Din store idiot - ungdomsroman af Carina Kamper

Han elsker at hænge ud med sine venner, spille fodbold, kigge lidt på piger og ellers bare slappe af og spille Fifa. Alfreds liv bliver smadret totalt, da han mister sin far. Alfred forsøger at holde fast i alt det, han kender, men det smuldrer mellem hænderne på ham. Han taber sig selv og sit hoved, da han „Tak, fordi du kom, Oscar!“ Han har ingen

hæmningsløst flækker en af sine modstandere midt

idé om, hvad det har betydet for mig.

over i topkampen mod BIK. Det er kun begyndelsen

„Jeg mener det virkelig. Tak.“ Han tager sin cykel og hopper op. „You will never walk alone, Alfred,“ siger han bare og kører ud ad indkørslen.

Jeg ville gerne sige noget sjovt og fodboldagtigt tilbage til ham på tysk, men jeg kan ikke. Jeg kan bare ikke.

af Alfreds nedtur, men sammen med sin storesøster og sin bedste ven, Oscar, kommer han langsomt tilbage til livet.

Da klassens smukkeste pige pludselig viser interesse for ham, og det lykkes ham at udligne i

FRA

11-15 ÅR

årets vigtigste kamp, føles det, som om livet nok skal blive O.K. igen, selvom det aldrig bliver det samme. „Hej,“ siger Oscar og glor på min mor.

„Hvordan har I det?“ flyver det ud af munden på ham. „Ja, det må du nok spørge om,“ siger min mor.

Oscar kigger på hende. Længe. „Jeg kan sgu godt forstå, at I har det ad helvede til,“ siger han så.

ISBN 9788740052183

CARIN A KAMP E R D I N STOR E ID IOT

ALFRED ER 13 ÅR, OG DET KØRER FOR HAM.

UNGDOMSROMAN

DIN STORE IDIOT

CARINA KAMPER (f. 1979) er uddannet lærer fra Zahles Seminarium, fysiologisk massør fra A.M. Massageskole og manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole. Hun har været episodeforfatter på TV2’s julekalendere Juleønsket og Tinkas juleeventyr og manuskriptforfatter på kortfilmen Whole af William Reynish. Din store idiot er hendes første ungdomsroman.

#YOUWILLNEVERWALKALONE

CARINA KAMPER POLITIKENS FORLAG

OMSLAG: SIMON LILHOLT / IMPERIET.DK

FORFATTERFOTO © SOFIE BARFOED

Din store idiot

Din store idiot.indd 1

23/01/2019 10.24

Carina Kamper

Din store idiot #youwillneverwalkalone

Politikens Forlag

Din store idiot.indd 3

23/01/2019 10.24

Til min lillebror Jonas

Din store idiot.indd 5

23/01/2019 10.24

1 “Alfreeeeeeeed!!!”

Min mors sprøde, feminine, men til tider også skingre stem­ me presser sig hele vejen op fra køkkenet, forbi min søsters værelse, igennem døren og på tværs af mit værelse, indtil den venligt, men MEGET bestemt rammer mine sarte øregange og på det groveste tvinger mig ud af søvnen. Indrømmet – det blev lidt halvsent i nat, fordi drengene og jeg havde aftalt at spille FIFA online, og turneringen trak ud.

“Alfreeeeeeeed! Så er det altså nu!”

Jeg elsker min mor, det gør jeg, men hun kan altså også være belastende, kommanderende og fuldstændig blottet for viden om, hvad en teenagedreng har brug for. Men hun gør det af et godt hjerte, og om lidt kommer hun rendende for at sikre sig, at jeg ER stået op og på vej ned til morgenmad. Men jeg kan godt liiiige snooze 10 minutter mere.

“Alfreeeeeeed???? Er du oppe?” Årh, for helvede, mor. “JAAAAAAAAAAAAAAEEEEERR­ RR,” råber jeg, selvom jeg egentlig havde besluttet mig for, at i dag ville jeg ikke råbe ad hende. Så er hun der. Jeg kan høre hendes fødder på trappen. Jeg sætter mig op med benene ud over sengekanten og fødderne hvilende på rædslen af en hjemmevævet løber i regnbuens farver. Dynen og den ene hånd 7

Din store idiot.indd 7

23/01/2019 10.24

placerer jeg i skødet. Jeg lukker øjnene. Hun smækker døren op, og værelset fyldes af duften af kaffe og ristet brød og lyden af min families stemmer nede fra køkkenet. De er der alle sammen.

