Den sorte kat i Mosul af Puk Damsgård

100

147

6 mm

M

147

I Irak flytter Puk Damsgård skriveværkstedet til fronten i millionbyen Mosul. Fra en brutal krig mod terrororganisationen Islamisk Stat beskriver hun et land, hvor alle sjæle er til salg.

Alligevel finder hun hverdagsrevolutioner og mennesker, der søger lyset snarere end løber efter døden. Forfatteren selv jagter en sort kat i krigens murbrokker.

6 mm

27 mm

I

køkkenet slog Dhafer æg ud i en skål. Saif var lige vågnet og ventede søvndrukkent på sin omelet inde i stuen, da soldater fra frontlinjen pludselig ankom med seks fanger.

Saif gik ud på trappeafsatsen og missede med øjnene i den skarpe sol, hvilede armene på gelænderet og stirrede ned på den ældste af fangerne – en nydeligt klædt herre, der sad på knæ i gården med bind for øjnene.

Soldaterne guidede ham og de andre fanger ind i et beskidt pulterkammer under trappen. Saif slentrede tilbage ind i stuen og åbnede sit Drømmeliga-spil. Dhafer holdt pause fra æggene og tog den ældre fanges mobil, der blev ved med at ringe.

“Han er ved at spise,” sagde han bare og lagde på.

Puk Damsgård

Puk Damsgård

POLITIKENS FORLAG

147

100

Den sorte kat i Mosul

Puk Damsgård

100

6 mm

Den sorte kat i Mosul

idt på vejen vandrede en enlig soldat med sit våben foran sig mellem skeletter af beton, der engang havde dannet rammen om et liv.

En hvid cykel stod på støtteben foran krateret fra et luftangreb. N ­ ineveh-provinsens kommunikationsministerium ragede op med smadrede ruder. Det havde været ude af drift, siden IS havde kørt sin propaganda i stilling med egen radiostation og medieorganisation.

En kat fandt vej gennem et bilvrag, der var væltet om på siden og spærrede adgangen ind til en gyde. Et forkullet lig var efterladt i en port. Et sort hoved med krøllet hår stak ud under tæppet, der dækkede overkroppen. Benene var væk. Jeg havde netop passeret liget, da min mobil bippede. Ameen sendte mig et billede af en kamilleblomst.

“Når du ser blomsten, så sig til hende, at jeg elsker hende,” skrev violinisten fra Bagdad.

Jeg svarede, at der ikke var andet end destruktion omkring mig, men at jeg ville lede efter blomsten.

“Hun vil kalde på dig,” lovede han.

9 788740 035414

226

27 mm

6 mm

147

(f. 1978) er DR’s mellemøstkorrespondent.

Hun har blandt andet skrevet bestsellerne Hvor solen græder (2014) og Ser du månen, Daniel (2015). For sidstnævnte modtog hun i 2015 dansk journalistiks hæderspris, Cavlingprisen. Bogen er udkommet i 18 lande. Hun har desuden modtaget Publicistklubbens Fortællerpris 2015 og Læsernes Bogpris 2015.

Forsidefoto Jan Grarup

100

226

Den sorte kat i Mosul

Puk Damsgård Den sorte kat i Mosul POLITIKENS FORLAG

Nogle af soldaterne fra de irakiske specialstyrkers Meysan-bataljon, som jeg fulgte og boede sammen med ved fronten i Mosul.

Indhold 11

Skriveværkstedet i Mosul

127

Dhafer

161

Real Madrid

Ind i krigen Mødet med Dhafer og Saif 27

Jomfrurejsen

39

Skyggen

61

81

Fra børnehaven til Bagdad Jagten på drømmene

Liget i stuen Freedom Den blonde soldat Efterladenskaber Med Gud i fingerspidserne

Ali Samir og Nadiya Billedgaden Den sorte kat

Angrebet ved Tigris

111

Flugten

Det lange år i kalifatet Planen Rejsen mod Erbil

Tanterne

Killingen Hanaa og Batul Rukan Feministerne

Saad, Hadi, Karam og Ziad

Fremtiden venter stadig Pigen i den lilla bluse 20 meter fra IS Festen Ahmads dag

