Dolores Claiborne - Stephen King

Den bedste gyserforfatter siden Edgar Allan Poe - Entertainment Weekly

ing K n e tmses SteeprhgysLe i - .A. T r. e t s e m

Vera Donovan er den rigeste, mest arrige indbygger på Little Tall Island.

Da hun pludselig findes død i sit hjem, falder mistanken øjeblikkeligt på hendes husholderske og plejer, Dolores Claiborne.

Dolores kender alt til at være under mistanke. Det var hun også, da hendes mand for mange år siden døde under mystiske omstændigheder. Men hvis dommens dag virkelig er kommet for Dolores, er der et par ting, hun gerne vil ud med først. En gruopvækkende sandhed skal frem, og det, der står tilbage, er en kvindes ufravigelige vilje til at beskytte dem, hun elsker, koste hvad det vil.

d dinan r e F .

Hr

Monstre findes, og det gor spogelser ogsa. De bor inden i os, og nogle gange er det dem, der vinder.

- Stephen King

En moderne horror-klassiker Forlaget Hr. Ferdinand

Dolores Claiborne.indd 4

20/02/18 11.29

Stephen King Dolores Claiborne

PĂĽ dansk ved Anders Westenholz

Hr. Ferdinand

Dolores Claiborne.indd 3

20/02/18 11.29

Til min mor Ruth Pillsbury Ring

“What does a woman want?”

Sigmund Freud

“R-E-S-P-E-C-T, find out what it means to me.”

Aretha Franklin

Dolores Claiborne.indd 5

20/02/18 11.29

H

vad spurgte du om, Andy Bissette?

Om jeg forstod mine rettigheder? Efter at du har forklaret dem for

mig?

Gode Gud, hvor kan mænd være dumme!

Slap lige af et øjeblik, og hør efter, hvad jeg siger. Du kommer til at høre på mig det meste af natten, så du kan lige så godt vænne dig til det.

Selvfølgelig forstår jeg det, du forklarede mig! Ser jeg ud, som om det har slået klik for mig, siden vi sås nede i supermarkedet? Det var her i mandags, hvis du skulle have glemt det. Jeg sagde, at din kone ville flå dig levende, hvis du købte det gamle brød, og fik jeg måske ikke ret?

Jeg forstår udmærket mine rettigheder, Andy; vi havde ikke vand i hovedet hjemme hos mine forældre. Jeg forstår gud hjælpe mig også mit ansvar.

Alt, hvad jeg siger, kan blive brugt imod mig i retten, siger du? Nu står verden ikke længere! Og du kan godt tørre det grin af ansigtet, Frank Proulx. Du er måske en af de hårde strissere nu, men det er ikke længe siden, jeg så dig rende omkring med bleen slæbende hen ad jorden og det samme fjogede grin på læben. Hvis jeg skal give dig et godt råd, så gemmer du det smil væk, når du er i nærheden af en gammel kone som mig. Jeg kan læse i dig som i et postordrekatalog.

Nå, men spøg til side, lad os komme til sagen. Jeg vil fortælle jer tre en helvedes masse ting, og jeg begynder nu, og en helvedes masse af det kunne sikkert bruges mod mig i retten, hvis nogen skulle have lyst efter 7

Dolores Claiborne.indd 7

20/02/18 11.29

al den tid. Det morsomme er, at beboerne på øen her allerede ved det meste, og så rager det mig i øvrigt snart en papskid, som gamle Neely Robichaud plejede at sige, når han var snalret. Hvilket han var det meste af tiden, som enhver, der kendte ham, kan bevidne.

Men der er én ting, der rager mig en papskid – og det er derfor, jeg kom ned her af mig selv. Jeg har ikke myrdet den gimpe til Vera Donovan, og uanset hvad I mener nu, så skal jeg få jer til at tro på dét. Jeg skubbede hende ikke ned ad den forpulede trappe. Det er i orden, hvis I vil sætte mig ind for det andet, men jeg vil ikke have den gimpes blod på mine hænder.

Og jeg regner med, at du vil tro på mig, når jeg er færdig, Andy. Du har altid været en god dreng – inden for rimelighedens grænser – retfærdig og fair, mener jeg – og du er ikke blevet værre med årene. Men lad det nu ikke gå dig til hovedet: Du voksede op som alle andre mænd med en kvinde til at vaske dit tøj og tørre næse på dig og vende dig, når du gik den gale vej. Én ting mere, før vi tager fat – jeg kender dig, Andy, og dig, Frank – men hvem er den kvinde med båndoptageren?

Gud i Himlen, Andy, jeg ved godt, hun er stenograf! Har jeg ikke lige fortalt dig, at vi ikke havde vand i hovedet hjemme hos mine forældre?

Ganske rigtigt bliver jeg seksogtres her til november, men helt senil er jeg ikke. Jeg ved, at en kvinde med en båndoptager og en stenografblok er stenograf. Jeg ser alle de serier i fjernsynet, der foregår i retssalen, selv Advokaterne, hvor ingen tilsyneladende beholder deres tøj på mere end et kvarter ad gangen.

Hvad hedder du, skat?

Aha ... og hvor kommer du fra?