Carolina, Otto og far. De griner af et eller andet, min far har sagt. Jeg kan tydeligt høre ham.

“Det er sgu rigtigt!! Tror I ikke på mig? Nu må I holde!!”

De griner igen, og jeg fornemmer min mor, der står i dør­ en og kigger indgående på mig. “Du kan godt spare dig, Karl Smart. Så er det op.”

Selvom hun prøver at tale hårdt til mig, kan jeg tydeligt høre kærligheden i hendes stemme og fornemme det grin, der er på vej. Hun sprutter et grin ud og siger med sød-mor-stemmen: “Du skulle se dig selv. Kom nu, skat. Morgenmaden står klar og venter på Deres Kongelige Højhed.”

Jeg åbner øjnene og sender hende et af de dyre smil. “Okay.

To minutter.”

“Nej. Nu. Du kan køre med far i skole, så kan I køre direkte ud og købe de fodboldstøvler, når I har fri.” Hun vender om og buldrer ned ad trappen.

“Av for Sørensen! Eij, altså Otto. Din rulleskøjte ligger her på trappen,” råber hun ned mod køkkenet. Efter et kort ophold fortsætter hun ned ad trappen. Hendes tempo har ændret sig til afslappet gang. Jeg vælter bagover i sengen. Mohamed Salah smiler til mig fra den nyeste plakat. Der er snart ikke plads til flere plakater ... men hov, hvad er det? Der er nogen, der har messed med en af mine yndlingsplakater! Jeg står op og går tæt­ tere på. Ved siden af Mo Salahs ansigt har åndsbollen af min storesøster klistret et temmelig grimt billede af sit eget hoved fast, hvor hun laver en kæmpe trutmund, der er millimeter fra at have kontakt med Mos øregang. Nu stopper hun altså. Hvorfor skal hun altid ødelægge mit liv? Jeg kan se for mig, hvordan hun 8

Din store idiot.indd 8

23/01/2019 10.24

sidder nede i køkkenet og glæder sig til, at jeg skal opdage det og flippe ud, men den fornøjelse skal hun ikke have. Jeg tager mit tøj på fra i går. Inden jeg krænger T-shirten over hovedet, lugter jeg til den for lige at sikre mig, at man stadig kan ane den Georgio Armani-deo, jeg fyrede på i går. Jeg vedtager, at den T-shirt godt kan klare en dag mere, og går ned mod køkkenet fast besluttet på, at Carolina må kigge langt efter min reaktion på den hærværksramte plakat.

“Godmooooooorgen,” siger min søster og smiler det sødeste, hun kan. Jeg dumper ned på stolen overfor og smiler et falsk smil tilbage. “Slap af ... jeg sagde da bare godmorgen,” fortsætter hun guddødemig. Hun er pissegod til at være provokerende, men hvis hun ikke var min søster, så ville jeg faktisk synes, at hun var meget pæn ... næsten lækker. Hun er to år ældre end mig, hendes hår falder perfekt, hun har unaturligt lange øjenvipper, selvom de er ægte nok, og så har 10 års springgymnastik på rimelig højt niveau ikke gjort noget dårligt for hendes krop. Det har jeg selvfølgelig aldrig sagt til hende, for så ville hun bare overøse mig med lange ord, jeg alligevel ikke forstår, men som helt sikkert betyder, at jeg er noget nær den klammeste, hun kender.

“Har du også fri kl. 14.00 i dag, Alfredo?” Min far kigger for­ ventningsfuldt over på mig. Jeg nikker, mens jeg skovler et styk­ ke koldt, ristet brød i kæften, hvor smørret for længst er smeltet.

“Super. Så kører vi direkte ind til byen og køber de støvler.”

Jeg nikker igen, og min far drikker en slurk af sin kaffe.