Familien Ogaidi

Fawaz Poesibogen 93

169

Krigen i vest Loofy Bullshit Blodig torsdag Hemmeligheden Flygtninge Screening Skavanker

185

Aisha

193

Dilemmaet i Erbil

201

Et sekund Badet

Mellem hjem og et andet sted

Drømme og bekendelser i Bagdad Kamal Højt hår i storcenteret Dodos begravelse Ameen Forlorne drømme Saif Den højre balle Haider Lyddæmperen

245

Brændte landskaber

263

Fangerne

271

Kill zone

285

Koalitionens fuck-up Kamilleblomsten Hero

Et selfie-øjeblik

Krigen i mørket IS-krigerne Martyrernes sang Ameen og håbet

Når minareten falder, står verden ikke længere Krigens gravplads Tomheden Loofy?

Zannu

301

590 meter

306

Efterskrift

Ligene i floden

Tyrkiet Iran

Sinjar

Mosul Erbil

Syrien

Irak Bagdad

Basra

Saudi-Arabien

Kuwait

SkrivevĂŚrkstedet i Mosul

11

Ind i krigen

S

kyggen havde slået sit campingbord og fire klapstole op på en tør bakke med udsigt over Mosul. På bordet lå et arsenal af radioer, og en fladskærm flimrede med livebilleder optaget af de amerikanske droner, der svævede over byen.

Skyggen var oberst i krigens fortrop, de irakiske specialstyrker.

Hans sorte uniform var nystrøget, og han duftede af parfume. Et par mørke solbriller skjulte hans øjne, men når han formede munden i et smil og blottede de lidt fremstående tænder under det mørkerøde overskæg, fornemmede jeg glimtet i hans øjne.

Nogle australske, amerikanske og franske soldater stod sammen med ham omkring bordet, hvor de udvekslede fortrolige oplysninger og koordinater på fjendens stillinger. Soldaterne tilhørte den internationale koalition af lande, der bekæmpede terrororganisationen Islamisk Stat (IS) sammen med de irakiske styrker.

Kampen mod IS i den irakiske millionby Mosul blev i dette øjeblik styret fra en nøgen slette, og campingbordet udgjorde hjertet i operationen. Skyggen var en af krigens usynlige mænd.

Hans hænder var dækket af et par sorte skindhandsker og jonglerede mellem radioerne, som han brugte til at kommunikere med styrkerne på jorden og indkalde luftangreb.

“Engage target,” meldte han i radioen.

13

En amerikansk stemme svarede i den anden ende, at meldingen om at angribe var modtaget.

Trods sine kun 35 år havde Skyggen som den eneste i de irakiske specialstyrker autoritet til selv at indkalde koalitionens luftangreb mod IS-stillinger – et hverv, der ellers normalt blev varetaget af udenlandske specialstyrker fra den amerikanskledede koalition.

Hans irakiske kollega, Kamal, holdt sig tæt til ham og nedskrev koordinater i en notesbog. Hvis blot ét tal i kombinationsrækken var forkert, ville det sende bombeflyene på afveje.

Sorte røgsøjler steg op over det østlige Mosul. Radioen skrattede med en melding fra kampene i byen om, at civile var på vej mod et bombemål. Skyggen greb øjeblikkelig radioen.

“Disengage. Afbryd. Der er civile ved målet.”

På dronebillederne kunne han se ind i et udsnit af Mosuls gader.

“Daesh har virkelig terrænet med sig,” sagde Skyggen til mig.

Han omtalte Islamisk Stat med den nedsættende arabiske forkortelse Daesh. ”Vi udkæmper en bykrig, hvor der er civile overalt. Vi kan ikke bare bombe os frem.”

Jeg var flyttet ind ved fronten i den største by, Islamisk Stat nogensinde havde kontrolleret. Det var herfra, jeg observerede Irak. Herfra, jeg stillede spørgsmål og forsøgte at indkredse, hvad krigen var, og hvor den ville føre irakerne hen.

