Der der

FOTO: ELENA SIEBERT

„Rystende og indsigtsfyldt multi-portræt af de glemte amerikanere. En både grufuld, underholdende og livsændrende læseoplevelse.“

„En åbenbaring af en roman.“ THE NEW YORK TIMES

MORTEN PAPE

„Der er ikke noget der der,” siger han, næsten hviskende med sådan et fjoget,

I dagene op til årets store begivenhed for indianer-

åbenmundet smil, der giver Dene lyst til

stammerne i Oakland, The Big Oakland Powow, følger

at klappe ham en. Citatet betyder noget

vi tolv vidt forskellige personer, mens de gør sig klar til

TOMMY ORANGE er født og opvokset i Oakland, Californien og uddannet fra the Institute of American Indian Arts. Han er optaget som medlem af cheyenne- og arapaho-stammerne og bor i dag i Angels Camp. Der der er hans første roman.

for Dene. Dette der der. Han havde ikke

at spille hver sin rolle i den traditionelle dansefest. Alle

læst noget af Gertrude Stein ud over det

har de deres særlige grund til at være med, og mens de

citat. Men for de indfødte har landet

forbereder sig, hver med sine drømme og forventninger,

været bebygget, begravet fædrene land,

ambitioner eller bange anelser, ved ingen, hvem af dem

glas og beton og ledninger og stål,

der vil overleve den ’store dag’.

uretunerbar tildækket erindring.

Der er ikke noget der der.“

Der der er en rå og usentimental roman om vold og

Fra bogen

vanvid, men det er også en roman om styrke og sammenhold og en fortælling om, hvordan moderne indianere lever og måske overlever i de store amerikanske

„En vild og bevægende bog.“ KIRKUS REVIEW

„Et overflødighedshorn af talent og storslåede tanker.“

„Ikke kun historien, men også personerne tager vejret fra en i denne gribende voldsomme roman.“

byer i dag.

„En imponerende litterær debut.“

PUBLISHERS WEEKLY

MARGARET ATWOOD

„Mesterlig. Hvidglødende.

Hjerteskærende.“

THE SEATTLE TIMES

WASHINGTON POST

ISBN 978-87-400-4189-7

POLITIKENS FORLAG

DER DER

Der Der - indd.indd 1

13/06/18 16.29

Tommy Orange

DER DER Oversat af Rasmus Hastrup

PO L IT IK E NS FORLAG

Der Der - indd.indd 3

13/06/18 16.29

Prolog I de dystre tider, Vil der da også blive sunget?

Da vil der også blive sunget.

Om de dystre tider.

– B ERTO LT BRE C H T

Der Der - indd.indd 7

13/06/18 16.29

Indianerhoved Der var et indianerhoved, et hoved af en indianer, en tegning af hovedet af en fjerprydet, langhåret indianer, lavet af en ukendt kunstner i 1939 og udsendt indtil slutningen af 1970’erne til amerikanske fjernsyn alle vegne, når dagens udsendelser var slut.

Det hedder indianerhovedprøvebilledet. Hvis man lod sit fjernsyn være tændt, hørte man en tone ved 440 hertz – den tone, der bruges til at stemme instrumenter – og man så indianeren omkranset af cirkler, der lignede noget i et kikkertsigte. Der var noget, der lignede et bullseye, midt på skærmen, med tal ligesom koordinater. Indianerhovedet var lige over bullseye, som om det eneste, man skulle gøre for at få indianeren på kornet, var at nikke samtykkende. Det var bare en test.

I 1621 inviterede kolonisterne Massasoit, høvdingen for wampanoag-stammen, til en fest efter en nyligt overstået jordhandel.

Massasoit kom sammen med halvfems af sine mænd. Det måltid er grunden til, at vi stadig spiser et måltid sammen i november.

Fejrer begivenheden som nation. To år senere var der et tilsvarende måltid, som skulle symbolisere evigt venskab. To hundrede indianere faldt døde om den aften på grund af en ukendt gift.

Da Massasoits søn Metacomet blev høvding, spiste india­nere og pilgrimme ikke flere fælles måltider. Metacomet, også kendt som King Philip, blev tvunget til at underskrive en fredsaftale, ifølge hvilken indianerne skulle opgive alle deres skydevåben.

9

Der Der - indd.indd 9

13/06/18 16.29

Tre af hans mænd blev hængt. Han bror Wamsutta blev, skal vi sige, sandsynligvis forgiftet efter at være blevet stævnet og tilbageholdt af retten i Plymouth. Hvilket alt sammen førte til den første officielle indianerkrig. Den første krig mod indianere. King Philips Krig. Tre år senere var krigen slut, og Metacomet var på flugt. Han blev senere fanget af Benjamin Church, kaptajn i de første American Rangers, og en indianer ved navn John Alderman. Metacomet blev halshugget og sønderlemmet. Skåret i kvarte. De bandt de fire dele af hans lig til træer i nærheden, så fuglene kunne æde ham. Alderman fik Metacomets hånd, som han opbevarede i en krukke rom og rejste rundt med i årevis og viste frem mod betaling. Metacomets hoved blev solgt til Plymouth Colony for tredive shilling – den almindelige takst for et indianerhoved på den tid. Hovedet blev sat på en stage, båret gennem Plymouths gader og udstillet på Plymouth Fort de følgende femogtyve år.

