vanskelige ligninger i hovedet lige så let som at blinke. Han kunne også godt lide at læse bøger, hvilket man ikke kunne sige om nogen andre drenge, jeg kendte. Hvis man ellers gad sidde og lytte til Musas utydelige tale, kunne han fortælle de mest utrolige ting om hvaler, menneskets DNA, Det Ottomanske Rige, slanger og planeten Jupiters atmosfære. Da først hr. Ibrahim havde knækket Musas kode, blev min bror lidt af en legende. Han fik også et par venner. De var nogle værre nørder, må jeg godt nok indrømme. De tre gik rundt og talte nonstop om guderne måtte vide hvad. Det var socialt selvmord at blive set sammen med Musas kiksede venner, så ingen kom i nærheden af dem.

Det var irriterende at gå et par klasser under Musa i skolen, for alle regnede med, at jeg også var et kvikt hoved. Men det var faktisk Musa, der blev min redningsmand. Om aftenen, når han havde lyst, dikterede han mere eller mindre mine lektier for mig. Han gjorde det kun for at kunne føle sig overlegen for en gangs skyld. Og han skyldte mig det, tænkte jeg, for alle de gange, jeg var nødt til at befri ham for mobberne (selv om jeg må indrømme, at jeg nogle gange listede mig i den anden retning, når jeg så, at der var optræk til ballade).

Nu hvor jeg fortæller om min familie, kan jeg lige så godt nævne de små også. Der var et stort spring mellem dem og mig. Min lillebror, Fuad, var fem år og temmelig irriterende det meste af tiden.

Nadia var kun halvandet år, så hun var ikke meget mere end en baby i mine øjne. Hun var sød, og jeg kunne rigtig godt lide at tage hende op og lege med hende.

Denne skoledag blev et lige så stort spild af tid som alle de andre, og da den endelig var slut, ventede jeg på Musa ved porten. Han gik 19

Drømme på flugt.indd 19

20/06/17 14.37

altid så frygtelig langsomt, og sommetider blev jeg utålmodig og gik hjem i forvejen, men den dag ville jeg tale med ham og havde ikke noget imod hans skildpaddetempo.

“Lad mig så høre,” sagde jeg, så snart vi var på vej. “Fik du mama til at sige, hvad den store hemmelighed er?”

“Ja.” Han flyttede skoletasken over på den anden skulder og sagde ikke mere.

“Spyt ud.”

“Du bliver ikke glad for at høre det, Omar.”

Han nød at trække tingene ud. Han gjorde det med vilje bare for at drive mig til vanvid.

Jeg gav ham et slag med min skoletaske og måtte så gribe fat i hans skulder, for at han ikke væltede.

“Lad være med det!” sagde han fornærmet. “Nu gider jeg ikke fortælle dig det.”

Men jeg kunne se, at han var helt syg efter at sige det. Jeg bed min irritation i mig.

“Jeg bærer din taske for dig, hvis du fortæller mig det,” sagde jeg.

Han rakte mig skoletasken. Den var fyldt med bøger og meget tungere end min.

“Du skal først love, at du ikke siger noget om, at du ved det,” sagde han. “Mama sagde, at jeg ikke måtte fortælle det til nogen.”

“Det lover jeg.”

“Nej. Du skal mene det.”

“Jeg lover det! Hvad vil du have, jeg skal gøre? Kaste mig i støvet?”

“Okay. Nu siger jeg det. Vi skal flytte til Daraa. Baba er blevet forflyttet til Landbrugsministeriet. Nå, hvad siger du så?”

Jeg standsede brat, lige midt på ​​vejen. Chokket fik mig til at sitre.

“Du tager gas på mig, Musa.”

“Jeg sagde jo, at du ikke ville blive glad for at høre det. Vi skal bo sammen med farmor.”

20

Drømme på flugt.indd 20

20/06/17 14.37

“Hvad? Det kan vi da ikke. Faster Majda bor der. Med onkel Feisal og alle deres børn.”

“De flytter ud. Kom nu, Omar. Du kan ikke bare stå der og spærre gaden hele dagen.”

På en eller anden måde fik jeg mine ben til at bevæge sig igen.

“Ved Eman det?”

“Det går jeg ud fra. Mama fortæller hende jo alt.”

“Jeg kan forestille mig, at Fuad og lille Nadia og halvdelen af gaden også ved det. Alle undtagen mig.”

“Hold nu op. Jeg fandt kun ud af det, fordi du overhørte baba og fik mig til at spørge mama, husker du nok.”