I tre år havde jeg fulgt krigen mod Islamisk Stat i Iraks byer og det liv, der var tilbage, når kampene rykkede videre. I Mosul havde cirka halvanden million mennesker levet under Islamisk Stats kontrol siden sommeren 2014 – det meste af tiden i isolation fra omverdenen. Kun krigen kunne ændre dette, og jeg havde dækket den fra begyndelsen.

Undervejs tog jeg fri i flere måneder fra mit arbejde på DR Nyheder og rykkede skriveværkstedet til fronten for at skildre, hvad krigen gjorde ved dem, der levede midt i den – både de civile og de unge soldater i specialstyrkerne.

Jeg havde givet mig selv tid. Tid til at være åben for overraskelser og indtryk, for menneskene omkring mig og for deres historier. De

14

skulle afbryde mig, fortælle mig livsglimt i en rygepause, eller når vi indtog dagens feltration af ris og bønnesovs.

Jeg havde i halvandet år også fulgt familien Ogaidi, som boede i Mosul under IS. Jeg ville forstå deres hverdag og skæbne under IS og krigen. Og ikke mindst ville jeg undersøge, hvordan det var lykkedes en terrororganisation at kontrollere en storby som en stat i staten.

Jeg udviklede et dogme om, at skriveværkstedet aldrig måtte blive blindt og stagnere. Jeg skulle søge og strejfe som en hjemløs kat i Mosul. Jeg måtte ikke vænne mig så meget til omgivelserne, at de ikke længere forstyrrede. Omvendt, når jeg kendte et menneskes vaner, en bases rytme, en families dynamik og en frontlinjes rystelser, ville jeg også kunne genkende et øjebliks særlige karakter. Måske først dér fremtrådte essensen. Den balance finpudsede jeg konstant.

Jeg sad på et grønt sæde bag i Skyggens MRAP, et pansret køretøj bygget til at modstå miner. Solen skinnede ind gennem åbningen bagerst i vognen. Nedenfor dens rampe kunne jeg følge med i Skyggen og koalitionssoldaternes overvejelser og valg, hver gang de sendte et luftangreb ind over Mosul.

Synet af de amerikanske flag på uniformerne gav mig et flashback til 2003, da jeg for første gang rejste til Irak efter invasionen, og amerikanske soldater svedte under hjelmene, mens de jagtede oprørsgrupper om natten i Bagdad. De forlod Irak i december 2011.

Nu stod amerikanerne her igen.

Det var over disse vidder, at konvojer af pickups med bevæbnede krigere fra terrororganisationen, der på det tidspunkt kaldte sig ISIS, natten til 6. juni 2014 var kommet stormede for at indtage Iraks næststørste by. De krydsede den syriskirakiske grænse i ingenmandslandet af ørken mod vest, inden de skød sig gennem den første kontrolpost i Mosuls nordvestlige hjørne. ISIS trængte gennem boligkvarterer og den gamle bys snørklede gyder og basarer, og forbi Den Store al-Nuri-moské med sin skæve minaret. Så krydsede krigerne byens fem broer over Tigris-floden, der slyngede sig gennem bymidten og delte Mosul i

15

et øst og vest. I øst nåede de Mosuls universitet og havde dermed erobret hele byen på fire dage.

Den irakiske hær og politistyrkerne smed uniformerne og flygtede, og sovende ISIS-celler vågnede op. Det var ikke blot vildt fremmede, der besatte byen. En del borgere hilste konvojen og de sorte flag velkommen, da ISIS-krigerne kørte i sejrsparade gennem gaderne og gjorde Mosul til hovedby i deres selvbestaltede kalifat, der udviskede landegrænser og strakte sig på tværs af Irak og Syrien.

Når jeg skuede ud over byen, steg røgsøjler til vejrs, og ingen forestillede sig, at krigen ville blive nem eller smertefri. Det var den største militære offensiv i Irak, siden den amerikanskledede invasion af landet i 2003.