I 1637 samledes et sted mellem fire hundrede og syv hundrede fra pequot-stammen til den årlige grøn majs-fest. Kolonister omringede deres landsby, stak ild på den og skød enhver pequot, der forsøgte at flygte. Dagen efter holdt man fest i Massachusetts Bay Colony for at fejre det, og guvernøren erklærede, at det var en taksigelsesdag. Den slags taksigelser fandt sted alle vegne, når der havde været det, vi kan kalde ‘vellykkede massakrer’. Ved en sådan lejlighed i Manhattan fejrede folk det efter sigende ved at sparke pequot-hoveder rundt i gaderne som fodbold.

Den første roman af en oprindelig indfødt, og den første roman skrevet i Californien, blev skrevet i 1854 af en cherokee ved navn John Rollin Ridge. The Life and Adventures of Joaquín Murieta var baseret på en angiveligt ægte mexicansk bandit af samme navn, som blev dræbt af en gruppe Texas Rangers i 1853.

For at bevise, at de havde dræbt Murieta, og indløse dusøren på 10

Der Der - indd.indd 10

13/06/18 16.29

fem tusind dollars, skar de hovedet af ham. Opbevarede det i en krukke whisky. De skar også hånden af hans medsammensvorne Three-Fingered Jack. De tog Murietas hoved og Jacks hånd med på en tur rundt i hele Californien og krævede en dollar for at vise dem frem.

Indianerhovedet i krukken og indianerhovedet på stagen var som flag, der blev hejst, så de kunne ses vidt omkring. Ligesom indianerhoved-prøvesignalet blev udsendt til sovende amerikanere, mens vi satte sejl fra vores dagligstuer og sejlede på de havblågrønne, glødende radiobølger til Den Nye Verdens kyster og skærme.

Rullende hoved Der er en gammel cheyenne-historie om et rullende hoved. Vi hørte, at der var en familie, som flyttede væk fra deres lejr, flyttede tæt på en sø – mand, kone, datter, søn. Om morgenen, når manden var færdig med at danse, børstede han sin kones hår, malede hendes ansigt rødt og gik på jagt. Når han kom tilbage, var hendes ansigt vasket rent. Da det var sket et par gange, besluttede han at følge efter hende og gemme sig for at se, hvad hun lavede, når han var væk. Han fandt hende i søen med et søuhyre, en slags slange, snoet om sig i et kærligt favntag. Manden skar uhyret i stykker og slog sin kone ihjel. Han tog kødet med hjem til sine børn. De bemærkede, at det smagte anderledes. Sønnen, som stadig blev ammet, sagde: Min mor smager præcis sådan her. Hans søster sagde, at det bare var hjortekød. Mens de spiste, 11

Der Der - indd.indd 11

13/06/18 16.29

kom et hoved rullende. De løb, men hovedet fulgte efter dem.

Søsteren kom i tanke om et sted, hvor de legede, hvor tornene var kraftige, og hun vakte tornene til live bag sig med sine ord. Men hovedet brød igennem og blev ved med at komme efter dem.

Så huskede hun, hvor klipperne lå stablet på en indviklet måde.

Klipperne kom, da hun talte om dem, men de stoppede heller ikke hovedet, så hun tegnede en streg på jorden, som blev til en dyb kløft, hovedet ikke kunne komme over. Men efter lang tids voldsom regn var kløften fyldt med vand. Hovedet krydsede vandet, og da det nåede over på den anden side, vendte det sig om og drak alt vandet. Det rullende hoved blev forvirret og beruset.

Det ville have mere. Mere af hvad som helst. Mere af det hele.

Og det blev ved med at rulle. Én ting, vi bør huske på, når vi bevæger os videre, er, at ingen nogensinde har trillet hoveder ned ad tempeltrapper. Det er noget, Mel Gibson har fundet på. Men de af os, der har set filmen, husker hoveder rulle ned ad tempeltrapper i en verden, der skal ligne den virkelige indianske verden i 1500-tallets Mexico. Mexicanere, før de var mexicanere. Før Spanien kom.

Vi er blevet defineret af alle mulige andre og bliver stadig bagtalt på trods af lettilgængelige internetfakta om vores historiske virkeligheder og nuværende betingelser som folk. Vi har den triste, besejrede indianerprofil, og hovederne, der triller ned ad tempeltrappen, vi har det i hovederne. Kevin Costner redder os, John Waynes seksløber myrder os, en italiensk fyr ved navn Iron Eyes Cody spiller vores roller på film. Vi har den grædefærdige indianer, der sørger over forurening i reklamen (også Iron Eyes Cody), og den skøre indianer, der smider med vaskekummer, som var fortælleren i romanen, stemmen i Gøgereden. Vi har alle logoerne og maskotterne. Kopien af en kopi af billedet af en indianer i en skolebog. Hele vejen fra det øverste Canada, det øverste Alaska og hele vejen ned til det nederste Sydamerika 12

Der Der - indd.indd 12

13/06/18 16.29

er indianere blevet fjernet og derefter reduceret til fjerprydede billeder. Vores hoveder er på flag, sportstrøjer og mønter. Vores hoveder kom på pennyen først, selvfølgelig, den indianske cent, og så på bison-femcentsmønten, begge dele før vi overhovedet havde stemmeret som folk – to ting, der ligesom sandheden om, hvad der skete, i historier over hele verden, og ligesom blodet fra nedslagtningerne, ikke længere er i cirkulation.

