Det var os

NAHID MØDER MASOOD , den aften hendes familie fejrer,

Det var os er et knytnæveslag af en roman om en oprørs­ generation, om mødre og døtre, om tab og afsavn, men også om stolthed og stort livsmod.

»En af de romaner, der bliver en slags lærebog for livet.

Læs den, før det er for sent.« D A G E N S N Y H ET E R

POLITIKENS FORLAG

OMSLAG: SARA R. ACEDO F O R FAT T E R F O T O : H E L É N K A R L S S O N

Hashemzadeh_Bonde_Det_ORIG_DK.indd 1-3,5

politikensforlag.dk

ISBN 978-87-400-4139-2

9 788740 041392

det var os

Golnaz Hashemzadeh Bonde er født i Iran i 1983 og flygtede som barn med sine forældre til Sverige. Hun er stifter og leder af en non-profitorganisation, der støtter indsatsen mod marginalisering af flygt­ninge og indvandrere i Sverige. I 2012 debuterede hun med den anmelderroste roman Hon är inte jag.

Det var os er hendes anden roman og hendes internationale gennembrud. Den er solgt til udgivelse i 25 lande. Hun bor i Stockholm med sin mand og sin datter.

GOLNAZ HASHEMZADEH BONDE

at hun er kommet ind på medicinstudiet. Det er midt under den iranske revolution, og de unge elskende kaster sig ind i frihedskampen. De føler sig udødelige, men de må betale dyrt for deres oprør, og snart er de på flugt fra alt, hvad de kender I et venteværelse på et svensk hospital tredive år senere sidder Nahid alene. Hun er vred på sin sygdom, på hospitalspersonalet, på sin datter – på livet. Men hun ved ikke, at der er spirende nyt liv på vej, og måske var alle hendes kampe alligevel ikke forgæves.

GOLNAZ HASHEMZADEH BONDE

det os

»Ubesværet og flydende fortalt, så hver eneste sætning får vægt og betydning.« A F T O N B L A D ET

»I eksplosive sætninger beskrives en kvinde, som ikke længere har råd til at fortælle andet end sandheden.« GÖTEBORG-POSTEN

var

»En roman, der vibrerer af kraft og vrede. Ja, af liv.« EXPRESSEN

»Holder sin læser i et fast greb fra første til sidste side.« S V E N S K A D A G B L A D ET

ROMAN POLITIKENS FORLAG

2018-03-13 16:08

Det var os

Det var os.indd 1

13/03/18 16.53

Golnaz Hashemzadeh Bonde

Det var os

Oversat af Lisbet KjĂŚr Johansen

PO LI TI KENS F ORL AG

Det var os.indd 3

13/03/18 16.53

Til Korrie

Det var os.indd 5

13/03/18 16.53

Min mor sagde: Hvis du kunne betragte omstĂŚndighederne som formildende, ville du lade mig slippe lettere.

Athena Farrokhzad, V itsvit

Det var os.indd 7

13/03/18 16.53

Det var os.indd 8

13/03/18 16.53

Jeg har det, som om døden altid har åndet mig i nakken.

Banalt. Sådan siger alle, der skal dø, måske. Men jeg vil gerne tro, at jeg er noget særligt. Med det her som med alt andet. Jeg tror det selv. Jeg sagde det, dengang Masood døde. Livet er kun til låns. Vi burde slet ikke have levet så længe. Vi burde være døde allerede under revolutionen.

I efterskælvet. I krigen. Men jeg fik tredive år mere. Mere end halvdelen af mit liv. Det er meget. Det skal man være taknemmelig for. Det er lige så mange år, som min datter er gammel. Ja, sådan kan man også se på det. Jeg fik lov til at opfostre hende. Men jeg havde ikke behøvet at være her så længe for hendes skyld. Det har ingen brug for, strengt taget.

Man tror som forælder, at der altid er brug for én. Sådan er det ikke. Mennesker klarer sig altid. Hvem siger, at jeg ikke snarere er en belastning? Jeg er ikke sådan en, der letter mere, end jeg belaster. Det burde jeg være. Som mor.

Det er min opgave. At gøre tingene lettere, at lette tingene for andre. Men sådan har det aldrig været.

9

Det var os.indd 9

13/03/18 16.53

“Du har højst et halvt år mere at leve i,” sagde den lede mær.

Hun sagde det, som om der var sket noget trist. Som pædagogerne, når de ville fortælle, at Aram havde slået sig, som om de var kede af det. Lidt skyldbetyngede. Hun så ikke på mig, da hun sagde det. Hun stirrede ind i computerskærmen, som om sandheden befandt sig derinde. Som om det var skærmen, der havde det dårligt. Bagefter begyndte tårerne at trille hende ned ad kinderne, og hun kiggede ned i skødet. Nu var det hende, der var i følelsesmæssigt oprør.