“Skal du have nye gummistøvler?” Nu er hun der igen.

Min lillebror Otto synes åbenbart, at Carolina har humor, for han griner højlydt af hendes joke. Min far kommer til at grine af Ottos latterbrøl, og min mor forklarer Otto, at far og jeg skal ind og købe de sidste nye fodboldstøvler fra Adidas. Dem, som Mo Salah spiller i.

9

Din store idiot.indd 9

23/01/2019 10.24

“Det ville ALDRIG ske i mit liv,” siger Otto nedslået, og jeg kan ikke lade være med også at trække på smilebåndet af den lille klovn.

“Nej, mand, har I set, hvad klokken er?” Min far farer op, drikker det sidste af sin kaffe, kysser min mor (lidt for længe efter min smag) og siger med ryggen til morgenbordet: “Alfredo, my man. Vi skal skynde os.”

“Jeg skrider også. Vi ses, mor,” siger Carolina og rejser sig.

“Husk jeres madpakker!!!” råber mor til os alle sammen. De er som sædvanlig linet op på køkkenbordet med navne, “hav en god dag” og små hjerter på. Min far kysser hende igen på vej ud ad døren.

“Carolina, husk cykelhjelmen.” Mor peger på hende, da hun siger det.

“Arrggghh, mor,” udbryder Carolina og retter på frisuren, som helt sikkert vil blive ødelagt af snublekysen.

“Jeg gider ikke diskutere det,” siger mor og vender sig mod far. “Hækken, skat. Klipper du den i dag?” Min far trækker den lidt, inden han svarer.

“SKAL det absolut være i dag?” spørger han, og min mor kigger opgivende på ham.

“Ja, helst,” siger hun tørt.

“Det er bare, fordi vi har aftalt at øve med bandet ... og sidst kunne jeg heller ikke, fordi vi skulle til forældremøde ...” Han prøver virkelig, det må man give ham. Jeg kigger fra den ene til den anden, og jeg ved godt, hvem der ender med at få sin vilje.

Det bliver helt sikkert mor.

“Hvis ikke du gør det, så ringer jeg bare til en havemand, for jeg gider ikke at glo på det længere.”

Min far gør honnør for min mor og blinker til hende. “Jeg skal nok gøre det, skat. Du skal ikke ringe efter nogen.” Han 10

Din store idiot.indd 10

23/01/2019 10.24

kysser hende igen, og hun sender ham af sted med et lille dask på røven. Jeg tror sgu, at de elsker hinanden sådan rigtigt.

“Carolina, bare rolig. Du ser godt ud med hjelm,” siger far og sender hende et fingerkys. På vej ud ad døren hører jeg svagt Carolina bande over det med hjelmen. “Fuck, mand. Jeg ligner en retarderet med cykelhjelm.” Jeg kan ikke lade være med at smile af hendes kommentar, og jeg kan høre mor, der straks går i gang med at forklare, hvor nedladende det er over for handi­ cappede at bruge ordet “retarderet” som skældsord.

Din store idiot.indd 11

23/01/2019 10.24

2 Min far er lærer på min skole. Heldigvis er min far både sjov og klog, så der er ingen, der driller mig med det eller synes, at han er en nar. Jeg har endda hørt nogle af Carolinas veninder fra niende snakke om, at han er lidt lækker ... i hvert fald af en lærer at være. Carolina var selvfølgelig ved at kaste op, da de sagde det, men jeg kunne se på hende, at hun også blev lidt stolt.

Min far elsker musik. Hver morgen, når vi kører til skole i hans gamle, armygrønne Landrover Defender fra 1980, lytter vi til den musik, han hørte, da han var ung. Jeg vil nærmest sige, at jeg på mine 13 år er ved at have opbrugt min livskvote af Gaso­ lin’, Beatles, Queen og ikke mindst Savage Rose og Janis Joplin.

Jeg elsker de her morgener med min far. Bare mig og ham. Ikke nogen mor, der siger, at vi skal lægge vores stinkende fodboldtøj til vask, ikke nogen lillebror, der afbryder os for at stille et eller andet ligegyldigt spørgsmål om Pokemon – og bedst af alt; ikke nogen storesøster til at nedgøre min manglende tøjstil eller bare stil i livet generelt. Bare mig og min far, der kører. Kører og lytter til kloge kvinder, der har røget og drukket og det, der er værre, som min far altid siger.