Massakre som prolog Nogle af os voksede op med historier om massakrer. Historier om, hvad der skete med vores folk for ikke så længe siden. Hvordan vi kom ud af det igen. Ved Sand Creek hørte vi, at de mejede os ned med deres haubitser. Frivillige militser under oberst John Chivington kom for at slå os ihjel – vi var primært kvinder, børn og gamle. Mændene var ude på jagt. De sagde, at vi skulle hejse det amerikanske flag. Det gjorde vi, sammen med et hvidt flag. Vi stod under begge flag, mens de gik løs på os. De gjorde mere end bare at dræbe os. De flåede os i stumper og stykker.

Lem­læstede os. Brækkede vores fingre for at stjæle vores ringe, skar vores ører af for at få fat på vores sølv, skalperede os for at få vores hår. Vi gemte os i hule træer, begravede os i sandet ved flodbredden. Sandet blev rødt af blod. De flåede ufødte børn ud af mødres maver, tog, hvad vi havde tænkt at skulle blive til, vores børn, før de var børn, babyer, før de var babyer, de flåede dem ud af vores maver. De knuste bløde babyhoveder mod træer. Så tog de vores kropsdele som trofæer og viste dem frem på en scene i Denver. Oberst Chivington dansede med afskårne dele af os 13

Der Der - indd.indd 13

13/06/18 16.29

i hænderne, og menneskemængden, der forsamledes der foran ham, holdt sig ikke for gode til at juble og danse sammen med ham. Det var en fest.

Hårdt, hurtigt At få os ind til byerne skulle have været det sidste nødvendige skridt i vores assimilering, optagelse, udviskning, fuldendelsen af en fem hundrede år lang folkemordskampagne. Men byen gjorde os nye, og vi gjorde den til vores. Vi for ikke vild mellem de høje bygninger, strømmene af anonyme masser, trafikkens uophørlige spektakel. Vi fandt hinanden, lancerede indianercentre, tog vores familier og powwows med, vores danse, vores sange, vores perlesmykker. Vi købte og lejede hjem, sov på gaderne, under motorvejsbroer; vi gik i skole, meldte os til hæren, fyldte indianske barer i Fruitvale-kvarteret i Oakland og Mission-kvarteret i San Francisco. Vi boede i togvognslandsbyer i Richmond.

Vi lavede kunst, og vi lavede børn, og vi lavede muligheder for, at vores folk kunne rejse frem og tilbage mellem reservaterne og byen. Vi flyttede ikke til byen for at dø. Fortovene og gaderne, betonen absorberede vores tyngde. Glasset, metallet, gummiet og ledningerne, hastigheden, de susende masser – byen tog os til sig. Vi var ikke byindianere dengang. Det var en del af Indianerflytningsloven, som var en del af indianerudryddelsespolitikken, som var og er præcis, hvad det lyder som. Få dem til at se ud som os og opføre sig som os. Blive til os. Og dermed forsvinde. Men sådan var det ikke kun. Mange af os kom frivilligt, for at begynde forfra, for at tjene penge eller for at få nye oplevelser. Nogle af os 14

Der Der - indd.indd 14

13/06/18 16.29

kom til byen for at slippe væk fra reservatet. Vi blev efter at have kæmpet i Anden Verdenskrig. Og Vietnam-krigen. Vi blev, fordi byen lyder som en krig, og man kan ikke forlade en krig, når man først har været med, man kan kun holde den på afstand – hvilket er lettere, hvis man kan se og høre den i nærheden, det hurtige metal, de konstante skud hele vejen rundt, biler op og ned ad gader og motorveje som kugler. Reservatets stilhed, de små byer langs hovedvejene, landlige samfund, den slags stilhed gør bare lyden af ens brændende hjerne så meget desto tydeligere.

Mange af os er bymennesker nu. Hvis ikke fordi vi bor i byerne, så fordi vi bor på internettet. I de mange browservinduers højhuse. De kaldte os fortovsindianere. Kaldte os urbaniserede, overfladiske, uægte, kulturløse flygtninge, æbler. Et æble er rødt på ydersiden og hvidt indeni. Men det vi er, er det vores forfædre gjorde. Hvordan de overlevede. Vi er de minder, vi ikke kan huske, som lever i os, som vi føler, der får os til at synge og danse og bede, som vi gør, følelser fra minder, der blusser op og blomstrer uventet i vores liv som blod gennem et tæppe fra et sår lavet af en kugle affyret af en mand, der skyder os i ryggen for at få vores hår, vores hoveder, for at få en dusør eller bare for at blive af med os.

Da de først kom efter os med deres kugler, holdt vi ikke op med at bevæge os, selv om kuglerne bevægede sig dobbelt så hurtigt som lyden af vores skrig, og selv da deres varme og fart brød gennem vores hud, knuste vores knogler, kranier, gennemborede vores hjerter, blev vi ved, selv mens vi så kuglerne sende vores kroppe flagrende gennem luften som flag, som de mange flag og bygninger, der skød op som erstatning for alt det, vi kendte ved landet førhen. Kuglerne var forvarsler, spøgelser fra drømme om en hård, hurtig fremtid. Kuglerne fløj videre efter at være fløjet gennem os, blev til et løfte om, hvad der skulle ske, hastigheden og drabene, grænser og bygningers hårde, hurtige linjer.