En familie flygtede forbi med sin fåreflok og to æsler. Den mindste dreng gik forrest og holdt om et lam med begge arme. Benene faldt sammen under et andet lam. Familiens ældste dreng samlede det op og bar det i sin favn. Moren havde kun pakket én taske, og de vandrede i retning af en amerikansk mortérstilling. To soldater beordrede dem udenom.

Elmaster knejsede mod eftermiddagshimlen, men kablerne sendte ikke længere strøm til borgerne i Mosul. De havde kun solen som lyskilde.

På jorden ved militærkøretøjerne fandt jeg nogle af de flyveblade, der var blevet kastet ud over byen, inden offensiven mod IS begyndte i øst 17. oktober 2016. Det var en vejledning i, hvad indbyggerne skulle gøre, når krigen kom. Regeringen havde opfordret dem til at blive i deres hjem frem for at flygte. Tegningerne i vejledningen viste, at de under angreb skulle søge væk fra døre og vinduer, lægge sig sammenkrøbet på gulvet og holde sig for ørene. De måtte gerne lave mad og bruge lommelygte, men ikke tænde åben ild.

Kamal steg ind i MRAP’en og skyllede en Tiger-energidrik ned.

Han var uformelt klædt i et par sorte bukser og en langærmet T-shirt. Da han hev op i bluseærmet, kom en tatovering og et ar til syne.

“Jeg har jo levet i krig det meste af mit liv,” grinede han.

“Jeg var 18 år, da jeg blev såret første gang.”

16

“Hvor mange gange har du da været såret?” spurgte jeg.

“Fire.”

Han bøjede hovedet og lod blikket glide gennem forruden og ind mod Mosul.

“Jeg har set mange tørre bakker i mit liv.”

Så tændte han en smøg og forsvandt ned ad rampens nubrede trin. Gennem ruderne registrerede jeg ladvogne, æselkærrer og motorcykler, der pludselig ræsede forbi og hvirvlede støvet op. De kørte mod felthospitalet, der lå lidt på afstand af kampene. Det tog ikke mere end fem minutter at bevæge sig fra Mosul-offensivens udendørs kontrolrum til den villa, hvor militærlægerne tog imod nogle af de civile, der havde valgt at følge regeringens råd om at blive i deres hjem.

Her iførte soldater med skydevåben over skulderen sig sorte plastikhandsker, så snart de hørte ophidsede stemmer uden for porten. Nogle få brikse stod i gården og i et rum, der tidligere havde været en families dagligstue. I køkkenet lå en død soldat, der skulle hjem og begraves med det irakiske flag på kisten. I gården lå en mand med et blomstret tæppe over sig.

“Jeg synes ikke, jeg kan mærke mine ben,” sagde han til sin nabo, der stod for enden af briksen i blodtilsølede bukser.

Naboen lagde sin jakke over den sårede, der havde siddet med sin søn på skødet, da han blev ramt af en mortérgranat. Mirakuløst var sønnen uskadt og befandt sig nu hjemme hos familien i en bydel, som specialstyrkerne havde generobret.

Faren ømmede sig og talte med naboen om, hvorvidt han skulle flytte familien ud af Mosul, når han blev udskrevet fra hospitalet.

Deres samtale blev afbrudt, da en mand med en forbinding om hovedet løb ind med en lille pige i favnen. Efter ham fulgte tre andre mænd, der også bar på sårede børn.

“De legede i haven, da de blev ramt af en mortérgranat!” råbte de til lægerne.

Bagerst i stuen lagde en far sin datter på briksen, der var meget længere end hendes krop. Hendes hår var slimet og havde samme farve som hendes dybrøde, ternede bukser. Kroppen var slap, hun

17

reagerede ikke, når samaritterne rørte hende. Hun var død. Ved siden af hende lå en anden lille pige stille på ryggen, mens lægerne lagde en forbinding om hendes mave. En tredje pige i lyserødt tøj klagede til sin far over, at droppet i armen gjorde ondt. Han sad på knæ, græd og krammede hende, mens soldaterne forsøgte at berolige ham.

En anden soldat kom med en rulle guldpapir og bøjede sig over briksen, mens han rev et stykke af og gjorde klar til at pakke den døde pige ind, så briksen kunne blive ryddet til en levende patient.