“Er du klar til en rigtig kvinde?” spørger min far og roder hurtigt kassettebåndene i handskerummet igennem. Han finder

12

Din store idiot.indd 12

23/01/2019 10.24

Janis Joplin-båndet, som er rimelig smadret efter mange års in­ tens lytning, og kyler det i båndoptageren.

“Skal du ikke snart have et nyt anlæg til bilen, far?” spørger jeg. “Det er pænt old school med de kassettebånd.” Forleden dag havde vi Oscar med hjem fra træning, og han vidste ikke engang, hvad et kassettebånd var.

“Nej, hvorfor dog det? Det her virker jo,” siger min far, mens han rutineret bakker ud ad indkørslen. “Husk nu, Alfred. Bare fordi en ting er ny, er den ikke nødvendigvis det fedeste. Den­ gang jeg var ung, optog man musik direkte fra radioen, og så hå­ bede man bare, at studieværten holdt sin kæft, indtil hele num­ meret var færdigt. Og hvis man var rigtigt forelsket i en pige, så var den bedste måde at vise det på at lave et personligt bånd til hende, hvor man havde overspillet alle hendes yndlingsnumre.”

“Seriøst?”

Min far nikker. Janis Joplins “Piece of my heart” fylder kabi­ nen. Vi rokker i takt med hele overkroppen.

“You know you got it, if it makes you feel gooooooooood­ dddd,” skråler min far. Han ruller vinduet ned og vinker op i luften, da vi overhaler Carolina og hendes veninder, der kører to og to og spærrer det meste af højre vejbane. Jeg stikker ho­ vedet ud ad vinduet, da vi passerer pigerne, og råber: “FLOT HJELM!” Jeg når lige at se Carolina i bakspejlet, der naturligvis sender mig en fuckfinger. Jeg smiler for mig selv og skruer op for musikken. Vi parkerer foran skolen, og min far snupper et æble fra tasken. Æblet knækker perfekt, da han tager den første bid.

“Uhm! Jeg elsker bare æblerne fra haven,” siger han, mens han bakser en lilletromme ud af bagagerummet. I mine øjne ligner han en rockstjerne. Det lidt gråsprængte hår i en rodet frisure, jeans med hængerøv og stramme bukseben, en laset-

13

Din store idiot.indd 13

23/01/2019 10.24

på-den-fede-måde-T-shirt og et par trommestikker, han lige har stukket i den ene baglomme. Han misser med øjnene mod sol­ en og finder sine gamle, sorte RayBan frem fra handskerummet.

En bil parkerer ved siden af os. Det er min fars gode ven og kol­ lega Christian. De har gået på seminariet sammen og har spillet i band sammen, siden de var teenagere. Christian er politisk flygtning fra Irak og har boet i Danmark, siden han var otte. Jeg har kendt ham hele mit liv, han er Carolinas gudfar og det tæt­ teste, min far kommer på at have en bror. Det siger han i hvert fald selv. Christian har ikke selv nogen børn, og han har holdt nytårsaften sammen med os, så længe jeg kan huske. Christian er megacool og rigtig god til at spille FIFA. “Hey, boys – what’s up?” siger han, da han står ud af bilen.

“Fik du bestilt den nye forstærker?” spørger min far.

“Den kommer på mandag,” siger Christian og tømmer den cafe latte, han har i hånden.

“Det bliver fedt at øve senere. Det er et stykke tid siden, at vi har været der ALLE sammen,” siger Christian fuld af forvent­ ning. Jeg kigger på min far, der er blevet lidt tavs. Jeg kommer til at sprutte et lille grin ud.

“Hvad?” siger Christian. Han smågriner også. “Alfred, hvad er der?”

“Det er bare, fordi ... jeg tror ikke, at far kan alligevel.” Chri­ stian kigger hurtigt over på far.

“Hvad fanden skal det betyde?” spørger Christian og slår ud med armene.