15

Der Der - indd.indd 15

13/06/18 16.29

De tog alting og kværnede det til støv så fint som krudt, de skød triumferende op i luften, og vildfarne kugler fløj ud i fejlskrevne, helst glemte historiers intethed. Vildfarne kugler og konsekvenser rammer vores intetanende kroppe selv nu.

Urbanitet Byindianerne er den generation, der blev født i byen. Vi har flyttet os gennem længere tid, men landet flytter med som erindringer. En byindianer tilhører byen, og byer tilhører jorden. Alt her er formet i forhold til alt andet levende og ikke levende fra jorden. Alle vores forhold. Den proces, der fører noget frem til sin nuværende form – kemisk, syntetisk, teknologisk eller andet – gør ikke produktet til noget, der ikke er et produkt af den levende jord. Bygninger, motorveje, biler – er de ikke af jorden? Er de dumpet ned fra Mars, fra månen? Er det, fordi de er forarbejdede, fremstillede, eller fordi vi styrer dem, håndterer dem? Er vi så anderledes? Var vi ikke engang noget helt andet, homo sapiens, encellede organismer, rumstøv, præ-Big Bang uidentificerbar kvanteteori? Byer opstår på samme måde som galakser. Byindianere føler sig hjemme, når de går i skyggen af en bygning i centrum. Vi lærte Oaklands skyline at kende, bedre end vi kendte nogen hellig bjergkæde; vi lærte kæmpefyrretræerne i Oakland Hills bedre at kende end nogen anden vild, dyb skov. Vi kender lyden af motorvejen bedre end lyden af floder, hylet fra fjerne tog bedre end ulvehyl, vi kender lugten af benzin og våd beton og brændt gummi bedre end lugten af cedertræ og bynke og endda stegt brød – som ikke er oprindeligt, ligesom reservater ikke er 16

Der Der - indd.indd 16

13/06/18 16.29

oprindelige, men intet er oprindeligt, alt kommer fra noget, der var der før, som engang var ingenting. Alting er nyt og dømt til undergang. Vi kører i bus, tog og bil på tværs af, over og under betonprærier. At være indianer har aldrig handlet om at vende tilbage til landet. Landet er overalt eller ingen steder.

Der Der - indd.indd 17

13/06/18 16.29

Der Der - indd.indd 18

13/06/18 16.29

FØRSTE DEL

Bliv Hvordan kan jeg i dag undgå at kende dit ansigt i morgen, det ansigt, som allerede er der eller bliver dannet under det ansigt, du viser mig, eller under den maske, du bærer, og som du kun viser mig, når jeg mindst venter det.

– J AVI E R MA RÍ A S

Der Der - indd.indd 19

13/06/18 16.29

Der Der - indd.indd 20

13/06/18 16.29

Tony Loneman til mig i spejlet, da jeg var seks. Tidligere på dagen, mens vi hang i klatrestativet på legepladsen, havde min gode ven Mario sagt: “Hvorfor ser du sådan ud i hovedet?”

Jeg kan ikke huske, hvad jeg gjorde. Jeg ved det stadig ikke.

Jeg kan huske udtværet blod på metallet og smagen af metal i min mund. Jeg kan huske, at min bedstemor Maxine ruskede mig i skulderen på gangen uden for skolelederens kontor; jeg havde lukkede øjne, og hun lavede den der psshh-lyd, hun altid laver, når jeg prøver at forklare mig, men bør lade være. Jeg kan huske, at hun hev mig i armen hårdere end nogensinde før, og så den tavse køretur hjem.

Derhjemme så jeg mit ansigt spejlet i fjernsynsskærmen, før jeg tændte fjernsynet. Det var første gang, jeg så det. Mit eget ansigt, som alle andre så det. Da jeg spurgte Maxine, sagde hun, at min mor drak, mens jeg lå i hendes mave, hun fortalte mig lige så langsomt, at jeg havde føtalt alkoholsyn-drom. Jeg hørte bare, at hun sagde ‘drom’, og så var jeg tilbage foran det slukkede fjernsyn og sad og stirrede på det. Mit ansigt strakte sig hen over skærmen. Dromet. Jeg prøvede, men jeg kunne ikke få ansigtet, jeg havde fundet der, til at blive mit igen.

DR OM ET K O M FØ RST

21

Der Der - indd.indd 21

13/06/18 16.29

De fleste behøver ikke tænke over, hvad deres ansigter betyder, sådan som jeg gør. Ens ansigt i et spejl, der kigger tilbage på én, altså, de fleste ved ikke engang, hvordan det ser ud længere. Det der forrest på ens hoved ser man aldrig, ligesom man aldrig ser sit øje med sit øje, ligesom man aldrig kan lugte, hvordan man lugter, men jeg ved, hvordan mit ansigt ser ud. Jeg ved, hvad det betyder. Mine øjne er halvt lukkede, som om jeg er helt skæv, og min mund står åben hele tiden. Der er for meget plads mellem alle delene i mit ansigt – øjne, næse, mund, det hele er spredt ud, som om en dranker havde klasket på det, mens han rakte ud efter en drink mere. Folk ser på mig, og så kigger de væk, når de ser, at jeg ser, at de ser på mig. Det er også Dromet. Min kraft og min forbandelse. Dromet er min mor og grunden til, at hun drak, det er den måde, historien lander i et ansigt på, og alle de måder jeg har klaret mig på, selv om det har fucket med mig siden den dag, jeg fandt det i fjernsynet, hvor det stirrede på mig som en fucking superskurk.