Hende, der havde brug for trøst.

Så hold dog din kæft! havde jeg lyst til at råbe. Hvordan kan du tillade dig at sige til mig, at jeg skal dø? Hvordan kan du tillade dig at græde, som om mit liv har noget som helst med dit at gøre? Men jeg råbte ikke. Ikke lige der. Hvilket var usædvanligt.

“Jeg vil tale med din chef,” sagde jeg i stedet for.

Det kom bag på hende. Hun syntes sikkert, at det var en upassende reaktion. At også jeg burde græde.

“Jeg kan godt forstå, at det er ... en svær besked at få. Men det gør hverken fra eller til, hvem du taler med,” sagde hun.

“CT-scanningen, prøveresultaterne. Der er ingen tvivl. Du har cancer. Og den er ... fremskreden.”

Hun tav og så på mig. Afventede et ansigtsudtryk hos mig, der kunne bekræfte, at jeg havde forstået hende. Men det nægtede jeg, så hun fortsatte.

10

Det var os.indd 10

13/03/18 16.53

“Den er fase 4. Canceren. Det betyder, at du ikke har langt igen.”

“Så hold dog kæft!” Nu sagde jeg det. “Jeg er sygeplejerske. Jeg har arbejdet i sundhedsvæsenet i femogtyve år. Jeg ved, at du ikke må sige sådan noget til mig. Du har ingen anelse om, hvor længe jeg kommer til at leve. Du er ikke Gud!” Hun satte sig tilbage i stolen. Jeg kunne se, at hun var skræmt. Hun var i trediverne. Med håret sat op i to barnlige rottehaler. Et billede af et spædbarn på skrivebordet. Jeg rystede på hovedet. Hun havde ingen anelse om, hvad hun vidste eller ikke vidste noget om.

Vi sad i tavshed. Så tørrede hun tårerne af i sit ærme og gik sin vej. Jeg sad som forstenet et øjeblik, indtil jeg rakte ud efter min taske og tog mobilen frem. Jeg burde ringe til nogen. Jeg burde ringe til min datter. Sige: Hej, min lille ulykkesfugl. Nu skal mor også dø.

For fanden. Jeg begynder at skrive en sms til Zahra i stedet for. Men jeg sletter den. Hvad siger man? Hej ven, jeg har kæmpet så hårdt, men nu er det slut. Det kan jeg ikke.

Jeg hører, hvordan to stemmer nærmer sig, lægen og hendes chef. De standser op uden for døren. Hvisker. Jeg kan høre, at de ikke står ansigt til ansigt med døden så ofte her i lægehuset. De diskuterer, hvem der skal gå ind og tale videre med mig. Sådan er det. De vil gerne videre i dagens tekst. I gang med næste patient. Ikke sakke bagud. Det sidste, de har lyst til, er at sidde sammen med en døende kvinde og tage imod hendes skældud. Jeg overvejer. Skal jeg pakke sammen og bare gå? Spare dem for det. Spare mig selv for det. Jeg tager min frakke. Den er rød. Jeg rækker ud efter tasken. Den er også rød. Jeg ser ned på mine støvler.

Også røde. Alt sammen helt almindelige ting, jeg holder af.

11

Det var os.indd 11

13/03/18 16.53

Holdt af. Først begynder hænderne at ryste, derefter også skuldrene. Jeg taber tasken på gulvet. Forsøger at holde et hulk, der presser sig på, tilbage. Netop som de åbner døren.

Træder ind. Ser mig. Jeg ser, at de har mest lyst til at vende sig om og gå igen. Jeg har ikke lyst til at skræmme dem væk.

Jeg forsøger at smile. Men det hele ramler. Alt det, de ikke aner noget om. Alt det, som ingen i det her lorteland forstår, selvom de er så forstående. Alt det, der har med smerte og tab og kamp at gøre. Jeg græder. Jeg græder og græder.

Hun græder også, den første læge. Stakkel. Hun tror, at hun har noget at græde over.

Det var os.indd 12

13/03/18 16.53

Hun siger i det mindste undskyld, den ældre læge. Siger, at de ikke ved, hvor lang tid jeg har tilbage. Det kan være uger, eller det kan være år.

“Men du vil dø af canceren,” siger hun. “Det er bedst, hvis du er åben om det og fortæller dine nærmeste om den.

Ikke mindst dine børn ...”

Du kan selv sige det til mit barn, tænker jeg. Jeg får det nok ikke sagt højt, for hun fortsætter.

“Det kan godt være svært, forstår du. Netop det at være ærlig over for sine børn, det kan godt være svært. Men de fortjener at få ren besked. Så de kan forberede sig på det, der skal ske.”