Faren skreg og bad om lov til at holde hende en sidste gang.

“Et øjeblik. Giv ham et øjeblik,” befalede en soldat.

Faren løftede hende op og trak sig tilbage til et hjørne af stuen.

Han knugede og rystede sin datter, så benene dinglede. Derefter lagde han hende nænsomt ned på guldpapiret, der var bredt ud over briksen. Soldaten foldede det om hendes krop. Det glinsede i sollyset og kastede lyse pletter på væggen, mens han lukkede det med et par stykker brun tape.

Med guldklumpen i favnen forsvandt faren ned ad gaden, mens lyden fra legende og grinende børn fra de omkringliggende haver omsluttede ham.

18 18

Mødet med Dhafer og Saif

S

kyggen stod med mobilen i hånden. Han havde taget sin højre skindhandske af.

“Jeg har ringet til dem, og de er på vej,” sagde han og lagde den bare hånd på min skulder.

“God fornøjelse. Vi ses.”

Så vendte han sig om, tog handsken på og gik tilbage til campingbordet og sine radioer.

En sort Humvee bremsede foran mig, og den tunge, armerede dør med et hvidt dødningehoved gik op. En soldat sprang ud og gav mig hånden.

“Jeg er sergent Dhafer. Er du klar?”

Han smed mine tasker og soveposen i bagagerummet.

“Sikkerhedsvesten skal du tage på,” sagde han og vinkede til Skyggen.

Vi kørte mod fronten. Jeg sad bag i vognen ved siden af en stabel militærgrønne metalbokse med ammunition og nogle panserværnsraketter. Et par fødder var plantet mellem de lange raketrør.

Det var skytten, der ragede op gennem taget og holdt udkig, mens vi zigzaggede uden om bombekratere og jordvolde, der spærrede vejene.

19

Elmaster svajede ind over kørebanen, ledningerne hang som filtrede guirlander, og en enlig gås stod tilbage i en indhegning.

En mand med stok forcerede murbrokkerne, og nogle piger i lyserøde bluser hoppede op og ned og vinkede til soldaterne. Gennem vognens motorstøj kunne jeg høre koalitionens fly i luften. Dhafer tændte en cigaret.

“Vi bor lige rundt om hjørnet,” sagde han.

Jeg steg ud foran en forladt villa, som soldaterne netop var flyttet ind i.

“Velkommen til mit hjem,” grinede Dhafer.

Han svingede geværet over skulderen og gik med hurtige skridt ind i villaen, der lå 500 meter bag frontlinjen.

Jeg gik gennem porten og ind i forhaven. På græsset lå en flad fodbold, en printer og nogle uniformer, som IS havde efterladt.

Styrkerne flyttede konstant i sporet af deres egen krig mod IS. Når frontlinjen rykkede sig, flyttede de med, og ofte var deres skiftende baser tidligere IS-reder – og før det en families hjem.

Bataljonens ingeniør trak kabler til den transportable generator, som gav basen livsnødvendig strøm. Nogle soldater sad på hug og rensede deres våben uden for døren, der førte ind til et gråmalet køkken og videre ind i stuen.

“Kom, du skal hilse på min overordnede,” sagde Dhafer.

I sofaen ved vinduet sad kaptajn Saif i sort uniform og bøllehat.

Bag gardinet lød et brag fra et mortérnedslag.

Han hilste mig velkommen.

“Vi er rykket længere frem i dag. Vi forsøger at holde stillingerne,” sagde han fraværende og skruede på volumenknappen på sin radio, der skrattede med konstant kommunikation.

Selvom de 15 soldater fra Meysan-bataljonen lige var flyttet ind, rodede villaen allerede. Halvfyldte vandflasker med cigaretskod stod på det beskidte gulvtæppe, og uniformsjakker hang over sofaryggen. Vandpiben var også flyttet ind på en central plads foran hjørnesofaen.

Saifs højre håndryg var arret. Han kiggede op fra sin tablet med kortet over de nye kampstillinger og sagde til Dhafer, at han skulle gøre Humvee’en klar. De skulle af sted.