Jeg er enogtyve nu, hvilket betyder, at jeg må drikke, hvis jeg vil.

Men det vil jeg ikke. Som jeg ser det, fik jeg nok, dengang jeg lå i min mors mave. Jeg blev fuld derinde, en fucking fuld baby, ikke engang en baby, sådan en fucking lille haletudse-ting forbundet med en streng, frit svævende i en mave.

De sagde, at jeg var dum. Ikke på den måde, det sagde de ikke, men jeg dumpede sådan set intelligenstesten. Den laveste percentil. Det nederste trin. Min gode ven Karen sagde, at de har alle mulige intelligenser. Hun er min vejleder, som jeg stadig mødes med en gang om ugen ovre på indianercentret – jeg fik først besked på at tage derover efter det med Mario i børnehaven.

Karen sagde, at jeg ikke skulle tage mig af det, de prøvede at sige om min intelligens. Hun sagde, at folk med FAS er på et spektrum, har mange forskellige intelligenser, at intelligenstesten er 22

Der Der - indd.indd 22

13/06/18 16.29

tendentiøs, og at jeg har en stærk intuition og er rimelig snedig, at jeg er klog nok, når det gælder, hvad jeg godt vidste i forvejen, men det var alligevel rart, at hun sagde det, som om jeg ikke helt vidste det, før hun sagde det på den måde.

Jeg er klog på den her måde: Jeg ved, hvad folk vil. Hvad de mener, når de siger, at de mener noget andet. Dromet lærte mig at se forbi det første blik, folk kaster på én, og finde det andet lige bagved. Det eneste, man skal gøre, er at vente et sekund længere, end man normalt gør, og så kan man fange det, så kan man se, hvad de har tænkt sig deromme. Jeg ved, hvis nogen sælger rundt omkring mig. Jeg kender Oakland. Jeg ved, hvordan det ser ud, hvis nogen prøver at komme ind på mig, hvornår jeg for eksempel skal gå over vejen, og hvornår jeg skal se ned i jorden og gå videre. Jeg kan også kende en bangebuks, når jeg ser en. Det er let nok. Det er, som om de har sådan et fucking skilt med Kom og tag mig. De kigger på mig, som om jeg allerede har lavet et eller andet lort, og så kan jeg jo lige så godt lave det lort, de ser sådan på mig for.

Maxine sagde, at jeg var en medicin-person. Hun sagde, at folk som mig er sjældne, og når vi er der, må folk simpelthen bare indse, at vi ser anderledes ud, fordi vi er anderledes. Det skal de respektere. Jeg har bare aldrig fået respekt fra nogen som helst, bortset fra Maxine. Hun siger, at vi er cheyenne. At indianere har en lang historie med landet. At alt det her engang var vores. Alt det her. Pis. De har ikke været så skidesnedige dengang. Sådan at lade de hvide komme og tage det hele fra dem. Og det værste er, at alle de indianere sikkert godt vidste det, men de kunne ikke gøre noget. De havde ikke geværer. Og så var der sygdommene. Det sagde Maxine. De dræbte os med deres hvide snavs og sygdomme, flyttede os væk fra vores land, flyttede os ud på noget lorteland, hvor man ikke kan dyrke en fucking skid. Jeg ville hade, hvis jeg blev flyttet væk fra Oakland, fordi jeg kender den 23

Der Der - indd.indd 23

13/06/18 16.29

så godt, fra West til East til Deep East og tilbage igen, på cykel eller i bus eller tog. Det er mit eneste hjem. Jeg ville aldrig klare mig et andet sted.

Nogle gange kører jeg på cykel gennem hele Oakland bare for at kigge, se menneskene, alle de forskellige kvarterer. Med MF Doom i hovedtelefonerne kan jeg cykle hele dagen. MF står for Metal Face. Han er min yndlingsrapper. Doom har en metalmaske på og siger, at han er en gangster. Før Doom kendte jeg ikke noget, ud over det, der kom i radioen. En eller anden glemte sin iPod på sædet foran mig i bussen. Der var kun Doom på.

Jeg vidste, at jeg kunne lide ham, da jeg hørte linjen “Got more soul than a sock with a hole”. Det, jeg godt kunne lide, var, at jeg forstod alle betydningerne lige med det samme, altså lige da jeg hørte det. Det betød sjæl, ligesom et hul i en sok giver sokken karakter, det betyder, at den er slidt, det giver den sjæl, og også at bunden af ens fod kan ses igennem, sålen på foden. Det var en lille ting, men det fik mig til at synes, at jeg ikke er så dum.

Ikke langsom. Ikke det nederste trin. Og det hjalp, fordi det er Dromet, der giver mig sjæl, og Dromet er et ansigt, der er slidt igennem.

Min mor sidder i fængsel. Nogle gange taler vi i telefon, men hun siger altid et eller andet lort, der får mig til at ønske, at vi ikke gjorde. Hun sagde, at min far var i New Mexico. At han ikke engang ved, at jeg findes.

“Så sig til det røvhul, at det gør jeg,” sagde jeg.

“Tony, det er ikke så simpelt,” sagde hun.

“Du skal ikke kalde mig simpel. Du skal kraftedeme ikke kalde mig simpel. Det er fucking din skyld, at jeg er sådan her.”