“Hun ville sikkert have fortalt dig det alligevel,” sagde jeg bittert.

Musa gik hurtigere end mig for en gangs skyld. Jeg var faktisk nødt til at indhente ham.

“Hvornår skal vi flytte?”

“Sidst på måneden.”

“Hvad? Men det er jo kun om fire ... nej, tre uger! Det er praktisk talt i morgen! Hvad med mit arbejde hos Rasoul og mine postkort?”

“Folk er da ligeglade med dine postkort.” Nu var det Musa, der lød misundelig. “Du har selv sagt, at der næsten ikke kommer nogen turister mere. ‘Mellem’ og ‘Østen’ er forbudte ord i deres ører.”

Jeg bed mig i underlæben. Han havde ret, måtte jeg indrømme.

Turisterne holdt sig væk, fordi de var bange. Jeg havde ikke solgt et eneste ark med postkort i flere uger.

Jeg gik videre uden at sige noget, mens jeg forsøgte at fordøje nyheden. Musas følelser måtte også have været i kog, for til sidst udbrød han: “Du skal nok klare dig! Men hvad med mig? Det hele begynder forfra. ‘Fedeberg, sinke, krøbling. Tag den blomme ud af munden, Musa! Kom så, Musa. Løb! Hey, venner, prøv lige at se spasseren!’ Og tævene. Kan du huske, dengang de brækkede armen på mig? Dig og dine postkort!”

Han standsede, og jeg kunne se, at han var lige ved at græde.

“Undskyld,” mumlede jeg. “Jeg tænkte mig ikke om.”

21

Drømme på flugt.indd 21

20/06/17 14.37

“Og det er endda kun børnene! Lærerne bliver endnu værre. De vil ignorere mig, kalde mig dum, spørge baba, om jeg kan tælle til ti, sætte mig sammen med de små elever ...”

Ordene sad fast i halsen på ham.

“Jeg skal nok forsvare dig,” sagde jeg og kunne selv høre, hvor dumt det lød. “Det lover jeg. Der er ingen, der får lov ...”

“Mange tak, du,” afbrød Musa mig. “Det er virkelig sejt at få ens lillebror til at kæmpe ens kampe.”

Vi var næsten hjemme.

“Tag min taske med ind,” sagde jeg og rakte ham den med en hård bevægelse. “Jeg gider ikke se dem lige nu.” Og så spænede jeg af sted mod amfiteatret, desperat opsat på at tale med Rasoul, på at holde liv i mine drømme.

På almindelige dage var den gamle bydel i Bosra fuld af liv. Der ankom busser fyldt med turister. Chaufførerne satte dem af på parkeringspladsen, hvorefter de begav sig mod ruinerne. Det kunne ikke rigtig betale sig at prøve at sælge noget til dem, lige når de kom. Der var større chance for, at de ville købe noget, når de kom trætte tilbage efter at have gået flere kilometer op og ned ad de støvede gamle gader og havde taget millioner af billeder af hinanden i teatret.

Der var et rart, skyggefyldt sted med stole under træer og boder, som solgte kolde drikkevarer, og det var her, Rasoul havde sin souvenirbutik. Hans var blot en blandt mange. Der var en hel samling af dem. De så meget kønne ud med deres tæpper og malet porcelæn, kamelklokker, gamle messingbakker og vævede tørklæder og tasker.

Den dag var der dog mere roligt end ellers. Der holdt ikke en eneste bil på parkeringspladsen. Halvdelen af boderne var lukket, og stedet med drikkevarer havde skodderne for. De få forretningsdrivende, der holdt åbent, havde samlet sig omkring Rasoul, som holdt sin mobil op til øret. Han lyttede anspændt til et eller andet og gentog det, han hørte, for de andre. Jeg kunne se på den måde, de stod på, at det var dårlige nyheder.

22

Drømme på flugt.indd 22

20/06/17 14.37

“Egypten,” hørte jeg ham sige. “Wallah! Demonstranter er blevet skudt. Det er ikke godt.”

En af mændene havde trukket skuldrene helt op til ørerne. En anden havde vendt sig halvt om, som om han ikke havde lyst til at se de andre i øjnene.

Selv postkortdrengene så kuede ud. Når der ikke var nogen turister, plejede de at opstille nogle mål og kaste med sten efter dem, indtil de voksne råbte ad dem, fordi de slog skærver af de romerske søjler. Nu så de på hinanden med alvorlige miner og forsøgte at forstå, hvad der foregik.