Klap i, Andy! Hvad havde du ellers tænkt dig at lave i aften? At gå ned til stranden og se, om nogen fisker muslinger uden tilladelse? Det vil vist være mere spænding, end dit hjerte kan tage, hva’? Haha!

Javel. Det var bedre. Du er Nancy Bannister fra Kennebunk, og jeg er Dolores Claiborne her fra Little Tall Island. Nu er jeg parat til at tale fanden et øre af, og I skal nok opdage, at det er den rene og skære sandhed. Så hvis jeg skal tale højere eller langsommere, så siger du bare til.

Du skal ikke være genert. Jeg vil have, at du får fat i hvert eneste skide ord fra nu af: For niogtyve år siden, da politimester Bissette stadig gik i første 8

Dolores Claiborne.indd 8

20/02/18 11.29

klasse og tegnede små mænd i sine skolebøger, myrdede jeg min mand, Joe St. George.

Jeg synes, det trækker herinde, Andy. Måske skulle du lukke munden. Jeg aner ikke, hvorfor du måber på den måde. Du ved jo godt, at jeg myrdede Joe. Det ved alle på Little Tall og måske halvdelen på den anden side af sundet i Jonesport. Men ingen kunne bevise det. Og jeg ville ikke sidde her og indrømme det for næsen af Frank Proulx og Nancy Bannister fra Kennebunk, hvis det ikke havde været, fordi den dumme gimpe til Vera skulle lave et af sine grimme, små numre med mig.

Nå, men hun har lavet sit sidste nummer, ikke? Det er da altid en trøst.

Skub lige den båndoptager lidt hen mod mig, Nancy – hvis dette her skal gøres, skal det gøres ordentligt. Er de ikke smarte til at lave den slags ting, japanerne? Ja, naturligvis ... men vi ved vel begge to, at det, der kommer på båndet i den nuttede lille tingest, kan få mig anbragt bag tremmer for livstid. Men jeg har ikke noget valg. Jeg sværger, at jeg altid har vidst, at Vera Donovan ville blive både pind og låg til min ligkiste – jeg vidste det fra det første sekund, jeg så hende. Og se bare, hvad hun har gjort – se godt efter, hvad den forbandede gamle gimpe har gjort mod mig. Denne gang har hun virkelig fået mig i suppedasen. Men sådan er rige mennesker: Hvis de ikke kan sparke én ihjel, vil de kysse én til døde med venlighed.

Hva’?

For dulen! Jeg skal nok komme til sagen Andy, hvis du blot vil give mig et øjebliks fred! Jeg prøver bare at bestemme mig til, om jeg skal fortælle det forfra eller bagfra. Jeg kan vel ikke få lidt at drikke, hva’?

Op i røven med jeres kaffe! Stik den skråt op – der har været tyndskid før. Bare giv mig et glas vand, hvis du er for nærig til at skille dig af med et glas af den slavewhisky, du har i skrivebordsskuffen. Jeg er ikke – Hvad mener du med, hvor jeg ved det fra? Enhver, som ikke kendte dig, Andy, ville tro, at du lige var ankommet med firetoget. Tror du, at mordet på min mand er det eneste, folk har at snakke om her på øen? Det er en gammel nyhed. Men du har stadig lidt nyhedens interesse.

Tak skal du have, Frank. Du har også altid været en god dreng, selv 9

Dolores Claiborne.indd 9

20/02/18 11.29

om det kunne være lidt af en prøvelse at se på dig i kirken, før din mor fik vænnet dig af med at grave dig i næsen. Somme tider var din finger så langt oppe, at jeg regnede med, at du nok ville få hjernen med ud. Og hvad helvede bliver du rød i hovedet for? Der har aldrig levet et barn, der ikke rodede rundt oppe i snudeskaftet nu og da. I det mindste holdt du hænderne oppe af bukselommerne og sad ikke og ragede på dine nosser – i hvert fald ikke i kirken – og der er mange drenge, der aldrig – Ja ja ja, Andy, jeg skal nok komme til sagen. For dulen – har du aldrig lært, at tålmodighed er en dyd?

Nu skal I høre: Jeg vil gøre en mellemting. I stedet for at fortælle det forfra eller bagfra vil jeg begynde i midten og arbejde mig begge veje. Og hvis du ikke bryder dig om dét, Andy Bissette, kan du skrive et læserbrev til lokalavisen.

Mig og Joe havde tre børn, og da han døde i sommeren 63, var Selena femten, Joe Junior var tretten og Lille Pete var lige fyldt ni. Joe efterlod mig ikke en potte at pisse i og dårligt nok et vindue at hælde det ud ad – Du skal måske lige vænne dig til det, hva’, Nancy? Jeg er bare en gammel kone med en beskidt mund, men det er, hvad der sker, når man har haft et beskidt liv.

Nå – hvor var jeg? Jeg er vel ikke allerede gledet af sporet?

Nåh ja. Tak, skattepige.