20

De sidste 500 meter fra basen til frontlinjen var som afstanden mellem to planeter. For hver 100 meter blev der færre mennesker klædt i farver. Der var ingen bedstemor med børnebørn foran porten, og ingen, der slentrede hjem fra kiosken med to liter mælk. Jeg sendte en tanke til Samir og Nadiya Ogaidi. I sensommeren 2016 havde jeg første gang mødt dem, der efter et år under IS-kontrol var flygtet til den nærliggende by Erbil. Samir havde fortalt mig om sine søstre, tanterne Hanaa og Batul, der var blevet i Mosul, og som han ikke havde kunnet få kontakt til i flere måneder. Jeg lovede Nadiya og Samir, at jeg ville opsøge deres efterladte villa og besøge tanterne, så snart deres bydel var generobret af styrkerne.

Krigens grå landskab rungede af skud mellem bygningerne.

“Det er vores egne, der skyder!” råbte Dhafer.

Frontlinjen var ikke synlig, kun hørbar. Her var hverken skyttegrave, kanonstillinger eller kontrolposter. Den blev alene defineret ved, at det var specialstyrkernes yderste kampstilling. Det var den bygning, den gade eller det gadekryds, der skilte dem fra IS. Dhafer og Saif var på vej til den boligblok, der udgjorde den yderste post i et netop generobret terræn. Få timer forinden havde det været IS-land.

Soldaternes fødder balancerede over glasskår, sten og betonstykker, ned ad trapper og langs mure, indtil de satte i løb hen over den åbne plads, hvor de var sårbare. De holdt en kort pause i ly bag en Humvee med en skytte på toppen.

Dhafer og Saif bevægede sig videre langs muren, indtil de forsvandt ind i en opgang. Betontrapper førte flere etager op til taget.

Saif tjekkede sit digitale kort, der viste specialstyrkernes og fjendens kampstillinger, og gentog koordinaterne over radioen.

Dhafer bøjede sig forover og gik ud på det flade tag, der var omkranset af en lav mur. Bag sandsække sad en skarpskytte med sit gevær og holdt øje gennem kikkertsigtet i retning mod et gennemhullet IS-skilt.

Mortérgranater landede foran bygningen. Skytten ventede tålmodigt, mens fjendens kugler hvislede hen over taget og soldaternes hoveder. Dhafer havde, ligesom de andre soldater, ingen hjelm på.

Engang havde den ellers reddet hans liv under et IS-angreb, da tre

21

metalstykker fra eksplosionen borede sig ind i hjelmen i stedet for i hans hoved. Saif modtog en melding, der gjorde soldaterne urolige.

En IS-drone overfløj dem.

Alle undtagen snigskytten rykkede fra taget og ind i opgangen.

Her havde en soldat opsat et transportabelt gasblus ved siden af en stabel panserværnsraketter og var i færd med at koge vand til te, mens styrkerne på jorden affyrede lange skudsalver.

Fra døråbningen stirrede Dhafer op i luften, mens han bed sig i læben. Alles ansigter var vendt mod himlen og IS’ seneste nyskabelse: ombyggede hobbydroner, der kunne købes i enhver større fotoforretning, eller deres egne hjemmelavede droner med påmonterede bomber og kamera. Pludselig ophørte skudsalverne. Dronen var tilsyneladende forsvundet.

Mortérerne kom tættere på. Tevandet kogte og blev hældt i glas sammen med fem teskefulde sukker, som soldaterne havde fundet i et køkken i underetagen.

Når solen gik ned, var Mosul sort. Det eneste lys i gaden skinnede fra basen, hvor generatoren brummede. Dhafers mobil ringede. Han satte den på lydløs.

“Det er min far ... igen,” sagde han lidt forlegent.