Rasoul nikkede til mig som tegn til, at jeg skulle komme hen til ham. Han afsluttede samtalen og lagde telefonen i lommen.

“Tunesien, Egypten, Libyen – der er uroligheder alle vegne.”

“Det sker ikke her,” sagde en af mændene. “Den her regering ...”

Han kiggede hurtigt rundt på de andre i gruppen og tav så, som om han var bange for, at han havde sagt for meget. En efter en mumlede mændene farvel, og lidt senere hørte man kun den skramlende lyd af rulleskodderne, der blev trukket ned foran butikkerne.

Rasoul gik tilbage til sin egen butik og begyndte at rode i skuffen, hvor han opbevarede sine papirer og penge. Jeg fulgte efter ham indenfor.

“Vil du ikke nok fortælle mig, hvad der sker?” spurgte jeg indtrængende.

Rasoul så bister ud.

“Der sker grimme sager, lille fætter. I hele Mellemøsten.” Han sænkede stemmen. “Sikkerheden er høj her, men folk er vrede.”

Han satte en finger for læberne. “Lad, som om jeg ikke har sagt det.

Du vil jo ikke have, at jeg får problemer, vel?”

“Baba siger, at vores regering er meget stærk,” sagde jeg, mens jeg prøvede at finde på noget beroligende at sige. “Han siger, at de ikke vil finde sig i noget fra ballademagere her i landet.”

Rasoul rynkede panden.

“Din far ...” Han holdt inde.

23

Drømme på flugt.indd 23

20/06/17 14.37

“Hvad?”

“Lad os nøjes med at sige, at vi ikke er enige, når det gælder politik. Han arbejder trods alt for regeringen.”

“Ikke rigtig. Det er bare turismedepartementet.”

Jeg skulle lige til at buse ud med, at baba havde sagt ja til et nyt job i Daraa, da jeg kom i tanke om mit løfte til Musa.

“Turismedepartementet er regeringen,” sagde Rasoul. “Desuden skal han snart arbejde i Landbrugsministeriet i Daraa.”

Jeg stirrede på ham og mærkede vreden vælde op i mig.

“Alle – alle – vidste det, før jeg gjorde! Jeg har først lige fået det at vide af Musa. Det er ikke rimeligt. Det er ...”

Rasoul lo. “Hold nu op. Du ligner en forurettet lille hane – ild­ rød i hovedet og rasende.”

At blive grinet ad, ovenikøbet af min helt, var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Tårerne stod mig i øjnene.

“Undskyld, habibi. Hør her, det var ikke min mening at grine ad dig. Jeg ved det kun, fordi din far bad mig forhøre mig hos en, som jeg kender i Landbrugsministeriet. Han ville høre, om det var et godt sted at arbejde. Jeg var ærlig over for ham og sagde, at han vil komme til at tjene flere penge, men alle i Daraa hader embedsmænd, og han vil blive meget upopulær. Han ville ikke lytte til mig. Jeg går ud fra, at han ikke fortalte dig det, fordi han ikke ville gøre dig bekymret.”

Jeg sank en klump.

“Det er i orden,” lykkedes det mig at sige. “Det er bare, fordi jeg gerne vil blive her ... og arbejde for dig, sælge kort og sådan.”

“Det ville du alligevel ikke kunne.” Rasoul rodede i skuffen igen.

Han fandt et visitkort i den, så på det og stak det i lommen. “Jeg rykker teltpælene op. Turismen er død her. Kig dig omkring. Kan du se nogen busser? Kinesere på rundvisning? Tyske familier? Ikke engang en snusket backpacker er der tilbage.” Han dæmpede stemmen. “Der er så meget korruption i det her land, undertrykkelse, anholdelser – folk er ved at være trætte af det. Især i Daraa. Det er der, urolighederne vil bryde ud. Og det bliver grimt. Men jeg vil 24

Drømme på flugt.indd 24

20/06/17 14.37

ikke blandes ind i det. Man kan ikke drive en ordentlig forretning i det her land. Jeg smutter.”

Jeg mærkede igen vreden blusse op i mig.

“Men så er det jo en rigtig god idé, ikke? At flytte til Daraa, lige ind i krudttønden.”

“Du skal nok klare den,” sagde han affejende. “Bare lad være med ...”

“Jeg ved det, jeg ved det,” afbrød jeg ham. “Lad være med at tale om politik, hold dine tanker for dig selv, og bla bla bla.”

Jeg fulgte efter ham ud af forretningen og ventede, mens han trak rulleskodden ned.