Joe efterlod mig den forfaldne, lille knaldhytte ude ved East Head og et par tønder land. Det meste var brombærkrat og den slags kratskov, som vokser op, når jorden får lov til at ligge uopdyrket hen. Hvad mere? Lad mig se. Tre vogne, der ikke kunne køre — to pickupper og en ladvogn – fire favne brænde, en købmandsregning, en regning hos isenkræmmeren, en regning hos olieselskabet og én fra bedemanden ... og vil I høre prikken over det skide i? Han havde ikke været en uge i jorden, før den nosserøv til Harry Douchette kom rendende med et gældsbevis, hvori der stod, at Joe skyldte ham tyve dollars i poker!

Alt det efterlod han mig, men tror I, der var nogen forsikringspenge?

Nul, amigo! Selv om det måske var det bedste, sådan som sagen udviklede sig. Det når jeg nok frem til, før jeg er færdig; det eneste, jeg prøver at sige, er, at Joe St. George ikke var en ægtemand – han var en skide 10

Dolores Claiborne.indd 10

20/02/18 11.29

møllesten om halsen på mig. Ja, faktisk værre, for en møllesten kommer ikke fuld hjem og lugter af øl og prøver at pule én klokken ét om natten.

Det var ikke grunden til, at jeg myrdede røvhullet, men det er vel et sted at begynde, om ikke andet.

En ø er ikke et nemt sted at myrde nogen, kan jeg godt fortælle jer.

Der er altid en eller anden i nærheden. Nogen, som brænder efter at stikke næsen i noget, der ikke rager ham. Og lige når det passer allerdårligst.

Det var derfor, jeg gjorde det, da jeg gjorde det, og det kommer jeg også til. Lige nu vil jeg bare nævne, at jeg begik mordet tre år efter, at Vera Donovans mand døde i en automobilulykke ikke langt fra Baltimore, hvor de boede, når de ikke var i sommerhus på Little Tall. Dengang sad de fleste af Veras skruer stadig fast og sikkert.

Med Joe af vejen og uden indtægter stod jeg med en vis legemsdel i vandskorpen – jeg tror ikke, der er nogen i hele verden, der føler sig mere desperat end en enlig kvinde, hvis børn er afhængige af hende. Jeg havde halvt om halvt bestemt mig til, at jeg hellere måtte krydse sundet for at prøve at få et job i Jonesport som kassedame i et supermarked eller servitrice i en restaurant, da den skøre gimpe pludselig besluttede, at hun ville bo helårs på øen her. De fleste tænkte, at nu havde hendes forstand stillet træskoene, men jeg var ikke særlig overrasket – på det tidspunkt boede hun her alligevel det meste af tiden.

Fyren, der arbejdede for hende på den tid – jeg kan ikke huske hans navn, men du ved, hvem jeg mener, Andy, det store brød, der altid gik i stramme bukser for at vise alverden, at han havde nosser som meloner, ringede til mig og sagde, at Fruen (det kaldte han hende, Fruen – gudfader, en idiot) ønskede at vide, om jeg ville komme og arbejde fuldtids for hende som husholderske. Jeg havde arbejdet for familien om sommeren siden 1950, så det var vel meget naturligt, at hun spurgte mig, før hun ringede til nogen anden. Men på det tidspunkt virkede det som svaret på alle mine bønner. Jeg svarede ja uden at spilde et sekund, og jeg arbejdede for hende lige til i går formiddags, hvor hun stod på sit tomme, dumme hoved ned ad trappen.

Hvad var det, hendes mand lavede, Andy? Byggede han ikke flyve­ maskiner?

11

Dolores Claiborne.indd 11

20/02/18 11.29

Aha. Ja, det har jeg vel hørt, men du ved, hvor folk på en ø snakker.

Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at de sad godt i det, sad mægtig godt i det, og at hun fik det hele, da han døde. Undtagen hvad skattevæsenet tog, selvfølgelig, og jeg tvivler på, at de fik kløerne i så meget. Michael Donovan var skrap til den slags. Og snu. Og selv om man ikke skulle tro det fra hendes opførsel de sidste ti år, var Vera lige så snu som han ... og hun havde sine snu dage lige til det sidste. Jeg spekulerer på, om hun vidste, hvor meget hun ville bringe mig i fedtefadet, hvis hun gjorde andet end at dø i sin seng af et stille, fornuftigt hjertestop. Jeg var nede ved East Head det meste af dagen, jeg sad på den vakkelvorne trappe og spekulerede på det ... det og et par hundrede andre ting. Først tænkte jeg nej, en tallerken havregrød har mere hjerne end Vera Donavan her på det sidste, men så huskede jeg på hende og støvsugeren, og så tænkte jeg ... ja, måske ...

Men det spiller ingen rolle nu. Det eneste, der betyder noget nu, er at jeg er kommet fra asken til ilden, og at jeg gerne vil ud, før jeg får svedet røven endnu mere. Hvis det stadig er muligt for mig.

Jeg begyndte som Veras husholderske og endte som en slags selskabsdame. Det varede ikke længe, før jeg fandt ud af forskellen. Som Veras husholderske måtte jeg æde lort otte timer fem dage om ugen. Som hendes selskabsdame måtte jeg æde lort døgnet rundt.

Hun fik sit første slagtilfælde i sommeren 68, mens hun så den demokratiske partikongres i fjerneren. Kun et lille slagtilfælde, og hun lagde skylden på Hubert Humphrey. “Jeg så det fjogede røvhul én gang for meget,” sagde hun, “og sprængte et blodkar. Jeg skulle have vidst, at det ville ske, og det kunne præcis lige så godt have været Nixon.”