Nogle gange bliver jeg vred. Det er det, der sker med min intelligens nogle gange. Lige meget hvor mange gange Maxine fik 24

Der Der - indd.indd 24

13/06/18 16.29

mig til at skifte skole, blev jeg bortvist for at slås, det er altid det samme. Jeg bliver vred, og så ved jeg ikke mere. Mit ansigt bliver varmt og hårdt, som om det er lavet af metal, og så får jeg blackouts. Og jeg er stærk. For stærk, siger Maxine. Som jeg ser det, har jeg den her store krop til at hjælpe mig, når nu mit ansigt endte så dårligt. Det er sådan, det er for mig at ligne et monster.

Dromet. Og når jeg retter mig op, når jeg bliver lige så fucking høj som jeg kan, er der ingen, der fucker med mig. Alle løber, som om de har set et spøgelse. Måske er jeg et spøgelse. Måske ved Maxine ikke engang, hvem jeg er. Måske er jeg det modsatte af en medicinperson. Måske laver jeg et eller anden en dag, så alle ved, hvem jeg er. Måske er det dér, jeg kommer til live. Måske er det dér, at de endelig ser på mig, fordi de er nødt til det.

Alle vil tro, at det handler om penge. Men hvem fanden vil ikke have penge? Det er, hvorfor man vil have penge, hvordan man får dem, og så hvad man gør med dem, som betyder noget. Penge har aldrig gjort nogen en fucking skid. Det er mennesker. Jeg har solgt pot, siden jeg var tretten. Mødte nogle homies på gaden bare ved at være udenfor hele tiden. De troede sikkert, at jeg allerede solgte, fordi jeg altid hang ud på gadehjørnerne og alt muligt lort. Men måske ikke. Hvis de troede, at jeg solgte, ville de nok have givet mig en røvfuld. De havde sikkert ondt af mig.

Usselt lortetøj, usselt lortefjæs. Jeg giver de fleste af de penge, jeg tjener på at sælge, til Maxine. Jeg prøver at hjælpe hende, så godt jeg kan, fordi hun lader mig bo hjemme hos hende ovre i West Oakland, for enden af Fourteenth, et hus hun købte for lang tid siden, da hun arbejdede som sygeplejerske i San Francisco. Nu har hun selv brug for en sygeplejerske, men det har hun ikke råd til, ikke engang med de penge hun får fra bistandskontoret. Hun har brug for mig til at ordne alt muligt lort for hende. Købe ind.

Køre med i bussen, når hun skal hente sin medicin. Jeg hjælper hende også ned ad trappen nu. Jeg fatter ikke, at knogler kan 25

Der Der - indd.indd 25

13/06/18 16.29

blive så gamle, at de kan knække, splintre i små stykker i kroppen som glas. Efter hun brækkede hoften, begyndte jeg at hjælpe endnu mere til.

Maxine får mig til at læse for hende, inden hun falder i søvn.

Jeg kan ikke så godt lide det, fordi jeg læser langsomt. Bogstaverne bevæger sig for mig somme tider, ligesom insekter. De bytter plads, lige når de vil. Men somme tider bevæger de sig ikke. Når de holder sig i ro, er jeg nødt til at vente for at sikre mig, at de ikke bevæger sig igen, så det ender med, at det tager længere tid for mig at læse de bogstaver end dem, som jeg kan sætte sammen, efter at de har blandet sig rundt. Maxine får mig til at læse in­ dianerting, som jeg ikke altid forstår. Men jeg kan godt lide det, fordi når jeg forstår det, forstår jeg det helt langt nede, hvor det gør ondt, men føles bedre, fordi man føler det, noget man ikke kunne føle, før man læste det, som får én til at føle sig mindre alene, og som om det ikke kommer til at gøre lige så ondt mere.

Engang brugte hun ordet knusende, efter jeg var færdig med at læse et afsnit af hendes yndlingsforfatter, Louise Erdrich. Det var noget om, hvordan livet vil ødelægge én. At det er grunden til, at vi er her, og om at sætte sig under et æbletræ og lytte til æblerne, der falder ned og lægger sig i bunker, så al sødmen går til spilde.

Jeg vidste ikke, hvad det betød dengang, og hun kunne se, at jeg ikke vidste det. Hun forklarede det ikke. Men vi læste afsnittet, hele bogen, igen en anden gang, og så forstod jeg det.

Maxine har altid kendt mig og kan læse mig, som ingen andre kan, bedre end jeg selv kan, endda, som om jeg ikke engang helt ved, hvad jeg viser til verden, som om jeg læser min egen virkelighed langsomt, på grund af den måde tingene bliver blandet på for mig, den måde folk ser på mig på og behandler mig på, og hvor lang tid det tager mig at regne ud, om jeg skal sætte det hele sammen igen.

26

Der Der - indd.indd 26

13/06/18 16.29

Alt det her lort, hvordan det hele er sket, var på grund af de der hvide drenge fra Oakland Hills, som kom hen til mig på parkeringspladsen foran en vinhandel i West Oakland, lige hen mod mig, som om de ikke var bange for mig. Jeg kunne se, at de var bange for at være der, i det kvarter, men de var ikke bange for mig. Det var, som om de troede, at jeg ikke ville lave noget lort, på grund af hvordan jeg ser ud. Som om jeg er for langsom til at lave noget lort.