I hjørnesofaen lå radioerne til opladning. Stuen var allerede tung af røgen fra soldaternes tynde cigaretter. De sorte M4-geværer stod lænet op ad sofaryggen, hvor kaptajn Saif røg vandpibe og holdt hænderne foran varmeovnen. Hans tænder var skæve og brune af rygning, men sad skjult bag fyldige læber. De var lige så feminine som hans lange øjenvipper, der dannede en, for en mand, sjældent rund bue op mod de sorte øjenbryn. Skægstubbene havde han ladet stå. Han var 31 år og havde en alvor over sig, der fik ham til at virke en del ældre end den 27-årige, drengede og lattermilde Dhafer. De var et makkerpar sammentømret af krigen mod IS, som de havde kæmpet i siden 2014. Da IS indtog Mosul, var de allerede i kamp mod terrororganisationen i Iraks vestlige Anbar-provins.

I køkkenet stegte en lidt buttet og madglad soldat kylling over gasblusset. The Punisher stod der skrevet bag på hans hættetrøje.

Han havde engang været slagter, men ifølge Saif var han en kyndig

22

skarpskytte, som blev beordret i køkkenet, når Saif fik nok af madrationer med tomatsovs.

“Jeg har tilkaldt The Punisher, så vi kan få noget kød,” sagde han.

Soldaterne tilbød mig så mange cigaretter, at jeg følte mig nødsaget til at begynde at ryge for ikke at være uden for fællesskabet. De viste mig billeder af deres børn og af dræbte IS-krigere.

Kaptajnen fandt også mobilen frem og zoomede ind på et billede af sin hvide, langhårede kat, Nuki, og sine to døtre, som han altid puttede med godnathistorier frit efter fantasien.

“Jeg drømte om dig forleden, Dhafer,” sagde Saif.

“Sidst du drømte, at jeg blev kørt over af en lastbil, vågnede jeg med ondt i nakken og ryggen. Så lad lige være med at drømme mere,” grinede Dhafer.

“I morgen vil jeg læse din fremtid i kaffegrums,” spøgte Saif.

Soldaterne bredte en plastikdug ud over gulvet foran hjørnesofaen.

The Punisher stillede skåle frem med kylling og brød. Vi sad i en rundkreds og spiste, mens der over fjernsynet flimrede et naturprogram med nærbilleder af en søløvehan.

De unge soldater kendte ikke dagen i morgen – eller minuttet efter de havde spist The Punishers stegte kylling. De havde reddet kammerater fra døden. Og så var der dem, de ikke havde kunnet hjælpe, eller dem, der var blevet dræbt i terrorangreb langt fra fronten. Nationens skæbne bandt dem sammen.

Saif lagde sin vægt på venstre ben, mens han tog sig til højre balle og bagsiden af låret, der stort set var sprængt væk. Med munden fuld af kylling henvendte han sig til sine soldater.

“I klager altid over, at I vil hjem. Jeg synes ikke, jeg hører nogen klage i aften,” grinede han.

Hans mobil ringede. Dhafer rejste sig og rakte ham telefonen. Det var Skyggen, der forsøgte at få forbindelse via WhatsApp. “Han vil tale med dig, Puk,” sagde Saif.

Jeg kunne ikke høre Skyggen på grund af den dårlige mobildækning og lagde på. Efterfølgende sendte jeg ham en besked.

“Du ringede?”

“Jeg ville bare tjekke, at du er okay,” skrev han.

“Alt er okay.”

23

Dhafer bredte madrasser og tæpper ud på gulvet. Jeg sov mellem soldaterne i stuen med udsigt til en bogreol fuld af læderindbunden litteratur om Koranen. Dhafers soldaterkammerat, den lidt stille Ismail, lå allerede med hovedet under sit tæppe på sofaen og sms’ede med sin hustru.

“Han savner hende helt vildt,” smilede Dhafer.

Den soldat, der bevogtede villaen om natten, gik gennem stuen iført en heldækkende maske og med geværet over en lang, mørk frakke for at hente en kop te. Jeg var krøbet under to tæpper med alt tøjet på. Dhafer hvilede hovedet på sin albue og tændte en cigaret.

“Hvor længe har du kendt Skyggen?” spurgte han.

“Ikke så længe. Jeg mødte ham, da offensiven i Mosul begyndte.”