Hun fik et alvorligere i 1975, og denne gang havde hun ikke nogen politikere at skyde skylden på. Doktor Frenau advarede hende om, at hun hellere måtte holde op med at ryge og drikke, men han kunne have sparet sig sine gode råd – en højrøvet overklassegimpe som Vera Donovan rettede sig ikke efter en gammel landlæge som Chip Frenau. “Jeg kommer til hans begravelse,” sagde hun tit og ofte, “og får mig en whisky på hans gravsten.”

Et stykke tid så det ud til, at hendes profeti skulle gå i opfyldelse – han 12

Dolores Claiborne.indd 12

20/02/18 11.29

formanede hende, og hun gjorde lige hvad helvede, der passede hende.

Så fik hun sit første store slagtilfælde i 1981, og næste år blev altmuligbrødet dræbt i en bilulykke ovre på fastlandet. Så var det, jeg flyttede ind hos hende – i oktober 1982.

Var jeg nødt til det? Jeg ved ikke, det var jeg vel ikke. Jeg havde min understivelse, som gamle Hattie McLeod plejede at kalde det. Det var ikke alverden, men på det tidspunkt var ungerne fløjet af reden – Lille Pete helt væk fra kloden, stakkels lille fyr – og det var lykkedes mig at lægge lidt til side. Det har altid været billigt at bo her på øen, og selv om det ikke er, hvad det var, er det stadig meget billigere end ovre på fastlandet.

Så jeg var vel ikke nødt til at flytte ind hos Vera.

Men på det tidspunkt havde hun og jeg vænnet os til hinanden. Det er svært at forklare en mand. Jeg regner med at Nancy med sin blok og pen og båndoptager forstår det, men hun må vel ikke sige noget. Vi havde vænnet os til hinanden, som to gamle flagermus kan vænne sig til at hænge med tæerne i vejret ved siden af hinanden i en hule, selv om de langtfra er hjertevenner. Og forandringen var ikke så stor igen. Den største forandring bestod i, at jeg hængte mit søndagstøj ind i skabet ved siden af mine arbejdskjoler, for i efteråret 82 var jeg der hver dag og de fleste nætter med. Jeg fik lidt mere i løn, men ikke så meget, at jeg havde til udbetalingen på min første Cadillac, hvis I forstår, hvad jeg mener. Haha!

Jeg gjorde det vel mest, fordi der ikke var andre. Hun havde en økonomisk rådgiver nede i New York, en mand ved navn Greenbush, men Greenbush ville ikke komme op til Little Tall, så hun kunne hyle fra sit soveværelsevindue ned til ham, at han skulle sætte seks tøjklemmer i hvert af lagnerne og ikke kun fire, eller flytte ind i gæsteværelset og skifte ble på hende og tørre hendes fede røv, mens hun beskyldte ham for at stjæle mønterne ud af hendes skide sparegris, og at hun nok skulle få sat ham fast for det. Greenbush klippede kuponer; jeg vaskede lortet af hende og hørte hende køre løs om lagner og nullermænd og sparegris.

Og hvad så? Jeg forventer ikke at få en medalje for det, end ikke en krigsmedalje. Jeg har vasket meget lort af i min tid og har hørt på mere (jeg var gift med Joe St. George i seksten år, glem ikke det), og jeg faldt ikke om med krampe af den grund. Jeg tror, jeg blev hos hende, fordi hun 13

Dolores Claiborne.indd 13

20/02/18 11.29

ikke havde andre; det var enten mig eller et plejehjem. Hendes børn kom aldrig og besøgte hende, og det var en ting, jeg havde ondt af hende for.

Jeg forventede ikke, at de skulle komme og bo der, tro endelig ikke det, men jeg kunne ikke se, hvorfor de ikke kunne få bilagt deres gamle uoverensstemmelse og komme en gang imellem på weekend og besøge hende.

Hun var en møggimpe, det kan ikke diskuteres, men hun var deres mor.

Naturligvis ved jeg mere nu, end jeg vidste dengang, men – Hva’?

Ja, det stemmer godt nok. Må lynet ramme mig, hvis jeg lyver. Du kan ringe til ham Greenbush, hvis du ikke tror mine ord. Når nyheden kommer frem – og det gør den, det gør den altid – vil der komme en tårevridende artikel i Bangor Daily News om, hvor absolut vidunderligt det hele er. Men så har jeg en nyhed – at det ikke er vidunderligt. Et skide mareridt, det er, hvad det er. Uanset hvad der sker her i rummet, så vil folk sige, at jeg hjernevaskede hende til at gøre, hvad hun gjorde, og så myrdede hende. Det ved jeg, Andy, og det gør du også. Hverken himmel eller helvede kan afholde folk fra at tro det værste, når de har lyst.