“Har du sne?” sagde ham med Kangol-hatten, der var lige så høj som mig. Jeg var lige ved at komme til at grine. Det var så fucking hvidt af ham at bruge ordet sne om kokain.

“Jeg kan skaffe noget,” sagde jeg, selv om jeg ikke var sikker på, om jeg kunne. “Kom tilbage om en uge, samme tid.” Jeg ville spørge Carlos.

Carlos er skingrende fucking skør. Den aften, hvor det var meningen, at han skulle få fat på det, ringede han og sagde, at han ikke kunne nå det, og at jeg selv var nødt til at tage hen til Octavio og hente det.

Jeg cyklede fra Coliseum Station. Octavio bor i Deep East Oakland, lidt fra Seventy-third, over for der, hvor Eastmont Mall lå, indtil det blev så slemt, at de lavede den om til politistation.

Da jeg kom derhen, kom folk strømmende ud af huset, som om der havde været slagsmål. Jeg sad lidt på min cykel et stykke væk og så på alkoholikerne, der væltede rundt under gadelygterne som insekter, der er høje på lyset.

Da jeg fandt Octavio, var han totalt fucked-up. Det får mig altid til at tænke på min mor, når jeg ser folk sådan. Jeg spekulerede på, hvordan hun var, når hun var fuld, og jeg var inde i hende. Kunne hun lide det? Kunne jeg?

Men Octavio var okay klar i hovedet, selv om han snøvlede.

Han lagde en arm om skuldrene på mig og tog mig med om i haven, hvor han havde en bænk med en vægtstang under et træ.

Jeg så ham tage nogle sæt med stangen uden vægtskiver på. Det 27

Der Der - indd.indd 27

13/06/18 16.29

var, som om han ikke opdagede, at der ikke var vægtskiver på.

Jeg ventede for at se, hvornår han ville spørge mig om mit ansigt.

Men det gjorde han ikke. Jeg hørte ham tale om sin bedstemor, om hvordan hun havde reddet hans liv, efter at hans familie var væk. Han sagde, at hun havde fjernet en forbandelse med grævlingeskind, og at hun kaldte alle, som ikke var mexicanere eller indianere, for gachupins, som er en sygdom, spanierne bragte med til de indfødte, da de kom – hun sagde tit til ham, at spanierne var den sygdom, de havde med. Han sagde til mig, at han aldrig havde tænkt sig at blive til det, han var blevet til, og jeg vidste ikke helt, hvad han mente, om det var fulderik eller pusher eller begge dele eller noget andet.

“Jeg ville give mit hjerteblod for hende,” sagde Octavio. Hans eget hjerteblod. Det var sådan, jeg havde det med Maxine. Han sagde, at han ikke ville lyde sådan vildt følsom og den slags, men at der ikke var nogen, der nogensinde hørte rigtigt på ham. Jeg vidste, at det var, fordi han var fucked-up. Og at han sikkert ikke ville kunne huske en skid af det. Men derefter gik jeg direkte til Octavio, når jeg skulle bruge noget.

Det viste sig, at de der latterlige hvide gutter oppe fra bakkerne havde venner. Vi tjente gode penge den sommer. Så en dag, da jeg kom for at hente, inviterede Octavio mig ind og bad mig om at sætte mig ned.

“Du er oprindelig, ikke?” sagde han.

“Jo,” sagde jeg og spekulerede på, hvor han vidste det fra.

“Cheyenne.”

“Fortæl mig, hvad en powwow er,” sagde han.

“Hvorfor?”

“Bare fortæl mig det.”

Maxine havde taget mig med til powwows hele vejen rundt om bugten, siden jeg var lille. Jeg gør det ikke mere, men dengang dansede jeg.

“Vi klæder os ud som indianere, med fjer og perler og alt mu28

Der Der - indd.indd 28

13/06/18 16.29

ligt lort. Vi danser. Synger og slår på sådan en stor tromme og sælger alt muligt indianerlort, smykker og tøj og kunst,” sagde jeg.

“Jo, men hvorfor gør I det?” sagde Octavio.

“Penge,” sagde jeg.

“Nej, men hvorfor gør de det i virkeligheden?”

“Det ved jeg ikke.”

“Hvad mener du med, at du ikke ved det?”

“For at lave penge, motherfucker.”

Octavio så på mig med hovedet på skrå, som for at sige: Husk lige, hvem du snakker med her.

“Det er derfor, vi også skal med til den powwow,” sagde Octavio.

“Den de skal have ovre på stadion?”

“Ja.” “For at lave penge?”

Octavio nikkede. Så vendte han sig om og tog noget, som jeg først ikke kunne se var en pistol. Den var lille og helt hvid.

“Hvad fuck er det?” sagde jeg.

“Plastic,” sagde Octavio.

“Virker den?”

“Den er 3D-printet. Vil du se?” sagde han.

“Se?” sagde jeg.

Ude i haven sigtede jeg på en dåse Pepsi med pistolen. Jeg holdt den med begge hænder, stak tungen lidt ud og lukkede det ene øje.

“Har du nogensinde skudt med en pistol før?” sagde han.

“Nej,” sagde jeg.

“Det lort får det til at hyle i ørerne.”