“Han er virkelig en rar mand. Han har hjulpet mig meget, når jeg har haft problemer. Han er fra Tikrit.”

Nogen slukkede generatoren, stuen blev sort.

“Jeg skal også have ringet til min far,” sagde Dhafer.

“Ringer han tit?”

“Ja, hver dag. Men jeg har ikke tid til at tale hele tiden. Min far og jeg har en hemmelighed.”

Han rejste sig med mobilen i hånden.

“Nu skal du sove. Vi skal tidligt op og have morgenmad. Vi har brug for mad, så vi bliver stærke,” grinede han og forsvandt op på taget for at ringe til sin far.

Det var min første overnatning tæt på fronten. Der lød skud tæt ved, og drønene fra artilleri definerede krigens urolige lyd af præcis kontrol og tilfældigheder. Jagerflyene fløj over Mosul. Der var aldrig en pause i krigen. Skyggen måtte være vågen døgnet rundt.

Jeg begravede hovedet under tæppet. Senere hørte jeg, at Dhafer listede i seng.

24

100

147

6 mm

M

147

I Irak flytter Puk Damsgård skriveværkstedet til fronten i millionbyen Mosul. Fra en brutal krig mod terrororganisationen Islamisk Stat beskriver hun et land, hvor alle sjæle er til salg.

Alligevel finder hun hverdagsrevolutioner og mennesker, der søger lyset snarere end løber efter døden. Forfatteren selv jagter en sort kat i krigens murbrokker.

6 mm

27 mm

I

køkkenet slog Dhafer æg ud i en skål. Saif var lige vågnet og ventede søvndrukkent på sin omelet inde i stuen, da soldater fra frontlinjen pludselig ankom med seks fanger.

Saif gik ud på trappeafsatsen og missede med øjnene i den skarpe sol, hvilede armene på gelænderet og stirrede ned på den ældste af fangerne – en nydeligt klædt herre, der sad på knæ i gården med bind for øjnene.

Soldaterne guidede ham og de andre fanger ind i et beskidt pulterkammer under trappen. Saif slentrede tilbage ind i stuen og åbnede sit Drømmeliga-spil. Dhafer holdt pause fra æggene og tog den ældre fanges mobil, der blev ved med at ringe.

“Han er ved at spise,” sagde han bare og lagde på.

Puk Damsgård

Puk Damsgård

POLITIKENS FORLAG

147

100

Den sorte kat i Mosul

Puk Damsgård

100

6 mm

Den sorte kat i Mosul

idt på vejen vandrede en enlig soldat med sit våben foran sig mellem skeletter af beton, der engang havde dannet rammen om et liv.

En hvid cykel stod på støtteben foran krateret fra et luftangreb. N ­ ineveh-provinsens kommunikationsministerium ragede op med smadrede ruder. Det havde været ude af drift, siden IS havde kørt sin propaganda i stilling med egen radiostation og medieorganisation.

En kat fandt vej gennem et bilvrag, der var væltet om på siden og spærrede adgangen ind til en gyde. Et forkullet lig var efterladt i en port. Et sort hoved med krøllet hår stak ud under tæppet, der dækkede overkroppen. Benene var væk. Jeg havde netop passeret liget, da min mobil bippede. Ameen sendte mig et billede af en kamilleblomst.

“Når du ser blomsten, så sig til hende, at jeg elsker hende,” skrev violinisten fra Bagdad.

Jeg svarede, at der ikke var andet end destruktion omkring mig, men at jeg ville lede efter blomsten.

“Hun vil kalde på dig,” lovede han.

9 788740 035414

226

27 mm

6 mm

147

(f. 1978) er DR’s mellemøstkorrespondent.

Hun har blandt andet skrevet bestsellerne Hvor solen græder (2014) og Ser du månen, Daniel (2015). For sidstnævnte modtog hun i 2015 dansk journalistiks hæderspris, Cavlingprisen. Bogen er udkommet i 18 lande. Hun har desuden modtaget Publicistklubbens Fortællerpris 2015 og Læsernes Bogpris 2015.

Forsidefoto Jan Grarup

100

226