Og ikke et forbandet ord af det er sandt. Jeg tvang hende ikke til noget, og hun gjorde det i hvert fald ikke, fordi hun elskede mig eller bare kunne lide mig. Hun kan måske have gjort det, fordi hun mente, at hun var mig tak skyldig — på sin egen sjove måde kunne hun godt have ment, at hun skyldte mig en masse, og det ville ikke have lignet hende at sige det. Det kan muligvis være hendes måde at takke mig ... ikke for at skifte hendes belortede bleer, men for at være der om natten, når ståltrådene voksede frem fra hjørnerne, og nullermændene kravlede frem under sengen.

Det forstår du ikke, det ved jeg godt, men det kommer du til. Før du åbner døren og forlader rummet her, lover jeg dig, at du vil forstå det hele.

Hun havde tre måder at være gimpet på. Jeg har kendt kvinder, der havde flere måder, men tre er meget godt klaret af en senil gammel dame, der det meste af tiden var lænket til sin rullestol eller sin seng. Tre er helvedes godt klaret af en kvinde i den situation.

Den første måde var, når hun var en gimpe, fordi hun ikke kunne lade være. Husker du, hvad jeg fortalte om tøjklemmerne, og at jeg skulle bruge seks på hvert lagen og ikke bare fire? Det er bare ét eksempel.

14

Dolores Claiborne.indd 14

20/02/18 11.29

Hvis man arbejdede for mrs. Højt-på-strå Vera Donovan, skulle tingene gøres på en helt bestemt måde, og man skulle ikke prøve at glemme bare én af dem. Hun fortalte én, hvordan det skulle foregå, og sådan foregik det. Hvis man én gang glemte noget, mærkede man hendes skarpe tunge. Hvis man glemte det to gange, blev det trukket i lønnen. Tredje gang var det sket – ud af røret, og ingen undskyldninger. Sådan lød Veras regel, og det var i orden for mit vedkommende. Jeg syntes, det var hårdt, men det var også fair. Hvis man to gange havde fået at vide, hvor bagværket skulle stå, når det blev taget ud af ovnen, og at man aldrig skulle stille det til køling i vindueskarmen, og stadig ikke kunne huske det, var det sandsynligt, at man aldrig lærte at huske det.

Tre fejl, og man var fyret, lød reglen, og den kendte ikke til undtagelser, så i årenes løb arbejdede jeg sammen med mange forskellige mennesker i Veras hus. Mere end én gang hørte jeg folk sige, at det at arbejde for Vera Donovan var som at komme ind i en svingdør. Man kan køre rundt én gang, måske to, og nogle få kørte en halv snes gange med rundt, men før eller siden blev man spyttet ud på fortovet. Så da jeg første gang begyndte at arbejde for hende – det var i 1949 – gik jeg ind som i en løves hule. Men hun var ikke så slem, som folk sagde. Hvis man var lidt vågen, kunne man blive der. Jeg blev, og det gjorde altmuligbrødet også. Men man måtte være på tæerne, fordi hun intet overså, og fordi hun altid vidste meget mere om, hvad der foregik på øen, end de andre sommergæster ... og fordi hun kunne være ondsindet. Selv dengang, før alle ulykkerne væltede ned over hende, kunne hun være ondsindet. Det virkede som en hobby, hun havde.

“Hvad bestiller du her?” siger hun til mig den første dag. “Skulle du ikke være hjemme og tage dig af dit spædbarn og lave mad til din bedre halvdel?”

“Mrs. Cullum ser efter Selena fire timer om dagen,” sagde jeg. “Jeg kan kun arbejde halvtids, ma’am.”

“Jeg har kun brug for en halvtids, og det mener jeg også, jeg skrev i annoncen i den lokale undskyldning for en avis,” svarer hun – bare for at lade mig smage kanten af sin skarpe tunge. Ikke for at skære med den, som hun gjorde så mange gange senere. Hun sad og strikkede, husker 15

Dolores Claiborne.indd 15

20/02/18 11.29

jeg. Den kvinde kunne strikke som et smurt lyn – et par sokker på én dag var intet problem, selv om hun først begyndte klokken ti. Men som hun sagde, måtte hun være i humør til det.

“Ja, ma’am,” sagde jeg. “Det gjorde du.”

“Jeg hedder ikke Jama’am,” sagde hun og sænkede strikketøjet. “Jeg hedder Vera Donovan. Hvis jeg ansætter dig, skal du kalde mig mrs.

Donovan – i hvert fald til vi kender hindanden godt nok til at lave det om – og jeg kalder dig Dolores. Er det forstået?”

“Ja, mrs. Donovan.”

“Godt, så er vi kommet så langt. Men svar nu på mit spørgsmål. Hvad bestiller du her, når du har din egen husholdning at passe, Dolores?”

“Jeg vil gerne tjene lidt ekstra til julen,” sagde jeg. Det havde jeg allerede på vejen over bestemt mig til at sige, hvis hun spurgte. “Og hvis jeg er tilfredsstillende – og hvis jeg kan lide at arbejde for Dem, selvfølgelig – vil jeg måske blive lidt længere.”

“Hvis du kan lide at arbejde for mig,” siger hun og himler med øjnene, som om det er det tåbeligste, hun længe havde hørt – hvordan kunne nogen tænkes ikke at kunne lide at arbejde for den vidunderlige Vera Donovan? “Lidt ekstra til julen,” gentager hun så og gør en pause, mens hun kigger på mig. “Lidt ekstra til juh-len!” gentager hun endnu mere sarkastisk.