Jeg ser undrende på hende. Hun ved ikke, hvad jeg tænker, men jeg antager, at hun er med på, at det er den eneste måde, jeg kan holde ud at se på hende på.

“Masood er lige død ... Hendes far. Han døde for nylig,” siger jeg.

Hun nikker.

“Han døde pludseligt. Tror du ikke, at det er bedre?

For Aram, min datter? End at skulle leve med døden. Gå og vente på den. Er det ikke bedre, at jeg bare dør en dag?”

“Det ved jeg ikke,” siger hun. Som om jeg kunne forvente et ærligt svar. “Men du får brug for din datter. Det bliver ikke let.”

13

Det var os.indd 13

13/03/18 16.53

Hun rækker mig en folder. At forberede sig på døden, eller noget i den retning. Jeg ryster på hovedet.

“Jeg skal ikke dø! Jeg skal kæmpe. Jeg vil i gang med behandling straks!”

Hun tøver.

“Ja, du får en henvisning. Men der er ventetid. Nu er det snart påske og så videre. Der kan godt gå lidt tid, inden du kommer i behandling, Nahid.”

Jeg læner mig frem i stolen.

“Men du har lige sagt, at jeg skal dø. Jeg dør, hvis vi ikke gør noget. Det er akut!”

Hun ryster på hovedet.

“Cancer er ikke så akut. Nogle uger fra eller til spiller ingen rolle, Nahid.”

“Hvad mener du? Hvad er det så, hvis det ikke er akut?”

“Ja, altså. Du må betragte din cancer som en kronisk sygdom.”

Jeg ser på hende med løftede øjenbryn.

“Kronisk? Hvordan kan det være kronisk, hvis jeg skal dø om lidt?”

“Jeg beklager.”

Hun læner sig op ad dørkarmen. Hun er ikke engang gået helt herind. Hun bliver stående på flere meters afstand. Som om det smitter. Canceren. Døden.

“Jeg er ked af det.”

Jeg rejser mig.

“Du behøver ikke være ked af det. Jeg er ikke død endnu.”

Jeg tager min læbestift frem og maler læberne. Viser, at jeg er stærk. Jeg går. Stryger forbi hende. De kalder på mig, men jeg fortsætter. Skynder mig videre, skynder mig for ikke at vende mig om og kaste mig i armene på hende

14

Det var os.indd 14

13/03/18 16.53

og bede hende om at trøste mig. Bede hende give mig løfter og trøst.

Det er først, da jeg når hjem, at jeg opdager, at jeg har mascara i hele hovedet. At jeg har malet uden for læberne.

At jeg ser farlig ud. Det er mig, der er heksen. Fugleskræmslet. Et udstoppet menneske. Et dødt menneske. En, der ikke ved, hvordan man lever.

Det var os.indd 15

13/03/18 16.53

Jeg har seks måneder tilbage at leve i. Eller nogle uger. Eller nogle år. Jeg sætter mig i sofaen uden at vaske mig i ansigtet. Jeg sidder bare med hænderne i skødet og prøver at finde ud af, hvad det nu er, man foretager sig i sådan en situation. Hvad man stiller op, når man har fået at vide, at man skal dø.

Brevbakkerne, der står på tæppet. De har stået der i månedsvis, måske år. Jeg bilder mig ind, at jeg vil tage mig af dem, når de står fremme. Sortere i dem. Måske skal jeg få det gjort nu. Gennemgå mine papirer. Sørge for, at alt er i orden. Gamle telefonregninger. Kontoudtog. Selvangivelser. Jeg tænker, at der nok aldrig har været grund til at gemme dem overhovedet. At det hele kan smides ud. Det er bare at smide det hele ud.

Det kan Aram gøre. Engang. Bagefter.

Jeg tager blokken og kuglepennen, der ligger på bordet.

Begynder at skrive ned. Kommer i tanke om, at alle mine dagbogsnotater også ligger i de brevbakker. Måske burde jeg sortere dem fra, i det mindste, og smide dem ud. Hvad vil hun ikke tænke, hvis hun læser dem? Så finder hun ud af, hvor ensom jeg har været. Hvor vred jeg har været. Jeg burde skåne hende for det, men det gør jeg ikke. Lad hende! Lad hende føle min smerte! Jeg ved godt, at det er forkasteligt. Mit moderinstinkt burde sige mig noget andet. Men det gør det ikke, sådan er det.

16

Det var os.indd 16

13/03/18 16.53

Kuglepennen glider hen over papiret. Jeg vil vide, hvor meget jeg efterlader mig. Da jeg blev skilt fra Masood, tog han alt, hvad vi ejede. Jeg fik ingenting med. Jeg har sparet op lige siden. Skrabet sammen, bygget op. Opbygget tryghed. Skabt en fremtid. Og nu er der så ingen. Jeg må le.