“Det er, fordi han har en aftale med en hækkeklipper,” siger jeg.

“Det er bare løgn,” siger Christian.

“Ja, ja, rolig nu. Det med den hæk kan nok godt vente lidt.

Jeg tror godt, jeg kan nå begge dele,” siger min far.

14

Din store idiot.indd 14

23/01/2019 10.24

“Det tror jeg ikke,” siger jeg og griner videre sammen med Christian.

“Er du blevet til Søren-havemand, eller hvad sker der?” dril­ ler Christian.

“Hold nu bare op,” smiler far. “Jeg skal nok nå det hele. Skal vi?” spørger han og tager lilletrommen op i favnen, smækker bildøren og låser. Vi følges alle tre ind på skolen. “Vi mødes ude ved bilen kl. 14.00,” siger min far henvendt til mig, da vi når hen til mit klasselokale.

“Yes,” siger jeg. “Vi skal ud at købe de nye støvler i dag,” for­ tæller jeg Christian.

“Fedt, mand. Jeg glæder mig til at se, om der er mål i dem.

Men det er da et noget pakket program, din hr. far holder sig i dag, hva’?” Christian har været ude at se mange af mine kampe sammen med min far, og det betyder rigtig meget for mig, at de begge to gider at komme.

I klassen er der fredagsstemning på en torsdag. Oscar sidder og driller Fiona. Han har været totalt skudt i hende siden 3. klasse.

Han sidder helt tæt op ad hende og skubber til hende med albu­ en, men i virkeligheden sidder han og dufter til hendes hår. Det fortalte han mig, sidst vi sov sammen hjemme hos mig. Fiona er temmelig træt af ham og hans tilnærmelser og stikker ham til sidst en lammer på overarmen, der gør mere ondt, end han vil indrømme. Han rejser sig og sætter sig hen på mit bord, mens jeg leder efter mine matematikbøger i tasken.

“Hej, Alfred.”

“Hej, Oscar. Hvordan går det med armen?”

Han kigger på sin arm og trækker på skuldrene. “Inderst inde så elsker hun mig,” siger han og sender mig du-siger-ikke-nogettil-nogen-blikket. “Hva’ så? Har du fået lov til at få nye støvler?”

15

Din store idiot.indd 15

23/01/2019 10.24

Jeg nikker. Jeg ved, at han bliver misundelig nu.

“Hold da kæft, hvor er du heldig. De er megafede,” siger han til Viggo og Sigfred, der sidder ved bordet ved siden af.

“Hvilken farve har du valgt?” spørger Sigfred.

“De turkisgrønne med blå kant,” siger jeg stolt.

“De er også meganice,” siger Viggo. Han har de gule og har selv sparet op til dem. Jeg skal selv betale halvdelen med mine fødselsdagspenge, men det er cool nok. Jeg VIL bare have de støvler.

Vores lærer kommer ind. Han hedder Claus Gram, hvilket er ret sjovt, da han vejer 140 kilo. Min far siger, at han er meget festlig til lærerfesterne, men han kan åbenbart kun være sjov på kommando, for han er minus sjov, når han underviser i mate­ matik. Jeg kan godt lide matematik og dansk og idræt. Engelsk og tysk er til gengæld ikke lige mig. Jeg har rigtig svært ved en­ gelsk, men jeg elsker Liverpool FC og vil gerne blive bedre til engelsk. Tysk ... ist sehr slecht. Min mor siger, at jeg nok bare ikke har sprogøre.

Gram har langt om længe holdt sit oplæg om andengradslig­ ninger, og nu er det tid til at arbejde selv. Drengegruppen, be­ stående af mig selv, Oscar, Viggo og Sigfred, spæner ud på gang­ en. Vi sætter os ved bordet i aulaen, der er allerlængst væk fra klasselokalet, fordi vi ved, at Gram er for doven til at gå derover.

Nu kan vi sidde i fred og kigge på fodboldvideoer på YouTube og også lidt på piger.

Dagen snegler sig af sted. Efter matematiktimen spiser vi hurtigt en mad, og så skynder vi os ud på græsbanen, inden B’erne tager den. I den ene ende står de store fra niende og spiller røv på det store mål. En af dem misser et skud på mål. De råber og skriger med deres dybe stemmer.