Som hun formodede, var jeg der, fordi jeg knap havde fået rystet risene ud af håret, før jeg var i ægteskabelige vanskeligheder, og hun ønskede kun at se mig rødme og slå øjnene ned for at vise, at hun havde ret. Så jeg rødmede ikke og slog ikke øjnene ned, selv om jeg kun var toogtyve, og det var tæt på. Og jeg ville ikke have indrømmet for nogen levende mors sjæl, at jeg allerede var i vanskeligheder – det skulle ti vilde heste ikke få trukket ud af mig. Lidt ekstra til julen var godt nok til Vera, uanset hvor sarkastisk hun gentog det, og over for mig selv ville jeg ikke indrømme andet, end at det kneb lidt med husholdningspengene den sommer. Først flere år senere kunne jeg indrømme den virkelige årsag til, at jeg gik op for at opsøge løven i hendes hule – jeg måtte finde en måde at erstatte nogle af de penge, Joe drak op i løbet af ugen og tabte i poker i Fudgy’s Tavern fredag aften. Dengang troede jeg stadig, at kærligheden mellem 16

Dolores Claiborne.indd 16

20/02/18 11.29

mand og kvinde var stærkere end kærligheden til kortspil og ballade – at kærligheden før eller siden ville stige op til overfladen som fløde i en flaske mælk. Jeg blev klogere i løbet af de næste ti år. Verden kan være en hård skole, ikke?

“Godt,” sagde Vera. “Lad os se hinanden an, Dolores St. George ... selv om du, hvis det går tilfredsstillende, sikkert bliver gravid, inden der er gået et år, og så ser jeg ikke mere til dig.”

Sandheden var, at jeg allerede var to måneder henne, men heller ikke dét skulle ti vilde heste få halet ud af mig. Jeg havde brug for de ti dollars om ugen, som stillingen gav, og du kan tro mig på mit ord, at jeg arbejdede for hver en cent. Jeg arbejdede røven ud af bukserne den sommer, og da det lakkede mod efteråret, spurgte Vera mig, om jeg ville blive, efter at de var rejst tilbage til Baltimore – nogen skulle jo holde et stort hus som deres tiptop året rundt – og jeg svarede “fint”.

Jeg holdt det til en måned før, Joe Junior blev født, og jeg var i gang igen, allerede før han var vænnet fra. Om sommeren lod jeg Arlene Cullum passe ham – Vera var ikke den, der tolererede en skrigende baby i huset – men når hun og hendes mand var rejst, tog jeg både ham og Selena med mig. Selena kunne jeg for det meste overlade til sig selv – selv da hun var knap tre, kunne jeg regne med, at hun ikke lavede ulykker. Joe Junior havde jeg med i en klapvogn. Han gik sine første skridt i Veras soveværelse, men du kan stole på, at hun aldrig hørte om det.

Hun ringede til mig en uge efter, at jeg var nedkommet (jeg var lige ved ikke at sende hende en meddelelse om fødslen, men så bestemte jeg mig til, at det måtte være hendes problem, hvis hun troede, jeg var ude på at rage en gave til mig), ønskede mig tillykke med min søn og sagde, at hun holdt min plads ledig til mig. Jeg tror, det var meningen, at jeg skulle føle mig smigret, og det gjorde jeg også. Det var den største kompliment, en kvinde som Vera kan give, og det betød langt mere for mig end den bonus på femogtyve dollars, jeg fik det år i december.

Hun var hård, men hun var fair, og det var altid hende, der var herre i huset. Hendes mand var der alligevel ikke én dag ud af ti, end ikke om sommeren, hvor de skulle forestille at bo der fuldtids, men selv når han var der, vidste man stadig, hvem der havde bukserne på. Måske havde 17

Dolores Claiborne.indd 17

20/02/18 11.29

han et par hundrede vicedirektører, der tabte toupeen, når han snerrede, men det var Vera, der bestemte, hvor skabet skulle stå på Little Tall Island, og når hun sagde, at han skulle tage skoene af og lade være med at slæbe mudder ind på tæppet, gjorde han det.

Og som jeg allerede har sagt, havde hun sin egen måde at gøre tingene på. Mon ikke! Jeg ved ikke, hvor hun fik ideerne fra, men jeg ved, at hun var slave af dem. Hvis tingene ikke blev gjort præcis på den rigtige måde, fik hun ondt i hovedet eller i maven. Hun brugte så megen af sin tid på at kontrollere, hvordan tingene blev gjort, at jeg flere gange tænkte, at hun ville have mere sjælefred, hvis hun selv havde holdt huset.