“Jeg følger dig hjem,” sagde han. “Jeg skal samme vej.”

“Hvad har du tænkt dig at gøre, Rasoul?” spurgte jeg ham. Han gik så hurtigt, at jeg næsten måtte løbe for at holde trit med ham.

“Jeg smutter,” svarede han roligt.

“Hvad mener du?” En forfærdelig ængstelse greb mig.

Han stak hånden ind under læderjakken og viste mig det visitkort, som han havde fisket op af skuffen.

“Det her er passet til min fremtid, Omar.”

“Det er da ikke et pas. Jeg ved altså godt, hvordan et pas ser ud.”

Han daskede mig på armen for sjov. “Manden, hvis navn står på det her kort, skal føre mig til min fremtid,” sagde han højtideligt.

“Jeg tager til Tyskland. Eller Sverige. Eller England.”

“Men det er farligt!” sagde jeg bekymret. “Jeg har hørt om den slags menneskesmuglere. De lader folk blive kvalt bag i lastbiler, og folk drukner i havet, og ...”

“Nej,” sagde han. “Ham her kender mange måder at komme til Europa på. Han er dyr, men alle pengene værd.”

Jeg havde en klump i halsen og blev nødt til at synke hårdt igen, før jeg kunne sige noget.

“Hvad har du tænkt dig at lave i Europa?”

“Arbejde hårdt. Spare penge sammen. Åbne min egen butik.

Om et par år sender jeg bud efter dig, og så kan vi arbejde sammen.”

25

Drømme på flugt.indd 25

20/06/17 14.37

Jeg havde det, som om solen var kommet frem efter en iskold regnbyge.

“Mener du det, Rasoul?”

“Selvfølgelig gør jeg det. Du er den fødte sælger. Vi kommer til at tjene en formue sammen. Så, habibi, lad nu være med at græde!

Jeg siger ikke farvel endnu. Det varer flere uger, før jeg er parat til at tage af sted. Jeg kommer og besøger jer, før I tager til Daraa.”

Drømme på flugt.indd 26

20/06/17 14.37

OMAR ER TOLV ÅR og bor med sine søskende i Bosra i Syrien. Han passer sin skole og hjælper til i sin onkels butik. Omar interesserer sig ikke for politik, i stedet drømmer Der lød råb, da kuglerne ramte deres

han om at blive en stor forretningsmand og berømt i hele

mål, og adskillige mennesker skreg.

verden. Omars storebror Musa er derimod involveret med en

Nogle af de forreste drenge spjætte-

gruppe politiske aktivister og ønsker inderligt at befri Syrien

de og faldt om på gaden. Tre-fire

fra undertrykkelse.

ELIZABETH LAIRD blev født i New Zealand i 1943, men er vokset op i England. Hun har boet i mange dele af verden heriblandt Etiopien, Malaysia, Irak og Libanon.

Elizabeth Laird har udgivet utallige

stykker lå helt stille, mens andre forsøgte at rulle eller kravle væk. Så

Inden længe begynder bomberne at falde over Bosra, folk bliver

børne- og ungdomsbøger, er udgivet

gik det op for mig, at det var rigtige

slået ihjel, og Omars familie har intet andet valg end at flygte

på mere end 15 sprog og har vundet

soldater, jeg kiggede på, med rigtige

fra hus og hjem med de få ejendele, de selv kan bære. Men

en lang række priser. Elizabeth Laird

våben og rigtige kugler.

uanset hvor langt de kører fra byen, så følger krigens skygge

har besøgt flere flygtningelejre, og

familien ubønhørligt – og de må til sidst forsøge at undslippe

det er her, hun har fundet inspira-

I samme øjeblik fik jeg øje på Musa.

deres hjemland helt. Men hvor tager man hen, når man ikke kan

tionen til Drømme på flugt.

Min bror, min idiotiske bror, som

tage hjem?

havde befundet sig ude i siden af marchen, kom humpende hen ad fortovet mod mig, samtidig med at han holdt sin nye mobil op foran sig.

Han filmede det hele.

VI ER INGEN STEDER. OG VI RISIKERER AT VÆRE HER FOR EVIGT ...

„Bogen forklarer tydeligere, end jeg nogensinde har hørt, hvordan krigen i Syrien begyndte.“ ALEX O’CONNELL, THE TIMES CHILDREN’S BOOK OF THE WEEK

MED EFTERORD AF LÆGER UDEN GRÆNSER ISBN 9788740038170

OMSL AG: SIMON LILHOLT / IMPERIET