16

Din store idiot.indd 16

23/01/2019 10.24

“Kom nu ind på stregen, din bums,” råber de til ham, der brændte.

“De er syge i potten,” siger Sigfred.

“Hvad skal vi spille? Røv eller to mod to på et mål?” Viggo er altid ham, der sætter det hele i gang.

“Helt klart to mod to. Mig og Oscar starter med at forsvare,” siger jeg.

Vi går i gang med at spille. Duften af nyslået græs, gode ven­ ner, en bold og masser af frihed til at gøre, hvad man vil. Jeg fucking elsker det her. Lige nu. Lige her. Det eneste, vi tænker på, er at hygge os. Jeg laver en finte, der lykkes, på Viggo, tager bolden med mig, sætter også Sigfred af og hamrer bolden op i krydset.

“Tooooooooooooooor,” råber Oscar. Han er indædt Bayern-­ fan. Sidst Bayern tabte, græd han af bar frustration. Oscar er målmand og glødende fan af Manuel Neuer. Lige inden vi skal spille kampe for klubben, øver han sig på sit stoneface, og han prøver altid at efterligne Neuers redninger. Vores træner siger tit til ham, at han skal skrue lidt ned for dramaet og bare spille bold­en. Vores træner er Oscars far. De to diskuterer altid kam­ pen til mindste detalje og kommer tit op at skændes.

Klokken ringer ind og får denne boble af lykke og hygge til at briste. På vej ind i klassen kommer jeg i tanker om, at vi skal have tysk, og at jeg har glemt at lave lektier. Jeg håber, vi skal have vikar.

Din store idiot.indd 17

23/01/2019 10.24

Han elsker at hænge ud med sine venner, spille fodbold, kigge lidt på piger og ellers bare slappe af og spille Fifa. Alfreds liv bliver smadret totalt, da han mister sin far. Alfred forsøger at holde fast i alt det, han kender, men det smuldrer mellem hænderne på ham. Han taber sig selv og sit hoved, da han „Tak, fordi du kom, Oscar!“ Han har ingen

hæmningsløst flækker en af sine modstandere midt

idé om, hvad det har betydet for mig.

over i topkampen mod BIK. Det er kun begyndelsen

„Jeg mener det virkelig. Tak.“ Han tager sin cykel og hopper op. „You will never walk alone, Alfred,“ siger han bare og kører ud ad indkørslen.

Jeg ville gerne sige noget sjovt og fodboldagtigt tilbage til ham på tysk, men jeg kan ikke. Jeg kan bare ikke.

af Alfreds nedtur, men sammen med sin storesøster og sin bedste ven, Oscar, kommer han langsomt tilbage til livet.

Da klassens smukkeste pige pludselig viser interesse for ham, og det lykkes ham at udligne i

FRA

11-15 ÅR

årets vigtigste kamp, føles det, som om livet nok skal blive O.K. igen, selvom det aldrig bliver det samme. „Hej,“ siger Oscar og glor på min mor.

„Hvordan har I det?“ flyver det ud af munden på ham. „Ja, det må du nok spørge om,“ siger min mor.

Oscar kigger på hende. Længe. „Jeg kan sgu godt forstå, at I har det ad helvede til,“ siger han så.

ISBN 9788740052183

CARIN A KAMP E R D I N STOR E ID IOT

ALFRED ER 13 ÅR, OG DET KØRER FOR HAM.

UNGDOMSROMAN

DIN STORE IDIOT

CARINA KAMPER (f. 1979) er uddannet lærer fra Zahles Seminarium, fysiologisk massør fra A.M. Massageskole og manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole. Hun har været episodeforfatter på TV2’s julekalendere Juleønsket og Tinkas juleeventyr og manuskriptforfatter på kortfilmen Whole af William Reynish. Din store idiot er hendes første ungdomsroman.

#YOUWILLNEVERWALKALONE

CARINA KAMPER POLITIKENS FORLAG

OMSLAG: SIMON LILHOLT / IMPERIET.DK

FORFATTERFOTO © SOFIE BARFOED