Alle badekarrene skulle renses med Spic n Span, bare for at nævne én ting. Ikke Lestoil, ikke Top Job, ikke Mr. Clean. Kun Spic n Span. Hvis hun så én rense badekar med andet, så hjælp mig Gud. Når man strøg, skulle man bruge en særlig forstøver med stivelse på skjorter og blusekraver, og man skulle lægge et stykke gaze over kraven, før man brugte forstøveren. Den skide gaze gjorde ikke nogen forskel, så vidt jeg kunne se, og jeg må have strøget mindst ti tusind skjorter og bluser i det hus, men hvis hun kom ud i strygestuen og så én stryge skjorter og bluser uden det stykke gaze over kraven eller bare hængende over enden på strygebrættet, så hjælp mig Gud. Hvis man ikke huskede at tænde for aftræksviften i køkkenet, før man stegte noget, så hjælp mig Gud. Skraldespandene i garagen var endnu en ting. Der var seks. Sonny Quist kom over én gang om ugen for at tømme dem, og enten husholdersken eller en af pigerne – hvem der nu var ved hånden – skulle bringe spandene tilbage til garagen, i samme minut – i samme sekund – han var væk. Og man skulle ikke prøve på bare at trække dem ind i et hjørne og lade dem stå dér; de skulle stilles op på række to og to langs garagens østmur med lågene liggende på hovedet. Hvis man glemte at gøre det lige præcis på den måde, så hjælp mig Gud. Og så var der dørmåtterne. Der var tre — én til hoveddøren, én til havedøren og én til bagdøren, som var forsynet med et af de højrøvede skilte med HANDLENDE. Det sad der lige til sidste år, hvor jeg blev træt af at se på det og tog det ned. En gang om ugen skulle jeg tage de måt18

Dolores Claiborne.indd 18

20/02/18 11.29

ter med deres indflettede VELKOMMEN og lægge dem på en stor sten omkring fyrre meter fra svømmepølen og banke støvet ud af dem med et kosteskaft. Støvet skulle rigtigt flyve. Og hvis jeg sløsede med det, skulle hun nok være over mig. Hun så ikke efter, hver gang jeg bankede dørmåtterne, men de fleste gange. Hun stod på verandaen med sin mands kikkert. Og når man kom tilbage til huset med måtterne, gjaldt det om, at VELKOMMEN vendte den rigtige vej. Den rigtige vej var, så de folk, der kom hen til døren, kunne læse det. Hvis man lagde en måtte, så den vendte den gale vej, så hjælp mig Gud. Der må have været halvtreds forskellige ting af samme slags. I begyndelsen, da jeg startede som halvdagspige, kunne man høre mange grimme ting om Vera Donovan nede hos købmanden. Familien Donovan havde mange gæster, og i halvtredserne havde de masser af hushjælp. Og den, der beklagede sig mest højlydt, var som regel en pige, der var blevet ansat på deltid og så var blevet fyret for at begå den samme fejl tre gange i træk. Hun fortalte alle, der gad høre på hende, at Vera Donovan var en ondskabsfuld, gammel heks, der tilmed havde rotter på loftet. Måske var hun tosset, og måske ikke, men jeg kan godt fortælle jer, at hvis man huskede det, hun sagde, fik man lov til at være i fred. Og efter min regnebog må enhver, der kan holde rede på, hvem der sover med hvem i alle fjernsynsserierne, kunne huske at bruge Spic n Span i badekarret og lægge dørmåtterne tilbage med VELKOMMEN den rigtige vej.

Men først og fremmest lagnerne. Det var en ting, hvor man aldrig skulle gøre fejl. De skulle hænges præcis lige over tørresnorene – så sømmene passede sammen – og man skulle bruge seks tøjklemmer på hvert. Aldrig fire, altid seks. Og hvis et af dem slæbte på jorden, behøvede man ikke at vente på at gøre noget forkert tre gange. Tørrepladsen var ude ved siden af huset lige under hendes soveværelsevindue. Hun kom hen til vinduet året igennem og skreg til mig: “Seks tøjklemmer, Dolores! Hører du? Seks, ikke fire! Jeg tæller, og mine øjne er der ikke noget i vejen med!” Så — Hvad, skat?

Hold nu op, Andy – lad hende være. Det er et meget naturligt spørgsmål, selv om ingen mand ville have hjerne nok til at finde på at stille det.

Nu skal jeg fortælle dig, Nancy Bannister fra Kennebunk, Maine — 19

Dolores Claiborne.indd 19

20/02/18 11.29

ja, hun havde en tørretumbler, en udmærket, stor tørretumbler, men vi havde forbud mod at lægge lagnerne i den, medmindre vejrudsigten lød på fem dages regn. “Det eneste lagen, et ordentligt menneske kan have på sin seng, er et lagen, der er blevet tørret i fri luft,” sagde Vera tit, “fordi de dufter godt. De fanger lidt af vinden, der fik dem til at blafre, og de beholder den i sig, og den duft giver gode drømme.”

Hun var fuld af vrøvl om mange ting, men ikke om duften af frisk luft i lagnerne. Dér mente jeg, hun havde absolut ret. Alle kan lugte forskel på et lagen, der er blevet væltet rundt i en tumbler, og et, der har blafret i en god søndenvind. Men der var mangen en vintermorgen, hvor temperaturen var nede på minus ti-tolv stykker, og en stærk, fugtig østenvind kom ind fra Atlanterhavet. Sådan en morgen ville jeg uden protest have givet afkald på den gode duft. Det er en tortur at hænge lagner op i stærk frost. Ingen ved, hvordan det er, før de har prøvet det, og har man først prøvet det, glemmer man det aldrig.