Der findes ingen fremtid. Tænk, hvis folk var klar over det.

At man bruger så meget tid på at udtænke og planlægge en fremtid, og så findes den pludselig ikke. Hvem skulle have troet dét?

Ville jeg have levet mit liv anderledes, hvis jeg havde vidst det? Ladet være med at tage vagt efter vagt efter vagt?

Ville jeg have trukket på kreditten og efterladt mig en stor gæld? Jeg er ikke sikker. Måske. Formodentlig. Jeg mener, hvorfor ikke? Hvad skulle have standset mig?

Jeg skriver ned. Lejligheden, jeg bor i. Guldsmykkerne i bankboksen. De satans Telia-aktier, de prakkede os på.

Pengene på opsparingskontoen. Kontantreserven i garderoben. Jeg skriver ned, regner sammen. Der er meget. Det er mange penge!

Et øjeblik tænker jeg, at det er mange penge for sådan en som mig. Men nej, det passer ikke. Der findes mange, der både er født og opvokset i det her land, som ingenting har, ingenting kan, ingenting har opnået. Som er for magelige, for dovne. Som ikke har det, jeg har. Som ikke efterlader sig noget.

Det er ikke kun mange penge for sådan en som mig.

Det er mange penge, punktum. Det er mange penge for Aram. Hvis hun ikke forstår det, kan hun stikke dem skråt op! Krigsbarn. Hun skal være taknemmelig. Hun bliver taknemmelig over det, det ved jeg. Pengene gør også mere gavn for hende end for mig. Hun formår bedre at leve, udleve ting, end jeg har gjort. Ikke kun fordi jeg skal dø. Men

17

Det var os.indd 17

13/03/18 16.53

fordi jeg aldrig har haft evnen til at leve. Det, jeg er født med, og jeg blev født ind i, var evnen til at overleve. Jeg voksede op med evnen til at overleve. Det er noget helt andet end at leve her. Jeg ved ikke, om min datter har evnen til at overleve. Måske har hun, for hun er jo nærmest født i et beskyttelsesrum. Men hendes venner har ikke. Det har børn født i Sverige ikke.

Jeg tænker på lægen igen, lægen i lægehuset. Hendes tårer. Hvad græder hun for?

Det var os.indd 18

13/03/18 16.53

NAHID MØDER MASOOD , den aften hendes familie fejrer,

Det var os er et knytnæveslag af en roman om en oprørs­ generation, om mødre og døtre, om tab og afsavn, men også om stolthed og stort livsmod.

»En af de romaner, der bliver en slags lærebog for livet.

Læs den, før det er for sent.« D A G E N S N Y H ET E R

POLITIKENS FORLAG

OMSLAG: SARA R. ACEDO F O R FAT T E R F O T O : H E L É N K A R L S S O N

Hashemzadeh_Bonde_Det_ORIG_DK.indd 1-3,5

politikensforlag.dk

ISBN 978-87-400-4139-2

9 788740 041392

det var os

Golnaz Hashemzadeh Bonde er født i Iran i 1983 og flygtede som barn med sine forældre til Sverige. Hun er stifter og leder af en non-profitorganisation, der støtter indsatsen mod marginalisering af flygt­ninge og indvandrere i Sverige. I 2012 debuterede hun med den anmelderroste roman Hon är inte jag.

Det var os er hendes anden roman og hendes internationale gennembrud. Den er solgt til udgivelse i 25 lande. Hun bor i Stockholm med sin mand og sin datter.

GOLNAZ HASHEMZADEH BONDE

at hun er kommet ind på medicinstudiet. Det er midt under den iranske revolution, og de unge elskende kaster sig ind i frihedskampen. De føler sig udødelige, men de må betale dyrt for deres oprør, og snart er de på flugt fra alt, hvad de kender I et venteværelse på et svensk hospital tredive år senere sidder Nahid alene. Hun er vred på sin sygdom, på hospitalspersonalet, på sin datter – på livet. Men hun ved ikke, at der er spirende nyt liv på vej, og måske var alle hendes kampe alligevel ikke forgæves.

GOLNAZ HASHEMZADEH BONDE

det os

»Ubesværet og flydende fortalt, så hver eneste sætning får vægt og betydning.« A F T O N B L A D ET

»I eksplosive sætninger beskrives en kvinde, som ikke længere har råd til at fortælle andet end sandheden.« GÖTEBORG-POSTEN

var

»En roman, der vibrerer af kraft og vrede. Ja, af liv.« EXPRESSEN

»Holder sin læser i et fast greb fra første til sidste side.« S V E N S K A D A G B L A D ET

ROMAN POLITIKENS FORLAG

2018-03-13 16:08