“Må jeg prøve?” sagde jeg, og før jeg fik et svar, mærkede jeg min finger klemme og så et brag i hele kroppen. Der var et øjeblik, hvor jeg ikke vidste, hvad der skete. Da jeg trykkede af, kom lyden af braget, og hele min krop blev til et brag og et fald. Jeg dukkede mig uden at ville. Der var en hyletone, indeni og uden29

Der Der - indd.indd 29

13/06/18 16.29

for, en enkelt tone, der hang langt væk eller langt indeni. Jeg så op på Octavio og kunne se, at han sagde noget. Jeg sagde Hvad? men jeg kunne ikke engang høre mig selv.

“Det er sådan, vi skal røve den powwow,” hørte jeg til sidst.

Jeg huskede, at der var metaldetektorer ved indgangen til stadion. Maxines gangstativ, det hun har fået, efter at hun brækkede hoften, udløste dem. Mig og Maxine tog derhen en onsdag aften – der var endollaraften – for at se A’s spille mod Texas Rangers, det hold Maxine heppede på, da hun voksede op i Oklahoma, fordi Oklahoma ikke selv havde noget hold.

På vej ud rakte Octavio mig en brochure for powwowen, hvor der stod noget om præmiepengene i hver dansekategori. Fire med fem tusind. Tre med ti.

“Det er gode penge,” sagde jeg.

“Jeg ville helst ikke begynde på det lort her, men jeg skylder nogen,” sagde Octavio.

“Hvem?”

“Rager ikke dig,” sagde Octavio.

“Vi okay?” sagde jeg.

“Gå hjem,” sagde han.

Aftenen før powwowen ringede Octavio og sagde, at det var mig, der skulle gemme kuglerne.

“I buskene, sådan helt rigtigt?” sagde jeg.

“Ja.” “Skal jeg gemme kuglerne i buskene ved indgangen?”

“Put dem i en sok.”

“Put kuglerne i en sok, og smid dem i buskene?”

“Hvad var det, jeg sagde?”

“Det virker bare ...”

“Hvad?”

“Ikke noget.”

“Er du med?”

30

Der Der - indd.indd 30

13/06/18 16.29

“Hvor får jeg kuglerne fra?”

“Walmarts, .22’ere.”

“Kan du ikke bare printe dem?”

“Det kan man ikke endnu.”

“Okay.”

“En ting mere,” sagde Octavio.

“Hvad?”

“Har du stadig noget indianerpis, du kan tage på?”

“Hvad mener du med indianerpis?”

“Det ved jeg ikke, det de nu tager på, fjer og den slags pis.”

“Jeps.”

“Det skal du have på.”

“Jeg kan næsten ikke passe det.”

“Men kan du?”

“Ja.” “Tag det på til powwow.”

“Okay,” sagde jeg og lagde på. Jeg tog mit udstyr frem og tog det på. Jeg gik ind i stuen og stillede mig foran fjernsynet. Det var det eneste sted i huset, hvor jeg kunne se hele min krop. Jeg rystede og løftede den ene fod. Jeg så fjerene blafre i skærmen. Jeg strakte armene ud og sænkede skuldrene og gik så hen til fjernsynet. Jeg strammede remmen under hagen. Jeg så på mit ansigt.

Dromet. Det så jeg ikke. Jeg så en indianer. Jeg så en danser.

Der Der - indd.indd 31

13/06/18 16.29

FOTO: ELENA SIEBERT

„Rystende og indsigtsfyldt multi-portræt af de glemte amerikanere. En både grufuld, underholdende og livsændrende læseoplevelse.“

„En åbenbaring af en roman.“ THE NEW YORK TIMES

MORTEN PAPE

„Der er ikke noget der der,” siger han, næsten hviskende med sådan et fjoget,

I dagene op til årets store begivenhed for indianer-

åbenmundet smil, der giver Dene lyst til

stammerne i Oakland, The Big Oakland Powow, følger

at klappe ham en. Citatet betyder noget

vi tolv vidt forskellige personer, mens de gør sig klar til

TOMMY ORANGE er født og opvokset i Oakland, Californien og uddannet fra the Institute of American Indian Arts. Han er optaget som medlem af cheyenne- og arapaho-stammerne og bor i dag i Angels Camp. Der der er hans første roman.

for Dene. Dette der der. Han havde ikke

at spille hver sin rolle i den traditionelle dansefest. Alle

læst noget af Gertrude Stein ud over det

har de deres særlige grund til at være med, og mens de

citat. Men for de indfødte har landet

forbereder sig, hver med sine drømme og forventninger,

været bebygget, begravet fædrene land,

ambitioner eller bange anelser, ved ingen, hvem af dem

glas og beton og ledninger og stål,

der vil overleve den ’store dag’.

uretunerbar tildækket erindring.

Der er ikke noget der der.“

Der der er en rå og usentimental roman om vold og

Fra bogen

vanvid, men det er også en roman om styrke og sammenhold og en fortælling om, hvordan moderne indianere lever og måske overlever i de store amerikanske

„En vild og bevægende bog.“ KIRKUS REVIEW

„Et overflødighedshorn af talent og storslåede tanker.“

„Ikke kun historien, men også personerne tager vejret fra en i denne gribende voldsomme roman.“

byer i dag.

„En imponerende litterær debut.“

PUBLISHERS WEEKLY

MARGARET ATWOOD

„Mesterlig. Hvidglødende.

Hjerteskærende.“

THE SEATTLE TIMES

WASHINGTON POST

ISBN 978-87-400-4189-7

POLITIKENS FORLAG