Man tager vasketøjskurven ud til tørrepladsen, og dampen står op fra det øverste lagen, og det første er varmt, og måske tænker man ved sig selv: Nå, så galt er det altså heller ikke. Især hvis man ikke har prøvet det før. Men når man har fået det første op og fået sømmene til at passe sammen og har fået sat de seks tøjklemmer i det, så damper det ikke mere. Det er stadig vådt, men nu er det også koldt. Og ens fingre er våde, og de er kolde. Men man går videre med det næste, og det næste, og det næste, og ens fingre bliver røde og valne, og ens skuldre smerter, og man har krampe i munden af at holde tøjklemmerne mellem tænderne, men værst er smerten i fingrene. Hvis de bare ville blive følelsesløse, ville det være til at bære. Man ønsker næsten, de ville. Men de bliver bare røde, og hvis der er lagner nok, bliver de blegviolette som kanten på liljers kronblade. Når man er færdig, er de nærmest kun kløer. Men det værste er, at man hele tiden ved, hvad der vil ske, når man kommer ind med den tomme tøjkurv og får varme i hænderne. De begynder at snurre og dunke i leddene – det er bare en følelse, der går så dybt, at det mere er som gråd end som dunken – jeg ville ønske, jeg kunne beskrive det, så du forstod det, Andy, men det kan jeg ikke. Nancy Bannister ser ud, som om hun ved det, lidt, i hvert fald, men der er alverdens forskel på at hænge 20

Dolores Claiborne.indd 20

20/02/18 11.29

vasketøj op om vinteren på fastlandet og på øen her. Når ens fingre begynder at blive varme igen, føles det, som om der er et bistade inde i dem.

Så gnider man dem med håndlotion og venter på, at kløen skal gå væk, og man ved, at ligegyldigt hvor megen håndlotion eller gammeldags fåre­ fedt, man gnider ind i dem, så vil de være så sprukne og tørre hen mod slutningen af februar, at huden brister og bløder, hvis man knytter hænderne hårdt. Og somme tider, efter man er blevet varm igen og måske er gået i seng, vækker hænderne én midt om natten og hulker over mindet om smerten. Tror du, jeg overdriver? Du må gerne le, hvis du har lyst, men det er ingen overdrivelse. Man kan næsten høre dem som små børn, der ikke kan finde deres mor. Det kommer dybt indefra, og man ligger og lytter til det og ved, at næste gang går man ud med lagnerne alligevel, intet kan stoppe det, og det er alt sammen en del af kvinders arbejde, som ingen mand kender eller ønsker at kende til.

Og mens jeg gennemgik alt det med valne hænder, røde fingre, smertende skuldre og snottet løbende ud af næsen og frysende til is på overlæben, sad hun tit og ofte i sit soveværelsevindue og kiggede ud på mig.

Hendes pande var rynket og læberne klemt sammen, mens hendes hænder vred sig om hinanden – anspændt til det yderste, som om det var en kompliceret hospitalsoperation, hun overværede, og ikke bare lagner, der blev hængt op for at tørre i vinterblæsten. Jeg kunne se, at hun prøvede at holde sig i ave, at holde kæften lukket denne gang, men efter et stykke tid kunne hun ikke styre sig længere og smækkede vinduet op og lænede sig ud, så den kolde østenvind blæste hendes hår tilbage, og så hylede hun: “Seks tøjklemmer! Husk at bruge seks tøjklemmer! Lad ikke stormen blæse mine gode lagner ned i hjørnet af haven! Hører du? Du må hellere gøre det rigtigt, for jeg holder øje med dig, og jeg tæller!”

Da det var blevet hen ad marts, drømte jeg om at bruge den økse, mig og altmuligbrødet brugte til at hugge brænde til ovnen i køkkenet (indtil han døde, altså, derefter havde jeg jobbet helt for mig selv – hvor heldig kan man være?), og lange den skrålhalsede gimpe en god én lige mellem øjnene. Somme tider kunne jeg faktisk se mig selv gøre det, så gal gjorde hun mig, men jeg forstod vel hele tiden, at der var en del af hende, der hadede at vræle ned til mig, lige så meget som jeg hadede at høre det.

21

Dolores Claiborne.indd 21

20/02/18 11.29

Den bedste gyserforfatter siden Edgar Allan Poe - Entertainment Weekly

ing K n e tmses SteeprhgysLe i - .A. T r. e t s e m

Vera Donovan er den rigeste, mest arrige indbygger på Little Tall Island.

Da hun pludselig findes død i sit hjem, falder mistanken øjeblikkeligt på hendes husholderske og plejer, Dolores Claiborne.

Dolores kender alt til at være under mistanke. Det var hun også, da hendes mand for mange år siden døde under mystiske omstændigheder. Men hvis dommens dag virkelig er kommet for Dolores, er der et par ting, hun gerne vil ud med først. En gruopvækkende sandhed skal frem, og det, der står tilbage, er en kvindes ufravigelige vilje til at beskytte dem, hun elsker, koste hvad det vil.

d dinan r e F .

Hr

Monstre findes, og det gor spogelser ogsa. De bor inden i os, og nogle gange er det dem, der vinder.

- Stephen King

En moderne horror-klassiker Forlaget Hr. Ferdinand